Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.45.0-wmf.9 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion 0 7350 40473 40472 2025-07-08T12:58:28Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 40473 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød dere stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "netorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin ende, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Måske er det således ikke en fejl, når "Mahmet" angives som værende "jøde". Men erobringen af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede araberne hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det bemærkes at ordet "araber" i originalteksten er ''Tayaye'', men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, Jadila, blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ghawth, forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] sd6ac775hpokhlj6k93mr25b5xo2x2g 40474 40473 2025-07-08T13:27:38Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 40474 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød dere stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "netorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin ende, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Måske er det således ikke en fejl, når "Mahmet" angives som værende "jøde". Men erobringen af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekstedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede araberne hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det bemærkes at ordet "araber" i originalteksten er ''Tayaye'', men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, Jadila, blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ghawth, forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] fm5slq4yrb6ta0corqse9spjvd0gkci 40475 40474 2025-07-08T13:29:36Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 40475 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød dere stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "netorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin ende, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Måske er det således ikke en fejl, når "Mahmet" angives som værende "jøde". Men erobringen af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekstedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede araberne hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det bemærkes at ordet "araber" i originalteksten er ''Tayaye'', men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, Jadila, blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ghawth, forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] pszmvrfuhdgts8hu2o9pzi9vym7v5cd 40476 40475 2025-07-08T13:32:55Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 40476 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød dere stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "netorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin ende, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Måske er det således ikke en fejl, når "Mahmet" angives som værende "jøde". Men erobringen af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekstedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] 7mgphjma9tkggs65dljfsx54wxdvus8 40477 40476 2025-07-08T17:19:35Z Sven Halfdan Nielsen 3898 sprogret 40477 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød dere stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "netorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin ende, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Måske er det således ikke en fejl, når "Mahmet" angives som værende "jøde". Men erobringen af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] 6u1gtb77uw3d3y6e0outqse0hcyddy8 40478 40477 2025-07-08T17:22:38Z Sven Halfdan Nielsen 3898 sprogret 40478 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "netorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin ende, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Måske er det således ikke en fejl, når "Mahmet" angives som værende "jøde". Men erobringen af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] s0v8pffune6z5f0wosz3pfvx3mroxrf 40479 40478 2025-07-08T17:25:44Z Sven Halfdan Nielsen 3898 sprogret 40479 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin ende, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Måske er det således ikke en fejl, når "Mahmet" angives som værende "jøde". Men erobringen af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] rnlviogso8cj8381thn7hv692q3evq8 40480 40479 2025-07-08T17:27:38Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 40480 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Måske er det således ikke en fejl, når "Mahmet" angives som værende "jøde". Men erobringen af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] 8pqizxbh403ofa7z1002krxymt2m6da 40481 40480 2025-07-08T17:34:23Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 40481 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> De troendes magtudvidelse er forholdsvis vel dokumenteret i kilderne og giver derfor ikke anledning til nogen nævneværdig uenighed. Derimod kan der være grundlag til at se nærmere på den interne udvikling blandt de nye herskere. Hovedkilderne hertil er datidens mønter og klippetekster. ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Men deres erobring af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev derved truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] 2o0ih2v1w3x22mk1eo3kks5lh290q8g 40482 40481 2025-07-08T18:29:22Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 40482 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> De troendes magtudvidelse er forholdsvis vel dokumenteret i kilderne og giver derfor ikke anledning til nogen nævneværdig uenighed. Derimod kan der være grundlag til at se nærmere på den interne udvikling blandt de nye herskere. Hovedkilderne hertil er datidens mønter og klippetekster. ... Var Abd al-Malik kristen eller muhammedaner? Svaret findes i Klippemoskeen og på hans mønter: han var kristen men arianist, det vil sige, at han bestred treenigheden og bestred, at Jesus var Guds søn. Han opfattelse var, at Jesus "kun" var en profet, og at han ikke døde på korset således, som den byzantinske lære havde fastslået. I denne henseende lå han tæt på andre herskere i den østlige kristne kirke. Han anvender, som andre, navnet "Mhmd" men i betydningen "den salvede", altså Jesus. Det er først efter ummajadernes magtovertagelse, det vil sige fra 749, at vi for alvor ser den nye antikristne ideologi udvikle sig. Det er nærliggende at spørge: hvorfor? Svaret ligger i magtens legitimitet. Det nye styre havde behov for at markere sig i forhold til abbasidernes styre, og den nye ideologi blev et redskab for denne markering. ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Men deres erobring af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev derved truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] n72i9rqudk7lef2r3fzrmivncommgkg 40483 40482 2025-07-08T18:38:06Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 40483 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> De troendes magtudvidelse er forholdsvis vel dokumenteret i kilderne og giver derfor ikke anledning til nogen nævneværdig uenighed. Derimod kan der være grundlag til at se nærmere på den interne udvikling blandt de nye herskere. Hovedkilderne hertil er datidens mønter og klippetekster. ... Var Abd al-Malik kristen eller muhammedaner? Svaret findes i Klippemoskeen og på hans mønter: han var kristen men arianist, det vil sige, at han bestred treenigheden og bestred, at Jesus var Guds søn. Han opfattelse var, at Jesus "kun" var en profet, og at han ikke døde på korset således, som den byzantinske lære havde fastslået. I denne henseende lå han tæt på andre herskere i den østlige kristne kirke. Han anvender, som andre, navnet "Mhmd" men i betydningen "den salvede", altså Jesus. Det er først efter ummajadernes magtovertagelse, det vil sige fra 749, at vi for alvor ser den nye antikristne ideologi udvikle sig. Det er nærliggende at spørge: hvorfor? Svaret ligger i magtens legitimitet. Det nye styre havde behov for at markere sig i forhold til abbasidernes styre, og den nye ideologi blev et redskab for denne markering. Men samtidig markerede den nye udvikling også en voksende afstandtagen fra sit judeo-nazaræiske grundlag: jøder såbel som kristne kunne nu ikke længere være en del af bevægelsen men blev opfattet som dens modstandere og fjender. Dette afspejlede sig i en stadig mere intolerant holdning. Denne udvikling skete parallelt med, at den nye ideologi kom til at danne grundlag for en ny arabisk nationalitet. Det er dog først i 800-tallet, at den nye muhammedanske ideologi udvikling til fuldkommenhed dels med sin egen profet, Muhammed, dels med sit eget hellige sted, Mekka, dels med sit eget hellige skrift, koranen. ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Men deres erobring af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev derved truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor vi forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] 7ly101w3tcay8u4716dvonn5cniipcx 40484 40483 2025-07-08T18:51:29Z Sven Halfdan Nielsen 3898 sprogret 40484 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> De troendes magtudvidelse er forholdsvis vel dokumenteret i kilderne og giver derfor ikke anledning til nogen nævneværdig uenighed. Derimod kan der være grundlag til at se nærmere på den interne udvikling blandt de nye herskere. Hovedkilderne hertil er datidens mønter og klippetekster. ... Var Abd al-Malik kristen eller muhammedaner? Svaret findes i Klippemoskeen og på hans mønter: han var kristen men arianist, det vil sige, at han bestred treenigheden og bestred, at Jesus var Guds søn. Han opfattelse var, at Jesus "kun" var en profet, og at han ikke døde på korset således, som den byzantinske lære havde fastslået. I denne henseende lå han tæt på andre herskere i den østlige kristne kirke. Han anvender, som andre, navnet "Mhmd" men i betydningen "den salvede", altså Jesus. Det er først efter ummajadernes magtovertagelse, det vil sige fra 749, at vi for alvor ser den nye antikristne ideologi udvikle sig. Det er nærliggende at spørge: hvorfor? Svaret ligger i magtens legitimitet. Det nye styre havde behov for at markere sig i forhold til abbasidernes styre, og den nye ideologi blev et redskab for denne markering. Men samtidig markerede den nye udvikling også en voksende afstandtagen fra sit judeo-nazaræiske grundlag: jøder såbel som kristne kunne nu ikke længere være en del af bevægelsen men blev opfattet som dens modstandere og fjender. Dette afspejlede sig i en stadig mere intolerant holdning. Denne udvikling skete parallelt med, at den nye ideologi kom til at danne grundlag for en ny arabisk nationalitet. Det er dog først i 800-tallet, at den nye muhammedanske ideologi udvikling til fuldkommenhed dels med sin egen profet, Muhammed, dels med sit eget hellige sted, Mekka, dels med sit eget hellige skrift, koranen. ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Men deres erobring af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev derved truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor jeg forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] t36c076ola7mx8yjk7dr368zxxg6ggt 40485 40484 2025-07-09T07:21:46Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 40485 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Mellemøstens udvikling i 1. årtusinde e.Kr. er yderst sammensat med mange deltagende parter, der kom og gik, og som påvirkede hianden på godt og ondt. Det følgende er et forsøg på at skildre hovedtrækkene i denne udvikling med særligt henblik på muhammedismens oprindelse og tidligste udvikling. ==== Judeo-nazaræerne ==== Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> ==== Kristendommens tidlige udvikling: ydre spredning og indre splittelse ==== De første århundreder efter Kristi død var en tid med voldsom fremgang for kristendommen. Den nye tro bredte sig fra Jerusalem i alle retninger: mod nordvest til Romerriget, hvor Konstantin den Stores omvendelse var et afgørende vendepunkt, mod sydvest til Egypten og Etiopien, og mod øst, hvor der udviklede sig en syrisk kirke. Men fremgangen blev fulgt af indre splittelse især i teologiske spørgsmål. Et sådant hovedspørgsmål var, om Kristus var Guds søn eller kun hans profet. Arianisme Nestorianisme For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. ==== Yemen og Aksum ==== Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> ==== To klientstater i nord: Ghassanider og Lakhmider ==== Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> ==== Konflikten mellem Byzans og Sassanide-imperiet ==== I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> ==== Nabatæerne og Petra ==== I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". ==== Den nye politisk-religiøse bevægelse i 600-tallet ==== Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: Iyas ibn Qabisah al-Ta'u. Han stammede fra den arabiske elite, blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse, som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. ==== Ummajade-dynastiets fremvækst ==== Omkring midten af 600-tallet etableredes en ny stormagt i Mellemøsten: Ummajade-dynastiet. Den første kalif hed Muʿāwiya I. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> De troendes magtudvidelse er forholdsvis vel dokumenteret i kilderne og giver derfor ikke anledning til nogen nævneværdig uenighed. Derimod kan der være grundlag til at se nærmere på den interne udvikling blandt de nye herskere. Hovedkilderne hertil er datidens mønter og klippetekster. ... ==== Abd al-Ma'lik ==== Flere af ummajadernes kaliffer regerede kun kortvarigt: efter Muʿāwiya I fulgte Jazid I (680-683), Muʿāwiya ibn Yazid ibn Muʿāwiya (Muʿāwiya II, 683-684), så Marwan I (684-685) og endelig Abd al-Ma'lik Mervan (685-705). Abd al Ma'lik skal være en central skikkelse i muhammedanismens udvikling: han blev født år 644 men regerede først som kalif fra 685. Han optog traditioner fra jøder, fra kristne og fra nabatæerne. Han flyttede det religiøse hovedsæde fra Jerusalem til Mekka. Han promoverede arianismen, åbenbart i et forsøg på at promovere sig selv. Og eftersom hans regeringstid falder sammen med arabernes magtekspansion, blev han en hovedskikkelse i tiden, både politisk og religiøst. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). Var Abd al-Malik kristen eller muhammedaner? Svaret findes i Klippemoskeen og på hans mønter: han var kristen men arianist, det vil sige, at han bestred treenigheden og bestred, at Jesus var Guds søn. Han opfattelse var, at Jesus "kun" var en profet, og at han ikke døde på korset således, som den byzantinske lære havde fastslået. I denne henseende lå han tæt på andre herskere i den østlige kristne kirke. Han anvender, som andre, navnet "Mhmd" men i betydningen "den salvede", altså Jesus. ==== Abbasidernes kalifat ==== Det er først efter abbasidernes magtovertagelse, det vil sige fra 749, at vi for alvor ser den nye antikristne ideologi udvikle sig. Det er nærliggende at spørge: hvorfor? Svaret ligger i magtens legitimitet. Det nye styre havde behov for at markere sig i forhold til ummajadernes styre, og den nye ideologi blev et redskab for denne markering. Men samtidig markerede den nye udvikling også en voksende afstandtagen fra sit judeo-nazaræiske grundlag: jøder såbel som kristne kunne nu ikke længere være en del af bevægelsen men blev opfattet som dens modstandere og fjender. Dette afspejlede sig i en stadig mere intolerant holdning. Denne udvikling skete parallelt med, at den nye ideologi kom til at danne grundlag for en ny arabisk nationalitet. Det er dog først i 800-tallet, at den nye muhammedanske ideologi udvikling til fuldkommenhed dels med sin egen profet, Muhammed, dels med sit eget hellige sted, Mekka, dels med sit eget hellige skrift, koranen. ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Men deres erobring af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev derved truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor jeg forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] 564j194ijmw6r3lhq6pc7d20dmfsanw 40486 40485 2025-07-09T10:44:29Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 40486 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Mellemøstens udvikling i 1. årtusinde e.Kr. er yderst sammensat med mange deltagende parter, der kom og gik, og som påvirkede hianden på godt og ondt. Det følgende er et forsøg på at skildre hovedtrækkene i denne udvikling med særligt henblik på muhammedismens oprindelse og tidligste udvikling. ==== Judeo-nazaræerne ==== Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> ==== Kristendommens tidlige udvikling: ydre spredning og indre splittelse ==== De første århundreder efter Kristi død var en tid med voldsom fremgang for kristendommen. Den nye tro bredte sig fra Jerusalem i alle retninger: mod nordvest til Romerriget, hvor Konstantin den Stores omvendelse var et afgørende vendepunkt, mod sydvest til Egypten og Etiopien, og mod øst, hvor der udviklede sig en syrisk kirke. Men fremgangen blev fulgt af indre splittelse især i teologiske spørgsmål. Et sådant hovedspørgsmål var, om Kristus var Guds søn eller kun hans profet. Arianisme Nestorianisme For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. ==== Yemen og Aksum ==== Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> ==== To klientstater i nord: Ghassanider og Lakhmider ==== Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> ==== Konflikten mellem Byzans og Sassanide-imperiet ==== I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> ==== Nabatæerne og Petra ==== I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". ==== Den nye politisk-religiøse bevægelse i 600-tallet ==== Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: ''Iyas ibn Qabisah al-Ta'i''. Vi kender ham også under et lidt andet navn hos Al Bokhari, som kalder ham Ibn Abi Kabsha. Det bemærkes, at "Kabsha" betyder slagtefår og "Abi Kabsha" betyder "far til får". Hans søn hed ''Farwah'', hvilket betyder "fåreskind". Han stammede fra den arabiske elite og var mellem 602 og 616 konge over lakhmiderne, han var også leder af en hær af lakhmider og sassanider, der omkring 609 udkæmpede slaget ved Dhi Qar mod arabiske stammer ledede af Bakr ibn Wa'il og tabte, hvorefter han omgående skiftede side. Han blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse under saracenerne (navnet henviser misvisende til Sara, Abrahams hustru), som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Iyas er hans egentlige navn, "muhammed" var derimod hans tilnavn eller titel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. ==== Ummajade-dynastiets fremvækst ==== Omkring midten af 600-tallet etableredes en ny stormagt i Mellemøsten: Ummajade-dynastiet. Den første kalif hed Muʿāwiya I. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> De troendes magtudvidelse er forholdsvis vel dokumenteret i kilderne og giver derfor ikke anledning til nogen nævneværdig uenighed. Derimod kan der være grundlag til at se nærmere på den interne udvikling blandt de nye herskere. Hovedkilderne hertil er datidens mønter og klippetekster. ... ==== Abd al-Ma'lik ==== Flere af ummajadernes kaliffer regerede kun kortvarigt: efter Muʿāwiya I fulgte Jazid I (680-683), Muʿāwiya ibn Yazid ibn Muʿāwiya (Muʿāwiya II, 683-684), så Marwan I (684-685) og endelig Abd al-Ma'lik Mervan (685-705). Abd al Ma'lik skal være en central skikkelse i muhammedanismens udvikling: han blev født år 644 men regerede først som kalif fra 685. Han optog traditioner fra jøder, fra kristne og fra nabatæerne. Han flyttede det religiøse hovedsæde fra Jerusalem til Mekka. Han promoverede arianismen, åbenbart i et forsøg på at promovere sig selv. Og eftersom hans regeringstid falder sammen med arabernes magtekspansion, blev han en hovedskikkelse i tiden, både politisk og religiøst. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). Var Abd al-Malik kristen eller muhammedaner? Svaret findes i Klippemoskeen og på hans mønter: han var kristen men arianist, det vil sige, at han bestred treenigheden og bestred, at Jesus var Guds søn. Han opfattelse var, at Jesus "kun" var en profet, og at han ikke døde på korset således, som den byzantinske lære havde fastslået. I denne henseende lå han tæt på andre herskere i den østlige kristne kirke. Han anvender, som andre, navnet "Mhmd" men i betydningen "den salvede", altså Jesus. ==== Abbasidernes kalifat ==== Det er først efter abbasidernes magtovertagelse, det vil sige fra 749, at vi for alvor ser den nye antikristne ideologi udvikle sig. Det er nærliggende at spørge: hvorfor? Svaret ligger i magtens legitimitet. Det nye styre havde behov for at markere sig i forhold til ummajadernes styre, og den nye ideologi blev et redskab for denne markering. Men samtidig markerede den nye udvikling også en voksende afstandtagen fra sit judeo-nazaræiske grundlag: jøder såbel som kristne kunne nu ikke længere være en del af bevægelsen men blev opfattet som dens modstandere og fjender. Dette afspejlede sig i en stadig mere intolerant holdning. Denne udvikling skete parallelt med, at den nye ideologi kom til at danne grundlag for en ny arabisk nationalitet. Det er dog først i 800-tallet, at den nye muhammedanske ideologi udvikling til fuldkommenhed dels med sin egen profet, Muhammed, dels med sit eget hellige sted, Mekka, dels med sit eget hellige skrift, koranen. ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Men deres erobring af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev derved truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor jeg forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min bror Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret om muhammedanismen eller dennes forgænger, er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Men teksten lader ingen tvivl om, at der på denne tid fandtes en købmand, som opkastede sig som hærfører. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] pypnjda7tv11u2l3ehkepzyw9vx3hv0 40487 40486 2025-07-09T11:16:51Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 40487 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Mellemøstens udvikling i 1. årtusinde e.Kr. er yderst sammensat med mange deltagende parter, der kom og gik, og som påvirkede hianden på godt og ondt. Det følgende er et forsøg på at skildre hovedtrækkene i denne udvikling med særligt henblik på muhammedismens oprindelse og tidligste udvikling. ==== Judeo-nazaræerne ==== Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> ==== Kristendommens tidlige udvikling: ydre spredning og indre splittelse ==== De første århundreder efter Kristi død var en tid med voldsom fremgang for kristendommen. Den nye tro bredte sig fra Jerusalem i alle retninger: mod nordvest til Romerriget, hvor Konstantin den Stores omvendelse var et afgørende vendepunkt, mod sydvest til Egypten og Etiopien, og mod øst, hvor der udviklede sig en syrisk kirke. Men fremgangen blev fulgt af indre splittelse især i teologiske spørgsmål. Et sådant hovedspørgsmål var, om Kristus var Guds søn eller kun hans profet. Arianisme Nestorianisme For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. ==== Yemen og Aksum ==== Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> ==== To klientstater i nord: Ghassanider og Lakhmider ==== Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> ==== Konflikten mellem Byzans og Sassanide-imperiet ==== I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> ==== Nabatæerne og Petra ==== I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". ==== Den nye politisk-religiøse bevægelse i 600-tallet ==== Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: ''Iyas ibn Qabisah al-Ta'i''. Vi kender ham også under et lidt andet navn hos Al Bokhari, som kalder ham Ibn Abi Kabsha. Det bemærkes, at "Kabsha" betyder slagtefår og "Abi Kabsha" betyder "far til får". Hans søn hed ''Farwah'', hvilket betyder "fåreskind". Han stammede fra den arabiske elite og var mellem 602 og 616 konge over lakhmiderne, han var også leder af en hær af lakhmider og sassanider, der omkring 609 udkæmpede slaget ved Dhi Qar mod arabiske stammer ledede af Bakr ibn Wa'il og tabte, hvorefter han omgående skiftede side. Han blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse under saracenerne (navnet henviser misvisende til Sara, Abrahams hustru), som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Iyas er hans egentlige navn, "muhammed" var derimod hans tilnavn eller titel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. ==== Ummajade-dynastiets fremvækst ==== Omkring midten af 600-tallet etableredes en ny stormagt i Mellemøsten: Ummajade-dynastiet. Den første kalif hed Muʿāwiya I. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> De troendes magtudvidelse er forholdsvis vel dokumenteret i kilderne og giver derfor ikke anledning til nogen nævneværdig uenighed. Derimod kan der være grundlag til at se nærmere på den interne udvikling blandt de nye herskere. Hovedkilderne hertil er datidens mønter og klippetekster. ... ==== Abd al-Ma'lik ==== Flere af ummajadernes kaliffer regerede kun kortvarigt: efter Muʿāwiya I fulgte Jazid I (680-683), Muʿāwiya ibn Yazid ibn Muʿāwiya (Muʿāwiya II, 683-684), så Marwan I (684-685) og endelig Abd al-Ma'lik Mervan (685-705). Abd al Ma'lik skal være en central skikkelse i muhammedanismens udvikling: han blev født år 644 men regerede først som kalif fra 685. Han optog traditioner fra jøder, fra kristne og fra nabatæerne. Han flyttede det religiøse hovedsæde fra Jerusalem til Mekka. Han promoverede arianismen, åbenbart i et forsøg på at promovere sig selv. Og eftersom hans regeringstid falder sammen med arabernes magtekspansion, blev han en hovedskikkelse i tiden, både politisk og religiøst. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). Var Abd al-Malik kristen eller muhammedaner? Svaret findes i Klippemoskeen og på hans mønter: han var kristen men arianist, det vil sige, at han bestred treenigheden og bestred, at Jesus var Guds søn. Han opfattelse var, at Jesus "kun" var en profet, og at han ikke døde på korset således, som den byzantinske lære havde fastslået. I denne henseende lå han tæt på andre herskere i den østlige kristne kirke. Han anvender, som andre, navnet "Mhmd" men i betydningen "den salvede", altså Jesus. ==== Abbasidernes kalifat ==== Det er først efter abbasidernes magtovertagelse, det vil sige fra 749, at vi for alvor ser den nye antikristne ideologi udvikle sig. Det er nærliggende at spørge: hvorfor? Svaret ligger i magtens legitimitet. Det nye styre havde behov for at markere sig i forhold til ummajadernes styre, og den nye ideologi blev et redskab for denne markering. Men samtidig markerede den nye udvikling også en voksende afstandtagen fra sit judeo-nazaræiske grundlag: jøder såbel som kristne kunne nu ikke længere være en del af bevægelsen men blev opfattet som dens modstandere og fjender. Dette afspejlede sig i en stadig mere intolerant holdning. Denne udvikling skete parallelt med, at den nye ideologi kom til at danne grundlag for en ny arabisk nationalitet. Det er dog først i 800-tallet, at den nye muhammedanske ideologi udvikling til fuldkommenhed dels med sin egen profet, Muhammed, dels med sit eget hellige sted, Mekka, dels med sit eget hellige skrift, koranen. ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Men deres erobring af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev derved truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor jeg forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min broder Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret fra Jakob om muhammedanismen (eller snarere dennes forgænger), er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Det kan her indskydes, at denne oplysning stemmer overens med en anonym kort krønike, der oplyser: "''AD ANNUM 705: En rapport med information om arabernes rige, og hvor mange konger der var fra dem, og hvor meget territorium hver af dem havde efter sin forgænger, før han døde.''</br> ''Mhmt kom til jorden i 932 af Alexander, søn af Philip den Makedonske (620-21); derefter regerede han i 7 år.''</br> ''Derefter regerede Abu Bakr efter ham i 2 år.''</br> ''Og efter ham regerede 'Umur i 12 år.''</br> ''Og efter ham regerede 'Uthman i 12 år, og de var uden en leder under krigen ved Şiffin (Şefē) i 5½ år.''</br> ''Derefter regerede Ma'wiya i 20 år.''</br> ''Og efter ham regerede Īzīd, søn af Ma'wiya, i 3½ år.''</br> {I margenen: ''og efter Īzīd i et år var de uden en leder''}</br> ''Og efter ham regerede 'Abdiilmalik i 21 år.''</br> ''Og efter ham tog hans søn Walid magten i 1017, i begyndelsen af ​​første Tisjrel (oktober 705).''"</br> Dette teksted stammer først fra et manuskript fra 9. århundrede og er således flere hundrede år ældre end den kongerækken, som angives.<ref>Hoyland (1997), s. 394</ref> Det bør imidlertid bemærkes, at den her anførte Mhmt eller Muhammeds regerinstid modsvarer den for Iyas ibn Qabisah al-Ta'i, lahkmidernes tidligere konge, der netop på denne tid blev leder af oprørshæren, hvilket bestyrker Iyas as "Muhammeds" rette navn. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] kiyyfifmka2ldm1u16lg02qje1rxk9w 40488 40487 2025-07-09T11:19:18Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 40488 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Mellemøstens udvikling i 1. årtusinde e.Kr. er yderst sammensat med mange deltagende parter, der kom og gik, og som påvirkede hianden på godt og ondt. Det følgende er et forsøg på at skildre hovedtrækkene i denne udvikling med særligt henblik på muhammedismens oprindelse og tidligste udvikling. ==== Judeo-nazaræerne ==== Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> ==== Kristendommens tidlige udvikling: ydre spredning og indre splittelse ==== De første århundreder efter Kristi død var en tid med voldsom fremgang for kristendommen. Den nye tro bredte sig fra Jerusalem i alle retninger: mod nordvest til Romerriget, hvor Konstantin den Stores omvendelse var et afgørende vendepunkt, mod sydvest til Egypten og Etiopien, og mod øst, hvor der udviklede sig en syrisk kirke. Men fremgangen blev fulgt af indre splittelse især i teologiske spørgsmål. Et sådant hovedspørgsmål var, om Kristus var Guds søn eller kun hans profet. Arianisme Nestorianisme For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. ==== Yemen og Aksum ==== Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> ==== To klientstater i nord: Ghassanider og Lakhmider ==== Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> ==== Konflikten mellem Byzans og Sassanide-imperiet ==== I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> ==== Nabatæerne og Petra ==== I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". ==== Den nye politisk-religiøse bevægelse i 600-tallet ==== Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: ''Iyas ibn Qabisah al-Ta'i''. Vi kender ham også under et lidt andet navn hos Al Bokhari, som kalder ham Ibn Abi Kabsha. Det bemærkes, at "Kabsha" betyder slagtefår og "Abi Kabsha" betyder "far til får". Hans søn hed ''Farwah'', hvilket betyder "fåreskind". Han stammede fra den arabiske elite og var mellem 602 og 616 konge over lakhmiderne, han var også leder af en hær af lakhmider og sassanider, der omkring 609 udkæmpede slaget ved Dhi Qar mod arabiske stammer ledede af Bakr ibn Wa'il og tabte, hvorefter han omgående skiftede side. Han blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse under saracenerne (navnet henviser misvisende til Sara, Abrahams hustru), som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Iyas er hans egentlige navn, "muhammed" var derimod hans tilnavn eller titel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. ==== Ummajade-dynastiets fremvækst ==== Omkring midten af 600-tallet etableredes en ny stormagt i Mellemøsten: Ummajade-dynastiet. Den første kalif hed Muʿāwiya I. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> De troendes magtudvidelse er forholdsvis vel dokumenteret i kilderne og giver derfor ikke anledning til nogen nævneværdig uenighed. Derimod kan der være grundlag til at se nærmere på den interne udvikling blandt de nye herskere. Hovedkilderne hertil er datidens mønter og klippetekster. ... ==== Abd al-Ma'lik ==== Flere af ummajadernes kaliffer regerede kun kortvarigt: efter Muʿāwiya I fulgte Jazid I (680-683), Muʿāwiya ibn Yazid ibn Muʿāwiya (Muʿāwiya II, 683-684), så Marwan I (684-685) og endelig Abd al-Ma'lik Mervan (685-705). Abd al Ma'lik skal være en central skikkelse i muhammedanismens udvikling: han blev født år 644 men regerede først som kalif fra 685. Han optog traditioner fra jøder, fra kristne og fra nabatæerne. Han flyttede det religiøse hovedsæde fra Jerusalem til Mekka. Han promoverede arianismen, åbenbart i et forsøg på at promovere sig selv. Og eftersom hans regeringstid falder sammen med arabernes magtekspansion, blev han en hovedskikkelse i tiden, både politisk og religiøst. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). Var Abd al-Malik kristen eller muhammedaner? Svaret findes i Klippemoskeen og på hans mønter: han var kristen men arianist, det vil sige, at han bestred treenigheden og bestred, at Jesus var Guds søn. Han opfattelse var, at Jesus "kun" var en profet, og at han ikke døde på korset således, som den byzantinske lære havde fastslået. I denne henseende lå han tæt på andre herskere i den østlige kristne kirke. Han anvender, som andre, navnet "Mhmd" men i betydningen "den salvede", altså Jesus. ==== Abbasidernes kalifat ==== Det er først efter abbasidernes magtovertagelse, det vil sige fra 749, at vi for alvor ser den nye antikristne ideologi udvikle sig. Det er nærliggende at spørge: hvorfor? Svaret ligger i magtens legitimitet. Det nye styre havde behov for at markere sig i forhold til ummajadernes styre, og den nye ideologi blev et redskab for denne markering. Men samtidig markerede den nye udvikling også en voksende afstandtagen fra sit judeo-nazaræiske grundlag: jøder såbel som kristne kunne nu ikke længere være en del af bevægelsen men blev opfattet som dens modstandere og fjender. Dette afspejlede sig i en stadig mere intolerant holdning. Denne udvikling skete parallelt med, at den nye ideologi kom til at danne grundlag for en ny arabisk nationalitet. Det er dog først i 800-tallet, at den nye muhammedanske ideologi udvikling til fuldkommenhed dels med sin egen profet, Muhammed, dels med sit eget hellige sted, Mekka, dels med sit eget hellige skrift, koranen. ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Men deres erobring af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev derved truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor jeg forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min broder Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret fra Jakob om muhammedanismen (eller snarere dennes forgænger), er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Det kan her indskydes, at denne oplysning stemmer overens med en anonym kort krønike, der oplyser: "''AD ANNUM 705: En rapport med information om arabernes rige, og hvor mange konger der var fra dem, og hvor meget territorium hver af dem havde efter sin forgænger, før han døde.''</br> ''Mhmt kom til jorden i 932 af Alexander, søn af Philip den Makedonske (620-21); derefter regerede han i 7 år.''</br> ''Derefter regerede Abu Bakr efter ham i 2 år.''</br> ''Og efter ham regerede 'Umur i 12 år.''</br> ''Og efter ham regerede 'Uthman i 12 år, og de var uden en leder under krigen ved Şiffin (Şefē) i 5½ år.''</br> ''Derefter regerede Ma'wiya i 20 år.''</br> ''Og efter ham regerede Īzīd, søn af Ma'wiya, i 3½ år.''</br> {I margenen: ''og efter Īzīd i et år var de uden en leder''}</br> ''Og efter ham regerede 'Abdūlmalik i 21 år.''</br> ''Og efter ham tog hans søn Walīd magten i 1017, i begyndelsen af ​​første Tishrīn (oktober 705).''"</br> Dette teksted stammer først fra et manuskript fra 9. århundrede og er således flere hundrede år ældre end den kongerækken, som angives.<ref>Hoyland (1997), s. 394</ref> Det bør imidlertid bemærkes, at den her anførte Mhmt eller Muhammeds regerinstid modsvarer den for Iyas ibn Qabisah al-Ta'i, lahkmidernes tidligere konge, der netop på denne tid blev leder af oprørshæren, hvilket bestyrker Iyas as "Muhammeds" rette navn. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] 3bcd9rdpy92n84ga7rspye8aj1e2g6o 40489 40488 2025-07-09T11:31:30Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 40489 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Muhammedanismens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Ingen samtidige muhammedanske skriftlige kilder oplyser om Muhammeds liv i de første par hundrede år efter hans formodede død. Traditionerne om hans liv og åbenbaringer blev først nedskrevet flere hundrede år efter hans formodede levetid. Heller ikke forskningen har bidraget til at belyse spørgsmålet. Indtil omkring 1970 var den herskende holdning i akademiske kredse, at forskningens eneste formål var at bekræfte de herskende myter om Muhammed og hans liv. Denne pseudoforskning resulterede i vidtløftige men udokumenterede teorier og påstande. Først omkring 1970 skete der en ændring i denne situation. Fra da af skete en begyndende kildekritisk forskning, som hurtigt førte til nye men langt mere pålidelige resultater. I takt med, at forskningen i løbet af få årtier er nået langt videre, tegner der sig et nyt helhedsbillede. Muhammedanismen hviler (som kristendommen) på tre støttepiller: manden, stedet og bogen. Manden er Muhammed, stedet er Mekka og bogen er Koranen. Hvis en af disse piller vælter, så vælter også grundlaget for hele denne muhammedanske ideologi. De følgende sider er et forsøg på at skabe et samlet overblik over forskningens resultater siden 1970, men det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Men selv om der således kommer ny forskning til, ændrer det ikke ved hovedtrækkene i de resultater, som her fremlægges. Tværtimod forstærkes de med ny bekræftende forskning. Bogen er opbygget i en række emnemæssige kapitler. Det første kapitel tegner en oversigt over muhammedanismens historiske udvikling således, som denne afspejler sig i de ''samtidige'' skriftlige kilder. Det andet kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu faktisk ved om Muhammed. Det tredie kapitel giver en oversigt over, hvad vi nu ved om Mekka. Det fjerde kapitel belyser, hvad vi nu ved om Koranens fremkomst, udvikling og indhold. I det afsluttende afsnit vil der blive givet en egen samlet revurdering af muhammedanismens nuværende og fremtidige stilling i lyset af denne nye forskning. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, 4. juli 2025 === <big>Muhammedanismens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Mellemøstens udvikling i 1. årtusinde e.Kr. er yderst sammensat med mange deltagende parter, der kom og gik, og som påvirkede hianden på godt og ondt. Det følgende er et forsøg på at skildre hovedtrækkene i denne udvikling med særligt henblik på muhammedismens oprindelse og tidligste udvikling. ==== Judeo-nazaræerne ==== Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> ==== Kristendommens tidlige udvikling: ydre spredning og indre splittelse ==== De første århundreder efter Kristi død var en tid med voldsom fremgang for kristendommen. Den nye tro bredte sig fra Jerusalem i alle retninger: mod nordvest til Romerriget, hvor Konstantin den Stores omvendelse var et afgørende vendepunkt, mod sydvest til Egypten og Etiopien, og mod øst, hvor der udviklede sig en syrisk kirke. Men fremgangen blev fulgt af indre splittelse især i teologiske spørgsmål. Et sådant hovedspørgsmål var, om Kristus var Guds søn eller kun hans profet. Arianisme Nestorianisme For at forstå de følgende begivenheder vil det være hensigtsmæssigt først at kaste et blik på datidens etniske og politiske geografi. Den arabiske halvø var langt fra noget homogent område. Det vil være hensigtsmæssigt at udskille en række delområder. ==== Yemen og Aksum ==== Længst mod sydvest lå dengang som nu Yemen. Området var rigt, idet det tillod landbrugsdrift. Samtidig var det et sted, der blandt andet producerede myrra, hvilket var en vigtig handelsvare, og karavaneveje gik igennem området. I etnisk henseende er det vigtigt at bemærke, at befolkningen ikke betragtede sig som arabere. I politisk henseende var Yemen kendetegnet ved dets modsætningsfyldte forhold til kongeriget Aksum (Etiopien). Befolkningen her havde konverteret til kristendom i 340-erne, og kristendommen havde tillige fået et fodfæste i yemenitiske områder, således Najrãn, mens mange af overklassen bekendte sig til jødedommen. Tidligere havde Yemen været domineret af polyteisme, fx. dyrkelsen af Athtar, solguden Shams og måneguden Almaqah. Omkring 518 blev Yemen imidlertid invaderet af den etiopiske konge Negus, men forsøg på at kristne området blev mødt med en stærk modstand fra den jødiske Himyaride-konge Yūsuf (i arabisk tradition kendt som Dhū Nuwās og gennemførte i 523 en regulær massakre på kristne i Najrān og andre steder. Dette førte til et nyt etiopisk angreb i 525 og førte til en situation med forstærket fremmed indflydelse. Under den persiske sasanide-konge Khosrow I (531-579) fik Persien kontrollen over den østlige del af den arabiske halvø, herunder dele af Yemen. Etiopien havde dog kontrollen over størstedelen af området under kong Abraha i 540-erne og 550-erne, men i 575 havde Persien taget kontrollen over hele Yemen og fordrevet etiopierne.<ref>Lindstedt (2018), s. 169f</ref> ==== To klientstater i nord: Ghassanider og Lakhmider ==== Den nordlige del af Arabien var domineret af stammerne Banū Ghassān og Banū Lakhm, det vil sige ghassanider og lakhmider. De dannede en bufferzone mellem det byzantinske imperium og sassanidernes imperium fra slutningen af det 3. århundrede. Ghassaniderne optræder første gang i to ældre arabiske indskrifter daterede til omkring 260 og 360. Dertil kommer nabatæisk-aramæiske indskrifter daterede til 3. eller 4. århundrede. På denne tid synes kristendommen at have spredt sig til de nordlige dele af Arabien (foruden stedvist også længere sydpå). Denne spredning antydes af klippegrafitti i blandt andet Kilwa beliggende på halvøens nordvestlige del. Ghassaniderne blev stærkt kristnede, således blev deres konge al-Nu'mān b. al-Mundhir (polyark i det byzantinske imperium ca. 581-602) i samtidige græske og syriske kilder betegnet som "en nidkær kristen mand". Sassaniderne betragtede lakhmiderne som trofaste allierede, deres hovedstad ved al-Hīra lå nær Ctesiphon, og der var tætte bånd mellem lakhmiderne og de regerende sassanide-familer. Forbindelsen, der ifølge arabisk tradition gik tilbage til Shāpūr IIs styre (309-379), bragte lakhmiderne på konfrontationskurs med de arabiske stammer mod syd, som skal være tvangsfordrevne og bosatte i Persien. Den sidste lakhmidekonge, al-Nu'mān III b. al-Mundhir blev dræbt i 602, og lakhmiderne blev udskiftet med en anden stamme, Tayyi, som overtog regeringsmagten i al-Hira i ni år, hvorefer perserne overtog kontrollen over byen.<ref>Lindstedt (2018), s. 170f</ref> ==== Konflikten mellem Byzans og Sassanide-imperiet ==== I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I årene 603-630 udbrød der stridigheder mellem det byzantinske imperium og sassanide-imperiet. I 610-erne skete en ekspansion mod vest fra persisk side, hvorved Syrien, Egypten og mange byer i Lilleasien kom under imperiets kontrol. Også Jerusalem kom i 614 under persisk kontrol. Men under kong Heraclius gennemførtes et modstød fra byzantinsk side, som tvang den persiske konge til at indgå en fredsaftale i 629. Imidlertid skete efterfølgende et sammenbrud internt i sassanide-imperiet, idet ulige fraktioner kæmpede indbyrdes, og konger kun sad kortvarigt på magten. Dermed åbnedes vejen for den arabiske erobring af området.<ref>Lindstedt (2018), s. 171f</ref> Det er vigtigt at forstå jødernes ideologiske placering i datidens magtkampe. Erobringen af ​​Jerusalem i 614 og sassanidernes erobring af "Det Sande Kors", hvilket for byzantinerne repræsenterede en sand militær, politisk og religiøs katastrofe, blev af jøder opfattet som et messiansk løfte. Nogle tegn tyder på, at det byzantinske militære nederlag og den arabiske erobring af den hellige by blev opfattet af jøderne som tegn på, at Messias og tidernes ende var nær. For disse jøder kunne de arabiske erobrere have fremstået som forkyndere af Messias tilbagevenden. Faktisk ser det ud til, at den tidlige byggevirksomhed af de nye herrer på Tempelbjerget - for dem ''al-Ḥaram al-sharīf'' - blev fortolket af jøder som en manifestation af at tidernes ende var kommet.<ref>Stroumsa (2015), s. 78</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> ==== Nabatæerne og Petra ==== I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". ==== Den nye politisk-religiøse bevægelse i 600-tallet ==== Allerede i 610 havde jøder forsøgt at erobre Jerusalem, men deres succes var kortvarig, og i 618 var jøder flygtet fra byen mod nord til Edessa, hvor de slog sig ned det næste tiår. Men 622-628 gennemførte den daværende byzantinske kejser Heraclius e række militære kampagner, der blandt andet førte til erobringen af Edessa. Afgørende for forståelsen af den politisk-religiøse udvikling i 600-tallet er to omstridte dokumenter. Det ene er en anonym krønike, der tilskrives den armenske biskop Sebeos og dateres til omkring 660. Det relevante teksted i biskoppens krønike begynder med historien om et møde mellem jødiske flygtninge og ismaelitterne i Arabien, efter den byzantinske generobring af Edessa i 628.<ref>Spencer (2012), s. 31</ref> Som følge heraf havde jøderne måttet flygte fra Edessa: "''De drog ud i ørkenen og kom til Arabien, blandt Ishmaels børn; de søgte deres hjælp og forklarede for dem, at de var slægtninge ifølge Bibelen. Selvom de (ismaelitterne) var parate til at acceptere dette tætte slægtskab, kunne de [jøderne] ikke desto mindre ikke overbevise folkemasserne, fordi deres kulter var forskellige.'' ''På dette tidspunkt var der en ismaelit ved navn Mahmet, en købmand; han præsenterede sig for dem, som om han var på Guds befaling, som en prædikant, som sandhedens vej, og lærte dem at kende Abrahams Gud, for han var meget velinformeret, og meget velkendt med Moses' historie. Da befalingen kom fra det høje, forenede de sig alle under autoriteten af en enkelt mand, under en enkelt lov, og opgav forfængelige kulter og vendte tilbage til den levende Gud, som havde åbenbaret sig for deres far Abraham. Mahmet forbød dem at spise kødet af noget dødt dyr, at drikke vin, at lyve eller at bedrive utugt. Han tilføjede: "Gud har lovet dette land til Abraham og hans efterkommere efter ham for evigt; han handlede i overensstemmelse med sit løfte, mens han elskede Israel. Nu" I, I er Abrahams sønner, og Gud opfylder i jer det løfte, der blev givet til Abraham og hans efterkommere. Elsk kun Abrahams Gud, gå og tag dit land i besiddelse, som Gud gav din far Abraham, og ingen skal kunne modstå dig i kampen, for Gud er med dig."'' ''Da samledes de alle fra Havila til Shur og foran Egypten [hentet fra 1. Mosebog 25:18]; de kom ud af ørkenen Faran, opdelt i tolv stammer efter deres patriarkers slægtslinjer. De fordelte de tolv tusind israelitter, tusind pr. stamme, mellem deres stammer for at lede dem ind i Israels land. De brød op, lejr for lejr, i deres patriarkers rækkefølge: Nebajot, Kedar, Abdeel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadar, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma [hentet fra 1. Mosebog 25:13-15]. Dette er Ismaels stammer. ... Alle, der var tilbage af Israels børn, kom for at slutte sig til dem, og de dannede en mægtig hær. Så sendte de en gesandtskab til grækernes kejser og sagde: "Gud har givet dette land som arv til vores fader Abraham og hans efterkommere; vi er Abrahams børn; I har holdt vort land længe nok; giv det fredeligt fra jer, og vi vil ikke invadere jeres territorium; ellers vil vi generobre med renter, hvad I har taget.''"<ref>Spencer (2012), s. 31f</ref> Tekststedet er yderst centralt for forståelsen af den nye bevægelses opkomst. Man hæfter sig ved tidspunktet tæt før erobringen af Jerusalem. Man hæfter sig ved, at der blev etableret en alliance mellem jøder og arabere baseret på Abraham som deres fælles forfader. Man hæfter sig ved, at lederen af denne nye bevægelse kaldes for "Mahmet". Endelig antyder teksten, at denne nye bevægelse startede i Tashkastan, altså området mellem Tigris og Eufrat - området hvor ''tayyaye'' havde bosat sig. Det andet dokument, som kun kendes i to sene afskrifter, er kendt som ''Medina-traktaten''.<ref>Lindstedt (2021), s. 333</ref> Denne traktat, hvis den er ægte, indeholder en aftale mellem Mahmet og jøderne i Medina (såvel som Medinas andre indbyggere), hvor visse jødiske stammer blev inkorporeret i Mahmets nye religiøse samfund, selvom de fik lov til at beholde deres jødiske identitet og følge den jødiske lov og skrifter. I sin fastlæggelse af forholdet mellem to grupper identificeret som henholdsvis de troende (''Muʿminūn'') og muslimer (''Muslimūn''), erklærer forfatningen jøderne for at være "et folk med de troende, hvor jøderne har deres lov, og muslimerne har deres lov. [Dette gælder for] deres klienter og for dem selv, undtagen enhver, der handler uretmæssigt og begår forbrydelser/handler forræderisk/bryder en aftale, for han dræber blot sig selv og folket i sit hus." Derudover forventes jøderne at "betale [deres] andel", mens traktatens eneste doktrinære betingelse pålægger bekendelse af tro "på Gud og den sidste dag." Som man kan se, skitserer traktaten en slags tværgående trosmæssigt fællesskab, og derfor tør vi antage, at jøder blev inkluderet som medlemmer af fællesskabet af de troende sammen med andre nyligt omvendte troende, selvom de forblev i deres tro, i det mindste i en periode i dens tidlige historie. Det formodes, at traktaten stammer fra 620-erne, og den tages undertiden som udtryk for muhammedanismens sydlige oprindelse, men der er intet til hinder for, at den tværtimod afspejler en ekspansion fra nord mod syd, måske dels for at "få ryggen fri" dels for at erhverve yderligere deltagere til et forsøg på at befri Jerusalem fra fremmed herredømme. Som sådan understøtter den Sebeos i dennes oplysninger om et nyligt samvirke mellem jøder og arabere.<ref>Crone og Cook (1977), s. 7</ref> Vi ser her skabelsen af forudsætningerne for den militante folkebevægelse, som skulle befri Jerusalem i 634. Vi kender lederen af denne militante bevægelse: ''Iyas ibn Qabisah al-Ta'i''. Vi kender ham også under et lidt andet navn hos Al Bokhari, som kalder ham Ibn Abi Kabsha. Det bemærkes, at "Kabsha" betyder slagtefår og "Abi Kabsha" betyder "far til får". Hans søn hed ''Farwah'', hvilket betyder "fåreskind". Han stammede fra den arabiske elite og var mellem 602 og 616 konge over lakhmiderne, han var også leder af en hær af lakhmider og sassanider, der omkring 609 udkæmpede slaget ved Dhi Qar mod arabiske stammer ledede af Bakr ibn Wa'il og tabte, hvorefter han omgående skiftede side. Han blev i 617 fordrevet fra byen Hira og blev i 618 leder af den nye oprørsbevægelse under saracenerne (navnet henviser misvisende til Sara, Abrahams hustru), som i 634 erobrede Jerusalem. Her konverterede han til kristendommen efter at have mødt en munk ved navn Gabriel. Iyas er hans egentlige navn, "muhammed" var derimod hans tilnavn eller titel. Den militante bevægelse stoppede imidlertid ikke med erobringen (eller om man vil: befrielsen) af Jerusalem, tværtimod. Bevægelsen havde momentum og erobrede Jarmuk mod nord i 636, Helipolis i 640 i Egypten, i 641 nåede den Mosul og 642 både Aleksandria i Egypten og nåede Barka i Libyen mod vest og Nihawarid i Persien mod øst. Fra dette kerneområde skete nye erobringer i alle retninger. ==== Ummajade-dynastiets fremvækst ==== Omkring midten af 600-tallet etableredes en ny stormagt i Mellemøsten: Ummajade-dynastiet. Den første kalif hed Muʿāwiya I. Muʿāwiya (661-680 e.Kr.) påtog sig sandsynligvis den indledende opførelse af Klippemoskeen, mens ʿAbd al-Malik blot færdiggjorde den. Ligeledes, idet Muʿāwiya gjorde Damaskus til hovedstad i sit kalifat.<ref>Shoemaker (2021), s. 148</ref> Muʿāwiya introducerede mønter uden det sædvanlige billede af et kors, hvilket var en betydelig visuel ændring i forhold til de fleste tidligere, især romerske, udgaver. Fraværet af dette konventionelle element fik mange af Muʿāwiyas undersåtter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​denne nye valuta, så han blev tvunget til at trække den tilbage og udstede ny valuta med det forventede billede. Ligeledes oplevede Muʿāwiyas regeringstid den første store militære kampagne af de troende mod Konstantinopel (Rom). Endelig regerede Muʿāwiya i tæt samarbejde med sin bror Ziyād ibn Abī Sufyān (d. 673). Ziyād var en uægte søn af Muʿāwiyas far, Abū Sufyān, men Muʿāwiya anerkendte ham som sin sande bror og placerede ham i en stilling med højeste autoritet under hans regeringstid. Oprindeligt udnævnte han Ziyād til guvernør i Basra (665), men inden længe fik han myndighed over Irak og Iran og blev udnævnt til vicekonge over den østlige halvdel af sin brors kalifat. Således herskede to brødre over de troende. Muʿāwiyas regeringstid matcher næsten perfekt de historiske referencer til denne apokalypse, hvilket giver en høj sandsynlighed for, at denne messianske vision blev forfattet engang i slutningen af ​​660'erne.<ref>Shoemaker (2021), s. 149</ref> Ifølge den ''Maronitiske Krønike'', der dateres til omkring år 665, var oprindeligt en krønike, der dækkede begivenheder fra Alexander den Store og op til begyndelsen af ​​660'erne, selvom den i dag kun overlever i et dusin eller deromkring folioer, der rapporterer om forskellige intervaller inden for dette spændvidde. Afsnittet, der dækker perioden fra slutningen af ​​det fjerde århundrede til begyndelsen af ​​det syvende, mangler for eksempel. Ligeledes har vi ikke den første del af krøniken, og så vi ved ikke, hvad den kan have været kaldt i senantikken. Ikke desto mindre antyder krøniken en tilknytning til en kristen gruppe fra det syvende århundrede kendt som maronitterne, de tidlige middelalderlige forfædre til den samtidige kristne gruppe med dette navn, primært beliggende i Libanon. I det syvende århundrede blev maronitterne adskilt fra andre kristne grupper i Mellemøsten ved deres tilslutning til en doktrin kendt som monotelisme, en tro på, at Kristus efter inkarnationen kun havde en enkelt guddommelig vilje og ingen menneskelig vilje. Den sidste indgang i krøniken er fra året 664, selvom krønikens afslutning mangler.<ref>Shoemaker (2021), s. 150</ref> Krønikeskriveren synes vel informeret om udviklingen inden for de troendes samfund, selvom han tager fejl i nogle detaljer. Måske vigtigst af alt giver krøniken en spændende beretning om Muʿāwiyas kroning, hvorefter han ifølge krøniken bad ved kristne helligdomme i Jerusalem.<ref>Shoemaker (2021), s. 151</ref> Et vigtigt afsnit lyder således: "''... Muʿāwiya, hans nevø Ḥudhayfa. Og Muʿāwiya gav en ordre angående ham, og han blev dræbt. Og ʿAlī truede også med at gøre oprør mod Muʿāwiya. Og de slog ham, mens han bad i Ḥira, og dræbte ham. Og Muʿāwiya drog ned til Ḥira, og der anerkendte hele nomadernes hær [tayyāyē] hans autoritet. Og han vendte tilbage til Damaskus.'' ''I år 970 [659/660 e.Kr.] og den 17. i Konstans, i juni måned, en fredag ​​ved anden time, var der et kraftigt jordskælv i Palæstina, og det fik mange steder dertil til at kollapse.'' ''I samme måned kom de jakobittiske biskopper Theodore og Sabuk til Damaskus, og i Muʿāwiyas nærvær havde de en debat med dem fra Mar Maron [dvs. maronitiske biskopper] om troen. Og da jakobitterne var besejret, beordrede Muʿāwiya dem til at give 20.000 denarii, og han beordrede dem til at tie stille. Og det blev en skik for de jakobittiske biskopper at give dette guld til Muʿāwiya hvert år, så han ikke ville trække sin beskyttelse af dem tilbage og de ville blive forfulgt af præsteskabet. Den, der kaldes patriark af jakobitterne, fastsatte for alle munke- og nonnerklostre, hvilken andel af guldet de skulle bidrage med hvert år. Og han fastsatte ligeledes for alle medlemmer af hans tro. Og han gjorde Muʿāwiya til arving til sin ejendom, så jakobitterne af frygt for ham [Muʿāwiya] ville underkaste sig ham. Og i den samme måned, som debatten med jakobitterne fandt sted, på den niende dag, en søndag, ved den 8. time, var der et jordskælv.'' ''Samme år udstedte kong Konstans en ordre, og hans bror Theodosius blev henrettet – uretfærdigt, for han havde ikke gjort noget forkert, som mange sagde. Og mange var fortvivlede over hans mord, og de siger, at byens folk lavede et ramaskrig mod kongen og kaldte ham en anden Kain, en morder af hans bror. Og meget rasende efterlod han sin søn Konstantin på sin trone og tog dronningen og hele den romerske kampstyrke og drog mod nord mod fremmede folk.'' ''Og i år 971 [660/61 e.Kr.], den 18. i Konstans, samledes mange nomader i Jerusalem og gjorde Muʿāwiya til konge. Og han gik op og satte sig på Golgata og bad der. Og han gik til Getsemane og gik ned til den hellige Marias grav og bad der. Og i de dage, da nomaderne samledes der med Muʿāwiya, var der et rystelse og et voldsomt jordskælv. Det meste af Jeriko styrtede sammen i det, og alle dets kirker. Sankt Johannes Kirke ved Jordan, hvor vor Frelser blev døbt, blev revet op fra sine fundamenter, sammen med hele klosteret. Og Abba Euthymius Kloster med mange celler af munke og enlige og mange andre steder styrtede sammen i det.'' ''Samme år, i juli måned, samledes emirerne og mange af nomaderne, og de svor deres troskab til Muʿāwiya.'' ''Og der udgik en ordre om, at han skulle udråbes til konge i alle landsbyer og byer i hans herredømme, og at de skulle give ham bifald og ovationer. Og han prægede også guld- og sølvmønter, men de blev ikke accepteret, fordi der ikke var noget kors på dem.'' ''Muʿāwiya bar heller ikke en krone som verdens andre konger. Og han satte sin trone i Damaskus og nægtede at gå på Muhammeds trone.'' ''I det følgende år [661/62 e.Kr.] faldt isen om morgenen onsdag den 13. april, og de hvide vinstokke visnede i den.'' ''Og da Muʿāwiya blev konge, som han ønskede, og havde en pause fra borgerkrigene, brød han våbenhvilen med romerne og accepterede ikke længere en våbenhvile med dem. Han sagde snarere: "Hvis romerne søger en våbenhvile, lad dem aflevere deres våben og betale skatten (gzita). ...'' [Resten af teksten mangler.]<ref>Shoemaker (2021), s. 152f</ref> Den bevarede del af den fragmentariske krønike begynder temmelig brat med en meddelelse vedrørende den Første Borgerkrig, eller ''Fitna'', hvor Muhammeds tilhængere kæmpede med hinanden om lederskabet af deres religiøse samfund. Krigen blev sat i gang, da den tredje kalif, Uthmān, blev myrdet i 656 e.Kr., og ʿAlī, Muhammeds fætter og svigersøn, blev udråbt til kalif efter ham. Muʿāwiya havde været guvernør i den vigtige provins Syrien siden den anden kalifs, ʿUmars, regeringstid, der udnævnte ham i 639, og han var fætter til den myrdede kalif Uthmān. Da ʿAlī kom til magten, udviklede der sig snart en konflikt mellem ham og Muʿāwiya om lederskabet af de troende, hvor Muʿāwiya sejrede efter ʿAlīs mord i januar 661 i Kufa af en af ​​hans egne utilfredse tilhængere.<ref>Shoemaker (2021), s. 154</ref> Hvis teksten står til troende, må Muʿāwiya have været kristen. Teksten kan logisk kun forstås således, at Mahmed her refererer til Jesus. Udtrykket "Mahmeds trone" kan måske henvise til, at Jesus ved korsfæstelsen fik sin "trone" i form af Golgatha (med sin tornekrone, jævnfør også teksten "INRI" på hans kors), og at selv om Muʿāwiya blev kronet her, ønskede han ikke at regere fra Jerusalem men fra Damaskus. Mekka og Medina glimrer ved deres fravær. En vigtig kilde er ''John bar Penkaye'', eller John af Fenek, som han også kaldes, en østsyrisk kristen (det vil sige en "nestorianer"), der boede i det nordlige Mesopotamien i slutningen af ​​det syvende århundrede. John var munk i Johannes af Kamuls kloster i byen Gazarta eller Jazira (nu Cizre i Tyrkiet), som ligger på den vestlige bred af Tigris lige nord for den syriske grænse. Der skrev John en krønike om verdenshistorien, og fokuserede sin opmærksomhed på, hvad han opfattede som "hovedpunkterne", fra skabelsen op til begivenhederne i det sene syvende århundrede, den tid, hvor han skrev. Den sidste begivenhed, der er nedskrevet i krøniken, er al-Mukhtārs død, en anti-umayyadisk oprører, der døde i 687, mens han kæmpede i den Anden Borgerkrig for Alīs søns, Muḥammad ibn al-Ḥanafiyyahs, sag. Krøniken dateres derfor til dette år.<ref>Shoemaker (2021), s. 185</ref> "''Og da persernes rige nåede sin afslutning, i deres konge Khosraus dage, overtog Hagars sønners rige straks kontrollen over næsten hele verden, for de erobrede hele persernes rige og omstyrtede alle deres krigere, som var yderst pralende i krigskunst. For vi bør sandelig ikke betragte deres ankomst som noget almindeligt, for det var en guddommelig handling. Og før han kaldte dem, forberedte han dem på forhånd til at holde de kristne i ære. Således kom der også bevidst en specifik ordre til dem fra Gud angående vores klosterorden, så de ville holde den i ære. Og da disse folk kom på Guds befaling, erobrede de, så at sige, begge kongeriger uden krig eller kamp. Således gav Gud på foragtelig vis, som en brandmand reddet fra en ild, uden våben eller menneskelig list, sejren i deres hænder, så det, der står skrevet om dem, blev opfyldt: "Én forfølger tusind, og to jager ti tusind på flugt" [5 Mos 32.30]. Hvordan ellers kunne nøgne mænd, ridende uden rustning eller skjolde, have sejret uden guddommelig hjælp? Han kaldte dem fra jordens ende for at ødelægge det syndige rige gennem dem og for at ydmyge persernes arrogance ved dem.''<ref>Shoemaker (2021), s. 186f</ref> ''Det varede ikke længe, ​​før hele verden blev overgivet til nomaderne [''tayyāyē'']. De erobrede alle de befæstede byer og herskede fra hav til hav og fra øst til vest: Egypten og hele Nilen; fra Kreta til Kappadokien; fra Yāhēlmān til Alanernes Port; armeniere, syrere, persere, romere, egyptere og alle regionerne derimellem. Det var "hans hånd mod alle," som profeten sagde [1 Mos 16.12]. Og kun halvdelen af ​​Romerriget var tilbage af dem. Hvem kan fortælle om det blodbad, de udførte mod grækerne, og i Kush [Nubien] og Spanien og andre fjerne steder, hvor de tog deres sønner og døtre til fange og underkastede dem slaveri og trældom! Og mod dem, der i fred og velstand ikke ophørte med at kæmpe mod deres Skaber, blev der sendt et barbarisk folk, der ikke havde nogen nåde med dem. Men da vi er nået til dette punkt i beretningen, lad os afslutte denne bog her og prise Faderen, Sønnen og Helligånden for evigt, Amen.''<ref>Shoemaker (2021), s. 187</ref> ''... Derfor, da Gud så, at der ikke var nogen reform, kaldte han det barbariske rige imod os, et folk som ikke kendte til overtalelse, ikke havde nogen traktat eller pagt og ikke ville tage imod smiger eller fornærmelse. Blodsudgydelse uden grund var deres trøst, herredømme over alt var deres fornøjelse, plyndring og fanger var deres begær, og vrede og raseri var deres føde. De blev ikke tilfredsstillet af noget, der blev tilbudt dem. Og da de havde succes og havde gjort den, der kaldte dem, og herskede over alle verdens riger. Og de underlagde alle folkeslagene hensynsløs undertrykkelse og tog deres sønner og døtre i hårdt trældom.'' ''Og de hævnede sig på dem for deres fornærmelse mod Gud Ordet og for Kristi martyrers blod, der blev udgydt i uskyld. Da blev vor Herre trøstet, tilfreds og tilfreds med at handle med barmhjertighed mod sit folk. Og fordi det også var retfærdigt for Hagars sønner at blive gengældt for den handling, de havde taget, gjorde han det fra begyndelsen af deres rige til to ledere og delte det i to dele, så vi kunne forstå, hvad der blev sagt af vores Frelser. For de havde enhed, indtil de erobrede hele verden. Men da de vendte sig mod sig selv og havde hvilet sig fra krig, da skændtes de med hinanden. De i vest sagde: "Storhed er med rette vores, og kongen bør være fra os." Men de i øst hævdede, at dette med rette var deres. Og på grund af denne strid blev de ophidset til krig med hinanden.'' ''Og da denne strid sluttede, efter megen blodsudgydelse blandt dem, sejrede vesterlændingene, som de kalder ʾAmmāyēs sønner [umayyadernes] sejr. Og fra dem blev en mand ved navn Muʿāwiya konge og tog kontrol over begge kongeriger, persernes og romernes. Retfærdigheden blomstrede i hans dage, og der var stor fred i de regioner, han kontrollerede. Og han tillod alle at leve, som de ville. For som jeg nævnte ovenfor, opretholdt de en ordre fra den, der var deres vejleder [mhaddyānā] angående det kristne folk og angående klosterordenen. Og gennem dennes vejledning [mhaddyānūtā] opretholdt de også tilbedelsen af ​​den ene Gud, i overensstemmelse med den gamle lovs skik. Og i begyndelsen opretholdt de traditionen [mašlmānūtā] fra Mhmd, som var deres lærer [tārʾā], så de ville afsige en dødsdom over enhver, der blev set som dristig mod hans love.'' ''Og hvert år drog deres plyndrere til fjerne regioner og til øerne og bragte fanger tilbage fra alle folk under himlen. Og fra alle krævede de kun tribut og tillod dem at forblive i den tro, de ønskede, for blandt dem var også kristne i ikke ringe antal, nogle fra kætterne og nogle fra os. Og da Muʿāwiya regerede, var der fred i hele verden, hvis lige vi aldrig har hørt eller set, hverken fra vores fædre eller fra vores fædres fædre, så at vor Herre sagde: "Jeg vil friste dem med dette, som der står skrevet: 'I nåde og sandhed tilgives synd'' [Ordsp 16.6].''<ref>Shoemaker (2021), s. 187-9</ref> De troendes magtudvidelse er forholdsvis vel dokumenteret i kilderne og giver derfor ikke anledning til nogen nævneværdig uenighed. Derimod kan der være grundlag til at se nærmere på den interne udvikling blandt de nye herskere. Hovedkilderne hertil er datidens mønter og klippetekster. ... ==== Abd al-Ma'lik ==== Flere af ummajadernes kaliffer regerede kun kortvarigt: efter Muʿāwiya I fulgte Jazid I (680-683), Muʿāwiya ibn Yazid ibn Muʿāwiya (Muʿāwiya II, 683-684), så Marwan I (684-685) og endelig Abd al-Ma'lik Mervan (685-705). Abd al Ma'lik skal være en central skikkelse i muhammedanismens udvikling: han blev født år 644 men regerede først som kalif fra 685. Han optog traditioner fra jøder, fra kristne og fra nabatæerne. Han flyttede det religiøse hovedsæde fra Jerusalem til Mekka. Han promoverede arianismen, åbenbart i et forsøg på at promovere sig selv. Og eftersom hans regeringstid falder sammen med arabernes magtekspansion, blev han en hovedskikkelse i tiden, både politisk og religiøst. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). Var Abd al-Malik kristen eller muhammedaner? Svaret findes i Klippemoskeen og på hans mønter: han var kristen men arianist, det vil sige, at han bestred treenigheden og bestred, at Jesus var Guds søn. Han opfattelse var, at Jesus "kun" var en profet, og at han ikke døde på korset således, som den byzantinske lære havde fastslået. I denne henseende lå han tæt på andre herskere i den østlige kristne kirke. Han anvender, som andre, navnet "Mhmd" men i betydningen "den salvede", altså Jesus. ==== Abbasidernes kalifat ==== Det er først efter abbasidernes magtovertagelse, det vil sige fra 749, at vi for alvor ser den nye antikristne ideologi udvikle sig. Det er nærliggende at spørge: hvorfor? Svaret ligger i magtens legitimitet. Det nye styre havde behov for at markere sig i forhold til ummajadernes styre, og den nye ideologi blev et redskab for denne markering. Men samtidig markerede den nye udvikling også en voksende afstandtagen fra sit judeo-nazaræiske grundlag: jøder såbel som kristne kunne nu ikke længere være en del af bevægelsen men blev opfattet som dens modstandere og fjender. Dette afspejlede sig i en stadig mere intolerant holdning. Denne udvikling skete parallelt med, at den nye ideologi kom til at danne grundlag for en ny arabisk nationalitet. Det er dog først i 800-tallet, at den nye muhammedanske ideologi udvikling til fuldkommenhed dels med sin egen profet, Muhammed, dels med sit eget hellige sted, Mekka, dels med sit eget hellige skrift, koranen. ... Hvorledes skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et forløbigt svar kunne lyde således: i første halvdel af det første årtusinde vandt kristendommen stadig større udbredelse, herunder i østlige egne. Men allerede tidligt optrådte der sprækker i de ulige kristne gruppers fortolkning af Kristus. Mens den vestlige byzantinske kirke fastholdt treenigheden, Jesus som Guds søn og korsfæstelsen, så blev disse fornægtet især af den syriske kirke, hvor arianismen vandt frem. Denne splittelse blev stadig mere uddybet. For den østlige kirke mindede helgendyrkelse og dyrkelsen af Jesus som Guds søn meget om afgudsdyrkelse. Flere ledende kristne personligheder i den østlige kirke tog afstand herfra, og splittelsen i de kristne kirkesamfund blev efterhånden både reel og uovervindelig. Så indtrådte de fordrevne judeo-nazaræiske jøder fra Edessa på scenen. De så en fordel i at forene sig med de østlige kristne sekter for at opnå deres mål: befrielsen af Jerusalem og genopbygningen af templet. Men deres erobring af Jerusalem førte ikke til den forventede genkomst af messias, og hele bevægelsen blev derved truet af indre splittelse. I denne situation greb Abd al-Malik initiativet, promoverede sin egen arianisme, lagde i stigende grad afstand til jøderne og andre kristne og omdannede hele bevægelsen til en arabisk nationalistisk og imperialistisk bevægelse. Da første dette var sket, fik den omdannede bevægelse sin egen dynamik: imperialismen udad til fortsatte, og for at holde sammen på bevægelsens medlemmer blev arabiske traditioner indkorporerede i dens selvforståelse, herunder traditionelle hedenske skikke. Bevægelsens nye centrum blev flyttet. Med abbasidernes magtovertagelse blev det afgørende politisk at lægge afstand til ummajaderne. Man opfandt sin egen profet og sammenskrev sin egen "hellige tekst" som et modstykke til jødiske og kristne profeter og hellige tekster. === <big>Muhammed</big> === Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Muhammed glimrer ved sit fravær i skildringen af muhammedanismens ældste historie. Men er der ingen kilder til belysning af Muhammeds rolle? Svaret er: både nej og ja. Sagen er, at vi har en række ikke-muslimske kilder, som belyser 500- og 600-tallets politiske udvikling i Mellemøsten. Flere af disse kilder taler om en "profet" og om "MHMD", hvilket kan oversættes til "Mahmed", idet datidens arabiske skrift ikke havde vokaler. Islamister mener, at der hermed refereres til Muhammed, mens kritiske historikere peger på, at "Mahmed" er en titel, ''ikke'' et navn, og at det betyder "den salvede" eller "den velsignede", begge betegnelser velkendte i omtaler af Jesus. Hvordan kan vi afgøre hvilken fortolkning, der er den rigtige? Svaret er: vi må se på tid og sted for de forhold, som omtales i kilderne. I det følgende vil de fleste relevante kildesteder blive gennemgået. Men inden da må jeg forklare, hvorfor jeg forkaster "arabiske" kilder. Muhammed blev født i 570 og døde i 632. Ind imellem levede han i Mekka og Medina ifølge den muhammedanske tradition. Men hvad er egentlig kildegrundlaget for denne tradition? Vi har to typer af kilder: ''sira'', det vil sige biografier om Muhammed, og ''hadith'', det vil sige nedskrivninger af hans udsagn. Dertil kan føjes ''tafsir'', der dog rettelig er kommentarer til koranen, og ''tahrikh'', der omhandler menneskehedens historie. Den første biografi blev angiveligt skrevet af Ibn ishaq. Han døde i 765 eller 133 år efter Muhammeds død. Det er alt for sent for, at han kan være vidne til noget som helst, og hvad værre er: biografien er ikke overlveret i nogen form! Det eneste, vi har fra ham, er angiveligt senere gengivelser af Ibn Hisham, som "overtog" noget fra ham men forkastede meget mere. Vi aner ikke, om det er troværdigt eller om det er totalt omskrevet. Som om det ikke var galt nok, døde Ibn Hisham først 833, og en anden biograf, Al Waqidi, døde 835. Det vil sige, at begge døde over 200 år efter Muhammeds angivelige død. For at gøre situationen endnu værre er heller ikke Ibn Hishams biografi bevaret. Man skal helt frem til Heinrich Ferdinand Wustenfeld (1808-1899), som skrev sin biografi mellem 1858 og 1860 baseret på tekster fra fire tyske byer for at finde den "biografi" som nu anses som den "officielle"! Ikke stort bedre er situationen når vi taler om ''hadith''. Officielt findes seks sådanne samlinger:</br> - Al Bukhari (døde 870)</br> - Sahih Muslim (døde 875)</br> - At-Tamidhi (døde 884)</br> - Ibn Majah (døde 887)</br> - Abu Dawud (døde 899)</br> - An Nisa' (døde 915).</br> Der er bare eet problem: heller ikke disse er bevarede. Vi kender dem først fra versioner, der er skrevet langt senere, i 10.-15. århundrede. De er blevet "tilbageført" til de pågældende personer, men vi har intet grundlag for at afgøre troværdigheden af disse "tilbageføringer". Ser vi på ''tafsir'' og ''tahrikh'', så der de skrevet af Al Tabari, der døde i 923. For at fuldende billedet kan der være grund til at nævne, at Muhammeds angivelige følgesvende: Muwatta, Sahifa H.B. Munabbih, Hanbal, Musanaf (Abdul Razzaq), Taylisi og Abi Shaybah alle først er kendt fra kilder fra 9.-13. århundrede. Det betyder, at der er tale om flere hundrede år yngre traditioner, der er blevet "tilbageførte" i tid for at give dem større troværdighed. For god ordens skyld bør tilføjes, at navnet "Mahmet" (''ikke'' Muhammed) første gang introduceres af Abd Al-Malik, som døde i 692, 60 år efter Muhammeds formodede død. Men er "Mahmet" overhovedet Muhammed? Nej. "Mahmet" er en titel, et tilnavn, ikke et fornavn. Først Abassiderne, der kom til magten i 749, introducerer Muhammed som person. ==== Indførelsen af ''hadith'' om Muhammeds liv og gerninger ==== I denne sammenhæng er det nødvendigt at indføre det muhammedanske begreb ''hadith'', en samling af traditioner, der indeholder profeten Muhammeds udsagn, som sammen med beretninger om hans daglige gerninger (''sunna'') udgør den vigtigste kilde til vejledning for muhammedanere ved siden af koranen. Disse ''hadith'' kendes først fra 9. århundrede, det vil sige 2-300 år efter, at Muhammed skulle have levet.<ref>Spencer (2021), kap. 4</ref> Man kan sammenligne ''hadith'' med de 4 evangelier i Det nye Testamente. Men hvor disse er skrevet dels af Jesu egne disciple, dels af folk som havde oplysningerne direkte fra disse disciple, så er muhammedanske ''hadith'' at sammenligne med rene myter. Og nok så vigtigt: netop fordi disse ''hadith'' blev anvendt som rettesnore for et godt liv blandt de troende, begyndte man at producere sådanne ''hadith'' i enhver tænkelig og utænkelig situation, når befolkningen havde brug for rettesnore for, hvordan de burde opføre sig. Situationen blev med tiden så grel, at de forskellige ''hadith'' kunne modsige hinanden. Således klagede Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, som døde i 741, at på hans tid "tvang emirerne folk til at skrive ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 19</ref> Også kaliffen al-Mahdi (775-785) blev kendt for at fabrikere ''hadith''".<ref>Spencer (2021), kap. 4 note 20</ref> Nogle gange blev de opfundet for at støtte en partifraktion over for andre. Følgen var den uundgåelige, at der opstod total forvirring. Som tiden gik, blev nogle af disse ''hadith'' udgivet i samlinger beregnede på praktisk brug. Det korte af det lange er, at disse ''hadith'' ingen værdi har for forståelsen af Muhammeds liv og gerninger, hvis han da overhovedet har eksisteret. Vi må gå til andre kilder. Den tidligste bevarede tekst, der formodes omtale Muhammed, er en græsk beretning om en dialog, der angiveligt fandt sted i juli 634 i det romersk kontrollerede Nordafrika i forbindelse med imperiets tvungne konvertering af nordafrikanske jøder i 632. Teksten med titlen ''Doctrina Iacobi nuper Baptizati'' menes at være skrevet meget kort efter de begivenheder, den beskriver, hvilket synes at være påkrævet af dens ønske om at adressere det specifikke spørgsmål om den tvungne dåb i 632, samt af henvisninger til samtidige politiske begivenheder, der antyder et tidspunkt lige efter de første arabiske angreb på Romerriget. Tekstens forfatter er angiveligt Josef, som er en af ​​deltagerne i dialogen, men dens centrale person er Jakob, en jødisk købmand fra Palæstina, der for nylig var blevet tvunget til dåb under en dårligt timet forretningsrejse til Afrika.<ref>Shoemaker (2012), s. 20</ref> Det relevante tekststed lyder således: "''Justus svarede og sagde: "Du taler sandelig sandt, og dette er den store frelse: at tro på Kristus. For jeg bekender dig, mester Jakob, den fulde sandhed. Min broder Abraham skrev til mig, at en falsk profet er trådt frem. Abraham skriver: 'Da [Sergius] kandidaten blev dræbt af saracenerne, var jeg i Cæsarea, og jeg sejlede med skib til Sykamina. Og de sagde: "Kandidaten er blevet dræbt," og vi jøder var overlykkelige. Og de sagde: "En profet er trådt frem, som kommer med saracenerne, og han prædiker den salvedes ankomst, som er at komme, Messias.” Og da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel mand, som var lærd i skrifterne, og jeg sagde til ham: "Hvad kan du fortælle mig om profeten, der er kommet frem sammen med saracenerne?" Og han sagde til mig med et stønnen: "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd og stridsvogn. Sandelig, de ting, der sættes i gang i dag, er anarkistiske gerninger, og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, på en eller anden måde var den, der blev sendt af Gud, og i stedet for ham vil vi modtage Antikrist. Sandelig, sagde Esajas, at vi jøder vil have et bedraget og forhærdet hjerte, indtil hele jorden er ødelagt. Men gå, mester Abraham, og find ud af noget om denne profet, der er kommet frem.” Og da jeg, Abraham, undersøgte det grundigt, hørte jeg fra dem, der havde mødt ham, at man ikke finder nogen sandhed i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskeblod. Faktisk siger han, at han har nøglerne til paradiset, hvilket er umuligt.’ Disse ting har min broder Abraham skrevet fra Østen.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 22f</ref> Der er en række ting at bemærke omkring dette tekststed. Det nævner en ny profet men ikke hans navn. Et yderst mangelfuldt anonymt fragment kendt som ''Syrisk fragment angående de troendes invasion af Syrien'' dateres til 536 og lyder i rekonstrueret oversættelse således: "''... Mhmd ... præsten Mar Elias ... og de kom ... og fra ... stærk ... måned ... og romerne [flygtede?] ... Og i januar indgik [folket i] Homs en aftale i bytte for deres liv, og mange byer blev ødelagt i slagtningen af ​​[Mhmds nomader] og mange mennesker blev dræbt og fanger [blev taget] fra Galilæa hele vejen til Bet [ZK ... WT’ ...]. Og tayyāyē slog lejr nær ... , og vi så overalt ... og olivenolie, som de bragte, og ... dem ... Og den [seksogtyvende] maj drog [Sakellarios] afsted som sædvanlig ... fra Homs' omegn, og romerne forfulgte dem ... Og den tiende [august] flygtede romerne fra Damaskus' omegn ... mange [mennesker], omkring ti tusinde. Og ved årsskiftet kom romerne. Og den tyvende august i året [ni hundrede og syvogfyrre] samledes der i Gabitha ... romerne, og mange mennesker blev dræbt, fra romerne omkring halvtreds tusind ... I året ni hundrede og fyrre ...''"<ref>Shoemaker (2021), s. 55f</ref> Tekststedet har kun begrænset interesse, mn det skal nævnes, fordi det omtaler Mahmet, men også placerer et slag ved Gabitha, det vil sige ved Yarmuk. Det er værd at bemærke, fordi stedet ligger langt fra Mekka og Medina. Et andet tidligt teksted tilskrives Thomas Presbyritaneren og dateres til omkring år 640. Det relevante sted i teksten lyder: "''I år 947 (635-36) invaderede Tayaye hele Syrien og drog ned til Persien og erobrede det. Araberne besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke der i [klostrene i] Qedar og Bnata. Der døde den velsignede mand Simon, dørvogter i Qedar, broder til præsten Thomas.''"<ref>Hoyland (1997), s. 119</ref> Det er værd at bemærke ordet ''Tayaye'', som ofter oversættes ved "nomader" eller "arabere", men hvem var de egentlig? De var arabere, ja, men de stammede fra Yemen og var flyttet nordpå i 2. århundrede e.Kr. til Jabel Shammer, det vil sige til Jordan og det nordligste Arabien eller med andre ord: til nabatæernes område. I 6. århundrede var gruppen blevet delt i to undergrupper, hvoraf den ene, ''Jadila'', blev kristne og flyttede til Syrien og allierede sig med ghassaniderne og den anden, ''ghawth'', forblev i Jabel. Nogle flyttede til Lahmide-området ved Den persiske Bugt, hvor de med tiden blev så talrige, at området blev kendt som Tachkastan (det vil sige Tayyernes land) i det 7. århundrede. Det betød, at Tayaye blev delt i dem, som støttede Ali (bosatte i Arabien og Irak) og dem, som støttede Mu'awiyah (bosatte i Syrien). Nogle af dem deltog i abbaside-oprøret mod ummajaderne i det 8. århundrede og ledet af Qahtaba ibn Shabib. De er værd at fremhæve, at de ''ingen'' forbindelse havde med Hijaz-området, hvor Mekka og Medina lå. Fra omkring samme tid stammer ''Kuzistans Krønike'', dateret til omkring 660.<ref>Shoemaker (2021), s. 128</ref> De relevante tekstafsnit lyder således: "''Og Yazdgerd, som var af kongelig slægt, blev kronet til konge i byen Estaknr, og under ham sluttede det persiske imperium. Og han drog ud og kom til Seleucia-Ctesiphon [Māḥōzē] og udnævnte en ved navn Rustam til hærens leder. Så oprejste Gud Ishmaels sønner imod dem som sand på havets bred. Og deres leder var Muhammed, og hverken bymure eller porte, hverken rustning eller skjolde stod foran dem. Og de tog kontrol over hele persernes land. Yazdgerd sendte utallige tropper mod dem, men nomaderne [tayyāyē] ødelagde dem alle og dræbte endda Rustam. Yazdgerd lukkede sig inde i Seleucia-Ctesiphons mure og endte med at flygte. Han tog til landene Khuzistan [Huzaye] og Merv, og der endte han sit liv. Og nomaderne tog kontrol over Seleucia-Ctesiphon og hele landet. De drog også til romernes land, plyndrede og ødelagde hele Syrien. Heraclius, den romerske konge, sendte hære mod dem, men nomaderne dræbte mere end hundrede tusinde af dem. Men da katolikkerne Ishoʿyahb så, at Seleukia-Ctesiphon var blevet ødelagt af nomaderne, og at de havde bragt dens porte til ʿAqulā [Kufa], og at de, der blev tilbage, var ved at dø af sult, forlod han byen og bosatte sig i Beth Garmai i byen Kirkuk. ... Og Mar Ishoʿyahb ledede patriarkatet i atten år. Og hans lig blev begravet i Kirkuk-kirkens martyrium i Beth Garmai. Og Maremeh blev udnævnt til kirkens patriark. ... Og da han blev udnævnt til katolikosatets lampestander, blev han holdt i ære af alle ismaelitternes ledere...'' ''... Og på den tid, som vi talte om ovenfor, da nomaderne havde erobret alle persernes og romernes lande, spredte de sig ud og gik også ind i Khuzistan. De erobrede alle de befæstede byer, nemlig Bet Lapaz, Karka i Ledan og fæstningen Susa. Men Susa og Shushtar blev tilbage, fordi de var godt befæstede, mens ingen fra alle perserne var tilbage til at stå mod nomaderne undtagen kong Yazdgerd og en af ​​hans generaler, en meder ved navn Hormazdan, som samlede tropperne og holdt Susa og Shushtar. Og dette Shushtar har en stor befolkning og er ekstremt godt befæstet, med mægtige floder og kanaler, der omgiver det på alle sider som voldgrave. En af floderne hedder Ardashiragan, opkaldt efter Ardashir, som gravede den. Og en anden, der flyder forbi den, kaldes Semiramis, opkaldt efter dronningen, og en anden Darayagan, opkaldt efter Darius. Og den største af dem alle er en mægtig strøm, der flyder ned fra de nordlige bjerge.'' ''Så drog en vis militærleder blandt nomaderne, ved navn Abū Mūsā, op mod mederen Hormizdan. Abū Mūsā byggede Basra som en bosættelse for nomaderne, hvor Tigris løber ud i det store hav, beliggende mellem frugtbart land og ørkenen, ligesom Saʿd ibn [Abī] Waqqās≥ byggede byen ʿAqulā som en anden bosættelse for nomaderne, som de kalder Kufa, efter navnet på svinget [kpiputā] i Eufrat. Og da Abū Mūsā drog op mod Hormizdan, udtænkte denne Hormizdan et middel til at forhindre dem i at angribe ham, mens han samlede en hær. Og han sendte en besked til Abū Mūsā om at han skulle afstå fra at tage fanger og fra ødelæggelse, og at han ville sende ham så meget tribut, som han krævede af ham. Og sådan blev de i to år. Og på grund af Hormizdans tillid til murene brød han våbenhvilen mellem dem, og han dræbte dem, der overbragte budskaber mellem dem, hvoraf en var Georg, biskoppen af ​​Ulay, og fængslede Abraham metropolitan af Prat [Basra]. Og han sendte mange tropper mod nomaderne, og nomaderne udslettede dem alle. Og nomaderne ryckte hurtigt til og belejrede Susa, og i løbet af få dage erobrede de den og dræbte alle adelsmændene der. Og de beslaglagde kirken der, som kaldes Mar Daniels kirke, og tog den skat, der blev opbevaret der, som var beskyttet af kongeligt dekret siden Darius' og Kyros' dage. Og de brød sølvsarkofagen op, hvor der havde været lagt et balsameret lig, som mange sagde var Daniels, og andre, kong Darius', og de bar det væk.'' ''Og de belejrede også Shushtar, og i to år forsøgte de at erobre den. Så blev en mand fra Qatar, blandt de fremmede dér, venner med en anden mand, hvis hus var på muren. Og de to sammensværgede sig, og de gik ud til nomaderne og sagde til dem: "Hvis I giver os en tredjedel af byttet fra byen, vil vi lukke jer ind i byen." Og de indgik en aftale indbyrdes. Og de gravede tunneler indefra under muren og lod nomaderne komme ind. Og de erobrede Shushtar og udgød blod i det som vand. De dræbte byens tolk og biskoppen af Hormizd-Ardashir, sammen med resten af ​​eleverne, præsterne og diakonerne, hvis blod de udgød i helligdommen. Men de fangede Hormizdan levende.'' ''Bagefter kom en mand frem fra nomaderne ved navn Khālid, og han drog mod vest og erobrede lande og byer så langt som Arabah. Og Heraclius, romernes konge, hørte om dette, og han sendte en stor hær mod dem, hvis leder hed Sacellarius. Nomaderne besejrede dem, og de udslettede mere end hundrede tusinde romere og dræbte deres leder.'' ''De dræbte også Ishoʿdad, biskoppen af ​​Ḥira, som var der sammen med ʿAbdmeshih, der tjente som udsending mellem nomaderne og romerne. Nomaderne tog kontrol over alle landene i Syrien og Palæstina, og de ville også invadere Egypten. Ikke desto mindre var de ikke i stand til det, fordi grænsen blev bevogtet af patriarken af Alexandria med en stor og mægtig hær, og han havde lukket ind- og udgange til landet og havde bygget mure langs Nilens bredder i hele landet. På grund af deres højde kunne nomaderne kun komme ind med stor besvær, og de erobrede landet Egypten, Theben og Afrika.'' ''Og kong Herakleios drog på grund af den nød, der ramte ham på grund af romernes nederlag, op til sin kongelige by, blev syg og døde. Og han regerede med sin søn i otteogtyve år. Men Ismaels sønners triumf, som underkuede og underkuede disse to mægtige kongeriger, var fra Gud. Alligevel har Gud endnu ikke givet dem herredømme over Konstantinopel, fordi sejren tilhører ham.'' ''Og angående Abrahams telt, kunne vi ikke finde ud af, hvad det er, bortset fra det følgende. Fordi den velsignede Abraham var rig på ejendele og også ønskede at være langt væk fra kana'anæernes jalousi, valgte han at bo i ørkenens afsides liggende og vidtstrakte områder. Og da han boede i telte, byggede han dette sted til tilbedelse af Gud og til at bringe ofre. Og fordi mindet om dette sted også blev bevaret hos denne stammes efterkommere, modtog det også dette navn senere på grund af, hvad det var. Og det er ikke nyt for nomaderne at tilbede der, men fra længe siden og fra deres tidlige dage, da de ærer deres folks forfædre.'' ''Og Hazor, som skriften kalder "hoved for rigerne", tilhører også nomaderne, og Medina, opkaldt efter Midjan, Abrahams fjerde søn med Ketura, som også kaldes Yathrib, og Dumat Jandal, og Hajaritternes land, som er rigt på vand, daddelpalmer og befæstede bygninger, i det ligeledes rigelige land Hatta, som ligger ved havet nær Qatars øer og også er tæt på alle mulige slags vegetation, ligesom Mazuns land, som også ligger ved havet, og landet omfatter mere end hundrede parasanger, og Yamamas land, som ligger midt i ørkenen, og Ṭawfs land og byen Ḥira, som blev grundlagt af kong Mundhir (III, 503/5-54 e.Kr.), som blev kaldt krigeren og var den sjette i rækken af ​​ismaeliternes konger.''"<ref>Shoemaker (2021), s. 129-133</ref> Tekststedet giver en omfattende redegørelse for tidens begivenheder. Sasaniderne blev massakreret i dette første møde med arabernes styrker, inklusive deres leder Rustam. Arabernes hær gik derefter imod den sasanidiske hovedstad, Seleucia (Ktesiphon). Ifølge krøniken var den resulterende ødelæggelse alvorlig, så dens borgere sultede. Yazdegerd III flygtede derefter fra byen, først til Khuzistan og derefter tilsyneladende til Merv i det moderne Turkmenistan, hvor han døde i eksil, mens katolikos Ishoʿyahb II (628-645) også forlod den ødelagte hovedstad til fordel for Kirkuk i det nordlige Mesopotamien, hvor han boede indtil sin død. Ishoʿyahb IIs efterfølger, får vi at vide, var katolikos Maremmeh (646-649), som "blev holdt i ære af alle ismaelitternes ledere." Bemærkelsesværdig er omtalen af Muhammed som de troendes leder. Han skulle jo forlængst være død da disse begivenheder indtraf. Bemærkelsesværdig er også fremhævelsen af Abraham i arabernes selvforståelse. Blandt de forholdsvis tidlige teksteder må også nævnes Jakob af Edessa, hvis ''Kronologiske Optegnelser'' dateres til år 691/692. Desværre er meget af denne krønike gået tabt: kun en række uddrag er bevaret i et enkelt manuskript fra det tiende eller ellevte århundrede. Blandt de manglende afsnit er Jakobs beretning om begivenheder fra 631 til 692, det år han skrev krøniken. Normalt ville dette betydeligt begrænse tekstens værdi til at vurdere datoen for Muhammeds død, da den afbrydes lige før den traditionelle dato for hans død i 632. Ikke desto mindre er vi i dette tilfælde begunstiget af en sjælden og heldig fejl i Jakobs kronologi. Ifølge Jakobs diagrammer begyndte "''arabernes første konge, Mhmt, at regere i syv år i 620/621''". Syv år senere registrerer diagrammet i 627/628 begyndelsen af ​​Abū Bakrs regeringstid som arabernes anden konge, som varede i to år og syv måneder. Dette placerer naturligvis Mhmts død i 627/628, fire til fem år før den traditionelle dato. Jakobs "fejl" i kronologien her er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre giver en liste over kaliffer udarbejdet mellem 705 og 715 de samme datoer for Mhmts "regeringstid", måske efter at have fulgt Jakobs diagrammer.<ref>Shoemaker (2012), s. 37</ref> Alt, hvad vi har bevaret fra Jakob om muhammedanismen (eller snarere dennes forgænger), er meddelelserne om, at "Mhmt drog ned for at handle til landene Palæstina, Arabien og Syrien Fønikien", at "''tayyiyernes rige, dem vi kalder tayyiye, begyndte, da Heraklios, romernes konge, var i sit ellevte år, og Khusrau, persernes konge, var i sit enogtredivte år''" (620-21), samt at "''araberne begyndte at udføre plyndringstogter i Palæstina.''"<ref>Hoyland (1997), s. 165</ref> Der findes tre mulige forklaringer: ''enten'' at Jakob er blevet fejlinformeret ''eller'' at han har mistorstået de oplysninger, som han har modtaget, ''eller'' at den Mhmt, som han omtaler, ''ikke'' er den samme som i den arabiske traditions Muhammed. Meget taler for, at det sidste er tilfældet. Der kan være grund til at påpege, at Jakob nævner Kaba'en men ''ikke'' Mekka. Det kan her indskydes, at denne oplysning stemmer overens med en anonym kort krønike, der oplyser: "''AD ANNUM 705: En rapport med information om arabernes rige, og hvor mange konger der var fra dem, og hvor meget territorium hver af dem havde efter sin forgænger, før han døde.''</br> ''Mhmt kom til jorden i 932 af Alexander, søn af Philip den Makedonske (620-21); derefter regerede han i 7 år.''</br> ''Derefter regerede Abu Bakr efter ham i 2 år.''</br> ''Og efter ham regerede 'Umur i 12 år.''</br> ''Og efter ham regerede 'Uthman i 12 år, og de var uden en leder under krigen ved Şiffin (Şefē) i 5½ år.''</br> ''Derefter regerede Ma'wiya i 20 år.''</br> ''Og efter ham regerede Īzīd, søn af Ma'wiya, i 3½ år.''</br> {I margenen: ''og efter Īzīd i et år var de uden en leder''}</br> ''Og efter ham regerede 'Abdūlmalik i 21 år.''</br> ''Og efter ham tog hans søn Walīd magten i 1017, i begyndelsen af ​​første Tishrīn (oktober 705).''"</br> Dette teksted stammer først fra et manuskript fra 9. århundrede og er således flere hundrede år ældre end den kongerækken, som angives.<ref>Hoyland (1997), s. 394</ref> Det bør imidlertid bemærkes, at den her anførte Mhmt eller Muhammeds regerinstid modsvarer den for Iyas ibn Qabisah al-Ta'i, lahkmidernes tidligere konge, der netop på denne tid blev leder af oprørshæren, hvilket bestyrker Iyas as "Muhammeds" rette navn. Jakob af Edessa er også kilde til belysning af et andet vigtigt spørgsmål: retningen for bøn. Da han blev stillet spørgsmålet om, hvorfor jøderne beder mod syd, gav han følgende svar: "''Dit spørgsmål er forgæves... for det er ikke mod syd, at jøderne beder, og det gør hagaristerne (''mhaggriiye'') heller ikke. Jøderne, der bor i Egypten, og også muslimerne der, som jeg så med mine egne øjne og nu vil drage afsted til dig, bad mod øst, og gør det stadig, begge folk - jøderne mod Jerusalem og hagaristerne mod Ka'baen. Og de jøder, der er syd for Jerusalem, beder mod nord; og dem i Babels land, i Hira og i Bașra, beder mod vest. Og også de hagarister, der er der, beder mod vest, mod Ka'baen; og dem, der er syd for Ka'baen, beder mod nord, mod det sted. Så ud fra alt dette, der er blevet sagt, er det tydeligt, at det ikke er mod syd, at jøderne og hagaristerne her i Syriens egne beder, men mod Jerusalem eller Ka'baen, deres forfædres steder, der tilhører deres folk.''"<ref>Hoyland (1997), s. 565</ref> Man bemærker, at han anvender udtrykket "hagarister" om araberne, det vil sige efterkommere af Hagar, Abrahams konkubine. Formuleringen om retningen for bøn taler for, at der henvises til Petra eller til Jerusalem, men ''ikke'' til Mekka. En noget senere tekst er ærkediakonen Georges historiske beretning om ''Patriarkerne af Aleksandria'', der dateres til år 717. Heri omtales også patriarken Benjamin (626-665), i hvis levetid araberne erobrede Egypten og de tilbageværende dele af det byzantinske mellemøstlige område. Georg begynder sin beretning om de arabiske erobringer med en drøm af Herakleios, som advarede ham: "''Sandelig, en omskåret nation vil komme over jer, og de vil besejre jer, og de vil tage landet i besiddelse.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38</ref> I den fejlagtige tro, at drømmen advarede mod jøderne, beordrede Herakleios alle jøder og samaritanere i Romerriget at blive døbt. Fortællingen forklarer derefter hans fejl med følgende beretning om islams fremkomst: "''Og efter et par dage fremstod der en mand blandt araberne, fra de sydlige egne, fra Mekka og omegn, ved navn Mhmd. Og han genoprettede afgudsdyrkernes kendskab til den ene Gud, så de sagde, at Mhmd var hans sendebud. Og hans nation var omskåret i kødet, ikke i loven, og de bad mod syd og orienterede sig mod et sted, de kalder Kabaen. Og han tog Damaskus og Syrien i besiddelse, og han krydsede Jordan(floden) og ødelagde det. Og Herren overgav romernes hær foran sig på grund af deres fordærvede tro og den ekskommunikation, der blev bragt imod dem, og på grund af kirkemødet i Chalcedon af de gamle fædre.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 38f</ref> Umiddelbart ligner det en bekræftelse af den muhammedanske tradition, men der er tegn på en anden forklaring. I de tidligste år af islamisk styre i Spanien blev to latinske krøniker, den Byzantinsk-arabiske Krønike fra 741 og den Spanske Krønike fra 754, skrevet næsten samtidigt. Disse er de eneste overlevede latinske historiske værker, der er skrevet i løbet af de mange århundreder af islamisk herredømme i det sydlige Spanien. Selvom der er betydelige forskelle mellem de to krøniker, har de begge øjensynligt trukket på en fælles kilde til det meste af deres information om islams historie.<ref>Shoemaker (2012), s. 40</ref> Den ''Byzantinsk-arabiske Krønike'' giver følgende oplysninger om de arabiske erobringer: "''Da en meget talrig mængde saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien og Mesopotamien, mens én ved navn Mahmet havde lederskabet over dem. Født af en yderst ædel stamme af dette folk, var han en meget klog mand og en forudsejer af mange fremtidige begivenheder.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 42f</ref> Efter en kort beskrivelse af erobringen af ​​Syrien-Palæstina, nævner krøniken Mahmets død og hans efterfølger ved Abū Bakr, som fortsatte erobringerne: "''Da Mahmet, den tidligere nævnte leder af saracenerne, havde afsluttet 10 års ledelsestid, nåede han slutningen af ​​sit liv. [Han er] den, som de holder i så høj agtelse og ærbødighed indtil denne dag, at de erklærer ham for apostel og profet i alle deres ritualer og skrifter. I hans sted valgte de Abū Bakr fra saracenerne (som hans forgænger også opstod fra). Han organiserede en massiv kampagne mod perserne, som ødelagde byer og landsbyer, og han erobrede mange af deres fæstningsværker.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 43</ref> Kilden nævner også "Macca", der angives at være "Abrahams hjem" ifølge arabernes overlevering og som beliggende mellem "kaldæernes Ur" og "Carrhæ i Mesopotamien". Det omtalte "Ur" er formodentlig Edessa, og Carrhæ er Carra, der ligger sydøst for Edessa. Dermed placeres "Macca" i samme område som i den jødiske tradition og altså langt mod nord og ''ikke'' i Hijaz. Den lidt yngre kilde, den ''Spanske Krønike'', der dateres til 754.<ref>Shoemaker (2012), s. 41</ref> Heri findes et afsnit om det, der netegnes som saracenernes oprør, og som i det relevante uddrag lyder: "''Saracenerne gjorde oprør i 618, kejser Herakleios' syvende år, og tilegnede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien, mere gennem list end gennem deres leder Mammets magt, og de ødelagde de omkringliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som ved hemmelige indtrængen. Således, ved hjælp af list og bedrag snarere end magt, opildnede de alle imperiets grænsebyer og gjorde til sidst åbent oprør, hvor de rystede åget af deres hals. I 618, Herakleios' syvende år, invaderede krigerne kongeriget, som de med magt tilegnede sig med mange og forskellige konsekvenser.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Også her benævnes hærlederen Mahmet (fejlagtigt stavet ''Mammet'' i den originale latinske tekst). I et senere afsnit hedder det: ""''Da Mammet havde fuldført sit tiende år, besteg Abū Bakr, fra hans egen stamme, tronen, og han iværksatte også store angreb mod romernes og persernes magt.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 45</ref> Dette strider imod den muhammedanske tradition: Ifølge Ibn Isḥāqs beretning døde Muhammed i 632 i Medina og var ikke involveret i erobringen af ​​Syrien-Palæstina. Enten må hans beretning være forkert, eller også er Mahmet en anden end Muhammed. Meget tyder på det sidste. Der kan især være grund til at påpege, at det omtalte "Arabien" ''ikke'' er den arabiske halvø men Edessa-området, som lå (og ligger i) det sydlige Tyrkiet. Atter er der ''ingen'' forbindelse med Hijaz-området. Af stor betydning for forståelsen af tiden er også Theophilus af Edessa, som skrev en krønike omkring år 750. Det relevante teksted lyder i oversættelse således: "''Derfor begyndte denne Muhammed, mens han var ung, at drage op og ned fra sin by Yathrib til Palæstina for at købe og sælge. Og mens han var beskæftiget i denne region, mødte han troen på én Gud, og det var tiltalende for hans øjne. Og da han vendte tilbage til sin stammes folk, fremlagde han denne tro for dem, og da han overtalte nogle få, fulgte de ham. Og samtidig priste han også Palæstinas lands herligheder for dem og sagde, at "På grund af troen på den ene Gud er et så godt og frugtbart land blevet givet dem." Og han tilføjede: "Hvis I vil lytte til mig, vil Gud også give jer et smukt land, der flyder med mælk og honning." Og da han ville bevise sit ord, ledte han en gruppe af dem, der var lydige mod ham, og han begyndte at drage op og plyndre Palæstina, tage fanger og plyndre. Og han vendte tilbage, lastet [med bytte] og uskadt, og han overholdt ikke sit løfte til dem.''<ref>Shoemaker (2012), s. 49</ref> ''Da kærlighed til ejendele driver sådan adfærd til at blive en vane, begyndte de konstant at gå ud og komme tilbage for at plyndre. Og da de, der endnu ikke fulgte ham, så dem, der havde underkastet sig ham, blive velhavende med en overflod af rigdomme, blev de draget til hans tjeneste uden tvang. Og da mændene, der fulgte ham, efter disse [togter], blev talrige og udgjorde en stor styrke, [gik han ikke længere ud, men] tillod dem at plyndre, mens han sad i ære i Yathrib, hans by. Og da de var blevet sendt ud, var det ikke nok for dem kun at blive i Palæstina, men de drog meget længere væk, dræbte åbenlyst, tog fanger, hærgede og plyndrede. Og selv dette var ikke nok for dem, men de tvang dem til at betale tribut og gjorde dem til slaver. Således voksede de sig gradvist stærke og spredte sig, og de blev så magtfulde, at de underlagde sig næsten hele romerernes land og persernes rige under deres autoritet.''"<ref>Shoemaker (2012), s. 50</ref> Der er et par ting at bemærke til dette tekststed. For det første møder vi nu den tradition, som er overlevet hos muhammedanerne. Der kan i denne forbindelse være grund til at nævne, at abbassiderne kom til magten netop i år 750 og efter de kristne ummajader. Men samtidig ser vi en inspiration fra jødiske tekster med formuleringen "et smukt land, der flyder med mælk og honning". Det er som taget ud af fx. Anden Mosebog kapitel 33 vers 3. ... ==== Konklusioner om Muhammed ==== Der findes tre muligheder angående Muhammed:</br> - enten er han en historisk person således, som muhammedanisterne mener</br> - eller han er en historisk person, hvis livshistorie er blevet forvansket til ukendelighed</br> - eller der har aldrig nogensinde eksisteret nogen sådan person.</br> På grundlag af ovenstående gennemgang må det være tilladt at slutte, at det er den midterste af de angivne muligheder, der er den rigtige: der har eksisteret en historisk person, mens hans livshistorie er frit opfundet og hans egentlige navn, Iyas ibn Qabisah al-Ta'i, er blevet glemt til fordel for hans tilnavn. Denne historiske person har aldrig været i Mekka, og intet i samtidige kilder tyder på, at han har haft nogen "åbenbaringer". Hvis man læser de anførte kildetekster kritisk, så tegner der sig et interessant billede: de tidlige tekster tyder på, at der oprindelig var et "nordligt narrativ" for den nye bevægelses fremkomst mellem 640 og 750, mens et nyt "sydligt narrativ" først omkring 750 bliver det fremherskende, altså netop som abassiderne kommer til magten, og personen Muhammed bliver nu markant fremhævet. Det bør tilføjes, at "Tayyi" på persisk blev omdannet til "Tajik" som i vore dages Tajikistan. Ordet minder om arabisk "tājir", der betyder "købmand", og det er muligt, at hele myten om Muhammed som købmand stammer herfra. Politisk gav dette nye sydlige narrativ de nye maghavere en række fordele:</br> - den persiske oprindelse kunne skjules</br> - koranens lån fra jødiske og kristne tekster kunne fortrænges</br> - hele historien bliver ny med en profet, som får sine visioner fra en engel, og</br> - hele historien legitimerer arabere som folk og nation baseret på en egen trosretning i lighed med jøder.</br> Kort sagt: "Muhammed" er blevet et politisk redskab omformet for at legitimere det nye styre og lægge afstand til det forudgående styre. Navnet er lånt fra en oprindelig titel for bl.a. Jesus, men først blev titel og person adskilt, siden blev titlen overdraget en ny "person". De slutninger, man tør drage af ovenstående, er disse:</br> - tidlige kilder ikke blot imødegår den standardiserede muhammedanske tradition men understøtter udviklingen fra et overvejende historisk narrativ til et nyere overvejende mytepræget narrativ</br> - muhammedanismen begyndte øjensynligt i nord, fortrinsvis i Irak, Syrien og Jordan</br> - Muhammeds biografi er en fiktion skruet sammen over en historisk person, Mahmet, hvis livshistorie åbenbart er helt anderledes end Muhammeds, der blandt andet hviler på traditioner "lånt" fra Moses og Jesus</br> - den historiske Mahmet, som den muhammedanske myte bygger på, har øjensynligt intet med koranen at gøre. Ingen af de nævnte kildesteder omtaler eksistensen af et sådant helligt skrift. ==== Fraværende kaliffer ==== Men det er ikke kun Muhammed, som har et dokumentationsproblem. Muhammedansk tradition vil vide, at Muhammed blev efterfulgt af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som kaliffer. Ikke desto mindre eksisterer der ikke en eneste mønt fra tiden 630-661 med noget af disse navne. Ej heller klippeindskrifter fra denne tidsperiode nævner nogen af dem. Første gang vi støder på et navn, som vi kender ad anden vej, er Muawiyah (661-680 e.Kr.) i Damaskus, som lader præge mønter - men de har alle kristne kors, og først hans mønt fra 663 bærer navnet "MHMD", hvilket tydeligvis en henvisning til Kristus. Alle ummajader var kristne. Først under Abd al-Malik støder vi på mønter, der afspejler arianisme: de kristne kors forsvinder fra mønterne, og efter hans sejr over Byzans udgiver han en mønt, hvor han holder et sværd. Først på en mønt fra 693 møder vi første gang "shahada": "der er ingen gud uden Gud, og MHMD er hans budbringer". Dette er en arianistisk trosbekendelse vendt mod Byzans, det er (endnu) ikke udtryk for nogen muhammedansk trosretning. Denne optræder først under abbasiderne. === <big>Mekka</big> === Byen Mekka i Saudi-Arabien spiller en central rolle i det muhammedanske narrativ: det var i Mekka, at Muhammed levede det meste af sit liv, og det var angiveligt også med udgangspunkt i denne by, at muhammedismen bredte sig. Pseudohistoriske kort over muhammedismens udvikling viser typisk, at indtil år 632 (det vil sige indtil Muhammeds formodede død) omfattede denne trosretning hele den arabiske halvø, at fra 632 til 656 bredte den sig nordpå til dels Mesopotamien og store dele af Persien, dels til Palæstina, Egypten og i Nordafrika så langt mod vest som til Tripolitanien, mens den under ummajaderne nåede Indien og Centralasien i øst og den iberiske halvø (Spanien og Portugal) i vest. Enhver kan forstå, at hvis dette officielle narrativ falder til jorden, så falder også hele den muhammedanske selvforståelse. Hvis fx. den nye trosretning startede længere mod nord og bredte sig sydover i stedet for omvendt, så undergraver dette både Muhammeds og Mekkas rolle i det officielle narrativ.<ref>Spencer (2021), kapitel 6</ref> I sidste ende vil det undergrave Mekkas rolle for udøvere af den muhammedanske trosretning. Men Mekkas betydning rækker endnu videre. Muhammedanere hævder, at Mekka er verdens ældste by. At det var her, at Adam og Eva endte, da de blev smidt ud af Edens Have (Surah 7:24). At det var her, Abraham boede (Surah 21:51-71). At Mekka var et handelscentrum på Muhammeds tid. At Mekka havde plantevækst og dyreliv, herunder oliventræer. Og at mellem 70 og 300 profeter er begravede her. Det bemærkes, at disse påstande enten hviler direkte på udsagn i koranen eller på teorier afledte heraf. Det grundlæggende problem ved Mekkas formodede rolle kan udtrykkes i to ord: intet vand. Uden vand er der ingen plantevækst. Uden plantevækst er der intet husdyrhold. Uden planter og dyr ingen mennesker. Uden mennesker ingen bosættelse. Uden bosættelse ingen by. Uden en by ingen civilisation. Uden civilisation ingen skriftlige kilder. Uden kilder ingen beviser for de begivenheder, som henlægges til Mekka. Uden Mekka er grundlaget for muhammedanismen bortfaldet. Så enkelt er det. Og ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> Her vil troende muhammedaner måske pege på zumzum-brønden i Mekka. Det er ubestrideligt, at der er et brøndhul. Det er lige så ubestrideligt, at der går store vandrør ind og ud af brøndhullet, men hvor går de hen? Svaret er, at de i første omgang går til 11 enorme vandtanke. Det er disse vandtanke, der "forsyner" brønden med det vand, som pilgrimme drikker. Men vandrørene går videre, til 27 gigantiske afsaltningsanlæg, som leverer vandet til vandtankene. Disse anlæg skyldes hverken Muhammed eller Allah men de stedlige myndigheder, som påbegyndte deres anlæg i 1928, det vil sige i skrivende stund for mindre end hundrede år siden. Disse store anlæg er lavet af det amerikanske selskab Bechtel. Så meget om Mekkas vandforsyning. Egentlig kunne man stoppe her, men forskerne har undersøgt Mekkas historie, og det vil være synd og skam ikke at omtale deres forskningsresultater. Spørgsmålet om Mekkas eksistens i 6. og 7. århundrede, det vil sige i Muhammeds formodede levetid, kan inddeles i følgende emner:</br> - de arkæologiske beviser</br> - omtale i ''samtidige'' skriftlige kilder, herunder koranen</br> - Mekkas rolle som handelscenter</br> - Mekkas rolle som religiøst center</br> - spørgsmålet om muhammedanismen bredte sig fra syd mod nord eller omvendt</br> - spørgsmålet om de begivenheder, som muhammedanismen henlægger til Mekka, fandt sted der eller andetsteds.</br> - spørgsmålet om de såkaldte bedenichers retning i den formodede tidligste muhammedanske tid.</br> Disse delemner er delvist overlappende. Kan vi indirekte sandsynliggøre, at Muhammed faktisk levede, for eksempel ved at bevise, at Mekka eksisterede? Svaret er: nej, tværtimod. Intet tyder på, at Mekka eksisterede på den tid, da Muhammed formodes at have levet. ==== Ingen arkæologiske spor ==== Lad os starte med det mest grundlæggende: omfattende arkæologiske undersøgelser i Mekka har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref><ref>Lindstedt (2018), s. 160</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. I sig selv er fraværet af alle arkæologiske levn efter en bebyggelse på stedet naturligvis ikke et endeligt afgørende bevis, men sammen med de øvrige beviser kan kendsgerningen bidrage til at tegne et entydigt billede. ==== Ingen skriftlige kilder ==== I 1987 satte Patricia Crone sig for at undersøge samtlige skriftlige kilder i tiden fra 1. til 7. århundrede fra området. Hun havde særlige forudsætninger herfor, idet hun læste og kunne forstå 15 samtidige og nu uddøde sprog fra det mellemøstlige område. Hun gennemgik samtlige kilder, som hun kunne finde, og konstaterede, at før 741 nævnes navnet "Mekka" overhovedet ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Men hvad så med koranen? Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af "det hellige sted" heri passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dan Gibson har peget på, at "intet landkort før 900 e.Kr. nævner Mekka overhovedet".<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 14</ref> Det siger sig selv, at det er påfaldende, hvis byen faktisk eksisterede, ikke mindst fordi mange selv meget små oasebebyggelser faktisk findes angivne på disse kort. ==== Intet handelscenter ==== I et forsøg på at "bevise" Mekkas eksistens og betydning som handelsby udviklede W. Montgomery Ward i 1960-erne en såkaldt "handelscenter"-teori gående ud på, at Mekka i 600-tallet havde spillet en hovedrolle i Mellemøstens handel. Han hævdede, at handelen oprindeligt var gået fra Indien op igennem Den persiske Bugt til Basra og her omladet til karavaner, som havde foretaget den forholdsvis korte rejse til Middelhavets kyst, hvorfra varerne blev udskibet til Europa. Men denne handelsrute var blevet forstyrret, da der udbrød krig mellem det persiske rige og det byzantinske imperium. Følgelig blev rejsen nu flyttet syd om den rabiske halvø til Aden i Yemen, hvor varerne blev omladet til karavaner og fragtet op langs den vestarabiske højderyg til Gaza, hvorfra varerne kunne udskibes. Mekka skulle have været et stoppested undervejs for disse karavaner og dermed et handelscenter. Teorien blev senere forsvaret af Mikhail D. Bukharin.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 15</ref> Der er imidlertid adskillige problemer ved denne teori. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter (hvilket var en meget langsommelig og dyr fragtform sammenlignet med sejlads) således, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst via Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men derimod ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og heller ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med stort set dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> ==== Intet helligt sted ==== Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Samtidige kilder antyder, at der foregik pilgrimsrejser til tre andre steder i Arabien: Ukaz, Dhul-Majaz og Majanna, men ikke til Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 16</ref> Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af muhammadanismen.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== Makka og Mekka ==== Navnet "Mekka" omtales første gang i kilderne i 741<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref>, men selv i dette tilfælde er der grundlag for at rejse tvivl, om det er byen i Saudi-Arabien, som der henvises til. En anden by, Makka, lå længere mod nord i Mesopotamien, og det er sandsynligt, at det er denne by, der henvises til i kilden fra 741. I den ''Byzantinsk-Arabiske Krønike'' hedder det om saracenerne, at "Mekka, Abrahams hjemsted i deres tankegang, lå mellem kaldæernes Ur og byen Harran (= Carras) i ørkenen". Denne formulring peger på det Mekka, som lå i Mesopotamien (nu Irak).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 12</ref> ==== Bedenichernes retning ==== Et særligt indirekte bevis imod Mekkas rolle i 600-tallet er de såkaldte bedenicher (''qibla''). Disse bliver nu om stunder alle rettede imod Mekka, men sådan var det ikke i 600-tallet. Omfattende undersøgelser på stedet foretagne af Dan Gibson har vist, at de ældste bedenicher tværtimod retter sig imod Petra (nu i Jordan).<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 32</ref> Senere bliver disse bedenicher rettede mod et sted midt mellem Petra og Mekka<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 33</ref>, og først fra midten af 700-tallet bliver de rettede imod Mekka. Dette tyder på, at Mekka først har opnået sin rolle i muhammedismen på denne tid. I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. === <big>Koranen</big> === Muhammedanere hævder at koranen har en række egenskaber, som gør den til et særegent helligt skrift. Disse er følgende:</br> - koranen er evig. Den har altid eksisteret</br> - koranen er uforandret</br> - koranen er upåvirket af menneskehånd.</br> Der kan være grund til at se på rigtigheden af disse påstande. En kritisk undersøgelse af koranens indhold og historie må stille følgende spørgsmål: - hvorfra stammer dens indhold?</br> - er koranen uforandret?</br> - hvad er tendensen i og formålet med koranen? ==== Koranens indhold ==== En undersøgelse af koranens indhold vil hurtigt vise, at store dele af teksten udgøres af indhold, som også findes i - og formodentlig er hentet fra - jødiske og kristne tekster, herunder Bibelen. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat var fulde af fejl). Disse "dunkle passager" udgør omkring en fjerdedel af hele koranen. Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! ==== Hvornår er koranen blevet til? ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøgene på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi det har vist sig, at der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> ==== Koranens uforanderlighed ==== Det er en fast påstand blandt muhammedanere, at koranen altid har eksisteret uforandret. Ikke så meget som et komma skulle være ændret. Men ser man nærmere på muhammedanernes egne traditioner, viser det sig, at de faktisk afspejler gentagne tiltag for at "ensrette" koranens indhold, fordi at der fandtes flere ulige udgaver. ==== Forskellige udgaver ==== Selv op i vor tid eksisterer der ikke mindre end 30 udgaver af koranen, hvoraf mange dog kun har en begrænset anvendelse. Sammenligner man de forskellige udgaver, viser det sig, at der kan optælles over 90.000 sproglige forskelle mellem dem! I 700-tallet fremstod syv autoritære fortolkninger af koranen:</br> - Nafi (fra Medina; død år 169/785 e.Kr.)</br> - Ibn Kathir (fra Mekka; død år 119/737 e.Kr.)</br> - Abu 'Amr al-'Ala" (fra Damaskus; død år 153/770 e.Kr.)</br> - Ibn 'Amir (fra Basra; død år 118/736 e.Kr.)</br> - Hamzah (fra Kufa; død 156/772 e.Kr.)</br> - al-Qisa'i (fra Kufa; død 189/804 e.Kr.)</br> - Abu Bakr 'Asim (fra Kufa; død 158/778 e.Kr.)</br> Senere kom yderligere tre autoritære fortolkninger til:</br> - Abu Ja'far</br> - Ya'qub al-Hashimi</br> - Khalaf al-Nazzar.</br> Som om det ikke var nok med 10 grundudgaver, fik ''hver af dem'' yderligere to såkaldte "overførte versioner", hvorved der fremkom 30 mulige varianter af det "uforanderlige" og "af menneskehånd uberørte" trosskrift. Nafi blev genfortalt af Warsh, hvis udlægning anvendes i Algeriet, Marokko, dele af Tunesien, Vestafrika og Sudan, og Qalun, hvis udlægning nu bruges i Libyen, Tunesien og dele af Qatar. Abu 'Amr al-'Ala' blev genfortalt af al-Duri, hvis udlægning bruges i dele af Sudan og Vestafrika, og al-Suri. Ibn 'Amir blev genfortalt af Hisham og Ibn Dhakwan, der begge anvendes i dele af Yemen, Hamraz blev genfortalt af Khalaf og Khallad, og Abu Bakr 'Asim er blevet genfortalt af Hafs, der nu anvendes i Saudi-Arabien og generelt i den arabiske verden, og Ibn 'Ayyash. Hvis læseren er forvirret, er det med god grund, og så har jeg endda ikke omtalt de mindst anvendte versioner. På dette sted er det rimeligt at stille spørgsmålet, hvor meget eller lidt disse varianter adskiller sig fra hinanden. I nogle tilfælde ændrer varianterne ikke grundmeningen af de berørte sætninger, men i andre tilfælde har det betydelig indflydelse. I fx. Sura 21:4 adskiller Hafs version sig ved at gøre Muhammed til grundled for udsagnsordet, mens Warsh versionen har Gud som grundled for et pålæg til Muhammed og muhammedanerne, og det er jo ikke helt ligegyldigt. I andre tilfælde er forskellen i betydningen endda meget afgørende, således Sura 43:19, der i Hafs version lyder: ".. de er slaver for den mest ædle .." og i Warsh version lyder: ".. de er med den mest ædle .." At der er afgørende forskel på at ''være sammen med'' eller ''være en slave'' er umiddelbart indlysende.<ref>Green (2019)</ref> ==== Koranens tendens og formål ==== Vi har allerede konstateret, at koranen i vid udstrækning indeholder de samme historier som forekommer i andre religiøse tekster, jødiske og kristne. Forskellen ligger i tendensen i fremstillingen. Koranen bærer tydeligt præg af at være polemisk i forhold til disse, det vil sige med hensyn til fortolkningen af begivenheder omtalt i teksten. Det er her nærliggende at sammenligne med tekster i Det nye Testamente, hvor Jesus gentagne gange siger: "I har hørt (sådan og sådan), men jeg siger jer (sådan og sådan)". På samme måde som Jesus leverede en ny forståelse af gamle tekster, gør koranen det samme. Tydeligvis har koranen til formål at legitimere en levevis og trosopfattelse, som afviger fra den, der blev praktiseret i jødedom og kristendom. Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af det findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner de et andet men helt entydigt billede. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen samtidige kilder, fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som muhammedanere ("muslimer") hverken i 600- eller i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder dels i en pseudo-jødisk tradion, der havde udviklet sin egen fortolkning at forudsætningerne for Guds rige på jorden, dels i en pseudo-kristen ariansk tankegang, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Jeg kan ikke nå til nogen anden slutning end, at muhammedanismen er et falsum, ikke en egentlig religion snarere en ideologi bygget på myter og løgne. Kilderne tyder på, at denne nye ideologi blev opfundet alene for at kunne legitimere et fremvoksende politisk imperium, og at den samtidig tjente som en national pseudo-identitet for arabere. Man skal i mine øjne læse kildeteksterne meget overfladisk for ikke at nå til denne konklusion. Jeg vover at gå et skridt videre: ''netop'' fordi ledende muhammedanere udmærket godt vidste hvor skrøbeligt et grundlag, som hele denne nye ideologi hvilede på, udviklede den tillige en ekstrem intolerance imod enhver form for offentlig kildekritik. I lighed med andre totalitære ideologier udviklede den særlige smædebegreber rettede imod sine kritikere, og den tiltog sig ret til med vold eller ved lov at forhindre disse kritikere i at påpege ideologiens svagheder. I lighed med sine totalitære modstykker i andre ideologier, fx. leninismen, stalinismen og maoismen, udviklede den en ekstrem persondyrkelse for sin erklærede profet, Muhammed. Set i dette lys er det i mine øjne rigtigst at karakterisere ideologien i overensstemmelse hermed. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; London and New York 2018; ISBN 978-1-138-82118-7 * Mette Bjerregaard Mortensen, Guilaume Dye, Isaac W. Oliver and Tommaso Tesei (eds.): "The Study of Islamic Origins" (''Judaism, Christianity, and Islam - Tension, Transmission; Transformation'' Volume 15; Berlin/Boston 2021; ISBN 978-3-11-067549-8) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3 * Patricia Crone, Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge University Press 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0 * Patricia Crone: "How did the quranic pagans make a living?" (''Bulletin of the School of Oriental and African Studies'', University of London, Vol. 68 No. 3 (2005); s. 387-399) * Patricia Crone: ""Nothing but Time destroys us". The Deniers of Resurrection in the Qur'an" (''JIQSA'' I (2016); s. 127-147) * Dan Gibson: ''Early Islamic Qiblas: A Survey of Mosques Built between 1AH/622 and 263 AH/876 C.E.''; Independent Scholars Press, Vancouver 2017 * Samuel Green: ''The Different Arabic Versions of the Qur'an'' (Pamflet fra 2005, opdateret 2019) * Marcin Grodzki: "Günter Lüling - Islam as a non-Trinitarian faith of Semitic forefathers" (Markys Groß, Karl-Heinz Ohlig (Hg.): Die Entstehung einer Weltreligion V. Der Koran als werkzeug der Herrschaft; ''INĂRAH, Schriften zur frühen Islamgeschichte und zum Koran'' band 9; Berlin und Tübingen 2020; ISBN 978-3-89930-215-8; s. 372-423) * Robert Hoyland: "Seeing Islam as others saw it: a survey and evaluation of Christian, Jewish, and Zoroastrian writings on early Islam" (''STUDIES IN LATE ANTIQUITY AND EARLY ISLAM 13''); The Darwin Press 1997; ISBN 0-87850-125-8 * Manfred Kropp: "Beyond Single Words. ''Mā'ida'' - ''Shaytān'' and ''tāghūt''. Mechanisms of transmission into the Etiopic (Ge'ez) Bible and the Qur'anic text" (Gabriel Said Reynolds (ed.): ''The Qur'an in its Historical Context''; Routledge 2008; ISBN 0-203-93960-3; s. 204-216) * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; ISBN 978-1-517-01131-4) * Ilkka Lindstedt: "Pre-Islamic Arabia and Early Islam" (Herbert Berg (ed.): ''Routledge Handbook on Early Islam''; 2018; s. 159-176) * Ilkka Lindstedt: "One Community to the Exclusion of Other People": A Superordinate Identity in the Medinan Community" (Bjerregaard Mortensen et al. (eds.): ''The Study of Islamic Origins''; 2021; s. 325-376) * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8 * Karl-Heinz Ohlig and Gerd-R. Puin (eds.): ''The Hidden Origins of Islam''; Prometheus Books * Michael Philip Penn: ''When Christians First Met Muslims''. A Sourcebook of the Earliest Syriac Writings on Islam; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-96057-2 * Gabriel Sawma: ''The Qur'an Misinterpreted, Mistranslated, And Misread. The Aramaic Language of the Qur'an''; 2006; ISBN 0-9778606-9-8 * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7 * Stephen J. Shoemaker: ''A Prophet Has Appeared''. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes; University of California Press 2021; ISBN 978-0-520-97127-1 * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5 * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8 * Guy G. Stroumsa: "Jewish Christianity and Islamic Origins" (Behnam Sadeghi et al. (eds.): "Islamic Cultures, Islamic Contexts. Essays in Honor of Professor Patricia Crone", ''Islamic History and Civilization Studies and Texts'' volume 114; Leiden/Boston 2015; ISBN 978-90-04-28171-4; s. 72-96) [[Kategori:Humaniora]] 9luwxhcbq9lj2t9qnulc5c6vb2lf7tg