Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.46.0-wmf.23 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon TimedText TimedText talk Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 102 3793 316631 315990 2026-04-11T01:08:15Z Øystein Tvede 3938 316631 wikitext text/x-wiki {{forfatterWD |fornavn = Nils |etternavn = Kjær |beskrivelse = norsk forfatter, essayist og litteraturkritiker }} ==Tekster== ===Samlede skrifter=== * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/1|Bind 1. Teater. Første Samling]]'' (1921) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/2|Bind 2. Teater. Anden Samling]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/3|Bind 3. Profiler]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/4|Bind 4. Epistler]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/5|Bind 5. Epistler og noveller]]'' (1921) ===Essaysamlinger=== * ''[[Essays. Fremmede Forfattere]]'' (1895) * ''[[Bøger og Billeder]]'' (1898) * ''[[Smaa Epistler]]'' (1908) ===Skuespill=== * ''[[Det lykkelige valg]]'' (1913) ===Noveller=== * [[Det evige savn]] * [[Nederst paa skraaplanet]] * [[Smittekilden]] ===Epistler=== * [[Hugormen]] * [[Epistel angaaende sjøormen]] * [[Magsveir]] * [[Julibrev fra Son]] * [[Rousseaus skygge]] * [[Vestlandsreise]] * [[Brekkestøbreve]] * [[Schillers svigermor]] * [[Den stjaalne frak]] * [[Jomfruland]] * [[Den sidste cigaret]] {{PD-old}} dq3475o0co1rffrpp3dod8afezf4fxz 316632 316631 2026-04-11T01:16:40Z Øystein Tvede 3938 316632 wikitext text/x-wiki {{forfatterWD |fornavn = Nils |etternavn = Kjær |beskrivelse = norsk forfatter, essayist og litteraturkritiker }} ==Tekster== ===Samlede skrifter=== * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/1|Bind 1. Teater. Første Samling]]'' (1921) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/2|Bind 2. Teater. Anden Samling]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/3|Bind 3. Profiler]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/4|Bind 4. Epistler]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/5|Bind 5. Epistler og noveller]]'' (1921) ===Essays og epistler=== * ''[[Essays. Fremmede Forfattere]]'' (1895) * ''[[Bøger og Billeder]]'' (1898) * ''[[Smaa Epistler]]'' (1908) ===Skuespill=== * ''[[Det lykkelige valg]]'' (1913) ===Epistler (utvalg)=== * [[Hugormen]]. [[Epistel angaaende sjøormen]]. [[Magsveir]]. [[Julibrev fra Son]]. [[Rousseaus skygge]]. [[Vestlandsreise]]. [[Brekkestøbreve]]. [[Schillers svigermor]]. [[Den stjaalne frak]]. [[Jomfruland]]. [[Den sidste cigaret]]. [[Smaa Epistler/01|Mennesket]]. [[Smaa Epistler/02|Et Brev om Æstetik]]. [[Smaa Epistler/03|Brev om sørlandsk Vind og Veir]]. [[Smaa Epistler/04|Hummeren]]. [[Smaa Epistler/05|For Føden]]. [[Smaa Epistler/06|Graaveirsepistel]]. [[Smaa Epistler/07|Vinterland]]. [[Smaa Epistler/08|Verona]]. [[Smaa Epistler/09|En Romergade]]. [[Smaa Epistler/10|Til Firenze]]. [[Smaa Epistler/11|Konkurrance]]. [[Smaa Epistler/12|Skumringsmuligheder]]. [[Smaa Epistler/13|Retfærdighedens Ansigter]]. [[Smaa Epistler/14|Clairvoyance]]. [[Smaa Epistler/15|I Collins Spor]]. [[Smaa Epistler/16|Anarkiets Bibel]]. [[Smaa Epistler/17|I rum Sjø]]. [[Smaa Epistler/18|Don Quijote]]. [[Smaa Epistler/19|Las Palmas]]. [[Smaa Epistler/20|Orotava]]. [[Smaa Epistler/21|Whitechapel]]. [[Smaa Epistler/22|Oscar Wilde]]. {{PD-old}} njtm5s3kzvkawzx7z8gbqwrswx2uytb 316633 316632 2026-04-11T01:17:01Z Øystein Tvede 3938 316633 wikitext text/x-wiki {{forfatterWD |fornavn = Nils |etternavn = Kjær |beskrivelse = norsk forfatter, essayist og litteraturkritiker }} ==Tekster== ===Samlede skrifter=== * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/1|Bind 1. Teater. Første Samling]]'' (1921) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/2|Bind 2. Teater. Anden Samling]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/3|Bind 3. Profiler]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/4|Bind 4. Epistler]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/5|Bind 5. Epistler og noveller]]'' (1921) ===Essays og epistler=== * ''[[Essays. Fremmede Forfattere]]'' (1895) * ''[[Bøger og Billeder]]'' (1898) * ''[[Smaa Epistler]]'' (1908) ===Skuespill=== * ''[[Det lykkelige valg]]'' (1913) ===Epistler (utvalg)=== [[Hugormen]]. [[Epistel angaaende sjøormen]]. [[Magsveir]]. [[Julibrev fra Son]]. [[Rousseaus skygge]]. [[Vestlandsreise]]. [[Brekkestøbreve]]. [[Schillers svigermor]]. [[Den stjaalne frak]]. [[Jomfruland]]. [[Den sidste cigaret]]. [[Smaa Epistler/01|Mennesket]]. [[Smaa Epistler/02|Et Brev om Æstetik]]. [[Smaa Epistler/03|Brev om sørlandsk Vind og Veir]]. [[Smaa Epistler/04|Hummeren]]. [[Smaa Epistler/05|For Føden]]. [[Smaa Epistler/06|Graaveirsepistel]]. [[Smaa Epistler/07|Vinterland]]. [[Smaa Epistler/08|Verona]]. [[Smaa Epistler/09|En Romergade]]. [[Smaa Epistler/10|Til Firenze]]. [[Smaa Epistler/11|Konkurrance]]. [[Smaa Epistler/12|Skumringsmuligheder]]. [[Smaa Epistler/13|Retfærdighedens Ansigter]]. [[Smaa Epistler/14|Clairvoyance]]. [[Smaa Epistler/15|I Collins Spor]]. [[Smaa Epistler/16|Anarkiets Bibel]]. [[Smaa Epistler/17|I rum Sjø]]. [[Smaa Epistler/18|Don Quijote]]. [[Smaa Epistler/19|Las Palmas]]. [[Smaa Epistler/20|Orotava]]. [[Smaa Epistler/21|Whitechapel]]. [[Smaa Epistler/22|Oscar Wilde]]. {{PD-old}} k5xqlwkwbns7ycje7gzb89zjwu9m8le 316634 316633 2026-04-11T01:32:35Z Øystein Tvede 3938 316634 wikitext text/x-wiki {{forfatterWD |fornavn = Nils |etternavn = Kjær |beskrivelse = norsk forfatter, essayist og litteraturkritiker }} ==Tekster== ===Samlede skrifter=== * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/1|Bind 1. Teater. Første Samling]]'' (1921) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/2|Bind 2. Teater. Anden Samling]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/3|Bind 3. Profiler]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/4|Bind 4. Epistler]]'' (1922) * ''[[Nils Kjær Samlede skrifter/5|Bind 5. Epistler og noveller]]'' (1921) ===Essays, epistler og profiler=== * ''[[Essays. Fremmede Forfattere]]'' (1895) * ''[[Bøger og Billeder]]'' (1898) * ''[[Smaa Epistler]]'' (1908) ===Skuespill=== * ''[[Det lykkelige valg]]'' (1913) ===Epistler (utvalg)=== [[Hugormen]]. [[Epistel angaaende sjøormen]]. [[Magsveir]]. [[Julibrev fra Son]]. [[Rousseaus skygge]]. [[Vestlandsreise]]. [[Brekkestøbreve]]. [[Schillers svigermor]]. [[Den stjaalne frak]]. [[Jomfruland]]. [[Den sidste cigaret]]. [[Smaa Epistler/01|Mennesket]]. [[Smaa Epistler/02|Et Brev om Æstetik]]. [[Smaa Epistler/03|Brev om sørlandsk Vind og Veir]]. [[Smaa Epistler/04|Hummeren]]. [[Smaa Epistler/05|For Føden]]. [[Smaa Epistler/06|Graaveirsepistel]]. [[Smaa Epistler/07|Vinterland]]. [[Smaa Epistler/08|Verona]]. [[Smaa Epistler/09|En Romergade]]. [[Smaa Epistler/10|Til Firenze]]. [[Smaa Epistler/11|Konkurrance]]. [[Smaa Epistler/12|Skumringsmuligheder]]. [[Smaa Epistler/13|Retfærdighedens Ansigter]]. [[Smaa Epistler/14|Clairvoyance]]. [[Smaa Epistler/15|I Collins Spor]]. [[Smaa Epistler/16|Anarkiets Bibel]]. [[Smaa Epistler/17|I rum Sjø]]. [[Smaa Epistler/18|Don Quijote]]. [[Smaa Epistler/19|Las Palmas]]. [[Smaa Epistler/20|Orotava]]. [[Smaa Epistler/21|Whitechapel]]. [[Smaa Epistler/22|Oscar Wilde]]. {{PD-old}} kp8d4o0pvdmf5kwfinphuo5g848e7xm 104 3959 316619 140020 2026-04-10T23:54:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316619 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|DET EVIGE SAVN}}<br> {{liten|(1902)}}}} Fra ladestedet føiet landeveien sig efter stranden et langt stykke, og stranden var en snart bred, snart smal strimmel under en aasvæg, som hist og her skjød næs ud i fjorden. Hvor strandstrimmelen fulgte rundt næssene, fulgte landeveien med. Ellers kløv den over dem i bratte bakker. Høivandet havde slikket den i sønder, hvor den laa lavest, og i bakkehældene var den kantet med stabbesten mod skrænterne. Hængebjerker med skraat udoverliggende stammer og uryggelig rodhold i fjeldskaarene hvælvet sine langfrynsede kroner over den, og hvor der var godt om plads, skar den gjennem smaa graneholt, isprængt med rogn og lønn. Hvor grunden var sid, flettet humlen sig undertiden om selve stabbestenene, og i randen af det graadige orekrat, som overalt tufset sig langsmed den, grodde en overdaadighed af hvid spiræa og lyserød geranium. Der gik en ung mand med lange skridt og slo i dette ugræs med sin kjæp. De runde bløde stilker blev slidt over, og der gøv med sødt blomsterstøv for hvert af hans faste slag. Det var lys midtsommerskumring, og fjorden laa blank og skygget under landet, mens den langt ude vimret i det blege lys som en skjællet fiskehud.<noinclude> <references/></noinclude> d7l6jqg3c1i8phhv2x0h6g7j4kn2183 316620 316619 2026-04-10T23:54:40Z Øystein Tvede 3938 316620 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|DET EVIGE SAVN}}<br> {{liten|(1902)}}}} Fra ladestedet føiet landeveien sig efter stranden et langt stykke, og stranden var en snart bred, snart smal strimmel under en aasvæg, som hist og her skjød næs ud i fjorden. Hvor strandstrimmelen fulgte rundt næssene, fulgte landeveien med. Ellers kløv den over dem i bratte bakker. Høivandet havde slikket den i sønder, hvor den laa lavest, og i bakkehældene var den kantet med stabbesten mod skrænterne. Hængebjerker med skraat udoverliggende stammer og uryggelig rodhold i fjeldskaarene hvælvet sine langfrynsede kroner over den, og hvor der var godt om plads, skar den gjennem smaa graneholt, isprængt med rogn og lønn. Hvor grunden var sid, flettet humlen sig undertiden om selve stabbestenene, og i randen af det graadige orekrat, som overalt tufset sig langsmed den, grodde en overdaadighed af hvid spiræa og lyserød geranium. Der gik en ung mand med lange skridt og slo i dette ugræs med sin kjæp. De runde bløde stilker blev slidt over, og der gøv med sødt blomsterstøv for hvert af hans faste slag. Det var lys midtsommerskumring, og fjorden laa blank og skygget under landet, mens den langt ude vimret i det blege lys som en skjællet fiskehud.<noinclude> <references/></noinclude> qlm9hpw02emcvhi1r2qxajk1azzzhl8 104 3961 316630 140026 2026-04-11T00:17:47Z Øystein Tvede 3938 /* Rå */ 316630 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /> Det evige savn 125</noinclude>huset bag alle bjerkene. Det var ellers pent af Dem, at De vilde ha følge med mig. Jeg ser aldrig nogen, og paa landet har en lov til at hilse paa alle dem, en møder. Og saa blev jeg desuden forbitret over Deres mangel paa natursans. Derfor slap De ikke forbi uden en liden advarsel. Men nu skal De faa gaa saameget De vil. Farvel! &emsp;Hun vinket og sprang nedover stien og nikket ogsaa en gang til ham over skulderen, før hun blev borte mellem bjerkestarnmerne. Han stod et øieblik, saa slængte han reisevæsken og kjæppen fra sig og løb ned over stien efter hende. Men han stanset braat og vendte om igjen og samlet sine ting og gik hastig videre, uden at se sig tilbage. &emsp;– Se det var en hvid kjole, tænkte han, – og et rødt livbaand . . . en almindelig hvid kjole og et almindelig rødt livbaand. Og det rendte jeg efter. &emsp;Det begyndte at bære opover fra fjorden. Aasrækken blev brudt af et bredt skar, og op gjennem det slynget landeveien sig og fortsatte oppe paa høidedraget ind over furumoer, som aldrig vilde ta ende. Han kom forbi rydninger med smaa graa stuer omgivne af aakerflekker. Potetesrisene blomstret, og under den hvide nattehimmel skar havren i violet. Det var grund og stenet jord og fattigslig. Langt om længe stanset han ved en stue, som laa lige ved veien. Den havde tre smaa vinduer i den ene gavlvæg, og mod veien vendte døren mod en liden sval. Han betænkte sig lidt, saa gik han ind uden at banke. &emsp;Han kom ind i et lidet halvmørkt kjøkken. Det var næsten tomt. Der stod nogen spilkummer paa bænken under det grønrudede halvvindu, og i gruen laa en gryde væltet over et brandjærn. Han tog i<noinclude> <references/></noinclude> 488ouyy52aikbju0k2dfym0dzvl7547 104 3962 316629 140029 2026-04-11T00:15:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316629 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /> 126 Det evige savn</noinclude>klinken og traadte indenfor. Ogsaa denne dør var saa lav, at han maatte lude hodet. &emsp;Derinde var det lysere. Der laa en mand og snorket i en slagbænk i krogen, men idet han lukket døren efter sig, skubbet en gammel kone sig op paa albuerne i fladsengen, hvor hun laa under vinduet. &emsp;– Men jøs, er det folk! &emsp;– Det er mig. Godkveld mor. &emsp;– Nei var det ligt sig! Er det Johannes . . . Aanei, aanei, aanei og gudskelov! &emsp;Hun fik paa sig et skjørt og glattet haaret vel ind under kappen. Saa nærmet hun sig paa sokkelæsten og udstrakte imod ham begge sine hænder. Han satte fra sig kjæppen og reisevæsken og lod hende tage sin haand. Hun klappet den forsigtig som det var en fugleunge og vedblev at mumle: Aanei, aanei, aanei! — Og nu er du færdig i læra? spurgte hun . . – Det har vel præsten været her og meddelt? – – Javist, jeg fik enkom bud om at komme der op lørdagen var. &emsp;– Han kunde umaget sig hid selv. &emsp;– Aa var det ligt! Men nu skal du ha kaffe, og kammerset dit staar fuldt færdig oppe. &emsp;– Det var godt. Men jeg skal ingenting ha. Jeg er træt og gaar op og lægger mig straks. &emsp;– Men vi maa vække Hans Jørn. &emsp;Hun ruslet hen til slagbænken og rystet i manden. Han holdt op at snorke og gnikket sig i øinene og gjæspet og vendte hodet plirende med et øie mod sønnen. &emsp;– Haahaa, er det slige storfolk ude . . sa han og snudde sig og sov ind igjen. &emsp;Moderen hørte hans trin over det gisne gulv paa Haahaa, er det slige storfolk ude . . sa han og snudde sig og sov ind igjen. &emsp;Moderen hørte hans trin over det gisne gulv paa<noinclude> <references/></noinclude> tgvomi6a79jhg98wpmwrilw2c3uhw7b 104 4003 316622 140146 2026-04-10T23:58:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316622 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|SMITTEKILDEN}} {{liten|(1900)}}<br> I.}} Den lille klokke ringede løs, det var som den gneldrende jammer dængtes ud af den, og den blev uforskammet ved i det ustanselige til harm for alle husets ældre nerver. Jomfru Henriksen paastod, at hun laa vaagen den bedste tid af natten af gru for denne morgenklokke, men de, den skulde vække, sov. En og anden kunde vende sig i sengen, og i hans drømme kunde klemtene omfortolkes i uklare billeder hjemmefra . . . kirkesøndage, dombjelder . . . En og anden kunde ogsaa fare op og sige fan og sovne igjen, dybt og deilig. Men selve ringeren havde faaet dette hverv, fordi han var aarvak som en hane og paalidelig som en porthund. Han bar endnu sin stutte nordlandstrøie af sort vadmel, han var høi og sværlemmet, men det unge blide ansigt var graat af uvant studieliv, Høit og med grovt mæle repeterede han græske verbalbøininger i takt med dragene i klokkerebet: ''faino, fano, éfena, péfangka.'' – – Det var en mørkegraa vintermorgen med lave skyer og isende skraatræk af spidse snefnug. Pludselig blev der tændt lys i et vindu i tredje, den tilisede rude knagede for hidsige knoker, og et morgengrættent ansigt keg ud. «For Guds skyld, hold op, menneske. Jeg verker<noinclude> <references/></noinclude> adiizshko1wvm7efhlnez7guh01b2yt 316623 316622 2026-04-10T23:58:26Z Øystein Tvede 3938 316623 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|SMITTEKILDEN}}<br> {{liten|(1900)}}<br> I.}} Den lille klokke ringede løs, det var som den gneldrende jammer dængtes ud af den, og den blev uforskammet ved i det ustanselige til harm for alle husets ældre nerver. Jomfru Henriksen paastod, at hun laa vaagen den bedste tid af natten af gru for denne morgenklokke, men de, den skulde vække, sov. En og anden kunde vende sig i sengen, og i hans drømme kunde klemtene omfortolkes i uklare billeder hjemmefra . . . kirkesøndage, dombjelder . . . En og anden kunde ogsaa fare op og sige fan og sovne igjen, dybt og deilig. Men selve ringeren havde faaet dette hverv, fordi han var aarvak som en hane og paalidelig som en porthund. Han bar endnu sin stutte nordlandstrøie af sort vadmel, han var høi og sværlemmet, men det unge blide ansigt var graat af uvant studieliv, Høit og med grovt mæle repeterede han græske verbalbøininger i takt med dragene i klokkerebet: ''faino, fano, éfena, péfangka.'' – – Det var en mørkegraa vintermorgen med lave skyer og isende skraatræk af spidse snefnug. Pludselig blev der tændt lys i et vindu i tredje, den tilisede rude knagede for hidsige knoker, og et morgengrættent ansigt keg ud. «For Guds skyld, hold op, menneske. Jeg verker<noinclude> <references/></noinclude> efh0rr9qx61ntqpfzek2ifuvkm4liyw 316624 316623 2026-04-10T23:58:46Z Øystein Tvede 3938 316624 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|SMITTEKILDEN}}<br> {{liten|(1900)}} I.}} Den lille klokke ringede løs, det var som den gneldrende jammer dængtes ud af den, og den blev uforskammet ved i det ustanselige til harm for alle husets ældre nerver. Jomfru Henriksen paastod, at hun laa vaagen den bedste tid af natten af gru for denne morgenklokke, men de, den skulde vække, sov. En og anden kunde vende sig i sengen, og i hans drømme kunde klemtene omfortolkes i uklare billeder hjemmefra . . . kirkesøndage, dombjelder . . . En og anden kunde ogsaa fare op og sige fan og sovne igjen, dybt og deilig. Men selve ringeren havde faaet dette hverv, fordi han var aarvak som en hane og paalidelig som en porthund. Han bar endnu sin stutte nordlandstrøie af sort vadmel, han var høi og sværlemmet, men det unge blide ansigt var graat af uvant studieliv, Høit og med grovt mæle repeterede han græske verbalbøininger i takt med dragene i klokkerebet: ''faino, fano, éfena, péfangka.'' – – Det var en mørkegraa vintermorgen med lave skyer og isende skraatræk af spidse snefnug. Pludselig blev der tændt lys i et vindu i tredje, den tilisede rude knagede for hidsige knoker, og et morgengrættent ansigt keg ud. «For Guds skyld, hold op, menneske. Jeg verker<noinclude> <references/></noinclude> q78kjyi24f0u1kaanna5ttbrx5kg0f4 104 4036 316543 140245 2026-04-10T18:20:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316543 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /> 228 Smittekilden</noinclude>{{bindestrek2|lig|ustanselig}} latter . . . og den rungede gjennem korridoren, som han løb afsted, ind paa sit værelse, hvor Ileng laa og stirrede paa ham med feberstore øine . . . Han kastede sig paa sengen, det skvulpede i hans mellemgulv, men han kunde ikke holde op at le igjen . . . &emsp;– – Og han tænkte siden i hele sit liv med taknemlighed paa den skole, hvor han havde lært at le. {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> g4ziliq1oq8vpefbzkh60xf6w780zpb 0 4037 316541 52664 2026-04-10T18:18:51Z Øystein Tvede 3938 316541 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=193 to=126 header=1 /> [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:Tekster fra 1900]] 91enis8w8lk5lpk4h4uvnkrv4yve4wk 316542 316541 2026-04-10T18:19:14Z Øystein Tvede 3938 316542 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=193 to=226 header=1 /> [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:Tekster fra 1900]] pudrn9wyecww26j0kclviujvle80116 104 5984 316617 140251 2026-04-10T23:49:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316617 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|JULIBREV FRA SON}}}} Man er uenig om, hvordan [[w:Son|Son]] egentlig skal staves. Lige siden gamle dage, da trælasthandelen florerede og hollænderne kaldte [[w:Oslofjorden|Kristianiafjorden]] «het water op te Soon» har det dobbelte o siddet i byens navn. Kofferne er forsvundne, glansen er tabt, og nu holder ogsaa det sidste minde om den, det ene o paa at forsvinde. [[w:Jacob Worm-Müller|Worm Müller]], som var en konservativ mand, om nogen, modsatte sig rigtignok med energi og forbitrelse den økonomiske stavemaade af navnet med enkelt o. Han kaldte den en vandalisme og brugte endog stærkere ord. Men fremskridtet lader sig ikke stanse hertillands, og kan Son ikke gjøre nogen positiv indsats, saa hindrer dog ingen os fra at tone vor liberalisme med en liden afknapning paa bokstavbudgettet. Vi skriver altsaa ''Son''. Om byens historie ved jeg forøvrig lidet af vigtighed at meddele og nødes til at forbigaa den i taushed. Det fortælles at sorenskriver Falsen skrev sit første grundlovsudkast i Huitfeldtgaarden, men Son har aldrig hovmodet sig af at være grundlovens egentlige vugge, og byen har ogsaa savnet familier som kunde opretholde en tradition. Uden paa nogen maade at kunne kaldes letsindige, lever vi for dagen og har ingen trang til at stikke os frem og udmærke os. Fra det 18. aarhundrede staar der igjen en gammel vakker kjøbmandsgaard, som [[w:Carl Dørnberger|Dørnbergers]] {{bindestrek1|pen|pensel}}<noinclude> <references/></noinclude> 7dp9gu1823oapqa6a12wnebumqmze75 104 5991 316618 140271 2026-04-10T23:52:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316618 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|VESTLANDSREISE}} I.}} Forrige gang jeg landet ved [[w:Gulsvik|Gulsvik]] for at naa Bergen — det er nu en liden menneskealder siden — tog landeveien imod den reisende og maatte opvandres i hele sin taalmodige længde af den, som af iøinefaldende grunde ikke ønsket skyds. Hvad der dengang rørte mig dybt og nær forspildte min reise var hallingdølernes gjæstfrihed og mennesketillid. Paa den første gaard jeg overnattet i [[w:Flå|Flaa]], hændte det sig, at folkene skulde til sæters tidlig den næste dag. Men de viste mig om kvælden, hvor jeg kunde finde mad og drikke, og de opfordret mig kraftig til at leve vel og stanse saa længe jeg lystet. Jeg takket og gik til ro. Den næste morgen, da jeg stod op, var gaarden som uddød, og husene stod søndagsstille efterladt om det sommergrønne tun. Jeg gik til skaalen efter ved og gjorde op varme og kokte kaffe. Men gav mig liden tid, for jeg var fuld af lyst paa vandring — jeg agtet mig høit op i [[w:Gol|Gol]] inden kvæld. Da jeg havde raket gløerne fra hverandre, og medens jeg ventet paa, at gruen skulde svales, tog jeg huset i øiesyn. Alt var aabent og ulaast i stuer og stabur. Og hvad der med engang vakte min betænkelighed og omsorg var et skab med gammelt vakkert sølv, støp og tunge skeer. Sæt nu,<noinclude> <references/></noinclude> o27i88558vz55do7uinndopiindaw0k 104 134867 316621 316442 2026-04-10T23:55:47Z Øystein Tvede 3938 316621 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|NEDERST PAA SKRAAPLANET}}<br> {{liten|(1902)}}<br> I.}} Der sprang en mand ud af en anden klasses kupé i det netop ankomne tog fra Namur. Han gav sig ikke tid, til døren blev slaat op, men sled i remmen og fik skubbet ned faldvinduet og hældte sig ud og aabnet og hoppet ud med sin kuffert og banet sig vei mellem vimsende bærere og betjente og var næsten ude af stationen, før toget begyndte at tømmes. Men for udgangen blev han stanset af to uniformer. Han gjorde et skridt tilbage og holdt uvilkaarlig kufferten op til værge. ― Rien à déclarer, monsieur. Du tabac . . . des cigars? Han pustet og gjenvandt aandsnærværet. Ja, han strømmet over af redebonhed og vilde lægge alt sit frem til ransagelse. Han aabnet frakken og gjorde mine til at vrænge lommerne. Men bytolderne trak paa skuldrene og nøide sig med at slaa en kridtstreg paa hans kuffert. Udenfor smeldte kuskene med svepene og vinket gemytlig paa ham. Han nølte et øieblik, men brød saa gjennem vognrækken og skraadde over mod omnibusserne. En af dem var alt i bevægelse. Han steg ind og klemte sig fast mellem en tyk dame og en ældre herre, som sad og pyntet sin silkehat med frakkeærmet.<noinclude><references/></noinclude> ps5xoxoyo8mbwpi0awtuhgm45t3wydn 104 134909 316507 2026-04-10T13:13:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316507 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|EPISTEL ANGAAENDE SJØORMEN}} (OPHIS ARCHA1IOS)}} Der forlyder endnu intet om sjøormen. Den har ikke vist sig i hele denne varme og tørre maaned, som dog pleier at være dens egentlige sæson. Den har ikke engang faaet ind nogen notis i aviserne om hvor og hvorledes den tilbringer sommeren, og den sætter altsaa saa smaat sit rygte paa spil. Har sjøormen for alvor trukket sig tilbage? Har den opgivet sit gamle hundedaglige tidsfordriv: at aabenbare sig for troværdige vidner og ærte naturvidenskaben? Jeg ved ikke, hvordan andre anskuer sagen, men fordølger ikke, at mig personlig har sjøormen iaar skuffet. Det er ingen rigtig sommer uden sjøorm. Og ved rigtig sommer forstaar jeg et langt følge af overordentlige soldage med glat fjord og udholdende hede, dage, hvis sekunder som utallige lyksalighedspunkter flyder sammen til en eneste gylden flade af stillestaaende tid, dage som bugner af ledige øieblikke og i sin ensformighed sletter hverandre sorgløst ud af vor erindring . . . Et stort plask af sjøormen en saadan sommerdag er netop al den sensation vi gisper efter. Det løser vort sinds vegetative fortryllelse og binder øiet til ringene, som føder atter og atter ynglende ringe om ophavsstedet for middagstimens paniske udbrud af skræk. Men sjøormen er et luncfuldt monstrum. Den har ingenlunde isinde at overlade sit interessante kada-<noinclude><references/></noinclude> l2183vjuv608bg6511yv46krxoejiet 316508 316507 2026-04-10T13:13:36Z Øystein Tvede 3938 316508 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|EPISTEL ANGAAENDE SJØORMEN}}<br> (OPHIS ARCHA1IOS)}} Der forlyder endnu intet om sjøormen. Den har ikke vist sig i hele denne varme og tørre maaned, som dog pleier at være dens egentlige sæson. Den har ikke engang faaet ind nogen notis i aviserne om hvor og hvorledes den tilbringer sommeren, og den sætter altsaa saa smaat sit rygte paa spil. Har sjøormen for alvor trukket sig tilbage? Har den opgivet sit gamle hundedaglige tidsfordriv: at aabenbare sig for troværdige vidner og ærte naturvidenskaben? Jeg ved ikke, hvordan andre anskuer sagen, men fordølger ikke, at mig personlig har sjøormen iaar skuffet. Det er ingen rigtig sommer uden sjøorm. Og ved rigtig sommer forstaar jeg et langt følge af overordentlige soldage med glat fjord og udholdende hede, dage, hvis sekunder som utallige lyksalighedspunkter flyder sammen til en eneste gylden flade af stillestaaende tid, dage som bugner af ledige øieblikke og i sin ensformighed sletter hverandre sorgløst ud af vor erindring . . . Et stort plask af sjøormen en saadan sommerdag er netop al den sensation vi gisper efter. Det løser vort sinds vegetative fortryllelse og binder øiet til ringene, som føder atter og atter ynglende ringe om ophavsstedet for middagstimens paniske udbrud af skræk. Men sjøormen er et luncfuldt monstrum. Den har ingenlunde isinde at overlade sit interessante kada-<noinclude><references/></noinclude> o10hkdfvnfsu2tb8fyn5zzcgqbc4e1h 316518 316508 2026-04-10T13:24:19Z Øystein Tvede 3938 316518 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|EPISTEL ANGAAENDE SJØORMEN}}<br> (OPHIS ARCHAIOS)}} Der forlyder endnu intet om sjøormen. Den har ikke vist sig i hele denne varme og tørre maaned, som dog pleier at være dens egentlige sæson. Den har ikke engang faaet ind nogen notis i aviserne om hvor og hvorledes den tilbringer sommeren, og den sætter altsaa saa smaat sit rygte paa spil. Har sjøormen for alvor trukket sig tilbage? Har den opgivet sit gamle hundedaglige tidsfordriv: at aabenbare sig for troværdige vidner og ærte naturvidenskaben? Jeg ved ikke, hvordan andre anskuer sagen, men fordølger ikke, at mig personlig har sjøormen iaar skuffet. Det er ingen rigtig sommer uden sjøorm. Og ved rigtig sommer forstaar jeg et langt følge af overordentlige soldage med glat fjord og udholdende hede, dage, hvis sekunder som utallige lyksalighedspunkter flyder sammen til en eneste gylden flade af stillestaaende tid, dage som bugner af ledige øieblikke og i sin ensformighed sletter hverandre sorgløst ud af vor erindring . . . Et stort plask af sjøormen en saadan sommerdag er netop al den sensation vi gisper efter. Det løser vort sinds vegetative fortryllelse og binder øiet til ringene, som føder atter og atter ynglende ringe om ophavsstedet for middagstimens paniske udbrud af skræk. Men sjøormen er et luncfuldt monstrum. Den har ingenlunde isinde at overlade sit interessante kada-<noinclude><references/></noinclude> gbmx76gilsj9ecpmxeaz6xa2fmb4p7g 104 134910 316509 2026-04-10T13:16:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316509 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ver til noget museum. Den dukker op og forsvinder igjen sporløst, og naar det stikker den at lade sig tilsyne, sker det pludselig, uden varsel og før nogen faar tænkt paa at sammenkalde en komite af professorer. Den optræder ligesaa drilsk og hensynsløst overfor zoologerne som sjælen overfor de moderne psykologer. Medens disse sidder og experimenterer frem og tilbage og møisommelig maaler fornemmelser i sine laboratorier, holder sjælen sig stadig udenfor og gaar paa vidvanken mellem digtere og fantaster, uanfægtet af den betænkelige omstændighed, at dens existens betviles eller benægtes af de sagkyndige. Heller ikke paa sjøormen gjør det noget indtryk, at dens solide realitet drages i tvil af de lærde. Den har ingen trang til at legitimere sig som et ordentlig medlem af dyreriget, med stamtavle og latinsk navn. Den holder universitetet for nar og det nu i selve jubilæumsaaret, da alt levende kraftig opildnes til at støtte vor hjemlige videnskab.<ref>Skrevet 1911.</ref> Den bor paa bunden og har hus i havets indvolde, den vrider sin kjæmpekrop gjennem slugenes gjemte skoge, og i fosforskjæret af dens blinde øie blaffer dybenes blege rædsler. Vælter en uforklarlig opdrift den mod overfladen, sker det naar sting af den mægtige solflom uroer det nederste mørke og tirrer dens dvaskhed. Da rører sjøormen sig, da gylpes den ud af afgrundens svælg og hæver sit tanghaarede utyskehode over vandskorpen, medens solskinnet gnistrer i dens skjællede kropsbugter og sjøen vispes til skum af dens spole. Og til vidne paa sin existens tager den i høiden et par troskyldige fiskere, som ror for<noinclude><references/></noinclude> ag3k59r3u6pu57f1yef0w7nycl2lzk9 104 134911 316510 2026-04-10T13:18:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316510 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>livet iland og overantvorder sine samtidige en dristig beskrivelse af det gruopvækkende kreatur. Men denne beskrivelse af sjøormen er ikke exakt, erklæres det af professoribus. Hørte den til benfiskene eller til bruskfiskene? Bar den munden under hagen som haien, og hvorledes var gattet egentlig anbragt? Aandet den paaviselig ved gjæller, eller fødte den simpelthen levende unger? Vidnerne blir svaret skyldige, og der gaar et hul paa deres troværdighed, som aldrig lader sig reparere. I bedste fald ansees de herefter for raringer. Jeg kjendte engang en brav mand, som det gik nedover med og som endte sine dage paa fatligkassen, ene og alene fordi han havde scet sjøormen. Men hans fremstilling af havuhyrets skikkelse kunde rigtignok hamle op mod apokalypsens i fantastisk uformelighed. «Han var diger som pipa paa dampsaga,» fortalte han. «Og hue var som paa et skurvetrold. Og han gliste med kjæften og hadde hoggtænder som hønn paa en stut. Paa tonga sad det tæt i tæt med tinder i rader som paa en harv. Og øiet paa hannem var som en rød maneiter under en tangvase. Han reiste bust, og busta var strid af istapper, saa kalt er det dernere paa baan' . .» — «Jeg stod paa sanden ved havet,» skrev Johannes fra Patmos. «Og jeg saa et vildt dyr stige op av havet. Og det havde ti horn og syv hoveder og paa sine horn ti diademer. Og dyret var som en leopard af skikkelse, og dets fødder var ligesom bjørnens og dets kjæft som løvers kjæft.» — Ja hvem skal man nu iro? Ak, der er ikke saa umaadelig en forskjel. Havde min fisker havt kjendskab til diademer og leoparder, vilde han neppe hentet sine lignelser fra stutehorn og harvetinder. Men denne op-<noinclude><references/></noinclude> ob2lhtza2yqucia2l2ngyuul52bn35o 104 134912 316511 2026-04-10T13:20:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316511 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jagede sværm af syner, som efterhaanden flakser sig til en viss orden i fantasien, er jo bare en vilkaarlig fortolkning af den uforklarlige støkk, det ensomme menneske fik foran den bestandig ufortrolige natur. Stir ikke forlænge, siger havet, siger skogene, ellers viser jeg mit ansigt. Og Pan skjærer en grimace, saa den ensomme farer op i sansesløs skræk. Det er hævet over al tvil, at en mand, som ikke har seet sjøormen, vil have langt flere betingelser for at drive det vidt som naturkyndig end en, som har seet den. Det er ogsaa utvilsomt, at en psykolog, som aldrig har stiftet personlig bekjendiskab med sin eller andres sjæl, vil skaffe sig langt bedre udkomme af psykologien end den fantast, for hvem sjælens realitet er det første af alle axiomer. Men ikke destomindre vil jeg driste mig til at antage, at den som har seet sjøormen ved noget om naturen, som de lærde ikke drømmer om. Han har oplevet noget, disse aldrig kan faa kontakt med; han har været iland paa en ø, som videnskaben aldrig kan komme til at anse for noget andet end en tom Iufthildring. Selv har jeg aldrig kunnet bekvemme mig til at forkaste sjøormen. Blandt de mere eller mindre sunkne ruiner af min barnetro skal den altid være sikret et smuthul, hvor komplet end dens kredit maatte være forspildt hos anderledestænkende. Alt det nedsættende videnskaben siger om den preller af paa natsiden af mit væsen. Men dog har jeg opgivet at slaa noget slag for dens realitet f. ex. ved at tage et fotografi af den. Der er noget jesuiterne eller andre teologer kalder pia fraus og som bestaar i, at man anvender et lidet kneb for at hævde en dyrebar sandhed. I en verden,<noinclude><references/></noinclude> 7a6jbkgxhyph2wiajje24z5sxve5c3g 104 134913 316512 2026-04-10T13:20:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316512 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hvor man paa alle kanter er omgivet af spektikere og agnostikere, bør saadant ikke være utilstedelig. Naar saaledes spiritisterne er overbevist om, at afdødes aander under gunstige omstændigheter formaar at materialisere sig, saa er det let nok for dem at udbrede denne overbevisning til paavirkelige individer i et dunkelt og aandesvangert rum. Men den skeptiske verden erklærer uden videre aandesynerne for subjektive indbildninger, og der staar spiritisterne! Fotograferer de derimod en anæmisk dame indhyllet i et fosforimpregneret gevandt, saa maa selv videnskaben begynde at røre paa sig, og dermed er diskussionen reist, og adskillige kan ledes til erkjendelse af en oversanselig verden. Opmuntret af dette exempel foreslog jeg engang en af mine venner blandt malerne at tegne sjøormen frit efter min hukommelse og indlemme den i et fjordparti, som vi derpaa skulde fotografere og indsende billedet til de høilærde. Var portrættet ikke blit godkjendt som ægte ved noget fakultet, kunde jeg ialfald havt en smuk illustration til denne lille epistel. Men tanken blev opgivet af mangel paa en kodak. Tilslut vil jeg fortælle en historie, som jeg i sin tid hørte af en from mand i det hvide Mogador, hvor alskens vidunderlige fabler nydes i taus andagt og selve røgen af narghilerne virrer hen i flygtige aandegestalter over vore korslagte bens ubevægelighed. Jeg fik den for en liden sølvpenning og gjengiver den uden kommentar. Der var engang et havuhyre, som i lange tider havde bodd i en hule under kysten af Lanzarote og var faldt ganske sammen af knap ernæring. I gamle<noinclude><references/></noinclude> 04sussptldiexs9qdtt42h44zjkjc0n 104 134914 316513 2026-04-10T13:21:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316513 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hedenske dage havde det levet rigelig af de indfødtes troldmænd, som styrtedes i havet hver gang deres veirudsigter ikke slog til. Nu levde det af samas og badende børn, men trængte for sit velvære hvert aar en fedet præst. Men præsterne badet sig aldrig paa denne ø saalidt som andre steder, og uhyret svandt ind, medens præsterne iil dets ærgrelse svulmede paa det tørre og fattige land. Omsider vendte uhyret derfor vantroen ryggen og svømmede over til Moghreb. Der lagde det sig nær stranden og afventede de rettroende. En dag kom en fattig fisker ned til stranden, gjorde sin bøn og kastede sit net ud og fanget havuhyret, som var skrumpet sammen af sult og ganske lignede en almindelig blæksprut. Fiskeren bar sin fangst tiltorvs og solgte den til en rig kjøbmand. Nu hændte det sig, at samme kjøbmand netop havde besøg af en lærd mand fra det fjerne Tetuan, og da denne lærde fik se uhyret, erklærede han det for et sjeldent og helligt dyr, som under ingen omstændigheder maatte spises. Det hele ulærde Moga- dor lo ham ud, men han satte sin vilje igjennem og førte dyret med sig i en conca med salt vand og drog til Fez for at skjænke vidunderet til de troendes sol. Men underveis blev hans karavane overfaldt af røvere, og da røverne opdagede dyret, tvang de med pinsler den lærde til at fortære det levende, hvorpaa de skar af hans øren og lod ham løbe uden at antaste hans person. Men alt dette havde uhyret forudseet og kroede sig ondskabsfuldt i den lærdes mave. Og nu begav det sig, at det byttede sin sjæl med den lærde mands, hvis egen oprindelige sjæl forlod ham som et pust. Med uhyrets sjæl i sin krop kom han tilbage til Tetuan og satte alle i undren med sin vi-<noinclude><references/></noinclude> gvyg4l1d9gdn99mc68k4guvy8rapikr 316519 316513 2026-04-10T13:24:45Z Øystein Tvede 3938 316519 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hedenske dage havde det levet rigelig af de indfødtes troldmænd, som styrtedes i havet hver gang deres veirudsigter ikke slog til. Nu levde det af samas og badende børn, men trængte for sit velvære hvert aar en fedet præst. Men præsterne badet sig aldrig paa denne ø saalidt som andre steder, og uhyret svandt ind, medens præsterne iil dets ærgrelse svulmede paa det tørre og fattige land. Omsider vendte uhyret derfor vantroen ryggen og svømmede over til Moghreb. Der lagde det sig nær stranden og afventede de rettroende. En dag kom en fattig fisker ned til stranden, gjorde sin bøn og kastede sit net ud og fanget havuhyret, som var skrumpet sammen af sult og ganske lignede en almindelig blæksprut. Fiskeren bar sin fangst tiltorvs og solgte den til en rig kjøbmand. Nu hændte det sig, at samme kjøbmand netop havde besøg af en lærd mand fra det fjerne Tetuan, og da denne lærde fik se uhyret, erklærede han det for et sjeldent og helligt dyr, som under ingen omstændigheder maatte spises. Det hele ulærde Mogador lo ham ud, men han satte sin vilje igjennem og førte dyret med sig i en conca med salt vand og drog til Fez for at skjænke vidunderet til de troendes sol. Men underveis blev hans karavane overfaldt af røvere, og da røverne opdagede dyret, tvang de med pinsler den lærde til at fortære det levende, hvorpaa de skar af hans øren og lod ham løbe uden at antaste hans person. Men alt dette havde uhyret forudseet og kroede sig ondskabsfuldt i den lærdes mave. Og nu begav det sig, at det byttede sin sjæl med den lærde mands, hvis egen oprindelige sjæl forlod ham som et pust. Med uhyrets sjæl i sin krop kom han tilbage til Tetuan og satte alle i undren med sin vi-<noinclude><references/></noinclude> jzhhgmip1t0fmy7yytcai54jdy1g1gs 104 134915 316514 2026-04-10T13:22:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316514 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>denskab. Han vidste alt, men havde glemt koranen og sin egen sjæl, og han fornægtede at der gaves havuhyrer. Han lærte, at de ikke var andet end blækspruter, og at de smagte bedst raa. Men Allah er stor. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> olhg5yvj6bzfaonpfzeidwnb399qmr0 316515 316514 2026-04-10T13:22:51Z Øystein Tvede 3938 316515 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>denskab. Han vidste alt, men havde glemt koranen og sin egen sjæl, og han fornægtede at der gaves havuhyrer. Han lærte, at de ikke var andet end blækspruter, og at de smagte bedst raa. Men Allah er stor. {{--|60}}<noinclude><references/></noinclude> aty36fzahxcs5gt7k07twpfi965rl37 316516 316515 2026-04-10T13:23:04Z Øystein Tvede 3938 316516 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>denskab. Han vidste alt, men havde glemt koranen og sin egen sjæl, og han fornægtede at der gaves havuhyrer. Han lærte, at de ikke var andet end blækspruter, og at de smagte bedst raa. Men Allah er stor. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> olhg5yvj6bzfaonpfzeidwnb399qmr0 0 134916 316517 2026-04-10T13:23:41Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=14 to=20 header=1 /> 316517 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=14 to=20 header=1 /> mte2wz1ahhej7pe792h7q9qud5p3jeq 104 134917 316520 2026-04-10T17:54:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316520 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|MAGSVEIR}}}} De bad mig for nogen tid siden udtale mig om veiret og aarsvæksten og udsigterne for landmanden. Imidlertid gik dage og uger hen, før jeg fik det nødvendige overblik, og som det pleier at gaa kom andre sagkyndige mig i forkjøbet. Nu kan endog det uøvede øie se, hvorledes aaret arter sig. Forsmaar De alligevel ikke dette sildige bidrag, kan jeg melde tørt og varmt veir paa begge sider af Sankthans. Bønderne er som bekjendt af den anskuelse, at det aldrig kan regne nok paa forsommeren, men iaar overhørte Vorherre deres betænkeligheder. I hele juni hersket varagtig solgangsveir, og omsider blev himlen ganske mat under kuplen af al den hede, som boret sig ned gjennem luften. Det blev tørt, saa volden sved paa grundt land, og i vor brønd var vandet minket ned til den rustne bærme, saa vi for alvor tænkte paa at misbruge seltersvand til kaffekogning. Men slaamaskinen den knepret ivrig over engene, og livet gik sin store gang gjennem blomstringens maaned. Og endelig slog det om til østenvind, og den kommer paa disse kanter bestandig med regn. Alt regn hes er af svensk oprindelse. Og spør De fremdeles om aarsudsigterne, svarer vi derfor tak bra. Det blir et ualmindelig godt høiaar, og potelerne staar<noinclude><references/></noinclude> ssxgr0m8ko9gihq4pkndents6ia3thn 316521 316520 2026-04-10T17:54:30Z Øystein Tvede 3938 316521 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|MAGSVEIR}}}} De bad mig for nogen tid siden udtale mig om veiret og aarsvæksten og udsigterne for landmanden. Imidlertid gik dage og uger hen, før jeg fik det nødvendige overblik, og som det pleier at gaa kom andre sagkyndige mig i forkjøbet. Nu kan endog det uøvede øie se, hvorledes aaret arter sig. Forsmaar De alligevel ikke dette sildige bidrag, kan jeg melde tørt og varmt veir paa begge sider af Sankthans. Bønderne er som bekjendt af den anskuelse, at det aldrig kan regne nok paa forsommeren, men iaar overhørte Vorherre deres betænkeligheder. I hele juni hersket varagtig solgangsveir, og omsider blev himlen ganske mat under kuplen af al den hede, som boret sig ned gjennem luften. Det blev tørt, saa volden sved paa grundt land, og i vor brønd var vandet minket ned til den rustne bærme, saa vi for alvor tænkte paa at misbruge seltersvand til kaffekogning. Men slaamaskinen den knepret ivrig over engene, og livet gik sin store gang gjennem blomstringens maaned. Og endelig slog det om til østenvind, og den kommer paa disse kanter bestandig med regn. Alt regn her er af svensk oprindelse. Og spør De fremdeles om aarsudsigterne, svarer vi derfor tak bra. Det blir et ualmindelig godt høiaar, og potelerne staar<noinclude><references/></noinclude> o11o60qbjul5yvovxo50lkth0vxf2ns 104 134918 316522 2026-04-10T17:56:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316522 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>pent i blom og med stort ris; havren er vi ogsaa fornøid med, men jordloppen har faret slemt frem mod turnipsen. Idag regner det som sagt, og vi er desuden inde paa det høisommerlige groplan, da alt sker og skrider af sig selv, og vi mennesker hare i velbehag har at vente og betragte og gjerne for den sags skyld skrive lidt, medens vi alligevel røger vor pibe. Havde det været pent veir, skulde vi plukket aamer af kaalen. Naturen elsker jo alle lige høit, eller den elsker ingen. Dens væsen er ''summa indifferentia''. Men for et hildet øie kan det se ud, som om den har en viss forkjærlighed for alle parasitiske existenser og som om den i al sin ophøiede ligegyldighed ser skjævt til vore anstrengelser for at holde jorden under kultur. Den saar klinte i vor aker som fienden i parablen, og alt ukrud er uimodstaaeligere i sin udbredelse og lykkeligere i sin trivsel end de vækster, vi mennesker prøver at opelske. Og lykkes det os nogenlunde at holde ugræsset stangen, udkommanderer naturen en ødelæggelsens reserve av specialvaaben: den sender jordlopper mod tlurnipsen og aamer mod kaalen, den arbeider med stikkelsbærdræbere og eplespindere og holder saavidt muligt en særlig kvalificeret snylter for hver planteart. Og hvor ømt sørger den ikke for krybets velbefindende! Kan nogen skabnings afkom opblomstre i gunstigere forhold end eplespinderens? Med flor om vuggen svaier det i den sagte sommerluftning paa kvistene, og det er sørget viseligen for, at de elskelige millioner smaa ikke skal savne rigelig og kraftig næring under opvæksten. Og der havde jeg saaet romainesalat paa en liden god jordflek. Den vokste og skjød blade<noinclude><references/></noinclude> jv7zz2kuar02oe8dggrfhrwimcqalgb 104 134919 316523 2026-04-10T17:57:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316523 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og blev ombundet og var sprød og saftig som Romaine alene kan være. Saa kom fienden. Plante efter plante faldt hen i slappelse og vanmagt og visnet, og saa vi efter, hang der i roden af hver eneste en liden gourmand af en maddik, gul og fed af vellevnet som den japanske gud Hotei og opfattende hele salatplantningen som et behagelig offer af en troende. Det er under slige omstændigheder man ser sig om efter en ny næringsvei. Eller gaar ud i marken og besøger de oprigtige skadedyr. Min hugorm maa have formeret sig flittig ifjor, for nu vrimler det af unge slanger paa Paradislandet. De lever et ørkesløst og sorgfrit sportsliv sammen med sin gamle paa bekostning af den dvælende paddebestand om et indtørket vandsig. Disse padder har i den tørre tid gjerne siddet mugne og indskrumpede i skumringen og sukket efter regn. Og før de rigtig fik suk for sig var allerede en og anden af dem spist. Vedkommende havde visselig lidt af overflødig næringssorg. Her paa Paradislandet findes heller ingen af ormenes argeste fiender, ingen pindsvin, og maur bare enkeltvis — formodenllig ensomme forskere, som å ferien er ude og lufter sin videnskab. Først i mai gik der foruroligende rygter om, at en ærværdig maurtuve, som i umindelige tider havde staaet ubeboet, var under restauration paa privat initiativ. Men allerede inden den en og tredivte, da braatebrænding ifølge loven ophører, var jeg tiltraadt som konstitueret forsyn og havde beroliget gemytterne. Vi her paa Paradislandet ønsker ikke, at der skal lappes paa ruiner, vi foragter historiske falsa, og med al<noinclude><references/></noinclude> fdmbo7h02lsdbrgm8lpqy70c9hi1ycs 104 134920 316524 2026-04-10T17:58:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316524 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den aktivitet, endel ubetimelige dyr udfolder, nærer vi individualister ingen sympati. Desværre forfølges nu ormene ogsaa i aviserne, og Kristian Gløersen indstiller dem til udryddelse. Jeg tror vi er for uvorne med vore skadedyr. Vi skrider ind med vigtige politiminer og forstyrrer den skjønne ufred i naturen. Selv har jeg aldrig kunnet bekvemme mig ind i noget selskab for dyrenes beskyttelse, da rovdyrene, de ensomste og mindst lykkelige dyr, ikke er taget i venlig betragtning. Desuden findes der ingen grei metode til at beskytte det ene dyr uden at forulempe det andet. Jeg gaar ikke saa langt som til at tage parti for krybet mod de ædlere dyr. Jeg vil ikke have alle hestestemmer imod mig ved at varetage klæggenes interesser; jeg favoriserer kattefamilien paa trods af rotternes misbilligelse, og hoteien i min salat svider jeg ved sagte ild. Men i sin almindelighed er det vistnok gavnlig, at arterne faar nogenlunde frit spillerum især i et land, hvis fauna er tynd og tam. Det vilde være trist aldrig at se en seilende høk i luften eller en hugorm ringe sig under lyngen. Alt det harmløse har en saa umaadelig og triviel overmagt. Vi kan med god samvittighed levne lidt igjen af det som har brod og klo. Derfor glædet det mig, at en bonde fra Salten lagde et godt ord ind for bjørnen — bjørnen som deroppe rusler omkring og tager sig af tingene aldeles som i Asbjørnsens eventyr. Den havde ogsaa taget sig af en gjeit, som gik i aakeren og ikke undsaa sig for at æde af potetrisene. Og man mærket paa alt det bonden sagde, at han var gruelig glad i bjørnen. Men en slig mand er sjelden og seværdig som et stort gammelt træ. Ja, ogsaa om trærne har der været skrevet adskil-<noinclude><references/></noinclude> luva2bghmutsbthcbmeyo3opxderm4g 104 134921 316525 2026-04-10T17:59:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316525 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lig i den senere tid, og medens jeg husker det, vilde jeg gjerne stemme i med. Der er vel intet land, hvor træerne frister en kummerligere lod end i dette. Jeg regner ikke gran og furu, de upersonligste og selvfølgeligste af alle træsorter, i hvis sturende masser øksen gjerne for mig maa lyse op. De lever ikke individuelt, de mærker ikke videre til aarstiderne, de er saa godt vinterklædt om sommeren, at de sveder som bønder, der aldrig løser paa halsekluten, og de bærer tilskue alt det fordystrede alvor, som nu engang præger majoriteten hertillands. Nei, jeg tænker paa de egentlige trær, de løvede, levende, visnende, hvis safter flyder i ujevnt løb, svulmer eller svinder, og hvis liv har større mening og skjønhed og er saa meget rigere i sommerlig utfoldelse, fordi denne er stakket og forkrænkelig. Og jeg tænker især paa de aldrende trær, de kronede, som overalt ellers i verden fredes og elskes af menneskene, fordi de har overlevet slægt efter slægt og suser af minder. Jeg husker Drachmann engang sagde, at det som mest forstemte ham i Norge var den historieløse melankoli, som ruger over landet. Han tænkte kanske paa vore byers tarvelige nybyggerkarakter, paa den selvtilfredse beskedenhed og demokratiske nullitet i alt det nye og armoden paa gammelt. Men trærne bygger sig selv, bare de faar fred, og den luksus at eie store trær skulde vi unde os. Den vilde sprede melankolien. Til Gammelenglands historie hører ekene saavist som katedralerne, og det danskeste af alt dansk er de ældgamle bøge. I vort land er et gammelt træ en sjeldenhed. Tømmerbondesynet og nytteegoismen har rnadet for vor trækultur, og kan en arkitekt ikke<noinclude><references/></noinclude> j9gkzw117pul6q2a3i7dnthzqydji68 104 134922 316526 2026-04-10T18:00:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316526 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bygge et hus, er han ialfald mand for at hugge ned en allé. Jeg gik daglig forbi en bondegaard, hvis eneste pryd var en mægtig ek, der skjærmet huset som en evig velsignelse. En morgen laa den fældet, og bon- den stod og flaadde barken af de vældige, afsagede grene. Men huset havde skiltet udseende. Det glante tomt og frækt ud i veiret med sine uskyggede vinduer som om ''det'' vel endda var hus for al vise sig . . . Der var god pris i garverbark om dagen, derfor til- intetgjorde bonden paa én dag hundrede trofaste somres værk. Men et folk, som ikke bevarer trærne, lever fra haand til mund, barbarisk, hver generation for sig, i taabelig hæseblæst af modernitet og amerikanisme. Det er istand til alt, ogsaa lil at kaste væk sin digt- nings, sin tankes, sine minders sprog. Præterea censeo. Her er det bedst at slutte, her lige paa randen af maalstrævet og langt væk fra aarsvæksten, som det egentlig var meningen at skrive om. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> obz955svp176gi1wsk7npcipqohktfj 316538 316526 2026-04-10T18:13:29Z Øystein Tvede 3938 316538 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bygge et hus, er han ialfald mand for at hugge ned en allé. Jeg gik daglig forbi en bondegaard, hvis eneste pryd var en mægtig ek, der skjærmet huset som en evig velsignelse. En morgen laa den fældet, og bonden stod og flaadde barken af de vældige, afsagede grene. Men huset havde skiltet udseende. Det glante tomt og frækt ud i veiret med sine uskyggede vinduer som om ''det'' vel endda var hus for al vise sig . . . Der var god pris i garverbark om dagen, derfor tilintetgjorde bonden paa én dag hundrede trofaste somres værk. Men et folk, som ikke bevarer trærne, lever fra haand til mund, barbarisk, hver generation for sig, i taabelig hæseblæst af modernitet og amerikanisme. Det er istand til alt, ogsaa lil at kaste væk sin digtnings, sin tankes, sine minders sprog. Præterea censeo. Her er det bedst at slutte, her lige paa randen af maalstrævet og langt væk fra aarsvæksten, som det egentlig var meningen at skrive om. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 2s3vrxkzgxwnd8t27mzhnn6sf5rgyhw 0 134923 316527 2026-04-10T18:01:37Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=11 to=26 header=1 /> 316527 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=11 to=26 header=1 /> 8xslzp7l2ggs9pkwltoyu11ybmdxxob 316528 316527 2026-04-10T18:02:12Z Øystein Tvede 3938 316528 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=21 to=26 header=1 /> kryj9jjs0osey0239qxro9dsmrr9rda 104 134924 316529 2026-04-10T18:03:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316529 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|ROUSSEAUS SKYGGE}}}} Aaret sprang over den besværlige vaar, og det blev sommer uden den lange overflødige indledning af tegn og varsler. Den kom en dag med gjøken, og den tid er inde, da det slet ingen kunst er at leve for mennesker eller dyr eller vækster. Fjorden er blit varm uden solens hjælp af strømmene fra havet, og alt er i orden til de tre maaneders lyse sorgløshed. Jeg har rigtignok aldrig faaet poteterne saa sent i jorden, men det betyder ingenting. De kan blive liggende der saa meget des længer. Imorges da jeg kom ud paa mit land med hakken for at mulde dem, laa en staalorm og sov i en af furene. Den skinnet i den aarle rødlige dag som en sammenflydt strøm af nattens dugg, den hang kjølende over min haand, da jeg tog den, og krummede sit legeme i en liden isende vaande af forskrækkelse. Saa begyndte morgenen at brise i det unge bjærkeløv i lierne med den samme vaagnende frysning som ormen, som fjordfladen, som himmelen, hvor de fine fjærskyer sitrer spilede mod det blaa, som den første opstemmende iver i alle de tindrende struber inde fra skogene. Ingenting gaar saa let fra haanden som arbeidet med jorden. Fordi det er det egentlige arbeide og alt andet i bedste fald er en afglans af dets herlighed.<noinclude><references/></noinclude> cf6e3dw1m8p1nyxpy002pwsoc32wtnt 104 134925 316530 2026-04-10T18:04:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316530 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Jeg kunde spade i mit sprog og dyrke ord, men de har en uvarig blomstring og bærer ingen frugt i et land, som i de ni mørke maaneder af aaret er dækket af landsmaal. Medens jorden bestandig giver mere igjen end den fik. Den glæder sig ved at pløies, harves, vendes, hakkes; den bøier sig villig under lugt, den møder ens ønsker; den blir bare sur og ilsk og tvær over skjødesløshed. Den har hu til forandringer. Kom ikke igjen hvert aar til den med dine evindelige poteter. Dens onde lune sætter sig i dem som valtersot og tørraate. Men giv den til en afveksling aspargesbønner: Den vil gyde alle sine safter i den nye sæd, den vil føle sig smigret og drive den frem til en høst af hundrede fold. Slig er jorden, den elsker kultur. Og den, som dyrker jorden, dyrker sit eget sind. Stengadernes mennesker, som indbilder sig, at der opstaar nye sandheder, og at det gjælder at plukke dem, eftersom de skyder op og førend de visner, vil sige, at dette er gammelt forslidt Rousseau. De sender sine børn til kinematograf for at faa fantasien udlørket og afsvid ved hjælp af forfalskede realiteter istedenfor at vise dem det store mysterium i et frøs udfoldelse til plante. Selve naturlæren anvendes til menneskenes fordummelse, fordi man faar vide alt som fremmede, uvedkommende kjendsgjerninger gjennem foredrag, bøker og demonstrationer, medens naturen ikke forraader ét af sine undre uden til den, som ydmygt fatter sig selv, sit væsen, sine vilkaar gjennem det, han med egne sanser opdager af den broderlige verden. Brænd det sørgelige herbarium og laan ikke børn naalc til at spidde biller og sommerfugle, men lad det være fremtidens opgave at<noinclude><references/></noinclude> eogsaqq6s0v9sorwfq74qbc7a3gbfm1 104 134926 316531 2026-04-10T18:05:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316531 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skaffe hvert barn sin egen haveflek. Gjør det til en liden trofast deltager i det sommerlige mirakel, nød det til at hente sine tanker af forundringens uudtømmelige brønd istedenfor at plapre opigjen vore egne overantvordede taabeligheder. Blandt alle de store huse i byerne er ingen hæsligere end de moderne fængsler og skoler. Det er en tankevækkende lighed. De har den dræbende, korrektionelle korrekthed tilfælles; de er bygget slig for at tilføres lys og luft, men lys og luit er der ogsaa i Sahara. Man kan se udenpaa en slig skolebygning, hvad der læres derinde og fremfor alt hvad der forsømmes. Det er den videnskabelige aand med sit lys og sin luft, som staar for anlægget og driften; det er den, som har forfattet de smaa sandige lærebøker og dresseret lærere til at luge væk det frodige mylder i de yngstes forestillingsliv, hvilket endda var udmærket, hvis den videnskåbelige aand kunde plante noget i den ryddede muld. Men det er ''det'', den ikke kan. Den overrisler med kundskaber, oplysninger, kjendsgjerninger, men de forbliver døde og magtesløse, de preller af paa ligegyldigheden, de omkommer paa veien til sindene i sin egen uanvendelighed. Lad det være fremtidens opgave at skaffe ørkenskolens sønner hver sin lille oase. Var det en fri bedrift at opdrage unge i dette rige, og forbeholdt staten sig ikke ret til ensartet overstøvning af intelligenserne, vilde jeg tænke paa at oprette en skole med en have, en skog og en fjord til undervisningsgjenstande og med selve den hastige sommer til leder. Den vilde tage bøkerne fra dem og indprente dem sine ældgamle sandheder om arbeide og leg, om tidlig opstaaen, om uskyld og god samvittighed; den vilde<noinclude><references/></noinclude> oowwqwk6yrg4r3djmgjxbtx5i96qev6 104 134927 316532 2026-04-10T18:06:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316532 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke gjemme et under for deres øine eller give dem en eneste upaalidelig forklaring. Deres bevidsthed skulde blive klar som dagens lys af at vaage ved de virkelige, de groende ting. De skulde udstyres som letbevæbnede og ikke sukke under kundskaber, de skulde lære at styre sit videbegjær for ikke at komme paa vildstraa i mangfoldigheden, og viste nogen af dem distinkt videnskabelige anlæg, skulde han blidt udelukkes, thi det videnskabelige menneske er, som det heder i en af de store bøker: <poem> {{liten|ganz wie ein Thier auf diirrer Heide, von einem bösen Geist im Kreis herumgefiihrt, und rings umher liegt schøne, grime Weide.}} </poem> Vi gjør kanske lidt nar af os selv ved at opstille det videnskabelige menneske som mønster og gjøre dets anskuelsesform til norm. Den omsiggribende nysgjerrighed og lysten til at sønderlemme er kanske ikke den eneste og ialfald ikke den fuldkomneste vei til levende erkjendelse. Idag er jeg uafladelig enig med Rousscau. Hans skygge hviler over mine betragtninger. Stengadernes mennesker svæver i en vildfarelse, naar de tror, det er et fattig liv, som føres udenfor begivenhedernes dansende lysring. De forundrer sig over, at man kan leve uden fornøielser, uden kunst, uden theater. Men de fleste mennesker i de fleste land lever slig og har bestandig levet slig. De har den oprindelige livskraft, de trænger ingen kunstig energitilførsel, de er verdens salt, fordi deres tilværelse har sin mening, sin simple skjønhed, sin guddommelige lov. Kjære Jean Jacques, det er netop blandt de millioner, der ikke engang kjender Deres<noinclude><references/></noinclude> a9t2fv2inng6zihptu5nwmomxxzpetv 104 134928 316533 2026-04-10T18:07:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316533 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>navn, de mennesker findes, som ved sit liv giver Dem ret. De er fortræffelige, ja ganske udmærkede og i sin slags absolut uundværlige de mennesker, som med hud og haar, i sind og skind, uden tvil og baglanker er børn af sin lid. Men de er lidt ulyslelige. De er blomsten af enhver tidsalders halvdannelse. De er geledderne under opsvingning lil hurrapladsen. Indbildske fremskridtsobskuranter, som tror at hver liden opfindelse, hver ny videnskabelig hypotese har rækkevidde i retning af tilværelsesproblemets løsning. At være barn af sin tid er at dele alle sin tids fremskridende dumheder, at lade sin tro bestemmes af de sidste bulletiner fra den tyske bibelkritik og grundlægge sit evighedshaab paa Metschnikofs udryddelse af tyktarmens bakterier. Det er at læse de sidste bøker, fordi de næstsidste alt er glemt. Det er at gjøre sin hjærne til et museum for selvmodsigelser: at være tilhængere af fred og af forsvar, af frihandel og beskyttelse, af nationalisme og socialisme, af riks- og landsmaal, af familielivet og dets undergang. Kaos er et navn paa løgn, og logik kan bare læres af naluren, som ogsaa er den høie skole for laalmod og haab. Ja, den som dyrker jorden, dyrker sit sind. Solen er kommen høiere; nede i bakkeskraaningen staar en apal i lysende juniflor, og rundt under den paa engen har løvetanden aabnet sig efter nattesøvnen og holder sine tusen runde solspeil mod dagen. Sommeren er endnu i sin første ungdom. Aspeløvet er brunt og svedt og har endnu ikke lært sig den ængstelige raslen, den lille hoste, hvormed det erfarne træ fra Mellemeuropa udtrykker sin nervøse for-<noinclude><references/></noinclude> a9intc23oszu8cb2po4b8upvuqslkmj 104 134929 316534 2026-04-10T18:09:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316534 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nemmelse af vor sommers uvarighed. En enkelt fri gran kaster skyggen indover marken, hvor jeg arbeider — en stor silhouet, en skikkelse, et præstelig omrids — Rousseau i sin armeniske kaftan . . . Det er skyggen, som er faldt ind over mine betragtninger. — De havde ret, Jean Jaques, ogsaa deri, at De var det bedste af alle mennesker. Men var De egentlig en eneste gang lykkelig? — Det var, naar jeg ikke netop manglet det allernødvendigste, at jeg følte mig som den allerulykkeligste blandt de dødelige. — Ja, De har fældt mange taarer i Deres liv, men De fortalte engang, at De kunde sidde paa en sten ved stranden i timevis og more Dem med at se taarerne falde i vandet og danne ringer. Det tyder ikke paa fortvilelse? Skyggeansigtet mørkner. Han fordrager ikke gjøn. — De citerte nys et vers, siger han, Cétait de PAllemand. Voila au moins une de mes pensées bien traduite. Eders videnskabelige hoder tilhører fremdeles det Holbachske koteri. Man paastod, at jeg ikke vilde holde ud i tre maaneder i ensomheden borte fra deres Paris, deres videnskabelige vrøvl og deres theater. Men havde det ikke været den fordringsfulde madame d'Epinay, som bestandig kjedet sig — — Og Therese, lægger jeg i tankerne til, men siger: — Ja hun var Dem til plage, fordi De ikke elsket hende. Havde det været madame d'Houdetot — — -— Men hun elsket en slubbert, som sad og snor- kete, da jeg forelæste hende mit brev til Voltaire. Skyggen fortaber sig i sine bekjendelser, som læ-<noinclude><references/></noinclude> 9qfrkh1q9s0if0p40gvg929njcomhuj 316539 316534 2026-04-10T18:14:24Z Øystein Tvede 3938 316539 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nemmelse af vor sommers uvarighed. En enkelt fri gran kaster skyggen indover marken, hvor jeg arbeider — en stor silhouet, en skikkelse, et præstelig omrids — Rousseau i sin armeniske kaftan . . . Det er skyggen, som er faldt ind over mine betragtninger. — De havde ret, Jean Jaques, ogsaa deri, at De var det bedste af alle mennesker. Men var De egentlig en eneste gang lykkelig? — Det var, naar jeg ikke netop manglet det allernødvendigste, at jeg følte mig som den allerulykkeligste blandt de dødelige. — Ja, De har fældt mange taarer i Deres liv, men De fortalte engang, at De kunde sidde paa en sten ved stranden i timevis og more Dem med at se taarerne falde i vandet og danne ringer. Det tyder ikke paa fortvilelse? Skyggeansigtet mørkner. Han fordrager ikke gjøn. — De citerte nys et vers, siger han, Cétait de PAllemand. Voila au moins une de mes pensées bien traduite. Eders videnskabelige hoder tilhører fremdeles det Holbachske koteri. Man paastod, at jeg ikke vilde holde ud i tre maaneder i ensomheden borte fra deres Paris, deres videnskabelige vrøvl og deres theater. Men havde det ikke været den fordringsfulde madame d'Epinay, som bestandig kjedet sig — — Og Therese, lægger jeg i tankerne til, men siger: — Ja hun var Dem til plage, fordi De ikke elsket hende. Havde det været madame d'Houdetot — — — Men hun elsket en slubbert, som sad og snorkete, da jeg forelæste hende mit brev til Voltaire. Skyggen fortaber sig i sine bekjendelser, som læ-<noinclude><references/></noinclude> 2pzqg73ybv5ctdwvjjsnv6awge7cl2t 316625 316539 2026-04-11T00:03:35Z Øystein Tvede 3938 316625 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nemmelse af vor sommers uvarighed. En enkelt fri gran kaster skyggen indover marken, hvor jeg arbeider — en stor silhouet, en skikkelse, et præstelig omrids — Rousseau i sin armeniske kaftan . . . Det er skyggen, som er faldt ind over mine betragtninger. — De havde ret, Jean Jaques, ogsaa deri, at De var det bedste af alle mennesker. Men var De egentlig en eneste gang lykkelig? — Det var, naar jeg ikke netop manglet det allernødvendigste, at jeg følte mig som den allerulykkeligste blandt de dødelige. — Ja, De har fældt mange taarer i Deres liv, men De fortalte engang, at De kunde sidde paa en sten ved stranden i timevis og more Dem med at se taarerne falde i vandet og danne ringer. Det tyder ikke paa fortvilelse? Skyggeansigtet mørkner. Han fordrager ikke gjøn. — De citerte nys et vers, siger han, C'était de l'Allemand. Voila au moins une de mes pensées bien traduite. Eders videnskabelige hoder tilhører fremdeles det Holbachske koteri. Man paastod, at jeg ikke vilde holde ud i tre maaneder i ensomheden borte fra deres Paris, deres videnskabelige vrøvl og deres theater. Men havde det ikke været den fordringsfulde madame d'Epinay, som bestandig kjedet sig — — Og Therese, lægger jeg i tankerne til, men siger: — Ja hun var Dem til plage, fordi De ikke elsket hende. Havde det været madame d'Houdetot — — — Men hun elsket en slubbert, som sad og snorkete, da jeg forelæste hende mit brev til Voltaire. Skyggen fortaber sig i sine bekjendelser, som læ-<noinclude><references/></noinclude> gzxgz8km1cj83fpezqsqmrtypru1i81 104 134930 316535 2026-04-10T18:10:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316535 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rer mig, hvor umulig det er for os at flygte, selv om vi aldrig saa godt indser, at vi intet bedre har at gjøre. Jeg mærker, at jeg staar med hakken og mulder mine poteter tankeløst og ufuldkomment. Solen er begyndt at brænde, og dette arbeide med jorden, dette egentlige arbeide, gaar ikke egentlig saa let fra haanden. Det falder traat som selve pennens. Gud ved ogsaa, om der vil skyde noget op af min stengrund. — Det tyske vers, jeg citerte, siger jeg til skyg- gen, var af Mefistofeles. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> fxd3dw7z6ovji3k7pu1kl46jhsvtpwl 316540 316535 2026-04-10T18:14:45Z Øystein Tvede 3938 316540 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rer mig, hvor umulig det er for os at flygte, selv om vi aldrig saa godt indser, at vi intet bedre har at gjøre. Jeg mærker, at jeg staar med hakken og mulder mine poteter tankeløst og ufuldkomment. Solen er begyndt at brænde, og dette arbeide med jorden, dette egentlige arbeide, gaar ikke egentlig saa let fra haanden. Det falder traat som selve pennens. Gud ved ogsaa, om der vil skyde noget op af min stengrund. — Det tyske vers, jeg citerte, siger jeg til skyggen, var af Mefistofeles. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> cafhu31sn1zochzxwt21jwykm9gpxvp 0 134931 316536 2026-04-10T18:11:30Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=34 to=40 header=1 /> 316536 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=34 to=40 header=1 /> 9vnxfcwppy29qhxmzrogt2x29cocbws 104 134932 316537 2026-04-10T18:13:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316537 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|BREKKESTØBREVE}} I.}} Gak til myren og bliv vis, heder det i Salomos ordsprog, og for skolegutter har dette raad været gjentaget i tide og utide med vekslende held. Jeg kan huske, at ordet var mig dunkelt i min barndom, fordi det aldrig faldt mig ind, at der med myren bare skulde forstaaes den første, den bedste maur. Isaafald vilde jeg foragtet vinket, og det er jeg tilbøielig til endnu. Den aktivitet, de smaa krakilske dyr udfolder, har aldrig forekommet mig efterlignelsesværdig for mennesker. De render om hverandre, men hvad render de egentlig efter? Gjør man alvor af det og «gaar til myren» og udvælger sig en enkelt respektabelt udseende maur til mønster og forbillede, saa opdager man snart, at vedkommende foretager lutier unyttige og selvmodsigende bevægelser. Den piler til en begyndelse afsied i en bestemt retning. Se nu, tænker man, nu har den en opgave og løber et ærinde af høi betydning for almenveliet. Saa stanser den pludselig op foran en barnaal og betragter den opmærksomt, men gjør derpaa enten helt om eller den slaar ind paa en ny sti. Man opgiver den ikke, men tænker velvillig, at barnaalen kanske har pirket i dens ideassociationer og mindet den om, at en ganske anden og samfundsvigligere barnaal ligger til afhenining nærmere<noinclude><references/></noinclude> 8l3b7pztewy6o2ul4obtx3j6b5y6xqd 104 134933 316544 2026-04-10T19:43:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316544 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tuen. Imidlertid krydser den paa sin videre vei baade barnaaler og andet rusk. Almenvellet forlanger aabenbart ikke flere barnaaler, og ens theori om motivet for dyrets fremstød maa frafaldes. Den fortsætter med uskrømtet energi sin vandring, besnuser forbipasserende af sin egen nation, gjør uberegnelige afslikkere og afstikker atier fra afstikkerne, som om det gjaldt at lede mulige forfølgere paa vildspor, men den følges jo bare af et menneskelig øie. Man venter i høieste spænding paa, at den endelig engang skal naa sit bestemmelsessted, og tage fat paa opgaven, hvad nu end denne maatte bestaa i. Omsider befinder den sig ved roden af en ung asp og begiver sig uforsagt tre fire tommer opover den glatte bark, derefter gaar den resolut ned igjen og trotter videre gjennem det kuperede terræn. Er det mulig, at almenvellet kan have nogen glæde af disse bevægelser? Selv om de foretages af en offentlig maur? Nei, Salomo maa undskylde, jeg kan med bedste vilje ikke finde noget manende ved en flid, der giver sig udslag som de beskrevne. Om jeg havde fulgt en politiker paa agitationsreise, kunde det aandelige udbytte ikke været larveligere. Nu er det ingenlunde min mening at kaste mig over en maur med bebreidelser, fordi den gaar ud og tager motion. Jeg er selv en ven af lediggang og har forkjærlighed for at slentre, men jeg giver mig rigtignok ingen lærerig mine af den grund og anmasser mig ikke at tilraabe al skabningen: gak hid og bliv vis. Saa vidt mine iagttagelser rækker, har de overvurderede dyrs uafladelige spadserture intet andet paaviselig øiemed end rekreation. Og naar man kom- mer med andre fortolkninger, naar man taler om krav<noinclude><references/></noinclude> rte6srnrps10kao4plqpcudswmg5gxn 316571 316544 2026-04-10T20:20:03Z Øystein Tvede 3938 316571 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tuen. Imidlertid krydser den paa sin videre vei baade barnaaler og andet rusk. Almenvellet forlanger aabenbart ikke flere barnaaler, og ens theori om motivet for dyrets fremstød maa frafaldes. Den fortsætter med uskrømtet energi sin vandring, besnuser forbipasserende af sin egen nation, gjør uberegnelige afslikkere og afstikker atier fra afstikkerne, som om det gjaldt at lede mulige forfølgere paa vildspor, men den følges jo bare af et menneskelig øie. Man venter i høieste spænding paa, at den endelig engang skal naa sit bestemmelsessted, og tage fat paa opgaven, hvad nu end denne maatte bestaa i. Omsider befinder den sig ved roden af en ung asp og begiver sig uforsagt tre fire tommer opover den glatte bark, derefter gaar den resolut ned igjen og trotter videre gjennem det kuperede terræn. Er det mulig, at almenvellet kan have nogen glæde af disse bevægelser? Selv om de foretages af en offentlig maur? Nei, Salomo maa undskylde, jeg kan med bedste vilje ikke finde noget manende ved en flid, der giver sig udslag som de beskrevne. Om jeg havde fulgt en politiker paa agitationsreise, kunde det aandelige udbytte ikke været larveligere. Nu er det ingenlunde min mening at kaste mig over en maur med bebreidelser, fordi den gaar ud og tager motion. Jeg er selv en ven af lediggang og har forkjærlighed for at slentre, men jeg giver mig rigtignok ingen lærerig mine af den grund og anmasser mig ikke at tilraabe al skabningen: gak hid og bliv vis. Saa vidt mine iagttagelser rækker, har de overvurderede dyrs uafladelige spadserture intet andet paaviselig øiemed end rekreation. Og naar man kommer med andre fortolkninger, naar man taler om krav<noinclude><references/></noinclude> lgkywqow0a5awxtiohzbgraibdor357 104 134934 316545 2026-04-10T19:44:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316545 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og pligter og om nødvendigheden af al lage tingene i øiesyn, saa betænker jeg mig ikke paa at sige: svindel. Ældre forskere har dvælet ved myrernes landbrug og har med begeistring skrevet om deres fædrift. Det er ikke min sag at gaa i detaljer, men jeg har seet lidt til deres kreaturstel, og melken frister mig ikke. En maur klyver op i en gammel bjerk, hvor tuens befolkning har sine vange, omfavner den første den bedste bladlus, den træffer ude paa et af de skurvede blade, og slipper sig ned med den fra en fantaslisk høide. Hvis de begge kommer fra det med livet, suger den saften ud af sit husdyr. Saavidt jeg kan forstaa, hører der hverken flid eller omtanke til den slags husholdning. Og ser man endelig, hvordan myrerne optræder under overordentlige og rystende begivenheder, hvordan de stimler sammen og foransialter unyttige opløb og tueuordener, naar situationen kræver disciplin og forsagelse, saa vil man med mig finde den almindelige beundring for disse dyr meget overdreven. Men den mest irriterende eiendommelighed ved dem er deres uimodsigelige skikkelighed. De skyr de berusende blomster. De tygger trøsket træ og slaas som modige maur indbyrdes i snusbrun demokratisk ufordragelighed. Naar jeg undertiden skriver myrer, undertiden maur, sker det af høflighed mod begge splittede stammer af fingersproget. Jeg havde altsaa bestemt mig til ikke at lære noget af myrerne, da jeg i formiddag kom slentrende henover min øes eneste landevei og tænkte paa alie andre ting. Veien er jevn og god og sandet og var støvfri efter nylig regn, men med to dybe hjulspor efter øens eneste vogn. Og etsteds midt mellem<noinclude><references/></noinclude> 0yb1ehhmiqixxojjvde4er4im04epbm 104 134935 316546 2026-04-10T19:45:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316546 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hjulsporene observerede jeg allerede paa afstand, at noget var paafærde. Det saa ud som et bittelidet sort nøste, der umagede sig med at trille mod terrænei. Da jeg kom nær, viste det sig, at det var liget af en tordivel, som mine venner myrerne forsøgte at praktisere tvers over veien. For en gangs skyld havde de virkelig faaet noget at bestille — de havde en af sine store arbeidsdage. Billekadaveret var vægtig og massivt, og det var saagodisom umulig at faa ordentlig tag i de blanke og haarde dækvinger. Et par maur sled derfor i ligets pent sammenfoldede ben, som om de i sin arrighed forlangte, at den døde skulde tage sig sammen og være dem behjælpelig med transporten. Men tordivelen befandt sig hinsides alle bekymringer for sin begravelse. Det kunde være et snes maur, som hang i af alle livsens kræfter, og det gik ogsaa, om end yderst langsomt og besværlig. Hvad der forundrede mig var, at de formodentlig allerede havde passeret det ene hjulspor, hvis bratte vold skulde synes uoverstigelig for dem med et sligt læs. Jeg gav mig tid for at sc, hvordan de klarede det andet. De vilde naturligvis vælie liget udover randen, men hvordan skulde de faa det op af bunden igjen? Jeg satte mig paa en slabbesten og ventede taalmodig og tog i stilhed i mig igjen adskillige nedsættende bemærkninger om myrernes karakter . . . Langt om længe naar optoget helt ud paa randen af hjulsporet. Men der kommer i veisvingen øens hest og vogn. Og hverken hest eller vogn eller Lars har ondt i sinde. Hesten dilter midt i veien, manden lader tommerne hænge og karver tobak til snadden, og hjulene ruller dybt og uansvarlig i sine egne spor. Dette, tænker jeg, er endda ikke den uafvendelige<noinclude><references/></noinclude> 2zrtp5lwkytk057a0ln2g3w34uk9k2l 104 134936 316547 2026-04-10T19:46:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316547 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjæbne. De stræbsomme dyr og deres fangst vil kunne undgaa baade hestesko og vognhjul, fordi de befinder sig lige paa randen, som vil forblive uberørt og neutral. Nu gjælder det bare, at myrerne ikke lader sig drive ud i ulykken af sin egen ihærdighed. Nu bør deres berømte instinkt varsle dem. Men solen den skinner, og fuglene de synger, og de arbeidsfro myrer slider, og ingen mørk anelse hemmer deres flid. Endelig vælter de sig med det dyrebare kadaver i triumf ned i hjulsporet. Det var i sidste øieblik. De kom saavidt tidsnok til at blive knust. Jeg trækker ingen moral af katastrofen, jeg slæber ikke folk til myrerne for at gjøre dem visere. Er tuen, som vi faar haabe, et velindrettet samfund, vil der altid findes velvise og velsindede myrer, som kan trøste de efterladte med, at de omkomne gjorde sin pligt til det sidste, og formane de andre til at tage lærdom af ulykken. Den komiske skraahed i tragedien, at i dette tilfælde en liden pligtforsømmelse af de hidsige slidere vilde reddet dem fra hjulet, den er jo ikke aabenbar for myregøine. Og at et hjul uden lærerige eller straffende hensigter skulde kunde rulle henover smaa liv og knuse dem, er for de velvise i tuen en formastelig tanke. Nei, jeg forbliver af den anskuelse, at vi ikke har noget at lære af myrerne. Jeg finder mig som menneske bedst hjemme i den ryddige forestilling, at myrerne blev overkjørt, fordi de befandt sig i hjulsporet paa et for dem ugunstigt tidspunkt — uanseet deres vita, uanseet deres mulige feil og fortjenester og uanseet de gavnlige lærdomme, der med velberaad sludderhu kan uddrages af deres endeligt.<noinclude><references/></noinclude> 78zpthfc4koxttwadnz0kvgtw9c33jb 104 134937 316548 2026-04-10T19:48:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316548 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} Jeg gaar paa landeveien og tænker paa den store og berømte videnskabsmand. Nu har han atter sat verdens og mit sind i bevægelse . .. Alle vil gjerne leve længe, men ingen vil gjerne blive gammel. Dette høres ud som en aforisme af vor ven ''Løvstad'', og den skriver sig ogsaa fra en autor, hvis latin er glemt. Da jeg i vaares læste ''Hamsuns'' artikler om gamle og unge, blev jeg dybt forstemt og personlig bekymret, indtil jeg mod slut- ten opdagede, at han tillægger ungdommen saa me- gen elasticitet, at den kan tøies lige op imod femti- aarsalderen, og da følte jeg mig jo atter elastisk. Naar man skal ære de unge, haster det altsaa ikke saa svært. Man kan godt vente til de holder sølv- bryllup. Fanden er gammel, sagde Holberg. Ungdom- men løber ikke fra os, mine herrer. Og nu hører jeg fra Paris, at den Hamsunske ungdomsgrænse, de halvhundrede aar, er for raskt optrukket og slet ikke vil passe for fremtiden. Hvo, som begynder at blive gammel i den alder, har forsømt at pleie sin tyktarm. Det vi kalder alderdom er nemlig i sin rod et rent lokalt onde. Alderdomsbacillen kan bekjæmpes som alle andre baciller, og vi kan med tiden opleve, at vi lever i halvandet hundrede aar og æres som unge lige indtil vi efter nugjældende betragtning bør have rang af jubeloldinger. Den berømte ''Metchnikoff'', som har gjort denne opdagelse, kalder sig optimist. Først naar menneskenes levealder er tredoblet og jorden vrimler af rørige tipoldeforældre, ser denne store mand sit lykkeideal for slægten virkeliggjort. I sine fantastiske reiser fortæller ''Swift'' ogsaa om<noinclude><references/></noinclude> 4tip5p2vt2lx9v9tcgftx52h23drbs0 316572 316548 2026-04-10T20:20:48Z Øystein Tvede 3938 316572 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} Jeg gaar paa landeveien og tænker paa den store og berømte videnskabsmand. Nu har han atter sat verdens og mit sind i bevægelse . .. Alle vil gjerne leve længe, men ingen vil gjerne blive gammel. Dette høres ud som en aforisme af vor ven ''Løvstad'', og den skriver sig ogsaa fra en autor, hvis latin er glemt. Da jeg i vaares læste ''Hamsuns'' artikler om gamle og unge, blev jeg dybt forstemt og personlig bekymret, indtil jeg mod slutten opdagede, at han tillægger ungdommen saa megen elasticitet, at den kan tøies lige op imod femtiaarsalderen, og da følte jeg mig jo atter elastisk. Naar man skal ære de unge, haster det altsaa ikke saa svært. Man kan godt vente til de holder sølvbryllup. Fanden er gammel, sagde Holberg. Ungdommen løber ikke fra os, mine herrer. Og nu hører jeg fra Paris, at den Hamsunske ungdomsgrænse, de halvhundrede aar, er for raskt optrukket og slet ikke vil passe for fremtiden. Hvo, som begynder at blive gammel i den alder, har forsømt at pleie sin tyktarm. Det vi kalder alderdom er nemlig i sin rod et rent lokalt onde. Alderdomsbacillen kan bekjæmpes som alle andre baciller, og vi kan med tiden opleve, at vi lever i halvandet hundrede aar og æres som unge lige indtil vi efter nugjældende betragtning bør have rang af jubeloldinger. Den berømte ''Metchnikoff'', som har gjort denne opdagelse, kalder sig optimist. Først naar menneskenes levealder er tredoblet og jorden vrimler af rørige tipoldeforældre, ser denne store mand sit lykkeideal for slægten virkeliggjort. I sine fantastiske reiser fortæller ''Swift'' ogsaa om<noinclude><references/></noinclude> 6wx6x5b94jgtkppa4kx72ut4kyy0f4c 104 134938 316549 2026-04-10T19:50:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316549 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sit besøg i Lagado, hvor han nød den ære at forestilles for det derværende akademis største videnskabsmand, som paa grund af en opdagelse, han havde gjort, hædredes med navnet slægtens ''velgjører''. Gjennem et langt liv havde denne store mand experimenteret med ''lam'', og efter mangfoldige frugtesløse forsøg var det omsider lykkes ham at fremstille et præparat af vegetabilier og mineralier, som anvendt udvortes forhindrede ulddannelsen paa lammenes legemer. Og det var hans fremtidshaab i løbet af rimelig tid at udvikle en splitter naken faarerace i det ganske rige — he hoped, in å reasonable time, to propagate the breed of naked sheep all over the kingdom. Vi har heldigvis ligesaa vist som borgerne i Lagado den ærefrygt for videnskaben, at vi ikke fremkommer med den futile indvending, at realisationen af den lagadiske videnskabsmands ide vilde lamme uldindustrien. Videnskaben fremfor alle uldspinderier! Men jeg kan alligevel ikke befri mig for alle menneskelige fordomme, naar jeg stilles overfor en genial videnskabsmands henrykkende fremiidsperspektiv, og naar ''Metchnikoff'' aabner os udsigt til en levetid paa halvandet hundrede aar, saa speider jeg forgjæves efter ulden: hvad skal varme os under det lange, lange livsløb? Hvad skal gro paa os? Hvad skal vi tjene til? Hvem skal vi varme? En forrykkelse af naturens gjældende orden i retning af livsforlængelse vilde kanske til nød taales, om det forblev som nu, at den ældste generation var sat ud af de væsentlige livsfunktioner og bare blev ved at existere. Skulde den derimod optræde aktivt og ungdommelig, skulde ottiaarige forældre skaffe sine sextiaarige børn nyfødte søskende og sit første<noinclude><references/></noinclude> ojxxxlhb231gmy1k2ul8ahww1cxvsom 104 134939 316550 2026-04-10T19:52:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316550 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kuld af børnebørnsbørn jevnaldrende legekammerater, saa vilde familielivet blive en smule for kompliceret. Det er altfor let at udmale sig den imbroglio, som vilde være følgen af, at den kraftige levealder forlængedes, og forholder det sig virkelig saa, at det er tyktarmen, som huser de ubønhørlige baciller, der sætter en rimelig grænse for vor seiglivethed, da siger jeg: honnør for tyktarmen! Det er noget rørende i den tillid, meénneskeheden har til sine store videnskabsmænd, baade til dem i Lagado og dem i Paris. En gammel mands livsappetit sætter sig i system og kalder sig optimisme, og alverdens aviser udbreder det glade budskab, at nu har Metchnikoff optaget kampen mod alderdommen. Det gjælder bare at faa bugt med en bacille. ''Mundus vult'' faar uden uld. Vil ikke senere tider smile over vor lyse obskurantisme, som vi smiler over middelalderens mørke? Nu har lægerne hamret bakterieskrækken saa længe og saa trofast ind i folks bevidsthed, at man udover vore bygder modsætter sig aprettelsen af tæringssanatorier. Og skal nu ogsaa alderdommen opfattes som en bakteriesygdom, bør man være konsekvent og frabede sig gammelhjem i de samme bygder. Baciller! Jeg har hørt, at den gamle professor ''Pettenkofer'', som var en modstander af ''Kock'', tømte et pjolterglas vrimlende fuldt af virulente kommabaciller under koleraepidemien i Hamburg midt for et auditorium af tyske medicinere. Og han befandt sig vel efter denne nydelse, saa uskadelige er de smaa frygtede spøgelser for en fordomsfri mave. Uden at være nogen Pettenkofer skulde jeg med glæde tømme et bæger rendyrkede Metchnikoffske alderdomsbacil-<noinclude><references/></noinclude> gp6jnthc7dxgkznxho1ci79bc6dsrjt 104 134940 316551 2026-04-10T19:54:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316551 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ler paa min ungdoms fortsatte velgaaende, forvisset om, at denne forfriskning ikke vilde opmuntre et af mine haar til at graane i utrængsmaal. Man skal demonstrere sine overbevisninger. Den, som siger, at vi ældes paa grund af en bacille, har givet en ligesaa grundig og tiltalende forklaring af alderdommens fænomen som en anden berømt komediedoktor af opiumens søvndyssende egenska- ber: virtus dormitiva. Vi ældes, fordi vi med aarene modstræbende faar den virtus. Istedenfor at for- svinde uden ophævelser, mens legen er god, er de fleste af os tilbøielige til at trække afskeden i lang- drag, men heldigvis er det dog kun de allerfærreste, der er saa forvissede om sit selskabs behagelighed og sin betydnings uvurderlighed, at de siger som Metchnikoff: Tak jeg vil gjerne faa lov til at blive siddende i hundrede aar endnu. For de unge er ''Julie'' tragisk, er ''Ofelia'', er ''Hedvig'' tragisk, men for de ældre er ikke døden tragisk, men livets ødslige udmark, alderdommen, ensomheden, vintertiden. Og dog vilde ikke engang kong ''Lears'' tragedie kunne maale sig med den lange ufortrødne ungdommeligheds, som optimisten ''Metchnikoff'' stil- ler menneskene i udsigt. Man tænke sig en ottiaaring med et endnu bestandig livlig hjærte, fremdeles løfte- rig efter at have indfriet eller forsømt, hvad hans før- ste ungdom lovede, fremdeles elsker efter at hans sønnesønner var fædre til blomstrende unge piger. Han vilde kvalme som en uudluftelig stank, og hele hans efterslægt vilde samle sig og begaa harakiri, for at subskribere til tyktarmbaciller og sætte fart i hans aareforkalkning. Lærde og berømte mænd, de sysler med sit, de<noinclude><references/></noinclude> 93ste40on56kojp9meooelyggk3gw23 316573 316551 2026-04-10T20:21:22Z Øystein Tvede 3938 316573 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ler paa min ungdoms fortsatte velgaaende, forvisset om, at denne forfriskning ikke vilde opmuntre et af mine haar til at graane i utrængsmaal. Man skal demonstrere sine overbevisninger. Den, som siger, at vi ældes paa grund af en bacille, har givet en ligesaa grundig og tiltalende forklaring af alderdommens fænomen som en anden berømt komediedoktor af opiumens søvndyssende egenska- ber: virtus dormitiva. Vi ældes, fordi vi med aarene modstræbende faar den virtus. Istedenfor at forsvinde uden ophævelser, mens legen er god, er de fleste af os tilbøielige til at trække afskeden i langdrag, men heldigvis er det dog kun de allerfærreste, der er saa forvissede om sit selskabs behagelighed og sin betydnings uvurderlighed, at de siger som Metchnikoff: Tak jeg vil gjerne faa lov til at blive siddende i hundrede aar endnu. For de unge er ''Julie'' tragisk, er ''Ofelia'', er ''Hedvig'' tragisk, men for de ældre er ikke døden tragisk, men livets ødslige udmark, alderdommen, ensomheden, vintertiden. Og dog vilde ikke engang kong ''Lears'' tragedie kunne maale sig med den lange ufortrødne ungdommeligheds, som optimisten ''Metchnikoff'' stiller menneskene i udsigt. Man tænke sig en ottiaaring med et endnu bestandig livlig hjærte, fremdeles løfterig efter at have indfriet eller forsømt, hvad hans første ungdom lovede, fremdeles elsker efter at hans sønnesønner var fædre til blomstrende unge piger. Han vilde kvalme som en uudluftelig stank, og hele hans efterslægt vilde samle sig og begaa harakiri, for at subskribere til tyktarmbaciller og sætte fart i hans aareforkalkning. Lærde og berømte mænd, de sysler med sit, de<noinclude><references/></noinclude> 3pap0rebh12cwnmzje9dmzq65fkpuk1 316574 316573 2026-04-10T20:21:55Z Øystein Tvede 3938 316574 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ler paa min ungdoms fortsatte velgaaende, forvisset om, at denne forfriskning ikke vilde opmuntre et af mine haar til at graane i utrængsmaal. Man skal demonstrere sine overbevisninger. Den, som siger, at vi ældes paa grund af en bacille, har givet en ligesaa grundig og tiltalende forklaring af alderdommens fænomen som en anden berømt komediedoktor af opiumens søvndyssende egenskaber: virtus dormitiva. Vi ældes, fordi vi med aarene modstræbende faar den virtus. Istedenfor at forsvinde uden ophævelser, mens legen er god, er de fleste af os tilbøielige til at trække afskeden i langdrag, men heldigvis er det dog kun de allerfærreste, der er saa forvissede om sit selskabs behagelighed og sin betydnings uvurderlighed, at de siger som Metchnikoff: Tak jeg vil gjerne faa lov til at blive siddende i hundrede aar endnu. For de unge er ''Julie'' tragisk, er ''Ofelia'', er ''Hedvig'' tragisk, men for de ældre er ikke døden tragisk, men livets ødslige udmark, alderdommen, ensomheden, vintertiden. Og dog vilde ikke engang kong ''Lears'' tragedie kunne maale sig med den lange ufortrødne ungdommeligheds, som optimisten ''Metchnikoff'' stiller menneskene i udsigt. Man tænke sig en ottiaaring med et endnu bestandig livlig hjærte, fremdeles løfterig efter at have indfriet eller forsømt, hvad hans første ungdom lovede, fremdeles elsker efter at hans sønnesønner var fædre til blomstrende unge piger. Han vilde kvalme som en uudluftelig stank, og hele hans efterslægt vilde samle sig og begaa harakiri, for at subskribere til tyktarmbaciller og sætte fart i hans aareforkalkning. Lærde og berømte mænd, de sysler med sit, de<noinclude><references/></noinclude> cquhlciati1e9pkb5xev0tbvycoyo4g 104 134941 316552 2026-04-10T19:55:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316552 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lever indhegnede af sine kulturer, de kiger gjennem sine glas og gjør vidunderlige opdagelser, som kommer os alle tilgode. De faar to baciller til at gro, hvor der før bare har grodd en, og verden studser. De gjør fremskridt, bestandig nye fremskridt — og livet er det samme. De beseirer sygdom efter sygdom — og døden, den gjør sin dont. Men de lærde og berømte mænd bestemmer vore tanker om livet og døden. En tilfældig og overflødig bacille i vor tyktarm er skyld i, at vi bliver gamle og at vi dør i utide. Ud med bacillen, og vi vil alle opnaa varighed og holdbarhed, garanteret for hundrede og femti aar. Med denne gjennemsnitlige livsalder vilde individerne blive til en plage og en vederstyggelighed for sig selv, familierne vilde opløses, samfundene vilde gaa tilsrunde og hele menneskeheden vilde raadne, men denne tanke streifer ikke engang den lærde og berømte mands hjærne. Han er for lyksalig over sin store opdagelse, han lever i kronisk rus og ser høit og lavt baciller. Jeg har gaaet paa øens landevei og tænkt lidt frem og tilbage over disse ting, og saa møder jeg en gammel landsens mand med stav og et træspand. Jeg kjender ham, han har gaaende en aldrende perlesyg ko oppe i heien, og med sine stive fingre faar han selv paa en eller anden maade afvristet dens knystede barm en daglig melkeskvæt. Jeg praier ham med høi røst, og da jeg er inde i min Metchnikoffske tankegang, spør jeg, om han ikke antager, at kjyren Amalie har tuberkler. Jo, svarer han, da han langt om længe har forstaaet mig — ho e'kje fri. Men han siger det i en selvtilfreds og hoverende tone, saa jeg forstaar, han igrunden mener: det er bare en sim-<noinclude><references/></noinclude> 52b9xjgu3egyae0kro1yn42wx8oc522 104 134942 316553 2026-04-10T19:56:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316553 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>pel gammeldags kjyr, men tuberkler, det har hun lagt sig til, spektaklet — kom ikke der! Han er endda ældre end første gang, jeg traf ham, da han var ude og hilste paa ternerne. Synet er endda svagere og hørselen endda tungere. Men hans aasyn er fredelig kveldstemt, som bare de rigtige gamles kan være, og ingen Metchnikoff skulde faa ham overbevist om, at livet var bedre, om veien var endda længere til graven. {{c|III.}} Det har været en ublid sommer, men vi beboere af ct forurettet solstrøg har maattet vænne os til at være overbærende med himmelen. Det var lidt opholdsveir i juli, og om det bare havde holdt sig over syvsoverdagen, vilde august seet anderledes ud. Men den kritiske dag oprandt vaad og randt ud i væde, og gamle folk ristede paa hovedet, og gamle katier nad græs, og siden har det ogsaa regnet hver evige dag, paa det at de gamles veirvisdom ikke skulde staa tilskamme. Vi har al agtelse for det meteorologiske institut inde i Kristiania, selv om vi godt kan være enige om, at det ikke har begreb om vind og veir. Men naar de derinde standhaftig har varslet lidt utrygt, medens vandet nat og dag plaskede i deres maalere, har vi riglignok trakteret deres forsigtige forudsigelser med smil. De syv sovere bestemmer ufeilbarligen veiret for de næste syv uker, og om der efter en vaad syvsoverdag falder af en og anden solskinsdag indimellem, kan en saadan undtagelse kun tjene til at bekræfte regelen og bestyrke regnet i dets forsætter. Igaar saa det for exempel ud<noinclude><references/></noinclude> et9zl4z7fcbwi7hrszgsxvy8yt6kyj6 104 134943 316554 2026-04-10T19:57:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316554 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til, at store ombestemmelser havde fundet sted i luften. En frisk søndenvind sopte himmelen ren og rusket væden af den blomstrende lyng i heierne. Det suste atter blidt og sommerlig i de gamle skakke og trasne frugttrær i vor bondehave, og havreaakeren tog solbad. Ja havreaakeren, som ligger og skadespirer og er tufset og lurvet som en blond lug efter et rasende slagsmaal, den tog mod solbadet som en forsinket udmærkelse, en smule forgyldning over elendigheden, uden haab om opreisning. En naiv meteorolog vilde en slig dag straks ladet sig henrive ti! at spaa lidt mindre utrygt, men for os, som havde gransket aspekierne i den rigtige almanak og taget solens udseende og høivandet i betragtning og givet agt paa nøddeskrikens ulyd, for os var det ingen hemmelighed, al vi til natten vilde faa ubændige og overdaadige regnskyller. Nu er det ganske forbi med sommerregnet. Det varede længe, men endelig fik det regnet fra sig. Nu er det høstregnet, som er indtraadt. Paa mennesker som er begjærlige efter forandringer, kan dette virke opmuntrende. Høstregnet har ord for at være af en paalideligere karakter, det har en tilbøielighed til at sive ned ogsaa mellem skurene, medens sommerregnet ikke er helt fremmed for ophold og afbrydelser. Men forøvrig er det samme slags vand med nøiagtig samme fugtighedsgehalt, og det udspredes over landskabet med samme runde haand. Tykke vanddyner bugserer hverandre hjælpsomt over horisonten, der er godt sig i dem, og de siger den rigtige vei, ind fra havet, indover landet. De revner og blir alligevel ikke lettere; de presser vandet ud af sig, men er lige betrængte.<noinclude><references/></noinclude> dvmnv4kgatk1q4if2chbfbmrcdu8l5h 316555 316554 2026-04-10T19:58:02Z Øystein Tvede 3938 316555 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til, at store ombestemmelser havde fundet sted i luften. En frisk søndenvind sopte himmelen ren og rusket væden af den blomstrende lyng i heierne. Det suste atter blidt og sommerlig i de gamle skakke og trasne frugttrær i vor bondehave, og havreaakeren tog solbad. Ja havreaakeren, som ligger og skadespirer og er tufset og lurvet som en blond lug efter et rasende slagsmaal, den tog mod solbadet som en forsinket udmærkelse, en smule forgyldning over elendigheden, uden haab om opreisning. En naiv meteorolog vilde en slig dag straks ladet sig henrive til at spaa ''lidt mindre utrygt'', men for os, som havde gransket aspekierne i den rigtige almanak og taget solens udseende og høivandet i betragtning og givet agt paa nøddeskrikens ulyd, for os var det ingen hemmelighed, al vi til natten vilde faa ubændige og overdaadige regnskyller. Nu er det ganske forbi med sommerregnet. Det varede længe, men endelig fik det regnet fra sig. Nu er det høstregnet, som er indtraadt. Paa mennesker som er begjærlige efter forandringer, kan dette virke opmuntrende. Høstregnet har ord for at være af en paalideligere karakter, det har en tilbøielighed til at sive ned ogsaa mellem skurene, medens sommerregnet ikke er helt fremmed for ophold og afbrydelser. Men forøvrig er det samme slags vand med nøiagtig samme fugtighedsgehalt, og det udspredes over landskabet med samme runde haand. Tykke vanddyner bugserer hverandre hjælpsomt over horisonten, der er godt sig i dem, og de siger den rigtige vei, ind fra havet, indover landet. De revner og blir alligevel ikke lettere; de presser vandet ud af sig, men er lige betrængte.<noinclude><references/></noinclude> 6fzq9l5mp0y2lm6woidqbm6r0itctuq 104 134944 316556 2026-04-10T19:59:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316556 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg gaar ud en tur, for det er søndag eftermiddag, og af naturen er disse eftermiddage begavet med mange fortrin, men ikke mindst med længde. Man faar tid til alt, og det er faldt mig ind, at jeg bør gaa ud i marken og observere draabetrykket. Dette har nemlig stor betydning. Jo større tryk den enkelte regndraabe udøver mod en følsom overflade, for exempel en haand eller en næselip, desto voldsommere kan man i sin almindelighed sige at regnskuren optræder. Jeg kunde konstatere en meget heftig regnskur. Der er noget ophøiet ved en saadan lidenskabsløs iagttagelse af fænomenerne. Den bringer ens personlige ubehag paa tilbørlig afstand fra en selv. Man blir vistnok gjennemblødt til marv og ben som andre dødelige, men dette konkrete tilfælde interesserer ens videnskabelige hjærne kun som en illustration af draabetrykket. Saadan skal det være. Ingen utaalmodighed, ingen magtesløse kraftudtryk, ingen nedsættende bemærkninger om vort klima. Jeg bevæger mig paa bunden af alt dette regnveir i sindsligevægt og lyse sko. Jeg har ubegrænsede vandmængder indenfor mit erfaringsomraade og kan boltre mig frit i et udstrakt nedslagsdistrikt. Mange finder søndagseftermiddagene i regnveir egnede til selvfordybelse og andre adspredelser inden døre. De synes, at den ydre verden sturer under et tryk af sin meningsløshed, og foretrækker at ransage sit indre fremfor at hente nye indtryk. En flok sorte paraplyer er paa vei til bedehuset, som staar for sig selv midt paa øen, med lange magre vinduer og et lidet spidst og beskedent spir, som ikke skal bety nogen prydelse. Inde i salen drypper uafladelig<noinclude><references/></noinclude> jvoaup8d5afz01pd9jyjn7wch68te61 104 134945 316557 2026-04-10T20:00:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316557 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en venlig stemme, der fremholder fordelene ved godt og tjenligt veir, og ude i gangen blir de sammenfoldede paraplyer staaende i en krog og græder paa gulvet. Hvis jeg nu, hvisker min indre stemme, var født paa denne ø og kanske ét af tretten børn og henvist til det lunefulde hav for mit livsophold, vilde jeg uden tvil gaa ind under ordenes dryp. Men jeg er fremmed — jeg er turist. Min paraply staar endnu ukjøbt og tør i et ukjendt magasin, og jeg kan frimodig gaa videre. Det regner. Det regner. Det regner som i Noas glanstid før regnbuens oprettelse. Det nedstrømmende vand respekterer ikke engang tyngdeloven, det springer op igjen af bakken ved egen kraft og regner ned for anden gang for sin egen forlystelse. Jorden ligger mæt af væde og væmmes. Grøfterne er oversvømmede, veien er oprodet til slingrende bækkeleier, løvet hænger i tvil om det skal visne eller raadne, Jeg har en skaalformet fordybelse i min hat, en bule, der under turen har tjent som reservoir for en mindre vandmasse. Nu siger pludselig filtdæmningen sammen, og vandmassen faar udløb i en kaskade og gaar tilspilde som alle fosser har gjort i dette land i tusener af aar. Midt ude i en eng staar en ensom ko, ubevægelig som en monumental figur i en fontæne. Hendes ryg og kryds danner vandskillet for bækker, som strømmer stridelig nedover begge sider af hendes krop. Hun har ingen interesse for sine omgivelser og stirrer paa de lodrette regnfibrer med et uforstaaende blik. Hun er forstemt, men kan ikke klare ud, hvad der feiler hende. Hun nages maahænde af en navnløs bekymring. Men pludselig indtager hun en ny<noinclude><references/></noinclude> kc2bn07a9hoka0816kkg3dxqppx1tnq 104 134946 316558 2026-04-10T20:02:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316558 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og paafaldende stilling; hun spænder ryggen i en flad bue og spriker advarende med halen. Og nu befinder hun sig i flere minutter i fuldkommen samklang med miliget. Plaskregnet gav hende ideen. Koen minder mig om, hvad jeg nylig læste om vort fædreland, at dette ifølge videnskabens velbegrundede mening mister mere vand gjennem elver, aaer og rendestener end det selv modtager fra himlen. Dette store mysterium venter endnu paa sin naturlige forklaring, men maaske den her berørte iagttagelse kan tjene som et lidet vink om sagens sande sammenhæng. I naturen kan man forstaa alt ved hjælp af analogier. Der kommer en mand, som har indhyllet sit hode og sine skuldre i en tom melsæk. Det er et praktisk og billig regnplag, men har den ulempe, at melet og vandet indgaar forbindelse, saa skulde nogengang tørveir indtræde, vil manden blive nødt til at lade sig udgrave af en temmelig haard skorpe. Men foreløbig rører han sig med lethed og frihed inde i den føielige klistermasse og ser ud til at befinde sig efter omstændighederne vel. — Dette er alligevel ingenting mod nere i tropanne, raaber han til mig og vinker med en snip af melsækken. Saa vader han ud i engen og løser den ensomme ko af tjoret og trækker hjem med hende, og jeg er atter alene i det kraftig beskyllede høstlandskab. Det er endda godt, at man ovenikjøbet ikke er bonde. Jordbrug maa være en dumdristig næringsvei i et land som dette, og burde gaa ind under loven mod hazardspil. Man kunde maaske prøve at lempe sig mere efter naturforholdene og fortrinsvis dyrke vandplanter, men det er at befrygte, at en saadan<noinclude><references/></noinclude> ougsoqhdxr07kv10m8xuq9h5oi2byj1 104 134947 316559 2026-04-10T20:04:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316559 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>omlægning af landbruget vilde irritere veirguderne og trække efter sig en række knusktørre somre, og saa stod man atter paa bar bakke. Det var vel oprindelig ikke meningen, at nogen skulde leve af denne jord, derfor slog stenalderens lethenlevende mennesker sig ned ved strandene og spiste østers, saalænge der fandtes nogen, hvorpaa de uddøde. Sam Weller gjorde under en tur gjennem Whitechapel sin herre opmærksom paa den mærkelige omstændighed, at jo fattigere det saa ud i et strøg, desto livligere efterspørgsel syntes der at være efter østers. Pickwick blev slagen af iagitagelsen, for der var gjennemsnitlig et østersudsaig i hver femte rønne, saa at Sam Wellers om en dyb fortrolighed med menneskenaturen vidnende forklaring var indlysende rigtig: at naar en mand ikke har noget at leve af, styrter han ud af sit logis og spiser østers i desperalion. Stenaldermenneskene havde ikke noget andet at leve af end østers, men det er ingen grund til at tro, at de følte savnet af andre delikatesser og nød sine liovedmaaltider i nogen opreven sindstilstand. De saa paa jordsmonnet, men fandt det uskikket til dyrkning: lidt lurv af lyng i sprækkerne, lidt purr af løv i kløfterne, lidt karrig muld mellem knauserne, men vidt omkring vild hei, glat grundfjeld og side, sure myrer. De saa ud over havet, men fandt det ''ruskut'', som man dengang udtrykte sig. Og saa endte de med ai se veiret an. Det er forlængst forbi med letsindet paa disse kanter, men det har sat sig et monument i den store mængde østersskaller, som man finder henslængt overalt i bunden af vigene. Stenalderens mennesker har sikkerlig pleiet at aabne sine østers med dertil<noinclude><references/></noinclude> rtels357yl54ljejep9iobhu2840sr9 104 134948 316560 2026-04-10T20:05:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316560 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>særdeles velskikkede flintekniver. Forhaabentlig finder man før eller senere nogen af disse interessante redskaber, som vil kunne vidne for alverden om Sørlandets høie forhistoriske kultur. Og finder man ingen, kan man ialfald med stolthed pege paa skallerne. Ak ja. Det var bekvemt i stenalderen. De velsmagende muslinger sad tæt sammen helt oppe i fjæren og lod sig plukke som modne og saftige frugter af en ørkesløs og lykkelig befolkning, som lod fem være lige og havde bestemt sig til at uddø. De delkatesser kystboerne nu om nogle dage begynder at hente op fra havet, henter de op for andre. Der holdes ingen gilder paa dem langs strandene. Jeg ser veiret an. Mon det vil bedage sig til det store hummerfiske? Det meteorologiske institut spaar ''lidt utrygt''. Jeg spaar solskin. {{c|IV.}} Det er allerede vinterdag, og det er maaske paa tide at afbryde sit sommerophold ... Det er forunderlig stille i havna netop nu. Ungerne holder vaabenstilstand og er inde og gluber mellemmad, og af levende væsener støder jeg bare paa Markussens kat, som ligger og døser paa dørhellen udenfor posthuset, og gamle Jonassen, som sidder og røiger taalmodig nede paa bryggen, medens han venter paa vesterbaaden. Havna har saavidt plads i den trange fjeldskaaren. Oppe i heien paa begge sider har ingen understaaet sig at bygge af respekt for alle grasserende vinde. Derfor trykker alle de venlige smaa huse sig sammen<noinclude><references/></noinclude> o9w8y3vx91t6kof6647eqsp7b04s9ks 104 134949 316561 2026-04-10T20:07:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316561 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i forbindtlighed, og bare de forreste ud mod bryggerne har fundet leilighed til at vokse op til to etager. Deres kulørte facader lyser mod formiddagssolen. Et hus er blegrødt som nyt trækpapir, og det ved siden af har en eiendommelig grøn farve, som ikke er saa ganske let at finde mage til ude i naturen. Endda flere er hvide med kraftig blaa karmer og vindskier. Paa lang lei vilde alle disse splendide lusvæggene minde om et parti fint engelsk undertøi, saa man godt kunde indbilde sig, at havna sad herinde og dormed i underbuxerne. Men det gjør den ikke, for der er tvertimod et lysvaagent og spillevende udtryk i alle de blanke smaarudede vinduerne. Tvers over sundet ligger husene paa Ullerøia og speiler sig i det sagtelig bevægede vand. De hører til samme familie, men er mere hverdagslige i farven. Der vifter røg op af etpar skorstenspiper, men mandfolkene er ude, for alle baadene er borte fra hustrapperne. Jeg gaar opover igjen og uroer pus, idet jeg svinger indom posthuset, som jeg finder ganske folketomt. I vindueskarmen ligger et ubrugt femøres frimærke og krøller sig salgsberedt for lysthavere. Jeg klæber det paa et brevkort med prospekt af brandvagten i Kristiania og begraver det i postkassen med flittige hilsener ud i verden, Betalingen efterlader jeg paa disken. Jeg uroer atter pus og gaar videre. Jeg gjør mig ærinde indom Tønnesens land- og sjøhandel og finder frem en planteur af et konkylieskrin, som forøvrig indeholder drops og saapestykker. Ti øre efterlader jeg paa disken, og med min nytændte sorte planteur begiver jeg mig op i heien til lodsudkigen. Det er en liden kubus af et hus med pyramidalsk<noinclude><references/></noinclude> 6142fioh8sdmu9wp3saj9ld6ukbx92c 104 134950 316562 2026-04-10T20:08:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316562 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tag og med glugger ud til alle verdenshjørner. Den er boltet godt fast i fjeldet. Herfra kan man overskue alt det liv, som underliden rører sig dernede. Man ser lige bort i skjæreredet i en af toppene paa de gamle piletrær, som er en pryd for havna, og man ser ned i haverne og gaardsrummene og ind ad forskjellige kjøkkenvinduer og lige ind til den inderste krog af sengekammerset paa kvisten hos Tobiassen, hvor den ellevte ligger og sover ustanselig i en fin vuggekurv fra Madeira, som har kostet sine fem tusen reis. Heroppefra kan de gamle langsynte lodser, naar de er oplagt, overvaage befolkningens vækst og trivsel, dens glæder og sorger, medens de samlidig kan holde øie med havet og tyde luftens og skyernes ubestandige skrift. Heroppe forhandler de ogsaa stedets og statens affærer. Hvad der siges af vægt og betydning i havna blir sagt paa udkigen. Den er vaglilaarn, og den er forum. Men idag findes her ikke et liv. Det blev, som jeg spaadde, extra fint veir under hummerfisket. Indiansk sommer kalder vi kjendere af Cooper disse deilige blonde dage, der hviler som øer paa høstdøgnenes strøm og ikke husker regnet igaar eller fornemmer uroen af stormen imorgen. Det er dage, som soler sig uden formaal, af pur forfængelighed og af pur lyst, overflodsdage, hvis milde og alvorlige blik bifalder baade de ledige og de arbeidende hænder. Jeg ser ud over havet, som ligger mygt og blaat og med gyldne streif mellem den yderste krans af holmer og horisonten, den klare grænsestreg, vorherres finger har trukket mod uendeligheden. Indenfor hviler sundene og vigene i blank beskuelse. Langt borte, etsteds bag et nes banker en motor uafladelig paa<noinclude><references/></noinclude> i0cjzysivxpbgixqvv1b6g1mab9e5r1 104 134951 316563 2026-04-10T20:10:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316563 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stilheden, og helt ude paa de store grundene yrer det af sorte prikker: det er hummerfiskerne, som er ude og trækker de sidste teiner. Men de har dem ikke bare derude. Der har svømmet dobber langs alle strande, de har flydt paa rad rundt holmerne, og hvor man rodde, kunde de dunke mod bunden af ens sjægte. For havna betyder hummeren de kontante penge. Det almindelige fiske kan være godt for dem, som eier not og redskaber, og med snøret kan enhver skaffe huset til en koge i gryden. Men teinen kan alle fiske med, store og smaa, enker og faderløse. Og hummeren lader sig gjemme, til prisen er forstaaelsestuld. Den holder humøret oppe i de store kisterne, hvor den faar logis og kan krabbe frit omkring mellem sine jevnlige med tilbundne klør og æde sig feid paa salt sild og knust paltorsk. Og saa er hummerfisket, naar det indtræffer i godveir som iaar, nærmest en fornøielse at kalde for. Det er et ''sted'', siger rigtignok fiskerne, men det er forbundet med spænding, liv og gevinst og giver rig anledning til passiar og drøftelser og udredninger i det vide og brede heroppe paa udkigen. Og mere kan ingen forlange. Men nu lakker det alt mod slutten. Det eftertragtede dyr er paa det allernærmeste opfisket. Sad der de første dagene ufeilbarlig en hummer i hver teine og undertiden flere, kan ingen nu længer gjøre sig haab om at træffe nogen oftere end i hver femte eller hver sjette. Han begynder at blive ugidelig og appetitløs. Han gaar dorsk og hoffærdig gjennem lange alleer af teiner uden saa meget som at fortrække et følehorn. Han er ikke længer saa forhippet paa det sure sav som i begyndelsen. Han vælger og vrager<noinclude><references/></noinclude> f42rqlrnetzoc061yxz3flf0jv8ng23 104 134952 316564 2026-04-10T20:11:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316564 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og føler sig modstandskraftig overfor middels fristelser. Han har en anelse om, hvad han betyder for havna, og den, som føler sig jevngod med kontanter, har en viss ret til at gjøre sig kostbar. Imidlertid har de smaa prikkene ude mod synsranden vokset. En bris har reist sig, og de har allesammen heist sine brune raaseil og ligger indover. Nu er ogsaa ungerne ude igjen, og et gnelder af høist uenige stemmer staar hidop og forkynder, at de mindreaariges folkeopstand har sit jevne daglige forløb. Medens jeg staar heroppe, spør jeg mig selv og landskabet, om stedet har nogen fremtidsmuligheder. Vil det lønne sig at anbringe nogen kapital her, og hvor meget vil forslaa til at sætte fart i udviklingen? Jeg ser mig om med en praktisk velgjørers kolde og amerikaniserede blik, men det finder heldigvis ingenting at kaste sig over. Havnas lykke hviler i det bestaaende og forandringsuvillige, den har ingen udsigt til at smittes af guldets eller kullets støv. Derimod falder mit øie paa en fortidslevning ude paa Gaupholmen. Men mod den har foretagsomheden, den aldrig hvilende foretagsomhed rigtignok ogsaa rettet sine anslag. Gaupholmen har ikke noget paafaldende ved sig. Den er gold og graa som alle de andre holmerne, men der staar et hus paa den, et to etages overmaade forfaldent og af mennesker forladt hus. Det har tilhørt en gammel mand, som stelte for sig selv der, og hvis husholdning var ganske enkel og fordringsløs. Han stod op og kogte kaffe, naar det led ud paa dagen, og lagde sig igjen, naar han var met, før sengen fik tid til at blive afkjølet. Af og til brast en af de grønne vindusruder, og skete dette i den gam-<noinclude><references/></noinclude> 8j5mbvuzdtr6geeb2veuxyweom9hjfk 104 134953 316565 2026-04-10T20:12:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316565 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>les soveværelse, dyttede han hullet omsorgsfuldt med filler, men indtraf uheldet i en af de ubeboede stuer, lod han det være udyttet. Hver vinter gik nogen tagsten i løbet, og i østvæggen sled stormene efierhaanden løs bordkiædningen og skaffede eneboeren gratis ved. Det begav sig omsider, at trærammen om brønden faldt i staver, og tilflydende vegetabilier diækkede snart vandet med grønt skimmel. Men den gamle mærkede ingen ulemper af sin kaffe. Han var filosof og modarbeidede ikke tingenes iboende trang til opløsning. Oprindelig holat han flere sorter husdyr, men sauerne forvidede sig paa hoimen og blev nedskudt af dyrevenner, og att paastodes, at hans huskat frivillig berøvede sig livet, formodentlig ved drukning, hvilket var en utaknemmenghed, da den gamles væsentlige beskjæftigelse havde været at tjene som et underlag for dens velbefindende. Men katteslægten er troløs. Det game hus synes udsprunget af en fantasi, som har forlystet sig melankolsk i al ødelæggelses vederstyggelighed. Det har en brygge, hvis planker forlængst er henraadnede, og haivt indunder bryggen ligger en forlængst sunken baad. Nærmer man sig, har man indtryk af, at huset stirrer paa en med et mangeøiet grønlig natmareblik. I et vindu hænger et uablæst kjæmpeæg af en struds eller kanhænde af fuglen Rok. Det er ialfald et stykke uknust bohave. Den, som vil ind i leiligheden, maa hoppe gjennem et sprosseløst vindu paa bagsiden, for gangdøren er tilspigret, for ikke at falde ud af karmen. Derinde vil han befinde sig i et slags museum for det ubodelig brudte, knækkede og fortærede, for alt<noinclude><references/></noinclude> mj2o4qp3y8ebznyo66e1arhbecore1b 104 134954 316566 2026-04-10T20:13:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316566 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det, som møl og rust er færdig med og som overladt til fugt og mug luller sig selv hjem til kaos. Den sidste ild paa gruen har været fyret op med splinter af krumme, lakerede stoleben, og af kaffekjelen er tuden og hanken bortbrændt. I stuen spriker en gammel dræg midt i en sengebænk og har hugget kløerne i en ubestemmelig madras, som vrimler af brune saksetrold. Og trindt omkring smuldrer filler af klæder, af fiskegarn, af tapeter, af seil, af sækker, men alle laser er paa retur til ukjendeligheden. En frygtelig forarmet roite stirrer hadefuldt ud gjennem snuden paa en halvspist sjøstøvle, og i et skab, hvis dør er slidt af hængslerne eller faldt af med det gode, er udstillet som i en aaben montre en flaske med rigabalsam. Siden den gamle livsbetragter opgav alle disse herligheder, har huset staaet øde, kun leilighedsvis besøgt af omseilende fanter. I nittiaarene blev det tilbudt forfatterforeningen. Filosofien anbefalede sine bekvemmeligheder for digtekunsten. Og om jeg ikke erindrer feil, blev der ogsaa dannet en energisk og interesseret inakjøbskomite. Men den nævnte forenings formuesomstændigheder var endnu dengang ikke saa glimrende, at den kunde tillade sig denne overspændte luxus. Et digterhjem hører til den dag i dag hjemme blandt smukke skyer ligesom Wergelands prestegaard. Men i sommer kom en ung mand og begeistrede sig for spøgelses- og flagermushotellet paa Gaupholmen og fremkastede store planer om at restaurere det i den historisk rigtige aand. Nu har huset vistnok for hundrede aar siden tjent som hvile- og gjæstgiversted. I sine dagbøger berømmer Pavels det som<noinclude><references/></noinclude> asfjra3k6vu9riw9jxe3ptz23u6ama5 104 134955 316567 2026-04-10T20:15:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316567 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et godt traktørsted, hvor han beværtedes med to sorter fransk brændevin. Men husets gamle konviviale traditioner kunde det ikke være tale om at gjenopfriske allerede paa grund af kystbefolkningens afholdssvangre karakter. Og da ideen om at indkvartere poesien der for længe siden er opgivet, stod der bare et igjen, nemlig at indrette huset til en privat sommervilla. Og det vilde da manden gjøre. Pengene agtede han at skaffe sig af noget, han kaldte ''umyndiges midler''. Formodentlig var hans far velstaaende. Nu var det hans første fortvilede indfald at opføre en peis i den største stue for hyggens skyld. Jeg gjorde ham opmærksom paa, at der ikke fandtes spor af nogen forhenværende peis i stuen, men at tvertimod alt det kalkhøs og de murstensbrot, som ganske rigtig laa i dvnger paa gulvet, var rester efter en nedfalden brandmur, hvoroptil der i sin tid havde lænet sig en almindelig kakkelovn fra Ulefos, som der ovenikjøbet fandtes nogen aldeles forrustede pladestumper igjen af i søppelen. Biskop Pavels nævner heller ingen peis i sine dagbøger. For disse historiske oplysninger maatte den unge fusentast bøie sig. Men derpaa forelskede han sig i de flaskegrønne ruder, som endnu hist og her stod igjen i vinduerne, hvor sprosserne ikke var raadnet væk. Slige ruder vilde han sætte ind overalt, ogsaa der hvor hullerne nu var dyttet med klude. Det vilde kaste ct dæmpet havbundslys ind i stuerne, sagde han. Man vilde hensættes hundrede aar tilbage i stemning. Jeg paaviste for ham, at et saadant kunstig arrangement for lyssvækkelse var historisk fusk, og nævnte flere afskrækkende exempler fra udlandet. Jeg fremholdt, at det historisk tryggeste var at lade vinduerne for-<noinclude><references/></noinclude> qh62ccnhojus1gugbdgaqhmhu3iaz41 104 134956 316568 2026-04-10T20:16:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316568 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>blive i sin nuværende stand og tillige kun med største varsomhed og først efter grundige overveielser at fjerne kludene. For at fatte mig i korthed blev resultatet, at den unge mand i lede opgav sine restaurationsplaner, og jeg ser med tilfredsstillelse heroppe fra udkigen paa et forholdsvis mindeværdig bygverk, som jeg har den beskedne fortjeneste at have reddet, ikke fra ødelæggelse, men fra en neppe i alle henseender helt forsvarlig gjenreisning. Med kollegial hilsen til formanden i mindeforeningen forbliver jeg etc. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> dqyx041swqn5xhj022z6luxgr1nu656 0 134957 316569 2026-04-10T20:17:27Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=52 to=76 header=1 /> 316569 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=52 to=76 header=1 /> h3fd3bapvpf101ej0frwxxms3jg6q33 104 134958 316570 2026-04-10T20:19:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316570 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|DEN STJAALNE FRAK}}}} Ting som hatter, galosjer, paraplyer, spaserstokker er kun i uegentlig forstand at regne for klædesplag og betragtes i det fordomsfri moderne samfund mere og mere som flydende almeneie, Den som gaar med en ny hat og hører paa et foredrag, vil finde en ældet og forgræmmet og svedig hat, naar han kommer ud igjen. Og spændte han tillidsfuldt af sig et par unge og elastiske galosjer i gangen, maa han prise sit held om han finder noget andet end deres -bedrøvelige bedstemødre, naar hans forgjængere har delt byttet. Nogen paraply har jeg for mit vedkommende aldrig havt lykke til at beholde mere end et par timer, og ved alle disse forvexlinger, som synes uundgaaelige, er der den merkelighed, at jeg aldrig har hørt nogen som ikke har været den skadelidende part. De vindende er beskedne . . . de tier. I den senere tid har ogsaa vinterfrakkerne begyndt at svigte mig . . den sidste mistede jeg i forrige uge, hvilket minder mig om en frak, som engang forsvandt for mig, men kom igjen under ikke sedvanlige omstændigheder. Jeg havde kjøbt den i Paris under en vaarlig kuldeperiode, og den blev mig trofast, formodentlig fordi mildveiret indtraadte dagen efter at jeg havde gjort<noinclude><references/></noinclude> ix6dvcucmojm9hkgtm5hspmhy716dkn 316588 316570 2026-04-10T21:10:14Z Øystein Tvede 3938 316588 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|DEN STJAALNE FRAK}}}} Ting som hatter, galosjer, paraplyer, spaserstokker er kun i uegentlig forstand at regne for klædesplag og betragtes i det fordomsfri moderne samfund mere og mere som flydende almeneie, Den som gaar med en ny hat og hører paa et foredrag, vil finde en ældet og forgræmmet og svedig hat, naar han kommer ud igjen. Og spændte han tillidsfuldt af sig et par unge og elastiske galosjer i gangen, maa han prise sit held om han finder noget andet end deres bedrøvelige bedstemødre, naar hans forgjængere har delt byttet. Nogen paraply har jeg for mit vedkommende aldrig havt lykke til at beholde mere end et par timer, og ved alle disse forvexlinger, som synes uundgaaelige, er der den merkelighed, at jeg aldrig har hørt nogen som ikke har været den skadelidende part. De vindende er beskedne . . . de tier. I den senere tid har ogsaa vinterfrakkerne begyndt at svigte mig . . den sidste mistede jeg i forrige uge, hvilket minder mig om en frak, som engang forsvandt for mig, men kom igjen under ikke sedvanlige omstændigheder. Jeg havde kjøbt den i Paris under en vaarlig kuldeperiode, og den blev mig trofast, formodentlig fordi mildveiret indtraadte dagen efter at jeg havde gjort<noinclude><references/></noinclude> m0fwzu3g3v4jfdyfp22a8qfugwl52jx 104 134959 316575 2026-04-10T20:41:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316575 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mit indkjøb. Sligt hænder, naar man har heldet med sig. Det blev med engang uimodsigelig vaar {{. .}} Violbuketter blev udraabt paa gaderne, og hviddugede borde rykkede ud paa restaurantterrasserne. Veiromslaget voldte at ingen gad forvexle den for mig. Den virkede trods sin flunkende nyhed som en seddel der var ude af kurs. Jeg maatte slæbe denne vinterfrak gjennem femten graders solvarme og havde bare den lille trøst, at den var blond som en moden kornaker, og at dens fløielskrave var grøn som spædt kastanjeløv. Men jeg holdt alligevel ikke af den, og da den virkelige sommer kom, blev den mig forhadt. Stoffet virkede desuden og desværre antipatisk paa møl, og glemte jeg den med flid igjen paa nogen jernbanestation, blev den i sidste øieblik slængt ind i min kupé mod finderløn og drikkepenge. Den befandt sig i halstarrig modsigelse til alle aarstider og breddegrader. I en norsk vinter tonte dens farver mod sneen som udæskende sagn om fuglekvidder eller som en elegisk pris til modningens august, og hvor jeg kom i Syden virkede den trykkende ved sin uldtyngdes overflødighed. Paa den maade havde den fulgt mig til Anacapri. En dag havde der været en svenske fra Rom og besøgt os. Det var i mars, og kvelden var klam og kjølig. Den svenske doktor var en forsigtig herre, og jeg tilbød ham derfor med glæde min kornfarvede frak til nedturen. Lad den bare blive hængende paa hotellet, sa jeg. Ved leilighed kan jeg gaa indom og hente den. Det er jo hotel Tibér. — Nei för all del, sa svensken. Jag skickar tillbaks den {{. . .}} — Ikke under nogen omstændigheder . . Jeg gaar<noinclude><references/></noinclude> lj265z70kag1pkmxpwfd78k3gwadi4q 316576 316575 2026-04-10T20:41:44Z Øystein Tvede 3938 316576 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mit indkjøb. Sligt hænder, naar man har heldet med sig. Det blev med engang uimodsigelig vaar . . Violbuketter blev udraabt paa gaderne, og hviddugede borde rykkede ud paa restaurantterrasserne. Veiromslaget voldte at ingen gad forvexle den for mig. Den virkede trods sin flunkende nyhed som en seddel der var ude af kurs. Jeg maatte slæbe denne vinterfrak gjennem femten graders solvarme og havde bare den lille trøst, at den var blond som en moden kornaker, og at dens fløielskrave var grøn som spædt kastanjeløv. Men jeg holdt alligevel ikke af den, og da den virkelige sommer kom, blev den mig forhadt. Stoffet virkede desuden og desværre antipatisk paa møl, og glemte jeg den med flid igjen paa nogen jernbanestation, blev den i sidste øieblik slængt ind i min kupé mod finderløn og drikkepenge. Den befandt sig i halstarrig modsigelse til alle aarstider og breddegrader. I en norsk vinter tonte dens farver mod sneen som udæskende sagn om fuglekvidder eller som en elegisk pris til modningens august, og hvor jeg kom i Syden virkede den trykkende ved sin uldtyngdes overflødighed. Paa den maade havde den fulgt mig til Anacapri. En dag havde der været en svenske fra Rom og besøgt os. Det var i mars, og kvelden var klam og kjølig. Den svenske doktor var en forsigtig herre, og jeg tilbød ham derfor med glæde min kornfarvede frak til nedturen. Lad den bare blive hængende paa hotellet, sa jeg. Ved leilighed kan jeg gaa indom og hente den. Det er jo hotel Tibér. — Nei för all del, sa svensken. Jag skickar tillbaks den {{. . .}} — Ikke under nogen omstændigheder . . Jeg gaar<noinclude><references/></noinclude> omu0rs1611dnao220gzgmd38fpk1o4o 104 134960 316577 2026-04-10T20:43:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316577 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>forbi Tibér hver dag. — Men det var mit faste forsæt at aldrig spørge efter frakken. {{*}} Nu gik en uge eller to, og jeg havde aldeles glemt hele historien. Men saa hænder det, at jeg sammen med en god ven og dansk digter, med Sofotatos, sidder en aften nede hos Morgano paa Capri og drikker the. Det var atter en kjølig og klam aften, og af den grund kom vi nogen draaber Guavarom i theen. Vi sad længe og nippede til denne drik, som mindede os om den udmerkede grog américain man faar i Paris {{. . .}} Derpaa snakkede vi i det uendelige om Paris, og pludselig siger Sofotatos: — Det eneste parisiske ved dig er din vinterfrakke. Hvorfor gaar du ikke med den i denne kulde? Og nu talte han vidt og bredt og omsvøbsløst aner- kjendende om den mig saa ligegyldige frak. Han priste dens farver, som mindede ham om Danmark, om bølgende kornmarker og bøgekranse paa grund- lovsdagen. Men snittet tilføiede han — snittet, det er parisisk. Dernier cri. Om nu min ven havde rost noget af det jeg havde sagt eller skrevet, saa vilde neppe min forfængelighed have svulmet over bredderne af den grund. Men nu da han roste min frak, blev jeg strax overmodig og beskyttende. — Ja, sa jeg. Jeg har ogsaa selv udvalgt den med omhu og eftertanke. Du skal forresten vide, at det ikke simpelthen er en frak. Det er en ''paletot''. Og jeg speidede efter virkningen af mine ord. — Javel, sagde digteren rolig og stak ud sin the<noinclude><references/></noinclude> 6hry7j71hz2zv4ws5zlkyh26r8qyfk8 316589 316577 2026-04-10T21:10:41Z Øystein Tvede 3938 316589 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>forbi Tibér hver dag. — Men det var mit faste forsæt at aldrig spørge efter frakken. {{*}} Nu gik en uge eller to, og jeg havde aldeles glemt hele historien. Men saa hænder det, at jeg sammen med en god ven og dansk digter, med Sofotatos, sidder en aften nede hos Morgano paa Capri og drikker the. Det var atter en kjølig og klam aften, og af den grund kom vi nogen draaber Guavarom i theen. Vi sad længe og nippede til denne drik, som mindede os om den udmerkede grog américain man faar i Paris {{. . .}} Derpaa snakkede vi i det uendelige om Paris, og pludselig siger Sofotatos: — Det eneste parisiske ved dig er din vinterfrakke. Hvorfor gaar du ikke med den i denne kulde? Og nu talte han vidt og bredt og omsvøbsløst anerkjendende om den mig saa ligegyldige frak. Han priste dens farver, som mindede ham om Danmark, om bølgende kornmarker og bøgekranse paa grundlovsdagen. Men snittet tilføiede han — snittet, det er parisisk. Dernier cri. Om nu min ven havde rost noget af det jeg havde sagt eller skrevet, saa vilde neppe min forfængelighed have svulmet over bredderne af den grund. Men nu da han roste min frak, blev jeg strax overmodig og beskyttende. — Ja, sa jeg. Jeg har ogsaa selv udvalgt den med omhu og eftertanke. Du skal forresten vide, at det ikke simpelthen er en frak. Det er en ''paletot''. Og jeg speidede efter virkningen af mine ord. — Javel, sagde digteren rolig og stak ud sin the<noinclude><references/></noinclude> 3xm10mcvampvd9k18gka4f5vz3bf2so 104 134961 316578 2026-04-10T20:45:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316578 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{. . .}} Og en paletot af rang. Men den lod du altsaa svensken reise med. — Er du gal! Tror du at jeg overlader broderfolket en slig paletot? Han boede paa Timberio . . der maa paletoten hænge. — Saa lad os røre paa os og hente den. Vi drev gjennem smugene ned til Timberio, hvor cortilen vrimlede af bæregutter, fremmede, opvartere, æsler. Døren stod ogsaa paa vid væg til det store kjøkken, hvor hvidklædte kokker stagede med spader i macheronigryderne {{. . .}} Det blev en belivet forhandling — una controvérsia animatissima, som det senere blev fastslaaet af alle vidner. Min høflige forespørgsel efter en kornfarvet paltö med papegøiefarvet krave blev energisk afvist. — Men den var efterladt der af en svensk herre for ikke mere end fjorten dage siden ... Man kjendte ingen svensk herre ... Og skjønt jeg vidste, at hermed var det diplomatiske forspil til aktionen uigjenkaldelig ude, forlangte jeg rent som en skinmanøvre med sterke ord hotellets blaabog udleveret til granskning. Af blaabogen var alle blade indtil de allersidste udrevne. Men da var det ogsaa ude med vor allierede taalmodighed. Vi tog offensiven, digteren mørkerød af indignation, jeg en tanke blegere, men besluttet paa kamp til det yderste for klenodiet, vort gyldne skind, min korngule paletot. Og vi kjæmpede som løver mod overmagten. Stridens detaljer tilhører de lokale epikere. E cosa caprese. Men det er endnu idag min standhaftige overbevisning, at vi vilde vundet slaget, om ikke kjøkkenet var ilet til undsætning med glohede kjæmpe-<noinclude><references/></noinclude> 0dvx9seoel8i5j80xqvmaomjb5ztmcj 316626 316578 2026-04-11T00:07:47Z Øystein Tvede 3938 316626 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{. . .}} Og en paletot af rang. Men den lod du altsaa svensken reise med. — Er du gal! Tror du at jeg overlader broderfolket en slig paletot? Han boede paa Timberio . . der maa paletoten hænge. — Saa lad os røre paa os og hente den. Vi drev gjennem smugene ned til Timberio, hvor cortilen vrimlede af bæregutter, fremmede, opvartere, æsler. Døren stod ogsaa paa vid væg til det store kjøkken, hvor hvidklædte kokker stagede med spader i macheronigryderne {{. . .}} Det blev en belivet forhandling — una controvérsia animatissima, som det senere blev fastslaaet af alle vidner. Min høflige forespørgsel efter en kornfarvet paltô med papegøiefarvet krave blev energisk afvist. — Men den var efterladt der af en svensk herre for ikke mere end fjorten dage siden {{. . .}} Man kjendte ingen svensk herre {{. . .}} Og skjønt jeg vidste, at hermed var det diplomatiske forspil til aktionen uigjenkaldelig ude, forlangte jeg rent som en skinmanøvre med sterke ord hotellets blaabog udleveret til granskning. Af blaabogen var alle blade indtil de allersidste udrevne. Men da var det ogsaa ude med vor allierede taalmodighed. Vi tog offensiven, digteren mørkerød af indignation, jeg en tanke blegere, men besluttet paa kamp til det yderste for klenodiet, vort gyldne skind, min korngule paletot. Og vi kjæmpede som løver mod overmagten. Stridens detaljer tilhører de lokale epikere. E cosa caprese. Men det er endnu idag min standhaftige overbevisning, at vi vilde vundet slaget, om ikke kjøkkenet var ilet til undsætning med glohede kjæmpe-<noinclude><references/></noinclude> 8ftpenqnlxdhs86orh48o0uk8iq007u 104 134962 316579 2026-04-10T20:47:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316579 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>slever. Den danske digter blev først rammet, jeg fik tinden af en stegegaffel ind i overarmen. Blesserede men ikke modløse trak vi os med trusler om hevn og gjengjældelse ud af cortilen, og porten blev slaaet igjen og barrikaderet bak os. En sympatisk sværm af lediggjængere fulgte os tilbage til Morgano. Ingen vidste hvad striden gjaldt, men alle tog uden forbehold vort parti. Da jeg fortalte, at hotellet havde stjaalet min kostbare parisiske paletot, tilbød to unge mænd at stjæle den igjen, et tilbud som jeg med tak afslog. Vi var germanere, vi vilde gaa enten magtens eller rettens vei. Hos Morgano forfriskede vi os med en flaske hvid Caprivin, mens vi raadslog om vor videre optræden. Skulde vi hente forsterkninger og skride til nye angreb paa hotellet? Eller skulde vi anmelde røverne for kvæsturet? Eller skulde vi søge voldgift? Mod den første udvei kunde det indvendes, at en regulær storm eller en regulær beleiring havde lige liden udsigt til at lykkes. Ethvert italiensk landhus, ogsaa et hotel, er en fæstning med massive porte og høie mure, der er saagodtsom uoverstigelige paa grund af kransens millioner af indleirede flaskeskaar. Et hotel kunde desuden vanskelig udsultes. Blande statspolitiet ind i affæren bød os paa den anden side sterkt imod. Tilbage stod at henvende os med en klage til syndikus. Og den klage skrev Sofotatos strax og paa ''fransk''. Noget ringere end diplomatiets officielle sprog fandt han det ikke passende at benytte. Jeg skal ikke citere ordlyden, men skriftet var helt igjennem holdt i en rolig og værdig tone. Vi henpegte paa den kjendsgjerning at Capris to kommuner for sin trivsel var<noinclude><references/></noinclude> tev0n7jmm39opt9qci87rggvqabt5tj 104 134963 316580 2026-04-10T20:51:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316580 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>afhængig af fremmedbesøget og at det derfor var en velfærdssag for kommunerne at opretholde et godt forhold til de fremmede. Men vi som saa grovelig var blit krænket, var noget mere end de sedvanlige fremmede, som kom idag og forsvandt igjen imorgen. Vi havde boet i maaneder og agtede fremdeles at bo i maaneder, maaske i aar paa øen . . et ophold som vi lod underforstaa var af uberegnelig økonomisk betydning for begge kommuner. Paa disse almindelige bemerkninger fulgte en omstændelig redegjørelse for vinterfrakkens hele historie fra min svenske gjests besøg til slaget i hotel Tibérs cortile. Dette dokument renskrevet og forsynet med vore underskrifter og adresser bar vi om hjørnet til Syndikuspaladset og gik derpaa for tredje gang tilbage til Morgano, hvor vi tilbragte resten af aftenen med vin og sang {{. . .}} Jeg erindrer endnu, at digteren foredrog en vise i utallige vers, hvis omkvæd alle tilstedeværende, fremmede og indfødte istemte: <poem> {{liten|For mig man gjerne sige maa, at verden den er trist og graa — Jeg er, jeg er couleur de rose {{. . .}} Jeg er, jeg er couleur de ro-o-se.}} </poem> Og det var vi begge. ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― Nu gik nogen dage hen, og jeg levede i ro og betragtning i mit hus og min have paa Anacapri. Fra Sofotatos, fra syndikus eller fra Tiberius hørte jeg intet.<noinclude><references/></noinclude> 92g4boriia0wtxb6owjb5qmkmhzqa2b 104 134964 316581 2026-04-10T20:54:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316581 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men la mig indflette en almindelig bemerkning før jeg gaar videre i vinterfrakkens historie. Jeg har aldrig levet blandt en elskeligere og bundærligere befolkning end Anacapris. Særlig som fremmed blev man betragtet og behandlet som en skattet ven af den familie man boede hos og atter af dennes slegt og venner, kort sagt af alle. Slang man indom og familien netop nød sit patriarkalske maaltid med bedstefaderen for bordenden, maatte man spise med {{. . .}} Oplevede den en eller anden glæde eller en sorg . . et amerikahrev, en barnefødsel, et dødsfald, blev man som selvskreven gjort delagtig. Det var mennesker fra en svunden og lykkelig tidsalder. I byen Capri derimod er forholdene mindre primitive, det neapolitanske Babylon ligger nærmere, og ialfald bedømmer anacapreserne sine naboer haardt. Jeg tør ikke sige med hvilken ret, men for Anacapri staar Capri som verden, som lasternes hjem, som en menighed af frafaldne, der endog dyrker en falsk helgen. Hos en beskeden liden familie i byen Capri havde jeg oplevet følsende: Jeg var buden til kaffe og kunde ikke undlade at observere, at hver enkelt af de flunkende nve skeer bar en tydelig kalligrafisk indskrift, som lød: Stjaalet fra den automatiske har i Neapel . . rubato dal bar automatico di Napoli. Det unge par havde faaet sex i bryllupspresent af en onkel, men hver gang han kom fra Neapel, bragte han dem en ny. Han havde lovet dem dusinet fuldt, og som analfabeter tog de i sin hjertens enfold indskriften for en betydningsløs, men prydelig dekoration. Dette var hændt nvlig i forveien, og jeg tænkte, at i en by med slige onkler har en forsvunden vinterfrak intet at beklage sig over {{. . .}}<noinclude><references/></noinclude> i2wbio0qv6ems6bp63v2txl5u9evaem 104 134965 316582 2026-04-10T20:57:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316582 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Saa endelig en morgen kom indkaldelsen fra syndikus. Det var atter en kjølig klam dag med tæt havtaage. Jeg slængte paa mig en frak og gik nedover. I svingen under Barbarossataarnet løb jeg mod don Manfredo, hvis store solrige ansigt glodde ud af taagen som en overophedet kometkjerne. Jeg stod paa hilsefod med presteskabet og han nikkede venlig da jeg med en undskyldning for kollisionen fór videre. — Lad ikke hallunkerne slippe billig, ropte han efter mig. De er capresere, de er allerede dømt. Sant Antonio være med Dem ... Anacapri og geistligheden stod naturligvis paa min side. Nede hos Morgano sad Sofotatos allerede og ventede mig ved en aperitif. Han memoredede en tale han vilde holde og spurgte om jeg havde overtænkt min. — Nei, er du gal, sa jeg. Du maa da forstaa, at i en fillesag som denne, hvor jeg har saa soleklar ret, kan jeg nøie mig med at improvisere. Digteren var i sid diplomatfrak og vingeslips. Han var henfalden i dybe tanker og var taus. Vi styrkede os med en ny aperitif. Allerede udenfor paladset og paa trappen var der fuldt af mennesker — oldinger, kvinder og børn, foruden de sedvanlige krøblinger. De gjorde hilsende vei for os, og en angstbespændt kvinde strakte hænderne mod os og raabte: — Compassione signori. Iddio vi lo renderà. Oimè pazienza! Det er vel mor til en af tyvene, bemerkede Sofotatos. Det er trist at det ogsaa skal gaa ud over familien. Foran skranken var alle vore modstandere fra Tim-<noinclude><references/></noinclude> cuamdlijw8ddattpopfhr8pz3zyufo9 104 134966 316583 2026-04-10T20:59:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316583 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>berio samlet. De var ikke saa kjephøie som sidst, men murred alligevel truende da vi trængte os ind. En tjener slap os indenfor skranken og anviste os stole. Vi var jo den klagende part. Syndikus hilste venlig. Det var en rolig, smuk og tillidvækkende embedsmand. Han lod sin monokle rotere i luften om sin pegefinger. Nu blev vinterfrakkens historie atter gjenoprippet indtil dens mystiske forsvinden og vort mislykkede forsøg paa at gjenerobre den. — Herrerne mener sig altsaa forulempet af en eller flere af de tilstedeværende, sagde syndikus og slap sin monokle. Kan herrerne udpege nogen bestemt? — Nei, erklærede Sofotatos og besaa opvarterrækken. De ligner jo hverandre som fluer. Den ene er som snydt ud af næsen paa den anden. Hans oversættelse af dette malende danske udtryk fremkaldte munterhed ikke mindst blandt de sigtede. Men pludselig pegte en af dem paa min ven og ud- brød: — Ecco signore sindaco. Se herren sveder. Hvilket holdt stik, for digteren følte sig varm foran den tale han vilde holde; men dette angik jo ikke sagens realitet, og han svarede derfor majestætisk, men med en let overdrivelse: — Alle dannede mennesker sveder i mit fædreland. Nu Io igjen hele lokalet, og syndikus dæmpede et diskret smil. Skulde det hele opløse sig i mindelighed? Opvarterne saa paa hverandre med sky øine, hvori der glimtede baade forundring og et gryende haab. Skulde Pietro, eller Annibale, eller Antonio, eller Michele — eller hvem af dem der nu havde<noinclude><references/></noinclude> dh1xu92yzwnqoagqqlhez3jvu05cwjj 316590 316583 2026-04-10T21:11:09Z Øystein Tvede 3938 316590 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>berio samlet. De var ikke saa kjephøie som sidst, men murred alligevel truende da vi trængte os ind. En tjener slap os indenfor skranken og anviste os stole. Vi var jo den klagende part. Syndikus hilste venlig. Det var en rolig, smuk og tillidvækkende embedsmand. Han lod sin monokle rotere i luften om sin pegefinger. Nu blev vinterfrakkens historie atter gjenoprippet indtil dens mystiske forsvinden og vort mislykkede forsøg paa at gjenerobre den. — Herrerne mener sig altsaa forulempet af en eller flere af de tilstedeværende, sagde syndikus og slap sin monokle. Kan herrerne udpege nogen bestemt? — Nei, erklærede Sofotatos og besaa opvarterrækken. De ligner jo hverandre som fluer. Den ene er som snydt ud af næsen paa den anden. Hans oversættelse af dette malende danske udtryk fremkaldte munterhed ikke mindst blandt de sigtede. Men pludselig pegte en af dem paa min ven og udbrød: — Ecco signore sindaco. Se herren sveder. Hvilket holdt stik, for digteren følte sig varm foran den tale han vilde holde; men dette angik jo ikke sagens realitet, og han svarede derfor majestætisk, men med en let overdrivelse: — Alle dannede mennesker sveder i mit fædreland. Nu Io igjen hele lokalet, og syndikus dæmpede et diskret smil. Skulde det hele opløse sig i mindelighed? Opvarterne saa paa hverandre med sky øine, hvori der glimtede baade forundring og et gryende haab. Skulde Pietro, eller Annibale, eller Antonio, eller Michele — eller hvem af dem der nu havde<noinclude><references/></noinclude> 3u3djrotyij2h2166webb4324skw63r 104 134967 316584 2026-04-10T21:02:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316584 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stjaalet vinterfrakken, lykkes at vri sig unna? Det var tydelig at alle mistænkte hverandre, men gjennem tykt og tyndt følte de solidarisk. Der blev en pause, og nu vilde digteren gribe ordet. Han reiste sig, tørkede panden og begyndte: — Signore sindaco ... Men længer kom han ikke, for nu vendte syndikus sig til mig og spurgte mig nøiere ud om den paletot, den svenske herre havde laant af mig og hængt igjen paa hotel Tibér og som altsaa var forsvunden. — Jo, sagde jeg. Den var kjøbt i Paris, var yderst moderne af snit, indsvungen i ryggen og med to store skildpaddeknapper sammesteds. — Og farven? — Den var gul, nærmest hvedegul, sagde jeg .. quasi un giallo di grano. — Undskyld at jeg gaar i detaljer, blev syndikus ved og begyndte atter at svinge med sin monokle. — Men skulde herren tilfældigvis huske farven paa kraven? — Il bávero. Jo naturligvis . . den var papegøiefarvet {{. . .}} colore di papagallo. — Altsaa grøn. — Ja, ufattelig grøn. Syndikus reiste sig, klemte monoklen mod øiet og betragtede mig stumt og længe. Først nu opdagede jeg, at jeg stod der lyslevende i min begrædte paletot. Jeg studsede. Jeg kan ikke finde noget bedre ord for min sindstilstand: jeg studsede. Og det samme gjorde samtlige tilstedeværende. Selv Sofotatos mistede traaden i den tale han vilde holde.<noinclude><references/></noinclude> pbqyru4ru41a08ufl5633xwx66zlorh 316627 316584 2026-04-11T00:08:55Z Øystein Tvede 3938 316627 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stjaalet vinterfrakken, lykkes at vri sig unna? Det var tydelig at alle mistænkte hverandre, men gjennem tykt og tyndt følte de solidarisk. Der blev en pause, og nu vilde digteren gribe ordet. Han reiste sig, tørkede panden og begyndte: — Signore sindaco {{. . .}} Men længer kom han ikke, for nu vendte syndikus sig til mig og spurgte mig nøiere ud om den paletot, den svenske herre havde laant af mig og hængt igjen paa hotel Tibér og som altsaa var forsvunden. — Jo, sagde jeg. Den var kjøbt i Paris, var yderst moderne af snit, indsvungen i ryggen og med to store skildpaddeknapper sammesteds. — Og farven? — Den var gul, nærmest hvedegul, sagde jeg .. quasi un giallo di grano. — Undskyld at jeg gaar i detaljer, blev syndikus ved og begyndte atter at svinge med sin monokle. — Men skulde herren tilfældigvis huske farven paa kraven? — Il bávero. Jo naturligvis . . den var papegøiefarvet {{. . .}} colore di papagallo. — Altsaa grøn. — Ja, ufattelig grøn. Syndikus reiste sig, klemte monoklen mod øiet og betragtede mig stumt og længe. Først nu opdagede jeg, at jeg stod der lyslevende i min begrædte paletot. Jeg studsede. Jeg kan ikke finde noget bedre ord for min sindstilstand: jeg studsede. Og det samme gjorde samtlige tilstedeværende. Selv Sofotatos mistede traaden i den tale han vilde holde.<noinclude><references/></noinclude> cdnp6t24ua3rgjduuh6sdh13ck4kn5k 104 134968 316585 2026-04-10T21:04:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316585 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Paletoten er altsaa paa en mystisk maade kommet tilrette, sagde syndikus og bladede i vort franske dokument. Jeg ønsker herren tillykke. Men hovedpunktet i klagen er altsaa bortfaldt paa en for alle parter tilfredsstillende maade. Fastholder herrerne klagens andet punkt? Nei, efter nærmere overveielse fandt vi begge, at vi ogsaa kunde lade det andet punkt falde. Egentlig havde vi jo selv været de angribende. — Saa, mine herrer, erklærer jeg denne behagelige sammenkomst for afsluttet, sagde syndikus og slog ud med hænderne. Trods sin monokle, forekom han mig værdig og velvis som en østerlandsk kadi i Tusen og en Nat. Opvartere og kjøkkengutter væltede glædesstraalende ud over trapperne. De var i denne sag erklærede skyldfri at være, hvilket steg dem til hovedet. Men da vi kom efter, fik vi et Evviva fra dem og deres paarørende, og den gamle kone raabte lykkelig efter os: Iddio vi lo renda signori. Frakken havde aldrig været paa hotel Tibér. Min svenske gjest havde sendt den op igjen med kusken, som havde hængt den fra sig i min forstue uden at mæle et ord. Og snart sad vi atter bænket hos Morgano, jeg i min hvedefarvede paletot og Sofolatos som bestandig ''couleur de rose.'' {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 1kglfeoy1igvc0uowg7rjiyey9jnber 0 134969 316586 2026-04-10T21:05:52Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=85 to=95 header=1 /> 316586 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=85 to=95 header=1 /> cmlff9nsfi29cqy11w4k0lausui33nm 104 134970 316587 2026-04-10T21:09:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316587 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|JOMFRULAND}} I.}} Den første landligger kan gjøre samme erfaring som den første svale: han gjør ingen sommer. Det er paa en landevei. En mand gaar foran mig opover den lange bakke, en mand af hvis gangart, hattesnit, frakkefaçon og nakkesener jeg kan læse mig til en trykkende vederhæftighed i en muggen og fornærmet livsopfatning. Et sligt indtryk kan man undertiden faa af en menneskelig fremtoning uden analyse, uden bevidst prøvelse af de enkelte toneangivende træk. Han gaar som den der forgodt har vendt det han forlader ryggen. Han ser sig ikke om, skjønt udsigten over fjorden og virvaret af holmer kunde fortjene et blik. Han er af en indadvendt natur. Langt om længe sætter han sig paa en stabbesten og tager hatten af og polerer sin spidse skalle med frakkeærmet. Hans ansigt bekræfter min fordom mod ham. Han har en krans af glissent skjæg helt under hagen, fra øre til øre, svarende til dusken mellem nakkesenerne. Øinene er frostblege og munden skakk af modsigelser og betænkeligheder. Merkelig nok nikker manden, idet jeg vil passere. Det har været en lang ugidelig smaabysøndag, jeg<noinclude><references/></noinclude> k3wq8w5cmfwmf21y7o6i4hxbtlf5o4l 104 134971 316591 2026-04-10T21:13:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316591 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>har ingen havt at hilse paa eller vexle et ord med, og min tunge er træt af unaturlig taushed og sabbat. Jeg udtaler mig anerkjendende om veiret, det gjør jeg bestandig blandt indfødte. De staar ligesom veiret nærmere end vi andre. Forresten fortjener det ingen videre lovord. Det har jo været en besværlig og gjenstridig vaar, en forlængelse af marts paa det uvisse, og nu staar vi langt inde i den første halvdel af mai. Idag er det ogsaa overskyet, og nordenvinden staar strid langs landet, truende med sneilinger. Men jeg tager paa forhaand afstand fra mandens fornemmelser og hævder, at det er et vidunderlig og opkvikkende vaarveir, rigtig et ønskeveir for bonden. — Da er De for-mo-dent-lig ingen ven af bonden, bemerker manden med munden en tanke skjævere og en saa distinkt betoning af hver stavelse i «formodentlig», at det lød som om alt det hypotetiske i ordets karakter sindig blev rykket op med roden. Jeg prøver at samle al min tiloversblevne bondevenlighed i nogen bemerkninger om kuldens tjenlighed for vedpriserne, og den gravalvorlige mand betragter mig med et fiendtlig blik og tror jeg driver gjøn med hele det uantastelige bondedømme. — Desuden mai kulde, lægger jeg til. Og tænk bare paa aamerne i jorden. — Det staar skrevet: for din skyld blev jorden forbandet, afbrød manden mig vredt. — Sommeren har vendt vrangen ud og vil give tørke og nattefrost og varagtig nordenvind. Al skabningen er vreden underlagt, fordi vi alle er barn af vreden. Og han gjør mig opmerksom paa, at vi endnu iaar vil opleve at se maanen blive som blod og solen blive som en haarsæk.<noinclude><references/></noinclude> i7htwlqg1fs8nuk4d4y3wvpjxg55evl 104 134972 316592 2026-04-10T21:14:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316592 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Dermed reiste han sig og gik uden at hilse. Og jeg blev staaende trist igjen og tænkte, at en slig livsanskuelse som hans forhaabentlig var værre end aldeles ingen. Krig og uaar hænger fast sammen i den menige mands bevidsthed, sikkert fordi de som tiest har slaaet følge i virkeligheden. Paa sin vis kan den menige mand, som netop lod apokalypsens trusler omsuse mig, have ret. Metafysisk hænger alt sammen, og der er vel ogsaa en hemmelig sympati mellem de dæmoner som hidser folk mod folk og de vinterdjævler som sidder og tviholder paa tælen i jorden. Jeg gaar hjemover til hotellet og grubler over uløseligheden af dette som af et hvilketsomhelst andet problem, og jeg bliver ikke kvit det dunkle og ondskabsfulde billede af solen. Langs veien ligger trærne paa stræk i stormen og spriker sørgelig nakne med knopperne i en varetægtsarrest som de ikke tør sprænge. Om sommeren virkelig udeblev eller vendte vrangen til med tørke, nattefrost og varagtig nordenvind! Og solen blev som en haarsæk! Men midt paa natten vaagner jeg ved veiromslag, ved en ny og henrykkende lyd af plaskende regn mod zinkgulvet paa altanen. Regnet driver gjennem det aabne vindu helt ind i sengen. Banissons la mélancolie! Trods tegn og varsler bereder den uforstyrrelige natur sommerens indtog ogsaa iaar. Endnu engang! Den lille dampbaad, som fører ud til Jomfruland, gjør sig mange svink-ærender indom alle mulige andre øer. Den lemper af en gammel kone hist og to sækker mel her. Den Iøber helt tilbunds i en trang vik bare for at blive kvit en fed lægprædikant. Men<noinclude><references/></noinclude> 4ojtkd13l9f703t5echs543nxhjelc7 104 134973 316593 2026-04-10T21:15:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316593 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det er veir til det. Paa en brygge vi lægger til ved, tripper et par forlovede linerler, vippende med halerne, ivrige og utaalmodige, som om de ventede hele sit indbo med damperen. Oppe i det grønne bakkeheld under et rødt lidet hus ligger to smaapiger paa knærne og stikker karvekaal. Og det er synlig for det blotte øie, hvorledes bjerkene fra time til time vikler mere og mere af sit spæde allerlysegrønneste løv ud i solskinnet. Jo, det er endelig den førsle uomtvistelige sommerdag. Paa rektangelkartet ser Jomfruland ud som en slank fisk med rygfinne og bugfinne og tynd finneløs spole . . . eller som en krumkniv med eggen vendt mod havet og odden pegende mod sydvest . . . eller som en væltet kajak i profil . .. eller, o Polonius, som en slumrende firfisle. Set oppe fra vagtgangen paa fyrtaarnet ter øen sig som et fladt og rigelig skogklædt land med jorder sænkende sig sagtelig mod fjorden paa indsiden og glimt over grantoppene af den brede gnistrende strandbrem af rullesten mod det frie hav. Ø er et skjønt ord paa alle sprog, men vort eget ord, den ene sørgmodig stemte vokal, kalder paa vore drømme om ensomhed. Jeg tror alle opdageres hemmelige ønske var at finde øer og ikke fastland. Forestillingen om lyksalighed var knyttet til øer, til vestlige paradiser, og de sjeldne lykkelige folk boede paa fjerne øer i Sydhavet, og deres lykke udryddedes senest. Alle sommernaisture har en eller anden liden grøn ø til maal, øen eier den mikrokosmiske enhed og helhed og frihed, som det sammenhængende fastland og det usammenhængende menneskesind savner. Prospero vilde være en utænkelig hersker undtagen<noinclude><references/></noinclude> 8wnapqha72h7r93r8wcwsnkbfjmpj2a 104 134974 316594 2026-04-10T21:18:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316594 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>over en ø, og selv Sancho Panza lod sig mørbanke gjennem Spaniens faste land mod løfte om en ø som plaster paa rygstykkerne. Vort land er saa misundelsesværdig beskaffent, at det formodentlig eier flere øer end mennesker. Vi kunde aitsaa, om vi blev altfor lei af alt vort fællesskab, slaa os ned paa hver vor ø, og ialfald den udslagne sommer igjennem sole os i vort eget private solskin, som henstrakte og lykkelige kobber. Hvilket er en filantropisk tanke. Det er jo det paafaldende ved dette vidstrakte land, at det synes at være for lidet for en nation, som udgjøres af en haandfuld mennesker. Man skulde tro, at her var plads og levebetingelser for en varieret menneskefauna, for alle mulige egensindigheder i livsførsel som i livsopfatning. Men tvertimod, vore vaner, vor sløvhed, vor nationalradikalisme har fortæret vore begreber om personlig frihed. Jeg hørte af en nu afdød folklorist, at en storbonde i Sætesdalen indtil for ikke mange aar siden blotede til Skinfaxe og Rimfaxe hver midtvintersnat. Han var abonnent paa rigstelefonen og havde sikkert opfanget et og andet rygte saavel om kristendommens indførelse under Olaverne som om reformationens under Oldenborgerne. Men han foretrak sine egne faxer. Denne mand var den sidste i landet, som foretrak sine egne faxer. Han fortjente et mindesmerke. Vi er bare i gruppevis behersket av uenighed. Vi hører til et parti, til et fag, en klik, et fællesskab. Men der gives ingen virkelig uensartethed. Personlighed som en uimodstaaelig trang til selvhævdelse er unorsk {{. . .}} og bliver bestandig mere unorsk. I selve vore literatur findes der ikke mange egen-<noinclude><references/></noinclude> kqbtcbyx4st9s2wlqhldqlme1ktrpvu 104 134975 316595 2026-04-10T21:19:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316595 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>raadige individer igjen, og ungdommen i den synes at være en resigneret ungdom. Man kan blade i bøker uden at vide, hvem de er af, om man ikke havde titelbladet. Man læser for et hundrede og tiende gang den gamle historie om et eller andet seigt egtepar, som forlængst blev forsonet under Jonas Lies menneskekjærlige regime. Kritiken betegner ifølge vedtægt og overenskomst et saadant overflødig post seriptum til literaturen som «nænsomt». Eller man faar en bok i hænde, ti bøker i hænde, om den moderne mandstypus, storingeniøren med det store hjerte, de store planer og de store ruder i sportsstrømperne, epigontypen efter Bjørnsons læger og realkandidater. Man skimter snart ikke industrien i landet eller mennesker i bøkerne for bare ingeniører. Og forresten besørger de skrivende damer erotiken med en emsig og elskelig paastaaelighed, som er sagen værdig. Gid de bare oplevede saameget, at de fik mindre tid til at skrive. Det er ufattelig, at der ikke er mere luft og atstand mellem menneskene i dette store land. Vi ved nøiagtig, hvordan den eller den praktisk stiller sig til afholdssagen, og vi kan rigstelefonere lige til Hammerfest og faa vide, hvorfor en sagfører deroppe blev skilt fra sin kone. Hele samfundsmekanismen er saa forbløffende enkel, at individerne kan gribe ind i hverandres liv som tænderne i et par tandhjul. Der findes ingen uopsporede vildfarelser i liv eller lære, ikke megen hemmelig og helligholdt lykke, ikke mange tilfældige og husvilde skjæbner, ingen øer for menneskene i dette land, som omringes af øer i myriader. — — Ens første umiddelbare glæde over havet og<noinclude><references/></noinclude> 9rrlagddt2ngnwp8hibljvqt2v7m18k 104 134976 316596 2026-04-10T21:23:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316596 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skogene, over den vaagnende sommer, over kryb og kræ, bekræfter sig selv i en polemisk stemning overfor det samfund, man for en stakket tid forlod. Det er umulig at kaste snippen uden med en følelse af had og foragt for den civilisation, som kræver snipper. At bytte cigaretten med snadden er et skridt tilbage til naturen. At gaa og gaa hen ad myge skogsveier, glatte af barnaaler, at se og se og ikke behøve at fastholde en tankegang i noget verdslig øiemed, det forjager atter engang vinterdjævlene af ens sind og løsner tælen. — Flanéra är en vetenskap, sagde gamle August Blanche; det är ögats gastronomi. Husk som tilskuer kommer man aldrig tilkort i livets spil; som deltager er man alles bytte. Aforismer, ens egne og andres, er som skogens bær: de mætter ikke egentlig, men de læsker. Det er et ivrig parringskvitter under buskene og i trætoppene og over de grønne tun paa gaardene. Blodet raser maihedt i de smaa fjærede kroppe, de forfølger hverandre i uvorne og svimle kast; bedst er svalerne, de brækker om det kniber flugtlinjen i spidse vinkler og tager aldrig feil af maalet. Det kan man kalde instinkt. Bare maaltrosten holder sig taus midt paa dagen; formodentlig maa ogsaa den benaadede morgen- og aftensanger unde sig nogen timers hvile for at skaane sin strube eller for at samle indtryk. Jeg træffer to smaapiger, som kommer fra bjerkelunden med hver sin store buket Mariæ nøklebaand. De siger ingenting, de bærer stille og høitidelig sine blomsterfund hjem, og de neier. Længe før vi mødes neier de, og de neier igjen, idet vi mødes. Men da vi vel skilles igjen efter en indholdsrig samtale, kan<noinclude><references/></noinclude> ro8kcaci2z93web1j3vflc4029z0uf0 104 134977 316597 2026-04-10T21:27:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316597 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de ikke styre sin munterhed, først fordi jeg vilde til at hilse med hatten, dernæst fordi jeg slet ikke havde nogen hat. Ogsaa herinde i skogen lyder gjennem alt, under alt duren af brændingen. Og jeg møder rullestenstranden og det blaa sommerhav. {{c|II.}} Det er forbausende, hvor faa kundskaber man klarer sig med i en moden alder. Ens barndoms videbegjær fik sit første knæk i skolen, ens ungdoms planløse erhvervelser samledes aldrig til nogen formue, og ud over livets eftermiddag gaar det endelig op for en, at man fremdeles staar foran den begyndelse til al visdom, at man ikke véd nogetsomhelst. Men imidlertid tørster man ikke længer efter viden, man finder sig tilrette i mangfoldigheden som en liden ubegribelighed indesluttet i den store, et x blandt en utallighed af ubekjendte. Jeg anstiller denne almindelige betragtning i anledning af et albueskjæl. Ak, hvad véd jeg vel om de lavere dyreformer? Ikke mere end om de høiere. Det foresvæver mig, at denne mollusk ikke hører til muslingerne, men til strandsneglene og til de snegle, som puster med gjæller. Den har altsaa intet med østers at gjøre, den er af ganske tarvelig og uberømt familie. Idag staar nordosten indover øen, og oppe i stationens frugthave kaster de gamle moreltrær tankeløst om sig med konfetti. De hvide kronbladefnug syver i luften og prikker singelen i gangene. Forhaabentlig har himlen og humlerne gjort sit bedste,<noinclude><references/></noinclude> efpryhq35g0hem7nlmmntcrivn3h5vw 104 134978 316598 2026-04-10T21:31:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316598 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saa alle dikkedarer med den ulidenskabelige befrugtning er sket fyldest. I dette ømtaalige forhold kan jo ingen menneskelig magt gribe ind, hvor gjerne den menneskelige magt end maatte ønske sig moreller. Lidt bekymret paa de vidtløftige gamle trærs vegne søgte jeg gjennem granskogen ned til rullestenstranden, hvor idag den sedvanlige dumpe dur af brændingen er øget til bulder af sterke bølgeslag. Øiet vælger uvilkaarlig en enkelt valk paa dens rullen indover, dens svulmen under det hvide purr af skum, indtil den grønlig og gjennemsigtig krummer sig til anslaget og styrter sammen i sin egen fraade og suges fræsende tilbage i den næste fremturende bølge. Her paa udkaniten af en svær stenblok ved jeg af en mindre koloni albueskjæl. Jeg har observeret dem, naar det er smult vand, de sidder lige i vandskorpen, saa de stadig overskylles og holder sig fast. De har som man kan vide sit navn af sin form. De ligner spidse menneskelige albuer, men de er ubesværede af disse legemsdeles ømfindtlighed. De er ufølsomme for stød, man kan dunke dem paa kalotten med store stene, uden at det gjør noget merkbart indtryk paa deres nervesystem — om de har noget nervesystem. Deres skal har form af en kineserhat, og i ly af den trodser de alverdens modgang. Om nogen gaar ud i fjæren og vil plukke albuesjæl, da er han paa vildspor og grundig uvidende om disse interessante medskabningers sindelag. De har bygget sit hus paa klippen. De har én herskende evne og tilbøielighed: de vil og kan holde sig fast. De er af prineip urokkelige. De lader sig hverken ved trusler eller, smiger bringe et haarsbred fra sit standpunkt.<noinclude><references/></noinclude> 2417z5xwo0ee36442ldetpfofjnc93a 104 134979 316599 2026-04-10T21:33:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316599 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Idag staar sprøitet af brændingen helt over stenblokken, og jeg maa længer op i stranden kaste at mig klæderne for at kunne fortsætte mine iagttagelser. Den brede strandbelte mellem sjøen og de yderste stormslagne og saltspegede graner er ganske nedstenet. Der er stener af alle farver og former, man kunde fristes til at sige: af alle aldre: smaa som kiksekugler, rene frø og begyndelser til stener, større som gaaseeg, endda større som barnehoveder og stadig slørre og større til de yderste vældige blokker, der i sin tid blev anvendt som kasteskyts af trold og kykloper. Her findes tilnærmelser til kugleformen og ellipsoiden, men ingen af delene realiseres i dette stenrige og vel ikke i naturen overhovedet; her findes alle overgangsformer mellem den svagt fladtrykte klode, som har hermet vor planets fagon, og den flade diskos; undtagelsesvis forekommer smaa runde stenskiver med indsænkning, saa de ligner kastagnetter spildt af præhistoriske danserinder; man kan ogsaa finde smaasten, som minder om paranødder, og aller almindeligst er de uregelmæssige terninger med hjørner og kanter glattede, fordi der har været raflet med dem i aartusinder. En enkelt sten er en tydelig afstøbning af en mishandlet kineserindefod. Havde Strindberg levet, skulde jeg sendt ham den {{. . .}} han vilde kunnet forklare fænomenet. Andre stener igjen har fremmede indleiringer og ligner stjernet mosaik. Det er et helt samfund af sten, alle meislede af tid og slid paa hver sin maade. Under bevægelsers blinde leg med dem, under isskuringer og bølgeslag, har enhver gnisset sig til sin egen skikkelse og hjulpet<noinclude><references/></noinclude> r8lmiqod2q36gwb73qe9snvjgz6uev6 104 134980 316600 2026-04-10T21:36:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316600 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til at afslibe nabostenenes. Det er paa sin vis et kultursamfund. Det er et mylder af individer og i dette virvar af særpræg en evig og mægtig ro. Intet øie kan blive træt af en rullestenstrand. Imidlertid maa jeg ned til mine albueskjæl. Skal tro om de ikke har maattet vige under presset af havets oprør! Eller kan de fremdeles sidde der og godte sig over sommer og skyfri himmel? Jeg lægger mig fladt over kjæmpeblokken og klamrer mig fast i udkanten af den, i næste øieblik indsvøbes og oversvømmes jeg af sprøitet af en splintret Skagerakbølge, og da dragsuget trækker ud igjen, sidder ganske rigtig de uforstyrrelige mollusker paa sin plads. Jeg putter til det øversle skjæl, det rikker sig ikke; jeg slaar til det med næven; men hvor havet i oprør er magtesløst, der formaar menneskelig magt ingenting. Albueskjællene lader sig ikke fordrive hverken med vold eller petitioner. De suger sig fast, som om landets ve og vel beroede paa, at de ikke slipper laget. En slig selvgodhed er enestaaende i den ganske zoologi. Som menneske er jeg her, hvor jeg ligger, et rov for bølgernes luner. Hovner der op foran mig med uregelmæssige mellemrum en ire fire grætne og umedgjørlige bølger i træk, saa skyller de mig ublidt hid og did og meddeler mit legeme ufrivillige og meningsløse bevægelser og river de mig af og til løs fra min basis. Jeg ser udover og bemerker, at venlige og høitstaaende medskabninger er den samme rokkelighedens lov underlagt. Der vipper netop et par fyldige ringgjæs udenfor brændingen, forsvinder og dukker op igjen, gynges og omtumles i den duvende ustadighed af bølgernes leg. Men albueskjællene er<noinclude><references/></noinclude> 7ts217tri2n8qsrtrmhkrf1s41z3zoj 104 134981 316601 2026-04-10T21:39:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316601 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uanfegtelige; der de sad, der sidder de, paa trods af vind og vove. Hvis der føres noget tankeliv i den bløde masse under deres haarde skal, maa det være koncentreret i den fixe ide, at de er uafsættelige {{. . .}} Jeg øder med flid timerne i ørkesløs dvælen og stirren ved en mennesketom og livsglad strand. Det er en dag blandt dage, en dag af lys og pragt og høi lyd. Der skingrer maageskrig over brændingen, det gnistrer hist og her i en sten med hidsige solreflexer i dens pailletter af glimmer og kraakesølv. Det lugter tang af sprøitet, det smager salt af vinden, og bag stranden svaier grantoppene mod blaa himmel. Jeg merker uden savn, at alle interesser, endog for theater og samfundsspørgsmaal, blæser af mig. Verdens ve og lyst findes vel paa den anden side af skillestregen mellem hav og himmel, her strækker sorgløsheden sig milevidt hen over den uforanderlige strand og dens hærskare af sjøvaskede og solede sten. Og dagen gaar, og en anden kommer, en ny perle paa junis perlerad af dage. Rognen og syrenen staar i blomstring, og solsorten fløiter dagen lang. Det er ganske stille, og havet ligger silkemygt med skinnende sølvfelter mellem de blaa. En kjeld staar urørlig paa sine røde ben og gransker blæretangen, som dasker i det sagte bølgeskvulp mod stenen den staar paa. Merkelig nok er den alene, men kanske dens mage er optaget af sit høie og egentlige kald. To unge sæler svømmer ganske nær land, men de slaar en deilig glinsende bugt med kroppen og dyk- ker igjen, da de faar øie paa mig. De evindelige albueskjæl drager mig ogsaa idag ud i fjæren. Jomæn sidder de der. Ikke for nogen pris svigter de sin udsatte stilling. Vi kan være rolige.<noinclude><references/></noinclude> claa8o1bz75eel6995lhdw0x5rppiaa 316603 316601 2026-04-10T21:42:25Z Øystein Tvede 3938 316603 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uanfegtelige; der de sad, der sidder de, paa trods af vind og vove. Hvis der føres noget tankeliv i den bløde masse under deres haarde skal, maa det være koncentreret i den fixe ide, at de er uafsættelige {{. . .}} Jeg øder med flid timerne i ørkesløs dvælen og stirren ved en mennesketom og livsglad strand. Det er en dag blandt dage, en dag af lys og pragt og høi lyd. Der skingrer maageskrig over brændingen, det gnistrer hist og her i en sten med hidsige solreflexer i dens pailletter af glimmer og kraakesølv. Det lugter tang af sprøitet, det smager salt af vinden, og bag stranden svaier grantoppene mod blaa himmel. Jeg merker uden savn, at alle interesser, endog for theater og samfundsspørgsmaal, blæser af mig. Verdens ve og lyst findes vel paa den anden side af skillestregen mellem hav og himmel, her strækker sorgløsheden sig milevidt hen over den uforanderlige strand og dens hærskare af sjøvaskede og solede sten. Og dagen gaar, og en anden kommer, en ny perle paa junis perlerad af dage. Rognen og syrenen staar i blomstring, og solsorten fløiter dagen lang. Det er ganske stille, og havet ligger silkemygt med skinnende sølvfelter mellem de blaa. En kjeld staar urørlig paa sine røde ben og gransker blæretangen, som dasker i det sagte bølgeskvulp mod stenen den staar paa. Merkelig nok er den alene, men kanske dens mage er optaget af sit høie og egentlige kald. To unge sæler svømmer ganske nær land, men de slaar en deilig glinsende bugt med kroppen og dyk- ker igjen, da de faar øie paa mig. De evindelige albueskjæl drager mig ogsaa idag ud i fjæren. Jomæn sidder de der. Ikke for nogen pris svigter de sin udsatte stilling. Vi kan være rolige. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> ibjaag6pflyorjy25swgj2n3nr3jfo6 316604 316603 2026-04-10T21:44:25Z Øystein Tvede 3938 316604 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uanfegtelige; der de sad, der sidder de, paa trods af vind og vove. Hvis der føres noget tankeliv i den bløde masse under deres haarde skal, maa det være koncentreret i den fixe ide, at de er uafsættelige {{. . .}} Jeg øder med flid timerne i ørkesløs dvælen og stirren ved en mennesketom og livsglad strand. Det er en dag blandt dage, en dag af lys og pragt og høi lyd. Der skingrer maageskrig over brændingen, det gnistrer hist og her i en sten med hidsige solreflexer i dens pailletter af glimmer og kraakesølv. Det lugter tang af sprøitet, det smager salt af vinden, og bag stranden svaier grantoppene mod blaa himmel. Jeg merker uden savn, at alle interesser, endog for theater og samfundsspørgsmaal, blæser af mig. Verdens ve og lyst findes vel paa den anden side af skillestregen mellem hav og himmel, her strækker sorgløsheden sig milevidt hen over den uforanderlige strand og dens hærskare af sjøvaskede og solede sten. Og dagen gaar, og en anden kommer, en ny perle paa junis perlerad af dage. Rognen og syrenen staar i blomstring, og solsorten fløiter dagen lang. Det er ganske stille, og havet ligger silkemygt med skinnende sølvfelter mellem de blaa. En kjeld staar urørlig paa sine røde ben og gransker blæretangen, som dasker i det sagte bølgeskvulp mod stenen den staar paa. Merkelig nok er den alene, men kanske dens mage er optaget af sit høie og egentlige kald. To unge sæler svømmer ganske nær land, men de slaar en deilig glinsende bugt med kroppen og dykker igjen, da de faar øie paa mig. De evindelige albueskjæl drager mig ogsaa idag ud i fjæren. Jomæn sidder de der. Ikke for nogen pris svigter de sin udsatte stilling. Vi kan være rolige. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 8q1cyymm76g77iupugu43p3dmlfqxsb 0 134982 316602 2026-04-10T21:41:58Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=96 to=107 header=1 /> 316602 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=96 to=107 header=1 /> rrprnvx8063pv7xgrf62phbwvajx213 104 134983 316605 2026-04-10T21:49:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316605 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|DEN SIDSTE CIGARET}}}} Imorges viste det sig, at jeg havde en eneste cigaret igjen. Vant til savn, resignationer og Abrahamsen, indsaa jeg til en begyndelse ikke det trøstesløse i min stilling, men tændte uvorent cigaretten og trak dybt ind i lungerne dens milde bosniske velrøg uden tanke paa den nærmeste fremtids bitterhed. Det er utvilsomt eigarettens mission i sjælelivet at stagge bekymringerne og gjøre nuet indholdsrigt og værdifuldt, men den overskrider sit mandat, naar den bag et spindelvævtyndt flor af røg tilslører den kjendsgjerning, at den er den sidste og eneste, og at livet skal leves videre uden formildende omstændigheder. Det er desværre spildt møie at skrive om betydningen af den sidste cigaret for et publikum, som har den nærmeste butik og nye æsker ved haanden. Men her paa øen findes der ingen nye æsker. Emnet er for ubetydelig? Javel. Jeg vilde lettere finde gjenklang i mængdens bryst, om jeg gav mig til at lamentere over den sidste polet. Det er noget flygtig og letfærdig ved cigaretten tiltrods for dens mission i sjælelivet; den veier saa lidet, den forgaar saa let, den hænger nogen minutter ved vore læber og fortæres og glemmes og — erstattes {{. . .}} Men saa ''kan'' den pludselig ikke erstattes, den er den sidste af sit<noinclude><references/></noinclude> ftaxvxiyo8xpst8gy40oz7bq7ge27uw 104 134984 316606 2026-04-10T21:50:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316606 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dynasti, røgen dør ud med den, og med ét slag faar den individuel betydning, dens dødsproces bliver en begivenhed værdig til at omtales i avisen. Der er noget af den samme pathos over den sidste cigaret som over den sidste Inka eller den sidste mohikaner. Spanjerne mistede verdensherredømmet, men de beholdt cigaretten. Det er trolig, de nødig vilde undvære nogen af delene, men naar galt skulde være, bevarede de den bedre del. Man vænner sig til at leve uden verdensherredømme; i løbet af nogen ganske faa generationer er man afvænnet. Men cigaretten, som holder sorgløsheden vedlige og fremelsker velviljen med alt det skabtes ufuldkommenhed og forkrænkelighed, den er umistelig som luften, hvori den forbrænder. Jeg har hørt eller læst om de gamle karaiber, at deres glemsomhed og letsind ikke kjendte nogen grænser. Naar de vaagnede om morgenen og saa solen skinne, skinnede den lige ind i deres vilde og upaalidelige hjerter. Da var natten ugjenkaldelig strøget ud af deres bevidsthed, og det første de foretog sig var at læsse sine senge paa ryggen og vimse tiltorvs med dem, vinke paa liebhabere og sælge dem for en liden kalebas med ''pulque''. Og dagen gik hen i sus og dus. Men naar det atter blev kveld, saa de solen synke, stumme af forundring og skræk. Og naar mørket seg over dem, da kom der en stor jammer over de gamle karaiber, et minde dukkede op i deres flygtige hjerner, og med graad og veklager rendte de rundt og ledte efter sine realiserede senge {{. . .}} Ved den sidste cigaret er det dulmende at dvæle ved erindringen om et folk, som gav sig nuet ivold og nød dagen, før solen gik ned. At brænde sine skibe<noinclude><references/></noinclude> kjrua2tchhcdt8v8asydhth8g36z1tb 104 134985 316607 2026-04-10T21:52:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316607 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er blevet det monumentale udtryk for en energi, som sætter alt ind for et høit maal og afskjærer sig adgangen til et tilbagetog. ''At sælge sin seng'' i overstadig henrykkelse over dagslyset er en mindre heroisk sport, men ogsaa den er menneskelig og tiltalende. De cigaretkriser, jeg kan huske fra tidligere dage, har gjerne været knyttet til akute pengemangler. I en liden italiensk by besveg jeg i sin tid hyppig kronen ved at kjøbe cigaretter i mørkningen. Da er det nemlig saa let at anbringe falske soldini. Det var dog intet hjerteløst bedrag, for de falske mynter havde jeg som oftest selv modtaget i kronens tobaksudsalg, og under alle omstændigheder var cigaretterne mere forfalskede end mine kobberdanker, som undertiden var gangbare i et eller andet fjernt og uvedkommende land. Men ingen af mine senere finansoperationer har skaffet mig mere tilfredsstillelse end en saadan liden pakke sortsmuskede «indigena», erhvervet per nefas {{. . .}} Det er slige elskelige smaatræk, millionærer gjerne i de lange vinteraftener fortæller til sine børn, og som senere besmykker deres biografi og forklarer deres held i livet. Nu skal det villig indrømmes, at tobak i enhver form kun er et nydelsesmiddel. Jeg sidder og ser askespidsen forlænges paa min sidste cigaret, og jeg siger til mig selv: denne cigaret er kun et nydelsesmiddel . . . En af Balzacs ungdomsromaner handler om en ung mand, som fik tilskjænks et mystisk tilberedt skind af et vildæsel og med skindet lykken til at faa hvert af sine ønsker opfyldt. Alverdens nydelser stod til hans fri forføining. Men for hvert opfyldt ønske skrumpede chagrinskindet sammen, og han vidste, at med det samme det var skrumpet ind<noinclude><references/></noinclude> jwhxh37cnmtgv7vg2w601vitk533498 104 134986 316608 2026-04-10T21:55:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316608 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til intet, var han færdig. Skindet var han vitalitetsmaaler. Derfor blev gaven ham en forbandelse. Han forsøgte at leve uden at ønske, men ønskerne brød uforvarende frem af hans hjerte, og skindet fortrak sig og blev bestandig mindre. Jeg ser cigaretten minke som chagrinhuden under mine nænsomme drag, men den anstundende katastrofe lader sig ikke forhindre. Hvilket jo heller ikke betyder stort. Jeg bliver bare et nydelsesmiddel fattigere. Men hvad er ikke et nydelsesmiddel? Engang ivaares stod jeg tilfældigvis ved aviskiosken paa Kongsvinger station sammen med nogen bønder, da der bruste ud af Stockholmstoget en overmaade elegant, om ikke netop ung og vakker dame. Vi veg tilside og lod hende komme først til sine aviser. Men da hun bruste tilbage igjen, vendte bønderne skraaen og fulgte hende med øinene, og første bonde sagde til anden bonde: Slige kvindfolk er igrun itte no andet end nydelsesmidler. Og bondens chagrinhud fortrak sig slet ikke ved den leilighed. Nu er vore magthavere idag ligesaa afgjort koldsindige overfor alkoholiske nydelsesmidler som vedkommende bonde var ligeoverfor kvindelig pragt. Deres gamle garvede hjerter banker ikke for druen, ei heller for destillaterne. Chagrin'en er patent. Men det er i virkeligheden yderst faa nydelsesmidler som ikke er uundværlige, mens det samme langtfra kan siges om næringsmidlerne. Brød kan erstattes med poteter, og kjød med fisk — det er forsaavidt næsten det samme, hvad vi fører i os, bare det er mad i en eller anden form. Men med kaffe, tobak, vin {{. . .}} forholder det sig som med literatur og kunst. Det er kvaliteten, der gjør udslaget, og det ene verk kan<noinclude><references/></noinclude> 6ci1k4nwfxxsa9l4x5mbw4uotpcff27 104 134987 316609 2026-04-10T21:57:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316609 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke erstatte det andet. Om jeg læser en tale af Gunnar Knudsen, beruser den mig ikke, men en side norsk prosa kan hensætte min hjerne i en let og fin og uforglemmelig rus. En potet vil aldrig kunne erstatte et glas vin. Vore magthavere af idag glemmer, at sindene og ikke bare kropperne vil have sit. Det er dyrenes umisundte eiendommelighed, at de ikke trænger stimulanser, ligesom det er dyrenes eiendommelighed, at de ikke har trang eller evne til at le. Det er heller ikke den ringeste tvil om, at den fuldkomne abstinens hænger sammen med aandelig nøisomhed og sterilitet. «Hvad man kallar dygd«, sagde Carl Michael Bellman i sine Pensées de Mowitz, «är ofta ej annat än oförmögenhet. Kyskheten är ej sällan blott en slaphet i nerverna, och nykterhet är nästen alltid brist på penningar eller kredit {{. . .}}» Det var nu i hans tid, men det er paafaldende, at det er vinens yndere, som til alle tider har nydt musernes bevaagenhed og at derimod det ivrigste afhold aldrig har tændt en strofe — — — Jeg befinder mig paa et lidet stykke landjord ude i havet, og min sidste cigaret er udbrændt. Først da den sved læberne, gav jeg slip paa den. Nu er det bare udsigten over til Norge, jeg har igjen af nydelsesmidler, udsigten til fabellandet, hvor lovene gror og forbudene ranker sig over vildnisset af forgaaelser. Posten kommer hid saa sjelden og tilfældigvis, at jeg kan hengive mig til alskens dristige formodninger om rigets nuværende tilstand. Mon sproget atter er forandret siden i forrige uge? Mon jarlerne er udnævnt med slag paa skjold? Mon de skal gaa med brynje udenpaa bonjouren eller indenfor?<noinclude><references/></noinclude> kidkexv6tbwrjvhywe57lkltmsc2e39 104 134988 316610 2026-04-10T21:59:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316610 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mon et brev, jeg sendte til Kristiania, fortumler sig til Oslo? Mon bergenserne skal hede bjørgvinsere, bjørgvinensere, bjørgvinikere eller bjørgvinister? Mon det er blevet lov for at min stemme skal tages til indtægt for regjeringen? Mon det er mulkt for at laane sin døende ven en flaske vørterøl? {{. . .}} Herude ved vi intet om det, som samtidig foregaar, og kan intet slutte os til af kystens konfiguration, som er den samme for vore øine og ingen omskiftelser underlagt. Herude svinger vi rundt med aarstiderne og gaar hverken for sent eller for hastig. Vor stortingsmand for livstid er Peder Rinde, og hvad vi ikke sparer selv, sparer han for os. Vi pløier og saar, naar tiden er inde, ser veiret an, ser sjøen an, ser hverandre an. Høster naar høsten kommer og samler i lade for dette liv og det tilkommende. Af krig og dyrtid skummer vi fantasipriser for vore produkter, om vi finder det umagen værd at sælge. Vi ved, at der i Norge nu er tre samfundsklasser: Millionærer, bønder og sultekunstnere, og vi befinder os vel ved at være i midten. Vi under sagførerne næring, for vi skyller ofte vinteren ned med en proces med en oplagt nabo, og lægprædikanterne, som varetager vore hinsidige interesser, under vi overdaadighed, thi hisset betyder mere end her. Sandheden tro maa det dog indrømmes, at det har været uaar paa lægprædikanter. De har ikke villet slaa til i sommer, hvad det nu end maa komme af. Jeg skulde tro, at den egentlige aarsag er de snaue kafferationer, for de timelige og de aandelige ting har en forunderlig sammenhæng {{. . .}} Men mennesket lever heldigvis ikke bare af kaffe og forkyndelse. — — — Jeg slænger mig ned i al frodigheden paa<noinclude><references/></noinclude> leki7uy238nvm4j8bkddrhc4vumkasr 104 134989 316611 2026-04-10T22:01:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316611 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det side englænde i en glissen bjerkelund. Ser himlen an, ser sjøen an og glæder mig over, at hundedagene er indtraadt med sol og hede. Cumulusskyer kupler sig i sør, modne og mægtige, men de betyder ikke regn, de er bare til dekoration og adspredelse for øiet. Som alt fjernt og nær, som alt stort og smaat. Se, en korsedderkop har slaaet op væven mellem en hasselgren og de lange stranter i et bringebærkjær. Den lægger stort ivei og har ganske rigtig beregnet, at i halvskyggen, hvor soldotterne uafladelig gnistrer gjennem løvrislet, vil fluerne blive aldeles forrykt i øinene og lade det staa til. Det er en anmassende stor kingel. Jeg tager en kvist og pirker advarende i den, saa fortøiningen i bringebærriset løsner, og øieblikkelig kommer eierinden anstigende ovenfra hasselgrenen, bugnende af fedme og i høieste grad misfornøiet. Hun daler ned ved hjælp af en usynlig kabel, som hun vinder ud af sin mave {{. . .}} det ser paafaldende naturlig ud, aldeles som naar en gudinde svæver ned fra soffiterne paa operaen. Det er et kunststykke af rang i betragtning af hendes korpulense og sindsoprør. Naar saa alt er i orden, entrer hun gesvindt op igjen, intrigen strammes i det diminutive luftdrama og uden den spædeste reflex af gru og medlidenhed bivaaner jeg den første flues tragedie {{. . .}} Det er harmelig og ydmygende, men fordi vi lever i en dyrtid og netop befinder os i den nationale underernærings høisæson, er det plat umulig for mig at anskue den omgivende natur med et frit og opladt og af egeninteresser ufordunklet øie. For Midas blev alt til guld, for mig bliver alt til kontrafeier og karikaturer af nydelsesmidler {{. . .}} jeg er dybt og ned-<noinclude><references/></noinclude> b9b4jleeo58o7du2wc9v1al78o2t90s 104 134990 316612 2026-04-10T22:08:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316612 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>slaaende paavirket af al den husmoderlige angstlyrik i aviserne. Her har jeg ogsaa ganske rigtig strakt min krop i et virvar af surrogater. Her staar i en braate i sin violette blomstring en klynge deilige ranke planter af natlysfamilien: epilobium angustifolium, hvis blade anbefales som erstatning for the. Den drikkes paa Kurilerne og Kamsjatka, og vi vandrer jo benveien tilbage til naturen og naturfolkene, efter hvert som de materielle kulturbetingelser svigter. Og trindt omkring mig ser jeg andre urter, af hvis safter man kunde destillere en elier anden mindelse om en stimulans. Tørkede marimjelder kunde man vel bruge til at sætte farve paa Kuriletheen, og af friske kroner af perikum kan man lave en bitter, der skuffende minder om angostura, kun maa hovedbestanddelen enten være akvavit eller genever {{. . .}} men se, der render vi atter panden mod Abrahamsen. Det fortælles saa ofte, at folk er lei af politik hertillands. Men vi har jo ingen anden politik end Abrahamsen. Hvad zaren var i sin velmagt for Rusland, er Abrahamsen for os. Paa Theaterkafeen, hvor jeg stundom har vanket, saa jeg ofte ministeriet Knudsen samlet efter statsraad. Ministeriet forlangte ved saadanne leiligheder kaffe og smørrebrød, bramfrit som en hviikensomhelst forsamling afblegede kirkesangere vilde bedt om kaffe og smørrebrød. Det har ofte faldt mig ind, at det vilde være festligere al leve i et land, hvor ministeriet kom raskt ind paa kaféen og forlangte en halv bayer. Lidt appel og fanfareklang i bestillingen og ikke bestandig denne døderhultske demokratiske tværhed. Men spør nogen utlænding mig om grunden til al denne graa dyster-<noinclude><references/></noinclude> 78s0mtuf2mrf8ktuxzu9lmxrengdptg 104 134991 316613 2026-04-10T22:10:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316613 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hed, kan jeg bare svare: Abrahamsen {{. . .}} Ministrene er Abrahamsens ofre som alle vi andre. Nu ser jeg min ven Johan Fredrik Vinsnes er ude med forskjellige betænkninger. Han priser vinen — det gjør han veltalende som den digter han er, men som apotheker ser han skjævt til brændevinen, fordi hans kunder kommer og forlanger denne vare af ham. Paa engelsk taler man om at ''out-herode Herodes''; det betyder nærmest at slaa fandens egen rekord i djævelskab. De gamle franske royalister beskyldtes for at være mere kongeligsindede end selve kongen. Det maa være slige celebre eksempler, som har foresvævet min ven Vinsnes. Han lægger nemlig an paa at være mere Abrahamsensk end selve Abrahamsen. Han vil ikke engang tolerere alkohol som medicin. Lad sygdommene grassere, og lad de syge rase; ikke en dram hos Vinsnes. Hvis nu jeg for min del var baade digter og apotheker, vilde jeg komme i et slemt dilemma. Jeg forudsæiter, at jeg som digter henvendte mig til mig selv som apotheker og sagde: Jeg er meget uvel {{. . .}} og kort sagt: jeg tror en iskold whisky og selters muligens vilde lindre mig. Skulde da mit apotheker-ego ryste paa hovedet og negte mit digter-ego denne lille imødekommenhed? Neppe. Haanden paa hjertet. Saa grusomt og principforstokket er intet apotheker-ego ... Men naturligvis, principerne i ære! — — — Jeg ligger i deilig vaadt græs og stirrer op i løvet og paa den uforskammede kjæmpekingel, hvis traade sitrer som fine lynglimt i clairobscuret. Det morer mig at pirke i forbud og i kingelvæv, men se om de ikke holder! Der kribler noget paa min haand.<noinclude><references/></noinclude> lzvijwt585ngsiseg5lhqpfe3b7jmsq 316614 316613 2026-04-10T22:11:02Z Øystein Tvede 3938 316614 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hed, kan jeg bare svare: Abrahamsen {{. . .}} Ministrene er Abrahamsens ofre som alle vi andre. Nu ser jeg min ven Johan Fredrik Vinsnes er ude med forskjellige betænkninger. Han priser vinen — det gjør han veltalende som den digter han er, men som apotheker ser han skjævt til brændevinen, fordi hans kunder kommer og forlanger denne vare af ham. Paa engelsk taler man om at ''out-herode Herodes''; det betyder nærmest at slaa fandens egen rekord i djævelskab. De gamle franske royalister beskyldtes for at være mere kongeligsindede end selve kongen. Det maa være slige celebre eksempler, som har foresvævet min ven Vinsnes. Han lægger nemlig an paa at være mere Abrahamsensk end selve Abrahamsen. Han vil ikke engang tolerere alkohol som medicin. Lad sygdommene grassere, og lad de syge rase; ikke en dram hos Vinsnes. Hvis nu jeg for min del var baade digter og apotheker, vilde jeg komme i et slemt dilemma. Jeg forudsæiter, at jeg som digter henvendte mig til mig selv som apotheker og sagde: Jeg er meget uvel {{. . .}} og kort sagt: jeg tror en iskold whisky og selters muligens vilde lindre mig. Skulde da mit apotheker-ego ryste paa hovedet og negte mit digter-ego denne lille imødekommenhed? Neppe. Haanden paa hjertet. Saa grusomt og principforstokket er intet apotheker-ego {{. . .}} Men naturligvis, principerne i ære! — — — Jeg ligger i deilig vaadt græs og stirrer op i løvet og paa den uforskammede kjæmpekingel, hvis traade sitrer som fine lynglimt i clairobscuret. Det morer mig at pirke i forbud og i kingelvæv, men se om de ikke holder! Der kribler noget paa min haand.<noinclude><references/></noinclude> q64h0yya4vg66stowy20ojfpqp41wnm 104 134992 316615 2026-04-10T22:12:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316615 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Det er en snudebille med et uransagelig gammelklokt ansigt og adstadige benbevægelser. Den opfatter min arm som en hvid og bekvem chaussée anlagt for snudebiller. Men cigaretsulten aflader ikke at rykke i nerverne. Jeg vil gaa hjem og endda engang vrænge alle lommer, rode gjennem alle skuffer, se efter i vinduskarmen og for sidste gang under ovnen. Jeg er hverken værre eller bedre end de gamle karaiber: min seng for en cigaret! {{---}}<noinclude><references/></noinclude> srx21vx06dvdnk1yg5jxbtuve3v4o0h 316628 316615 2026-04-11T00:13:54Z Øystein Tvede 3938 316628 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Det er en snudebille med et uransagelig gammelklokt ansigt og adstadige benbevægelser. Den opfatter min arm som en hvid og bekvem chaussée anlagt for snudebiller. Men cigaretsulten aflader ikke at rykke i nerverne. Jeg vil gaa hjem og endda engang vrænge alle lommer, rode gjennem alle skuffer, se efter i vinduskarmen og for sidste gang under ovnen. Jeg er hverken værre eller bedre end de gamle karaïber: min seng for en cigaret! {{---}}<noinclude><references/></noinclude> dyumh3o04ng90ks39fbhmn9abcehm7u 0 134993 316616 2026-04-10T22:14:00Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=108 to=118 header=1 /> 316616 wikitext text/x-wiki <pages index="Kjær Samlede skrifter V.djvu" from=108 to=118 header=1 /> rj4id3opq3z9y13u23cu8hzn3u57rrx