Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.46.0-wmf.23 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 0 7308 41441 40350 2026-04-12T15:27:36Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 41441 wikitext text/x-wiki Danmarks forhistorie eller oldtid kendetegnes ved, at der praktisk talt ingen skriftlige danske kilder findes til belysning af forholdene, og med Geoffrey Bibbys ord: "Disse skildringer var kaotiske, brudstykkeagtige og upålidelige. Men de gav lærde mænd i mere end halvdelen af Europa de første glimt af deres landes historie."<ref name="GB 1980 12">Bibby (1980), s. 12</ref> Trods megen skarpsindighed er det endnu ikke lykkes at analysere dem til bunds. Man er således overvejende henvist til de arkæologiske fund for på dansk jord at belyse datidige forhold. === <big>Hovedgrupper</big> === Der findes dog visse skriftlige kilder, som kan belyse de danske forhold i forhistorisk tid. Disse kan inddeles i følgende grupper:</br> - klassiske etnografiske beskrivelser</br> - samtidige frankiske annaler</br> - ''vita''-er (levnedsbeskrivelser af missionærer)</br> - runeindskrifter</br> - sagaer</br> - middelalderlige krøniker.</br> For alle de omtalte kildegrupper gælder, at der knytter sig betydelige vanskeligheder til deres anvendelse, men med kendskab til disse vanskeligheder er det muligt at overvinde disse problemer og derved nyttiggøre dem ved en historisk fremstilling. === <big>Kilderne og deres anvendelsesproblemer</big> === For at kunne anvende de enkelte kilder på forsvarlig vis må man først gøre sig problemerne ved at anvende dem klart. === Klassiske etnografiske beskrivelser === Den største vanskelighed ved brugen af de klassiske etnografiske beskrivelser knytter sig til deres fortolkning. Når en forfatter fra Rom eller Hellas skulle forklare sine læsere forhold i den germanske verden, måtte det ske inden for en forståelsesramme, som disse kunne begribe. Det betød, at forfatteren måtte bruge ord og begreber, som læseren var fortrolig med.<ref name="AAL 1993 28">Lund (1993), s. 28</ref> Et andet, ikke mindre problem var de fordomme<ref name="AAL 1979 19ff">Lund (1979), s. 19-27</ref>, undertiden i form af vandremotiver<ref name="AAL 1993 38">Lund (1993), s. 38</ref>, som forfatteren bevidst eller ubevidst lod sin fremstilling præge af. Det betyder, at når sådanne beskrivelser skal anvendes i en moderne sammenhæng, må man først afdække disse problemer og afklare dem forud for en egentlig brug. Kort sagt må den moderne forskning bruge en fremmed kilde til forståelse af et andet folks faktiske forhold.<ref name="AAL 1993 47">Lund (1993), s. 47</ref> === Frankiske annaler === De frankiske annaler anses i almindelighed for troværdige. Vanskelighederne består her i at med sikkerhed identificere de omtalte personer. En anden vanskelighed består deri, at tidens danske forhold kun omtales i tilfælde, hvor dette er relevant for de frankiske herskere. Det betyder, at der er store "huller" i fremstillingen både tidsmæssigt og geografisk. === Runeindskrifter === Runeindskrifter kendes siden romersk jernalder. De ældste forekommer på genstande, og først i vikingetiden kendes indskrifter på sten. De ældre indskrifter på genstande består overvejende af ejernavne eller en runeformel.<ref name="EM 1976 96">Moltke (1976), s. 96</ref> Set fra et politisk historisk perspektiv er disse uden nogen værdi. Indskrifterne på sten er som regel mindeskrifter over døde personer. Blandt disse er der kun nogle få, som menes kendt fra andre historiske kilder, og i disse tilfælde kan indskrifter bidrage til at belyse personens liv. Men også her gælder det, at der kan være nogen usikkerhed med hensyn til at identificere personerne.<ref name="MH 1994 18ff">Hule (1994), s. 18-27</ref> Runeindskrifternes største betydning som kilder ligger i de historiske personer, som de med fuld sikkerhed omtaler. Det gælder dels svenskevældet i Hedeby, dels Jellingdynastiet. Men desuden er der navne, som i det mindste ''kan være'' identiske med personer kendt fra sagaerne.<ref name="MH 1994 18ff"/> De kan derfor opfattes som en bekræftelse på, at fx. Jomsvikingesagaen for så vidt angår omtalte personers eksistens afspejler en historisk virkelighed. === Sagaer === Fabritius og Hatt har med rette sagt, at "intet er naturligere for et folk end at samle sig om sine tusind års minder, intet naturligere for det enkelte menneske end at vide besked om sin herkomst, grundlaget for sin eksistens; derfor møder vi i folkenes historie genealogien, jævnsides med kronologien, før vi træffer på den egentlige historieskrivning. For så vidt urcellen i samfundets dannelse er den simple genealogiske gruppe: Forældre-børn, må et samfunds - et folks eller en stammes - første erindringer være af genealogisk natur eller i hvert fald personhistorisk bestemt. Historie er jo uløseligt knyttet til personerne, og genealogien optræder derfor som folkenes ældste form for historie".<ref name="AFHH 1982 9">Fabritius og Hatt (1982), s. 9</ref> De henviser blandt andet til "den islandske sagalitteratur, opstået på grundlag af den slægtstradition, som landnamsmændene førte med sig fra Norge, stormændenes stamrækker udsmykket og udvidet i tidens løb med fortællinger om enkelte fremtrædende medlemmer af slægten."<ref name="AFHH 1982 9f">Fabritius og Hatt (1982), s. 9-10</ref> Denne karakteristisk siger noget centralt om den ældste sagalitteratur, men det må tilføjes, at slægtshistorier næsten uundgåeligt vil indeholde elementer af fortolkning, fx. af motiver eller forfatterens forsvar for eller fordømmelse af handlinger. Ofte dækker sagaer kun få slægtsled og fremstår derfor som fragmenter af en samlet historie. En anden vanskelighed ved sagaer er at skelne mellem myte og virkelighed. De enkelte personer kan tillægges egenskaber og handlinger, som rettelig tilkommer en anden, og de kan besmykkes med eventyragtige personer. === Middelalderlige krøniker === Krøniker er næsten altid andenhånds kilder, idet de hviler på andre kilder, herunder mundtlige overleveringer. Dette betyder fortolkningsproblemer, problemer med kronologi, mulighed for en "dobbelt identitet" af en og samme person og andre problemer. For at trænge bag om disse må man først opsplitte krønikens fremstilling efter dens ulige kilder, dernæst se på disses oprindelse og på overensstemmelser og forskelle mellem kilderne, udskille mytiske elementer, for så at nå frem til en bedre forståelse af kildens anvendelighed til at skrive politisk personhistorie. === <big>Forskningshistorien</big> === Interessen for forhistorien har rødder helt tilbage til tidlig middelalder. På denne tid begyndte klerke som Sven Aggesen og Saxo at rekonstruere en skriftlig Danmarkshistorie på grundlag af overleverede mundtlige traditioner fra vikingetid og tidligere.<ref name="AEC 1977 13"/> Endnu tidligere havde Adam af Bremen skrevet sin ''Historia Hammaburgensis Ecclesia'' (Den Hammaburgiske kirkes historie), der handler om den tidligste missionsvirksomhed i Norden og om overgangen til kristendom hos sachserne og i Danmark, og som blandt andet hviler på meddelselser fra den danske konge Sven Estridsen.<ref name="AAL 2000 74">Lund (2000), s. 74</ref> Disse tidlige forsøg fik et stort kildetilskud, da værket ''Germania'' af romeren Tacitus blev fundet i et kloster i Hersfeld i Tyskland og omkring 1455 bragt til Rom som et led i italienske renæssancehumanisters søgen efter antikke manuskripter fra Nordeuropa. Værket blev første gang trykt i 1472, og dermed blev det tilgængeligt for en bredere kreds.<ref name="AAL 1993 101">Lund (1993), s. 101</ref> Under renæssancen og frem til 1700-tallet opstod der en national kappestrid om en glorværdig fortid, og mere eller mindre seriøse historiske fremstillinger, blandt andet med begyndende forsøg på at beskære sagnhistorien.<ref name="AEC 1977 13">Christensen (1977), s. 13</ref> Det 18. århundrede er beskrevet som værende "dilettanternes, den kultiverede amatørs og gentleman-naturforskerens århundrede".<ref name="GB 1980 12"/> Oldtidsforskningen hvilede på de sparsomme skriftlige kilder, man kendte til: Bibelen, Herodot, Cæsar, Tacitus og lignende. På dette mangelfulde grundlag lykkedes det P.F. Suhm med stor skarpsindighed at rekonstruere en Danmarkshistorie, der med udgangspunkt i en fortolkning af Bibelen som en sikker historisk kilde til både verdens oprindelse og til dens ældste udvikling henlagde skabelsen til 4004 f.Kr., Syndfloden til 2501 f.Kr. og fastslog, at først der efter begyndte en vedvarende udbredelse af menneskeheden over jorden. Han mente, at de først havde nået Nord- og Mellemeuropa få århundreder før græske og romerske forfattere skildrede de stammer, som levede i disse egne. Ved at kombinere disse fremstillinger med nordiske sagn rekonstruerede han asernes erobring af Norden ved vandringer langs russiske floder til egnen omkring Riga, hvorfra en rejse over havet til Sverige og Danmark skulle være fundet sted.<ref name="AEC 1977 14">Christensen (1977), s. 14</ref><ref name="GB 1980 12"/> Hele denne fantasifulde konstruktion blev væltet i begyndelsen af det 19. århundrede. Den første, som totalt forkastede "de islandske ammestuefabler" og i stedet satte de hidtil ubenyttede "mange herlige diplomaer og documenter", var G.L. Baden. I sin ''Danmarks Riges Historie'' (1829-1832) lod han denne begynde med den frankiske historieskrivnings ældste omtale af danskerne fra 520-erne og indledte først en sammenhængende historieskildring med Gorm den Gamle.<ref name="AEC 1977 15"/> Mange historieskrivere var imidlertid ikke sindet helt at forkaste de gamle kilder, og dermed begyndte en "parallel" historieskrivning: på den ene side en efterhånden voksende skildring af de mange nye fund, som den fremvoksende moderne arkæologiske forskning afdækkede først med C.J. Thomsens ''Ledetraad til nordisk Oldkyndighed'', dernæst med J.J.A. Worsaaes ''Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie'' (1843)<ref name="AEC 1977 15">Christensen (1977), s. 15</ref>, på den anden side ved fortsat at inddrage sagaer og andre skriftlige kilder i separate skildringer af den politiske historie.<ref name="AEC 1977 22f">Christensen (1977), s. 22-23</ref> Hen imod slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet vandt en moderne, radikal kildekritik frem. Fremstående historikere som Laurits Weibull og Curt Weibull forkastede nu enhver sandhedsværdi i de skriftlige kilder, især Saxo. Når man overhovedet beskæftigede sig med disse kilder, var formålet alene at bevise, at de var uanvendelige som grundlag for at skrive dansk forhistorie. Kun udenlandske kilder som de frankiske annaler fandt nåde for den strenge kildekritiks blik. Ellers pegede man på indbyrdes modsætninger, formodet lånt stof fra andre kulturer og lignende. En anden og mere velvillig tilgang udviste arkæologer og filologer. For arkæologerne blev de antikke forfatteres skildringer jævnligt inddraget fx. når man skulle forklare våbenofringer i moser, hårmode<ref name="AAL 1979 20">Lund (1979), s. 20</ref> eller når man ville sætte lidt farve på tilværelsen på de folk, der havde indført og ejet genstande fra Romerriget og dermed dokumenterede kontakten mellem de to grupper. Op til omkring 2. verdenskrig anvendte filologerne megen tid på at opspalte kilderne i bestanddele og finde paralleller mellem ulige skriftlige kilder i kongerækker og andet. Forskningen blev simpelthen spaltet i to parallelle udviklinger: historikerne, som nærmest helt forkastede sagnhistorien, og filologerne, som fortsat forsøgte at trænge igennem de mange lag af myter, lånt stof og lignende. Legendarisk er sagnforskeren Niels Lukman, der i sin disputats fra 1943 ''Skjoldunge und Skilfinge'' argumenterede for, at ''Beowulf''-kvadet først skulle være opstået i det nordiske vikingerige i Northhumberland i slutningen af det 9. århundrede, mens dets indhold skulle rumme en dobbelt omlokalisering, idet traditioner om kong Attilas og hunnernes kampe med germanske stammer først skulle være overført til dansk område som Skjoldunge-sagnene og dernæst flyttet til Danelagen, hvor de fik deres angelsaktiske udformning.<ref name="AEC 1977 29">Christensen (1977), s. 29</ref> En konsekvens af denne tolkning var, at Lejrekongedømmet skulle være en myte. Denne tolkning fik langt senere, i 1977, tilslutning af historikeren Inge Skovgaard-Petersen. [[Fil:Gudmund Schütte.jpg|thumb|Gudmund Schütte.]] Over for denne plattenslageragtige tilgang stod filologer som Gudmund Schütte. Hans analyser var omfattende og grundige. Således lykkedes det ham at sandsynliggøre, at det Ptolomæiske kort over Nordeuropa hvilede på iagttagelser gjort af en romersk ekspedition til Danmark år 5 e.Kr.<ref name="GS 1915 10">Schütte (1915), s. 10</ref><ref name="GS 1915 62">Schütte (1915), s. 62</ref><ref name="GS 1915 108">Schütte (1915), s. 108</ref> Ligeledes påviste han, at Saxos forhistoriske kongerække var sat sammen af ulige traditioner med rod i Jylland og Angel, i Norge og på Sjælland. Han påviste, at der var en overensstemmelse mellem ''Beowulf'', ''Widsith'', Saxo og andre kilder og sluttede, at der bag de mange lag af myter og andre tillæg måtte være afspejlet en faktisk historisk kongerække.<ref name="GS 1926 23ff">Schütte (1926), s. 23-76</ref> Og han påpegede med rette, at "det historiske hunniske Stordrama savner enhver Genspejling i Skjoldungsagnene, og Skjoldungernes episke Stordrama savner Model i Hunnernes Historie."<ref name="GS 1942 94">Schütte (1942), s. 94</ref> Dermed var hele grundlaget for Lukmans hypotese undergravet. Men efter krigen, i takt med at generationen af de gamle filologer døde og en ny generation voksede op, overtog disse de kildekritiske historikeres tilgang, og de seriøse studier af de skriftlige kilder ophørte; det blev her efter atter amatører, som måtte foretage kildeanalyserne. Når filologerne nu overhovedet beskæftigede sig med kilderne var det ud fra perspektiver om politisk misbrug af fx. nazisterne<ref name="AAL 1993 105ff">Lund (1993), s. 105-119</ref>, eller man påviste alle de fejl, som var blevet begået i ældre tid, med andre ord: man udbyggede argumenterne for ikke at tage kilderne alvorligt. I 1969 (2. udgave 1977) kunne historikeren Aksel E. Christensen i ''Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund'' på det nærmeste aflive hele sagnhistorien med Lejrekrøniken, Sven Aggesen og Saxo's ''Gesta Danorum'' i spidsen.<ref name="AEC 1977 13"/> Gudesagn tog han slet ikke alvorligt som værende andet en religiøse myter med "prægnante apokalyptiske visioner", og selv denne "digteriske verdensopfattelse" blev forkastet som brugbar kilde "til hverdagsmenneskets faktiske religiøse forestillingsverden, hvor frygt og uvished overfor det kommende og forestillingen om det overnaturlige bag de navngivne officielle guder skabte et vildnis af lokale gode og onde guddomsmagter, der kunde gribe ind i menneskelivet".<ref name="AEC 1977 98">Christensen (1977), s. 98</ref> Om Lukmans udlægning siger han diplomatisk at "selv om man vil indrømme, at Lukmans bevisførelse ikke er bindende, maa Beowulf dog udgaa som historisk kilde"<ref name="AEC 1977 29f">Christensen (1977), s. 29-30</ref>, og at "selv om digtene muligvis alluderer til nordiske traditioner om faktiske begivenheder i Danmark og Norden, er det halsløs gerning at forsøge at datere disse og uddrage historiske kendsgerninger af dem."<ref name="AEC 1977 30">Christensen (1977), s. 30</ref> Men kun få år efter væltede hele det kildekritiske læs: først da arkæologerne kunne påvise, at der faktisk eksisterede et kongesæde i Lejre i jernalderen<ref name="TC 1987 4ff">Christensen (1987), s. 4-9</ref><ref name="TC 1996 5ff">Christensen (1996), s. 5-10</ref><ref name="TC 2008 18ff">Christensen (2008), s. 18-24</ref>, og dernæst da klimatologerne samt arkæologer med en til vished grænsende sandsynlighed kunne bevise, at gudesagaernes ''Ragnarok'' og ''Fimbulvinter'' afspejlede en faktisk tilstand omkring år 536.<ref name="MA 2001 28ff">Axboe (2001), s. 28-32</ref> Det er nu sikkert bevist, at i hvert fald dele af vikingetidens mytologi går tilbage til 500-tallet.<ref name="MA 1990 18ff">Axboe (1990), s. 18-27</ref> Lukmans og andres løse spekulationer og arrogante afvisninger af kildernes troværdighed, der i henseende til fantasirigdom og fordomme ikke stod tilbage for Suhm, stod afklædte i al deres ynkelighed. Som et tredie eksempel skal nævnes to vikingeskibe fundet i Salme på Saaremaa i Estland.<ref name="MM 2017 63ff">Mägi (2017), s. 63-70</ref> Saxo og andre sagnagtige kilder nævner flere danske vikingetogter til Estland og Kurland.<ref name="MM 2017 71ff">Mägi (2017), s. 71f, 150-155, 268-271, 376-378</ref> Hidtil har ingen dansk historiker taget disse oplysninger alvorligt. Nu tvinger de arkæologiske fund os til at revurdere den hidtidige holdning. Tiden var kommet til en fornyet revurdering af de skriftlige overleveringers troværdighed.<ref name="HHA 1985 18f">Hellmuth Andersen (1985), s. 18-19</ref> Men hverken tidens historikere eller filologer - med en enkelt undtagelse<ref name="KHA 2018 11ff">Andersen (2011), s. 11-16</ref> - har turdet tage opgaven op af frygt for beskyldninger om manglende seriøsitet. Atter er det arkæologer og andre, som har måttet påtage sig opgaven.<ref name="PE 2017 15ff">Ethelberg (2017), s. 15-27</ref> === <big>De skriftlige kilder i nyt lys</big> === Til trods for den omfattende forskning i de skriftlige kilder kan der næppe siges at foreligge en opdateret og dækkende analyse af nogen af disse, men som altid kan der siges noget. Til en begyndelse kan det konstateres, at disse i henseende til indhold og tidsmæssig placering kan siges at falde i tre hovedgrupper:</br> - klassiske etnografiske skildringer. Fælles for disse er, at de ikke indeholder egentlige slægtsmæssige og personalhistoriske oplysninger;</br> - skildringer fra yngre germansk jernalder, der indeholder de ældste slægtsmæssige og personalhistoriske oplysninger vedrørende dansk og nordisk område;</br> - senere skildringer, der indeholder slægtsmæssige og personalhistoriske oplysninger for sen germansk jernalder og vikingetid. === ''Klassiske etnografiske skildringer'' === En mere omfattende analyse af de klassiske etnografiske skildringer er ikke relevant i denne sammenhæng. Her skal blot konstateres, at de i større eller mindre udstrækning har oplysninger om folkegrupper i Germanien, det vil sige Nordeuropa uden for Romerrigets grænser. Taget som en helhed er der omfattende sammenfald i de nationer eller folkegrupper, som nævnes i disse kilder omend der ligeledes er mange oplysninger om folkegrupper, som kun forekommer i en enkelt af disse. Relevant i denne sammenhæng er derimod en række oplysninger hos Tacitus om germanernes oprindelse. ==== Tacitus: ''Germania'' ==== Niels W. Bruun og Allan A. Lund har foretaget en nøjere analyse af Tacitus' værdi som kilde til forholdene i Germanien i første århundrede e.Kr. Hans fremstilling er en blanding af iagttagelser, fortolkninger og myter. Han mener, at germanerne er en race forskellig fra romerne.<ref name="NBAL 1979 11">Bruun og Lund (1979), s. 11</ref> Derved er han på linje med etnografer fra begyndelsen af 1900-tallet, der adskilte europæerne i en nordisk, en alpin og en mediteran race.<ref name="VVH 1927 10">Vahl og Hatt (1927), s. 10</ref> Om agerdyrkningen bemærker han, at "Markområderne tages skiftevis i besiddelse af dem alle i forhold til antallet af agerdyrkere; dernæst fordeler de dem indbyrdes efter deres rang. De mange vidtstrakte landområder letter fordelingen. Den dyrkede agerjord udskifter de hvert år, men alligevel bliver der landbrugsjord tilovers, for de søger ikke møjsommeligt at forøge jordens frugtbarhed og overflod."<ref name="NBAL 1979 61">Bruun og Lund (1979), s. 61</ref> Her kan der være tale om en korrekt iagttagelse men forkert fortolkning, fx. hvis jord bevidst blev lagt brak i perioder. Han betoner germanernes frihedsfølelse og individualisme, og nævner, at nok findes der slaveri, men at slaver kan frigives.<ref name="NBAL 1979 15">Bruun og Lund (1979), s. 15</ref> Det kan diskuteres, om dette er en iagttagelse, en fortolkning eller en fordom. Tacitus udsagn om, at sveberne havde en særlig hårmode, sveberknuden, er blevet bekræftet af arkæologiske fund.<ref name="AL 1979 20">Lund (1979), s. 20</ref> Også udtalelser om, at folkestammerne i Jylland dyrkede frugtbarhedsgudinden Nerthus ved at køre hende rundt på en vogn er blevet sandsynliggjort med fund af formodede processionsvogne. Også oplysningen om, at germanere bar bukser er bekræftet ad arkæologisk vej.<ref name="AL 1979 22">Lund (1979), s. 22</ref> I andre henseender synes der dog at være tale om enten fordomme eller misforståelser, det gælder fx. ejendomsretten til jord (hvis det da ikke forholder sig omvendt, at det er nutidens arkæologer der fortolker oldtidsagrene forkert). Som helhed tyder oplysningerne i ''Germania'' på, at Tacitus' meddelere (det vil sige hans kilder) stammer fra selvsyn. Der har været peget på, at det togt, som kejser Augustus sendte til Germanien i år 5 e.Kr. kan have været en af disse kilder. ==== Klaudius Ptolemæus: ''Geographikè hyphégesis'' ==== Klaudios Ptolemeus, der levede i midten af 2. århundrede, skrev værket ''Geographikè hyphégesis'', der blandt andet omfatter en oversigt over folkeslag på den jyske halvø, nemlig fra syd: ''saxonerne'', i vest ''sigulonerne'', ''sabalingioi'', ''kobandoi'', ''chaloi'', ''fundusoi'', ''charuder'' og ''kimbroi''.<ref name="AAL 1993 83">Lund (1993), s. 83</ref> Skildringen er fuld af misforståelser og fejl<ref name="GS 1915 16">Schütte (1915), s. 16</ref>, men flere stammer lader sig identificere og skal rettelig være: ''saxonere'' er saksere, ''sabalingioi'' er sallingboere i Salling syssel, ''charuder'' er indbyggere i Hardsyssel, ''kimbroi'' må være kimbrere fra Himmerland.<ref name="GS 1915 14ff">Schütte (1915), s. 14-17</ref> === ''Kvad med rødder i 600-tallet'' === Til denne gruppe hører ''Widsith''-kvadet og ''Beowulf''-kvadet. ==== ''Widsith''-kvadet ==== ''Widsith'' er et oldengelsk kvad. ''Widsith'' er et remsekvad, der består af tre afsnit: først nævnes en række folkeslag og deres fyrster, dernæst følger en rejseskildring for Europa og endelig en oversigt over gotiske helte i form af hirdmænd hos goterkongen Ermanrik. Gudmund Schütte har kaldt det "et episk-geografisk Kludetæppe, Remse ovenpaa Remse". Han konstaterer, at ser man bort fra konger hos burgunderne og langobarderne, som ikke kan tidsfæstes, og henholder sig til de personer, som med rimelig sikkerhed kan tidsfæstes, så viser det sig, at ingen af disse er yngre end 6. århundredes sene del.<ref name="GS 1942 84f">Schütte (1942), s. 84f</ref> Kvadet må altså i grundtrækkene have fundet sin form omkring dette tidspunkt. Sammenlignes kvadet med den vestsaksiske kongestamtavle viser der sig flere overensstemmelser. I ''Widsith'' forekommer også personer nævnt i ''Beowulf''-kvadet, således ''Heremod'', der er en mytisk forgænger for Skjoldungerne, og ''Scealdwea'', der svarer til Skjold. ''Widsith'' lader sig også anvende til at identificere flere af de mytiske konger hos Saxo. Det tyder på en påvirkning fra kvadet til disse dele af Saxo-krøniken. ==== ''Beowulf''-kvadet ==== ''Beowulf'' er et engelsk kvad, der imidlertid har et indhold, som hviler på dansk og svensk sagnhistorie.<ref name="HA 2004 18">Andersen (2004), s. 18</ref> Det kendes kun fra et enkelt håndskrift, som menes at stamme fra omkring år 1000, men selve indholdet er tydeligvis langt ældre.<ref name="HA 2004 18"/> Kvadet rummer en lang række personnavne, som også kendes fra andre sagn: det indledes med kong Skjold, stamfader til Skjoldungerne. Senere følger blandt andre ''Hrodgar'' og ''Halga'' (Roar og Helge på dansk) samt Halgas søn ''Hrodulf'' (Rolf Krake på dansk). Det er navne, som alle forbindes med Lejre på Sjælland, skønt dette ikke benævnes i kvadet.<ref name="HA 2004 18"/> Disse danner rammen om selve historien i kvadet. Kvadets hovedperson er helten Bjovulf, der i flere omgange kæmper med trolden Grendel og dens mor og til sidst får bugt med dem begge.<ref name="HA 2004 19"/> Men kvadet rummer et efterspil, hvor Geaternes konge dør under kamp, og Bjovulf bliver hans efterfølger. Han regerer i 50 år men må så tage kampen op med endnu et uhyre, en drage, som han dræber, men efterfølgende dør han selv, hans lig bliver brændt, og der opføres en høj over bålstedet.<ref name="HA 2004 19">Andersen (2004), s. 19</ref> Kvadet synes at rumme både mytiske og historiske elementer, og udskillelsen af de sidstnævnte er derfor af stor betydning for en bedre forståelse af dansk historie. Af stor betydning for Beowulf-kvadets troværdighed er det, at den frankiske historieskriver Gregor af Tours omtaler danerkongen ''Chochilaichus'' eller ''Hygelac'', som i begyndelsen af 500-årene skal have foretaget krigstogter til den frankiske eller frisiske kyst, men som blev dræbt der. Samme begivenhed findes i Beowulf-kvadet, som altså er historisk troværdig på dette punkt.<ref name="SR 2004 13">Rosborn (2004), s. 13</ref> Der kan derfor næppe være tvivl om, at Beowulf-kvadet afspejler faktiske begivenheder fra denne tid bag den digteriske form. Og når Beowulf-kvadet skelner anvender benævnelsen "Gotland" om Nørrejylland, så tåler dette sammenligning med Ottars rejseskildring fra 900-tallet, hvor også han skelner mellem ''Gotland'' (Nørrejylland), ''Sillende'' med ''Angle'' (Sønderjylland med Angel) og en række øer tilhørende ''Denemearce''.<ref name="SR 2020 1ff">Rosborn (2020), s. 1-7</ref> I fortalen til sin udgivelse ''Bjovuls-Drapen'' i 1865 skriver N.F.S. Grundtvig blandt andet: ".. Digtets Skjold, Halvdan, Hrodgar, Helge og Hrodulv svarer aabenbar til Saxes og Islændernes Skjold, Halvdan, Ro eller Hroar, Helge og Rolv, ja, ligesom vi i Digtet finder Halvdan kaldt med Tilnavn "den høie", saaledes finder vi ogsaa i den gamle Hyndlasang Halvdan nævnet som "den høieste Skjoldung"." og: "Kong Higelak eller Hugleik i Gothland, som, efter Digtet, var Morbroder til Bjovulf og samtidig med Kong Hrodgar i Hans Alderdom, gjorde nemlig et Tog til Frisland og blev der slagen i Strid med "Franker og Friser", som stod under Merovingerne, og nu læser vi i en frankisk Krønike fra det sjette Aarhundrede, at Aar 515 kom der en dansk Kong Hugleik (Cochilaucus) til Frisland og gjorde meget Rov paa Kysten, men blev saa overfaldet og dræbt af den frankiske Meroving Theudbert. Det er da aabenbar een og samme Begivenhed.." Disse iagttagelser har siden stået som centrale for den forskningsmæssige diskussion. Hvis iagttagelserne holder, betyder det, at digtet ved siden af dets helteeventyr også rummer faktiske historiske informationer af afgørende betydning for en rekonstruktion af Danmarks historie i det 6. århundrede. ==== Beda ==== Beda var en angelsaksisk benediktinermunk, som levede 672-75 i det østlige England. Han var en ihærdig forfatter og skrev blandt andet ''Historia ecclesiastica gentis anglorum'' omkring år 700. Heri indgår en beskrivelse af en angelsk kongerække i tre led: Wiglecus, Warmundus, Offa.<ref name="PE 2017 20"/> Det er af største betydning, fordi der formodes at være tale om en mundtlig tradition med rødder i Angel i Sønderjylland, som må være kommet til England i forbindelse med indvandringen af jyder, anglere og saksere omkring år 450. Hvis dette er rigtigt, må det henvise til forhold ældre end denne udvandring. Samme historie omtales i det oldengelske digt ''Widsith'', der antages at stamme fra 600-tallet men må henvise til ældre begivenheder.<ref name="PE 2017 21">Ethelberg (2017), s. 21</ref> Offa omtales også i Beowulf-digtet.<ref name="PE 2017 21f">Ethelberg (2017), s. 21f</ref> Per Ethelberg har foreslået, at traditionen skal henvise til forhold, der går tilbage til tiden før og efter Kristi fødsel<ref name="PE 2017 24">Ethelberg (2017), s. 24</ref>, men der er ikke nogen rimelig grund til at føre overleveringen så langt tilbage. Den menneskelige hukommelse rækker som regel tre generationer eller omkring hundrede år tilbage, hvilket ville indebære, at traditionen sandsynligvis henviser til forhold i 300-tallet eller begyndelsen af 400-tallet. === ''Skildringer om slægts- og personalhistorie i vikingetiden'' === Vikingetiden adskiller sig fra germansk jernalder derved, at vi har en lang række kilder til at supplere og efterkontrollere sagaers og krønikers oplysninger. Det drejer sig dels om hjemlige runesten, dels om frankiske annaler og lignende oplysninger. Disse kilder kan anses for fuldt ud pålidelige, men de lider til gengæld af at være mangelfulde, idet omtale af danske forhold kun sker i den udstrækning, at det er relevant for annalernes forfattere. ==== Frankiske rigsannaler ==== Fra slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet giver de frankiske rigsannaler en række fragmentariske oplysninger om danske konger som følger: Sigfred (782, 798), Godfred (804, 808, 809), Hemming (811), Harald og Reginfred (813, 814, 819, 825, 827, de sidste år dog uden navns nævnelse). Disse oplysninger anses for pålidelige, omend det er usikkert, om de gælder for hele det danske område. Rydårbogen omtaler "Godrik hin Gavmilde, som også kaldes Gudfred" og som kæmpede imod kejser Karl den Store. Der må efter omstændighederne være tale om kampe i forbindelse med Karls underkuelse af sakserne i 776. ==== Årbøgerne fra St. Bertin ==== I midten af 800-tallet giver årbøgerne fra St. Bertin enkelte oplysninger om danske forhold, således nævnes: Horik (847, 854), Godfred, søn den landflygtige Harald Klak (852), Rurik og Godfred, begge landflygtige (855). ==== Årbøgerne fra Fulda ==== I midten af 800-tallet giver Fulda-årbøgerne ligeledes enkelte oplysninger om danske forhold, således Horik (852, 854, 857), Sigfred og Halfdan (873), den landflygtige Godfred (882, 885). Godfred nævnes ligeledes i årbøgerne fra St. Vaast (884), Reginos krønike (884, 885) Vigtigst i en dansk historisk sammenhæng er oplysningen for året 857 om, at "normannen Rorik, der herskede i Dorestad, førte med billigelse af sin herre kong Lothar en flåde ind i danernes område. Og med samtykke af danerkongen Horik tog han sammen med sine kampfæller det land, som ligger mellem havet og Ejderen, i besiddelse."<ref name="PS 2006 116">Skaaning (2006), s. 116</ref> Dette indebærer, at Sønderjylland på dette tidspunkt har været udskilt fra Danmark som et autonomt styret område. Denne tilstand var dog ophør senest i 873, da brødrene Halfdan og Sigfred regerede som samkonger og blandt andet begge mødtes med Ludvig den Tyske ved Ejderen.<ref name="PS 2006 117f">Skaaning (2006), s. 117-118</ref> ==== Ynglingatal ==== ''Ynglingatal'' er et genealogisk digt, der dateres til 900-tallet. Digtet består af en række kongelige nekrologer, hvoraf nogle har svensk og andre norsk tilknytning, mere nøjagtigt for Vestfold i Norge. Heri nævnes Önundr, Ingjald, Àleif og Halfdan. Af disse omtales en Omund hos Saxo, hvor han nævnes som fader til Sivard (måske en fejl for Sigfred), og på lignende måde i Ryd klosters årbog som Ømund, fader til Sigvard. Disse må have levet i årtierne omkring år 800. Det er muligt, at Anund eller Sigfred har været en svensk konge, som kom danerne til hjælp. ==== Adam af Bremens krønike ==== Adam af Bremens krønike adskiller sig fra andre kilder ved, at den ikke har Danmarks historie som sit egentlige emne. Formålet er i stedet at skildre det hamburske ærkebispedømmes historie, og det indebærer, at dansk historie som sådan har en begrænset rolle, idet den kun inddrager sådanne personer og begivenheder, som opfattes vedkommende for bispedømmets historie. Ikke desto mindre optræder en række navngivne danske konger, skønt Adam åbenbart har haft svært ved at indplacere og forklare dem fyldestgørende. Det betyder også, at Adam er problemfyldt at anvende som kilde til dansk historie. På den anden side er Adam en vigtig kilde både for den, der ønsker at efterkontrollere overleveringen i sagaer og krøniker, og naturligvis som supplement til andre kilder. Således udvider Adam blandt andet den historiske horisont på en værdifuld måde. ==== Ansgars levnedsbeskrivelse ==== I 800-tallet skrev ærkebiskop Rimbert en levnedsbeskrivelse for Ansgar, der anses for Danmarks og Nordens første egentlige missionær. Skildringen begynder omkring Karl den Stores død. Den danske konge Harald Klak blev fordrevet, han søgte tilflugt hos kejser Ludvig den Fromme og lod sig døbe. Efterfølgende blev Ansgar sendt til Norden for at missionere. Om forholdene i Norden høres kun lidt. Levnedsbeskrivelsen omtaler en svensk konge, Anund, som fordrives fra Sverige og lever i landflygtighed i Danmark. Senere nævnes en kong Olaf i Sverige. Den danske konge benævnes Erik og kaldes enehersker. Hans efterfølger er Erik den Unge. Åbenbart er der tale om de konger, som i dansk historieskrivning benævnes Horik 1. og Horik 2. Det er ikke meget, men det bidrager til at forankre kronologien i krønikerne. === ''Skildringer i middelalderlige krøniker'' === ==== Roskildekrøniken ==== Roskildekrøniken bygger på Adam af Bremen og er delvis ordrette udtog fra denne. Krøniken har kun medtaget kristne konger og karakteristisk nok er den første af disse den fordrevne Harald Klak. Jørgen Olrik mente, at den måtte være skrevet omkring 1140, idet Harald Kesjes søn Olaf, der blev dræbt i 1143, omtales som værende i live. Jørgen Olrik mente også, at både Saxo og Sven Aggesen må have kendt denne krønike, dog uden at have benyttet den i noget særlig omfang, idet dog omtalen af Knud den Hellige giver henvisninger til krønikens fremstilling af hans historie ved nærmest at imødegå denne. ==== Lejrekrøniken ==== Lejrekrøniken er en kort krønike fra tidligste middelalder. Dens indhold er i hovedsagen en kortfattet slægtshistorie centreret om kongesædet i Lejre. Krøniken indeholder desuden er egen og hjemlig tradition om Danmarks riges opkomst, hvilket gør den særlig interessant. Den samme tradition er indkorporet i Rydårbogens Danmarkshistorie omend med mindre forandringer. Flere (men ikke alle) af de i krøniken nævnte personer findes også i andre krøniker. Dermed er det muligt at finde en kerne af en traditionel kongerække, som andre krøniker, fx. Saxo, er bygget op omkring. Jørgen Olrik mente, at det forhold, at Lejrekrøniken kun medtager oldsagn om førkristne konger og ingen kristne konger, kunne tyde på, at den oprindeligt er blevet skrevet som en indledende del af Roskildekrøniken. Han mente tillige, at begge krøniker skulle dateres til omkring 1140. ==== Saxo ==== Saxo rummer en lang navnerække. Ser man nøjere til, viser det sig, at Saxos fremstilling dels øjensynligt er sat sammen af bidrag fra flere traditioner, dels øjensynligt rummer gengangere eller dobbeltgængere, om man vil, idet oplysninger om een og samme person i nogle tilfælde er blevet fordelt mellem flere, af Saxo "opfundne" personer med samme navn. Både hos Saxo og i den islandske tradition hos Snorri Sturlason er Odin en konge af asiatisk herkomst, der senere er blevet tildelt guddommelig status. Også guden Balder optræder hos Saxo som en historisk person.<ref name="MB 2015 41ff">Boisen (2015), s. 41-43, 89-101</ref> Det skal man næppe lægge andet i end det, at det var den acceptable kristne omskrivning og nedgørelse af traditionel nordisk gudelære. Beskrivelsen hos Saxo omfatter dog ikke andet, end at der kunne være tale om en tradition hjembragt af danske vikinger, der slog sig ned i Gardarige, det vil sige Rusland. Man kan dog næppe udelukke, at en del af de omtalte traditioner kan være ældre og stamme fra en tid, måske i 400- eller 500-tallet eller endnu tidligere, da danske lejesoldater deltog i krigsbegivenheder i Sydøsteuropa. Arkæologiske fund fra Danmark tyder på, at der var en handelsmæssig eller anden forbindelse mellem Danmark og Sydøsteuropa allerede på denne tid.<ref name="PP 2023 18ff">Pentz (2023), s. 18-23</ref> Denne havde rødder i hvert fald tilbage til keltisk jernalder men synes afbrudt omkring år 500, da slaverne overtog kontrollen over nogle af de områder, som handelsvejene gennemløb.<ref name="AH 2012 26">Helstam (2012), s. 26</ref> At der også var en mere åndelig eller religiøs forbindelse, måske i form af nordisk overtagelse af trosforestillinger fra Asien og Grækenland, bevises af Frej, Frode og Balder, hvis dødsmåder til forveksling minder om Zamolxis, Adonis og Atys.<ref name="GS 1922 40ff">Schütte (1922), s. 40-54</ref> Derimod er det en misforståelse, når man har ment, at nordiske oldsagn skulle hidrøre fra Attila og hunnernes liv<ref name="GS 1942 81ff">Schütte (1942), s. 81-100</ref> eller at herulerne, som levede i Sortehavsområdet og ifølge egne traditioner stammede fra Norden, skulle have dyrket frugtbarhedsgudinden Nerthus.<ref name="AH 2012 33">Hellstam (2012), s. 33</ref> ==== Rydårbogen ==== Rydårbogen rummer i sin indledning en lang navnerække, der for store deles vedkommende synes at være hentet fra Saxo, og som derfor har de samme problemer, som Saxo har. Det kan konstateres, at Rydårbogen utvivlsomt har hentet dele af sin kongerække fra Lejrekrøniken, dette gælder Dan, Ro, Helge og Halfdan, Rolf Krake, Hjørvard, Hake, Fridlef, Frode Fredegod, Ingjald, Oluf samt Harald Hildetand. Rydårbogen er den eneste, som nævner Reginfred og Harald, Horik 1. (under navnet Erik) og Horik 2. (under navnet Erik Barn). ==== Sven Aggesen ==== Sven Aggesens navnerække er betydeligt kortere end både Saxos og Rydårbogens, hvilket ifølge ham selv skyldes, at han har forsøgt at udskille og fravælge de mytiske personer og kun medtage dem, som han anså for faktiske historiske personer. Det er for så vidt uheldigt, at han ikke har omtalt de mytiske personer, som han har kendt, men hvis han har sine oplysninger fra Saxo, er problemet naturligvis ikke helt så stort. I sin disposition har Sven Aggesen valgt at følge den islandske tradition og lade de danske konger nedstamme fra kong Skjold, der angives at være Odins søn, frem for kong Dan, som Saxo promoverer. Odin skulle, ifølge den islandske tradition, stamme fra Asien og have underlagt sig Danmark, Sverige og Sachsen. Den danske kongeslægt kaldes derfor Skjoldunger, mens den svenske, der fik navn efter en anden søn, Yngve, blev kaldt Ynglingeslægten. Skjold havde to sønner, Frode og Halfdan. Her adskiller Sven sig fra Saxo, der kalder Skjolds søn for Gram, dennes søn for Hadding, og dennes søn igen Frode. Islændingene har en tredie tradition, ifølge hvilken Frode er søn af Leif, søn af Skjold. Og forvirringen fortsætter både med hensyn til slægtsskab og begivenheder. Den angelske kongerække (Vermund, Uffe) omtales både hos Sven Aggesen og hos Saxo, men sigende nok placeres de uens steder i kongerækken, hvilket dels tyder på forvirring i overleveringen, dels viser deres fremmede oprindelse set i forhold til den sjællanske kongeslægt. Hvad de øvrige sagnkonger angår siger Sven Aggesen selv, at han har sprunget mange berømte mænd over, hvilket er korrekt. Således er alene mellem Ole Bravkarl og Sivert Snogøje sprunget 14 konger nævnt hos Saxo over. Der efter er overensstemmelserne større: begge nævner Knud, Frode, Harald, Gorm den Gamle (kaldet "den Løie" af Sven) og Harald Blåtand, men Saxo nævner endnu en Gorm Engelskmand før Harald, hvilket utvivlsomt er en dubbleant for Gorm den Gamle; i islandsk tradition skal Gorm den Gamle stamme fra England, og visse kilder antyder, at han faktisk har levet der. Fra Gorm er kongerækken historisk og vel belyst. ==== Snorre Sturlasson ==== De islandske sagaer repræsenterer en meget sen tradition. Blandt andet tolkes de nordiske gudesagn som historiske efterretninger om personer, som senere blev ophøjede til guder. Denne omfortolkning må opfattes som et kristeligt samfunds forsøg på at eliminere Odins gudelige status og dermed gøre ham ufarlig, men den har næppe noget med vikingernes trosforestillinger at gøre. === ''Sammenfatning'' === En sammenligning mellem hovedkilderne giver en samlet kongeliste på omkring 65 personer + det løse. Af disse kan enkelte udskilles: Amlet, Viglet, Vermund og Uffe hører hjemme i Angel og må skyldes en tradition, som går tilbage til tiden før udvandringen til England. De "svenske" konger i Hedeby har ikke fundet vej til sagaer og krøniker, men der er ikke nogen tvivl om, at der er tale om historiske personer, hvilket klart viser, at dansk område må have haft flere samtidige regenter. Nogle regenter går igen både i Lejrekrøniken, hos Saxo, i Ryd klosters årbog og hos Sven Aggesen eller hos mindst tre af disse. Det drejer sig om fx. Skjold, Ro(ar), Rolf Krake, Frode Fredegod, Halfdan, Helge, Harald Hildetand og Regnar Logbrod. Der kan næppe være tvivl om, at de afspejler historiske personer. === <big>Sagnkongerne og sagnslægterne</big> === Gennemgangen af kilderne viser, at disse rummer regulære myter, som er uden historisk værdi. For de sene krøniker må det konstateres, at de lange navnelister rummer adskillige gengangere, hvilket tyder på, at personer er blevet dubblerede, fx. hvis der findes flere løse fragmenter af oplysninger om samme person. Dettee er især tydeligt hos Saxo og i Rydårbogen, hvorimod Sven Aggesen synes at have forsøgt en kildekritisk oprydning (hvilket naturligvis ikke giver nogen sikkerhed for rigtigheden af hans bestræbelser). Med dette i erindring må det samtidig konstateres, at hvad der er overleveret i sagn, kvad og krøniker, er fragmenter af en historisk virkelighed, der sikkert omfatter flere, indbyrdes uafhængige slægtstraditioner. Målet må derfor i første omgang være at få de enkelte traditioner skilt ad og i det mindste nogenlunde tidsfæstet. Dernæst bliver det opgaven at undersøge, om det ad anden vej er muligt at rekonstruere den historiske helhed og virkelighed bag fragmenterne. === ''Skildringer fra romersk jernalder og ældre germansk jernalder'' === ==== Mannungstamtavlen ==== Tacitus er den første og eneste kilde, som rummer en germansk tilblivelsesmyte. Det står dog uklart hvor fra han har sine oplysninger og om tilblivelsesmyten kun vedrører en enkelt gruppe eller faktisk er fælles for flere eller alle folkegrupper. Myten lyder således:</br> "I ældgamle hymner, deres eneste form for historisk tradition, lovsynger de guden Tvisto, som er født af jorden. Tvisto tillægger de sønnen Mannus, som folkeættens ophav og stamfader, og Mannus atter tre sønner. Efter dem kaldes stammerne nærmest Oceanet ingævonere, de i landets indre hermionere, og de øvrige istævonere. Nogle hævder - oldhistorien giver jo frit slag for gisninger - at der skal have været flere stammer af guddommelig oprindelse og tilsvarende flere slægts- og folkenavne, nemlig marsere, gambrivier, svebere og vandilier, og dét skal være de oprindelige og ægte navne; desuden skal benævnelsen Germanien være af ret ny dato og først for nylig kommet til, eftersom de første, der krydsede Rhinen og fordrev gallerne, og nu .. (Tungrit) dengang blev navngivet germanere. Det skal således være navnet på et landområde (og ikke en folkeæt), der gradvis har vundet hævd således, at de alle først blev kaldt germanere af navngiveren (af frygt), og dernæst også kaldte sig selv germanere, da navnet var blevet opfundet".<ref name="AAL 1993 90">Lund (1993), s. 90</ref> Som Allan A. Lund konstaterer, er der tale om en indfødt tradition, der har skullet forklare de germanske stammers etnogoni eller tilblivelse og guddommelige herkomst. Dette indebærer, at de germanske stammer har haft eller udviklet en etnisk "vi-bevidsthed". En tilsvarende geografisk inddeling, dog i fem hovedgrupper, findes allerede hos Plinius den Ældre og rester af den kan findes i aldre kilder.<ref name="AAL 1993 91">Lund (1993), s. 91</ref> Allan A. Lund påpeger imidlertid, at Tacitus rent faktisk gengiver to uens traditioner, hvoraf den ene angiver, at alle germanere nedstammer fra Mannus, mens den anden i stedet angiver fem store og oprindelige folkegrupper.<ref name="AAL 1993 92">Lund (1993), s. 92</ref> Ser man bort fra det guddommelige element i oprindelsesmyten og fra det forhold, at der altså findes to uens traditioner, bliver spørgsmålet, om der reelt er tale om en slægtshistorisk overlevering. Gudmund Schütte mener, at det forholder sig netop således. Han kalder denne slægtshistorie for "Mannungstamtavlen"<ref name="GS 1926 26">Schütte (1926), s. 26</ref> og mener at kunne finde spor af samme tradition i en række håndskrifter fra det 9. til det 14. århundrede.<ref name="GS 1926 27">Schütte (1926), s. 27</ref> Han peger endvidere på ''Widsith'', der er et angelsaksisk remsekvad.<ref name="GS 1926 27"/> Der er dog grund til at pege på, at den nordiske mytologi synes sammensat af flere bestanddele sikkert af uens alder. De ældste bestanddele, omfattende Tyr, Ymer og andre, kan ifølge religionsforskere gå tilbage til en urindoeuropæisk mytologi, hvori også Mannus-myten hører hjemme. Forsøgene på at sætte denne religiøse mytologi ind i en slægtshistorisk sammenhæng synes inspireret af en tradition fra middelalderen, der skulle gøre disse ukristelige myter acceptable og forståelige for kristne, men den har næppe rod i virkeligheden. De religiøse myter og de oldnordiske traditioner har hver sin oprindelse. ==== Anglerrigets dynasti ==== Hos Saxo og i andre kilder findes omtale af en række personer, der menes hjemmehørende i området Angel i Sønderjylland. Det drejer sig om Wiglecus, Warmundus og Offa<ref name="PE 2017 20">Ethelberg (2017), s. 20</ref> Warmundus er bedre kendt som Vermund og Offa er bedre kendt som Uffe hin Spage.<ref name="PE 2017 15">Ethelberg (2017), s. 15</ref> Nøjagtig hvornår disse personer har levet, vides ikke, men det må i hvert fald være i første halvdel af første årtusinde, det vil sige i romersk jernalder eller ældre germansk jernalder før, at anglerne udvandrede til England og tog traditionen om deres konger med sig. Det er måske muligt at komme en tidsfæstelse noget nærmere. Udgangspunktet er historien om en holmgang mellem Uffe hin Spage på vegne af anglerne og en saksisk repræsentant. Det betyder, at begivenheden må være indtruffet efter, at sakserne som folk var etableret. Det kan ikke være sket før i 2. århundrede: ingen ældre kilder, heller ikke Tacitus i sit værk ''Germania'' fra år 98, nævner saksere, tværtimod nævnes sveberne med deres særlig håropsætning, der blandt andet kendes fra arkæologiske fund. Men Klaudios Ptolemeus, der levede i midten af 2. århundrede, nævner i sit værk ''Geographikè hyphégesis'' saxerne under navnet saxonere.<ref name="AAL 1993 83">Lund (1993), s. 83</ref> Dette er altså det tidligste tidspunkt, hvor begivenheden historisk kan være fundet sted. === ''Skildringer fra yngre germansk jernalder'' === Fra omkring år 500 begynder en sagnhistorie, der også navngiver enkeltpersoner og omtaler deres bedrifter. Ser man nøjere til, viser det sig, at disse overleveringer lader sig opdele efter deres hjemsted og/eller åstedet for de begivenheder og personer, som omtales. ==== Hygelac ==== I begyndelsen af 500-tallet fortæller den frankiske historieskriver Gregor af Tours, at en dansk konge kaldet ''Chochilaichus'' på frankerkongen Theodoriks tid, dvs. 511-533, hærgede de frisiske kyster indtil, at han blev dræbt og hans flåde besejret. Også biskoppen og poeten Venantius Fortunatus af Poitiers omtaler kampe mellem frankere og danere, blandt andet nævnes et dansk-saksisk angreb på det vestlige Frisland i midten af 6. århundrede. Disse omtaler må afspejle faktiske begivenheder, og de antyder, at der på denne tid må have eksisteret et dansk rige, som også har omfattet sydjyske områder, hvorfra de omtalte angreb må være fundet sted. N.F.S. Grundtvig mente at kunne identificere kong Hygelac i det angelsaksiske kvad ''Beowulf'' med Chochilaichus, og denne identificering har siden vundet tilslutning, omend Aksel E. Christensen har erklæret sig uenig heri af flere grunde.<ref name="AEC 1977 28f">Christensen (1977), s. 28-30</ref> Formodentlig er det også ham, der omtales i Rydårbogen under navnet "Hugleik" og måske hos Saxo under navnet "Huglet". Begge nævner, at han skulle have dræbt to svenske høvdinger, Hømodt og Høgrim. De mange omtaler af ham bestyrker, at han er en historisk person. Spørgsmålet er, om det er muligt at nå en dybere forståelse. H.V. Clausen mente, at Hugleik er geat og at geaterne er jyder, idet de bor mellem to have og kæmper dels mod frankerne på den ene side, dels mod sveerne på den anden. Denne beskrivelse af deres boområde "kan kun være den jydske halvø".<ref name="HVC 1918 138">Clausen (1918), s. 138</ref> Han pegede på stednavnet ''Huglæstath'', som kunne være afledt af navnet Hugleik.<ref name="HVC 1918 142">Clausen (1918), s. 142</ref> Spørgsmålet er siden taget op af Gudmund Schütte, som tilslutter sig denne antagelse.<ref name="GS 1930 74">Schütte (1930), s. 74</ref> Han mener yderligere at kunne sandsynliggøre et forbund mellem geater og daner<ref name="GS 1930 76">Schütte (1930), s. 76</ref>, og han peger på en række forhold i kilderne, som kunne antyde, at gøterne skulle have koloniseret senere dansk område, således, at "Den Hær, som Skjoldungen Hjarvard førte mod sin Frænde Hrolf Krake, udgjordes hovedsagelig af Gøter"<ref name="GS 1930 75"/>, at Saxo omtaler den sjællandske konge Ungvin som stammende fra Gøtland<ref name="GS 1930 75">Schütte (1930), s. 75</ref>, at stofudvalget i Widsith og Beowulf udviser store ligheder med Saxo i henseende til konger og begivenheder<ref name="GS 1930 77">Schütte (1930), s. 77</ref>, samt at der er klar overensstemmelse i personrækkefølgen mellem Saxo og den engelske tradition om Angel-dynastiet.<ref name="GS 1930 78f">Schütte (1930), s. 78-79</ref> Endelig mener han, at også stednavnene afspejler en sådan kolonisation og peger på den på øerne udbredte endelse -løse, der "rimeligvis har sin Oprindelse fra Østergøtland, hvor den er stærkt repræsenteret".<ref name="GS 1930 76"/> Dette sidste punkt er dog tvivlsomt, dels fordi spredningen meget vel kan være foregået den modsatte vej (hvilket svenske navneforskere mener), dels fordi endelsen ikke forekommer i Jylland, hvilket man ville forvente, hvis der var tale om en kolonisering fra den skandinaviske halvø til dette område. Til gengæld er navneendelsen -heim stærkt repræsenteret netop i Jylland, og efter fordelingen at dømme kunne spredningen meget vel have fulgt to veje: fra Randers Fjord syd over langs den østjyske kyst og gennem Limfjorden mod vest og herfra syd over langs den vestjyske kyst ned til Ribe-området; en langt mindre udpræget spredningsrute kan også spores på Sjælland fra kattegatkysten i sydvestlig retning mod Storebælt til det østlige Fyn og det vestlige Lolland. Derimod er den påfaldende fraværende i Sønderjylland.<ref name="KH 1950 55">Hald (1950), s. 55</ref> Det bemærkes, at denne fordeling i det store og hele svarer til det område, hvor ''Syddaner'' siges at leve i 900-tallets rejsebeskrivelser. ==== Skjoldunge-slægten ==== [[Fil:Axel Olrik 1916 by Johanne Hesbeck.jpg|thumb|Axel Olrik.]] Skjoldungeslægtens historie består af to dele: traditionen om det danske riges opkomst samt en genealogi for kongerne i Lejre. Lejrekrøniken oplyser, at der i Uppsala var en svensk konge ved navn Ypper, som havde tre sønner: Nori, Østen og Dan. Dan blev sendt til de fire øer Sjælland, Møn, Lolland og Falster, der under et var kendt som Videslev for at regere, og efter at have gjort dette fordelagtigt og udvidet sit regeringsområde med Jylland, Fyn og Skåne, besluttede landenes indbyggere at hylde ham ved at kalde det udvidede rigsfællesskab for Danmark.<ref name="HA 1996 25">Andersen (1996), s. 25</ref> Krøniken opstiller følgende kongerække: Dan-Ro-Helge og Halvdan-Sigvard-Rolf Krake-Hjarvard-Hake-Fritlef-Frode den Gavmilde-Ingjald-Olav-Harald Hildetand-Hed.<ref name="HA 1996 25ff">Andersen (1996), s. 25-28</ref> Det står fast, at Ypper i Lejrekrøniken senere, hos Saxo og i Rydårbogen, er "erstattet" af Humble. Ligeledes, at kongerækken hos Saxo og i Rydårbogen er udvidet betydeligt i forhold til Lejrekrøniken. "Hed" er krønikørens egen "opfindelse" for at begrunde Hedebys navn. Axel Olrik har foretaget en nøjere analyse af Skjoldungesagnene og kommer til det resultat, "at disse Skjoldungsagn nu kendes på tre trin i deres udvikling:</br> 1. i engelske kilder: sagn om Skjoldungættens (Halvdans, Hroard og Rolvs) kampe mod nabofolkets konger Frode og Ingjald.</br> 2. i den nu fremdragne islandske kilde: Skjoldungættens ene gren (Halvdan, Hroar, Rolv) kæmper mod den anden gren af ætten (Frode, Ingjald).</br> 3. i de danske kilder: de to grupper af Skjoldungkonger Halvdan-Hroar-Rolv og Frode-Ingjald hersker over hele Danmark og lever til forskellig tid. Sagnets tre udviklingstrin synes at svare til tre tider i dansk historie: 1) Skjoldungættens kampe mod nabofolkene er smårigernes og stammernes kamp indbyrdes. 2) Så samles alle heltene i en Skjoldungslægt, ligesom riget samles og opnævnes efter Danerne; ja, vi kan sige de nærmere: Skjoldungheltenes indbyrdes kamp svarer til det 9de århundreds ødelæggende kongefejde i Danmark. 3) Endelig møder vi i den middelalderlig danske heltedigtning en samlet kongevælde, svarende til den rigsenhed, folket var ved at arbejde sig frem til."<ref name="AO 1894 162f">Olrik (1894), s. 162-163</ref> Den "islandske kilde", der tales om, er Arngrim Jonssons skildring af Danmarks ældre historie fra 1597, som til dels hviler på senere forsvundne kilder<ref name="AO 1894 84">Olrik (1894), s. 84</ref>, og som i sine sidste del fortrinsvis hviler på ''Knytlingasaga''.<ref name="AO 1894 138">Olrik (1894), s. 138</ref> Saxo nævner flere konger med navnet Frode. Om en af dem oplyses, at han kæmpede imod og fordrev hunnerne. Hvis denne oplysning henviser til en faktisk historisk begivenhed, kan det være den danske fordrivelse af herulerne, som kendes fra Jordanes' ''Getica''. Da denne begivenhed menes at være sket i første halvdel af 500-tallet, kan Frodes levetid derved tidsfæstes. ==== Angantyr ==== I en helgenbeskrivelse af missionæren Willibrord, der omkring 710 besøgte dansk område, nævnes ''Ongendus'' eller Angantyr som "dansk" konge.<ref name="HHA 1985 21ff">Hellmuth Andersen (1985), s. 21, 26</ref> Han ses ikke omtalt i nogen dansk krønike og kan næppe have forbindelse til det sjællandske dynasti men muligvis med et sønderjysk dynasti.<ref name="HHA 1985 21">Hellmuth Andersen (1985), s. 21</ref> Antagelig har han været en sydvestjysk småkonge. I frisiske krøniker fra 1600-tallet omtales en ''Omund'' eller ''Ongent Daner'' på netop dette tidspunkt, og det kunne være ham, der henvises til. === ''Skildringer fra vikingetiden'' === ==== Sønderjyske konger ==== Frankiske annaler og andre udenlandske kilder, herunder Adam af Bremen, omtaler i række ellers næsten ukendte danske konger, som kun i begrænset omfang kendes fra de danske middelalderlige krøniker, fortrinsvis Ryd klosters årbog. De er kendte, fordi de har indgået aftaler med eller kæmpet mod frankiske herskere. Det drejer sig om Sigfred, Reginfred og Harald, Erik (Horik 1.) og Erik Barn (Horik 2.). Når de nærmest glimrer ved deres fravær fx. hos Sven Aggesen og Saxo, bliver det et åbent spørgsmål, om de kun har været "regionale konger", det vil sige om Danmark tidvis har været delt mellem flere kongsemner. Usikkerheden bliver ikke mindre af, at der også i begyndelsen af 900-tallet er uklarhed om danske regeringsforhold. De uklare forhold afspejles i to rejseberetninger fra omkring år 890 af Wulfstan og Othere, hvoraf fremgår, at samtiden har skelnet mellem ''Sillende'' (Sønderjylland), ''Gotland'' (Nørrejylland) og ''Denamearc'' (Danmark, bestående af Sjælland, Lolland-Falster, Skåne og Halland), mens ''Burgunda land'' (Bornholm) angives at have sin egen konge, mens Blekinge, Møre, Øland og Gotland angives at høre til sveerne. Endvidere oplyses, at i Halland og Skåne boede ''Norddaner'', i Jylland derimod ''Syddaner'', og Hedeby angives at ligge mellem Vendland, Sachsland og Angel og at tilhøre danerne.<ref name="AEC 1977 27f">Christensen (1977), s. 27-28</ref> Beskrivelsen kan tolkes således, at det meste af det middelalderlige danske rige allerede var samlet på denne tid<ref name="AEC 1977 28">Christensen (1977), s. 28</ref>, men samtidig afspejles en deling i to delområder. ==== Svenskevældet i Hedeby ==== Begyndelsen af 900-tallet er en forvirret tid i dansk historieskrivning. Efter indgåelsen af en traktat i 873 med Ludvig den Tyske forsvinder det danske rige fra de frankiske kilder; senere omtaler vedrører danske vikingetog i Vesteuropa. Først i 934 nævner de tyske Korvei-annaler, at den tyske konge Henrik I havde underlagt sig danerne.<ref name="AEC 1977 197">Christensen (1977), s. 197</ref> Adam af Bremen oplyser, med Sven Estridsen som angivelig kilde, at Danmark havde en konge ved navn ''Heiligo'' (Helge), der efterfulgtes af ''Olaph'' (Olav), som kom fra Sverige, og som erobrede det danske rige, efterfulgt af hans sønner ''Chnob'' og ''Gurd''.<ref name="AL 2000 74f">Lund (2000), s. 74-75</ref> I en biografi for ærkebiskop Hoger (909-919) gentages dette med små afvigelser, og det tilføjes, at efter Olavs sønner "indsattes Sigerich", der kort efter blev frataget magten af Hardegon, Svens søn, som kom fra ''Northmannia''.<ref name="AEC 1977 198">Christensen (1977), s. 198</ref> Dette sted er uklart, men det kan være Danelagen snarere end Norge eller Normandiet, efter som Gorm havde tilnavnet Englænderen. Disse fragmentariske oplysninger bekræftes af to runesten ved Haddeby nær Hedeby, der oplyser, at Odinkars datter Asfrid rejste "kumler" for hendes og Gnupas søn, kong Sigtryg. Det bør her tilføjes, at den ene runesten anvender runetegn i svensk udformning.<ref name="AEC 1977 198"/> Det må derfor anses som sikkert, at der en kortere tid har været et svenskervælde i Hedeby. Det må have bestået af Olaf, Gyrd, Gnupa og Sigtryg. Gnupa kendes også fra Sven Aggesen, Saxo samt Skjoldungesagaen.<ref name="HHA 1985 11">Hellmuth Andersen (1985), s. 11</ref> Ifølge Lunds årbog skal Olaf være død i 906 og Gyrd i 916.<ref name="HHA 1985 11"/> Gnupa har sandsynligvis levet i 934, og i givet fald var det ham, der led nederlag til tyskerne.<ref name="HHA 1985 11"/> Det er muligt, at en skibssætning ved Hedeby er gravsted for en af disse konger.<ref name="HHA 1985 12">Hellmuth Andersen (1985), s. 12</ref> ==== Jellingdynastiet ==== Først med Jellingdynastiet får Danmark en fast og vel dokumenteret kongerække begyndende med Gorm den Gamle, fulgt af Harald Blåtand, Sven Tveskæg, Knud den Store og Sven Estridsen, der markerer overgangen fra vikingetid til middelalder. Forholdene er vel belyste både på runesten og i de tidlige middelalderlige krøniker. Men hvem var Gorm og hvor kom han fra? Saxo har i sin kongerække en Gorm Englænder fulgt af en Harald, der efterfølges af Gorm den Gamle, som efterfølges af Harald Blåtand. I dette tilfælde er der grund til at formode dubbleret identitet for både Gorm og Harald. Hvis dette er rigtigt har Saxos første Gorm måske givet det rette svar: Gorm kom fra England. Dette svarer til den tradition, der blandt andet findes i islandske sagaer. Hos Dudo forekommer der oplysninger om en Gudrum som leder af en dansk hær i England, der i 886 slutter en traktat med den engelske kong Alfred den Store om grænsen mellem den engelsk styrede del af England og Danelagen.<ref name="ISP 1978 412"/> Rollo, som fra Northmannia og blev hersker i hertugdømmet Normandiet, skal være en slægtning til ham<ref name="ISP 1978 412">Skovgaard-Petersen (1978), s. 412</ref>, hvad der blandt andet kunne tale for, at Northmannia henviser netop til Danelagen og antså hverken Norge eller Danmark. Gudrum efterfølges af Gudfred, der angiveligt også førte navnet Cnut.<ref name="ISP 1978 412"/> I en række engelske dokumenter udstedt af den engelske konge Athelstan fra 925 og frem optræder også en Gudrum, men han forsvinder i dokumenterne efter 934, hvilket svarer til det tidspunkt, hvor Gorm den Gamle dukker op i Danmark. Det er derfor muligt og sandsynligt, at denne yngre Gudrum og Gorm den Gamle er een og samme person.<ref name="ISP 1978 412"/> Hos Adam af Bremen optræder to personer med hinanden lignende navne og i hinanden lignende formuleringer: den ene er en "Sveins søn, Hardegon", Der angiveligt kom fra "normannernes land" (antagelig England), og som frarøvede den svenske konge Sigerich tronen (vel i Hedeby).<ref name="AL 2000 77">Lund (2000), s. 77</ref> Den anden, der omtales noget senere, er en "Hardecnudth ... Vurm", der på dette tidspunkt herskede i Danmark. Hullet i teksten har været tolket på to måder: enten at der mangler ordet "søn", det vil sige at Gorm er søn af Hardeknud, eller at der mangler ordene "død og", det vil sige at Knud var død og Gorm herskede.<ref name="AL 2000 253">Lund (2000), s. 253</ref> Den sidste udlægning er foreslået af Allan A. Lund, men forekommer ikke logisk, tværtimod virker det mere logisk, hvis der begge steder er anvendt samme formulering "XX, søn af YY". En tredie mulighed er, at Knud var en ældre broder til Gorm.<ref name="SR 2021 100f">Rosborn (2021), s. 100f</ref> Hvis det sidste er rigtigt, må Knud være Gorms ældre broder og derfor konge til sin død, og dette kunne forklare, hvorfor Knud den Hellige i sit gavebrev til Lundekirken kalder sig selv "den fjerde af dette navn", idet Hardeknud er den tredie, Knud den Store er den Anden og Gorms fader (eller snarere broder) er den første med navnet Knud.<ref name="ISP 1978 410">Skovgaard-Petersen (1978), s. 410</ref> Samtidig bliver det forståeligt, at Harald Blåtand har en ældre broder, Knud, som dør i ung alder: denne Knud må have navn efter sin farfar på samme måde, som Harald fik navn efter sin morfar, Thyras far. Det er nærliggende at stille spørgsmålet, om Hardeknuth og Hardegon var een og samme person under to forskellige navne, på samme måde som den yngre Gudrum i England og Gorm i Danmark er een og samme person. Dette ville ydermere svare til, at ''Jomsvikingesaga'' nævner en Knud, som avlede en søn ved navn Gorm, først kaldet Gorm den Folkesky, senere kaldet Gorm den Gamle. I sagaen er denne Knud dog søn af en jarl ved navn Arnfin. Hvis dette er rigtigt, må forløbet altså være dette: Helge, som kan være en ætling af Horik 2., regerede i anden halvdel af 800-tallet i Danmark men blev erstattet Olaf fra Sverige, som siden efterfulgtes af sine sønner og sin sønnesøn. I 934 blev dette svenske dynasti underkuet af Henrik 1. (Henrik Fuglefænger). I resten af Jylland herskede Knud (måske Hardeknud) på kejserens nåde, men han døde, og netop på samme tid vendte Gorm hjem til Danmark fra England. Når Gorm bosatte sig i Jelling ved sin hjemkomst, kan dette skyldes, at der var et fremmed styre i Hedeby, der ellers ville være det naturlige kongesæde. Antagelig har Hardeknud, der altså var søn af en kong Sven, først elimineret det svenske styre men er kort efter blevet efterfulgt af Gorm som samlet dansk konge. Der er åbenbart usikkerhed om hvem, der var konge i Danmark, da Henrik 1. underlagde sig Hedeby-området, Sigerich eller Gorm, idet kilderne nævner begge navne, men det forekommer mest logisk, at Henriks virke var udløst af Gorms forfølgelse af kristne. Tør vi tro Adam, var og forblev Gorm hedensk, mens hans søn Harald lod sig døbe med hustru og søn, Sven Tveskæg.<ref name="AL 2000 80">Lund (2000), s. 80</ref> Det ser ud til, at danerne forud for denne dåb havde dræbt den tyske kejsers udsendinge i Hedeby tillige med den udstationerede markgreve og koloni af saksere. Kejser Otto nedkæmpede dette oprør, men han lod Harald få magten igen efter, at denne havde sværget lydighed, tilladt kristendommen indført og kirker oprettet samt ladet sig døbe.<ref name="AL 2000 86">Lund (2000), s. 86</ref> Måske det netop var den tilbagegiven af magten i Hedeby, som Harald senere tænkte på, da han på Jelling-stenen erklærede at have vundet sig "hele Danmark". Det er dog et åbent spørgsmål, om den tyske kejser opgav overherredømmet helt så frivilligt: meget tyder på, at danskerne vandt både frihed og Hedeby-området tilbage efter en nyt oprør i 983, kort efter at kejser Otto 2. var død.<ref name="AEC 1977 232">Christensen (1977), s. 232</ref> Både svenskevældet og det tyske overherredømme i begyndelsen af 900-tallet kunne hænge sammen med, at vikingerne var virksomme i England og derfor havde efterladt styret i Danmark svækket i forhold til dets fjender.<ref name="ISP 1978 412"/> En anden og nok så realistisk forklaring er svækkelse som følge af Hedeby-områdets udskillelse fra resten af Danmark. Allerede i 857 oplyser kilderne, at Rurik havde overtalt Horik 2. til at overdrage sig Sønderjylland, dvs. Hedeby-området<ref name="PS 2006 116"/>, og Helge kunne være en tilsvarende senere konge over det samme område. I så fald har Danmark været delt i hvert fald i to områder (Jylland og øerne) hver med deres regent, og hvis Saxo og Ryd klosters årbogs kongerækker afspejler et faktisk dynasti i Lejre, kan denne tilstand strække sig langt tilbage i tid. Dette ville også kunne forklare den tilsyneladende modsætning mellem de konger, der optræder i sagalitteraturen, og de konger, der optræder i frankiske og andre udenlandske kilder: de tilhører hver sit dynasti i et delt dansk rige, som først under Harald Blåtand endeligt forenes til eet rige. I sagalitteraturen er opmærksomheden fortsat rettet imod kongers og stormænds gøren og laden, fortrinsvis vikingetog og lignende begivenheder. Som eksempler herpå kan nævnes ''Jomsvikingesaga'' og ''Knytlingesaga'' samt et par mindre sagabrudstykker. Man tør antage, at disse fremstillinger er mere eller mindre farvede af fortællerens sympatier og antipartier i forhold til de omtalte personer. Men det fratager dem ikke deres rolle til belysning af fortiden. === <big>En uundværlig kildegruppe</big> === Ved begyndelsen af det 20. århundrede mente historikerne, at de skriftlige kilder savnede troværdighed og derfor også evne til at belyse fortidens samfund. Ved begyndelsen af det 21. århundrede lader denne opfattelse sig ikke længere opretholde. Det står klart, at også sagaer, krøniker og andre skriftlige kilder har deres plads ved siden af arkælogiske fund til at belyse forhistoriske forhold. I en række tilfælde er det muligt, og endog sandsynligt, at navne, der kendes fra sagaer og krøniker, også er at finde på danske runesten, de såkaldte "historiske sten".<ref name="MH 1994 18ff"/> Derved bekræfter de med en til vished grænsende sandsynlighed eksistensen af disse personer. Desværre er danske runesten forholdsvis unge, fra vikingetiden, men hvis og når samme person optræder i flere, indbyrdes uafhængige, skriftlige kilder, er det sandsynligt, at der er tale om en historisk person. Sagaerne og krønikerne består først og fremmest af beskrivelser af personer og deres gerninger, mens samfundsforhold stort set ikke er omtalte. Dermed er de vigtige kilder til jernalderens og vikingetidens slægtsforbindelser. Hvis det lykkes at rydde op i alle de misforståelser og dobbeltbenævnelser af samme personer, som sagaer og krøniker utvivlsomt rummer, er det muligt, at vi vil blive i stand til at genskabe disse slægtshistorier. Sker det, vil det være et stort fremskridt i retning af at forstå datidens samfund og sikkert også af den politiske udvikling. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === *Harald Andersen: "Krøniken om Lejre-kongerne" (''Skalk'' 1996 Nr. 5; s. 20-28) *H(arald) A(ndersen): "Ringenes herre" (''Skalk'' 2004 Nr. 2; s. 18-19) *H. Hellmut Andersen: "Vandt sig hele Danmark" (''Skalk'' 1985 Nr. 2; s. 18-27) *H. Hellmut Andersen: "Kongegrave" (''Skalk'' 1985 Nr. 4; s. 11-15) *Kasper H. Andersen: "Danerne og Ravenna" (''Skalk'' 2018 Nr. 1; s. 11-16) *Morten Axboe: "Odin og den romerske kejser" (''Skalk'' 1990 Nr. 4; s. 18-27) *Morten Axboe: "Året 536" (''Skalk'' 2001 Nr. 4; s. 28-32) *Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnedsbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 *Mogens Boisen: ''SAXO "Grammaticus" kaldet Danmarks Riges Krønike. Danernes bedrifter fra den ældste tid og frem til omkring år 1200''; 2. udgave, 1. oplag; Livonia Print 2015; ISBN 978-87-1144027-8 *Niels W. Bruun, Allan A. Lund: ''Tacitus Germania'', bind I: Germaniens historie, geografi og befolkning; 4. oplag, Wormanium, Århus 1979; ISBN 87-85160-24-5 *Aksel E. Christensen: ''Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund'', København 1969 (2. udgave, 1977); ISBN 87-500-1732-2 *Tom Christensen: "Lejrehallen" (''Skalk'' 1987 Nr. 3, s. 4-9) *Tom Christensen: "Sagntidens kongsgård" (''Skalk'' 1996 Nr. 5, s. 5-10) *Tom Christensen: "Ældste Lejre?" (''Skalk'' 2008 Nr. 6, s. 18-24) *H.V. Clausen: "Kong Hugleik" (''Danske Studier'', 1918; s. 137-149) *Per Ethelberg: "Anglerriget - storhed og fald" (''Skalk'' 2017 Nr. 3, s. 15-27) *Albert Fabritius og Harald Hatt: ''Håndbog i slægtsforskning''; 3. udgave; København 1982; ISBN 87-569-0112-7 *P.A. Fenger: ''Ansgars Levnetsbeskrivelse af Erkebiskop Rimbert''; Kjøbenhavn 1863 *R.Th. Fenger: ''Svend Aagesens Danmarks-Krønike''; Kjøbenhavn 1842 *Antonia Hellstam: Hunner eller heruler? Skånes kontinentala kontakter under folkvandringstid; Högskolan på Gotland 2012 *Mikkel Hule: "De historiske sten" (''Skalk'' 1994 Nr. 2, s. 18-27) *Lisbeth M. Imer: "Thyra Danebod" (''Skalk'' 2021 Nr. 5, s. 3-7) *Allan A. Lund: "Fortid og fordom" (''Skalk'' 1979 Nr. 1, s. 19-27) *Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 *Allan A. Lund: ''Adam af Bremens krønike''; Wormanium 2000; ISBN 87-89531-01-9 *Erik Moltke: ''Runerne i Danmark og deres oprindelse''; København 1976; ISBN 87-553-0426-5 *Marika Mägi: ''Viikingiaegne Eesti''; Argo 2017; ISBN 978-9949-607-11-2 *Axel Olrik: ''Skjoldungasaga i Arngrum Jonssons Udtog''; København 1894 *Peter Pentz: "Guds pisk" (''Skalk'' 2023 Nr. 4, s. 18-23) *Sven Rosborn: ''Den skånska historien. Vikingarna''; Lund 2004 *Sven Rosborn: ''Sydskandinavien under sen vikingatid''; Lund 2020 *Sven Rosborn: ''Vikingakungens guldskatt''; Malmö 2021; ISBN 978-91-986780-0-0 *Gudmund Schütte: "Det ptolemæiske Danmarkskort" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23; 1915; s. 9-20) *Gudmund Schütte: "Danmarkskortet hos Ptolemaios ifølge Codex Burney 111" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23; 1915; s. 62) *Gudmund Schütte: "Et maskeret Belgienskort hos Ptolemaios" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23; 1915; s. 108-111) *Gudmund Schütte: "Nord- og Mellemevropa efter den rensede Ptolemaios" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23; 1915; s. 257-268) *Gudmund Schütte: "Skjoldungesagnene i ny Læsemåde" (''Danske Studier'' (1942); s. 81-100) *Gudmund Schütte: "Dansk Kongetals tusendaarige Traad" (''Historisk Tidsskrift'', bind 9 række 5 (1926); s. 23-76) *Gudmund Schütte: "En gammel Kulturvej fra Lilleasien til Skandinavien" (''Danske Studier'' (1922); s. 40-54) *Poul Skaaning: ''Vikingestormen. Togter mod Vesteuropa 793-937''; Viborg 2006; ISBN 87-7739-857-2 *Inge Skovgaard-Petersen: "Den ældre vikingetid" (''Fortid og Nutid'' 1978; s. 410-417) *Martin Vahl og Gudmund Hatt: ''Jorden og Menneskelivet''; Fjerde Bind, København 1927 [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] 621ylcdyudnbt80avfaehzmaclzgbd9 41442 41441 2026-04-13T04:57:54Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 41442 wikitext text/x-wiki Danmarks forhistorie eller oldtid kendetegnes ved, at der praktisk talt ingen skriftlige danske kilder findes til belysning af forholdene, og med Geoffrey Bibbys ord: "Disse skildringer var kaotiske, brudstykkeagtige og upålidelige. Men de gav lærde mænd i mere end halvdelen af Europa de første glimt af deres landes historie."<ref name="GB 1980 12">Bibby (1980), s. 12</ref> Trods megen skarpsindighed er det endnu ikke lykkes at analysere dem til bunds. Man er således overvejende henvist til de arkæologiske fund for på dansk jord at belyse datidige forhold. === <big>Hovedgrupper</big> === Der findes dog visse skriftlige kilder, som kan belyse de danske forhold i forhistorisk tid. Disse kan inddeles i følgende grupper:</br> - klassiske etnografiske beskrivelser</br> - samtidige frankiske annaler</br> - ''vita''-er (levnedsbeskrivelser af missionærer)</br> - runeindskrifter</br> - sagaer</br> - middelalderlige krøniker.</br> For alle de omtalte kildegrupper gælder, at der knytter sig betydelige vanskeligheder til deres anvendelse, men med kendskab til disse vanskeligheder er det muligt at overvinde disse problemer og derved nyttiggøre dem ved en historisk fremstilling. === <big>Kilderne og deres anvendelsesproblemer</big> === For at kunne anvende de enkelte kilder på forsvarlig vis må man først gøre sig problemerne ved at anvende dem klart. === Klassiske etnografiske beskrivelser === Den største vanskelighed ved brugen af de klassiske etnografiske beskrivelser knytter sig til deres fortolkning. Når en forfatter fra Rom eller Hellas skulle forklare sine læsere forhold i den germanske verden, måtte det ske inden for en forståelsesramme, som disse kunne begribe. Det betød, at forfatteren måtte bruge ord og begreber, som læseren var fortrolig med.<ref name="AAL 1993 28">Lund (1993), s. 28</ref> Et andet, ikke mindre problem var de fordomme<ref name="AAL 1979 19ff">Lund (1979), s. 19-27</ref>, undertiden i form af vandremotiver<ref name="AAL 1993 38">Lund (1993), s. 38</ref>, som forfatteren bevidst eller ubevidst lod sin fremstilling præge af. Det betyder, at når sådanne beskrivelser skal anvendes i en moderne sammenhæng, må man først afdække disse problemer og afklare dem forud for en egentlig brug. Kort sagt må den moderne forskning bruge en fremmed kilde til forståelse af et andet folks faktiske forhold.<ref name="AAL 1993 47">Lund (1993), s. 47</ref> === Frankiske annaler === De frankiske annaler anses i almindelighed for troværdige. Vanskelighederne består her i at med sikkerhed identificere de omtalte personer. En anden vanskelighed består deri, at tidens danske forhold kun omtales i tilfælde, hvor dette er relevant for de frankiske herskere. Det betyder, at der er store "huller" i fremstillingen både tidsmæssigt og geografisk. === Runeindskrifter === Runeindskrifter kendes siden romersk jernalder. De ældste forekommer på genstande, og først i vikingetiden kendes indskrifter på sten. De ældre indskrifter på genstande består overvejende af ejernavne eller en runeformel.<ref name="EM 1976 96">Moltke (1976), s. 96</ref> Set fra et politisk historisk perspektiv er disse uden nogen værdi. Indskrifterne på sten er som regel mindeskrifter over døde personer. Blandt disse er der kun nogle få, som menes kendt fra andre historiske kilder, og i disse tilfælde kan indskrifter bidrage til at belyse personens liv. Men også her gælder det, at der kan være nogen usikkerhed med hensyn til at identificere personerne.<ref name="MH 1994 18ff">Hule (1994), s. 18-27</ref> Runeindskrifternes største betydning som kilder ligger i de historiske personer, som de med fuld sikkerhed omtaler. Det gælder dels svenskevældet i Hedeby, dels Jellingdynastiet. Men desuden er der navne, som i det mindste ''kan være'' identiske med personer kendt fra sagaerne.<ref name="MH 1994 18ff"/> De kan derfor opfattes som en bekræftelse på, at fx. Jomsvikingesagaen for så vidt angår omtalte personers eksistens afspejler en historisk virkelighed. === Sagaer === Fabritius og Hatt har med rette sagt, at "intet er naturligere for et folk end at samle sig om sine tusind års minder, intet naturligere for det enkelte menneske end at vide besked om sin herkomst, grundlaget for sin eksistens; derfor møder vi i folkenes historie genealogien, jævnsides med kronologien, før vi træffer på den egentlige historieskrivning. For så vidt urcellen i samfundets dannelse er den simple genealogiske gruppe: Forældre-børn, må et samfunds - et folks eller en stammes - første erindringer være af genealogisk natur eller i hvert fald personhistorisk bestemt. Historie er jo uløseligt knyttet til personerne, og genealogien optræder derfor som folkenes ældste form for historie".<ref name="AFHH 1982 9">Fabritius og Hatt (1982), s. 9</ref> De henviser blandt andet til "den islandske sagalitteratur, opstået på grundlag af den slægtstradition, som landnamsmændene førte med sig fra Norge, stormændenes stamrækker udsmykket og udvidet i tidens løb med fortællinger om enkelte fremtrædende medlemmer af slægten."<ref name="AFHH 1982 9f">Fabritius og Hatt (1982), s. 9-10</ref> Denne karakteristisk siger noget centralt om den ældste sagalitteratur, men det må tilføjes, at slægtshistorier næsten uundgåeligt vil indeholde elementer af fortolkning, fx. af motiver eller forfatterens forsvar for eller fordømmelse af handlinger. Ofte dækker sagaer kun få slægtsled og fremstår derfor som fragmenter af en samlet historie. En anden vanskelighed ved sagaer er at skelne mellem myte og virkelighed. De enkelte personer kan tillægges egenskaber og handlinger, som rettelig tilkommer en anden, og de kan besmykkes med eventyragtige personer. === Middelalderlige krøniker === Krøniker er næsten altid andenhånds kilder, idet de hviler på andre kilder, herunder mundtlige overleveringer. Dette betyder fortolkningsproblemer, problemer med kronologi, mulighed for en "dobbelt identitet" af en og samme person og andre problemer. For at trænge bag om disse må man først opsplitte krønikens fremstilling efter dens ulige kilder, dernæst se på disses oprindelse og på overensstemmelser og forskelle mellem kilderne, udskille mytiske elementer, for så at nå frem til en bedre forståelse af kildens anvendelighed til at skrive politisk personhistorie. === <big>Forskningshistorien</big> === Interessen for forhistorien har rødder helt tilbage til tidlig middelalder. På denne tid begyndte klerke som Sven Aggesen og Saxo at rekonstruere en skriftlig Danmarkshistorie på grundlag af overleverede mundtlige traditioner fra vikingetid og tidligere.<ref name="AEC 1977 13"/> Endnu tidligere havde Adam af Bremen skrevet sin ''Historia Hammaburgensis Ecclesia'' (Den Hammaburgiske kirkes historie), der handler om den tidligste missionsvirksomhed i Norden og om overgangen til kristendom hos sachserne og i Danmark, og som blandt andet hviler på meddelselser fra den danske konge Sven Estridsen.<ref name="AAL 2000 74">Lund (2000), s. 74</ref> Disse tidlige forsøg fik et stort kildetilskud, da værket ''Germania'' af romeren Tacitus blev fundet i et kloster i Hersfeld i Tyskland og omkring 1455 bragt til Rom som et led i italienske renæssancehumanisters søgen efter antikke manuskripter fra Nordeuropa. Værket blev første gang trykt i 1472, og dermed blev det tilgængeligt for en bredere kreds.<ref name="AAL 1993 101">Lund (1993), s. 101</ref> Under renæssancen og frem til 1700-tallet opstod der en national kappestrid om en glorværdig fortid, og mere eller mindre seriøse historiske fremstillinger, blandt andet med begyndende forsøg på at beskære sagnhistorien.<ref name="AEC 1977 13">Christensen (1977), s. 13</ref> Det 18. århundrede er beskrevet som værende "dilettanternes, den kultiverede amatørs og gentleman-naturforskerens århundrede".<ref name="GB 1980 12"/> Oldtidsforskningen hvilede på de sparsomme skriftlige kilder, man kendte til: Bibelen, Herodot, Cæsar, Tacitus og lignende. På dette mangelfulde grundlag lykkedes det P.F. Suhm med stor skarpsindighed at rekonstruere en Danmarkshistorie, der med udgangspunkt i en fortolkning af Bibelen som en sikker historisk kilde til både verdens oprindelse og til dens ældste udvikling henlagde skabelsen til 4004 f.Kr., Syndfloden til 2501 f.Kr. og fastslog, at først der efter begyndte en vedvarende udbredelse af menneskeheden over jorden. Han mente, at de først havde nået Nord- og Mellemeuropa få århundreder før græske og romerske forfattere skildrede de stammer, som levede i disse egne. Ved at kombinere disse fremstillinger med nordiske sagn rekonstruerede han asernes erobring af Norden ved vandringer langs russiske floder til egnen omkring Riga, hvorfra en rejse over havet til Sverige og Danmark skulle være fundet sted.<ref name="AEC 1977 14">Christensen (1977), s. 14</ref><ref name="GB 1980 12"/> Hele denne fantasifulde konstruktion blev væltet i begyndelsen af det 19. århundrede. Den første, som totalt forkastede "de islandske ammestuefabler" og i stedet satte de hidtil ubenyttede "mange herlige diplomaer og documenter", var G.L. Baden. I sin ''Danmarks Riges Historie'' (1829-1832) lod han denne begynde med den frankiske historieskrivnings ældste omtale af danskerne fra 520-erne og indledte først en sammenhængende historieskildring med Gorm den Gamle.<ref name="AEC 1977 15"/> Mange historieskrivere var imidlertid ikke sindet helt at forkaste de gamle kilder, og dermed begyndte en "parallel" historieskrivning: på den ene side en efterhånden voksende skildring af de mange nye fund, som den fremvoksende moderne arkæologiske forskning afdækkede først med C.J. Thomsens ''Ledetraad til nordisk Oldkyndighed'', dernæst med J.J.A. Worsaaes ''Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie'' (1843)<ref name="AEC 1977 15">Christensen (1977), s. 15</ref>, på den anden side ved fortsat at inddrage sagaer og andre skriftlige kilder i separate skildringer af den politiske historie.<ref name="AEC 1977 22f">Christensen (1977), s. 22-23</ref> Hen imod slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet vandt en moderne, radikal kildekritik frem. Fremstående historikere som Laurits Weibull og Curt Weibull forkastede nu enhver sandhedsværdi i de skriftlige kilder, især Saxo. Når man overhovedet beskæftigede sig med disse kilder, var formålet alene at bevise, at de var uanvendelige som grundlag for at skrive dansk forhistorie. Kun udenlandske kilder som de frankiske annaler fandt nåde for den strenge kildekritiks blik. Ellers pegede man på indbyrdes modsætninger, formodet lånt stof fra andre kulturer og lignende. En anden og mere velvillig tilgang udviste arkæologer og filologer. For arkæologerne blev de antikke forfatteres skildringer jævnligt inddraget fx. når man skulle forklare våbenofringer i moser, hårmode<ref name="AAL 1979 20">Lund (1979), s. 20</ref> eller når man ville sætte lidt farve på tilværelsen på de folk, der havde indført og ejet genstande fra Romerriget og dermed dokumenterede kontakten mellem de to grupper. Op til omkring 2. verdenskrig anvendte filologerne megen tid på at opspalte kilderne i bestanddele og finde paralleller mellem ulige skriftlige kilder i kongerækker og andet. Forskningen blev simpelthen spaltet i to parallelle udviklinger: historikerne, som nærmest helt forkastede sagnhistorien, og filologerne, som fortsat forsøgte at trænge igennem de mange lag af myter, lånt stof og lignende. Legendarisk er sagnforskeren Niels Lukman, der i sin disputats fra 1943 ''Skjoldunge und Skilfinge'' argumenterede for, at ''Beowulf''-kvadet først skulle være opstået i det nordiske vikingerige i Northhumberland i slutningen af det 9. århundrede, mens dets indhold skulle rumme en dobbelt omlokalisering, idet traditioner om kong Attilas og hunnernes kampe med germanske stammer først skulle være overført til dansk område som Skjoldunge-sagnene og dernæst flyttet til Danelagen, hvor de fik deres angelsaktiske udformning.<ref name="AEC 1977 29">Christensen (1977), s. 29</ref> En konsekvens af denne tolkning var, at Lejrekongedømmet skulle være en myte. Denne tolkning fik langt senere, i 1977, tilslutning af historikeren Inge Skovgaard-Petersen. [[Fil:Gudmund Schütte.jpg|thumb|Gudmund Schütte.]] Over for denne plattenslageragtige tilgang stod filologer som Gudmund Schütte. Hans analyser var omfattende og grundige. Således lykkedes det ham at sandsynliggøre, at det Ptolomæiske kort over Nordeuropa hvilede på iagttagelser gjort af en romersk ekspedition til Danmark år 5 e.Kr.<ref name="GS 1915 10">Schütte (1915), s. 10</ref><ref name="GS 1915 62">Schütte (1915), s. 62</ref><ref name="GS 1915 108">Schütte (1915), s. 108</ref> Ligeledes påviste han, at Saxos forhistoriske kongerække var sat sammen af ulige traditioner med rod i Jylland og Angel, i Norge og på Sjælland. Han påviste, at der var en overensstemmelse mellem ''Beowulf'', ''Widsith'', Saxo og andre kilder og sluttede, at der bag de mange lag af myter og andre tillæg måtte være afspejlet en faktisk historisk kongerække.<ref name="GS 1926 23ff">Schütte (1926), s. 23-76</ref> Og han påpegede med rette, at "det historiske hunniske Stordrama savner enhver Genspejling i Skjoldungsagnene, og Skjoldungernes episke Stordrama savner Model i Hunnernes Historie."<ref name="GS 1942 94">Schütte (1942), s. 94</ref> Dermed var hele grundlaget for Lukmans hypotese undergravet. Men efter krigen, i takt med at generationen af de gamle filologer døde og en ny generation voksede op, overtog disse de kildekritiske historikeres tilgang, og de seriøse studier af de skriftlige kilder ophørte; det blev her efter atter amatører, som måtte foretage kildeanalyserne. Når filologerne nu overhovedet beskæftigede sig med kilderne var det ud fra perspektiver om politisk misbrug af fx. nazisterne<ref name="AAL 1993 105ff">Lund (1993), s. 105-119</ref>, eller man påviste alle de fejl, som var blevet begået i ældre tid, med andre ord: man udbyggede argumenterne for ikke at tage kilderne alvorligt. I 1969 (2. udgave 1977) kunne historikeren Aksel E. Christensen i ''Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund'' på det nærmeste aflive hele sagnhistorien med Lejrekrøniken, Sven Aggesen og Saxo's ''Gesta Danorum'' i spidsen.<ref name="AEC 1977 13"/> Gudesagn tog han slet ikke alvorligt som værende andet en religiøse myter med "prægnante apokalyptiske visioner", og selv denne "digteriske verdensopfattelse" blev forkastet som brugbar kilde "til hverdagsmenneskets faktiske religiøse forestillingsverden, hvor frygt og uvished overfor det kommende og forestillingen om det overnaturlige bag de navngivne officielle guder skabte et vildnis af lokale gode og onde guddomsmagter, der kunde gribe ind i menneskelivet".<ref name="AEC 1977 98">Christensen (1977), s. 98</ref> Om Lukmans udlægning siger han diplomatisk at "selv om man vil indrømme, at Lukmans bevisførelse ikke er bindende, maa Beowulf dog udgaa som historisk kilde"<ref name="AEC 1977 29f">Christensen (1977), s. 29-30</ref>, og at "selv om digtene muligvis alluderer til nordiske traditioner om faktiske begivenheder i Danmark og Norden, er det halsløs gerning at forsøge at datere disse og uddrage historiske kendsgerninger af dem."<ref name="AEC 1977 30">Christensen (1977), s. 30</ref> Men kun få år efter væltede hele det kildekritiske læs: først da arkæologerne kunne påvise, at der faktisk eksisterede et kongesæde i Lejre i jernalderen<ref name="TC 1987 4ff">Christensen (1987), s. 4-9</ref><ref name="TC 1996 5ff">Christensen (1996), s. 5-10</ref><ref name="TC 2008 18ff">Christensen (2008), s. 18-24</ref>, og dernæst da klimatologerne samt arkæologer med en til vished grænsende sandsynlighed kunne bevise, at gudesagaernes ''Ragnarok'' og ''Fimbulvinter'' afspejlede en faktisk tilstand omkring år 536.<ref name="MA 2001 28ff">Axboe (2001), s. 28-32</ref> Det er nu sikkert bevist, at i hvert fald dele af vikingetidens mytologi går tilbage til 500-tallet.<ref name="MA 1990 18ff">Axboe (1990), s. 18-27</ref> Lukmans og andres løse spekulationer og arrogante afvisninger af kildernes troværdighed, der i henseende til fantasirigdom og fordomme ikke stod tilbage for Suhm, stod afklædte i al deres ynkelighed. Som et tredie eksempel skal nævnes to vikingeskibe fundet i Salme på Saaremaa i Estland.<ref name="MM 2017 63ff">Mägi (2017), s. 63-70</ref> Saxo og andre sagnagtige kilder nævner flere danske vikingetogter til Estland og Kurland.<ref name="MM 2017 71ff">Mägi (2017), s. 71f, 150-155, 268-271, 376-378</ref> Hidtil har ingen dansk historiker taget disse oplysninger alvorligt. Nu tvinger de arkæologiske fund os til at revurdere den hidtidige holdning. Tiden var kommet til en fornyet revurdering af de skriftlige overleveringers troværdighed.<ref name="HHA 1985 18f">Hellmuth Andersen (1985), s. 18-19</ref> Men hverken tidens historikere eller filologer - med en enkelt undtagelse<ref name="KHA 2018 11ff">Andersen (2011), s. 11-16</ref> - har turdet tage opgaven op af frygt for beskyldninger om manglende seriøsitet. Atter er det arkæologer og andre, som har måttet påtage sig opgaven.<ref name="PE 2017 15ff">Ethelberg (2017), s. 15-27</ref> === <big>De skriftlige kilder i nyt lys</big> === Til trods for den omfattende forskning i de skriftlige kilder kan der næppe siges at foreligge en opdateret og dækkende analyse af nogen af disse, men som altid kan der siges noget. Til en begyndelse kan det konstateres, at disse i henseende til indhold og tidsmæssig placering kan siges at falde i tre hovedgrupper:</br> - klassiske etnografiske skildringer. Fælles for disse er, at de ikke indeholder egentlige slægtsmæssige og personalhistoriske oplysninger;</br> - skildringer fra yngre germansk jernalder, der indeholder de ældste slægtsmæssige og personalhistoriske oplysninger vedrørende dansk og nordisk område;</br> - senere skildringer, der indeholder slægtsmæssige og personalhistoriske oplysninger for sen germansk jernalder og vikingetid. === ''Klassiske etnografiske skildringer'' === En mere omfattende analyse af de klassiske etnografiske skildringer er ikke relevant i denne sammenhæng. Her skal blot konstateres, at de i større eller mindre udstrækning har oplysninger om folkegrupper i Germanien, det vil sige Nordeuropa uden for Romerrigets grænser. Taget som en helhed er der omfattende sammenfald i de nationer eller folkegrupper, som nævnes i disse kilder omend der ligeledes er mange oplysninger om folkegrupper, som kun forekommer i en enkelt af disse. Relevant i denne sammenhæng er derimod en række oplysninger hos Tacitus om germanernes oprindelse. ==== Tacitus: ''Germania'' ==== Niels W. Bruun og Allan A. Lund har foretaget en nøjere analyse af Tacitus' værdi som kilde til forholdene i Germanien i første århundrede e.Kr. Hans fremstilling er en blanding af iagttagelser, fortolkninger og myter. Han mener, at germanerne er en race forskellig fra romerne.<ref name="NBAL 1979 11">Bruun og Lund (1979), s. 11</ref> Derved er han på linje med etnografer fra begyndelsen af 1900-tallet, der adskilte europæerne i en nordisk, en alpin og en mediteran race.<ref name="VVH 1927 10">Vahl og Hatt (1927), s. 10</ref> Om agerdyrkningen bemærker han, at "Markområderne tages skiftevis i besiddelse af dem alle i forhold til antallet af agerdyrkere; dernæst fordeler de dem indbyrdes efter deres rang. De mange vidtstrakte landområder letter fordelingen. Den dyrkede agerjord udskifter de hvert år, men alligevel bliver der landbrugsjord tilovers, for de søger ikke møjsommeligt at forøge jordens frugtbarhed og overflod."<ref name="NBAL 1979 61">Bruun og Lund (1979), s. 61</ref> Her kan der være tale om en korrekt iagttagelse men forkert fortolkning, fx. hvis jord bevidst blev lagt brak i perioder. Han betoner germanernes frihedsfølelse og individualisme, og nævner, at nok findes der slaveri, men at slaver kan frigives.<ref name="NBAL 1979 15">Bruun og Lund (1979), s. 15</ref> Det kan diskuteres, om dette er en iagttagelse, en fortolkning eller en fordom. Tacitus udsagn om, at sveberne havde en særlig hårmode, sveberknuden, er blevet bekræftet af arkæologiske fund.<ref name="AL 1979 20">Lund (1979), s. 20</ref> Også udtalelser om, at folkestammerne i Jylland dyrkede frugtbarhedsgudinden Nerthus ved at køre hende rundt på en vogn er blevet sandsynliggjort med fund af formodede processionsvogne. Også oplysningen om, at germanere bar bukser er bekræftet ad arkæologisk vej.<ref name="AL 1979 22">Lund (1979), s. 22</ref> I andre henseender synes der dog at være tale om enten fordomme eller misforståelser, det gælder fx. ejendomsretten til jord (hvis det da ikke forholder sig omvendt, at det er nutidens arkæologer der fortolker oldtidsagrene forkert). Som helhed tyder oplysningerne i ''Germania'' på, at Tacitus' meddelere (det vil sige hans kilder) stammer fra selvsyn. Der har været peget på, at det togt, som kejser Augustus sendte til Germanien i år 5 e.Kr. kan have været en af disse kilder. ==== Klaudius Ptolemæus: ''Geographikè hyphégesis'' ==== Klaudios Ptolemeus, der levede i midten af 2. århundrede, skrev værket ''Geographikè hyphégesis'', der blandt andet omfatter en oversigt over folkeslag på den jyske halvø, nemlig fra syd: ''saxonerne'', i vest ''sigulonerne'', ''sabalingioi'', ''kobandoi'', ''chaloi'', ''fundusoi'', ''charuder'' og ''kimbroi''.<ref name="AAL 1993 83">Lund (1993), s. 83</ref> Skildringen er fuld af misforståelser og fejl<ref name="GS 1915 16">Schütte (1915), s. 16</ref>, men flere stammer lader sig identificere og skal rettelig være: ''saxonere'' er saksere, ''sabalingioi'' er sallingboere i Salling syssel, ''charuder'' er indbyggere i Hardsyssel, ''kimbroi'' må være kimbrere fra Himmerland.<ref name="GS 1915 14ff">Schütte (1915), s. 14-17</ref> === ''Kvad med rødder i 600-tallet'' === Til denne gruppe hører ''Widsith''-kvadet og ''Beowulf''-kvadet. ==== ''Widsith''-kvadet ==== ''Widsith'' er et oldengelsk kvad. ''Widsith'' er et remsekvad, der består af tre afsnit: først nævnes en række folkeslag og deres fyrster, dernæst følger en rejseskildring for Europa og endelig en oversigt over gotiske helte i form af hirdmænd hos goterkongen Ermanrik. Gudmund Schütte har kaldt det "et episk-geografisk Kludetæppe, Remse ovenpaa Remse". Han konstaterer, at ser man bort fra konger hos burgunderne og langobarderne, som ikke kan tidsfæstes, og henholder sig til de personer, som med rimelig sikkerhed kan tidsfæstes, så viser det sig, at ingen af disse er yngre end 6. århundredes sene del.<ref name="GS 1942 84f">Schütte (1942), s. 84f</ref> Kvadet må altså i grundtrækkene have fundet sin form omkring dette tidspunkt. Sammenlignes kvadet med den vestsaksiske kongestamtavle viser der sig flere overensstemmelser. I ''Widsith'' forekommer også personer nævnt i ''Beowulf''-kvadet, således ''Heremod'', der er en mytisk forgænger for Skjoldungerne, og ''Scealdwea'', der svarer til Skjold. ''Widsith'' lader sig også anvende til at identificere flere af de mytiske konger hos Saxo. Det tyder på en påvirkning fra kvadet til disse dele af Saxo-krøniken. ==== ''Beowulf''-kvadet ==== ''Beowulf'' er et engelsk kvad, der imidlertid har et indhold, som hviler på dansk og svensk sagnhistorie.<ref name="HA 2004 18">Andersen (2004), s. 18</ref> Det kendes kun fra et enkelt håndskrift, som menes at stamme fra omkring år 1000, men selve indholdet er tydeligvis langt ældre.<ref name="HA 2004 18"/> Kvadet rummer en lang række personnavne, som også kendes fra andre sagn: det indledes med kong Skjold, stamfader til Skjoldungerne. Senere følger blandt andre ''Hrodgar'' og ''Halga'' (Roar og Helge på dansk) samt Halgas søn ''Hrodulf'' (Rolf Krake på dansk). Det er navne, som alle forbindes med Lejre på Sjælland, skønt dette ikke benævnes i kvadet.<ref name="HA 2004 18"/> Disse danner rammen om selve historien i kvadet. Kvadets hovedperson er helten Bjovulf, der i flere omgange kæmper med trolden Grendel og dens mor og til sidst får bugt med dem begge.<ref name="HA 2004 19"/> Men kvadet rummer et efterspil, hvor Geaternes konge dør under kamp, og Bjovulf bliver hans efterfølger. Han regerer i 50 år men må så tage kampen op med endnu et uhyre, en drage, som han dræber, men efterfølgende dør han selv, hans lig bliver brændt, og der opføres en høj over bålstedet.<ref name="HA 2004 19">Andersen (2004), s. 19</ref> Kvadet synes at rumme både mytiske og historiske elementer, og udskillelsen af de sidstnævnte er derfor af stor betydning for en bedre forståelse af dansk historie. Af stor betydning for Beowulf-kvadets troværdighed er det, at den frankiske historieskriver Gregor af Tours omtaler danerkongen ''Chochilaichus'' eller ''Hygelac'', som i begyndelsen af 500-årene skal have foretaget krigstogter til den frankiske eller frisiske kyst, men som blev dræbt der. Samme begivenhed findes i Beowulf-kvadet, som altså er historisk troværdig på dette punkt.<ref name="SR 2004 13">Rosborn (2004), s. 13</ref> Der kan derfor næppe være tvivl om, at Beowulf-kvadet afspejler faktiske begivenheder fra denne tid bag den digteriske form. Og når Beowulf-kvadet skelner anvender benævnelsen "Gotland" om Nørrejylland, så tåler dette sammenligning med Ottars rejseskildring fra 900-tallet, hvor også han skelner mellem ''Gotland'' (Nørrejylland), ''Sillende'' med ''Angle'' (Sønderjylland med Angel) og en række øer tilhørende ''Denemearce''.<ref name="SR 2020 1ff">Rosborn (2020), s. 1-7</ref> I fortalen til sin udgivelse ''Bjovuls-Drapen'' i 1865 skriver N.F.S. Grundtvig blandt andet: ".. Digtets Skjold, Halvdan, Hrodgar, Helge og Hrodulv svarer aabenbar til Saxes og Islændernes Skjold, Halvdan, Ro eller Hroar, Helge og Rolv, ja, ligesom vi i Digtet finder Halvdan kaldt med Tilnavn "den høie", saaledes finder vi ogsaa i den gamle Hyndlasang Halvdan nævnet som "den høieste Skjoldung"." og: "Kong Higelak eller Hugleik i Gothland, som, efter Digtet, var Morbroder til Bjovulf og samtidig med Kong Hrodgar i Hans Alderdom, gjorde nemlig et Tog til Frisland og blev der slagen i Strid med "Franker og Friser", som stod under Merovingerne, og nu læser vi i en frankisk Krønike fra det sjette Aarhundrede, at Aar 515 kom der en dansk Kong Hugleik (Cochilaucus) til Frisland og gjorde meget Rov paa Kysten, men blev saa overfaldet og dræbt af den frankiske Meroving Theudbert. Det er da aabenbar een og samme Begivenhed.." Disse iagttagelser har siden stået som centrale for den forskningsmæssige diskussion. Hvis iagttagelserne holder, betyder det, at digtet ved siden af dets helteeventyr også rummer faktiske historiske informationer af afgørende betydning for en rekonstruktion af Danmarks historie i det 6. århundrede. ==== Beda ==== Beda var en angelsaksisk benediktinermunk, som levede 672-75 i det østlige England. Han var en ihærdig forfatter og skrev blandt andet ''Historia ecclesiastica gentis anglorum'' omkring år 700. Heri indgår en beskrivelse af en angelsk kongerække i tre led: Wiglecus, Warmundus, Offa.<ref name="PE 2017 20"/> Det er af største betydning, fordi der formodes at være tale om en mundtlig tradition med rødder i Angel i Sønderjylland, som må være kommet til England i forbindelse med indvandringen af jyder, anglere og saksere omkring år 450. Hvis dette er rigtigt, må det henvise til forhold ældre end denne udvandring. Samme historie omtales i det oldengelske digt ''Widsith'', der antages at stamme fra 600-tallet men må henvise til ældre begivenheder.<ref name="PE 2017 21">Ethelberg (2017), s. 21</ref> Offa omtales også i Beowulf-digtet.<ref name="PE 2017 21f">Ethelberg (2017), s. 21f</ref> Per Ethelberg har foreslået, at traditionen skal henvise til forhold, der går tilbage til tiden før og efter Kristi fødsel<ref name="PE 2017 24">Ethelberg (2017), s. 24</ref>, men der er ikke nogen rimelig grund til at føre overleveringen så langt tilbage. Den menneskelige hukommelse rækker som regel tre generationer eller omkring hundrede år tilbage, hvilket ville indebære, at traditionen sandsynligvis henviser til forhold i 300-tallet eller begyndelsen af 400-tallet. === ''Skildringer om slægts- og personalhistorie i vikingetiden'' === Vikingetiden adskiller sig fra germansk jernalder derved, at vi har en lang række kilder til at supplere og efterkontrollere sagaers og krønikers oplysninger. Det drejer sig dels om hjemlige runesten, dels om frankiske annaler og lignende oplysninger. Disse kilder kan anses for fuldt ud pålidelige, men de lider til gengæld af at være mangelfulde, idet omtale af danske forhold kun sker i den udstrækning, at det er relevant for annalernes forfattere. ==== Frankiske rigsannaler ==== Fra slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet giver de frankiske rigsannaler en række fragmentariske oplysninger om danske konger som følger: Sigfred (782, 798), Godfred (804, 808, 809), Hemming (811), Harald og Reginfred (813, 814, 819, 825, 827, de sidste år dog uden navns nævnelse). Disse oplysninger anses for pålidelige, omend det er usikkert, om de gælder for hele det danske område. Rydårbogen omtaler "Godrik hin Gavmilde, som også kaldes Gudfred" og som kæmpede imod kejser Karl den Store. Der må efter omstændighederne være tale om kampe i forbindelse med Karls underkuelse af sakserne i 776. ==== Årbøgerne fra St. Bertin ==== I midten af 800-tallet giver årbøgerne fra St. Bertin enkelte oplysninger om danske forhold, således nævnes: Horik (847, 854), Godfred, søn den landflygtige Harald Klak (852), Rurik og Godfred, begge landflygtige (855). ==== Årbøgerne fra Fulda ==== I midten af 800-tallet giver Fulda-årbøgerne ligeledes enkelte oplysninger om danske forhold, således Horik (852, 854, 857), Sigfred og Halfdan (873), den landflygtige Godfred (882, 885). Godfred nævnes ligeledes i årbøgerne fra St. Vaast (884), Reginos krønike (884, 885) Vigtigst i en dansk historisk sammenhæng er oplysningen for året 857 om, at "normannen Rorik, der herskede i Dorestad, førte med billigelse af sin herre kong Lothar en flåde ind i danernes område. Og med samtykke af danerkongen Horik tog han sammen med sine kampfæller det land, som ligger mellem havet og Ejderen, i besiddelse."<ref name="PS 2006 116">Skaaning (2006), s. 116</ref> Dette indebærer, at Sønderjylland på dette tidspunkt har været udskilt fra Danmark som et autonomt styret område. Denne tilstand var dog ophør senest i 873, da brødrene Halfdan og Sigfred regerede som samkonger og blandt andet begge mødtes med Ludvig den Tyske ved Ejderen.<ref name="PS 2006 117f">Skaaning (2006), s. 117-118</ref> ==== Ynglingatal ==== ''Ynglingatal'' er et genealogisk digt, der dateres til 900-tallet. Digtet består af en række kongelige nekrologer, hvoraf nogle har svensk og andre norsk tilknytning, mere nøjagtigt for Vestfold i Norge. Heri nævnes Önundr, Ingjald, Àleif og Halfdan. Af disse omtales en Omund hos Saxo, hvor han nævnes som fader til Sivard (måske en fejl for Sigfred), og på lignende måde i Ryd klosters årbog som Ømund, fader til Sigvard. Disse må have levet i årtierne omkring år 800. Det er muligt, at Anund eller Sigfred har været en svensk konge, som kom danerne til hjælp. ==== Adam af Bremens krønike ==== Adam af Bremens krønike adskiller sig fra andre kilder ved, at den ikke har Danmarks historie som sit egentlige emne. Formålet er i stedet at skildre det hamburske ærkebispedømmes historie, og det indebærer, at dansk historie som sådan har en begrænset rolle, idet den kun inddrager sådanne personer og begivenheder, som opfattes vedkommende for bispedømmets historie. Ikke desto mindre optræder en række navngivne danske konger, skønt Adam åbenbart har haft svært ved at indplacere og forklare dem fyldestgørende. Det betyder også, at Adam er problemfyldt at anvende som kilde til dansk historie. På den anden side er Adam en vigtig kilde både for den, der ønsker at efterkontrollere overleveringen i sagaer og krøniker, og naturligvis som supplement til andre kilder. Således udvider Adam blandt andet den historiske horisont på en værdifuld måde. ==== Ansgars levnedsbeskrivelse ==== I 800-tallet skrev ærkebiskop Rimbert en levnedsbeskrivelse for Ansgar, der anses for Danmarks og Nordens første egentlige missionær. Skildringen begynder omkring Karl den Stores død. Den danske konge Harald Klak blev fordrevet, han søgte tilflugt hos kejser Ludvig den Fromme og lod sig døbe. Efterfølgende blev Ansgar sendt til Norden for at missionere. Om forholdene i Norden høres kun lidt. Levnedsbeskrivelsen omtaler en svensk konge, Anund, som fordrives fra Sverige og lever i landflygtighed i Danmark. Senere nævnes en kong Olaf i Sverige. Den danske konge benævnes Erik og kaldes enehersker. Hans efterfølger er Erik den Unge. Åbenbart er der tale om de konger, som i dansk historieskrivning benævnes Horik 1. og Horik 2. Det er ikke meget, men det bidrager til at forankre kronologien i krønikerne. === ''Skildringer i middelalderlige krøniker'' === ==== Roskildekrøniken ==== Roskildekrøniken bygger på Adam af Bremen og er delvis ordrette udtog fra denne. Krøniken har kun medtaget kristne konger og karakteristisk nok er den første af disse den fordrevne Harald Klak. Jørgen Olrik mente, at den måtte være skrevet omkring 1140, idet Harald Kesjes søn Olaf, der blev dræbt i 1143, omtales som værende i live. Jørgen Olrik mente også, at både Saxo og Sven Aggesen må have kendt denne krønike, dog uden at have benyttet den i noget særlig omfang, idet dog omtalen af Knud den Hellige giver henvisninger til krønikens fremstilling af hans historie ved nærmest at imødegå denne. ==== Lejrekrøniken ==== Lejrekrøniken er en kort krønike fra tidligste middelalder. Dens indhold er i hovedsagen en kortfattet slægtshistorie centreret om kongesædet i Lejre. Krøniken indeholder desuden er egen og hjemlig tradition om Danmarks riges opkomst, hvilket gør den særlig interessant. Den samme tradition er indkorporet i Rydårbogens Danmarkshistorie omend med mindre forandringer. Flere (men ikke alle) af de i krøniken nævnte personer findes også i andre krøniker. Dermed er det muligt at finde en kerne af en traditionel kongerække, som andre krøniker, fx. Saxo, er bygget op omkring. Jørgen Olrik mente, at det forhold, at Lejrekrøniken kun medtager oldsagn om førkristne konger og ingen kristne konger, kunne tyde på, at den oprindeligt er blevet skrevet som en indledende del af Roskildekrøniken. Han mente tillige, at begge krøniker skulle dateres til omkring 1140. ==== Saxo ==== Saxo rummer en lang navnerække. Ser man nøjere til, viser det sig, at Saxos fremstilling dels øjensynligt er sat sammen af bidrag fra flere traditioner, dels øjensynligt rummer gengangere eller dobbeltgængere, om man vil, idet oplysninger om een og samme person i nogle tilfælde er blevet fordelt mellem flere, af Saxo "opfundne" personer med samme navn. Både hos Saxo og i den islandske tradition hos Snorri Sturlason er Odin en konge af asiatisk herkomst, der senere er blevet tildelt guddommelig status. Også guden Balder optræder hos Saxo som en historisk person.<ref name="MB 2015 41ff">Boisen (2015), s. 41-43, 89-101</ref> Det skal man næppe lægge andet i end det, at det var den acceptable kristne omskrivning og nedgørelse af traditionel nordisk gudelære. Beskrivelsen hos Saxo omfatter dog ikke andet, end at der kunne være tale om en tradition hjembragt af danske vikinger, der slog sig ned i Gardarige, det vil sige Rusland. Man kan dog næppe udelukke, at en del af de omtalte traditioner kan være ældre og stamme fra en tid, måske i 400- eller 500-tallet eller endnu tidligere, da danske lejesoldater deltog i krigsbegivenheder i Sydøsteuropa. Arkæologiske fund fra Danmark tyder på, at der var en handelsmæssig eller anden forbindelse mellem Danmark og Sydøsteuropa allerede på denne tid.<ref name="PP 2023 18ff">Pentz (2023), s. 18-23</ref> Denne havde rødder i hvert fald tilbage til keltisk jernalder men synes afbrudt omkring år 500, da slaverne overtog kontrollen over nogle af de områder, som handelsvejene gennemløb.<ref name="AH 2012 26">Helstam (2012), s. 26</ref> At der også var en mere åndelig eller religiøs forbindelse, måske i form af nordisk overtagelse af trosforestillinger fra Asien og Grækenland, bevises af Frej, Frode og Balder, hvis dødsmåder til forveksling minder om Zamolxis, Adonis og Atys.<ref name="GS 1922 40ff">Schütte (1922), s. 40-54</ref> Derimod er det en misforståelse, når man har ment, at nordiske oldsagn skulle hidrøre fra Attila og hunnernes liv<ref name="GS 1942 81ff">Schütte (1942), s. 81-100</ref> eller at herulerne, som levede i Sortehavsområdet og ifølge egne traditioner stammede fra Norden, skulle have dyrket frugtbarhedsgudinden Nerthus.<ref name="AH 2012 33">Hellstam (2012), s. 33</ref> ==== Rydårbogen ==== Rydårbogen rummer i sin indledning en lang navnerække, der for store deles vedkommende synes at være hentet fra Saxo, og som derfor har de samme problemer, som Saxo har. Det kan konstateres, at Rydårbogen utvivlsomt har hentet dele af sin kongerække fra Lejrekrøniken, dette gælder Dan, Ro, Helge og Halfdan, Rolf Krake, Hjørvard, Hake, Fridlef, Frode Fredegod, Ingjald, Oluf samt Harald Hildetand. Rydårbogen er den eneste, som nævner Reginfred og Harald, Horik 1. (under navnet Erik) og Horik 2. (under navnet Erik Barn). ==== Sven Aggesen ==== Sven Aggesens navnerække er betydeligt kortere end både Saxos og Rydårbogens, hvilket ifølge ham selv skyldes, at han har forsøgt at udskille og fravælge de mytiske personer og kun medtage dem, som han anså for faktiske historiske personer. Det er for så vidt uheldigt, at han ikke har omtalt de mytiske personer, som han har kendt, men hvis han har sine oplysninger fra Saxo, er problemet naturligvis ikke helt så stort. I sin disposition har Sven Aggesen valgt at følge den islandske tradition og lade de danske konger nedstamme fra kong Skjold, der angives at være Odins søn, frem for kong Dan, som Saxo promoverer. Odin skulle, ifølge den islandske tradition, stamme fra Asien og have underlagt sig Danmark, Sverige og Sachsen. Den danske kongeslægt kaldes derfor Skjoldunger, mens den svenske, der fik navn efter en anden søn, Yngve, blev kaldt Ynglingeslægten. Skjold havde to sønner, Frode og Halfdan. Her adskiller Sven sig fra Saxo, der kalder Skjolds søn for Gram, dennes søn for Hadding, og dennes søn igen Frode. Islændingene har en tredie tradition, ifølge hvilken Frode er søn af Leif, søn af Skjold. Og forvirringen fortsætter både med hensyn til slægtsskab og begivenheder. Den angelske kongerække (Vermund, Uffe) omtales både hos Sven Aggesen og hos Saxo, men sigende nok placeres de uens steder i kongerækken, hvilket dels tyder på forvirring i overleveringen, dels viser deres fremmede oprindelse set i forhold til den sjællanske kongeslægt. Hvad de øvrige sagnkonger angår siger Sven Aggesen selv, at han har sprunget mange berømte mænd over, hvilket er korrekt. Således er alene mellem Ole Bravkarl og Sivert Snogøje sprunget 14 konger nævnt hos Saxo over. Der efter er overensstemmelserne større: begge nævner Knud, Frode, Harald, Gorm den Gamle (kaldet "den Løie" af Sven) og Harald Blåtand, men Saxo nævner endnu en Gorm Engelskmand før Harald, hvilket utvivlsomt er en dubbleant for Gorm den Gamle; i islandsk tradition skal Gorm den Gamle stamme fra England, og visse kilder antyder, at han faktisk har levet der. Fra Gorm er kongerækken historisk og vel belyst. ==== Snorre Sturlasson ==== De islandske sagaer repræsenterer en meget sen tradition. Blandt andet tolkes de nordiske gudesagn som historiske efterretninger om personer, som senere blev ophøjede til guder. Denne omfortolkning må opfattes som et kristeligt samfunds forsøg på at eliminere Odins gudelige status og dermed gøre ham ufarlig, men den har næppe noget med vikingernes trosforestillinger at gøre. === ''Sammenfatning'' === En sammenligning mellem hovedkilderne giver en samlet kongeliste på omkring 65 personer + det løse. Af disse kan enkelte udskilles: Amlet, Viglet, Vermund og Uffe hører hjemme i Angel og må skyldes en tradition, som går tilbage til tiden før udvandringen til England. De "svenske" konger i Hedeby har ikke fundet vej til sagaer og krøniker, men der er ikke nogen tvivl om, at der er tale om historiske personer, hvilket klart viser, at dansk område må have haft flere samtidige regenter. Nogle regenter går igen både i Lejrekrøniken, hos Saxo, i Ryd klosters årbog og hos Sven Aggesen eller hos mindst tre af disse. Det drejer sig om fx. Skjold, Ro(ar), Rolf Krake, Frode Fredegod, Halfdan, Helge, Harald Hildetand og Regnar Logbrod. Der kan næppe være tvivl om, at de afspejler historiske personer. === <big>Sagnkongerne og sagnslægterne</big> === Gennemgangen af kilderne viser, at disse rummer regulære myter, som er uden historisk værdi. For de sene krøniker må det konstateres, at de lange navnelister rummer adskillige gengangere, hvilket tyder på, at personer er blevet dubblerede, fx. hvis der findes flere løse fragmenter af oplysninger om samme person. Dettee er især tydeligt hos Saxo og i Rydårbogen, hvorimod Sven Aggesen synes at have forsøgt en kildekritisk oprydning (hvilket naturligvis ikke giver nogen sikkerhed for rigtigheden af hans bestræbelser). Med dette i erindring må det samtidig konstateres, at hvad der er overleveret i sagn, kvad og krøniker, er fragmenter af en historisk virkelighed, der sikkert omfatter flere, indbyrdes uafhængige slægtstraditioner. Målet må derfor i første omgang være at få de enkelte traditioner skilt ad og i det mindste nogenlunde tidsfæstet. Dernæst bliver det opgaven at undersøge, om det ad anden vej er muligt at rekonstruere den historiske helhed og virkelighed bag fragmenterne. === ''Skildringer fra romersk jernalder og ældre germansk jernalder'' === ==== Mannungstamtavlen ==== Tacitus er den første og eneste kilde, som rummer en germansk tilblivelsesmyte. Det står dog uklart hvor fra han har sine oplysninger og om tilblivelsesmyten kun vedrører en enkelt gruppe eller faktisk er fælles for flere eller alle folkegrupper. Myten lyder således:</br> "I ældgamle hymner, deres eneste form for historisk tradition, lovsynger de guden Tvisto, som er født af jorden. Tvisto tillægger de sønnen Mannus, som folkeættens ophav og stamfader, og Mannus atter tre sønner. Efter dem kaldes stammerne nærmest Oceanet ingævonere, de i landets indre hermionere, og de øvrige istævonere. Nogle hævder - oldhistorien giver jo frit slag for gisninger - at der skal have været flere stammer af guddommelig oprindelse og tilsvarende flere slægts- og folkenavne, nemlig marsere, gambrivier, svebere og vandilier, og dét skal være de oprindelige og ægte navne; desuden skal benævnelsen Germanien være af ret ny dato og først for nylig kommet til, eftersom de første, der krydsede Rhinen og fordrev gallerne, og nu .. (Tungrit) dengang blev navngivet germanere. Det skal således være navnet på et landområde (og ikke en folkeæt), der gradvis har vundet hævd således, at de alle først blev kaldt germanere af navngiveren (af frygt), og dernæst også kaldte sig selv germanere, da navnet var blevet opfundet".<ref name="AAL 1993 90">Lund (1993), s. 90</ref> Som Allan A. Lund konstaterer, er der tale om en indfødt tradition, der har skullet forklare de germanske stammers etnogoni eller tilblivelse og guddommelige herkomst. Dette indebærer, at de germanske stammer har haft eller udviklet en etnisk "vi-bevidsthed". En tilsvarende geografisk inddeling, dog i fem hovedgrupper, findes allerede hos Plinius den Ældre og rester af den kan findes i aldre kilder.<ref name="AAL 1993 91">Lund (1993), s. 91</ref> Allan A. Lund påpeger imidlertid, at Tacitus rent faktisk gengiver to uens traditioner, hvoraf den ene angiver, at alle germanere nedstammer fra Mannus, mens den anden i stedet angiver fem store og oprindelige folkegrupper.<ref name="AAL 1993 92">Lund (1993), s. 92</ref> Ser man bort fra det guddommelige element i oprindelsesmyten og fra det forhold, at der altså findes to uens traditioner, bliver spørgsmålet, om der reelt er tale om en slægtshistorisk overlevering. Gudmund Schütte mener, at det forholder sig netop således. Han kalder denne slægtshistorie for "Mannungstamtavlen"<ref name="GS 1926 26">Schütte (1926), s. 26</ref> og mener at kunne finde spor af samme tradition i en række håndskrifter fra det 9. til det 14. århundrede.<ref name="GS 1926 27">Schütte (1926), s. 27</ref> Han peger endvidere på ''Widsith'', der er et angelsaksisk remsekvad.<ref name="GS 1926 27"/> Der er dog grund til at pege på, at den nordiske mytologi synes sammensat af flere bestanddele sikkert af uens alder. De ældste bestanddele, omfattende Tyr, Ymer og andre, kan ifølge religionsforskere gå tilbage til en urindoeuropæisk mytologi, hvori også Mannus-myten hører hjemme. Forsøgene på at sætte denne religiøse mytologi ind i en slægtshistorisk sammenhæng synes inspireret af en tradition fra middelalderen, der skulle gøre disse ukristelige myter acceptable og forståelige for kristne, men den har næppe rod i virkeligheden. Den gang som nu har de religiøse myter og de oldhistoriske traditioner hver deres oprindelse. ==== Anglerrigets dynasti ==== Hos Saxo og i andre kilder findes omtale af en række personer, der menes hjemmehørende i området Angel i Sønderjylland. Det drejer sig om Wiglecus, Warmundus og Offa<ref name="PE 2017 20">Ethelberg (2017), s. 20</ref> Warmundus er bedre kendt som Vermund og Offa er bedre kendt som Uffe hin Spage.<ref name="PE 2017 15">Ethelberg (2017), s. 15</ref> Nøjagtig hvornår disse personer har levet, vides ikke, men det må i hvert fald være i første halvdel af første årtusinde, det vil sige i romersk jernalder eller ældre germansk jernalder før, at anglerne udvandrede til England og tog traditionen om deres konger med sig. Det er måske muligt at komme en tidsfæstelse noget nærmere. Udgangspunktet er historien om en holmgang mellem Uffe hin Spage på vegne af anglerne og en saksisk repræsentant. Det betyder, at begivenheden må være indtruffet efter, at sakserne som folk var etableret. Det kan ikke være sket før i 2. århundrede: ingen ældre kilder, heller ikke Tacitus i sit værk ''Germania'' fra år 98, nævner saksere, tværtimod nævnes sveberne med deres særlig håropsætning, der blandt andet kendes fra arkæologiske fund. Men Klaudios Ptolemeus, der levede i midten af 2. århundrede, nævner i sit værk ''Geographikè hyphégesis'' saxerne under navnet saxonere.<ref name="AAL 1993 83">Lund (1993), s. 83</ref> Dette er altså det tidligste tidspunkt, hvor begivenheden historisk kan være fundet sted. === ''Skildringer fra yngre germansk jernalder'' === Fra omkring år 500 begynder en sagnhistorie, der også navngiver enkeltpersoner og omtaler deres bedrifter. Ser man nøjere til, viser det sig, at disse overleveringer lader sig opdele efter deres hjemsted og/eller åstedet for de begivenheder og personer, som omtales. ==== Hygelac ==== I begyndelsen af 500-tallet fortæller den frankiske historieskriver Gregor af Tours, at en dansk konge kaldet ''Chochilaichus'' på frankerkongen Theodoriks tid, dvs. 511-533, hærgede de frisiske kyster indtil, at han blev dræbt og hans flåde besejret. Også biskoppen og poeten Venantius Fortunatus af Poitiers omtaler kampe mellem frankere og danere, blandt andet nævnes et dansk-saksisk angreb på det vestlige Frisland i midten af 6. århundrede. Disse omtaler må afspejle faktiske begivenheder, og de antyder, at der på denne tid må have eksisteret et dansk rige, som også har omfattet sydjyske områder, hvorfra de omtalte angreb må være fundet sted. N.F.S. Grundtvig mente at kunne identificere kong Hygelac i det angelsaksiske kvad ''Beowulf'' med Chochilaichus, og denne identificering har siden vundet tilslutning, omend Aksel E. Christensen har erklæret sig uenig heri af flere grunde.<ref name="AEC 1977 28f">Christensen (1977), s. 28-30</ref> Formodentlig er det også ham, der omtales i Rydårbogen under navnet "Hugleik" og måske hos Saxo under navnet "Huglet". Begge nævner, at han skulle have dræbt to svenske høvdinger, Hømodt og Høgrim. De mange omtaler af ham bestyrker, at han er en historisk person. Spørgsmålet er, om det er muligt at nå en dybere forståelse. H.V. Clausen mente, at Hugleik er geat og at geaterne er jyder, idet de bor mellem to have og kæmper dels mod frankerne på den ene side, dels mod sveerne på den anden. Denne beskrivelse af deres boområde "kan kun være den jydske halvø".<ref name="HVC 1918 138">Clausen (1918), s. 138</ref> Han pegede på stednavnet ''Huglæstath'', som kunne være afledt af navnet Hugleik.<ref name="HVC 1918 142">Clausen (1918), s. 142</ref> Spørgsmålet er siden taget op af Gudmund Schütte, som tilslutter sig denne antagelse.<ref name="GS 1930 74">Schütte (1930), s. 74</ref> Han mener yderligere at kunne sandsynliggøre et forbund mellem geater og daner<ref name="GS 1930 76">Schütte (1930), s. 76</ref>, og han peger på en række forhold i kilderne, som kunne antyde, at gøterne skulle have koloniseret senere dansk område, således, at "Den Hær, som Skjoldungen Hjarvard førte mod sin Frænde Hrolf Krake, udgjordes hovedsagelig af Gøter"<ref name="GS 1930 75"/>, at Saxo omtaler den sjællandske konge Ungvin som stammende fra Gøtland<ref name="GS 1930 75">Schütte (1930), s. 75</ref>, at stofudvalget i Widsith og Beowulf udviser store ligheder med Saxo i henseende til konger og begivenheder<ref name="GS 1930 77">Schütte (1930), s. 77</ref>, samt at der er klar overensstemmelse i personrækkefølgen mellem Saxo og den engelske tradition om Angel-dynastiet.<ref name="GS 1930 78f">Schütte (1930), s. 78-79</ref> Endelig mener han, at også stednavnene afspejler en sådan kolonisation og peger på den på øerne udbredte endelse -løse, der "rimeligvis har sin Oprindelse fra Østergøtland, hvor den er stærkt repræsenteret".<ref name="GS 1930 76"/> Dette sidste punkt er dog tvivlsomt, dels fordi spredningen meget vel kan være foregået den modsatte vej (hvilket svenske navneforskere mener), dels fordi endelsen ikke forekommer i Jylland, hvilket man ville forvente, hvis der var tale om en kolonisering fra den skandinaviske halvø til dette område. Til gengæld er navneendelsen -heim stærkt repræsenteret netop i Jylland, og efter fordelingen at dømme kunne spredningen meget vel have fulgt to veje: fra Randers Fjord syd over langs den østjyske kyst og gennem Limfjorden mod vest og herfra syd over langs den vestjyske kyst ned til Ribe-området; en langt mindre udpræget spredningsrute kan også spores på Sjælland fra kattegatkysten i sydvestlig retning mod Storebælt til det østlige Fyn og det vestlige Lolland. Derimod er den påfaldende fraværende i Sønderjylland.<ref name="KH 1950 55">Hald (1950), s. 55</ref> Det bemærkes, at denne fordeling i det store og hele svarer til det område, hvor ''Syddaner'' siges at leve i 900-tallets rejsebeskrivelser. ==== Skjoldunge-slægten ==== [[Fil:Axel Olrik 1916 by Johanne Hesbeck.jpg|thumb|Axel Olrik.]] Skjoldungeslægtens historie består af to dele: traditionen om det danske riges opkomst samt en genealogi for kongerne i Lejre. Lejrekrøniken oplyser, at der i Uppsala var en svensk konge ved navn Ypper, som havde tre sønner: Nori, Østen og Dan. Dan blev sendt til de fire øer Sjælland, Møn, Lolland og Falster, der under et var kendt som Videslev for at regere, og efter at have gjort dette fordelagtigt og udvidet sit regeringsområde med Jylland, Fyn og Skåne, besluttede landenes indbyggere at hylde ham ved at kalde det udvidede rigsfællesskab for Danmark.<ref name="HA 1996 25">Andersen (1996), s. 25</ref> Krøniken opstiller følgende kongerække: Dan-Ro-Helge og Halvdan-Sigvard-Rolf Krake-Hjarvard-Hake-Fritlef-Frode den Gavmilde-Ingjald-Olav-Harald Hildetand-Hed.<ref name="HA 1996 25ff">Andersen (1996), s. 25-28</ref> Det står fast, at Ypper i Lejrekrøniken senere, hos Saxo og i Rydårbogen, er "erstattet" af Humble. Ligeledes, at kongerækken hos Saxo og i Rydårbogen er udvidet betydeligt i forhold til Lejrekrøniken. "Hed" er krønikørens egen "opfindelse" for at begrunde Hedebys navn. Axel Olrik har foretaget en nøjere analyse af Skjoldungesagnene og kommer til det resultat, "at disse Skjoldungsagn nu kendes på tre trin i deres udvikling:</br> 1. i engelske kilder: sagn om Skjoldungættens (Halvdans, Hroard og Rolvs) kampe mod nabofolkets konger Frode og Ingjald.</br> 2. i den nu fremdragne islandske kilde: Skjoldungættens ene gren (Halvdan, Hroar, Rolv) kæmper mod den anden gren af ætten (Frode, Ingjald).</br> 3. i de danske kilder: de to grupper af Skjoldungkonger Halvdan-Hroar-Rolv og Frode-Ingjald hersker over hele Danmark og lever til forskellig tid. Sagnets tre udviklingstrin synes at svare til tre tider i dansk historie: 1) Skjoldungættens kampe mod nabofolkene er smårigernes og stammernes kamp indbyrdes. 2) Så samles alle heltene i en Skjoldungslægt, ligesom riget samles og opnævnes efter Danerne; ja, vi kan sige de nærmere: Skjoldungheltenes indbyrdes kamp svarer til det 9de århundreds ødelæggende kongefejde i Danmark. 3) Endelig møder vi i den middelalderlig danske heltedigtning en samlet kongevælde, svarende til den rigsenhed, folket var ved at arbejde sig frem til."<ref name="AO 1894 162f">Olrik (1894), s. 162-163</ref> Den "islandske kilde", der tales om, er Arngrim Jonssons skildring af Danmarks ældre historie fra 1597, som til dels hviler på senere forsvundne kilder<ref name="AO 1894 84">Olrik (1894), s. 84</ref>, og som i sine sidste del fortrinsvis hviler på ''Knytlingasaga''.<ref name="AO 1894 138">Olrik (1894), s. 138</ref> Saxo nævner flere konger med navnet Frode. Om en af dem oplyses, at han kæmpede imod og fordrev hunnerne. Hvis denne oplysning henviser til en faktisk historisk begivenhed, kan det være den danske fordrivelse af herulerne, som kendes fra Jordanes' ''Getica''. Da denne begivenhed menes at være sket i første halvdel af 500-tallet, kan Frodes levetid derved tidsfæstes. ==== Angantyr ==== I en helgenbeskrivelse af missionæren Willibrord, der omkring 710 besøgte dansk område, nævnes ''Ongendus'' eller Angantyr som "dansk" konge.<ref name="HHA 1985 21ff">Hellmuth Andersen (1985), s. 21, 26</ref> Han ses ikke omtalt i nogen dansk krønike og kan næppe have forbindelse til det sjællandske dynasti men muligvis med et sønderjysk dynasti.<ref name="HHA 1985 21">Hellmuth Andersen (1985), s. 21</ref> Antagelig har han været en sydvestjysk småkonge. I frisiske krøniker fra 1600-tallet omtales en ''Omund'' eller ''Ongent Daner'' på netop dette tidspunkt, og det kunne være ham, der henvises til. === ''Skildringer fra vikingetiden'' === ==== Sønderjyske konger ==== Frankiske annaler og andre udenlandske kilder, herunder Adam af Bremen, omtaler i række ellers næsten ukendte danske konger, som kun i begrænset omfang kendes fra de danske middelalderlige krøniker, fortrinsvis Ryd klosters årbog. De er kendte, fordi de har indgået aftaler med eller kæmpet mod frankiske herskere. Det drejer sig om Sigfred, Reginfred og Harald, Erik (Horik 1.) og Erik Barn (Horik 2.). Når de nærmest glimrer ved deres fravær fx. hos Sven Aggesen og Saxo, bliver det et åbent spørgsmål, om de kun har været "regionale konger", det vil sige om Danmark tidvis har været delt mellem flere kongsemner. Usikkerheden bliver ikke mindre af, at der også i begyndelsen af 900-tallet er uklarhed om danske regeringsforhold. De uklare forhold afspejles i to rejseberetninger fra omkring år 890 af Wulfstan og Othere, hvoraf fremgår, at samtiden har skelnet mellem ''Sillende'' (Sønderjylland), ''Gotland'' (Nørrejylland) og ''Denamearc'' (Danmark, bestående af Sjælland, Lolland-Falster, Skåne og Halland), mens ''Burgunda land'' (Bornholm) angives at have sin egen konge, mens Blekinge, Møre, Øland og Gotland angives at høre til sveerne. Endvidere oplyses, at i Halland og Skåne boede ''Norddaner'', i Jylland derimod ''Syddaner'', og Hedeby angives at ligge mellem Vendland, Sachsland og Angel og at tilhøre danerne.<ref name="AEC 1977 27f">Christensen (1977), s. 27-28</ref> Beskrivelsen kan tolkes således, at det meste af det middelalderlige danske rige allerede var samlet på denne tid<ref name="AEC 1977 28">Christensen (1977), s. 28</ref>, men samtidig afspejles en deling i to delområder. ==== Svenskevældet i Hedeby ==== Begyndelsen af 900-tallet er en forvirret tid i dansk historieskrivning. Efter indgåelsen af en traktat i 873 med Ludvig den Tyske forsvinder det danske rige fra de frankiske kilder; senere omtaler vedrører danske vikingetog i Vesteuropa. Først i 934 nævner de tyske Korvei-annaler, at den tyske konge Henrik I havde underlagt sig danerne.<ref name="AEC 1977 197">Christensen (1977), s. 197</ref> Adam af Bremen oplyser, med Sven Estridsen som angivelig kilde, at Danmark havde en konge ved navn ''Heiligo'' (Helge), der efterfulgtes af ''Olaph'' (Olav), som kom fra Sverige, og som erobrede det danske rige, efterfulgt af hans sønner ''Chnob'' og ''Gurd''.<ref name="AL 2000 74f">Lund (2000), s. 74-75</ref> I en biografi for ærkebiskop Hoger (909-919) gentages dette med små afvigelser, og det tilføjes, at efter Olavs sønner "indsattes Sigerich", der kort efter blev frataget magten af Hardegon, Svens søn, som kom fra ''Northmannia''.<ref name="AEC 1977 198">Christensen (1977), s. 198</ref> Dette sted er uklart, men det kan være Danelagen snarere end Norge eller Normandiet, efter som Gorm havde tilnavnet Englænderen. Disse fragmentariske oplysninger bekræftes af to runesten ved Haddeby nær Hedeby, der oplyser, at Odinkars datter Asfrid rejste "kumler" for hendes og Gnupas søn, kong Sigtryg. Det bør her tilføjes, at den ene runesten anvender runetegn i svensk udformning.<ref name="AEC 1977 198"/> Det må derfor anses som sikkert, at der en kortere tid har været et svenskervælde i Hedeby. Det må have bestået af Olaf, Gyrd, Gnupa og Sigtryg. Gnupa kendes også fra Sven Aggesen, Saxo samt Skjoldungesagaen.<ref name="HHA 1985 11">Hellmuth Andersen (1985), s. 11</ref> Ifølge Lunds årbog skal Olaf være død i 906 og Gyrd i 916.<ref name="HHA 1985 11"/> Gnupa har sandsynligvis levet i 934, og i givet fald var det ham, der led nederlag til tyskerne.<ref name="HHA 1985 11"/> Det er muligt, at en skibssætning ved Hedeby er gravsted for en af disse konger.<ref name="HHA 1985 12">Hellmuth Andersen (1985), s. 12</ref> ==== Jellingdynastiet ==== Først med Jellingdynastiet får Danmark en fast og vel dokumenteret kongerække begyndende med Gorm den Gamle, fulgt af Harald Blåtand, Sven Tveskæg, Knud den Store og Sven Estridsen, der markerer overgangen fra vikingetid til middelalder. Forholdene er vel belyste både på runesten og i de tidlige middelalderlige krøniker. Men hvem var Gorm og hvor kom han fra? Saxo har i sin kongerække en Gorm Englænder fulgt af en Harald, der efterfølges af Gorm den Gamle, som efterfølges af Harald Blåtand. I dette tilfælde er der grund til at formode dubbleret identitet for både Gorm og Harald. Hvis dette er rigtigt har Saxos første Gorm måske givet det rette svar: Gorm kom fra England. Dette svarer til den tradition, der blandt andet findes i islandske sagaer. Hos Dudo forekommer der oplysninger om en Gudrum som leder af en dansk hær i England, der i 886 slutter en traktat med den engelske kong Alfred den Store om grænsen mellem den engelsk styrede del af England og Danelagen.<ref name="ISP 1978 412"/> Rollo, som fra Northmannia og blev hersker i hertugdømmet Normandiet, skal være en slægtning til ham<ref name="ISP 1978 412">Skovgaard-Petersen (1978), s. 412</ref>, hvad der blandt andet kunne tale for, at Northmannia henviser netop til Danelagen og antså hverken Norge eller Danmark. Gudrum efterfølges af Gudfred, der angiveligt også førte navnet Cnut.<ref name="ISP 1978 412"/> I en række engelske dokumenter udstedt af den engelske konge Athelstan fra 925 og frem optræder også en Gudrum, men han forsvinder i dokumenterne efter 934, hvilket svarer til det tidspunkt, hvor Gorm den Gamle dukker op i Danmark. Det er derfor muligt og sandsynligt, at denne yngre Gudrum og Gorm den Gamle er een og samme person.<ref name="ISP 1978 412"/> Hos Adam af Bremen optræder to personer med hinanden lignende navne og i hinanden lignende formuleringer: den ene er en "Sveins søn, Hardegon", Der angiveligt kom fra "normannernes land" (antagelig England), og som frarøvede den svenske konge Sigerich tronen (vel i Hedeby).<ref name="AL 2000 77">Lund (2000), s. 77</ref> Den anden, der omtales noget senere, er en "Hardecnudth ... Vurm", der på dette tidspunkt herskede i Danmark. Hullet i teksten har været tolket på to måder: enten at der mangler ordet "søn", det vil sige at Gorm er søn af Hardeknud, eller at der mangler ordene "død og", det vil sige at Knud var død og Gorm herskede.<ref name="AL 2000 253">Lund (2000), s. 253</ref> Den sidste udlægning er foreslået af Allan A. Lund, men forekommer ikke logisk, tværtimod virker det mere logisk, hvis der begge steder er anvendt samme formulering "XX, søn af YY". En tredie mulighed er, at Knud var en ældre broder til Gorm.<ref name="SR 2021 100f">Rosborn (2021), s. 100f</ref> Hvis det sidste er rigtigt, må Knud være Gorms ældre broder og derfor konge til sin død, og dette kunne forklare, hvorfor Knud den Hellige i sit gavebrev til Lundekirken kalder sig selv "den fjerde af dette navn", idet Hardeknud er den tredie, Knud den Store er den Anden og Gorms fader (eller snarere broder) er den første med navnet Knud.<ref name="ISP 1978 410">Skovgaard-Petersen (1978), s. 410</ref> Samtidig bliver det forståeligt, at Harald Blåtand har en ældre broder, Knud, som dør i ung alder: denne Knud må have navn efter sin farfar på samme måde, som Harald fik navn efter sin morfar, Thyras far. Det er nærliggende at stille spørgsmålet, om Hardeknuth og Hardegon var een og samme person under to forskellige navne, på samme måde som den yngre Gudrum i England og Gorm i Danmark er een og samme person. Dette ville ydermere svare til, at ''Jomsvikingesaga'' nævner en Knud, som avlede en søn ved navn Gorm, først kaldet Gorm den Folkesky, senere kaldet Gorm den Gamle. I sagaen er denne Knud dog søn af en jarl ved navn Arnfin. Hvis dette er rigtigt, må forløbet altså være dette: Helge, som kan være en ætling af Horik 2., regerede i anden halvdel af 800-tallet i Danmark men blev erstattet Olaf fra Sverige, som siden efterfulgtes af sine sønner og sin sønnesøn. I 934 blev dette svenske dynasti underkuet af Henrik 1. (Henrik Fuglefænger). I resten af Jylland herskede Knud (måske Hardeknud) på kejserens nåde, men han døde, og netop på samme tid vendte Gorm hjem til Danmark fra England. Når Gorm bosatte sig i Jelling ved sin hjemkomst, kan dette skyldes, at der var et fremmed styre i Hedeby, der ellers ville være det naturlige kongesæde. Antagelig har Hardeknud, der altså var søn af en kong Sven, først elimineret det svenske styre men er kort efter blevet efterfulgt af Gorm som samlet dansk konge. Der er åbenbart usikkerhed om hvem, der var konge i Danmark, da Henrik 1. underlagde sig Hedeby-området, Sigerich eller Gorm, idet kilderne nævner begge navne, men det forekommer mest logisk, at Henriks virke var udløst af Gorms forfølgelse af kristne. Tør vi tro Adam, var og forblev Gorm hedensk, mens hans søn Harald lod sig døbe med hustru og søn, Sven Tveskæg.<ref name="AL 2000 80">Lund (2000), s. 80</ref> Det ser ud til, at danerne forud for denne dåb havde dræbt den tyske kejsers udsendinge i Hedeby tillige med den udstationerede markgreve og koloni af saksere. Kejser Otto nedkæmpede dette oprør, men han lod Harald få magten igen efter, at denne havde sværget lydighed, tilladt kristendommen indført og kirker oprettet samt ladet sig døbe.<ref name="AL 2000 86">Lund (2000), s. 86</ref> Måske det netop var den tilbagegiven af magten i Hedeby, som Harald senere tænkte på, da han på Jelling-stenen erklærede at have vundet sig "hele Danmark". Det er dog et åbent spørgsmål, om den tyske kejser opgav overherredømmet helt så frivilligt: meget tyder på, at danskerne vandt både frihed og Hedeby-området tilbage efter en nyt oprør i 983, kort efter at kejser Otto 2. var død.<ref name="AEC 1977 232">Christensen (1977), s. 232</ref> Både svenskevældet og det tyske overherredømme i begyndelsen af 900-tallet kunne hænge sammen med, at vikingerne var virksomme i England og derfor havde efterladt styret i Danmark svækket i forhold til dets fjender.<ref name="ISP 1978 412"/> En anden og nok så realistisk forklaring er svækkelse som følge af Hedeby-områdets udskillelse fra resten af Danmark. Allerede i 857 oplyser kilderne, at Rurik havde overtalt Horik 2. til at overdrage sig Sønderjylland, dvs. Hedeby-området<ref name="PS 2006 116"/>, og Helge kunne være en tilsvarende senere konge over det samme område. I så fald har Danmark været delt i hvert fald i to områder (Jylland og øerne) hver med deres regent, og hvis Saxo og Ryd klosters årbogs kongerækker afspejler et faktisk dynasti i Lejre, kan denne tilstand strække sig langt tilbage i tid. Dette ville også kunne forklare den tilsyneladende modsætning mellem de konger, der optræder i sagalitteraturen, og de konger, der optræder i frankiske og andre udenlandske kilder: de tilhører hver sit dynasti i et delt dansk rige, som først under Harald Blåtand endeligt forenes til eet rige. I sagalitteraturen er opmærksomheden fortsat rettet imod kongers og stormænds gøren og laden, fortrinsvis vikingetog og lignende begivenheder. Som eksempler herpå kan nævnes ''Jomsvikingesaga'' og ''Knytlingesaga'' samt et par mindre sagabrudstykker. Man tør antage, at disse fremstillinger er mere eller mindre farvede af fortællerens sympatier og antipartier i forhold til de omtalte personer. Men det fratager dem ikke deres rolle til belysning af fortiden. === <big>En uundværlig kildegruppe</big> === Ved begyndelsen af det 20. århundrede mente historikerne, at de skriftlige kilder savnede troværdighed og derfor også evne til at belyse fortidens samfund. Ved begyndelsen af det 21. århundrede lader denne opfattelse sig ikke længere opretholde. Det står klart, at også sagaer, krøniker og andre skriftlige kilder har deres plads ved siden af arkælogiske fund til at belyse forhistoriske forhold. I en række tilfælde er det muligt, og endog sandsynligt, at navne, der kendes fra sagaer og krøniker, også er at finde på danske runesten, de såkaldte "historiske sten".<ref name="MH 1994 18ff"/> Derved bekræfter de med en til vished grænsende sandsynlighed eksistensen af disse personer. Desværre er danske runesten forholdsvis unge, fra vikingetiden, men hvis og når samme person optræder i flere, indbyrdes uafhængige, skriftlige kilder, er det sandsynligt, at der er tale om en historisk person. Sagaerne og krønikerne består først og fremmest af beskrivelser af personer og deres gerninger, mens samfundsforhold stort set ikke er omtalte. Dermed er de vigtige kilder til jernalderens og vikingetidens slægtsforbindelser. Hvis det lykkes at rydde op i alle de misforståelser og dobbeltbenævnelser af samme personer, som sagaer og krøniker utvivlsomt rummer, er det muligt, at vi vil blive i stand til at genskabe disse slægtshistorier. Sker det, vil det være et stort fremskridt i retning af at forstå datidens samfund og sikkert også af den politiske udvikling. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === *Harald Andersen: "Krøniken om Lejre-kongerne" (''Skalk'' 1996 Nr. 5; s. 20-28) *H(arald) A(ndersen): "Ringenes herre" (''Skalk'' 2004 Nr. 2; s. 18-19) *H. Hellmut Andersen: "Vandt sig hele Danmark" (''Skalk'' 1985 Nr. 2; s. 18-27) *H. Hellmut Andersen: "Kongegrave" (''Skalk'' 1985 Nr. 4; s. 11-15) *Kasper H. Andersen: "Danerne og Ravenna" (''Skalk'' 2018 Nr. 1; s. 11-16) *Morten Axboe: "Odin og den romerske kejser" (''Skalk'' 1990 Nr. 4; s. 18-27) *Morten Axboe: "Året 536" (''Skalk'' 2001 Nr. 4; s. 28-32) *Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnedsbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 *Mogens Boisen: ''SAXO "Grammaticus" kaldet Danmarks Riges Krønike. Danernes bedrifter fra den ældste tid og frem til omkring år 1200''; 2. udgave, 1. oplag; Livonia Print 2015; ISBN 978-87-1144027-8 *Niels W. Bruun, Allan A. Lund: ''Tacitus Germania'', bind I: Germaniens historie, geografi og befolkning; 4. oplag, Wormanium, Århus 1979; ISBN 87-85160-24-5 *Aksel E. Christensen: ''Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund'', København 1969 (2. udgave, 1977); ISBN 87-500-1732-2 *Tom Christensen: "Lejrehallen" (''Skalk'' 1987 Nr. 3, s. 4-9) *Tom Christensen: "Sagntidens kongsgård" (''Skalk'' 1996 Nr. 5, s. 5-10) *Tom Christensen: "Ældste Lejre?" (''Skalk'' 2008 Nr. 6, s. 18-24) *H.V. Clausen: "Kong Hugleik" (''Danske Studier'', 1918; s. 137-149) *Per Ethelberg: "Anglerriget - storhed og fald" (''Skalk'' 2017 Nr. 3, s. 15-27) *Albert Fabritius og Harald Hatt: ''Håndbog i slægtsforskning''; 3. udgave; København 1982; ISBN 87-569-0112-7 *P.A. Fenger: ''Ansgars Levnetsbeskrivelse af Erkebiskop Rimbert''; Kjøbenhavn 1863 *R.Th. Fenger: ''Svend Aagesens Danmarks-Krønike''; Kjøbenhavn 1842 *Antonia Hellstam: Hunner eller heruler? Skånes kontinentala kontakter under folkvandringstid; Högskolan på Gotland 2012 *Mikkel Hule: "De historiske sten" (''Skalk'' 1994 Nr. 2, s. 18-27) *Lisbeth M. Imer: "Thyra Danebod" (''Skalk'' 2021 Nr. 5, s. 3-7) *Allan A. Lund: "Fortid og fordom" (''Skalk'' 1979 Nr. 1, s. 19-27) *Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 *Allan A. Lund: ''Adam af Bremens krønike''; Wormanium 2000; ISBN 87-89531-01-9 *Erik Moltke: ''Runerne i Danmark og deres oprindelse''; København 1976; ISBN 87-553-0426-5 *Marika Mägi: ''Viikingiaegne Eesti''; Argo 2017; ISBN 978-9949-607-11-2 *Axel Olrik: ''Skjoldungasaga i Arngrum Jonssons Udtog''; København 1894 *Peter Pentz: "Guds pisk" (''Skalk'' 2023 Nr. 4, s. 18-23) *Sven Rosborn: ''Den skånska historien. Vikingarna''; Lund 2004 *Sven Rosborn: ''Sydskandinavien under sen vikingatid''; Lund 2020 *Sven Rosborn: ''Vikingakungens guldskatt''; Malmö 2021; ISBN 978-91-986780-0-0 *Gudmund Schütte: "Det ptolemæiske Danmarkskort" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23; 1915; s. 9-20) *Gudmund Schütte: "Danmarkskortet hos Ptolemaios ifølge Codex Burney 111" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23; 1915; s. 62) *Gudmund Schütte: "Et maskeret Belgienskort hos Ptolemaios" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23; 1915; s. 108-111) *Gudmund Schütte: "Nord- og Mellemevropa efter den rensede Ptolemaios" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23; 1915; s. 257-268) *Gudmund Schütte: "Skjoldungesagnene i ny Læsemåde" (''Danske Studier'' (1942); s. 81-100) *Gudmund Schütte: "Dansk Kongetals tusendaarige Traad" (''Historisk Tidsskrift'', bind 9 række 5 (1926); s. 23-76) *Gudmund Schütte: "En gammel Kulturvej fra Lilleasien til Skandinavien" (''Danske Studier'' (1922); s. 40-54) *Poul Skaaning: ''Vikingestormen. Togter mod Vesteuropa 793-937''; Viborg 2006; ISBN 87-7739-857-2 *Inge Skovgaard-Petersen: "Den ældre vikingetid" (''Fortid og Nutid'' 1978; s. 410-417) *Martin Vahl og Gudmund Hatt: ''Jorden og Menneskelivet''; Fjerde Bind, København 1927 [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] 4oppy10d0qyyuw3o9prioxz6wqizz3t