Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.45.0-wmf.9 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon TimedText TimedText talk Modul Moduldiskusjon 102 3521 265034 264927 2025-07-09T22:48:17Z Øystein Tvede 3938 265034 wikitext text/x-wiki {{forfatter |fornavn = Jonas |etternavn = Lie }} ==Tekster== * ''Digte'' (1866) * ''[[Den Fremsynte]]'' (1870) * ''Tremasteren Fremtiden'' (1872) * ''Fortællinger og Skildringer fra Norge'' (1872) * ''Lodsen og hans Hustru'' (1874) * ''Faustina Strozzi'' (1875) * ''Thomas Ross'' (1878) * ''Adam Schrader'' (1879) * ''Grabows Kat'' (1880) * ''Drammen og vakre historier derfra'' (1880) * ''Rutland'' (1880) * ''Gaa Paa!'' (1882) * ''Livsslaven'' (1883) {{indeks|Jonas_Lies_Livsslaven.djvu}} * ''[[Familien paa Gilje]]'' (1883) * ''En Malstrøm'' (1884) * ''Otte Fortællinger'' (1885) * ''Kommandørens Døtre'' (1886) * ''Et Samliv'' (1887) * ''Majsa-Jons'' (1888) * ''Digte (1889)|Digte'' (1889) * ''Onde Magter'' (1890) * ''Trold'' (1891) * ''Hunnørnen'' (1892) * ''Niobe'' (1893) * ''Lystige Koner'' (1894) * ''Naar Sol gaar ned'' (1895) * ''[[Dyre Rein]]'' (1896) * ''Lindelin'' (1897) * ''Faste Forland'' (1899) * ''Wullfie og Compani'' (1900) * ''Naar Jerntæppet falder'' (1901) * ''Ulfvungerne'' (1903) * ''Østenfor Sol, vestenfor Maane og bagom Babylons Taarn!'' (1905) * ''Havets Fantasier'' (1909) ===Dikt=== * [[Furuen]] {{PD-old}} 3ffcxb8ww9h7k0gxq0mxt728usvrw8w 10 105228 265007 256712 2025-07-09T15:40:44Z Kåre-Olav 25 fjerner linjeskift 265007 wikitext text/x-wiki {{Auxiliary Table of Contents/s|class={{{class|}}}|width={{{width|}}}|header-align={{{header-align|}}}|style={{{style|}}}|nosummary={{{nosummary|}}}|title={{{title|Innhold}}}|comment={{{comment|(ikke i originalen)}}}}} {{{text|{{{1|}}}}}}{{Div end}}<noinclude>{{dokumentasjon}} [[Kategori:Maler]] </noinclude> d6rzfnk2jddgx4u1b3yz4v6walcun8k 10 105230 265006 261180 2025-07-09T15:38:47Z Kåre-Olav 25 lysere farge 265006 sanitized-css text/css .wst-auxtoc { max-width:100%; margin-left:auto; margin-right:auto; box-sizing:border-box; padding-left:.5em; padding-right:0.5em; width:30em; border:1px solid #808080; background-color:#f8f8f0; color:#202122; margin-bottom:4px; } .wst-auxtoc > div:first-child p { margin:0; } .wst-auxtoc > div:first-child span:first-child { font-weight:bold; } .wst-auxtoc > div:first-child span:nth-child(2) { display:inline flex; flex:1 0; min-width:1em; } .wst-auxtoc > div:first-child span:nth-child(3) { font-size:83%; } .wst-auxtoc-header-align-left { text-align:left; } .wst-auxtoc-header-align-center { text-align:center; } .wst-auxtoc-header-align-right { text-align:right; } .wst-auxtoc.wst-auxtoc-translation { background-color:#FFB; border-color:#FDD017; } hc41z79h8carqc8weg59quz1giaxuf2 106 111224 265005 264759 2025-07-09T15:33:48Z Kåre-Olav 25 må valideres 265005 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=''[[Hermann og Dorothea]]'' |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Johann Wolfgang von Goethe|Johann Wolfgang von Goethe]] |Oversetter=[[Forfatter:Edvard Alme|Edvard Alme]] |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=C. Floor |Institusjon= |Sted=Bergen |Ar=1903 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=5 |Malform=NN |Fremgang=V |Sider=<pagelist 5=tittel 7=fyreord 9=innhald 11=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag={{c|[[Hermann og Dorothea]]}} {{:Side:Goethe Hermann og Dorothea.pdf/9}} }} nevb7tj5tf720kkspzrp0phdmil3zxl 104 111232 264996 264552 2025-07-09T15:08:19Z Kåre-Olav 25 ordner midtstilling - <center> er avskaffet 264996 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{stor|'''''GOETHE'''''}} {{xx-større|''Hermann og Dorothea''}} ''{{sperret|i norsk Umskrift}}'' {{x-mindre|''ved''}} {{stor|''Edvard Alme.''}} {{x-mindre blokk|'''''{{sperret|Berge||n.}}''''' {{br}}''I Kommission hjaa C. Floor.'' {{br}}''1903.}}'' {{midtstilt/e}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> k8wyrrgjxj8iwz59perv6wv0hueooo0 104 111233 264997 264553 2025-07-09T15:09:06Z Kåre-Olav 25 avstand 264997 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{midtstilt|{{x-mindre|''N. Nilssen & Søns Bogtrykkeri.''}}}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> j631pgs566ir0si9h8haraghfvj6w7e 104 111234 264999 264762 2025-07-09T15:12:11Z Kåre-Olav 25 asterisk 264999 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><center>{{større|'''{{sperret|Fyreor||d.}}'''}}</center> {{linje|10%|margin-tb=1em}} {{Stor initial|D}}et er no hundrad Aar og vel det, sidan Goethe skreiv „Hermann og {{rettelse|Dorthea|Dorothea}}“. I den tyske Byen, sud i Landet noko, der mange av Bymennerne eiga Gardar med Vinberg og Hagar, Aakrar og Engjar tett utanfyre Bymuren, sitja dei og svalla, Far og Mor hans Hermann, paa Benken i Skuggen attved Husdyrri imot Torget, ein Sundags Ettermiddag fram paa Sumaren. Vener koma og helsa paa deim, og Røda gjeng lognt og trygt. Men dei høyra Omen og Marmen fraa ein Straum i Nærmunom, ein Folkestraum, som bryt kringum. Strenderne som Dragsud etter den store Stormen paa Folkehavet: den franske Revolutionen. Og gjenom Storm og i Stilla syng Elskhugen sin æveleg unge Sigersong. {{asterisk|m=1em}} „Hermann og Dorothea“ er med dei fagraste Kvædi og vænaste Kulturbilæti, eg kjenner, i det tyske Bokriket. Det er umsett paa nestalle europæiske Maal. Paa dansk er det fleire Umskrifter. Ofta hev eg tenkt: den, som vøre god til aa skriva um dette Kvædet paa norsk og. Gjorde so sjølv Freistnad med ein Song og tvo og fekk berre større Hug til aa halda fram med alle ni Songarne<ref>Kvar av dei ni Songarne hev til Yverskrift Namnet paa ei av dei ni græske Gydjor, Songmøyar elder Songfylgjor : {{sperret|''Kalliope''}} (Forteljing — Forteljaren si Songfylgja), {{sperret|''Terpsichore''}} (Leik og Dans), {{sperret|''Thalia''}} (Skodespel), {{sperret|''Euterpe''}} (Fløytespel), {{sperret|''Polyhymnia''}} (Song og Skaldskap, den songrike), {{sperret|''Klio''}} (Soga, den namngjetne), {{sperret|''Erato''}} (Elskhug, den hugtakande), {{sperret|''Melpomene''}} (Tragedie, den syrgjande), {{sperret|''Urania''}} (Stjerneheimen, Utsyn).</ref>). Gode Menn — {{sperret|Johannes Lavik}} og {{sperret|Jens Tved||t,}} som eg hermed segjer hjarteleg Takk — gav meg fagna Tilhjelp. Og so rikt og ledugt og fagert som det er vaart norske Maal, skulde eg aldri havt Bo beda<noinclude><references/></noinclude> jb4xynxlea7czdefkk8qroobkqpxefx 104 111235 264998 264765 2025-07-09T15:10:52Z Kåre-Olav 25 avstand 264998 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>um Orsaking fyre Vaagnaden min med aa umsetja Goethes klassiske Dikt, so sant Dugen min hadde voret lika stor som Hugen. Men so veit eg og, at den, som hev Skyn paa eit Arbeid som dette, vil vera helder mild i sin Dom. {{asterisk|m=1em}} Den Versformi, „Hermann og Dorothea“ er diktad i — „Heksameter“ — og som Umskrifti sjølvsagt og laut fylgja, um ho skulde faa den rette Svipen, hev i kvar Rad seks Vers-Føter (med ei lang og ei elder tvo stutte Stavingar i kvar Vers-Fot) : <poem> '''Hab’''' ich den '''Markt''' und die '''Stras'''sen '''doch''' nie so '''ein'''sam ge'''seh'''en! '''Ist''' doch die '''Stadt''' wie ge'''kehrt'''! wie '''aus'''ge'''stor'''ben! Nicht '''fünf'''zig, '''Däucht''' mir, '''blie'''ben zu'''rück''' von '''al'''len '''un'''sern Be'''woh'''nern. '''No''' skal du '''al'''dri ha' '''seet''' korkje '''Torg''' elder '''Ga'''tor so '''to'''me! '''By'''en er '''me'''sta som '''sopt'''! som '''ut'''øydd '''reint'''! Ja, eg '''tvi'''lar, '''snaudt''' nog '''fem'''ti er '''att''' av '''al'''le '''Ibu'''arne '''vaa'''re. </poem> {{asterisk|m=1em}} Bilætet er etter den tyske Maalaren A. v. Ramberger. {{høyre|''Edvard Alme.''|2em}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> qdzk3ehvjfdgm2lkr7sv8bw4ky3zyo3 104 111236 264995 264758 2025-07-09T15:03:17Z Kåre-Olav 25 setter inn samme bilde som i originalen 264995 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>[[File:Ramberg - Hermann og Dorothea.png||400px|center]] {{midtstilt|{{stor|INNHALD<ref>Wikikildens innhaldsliste.</ref>}}}} {| width="100%" |- | || {{liten|Side}} |- | [[Hermann og Dorothea/01|Kalliope.]] || 1 |- | [[Hermann og Dorothea/02|Terpsichore.]] || 10 |- | [[Hermann og Dorothea/03|Thalia.]] || 21 |- | [[Hermann og Dorothea/04|Euterpe.]] || 26 |- | [[Hermann og Dorothea/05|Polyhymnia.]] || 37 |- | [[Hermann og Dorothea/06|Klio.]] || 47 |- | [[Hermann og Dorothea/07|Erato.]] || 60 |- | [[Hermann og Dorothea/08|Melpolmene.]] || 69 |- | [[Hermann og Dorothea/09|Urania.]] || 74 |}<noinclude><references/></noinclude> 4lpc47aeixzmsqcnn60xmcske47cpvt 0 111247 265004 264600 2025-07-09T15:32:04Z Kåre-Olav 25 displayed_from/to 265004 wikitext text/x-wiki <pages index="Goethe Hermann og Dorothea.pdf" from=5 to=9 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{PD-old}} [[Kategori:Poesi]] [[Kategori:Oversettelser fra tysk]] [[Kategori:Tekster fra 1903]] aobp4arjtb6k8d7232z7decxvw1kd45 104 111397 265001 264829 2025-07-09T15:18:12Z Kåre-Olav 25 ordner midtstilling 265001 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|210}}</noinclude>Gjødning. Der vilde bli en Mængde Asparges! Men først om tre Aar kunde de stikkes og spises ... Eufemia drog paa Næsen af Barbaras Gjødselssnak og isolerede sig trækkende Sjalet tæt om sig — —. Det var naturligvis Parkanlægget, som gjorde, at det hele kom op i en større Stil! henkastede hun stramt. Stedt i Tvilens Vaande nærmede gamle Henschien sig Klyngen og rørte sagte og forsigtig ved Alidas Arm ... „Dette store Værk er dog vel ikke sket helt og ganske uden Sorenskriverens Befaling, Jomfru?” forhørte han med den mangeaarige Ansattes ængstelige Fortrolighed. „Kolde ere Kvinderaad! mener De Henschien?” faldt Rein pludselig overlydt ind fra sin Passiar med Marianne ... „En Ægteherre er selvfølgelig lykkelig ved at vandre i den Paradisets Have, som hans Kvinde lager til for ham, — spise af dens Frugter og Næper og Kaalrabi, som det kan falde ... <poem style="display:table;margin:auto;font-size:83%;line-height:1.4;"> Pigens Kind er rød og rund, og Røsten er saa linde. Æblet vinker sødt en Stund; men Ormen bor derinde! —” </poem> {{uten innrykk|deklamerede han halv vendt mod Marianne.}} De unge Damer trak sig sagtelig undaf. — En ondskabsfuld Grobian, som man fik vogte sig for! ... De tog sig sine smaa Aftenrunder, — Barbara berettende og orienterende Henschien om det ganske Haveværk. Og Marianne lod sig indhente af Augustinusen og Schmidt, der med stigende Iversyge havde vogtet paa hendes Fortrolighed mod Rein. Koselig lyttede hun nu til og gik ind paa saa, hvad den ene og saa, hvad den anden havde paa Hjertet fra Reisen, medens Øinene grundende fulgte Rein og mere og mere blev til tynde Ridser —<noinclude> <references/></noinclude> j938xfonh43o56u9oz5bpaxqykjgfaf 104 111424 265000 264856 2025-07-09T15:15:22Z Kåre-Olav 25 formatering 265000 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|234}}</noinclude>{{blank linje}} Man lo og morede sig over at ha set Nissen, og keg indom Stalden, hvor Figaro og Storebrunen stampede og humrede af Velbehag ved Krybben efter Dagens seks Miles Trav i Nysneen ... — Inde i Spisestuen stod nu alt Risengrøden paa det festlig dugede Bord. Man placerede sig med et vist Valg, — skulde jo sidde saadan til „Tyvendedagen”. Grøden spistes under Helligtrekongerslysene med en forsigtig Følelse af, at nu begyndte man paa Julens Madbjerg. Gaasen, Ribbenstegen og Medisterpølserne bares ind ... Fruen og Marianne skar fore. Og Fadene med hele Sviten af Æbler og Svedsker, Stuvinger og Syltetøier gjorde sine Runder om Bordet. Jess overtog Brændevinsflasken, — gik om og skjænkede, — drak med gamle Henschien ... Det var nu, saavidt han kunde regne, seksten, sytten Aar, de havde julet sammen — Og der sad Sankowitz og drak for „Paalen” ... „Oprørende Tilstande der, De,” — nikkede han til ham. Og nu skummede det kraftige hjemmebryggede Øl i Glassene og drak Sorenskriveren Julen ind af det fyldte massive Sølvkrus med Frederik den fjerdes Brystbillede paa Laaget, som ellers kun prangede paa Bordet til Sir, men iaften gik rundt. „Prægtigt Bryg, Mor!” erklærede Jess ... <poem style="display:table;margin:auto"> „1 — om Morgnen tienlig er, &nbsp;2 er Sundhed altfor nær. &nbsp;3 tilpas at blifve Giekk, &nbsp;4 at ligge udi Drekk —” </poem> {{uten innrykk|læste han høitidelig op fra Inskriptionerne ved hver Knag for Drikkemaalet inde i Kruset.}} „Det er et gammelt Arvestykke ... Fædrene har begyndt aarle at kige i Kruset, begriber Du, Gaarder.”<noinclude> <references/></noinclude> df8ahfcs8qwj0xojvc9d6xi2270lvob 265002 265000 2025-07-09T15:21:08Z Kåre-Olav 25 manglende streker 265002 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|234}}</noinclude>{{blank linje}} Man lo og morede sig over at ha set Nissen, og keg indom Stalden, hvor Figaro og Storebrunen stampede og humrede af Velbehag ved Krybben efter Dagens seks Miles Trav i Nysneen ... — Inde i Spisestuen stod nu alt Risengrøden paa det festlig dugede Bord. Man placerede sig med et vist Valg, — skulde jo sidde saadan til „Tyvendedagen”. Grøden spistes under Helligtrekongerslysene med en forsigtig Følelse af, at nu begyndte man paa Julens Madbjerg. Gaasen, Ribbenstegen og Medisterpølserne bares ind ... Fruen og Marianne skar fore. Og Fadene med hele Sviten af Æbler og Svedsker, Stuvinger og Syltetøier gjorde sine Runder om Bordet. Jess overtog Brændevinsflasken, — gik om og skjænkede, — drak med gamle Henschien ... Det var nu, saavidt han kunde regne, seksten, sytten Aar, de havde julet sammen — Og der sad Sankowitz og drak for „Paalen” ... „Oprørende Tilstande der, De,” — nikkede han til ham. Og nu skummede det kraftige hjemmebryggede Øl i Glassene og drak Sorenskriveren Julen ind af det fyldte massive Sølvkrus med Frederik den fjerdes Brystbillede paa Laaget, som ellers kun prangede paa Bordet til Sir, men iaften gik rundt. „Prægtigt Bryg, Mor!” erklærede Jess ... <poem style="display:table;margin:auto"> „1 — om Morgnen tienlig er, &nbsp;2 — er Sundhed altfor nær. &nbsp;3 — tilpas at blifve Giekk, &nbsp;4 — at ligge udi Drekk —” </poem> {{uten innrykk|læste han høitidelig op fra Inskriptionerne ved hver Knag for Drikkemaalet inde i Kruset.}} „Det er et gammelt Arvestykke ... Fædrene har begyndt aarle at kige i Kruset, begriber Du, Gaarder.”<noinclude> <references/></noinclude> 5irisrphg32pn0rxndnat9sd3e45wm3 104 111437 265003 264870 2025-07-09T15:31:18Z Kåre-Olav 25 ordner midtstilling 265003 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|246}}</noinclude>ind Bræt efter Bræt med Anretninger fra Kjøkkenet, opvartede Husets Døttre ved Bordet, — bød og spøgte og nødte, — anbefalede gjennem Snakkets Sus og Larm Kaptein Buchwaldt, som var en Lækkermund, de delikateste Stykker, valgte ud for gamle Prosten og klinkede og drak med én her og én der, — idet <poem style="display:table;margin:auto"> „Jula gaar og saa vi faar igjen det gamle Gnaget!” </poem> {{uten innrykk|surrede og sang om Ørene — —.}} — Som Marianne kom hen for at indtage sin Plads ved „Annekset” for en liden Stund, sa hun spøgende til Rein: „Véd De, at De gjør Erobringer iaften? — Fru Paus og Majorens Frue gaar om og er rent begeistret for Dem, ... gratulerer Mor med vor hyggelige ny Fuldmægtig ... Jeg tænker paa,” — kom det sagte, — „hvad De maa være for en mangfoldig Sjæl, — rigtig én som kan bry ens Hode. — — Ja jeg bekjender, jeg har grublet paa Dem” ... „Men De synes, Ankeret altid falder ned i Mudderet,” lo Rein. „Er det ikke Aalen, som gaar der, De?” raillerede Marianne igjen, — „som man aldrig kan faa Tag i ... Iaften har De jo ogsaa vidst at snige Dem undaf at danse, endda jeg er vis paa, De er en baade øvet og prøvet Balkavaler.” „Hvoraf véd nu De det, Jomfru?” „Aa, man behøver blot at se Dem gaa over Gulvet og sætte Dem ned for at passiare med nogen for at vide det. — — Ja, nu griber De mig nok igjen i en Bommert. De mener kanske, jeg sidder her og opmaner Dem til Pligtdanse med Husets Døttre?” sa hun leende ... „Aa—aa, De er farlig! — ikke der, hvor man tror Dem” — „Jeg skal sige Dem, Jomfru Marianne,” smilte Rein, — „der stikker to forskjellige Dyr i os. — I<noinclude> <references/></noinclude> tau34b6zfimaoyseeiw58cv3d71ixxd 104 111519 265008 2025-07-09T21:01:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265008 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><center> DEN FREMSYNTE ELLER BILLEDER FRA NORDLAND (1870) </center><noinclude><references/></noinclude> 3f9vpcx764tmuxps0s0n7y7en8lgkjd 265009 265008 2025-07-09T21:02:07Z Øystein Tvede 3938 265009 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><center> DEN FREMSYNTE {{x-mindre|ELLER}} BILLEDER FRA NORDLAND {{x-mindre|(1870)}} </center><noinclude><references/></noinclude> 4wqthv58kflsai507uvjk9t0mgzzv02 104 111520 265010 2025-07-09T21:02:28Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 265010 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 111521 265011 2025-07-09T21:09:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265011 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|FØRSTE AFSNIT. INDLEDNING.}} Jeg kjender flere, der har havt den samme Lyst, som undertiden paakommer mig, til netop at vælge Uveir at spadsere i. Det er mest Mennesker, som fra et Barndomsliv i Friluft paa Landet er overgaaede til Livsvirksomheder, der medfører Stillesidden, og hvem Stuen undertiden blir for trang og beklemt — eller ogsaa Poeter. Deres Erindring og Fantasi lever, mere eller mindre hemmeligt for dem selv, i stadig Længsel ud fra Stueluften og Bykasernelivet Naar saa Landet en Dag kommer ind til Staden i Skikkelse af en rigtig Regnveirsstorm, der rusker i Tagstenene og af og til kaster en efter Dig, medens Gaderne blir til Kanaler, Hjørnerne til Baghold, hvor Hvirvelvinden overfalder Ens Paraply og, efter en mere eller mindre langvarig og behændig Kamp, krænger og flænger den, indtil man tilsidst staar med kun Stokken og Skelettet igjen — saa hænder det af og til, at en stille, værdig Embeds- eller Forretningsmand, istedetfor efter Dagens Slid paa Kontoret om Eftermiddagen som vanligt at sidde hjemme i sin koselige Stue, siger til sin Hustru, at han „desværre maa ud i Byen en Stund”. Og det, han desværre maa ud for, er naturligvis „For-<noinclude><references/></noinclude> lrikfotm3g06k4p8xxb8u8dms1fn1ia 265012 265011 2025-07-09T21:10:03Z Øystein Tvede 3938 265012 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|FØRSTE AFSNIT.<br> INDLEDNING.}} Jeg kjender flere, der har havt den samme Lyst, som undertiden paakommer mig, til netop at vælge Uveir at spadsere i. Det er mest Mennesker, som fra et Barndomsliv i Friluft paa Landet er overgaaede til Livsvirksomheder, der medfører Stillesidden, og hvem Stuen undertiden blir for trang og beklemt — eller ogsaa Poeter. Deres Erindring og Fantasi lever, mere eller mindre hemmeligt for dem selv, i stadig Længsel ud fra Stueluften og Bykasernelivet Naar saa Landet en Dag kommer ind til Staden i Skikkelse af en rigtig Regnveirsstorm, der rusker i Tagstenene og af og til kaster en efter Dig, medens Gaderne blir til Kanaler, Hjørnerne til Baghold, hvor Hvirvelvinden overfalder Ens Paraply og, efter en mere eller mindre langvarig og behændig Kamp, krænger og flænger den, indtil man tilsidst staar med kun Stokken og Skelettet igjen — saa hænder det af og til, at en stille, værdig Embeds- eller Forretningsmand, istedetfor efter Dagens Slid paa Kontoret om Eftermiddagen som vanligt at sidde hjemme i sin koselige Stue, siger til sin Hustru, at han „desværre maa ud i Byen en Stund”. Og det, han desværre maa ud for, er naturligvis „For-<noinclude><references/></noinclude> anuj9poc6ztove1uad17k1s708trg1y 104 111522 265013 2025-07-09T21:13:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265013 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>retninger". Thi lidet vilde det sømme sig for en adstadig, gravitetisk Mand, som kanske er Borgermester og en af Byens Fædre, at vedgaa endog kun for sig selv, at han er barnagtig nok til at gaa om og fantasere i Uveir, og at han kun vil ned paa Bryggen for at se Skummet sprøite over Beddingen og Skibene i Havnen lege Havari. Han maa naturligvis have noget at bestille derude, om ikke andet, saa saadan i Almindelighed at se til, at ikke „''qvid detrimenti capiat respublica''”; det vil sige, at Byen, hvis Velfærd han i en eller anden Retning har at passe, ikke blæser ned. Sagen er, at der er Revolution i Gaderne — ikke en politisk, Gud bevare ham fra at være med paa saadant — men en af den Sort, som nu engang er dragende for ham, fordi den revolterer alle hans gamle Erindringer, og som han, skammeligt nok, lister sig til at være med i, skjønt den ogsaa paa sin Manér stormer alle Politiindretininger, knuser Vinduer, slukker Lygter, river Tagsten af Husene, bryder Brygger og Fortøiningsindretninger og jager Politi og Vægtere ind i deres Huler. Det er Naturens stærke Hærraab midt inde i den civiliserede Stad til alle hans Barndomserindringer, til hans Fantasi og Natursans, som han lystrer ligesom en gammel Trompeterhest, der hører sin Ungdoms Signal og pludselig sætter over Gjerdet. Et Par Timers Gang ude i Veiret, saa er den Brand i Blodet stillet, og hjem kommer den samme stille, gravitetiske Mand, der betænksomt sætter Stok og Galoscher fra sig paa den vante Plads i Gangen og beklages af sin Hustru, som har været bekymret for ham og nu skiller ham af med hans vaade Klæder. Han selv er underligt nok, uagtet Gjenvordighederne, samme Aften i et ypperligt Humør og har saa overmaade mange Ting at fortælle om denne Storm — alt naturligvis, som det<noinclude><references/></noinclude> 302wycqj7tpe2yjf5ij7x3i0pf0enma 265014 265013 2025-07-09T21:14:09Z Øystein Tvede 3938 265014 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>retninger”. Thi lidet vilde det sømme sig for en adstadig, gravitetisk Mand, som kanske er Borgermester og en af Byens Fædre, at vedgaa endog kun for sig selv, at han er barnagtig nok til at gaa om og fantasere i Uveir, og at han kun vil ned paa Bryggen for at se Skummet sprøite over Beddingen og Skibene i Havnen lege Havari. Han maa naturligvis have noget at bestille derude, om ikke andet, saa saadan i Almindelighed at se til, at ikke „''qvid detrimenti capiat respublica''”; det vil sige, at Byen, hvis Velfærd han i en eller anden Retning har at passe, ikke blæser ned. Sagen er, at der er Revolution i Gaderne — ikke en politisk, Gud bevare ham fra at være med paa saadant — men en af den Sort, som nu engang er dragende for ham, fordi den revolterer alle hans gamle Erindringer, og som han, skammeligt nok, lister sig til at være med i, skjønt den ogsaa paa sin Manér stormer alle Politiindretininger, knuser Vinduer, slukker Lygter, river Tagsten af Husene, bryder Brygger og Fortøiningsindretninger og jager Politi og Vægtere ind i deres Huler. Det er Naturens stærke Hærraab midt inde i den civiliserede Stad til alle hans Barndomserindringer, til hans Fantasi og Natursans, som han lystrer ligesom en gammel Trompeterhest, der hører sin Ungdoms Signal og pludselig sætter over Gjerdet. Et Par Timers Gang ude i Veiret, saa er den Brand i Blodet stillet, og hjem kommer den samme stille, gravitetiske Mand, der betænksomt sætter Stok og Galoscher fra sig paa den vante Plads i Gangen og beklages af sin Hustru, som har været bekymret for ham og nu skiller ham af med hans vaade Klæder. Han selv er underligt nok, uagtet Gjenvordighederne, samme Aften i et ypperligt Humør og har saa overmaade mange Ting at fortælle om denne Storm — alt naturligvis, som det<noinclude><references/></noinclude> 85i6wdnqt7yir6wxj1ulgn1l8qywcih 265017 265014 2025-07-09T21:21:16Z Øystein Tvede 3938 265017 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>retninger”. Thi lidet vilde det sømme sig for en adstadig, gravitetisk Mand, som kanske er Borgermester og en af Byens Fædre, at vedgaa endog kun for sig selv, at han er barnagtig nok til at gaa om og fantasere i Uveir, og at han kun vil ned paa Bryggen for at se Skummet sprøite over Beddingen og Skibene i Havnen lege Havari. Han maa naturligvis have noget at bestille derude, om ikke andet, saa saadan i Almindelighed at se til, at ikke „''qvid detrimenti capiat respublica''”; det vil sige, at Byen, hvis Velfærd han i en eller anden Retning har at passe, ikke blæser ned. Sagen er, at der er Revolution i Gaderne — ikke en politisk, Gud bevare ham fra at være med paa saadant — men en af den Sort, som nu engang er dragende for ham, fordi den revolterer alle hans gamle Erindringer, og som han, skammeligt nok, lister sig til at være med i, skjønt den ogsaa paa sin Manér stormer alle Politiindretininger, knuser Vinduer, slukker Lygter, river Tagsten af Husene, bryder Brygger og Fortøiningsindretninger og jager Politi og Vægtere ind i deres Huler. Det er Naturens stærke Hærraab midt inde i den civiliserede Stad til alle hans Barndomserindringer, til hans Fantasi og Natursans, som han lystrer ligesom en gammel Trompeterhest, der hører sin Ungdoms Signal og pludselig sætter over Gjerdet. Et Par Timers Gang ude i Veiret, saa er den Brand i Blodet stillet, og hjem kommer den samme stille, gravitetiske Mand, der {{sp|betænksomt}} sætter Stok og Galoscher fra sig paa den vante Plads i Gangen og beklages af sin Hustru, som har været bekymret for ham og nu skiller ham af med hans vaade Klæder. Han selv er underligt nok, uagtet Gjenvordighederne, samme Aften i et ypperligt Humør og har saa overmaade mange Ting at fortælle om denne Storm — alt naturligvis, som det<noinclude><references/></noinclude> a8p3sx089tg39nyvk7sb7x9gsnxhtn4 104 111523 265015 2025-07-09T21:16:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265015 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig sømmer, i Skikkelse af Bekymring for, at Skade skal anrettes eller Ildebrand udbryde over Byen netop den Aften. Det var i et saadant Uveir, at jeg — der er praktiserende Læge og som saadan baade for mig selv og andre har forsvarlig Grund til at være ude i Byen til alle Tider af Døgnet — en regn-, taage- og stormfuld Oktobereftermiddag var ude og vankede i Kristianias Gader og fandt mit Behag i at lade Veiret pidske mig i Ansigtet, medens min gode Regnkappe forøvrigt beskyttede min Person. Mørket var efterhaanden faldt paa, og de tændte Gaslygter blussede i Trækvinden, saa jeg kom til at tænke paa Blinkfyrene i en Taagekvæld ude ved Kysten. Af og til slængtes en ulukket Port op og igjen med Skrald som et Nødskud. Min stille Bemærkning i den Anledning var, at der dog endnu i vor nervøse Tid maa findes et forbausende Antal Mennesker uden Nerver; thi slige Skrald dundrer gjennem hele Huset lige op til Kvisten, op og igjen, igjen og op. Blæsten fylder Gangene, og Døre springer op; alle har det uhyggeligt, men ingen gider gaa ned og stænge Ondets Ophav; Portneren er ude i Byen, og saa længe faar da og Hushyggen være borte. Det var netop en saadan ulukket, utrættelig skraldende Port, som blev Indgangen til, hvad jeg her har at fortælle. Som jeg gik forbi den, hørte jeg nemlig en Stemme, som syntes mig saa vel bekjendt, en gammel kjær Røst — skjønt jeg i Førstningen ikke vidste, hvor jeg skulde tage den fra — raabe utaalmodigt paa Portneren. Det var den slængende Port, det gjaldt. Manden var klarlig det eneste nervøse Individ i det Hus; ialfald var Portneren det ikke; thi han lod til at være lige ufølsom, baade for sin Port og for ham,<noinclude><references/></noinclude> 1ato05u74qf92dxodepcfy6r9ekq9jv 104 111524 265016 2025-07-09T21:20:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265016 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som tog sig af dens Sag, og som forgjæves holdt paa med en Portnøgel, der ikke lod til at passe. Endelig kom Portneren ud af sin underjordiske Hule, og under en liden Ordstrid, som udspandt sig mellem den nu forsonlige og blide, sin egen Irritabilitet frygtende Stemme og den brummende Portner, var det, at jeg med al en vaagnende Erindrings Magt gjenkjendte foran mig min gamle Ven fra Studentertiden, David Holst, sammen med hvem jeg havde levet tre af mit Livs rigeste Ungdomsaar. „Er det Dig, David, saa faar Du lade mig slippe ind, før Du stænger!” raabte jeg, saadan som jeg vilde have gjort i de gode gamle Dage for tyve Aar siden. Porten aabnede sig helt, og et Haandtryk fra den udtrædende dunkle Skikkelse sagde mig, at {{sp|h a n}} ikke havde behøvet at rode saa længe som jeg i sin Hukommelses Kiste, men at han havde taget mig frem af den med éngang. „Følg mig!” var hans eneste Ord, og saa steg vi tause, han foran og jeg efter, op igjennem de ubelyste Trapper, en, to, tre Etager og endnu en adskilligt smalere Trappe høiere. Der tog han mig i Haanden for at lede mig, noget, som vel tiltrængtes, da det, saavidt jeg kunde skjønne, bar ind over et Mørkloft, hvor der hang Klædesnorer, — han bad mig ogsaa bukke mit Hoved. Paa Veien tænkte jeg i mit stille Sind mit. Hans Haand — jeg kom til at huske paa, at han i gamle Dage var noget forfængelig af den — var klam, maaske af Sindsbevægelse, og han stansede undertiden i Trapperne, som om han maatte trække Pusten. Den trange Mørkloftstrappe hviskede ogsaa til mig, at min Ven David, der i sin Tid dog havde Lov som et godt Hoved, nok ikke kunde have drevet det synderlig langt i jordisk Forfremmelse.<noinclude><references/></noinclude> h958wsiren0w7wnd8lnpr9men4n8g9h 104 111525 265018 2025-07-09T21:24:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265018 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han lukkede op en Dør og bad mig træde først ind. Paa et langagtigt Bord stod en Lampe, hvis Skjærm samlede dens Lysning stærkt, kun som en halv Meter omkring Lampefoden, paa et Skrivetøi og nogle Papirer, som laa der, saa at Yderkanterne af Bordet i Begyndelsen forekom mig at ligge i Mørke. Bag det syntes jeg, der var ligesom en sort Grav, der dog lidt efter, da Øiet blev vænnet til Lampens bratte Lysskjær, viste sig at være en Sofa, foran hvilken der stod et næsten tilsvarende langt, malet Arbeidsbord med firkantede Ender. Naar to Ungdomsvenner paa saadan Maade mødes, er der under den ligefremme Form ofte alligevel en hemmelig Blyhed at vinde over; det er et mangeaarigt Lag af forskjellig Oplevelse, som skal ryddes tilside. Efter en liden Pause gik min Ven, som med en pludselig Resolution, rask hen og tog Lampeskjærmen af, saa det blev lyst ud over Værelset „Du seer,” sagde han, „jeg har det akkurat som i gamle Dage, blot at der nu er to Kvistvinduer istedetfor et, nogle flere Hylder med Bøger og lidt bedre Maanedsgage, som jeg faar ved at slaa sammen en Lærerplads ved en af Almueskolerne her med en lidet vanskelig Post i en Avis. Det er nu alt, hvad jeg behøver, seer Du. Jeg er først flyttet herind ivaar fra Bergen og skulde egentlig have hilst paa Dig, men har ikke endnu kommet mig til; paa Gaden har Du altid seet mig formeget ud, som om Du pilede i Praksis. Men nu, jeg har Dig paa min Hybel, skal vi ogsaa tage os en Passiar om gammelt, og hvordan Du har det. Tag af Dig, saa skal jeg imidlertid gaa ned og se til at faa istand noget Toddy.” Hermed satte han Lampekuppelen paa igjen og forsvandt ud af Døren.<noinclude><references/></noinclude> 9w8trglw17r3zvic7skblzrrpjrfeyl 104 111526 265019 2025-07-09T21:26:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265019 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Denne min Vens noget forcerede Indledningstale var mig ikke rigtig naturlig; det var, som om han med sin flotte Fortrolighed mere rettede sig efter mit end efter sit eget Væsen, og det hele gav mig Indtryk af, at han paa forhaand vilde parere af alskens unødige Spørgsmaal. Vi havde igrunden endnu ikke vekslet saameget som et Haandtryk, og jeg ialfald ikke faaet sagt en Stavelse, ja jeg havde egentlig endnu ikke faaet se mere af ham end det lille Glimt af hans Ansigt, med det samme han igjen vendte sig mod Lampen og satte Skjærmen paa. J6g gjenkjendte dog, trods Aldersforskjellen, det samme magre, fine blege Ansigt, som i gamle Dage undertiden kunde faa et saa skjønt, tungsindigt Udtryk — det var med det, han for altid stod fotograferet i min Erindring — men Trækkene havde nu faaet en paafaldende Skarphed, og i det korte Øiekast, jeg opfangede, var der et Udtryk, samtidigt lidende og speidende, der gjorde mig saa ubeskrivelig ondt. Jeg har seet syge sætte det samme Blik paa mig, naar de var bange for, at Meningen var at operere dem, og troede nu ialfald at forstaa saameget deraf, at det, som det nok her gjaldt om at operere, var min Vens gamle Fortrolighed, samt at hertil udfordredes al min Behændighed. Jeg var engang den troskyldigste Fyr under Solen; men siden jeg blev Læge og fik se, hvordan Menneskene egentlig er, og at der ikke findes det i Verden, man ikke maa forudsætte hos selv den bedste, naar man ikke vil gaa feil af Sygdomsaarsagen, er jeg bleven omvendt til et absolut Mistænkelighedsmenneske. Jeg mistænker alt og alle, endog de værdige Mænd, der spadserer ude i Uveir. En Indianer lister sig ikke mere umærket og<noinclude><references/></noinclude> oxtlhyi6g2eg6jc6sjs4jjuc3k71piv 104 111527 265020 2025-07-09T21:29:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265020 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lydløst ind igjennem en Urskov end jeg, naar det kniber, ind i min Patients Fortrolighed, og min Ven David var lige med ét bleven mig en Patient. Mig skulde han nu neppe længere faa luret af med sit Snak: om „gammelt” og et Glas Punsch paa sin „uforandrede Studenterhybel”. Mit første Krigspuds blev nu i en Hast at fortsætte den Revision af Værelset, som min Ven noget vel flygtigt havde ladet mig begynde. Jeg tog Lampen og gav mig til at se mig om. Inde ved den Sofaen modsatte Væg, under det af Taget dannede Skraaloft, var hans Seng med et lidet rundt Bord foran. Paa en Boghylde, som stod paa Gulvet op mod Væggen i Hjørnet ved Sengefoden, gjenkjendte jeg Henrik Wergelands Buste endnu mere defekt paa Hage og Næse end i min Tid og nu tillige blindet paa det ene Øie; han var medfaret næsten lige saa ilde som det gamle Klodshoved, jeg røgte af, og som jeg ogsaa havde kjendt igjen, uagtet yderligere flænget og hugget paa kryds og tvers. Min Ven havde nemlig den Vane at sidde og snitte sine Tankestreger i det, medens han røg Tobak og af og til kastede et Ord ind i Passiaren for at vedligeholde den, som man kaster Brænde paa en Ild — det var ligesom mere Stemningen i Samtalen og det, at der overhovedet blev talt, end selve Tanken, han brød sig om. I den Stilling havde han ogsaa ofte netop dette stille tungsindige Udtryk over sig, som om han smilte til noget skjønt, vi andre ikke saa. Mellem Sengen og Hylden opdagede jeg nogle Flasker, simple Bouteiller, og med Lynets Hurtig- hed slog den Mistanke op i mit Sind — jeg er, som sagt, ikke af Naturen, men gjennem Skuffelse, bleven den inkarnerede Mistroiskhed — at min Ven maaske var bleven forfalden til Drik.<noinclude><references/></noinclude> 77mosz7s7mn2g47eumx5rp2j5y2xv9a 104 111528 265021 2025-07-09T21:32:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265021 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg satte Lampen fra mig paa Gulvet. I den ene Flaske var Blæk, i den anden Parafin og i den tredie, mindre, Medicintran, som han altsaa tog, sandsynligvis for sit Bryst. Jeg huskede paa den klamme Haand, hans Stansen og tunge Aandedrag i Trappen, og følte mig skamfuld som et rigtigt Skarn, der havde kunnet tænke mig min Ungdoms kjære Ven og, jeg kan gjerne sige, Ideal jevngod med enhver anden Slubbert ude i det gemene Liv, der absolut skal mistænkes. Han fik i Stilhed min angergivne Afbigt, medens jeg læste henover Rygtitlerne og gjenkjendte en og anden af Bøgerne. Denne Hylde lod til netop at være hans Studenterboghylde. Jeg trak ud en tyk Bog, gamle Saxo Grammaticus, som jeg erindrede engang at have kjøbt paa en Auction og foræret ham, men fik nu helt andet at tænke paa. Det gik med mig som med den, der trækker ud en Mursten og pludselig finder en hemmelig Indgang — jeg følte mig med ét foran Indgangen til min Vens Hemmelighed, skjønt endnu kun foran et dybt, mørkt Rum, der nok kunde gjennemvandres med Fantasien, men hvori jeg i Virkeligheden ikke kunde se, medmindre min Ven selv leverede mig Lygten. Det, som i den Grad tiltrak sig min Opmærksomhed og ligesom naglede al min Sans og Erindring til Stedet, var intet Hul, men et Hoved paa en Violin, der stak op bag Hylden med en støvet Hals og et Sammenfilter af Strenge mellem Skruerne. En slap Basstreng hang ned; den forstrakte, sprungne Diskant havde krøllet sig opover, og under de to hele Strenge laa, hvad jeg forvissede mig om ved at føle efter og tage flere Bøger ud af Rækken, Stemmehesten flad. Jeg undersøgte Violinen,<noinclude><references/></noinclude> rjl94ezs9lg5eg3m6jqhl639099wf0g 104 111529 265022 2025-07-09T21:34:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265022 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som jeg ikke godt kunde tage frem, ligesaa omhyggeligt, som om jeg havde fundet en Ven syg og udhungret — der var en urepareret Sprække i dens Bryst. Jeg kunde ikke hindre, at jeg, fangen i gamle Erindringer, blev vemodig stemt, saa inderlig vemodig. Jeg lukkede mit Murhul af Bøger til, satte Lampen paa Bordet igjen og mig selv i Sofaen, hvor jeg ved det dampende Klodshoved — jeg saa deri bl. a. igjen mine egne Navnebogstaver, indskaarne af mig selv — gav mig hen til Minder, som jeg her vil meddele, selv med Fare for, at Læseren skal finde, at min Ven bliver noget længe borte med Punschen. Gjennem dem vil han blive nærværende slig, som han stod for min Sjæl i Ungdomserindringens Lys, og slig, som Læseren med mig maa kjende ham, om han skal kunne forstaa ham. Vort Studenterbekjendtskab opkom naturligt derved, at vi var Nordlændinge begge to. Han var tre, fire Aar ældre end jeg, og at han var den betroede, skjønt anonyme Theateranmelder i H . . . . bladet, gav ham desuden i mine Øine i og for sig selv en officiel Overlegenhed, hvorfor jeg bøiede mig. Men mere end dette virkede hans Væsen paa min ungdommelige Indbildningskraft. Der var noget usædvanlig nobelt ved hans slanke Figur og hans fine, smale, alvorlige Ansigt med den høie Pande og den svære, krøllede, sorte Haarmasse om Tindingerne. De stærke Øienbryn og en udpræget Romemæse optog ligesom Opmærksomheden fra hans Øine, der var lyseblaa og mere i Pagt med hans Bleghed og skjægløse Ansigt end med den mere energiske Del af hans Træk. Det var dog disse sidste, som gav det første Indtryk af ham. Senere lærte jeg at læse Trækkene anderledes og at se, at der i dem netop laa afpræget Strømbrydnin-<noinclude><references/></noinclude> 4wtsz4jy9ifdyd0nvzm9zcjze2lyxaz 104 111530 265023 2025-07-09T21:36:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265023 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gen af den Dobbeltnatur, hvori hans Liv efterhaanden blev søndermalet. Et fint Smil, naar han talte, og et tilbageholdende Væsen gav ham noget fornemt, der ialfald imponerede mig storligen. Han var den eneste Student, jeg kjendte, som ikke gik med Studenterhue, — han brugte en flad, blaa Sjømandshue med kort Skygge, der klædte ham meget godt. Naar han blev ivrig, hvilket kunde hænde ham i en Disput, thi han var en saare stærk Logiker, noget, hvori han imidlertid kun indsatte sin Forstand, men, saavidt jeg skjønner, aldrig egentlig sit Hjerte og sine dybere Stemninger, — strak hans Stemme ikke til; den blev overanstrengt og skrigende som fra et daarligt Bryst. Den Slags Recontrer angreb ham ogsaa altid og efterlod ham i irritabel Uro længe bagefter. En Besynderlighed hos ham var, at han undertiden tog sig Fodture paa flere Dage ud paa Landet, og dette baade Sommer og Vinter. Noget Følgeskab vilde han aldrig vide af. Havde han ønsket det, vilde han have anmodet mig, det følte jeg, og det kunde derfor aldrig falde mig ind at paatrænge mig ham. Han drog da af sted uden Randsel; dette bemærkede jeg engang, jeg tilfældig saa ham streifende over Marken et Par Mile fra Byen, hvor jeg var i Besøg. Naar han saa kom hjem, var han i Perlehumør, medens han derimod, før han drog ud, altid var ordknap og tungsindig, saa jeg næsten alene maatte staa for Passiaren. Han havde det ligesom med Humørperioder. Et Mærke paa, naar en saadan Stemning havde indfundet sig, var mig netop den Violin, som jeg nu<noinclude><references/></noinclude> 4159poj4de2tj7ggehhenryqosql9sp 104 111531 265024 2025-07-09T21:39:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265024 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tyve Aar efter fandt strengeløs forstukken bag hans Boghylde. Som den laa der, blev den mig atter det samme Mærke, men nu ikke længer paa en Periode af Dage, men af Aar. Denne Violin holdt han engang høit i Ære, den havde Hæderspladsen paa hans Væg med Buen ved Siden. Han havde faaet den efter en Ven, en gammel Klokker i hans Hjem oppe i Nordland, af hvem han havde lært at spille, og som nok havde været et Slags musikalsk Geni af dem, der ikke kommer til sin Ret her i Verden. David holdt meget af at fantasere, ikke blot paa denne Violin — han havde fint Gehør og havde lært ikke saa lidet, — men ogsaa om den: hvorfra den egentlig skrev sig, og hvor gammel den kunde være? Et utydeligt Stempel inde i Bunden vilde han overmaade gjerne tyde til, at den „muligvis var en Cremoneser”; han var lidt svag paa det Punkt, og dette Rum for Gjetningen var aabenbarlig for ham en Herlighed ved Violinen. David Holst havde noget, som han kaldte klassisk Musik, et Par længere Nummere, som han spillede efter Noder. Dette tiltalte nu mig mindre og forekom mig altid i Slægt med det, som var fremme i hans Væsen, naar han optraadte som Logiker. Det var mere som en streng aandelig Skoleøvelse — og han spillede vist da ligesaa korrekt, som han ellers skrev eller disputerede — end som nogen Hjertesag. De Tider, da den klassiske Musik og den kritiske Passiar raadede paa Hybelen, var visselig de, hvori han selv befandt sig mest i Ligevægt. Han var da ogsaa mindre hjertelig i sit Væsen, selv mod mig. Men saa kom der Tider, hvori Nodestolen fik staa i Krogen.<noinclude><references/></noinclude> 097twmp9fo3z35iilfmpn2kgq6cyf4e 104 111532 265025 2025-07-09T21:42:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265025 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han kunde sidde lange Stunder og stirre hen for sig, som han faldt i Staver, og saa paa sin Violin give sin Stemning Luft i alskens Fantasier, der helt anderledes end hans saakaldte klassiske Musik tiltalte mit iøvrigt lidet musikalsk uddannede Øre. Det var allehaande Smaastykker, der efterhaanden mere og mere droges ind i hans egen Mol-Manér og undertiden en underlig vemodig Melodi, som jeg dog egentlig kun hørte ham spille rent ud nogle faa Gange, og da altid som i en Art Selvforglemmelse. Jeg havde ved disse Leiligheder en Følelse, som om han betroede mig noget deiligt, han havde mistet i Livet, og hvorover der altid maatte sørges. Længere ude i en saadan Periode blev han som sagt mere uregelmæssig og var sjelden at træffe hjemme, kunde da ogsaa undertiden ironisere bittert over Kammerater, Professorer og Tilstande, og for den, som det gik ud over, næsten blodigt. Jeg havde Privilegium paa at tage Nøglen og gaa ind paa min Vens Værelse, ogsaa naar han ikke var hjemme. Hang hans Violin ustelt, vidste jeg, at det var ilde fat, og at hans egen Tilstand saa omtrent svarede til Violinens. Det første, han gjorde, naar alt var vel igjen, var ogsaa altid med Omhu at sætte den istand. Aldrig havde jeg dog i hin Tid seet denne Øiesten saadan henslængt og behandlet, som jeg nu, tyve Aar efter, gjenfandt den, støvet og sprukken, bag Boghylden. At jeg fik mine vemodige Tanker derved og af den anede en lidet glædelig Livshistorie, vil Læseren saaledes nu kunne forstaa og dermed forhaabentlig tilgive mig, at jeg har ført ham med mig fra David Holst's Værelse, hvor jeg sad og ventede paa, at han skulde komme med Punschen, saa langt ud i mine Ungdomsminders Land.<noinclude><references/></noinclude> t3g2qy7uhppmrcp7rzq6fy1v06ofpoc 104 111533 265026 2025-07-09T21:44:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265026 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> I tre Åar havde vi saagodtsom daglig været sammen. Siden maatte David Holst ud som Huslærer, og vore Veie skiltes, som det pleier at gaa i Livet. Her i Aften var nu Mødestedet. Det klirrede ude paa Gangen, og lidt efter aabnede David Holst med Forsigtighed Døren for en Pige, som indbar en dampende Mugge med tilhørende Rekvisita, der nok kunde falde i en Mands Smag, der, som jeg hin Eftermiddag, i flere Timer havde færdedes ude i Uveir. David fandt mig indstalleret paa sin Sofa med sin Pibe i Munden og sine Tøfler paa Fødderne, aldeles saadan, som Tingen vilde være taget mellem os i gamle Dage — og dette henregnede jeg nu i Stilhed til et af mine listige Kneb; thi paa disse Indgangsbilletter, hans Pibe og Tøfler, indsatte jeg mig selv uden videre paa Forudsætningen om vor gamle fortrolige Fod. Jeg følte mig som en Feltherre, der er saa heldig at kunne aabne Kampen ved straks at occupere en hel Provins. I Mangel af sin vanlige Sofaplads skød David en Stol til Bordet og satte sig lige over for mig, idet Punschebrættet placeredes imellem os. Vi sad nu begge igjen ved Bredden af den samme Glædens Flod, hvori vi saa mange Gange havde boltret os i vor Ungdom, men nu øste vi begge forsigtigere. I Samtalens Løb heldede han sig oftere hen imod mig, som om han lyttede, og hans Hoved kom derved indenfor Omraadet af Lampens stærke Lysskjær. Jeg bemærkede da, at hans Haar var blevet meget tyndt og ikke saa lidt graasprængt, og at der stod smaa Svedperler paa hans ikke længer rynkefri Pande. De graablege, skarpe Ansigtstræk og et nyt<noinclude><references/></noinclude> dd9ny45ghxfxm1jgb75jnpsleiposl1 104 111534 265027 2025-07-09T21:46:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265027 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tilkommet tindrende Udtryk i hans Øie sagde mig, at hans Væsen legemligt eller aandeligt gjemte en underjordisk Ild, som neppe længer stod til at slukke. Da jeg nu derhos af gjentagne Hosteanfald troede at forstaa, at disse hans Bøininger forover mod mig ligesaa gjerne kunde have sin Grund i, at han var træt og søgte Hvile mod Bordkanten, som i Samtalens Interesse, besluttede jeg mig med engang til at gaa lige løs paa Spørgsmaalet om hans Helbredstilstand og saaledes sætte mig i Besiddelse af nok et vigtigt Udenværk om hans Fortrolighed. Jeg reiste mig pludselig bestemt og alvorlig og sagde, at jeg som erfaren Læge desværre saa, at han ikke var saa lidet syg, som han mulig selv troede, og at han, da han øiensynlig var afkræftet og mat — jeg paaberaabte mig Sveddraaberne paa hans Pande — ialfald nu straks skulde sætte sig hen i den magelige Sofa, som jeg hidtil havde optaget. Han erkjendte, at han ikke vel havde taalt at gaa de to Gange i Trappen, — første Gang var han kun gaaet ned for at faa Slut paa den slemme Træk gjennem Huset — og satte sig efter mit Ønske villigt i Sofaen. Det var Brystet, sagde han. Ved Hjælp af Hørerør og Percussion opdagede jeg desværre, at han kun havde altfor megen Ret. Det var Brystet, men i en saadan Tilstand, at her kun var Tale om at vinde Tid, ikke om at frelse; thi den ene Lunge var helt borte og den anden alvorlig angreben. Den sidste Del af Aftenen følte baade han og jeg os som gjenfødte paa den gamle Fod. Min Myndighed som Læge gav mig derhos en Smule Overvægt. Klokken ni erklærede jeg, at han maatte i Seng, og sagde ham, at jeg næste Dags Formiddag agtede<noinclude><references/></noinclude> dl08laje8kkacumka9jtqisb09rp15h 104 111535 265028 2025-07-09T21:48:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265028 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at komme igjen og ordinere ham det fornødne. Paa Almueskolen skulde han, hørte jeg, først læse den Dag Klokken elleve — til den Tid lovede han mig, ikke at gaa ud. — Da jeg kom hjem, fandt jeg min Hustru i stor Angst for mig. Hun kunde ikke begribe, at en fornuftig Mand og dertil en Doktor, som gav andre saa forsigtige Raad, kunde fare om mere end nødvendigt i et saadant Himmelveir; og jeg havde jo været ude i det hele Tiden, næsten siden Middag. Hertil var nu intet at sige, og jeg overtænkte kun, medens hun talte, hvorledes jeg bedst skulde vinde hendes Stemning for den Sag, der nu laa mig paa Hjertet. Min Hustru havde ikke Spor af Kjendskab til min dødssyge Ven, og hun kunde kanske endog, om jeg kjendte hende ret, falde paa at blive stødt, naar jeg fortalte hende, at han paa en Maade havde eiet min Ungdoms Kjærlighed før hun. Det gik virkelig ogsaa, som jeg forudsaa. Det var først efter en noget betænkelig lang Pause, at hun med ét kom hen og sagde, at min bedste Ven naturligvis ogsaa skulde være hende inderlig kjær. Og fra det Øieblik af kunde heller ingen være ivrigere end hun. I hvad hun tager sig for, saa gjør hun det nemlig altid tilgavns, og hun opgjorde endnu samme Aften, hvordan Sagen skulde arrangeres. Klokken ti den næste Formiddag var jeg med min Hustru oppe hos min Ven og forestillede hende for ham med de Ord, at hun ønskede sig betragtet som en ligesaa gammel Veninde af ham, som jeg var Ven. Jeg fortalte ham, saa trøstig jeg kunde, — men da jeg sagde det, saa min Hustru bort, — at hans Sygdom absolut forlangte, at han holdt sig inde<noinclude><references/></noinclude> nw70vq8bltrm1vndglo8gns1nuxyatm 104 111536 265029 2025-07-09T21:51:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265029 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>under Kur i seks Maaneder, til den varme Sommer kom og kunde fuldende Helbredelsen, samt at jeg haabede, han vilde samtykke i, at jeg arrangerede Sagen med Almueskolen for ham. Han var øiensynlig baade overrasket og rørt. Livet havde ikke budt ham Venskab, sagde han; han var saa lidet vant til at tage mod det, selv hvor det kom saa sandt og godt som her. Efter en Del Parlamenteren overgav han sig dog tilsidst paa Naade og Unaade til min Kone, der ikke holder af at tabe. Flytte hen til os, som jeg foreslog, vilde han imidlertid ikke, da han havde faaet dette Værelse kjært, og — som han aabent sagde — han vilde ikke føle sig vel ved at blande økonomiske Forbindtligheder, dem han desuden ikke tiltrængte, ind i denne Sag. Fra nu af besøgte jeg ham i Regelen hver Formiddag og slog da som oftest tillige en lille Passiar af om forskjelligt ude i Byen, som jeg kunde tænke mig, vilde interessere eller ialfald adsprede ham. Min Hustru tog Sagen paa sin egen Vis. Modsat af, hvad jeg havde været en Smule bange for, udførte hun ingen gjennemgribende Revolution i hans Husholdning og tilvante Stel. At Opvartningspigen havde sine Grunde, hvorfor hun saa ofte saa op til ham, og at hun hver Dag med Bæven afventede min Hustrus stille Mønstring af, hvorvidt Støvet var borte og Værelset i Orden, derom kunde han ikke have nogen Anelse. Det eneste, som min Hustru aabenlyst satte igjennem, var alskens Sendinger af styrkende Sager. Med Pigen, som bragte det, fulgte saa gjerne et af Børnene, som han da undertiden fandt Fornøielse i at beholde hos sig en Stund og underholde sig med. Dette nye og for ham uvante Forhold lod ogsaa til at adsprede ham; men efter en Maaneds Forløb be-<noinclude><references/></noinclude> tpaz2vuo34udeejw0vnzikv50zpmpzc 104 111537 265030 2025-07-09T21:54:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265030 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gyndte Humøret igjen at blive nedtrykt. Vore Besøg besværede ham øiensynligt, hvorfor disse ogsaa blev indstillede for en Stund. Han tilbragte saagodtsom hele Dagen paa Sofaen henne i den mørke Del af Værelset. En Aften, fortalte Pigen, havde hun hørt det ligesom græde og hulke inde paa Værelset; hun var derfor ikke gaaet ind, men var bleven staaende udenfor. Lidt efter syntes hun, det var, som om han bad saa inderligt, men Ordene forstod hun ikke. Aftenen efter hørte hun ham spille en sagte Melodi ligesom paa en Violin, der ikke rigtig gav Lyd. Den følgende Formiddag, da jeg kom til ham, var hans Sindsstemning helt forandret, og til min Overraskelse blev jeg vaer, at hans Violin hang pudset og med paasatte Strenge, men rigtignok med Sprækken i Brystet, paa Væggen med Buen ved Siden af. Henne paa Bordet ved Sengen bemærkede jeg ogsaa en gammel Bibel, som jeg aldrig før havde seet hos ham, formodentlig fordi denne Skat altid havde været forvaret i hans Kommode som en Helligdom. Han saa mere end sædvanlig mat og medtaget ud; men hans Ansigt havde et forklaret Udtryk over sig, som en Mands, der har stridt med sin Skjæbne og nu har vundet Ro og Resignation. Om det gik an, sagde han, vilde han gjerne samme Formiddag tale med min Hustru; men med mig ønskede han helst at tale nu straks, og jeg maatte derfor sidde ned en Stund hos ham. Med et Smil — det samme stille, hans egen skjønne Hemmeligheds Smil, som jeg kjendte saa godt fra gamle Dage, men som nu ligesom ikke længer behøvede at unddrage sig Opmærksomheden — vendte han sig til mig og sagde, idet han lagde sin Haand paa min Skulder og saa mig ind i Ansigtet: „Min kjære, hjertensgode Frederik! Jeg kan ikke<noinclude><references/></noinclude> h4y40n88hbdgr5aw9gph30ktcoq2c7p 104 111538 265031 2025-07-09T21:56:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265031 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sige Dig hvorfor, men jeg veed bestemt, at jeg ikke lever saa længe, at jeg faar se Vaaren igjen. Det, som feiler mig, kan hverken Du eller noget Menneske give mig, kun Vorherre; men af alle Mennesker har Du staaet mig nærmest, og dit Venskab har rakt did, hvor Du ikke har kunnet ane det. Du har en Ret til at kjende den, som har været din Ven. Naar jeg er borte, — og dette sker usvigeligt i denne Vinter, kanske hastigere end Du efter min Sygdoms Stand tænker Dig, — saa vil Du finde en Del Optegnelser i min Kommodeskuffe. Det er min tidligste Ungdoms Historie, men, simpel som den er, har den for mig været afgjørende for hele Livet. Den vil fortælle Dig, at Verden har været mig tung, saare tung, og at jeg var saa glad som en sluppen Fugl ved at forlade den.” „Der var en Tid,” føiede han til efter nogen Nølen, „da jeg helst ønskede at begraves ved en Kirke oppe i Nordland; nu tror jeg derimod, at det kan være det samme med Stedet, og at der kan hviles ligesaa fredeligt hernede.” Hermed trykkede han min Haand og bad mig gaa efter min Hustru. Da hun kom, overraskedes hun ved at se ham saa lys og let af Sind, som hun aldrig havde tænkt sig, han kunde være. Han vilde, sagde han, af hendes Venskab udbede sig en Tjeneste. Det var en Grille af ham; men, hvis han skulde blive kaldt bort, maatte hun love ham, næste Vaar at plante en vildt voksen Rose paa hans Grav. Hvor sørgelig Anmodningen var, forstod min Hustru egentlig først, da jeg havde fortalt hende, hvad der forud var passeret; thi David Holst havde selv seet saa freidig og lys ud, da han talte med hende, at det sørgelige ligesom var kommet bort.<noinclude><references/></noinclude> 9g5qkgcm85zrb0ru1v5q1j13j8h00hh 104 111539 265032 2025-07-09T21:59:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265032 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Min Vens Spaadom om sig selv viste sig desværre at være altfor sand. Skjønt hans Humør stadig blev lysere, undertiden endog saa han fik et Skjær af Livsglæde, gik hans Sygdom dog altid den modsatte Vei til det værre. En Dag fandt jeg ham fra sin Seng — hvor han nu for det meste tilbragte hele Dagen — meget interesseret ligge og betragte, hvorledes min lille Anton havde gjort „Dampbaad” af hans gamle Violinkasse, hvis Laag var borte, og hvormed han nu paa Gulvet anløb alskens fremmede Havne. Da jeg kom hen til Sengen, sagde han smilende, at han havde været hjemme i Nordland og legt i Fjæren igjen. Min Hustru var nu mere og mere bleven hans Sygepleierske. Hun var hos ham et Par Gange om Dagen, og sad ved Siden af hans Seng. Han holdt hende da gjerne i Haanden, eller ogsaa bad han hende læse noget for sig af hans gamle Bibel. De Themaer, han opsøgte, var helst de, hvori det gamle Testamente taler om Kjærlighed mellem Elskende. Især dvælede han ved Historien om Jakob og Rachel. Min Hustru, der nu havde faaet ham inderlig kjær, betroede mig en Dag, at hun nok troede at vide, hvoraf min Ven led; det var visselig intet andet end ulykkelig Kjærlighed. Saa rørende skjøn, som han laa der henimod Døden, havde hun aldrig tænkt sig, at et Menneske kunde blive. Naar han laa stille og smilte, var det, som om han tænkte paa et Stevnemøde, hvortil han skulde, saasnart han var færdig med os her paa Jorden. En Aften bad han min Hustru sidde hos sig. Klokken ni fik jeg Bud; men da jeg kom did op, var han ikke mere. Han havde bedet min Hustru læse for første Gang et Stykke af Høisangen for sig der, hvor hun<noinclude><references/></noinclude> aorkb1xraii6uvdwmzb6f915ly76gmd 104 111540 265033 2025-07-09T22:01:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 265033 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fandt et gammelt Mærke i hans Bibel. Det var Idet andet Kapitel, hvori baade Bruden og Brudgommen taler, og som begynder saa: „Jeg er en Rose i Saron, en Lilje i Dalene” og ender med: „Indtil Dagen bliver luftig og Skyggerne fly bort, gak omkring, bliv lig en Raa, min Kjæreste; eller som en ung Hind paa Bethers Bjerge.” Han havde bedet hende læse det to Gange, men under Læsningen var han stille sovet hen. Og der laa han deilig i Døden, med et stille Smil, som hilsede han nu en saadan Lund hinsides i Bethers Bjerge. Den næste Sommer stod der et Trækors og en blomstrende vild Hyben paa en Grav ude paa Byens Kirkegaard. Der hviler min Ven David Holst. {{--}} Til min Vens Livshistorie fandt jeg henlagt som Begyndelse et Afsnit, hvoraf en Del synes at være tilsat i en modnere Alder. Det viser, med hvilke stærke Traade han har været naturbundet til sit Hjem, og med hvilken Kjærlighed han har hængt ved det {{--}}<noinclude><references/></noinclude> nloj1ndocjwbbw8hmyzevbuxahr1scy