Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.46.0-wmf.23 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon TimedText TimedText talk Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 10 4070 316782 316441 2026-04-12T16:15:13Z Øystein Tvede 3938 316782 wikitext text/x-wiki <div class="plainlinks"> <!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste--> {{ny tekst|Angsten|Sven Elvestad|1910}} {{ny tekst|Smaa Epistler|Nils Kjær|1908}} {{ny tekst|Bøger og Billeder|Nils Kjær|1898}} {{ny tekst|De fire Ildebrande|Sven Elvestad|1908}} {{ny tekst|Et Spil om Liv og Død|Sven Elvestad|1908}} {{ny tekst|Det stjaalne Hus|Sven Elvestad|1908}} {{ny tekst|Den Dødes Værelse|Sven Elvestad|1908}} {{ny tekst|Samlede skrifter (1918–1940)/14|Henrik Wergeland|1924|tittel=Samlede skrifter, IV, 2}} {{ny tekst|Peter van Heeren gjør hvad der falder ham ind|Alf B. Bryn|1926}} {{ny tekst|Nemesis|Rudolf Muus|1919}} {{ny tekst|Paa jagt efter Blenda Svanholm|Rudolf Muus|1919}} {{ny tekst|I hovedstadens malstrøm|Rudolf Muus|1919}} {{ny tekst|Hjemmefra (1878)|Elise Aubert|1878|tittel=Hjemmefra}} {{ny tekst|Samlede skrifter (1918–1940)/13|Henrik Wergeland|1923|tittel=Samlede skrifter, IV, 1}} {{ny tekst|Besøk i helvede|Paul Claudel|1939}} </div> {{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}} {{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}} <!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen --> <div class="enws-hide-on-mobile"> <gallery heights=200 mode="nolines" class="center"> Muus Blandt Kristiania-Vampyrer.pdf|page=1|link=[[Blandt Kristiania-Vampyrer]]|'''{{forfatterl|Rudolf Muus}}''',{{br}}''[[Blandt Kristiania-Vampyrer]]'', 1918 Mauser Dødsdiamanten.pdf|page=1|link=[[Dødsdiamanten]]|'''{{forfatterl|Max Mauser}}'''{{br}}''[[Dødsdiamanten]]'', 1932 Elvestad Aar og dag.pdf|page=5|link=[[Aar og dag]]|'''{{forfatterl|Sven Elvestad}}''',{{br}}''[[Aar og dag]]'', 1913 </gallery> <div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude> [[Kategori:Usorterte maler]] </noinclude> 3fdyk4hgp58fcjwcx6v3vzvwoonwj89 102 11147 316791 315845 2026-04-12T18:33:05Z Øystein Tvede 3938 316791 wikitext text/x-wiki {{forfatterWD |alternative_navn = Stein Riverton |beskrivelse = Norsk krimforfatter og journalist }} ==Tekster== *''[[Greven af Oslo og Den Tredje]]'' (1908) *''[[Jernvognen]]'' (1909) *''[[Angsten]]'' (1910) *''[[Aar og dag]]. Stemninger og skildringer'' (1913) *''[[De fortaptes hus]]'' (1914) *''[[Morderen fra mørket]]'' (1914) *''[[Negeren med de hvite hænder]]'' (1914) *''[[Tindebestigerklubben]]'' (1915) *''[[Fjerdemand]]'' (1920) *''[[Himmel og hav]]'' (1927) *''[[Storhertuginnen av Speilsalen]]'' (1931) *''[[Hvorledes Dr. Wrangel kom]]'' (1927/1939) ==I bladet ''[[Lys og Skygge. Den hemmelighedsfulde Thomas Ryer – Norges farligste Forbryder]]'' (pseud. Kristian F. Biller)== * I. ''[[Et Mennesketyveri]]'' (1908) * II. ''[[Den Dødes Værelse]]'' (1908) * III. ''[[Det stjaalne Hus]]'' (1908) * IV. ''[[Et Spil om Liv og Død]]'' (1908) * V. ''[[De fire Ildebrande]]'' (1908) {{PD-old}} irmoeildh6f9klo7pxqslice1mcwig1 104 56379 316792 286737 2026-04-12T18:37:58Z Øystein Tvede 3938 316792 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Johshh" /></noinclude>{{clear}} [[File:Riverton,Stein-Negeren med de hvite hender-1914.djvu|page=5|400px|center]] {{clear}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> q8tp3phpj4pzgz9kqywlp85s0usieuw 104 134524 316793 315955 2026-04-12T19:02:46Z Øystein Tvede 3938 316793 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>beslutter sig til at tvile og begrænser sine Tvil til de rene Erkendelsesomraader. Tvilen var et Led i hans Methode, ingen Del af hans Natur. «Jeg havde allerede længe bemærket, siger han i sin Discours (IV ieme partie), at i alt det, som angaar Sæder og Levevis, er man ofte nødt til at følge Meninger, som man ved er overmaade uvisse; men da jeg ved mine Overvejelser allene havde til Hensigt at eftersøge Sandheden, antog jeg det for rigtigt at gøre lige det modsatte og vrage som absolut falsk alt det, hvorom jeg kunde nære den ringeste Tvil, idet jeg vilde overbevise mig om, hvorvidt der ikke efter en saadan Prøve genstod noget, der var absolut utvilsomt. Saaledes vilde jeg sætte, at ikke noget var slig, som vi forestiller os det – fordi vore Sanser kan bedrage os, og i Betragtning af, at vi kan have ligesaa tydelige Forestillinger i Drømme som i vaagen Tilstand, bestemte jeg mig til at antage, at alle mine Forestillinger om Verden blot var Drøm og Indbildning. Men idet jeg saaledes vilde antage, at alt var Skin, opdagede jeg, at det var absolut nødvendigt, at jeg, som tænkte, at alt var Skin, i det mindste selv maatte være noget for at have en saadan Tanke; og da jeg bemærkede, at denne Sandhed, jeg tænker, altsaa er jeg til, var for utvilsom til at kunne rokkes af nogen Skepsis, mente jeg, at<noinclude><references/></noinclude> 36jwvmtd1j5t4iz4dsmhhgvmzy8z24d 104 134530 316794 315961 2026-04-12T19:04:29Z Øystein Tvede 3938 316794 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Descartes Filosofi, krænkes ved at han lokaliserer Sjælen i glans pinealis. Skal dette have nogen Mening, maa han som Huxley bemærker, opfatte Sjælen som et matematisk Punkt, det tillige er et Kraftcentrum; opfattes imidlertid Sjælen som et saadant, da ophæves samtidig Adskillelsen mellem Aand og Materie, forsaavidt som Materien efter en Hypotese ikke er andet end en uhyre Mængde Kraftcentra. Man ser heraf, at Descartes paa en vis Maade kan betragtes som den materialistiske ligefuldt som den idealistiske Filosofis Begrunder, men han havde dog som Huxley bemærker, større Fortjenester af Naturvidenskaben end af den spekulative Filosofi. Hans mekaniske Verdensanskuelse ledede ham til et Syn paa de legemlige Funktioner, som den moderne Fysiologi har stadfæstet. «Aanden i det han herom har skrevet,» siger Huxley, «er den samme som i vore Dages mest fremskredne Fysiologi, blot Udtrykkene behøver at moderniseres.» Som Filosof var Descartes en af de ringere Størrelser, tiltrods for at han i Filosofihistorierne indtager en af de mest fremskudte Pladse og er Genstand for deres mest hædrende Omtale. Med Rette bebrejder Schopenhauer ham den svigtende Alvor i hans Tvil og den Villighed, hvormed han<noinclude><references/></noinclude> l5gqytaglml0lo096mcuck2g4lc6e6w 104 134548 316795 315980 2026-04-12T19:07:46Z Øystein Tvede 3938 316795 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>heden. Vi ejer et Jeg, som er dybere og urandsageligere end vore Lidenskabers og vor Forstands Jeg. Maeterlinck lytter til dette Jegs dunkle Tale, og han glæder sig over dens Uoversættelighed i almindeligt menneskeligt Sprog. Alt det som er op- og afgjort, klart og defineret irriterer ham. Alt det vi ved, siger han, er uden Interesse. Vi passionerer os ikke for et Ordsprog, men det som vi ved f. Exp. i de exacte Videnskaber er intet andet end intellektuelle Ordsprog. Og han har et smukt og dybt Ord for alle disse objektive Visheders Ligegyldighed, idet han etsteds siger, at alt det som vi kan lære uden Angst forringer os. Det er altsaa allene en eneste Ting som har Betydning, det er Sjælens ubevidste, vegetative Liv, Tanken før den er tænkt, Følelsen før den er følt, de næsten umærkelige Foreteelser i de Dyb af vort Væsen, som Bevidsthedens Lygt ikke beskinner. Her er Livet selv, det transcendentale Liv, det guddommelige Liv, det absolute Liv. Og hvem er det som med størst Lethed formaar at leve i denne Kontakt med Altet og med Gud? Det er de fattige i Aanden, de enfoldige, de som er blevne som Børn. «Læg paa en Vægtskaal alle de store Vismænds Ord og paa den anden et Barns ubevidste Visdom, og I skal se, at det som Platon, Mark Aurel, Schopenhauer og Pascal har<noinclude><references/></noinclude> dhsxireb2p7tw9e4oy9zoq55spqji2l 104 134554 316796 315991 2026-04-12T20:24:36Z Øystein Tvede 3938 316796 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Middelalderen regnes fra Germanernes Indbrud, og Middelalderen som aandelig Epoke betegner Germanismens Triumf over Latinismen. Monoteismen ligger blot for de lyriske eller spekulative Racer, Polyteismen er Religionen materialiseret, stillet til Skue for Øjnene, gjort til Sansernes Ejendom. Polyteismens udvalgte Folk er Kunstnerne, hvis Lyst er Mangfoldigheden, Overfladen, Skinnet, «Realiteten». Men under den latinske Aands Indflydelse har Kristendommen faaet det næsten polyteistiske Tilsnit, som denne gestaltende Race havde Behov for. Renaissancen byggede uden at bryde ned. De italienske Mester hentede sine Motiver snart fra den hellige Historie, snart fra de antike Myter; Emnet var dem ligegyldigt, de var Kunstnere, ikke Filosofer, fremfor alt ikke Teologer, de inspireredes ikke af Ideer, men de inspireredes af pragtfulde Legemer, de var Jordens Børn. I Tyskland maatte Billedkunsten længe føre en kummerlig Existens. Folket er af Naturen ikke billedkært, dets Kunstdrift slaar først ud paa andre Omraader, Billedet finder foreløbig blot Anvendelse som et Middel til at koncentrere den bedendes Opmærksomhed og befæste Fromheden; nogen særlig kunstnerisk Fortrinlighed er overflødig for dette Øjemed, det er nok, at det fremstiller et<noinclude><references/></noinclude> pm7x7goc1fw8404bqer8jsw1yeh63ou 104 134564 316797 316002 2026-04-12T21:42:48Z Øystein Tvede 3938 316797 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Portrætter og i første Række om Selvportrætterne. Det ældste af disse er en liden brillant Sølvstiftstegning fra 1484, da Kunstneren blot var tretten Aar og endnu ikke var traadt i Lære hos Mester Wohlgemut. Det forestiller en liden, tynd Gut med opmærksomme, forundrede Øine og et langt blødt Haar om det ædelt dannede, smalle Ansigt, hvis Træk og Udtryk har tydelig Lighed med Portrætterne fra hans modne Manddom. Ogsaa den smukke Haand med den lange, lidt skæve Pegefinger er med. I Hjørnet af Billedet har han skrevet: Das hab ich aus einem Spiegel nach mir selbst konterfeit, da ich noch ein Kind war. Som voxen har han ogsaa gentagne Gange siddet foran Spejlet og «sich konterfeit». Han var fængslet af sin Skikkelse og holdt af at afbilde sig i pragtfulde Dragter og med sirligt ordnet Haar. Maaske var der foruden menneskelig Forfængelighed og æstetisk Glæde et Element af Selvransagelse i denne hans flittige Beskæftigelse med sit eget Ydre. Forøvrigt er den naivt udstillede Beundring for sine personlige Ynder et af de henrivende Træk ved den Tids Mennesker, og for Dürers Vedkommende er det nok, at vi skylder den et af de skønneste Mandsansigter i den moderne Kunst, Selvportrættet fra Aar 1500. Det Menneskeideal, som Slægterne har fundet<noinclude><references/></noinclude> 6tdm7db2jw44e3g14ubmexapx8a9psw 104 134585 316894 316026 2026-04-13T09:17:04Z Øystein Tvede 3938 316894 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Endelig brød Morgenrødens Straaler gennem Vinduerne. Erasmus – thi saa er Heltens Navn – begav sig strax til sin Kone. Den lille Rasmus sad allerede lys vaagen og munter i hendes Seng; hun rakte den medtagne Mand Haanden og sagde: «Jeg ved nu alt det slemme, som er passeret dig i Italien, og beklager dig af mit ganske Hjerte. Den Ondes Magt er stor, og du er ret paa en lumsk Vis bleven af med dit Spejlbillede. Se dig blot i Spejlet, kære Mand! Du forstaar nok, at du ikke kan være nogen ordentlig og fuldstændig Familjefader med din Mangel; du indgyder ikke den tilbørlige Respekt; lille Rasmus ler alt af dig. Drag derfor ud i Verden, kære Ven, og skulde du komme over dit Spejlbillede, saa vær velkommen hjem igen. Kys mig! – Saa, adjø og Lykke paa Reisen, men send af og til et Par nye Buxer til vor lille Rasmus!» Fortællinger som den gyldne Krukke eller som Sylvesternatseventyret, eller som flere af dem, vi i det følgende skal gennemgaa, øver ingen stor Tiltrækning paa vor Tids Gemytter. Disse uendelige Lystvandringer uden Maal og Med i det urimeliges Regioner kræver en vis Uforfærdethed, thi der spøger i de dunkle Krinkelkroge, og det værste af disse Spøgelser er Keden. Tiltrods for sit udmærkede Fortællertalent, sin jevne, behagelige Stil,<noinclude><references/></noinclude> ne500naevc2d20ye3w1v1d8i14plq2i 104 134610 316902 316099 2026-04-13T10:18:24Z Øystein Tvede 3938 316902 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Naturomgivelser, og troligvis er Havekunsten en af Indledningerne til de formende Kunster.  Hermed er angit den Plads, Landskabet kom til at faa i det florentinske Maleri. Det forekommer blot fligevis, afskaaret af en Vindusramme eller et Søjlepar, det er blot et dekorativt Supplement; det er aldrig ensomt, aldrig uafhængigt af Menneskene, det har ikke nogen egen Mening og ikke noget eget Sprog. Landskabet spiller den Rolle, som sig hør og bør i en Kunst, der er Blomsten af en Bys Kultur. Naturen er, hvad den er, {{sp|ve|d}} Mennesket og {{sp|fo|r}} Mennesket, og det er denne Ide: det suveræne, uafkortede Menneske, som er den florentinske Renaissances Ide . . . . . . {{c|II.}} De florentinske Paladser er ikke som Rigmandshusene i de moderne Stæder samlede i bestemte Bydele. Florens kender ingen aristokratiske Strøg. Allerede i Republikens tidligste Dage krævede Signoria Regnskab af hver Borger for hans Byggeplaner, og en Lov forbød Ansamling af de skønneste Bygværker i visse Kvarterer. Derfor har den gamle Stad ved Arno indtil denne Dag bevaret dette Præg af demokratisk Noblesse, der<noinclude><references/></noinclude> kkx7en62x62q87ubqxni5nai1th60we 104 134640 316798 316178 2026-04-12T21:46:13Z Øystein Tvede 3938 316798 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} <poem> {{c|{{liten|''Published Oktober 31rst 1908.}}'' {{--}} {{liten|''Privilege of Copyright in the United States'' ''reserved under the Act approved March'' ''3rd 1905, by Gyldendalske Boghandel Nor-'' ''disk Forlag, Kristiania & København.''}} {{liten|CENTRALTRYKKERIET, KRISTIANIA}}}} </poem><noinclude><references/></noinclude> j0i6xrjzzipd9t6p6mwpuo3yc5a459d 106 134994 316635 2026-04-12T13:06:21Z Øystein Tvede 3938 Ny side: 316635 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Angsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Sven Elvestad|Sven Elvestad]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Aschehoug |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1910 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} pa5qrj50wd8ydvr8rkrt8ua1gtfbzsm 316695 316635 2026-04-12T14:24:50Z Øystein Tvede 3938 316695 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Angsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Sven Elvestad|Sven Elvestad]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Aschehoug |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1910 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} oz4h8gmsmpbhmlxe64pam8y59mpkg0t 316756 316695 2026-04-12T15:16:07Z Øystein Tvede 3938 316756 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Angsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Sven Elvestad|Sven Elvestad]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Aschehoug |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1910 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag={{c|[[Angsten]]}} * [[Angsten/1|I.]] * [[Angsten/2|II.]] * [[Angsten/3|III.]] }} 098w2bzm01jyv302j8k8ew1irub51r8 316757 316756 2026-04-12T15:16:39Z Øystein Tvede 3938 316757 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Angsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Sven Elvestad|Sven Elvestad]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Aschehoug |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1910 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag={{c|[[Angsten]]}} * [[Angsten/01|I.]] * [[Angsten/02|II.]] * [[Angsten/03|III.]] }} j21xhrd5660dmnjxqk0vantiwomhgst 104 134995 316636 2026-04-12T13:08:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316636 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{clear}} [[File:Elvestad Angsten.pdf|page=1|500px|center]] {{clear}}<noinclude><references/></noinclude> 7zinp5hbejoksyieah4057ekf9x8wog 104 134996 316637 2026-04-12T13:08:11Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 316637 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 134997 316638 2026-04-12T13:08:19Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 316638 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 134998 316639 2026-04-12T13:08:32Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 316639 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 134999 316640 2026-04-12T13:09:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316640 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{x-større|ANGSTEN}}}}<noinclude><references/></noinclude> sjwgj6cuk5cn475h7ncrocsiq5q8c3x 316687 316640 2026-04-12T14:15:55Z Øystein Tvede 3938 316687 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> scvreg0btehj0u1cky0kovqs9ui1qyc 104 135000 316641 2026-04-12T13:09:22Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 316641 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 135001 316642 2026-04-12T13:10:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316642 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|SVEN ELVESTAD {{x-større|ANGSTEN}} KRISTIANIA<br> {{liten|FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)<br> 1910}}}}<noinclude><references/></noinclude> ogjj9dlvwmdk31pxpdeivd2jrc84bga 316643 316642 2026-04-12T13:10:58Z Øystein Tvede 3938 316643 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|SVEN ELVESTAD {{xx-større|ANGSTEN}} KRISTIANIA<br> {{liten|FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)<br> 1910}}}}<noinclude><references/></noinclude> o5t1feyheqcqf3zehs1dz86a2ky4s29 316644 316643 2026-04-12T13:11:17Z Øystein Tvede 3938 316644 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|SVEN ELVESTAD {{xx-større|{{sp|ANGSTEN}}}} KRISTIANIA<br> {{liten|FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)<br> 1910}}}}<noinclude><references/></noinclude> s6qzlkqdgsedlljg0486wwtyslbuvg6 104 135002 316645 2026-04-12T13:12:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316645 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{liten|Copyright 1910<br> by H. Aschehoug & Co.br> Kristiania. {{luft|5em}} DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI}}}}<noinclude><references/></noinclude> n140cxg6wqb2a7o4u7k9pvu10nbe4nk 316646 316645 2026-04-12T13:12:47Z Øystein Tvede 3938 316646 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{liten|Copyright 1910<br> by H. Aschehoug & Co.<br> Kristiania. {{luft|5em}} DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI}}}}<noinclude><references/></noinclude> ozmfllm68jwq2r4v66z4478qscw48t7 316647 316646 2026-04-12T13:13:11Z Øystein Tvede 3938 316647 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{liten|Copyright 1910<br> by H. Aschehoug & Co.<br> Kristiania.}} {{luft|5em}} {{x-mindre|DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI}}}}<noinclude><references/></noinclude> plbg732bqycz8enkkhz9uynjzncdauu 316689 316647 2026-04-12T14:19:47Z Øystein Tvede 3938 316689 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{liten|Copyright 1910<br> by H. Aschehoug & Co.<br> Kristiania.}} {{luft|3em}} {{x-mindre|DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI}}}} {{luft|2em}} {{midtstilt|{{stor|{{sp|'''Innhold'''}}}}}} {| style="width:100%" |- | || {{liten|Side}} |- | [[Angsten/01|I.]] || 7 |- | [[Angsten/02|II.]] || 16 |- | [[Angsten/03|III.]] || 23 |- |}<noinclude><references/></noinclude> mslz5rs5fiyst64ratzibxryigjx5a7 316690 316689 2026-04-12T14:20:39Z Øystein Tvede 3938 316690 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{liten|Copyright 1910<br> by H. Aschehoug & Co.<br> Kristiania.}} {{luft|3em}} {{x-mindre|DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI}}}}<noinclude><references/></noinclude> 9b0zo4lb68kdlwaprawa4dp5xhcc6m3 104 135003 316648 2026-04-12T13:15:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316648 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|4em}} {{c|I.}} {{Uten innrykk|{{Innfelt initial|H}}an var netop kommet med Dampbaaden og gik henad Gaden med en duvende Følelse i Benene efter Sjøgangen. Idet han skulde skraa over et Gadekryds, blev han stanset af en vældig Flytteomnibus, som vagget forbi ham med en dump Rullen mod Asfalten. Vognen var tom; han saa ind i dens mørke Indre, det var som han stirret i en Tunnel. Efter Omnibussen kom en Cyclist, saa hoppet en Automobil forbi lig en gjøende Hund. Saa kom en Sporvogn. Han saa i disse tilfældige Træf et særligt Uheld, som rammet akkurat ham. Hvorfor drev al denne Trafik gjennem Gaden, just idet han skulde skraa over? – Saa kom nok en Sporvogn, den hadde et Skilt foran, et ildrødt Skilt, som fænget i hans Blik. Zoologisk Have, stod der. Han steg paa Vognen. Og saaledes gik det til, at han slet ikke kom over paa den anden Side af Gaden. Det var en Dag i Mai i en stor By.}}<noinclude><references/></noinclude> mz75aj73171rbc78d03ryee8o345uz7 104 135004 316649 2026-04-12T13:15:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316649 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Dér han stod bag paa Vognen gjennemlevet han atter igjen alle de smaa Ærgrelser, som bestandig styrtet over ham i en Sporvogn: Naturligvis var de fleste Siddepladse besat. Der var et lidet Rum ved Siden af den tykke Damen derhenne. Men saa maatte hun flytte sit besværlige Legeme. Og saa maatte hun flytte Kurven hun sad med. Og den lille Pige ved Siden af maatte flytte sig. Nei, saa vilde han heller bli staaende. Men hvorfor kjørte ikke Vognen videre straks? Først skulde Forgjængeren ind paa et Sidespor. Og Forgjængeren stod længe stille, fordi saa mange Passagerer skulde af og paa. En gammel Dame med Stok i Haanden banet sig under Smaaklynk frem fra det allerinderste af Vognen. Hun strævet fremover med Armene dirrende under den falmede Silkecape. Aa, – hvor det tog Tid, før hun stod nede paa Gaden, lidt rød og anstrængt, smilende forlegent om Undskyldning for Uleiligheden. Der stod hun midt i en dundrende Larm med sin fattige Gammelkrop og med sine forvirrede Tanker, som bragte hele Hovedet i Uorden. Det isgraa Haar flagret ned i hendes Øine, og Hatten gled skjævt. Men saa dukket et messingknappet Bryst op ved hendes Side og en Politistav gik iveiret, blinkende som et Lyn, befalende som et Kommandoraab. Hestehoverne slog Gnister omkring hende, og det flammet blaaligt i Automobilernes rystende Bremser. Det var<noinclude><references/></noinclude> rqfd8eidnduypgm8z7liew1u89erdu4 104 135005 316650 2026-04-12T13:16:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316650 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som om hele Færdslen grundstødte paa denne lille vaklende Skikkelse. Det gav et Rykk gjennem den mægtige, bredt henrullende Gadelarm. – Men saa kom Kvinden over, Stokken og det Hele, Capen, som hang om det krumme Benbryst, de forskræmte Øine under den skjæve Hat, alt bjergedes ind paa Fortouget. Og det store dundrende Liv bredte sig frydefuldt videre, mens Asfalten knurret dyrisk, brølte under Vognhjulene, skreg i Skinnegangene og mumlet uendelig under Tusinders Fodslag. Sporvognen rykket, saa nu kunde den gaa. Han stod der og hvilte Ryggen mod Vognens Ramme. Straks kom Konduktøren og skjøv ham tilside; det var Konduktørens Plads. Han maatte staa midt paa Platformen og holde sig i Staalstangen og føle de andres Aande og Øine i sin Nakke. Saadanne Ærgrelser hadde han bestandig paa Sporvognen. Og naturligvis hadde han ingen Smaapenge … Han svedet ved Tanken paa det mægtige Bryderi han vilde afstedkomme med Vekslingen. Hvad vilde han ogsaa paa denne Sporvogn? Hvorhen kjørte den? Zoologisk Have; det var et rent Tilfælde, et Skjæbnetræf, han kunde ligesaa godt ha tat et andet Sted. Hans Blik opfanget en Urskive i den lysende Façaderække, som gyngende svinget forbi under Vognens Fart. Klokken var fire. Ikke mere end fire. Han hadde Uro i Kroppen. De uafladelige Holdepladse irriteret. Vognen stanset i pludselige<noinclude><references/></noinclude> 8rs0cmvbqx7v1qdbn48ct73kxg961ev 104 135006 316651 2026-04-12T13:17:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316651 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Rykk, og hvergang duvet han blidt ind mod de andre Passagerer. Endelig blev der saa rummeligt, at han kunde faa en bedre Plads, et Rygstød mod Skjærmen. Han følte sig vel ved, at han ikke længer hadde Folks Øine bag sig, Vognen var nu kommet ind i roligere Strøg. I en gammel Gade, hvor Husene med utallige Vinduer stod skjævt og hang sig paa hinanden. Han saa intet vakkert i denne besynderlige gamle Huskolonnade, som han nu var nødt til at se paa; men den ensformige, tidsgraa Farve virket beroligende paa ham. Og ved Synet af de bratte Tagskraaninger med de smaa Karnapper viftet der gjennem hans Sind et løst Minde om hans egen Barndomstid i Norge. Han hadde ingen Sans for vakre Bygninger i almindelig Forstand. Det ærgret ham, naar en af hans Venner stanset og gjorde en blændende Haandbevægelse i Luften hen mod et Bygværk og sa, nei se. Han hadde Ord for at være ganske blottet for Kunstforstaaelse og var det sikkert ogsaa. Men han kunde dog enkelte Gange i sit Liv føle sig grebet ved at se en Kirke eller et Hus. Men han maatte kanske være i en særlig Stemning i saadanne Stunder. Og han følte det heller ikke som andre Mennesker. Han kunde løfte Hodet, mens han gik, se en rød Kvældshimmel hvile over en Kirkekuppel og bli grebet af en dirrende og vemodsfuld Stemning, Hjemlængsel eller Udlængsel, eller bølgende Savn efter et Menneske, som var<noinclude><references/></noinclude> 5a16stfyb1yd6tv58r3mjoicsbdp25l 104 135007 316652 2026-04-12T13:17:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316652 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>langt borte fra ham. Saadan var hans Glæde ved at se smukke Ting, han omsatte bestandig Udtrykket til en personlig Stemning. Nu følte han sig lidt efterhvert roligere og mærket, hvordan Trætheden sank ned i ham. Fjernt i hans Bevidsthed suste det endnu af Sjøen. Han kunde høre det, naar han lyttet, som naar man lytter længe mod Stilheden og mærker at selve Tausheden fylder Hørslen. Hans Sanser var i en langsom Vuggen, hans Legeme mat. Han hadde ikke sovet i det sidste Døgn. Og nu stod han her og hvilte Knærne møre. Han syntes, han hadde Tid til at se sig om, se efter Ansigter, som han pleiet. Hans Blik søgte ud enkelte Mennesker, som han jog forbi: Et Menneske, som gik den modsatte Vei og som glippet med Øinene mod Solen, et Menneske, som stod og ventet ved en Lygtestolpe og som for Tidsfordriv lod Øinene hvile mod Sporvognen, idet den raslet forbi. Et Menneske, som rullet henad Gaden i en Drosche. Et Menneske, som aabnet et Vindu for at tale med nogen udenfor. Saaledes fæstet hans Blik sig ved et eller andet enkelt Menneske i den store Sværm, det fænget i etpar Øienvipper, eller kanske i en fin og blank Ansigtshud, som Sollyset gjennemskinnet. Han mærket han var kommet til en anden By. Der var andre Klær paa Menneskene, et andet Præg. En Forandring. Ligesom et andet Lys omkring<noinclude><references/></noinclude> ixxqy9f05vquftkh5vozqk1btda15z4 104 135008 316653 2026-04-12T13:18:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316653 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dem. Han løftet Hovedet {{. . .}} Og nu saa han i et Vindu høit oppe i et Hus et Ansigt. Ansigtet stod ganske stille bag den lukkede Rude og ganske tæt ind paa den. Ansigtet var en Mands, et rundt, skjægløst og farveløst Ansigt og unaturlig stort. Det var som skulde han se det gjennem et Forstørrelsesglas. Sporvognen løb hurtig forbi, men han maatte vende sig om og se længere paa Ansigtet. Der stod det endnu, ubevægeligt, og præget af et forfærdeligt Alvor. Øinene var to graa Pletter, som saa ret frem og hvori intet Syn speilet sig. Han gyste uvilkaarlig, en let Frysen i Skuldrene. En Mand som stod ved Siden af ham og mærket hans Bevægelse sa: Det er en Vanvittig, som har siddet mange Aar bag det Vindu. Sporvognen svinget ind i en anden Gade og Ansigtet blev borte for ham, men Synet af det sad længe igjen i hans Bevidsthed. Han hørte Klokkeslag langt borte og forstod, at han nu var naaet til den ydre By. Han var fremdeles omgit af Huse, en Vrimmel af Stenhuse og nye og atter nye, graa og ensformige Asfaltgader gled under Vognhjulene som Drivremme i en Fabrik. Men der var noget i Kirkeklokkernes Slag, som betød, at de kom fra Byens Centrum, og fjernt derhenne steg et surrende Kok mod Himmelens Laag fra en blændende<noinclude><references/></noinclude> t6peu1oyycp005ll3bm9o90v9y3rfd5 104 135009 316654 2026-04-12T13:19:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316654 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hvirvel af Vogne og Mennesker. Han var udenfor Støien. Men var han ikke fremme forlængst? Kanske havde han allerede kjørt forbi. Men om han nu spurgte Konduktøren, saa blev der bare nyt Opstyr og nye Bryderier. Saa vilde han heller stige af og vandre omkring paa det Uvisse. Sporvognen strøg netop forbi en lang graa og trist Bygning. Det maatte være et Hospital. Bygningen kastet Skygge og mørknet Speilglasruderne i Vognen. Det var ligesom Hospitalet dugget Glasset med en Aande af Uhygge. Han steg af og stod med en Gang udenfor en Portal, som bar en forgyldt Inskription: Zoologisk Have. Det var saaledes ikke noget Hospital. Straks da han kom ind i Haven maatte han stanse og lytte forundret efter Stilheden. Den graa Mur bag ham lukket for Byens Larm og bar den langt væk. Luften, som hadde Sommerens blændende Klarhed, gjennemdryssedes af Fuglerøster. Nu og da blev en menneskelig stemme, et Barns Klynken baaret med i Sværmen. Men ingen Støi fra Dyrene, ikke Løvens truende Raab, ikke Gnuens rystende Klage, ikke Hyænens Skrik. Han var i en Dyrepark, men der var stille, som paa en Kirkegaard. Ogsaa i Kirkegaardsstilheden ligger det store, forunderlige Savn. Men ogsaa over Kirkegaarden pibler Fuglekvidret under hver Gren. Han gik en Stund omkring i det blide Sollys<noinclude><references/></noinclude> 4dn4lwhocrd3130uws7xpxtwil3vt69 104 135010 316655 2026-04-12T13:20:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316655 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og mærket paa saa meget og mangt, at han var midt i Sommerens Frembrudd. Derhenne skyllet en grøn Plæne mod ham som en Bølge, skummende i Toppen af hvide, nysatte Roser. Trærne stod overstrømmende lysegrønne og viftet op mod Luftens farende Sky-Riger. Han skjalv. Han følte det lyse Løv som Ild, Skogbremmen derhenne var som et Fakkeltog for hans Øine. Nu kom han forbi en Fontæne. Vandet stod i blanke, fugtige Bregner, duvende sagte i Blæsten, en Skygge af Væde kastedes henover Singelen. Jo, nu var der Sommer igjen paa denne Del af Jorden. Andre Steder skulde Skogen visne og den milde Varme vige under en kold Aande fra Verdensrummet. Jorden, som med sine flagrende Skygevanter hvirvler gjennem Solsystemet som en Serpentinedanserinde, har vendt et andet Ansigt mod den store Blænder. Farverne skifter ustanselig foran Solens Lyskast, Sommerens grønne, Høstens heftige røde, Vinterens isblaa. {{. . .}} Bag et Jerngitter reiste en levende, graa Masse sig. Det var Elefanten. Det store Dyr bevæget langsomt sine Høidedrag. Ovenpaa dens Hode laa endnu Resterne af den sidste Mødding, som det hadde behaget den at nedblæse over sin Forstands Hvælving. Og ovenpaa dens Ryg laa et Ras af Sand og Støv. Der kommer det store Dyr fremover i uhyre Tyngde, men med myge, varsomme Bevægelser. Den gaar som paa lange<noinclude><references/></noinclude> n16h18o30htopgt3xj27frwc4k1je6i 104 135011 316656 2026-04-12T13:21:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316656 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Dønninger helt hen til Gitteret, hvor den lægger til. I sin krøgede Snabel har den et Fang Hø. Den lar Høet falde og roder i det. Elefanten ønsker at spise ude, den vil frem i Lyset med Føden, den er paa Landtur. Den langer et Fang Hø ind i Svælget men glemmer at sluge det, og Høet stritter gult frem i den røde Kjødgrube. Hvad nu? Har nogen talt haardt til den? Eller lytter den efter, hvad Manden derhenne paa den solvarme Bænk læser halvhøit af Dagens Smudsblad? Ingenlunde; men en Konfirmand er kommet hen til Gitteret. Der er altsaa Konfirmation i Byen. Han staar og tænker paa, at Konfirmanderne blir mindre og mindre for hvert Aar. Elefanten kunde naarsomhelst knibe den lille Fyr der med Snablen og latterliggjøre ham høit oppe i Luften, hvor han vilde sprælle som et Insekt med Paraplyen, Ravrøret og Benene sprikende ud i Solskinnet. Men istedet spidser Elefanten Øren efter Fyrens spæde Stemme, som forlanger Kunster af Dyret. Og Kolossen gjør nogle enkle, men besværlige Kunster og faar sin Belønning, en halv Hvedebolle, som fordamper paa Randen af det store Svælg. Men da Konfirmanden holder ved og tilmed skjælder ud, klemmer Dyret Snablen om de øverste Jernstænger og trækker til, saa det knaker i Naglerne. Og saa støder den ud et Brøl, det er som en rusten Hulken, et tungt Host, som synes at<noinclude><references/></noinclude> ams9t9th0evgqvvk2l7w5kws6uyn8mr 104 135012 316657 2026-04-12T13:21:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316657 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>komme fra selve Jorden. Den vil ikke mere. Og Konfirmanden løber hen til Abeburet for at se, hvordan den farlige Alder udfolder sig i Dyreriget. Saa hæver Elefanten Hodet og lægger det tungt og digert tilrette ovenpaa Gitteret. Slig blir den længe staaende og se udover Havens flammende Trær. Dens Øine har en underlig Dybde. Blikket søger ikke noget nærværende, det fjerner sig og gaar langt udover og bærer med sig det gaadefulde Instinkt inde fra den vældige Skalle. Der, hvor Blikket ikke længer kan strække, fortsætter Instinktet langt ud. Og over hele det store Hode kommer noget forunderligt og dovent, Mundtæpperne udtrykker Træthed, kanske drar der gjennem dens Bevidsthed en Erindring om vaade, dampende Skoge og vilde Græsgange. Men nu løsner den sig fra Gitteret og gaar ud paa en langsom Vandring. Den stanser foran Indgangen til sit Hus, hvorover en Klokke skinner. Den løfter Hodet og ser paa Klokken. Klokken er fem. Elefanten gaar ind i sit Studérkammer. Men den gaar ikke helt ind, den stopper op midt i Døren og fylder Dørhvælvingen med sin Bagdels Arealer. Der ligger en Betydning af høi Foragt i denne Stilling. Ikke bare mod ham, den ene Tilskuer, det er ligesom den med sin svære Bag hilser en større Kreds. Og ikke<noinclude><references/></noinclude> jq0nayc767ebxjgvx2nb1rhie6mwjpg 104 135013 316658 2026-04-12T13:22:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316658 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bare Byen og Landet, dens Foragt gaa videre og omfatter i en udtryksfuld Form Begrebet Europa, dette geografiske Omraade, hvorfra Jordlivet er tilført saamange nye Værdier. {{. . .}} Han vidste, at han længe vilde huske Elefantens Øine, som var saa forunderlig smaa i det store Hode. Han gik nedgjennem Haven under det skyllende Løv og han mærket, hvordan en Følelse af Savn og Medynk vokste inde i hans Bryst. Aa, denne Stilhed midt i Sommerens Frembrudd, under dette fykende Solskin. Han hadde ikke tænkt sig Sommeren slik i en Dyrepark; han hadde trodd den maatte være fuld af Larm og Bevægelse, af Raslen og Brøl. Men kanske om Natten, kanske om Natten, naar Solen ved Firetiden brød op af Horisonten, stor og rund, kanske var det da, at Sommeren slog sin Aande over Dyrene, kanske hørtes da Løvens Skrik. Mon ikke Elefanten traadte ud af sit Hus paa duvende Dønninger, vendte sit Hode mod Himmelhvælvingen og trompeterte skarpt og klingende mod det siste vigende Skjær af Hundestjernen? Men nu var alt saa menneskeligt smaat omkring de store Dyr; sammenkrøllet Madpapir i Gangene, en skrikende Unge opi en Barnevogn, en gjæspende Kellner faldefærdig mod en Solvæg. Omsider kom han ind i en stor Bygning. En stram, lodden Dyrestank drev ned i hans Hals. Langs Væggene yret det af smaa Væsener. Hundrede<noinclude><references/></noinclude> 8h24uhwasezdrnxpi30ir138u0vdko0 104 135014 316659 2026-04-12T13:23:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316659 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Øine glimtet, det var store, runde, vandklare Øine, smaa stikkende Øine, grønne Øine, røde Øine. Men i alle Øine laa det samme Blik, et opjaget og ventende Blik, som ikke lod et Sekund glide væk; for i næste Sekund, eller i næste, eller i næste igjen maatte det jo komme dette andet, som ikke var den meningsløse og uforstaaelige Tilværelse inde i Burene. Saaledes sigtet alle disse Øine vagtsomme mod hvert Sekund, som randt ud af Evighedens umaadelige Hvælving. Og der var en ustanselig Jagen bag Jernstængerne, en summende Snusen og Snøften, en vandrende Hvirvel af Dyrekropper, af glinsende Pelse og lydløst glidende Poter. – Han skyndte sig ud. Alle disse Øine styrtet imod ham og samlet sig i hans Sjæl som i et Brændglas. Det gjorde ham angst. Nu var han igjen ude i fri Luft. Foran ham laa en buet, sandet Plæne. En Paafugl bredte sin Hale ud i et stort Hjul, som syntes flettet ud af selve Regnbuen; de dybe blaa Aarer i denne Farvemængde skinnet fosforagtig og hadde Lynildens Glans. Han tænkte, at disse Fugle hører ikke Jorden til, de virker fremmede mod alle Omgivelser, selv i en Tropeskog. Det er Himmelfugle. Derhenne hadde en Paafugl slaaet sit Hjul sammen til et Slæb, den gled over det graa Sand som en farverig Komet. Han blev omsider træt af Vandringen omkring i Haven. Han blev tør og rusten i Halsen<noinclude><references/></noinclude> ca2dbmvjsh13943e226cnt8tly3glxl 104 135015 316660 2026-04-12T13:23:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316660 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som efter en lang Graad, og hans Uro steg. For disse Øine var mod ham bestandig, disse Øine som alle hadde det samme fjerne Blik, ligesom de kunde se noget langt ude, noget, som var i Anmarsch, en stor Fare eller en stor Befrielse. Flodhesten laa urørlig stille, begravet i det lunkne Vand; kun Næseborene og det ene Øie laa over Vandskorpen. Og dette ene store, runde Øie var som en gaadefuld Brønd. Inde i en lummer Glaskiste laa tre Krokodiller, nu og da rørte én sin underlige Krop, ellers laa ogsaa de stille i Stilheden. De hører til en Dyreform fra længst forsvundne Aar, da der ingen Angst var og alt hadde bedre Tid, da Jorden tyngedes af en svulmende Frugtbarhed og Solen brændte med et andet Lys, da Bregnerne stod i store vaiende Skoge for sig selv {{. . .}} Inde i et skumrende Rovdyrbur laa en Tiger og hvæset, dens gule Tænder aabnet for et varmt pustende Blodsvælg. Løven, Kongedyret, vendte sit Hode bort fra Mennesket, det var en Foragt som Spy. Og saa Ørnene, disse Himlens blanke, farlige Projektiler. Nu og da løftet de Hodet med et Gisp, saa Nakkefjærene strittet ud {{. . .}} Men der var ingen Larm. Ingen Glans mod Solen. Bare Stilhed. {{. . .}} I Restauranten slugte han en stram Whisky. Saa gik han. Hvor skulde han lægge Veien? Ned mod Sjøen, tænkte han. For Sommeren kommer bestandig Sjøveien.<noinclude><references/></noinclude> 7jy6d6y364s62a7hnmkos0752wslse6 104 135016 316661 2026-04-12T13:24:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316661 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men da han kom ned mod Sjøen, mærket han, at det skumret i Luften og en kold Vind ilte mod hans Bryst. Boulevardens Trær vrængte sine Blade. En dynamitfarvet Himmel varslet Regn. Solen var borte. Det bar mod Kvældsheldingen. Der var pludselig kommet Taake i Luften. Han kunde høre det paa Klokkeringningen. Et tungt Malmslag fra et Kirketaarn i Nærheden ramte ham som et Skudd og sank gjennem ham. Saa rystet Taarnet udover Byen et durende Bulder. Men det var ligesom det nære Regntykke allerede hadde strukket sin Arm over Byen og lagt sin Finger paa Malmklokken. Og han kunde se paa Asfalten, som laa der skimlet og graa, at den ventet Regn. Han gik ind i et Hotel, det første han stødte paa. Gjennem en kobberhvælvet Portal naadde han ind i Hotellets Vestibule. Han fandt en Kurvstol og satte sig magelig tilrette. Nu først mærket han Trætheden, en langsomt bedøvende Træthed, som gik gjennem hans Nerver. Han hadde denne behagelige Følelse, at han bare kunde slaa Armene ud og lægge sig ned og hvile hele sin Tyngde, saa vilde Søvnen bære ham udenfor mange Timers Liv. Nu hadde han ikke sovet i to Døgn. Han tænkte paa den sidste Nat i den anden By, han hadde gjennemlevet en stor Skræk, forinden han kom<noinclude><references/></noinclude> 01bwr7x7hy5yhnkuz3vsl1652qn9iwl 104 135017 316662 2026-04-12T13:27:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316662 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ombord i Dampbaaden, opspilet af Nervøsitet, gjennemtrukket af Whisky. Saa var der ikke blit nogen Søvn ombord heller. Men nu sad han og nød Trætheden og glædet sig til den kommende Hvile. Han hadde endnu Sjøens Vuggen i Hjernen, og Bølgernes evindelige Dyssen summet etsted dybt i hans Bevidsthed. Mange Mennesker gled forbi ham. Et tykt Tæppe kvalte Lyden af Skridtene. Tjenerne talte hviskende sammen, inde fra Læserummet knaste det regelmæssig i Aviserne, Dørene knakk varsomt op og igjen mellem myge Filtre. Al Støi og Bevægelse samlet sig og gled forbi ham i et Flimmer, som lukket hans Øine. Han var allerede inde i Søvnen og saa en liden gyngende Baad paa et umaadeligt Hav. Et hvidt Lys skinnet mod Baadens Raaseil; men saa gled Lyset væk og en Skygge stanset foran ham og spurgte: Herren ønsker! Han kvakk op og hadde Hjertebanken, som man bestandig faar, naar man pludselig rives ud af Søvnen. Han ønsket et roligt Værelse. Bagagen? Paa Toldboden. Han leverte Beviset. Om et Øieblik kan de faa Numer 43, sa Portieren, det eneste ledige Værelse. Herren paa 43 er netop reist. Jeg skal si fra. Saa blev han siddende imens. Men nu vilde<noinclude><references/></noinclude> ouixtjsj8wix5682tb41k5qovyq2piv 104 135018 316663 2026-04-12T13:27:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316663 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han ogsaa holde sig vaagen, til han fik sin Seng. For at ha noget at beskjæftige sig med, la han Mærke til alle de Mennesker, som gled forbi ham; det var unge og gamle om hinanden, Kellnere og Gjæster. Derhenne stod en ældre Herre og ventet paa sin Regning. Han var liden og tyk, hadde paafaldende korte Ben, men en rummelig Overkrop. Hans Haar var begyndt at falde af, Skjægget ogsaa. Det var graanet omkring Munden og det tynde graa Skjæg skjulte ikke Munden omkring Læberne. Hvor den Munden blev styg, gammel og brugt. Manden maatte ha levet stærkt, hans Øine laa halvt skjult mellem tykke, blaalige Poser og Ørene søgte at klemme sammen en altfor svulmende og rød Nakke. Han var paa Livsheldingen, han var et oplagt Slagtilfælde, og nu stod han her og talte efter nogle Sølvpenge, mens hans gjennembrugte og stygge Mund fortrak sig af Misfornøielse. Med Ryggen mod ham sad en høi, mager Skikkelse. Han kunde blot se Baghodet, Ørene og Nakken. Men dette var selve Tæringsnakken. Haaret laa sort og klamt ved den murstensfarvede Hud, som allerede var udtørret af Dødens gustne Pust. Nakkesenerne stod som to spændte Strænge, men Ørene spriket tørre og store i kjødløs Brusk. Og se der kom en ældre Videnskabsmand nedover Trappen. Det maatte være en Videnskabsmand.<noinclude><references/></noinclude> 1xxjpr0n1s8jz0icvfcthmzgfen1ylf 104 135019 316664 2026-04-12T13:28:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316664 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Det lille Hode bar Præg af megen Lærdom og omfattende Tænkning. Der var næsten intet Kjød tilbage i Hodet, Huden laa mumiestram om Benbygningen, Kinderne var dybe Groper, Næsen skarp som en Stævn, Tindingerne som to Skaale med Bunden indad. Alt Liv og Blod syntes forlængst trukket bort fra dette Hode, sivet ned gjennem Halsen, kanske naadde det ikke længer end til Brystkassen og gik i svage Rykk om Hjertet {{. . .}} Men nu kom en Mand og bukket for Mumien. Denne Mand hadde han set flere Gange vimsende frem og tilbage paa myge Fødder. Han forstod, at det maatte være Hotelværten selv, han var i fodsid Diplomatfrakke og hilste smilende til alle Sider, mens Tjenerne stod stive af Skræk under dette Smil – Aa, hvor han syntes alle Mennesker var lige stygge, naar han saa rigtig paa dem. Men som Regel undgik han villig at se Menneskenes Ansigter, hans Blik veg uvilkaarlig tilside, for han kunde ikke undgaa at se paa ''Ørene''. Og netop naar man lægger mærke til Ørene i et Menneskehode, ser man, hvor stygt Hodet er, styggere end de fleste Dyrs. Han hadde længe lyttet til en Larm inde fra Hotellet, en dump, let rystende Larm, som gjorde ham søvnig paany. Nu forstod han, hvad det var: Elevatoren. Og med en Gang syntes han at se Hotellets Indre, denne underlige Menneskebolig,<noinclude><references/></noinclude> 4cx3v3gw93o8t5f1fxfu23vt6x5k2tn 104 135020 316665 2026-04-12T13:29:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316665 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saa mange, mange Værelser; saamange Dyner, alle de nedliggede Senge og Divaner. Korridorerne gik som Aarer paa Kryds og Tvers. Elevatorschakten var den store Hovedaare, som gulpet Mennesker ud i alle Retninger. Og som et tusindstrænget Nervenet var Bygningen gjennemsyret af Ringeledninger. En stadig raslende Larm af Stemmer, et uendelig Traakk og Dras gjennem Etagerne. Men overalt laa Tæpper, lumre, tykke Tæpper, som døvet Støien. Disse lange, seige Tæpper laa som Baand omkring i Etagerne og holdt alt sammen i dette gjennemhullede, gjennemtraakkede, rystende Hus. Og ovenpaa Tæpperne fløi Hotelværten som en Væsel, overalt var han, tilhøire og venstre, høit og lavt i sin vaiende Diplomatfrakke – – Han sad der og sammenblandede denne lille Skikkelse med den hviskende Gang med Erindringen af sit Besøg i Dyrehaven og Synet af alle de lydløst glidende Poter. Trætheden drysset en umærkelig Forvirring ind i hans Forestillingskreds og han var nærved Søvnes rolige og deilige Hav igjen, da han blev vækket op af en Stemme: Færdig, Herre. Han fôr op. Nu hadde han i et Sekund igjen været i Nærheden af alle de opjagede, ventende Dyreøine. – En fin og stille Angst rykket gjennem ham i Takt til hans Hjertes Slag. Nei, nu skulde han ogsaa hvile. Hans Nerver var angrebne. Han trængte til Hvile. Trætheden<noinclude><references/></noinclude> dap260bz65cle9dm8b2398t1a2kihuf 104 135021 316666 2026-04-12T13:56:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316666 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>prikket omkring i hans Krop og Blodet gik i langsomme Bølger og samlet sig tungt og trykkende ved Haandledene. Han fulgte Portieren ind i Elevatoren. Portieren saa paa ham med kolde og værdsættende Øine. Han kjendte dette Blik, men det var længe siden det hadde skræmt ham. Han sa irriteret: Naa? Herren ønsker? En let forbauset Bevægelse med venstre Øielaag. Men Herren sa ikke noget mer, og Elevatoren sattes i Bevægelse. Han hadde ingen Følelse af at stige, – men Etagerne kom ned til ham og ved fjerde Etage gik han ud. Gjennem en lang tæppebelagt Korridor (aa denne lumre Lyd af Skridt paa Tæpper, den gjorde ondt i hans Hjerne) – naadde han frem til det Værelse, hvor hans Skjæbne ventet ham. Og saa steg han ind. Døren lukkedes efter ham. Portieren forsvandt lydløst, henveiredes (Tæppet!). Pludselig, mens han stod der og saa sig om i Værelset, mærket han, hvordan en brændende Frysning ilte gjennem hans Rygrad som gjennem en Lunte, – en heftig Skræk eksploderte i hans Hjerne. Men det varet kun et Øieblik, og efterpaa kunde han slet ikke forstaa, hvorfor denne voldsomme Angst var kommet. Han hadde intet at være bange for i denne By, han hadde Penge nok og skulde ikke møde nogen Fare.<noinclude><references/></noinclude> bw3ziz7tx8ffy0gu1320cyncxy13pc9 104 135022 316667 2026-04-12T13:57:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316667 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han gik frem til Vinduet og saa ud. Der var ingen blaa Tegn i den fugtige regntunge Taakedyne, som nu væltet sig over Byen og forløste sig med et stille og ustanseligt Sipregn. Regnet var saa fint, at han slet ikke kunde se det mod den graa Stenvæg ligeoverfor, men det stod i tætte og glinsende Striber mod Bomuldshimlen som en uhyre Harpe spændt fra Horisont til Horisont. Og det suste af Regnet. Men Luften var alligevel ikke uden Lys. I det graa Skydække glinset en blind Lystone, som speilet sig i Skifertagene. Han gik indover i Værelset igjen. Det var ganske mærkeligt, men han følte sig ikke vel. Han ønsket at ha et hvilketsomhelst andet Værelse end netop dette. Han kunde ikke opvise nogen Grund for et saadant Ønske, men Ubehaget laa i Luften omkring ham, det slog ned fra Taget, der var hvidt som et Kistelaag, det svævet henover de dunkle sjøgrønne Vægge. Han aabnet Døren og saa gjennem Korridoren. Ingen Mennesker i Korridoren. Med en Gang var Stilheden sunket over dette Hus. Da han igjen stod fremme i Værelset i den skiferblinde Lysning fra Vinduet, hadde han en Følelse af at være forfærdelig alene. Han fjernet Sengetæppet og kastet det i en Bunke paa Gulvet. Det kvakk i ham. Se paa den Puden, den laa der i svag Høining som en tilsneet Barnegrav. Han klemte den varsomt ned. Han følte nu Trætheden saa voldsomt, saa døvende, at<noinclude><references/></noinclude> rwp0i536tv5u7ob7tjc6yduc0kecuh9 104 135023 316668 2026-04-12T13:57:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316668 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han hadde mest Lyst til at lægge sig ned i fulde Klær, strække Hodet godt bagover, kjende Pudens myge Dun mod Nakken og saa lade sig bære ind i Søvnens store og rummelige Vederkvægelse. Men han hadde havt Støvlerne paa en hel Dag og en halv Nat, og de klemte ham om Vristen, og hans Kravetøi føltes varmt og gammelt. Mens han sad bøiet paa en Stol og trak Støvlerne af, maatte han pludselig reise sig og se sig om. Han hadde en bestemt Fornemmelse af, at der var noget. Det kunde jo ikke være et Menneske eller noget levende. Han var ganske alene i Værelset. Men alligevel var det, som om noget var gledet forbi ham, en Pusten, en Hvisken henne fra det hvide Sengetæppe, en svag Strygen, som om to Hænder hadde berørt hinanden. Og idet han nu igjen lyttet uden at høre en Lyd, forekom det ham, at selve Stilheden blev truende; den stod hvid omkring ham i det spøgelsesagtige Lys fra Vinduet. Han sa til sig selv: Du er nervøs af Træthed, dine Øine og Øren trænger til Hvile, dine Sanser er udslidte. Han kastet Støvlerne i Gulvet med et Brag og gav sig til at trave frem og tilbage. Men hans Skridt gav ingen Lyd mod Tæppet. Saa aabnet han Døren igjen, langt borte hørte han en svagt skjælvende Dur, det var Elevatoren som gik. Hadde han bare et andet Værelse, men dette var det eneste ledige over hele Hotellet, og nu orket han ikke at opsøge et andet Sted for at faa sove.<noinclude><references/></noinclude> r2ru6r9abojfsik4nc8l0epyfk1l3ky 316783 316668 2026-04-12T16:20:52Z Øystein Tvede 3938 316783 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han hadde mest Lyst til at lægge sig ned i fulde Klær, strække Hodet godt bagover, kjende Pudens myge Dun mod Nakken og saa lade sig bære ind i Søvnens store og rummelige Vederkvægelse. Men han hadde havt Støvlerne paa en hel Dag og en halv Nat, og de klemte ham om Vristen, og hans Kravetøi føltes varmt og gammelt. Mens han sad bøiet paa en Stol og trak Støvlerne af, maatte han pludselig reise sig og se sig om. Han hadde en bestemt Fornemmelse af, at der ''var'' noget. Det kunde jo ikke være et Menneske eller noget levende. Han var ganske alene i Værelset. Men alligevel var det, som om noget var gledet forbi ham, en Pusten, en Hvisken henne fra det hvide Sengetæppe, en svag Strygen, som om to Hænder hadde berørt hinanden. Og idet han nu igjen lyttet uden at høre en Lyd, forekom det ham, at selve Stilheden blev truende; den stod hvid omkring ham i det spøgelsesagtige Lys fra Vinduet. Han sa til sig selv: Du er nervøs af Træthed, dine Øine og Øren trænger til Hvile, dine Sanser er udslidte. Han kastet Støvlerne i Gulvet med et Brag og gav sig til at trave frem og tilbage. Men hans Skridt gav ingen Lyd mod Tæppet. Saa aabnet han Døren igjen, langt borte hørte han en svagt skjælvende Dur, det var Elevatoren som gik. Hadde han bare et andet Værelse, men dette var det eneste ledige over hele Hotellet, og nu orket han ikke at opsøge et andet Sted for at faa sove.<noinclude><references/></noinclude> bpik9r3hvcongxaf80vd2uc3ciuipbw 104 135024 316669 2026-04-12T13:58:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316669 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Med en Gang husket han, hvad Portieren hadde sagt: Herren paa Nummer 43 er netop reist. For mindre end en Time siden gik altsaa et andet Menneske omkring herinde. Det moret ham at tænke efter, hvorledes denne Mand kunde ha set ud. Han hadde straks hans Alder paa det Rene, 35 Aar, ''omkring'' fem og tredive Aar. Pludselig saa han i Tankerne en Mand saa levende, saa tydeligt som om han skulde staa der foran ham: En høi, lys Mand. Han saa straks hans Øine, de var runde som Glaskugler og stod vaade ud fra Hodet. Manden var skaldet, men over Issen laa et fint Dun af nyt, spirende Haar. Han hadde lyst Overskjæg, som var vikset op med Voks. Manden ''var'' velklædt, mørk Jaket, graa Vest med sorte Kantebaand, tyndt Guldurkjede om Halsen. Du store Gud, hvor han saa ham ganske tydelig. Han hadde en Fornemmelse af at Manden var inde i Værelset. Han tænkte sig ham staaende derhenne ved Servanten, hvor lysskinnet fra Vinduet kunde naa hans Isse og virre i de tynde Dun. Det var et Menneske, som han aldrig hadde set tidligere, det var ingen af hans Venner, ingen han hadde mødt paa Reiser. Ellers, naar han fantaserte frem et Menneske, fæstnet Trækkene sig lidt efter lidt, først Hodet, saa Øinene, saa Klærne, Hænderne, Stillingen. Men her var alt færdig med en Gang. Og i hans Bevidsthed stod denne Skikkelse saa rammende tydeligt, at han ikke kunde tvile paa, at det var et levende Menneske. Det kom pludselig<noinclude><references/></noinclude> bh6n716nrr5f4jspun3521qigpftvzk 316784 316669 2026-04-12T16:23:26Z Øystein Tvede 3938 316784 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Med en Gang husket han, hvad Portieren hadde sagt: Herren paa Nummer 43 er netop reist. For mindre end en Time siden gik altsaa et andet Menneske omkring herinde. Det moret ham at tænke efter, hvorledes denne Mand kunde ha set ud. Han hadde straks hans Alder paa det Rene, 35 Aar, ''omkring'' fem og tredive Aar. Pludselig saa han i Tankerne en Mand saa levende, saa tydeligt som om han skulde staa der foran ham: En høi, lys Mand. Han saa straks hans Øine, de var runde som Glaskugler og stod vaade ud fra Hodet. Manden var skaldet, men over Issen laa et fint Dun af nyt, spirende Haar. Han hadde lyst Overskjæg, som var vikset op med Voks. Manden ''var'' velklædt, mørk Jaket, graa Vest med sorte Kantebaand, tyndt Guldurkjede om Halsen. Du store Gud, hvor han saa ham ganske tydelig. Han hadde en Fornemmelse af at Manden ''var'' inde i Værelset. Han tænkte sig ham staaende derhenne ved Servanten, hvor lysskinnet fra Vinduet kunde naa hans Isse og virre i de tynde Dun. Det var et Menneske, som han aldrig hadde set tidligere, det var ingen af hans Venner, ingen han hadde mødt paa Reiser. Ellers, naar han fantaserte frem et Menneske, fæstnet Trækkene sig lidt efter lidt, først Hodet, saa Øinene, saa Klærne, Hænderne, Stillingen. Men her var alt færdig med en Gang. Og i hans Bevidsthed stod denne Skikkelse saa rammende tydeligt, at han ikke kunde tvile paa, at det var et levende Menneske. Det kom pludselig<noinclude><references/></noinclude> c0upw0rfupvfpxsb3kmtn59c5rl0ivd 104 135025 316670 2026-04-12T13:59:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316670 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som paa et laterna magica Billede. En løs Tanke var gaaet ud fra hans Hjerne: Hvorledes mon det Menneske saa ut, som hadde boet her før ham. Og saa i denne Tankes Kjølvand kom Synet styrtende overrumplende mod ham. Han blev staaende et Øieblik forundret og forvirret fremme paa Gulvet. Han tænkte igjen paa Manden, og han syntes paany han saa ham ganske tydelig. Nu syntes han ogsaa, at han saa hans Støvler, de var støvet som efter en lang Vandring henad en sandet Landevei. Pludselig faldt det ham ind, at det Menneske, som han tænkte paa, ikke længer befandt sig i Nærheden, han var i dette Øieblik langt borte fra Hotellet og Byen. Han stod ved Veikanten og saa udover en flad Græsmark. Et Kjøretøi hadde netop faret forbi ham, og Støvet drev henover Græsmarken. I Nærheden laa et lavt Hus med hvide Kalkvægge og sort Tag. Saa tydeligt syntes han at se Manden ved Landeveien, at han ligesom mærket Støvlugten og hadde Solens Flimmer for Øinene. Derude, hvor det fremmede Menneske stod, var Himlen blaa og Solen skinnet. Det stod alt for ham som en Hallucination. Han hadde ikke tidligere havt et saa stærkt og nærværende Indtryk af noget uvirkeligt. Han hadde en Følelse af baade at være her tilstede i denne underlige Stilhed og samtidig være et andet Sted. Han hørte intet, han bare saa med<noinclude><references/></noinclude> 1s5p0ly64hjck5xb2s0vfhhwv5l6cmp 104 135026 316671 2026-04-12T14:00:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316671 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Sjælens Øine, alt var lydløst og spøgelsesagtig stille. Dirrende af Nervøsitet fortsatte han sin Afklædning. Han tvang sig til at tænke paa noget andet, paa Sporvognsturen, paa den vanvittige Mand med det unaturlig store Hode og de forfærdelig tomme Øine. Han saa igjen Blinket i alle Vinduerne, mens Husfaçaderne gynget forbi. Men Tanken bar ham hurtig ind i Dyrehaven, og Erindringen om alle Dyrene blusset frem igjen. Han syntes han saa de vaate Dyreøine indimellem Havens Trær, de stirret paa ham allesammen. Men saa gled Billedet af Trærnes langsomme grønne Vaien over i et blikstille Syn af en tufset Græsmark, hvorover Veistøvet gled gyldent og gjennemdrysset af Sol. Nu var han igjen derhenne. Han fôr sammen og forskrækkedes over de yre Svingninger i Hjernen. Han trodde han var syg, han ønsket sig bort fra denne Tilstand. Han længtet efter nogen at tale med, eller en Larm, Skudd, et Dunk i Væggen, eller Søvnen. Eller Søvnen. Det er Trætheden, sagde han til sig selv og aandet lettet, du mangler Hvile og Søvn. Naar du vaagner igjen om nogle Timer, er du like saa frisk som tidligere og din Hjerne like klar. Da han endelig var under Dynen, kom Hvilens Velvære over ham. Han trak Dynen helt op til Hagen, som han pleiet, da han var Barn. I dette Øieblik var det som om han følte sin<noinclude><references/></noinclude> 7pozj1hkbdf2gluuhge4cimo65s5hrr 104 135027 316672 2026-04-12T14:00:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316672 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>egen Krop. Blodet hadde gaaet i altfor hidsige Slag, nu sank det gjennem hans Legeme i mere dulmende Regelmæssighed og Nerverne glødet roligere. Han hadde en ren fysisk Fornemmelse af, hvordan Ophidselsen i hans Krop lidt efter lidt lagde sig, som naar Gløderne knaser sammen over en Brand. Det prikket og rykket endnu i hans Muskler, og hans Tanker svævet famlende omkring de sidste Timers Oplevelser, men han vidste, at han alligevel var like over Søvnens deilige Afgrund. Skjønt han laa og stirret med vidtaabne Øine mod det sjøgrønne Tapet. Han syntes, han saa sig selv der i Sengen, den hvide Pude, det hvide Laken opunder hans Hals og saa hans store stirrende Øine. Men saa lukket han Øinene. Hvordan kommer Søvnen? Den er ingenting. En Hede ved Ørene, en Strygen af varme Poter over Øienlaagene. Usynlige Folder af Træthed som skyller over en. Den er som Tidevandet, der begynder med en Smuldren i Stranden. Saa gaar den første Bølge over Skjærene, de blir dukket en Gang, og de stiger op igjen, men i dyssende Regelmæssighed kommer Bølgerne igjen, og snart ligger Skjærene med roligt Vand over sig, og Sjøen er gaaet længere ind med sin ensformige Skyllen. Ligesom det er Maanen, som trækker Tidevandet over Strandbredderne, er det en forunderlig Magt udefra, som lar Søvnen glide i graa Folder henover Menneskene. Den kommer ovenpaa Dagen<noinclude><references/></noinclude> mq1czn7ewr279c3lxj3znsdkgjxczbb 104 135028 316673 2026-04-12T14:01:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316673 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og Timernes Liv og bæres bort igjen med Mørket. Men under Søvnens Dække gaar Menneskesjælen besynderlige og gaadefulde Veie og finder frem mod fjerne og tidløse Tilværelser. Eller ogsaa synker den ned paa Bunden til det absolute og tætte Mørke, hvor alt er stille som Døden – Han kvakk op, som om nogen hadde kaldt paa ham, og var vaagen. Han hadde ikke sovet mere end nogle faa Minutter. Hvad som hadde vækket ham, forstod han ikke rigtig, men en ubestemt Angst laa over ham; den samme Angst, som han hadde følt, da han kom ind i Værelset. Kanske var det den som hadde vækket ham? Han reiste sig halvt op i Sengen og saa sig omkring, alt var som før i det lille Værelse, kun forekom det ham, at der var blit noget mørkere. Lyset var ved at svinde. Det var jo ogsaa i Aftenheldingen nu, Klokken maatte være 9. Men denne Angst – Den laa inde i Brystet lige under Hjertet, og den vokste til en Byld som trykket Blodet ud gjennem Aarerne i heftigere Slag. Han hadde slet intet at være bange for, og dog var han nu midt i Angstens Pine, Angsten for noget som var hændt eller som skulde komme. Han vendte sig om paa Siden, krøget sig sammen og hvisket: Gud i Himlen, Gud i Himlen {{. . .}} Denne Angst var mærkelig. Den gik i Bølger, i Rykninger. I et Sekund var han fri den,<noinclude><references/></noinclude> a9mrsucmol39wru0sll8nf3qja3hue9 104 135029 316674 2026-04-12T14:02:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316674 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saa kom den mod ham igjen som en Magt, som en Knytnæve. Saa var han igjen fri den. Han fik Lyst til at springe ud paa Gulvet, han vilde bevæge sig, han vilde begaa en Handling, aabne Døren og raabe ud. – Han laa saadan i mange Minutter og sled med denne Angst, hvis Aarsag han slet ikke kunde forklare. Saa gled han ind i Søvnen igjen, men kun for et Øieblik. Angsten drev ham atter ubarmhjertig op. Til sine Tider var han ganske lys vaagen, og han kunde da reflektere over det besynderlige Ubehag, som saa pludselig og aarsagsløst hadde bemestret sig ham. Han husket, at han en Gang efter mange Dages forbitret Rangel, hvorunder han hadde søndertrampet sin egen og andres Lykke, hadde kjendt noget lignende en tidlig Morgen han vaagnet. Hver Gang han sovnet, kom Angsten knivskarp og skar ham vaagen, saa følte han intet i en Brøkdel af et Sekund, men derefter kom Angsten som en Hutren gjennem ham. Ogsaa den Gang hadde han den heftigste Trang til at krøge sig sammen som i en stor legemlig Smerte, si noget, ynke sig, udstøde et rystende Raab af Smerte. Men nu hadde han jo intet at være bange for. Han kunde slet ikke glemme dette, at Rædslen var uden Aarsag. Kanske var det bare Træthed alligevel. Denne Træthed, som kjælte lummert om hans Øienlaag og løsnet Musklerne omkring Kjæverne. Den listet ham ind i Søvnen paany, men han bar med sig et Sanseindtryk<noinclude><references/></noinclude> dl5idgdzkz26or44ixqcj103z1i5psf 104 135030 316675 2026-04-12T14:05:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316675 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fra Virkeligheden; det sidste han saa, før han søvnet, var Døren ud mod Korridoren, og i en spøgelsesagtig Lysning førtes nu Synet af denne Dør ind i Søvnen. Han drømte om den og syntes han var et ganske andet Sted, i Drømmen tænkte han ikke engang paa Hotelværelset. Han var paa et fremmed og fjernt Sted. Han syntes han laa fuldt paaklædt paa en Divan, han laa med Armene under Nakken og stirret mod Døren. Han vidste, at Døren var laaset, han tænkte paa det, og Overbevisningen om, at ingen kunde komme ind til ham, gjorde ham besynderlig tryg og veltilfreds. Saa ser han – dette drømmer han fremdeles – at Dørhaandtaget langsomt trykkes ned. Der er en udenfor, som forsøger at aabne Døren. Han kan se, hvordan det sorte Haandtag overordentlig langsomt bøies foran den hvidlakerte Dørplade. Mennesket udenfor gaar forsigtig tilværks, umaadelig forsigtig, og der høres da heller ingen Knirken i Laasen. Visheden om at et Menneske er ifærd med at trænge ind til ham, gjør ham urolig, men han ''ved'' jo, at Døren er laaset. I dette Øieblik har han slet ikke nogen Forestilling om, ''hvorfor'' dette Menneske vil ind i hans Værelse, men han er heller ikke forbauset over det. Hændelsen forekommer ham naturlig, ligesom den vilde være ventet. Nu staar Dørhaandtaget stille i skraa Retning. Det trykkes altsaa ned af Haanden udenfor. Denne Haand forestiller han sig som<noinclude><references/></noinclude> ktarw0iw7y8erlk6gq0uu342oihefe0 104 135031 316676 2026-04-12T14:06:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316676 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en bred og kraftig Mandsnæve, der tar saa haardt omkring Dørhaandtaget, at Knokerne blir hvide. Nu, tænker han, nu maa der komme et Knækk i Døren, og saa vil Dørhaandtaget glide op igjen, for Døren er jo laaset. Men Haandtaget blir staaende længe i den samme skraa Retning. Pludselig er det, som om hans Hjerte holder op at slaa, og han ''kjender'', hvorledes hans Ansigt blir stivt og hvidt af Skræk. Han ser tydelig, at den sorte Streg, som skiller Døren fra Væggen, den er blit bredere. Og langsomt og forfærdelig sikkert blir den stadig bredere. Der er ingen Lyd i Døren, og Haandtaget holdes fremdeles nede i den skraa Stilling. Og nu kan han se, at Døren bevæger sig, den er aaben. ''Døren er aaben''. Han kan se Mørket udenfor og skimter en graa Kappe. Midt i den forfærdelige Rædsel, som nu stivner ham, synes han ogsaa at høre en Stemme. Han vil reise sig, men magter det ikke. Han vil skrige, raabe høit om Hjælp. Og saa vaagner han. I et lidet Atom af Tid synes han fremdeles han er et andet og fjernt Sted, men saa spærrer han Øinene op og ser Hotelværelset. Der er ingen i Værelset uden ham, og Døren er lukket. Men i hans Hjerte dirrer Rædselen, og i hans Øre klinger endnu Stemmen, som han hadde hørt. Det var ikke et Raab, ingen Kalden. Det var nogle rolige Ord, en løsreven Sætning, en leende Kvindestemme. Han vidste, at han hadde<noinclude><references/></noinclude> 2cpl1bwstcfyr813jfgwanlrbyw2gug 104 135032 316677 2026-04-12T14:06:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316677 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hørt Ordene, hvert eneste et ganske klart, og at Betydningen af disse Ord med en Gang hadde staaet for ham i en forunderlig Anen. Det var endnu mens han sov, at han hadde hørt Ordene, eller kanske var det paa Grænsen af Søvnen, i Opdriften fra den. Men nu kunde han ikke for alt i Verden huske disse Ord, ikke et af dem. Han vidste, han følte, at de var hørt, og han soknet i sin Bevidsthed efter dem, men han fandt dem ikke. Saa nu var han vaagen igjen. Han hadde drømt; men var den leende Kvindestemme en Del af selve Drømmen? Han hadde hørt Ordene lige ind i Øret, de maatte være sagt her i dette Værelse {{. . .}} Aa, nu gled igjen den hutrende Følelse af Ubehag gjennem ham, i hans Bryst vokste det op til en Stønnen. Det var ligesom Skrækken begyndte et Sted udenom ham og gled ind i hans Hjerne, hvor den blusset ud i tyste og grusomme Eksplosioner. Han reiste sig op i Sengen og saa mod Vinduet. Du store Gud, det var endnu ikke blit mørkt. Der var ikke gaaet en Time, og hvorlænge skulde dette vare ved, før han fik hvile? Han vilde forsøge at sove paa Divanen. Kanske var det Sengen, som var for varm i denne lumre og trykkende Aften. Han stod op og gik frem paa Gulvet. Han saa ned paa Puden, hvor der var en Grop efter hans Hode. Der stod ligesom et Gys op fra dette hvide Pudevar, hvor han<noinclude><references/></noinclude> qfv9eqbkorwmvbnoeex54isldq8kgxi 104 135033 316678 2026-04-12T14:07:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316678 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hadde hvilt med al sin farlige Lidelse. Han tog Tæppet op. Sengen lignet nu en Baare, han hadde en Følelse af at være kommet tilbage fra en Reise, han var blit baaret ind i en fjern eller nær Fortid til Begivenheder, som ikke han hadde oplevet. Han hadde hørt en Stemme, en Kvindestemme inde i et Værelse etsteds. Og han hadde en Anelse om selve Værelset: Mange og tykke Tæpper overalt, Gobeliner paa Væggene, svagt, rødligt Skjær fra en Lampet. Han syntes alt dette passet til den Stemme, som hadde puslet saa kjælent i hans Øre. Nu, da han stod opreist, følte han ikke længer Angsten saa trykkende. Men selve Tausheden omkring ham, den blinde Stilhed i Halvlyset jaget en gaadefuld Uro frem i ham. I Skyndsomhed aabnet han Vinduet, han vilde ha en ny Luftstrømning gjennem det skifergraa Lys herinde i Værelset; – en svag Dur fra Gaden, en Summen fra Sporvognslarmen drog ind ad Vinduet, og Gardinet virret svagt som under en venlig Haands Strygen. Saa la han sig paa Divanen, indunder Tæppet. Han laa paa venstre Side, hvilte Hodet i Armene og lyttet efter sit Hjertes Slag, som blev stærkere jo længere han lyttet. Han syntes han saa Hjertet inde i Kjødgruben som en rød, pustende Blodmanæt. Hans Tanker tumlet med dette Hjerte, han saa det i Sjøen; er ikke Blodmanæterne som udrevne Hjerter pustende i Bølgeslaget,<noinclude><references/></noinclude> lmgzuee5puu0mb969yndxv51qsraao2 316785 316678 2026-04-12T16:25:41Z Øystein Tvede 3938 316785 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hadde hvilt med al sin farlige Lidelse. Han tog Tæppet op. Sengen lignet nu en Baare, han hadde en Følelse af at være kommet tilbage fra en Reise, han var blit baaret ind i en fjern eller nær Fortid til Begivenheder, som ikke ''han'' hadde oplevet. Han hadde hørt en Stemme, en Kvindestemme inde i et Værelse etsteds. Og han hadde en Anelse om selve Værelset: Mange og tykke Tæpper overalt, Gobeliner paa Væggene, svagt, rødligt Skjær fra en Lampet. Han syntes alt dette passet til den Stemme, som hadde puslet saa kjælent i hans Øre. Nu, da han stod opreist, følte han ikke længer Angsten saa trykkende. Men selve Tausheden omkring ham, den blinde Stilhed i Halvlyset jaget en gaadefuld Uro frem i ham. I Skyndsomhed aabnet han Vinduet, han vilde ha en ny Luftstrømning gjennem det skifergraa Lys herinde i Værelset; – en svag Dur fra Gaden, en Summen fra Sporvognslarmen drog ind ad Vinduet, og Gardinet virret svagt som under en venlig Haands Strygen. Saa la han sig paa Divanen, indunder Tæppet. Han laa paa venstre Side, hvilte Hodet i Armene og lyttet efter sit Hjertes Slag, som blev stærkere jo længere han lyttet. Han syntes han saa Hjertet inde i Kjødgruben som en rød, pustende Blodmanæt. Hans Tanker tumlet med dette Hjerte, han saa det i Sjøen; er ikke Blodmanæterne som udrevne Hjerter pustende i Bølgeslaget,<noinclude><references/></noinclude> bv7b1ggiqil3achlewbxn4km2jv8taa 104 135034 316679 2026-04-12T14:08:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316679 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Aaretraadenes Slæb omkring sig {{. . .}} Han vendte sig braat til den anden Side. Og med en Gang kom Angsten igjen blussende – Han dækket Ansigtet til med Hænderne, og – et Stønn af Smerte hostet i hans Strube. Han bed Munden sammen af Forbittrelse, – skulde han da aldrig faa Hvile? – Men Hvilen kom igjen, før han vidste af det. Pludselig dulmedes den jevne Støi fra Gaden, en Sporvogn jog forbi langt henne, og Duren randt bort med den. I et lidet Sekund var alt fuldkommen stille, selv Hjerteslaget blev borte, og i dette Øiebliks Stilhed løftedes han op i en stor og aaben Ro, ovenover Livets Pulsslag; det var Søvnen. I Begyndelsen var Søvnen drømmeløs. Men saa syntes han, at han kom ind under et besynderligt Mørke. Det lagde sig omkring ham og vilde kvæle ham, og han maatte krafse med Fingrene omkring i dette Mørke, skyve det bort, som en Svømmende skyver Vandet tilside. Et Mareridt var i Anmarsch, en levende og uhyre Tyngde, som trykket og trykket og kom nærmere mod ham. Han kunde ikke puste, for han var naaet ind i en fremmed og forfærdelig Dyrestank. Et Fabeldyr var i Nærheden, han kunde ikke se det, men han vidste, at det var der, et hemmelighedsfuldt Dyr, som endnu ikke var seet af noget Menneskeøie. Det kom fra et Sted fjernt ude. Det blev af Mørket løftet op fra Horisonten<noinclude><references/></noinclude> ouniogc6unvrhfkfn36d56qi59clobs 104 135035 316680 2026-04-12T14:08:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316680 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og bredte sig over Jorden, nu var det over ham i en bjergtung Trykken, dette umaadelige Væsen var selve Rædslen. Han klavret og grov i Mørket og gispet efter Luft. Men det voldsomme og tætte Mørke, som han kunde føle i Fingertuppene la sig fastere om ham, gik ned langs hans Hals, indunder Klærne og krøb ind i hans Næsebor. Endelig kom der en Lysning, det var et uhyre Øie, en rød, udkogt Sol, som rullet inde i Mørket og som lyste stikkende og frygtelig. Men dette Lys skar gjennem Mørket og gav ham Luft. Mareridtet gled af ham lidt efter lidt, han blev baaret ind i en anden Tilværelse, og den røde Lysning fulgte med ham. Nu var det han hørte Stemmen igjen. Han saa et Værelse og vidste, at her hadde han været mange Gange tidligere. Det var et lunt og stille Værelse med bløde, tykke Tæpper og brede Divaner oversvømmet af Silkepuder. Han saa i Drømmen kun den ene Halvdel af Værelset, men alle Enkeltheder stod skarpt for ham. Han saa det halve af Vinduet, som dækkedes af folderige violette Gardiner. Paa et lidet Mahognibord stod en Telefon. Der var Malerier paa Væggen. Over det hele svævet et blundende, rødligt Lys fra en Lampe, som han ikke kunde se. Saa kom Stemmen, en Kvindestemme, den samme, som han hadde hørt tidligere. Den lød overordentlig tydelig tæt ved hans Øre. Den begyndte med en Puslen, som i en Trakt. Saa blev der sagt etpar<noinclude><references/></noinclude> 96wpzpyjal1lpo3tel8ycmhn21xajmj 104 135036 316681 2026-04-12T14:10:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316681 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ord, ganske ligegyldige, og derpaa hørte han en nølende Latter. Ordene, der blev sagt, slog ned i ham som en Selvfølgelighed; han var med en Gang inde i en anden Tankegang, han syntes han var midt i en Samtale med nogen. Han hørte flere Ord. Og saa kom en anden Stemme, en grov Mandsstemme, som sa: ligesaa, ''ligesaa'' {{. . .}} Han kunde ikke se dem som talte, men han vidste, at de befandt sig i Værelset, og ''han var ogsaa tilstede''. Det hele var ham kjendt og almindeligt. Saa blev der ikke sagt noget mere, men i den Stilhed som nu fulgte, fik han en dirrende Anelse om, at noget skulde foregaa. Saa hørte han en Hvisken og en let Skraben, som om en Stol blev flyttet, og derefter lød Stemmen, Kvindestemmen, for sidste Gang. Men dennegang var den anderledes, der var en jagende Skræk i den, og den raabte et Navn to Gange, hurtigt, i dødelig Hast, som røbet en stor og overhængende Fare, et Sekund, hvori al menneskelig Rædsel syntes fortættet: William, William! Derpaa blev alt stille. Han saa fremdeles intet andet end det ene Hjørne af Værelset, som laa under det milde rødlige Lys; han saa ingen af de Talende, men han ''syntes'', at han vidste, hvad der var foregaaet, og han var i en Gyngen af Spænding og Nervøsitet. Som et Lyn, som et hvast blinkende Sværd, skjærer nu en Lyd gjennem Stilheden: ''Det ringer i Telefonen''. Han hører det tindrende klart, <noinclude><references/></noinclude> tgznfia530aq965ad63w0cs1xwxopw9 104 135037 316682 2026-04-12T14:10:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316682 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han ser den lille Knevls Dirren mod Nikkelklokken. Saa glider en Skygge ind i det røde Lys, og han ser en menneskelig Skikkelse. En Mand. Det er ''ham''. Manden som han har tænkt paa, før. Han ser hans skaldede Isse med de fine, nye Dun, den lyse Bart, Lorgnetten, den graaprikkede Jaket. Mandens Ansigt er rædselsfuldt blegt, Underlæben blaalig, Øinene har et forstenet Blik. Samtidig som han synes det er ''Manden'', den anden, synes han ogsaa det er sig selv, som staar der ved Telefonen. Nu lægger han begge Haandfladerne over Klokken og føler en varm Dirren i Huden. Ringningen hører op. Etsteds, kanske langt borte, staar et Menneske og lytter. Men dette Menneske maa intet vide. Han staar der med en Skræk, ligesom han veirer mod Døden, og holder Hænderne over Telefonen. Og han synes selve Telefonen blir til et stort, bevægeligt Øre, som vil trænge frem i aaben Lytten under hans skjælvende Hænder. Sekunderne vakler forbi ham umaadelig lange. Endelig mærker han igjen Telefonklokkens Dirren, et let Slag, Afringning. Han tar Hænderne væk – Og i det samme vaagner han. Han vaagner i et Sæt, springer op og ser ingenting, for Værelset er kullende mørkt. Men i hans Øine sidder endnu det sidste frygtelige Syn af Drømmen: Der var Blod paa Telefonklokken, røde Mærker efter hans Fingre. Hvor Fanden er han henne? Han ryker mod<noinclude><references/></noinclude> aj7z46rudyubfqgewjfj0iv2w5a65u0 104 135038 316683 2026-04-12T14:11:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316683 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Bordet. Han kan ikke finde frem i dette Mørke. Han ser en mat Lysning fra Vinduet, men forvirret af Drømmen synes han, at Vinduet staar der, hvor det netop ikke skal staa. Han vakler derhen og river Gardinet op. En Vrimmel af Lys slaar mod ham. Han ser ned paa Gaardspladsen, hvor det blinker af kulørte Lamper, ret over for ham lyser Vinduesrækkerne i Hotellets anden Fløi. Han hører Stemmer og den fjerne Larm fra Gaden. Og Duren fra Byens Liv beroliger ham en Smule og faar ham til at tænke sig om. Drømmen staar endnu for ham lysende klart, han fornemmer Stemmerne, han har endnu et Synsindtryk af det milde røde Lys. Og saa Telefonklokkens klare og dirrende Ringen, den stinger endnu i hans Øre. Der var Blod paa Telefonen. Det var ''det'', som vækket ham. Mod Slutningen af Drømmen syntes han, at det var han selv som stod og holdt over Telefonen og vilde trykke ned det store og paatrængende Øre, der ligesom vokste op fra Klokken. Og idet han trak Hænderne bort, saa han Blodet. Der hadde været Blod paa hans Fingre. Han famlet frem til den elektriske Knap og satte Lyset paa. Det skar i hans Øine. Ikke for alt i Verden vilde han nu være længer i dette Værelse. I febrilsk Hast fik han fat i sine Klær. Nogle Minutter efter stod han ude i Korridoren. Han stod stille en Stund for at samle sig og<noinclude><references/></noinclude> 5v6amm5qt4h2x5vghhod8el6tt1b9o6 104 135039 316684 2026-04-12T14:12:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316684 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bekjæmpe sin Bevægelse. Og han saa paa Døren, som førte ind til Værelset. Det forekom ham, at den lukkede for en Hemmelighed, at derinde var svære og forfærdelige Tanker tænkt, og at derinde krøb en navnløs Rædsel langs Væggene. Han søgte at ryste Uhyggen af sig, men han vidste, at han ikke vilde bli fri den. Angsten hadde bidt sig fast i ham. Da han gik forbi Portierlogen blev han grebet af en Tanke. Han gik bort til Manden, som sad der. Han vilde spørge ham om noget. Men idet han stod foran ham og saa det grønne Lys over Pultens Papirer, blev han bange for at høre sin egen Stemme. Hvorledes mon den lød nu, rusten og skjælvende? Herren ønsker? Jeg gaar ud, sa han, jeg kommer tilbage om en Time, muligens senere. Han talte langsomt og vanskelig. Portieren maatte tro, han var drukken. Vel, Herre. Han blev staaende usikker. Saa sa han: Jeg bor paa Nummer 43. Meget rigtig. Og pludselig bruset han frem: Hvad hed den Mand, som bodde der før mig? Portieren saa forundret paa ham. Det kan Herren meget let faa vide, svaret han. Han bladet i nogle Papirer.<noinclude><references/></noinclude> kruo4jx8shkb5lp0sef6u92oms2089t 104 135040 316685 2026-04-12T14:13:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316685 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han hed Wilkens, Tom Wilkens. Og hvor længe bodde han paa Nummer 43? Kun en Nat. Kun en eneste Nat, du store Gud. Hvad mener De, Herre? Ingenting. Hvorledes saa den Mand ud? Jeg saa ham kun en eneste Gang og husker ham ikke saa nøie. Han var skaldet. Lyst Overskjæg? Ganske rigtig. Lorgnetter? Ja. Og han var maaske klædt i en graaprikket Jaket. Fuldkommen rigtig. Nu husker jeg det godt. Saa var det ''ham''. Han gik mod Døren. Han gik som i en Taake og hørte fjernt henne, at Portieren kaldte paa ham. Denne Kalden gjorde ham angst igjen. Han maatte formelig ta Mod til sig for at vente. Hvad vilde Portieren, ''vilde han ham noget?'' Nøglen, Herre, sa Portieren og leverte ham Nøglen til Værelset. Nøglen hang i et Messingskilt, som i sort Skrift bar Nummer 43. Han puttet den i Lommen, nikket til Afsked og gik ud af Hotellet. Ude paa Gaden aandet han pludselig og befriende midt i Byens Larm. Mangeslags Lys brød gjennem Mørket, og Luften hadde Aftenens syrlige Kjølighed. Han boret sig frem gjennem den<noinclude><references/></noinclude> 109hsbxattz9lj14sr5l1yhqlmdfouk 104 135041 316686 2026-04-12T14:14:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316686 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tætteste Menneskesværm. Han gik og gik og jaget paa for at komme fremover. Han indbildte sig, at noget var efter ham, en Fare eller en Fiende. Endelig efter en Times rastløs Vandring tumlet han ind i et Hotel og fik et Værelse. Han bad om at bli vækket næste Morgen Klokken 9. Og Morgenen efter stod en Hotelpige og banket paa hans Dør uden at faa Svar. En Tjener kom forbi. Det er ganske besynderlig, sa Pigen, hør hvor jeg dundrer paa Døren, men han svarer slet ikke. Ogsaa Tjeneren banket med sine haarde Knoer og raabte. Men der kom intet Svar. Saa aabnet de Døren og saa ind i Værelset. Der laa han i Sengen sammenkrøget og med aaben Mund. Hodet var tilbagebøiet, Halsen stod som en spændt Stræng, hvorigjennem Pulsen gik i uregelmæssige Tag. Ansigtet var sammentrukket og herget, Haaret laa klistret sort og vaadt over hans Pande. Det var en styg Søvn, sa Tjeneren hviskende. Den sovende var paa Bunden af Søvnen, hans Bevidsthed famlet i uudgrundelige Dybder, hvor der ikke fandtes Lys, bare Mørke.<noinclude><references/></noinclude> 4a31fcbh58uwzs0ug6qi7tzmj95amnm 0 135042 316688 2026-04-12T14:17:07Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=1 to=8 header=1 /> [[Kategori:Romaner]] [[Kategori:Tekster fra 1910]] 316688 wikitext text/x-wiki <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=1 to=8 header=1 /> [[Kategori:Romaner]] [[Kategori:Tekster fra 1910]] kvul3q6rtfrziiq9em2ooah348r3zj8 316691 316688 2026-04-12T14:22:02Z Øystein Tvede 3938 316691 wikitext text/x-wiki <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=1 to=8 header=1 /> {{luft|2em}} {{AuxTOC| * [[Angsten/01|I.]]. [[Angsten/02|II.]]. [[Angsten/03|III.]] |} [[Kategori:Romaner]] [[Kategori:Tekster fra 1910]] 3ahkeclffa6cq2q6cujuhbkut996qu4 316692 316691 2026-04-12T14:22:27Z Øystein Tvede 3938 316692 wikitext text/x-wiki <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=1 to=8 header=1 /> {{luft|2em}} {{AuxTOC| * [[Angsten/01|I.]]. [[Angsten/02|II.]]. [[Angsten/03|III.]]}} [[Kategori:Romaner]] [[Kategori:Tekster fra 1910]] nphmqi625w88409efih0t2z1s7wge7j 316693 316692 2026-04-12T14:23:13Z Øystein Tvede 3938 316693 wikitext text/x-wiki {{c|<pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=1 to=8 header=1 /> {{luft|2em}} {{AuxTOC| * [[Angsten/01|I.]]. [[Angsten/02|II.]]. [[Angsten/03|III.]]}} [[Kategori:Romaner]] [[Kategori:Tekster fra 1910]]}} 4bnu8y79vnovqgy41q1v9uc9p2h9ok8 316694 316693 2026-04-12T14:23:37Z Øystein Tvede 3938 316694 wikitext text/x-wiki {{c|<pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=1 to=8 header=1 /> {{luft|2em}} {{AuxTOC| [[Angsten/01|I.]]. [[Angsten/02|II.]]. [[Angsten/03|III.]]}} [[Kategori:Romaner]] [[Kategori:Tekster fra 1910]]}} 6nqbmreosw4vgtcv1iuijhl0fp2xlc8 0 135043 316696 2026-04-12T14:25:28Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=9 to=47 header=1 /> 316696 wikitext text/x-wiki <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=9 to=47 header=1 /> ax6hmijk6dd2cykdbv0akosi10fwmd7 104 135044 316697 2026-04-12T14:26:13Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 316697 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 135045 316698 2026-04-12T14:28:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316698 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|II.}} {{Nodent/s}}{{Innfelt initial|H}}an vaagnet først langt ud paa Dagen efter en Søvn, som hadde været haard og udmattende. Han laa en Stund i Sengen og tænkte sig om, mens Søvnens forvirrende Susen lidt efter lidt trak bort fra hans Hjerne. Nu var han frisk og rolig, men han kunde ikke la være at mindes den forunderlige Oplevelse i Værelse Nummer 43. Han forsikret sig selv, at han hadde været nervøs og opjaget af Træthed, og at hans glødende Hjerne hadde fremgjøglet Feberfantasier. Forklaringen tilfredsstillet ham ikke. Han gjennemgik alt, hvad han hadde lidt i det uhyggelige Værelse, fra han kom ind og følte Angsten for første Gang, til han ravet omkring i Mørket efter at ha set Blodflekkerne paa Telefonen. Han kunde ikke komme udenom Kjendsgjerningerne. Det var i selve Værelset Angsten laa og luret, og den var bragt did af en anden. Hvad var det Portieren kaldte ham? Tom Wilkens, en Englænder, <noinclude><references/></noinclude> rcmqva3waxi4zp3ypse1o5r62fn5urb 104 135046 316699 2026-04-12T14:29:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316699 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>eller en Amerikaner. Selv kunde han, naar han tænkte paa denne Mand, se ham ganske tydelig for sig, endog Blinket i hans Øine, som han kneb sammen bag Lorgnetglassene, Aarefibrene i hans Ansigtshud, enhver liden Enkelthed i hans Klædedragt; det var da besynderligt, at Billedet af ham stod saa rammende tydelig for hans indre Øie, straks det faldt ham ind at tænke paa, hvorledes den Mand kunde se ud. Og saa, at den samme Skikkelse gled frem i Drømmen, ind i det røde Lys. Men endnu forunderligere var det, hvad Portieren oplyste: Netop saadan hadde Herren paa Nummer 43 set ud {{. . .}} Og saa det sidste Mareridt. Og Drømmen. Aldrig hadde han husket en Drøm saa tydelig, saa blinkende klart i enhver Enkelthed som denne. Han kunde nu ligge her og analysere den, dra frem Træk for Træk, gjenfremkalde hele Stemningen, men med en kold og reflekterende Hjerne. Det frygteligste Øieblik under Drømmen indtraadte, da han hadde hørt Mandsstemmen si de par ligegyldige Ord – og i Stilheden, som da fulgte. Han hadde en bestemt Følelse af, at ogsaa han da var i Værelset og at han saa, hvad der foregik, endnu hadde han en Fornemmelse af det, en skjælvende Anelse dybt i sin Bevidsthed, men hvad det var, hvor det var – det kunde han ikke forstaa.{{Nodent/e}} – Klokken var allerede blit fem. Han krøb hurtig i Klærne. Da han kom ned i Restauranten,<noinclude><references/></noinclude> teadk0ofe1qy8csickpk46y395jd2a8 316786 316699 2026-04-12T16:30:14Z Øystein Tvede 3938 316786 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>eller en Amerikaner. Selv kunde han, naar han tænkte paa denne Mand, se ham ganske tydelig for sig, endog Blinket i hans Øine, som han kneb sammen bag Lorgnetglassene, Aarefibrene i hans Ansigtshud, enhver liden Enkelthed i hans Klædedragt; det var da besynderligt, at Billedet af ham stod saa rammende tydelig for hans indre Øie, straks det faldt ham ind at tænke paa, hvorledes den Mand kunde se ud. Og saa, at den samme Skikkelse gled frem i Drømmen, ind i det røde Lys. Men endnu forunderligere var det, hvad Portieren oplyste: Netop saadan hadde Herren paa Nummer 43 set ud {{. . .}} Og saa det sidste Mareridt. Og Drømmen. Aldrig hadde han husket en Drøm saa tydelig, saa blinkende klart i enhver Enkelthed som denne. Han kunde nu ligge her og analysere den, dra frem Træk for Træk, gjenfremkalde hele Stemningen, men med en kold og reflekterende Hjerne. Det frygteligste Øieblik under Drømmen indtraadte, da han hadde hørt Mandsstemmen si de par ligegyldige Ord – og i Stilheden, som da fulgte. Han hadde en bestemt Følelse af, at ogsaa ''han'' da var i Værelset og at han saa, hvad der foregik, endnu hadde han en Fornemmelse af det, en skjælvende Anelse dybt i sin Bevidsthed, men hvad det var, hvor det var – det kunde han ikke forstaa.{{Nodent/e}} – Klokken var allerede blit fem. Han krøb hurtig i Klærne. Da han kom ned i Restauranten,<noinclude><references/></noinclude> h3z73o3m9iwc1wjk4mmdcm23tudo69k 104 135047 316700 2026-04-12T14:30:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316700 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saa han gjennem Vinduerne, at Byen laa badet i Sommersol. Det tindrende Lys slog mod ham og vakte en Stemning af Venlighed og Glæde. Han tog Plads ved Vinduet, og herfra kunde han se Gaden i hele dens glansfulde Uro. Det var ligesom han lykkelig var kommet igjennem en stor Fare, Skrækken var draget forbi, og han kunde igjen glæde sig over det røde Liv. Mens han sad og grublet over Spisekartet, fik han Lyst til at brede en vakker Frokost over den blaahvide Dug, en Frokost, som kunde afspeile selve Høisommerens flyvende Farver. Der kom Østers, som krøb kjælent henover et Fad knust Is, og der kom rød, duftende Hummer, hvidt Brød og en Smørasjet, gul som Solen. Og han bad om lyseblaat Porcellænsservice. Han løftet den første Østers og hadde Skallets kjølige Kulde i Haanden. Og en syrlig Duft fra den salte, dybe Sjø. – Nu først mærket han Glæden over at være kommet til en ny By, høre et andet Sprog og se andre Mennesker. Han led af Reisefeber, en stadig, jagende Rastløshed. Naar han hadde bodd nogen Tid paa et Sted, syntes han, at Horisonten snevret sig sammen og Dag for Dag rykket ham nærmere. Hans Afreise formet sig tilslut som en Flugt, og idet han blev baaret bort i Jernbanekupeens myge Gyngen, syntes han samtidig, at han blev baaret ud af en Trængsel, som truet med at ville kvæle ham. {{. . .}} Hvor var ikke Byen smuk i Eftermiddagslyset.<noinclude><references/></noinclude> at5rzoticb30g09pj6k00grsg4c9unu 104 135048 316701 2026-04-12T14:31:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316701 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Han saa ikke Himlen selv, men i den heftige Glød i Gadens Liv speilet Himlen sin blaa og luftige Hvælving. Han vidste ikke noget vakrere end denne tilfældige Sammenstrømning af Menneskelivets Bevægelser og Redskaber i en Gade eller paa en aaben Plads. Alene en forbidinglende Sporvogn gav ham et Indtryk af Fest og Farver, Lyset svømte oljeagtig i de store skjælvende Speilglasruder, rodet heftig i Skilterne, i de gule vaggende Vægge og i de blaa Inskriptioner. Naar han gjennem Larmen hørte, at en tospændt Vogn kom kjørende, vendte han Øinene bort fra Gaden, og istedet la han Øret ind mod Larmen for at kunne opfange Hestehovernes milde Plask mod Asfalten. Saadan kunde det glæde ham, at tilvende sig en liden Enkelthed af den store Vrimmel, en Farve, en Bevægelse, en Lyd. Det var som sad han foran et umaadeligt Orkester og lyttet efter en skjønt klingende Tone, et dulmende Paukeslag, dybt nede fra Musikkens Grube. Al Gadens Ophobning af Støi og Liv, den drivende Forbimarsch af Stemmer og Blink og Vogndur var for ham som et stort og mærkeligt Musikstykke, hvis Skjønheder han kunde høre og gjerne lyttet efter. Han hadde vænnet sit Øre til at opfange de mange Afskygninger i Larmen, han kunde høre paa Automobilernes Bremser, om Vognene var gamle eller nye; han kunde høre paa Folks Fodslag, hvormange Klokken var. Fodslaget<noinclude><references/></noinclude> gn06zo5myqxs978kws00pxj358dveao 104 135049 316702 2026-04-12T14:31:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316702 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>veksler til enhver Time. Hvilken Forskjeler der ikke paa Morgenens haarde Knudder mod Asfalten og det raslende Dras i Middagsstundens Spadsertid? Ja, det skiftet fra Dag til Dag og fra Uge til Uge. Byen viste Livet som en stor Klokke, ikke bare Timerne, men ogsaa Ugedagene og Ugerne. Om Mandagen hadde Travlheden en Glans af Begyndelse, som han kunde høre, den stod paa Baggrunden af Søndagens Stilhed, den var sprunget ud af tolv Timers Hvile. Og paa Onsdagen hadde Slaget alt været igang i flere Dage, Livet var i Opkog. Men besynderligst syntes han Byen var om Lørdagene i Timerne efter Klokken syv. Støien ebbet ud, Stilhedens fine Traade begyndte at spinde i Krogene, og naar Solen gik ned mellem Kirkespirene og sendte sine skraa Straaler ind i Gaderne, var det ligesom den hadde været oppe hele Ugen og nu gik tilhvile med et træt Blik i det store Kvældsøie. Byen fik mere Tid, den lyttet efter Klokkeklang fra Kirkerne og efter Smaagutternes Plystren. Arbeideren vendte hjem paa sin Cycle. Han sad løs og ledig og holdt i Styret med den ene Haand og kjørte langsomt. Hans Arbeidsbluse var knappet op i Brystet, han pustet Arbeidet af sig. Han var aaben i Panden, Luen sad høit paa Hodet, kanske plystret han ogsaa, eller stødte Røgen lyseblaa ud fra en Cigaret. Han var Byen selv og færdig med Arbeidet.<noinclude><references/></noinclude> 0xxy3umrpt9lsdlp9q191dut5kufm68 104 135050 316703 2026-04-12T14:32:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316703 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og saa var Byen stadig ny, naar han kom tilbage til den, og ikke den samme i Øst som i Vest. Sjøen kom blaa og venlig ind til den, og Havnen modtog Sjøen med Dampskibsradens mønjerøde Vandlinje. Bag Mastetoppene kom Byen som en stimlende Flaade med sine gyldne Spir, Flagene og de store Façader, der var som graa og hvide Seil. Det var i Vest. Saa var den helt anderledes i Øst, hvor Fabrikkerne la sin Vægt over Jorden. I mørke Aftener var der en egen Stemning over dette Strøg. Hvor et Fabrikkompleks hev sin Tyngde mod Himlen, den ene Bygning klinet indpaa den anden, den ene høiere end den anden, med sorte, forslugne Vinduesglugger, der syntes man at ane selve Graaheden og Tragedien – som en Dødens Ø, der vinker Menneskene mod sin Stenkyst. Saadan stod Byen for ham, en Vrimmel af Modsigelser, en sær og menneskelig Melodi, dens Sang gik i hans Hjerte. Han elsket Havnen og Husene, Kirkerne og Fabrikkerne og Gadens flygtende Farver. – – – Han bad om Aviserne. Straks da han aabnet det første Blad, kjendte han en nervøs Dirren i Fingrene, og han søgte uvilkaarlig efter noget, en Notis, en Artikel; noget ''bestemt'' – syntes han det maatte være. Han blev siddende og se unødvendig længe paa Billederne, – fordi hans Tanker gik andetsteds. Nu og da løftet han Hodet og kastet et Blik ud paa Gaden. Da han endelig la Aviserne tilside, konstaterte han til<noinclude><references/></noinclude> 77qcltedp7z4a46jtmnsepk4bh7039e 104 135051 316704 2026-04-12T14:35:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316704 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sin Forundring, at det var med en Følelse af Fortrædelighed, som naar man gjennemser Dagens Post og finder mange Breve, men netop ikke det ene Brev, som man gjerne vilde ha. Mens han sad og tænkte paa dette, saa han nedover Gaden, og det faldt ham da ind: Den Vei kom jeg gaaende igaaraftes, men Gud, hvor jeg husker lidet af den Vandring, jeg maa ha gaaet i Svimmelhed, i Feber. Dernede ligger altsaa Hotellet – Saa stod Nattens Oplevelser igjen tydelig for ham, han følte et Sting i Brystet, en heftig og iskold Aande af Skræk under Hjertet, og han krammet uvilkaarlig Servietten sammen i en pludselig Skjælven. Et Ord faldt ham ind, et eneste Ord, ''Morderen'', som han i Meningsløshed gjentog for sig selv flere Gange, før det gik op for ham, at det var dette Ord, han hadde søgt efter i Aviserne. Nu greb han igjen ned i Avisbunken og gjennemrodet Spalterne febrilsk. Han søgte efter dette ene: en Morder, ''Morderen''. Han vilde se om der stod noget om Mordet, men han fandt intetsomhelst, og da han for anden Gang la Avisbunken tilside, var han forundret over denne sin mærkelige og pludselige Interesse for et Mord. Han vidste jo ikke engang om et saadant var blit begaaet. Han vidste ikke engang om det var et Mord, han hadde drømt om inat. Han hadde bare en Anelse om, at han hadde været Vidne til noget forfærdeligt;<noinclude><references/></noinclude> p7coamh5c5pubduh9mn228ja46fhcv7 104 135052 316705 2026-04-12T14:36:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316705 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men hvad det var vidste han ikke. Fornemmelsen laa dybt nede i hans Bevidsthed i underlig Gaadefuldhed. Men nu forstod han, at Nysgjerrigheden før eller senere vilde tvinge ham til at foreta en Undersøgelse. Han maatte faa vide, hvem denne Tom Wilkens var, og hvor han nu opholdt sig. Kanske gik han fremdeles omkring i denne By, eller kanske bodde han ude paa Landet i et Hus med hvite Kalkvægge ved Siden af en støvet Landevei, som var trukket over et fladt og grønt Landskab. Dette Landskab forekom ham saa bekjendt. Han syntes, han hadde været der tidligere eller drømt om det. Han besluttet at gaa tilbage til Hotellet og udspørge Portieren. Men ikke iaften. Iaften vilde han være ifred. Han længtet mod en Spadsertur gjennem Gaden. Han vilde trække i sin lange Støvfrakke og stikke disse sine varme, skjælvende Hænder i kolde Handsker. Og saa vilde han spadsere langsomt gjennem Vrimlen og vide med sig selv, at her var der ingen som kjendte ham og kunde tale til ham. Aftenens Liv begyndte. Han gik først langs Sjøen og slog sig ned i en Restaurant. Her sad Folk tæt ved alle Borde udover hele Terrassen. Passiaren faldt dæmpet, Lyden af Stemmerne og af Aareslag fra Sjøen blandedes og gik mildt mod hans Øre. Aftenen var ganske stille, Himlen hang silkeblaa over Havnen.<noinclude><references/></noinclude> oo3q9qmhyvoao5ub7164u5gnjeg0ztm 104 135053 316706 2026-04-12T14:36:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316706 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Eftersom Timerne gled forbi ham, mærket han i Kroppen en Uro, som han ikke likte. Han blev stadig mere vaagen, og intet var ham nu fjernere end at gaa til Ro igjen. Men da det tyndedes ved Bordene, og da Folk trak hjemefter, paakom der ham en Ærgrelse over at Tiden gik saa hurtig. Han vilde at alle Mennesker skulde være oppe. Det var stadig med den største Uvilje han gik til Ro, for han syntes, at Dagen var ikke forbi, før man la sig til at sove. Men da var den ogsaa ubarmhjertig forbi, og Tiden hadde gaaet et Skridt til. Og saa var det ''det'', at han ikke kunde dølge en liden Ængstelse for hvad der nu skulde ske, naar han igjen blev alene og vilde forsøge paa at faa sove. Skulde Angsten fra den foregaaende Nat styrte over ham igjen? Den vilde sikkert komme med Mørket og Stilheden. Saa vilde han ligge og tænke paa den gaadefulde Fremmede, som hadde bodd i Værelse Nummer 43. Hvem han var, hvad han havde forbrudt og hvor han nu kunde være. Han vidste intet om ham. Selv ikke i Drømmen hadde han set ham, udover det lille Øieblik, da han stod henne ved Telefonen, da han trak Hænderne bort, og der var Blod paa den hvide Nikkelklokke. Og desuden hadde han jo havt en Følelse af, at det ikke var den anden, men ''ham selv'', som stod der ved Telefonen. Det var sig selv han hadde drømt om. Saaledes stod nu Hallucinationen for ham i en<noinclude><references/></noinclude> ro0wuwbnptyjwh29vftvl3hvv2ev65x 104 135054 316707 2026-04-12T14:37:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316707 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>broget Forvirring. Men Fornemmelsen af Uhygge var tilbage. Han vidste, at de løse Billeder, han hadde set i Drømme og i halvvaagen Tilstand, var viftet ud af en stor og dyb Skræk, som han hadde gjennemlevet, men som han nu kun mærket som en Anelse. Han følte ligesom et iskoldt Pust fra denne Rædsel, hvergang hans Tanker streifet den. Men han kunde ikke trænge ned til den, kunde ikke udgrunde, hvad det var. Men han vidste med sig selv, at han ikke vilde faa Ro i sin Sjæl, før han iallefald hadde gjort et Forsøg paa at komme tilbunds i Gaaden. Skulde han nu lægge sig til Hvile uden det, vilde Hemmeligheden staa hos ham ved Sengen og puste hans Øine vaagne og den vilde rode omkring i hans Hjerne og bringe hans Tanker i den sørgmodigste Forvirring. Saa hadde han bare en ny Nat, fuld af vaagen Undren og med Skrækken bankende paa Ruden. Allerede da Klokken var elleve, hadde han fattet sin Beslutning; han vilde gaa tilbage til det første Hotel og nærmere udspørge Portieren. Han hadde jo ogsaa noget at ordne for sin egen Del, Tøiet, som vel nu maatte være hentet fra Toldboden. Og saa maatte han afbestille Værelset. Men det var i en fortrædelig Sindsstemning han nærmet sig Hotellet. Han vidste, at det maatte til, at han maatte ''gjøre et Forsøg'' paa at erholde Forklaring. Han gik til dette forbittret<noinclude><references/></noinclude> 2ydx3b4ocqk147nn0dvudy019f2rs94 104 135055 316708 2026-04-12T14:38:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316708 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og ærgerlig. Han kjendte denne Sindsstemning fra tidligere. Det hændte nu og da, at han fik Breve, som han ikke vilde aabne, fordi han anet hvad der stod i dem af ondt og ubehageligt. Men saa tilslut aabnet han dem alligevel i sammenbidt Energi {{. . .}} gjennemløb Linjerne {{. . .}} ganske rigtig {{. . .}} rev Papiret i Stykker og kastet Stumperne langt væk, som om de brændte ham i Fingrene. Portieren kjendte ham igjen. Det var en stille Aften og faa Gjæster i Hotellet. Portieren hadde Lyst til en Passiar. Saa Herren har ikke været hjemme inat? Nei, det er jo saa rimeligt. Det første Døgn i en stor By vilde man gjerne benytte til at se sig om. Han orket ikke at gi Portieren en nærmere Forklaring og han gik derfor ind paa Spøgen. Hvad kunde ogsaa et saadant Menneske som den uniformerte Skikkelse dér forstaa af hans Lidelse. Alene den skraa Pande, som skygget over de ligegyldige Øine, de to dumme Bobler i Ansigtet, røbet det store almindelige Menneske. Hvorledes kunde dette Menneske forstaa det eneste Glimt af ham, som gik omkring og fanget ind i sine Pupiller sære Syner, som ingen andre Mennesker saa, og som følte Angsten straale gjennem sine Øienhulninger og prikke i Hjernen? Selv i Dagslys. I alslags Lys. I hvidt, spøgelsesagtig Sollys som i lummerblaa Tordenluft.<noinclude><references/></noinclude> euhv8a09i0x0n1ulh5e9xcakwpozmnd 104 135056 316709 2026-04-12T14:38:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316709 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og idet han stod her foran Portieren og hørte paa dennes Snak, forekom det ham, at hans Stilling var ganske meningsløs og latterlig. Han hadde vanskeligt for at anslaa en ligegyldig Tone, da han endelig kom frem med sit Spørgsmaal: Om Portieren kjendte noget nærmere til det Menneske, som hadde bodd paa Nummer 43 før ham? Portieren var ikke straks paa det rene med, hvem der var Tale om. Først da han hadde set efter i Protokollerne, husket han Navnet, Tom Wilkens. Men saa blev han opmærksom paa Spørgerens Nervøsitet, hans Stemmes rustne Skurren; han saa mistænksomt paa ham. Hvorfor han spurgte? Jeg spør, svarte han, fordi jeg mener at kjende dette Menneske. Jeg vil gjerne vide om jeg tar feil, eller om jeg er paa rigtig Spor. Det gufset i ham, da han sa de sidste Ord «paa rigtig Spor» – og de knirket op et andet Ord, som den hele Dag hadde ligget paa Lur lystent efter at komme frem: ''Morderen'' {{. . .}} Paa Spor efter Morderen {{. . .}} Han beskrev for Portieren, hvordan Mennesket saa ud. Han sad i den lave Skindsofa inde i Portierlogen. Han sad med halvt lukkede Øine og tænkte efter. Nu saa han igjen Manden for sig i et Gys af blinkende Tydelighed {{. . .}} aa, for en Mængde Enkeltheder, som myldret frem. Han kunde tælle Knapperne i hans Vest; han hadde<noinclude><references/></noinclude> kppbn5yqyhpoc61p6nzjq4n82enoqja 104 135057 316710 2026-04-12T14:40:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316710 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kulørte Mansjetter, og om Halsen hang en tynd Guldsnor, hvori var fæstet en Lorgnet. Han fandt akkurat de rigtige Udtryk, netop fordi han saa Mennesket saa tydeligt, og han kunde fortælle om ham saaledes, at Mennesket ogsaa blev levende for Portieren. Ja, jeg husker ham nu, sa Portieren, jeg har set ham nogle Gange; men ''De'' maa kjende ham meget godt. Hvorfra kom han? Han kom med Dampskibet ''le Havre''. Saa. Det gav et Knækk i Stemmen. Men ''le Havre'' er formodentlig reist nu? Det vidste ikke Portieren. Muligens laa Skibet her endda. Men en Ting var han ganske sikker paa, at Manden kom med det Skib, for han hadde selv besørget hans Bagage. Den var forøvrig ikke stor. En eneste Kuffert. Dampskibet kom fra Cherbourg, saa han maatte være gaat ombord der. Og han bodde her bare en Nat? Ja. En eneste Nat kun. Fra Klokken 8 den ene Aften til Klokken 4 den næste Eftermiddag. Saa var han reist med Toget. Hvor hen? Det vidste han ikke. Og der stod intet om det i Reisebogen. Talte De med ham? Kun en enkelt Gang. Han var ellers fuldstændig alene, gik ikke ud, modtog ingen Breve og intet Besøg og blandet sig heller ikke med<noinclude><references/></noinclude> arixpbaz9uwsanylqng9knerls3hbcm 104 135058 316711 2026-04-12T14:41:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316711 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gjæsterne i Hotellet. Han sad inde i Restauranten til Klokken 1 den Nat og hørte paa Musikken. Og han drak noksaa meget. Da Musikken sluttet, vinket han paa mig og spurgte: Spilles der ikke mere iaften? Nei, svarte jeg. Saa blev han vistnok ærgerlig over dette, for han sa: Det var som Satan. Saa gaar Folk hjem. Ja, svarte jeg, saa gaar alle Folk hjem. Det var som Satan, gjentog han. Han var den sidste, som forlod Kafeen. Det er alt, hvad jeg ved om Manden. Jeg var ikke tilstede, da han reiste. Jeg er her kun om Aftenen og om Natten. Portierens Fortælling slog ned i den anden som noget han allerede var kjendt og fortrolig med. Bevidstheden om, at han allerede var vidende om dette, var saa forunderlig levende hos ham, at han pludselig reiste sig op og sa: Ja, der kan De selv se! Portieren satte store Øine. Portieren ''saa'' paa ham. Og derved fik han straks en ræd Fornemmelse af, at nu hadde han begaat en Dumhed, en Uforsigtighed, og han spurgte sig selv: Aner han noget? Men ''hvad''? Hvilket meningsløst Spørgsmaal! Aner han noget {{. . .}} Han hadde jo ikke begaaet nogetsomhelst {{. . .}} Men han syntes alligevel han stod som anklaget foran en Skranke og hørte kolde Papirer rasle. – Han skjalv under en nervøs<noinclude><references/></noinclude> f9rrnhy4t3fkv4n5tes39hhpihm6mdz 104 135059 316712 2026-04-12T14:42:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316712 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ophidselse, som hadde grebet ham, mens han hørte Portierens Fortælling om Manden som saa nødig vilde gaa til Ro og være alene. Det stemte akkurat med hans egen Sindstilstand i dette Øieblik. Nu var Klokken snart 12 og Livet og Larmen ifærd med at rinde ud i død Stilhed. Alle Mennesker vilde forlade ham, og han skulde bli alene tilbage med Natten og Angsten. Han kunde ikke udholde længer Portierens spørgende og forundrede Blik. Han begyndte at tale om noget andet, han talte om sin Regning, han maatte flytte. Han la en Pengeseddel paa Bordet og bad om at faa Bagagen sendt hen i det andet Hotel. Saa skyndte han sig ud og hadde en ubehagelig Frysning i Ryggen. Men hvad vilde han ogsaa i dette Hotel? Hvad ventet han at opnaa med sine Spørgsmaal? Han hadde ikke faat vide det mindste af Betydning. Han hadde bare siddet der og med visionær Tydelighed fortalt Portieren om den gaadefulde Mand fra Nummer 43. – Allerede under den kobberhvælvede Indgangsportal stanset han, idet en Kuldegysning fløi gjennem ham. Og han spurgte igjen sig selv: Ved han noget? Han hadde en bestemt Følelse af, at han hadde røbet sig ligeoverfor Portieren. Men ''hvad, hvori'' hadde han røbet sig? Han skyndte sig ud paa Gaden; men nu kom det meningsløse Spørgsmaal igjen i en anden Form. Han kunde slet ikke ryste det af sig.<noinclude><references/></noinclude> 5fc1yy2plcw1pyiido48nbbqlvbibva 104 135060 316713 2026-04-12T14:44:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316713 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Han saa paa alle de Mennesker, som ligegyldig drev forbi ham, han saa paa alle Ansigterne {{. . .}} Ingen la Mærke til ham. Saa tænkte han: Ingen af disse Mennesker ved noget. Se her, her gaar jeg ganske rolig midt blandt dem, og ingen ''aner'' noget. Det meningsløse i denne Tankegang stod klart for ham. Men nu hadde han faat den besynderlige Uro over sig, som han hadde fornemmet første Gang han traadte over Tærskelen til det uhyggelige Værelse. Hans Tanker kom og gik uforvarende og pludselig; det var ligesom de var satte i Bevægelse af en Magt udenom ham selv. Som om han til sine Tider var et andet Menneske og tænkte for en anden. Eftersom han fjernet sig fra Hotellet, blev det bedre for ham; men han hadde iallefald fremdeles en stor Ærgrelse at kjæmpe med, Ærgrelsen over, at han hadde henvendt sig til Portieren og gjort sig latterlig. Han hadde den bestemte Tro, at hans Optræden helt igjennem hadde yæret latterlig; han blev flau ved at tænke paa den, og han søgte at komme bort fra sin Flauhed ved at bringe noget helt andet ind i sin Forestilling, helst noget imponerende, en stolt Begivenhed, eller et sterkt og mægtigt Tal, femten Millioner {{. . .}} Omsider braset han ind i en Kafé og begyndte at drikke. Det hjalp lidt paa hans Uro, og da han en Times Tid efter vendte tilbage til sit Hotel, var det med en afgjort Beslutning om<noinclude><references/></noinclude> em1p4ye78a07ohewh8tnbtwvfha8oh8 104 135061 316714 2026-04-12T14:44:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316714 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at fortsætte Undersøgelserne for at faa vide noget mere om Manden fra 43. Han vilde næste Morgen gaa ombord i ''le Havre'', dér maatte de vide noget. Men tidlig næste Morgen reiste ''le Havre'', og da han kom ned paa Bryggen, var det allerede forsent. Han gled nu gjennem mange Dage og endskjønt han ikke bestilte det ringeste, syntes han, at han hadde Timerne fuldt optat med Besvær og Omtanke. Han bodde ikke længer paa sit nye Hotel. Saa flyttet han til et Pensionat, og nogle Dage efter flyttet han til et Hotel igjen. Hver Gang han kom til et nyt Sted, var det med stor Tilfredshed han betragtet Omgivelserne. Se nu et saadant Pensionat, det er som et Hjem, man har milde Hænder omkring sig. Man spiser i sit eget Værelse og behøver ikke at generes af Kafeens nysgjerrig stirrende Ansigter. Og saa slipper man Hotellernes uforskammede Høflighed. Man kan faa Lov til at aabne sin Dør selv uden at se et uniformeret Væsen staa og bukke {{. . .}} Men saa, efter nogle Dages Forløb, blev netop ''det'' uudholdeligt for ham, som han til en Begyndelse hadde følt sig saa vel ved. Han fik Maden ind paa sit Værelse til bestemte Tider og syntes, at han var en Fange, som modtog Kosten i en stille og trist Celle. Han ønsket sig tilbage til Kafeens Lys og Musik og til Hotellernes Elevatorer og Ringeapparater, hvor han kunde<noinclude><references/></noinclude> tr7bos7zfu0sr2szn06cxjtn0znq02v 104 135062 316715 2026-04-12T14:45:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316715 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>optræ med en velgjørende og befriende Hensynsløshed. Saaledes flakket han omkring fra Sted til Sted, jaget av en stadig stigende Uro. Men han likte ogsaa denne Rastløshed, den gav ham ikke Tid til at ængstes. – Eller kanske det var Angsten selv, som var efter ham og ustanselig jaget ham fremover? Nu og da kunde han stanse og føle den blussende Skræk i sin Hjerne, Rædslen for en umaadelig Fare, som var i Hælene paa ham og som han ikke kunde beskytte sig mod. Eller det var Rædsel over noget, som han skulde ha begaat, en Forbrydelse, en Ugjerning, noget som han slet ikke var sig bekjendt, naar han tænkte nærmere over det. Men han hadde Fornemmelsen. Og den kom bestandig over ham uden Varsel og frygtelig. Et Anfald, som fik ham til at gjøre et eller andet meningsløst, skynde sig indgjennem en Butikdør eller stikke af i en Sidegade. Naar disse Anfald kom om Morgenen, var de meget pinefulde. Angsten pustet Søvnen ud og endnu mens han laa og vred sig halvvaagen, eksploderte en uforklarlig Rædsel i hans Nerver. Hver Gang fik han Lyst til at springe op, eller til at raabe, eller græde. Gang paa Gang gled han ud i Søvnen paany; men stadig vækkedes han af Angstfornemmelsen, denne dumpe Følelse af, at selve Faren, det gaadefulde og forfærdelige stod i Nærheden af ham. Han tænkte sig Angsten som<noinclude><references/></noinclude> tp27620slaz3j9femj9prqjaa43lv3m 104 135063 316716 2026-04-12T14:46:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316716 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>noget der grodde inde i hans Bryst, grodde og vokste op gjennem hans Hjerte i en fin og vaiende Stængel. Snart vilde Blomsten hænge færdig og duppende, Bladene smelde af og selve Rædslen aabne sig blodrød og gjennemsyre ham med sin Aande. Og under disse stadige Angstfornemmelser blev han vár og sky. Et stærkt og hvidt Sollys kunde gjøre ham nedtrykt og trist. Han søgte ind under Skyggerne og til mørke Værelser. Men endnu værre var det i taakemætte Dage, da Solen gik inde i Taaken som en rød Maane; han hadde Skræk for at se paa den og dukket uvilkaarlig Hodet. Visionen fra hin Nat og Følelsen af at ha oplevet en virkelig og uhyggelig Begivenhed kunde han ikke bli kvitt. Det var ligesom Drømmen vævet et fint og skjælvende Spind gjennem hans Dage. Han selv gik i dette Spind og famlet sig tættere og tættere ind i det. Til sine Tider kunde der overkomme ham en rykende Forbittrelse, fordi han forstod, at han var magtesløs fangen, andre Dage blev han nedstemt og sørgmodig. Det var i en saaden Stemning, han for første Gang mærket Savnet, et forsagt Savn efter noget han ikke kunde forklare sig. Efter andre Tider og andre Mennesker. Efter Dage han forlængst hadde levet. – Da syntes han, at han hadde en Anelse om al Tings Ophør og om Døden.<noinclude><references/></noinclude> d5dsxj0q95gfawdwvj2xt0a3apz3vl6 104 135064 316717 2026-04-12T14:47:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316717 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han sad en Dag ved Vinduet i en Kafé og saa paa Vrimlen udenfor. Med en Gang la han Mærke til et Menneske over paa den anden Side af Gaden. Dette Menneske gik langsomt frem og tilbage, det ventet paa nogen. Han kunde se det i Blikket, det vigende Blik, som gik forbi alle andre Mennesker og søgte mod et eneste, ét som skulde komme. Alene dette, det var jo ingenting, men alene dette vakte et vemodigt og stilfærdigt Savn i ham. Det var i Eftermiddagsheldingen en Dag. Saa en Aften hadde han en Oplevelse af en anden Art. Han var kommet ind i en liden Kafé, hvor han ellers ikke pleiet at vanke. Han tog Plads i et Værelse, hvor ingen andre Gjæster fandtes. Han var saaledes helt alene. Værelset var afdelt med Mellemvægger. Han satte sig indtil en saadan Væg i en Krog, men først hængte han sin Støvfrakke fra sig paa den anden Side af Væggen. Mens han sad her og glædet sig over at være ganske alene, syntes han tydelig at høre en Famlen i Baasen ved Siden af, – dér hvor hans Frakke hang. Han lyttet efter. Nu var alt stille. Men saa kom denne Famlen igjen. Eller det var en Pusten fra noget levende bag Væggen. Og saa med en Gang synes han, at han ser Frakken. Den bevæger sig, som om nogen rører ved den, og pludselig ser han en Haand, en lang og hvid Haand, som strækkes ud efter Frakkens venstre Lomme. – Han gaar frem paa<noinclude><references/></noinclude> 2a6k2x1ojfqwfygtqww5l9fl789qs2y 104 135065 316718 2026-04-12T14:47:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316718 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gulvet {{. . .}} Nei, dér hænger Frakken rolig, og der findes ikke et Menneske. Denne Frakke hadde han ikke hat paa siden hin Dag han kom til Byen. Han hadde tat den med sig i Aften, fordi en kjølig Kulde randt gjennem Luften, Efteraarets første Aande. – Han sætter sig ned igjen, men han er blit urolig og forlader hurtig Kafeen. Da han kommer ud paa Gaden, griber han i Frakkelommerne efter sine Hansker. Og saa stanser han med ett og føler Angsten stimende mod sig. I den venstre Frakkelomme finder han en Nøkkel, i Nøkkelen hænger et Messingskilt og i Skiltet er med sortlakerte Bogstaver indgraveret Tallet 43. Det er Nøklen fra Hotellet, som han har glemt at aflevere. Han kaster den langt fra sig, som om den var pestsmittet. Dens Klingren mod Brostenene skjærer koldt i hans Hjerne. – Han skynder sig bort. En Formiddag – nu bor han paa Hotel igjen – gaar han gjennem Korridoren hen til Elevatoren. Han vil netop trykke paa Knappen, da han hører, at Elevatoren sættes igang nedenfra og stiger raslende op gjennem Schakten. Straks mærker han Angstfornemmelsen. Den kommer sammen med Elevatoren opover, den stiger og blir stærkere, og idet Elevatoren passerer Etagen, hvor han venter, føler han Angsten saa voldsomt, at han kan høre sit Hjertes Dundren mod Brystvæggen. Elevatoren gaar videre og i samme<noinclude><references/></noinclude> cu4ir8e2mv8ebrp1y76jv8yxirar12w 104 135066 316719 2026-04-12T14:48:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316719 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Grad, som den fjerner sig, fjerner ogsaa Angsten sig. Men nu vil han for intet i Verden benytte Elevatoren. Han gaar Trapperne ned. Først da han staar ude paa Gaden, spør han sig selv forundret: Hvem var inde i Elevatorschakten? Hvad var det for et Væsen, som gled forbi ham og bar Angsten gjennem ham? Han turde ikke tænke Tanken ud; men flygtet hurtig bort fra Hotellet. Var ''Mennesket'' i Nærheden, det Menneske, som for ham var selve det gaadefulde, selve Skrækken? Saaledes gik mange Dage, og Høsten begyndte. Nu hadde han bodd en Uges Tid ude paa Landet, forat Landluften kunde gyde Ro i hans Nerver. Han hadde mærket de stærke Luftninger fra Engene, han hadde gaat under store Trær og hørt Blæsten bøie dem hviskende mod hinanden. Og han hadde staat og set langt udover, hvor han kunde øine Sjøens blaa Blink. Men han hørte ikke til derude, han var ikke hjemme der. Et mærkeligt Tungsind faldt over ham, naar han stod under den høie, lyse Himmel, han følte sig blottet og skjælvende midt i Solskinnet, naar Græsset krøb opover hans Ankler. En Kvæld gik han ned til Sjøen. Der var ingen Blæst. Sjøen laa i svag Høining, som et stort blaat Silketæppe, der krusedes svagt af Lyset fra den dalende Sol. Mod Horisonten stod fjernt og tuschtegnet et andet Land. Han saa flere Skibe, som laa stille med<noinclude><references/></noinclude> 531i9503vauctbkzz05zj0xrarbu1gd 104 135067 316720 2026-04-12T14:48:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316720 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>slappe Seil. En Damper gled fremover med et sort Røgskaft efter sig. Han saa paa Seilene derude, – ét stod i Skygge og var vaadt i sin graa Tyngde. Et andet var kommet ind i et Solkast, og det blev besynderlig lyst. Det blinket som Metal {{. . .}} Bestandig, naar han saa solbelyste Seil langt ude paa Havet, gjennemflagredes han af Vemod. Kanske var det slet ikke Udlængsel. Han syntes, han stod overfor noget evigt, at han saa et Billede fra en anden Tid. Hans Tanker fløi langt tilbage i Aarene, da Mænd i forunderlige Klær tumlet sig under Seilene, og da de buede Klude bar Menneskene indunder nye Himle, hvor intet Raab før var hørt. – Naar han nu stod her ved Stranden og stirret paa det Seil derude, som netop gik ind i Lysranden, trodde han at se det i en fjern Tids stille Skin. Hvad hed Kapteinen ombord? Var han Bretagner? – – – Naar Skumringen kom og Skyggerne flød indover Markerne, og Træklyngerne stod som vældige sorte Gruber, da raabte det i ham efter Byen, hvor han hørte hjemme. Han følte det straks han kom ind i en Gade og hørte Sporveisskinnernes Skrik under Vognhjulene. Byen blev for ham et umaadeligt Væsen, som han kjendte og var fortrolig med. Udenom Byens Larm var alle hans Nerver som afhugne og hjælpeløse. Ude paa Landet følte han selv det varmeste Sollys isnende, han frøs og syntes han<noinclude><references/></noinclude> 0u1zpnno0yrrksqhc8l100dthip1wgg 104 135068 316721 2026-04-12T14:49:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316721 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>var nøgen. Og nu hadde han gaat i Græs en hel Dag. Det hadde været en sørgmodig Dag. Han hadde gaaet der med sin heftige Uro. Hadde hørt Vindens skyllende Hvisken i Træerne og set dens lette Gang henover Engene; den vaklet vesterud, hvor nye Sletter aabnet sig, og hvor gyldne Kreaturer blinket. Nu var han i Byen igjen, hos sig selv. Han gik indunder Telefontraadene, under det blaalige Glimt i de elektriske Ledninger. Det gynget i hans Bryst. Han gik gjennem en myldrende Gade og fandt Ro og Hvile i Menneskesværmens evige Plappren, et Velbehag ved at gli ved Siden af og forbi andre Mennesker og føle alle de mange Blikke, som krydsedes, alle de mange Øine, hvori Længslerne stod aabne og raabte. Der gik Hundreder Væsener forbi ham i Minuttet, Hundreder Hjerner, som alle tænkte sine egne Tanker. Han hadde en Fornemmelse af, at hans Sanser veiret i denne Luft, som var yr af Drømme og Attraa, at han spredte omkring sig usynlige Føletraade, som soknet i Sværmen efter hemmelige Tanker. Alt samlet sig hos ham til en egen dirrende Stemning, den glidende, raslende Støi af Menneskekroppene, Buelysenes Fræsen over hans Hode, Automobilernes varslende Raab – Gaden laa foran ham i hele sin Længde, dyngende fuld af Liv og Farver, det glimtet af Metal og gyldne Inskriptioner, de elektriske Lygtestolper rendte op fra Asfalten som Raketter, og<noinclude><references/></noinclude> t2gabx8ujujjq3300yoecc6odndhrub 104 135069 316722 2026-04-12T14:49:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316722 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Lamperne heldte Skaale af Lys udover den vrimlende Færdsel. Langt derhenne gik Gaden ind i den braasorte Himmel, sluttet op i en Knytnæve af Lys. Han vandret fremover langsomt med Hodet let bøiet tilside, ligesom han lyttet efter Musik. I denne deilige og hede Menneskeluft var hans Hjerne en Djungle, hvori Tankerne gik som Rovdyr. Ind i denne Stemning skar saa Angsten uanmeldt og forfærdelig. Den kom saa pludselig, at han maatte stanse et Sekund. Han kjendte den rent fysisk, en Smerte, som vokste og vokste og trykket mod Hjertevæggene. Og saa gled den op gjennem Rygraden og ind i Hjernen. Hans Puls banket heftig. Angsten steg. Han syntes den blev baaret mod ham, og han kjendte dens Tryk stadig tungere. Angsten kom fra et bestemt Punkt, den kom fra Gaden, fra et bevægeligt Væsen, som var i Marsch mod ham. Hans Hjerne var næsten lammet, hans Tanker flagret i meningsløse og svage Rykk; han syntes det ringet et Sted i Nærheden, en skarp og fin Klokke. Og nu skar det paany gjennem ham: det er en Telefonklokke han hører, den ringer ikke nu, den har ringet en Gang og det er bare Klangen af den som spøger i hans Forestillinger. Midt i Gadens summende Tramp, etsteds i Færdslen, i det lysende Baand af Menneskeøine og Ansigter, som driver forbi ham, synes han at se et Ansigt, et halvt udhvisket<noinclude><references/></noinclude> c2ag3fydkz09dibu73mw59pyd9upbhs 104 135070 316723 2026-04-12T14:50:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316723 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Syn af en høi bleg Mand med lyst Overskjæg. Nu synes han, at Ansigtet kommer nærmere og staar ligemod hans, og i samme Øieblik gaar Angsten i Bølger gjennem ham. Han ved, at der er et Menneske i hans Nærhed, fra hvem Angsten kommer. Nu maa Mennesket være ''her'', det gaar forbi ham. Hans Blik jager ind i Vrimlen, hvem er det? hvor gaar han? Men selve Angsten, Feberen, slører hans Øine, hans Hjerte gaar i store og tunge Greb. Blodet trykker over Hjernen, og han ser ikke længer noget rigtig klart, alt flyder forbi i en lysdirrende Taage. Først nu blir han opmerksom paa, at han staar og støtter sig mod en Speilglasrude, han holder den flade Haand mod det kolde Glas og føler en lummer Brænden mellem Fingrene. Saa pludselig ''slipper'' Angsten, den har ikke længer saa voldsom Magt over ham, den forfærdelige Gyngen inde i Brystet gir sig efterhvert. Mennesket er gaat forbi. Han vender tilbage til sig selv. Han hører igjen Larmen slaa mod sine Øren. Han hører Stemmerne tydelig. Han har været inde under et Tæppe. Nu er der atter aabent omkring ham. Han kan se Ansigter igjen. Og Menneskenes Hænder; Enkelthederne i deres Klær, Knapperne, de smaa dagklare Glimt fra Smykkerne. Mange Øine glimter igjen mod ham, og Latteren fyger omkring snehvide Tænder. Han er paany midt i Gaden.<noinclude><references/></noinclude> 9qcjvt4dtehswyjhni7tjta602fcf45 104 135071 316724 2026-04-12T14:51:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316724 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men han er blit mat og træt efter Lidelsen. Han føler Trang til Hvile og speider efter en Kafé, hvor han kan sætte sig ned. Nu husker han paa, at han har Venner ogsaa i denne By, og han gyser ved Tanken om, at han ikke skulde faa Lov til at være alene. Han tænker paa den besynderlige Fornemmelse, han nys har havt, den synes ham nu uvirkelig og uforstaaelig. Det er ligesom han skulde være vaagnet efter en Drøm. Endnu i Opdriften fra Søvnen staar Drømmen for ens Bevidsthed, i Virkelighedens klare Lys, endnu i nogle Sekunder, et Minut eller to, har man en Forestilling om at ha gjennemlevet noget i Drømmen; men saa bæres pludselig det hele langt bort. Saaledes ogsaa med den store Angst, han hadde fornemmet. Nu forstod han den ikke længer. Men han husket, at den var kommet ganske voldsomt og med én Gang, hadde vokset hurtig til den hadde været nærved at lamme ham. Og saa var den stilnet. Gik der da et Menneske omkring i denne Verden og bar paa en frygtelig Angst, som han var blit delagtig i? Hver Gang Angsten kom over ham, syntes han, at han levet i en fremmed Tilværelse, bestandig ringet denne Telefonklokken i hans Øre, – med en fjern og dog nær Klang, en grusom og dirrende Klang og han syntes, at han saa en høi blondskjægget Mand eller følte med alle sine aabne Nerver et saadant Menneske i<noinclude><references/></noinclude> ri44xcjgyysu324340dd39cfy35kzqu 104 135072 316725 2026-04-12T14:51:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316725 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sin Nærhed. Og nu hadde dette Menneske været der, det hadde baaret Angsten mod ham, gjennem ham og bort fra ham. Han vidste det. Han kom ind i en stor Kafé, et uhyre hvidt Rum, hvor Taget var en Stjernevei af gnistrende Lys. Restaurantens heftige Larm bruste mod ham. Men der var Harmoni og Ro i Larmen. En fortættet Glans i det mægtige Service, som var spredt udover Bordene, en jevn Stigen og Falden i Menneskerøsternes Sus, hvorfra en enkelt Stemme, eller Latter nu og da flagret op i Cigarrøgen som en Lærke i blaa Foraarsluft. Kaféens Liv mangedoblet sig og druknet i Speilvæggene, Rummet blev uden Grænse. I denne klingende Larm, i denne bedragerske Uendelighed, følte han sig straks vel; han følte sig aldrig saa herlig alene, som mellem mange ukjendte Mennesker. Det glædet ham, at her ogsaa var Musik. Han vidste, at han nu vilde bli gjennemilet af Savnet igjen, af det stille og vemodige Savn, som saa ofte gik i Angstens Spor. Et Savn som han ikke kunde forstaa, men som bar hans Tanke mod Mennesker, der var langt borte fra ham eller døde. Han var nu vár og følsom for ethvert Indtryk, enhver Stemning, som kom. Han skjalv ved hver Tanke, som et Træ, der skjælver i Vindens sagte Gliden – Og nu sad han her og lod et og andet Minde jage gjennem Sindet. Han syntes han var hjemme, i et Værelse, han engang hadde havt. Ved Siden<noinclude><references/></noinclude> 6w3l110wtyhwrdmm657ibdf2qcb2owa 104 135073 316726 2026-04-12T14:52:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316726 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af hans Bord stod en Lænestol, hvor hun, den lille hadde siddet saa mangen gang. Han husket hendes forskræmte, søgende, ofte lystig blinkende Øine. Og hendes fordringsløse, lidt fattige Paaklædning. Han likte Fattigdommen, han hadde en sygelig Tilfredsstillelse af at se ind i den. Der kommer intet vakkert uden fra Fattigdommen. Hvor findes slige stille og dybe og vidunderlige Øine som nede i den bundgraa Fattigdom, hvor gaar Livets Marsch gjennem Sekunderne med en heftigere og mere forbittret Glans? – Hun hadde ikke været vanskelig at vinde, men hun blev ham hurtig ligegyldig, mens hendes Hengivenhed til Gjengjæld steg, fordi hun ikke kunde tænke sig noget andet i sin lille Tankeverden. Nu saa han disse Øine i Lænestolen, de blev trætte efterhaanden og Huden omkring Nakken og om Kindernes brune og fine Bøining tabte sin gyldne Glans. Hendes Skridt gik ikke længer saa legende raskt opad de mange Trapper. Hendes Læber blev sammenklemte og tørre. Nu er det seks Aar siden hun døde. Han gik ikke til hendes sidste Sygeleie og var ikke i hendes Begravelse. Men han hørte om den, det var en Dag i Løvfaldstiden, en raa og kold Høstdag under en vaad Himmel. En blinkende klar Vintermorgen gik han op til Kirkegaarden og fandt frem til hendes Grav, den var liden som hende selv, næsten en Barnegrav, Sneen laa blank og hvid over den i svag Høining. Og nu<noinclude><references/></noinclude> s2cotw1slbx9t48925cx90qp2fckoox 104 135074 316727 2026-04-12T14:52:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316727 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hadde hun været død i seks Aar. I seks Aar. Han skulde aldrig mere se hendes Øines gjenkjendende Glædesblik, naar hun var i Gang mod ham, og han stod stille med Vaarfrakken over Armen og ventet paa hende {{. . .}} Han kjendte en syg og rusten Hulken i Struben og han tænkte paa Døden, som bærer Minderne stadig længere ind i Evigheden, til de staar skyggeagtige i Tidens Skumring. Og et nyt Billede fulgte. Han var fjernt nede i Aarene, nede i sin egen Barndom. En stille Sommeraften i en liden By. Han gik forbi en stor aaben Løkke med høit Græs, hvorover Myggen svirret i den sjøgrønne Luft. Han skygget for Øinene og saa udover Løkken, kjendte han nogen? Han raabte et Navn: Dagny! En hvid Barnekjole reiste sig op fra Græsset. Savnet var over ham. ''Det'', som Menneskene ikke har Ord for, som intet Menneske kan fortælle, for intet Menneske ved, hvad det er. Savnet, som bærer ens Tanke mod Tidens ustanselige og ubarmhjertige Ilen. Som lar en høre Timernes og Dagenes Nedstyrten i Evighedens Afgrund, Savnet, der næres af alt, som er forbigangent, eller som snart er forbi, af Kvældsolens matte Straaler, af faldende Løv, af Bevidstheden om Aarstidernes evige Vekslen. Og der gaar gjennem det stumme og forsagte Savn en tindrende Længsel efter at faa leve om igjen det legende Liv, se igjen en solvarm Dag som man husker, mødes igjen med et Menneske fra den Tid som er forbi, forbi.<noinclude><references/></noinclude> 7uf5br6vu6pitk5assc39mt15wm51kj 104 135075 316728 2026-04-12T14:53:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316728 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Kanske følte han dette Savn stærkere end andre Mennesker. Det kom i Angstens Følge. Naar Angsten hadde dirret i hans Nerver og gjort dem skjælvende følsomme, da strømmet Savnet til og suget sig fast. Kanske var det Angsten paa en anden Maade. Han trodde, at Menneskene alle engang maatte dø af Angst. Var han et ensomt Menneske i Nutiden med al Fremtidsmenneskets Skræk drivende gjennem sig? Han sad her med en Anelse mod Fremtiden, som naar man faar en bestemt Følelse af Dødens Nærhed. Han synes, han kunde fornemme en Aande fra selve Mennesketilværelsens dybeste Gruber, de store Gaaders lydløse Tog drog forbi, Skyggerne omkring Menneskenes Liv la sig over ham, men han kunde intet forklare og intet forstaa. Han ligesom lyttet med hele sin Sjæl og ventet, at et Dryss af Stemmer skulde komme mod ham og mod ham alene, en Mumlen fra Uendeligheden, men han kunde intet høre uden Stilhedens fine og blinde Spind. {{. . .}} Han kvakk op af sine Drømmerier ved at høre Musikinstrumenters Klimpren. Han løftet Hodet. Al Kaféens Larm slog sammen over ham, og hans Øine blændedes af de elektriske Lampers hvide Glød. Han hadde været fuldkommen borte et Øieblik. Nu glædet han sig igjen over Menneskelarmen og over Musikken, som skulde komme. Han bildte sig ind, at han ikke var musikalsk. Han kunde synes om at sidde i et<noinclude><references/></noinclude> bgxo2np93g97f2vlk3x4jlnhwnvnlbb 104 135076 316729 2026-04-12T14:54:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316729 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Theater, stirre ned i Orkestergruben, hvor de hvide Nodeblade skinnet, og lytte efter den meningsløse Surren, som fremkom, naar Musikinstrumenterne stemtes. Han maatte tænke paa et loddent Rovdyr, som fér henover Strængene med klorende Poter og vilde løs. Han kunde ikke fordrage lange Orkesterstykker. Det pinte ham at se de svedige Musikanter mod Slutningen af en Symfoni. Og naar Symfonien var forbi, styrtet de omkap hen til Toilettet, Symfonier varer jo saa længe. Men han kunde glædes ved smaa melankolske Sange. Og saa glansfuld Militærmusik, som satte hans Sind i Svingninger mod store og herlige Optrin. Men hvorfor gik det ikke løs? Hvorfor spilte man ikke? Pludselig begyndte Folk at klappe; en Herre med Nodeblad i Haanden steg frem paa Podiet. En Sanger. Han saa paa Sangeren og kunde ikke rigtig forstaa {{. . .}} Naa, saaledes, en Sanger. Et heftigt Raseri betog ham, en Ærgrelse saa stor, at han begyndte at skjælve. Han hadet Sang som Pesten, denne Form for Velklang, der ligger den menneskelige Stemme saa nær. Saa skulde han alligevel ikke faa Musik. Han blev sentimental af Rørelse. Nu vilde han hjem. Klokken var allerede tolv, og det var mørkt udover Markerne. Han vilde gaa en lang Omvei, saa han kunde faa vandre en Times Tid henover Landeveien og i Mørke under de gyngende Trær.<noinclude><references/></noinclude> 1dudp3vsu9xzvh9h3x17ngr1vkjwksv 104 135077 316730 2026-04-12T14:54:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316730 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> En Stund efter var han ude af Byen. Da var det, at han for første Gang det Aar mærket Høsten. Blæsten ilte mod hans Bryst. Den bar med sig i sin favn en ny Aarstid, som nu skulde komme. Sommeren var færdig igjen, den var modnet allerede og knakk sammen overalt. Forbi var de drivende hvide Dage, da Æbletrærne blomstret. Kornakrene var afmeiet, hans Syn skulde ikke længer hvile udover de store, gule Flader, som i sin urolige Duven var som et Hav af deilige Nøddekjerner. Ogsaa denne Sommer var gaat med i Aarenes Skred. Alt var forbi. Han gik over Engen i det skumrende Halvlys. Aa, der stod et heftigt Savn i ham, denne Dag hadde været lang og sørgmodig. Hvor hadde han ikke været nøgen og frysende i Solskinnet. Tænk, hvis der nu hadde været Vaar og han kunde gaat over øineblaa Blomster og traadt dem ned. Men istedetfor Blomster, som raabte op fra Jorden, hadde han vindsygt Græs under sine Fødder. Om en Maaned eller to vilde Markerne ligge klamme og frostrøde i Solens skraa Straaler. Han taalte ikke Høsten, den kom over ham som en Forudanelse om en stor Fare. Og under Høstdagenes hurtige Gang, styrtet alle Minderne over ham, alle de smaa pinefulde Sekunder i Livet, hvori han hadde gjennemlevet noget saart og ulykkeligt, samlet sig i en uhjælpelig Tristhed {{. . .}} Han stanset og saa udover Sletten, <noinclude><references/></noinclude> ec4zz4wffxpb8njojzg46x0ztou803j 104 135078 316731 2026-04-12T14:55:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316731 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mod Syd, hvor det var allermørkest. Dér, vidste han, laa Sjøen. Og saa gled der ud af de forfærdelige og stumme Savn, som nu dønnet i hans Hjerte en enkel og forsagt Tanke, et lydlyst men rystende Raab, mod hvad? Kanske mod et Navn, et Navn, og to blomsterblaa Øine. {{. . .}} Han stod stille en Stund udenfor det Hus, hvor han bodde. Endelig gik han ind. Hans Skridt knirket i Trappen. Han gik langsomt opover og vidste med sig selv, at nu kom en ny Følelse af Angst; den som bestandig viftet mod ham, naar han gik opover mørke Trapper, hvor han var kjendt. Han hadde aldrig denne Følelse, naar han gik omkring i ukjendte Bygninger, selv om han maatte famle fremover i Bælgmørke. Men der hang noget igjen af ham selv i denne Trappe. Han hadde gaat der mange Gange opover og nedover. Den var som en kringlet Grubegang. Den hadde baaret mange Menneskers Skridt gjennem Aarene, mange Folk, som hadde gaat her var døde forlængst eller reist. Men alligevel var det, som om noget var tilbage efter dem. Trinenes svage Knirken løftet frem et Ekko fra andre Menneskers Trin eller fra hans egne. Og naar hans Haand berørte det glatte Gelænder, syntes han at mærke alle de Hænder, som før ham hadde grebet om det, Kvindehænder og Mandshænder og Barnehænder, nogle kolde, andre tørre, andre angstdirrende; For der gaar megen Angst gjennem en saadan<noinclude><references/></noinclude> 6ive8ra9864vshwekh51trppqsacjo5 104 135079 316732 2026-04-12T14:56:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316732 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Trappestrube, Angst som ligger og gyser stille i Krogene eller stirrer graalig og taaget ud af den blinde Nattelysning i Vinduerne. Man faar Lyst til at vende sig om, for det er ligesom noget gaar efter en, stille og uden Larm. Skridt, som man fornemmer, men ikke hører og som stanser, naar man selv stanser for at lytte, det puster etsteds omkring en, det famler over Dørlaasene, hvor saamange Menneskers Hænder i Aarenes Løb har grebet. Det er Ekkoet af Menneskenes Liv som møder ens Sanser i en saadan Trappe, hvor man er kjendt og fortrolig, en Vrimmel af Klang, som Mørket blotter og som ikke høres, naar man lytter, fordi den glider ind i selve Tausheden, Lydløsheden. Og nu, da han gik der med alle sine Nerver skjælvende under Angstens og Savnets søde Lidelse, følte han det tydeligere end ellers, at han ikke var alene, men at der omkring ham i Mørket puslet et Liv, eller en Gjenklang af Liv, af Dagens Liv eller af længst henrundne Tiders Bevægelser og Stemmer. Han gik langsomt opover Trappen; han hadde ingen Frygt, fordi denne Angst var en anden end den sedvanlige, den som kunde styrte over ham, selv naar han gik blandt mange Mennesker og som da stod hvid og iskold for hans Øine {{. . .}} Han tænkte paa det uhyggelige Øde, der hvilte over de Huse, som længe hadde staat tomme, eller over Ruinerne; {{sp|de|r}} fandtes ikke længer<noinclude><references/></noinclude> qd0fphmabf709ol4y02jvonk4ap30r8 104 135080 316733 2026-04-12T14:57:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316733 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>noget Ekko af Fordums Liv, Tiden hadde suget det op under sine Aar, de tomme Vinduer stirret fabelagtig mørke ud i Natten og hele Huset gav et Billede af Forgjængeligheden og Døden, et stumt og skrækkeligt Raab om alt det, som var forlængst forbi – {{. . .}} Han hadde to Værelser, et stort Arbeidsværelse, som vendte ud mod Haven, og ved Siden deraf et Soveværelse. Idet han traadte ind, hadde han Vinduet ret imod sig. Han kunde se Silhouetterne af Trætoppene staa som en stivnet, kulsort Sjø over Karmen, bagenom hang den dybblaa Septemberhimmel uden Skyer, men med en Funklen hist og her fra de store Stjerner. Hans Lampe stod midt paa Bordet og tegnet sig som en sort Buste mod det blaa Natteskjær fra Vinduet. Han lukket Døren, tog sin Frakke af og la den ovenpaa Sofaen, for han vidste hvor Sofaen stod, skjønt han ikke kunde se den. Saa famlet han omkring efter Tændstikkerne. Mens han holdt paa med det, husket han, at han hadde glemt at ta Nøklen med sig ind, den stod i Døren paa Udsiden. Nu hadde han Tændstikkerne, saa vilde han først tænde Lampen og derefter aabne Døren og hente Nøklen. Han følte sig ikke længer vel med den blaalige Lysning fra Himlen; nu kunde han skimte Papirerne paa Skrivebordet; Stolrygge, lidt af en poleret Bordplade, et Askebæger og<noinclude><references/></noinclude> akorlvb338c9u0q82x78p9l76er2s9o 104 135081 316734 2026-04-12T14:57:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316734 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nogle gyldne Glimt fra Bogreolen flød omkring i Mørket. Tændstikken fræset besværlig, der var fugtig Luft i Værelset, Høstluften var trængt ind {{. . .}} Lampen blev tændt, og han kunde nu se alle de kjendte Ting, alt stod, som han hadde forladt det. Dér stod Skrivebordsstolen, lidt skudt ud fra Bordet. Den saa indbydende og velbehagelig ud, som om der allerede sad én i den og hvilte Hænderne paa Stolarmene. Han syntes Stolen lignet ham selv, han hadde siddet i den saamange Gange; det var som naar han saa sin egen Frak og Hat hænge paa en Knag, han syntes det var ham selv som hang der. Saaledes, tænkte han, sætter Mennesket sit Præg paa, enhver Ting, som det har i sin Nærhed. Dets Bevægelser og Tanker, dets Stemme hænger igjen i et Værelse, hvor det har bodd. Man synes at mærke Mennesket længe efter at det er borte. En Mand har i Aarevis benyttet en Stol, som var ham kjær og magelig. Saa dør han og den tomme Stol staar tilbage. Men han sidder i den endda. Man synes, at det knirker i den og usynlige Fingre famler omkring dens Puder. Han saa mod Vinduet og gyste uvilkaarlig. Nu saa han ikke længer Skjæret af den septemberblaa Himmel. Alt var rullet sammen og et kulsort Mørke traadte istedetfor; det trængte lige indpaa Vinduet, var klistret fast som et loddent Tæppe. Lampelyset kunde ikke gjennemtrænge det. Dette forfærdelige Mørke, som slet ikke<noinclude><references/></noinclude> 2fc8i4es200maxzpa8t7r31n7yzu6t7 104 135082 316735 2026-04-12T14:58:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316735 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>syntes at ha nogen Bund, berørte ham ilde. Det la Tyngsel over ham. Et Øieblik hadde han Følelsen af at befinde sig indeni et sunkent Skib. Han var paa umaadelige Dybder, hvor Havet var sort og der ikke fandtes Liv. Han ledte nervøst efter Gardinsnoren. Saa husket han, at der slet ikke fandtes nogen Rullegardin til dette Værelse. Han greb hurtig Lampen og bar den ind i Soveværelset. En Jagen gik gjennem ham, en let Rysten, som fik hans Hjerte til at bævre. Herinde var Gardinet rullet ned. Han beroligedes ved at befinde sig i et Værelse, et afsluttet Rum med fire Vægge. Derude stod jo et aabent Gab ud mod et bundløst Mørke. Han vendte sig om. Nu hadde Natten igjen sunket lydløst gjennem Ruden derinde. I Begyndelsen kunde han intet se, men da hans Øine hadde vænnet sig til Mørket, skimtet han den tomme Stol, – han saa utydelig dens to bøiede Arme, ellers intet; Mørket sad i den. Han trak hurtig Portiererne for og tog Plads i en magelig Kurvstol, som han hadde staaende ved sin Seng. Her blev han siddende længe og lytte. Det vilde ha glædet ham, hvis han nu hadde hørt en eller anden Lyd, øde Skridt i Trappen, Larmen af en Dør, som blev slaat igjen, en menneskelig Stemme ovenover ham eller under ham. Fremforalt en menneskelig Stemme. Men han hørte intet. Det var som det hele Hus skulde være uddød og alle Mennesker borte. Det hadde<noinclude><references/></noinclude> 4n8kavlbzjc8x2bpozwkk9nm1d31gtq 104 135083 316736 2026-04-12T14:58:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316736 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hændt ham, naar han vidste, at han var alene, om Natten paa en Landevei eller om Dagen i en mørk Skog, at den Tanke var faldt ham ind: Hvor langt er det nu til det nærmeste Menneske, kan et høit Raab naa det? Ængstelsen var da bestandig kommet over ham, ikke Ængstelse for at der skulde tilstøde ham noget, men for at han aldrig skulde naa frem til Menneskene. I hans Hjerne gik en forvirret Tanke om, at han vandret omkring i et uddød Land. Lyden af den første menneskelige Stemme han hørte, kunde da gaa som et lyst og venligt Glædesskud mod ham, og Synet af den første Menneskebolig eller det første Liv, en løbende Hund, eller en Bøling, som bevæget sig, langt ude paa en Mark, berøre ham festligt. Og nu sad han her og forvirret sig ind i de samme Tanker om, at han var saa forfærdelig alene og at han ikke med sit Raab kunde kalde et Menneske tilhjælp. Men frygtet han noget? Ja, han frygtet noget. Men hvad? Han saa paa Lampen. Dér stod den paa Bordet i melkehvid Stilhed. Ikke et Knepp hørtes i den. {{. . .}} Medens han sad og følte sig omklamret af den forunderlige Stilhed, der ligesom spærret hans Øine op og gjorde dem store og skræmte, gled hans Tanker tilbage til hin Kvæld paa Hotelværelset, da han første Gang hørte Telefonklokken ringe. Det var i de Timer, da Angsten begyndte.<noinclude><references/></noinclude> pkgcmi147ak0h07i8ihvkhpay8sz78q 104 135084 316737 2026-04-12T14:59:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316737 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Den hang igjen i Væggene efter et andet Menneske, den stod ud fra Væggene som et Tæppe af varme Sylspidser, og den gled op i hans Hjerne fra det hvide Pudevar, hvor den anden hadde hvilt sit skjælvende Hode. Siden hadde han ikke levet en rolig Dag. Angsten vokste i ham for hvert Døgn. Han var aldrig fri den. Hvad skulde det bety, at han hadde saadan Skræk for at aabne Aviserne. Han jaget gjennem Spalterne med febersyge Øine, han ledte efter noget, men han vidste ikke selv hvad, og hvorfor hadde han saadan Skræk for Breve; naar han ikke kjendte Skriften udenpaa et Brev, kunde det bli liggende ulæst flere Dage i hans Lomme. Eller hans Skræk for at aabne Døre og gaa ind i tomme Værelser. Naar han stod udenfor en Dør, fér det bestandig gjennem hans Hjerne: Hvad nu? Hvad vil du finde derinde. Gaa ikke ind, Værelset er mørkt, gaa for Guds Skyld ikke derind! Og naar han tok i Klinken og hørte Laasens Skraben mod Dørfyldingen skar det i ham. Naar han saa stod i det tomme mørke Rum, skyndte han sig at lukke Døren, og han blev staaende hjertedirrende og vente paa at noget skulde komme. Men dette ''maatte han møde alene''. Ingen maatte komme efter ham ind i Værelset. Saa gled pludselig Angsten af ham, og han fik en let Frysning som om et Kuldegys var faret forbi, han var igjen sig selv og forstod intet.<noinclude><references/></noinclude> illiv2577vxw1tmrzm9nys3c66lk5p3 104 135085 316738 2026-04-12T15:00:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316738 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han hadde to Menneskers Følelser; han kjendte sig selv igjen, naar han gik omkring modtagelig for ethvert Indtryk, naar han skjalv, fordi Kvælden kom, naar han om Morgenen var bange for at trække Gardinet op og staa med Ansigtet mod Morgenens tindrende hvide Lys, eller naar han mødte Høsten i det gule Løv eller i den flammende røde Brand mellem Havens Gjærdestaver. Men han var et andet og fremmed Menneske, naar der pludselig kunde styrte over ham en heftig Lyst til at svinge ind i en Sidegade for at undgaa at møde nogen. Han vidste han var et andet Menneske enkelte Nætter, naar Drømmene bar ham til fjerne og forunderlige Steder, og han hørte Stemmer, som ikke før hadde lydt i hans Øren. Etsteds i Verden gik et Menneske omkring. Et Menneske, som hadde git ham noget af sin Sjæl. Det var blit en Sygdom hos ham. Uendelig fine Svingninger, evighedssmaa Mikrober fra dette Menneskes Angst hadde sat sig fast i ham og bredte sig stadig mere. Endnu saa han forundret paa dette, men han vidste, at den Tid snart vilde komme, da der vilde staa et rygende Had i ham. Vilde han aldrig komme ud af det? Skulde Angsten brede sig og tilslut overmande ham? Aa, denne Lampen som stod der paa Bordet med sin hvide Kuppel. Den var som selve den stille Rædsel, som et stort hvidt Øie uden Pupil. Han vendte sig bort fra Lyset; en Knasen i <noinclude><references/></noinclude> 0h7zf8eoyqk9zp4jp6r3kacuhstu7dq 104 135086 316739 2026-04-12T15:00:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316739 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kurvstolen jog gjennem Stilheden. Han fér sammen igjen. Hvor var han ikke opskræmt. Han samlet alle Lyd i sig. Det kunde være en Knirken, en Klokkes Slag, Skridt paa Gaden, han trak alt til sig som en Magnet og følte hver Lyd stikkende og ubehagelig. For at faa sine Øine bort fra Lampen gik han hen og skjøv Portiererne for det andet Værelse tilside. Han hadde endnu Lyset paa Øiehinden, og forunderlige røde og blaa Lysdyr fløi omkring i Mørket derinde. Men om lidt kunde han skimte den polerte Bordplade igjen, den laa med Vandspeilglans i Mørket. Og saa mødtes hans Øine af Mørket udenfor det store Vindu, dette Fabelmørke, som var ibenholtssort og trængte paa og trængte paa. Men han kunde ikke længer se Stolen foran Skrivebordet, den brede Stol med de rummelige Arme. En latterlig Tanke faldt ham ind: Kanske var den der ikke længer, kanske var den flyttet, eller kanske ''sad der én i den''. Et Menneske, som han selv ikke kunde se, men som inde fra Mørket stirret paa ham. Han blev nervøs og irriteret og ængstedes for sin Nattero. Naar hans Fantasi blev saaledes opjaget, gik bestandig forvirrede Syner og Drømme gjennem hans Søvn. For at berolige sig løftet han Lampen høit i Haanden og gik ind i det forreste Værelse. Han blev staaende ved Døren og se sig om. Alt var som før. Lyset svømmet udover Møblerne og blinket i Fotografirammerne.<noinclude><references/></noinclude> jzey1w7ozvhrwm5l52q7pvqnog6gn9c 104 135087 316740 2026-04-12T15:01:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316740 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Men han syntes ikke længer Værelset var saa hjemligt og hyggeligt, som han vilde ha det. Kakkelovnen stod der i Hjørnet kold og sort, Stolene stod aabne og ventet paa, at nogen skulde hvile sig i dem. Der var noget hjemløst og livløst over Værelset, som virket uhyggeligt. Han tænkte ved sig selv: Det ser ud som om Mennesker har forladt dette Værelse i Skræk og overladt det til andre, eller til ''noget andet''. Kanske til Mørket som trykket paa. Det var iallefald ubeboeligt med dette aabne Gab av Bælgnatten. Uden at tænke nærmere over, hvorfor han gjør det, gaar han hen til Døren og lytter anspændt. Han synes formelig han hører Stilheden derudenfor, Luften suger den opigjennem Trappestruben. Og mens han staar her og lytter, falder det ham ind, at han har glemt noget og at dette indebærer en Fare eller en Ulykke. Han grunder en Stund paa, hvad det kan være, han har glemt, men hans Hjerne er i dette Øieblik opjaget og dirrende, Tanketraadene glipper, han kan ikke tænke en Tanke tilende. Det er maaske slet ingenting han har glemt. Saa gaar han ind igjen i sit Soveværelse med Lampen. Han trækker Portieren for og føler sig igjen roligere. I det forreste Værelse hviler Uhyggens Skygger i Krogene og Rædslen synker ind over Møblerne med Mørket. Han skiller sig af med Trøien, Vesten og Støvlerne og lægger sig halvt afklædt paa Divanen, ligesom man en<noinclude><references/></noinclude> h4xj43oea7te40lo6xtfmpmdu8wq02z 104 135088 316741 2026-04-12T15:02:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316741 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stormfuld Nat ombord i et gyngende Skib er bange for at krybe tilkøis. Og saa lar han Lampen brænde, skjønt han synes det i Grunden er taabeligt. Han som ingensinde har været mørkræd og som ved med sig selv, at han ikke er feig, han vil for alt i Verden i denne Stund ikke undvære Lysskinnet. Hadde han bare en Skjærm, for det piner ham at maatte se paa Lampens hvide Øie {{. . .}} Det hadde nu flere Gange hændt ham, at Lampen hadde brændt den ganske Nat. Og ofte hadde han ligget i pinefuld Halvslummer med alle Klærne paa. Det var som om han vilde være forberedt. Han ventet, at noget skulde komme. Hvad kunde Klokken være? Klokken var henved halv tre. Om etpar Timer vilde Morgengryet lægge sine graa Lysfingre paa Byens Vinduer. Det var endnu længe til. Han ligger og hviler Hodet i Haandfladerne og kjender Blodets nervøse Prikken i Aarerne. Nu forstaar han, hvordan alting bare bygger og bygger paa hans Nervøsitet og Angst, Natten og Sollyset, Høstens rustbrune Brand i Trærne og Sekundernes blodige Dryppen, alt flytter ham ligesom fremover mod Døden og Undergangen {{. . .}} Han er nu inde i en halvvaagen Slummer, hvor Tankerne og selve Tilværelsen glider ud i en Anen, Bevidstheden om Nuet dulmes og lægger sig tilhvile, og en varm Taake stryger henover ham og lukker hans Øine, mens Fornemmelsen af<noinclude><references/></noinclude> 363u8834ur1y482vd39kgkjuvva0m87 104 135089 316742 2026-04-12T15:03:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316742 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Lyset i Værelset, som endnu svirrer i Fibrene under hans Øielaag, bærer ham ind mellem underlige og søvndyssende Farver; det er Overgangen til Søvnen. Og i Søvnen kom Drømmen. Han var i et fremmed Rum igjen, Gulvet var helt dækket af et Tæppe, vævet i et underligt Mønster: Et Virvar af Hænder, som krystedes, Fingre, som greb omkring hinanden, bønfaldende Hænder, knyttede Hænder, hvide, fortvilede Hænder; det hele var som en stille Sjø, hvori en stor Menneskemængde druknet. Men han saa ingen Ansigter, bare Hænder, bare dette vilde Virvar af Fingre. Idet han gik henover Gulvet, syntes han at gaa over noget mygt og gyngende. Han vilde ud af Værelset, men han fandt ingen Dør, ogsaa Væggene var Tæpper. Tykke, folderige Tæpper, som hang urørlig stille. Disse Tæpper hadde en underlig Farve. Det var en ny og fremmed Farve, som ikke før var set. Han kunde ikke fatte, hvad denne Farve lignet. Den var fjernest fra rødt, den laa i Nærheden af det violette, en blass og gyselig Absintfarve, som maatte findes etsteds dybt inde mellem Verdensrummets Kloder, langt borte fra Menneskene. Den virket farlig og sygelig. Og pludselig fôr det gjennem ham: Det er Vanvidsfarven, det er ''selve Vanvidsfarven''. Og den bragte med sig en Stank, som han havde fornemmet trykkende før, en sød og brunstig Dyrestank {{. . .}} Nu saa han, at Værelset ikke hadde Tag. De<noinclude><references/></noinclude> 3jhit7jdwmxsccypyxv56ohz63phli3 104 135090 316743 2026-04-12T15:04:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316743 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tykke, lumre Tæpper hang ned fra en forfærdelig Høide. Han fulgte dem med Øinene opover til de tabte sig i Mørket. Over ham var Mørket, han saa lige ind i den kulsorte Himmel. Og det var en fremmed Himmel, han saa ingen Stjerner, bare en Uendelighed af Mørke og Kulde. Da begyndte han at skyve mod det ene Tæppe, han hadde en kvælende Tyngde i Halsen, Mareridtet var over ham igjen. Han vilde bort. Og Tæppet gav efter. Han skjøv og skjøv, det myge gyngende Gulv fortsatte indover med det samme underlige Mønster, forvredne Hænder, hjælpeløse Fingre. Tæppet blev tungere, jo længer han kom frem, og tilslut overmandet det ham og drev ham tilbage med sin uhyre Vægt. Det gled lydløst ind i sin oprindelige Stilling, og saa hang det der roligt som før med sine tunge Folder, som randt ned fra Mørket høit ovenover ham {{. . .}} Han vaagnet i et Gisp. Men Søvnen og Trætheden gik saa tungt i ham, at han kun et Øieblik saa sit Værelse i Lampens stille Skin. Og saa med en Gang var han dybt nede i Søvnen igjen. Da var det ligesom der gled en Væg tilside for hans Øine, en blank Metalvæg, som faldt sammen med et Smeld. Og nu saa han pludselig et mildt rødligt Lys – og var med en Gang i ''den anden Del af Værelset''. Han gjenoplevet paany Begivenheden fra hin Nat paa Hotellet. Da hadde han kun set Værelsets ene Hjørne<noinclude><references/></noinclude> d8kpkpv0xm7oxjrdn3lytz2ucyr4aq7 104 135091 316744 2026-04-12T15:05:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316744 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Vinduet og Telefonapparatet paa det sorte Mahognibord. Men nu befandt han sig i den anden Del af Værelset. Han saa Lampen, hvorfra det røde Lys kom; den var af dybrødt Glas og hang ned fra Taget som en stor Bloddraabe. Ret under Lampen sad en Kvinde i en silkebetrukket Lænestol. Hendes Haar var sort, hendes Ansigt blegt. Hun hadde en blaa Kjole paa og sad og lekte med en Vifte. Han kunde se alt overordentlig klart, men han var uden Forundring over hvad han saa, fordi han syntes, at han selv var tilstede og at det altsammen var rimeligt og selvfølgelig. Fjernt henne fra, fra selve Bygningen, men fjernt henne fra bares glidende Toner af Dansemusik mod hans Øre. Men han vidste, at Musikken ikke vedkom dette Værelse eller de Mennesker, som var her. For der var andre Mennesker i Værelset, men foreløpig saa han kun Damen i Lænestolen. Der var Fest et Sted i Huset, indimellem Musikken klang glade Menneskers Støi. Men denne Fest vedkom andre. Han hadde ogsaa en Følelse af, eller han ''vidste'', at Værelset laa høit oppe i Huset, som var meget stort og som rummede Mennesker, der slet ikke kjendte hinanden. Alt dette dæmret i hans Bevidsthed. En hel Viden samlet sig hos ham, straks da han saa Værelset og den røde Lampe og Damen i Lænestolen. Han vidste langt mere end han kunde se. Men det bidrog igjen til at gjøre Drømmen overordentlig virkelig. Han hadde<noinclude><references/></noinclude> 0um37oer3a8nrdolm3x35273dw5phad 104 135092 316745 2026-04-12T15:06:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316745 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en forunderlig Dobbeltbevidsthed om, at han selv var tilstede i Værelset, men at han samtidig var en anden og langt borte. Og gjennem det hele gik som et mygt og fint Spind Forestillingen om, at alt alligevel kun var en Drøm. Han vidste, at noget nu skulde ske, men der var ingen Nysgjerrighed, ingen Spænding hos ham, for han vidste ogsaa, ''hvad'' der skulde ske. Han hadde gjennemlevet det altsammen tidligere. Istedetfor Spænding trykkedes han af en stor Angst, som stadig blev voldsommere, og som drev ham mod det ufattelige, mod det grænseløse; det var som om en Afgrund trak ham i en rivende Gliden mod sig. Ligeoverfor denne uhyre Angst stod i en besynderlig Modsætning det ganske tilfældige og dagligdagse, Værelset, det hjemlige Skin fra Lampen, Damen i Lænestolen. Hun smilte og hendes Stemme pludret i hans Øre. Nu vender Damen sit Ansigt til Siden, hun skotter op; han ser hende overordentlig tydelig nu, ligesom han skulde være kommet hende nærmere, han ser Fugtigheden i hendes deilige røde Læber, som hun i dette Øieblik smilende vender mod et andet Menneske, der nu dukker frem i Billedet. Det er ham, Manden. Dette Menneske har været der hele Tiden, men det har ikke tidligere kommet ind i denne lille Del af Værelset, som han dennegang ser. Han ser tydeligt det fine, hvide Dun over Mandens skaldede Isse, han er meget høi, hans Ryg<noinclude><references/></noinclude> 2awz3fedp004d8dt1gxlgv418imcbmy 104 135093 316746 2026-04-12T15:06:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316746 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>let bøiet. Han har mørk Jaket, graa Benklær, og idet han lægger den venstre Haand over Lænestolens Ryg, glider Mansjetten ned. Han har kulørte Mansjetter. Hans Ansigt sees ikke, derimod hans Nakke. Mennesket nikker mod Damen i Lænestolen, som paany aabner sine Læber til et Smil. Det er ikke længer en Drøm han har. Det er en blændende og forfærdelig Virkelighed. Samtidig som han fra Afstand ser Mandens Ryg, synes han, at ''han er Manden selv''. Det staar for ham i et Flimmer, som naar et Fotografi fremkaldes over et andet. Det er ham selv, som staar der og hviler sin venstre Haand over Lænestolens Ryg; han kjender Silkebetrækkets Kjølighed inde i Haandfladen. Nu er det kanske ikke et Sekund til, at dét skal ske, som allerede ''er'' skedd. Han føler Angstens vældige Tag, en Krampe af Skræk, af Fortvilelse og Had. I sin høire Haand holder han Kniven. Den har et Metalskaft med Inskriptioner. Hun kan ikke se den, hun ler og pludrer endnu. Hun siger noget, og han svarer, det er Stemmen fra før, den grove Mandsrøst, som siger: Ligesaa {{. . .}} ligesaa – Og det er fremdeles ingen Drøm, det er Virkeligheden, det er ham selv som siger Ordene, han kan høre dem ru og rustne inde i sin Strube. Men i næste Øieblik ramler det hele sammen, det er som Drømmens Maskineri pludselig gaar<noinclude><references/></noinclude> 3j90ubvr8f8hdvywkmb8k7v9q6nxh76 316787 316746 2026-04-12T16:41:19Z Øystein Tvede 3938 316787 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>let bøiet. Han har mørk Jaket, graa Benklær, og idet han lægger den venstre Haand over Lænestolens Ryg, glider Mansjetten ned. Han har kulørte Mansjetter. Hans Ansigt sees ikke, derimod hans Nakke. Mennesket nikker mod Damen i Lænestolen, som paany aabner sine Læber til et Smil. Det er ikke længer en Drøm han har. Det er en blændende og forfærdelig Virkelighed. Samtidig som han fra Afstand ser Mandens Ryg, synes han, at ''han er Manden selv''. Det staar for ham i et Flimmer, som naar et Fotografi fremkaldes over et andet. Det er ham selv, som staar der og hviler sin venstre Haand over Lænestolens Ryg; han kjender Silkebetrækkets Kjølighed inde i Haandfladen. Nu er det kanske ikke et Sekund til, at dét skal ske, som allerede ''er'' skedd. Han føler Angstens vældige Tag, en Krampe af Skræk, af Fortvilelse og Had. I sin høire Haand holder han ''Kniven''. Den har et Metalskaft med Inskriptioner. Hun kan ikke se den, hun ler og pludrer endnu. Hun siger noget, og han svarer, det er Stemmen fra før, den grove Mandsrøst, som siger: Ligesaa {{. . .}} ligesaa – Og det er fremdeles ingen Drøm, det er Virkeligheden, det er ham selv som siger Ordene, han kan høre dem ru og rustne inde i sin Strube. Men i næste Øieblik ramler det hele sammen, det er som Drømmens Maskineri pludselig gaar<noinclude><references/></noinclude> lkxumcq5p4a11gizaejsmk7rddfdpfc 316788 316787 2026-04-12T16:42:03Z Øystein Tvede 3938 316788 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>let bøiet. Han har mørk Jaket, graa Benklær, og idet han lægger den venstre Haand over Lænestolens Ryg, glider Mansjetten ned. Han har kulørte Mansjetter. Hans Ansigt sees ikke, derimod hans Nakke. Mennesket nikker mod Damen i Lænestolen, som paany aabner sine Læber til et Smil. Det er ikke længer en Drøm han har. Det er en blændende og forfærdelig Virkelighed. Samtidig som han fra Afstand ser Mandens Ryg, synes han, at ''han er Manden selv''. Det staar for ham i et Flimmer, som naar et Fotografi fremkaldes over et andet. Det er ham selv, som staar der og hviler sin venstre Haand over Lænestolens Ryg; han kjender Silkebetrækkets Kjølighed inde i Haandfladen. Nu er det kanske ikke et Sekund til, at dét skal ske, som allerede ''er'' skedd. Han føler Angstens vældige Tag, en Krampe af Skræk, af Fortvilelse og Had. I sin høire Haand holder han ''Kniven''. Den har et Metalskaft med Inskriptioner. Hun kan ikke se den, hun ler og pludrer endnu. Hun siger noget, og han svarer, det er Stemmen fra før, den grove Mandsrøst, som siger: Ligesaa {{. . .}} ''ligesaa'' – Og det er fremdeles ingen Drøm, det er Virkeligheden, det er ham selv som siger Ordene, han kan høre dem ru og rustne inde i sin Strube. Men i næste Øieblik ramler det hele sammen, det er som Drømmens Maskineri pludselig gaar<noinclude><references/></noinclude> hmc3wtite16pfsnoco44c87hinlahwq 104 135094 316747 2026-04-12T15:08:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316747 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>istykker og alle Billeder paa en Gang styrter gjennem hans Bevidsthed. Han hører hendes Raab: ''Wilhelm, Wilhelm!'' – hvori den fortættede Rædsel stinger, han føler en varm Blodbølge over Haandledet, og saa, i den stumme og forfærdelige Stilhed som følger, pibler Telefonklokken sit grusomme og kolde Klinger. Alt dette tumler over ham i samme Øieblik han vaagner, Drømmen skynder sig med at bli færdig og falder i Kaos {{. . .}} Han farer op fra Divanen og ser sig omkring med forvildede Øine, han synes endnu han hører Telefonklokkens skarpe Svirren og føler Blodets varme Skvulp over Haanden {{. . .}} Dette var altsaa Forbrydelsen, Mordet, der laa dybt inde i ham som en gaadefuld Anelse. Han kjendte alt igjen, enhver liden Enkelthed, han kjendte Duften af Parfumen i Værelset, Larmen omkring i Bygningen, Billedet var ham fortroligt og levende. Forrige Gang han drømte om Værelset og kun saa det ene Hjørne med Vinduet og Telefonklokken, hadde den samme Skræk som nu grebet ham og den samme faste Vished om, at noget skulde foregaa. Han kunde bare ikke dengang se Menneskene i Værelset og hvad de foretog sig. Men han vidste det hele i en dyb og angstfyldt Anelse, som denne nye Vision blottet til en blændende klar Kjendsgjerning. Disse Tanker fôr hurtig gjennem hans Hjerne, mens han sad paa Divanen og lod Blikket fare hjælpeløst omkring i Værelset. Skrækken drev<noinclude><references/></noinclude> rjlnbf11z43x74n55oko64cm7ld6ljw 104 135095 316748 2026-04-12T15:09:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316748 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Blodets voldsomme Jag omkring i hans Legeme. Og det mærkelige hændte, at han slet ikke beroligedes ved at vide sig vaagen og fri for Søvnens Mareridt. Det var ikke alene Drømmens Uhygge, som svævet omkring ham. Det var ogsaa noget andet. Det var ikke Uhyggen fra Drømmen, den som svandt lidt efter lidt, fordi han nu var vaagen og sad i sit eget oplyste Værelse. Men det var en Uhygge, som ''kom'', som var i Anmarsch. Han følte det som en stigende Dirren i en Stræng. Og pludselig stod det klart for ham, hvad det var: Han hadde glemt at stænge Døren til sin Leilighed. Han hadde glemt at stænge Døren – Han reiste sig op og saa paa den mørke Portiere, som stængte for det andet Værelse. Han husket, at han var gaat derind med Lampen, før han la sig til at sove, og at han da hadde staat henne ved Entrédøren med den bestemte Fornemmelse, at han hadde glemt noget, og at denne Glemsomhed indebar en Fare. Nøklen stod jo i Laasen udenfor. Den stod der som en Indbydelse til at træ ind. Idet han tænkte paa den mørke Trappegang, syntes han at se den hvide Alluminiumsnøkkel bevæge sig mellem varsomme og forsigtige Fingre – Han greb hurtig Lampen og gik nogle Skridt fremover. Men han stanset paany, ikke paa Grund af den mørke Portiere, men bare ved at ''se'' paa den. Han var forbittret over denne meningsløse Angst,<noinclude><references/></noinclude> 7yhpe3g5atcfh60kxwdkqnia6yya0y4 104 135096 316749 2026-04-12T15:10:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316749 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men hans Sind var nu saa opjaget og forvirret, saa overlæsset af Stemning og Skræk, at han ikke længer kunde tænke klart. Desuden hadde han en vældig Længsel efter Hvile, en Hunger efter at være alene og lade alt gaa forbi sig i Ligegyldighed. Og hvem skulde vel komme ind til ham, han behøvet ikke at frygte nogen, – hvorfor skulde han paany trænge ind i det andet Værelse, han vilde ikke én Gang til staa overfor det trykkende Mørke i Vinduet, der var som et rædselsfuldt øineløst Ansigt bag de skraa Gardiner. Han satte Lampen fra sig paa Bordet igjen. Men idetsamme han hørte Lampefodens Metalstød mod Bordpladen, kvakk det i ham, og mens han fremdeles holdt Haanden om Lampen, vendte han langsomt sit blege Ansigt og saa sig tilbage over sin høire Skulder – henimod Døren. Han hadde hørt noget derinde. – Derinde i det forreste Værelse. En ganske svag skurrende Lyd, som om en Dør forsigtig blev skjøvet igjen eller en Laas sluppet tilbage. Var nogen kommet ind i Værelset? Han stod og lyttet i et Minut eller to i den samme Stilling med Haanden om Lampefoden og med Øinene sigtende fremover sin høire Skulder; han hørte intet, men han hadde en gysende Fornemmelse af, at et forunderligt Liv var begyndt derinde i Værelset, af at selve Skrækken hadde listet sig gjennem Døren, forsigtig lukket den efter sig igjen og nu var inde i Værelset i en eller anden mystisk og<noinclude><references/></noinclude> adc89v6zgga53e4ylnpwrm7xujs9iby 104 135097 316750 2026-04-12T15:10:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316750 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ufattelig Skikkelse. Forestillingen om Fabeldyret, som han ante i sine Drømme, og som kom med lydløse og umærkelige Fodslag, er igjen over ham. Rædslen derinde fra virker grusomt, han syntes at se dens Væsen anta Skikkelse af en levende Mund, som ligger paa Gulvet og ler tyst og blodrødt – Saa med ett hører han igjen noget. Og nu slipper han Lampen og rykker to Skridt tilbage mod Vinduet. Han hører Subb i Gulvtæppet derinde. Nogen ''gaar''. Og pludselig ser han, at Portieren bevæger sig. Den bevæger sig ganske svagt nede ved Gulvet, som om en Vind hadde pustet paa den eller varsomme Fingre rørt ved den. Men Bevægelsen gaar opover. Han ser tydelig, hvordan det klorer i Portieren, og tilslut er Bevægelsen helt oppe, og en af Ringene som holder den fast, klingrer lydelig. Saa ser han ''Haanden'', en lang og hvid Haand, der kommer frem fra det dybeste Mørke og griber omkring Portieren øverst oppe, Haanden staar dødningehvid mod det mørke Tæppe, og Synet af den suger en forfærdelig Rædsel ind gjennem hans Øienhulninger. Nu kan han ikke længer røre sig, han staar fastnaglet, lidt foroverbøiet, som om han var paa Sprang mod noget, han holder Albuerne frem, ligesom han vil afbøde Slag. Han synes, at selve Tiden stanser, og at Haanden blir staaende der hvid mod Tæppet i en Evighed. Men det er bare i et Nu, i et lidet<noinclude><references/></noinclude> mk741movgen03ntkbqxag8vipeh9ml1 104 135098 316751 2026-04-12T15:11:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316751 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Sekund, at den staar stille, nu skyver den langsomt Portieren tilside, det rasler svagt i Messingringene paa Stangen, og Portieren slaar Folder; men han kan endnu intet se foruden Haanden. Og Haanden tar varsomt og forsigtig, som om Mennesket, den tilhører, er ræd for at vække en sovende. Der er nu en sort Aabning mellem Dørkarmen og Tæppet, Aabningen blir stadig større, og det rasler fremdeles i Messingringene. Saa pludselig ser han i Mørket Glimtet fra to Øine. Disse Øine stirrer ret frem mod ham; han kan høre sin Aande som en Stønnen, og han synes Blodet stanser blytungt i Aarerne. Disse Øine, han ser, er Menneskeøine, og de lyser med en forvirret og heftig Glans, de skinner i Mørket. Tæppet skyves helt tilside. Mennesket blir staaende. Under Øinene derinde ser han i den svage Lysning en graalig Skygge, som naar ned til Gulvet, paa begge Sider af denne Skyggesøile ser han to lysere Pletter, det er Hænderne, de hænger ret ned og alt er ganske stille undtagen Øinene, hvori der blinker en sælsom og angstfyldt Stirren. Øinene er fæstet paa ham, og han synes de rammer ret i hans egne Pupiller. Han staar der i en eneste Skjælven, uden Tanker, uden Forstand, fyldt til Randen af Angst, og venter paa, hvad der nu skal ske. Mennesket træder ind i Værelset, han hører slet ikke Skridtene, det er som om en Skygge kommer. Men nu staar Mennesket midt<noinclude><references/></noinclude> 6v65hnoruktqhbk82e87pluynafts31 104 135099 316752 2026-04-12T15:12:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316752 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Lyset, og han ser straks, hvem det er. Det er Manden fra Mordværelset, det gaadefulde og forfærdelige Væsen, som har sluppet Skrækken løs paa ham. Nu stanser Manden igjen. Han har ikke de samme Klær paa. Han er klædt i en brun, tilknappet Frakke, som naar ham ned til Anklerne, og paa Hodet har han en bredskygget Hat. I hans blaa Slips stikker en Naal, en liden Lygte af Guld, hvori en Diamant funkler. Øinene har den samme Glans af Angst og Ulykke, og de stirrer mod ham, som om de vilde suge sig fast til ham. Saa levende klart ser han nu dette Menneske, at han endog kan lægge Mærke til dets Pusten i Kappens svage Duven over Brystet. Mennesket gaar ham et lydløst Trin nærmere og stanser igjen, det er ligesom det kjæmper med sig selv, at det ikke vil videre, men drives frem af en Magt, som tvinger dets Vilje. Og nu fornemmer han i Øinene derhenne en Sittren af Haabløshed og Fortvilelse, og han ser med en Gang, at det jo er de samme Øine som hans egne, de fortæller om den samme Angst, som piner ham, ud af disse Øine spinder hans egen Lidelse, han synes at se ind i sin egen Sjæl. Og pludselig slaar det ned i ham som en rædselsfuld Vished: ''Det er ham selv''. – Nu kommer Mennesket nærmere, dets Mund er blaalig og underlig vredet til den ene Side ligesom i en Krampetrækning. Det gaar langsomt fremover Skridt for Skridt, og en uhyre Følelse af Fare<noinclude><references/></noinclude> 89pr4buz5m0zxbczduma4vuubyxwrqb 104 135100 316753 2026-04-12T15:12:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316753 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bemægtiger sig ham. Da Mennesket er lige indpaa ham, evner han endelig at løsrive sig fra sin Afmagt, og han rykker et Skridt tilbage. Og et til. Mennesket er efter ham. Han viger endnu et Skridt og støder Ryggen mod Rullegardinet foran Vinduet. Længere kan han ikke komme. Og nu er Mennesket nærved ham. Det løfter pludselig begge sine dødningehvide Hænder og vil gribe til. Han gisper, kaster Overkroppen tilbage og klorer over Gardinet med sine Fingre {{. . .}} Gardinet flyver iveiret med et Smeld og aabner for et isgraat Morgenlys. Larmen og Lyset blænder ham for et Øieblik, han bøier sig sammen og gjennemrisles af en Kuldegysning. Da han igjen ser op, er Manden borte, og han befinder sig alene i Værelset. Ganske alene. Lampen staar paa Bordet og skinner fattig i Graalyset. Han ser hen til Døren, Tæppet er trukket for og hænger urørlig stille. Han løfter Lampen, Kuplen klirrer i hans skjælvende Haand. Han gaar hen til Døren og skyver med et raskt Greb Portieren tilside. Messingringenes skjærende Raslen om Stangen faar ham til at gyse. Han ser sig om, der er heller ingen i dette Værelse. Men nu staar ikke længer Mørket loddent og tæt foran Vinduet. Daggryet møder ham ogsaa herinde, det fyker som en gjennemsigtig graa Støvsky indad Vinduet. Han gaar hen til Døren, lægger Øret ind mod Laasen og lytter. Ingen Lyd uden Stilhedens Sugen opgjennem Trappestruben. Han<noinclude><references/></noinclude> a71pv9hjixnk7bky53yr7x39khenf8h 104 135101 316754 2026-04-12T15:13:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316754 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>aabner. Det samme graa Lys staar ind gjennem Trappevinduet. Det trænger frem allevegne. Det er Dagen, som kommer. Han skifter den hvide Alluminiumsnøkkel over paa Indsiden og lukker igjen. Saa blæser han Lampen ud og sætter den fra sig paa Skrivebordet. Alt dette gjør han uden at tænke nærmere over det, det er ligesom hans Bevidsthed endnu ikke er vendt tilbage. Han gaar hen til Vinduet for at se paa den gryende Dag. Idetsamme flommer Sollyset udover Markerne. Det er blaahvidt, han synes det ligner Is. Det er en Bræ af Lys, som kommer. Han trækker sig frysende bort fra Vinduet. Han staar stille en Stund og tænker paa, at Klokken nu maa være fem. Saa farer pludselig gjennem ham Erindringen om det Syn, han netop har havt. Han fornemmer et Vift af Rædslen – Og i et Sætt er han fremme paa Gulvet. Klokken er fem. Han har ingen Tid at spilde. Om en Time gaar Toget.<noinclude><references/></noinclude> 09gjaicr3z6kjniamj3qzrm1yzi20a5 0 135102 316755 2026-04-12T15:13:58Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=48 to=104 header=1 /> 316755 wikitext text/x-wiki <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=48 to=104 header=1 /> sh47z4qmivd4p4jsi8x0l6hhtrlq4ir 104 135103 316758 2026-04-12T15:18:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316758 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|III.}} {{Nodent/s}}{{Innfelt initial|F}}ørst langt ud paa Natten naadde Baaden endelig frem. Det var mørkt og koldt, og en flammende Blæst skred indover Land. Den var vaad af Havsprøit og slog i vægtige Blaff mod de smaa Huse. Ude paa Bryggen dinglet nogle faa Lygter; det var Ekspeditøren og hans Folk, som skulde modta Postbaaden. De forsøgte at raabe over til Kapteinen, men deres Stemmer drev tilbage med Blæsten og brast mod Pakhusvæggen. Men Kapteinens brølende Røst og al den Lyd, som kom fra Skibet, Maskintelegrafens Klingren, Rorkjættingens Skraben mod Dækket og Propellens Sjask i Vandet blev baaret langt indover Hustagene. De Mennesker som endnu var vaagne i den lille By, kunde alle høre, at nu kom Baaden. Længe kunde man bare se den grønne Lanterne og en duvende Lysrække fra Kahytterne. Det var forunderligt, at Baaden kunde finde frem i dette Mørke, men endelig gled dens store Masse ud af Mørket og la til ved Bryggen. En Landgangsbro blev løftet op. <noinclude><references/></noinclude> mbhjz04wmgh9hadysik9ajzkq5dt4m1 104 135104 316759 2026-04-12T15:19:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316759 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> En eneste Passager steg iland. Han var tilsyneladende tykfalden, var klædt i Pels og hadde Pelskraven slaat op over Ørene. Da han traadte ned paa de vaade Bryggeplanker, blev han staaende usikkert og se sig om. Folkene paa Bryggen var alle optat med at ta imod Posten, og nogle Kasser, som blev lempet iland med stort Hastværk. Kapteinen stod paa Broen og sendte lysende Banstraaler ind i Stormen, fordi man aldrig blev færdig.{{Nodent/e}} Endelig dinglet en Lygte hen til ham, den blev sat op mod hans Ansigt og en Stemme spurgte: Er det Dem, som skal paa Logihuset? Ja. Er Sakerne ombord? Ja. Lygten dinglet videre, og Manden, som bar den, bøiet Hodet og holdt fast i Landgangsbroens Rækværk for ikke at blæse omkuld. Den Reisende ''saa'' efter ham. Det var en underlig Stemme den Mand hadde. Den lød som en eneste Tæring, en gurglende Hvisken dybt nede i Halsen. Manden kom tilbage med to Kufferter. Vil De bære Lygten, sa han. Den Reisende tog Lygten og Manden gik foran med Kufferterne, en i hver Haand. Der saaes hverken Vei eller Gade, men Manden stimet alligevel ret frem i Mørket, og efterhaanden<noinclude><references/></noinclude> 754jwqyc2tg24l7a1a0imgw0fbs2r9t 104 135105 316760 2026-04-12T15:20:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316760 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>reiste der sig op Husgavle, hvor de skred frem. Den Reisende forstod, at han var i en Gade; han kunde øine tre–fire Lys, som hang inde i Mørket. Men alle Husene laa mørke, Vinduerne stod kulsorte paa Façaderne, nu og da skrek det rustent i Skilterne. De mødte ingen Mennesker. Manden med Kufferterne svinget omsider ind i et trangt og sort Gab, og nede i dette Smug etsteds randt Lyset ud fra nogle smaa Vinduer. Her er det, sa han. Han aabnet en Dør, som ikke var stængt, og gik frem opover en smal knirkende Trappe. Den Reisende lukket Døren efter sig. Straks dulmedes Larmen af Blæsten. Men den gik fremdeles i en stadig stigende og faldende Brusen over Huset. Manden med Kufferterne aabnet en Dør. Her er det, hvisket han igjen. Det var et lidet Værelse med et eneste Vindu. Møblementet bestod af et Bord foran Vinduet, en stor lærbetrukket Sofa, en Kommode med lidt Pynt paa, en Seng, et Vaskestel og nogle Stoler. Paa Bordet stod et enligt Lys i en Stake. Lyset blafret i Trækken fra Vinduet. Værelset var godt opvarmet. Manden satte Kufferterne hen paa Sofaen. Saa tog han Luen af sig og sa med sin hæse Stemme: Værsgo.<noinclude><references/></noinclude> 7hy085qap69kpvextlwoq9fcssuc00q 104 135106 316761 2026-04-12T15:21:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316761 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Den Reisende blev staaende stille midt paa Gulvet. Først saa han paa Værelset, derefter paa Manden, som hadde baaret Kufferterne op for ham. Er De Værten? spurgte han. Manden rystet paa Hodet. Langtifra, hvisket han, jeg er Iversen. Aronsen, det er Værten, han har gaat og lagt sig. Hvad er De da? Skomagermester. Det lød som den hæse Røst sa: Schmagermeschter. Den Reisende saa nærmere paa ham. Mandens Ansigt var magert og graat, det hadde den dystre, sultegraa Farve, som røber mangelfuld Ernæring og trang Luft. Hans Haar var tyndt og sort. Over Munden hadde han en kulsort Bart, Spidserne hang nedad og syntes at være fugtige. Hans Øine hadde et ganske udslukt Blik, som veg søgende omkring. Pupillerne var som Knappenaalshoder og stikkende sorte, det hvide i Øinene var uklart og ligesom sværtet. Hele Ansigtet bar Præg af Sygdom og Usundhed. Omkring Halsen hadde Manden et Skjærf af ubestemmelig Farve, dets Ender var puttet ned under Vesten, som var fed og blank af Smuds fra Skomagerværkstedet. Hans Trøie var hullet over Skuldrene, og gjennem Hullerne saaes en ulden Islænder, som en Gang maatte ha været hvid, men som nu var kaffebrun af Smuds. Mandens<noinclude><references/></noinclude> kwymcgva513xkhc51myfoisd0aldzfv 104 135107 316762 2026-04-12T15:21:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316762 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hænder var slatne, Fingrene lighvide og ganske sorte over Tupperne. Benklærne hang paa ham, slunkne og side, det var som om der ikke var nogen Krop i dem, bare to uldne og myge Stilker, som subbet fremover paa udtraadte Sko. Hele Manden aandet af Skiddenfærdighed og daarlig Luft, han var sikkert aldrig ude af denne Bunke Klær, han hadde dem paa sig i Sengen om Natten for ikke at fryse, de var stive av Skosværte og Bek, han tørret Fingrene af paa Benklærne, naar han var ude og fisket eller naar han hadde spist {{. . .}} Den Reisende vendte sig bort fra ham og begyndte at knappe sin Pels op. Det er koldt idag, Iversen. Ja, men herinde er det godt og varmt. Denne hæse Strubestemme fik den Reisende til at gyse. Har De Tæring? spurgte han haardt. Aassen det? Ikke for noget. Drikker De kanske meget? Aanei. Iversen bøiet Hodet og saa bort, som om han vilde tilføie: Desværre. Sæt Dem ned, kjære Ven. Iversen subbet over Gulvet og satte sig paa den Stol, som stod nærmest ved Døren. Alt var Subb og Slark hos denne Mand, Stemmen, Klærne, Skridtene. Den Reisende saa ned paa hans Ben. Iversen<noinclude><references/></noinclude> 0b3isy1t2g0p5otprz8ctcp86rj8l0w 104 135108 316763 2026-04-12T15:22:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316763 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hadde Fillesokker udenpaa Skoene. Iversen opfanget hans Blik og hvisket. Det er saa koldt om Natten. Han saa hen paa Kakkelovnen, hvis Jernmund glødet. Men her er det godt og varmt, gjentog han. Ja, jeg bad udtrykkelig om et varmt Værelse. Det stod paa Telegrammen, sa Iversen, og det kan ogsaa trænges til, for idag gik de fireogtyve Kuldedage ind. Hvad mener De? Det er den seistende idag, hvisket Iversen. Den Reisende nikket. Og naar det er koldt paa den Dag, saa blir der fireogtyve Kuldedage. Den Reisende hadde nu tat Pelsen af. Under Pelsen hadde han en Frakke. Den tog han ogsaa af. Den Reisende aabenbaret sig nu som en spinkel, høi Skikkelse. Iversen vovet at se paa hans Ansigt, men studset uvilkaarlig. Den Reisende var meget bleg, hans Øine brændte, Haaret laa ham ned i Panden, klissent og vaadt. Det var mye til Klær, sa Iversen for at si noget. Det er fordi jeg fryser, svarte den Reisende, som nu hadde en underlig, fjern Klang i Stemmen, og fordi jeg hader Kulden. Han gik hen til Vinduet og lyttet mod Stormen, hvis Flammer slog i knakende Magt over Huset.<noinclude><references/></noinclude> cbsz1c32qt4kwtoon93t2eapaynq0ze 104 135109 316764 2026-04-12T15:22:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316764 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Kulden, hvisket han for sig selv, Kulden {{. . .}} Saa rykket han til, som om han med sine Tanker hadde været langt borte. Han gik hen til den store Sofa, satte sig i den og trak Benene op under sig. I denne Stilling blev han siddende, hans glødende Øine stirret fremover Knærne henmod Iversen, som nu og da skottet urolig op. De liker kanske at sidde herinde i Varmen, Iversen. Iversen bøiet Hodet og saa ned mod Gulvet. Saa kan De komme oftere hid til mig, sa den Reisende, kanske jeg har noget at la Dem bestille ogsaa. Har De meget at gjøre for tiden? Nei ingenting. Iversen blev siddende stille og graa. Den Reisende tænkte paa, hvor den Mand maatte ha det ondt og forfærdelig. Han saa paa den graa Masse derhenne og syntes det ikke lignet noget menneskeligt. Iversen reiste sig langsomt og saa mod Døren. Skal De gaa? spurgte den Reisende fort, ligesom han var bange for at bli alene. Ja. Den Reisende lod til at bli forundret og forlegen. Han plukket frem et Pengestykke af Vestelommen og gav det til Skomageren, som takket mangegange. Det hørtes, som om han hvisket shak, shak langt nede i Struben. Saa lusket han ud og stængte Døren forsigtig efter sig. Hans Trin kunde høres subbende i Trappen,<noinclude><references/></noinclude> dgrtfb3h7r2y6739n9bxmsf0o0t89bq 104 135110 316765 2026-04-12T15:23:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316765 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men Lyden af Trinene druknet i et harkende Hosteanfald dernede ved Gadedøren. Og saa hørtes intet mere uden Stormen. Den Reisende sad længe stille paa Sofaen med Benene trukket op under sig betragtende et Billede paa Væggen ligeoverfor. I det fattige Lys var det umuligt for ham at se rigtig, hvad det forestillet. Men var det ikke en Mand og en Kone, som stod og talte sammen? Konen hadde Sjal, som hun med sine Fingre holdt sammen over sit smale Bryst og Manden hadde høi Hat paa Hodet. Den Reisende myste med Øinene og anstrængte sig for at faa noget mere ud af Billedet. Endelig gik han over Gulvet og tog det nærmere i Øiesyn. Det gav et Sætt i ham. Billedet forestillet to gamle Folk, som stod foran en Barnegrav. Han vendte det hurtig omkring. Saa gik han hen og aabnet den ene af sine Kufferter. Han stak Haanden nedi og tok frem en Bunke Breve. De var uaabnede allesammen. Han saa sig om, han ledte efter et Gjemmested. Han trak ud en liden Skuffe i et Speil, som stod paa Kommoden, og la Brevene deri. Men der var mange flere Breve end de første, han tog frem. Da han endelig var færdig med at rydde ud af Kufferten, var den lille Skuffe ganske fuldproppet. Han skjøv den i og aabnet den igjen. Og da reiste den sammenpressede Brevbunke sig op i et lydeligt Pust, et Puh! som gav et Gys i ham.<noinclude><references/></noinclude> rumeu8nmx24a02dmbkhra33mp5wr6jl 104 135111 316766 2026-04-12T15:33:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316766 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Han smækket hurtig Skuffen igjen og gik paany hen til Vinduet. Her blev han staaende længe stille, ret op og ned, lyttende. I hans Øine var der nu et besynderlig Glimt af Forundring og Smærte, men hans Læber fortrak sig til et Smil, et haardt og dirrende Smil, saadan som man smiler, naar man ikke vil graate. – – – Han hadde forsøgt at sove paa Sofaen, men hadde maattet opgi det. Nu sad han her og lod Tankerne gaa i forvirrede Slag frem og tilbage i Fortiden. De gik af sig selv, de fandt frem Træk for Træk og vakte Forundring hos ham. Han hadde ikke levet, syntes han, bare latt sig drive med Strømmen hurtigere og hurtigere. Og nu gik Stormbragene udenfor ind i hans Stemning og han syntes han allerede hørte Larmen fra den Afgrund, som han drev imod. Han kjendte en sød Glæde ved at sidde ganske stille og bæres bort af Minutterne og Timerne og Dagene, men han vidste ogsaa, at hans Øine afspeilet en ventende Sigten, en Anelse mod noget som skulde komme. Han hadde set det tidligere i nogle Dyreøine bag et Jerngitter. Det var i den store By, som han hadde flygtet bort fra, efter at ha set sin egen Angst levendegjort i et Syn af Manden fra Mordværelset. Allerede da han sad i Jernbanekupeen og blev baaret fremover i Vognens myge Gyngen, hadde han Fornemmelsen af, at han hadde tiltraadt<noinclude><references/></noinclude> rghsdawfi0b2xr6brgp0dc44q4jry3k 104 135112 316767 2026-04-12T15:34:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316767 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Reisen mod Døden eller mod en stor Ulykke. Senere var Visheden om Dødens Nærhed blit stadig stærkere hos ham; den hadde vokset sammen med Angsten. Først søgte han at dulme sin Smærte ved at opsøge sine gamle Venner og kaste sig ud i et meningsløst Svireliv. Men over Drukkenskaben var ikke længer den gamle Glød, og Vennerne blev hurtig kjed af ham. Hans Uberegnelighed var brydsom kanske. Enkelte Nætter blaffet han op i en hysterisk Lystighed og væltet al sin Nervøsitet over paa sine Omgivelser, til andre Tider sad han stille og taus og aandsfraværende midt i Larmen. Da kunde Passiaren gaa forbi ham, og han var fortvilet, fordi han ikke ævnet at gribe et Ord eller holde en Mening fast. Det var ligesom naar han som Barn sad og hørte paa de voksnes Tale og kunde intet forstaa. Alt gled forbi ham i en Summen. Og hans Venner likte ikke denne Uregelmæssighed, som bragte det regelmæssig fungerende Sviremaskineri til at knirke. Beruselsen skulde foregaa i daglig Jevnhed. Den skulde begynde med nogle smaa Glas om Formiddagen og en let og fordringsløs Passiar om hvor fuld man hadde været Dagen i Forveien. Den som da slog an de store Talemaader, kom lad os drikke, lad os nyde Livet, skaal kjære Venner, blev set paa med Misbilligelse og forundring. Hvilken Nar. Derefter skulde Drikkeriet udvikle sig langsomt med Snak om Dagens <noinclude><references/></noinclude> swelxqxdkxxfov3h1rqpfbxd3gz3s2b 104 135113 316768 2026-04-12T15:34:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316768 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>brændende Spørgsmaal til henad den Tid, da man kunde begynde at sende smaa Billetter hjem om, at man desværre ikke kom til Middag. Under Middagen maatte man ikke undlade at være grætten mod Tjeneren og sende enkelte Retter tilbage. Efter Middagen var der Anledning for de ældre Venner til en liden Lur i Sofahjørnet. Derefter kom den Tid, da man kunde vente Fruerne, som indfandt sig for at se efter sine Mænd. Enkelte var fordomsfri og slog sig ned for Aftenen, dem hadde man siden stadig med sig paa subbende Kaloscher, hvorhen saa Færden gik. En anden Frue kunde være fornærmet og vilde slet ikke engang ta Tøiet af; naar en saadan Dame indfandt sig, hadde han paa Fornemmelsen, at tredive Dages Regnveir paa en Gang var kommet ind i Stuen. Først langt ud paa Aftenen gled Drukkenskaben hen i mere oplivende Hvirvler, drevet frem af tunge Whiskymængder. Han passet ikke Skalaen og Tempoet. Det hændte, at han om Formiddagen vilde være lystig, at han mødte op efter en søvnløs Nat med brændende Øine og proklamerte Munterhed. Han blev mødt med Gjæspen og Hovedrysten. Eller ogsaa hændte det, at han om Natten sad stille og lod Larmen drive hen over sit Hode. Og naar en af Vennerne bøiet sin whiskyduftende Fortrolighed mod ham, svarte han hen i Hyt og Veir eller afbrød Samtalen med en Huttren, som<noinclude><references/></noinclude> 6uvnf9haos3xvl9z2b02y1cl74ugfda 104 135114 316769 2026-04-12T15:41:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316769 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om han frøs. Han var ikke den gamle længer, han kunde ikke bruges mere i den store Maskine, hvor Glassene løftedes og sænkedes regelmæssig og evigt som Stempelslag. Men han drak meget. Saa en Morgen, da han vaagnet og kjendte sig som Gelé i Kroppen af Drik, pakket han igjen sine Kufferter og reiste. Og idet han reiste fra Byen, vidste han, at han ikke mere skulde faa se den. Larmen efter den sank ned i Stilheden og skulde ikke mere bruse i hans Øren – Det fattige Lys derhenne paa Bordet blikket og kastet urolige Skygger indover i Værelset. Hvorfor hadde han ikke en Lampe? Dette Halvmørke generte ham. Han tog Plads henne ved Bordet, strakte Haandflaterne ud og saa paa sine Hænder. Saa trykket han med venstre Pegefinger et Mærke i den anden Haand, et hvidt Mærke, som længe blev staaende. Han synes det lignet en Ligplet, Blodet gik for langsomt i hans Aarer. Hans Hat efterlod en hvid Ring over hans Pande. Det var som om han allerede var død og ifærd med at raadne. Nu husket han paa den Nat, da han vaagnet, idet han hørte et Revolverskud. Han hadde da igjen den besynderlige Dobbeltfornemmelse af at være nærværende og dog langt borte. Selve knaldet bragte med sig en flygtig Forestilling om en stor Jernbanestation med mange rygende Lokomotiver. Der var det én, som hadde skudt. Men han saa Glimtet inde i sit eget Værelse, han syntes<noinclude><references/></noinclude> fjp54zpm0oss6asnh544vr33wijnh9m 316789 316769 2026-04-12T16:47:15Z Øystein Tvede 3938 316789 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om han frøs. Han var ikke den gamle længer, han kunde ikke bruges mere i den store Maskine, hvor Glassene løftedes og sænkedes regelmæssig og evigt som Stempelslag. Men han drak meget. Saa en Morgen, da han vaagnet og kjendte sig som Gelé i Kroppen af Drik, pakket han igjen sine Kufferter og reiste. Og idet han reiste fra Byen, vidste han, at han ikke mere skulde faa se den. Larmen efter den sank ned i Stilheden og skulde ikke mere bruse i hans Øren – Det fattige Lys derhenne paa Bordet blikket og kastet urolige Skygger indover i Værelset. Hvorfor hadde han ikke en Lampe? Dette Halvmørke generte ham. Han tog Plads henne ved Bordet, strakte Haandflaterne ud og saa paa sine Hænder. Saa trykket han med venstre Pegefinger et Mærke i den anden Haand, et hvidt Mærke, som længe blev staaende. Han synes det lignet en Ligplet, Blodet gik for langsomt i hans Aarer. Hans Hat efterlod en hvid Ring over hans Pande. Det var som om han allerede var død og ifærd med at raadne. Nu husket han paa den Nat, da han vaagnet, idet han hørte et Revolverskud. Han hadde da igjen den besynderlige Dobbeltfornemmelse af at være nærværende og dog langt borte. Selve knaldet bragte med sig en flygtig Forestilling om en stor Jernbanestation med mange rygende Lokomotiver. ''Der'' var det én, som hadde skudt. Men han saa Glimtet inde i sit eget Værelse, han syntes<noinclude><references/></noinclude> opgrjutx46m99g3sejxjygucjrvwuol 104 135115 316770 2026-04-12T15:42:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316770 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ogsaa at mærke Krudtrøgen i et hvidt, taakeagtig Flimmer. Han var sprunget op med ett og hadde tændt alle de Lys, som han kunde komme over. Han hadde alarmeret Hotellet, og forskrækkede Folk var kommet løbende. Der var ikke blit skudt nogetsteds, blev det sagt ham. Han maatte ha drømt. Han sa intet til dette. Han stod og grundet en Stund, til denne lille Tanke kom famlendes, den var som en Traad, der rodet i hans Hjerne: Det er ham, Manden, som har skudt sig. Nu skal du dø. Da bodde han paa det Hotel, hvor han hadde den Angsten med Brevene og Telegrammerne. Han var kommet med Jernbanen fra Hovedstaden; i de første to Dage syntes han Roen var vederkvægende. Men saa indgav selve Stilheden ham Ængstelse, det at han ikke hørte noget. Hans Venner vidste, hvor han var, hvorfor skrev de ikke til ham, bare en eneste venlig Hilsen paa et Brevkort? Han syntes den store By med alle Vennerne laa mørk og truende i det fjerne. Saa begyndte han selv at skrive Breve, en Aften skrev han fem. Han beregnet paa Timen, naar han kunde ha Svar. Han skrev om ligegyldige Ting, fandt op et eller andet, som han vilde ha Svar paa. To Dage efter med Posten Klokken syv om Aftenen, kunde han ha Svarene. Postbudet kom, men der var ikke et eneste Brev til ham. Da han en Times Tid efter kom ind i Hotellets Spisesal, sad mod Sedvane noksaa mange<noinclude><references/></noinclude> o8859txhldwuo8bb9jb4ez6vh29q25a 316790 316770 2026-04-12T16:48:11Z Øystein Tvede 3938 316790 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ogsaa at mærke Krudtrøgen i et hvidt, taakeagtig Flimmer. Han var sprunget op med ett og hadde tændt alle de Lys, som han kunde komme over. Han hadde alarmeret Hotellet, og forskrækkede Folk var kommet løbende. Der var ikke blit skudt nogetsteds, blev det sagt ham. Han maatte ha drømt. Han sa intet til dette. Han stod og grundet en Stund, til denne lille Tanke kom famlendes, den var som en Traad, der rodet i hans Hjerne: Det er ham, Manden, som har skudt sig. Nu skal du dø. Da bodde han paa det Hotel, hvor han hadde den Angsten med Brevene og Telegrammerne. Han var kommet med Jernbanen fra Hovedstaden; i de første to Dage syntes han Roen var vederkvægende. Men saa indgav selve Stilheden ham Ængstelse, ''det'' at han ikke hørte noget. Hans Venner vidste, hvor han var, hvorfor skrev de ikke til ham, bare en eneste venlig Hilsen paa et Brevkort? Han syntes den store By med alle Vennerne laa mørk og truende i det fjerne. Saa begyndte han selv at skrive Breve, en Aften skrev han fem. Han beregnet paa Timen, naar han kunde ha Svar. Han skrev om ligegyldige Ting, fandt op et eller andet, som han vilde ha Svar paa. To Dage efter med Posten Klokken syv om Aftenen, kunde han ha Svarene. Postbudet kom, men der var ikke et eneste Brev til ham. Da han en Times Tid efter kom ind i Hotellets Spisesal, sad mod Sedvane noksaa mange<noinclude><references/></noinclude> b3uowdaqd3ri11umjzk3z0mxs5iji7h 104 135116 316771 2026-04-12T15:43:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316771 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gjæster ved Aftensmaaltidet. Han syntes, at de allesammen stirret saa underlig paa ham. Han var forfærdelig nervøs og klirret med Kniver og Glas. Han henvendte nogle Ord til sin Sidemand og fik et elskværdigt Svar igjen. Dette beroliget ham for en Stund. Manden svarte i den store Almindelighed, en Talemaade, men med et velvilligt Smil. ''Han vidste altsaa ikke noget.'' Men saa tænkte han igjen paa den store, truende By, hvorfra han ikke hadde hørt et Ord. Hvad var der iveien, hvad talte de om nu ved Bordene, hvorfor skrev man ikke til ham? Og saa var Angsten kommet stikkende igjen og hadde gjennemilet ham med sin isnende Frysen. Han kunde ikke udholde at være blandt Mennesker længer, han vidste, at han sad her og stirret fra den ene til den anden med store og hjælpeløse Øine. Saa hadde han pludselig reist sig og var gaat ud af Salen. Da han lukket Døren efter sig og hørte dens Knæk i Laasen, hadde han staat stille og tænkt: Død og Helvede, nu er det ude med dig. Dagen efter hadde han sendt Telegrammer med de samme ligegyldige forspørgsler. Og saa hadde han faat Svar, lidt forundrede Svar over dette umaadelige Hastværk med Bagateller. Naa, der var ingenting iveien. Men nu var alt ganske anderledes, for Brevskrækken var kommet. Rædslen for at aabne<noinclude><references/></noinclude> bpio6tc2bvowgbq99u9im0y5s2mwehr 104 135117 316772 2026-04-12T15:47:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316772 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Breve. Det hadde begyndt med at han hadde ladt et Brev ligge uaabnet, fordi han ikke kjendte Udenpaaskriften. Men nu turde han slet ikke aabne ''nogen'' Breve. Og saa hadde Brevbunken samlet sig op, vokset ustanselig med stadig nye Breve og Telegrammer. Nu fyldte de uaabnede Breve ganske den lille Skuffe derhenne, han turde heller ikke kaste dem væk, for han syntes det var noget levende, det var Stemmer som laa og vilde tale til ham {{. . .}} Han trak Skuffen ud igjen, og straks løftet Brevbunken sig med et Pust. Rædselslagen klemte han Brevene ned med sine Hænder, han syntes mange forskjellige Stemmer mumlet mellem hans Fingre og først blev bragt til Taushed, naar Skuffen var skjøvet igjen {{. . .}} Men nu kjendte ingen hans Adresse, han vilde ikke faa flere Breve, han hadde kappet Ankertauget og drev stadig længere bort fra Tilværelsen i Tidens ustanselige Bris. Nætterne var forfærdelige. Med hver Nat, som gik, syntes han at han kom nærmere det gaadefulde, som han vidste en Gang vilde gribe ham. Det vilde komme med selve den store Vinter og den uigjennembrydelige Kulde. Det laa under Horisonten og truet, en Aften vilde han se det reise sig over Jordranden ufatteligt og rædselsfuldt med en uhyre stor og hvidlig Pande, og saa vilde det springe mod ham. Det var selve Angsten, som skulde komme. Han ventet den. Først vilde han høre en Kalden,<noinclude><references/></noinclude> 7qwyd11tht6mphyyhp2852c479zwhl6 104 135118 316773 2026-04-12T15:52:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316773 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et Raab fra en umenneskelig Verden, og saa vilde Angsten stige ud fra Mørket. Han sad længe ved Bordet og saa paa sine Fingre og lyttet efter Blæstens store Fanfarer ude fra Sjøen. Inde mellem Vindkastene hørte han et stort Slagur tikke i Værelset ved Siden af. Denne Tikken pinte ham, den lød som ustanselige Bloddryp mod Gulvet. Den anden Kuldedag. Det blæste ikke længer. Kulden samlet sig til sit mægtige pressende Greb omkring Jorden. Naar Folk gik, klang det under deres Støvler, som om de gik paa Metal. Bryggerne laa tiliset, Sjøen afsatte en Skorpe af Is langs Stranden. Det var mærkeligt, hvordan fjerne menneskelige Stemmer blev baaret tydelig frem gjennem den klingre Luft, og der var kommet en egen syngende Tone i alle Lyd {{. . .}} Han sendte Bud efter Iversen. Han vilde tale med dette Individ, som var ham sympatisk, fordi det røbet den yderste Fattigdom, en forhutlet graa Mand, uendelig slidt og fedtet i Klædedragten. Han tænkte sig hvordan dette Menneske bodde. Det maatte være i et lidet Kvistkammer oppe paa et Loft. En skrøbelig Trappe førte derop. Loftet gik indover og tabte sig i Mørket, Skraabjælkerne kunde skimtes og en hvidkalket Skorstenspibe. Stormen fôr nedmellem Takstenene, gøv omkring og peb gjennem Sprækkerne i Skomagerens Dør. Han hadde<noinclude><references/></noinclude> pdf7qlhptp0gzpb4293mg13oxexz6mw 104 135119 316774 2026-04-12T15:53:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316774 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>puttet Filler i Sprækkerne, men det kunde ikke hjælpe, for Træværket var gammelt, og Kulden greb om det og knaket det fra hinanden. Inde i Skomagerens Værelse var det halvmørkt og frossent, Vinduet skiddent og ugjennemsigtigt, naar Sneen kom, vilde den fyke ind mellem Sprosserne. Ved den ene Væg stod hans Seng, et lavt Leie, dyngende fuldt af Filler. Kanske var Skomageren i dette Øieblik selv i sit Værelse, han syntes han saa ham, graa og urørlig som en Del af Mørket. Han sad kanske og lyttet efter Vindens lemsterlige Raslen ude paa Loftet, hvor den raslet i gammelt Skrammel, som var benyttet af Mennesker, som forlængst var døde og hensmuldrede {{. . .}} Han fik Bud tilbage, at Skomageren intetsteds var at finde. Saalænge Vinterlyset stod rødfrossent udenfor, holdt han sig paa sit Værelse. Han sad hele Tiden stille i Sofaen med Benene trukket op under sig – og han frøs, skjønt Kakkelovnen glødet. Men Skumringen kom hurtig, det var ligesom Døgnet bare aabnet Øiet og saa sig om og lukket det igjen langsomt. De sidste Rester af Dagen smuldret hen og saa var Mørket der, Vintermørket, det kom ude fra Havet, trængte klagende frem, peb i alle Sprækker og vilde ind til Menneskene med Kulden, denne rædselsfulde Fiende af alt Liv, en Aande fra selve Verdensrummets Bundløshed. En tændt Lampe blev bragt ind til ham af<noinclude><references/></noinclude> odi6pwf0hc0kynbjzi1ykq79c69xen0 104 135120 316775 2026-04-12T15:55:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316775 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Værtens Kone. Han sa intetsomhelst, bare fulgte hende med Øinene, og hun skyndte sig ud igjen. Saa stod han op og tog sin Pels paa. I Mørke følte han sig alligevel mere tryg, han behøvet ikke at se Menneskenes Ansigter, og han kunde staa stille og skjule sig i en stor Skyggegrube, hvis han hørte, at nogen kom gaaende. Da han kom ud paa Veien, saa han de gamle Huse tegne sine Skraatag mod Himlen. De hang indpaa hinanden og trykket sig sammen i Kulden. Hist og her i Husklyngen var Trær stukket ned, de nøgne Grene var kulsorte og ligesom afbrændte. Natten var klar og stjernefunklende, men i Øst laa en bred Skygge over Himlen, det var et Fjeld som hævet sig med en blaalig Skavl i Toppen. Han saa op mod Melkeveiens uendelige Snedrev og mod Hundestjernens iskolde Blink. Derovenfra kom Kulden. Den var selve Evigheden, hvori alt Liv tilsidst skulde udaande {{. . .}} Pludselig stanset han sin Gang, han var kommet udenfor Husvrimlen, den laa langt bag ham med enkelte røde Blink lysende inde i Mørket, han hørte en svag Larm fra Havet, Bølgerne brast mod Klipperne, gik istykker med en kjølig Skvulpen. Men foran ham gik Veien lige ind i Mørket; han stanset forfærdet foran dette Mørke, der var ikke længer nogen Grænse mellem Jorden og Himlen. {{. . .}} Mens han var ude, sad Manden og Konen i Logihuset og talte sammen om ham. De sad<noinclude><references/></noinclude> 0umotoxjropbnpt66nf9tfzhi7f2hmx 104 135121 316776 2026-04-12T16:00:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316776 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alene i et stort Værelse, som var daarlig oplyst af en gammel, udslidt Lampe. Det puttret nu og da inde i Kuplen, Flammen vilde slukne. Der var saa stille i Værelset og omkring Huset, og deres Stemmer lød saa dæmpet og forsigtig, det var ligesom Uhyggen og Ængstelsen gled langs de halvmørke Tapetvægge. Jeg er bange for ham, sa Konen, han sidder i Sofaen og ser paa mig saa underlig. Husker du Karo, Vagthunden. Manden nikket. Jeg kom til at tænke paa dens Øine. Han har det samme Blik. Det vagter. Og hvorfor sidder han stille og sammenkrøben i Sofaen hele Tiden? Jeg liker ikke at ha ham her. Hvem er han? Jeg ved ikke, svarte Manden. Hvor kommer han fra? Jeg ved ikke. Manden, som var en gammel Skipper, blev siddende taus og se betænksomt fremfor sig. Konen gik ind i det næste Værelse, men kom hurtig tilbage igjen. Jeg synes ikke om Huset længer, sa hun, det er blit saa skymt i de mørke Værelserne. Bare her kom flere Folk, saa vi ikke var saa alene. En Stund efter hørte de løbende Trin udenfor. En Næve dunket mod Døren. Det gav et Sætt i Konen, hun greb sig for Brystet, og hendes Læber blev blodløse med ett. Manden reiste sig. Han rynket Panden.<noinclude><references/></noinclude> 2ezteh1grccdl35nx17xl5dyitqrins 104 135122 316777 2026-04-12T16:01:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316777 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Vær rolig, sa han haardt. Han gik udenfor, mens Konen blev staaende ved Døren lyttende med tilbageholdt Aandedræt. Hun kunde høre paa de hviskende hurtige Stemmer, at noget særlig var paafærde. Saa kom Manden tilbage, mens de løbende Skridt fôr videre henad Gaden og dukket ind i Stilheden. Hvad er det? spurgte Konen, var det Isak? Ja, det var Isak. Hvad vilde han? Manden gik hen til Lampen og skrudde den høiere op. En gusten Bleghed var trængt ind i hans brune, veirbidte Hud. Skomageren har hængt sig paa Loftet, sa han. Nogle Minutter efter famlet det udenfor ved Dørlaasen. Denne forsigtige Famlen gik ligesom gjennem hele Huset, den gik gjennem de to Menneskers Legemer og rørte ved deres Hjerter. De reiste sig begge samtidig, og Manden greb Lampen. Det er en som vil ind, sa han. Da han aabnet Døren ud mod Trappegangen, stod Konen ved hans Side og støttet sig mod ham skjælvende. Idetsamme kom ''den Reisende'' ind ad Gadedøren. Da Konen fik se hans Øine, gispet hun uvilkaarlig. Manden hilste, men den Reisende blev bare staaende og se paa dem. De spurgte efter Skomageren, sa Manden, han har hængt sig. Han har hængt sig paa Loftet.<noinclude><references/></noinclude> qhdw0h0qy70goq3fqfoihs1weuepk28 104 135123 316778 2026-04-12T16:02:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316778 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Den Reisende nikket. Det syntes ikke som om Meddelelsen virket paa ham. Bare et lidet Glimt i hans Øine fortalte, at han hadde forstaat, hvad der blev sagt. Saa vendte han omkring og gik rolig opover den knakende Trappe, ganske rolig, Skridt for Skridt. Hans Pels var meget lang, men han blev ligesom længere i den, eftersom han gik opover, og Hodet og Overkroppen dukket ind i Mørket deroppe. Hans Hænder saaes hvide mod den mørke Væg. {{. . .}} Han traadte ind i Værelset og lukket Døren omhyggelig efter sig. Saa tog han Pelsen af og krøb ind i sin Yndlingsstilling i Sofaen. Hans Øine var unaturlig store og hadde et forunderligt Udtryk, som om Døden og Vanviddet langsomt grodde ind gjennem dem. Hvilke Tanker smuldret nu i hans Hjerne? Kanske ingen, kanske tænkte han paa Skomageren, selve den graa Død som hang inde under en af Loftsbjælkerne i Kulden, kanske gik hans Tanker ud mod fabelagtige Steder, hvor hans Sjæl fløi ind og følte sig skjælvende hjemme. Hans Ansigt var blit sammentrukket og grimt med dybe Furer om Mundvigerne. Det var som om han i de sidste Minutter hadde oplevet noget forfærdelig. Kanske hadde han oplevet noget derhenne, hvor Veien gik ind i Mørket, og Himlen og Jorden gled sammen i en rugende Nat? Hørt eller set<noinclude><references/></noinclude> 4e322ohd8151pxb32wm1ea7tkmcrgs8 104 135124 316779 2026-04-12T16:02:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316779 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>noget, som andre Menneskers Øren og Øine ikke kunde opfatte. Pludselig vender han Hodet mod Vinduet og studser. Og saa reiser han sig langsomt op, hans Bryst vider sig ud, og han løfter afværgende Hænderne. Han blir staaende saadan en Stund og lytte. Saa springer han frem paa Gulvet. Han har Hastværk. Han er nærved at vælte Bordet. Han lytter igjen intenst med Hodet foroverbøiet. Han er som et jaget Dyr, der mærker Farens Nærhed. Han lytter ved Vinduet, mod noget som kommer langt borte fra. Saa griber han sin Overfrakke – ikke Pelsen. I Hastværket stikker han Armen galt og midt i Rædslen, som nu raaber ud fra hans Ansigt, kommer et Træk af Fortrædelighed og Fortvilelse. Endelig faar han Frakken paa. Han lytter endnu engang, farer heftig sammen og gaar paa listende Fod mod Døren. Han famler nedover Trappen. Hans forsigtige Trin lyder som Sukke. Da han kommer udenfor, gaar han ret frem i Mørket. Hans Gang blir hurtigere og hurtigere. Han kommer ud paa Veien. Lysene fra Menneskenes Boliger forsvinder bag ham. Han er alene i Stilheden og dukker Hodet under Stjernernes Skin. Veien gjør en Svingning opover en Høide. Herfra synes den at gaa lige ind i den braasorte Himmel, ind i et sugende Mørke uden Bund.<noinclude><references/></noinclude> k7qkshjvpnca1ysl2lrtag1pgkh1dnw 104 135125 316780 2026-04-12T16:04:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316780 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Her møder han Angsten. – – – I Dagbrækningen begyndte Sneen at falde, først i kolde, kornede Drev. Siden tættere og tættere. Den dækket alt til, det mørke Land blev hvidt. Menneskene gik lydløse inde i Sneen som Skygger. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> d5klytu23lbn9ib0d9gbyztzltfmq4i 0 135126 316781 2026-04-12T16:06:02Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=105 to=127 header=1 /> 316781 wikitext text/x-wiki <pages index="Elvestad Angsten.pdf" from=105 to=127 header=1 /> azy3h8ahny9issc1nxgfrg24nvtat94 106 135127 316799 2026-04-12T23:34:00Z Øystein Tvede 3938 Ny side: 316799 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Betragtninger over filosofiens grundlag]] |Undertittel=hvori Guds tilværelse og forskellen mellem den menneskelige ånd og legemet påvises |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:René Descartes|René Descartes]] |Oversetter=[[Forfatter:H.C. Hansen|H.C. Hansen]] |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Th. Steens Forlagsexpedition |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1894 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} 13t88b1vmr8dbkv1l97kwy0m89wclsf 316883 316799 2026-04-13T01:29:46Z Øystein Tvede 3938 316883 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Betragtninger over filosofiens grundlag]] |Undertittel=hvori Guds tilværelse og forskellen mellem den menneskelige ånd og legemet påvises |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:René Descartes|René Descartes]] |Oversetter=[[Forfatter:H.C. Hansen|H.C. Hansen]] |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Th. Steens Forlagsexpedition |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1894 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag={{Side:Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf/7}} }} dd9ea2p46jnno7w7efp23c8yunsmed9 104 135128 316800 2026-04-12T23:37:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316800 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|Forord.}} ''René Descartes'' er en banebryder i tænkningens historie. Sammen med mænd som Francis Bacon og Giordano Bruno danner han overgangen fra det indsnevrede, ufrie åndsliv, der udmerkede middelalderen, men på flere måder strakte sig langt ind i den nyere tid», til den frie selvbevidste sandhedssøgen, der er vor tids fremtrædende kjendemerke. Det skrift af Descartes, der her foreligger i norsk oversættelse ― ''Meditationes de prima philosophia'' ― stiller den nye tænknings program i en form, der bærer den franske ånds smukkeste egenskaber: skarphed i tanken, klarhed og elegans i ud- trykket, spænstighed og liv i fremstillingen. Dette interessante lille skrift bringer os altså op på den selvstændige tænknings trin og leder os derved ind i forståelsen af den nyere tids ånd ― og det med den mindst mulige anstrengelse for læseren. Det er så langt fra at være et skrift blot og bart for fagmænd, at det meget mere i hoi grad egner sig for at udbredes blandt alle dannede med syn for virkelig god læsning. Der findes da også mange udgaver af originalen og en god del oversættelser af den, enkelte optagne i «biblioteker» for det større publikum. Idet nu Descartes' skrift her fremtræder i norsk skikkelse ― oversat af en anerkjendt skribent ― kan vi kun onske,<noinclude><references/></noinclude> rx2msk34f9k0kqca0dm7c3hyo3pbaec 316801 316800 2026-04-12T23:38:34Z Øystein Tvede 3938 316801 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|Forord.}} ''René Descartes'' er en banebryder i tænkningens historie. Sammen med mænd som Francis Bacon og Giordano Bruno danner han overgangen fra det indsnevrede, ufrie åndsliv, der udmerkede middelalderen, men på flere måder strakte sig langt ind i den nyere tid», til den frie selvbevidste sandhedssøgen, der er vor tids fremtrædende kjendemerke. Det skrift af Descartes, der her foreligger i norsk oversættelse ― ''Meditationes de prima philosophia'' ― stiller den nye tænknings program i en form, der bærer den franske ånds smukkeste egenskaber: skarphed i tanken, klarhed og elegans i udtrykket, spænstighed og liv i fremstillingen. Dette interessante lille skrift bringer os altså op på den selvstændige tænknings trin og leder os derved ind i forståelsen af den nyere tids ånd ― og det med den mindst mulige anstrengelse for læseren. Det er så langt fra at være et skrift blot og bart for fagmænd, at det meget mere i høi grad egner sig for at udbredes blandt alle dannede med syn for virkelig god læsning. Der findes da også mange udgaver af originalen og en god del oversættelser af den, enkelte optagne i «biblioteker» for det større publikum. Idet nu Descartes' skrift her fremtræder i norsk skikkelse ― oversat af en anerkjendt skribent ― kan vi kun onske,<noinclude><references/></noinclude> f0ng8tvzm6u8ywopy65zeutmyv4qrkc 316901 316801 2026-04-13T09:37:39Z Øystein Tvede 3938 316901 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{sp|Forord.}}}} ''René Descartes'' er en banebryder i tænkningens historie. Sammen med mænd som Francis Bacon og Giordano Bruno danner han overgangen fra det indsnevrede, ufrie åndsliv, der udmerkede middelalderen, men på flere måder strakte sig langt ind i den nyere tid», til den frie selvbevidste sandhedssøgen, der er vor tids fremtrædende kjendemerke. Det skrift af Descartes, der her foreligger i norsk oversættelse ― ''Meditationes de prima philosophia'' ― stiller den nye tænknings program i en form, der bærer den franske ånds smukkeste egenskaber: skarphed i tanken, klarhed og elegans i udtrykket, spænstighed og liv i fremstillingen. Dette interessante lille skrift bringer os altså op på den selvstændige tænknings trin og leder os derved ind i forståelsen af den nyere tids ånd ― og det med den mindst mulige anstrengelse for læseren. Det er så langt fra at være et skrift blot og bart for fagmænd, at det meget mere i høi grad egner sig for at udbredes blandt alle dannede med syn for virkelig god læsning. Der findes da også mange udgaver af originalen og en god del oversættelser af den, enkelte optagne i «biblioteker» for det større publikum. Idet nu Descartes' skrift her fremtræder i norsk skikkelse ― oversat af en anerkjendt skribent ― kan vi kun onske,<noinclude><references/></noinclude> pdxcridhuzcf8o6um6ln3gfjuzonw60 104 135129 316802 2026-04-12T23:39:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316802 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at det må få den vide udbredelse og forståelse som det så høilig fortjener ja, fortjener dobbelt, når vi tager hensyn til, hvor forholdsvis få udenlandske tænkere, der endnu findes i norsk oversættelse. I juni 1894. Dr. ''J. Mourly Vold''.<noinclude><references/></noinclude> 7js8c12birtc7tmh8f50q60pqctos8n 104 135130 316803 2026-04-12T23:47:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316803 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|René Descartes}} blev født i La Haye i det franske landskab Touraine (nu departementet Indre et Loire) den 31te marts 1596, og opdraget i jesuitskolen i La Flèche. Senere gik han i udenlandsk krigstjeneste og deltog i trediveårskrigen på katholsk side under Maximilian af Bayern og Tilly. Derefter reiste han gjennem Tyskland, Holland, Schweitz og Italien og kom i 1626 til Paris. I 1628 deltog han i beleiringen af La Rochelle. Herefter trak han sig fuldstændig tilbage fra krigshåndverket, som vistnok aldrig havde interesseret ham for sin egen skyld, men kun fordi det gav ham anledning til at lære verden og menneskene at kjende. I tyve år, fra 1629 til 1649 levede han nu i stor tilbagetrukkenhed på forskjellige steder i Holland, og her viede han al sin arbeids- kraft til videnskabelige studier. På mathematikens område har han skabt en hel ny videnskab, den såkaldte analytiske. geometri. Som fysiker var han fremragende. Men hans dybeste interesse là i filosofien, og hans filosofiske verker har været så banebrydende, at han med rette kan kaldes den nyere filosofis fader. I 1637 udkom hans første filo- sofiske skrift: Discours de la méthode pour bien conduire sa raison et chercher la vérité dans les sciences. I 1641 udkom Meditationes ― der her foreligger i oversættelse. Dette skrift gjorde ham straks til en berømt mand og gav anledning til ivrige diskussioner i hele den civiliserede verden. Fra kirkeligt hold blev hans filosofi fordømt og forfulgt<noinclude><references/></noinclude> t2px0tzwix23oumhsvxg6drlwndpcfl 104 135131 316804 2026-04-12T23:47:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316804 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som kjættersk, og i 1663 satte paven Descartes skrifter på listen over de forbudte bøger. Men da var forfatteren allerede død. I 1649 fulgte han nemlig en indbydelse af dronning Christina til at komme til Stockholm for at stifte et videnskabernes akademi og give dronningen undervisning i filosofi; men klimaet her var ham for barskt, han pådrog sig en farlig forkjølelse og døde den 16de februar 1650 i sit fire og femtiende år. Oversætteren.<noinclude><references/></noinclude> gucr6k5kajzvlompdmwivl5onprmdxr 104 135132 316805 2026-04-12T23:50:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316805 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|Første betragtning. Om de ting, som man kan drage i tvil.}} Allerede for længe siden har jeg været opmerksom på, at jeg siden mine første barndomsår har antaget en mængde falske meninger for sande, og at det, jeg senere har bygget på sådant dårligt grundlag, ikke kan være andet end meget tvilsomt og usikkert; jeg har derfor fundet, at jeg måtte påtage mig en gang i mit liv for fuldt alvor at frigjøre mig fra alle de meninger, som jeg tidligere har fæstet lid til, og begynde påny fra grunden af, hvis jeg vilde skaffe tilveie noget fast og bestemt i videnskaberne. Men da dette foretagende syntes mig meget stort, har jeg ventet, til jeg nåede en så moden alder, at jeg ikke kunde gjøre mig håb om senere at være bedre skikket til at udføre det; således er jeg kommen til at vente sålænge, at jeg herefter vilde tro at begå en feil, om jeg endnu anvendte den tid til overveielse, der er mig levnet til at handle. Da jeg nu, til stort held for hint forsæt, har befriet min ånd fra alskens bekym ringer og heldigvis ikke føler mig oprørt af nogen lidenskab, og da jeg har sikret mig en bolig i fredelig ensomhed, så vil jeg alvorlig og i fuld frihed beflitte mig på at tilintetgjøre alle mine gamle meninger. Til den ende er det dog ikke nødvendigt, at jeg påviser, at de allesammen er falske, - dermed vilde jeg måske aldrig blive færdig. Men eftersom fornuften tilsiger mig, at jeg ikke mindre omhyggelig må afholde mig fra at fæste lid til de ting, som ikke er fuldstændig sikre og utvilsomme, end til dem, som synes mig åbenbart falske, så vil det være nok til at forkaste den ??? hvis jeg i hver af dem kan finde grund til tvil. Og til dette<noinclude><references/></noinclude> kbw6d38ywv6zfay0awa4hb6lwwoi43g 104 135133 316806 2026-04-12T23:52:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316806 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er det ikke nødvendigt, at jeg undersøger hver enkelt for sig, hvilket vilde være et endeløst arbeide; men eftersom grundlagets omstyrtning nødvendigvis drager hele den øvrige bygning med sig, vil jeg først gå los på de grundsætninger, hvorpå mine gamle meninger støtter sig. Alt, hvad jeg hidtil har antaget for det sandeste og sikreste, har jeg lært af sanserne eller ved sanserne; men undertiden har jeg erfaret, at disse sanser kan bedrage: og det er klogt aldrig at stole helt på dem, der engang har bedraget os. Men uagtet sanserne undertiden bedrager os angående meget lidet merkbare eller meget fjerne ting, så findes der dog ikke destomindre mange andre, hvorom vi ikke med rimelighed kan tvile, skjønt vi kun kjender dem gjennem sanserne; f. eks., at jeg er her, siddende ved kaminen, klædt i en slobrok, havende dette papir i hænderne, - og andre ting af lignende art. Og hvorledes skulde jeg kunne negte, at disse hænder og dette legeme tilhører mig? hvis jeg da ikke vil ligne mig med visse vanvittige, hvis hjerne er således forstyrret og formørket af deres galdes sorte dampe, at de stadig forsikrer, at de er konger, medens de er ganske fattige, at de er klædte i purpur, medens de er nøgne; eller som indbilder sig, at deres hoved er af ler eller hele krop- pen af glas. Men dette er jo gale mennesker, og jeg vilde selv ikke synes mindre gal, om jeg fulgte deres forbillede. Alligevel må jeg her tage i betragtning, at jeg er et menneske, at jeg altså har den vane at sove og i mine drømme forestille mig de samme eller undertiden endnu mindre rimelige ting, end dem, som de gale forestiller sig, når de er vågne. Hvor mange gange har det ikke hændt mig, at jeg har drømt om natten, at jeg var på dette sted, påklædt, siddende ved kaminen, medens jeg dog var ganske nøgen i min seng! Det forekommer mig vistnok nu, at det ikke er med sovende oine, at jeg ser på dette papir; at dette hoved, som jeg ryster på, ikke er indslumret; at det er med hensigt og fuldt overlæg, at jeg udstrækker denne hånd og føler den; ― hvad der hænder i sovne, synes mig slet ikke så klart og bestemt som alt dette. - Men når jeg tænker nøie derover, husker jeg vel, at jeg ofte er bleven skuffet i søvne af lignende illusioner; og idet jeg stanser ved denne tanke, ser jeg så åbenbart, at der slet ikke er sikre tegn, hvorved man kan adskille vågen fra søvn, at jeg<noinclude><references/></noinclude> 41edxophgde42l1xipg3sh6ymvftbre 104 135134 316807 2026-04-12T23:54:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316807 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bliver ganske forbauset derover; og min forbauselse er så stor, at den næsten er istand til at overbevise mig om, at jeg sover. Lad os da nu gå ud fra, at vi sover, og at alle disse særskilte ting, nemlig det, at vi åbner øinene, at vi ryster på hovedet, at vi udstrækker hænderne o. s. v. ikke er andet end falske indbildninger; og lad os antage, at måske hver ken vore hænder eller hele vort legeme er således, som vi ser dem. Alligevel må vi i det mindste indromme, at de ting, som kommer frem for os i sovne er ligesom billeder eller skilderier, som ikke kan være dannede uden i lighed med et eller andet virkeligt og i sandhed tilværende; og at således ialfald disse ting i sin almindelighed, nemlig oine, et hoved, hænder, og et helt legeme, ikke er indbildte ting, men virkelige og tilværende. Thi det er jo så, at malerne, selv når de med største kunstfærdighed beflitter sig på at fremstille havfruer og trolde ved underlige og usædvanlige skikkelser, dog ikke kan give dem fuldstændig nye udseender og naturer; men de frembringer kun en viss blanding og sammensætning af forskjellige dyrs lemmer; eller selv om deres indbildningskraft måske er vild nok til at opfinde noget så nyt, at man aldrig har seet magen dertil, og at deres verk således fremstiller en helt igjennem indbildt og ganske falsk ting, så må ialfald sikkert nok farverne, hvoraf de sammensætter dem, være virkelige. Og af samme grund, skjønt sådanne almindelige ting som legeme, øine, hoved, hænder, kan være indbildte, må man dog nødvendigvis indrømme, at der ialfald gives nogle andre, endnu enklere og almindeligere ting, som er sande og tilværende, og ved hvis blanding, ganske ligesom nogle virkelige farvers, de dannes alle disse billeder af ting, der er i vor tanke, enten de nu er sande og virkelige eller falske og indbildte. Til denne slags ting hører den legemlige natur i sin almindelighed og dens udstrækning; ligeledes de udstrakte tings skikkelse, deres mængde eller størrelse, og deres tal; ligeledes det sted, hvor de er, tiden, som måler deres varig hed, og lignende. Det er måske derfor ikke nogen dårlig slutning, når vi siger, at fysiken, astronomien, lægeviden skaben og alle andre videnskaber, der afhænger af betragt- ningen af sammensatte ting, er meget tvilsomme og usikre; medens derimod arithmetiken, geometrien og de andre viden-<noinclude><references/></noinclude> d398ht9z7rcb5o3xzpihw6zl3nrr4yy 104 135135 316808 2026-04-12T23:55:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316808 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skaber af denne art, som kun behandler svært enkle og svært almene ting uden at tage sig meget nær af, om de er eller ikke er i naturen, indeholder noget sikkert og upåtvileligt. Thi enten jeg er vågen eller jeg sover, vil to og tre tilsammen altid udgjøre tallet fem, og en firkant vil aldrig have mere end fire sider; og det synes ikke muligt, at så klare og ioinefaldende sandheder af nogen skulde kunne mistænkes for falskhed eller usikkerhed. Dog har jeg allerede for længe siden i min ånd fået en viss mening om, at der er en Gud, som kan alt, og af hvem jeg er bleven gjort og skabt, sådan som jeg er. Men hvad véd jeg? måske har han gjort det sådan, at der slet ikke er nogen jord, nogen himmel eller noget udstrakt legeme, nogen skikkelse, nogen størrelse, noget sted, og at jeg ikke desto mindre har følelsen af alle disse ting, og at alt dette slet ikke synes mig at være til anderledes, end jeg ser det? Ja, ligesom jeg undertiden finder, at andre tager feil i de ting, som de tror at vide bedst, hvad ved jeg, om han ikke har gjort det sådan, at jeg også tager feil, hver gang jeg lægger sammen to og tre, eller når jeg tæller siderne i en firkant, eller når jeg dømmer om noget endnu lettere, hvis man da kan tænke sig noget lettere end dette? Men måske har Gud ikke villet, at jeg skulde bedrages således, thi man siger, at han er i høieste grad god. Men alligevel, hvis det ikke lod sig forene med hans godhed at have skabt mig således, at jeg altid bedrog mig, så skulde det også synes at være imod hans natur at tillade, at jeg undertiden bedrager mig; og dog kan jeg ikke tvile på, at han tillader dette. Der er måske her folk, som heller vil negte en så mægtig Guds tilværelse end tro, at alle andre ting er uvisse. Lad os da foreløbig ikke modsætte os dem, og lad os indrømme dem, at alt dette siges om en Gud, som kun er et opspind; og dog, på hvilken måde de end tænker sig, at jeg er kommen i den tilstand og tilværelse, hvori jeg er, enten de nu tilskriver det en slags bestemmelse eller skjæbne, eller de henfører det til tilfældet, eller de vil, at det skal være ved en sammenhængende række og for- bindelser af tingene, eller på en hvilkensomhelst anden måde, - eftersom det at feile eller bedrage sig er en ufuldkommenhed, vil det forholde sig så, at jo mindre mægtig den skaber er, hvem de anser for mit ophav, desto sandsynligere vil det være, at jeg er så ufuldkommen, at jeg<noinclude><references/></noinclude> cfv5euh0zz00eyf34ubug5exqbn08g7 104 135136 316809 2026-04-12T23:56:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316809 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bestandig bedrager mig. Og til disse grunde har jeg ganske vist intet at svare; men jeg bliver da endelig nødt til at indromme, at der er intet af alt det, jeg tidligere har holdt for sandt, som jeg ikke på nogen måde kan tvile på; og dette ikke formedelst skjødesløshed eller letsindighed, men af meget sterke og modent overlagte grunde; og derfor må jeg for fremtiden ikke mindre omhyggelig afholde mig fra at fæste lid til alt dette end til det, som er åbenbart falsk, hvis jeg onsker at finde noget vist og sikkert i videnskaberne. Men det er ikke tilstrækkeligt, at jeg har bemerket dette; jeg må endvidere sørge for, at jeg husker det; thi de gamle og gjængse meninger kommer ofte tilbage i min tanke; da jeg har huset dem sålænge og stadig, har de fået hævd på at optage min ånd mod min vilje og næsten gjore sig til herrer over min tro; og jeg vil aldrig kunne vænne mig af med at agte dem og have tillid til dem, sålænge som jeg betragter dem således, som de er i virkeligheden, det vil sige på en viss måde tvilsomme - hvad jeg netop har påvist og dog meget sandsynlige, så at man har meget mere grund til at tro dem end til at negte dem. Derfor tror jeg, det ikke vil være af veien, om jeg med fuldt overlæg tager et modsat standpunkt og bedrager mig selv og midlertidig lader, som om alle disse meninger er helt igjennem falske og indbildte; når jeg da tilslut har bragt mine gamle og nye fordomme i ligevegt, så at de ikke kan lede mig mere til den ene end til den anden side, vil min dømmekraft for fremtiden ikke mere kunne beherskes af dårlige vaner eller afvendes fra den rette vei, som kan fore den til sandhedens erkjendelse. Thi jeg er forvisset om, at der kan ikke være hverken fare eller feiltagelse på denne vei, og at jeg for oieblikket ikke kan hengive mig for meget til min mistillid, eftersom der nu ikke er tale om at handle, men blot om at overveie og erkjende. Jeg vil da gå ud fra, ikke at Gud, som er meget god og sandhedens øverste kilde, men at en eller anden ond ånd, ikke mindre listig og lognagtig end mægtig, har anvendt al sin flid på at bedrage mig; jeg vil tænke mig, at himlen, luften, jorden, farverne, skikkelserne, lydene og alle andre ydre ting ikke er andet end illusioner og drømmerier, som han har brugt for at lægge snarer for min troskyldighed; jeg vil gå ud fra, at jeg har ingen hænder,<noinclude><references/></noinclude> 8funz6y9xtiqcpiwzc7he8taqtqdf93 104 135137 316810 2026-04-12T23:58:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316810 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ingen øine, intet kjød, intet blod: at jeg slet ingen sanser har, men blot falskeligen tror at have dem: jeg vil hårdnakket holde fast på denne tanke; og kan jeg på denne måde ikke komme til erkjendelse af nogen sandhed, så kan jeg ialfald efter evne sørge omhyggelig for ikke at fæste lid til nogen usandhed, og således vil jeg befæste min ånd så godt mod alle denne store bedragers list, at hvor mægtig og listig han end er, vil han aldrig kunne fore mig bag lyset. Men dette forsæt er moisomt og anstrengende at gjennemføre, og en viss dovenskab drager mig umerkelig tilbage. til mit livs sedvanlige gang; og ganske ligesom en slave, der i sovne nyder en indbildt frihed, frygter for at vågne, idet han får en mistanke om, at friheden kun er en drøm, og da klynger sig til de behagelige illusioner for sålænge som mulig at blive bedraget af dem, således falder jeg umerkelig af mig selv tilbage i mine gamle meninger, og jeg onsker ikke at vågne af denne slummer af frygt for, at de anstrengende vågetimer, som vilde følge på denne hviles fred, istedenfor at bringe lys og klar sandhedserkjendelse, blot vilde vise sig utilstrækkelige til at oplyse mørket i alle de vanskeligheder, som har reist sig. {{---}} {{c|Anden betragtning. ''Om den menneskelige ands natur; og at den er lettere'' ''at erkjende end legemet.''}} Den betragtning, som jeg igår anstillede, har fyldt min ånd med så mange tvil, at det ikke mere står i min magt at glemme dem. Og dog indser jeg ikke, på hvilken måde jeg skal kunne løse dem; og som om jeg pludselig var faldet ned i et dybt vand, er jeg så overrasket, at jeg hverken kan finde bund med fødderne eller svomme for at holde mig oppe. Jeg vil ikke destomindre anstrenge mig og ligefrem følge den samme vei, som jeg slog ind på igår, idet jeg fjerner mig fra alt, hvori jeg kan tænke mig den mindste<noinclude><references/></noinclude> bza5jkoaqcyaoonxqgpjxsx2025h38a 316877 316810 2026-04-13T01:23:00Z Øystein Tvede 3938 316877 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ingen øine, intet kjød, intet blod: at jeg slet ingen sanser har, men blot falskeligen tror at have dem: jeg vil hårdnakket holde fast på denne tanke; og kan jeg på denne måde ikke komme til erkjendelse af nogen sandhed, så kan jeg ialfald efter evne sørge omhyggelig for ikke at fæste lid til nogen usandhed, og således vil jeg befæste min ånd så godt mod alle denne store bedragers list, at hvor mægtig og listig han end er, vil han aldrig kunne fore mig bag lyset. Men dette forsæt er moisomt og anstrengende at gjennemføre, og en viss dovenskab drager mig umerkelig tilbage. til mit livs sedvanlige gang; og ganske ligesom en slave, der i sovne nyder en indbildt frihed, frygter for at vågne, idet han får en mistanke om, at friheden kun er en drøm, og da klynger sig til de behagelige illusioner for sålænge som mulig at blive bedraget af dem, således falder jeg umerkelig af mig selv tilbage i mine gamle meninger, og jeg onsker ikke at vågne af denne slummer af frygt for, at de anstrengende vågetimer, som vilde følge på denne hviles fred, istedenfor at bringe lys og klar sandhedserkjendelse, blot vilde vise sig utilstrækkelige til at oplyse mørket i alle de vanskeligheder, som har reist sig. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|Anden betragtning. ''Om den menneskelige ands natur; og at den er lettere'' ''at erkjende end legemet.''}} Den betragtning, som jeg igår anstillede, har fyldt min ånd med så mange tvil, at det ikke mere står i min magt at glemme dem. Og dog indser jeg ikke, på hvilken måde jeg skal kunne løse dem; og som om jeg pludselig var faldet ned i et dybt vand, er jeg så overrasket, at jeg hverken kan finde bund med fødderne eller svomme for at holde mig oppe. Jeg vil ikke destomindre anstrenge mig og ligefrem følge den samme vei, som jeg slog ind på igår, idet jeg fjerner mig fra alt, hvori jeg kan tænke mig den mindste <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> eon5sa9356h45mflg7rf1xygvtue44m 104 135138 316811 2026-04-13T00:00:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316811 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tvil, ganske som om jeg vidste, at det var fuldstændig falskt; og jeg vil stadig fortsætte på denne vei, indtil jeg har truffet en sikker ting, eller i det mindste, om jeg ikke kan andet, indtil jeg har erfaret med sikkerhed, at der er intet sikkert i verden. For at rokke jordkloden fra sin plads og fore den hen til et andet sted fordrede Archimedes intet andet end et punkt, som var fast og ubevægeligt; således vil også jeg have ret til at gjøre mig store forhåbninger, hvis jeg er heldig nok til at finde blot en eneste ting, der er sikker og utvilsom. Jeg går altså ud fra, at alle de ting, som jeg ser, er usande; jeg forudsætter, at intet nogensinde har været til af alt det, som min af logn opfyldte erindring fremstiller for mig; jeg tænker mig, at jeg ingen sanser har; jeg an- tager, at det legemlige, skikkelsen, udstrækningen, bevægel- sen og stedet ikke er andet end indbildninger i min ånd. Hvad vil da kunne ansees for sandt? Måske intet andet end dette: at intet i verden er sikkert. Men hvordan kan jeg vide, om der ikke er noget andet, forskjelligt fra det, som jeg netop har erklæret for uvist, hvorom man ikke kan have den mindste tvil? Er der slet ikke en eller anden Gud, eller nogen anden magt, der brin- ger disse tanker ind i ånden? Dette er ikke nødvendigt; thi måske er jeg istand til at frembringe dem selv. Men jeg selv da i det mindste, er jeg slet ingen ting? Men jeg har allerede negtet, at jeg havde nogen sanser eller noget legeme; dog betænker jeg mig; thi hvad følger deraf? Er jeg i den grad afhængig af legemet og sanserne, at jeg ikke kan være til uden dem? Men jeg har jo tvunget mig selv til at tro, at der ikke var noget i hele verden, at der ikke var nogen himmel, nogen jord, nogen ånder, nogen legemer; må jeg da ikke dermed også tro, at jeg selv ikke er til? Nei, jeg måtte jo uden tvil være til, idet jeg overtalte mig selv, eller blot idet jeg tænkte noget. Men der er en jeg ved ikke hvilken - meget mægtig og meget listig bedrager, som anvender al sin kunst på bestandig at bedrage mig. Der er altså ingen tvil om, at jeg er til, hvis han bedrager mig; og han bedrage mig så meget han vil, han vil dog aldrig kunne gjøre mig til intet, sålænge som jeg tænker mig at være noget. Efter at have tænkt vel derover og omhyggelig undersøgt alle ting, må jeg da endelig slutte og holde for sikkert, at denne sætning: jeg er, eller: jeg er<noinclude><references/></noinclude> 9yb92fg70q108xltjb9tx3tiytch0zg 104 135139 316812 2026-04-13T00:01:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316812 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til, nødvendigvis er sand, hver gang jeg udtaler den eller begriber den i min ånd. Men på samme tid, som jeg er viss på, at jeg er, ved jeg dog endnu ikke klart, hvad jeg er; jeg må da vel vogte mig, så at jeg ikke i uforsigtighed tager nogen anden ting for mig selv, og så at jeg ikke tager feil i denne erkjen- delse, som jeg anser for mere sikker og åbenbar end alle dem, jeg tidligere har havt. Jeg vil derfor nu ganske fra nyt af overveie det, som jeg troede at være, for jeg indlod mig på disse sidste tanker; og af mine gamle meninger vil jeg skjære bort alt det, som på nogen måde kan angribes af de anførte grunde, således at der ikke bliver andet til- bage end netop alene det, der er helt igjennem vist og utvilsomt. Hvad har jeg da tidligere troet at være? Uden betænkelighed har jeg troet, at jeg var et menneske. Men hvad er et menneske? Skal jeg sige, at det er et fornuftigt dyr? Nei, visselig ikke; thi jeg måtte derefter undersøge, hvad et dyr er, og hvad fornuftig er; og således vilde jeg fra et enkelt spørgsmål lidt efter lidt indvikles i en uende- lighed af andre vanskeligere og mere forvirrende spørgsmål; og jeg vilde nodig misbruge den smule tid og ro, som jeg har igjen, ved at indlade mig på sådanne vanskeligheder. Men jeg vil heller stanse for her at undersøge de tanker, der tidligere af sig selv opstod i min ånd, og som indgaves mig af min natur alene, når jeg bestræbte mig for at betragte mit væsen. Jeg betragtede mig for det første som forsynet med ansigt, hænder, arme og hele denne maskine sammen- sat af ben og kjød, sådan som den viser sig hos et lig, og denne betegnede jeg ved navnet legeme. Jeg betænkte des- uden, at jeg ernærede mig, at jeg gik, at jeg følte, og at jeg tænkte, og jeg henførte alle disse handlinger til sjælen; men jeg stansede slet ikke for at tænke efter, hvad denne sjæl var; eller om jeg virkelig stansede ved dette spørgsmål, forestillede jeg mig, at den var noget overordentlig fint og flygtigt, ligesom en vind, en flamme eller en meget tynd luft, som var trængt ind i og udbredt i mine grovere dele. Med hensyn til legemet, så tvilede jeg ingenlunde om dets natur; men jeg troede at erkjende det ganske tydelig; og hvis jeg havde villet forklare det efter de begreber, som jeg dengang havde derom, vilde jeg have beskrevet det på denne måde: Ved legeme forstår jeg alt det, som kan begrænses af en eller anden flade; som kan afgrænses på et eller andet<noinclude><references/></noinclude> 3mb8dtszns237y4tcle5630xbp15k52 104 135140 316813 2026-04-13T00:04:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316813 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sted og fylde et rum på en sådan måde, at ethvert andet legeme udelukkes deraf; som kan merkes, enten ved berøring, eller ved synet, eller ved hørselen, eller ved smagen, eller ved lugten; som kan bevæges på forskjellige måder, ganske vist ikke af sig selv, men ved en eller anden fremmed ting, hvoraf det berøres, eller hvoraf det modtager et stod; thi med hensyn til det at have evne til at bevæge sig af sig selv, såvelsom det at føle og at tænke, så troede jeg ingenlunde, at dette hørte til legemets natur; tvertimod, det forbausede mig meget mere at se, at sådanne evner fandtes hos nogle legemer. Men jeg selv, hvad er da jeg, nu, da jeg går ud fra, at der er en viss ånd, der er overordentlig mægtig og, om jeg tor sige så, ondskabsfuld og listig, og som anvender alle sine kræfter og al sin flid på at bedrage mig? Kan jeg påstå, at jeg har den mindste ting af alt det, som jeg har sagt tilhører legemets natur? Jeg stanser her for at tænke efter med opmerksomhed, jeg veier og veier atter alle disse ting i min ånd, og jeg finder intet deraf, som jeg kan sige tilhører mig. Det er ikke nødvendigt, at jeg atter regner dem op. Lad os da gå over til sjælens egenskaber, og lad os se, om nogen af dem er i mig. De første er, at jeg ernærer mig og bevæger mig; men er det sandt, at jeg slet ikke har noget legeme, så er det også sandt, at jeg hverken kan bevæge mig eller ernære mig. En anden egenskab er, at jeg føler; men man kan heller ikke fole uden legemet; undtagen forsåvidt som jeg tidligere har troet at føle adskillige ting i sovne, som jeg efter min opvågnen har erkjendt, at jeg i virkeligheden slet ikke har følt. Atter en anden egenskab er det, at jeg tænker; og her finder jeg, at tanken er en egenskab, som tilhører mig; den alene kan ikke skilles fra mig. Jeg er, jeg eksisterer, dette er sikkert; men hvor længe? ligeså længe, som jeg tænker; thi det kunde måske forholde sig så, at hvis jeg hørte fuldstændig op med at tænke, vilde jeg på samme tid fuldstændig ophøre at være. Jeg indrømmer nu intet andet end det, som nødvendigvis er sandt; jeg er da altså, nøiagtig talt, kun en ting, som tænker, det vil sige en ånd, en forstand eller en fornuft, hvilket er udtryk, hvis betydning for var mig ubekjendt. Jeg er da en sand ting, i sandhed tilværende; men hvad slags ting? Jeg har sagt det: en ting, som tænker. Og hvad mere? Jeg vil anspore min opfindsomhed for at se,<noinclude><references/></noinclude> c1729r74jaol1g2sl4q7rgpg9seyboh 104 135141 316814 2026-04-13T00:05:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316814 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om jeg slet ikke skulde være endnu noget andet og mere. Jeg er aldeles ikke denne samling af lemmer, som man kalder det menneskelige legeme; jeg er slet ikke en fortyndet luft, som gjennemtrænger og udbreder sig i alle lemmer; jeg er slet ikke en vind, et pust, en dunst eller noget af alt det, som jeg kan forestille eller udmale for mig, eftersom jeg jo har gået ud fra, at alt dette var intet, og da jeg, uden at forandre denne antagelse, finder, at jeg ikke ophorer at være sikker på, at jeg er noget. Men måske er det så, at disse samme ting, som jeg antager slet ikke er til, fordi de er mig ubekjendte, dog i virkeligheden slet ikke er forskjellige fra mig selv, som jeg kjender. Jeg ved intet derom; jeg tvister ikke nu om dette; jeg kan kun sige min mening om ting, der er mig bekjendte; jeg ved, at jeg er til, og jeg søger at få vide, hvad dette. jeg er, hvis tilværelse jeg erkjender. Nu er det ganske sikkert, at erkjendelsen af min varen, så noiagtig taget, aldeles. ikke afhænger af ting, hvis tilværelse endnu ikke er mig bekjendt; folgelig afhænger den ikke af nogen af de ting, som jeg kan forestille mig ved min indbildningskraft. Og selve disse udtryk indbilde og forestille gjør mig opmerksom på min feiltagelse; thi jeg vilde i sandhed indbilde mig noget, hvis jeg dannede mig en billedlig forestilling om mig selv; thi således at forestille sig er intet andet end at beskue skikkelsen eller billedet af en legemlig ting; nu ved jeg allerede med vished, at jeg er, og at det kan hænde, at alle disse billeder og overhovedet alle de ting, der vedkommer legemets natur, ikke er andet end drømme eller fantasier. Som følge heraf ser jeg klart, at jeg har ligeså lidet ret til at sige: jeg vil anstrenge min indbildningskraft for at erkjende tydeligere, hvad jeg er, som om jeg vilde sige: jeg er nu vågen, og jeg ser noget virkeligt og sandt; men eftersom jeg endnu ikke ser det tydelig nok, vil jeg tvinge mig til at sove, forat mine drømme kan fremstille mig dette med mere sandhed og tydelighed. Jeg erkjender således åbenbart, at alt det, som jeg kan forstå ved hjælp af indbildningskraften, ikke tilhører den erkjendelse, som jeg har om mig selv, og at det er nødvendigt at kalde sin ånd tilbage og vænne den af med at begribe på denne måde, forat den ganske tydelig kan erkjende sin egen natur. Men hvad er jeg da? En ting, som tænker. Hvad er en ting, som tænker? Det er en ting, som tviler, som forstår, som<noinclude><references/></noinclude> 4yrpvrgjs0uyqlwojicsujsn1ipt0jm 104 135142 316815 2026-04-13T00:06:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316815 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>begriber, som bejaer, som negter, som vil, som ikke vil, som forestiller også, og som føler. Sandelig, det er ikke lidet, om alle disse ting tilhører min natur. Men hvorfor skulde de ikke tilhøre den? Er det ikke netop mig, som nu tviler om næsten alt, som ikke destomindre forstår og begriber visse ting, som forsikrer og bekræfter, at kun disse ting er sande, som negter alle andre, som vil og ønsker at erkjende mere, som ikke vil bedrages, som forestiller mig mange ting, undertiden endog uvilkårlig, og som også føler mangt og meget, lige. som ved de legemlige organers mellemkomst. Er der noget af alt dette, som ikke er ligeså sandt, som det er sikkert, at jeg er, og at jeg eksisterer, selv om det skulde være så, at jeg sover bestandig, og at den, som har givet mig tilværelsen, benytter al sin flid til at bedrage mig? Og er der nogen af disse bestemmelser, som kan skilles fra min tanke, eller som kan siges at være adskilte fra mig selv? Thi det er af sig selv så indlysende, at det er mig, som tviler, som forstår, og som ønsker, at her intet behøver at tilfoies for at forklare det. Og jeg har sikkert nok også magt til at forestille; thi om det end kan hænde (som jeg for har antaget), at de ting, som jeg forestiller mig, ikke er sande, så ophører dog derfor forestillingsevnen ikke at være virkelig i mig, og den udgjør en del af min tanke. Endelig er det det samme jeg, som føler, det vil sige opfatter visse ting ligesom gjennem sanseorganerne, eftersom jeg virkelig ser lys, hører stoi, føler varme. Men man vil hertil sige, at disse foreteelser er usande, og at jeg sover. Lad så være; dog er det ialfald ganske sikkert, at det synes mig, at jeg ser lys, at jeg hører stei, og at jeg føler varme; dette kan ikke være usandt, og det er netop dette i mig, som jeg kalder at føle; og dette er netop intet andet end at tænke. Således begynder jeg at erkjende, hvad jeg er, med lidt mere klarhed og bestemthed end for. Men ikke desto mindre synes det mig endnu, og jeg kan ikke afholde mig fra at tro, at de legemlige ting, hvis billeder danner sig ved tanken, og som falder under sanserne, og som sanserne selv undersøger, erkjendes meget klarere end denne, jeg ved ikke hvilken, del af mig selv, som slet ikke falder ind under forestillingsevnen; skjønt det er virkelig meget besynderligt at sige, at jeg erkjender og forstår tydeligere de ting, hvis tilværelse synes mig tvilsom, som er mig ubekjendte og slet ikke tilhører mig, end dem,<noinclude><references/></noinclude> tu9p9rsxqv83whsl449ojl53oqhmwip 104 135143 316816 2026-04-13T00:07:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316816 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om hvis sandhed jeg er overbevist, som er mig bekjendte og tilhører min egen natur, med et ord: end mig selv. Men jeg ser vel, hvad der er i veien; min ånd er en omstreifer, som gjerne vil forvilde mig, og som endnu ikke kan finde sig i, at man vil holde den indenfor sandhedens rette grænser. Lad os da endnu en gang give den frit løb og tillade den at betragte de gjenstande, som viser sig for den i det ydre; når vi så i rette tid lempelig har bragt den til at stanse ved betragtningen af sit eget væsen og de ting, der findes i den selv, vil den derefter lettere lade sig lede og holde i tomme. Lad os da nu betragte de ting, som man til hverdags anser for de letteste af alle at erkjende, og som man også tror at kjende tydeligt, nemlig de legemer, som vi berører, og som vi ser; ikke legemerne i almindelighed, thi sådanne almindelige begreber er i regelen lidt mere forvirrede; men lad os betragte et enkelt legeme for sig selv. Lad os for eksempel tage dette stykke voks: det kommer ganske friskt smeltet fra bikuben, det har endnu ikke mistet al honningens sodhed, og det har endnu beholdt noget af de blomsters duft, hvorfra det er bleven samlet; dets farve, form, størrelse er åbenbar; det er hårdt, koldt, let at gribe fat i, og når man slår paa det, giver det lidt klang fra sig. Kort sagt, alle de ting, som gjør, at man tydelig kan erkjende et legeme, findes her forenede. Men se nu, medens jeg taler, bringes det hen til ilden: det, som var tilovers af smag og lugt, dunster bort, farven forandrer sig, formen taber sig, størrelsen øges, det bliver flydende, det opvarmes, man kan neppe tage i det længere, og om man slår på det, giver det ingen lyd fra sig. Vedbliver det samme voks fremdeles at være til efter denne forandring? Man må indrømme, at det vedbliver; ingen tviler derpå, ingen siger noget andet. Hvad var det da, man erkjendte i dette stykke voks med så stor tydelighed? Det kan visselig ikke være noget af alt det, som jeg har bemerket ved sansernes hjælp, eftersom. alle de ting, der falder under smagen, lugten, synet, følelsen eller hørselen, er forandrede, og dog vedbliver det samme voks at være til. Måske var det det, som jeg nu tænker, nemlig at dette voks var hverken denne honningsødhed, eller denne behagelige blomsterduft, eller denne hvidhed, eller denne form, eller denne lyd; men ene og alene et legeme, der lidt for forekom mig merkbart under hine<noinclude><references/></noinclude> tdfhq3y1miiedddks5k9itjxlgr15pi 104 135144 316817 2026-04-13T00:09:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316817 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>former og nu lader sig merke under andre. Men hvad er det, nøiagtig talt, som jeg forestiller mig, når jeg opfatter det paa denne måde? Lad os betragte det opmerksomt; lad os tage bort alle de ting, som ikke hører til vokset og lad os så se, hvad der bliver tilbage. Der bliver ganske vist intet andet igjen end noget udstrakt, boieligt og bevægeligt. Men hvad er nu dette: boieligt og bevægeligt? Er det ikke, at jeg forestiller mig, at dette voks, som er rundt, er istand til at blive firkantet, og derpå forandre den firkantede form til en trekantet? Nei, det er det visselig ikke, eftersom jeg anser det istand til at modtage en uendelighed af sådanne forandringer; og dog vilde jeg ikke kunne gjennemgå denne uendelighed ved min indbildningskraft; og følgelig kommer det begreb, som jeg har om vokset, ikke istand ved indbildningskraften. Og hvad er nu denne udstrækning? Er den ikke også ubekjendt? Thi den bliver jo større, når vokset smelter, endnu større, når det koger, og endnu større, når heden øges; og jeg vilde ikke klart og i sandhed begribe, hvad vokset er, hvis jeg ikke tænkte, at selve dette stykke, som vi betragter, er istand til at undergå flere forandringer med hensyn til udstrækning, end jeg nogensinde har forestillet mig. Det må da indrommes, at jeg ikke engang vilde kunne begribe ved indbildningskraften, hvad dette stykke voks er, og at det kun er min forstand, som begriber det. Jeg siger dette særskilte stykke voks; thi med hensyn til voks i almindelighed er det endnu mere åbenbart. Men hvad er da dette stykke voks, som ikke kan begribes uden af forstanden eller af ånden? Det er jo det samme voks, som jeg ser, som jeg berorer, som jeg forestiller mig, og endelig er det det samme, som jeg altid har troet, det var fra begyndelsen af. Hvad der nu her er særdeles merkeligt, er, at min opfatning af vokset er slet ikke noget syn, heller ikke nogen berøringsfornemmelse, heller ikke nogen forestilling, og har heller aldrig været dette, skjønt det syntes saa før, men ene og alene en åndens indsigt, hvilken da kan være ufuldkommen og forvirret, således som den før var, eller klar og bestemt, som den nu er, alt eftersom min opmerksomhed rettes mere eller mindre på de ting, der er i det, og hvoraf det er sammensat. Imidlertid kan min forbauselse ikke blive for stor, når jeg betænker, hvor svag min ånd er, og hvor tilbøielig den er til umerkelig at lade sig fore ind i vildfarelse. Thi<noinclude><references/></noinclude> qo1o5fqco73lh9cgxdutngpqlh0bkfx 104 135145 316818 2026-04-13T00:11:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316818 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>omendskjønt jeg betragter alt dette i mig selv uden at tale, stanser dog ordene mig, og jeg vildledes næsten af sprogets vanlige udtryk; thi vi siger, at vi ser det samme voks, hvis det er tilstede, og ikke, at vi dømmer, at det er det samme, fordi det har samme farve og form; heraf skulde jeg næsten slutte, at man erkjender vokset ved oiesyn og ikke ved. åndens indsigt alene; men tilfældigvis ser jeg gjennem vinduet mennesker, der går forbi ude på gaden, og ved synet af dem siger jeg naturligvis også, at jeg ser mennesker, på samme måde, som jeg siger, at jeg ser vokset; og dog, hvad ser jeg fra dette vindu andet end hatte og kapper, som måske kunde dække kunstige maskiner, der bevægede sig ved fjedre? Men jeg dømmer, at det er mennesker; og således begriber jeg da alene ved dømmekraften, som har sit sæde i min ånd, det, som jeg troede at se med. mine øine. Et menneske, der stræber at hæve sin erkjendelse høiere end det vanlige, bør skamme sig ved at uddrage grund til tvil fra de af mængden opfundne talemåder; jeg vil heller gå videre og overveie, om jeg, da jeg først bemerkede vokset, og da jeg troede at kjende det ved hjælp af de ydre sanser, eller ialfald ved den såkaldte almindelige menneskeforstand, det vil sige ved forestillingsevnen, - om jeg da begreb med større klarhed og fuldkommenhed, hvad vokset var, end nu, efterat jeg mere omhyggelig har undersøgt, hvad det er, og på hvilken måde det kan erkjendes. Sikkert nok vilde det være latterligt at tvile om svaret her. Thi hvad var der, som var bestemt, i den første opfatning? Hvad var der, som ikke ligesåvel syntes mig at kunne falde ind under det ringeste dyrs sansning? Men når jeg skjelner mellem vokset og dets ydre former, og når jeg ligesom tager dets klædning bort og betragter det i sin nøgenhed, da er det sikkert, selv om der endnu kan findes nogen feil i min dom, at på denne måde kan jeg dog ikke begribe det uden en menneskelig ånd. Men hvad skal jeg da, naar alt kommer til alt, sige om denne ånd, det vil sige om mig selv - thi hidtil har jeg ikke indrømmet tilværelsen af noget andet i mig end ånden - hvad skal jeg sige? Jeg selv, der synes at opfatte dette stykke voks så tydelig og bestemt, skulde jeg ikke kjende mig selv, ikke blot med meget større sandhed og sikkerhed, men også med meget større bestemthed og<noinclude><references/></noinclude> oem0pb2752aa6ho7tbvzhg7bmiubtc5 104 135146 316819 2026-04-13T00:12:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316819 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tydelighed? Thi når jeg slutter, at vokset er, eller eksisterer, fordi jeg ser det, så er det sikkert nok en endnu mere åbenbar folge, at jeg selv er eller eksisterer, fordi jeg ser det; thi det kan hænde, at det, som jeg ser, i virkeligheden ikke er voks, det kan også hænde, at jeg endog ikke har oine til at se noget med; men det kan ikke hænde, at når jeg ser det, eller - hvad der gjør det samme - når jeg tænker, at jeg ser det, at da jeg, som tænker, ikke er noget. Ligeledes, om jeg slutter, at vokset er til, fordi jeg berører det, så folger deraf den samme ting, nemlig at jeg er; og om jeg slutter det deraf, at min indbildningskraft, eller en hvilkensomhelst anden årsag, overbeviser mig derom, så vil jeg altid slutte den samme ting. Og det, som jeg her har bemerket om vokset, kan anvendes om alle de andre ting, der for mig er ydre. Og endvidere, når begrebet om eller opfattelsen af vokset har syntes mig tydeligere og bestemtere, efterat ikke blot synet eller følelsen, men endnu mange andre grunde har gjort det mere åbenbart for mig, med hvor meget større klarhed, bestemthed og tydelighed må det ikke da indrømmes, at jeg nu kjender mig selv, eftersom alle de grunde, der tjener til at kjende eller begribe voksets natur, eller et hvilketsomhelst andet legeme, meget bedre beviser min ånds natur; og der findes desuden så mange andre ting i ånden selv, der kan bidrage til oplysningen om dens natur, at de, der, som disse, afhænger af legemet, neppe engang fortjener at komme i betragtning. Men nu er jeg da umerkelig atter kommen did, hvor jeg vilde; thi da det nu er mig åbenbart, at selve de legemlige ting egentlig ikke kjendes ved sanserne eller ved forestillingsevnen, men alene ved forstanden, og at de ikke kjendes derved, at de sees eller berores, men kun derved, at de forståes, eller begribes af tanken, saa ser jeg klart at der er intet, som for mig er lettere at erkjende, end min ånd. Men da man ikke så hurtig kan frigjøre sig fra en mening, hvortil man har vænnet sig i lang tid, vilde det være godt, at jeg stanser lidt her, forat jeg ved langvarigheden af min betragtning dybere kan indpræge i min erindring denne nye kundskab.<noinclude><references/></noinclude> ptvyvdbgwbw6d834ibrf1j1wmktckhs 316884 316819 2026-04-13T01:31:01Z Øystein Tvede 3938 316884 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tydelighed? Thi når jeg slutter, at vokset er, eller eksisterer, fordi jeg ser det, så er det sikkert nok en endnu mere åbenbar folge, at jeg selv er eller eksisterer, fordi jeg ser det; thi det kan hænde, at det, som jeg ser, i virkeligheden ikke er voks, det kan også hænde, at jeg endog ikke har oine til at se noget med; men det kan ikke hænde, at når jeg ser det, eller - hvad der gjør det samme - når jeg tænker, at jeg ser det, at da jeg, som tænker, ikke er noget. Ligeledes, om jeg slutter, at vokset er til, fordi jeg berører det, så folger deraf den samme ting, nemlig at jeg er; og om jeg slutter det deraf, at min indbildningskraft, eller en hvilkensomhelst anden årsag, overbeviser mig derom, så vil jeg altid slutte den samme ting. Og det, som jeg her har bemerket om vokset, kan anvendes om alle de andre ting, der for mig er ydre. Og endvidere, når begrebet om eller opfattelsen af vokset har syntes mig tydeligere og bestemtere, efterat ikke blot synet eller følelsen, men endnu mange andre grunde har gjort det mere åbenbart for mig, med hvor meget større klarhed, bestemthed og tydelighed må det ikke da indrømmes, at jeg nu kjender mig selv, eftersom alle de grunde, der tjener til at kjende eller begribe voksets natur, eller et hvilketsomhelst andet legeme, meget bedre beviser min ånds natur; og der findes desuden så mange andre ting i ånden selv, der kan bidrage til oplysningen om dens natur, at de, der, som disse, afhænger af legemet, neppe engang fortjener at komme i betragtning. Men nu er jeg da umerkelig atter kommen did, hvor jeg vilde; thi da det nu er mig åbenbart, at selve de legemlige ting egentlig ikke kjendes ved sanserne eller ved forestillingsevnen, men alene ved forstanden, og at de ikke kjendes derved, at de sees eller berores, men kun derved, at de forståes, eller begribes af tanken, saa ser jeg klart at der er intet, som for mig er lettere at erkjende, end min ånd. Men da man ikke så hurtig kan frigjøre sig fra en mening, hvortil man har vænnet sig i lang tid, vilde det være godt, at jeg stanser lidt her, forat jeg ved langvarigheden af min betragtning dybere kan indpræge i min erindring denne nye kundskab. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> rmupeo6zaspmpopuv6mo5ohy9g5f9cc 104 135147 316820 2026-04-13T00:14:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316820 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Indhold. Første betragtning. Om de ting, man kan drage i tvil... Anden betragtning. Om den menneskelige ånds natur; og at den er lettere at erkjende end legemet.. Tredje betragtning. Om Gud; at han er til. Fjerde betragtning. Om det sande og det falske.... Femte betragtning. Om de materielle tings væsen; og atter om Guds tilværelse Sjette betragtning. Om de materielle tings tilværelse, og om den virkelige forskjel mellem sjælen og legemet...<noinclude><references/></noinclude> 0x9s9l89yyxoox7clt7wm70jtdm4qb0 316871 316820 2026-04-13T01:17:37Z Øystein Tvede 3938 316871 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Indhold. [[Betragtninger over filosofiens grundlag/01|Forord]] [[Betragtninger over filosofiens grundlag/02|René Descartes]] [[Betragtninger over filosofiens grundlag/03|Første betragtning]] Om de ting, man kan drage i tvil... [[Betragtninger over filosofiens grundlag/04|Anden betragtning]] Om den menneskelige ånds natur; og at den er lettere at erkjende end legemet.. [[Betragtninger over filosofiens grundlag/05|Tredje betragtning]] Om Gud; at han er til. [[Betragtninger over filosofiens grundlag/06|Fjerde betragtning]] Om det sande og det falske.... [[Betragtninger over filosofiens grundlag/07|Femte betragtning]] Om de materielle tings væsen; og atter om Guds tilværelse [[Betragtninger over filosofiens grundlag/08|Sjette betragtning]] Om de materielle tings tilværelse, og om den virkelige forskjel mellem sjælen og legemet...<noinclude><references/></noinclude> nbs14fotq3razee0maqzlxc71hhtvpq 316900 316871 2026-04-13T09:36:52Z Øystein Tvede 3938 316900 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{Blank linje}} {{midtstilt|{{stor|{{sp|'''Indhold'''}}}}}} {| style="width:100%" |- | || {{liten|Side}} |- | [[Betragtninger over filosofiens grundlag/01|Forord]] || i |- | [[Betragtninger over filosofiens grundlag/02|René Descartes]] || 1 |- | [[Betragtninger over filosofiens grundlag/03|Første betragtning]] Om de ting, man kan drage i tvil... || 8 |- | [[Betragtninger over filosofiens grundlag/04|Anden betragtning]] Om den menneskelige ånds natur; og at den er lettere at erkjende end legemet.. || 6 |- | [[Betragtninger over filosofiens grundlag/05|Tredje betragtning]] Om Gud; at han er til. || 7 |- | [[Betragtninger over filosofiens grundlag/06|Fjerde betragtning]] Om det sande og det falske.... || 8 |- | [[Betragtninger over filosofiens grundlag/07|Femte betragtning]] Om de materielle tings væsen; og atter om Guds tilværelse || 7 |- | [[Betragtninger over filosofiens grundlag/08|Sjette betragtning]] Om de materielle tings tilværelse, og om den virkelige forskjel mellem sjælen og legemet... || 7 |- |}<noinclude><references/></noinclude> 0alezawkvzuvxbj06jj32vr02c9rnzo 104 135148 316821 2026-04-13T00:14:52Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 316821 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 135149 316822 2026-04-13T00:16:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316822 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|Tredje betragtning. Om Gud; at han er til.}} Jeg vil nu lukke øinene, stoppe ørene til, sætte alle mine sanser ud af virksomhed, ja, jeg vil endog udslette af min tanke alle billeder af legemlige ting, eller da dette neppe lader sig gjøre, vil jeg ialfald regne dem for tomme og falske; og idet jeg således kun holder mig til mig selv og betragter mit indre, vil jeg forsøge lidt efter lidt at gjøre mig mere kjendt og fortrolig med mig selv. Jeg er en ting, som tænker, det vil sige, som tviler, bekræfter, negter, ved lidt og er uvidende om meget, elsker, hader, vil, vil ikke, forestiller også, og føler. Thi, som jeg ovenfor har bemerket, skjønt de ting, som jeg føler og forestiller mig, måske slet ikke er noget udenfor mig og i sig selv, er jeg dog viss på, at de forskjellige tænkningsarter, som jeg kalder følelser og forestillinger, alene derved, at de er tænkningsarter, sikkerlig bor i og findes i mig. Og i dette lille, som jeg netop nu har sagt, tror jeg at have fremført alt, hvad jeg i sandhed ved, eller i det mindste alt det, som jeg hidtil har opdaget, at jeg ved. For nu at føre min erkjendelse videre ud, vil jeg omhyggelig undersøge, om jeg slet ikke i mig kan opdage andre ting, som jeg hidtil ikke har bemerket. Jeg er sikker på, at jeg er en ting, som tænker; men ved jeg da ikke også, hvad der fordres for at gjøre mig sikker på noget? Nu, i denne første erkjendelse er der intet andet, der forsikrer mig om dens sandhed, end den klare og bestemte fornemmelse af, hvad jeg påstår; og denne kunde ganske vist ikke være nok til at gjøre mig sikker på, at det, som jeg påstår, er, sandt, hvis det nogensinde kunde hænde, at en ting, som jeg begreb således klart og bestemt, kunde vise sig at være falsk. Og således synes det mig, at jeg allerede kunde opstille som almindelig regel, at alle de ting, som vi opfatter meget klart og meget tydelig, er sande. Dog har jeg jo tidligere anseet mange ting for meget sikre og meget åbenbare, hvilke jeg ikke destomindre senere har erkjendt at være tvilsomme og uvisse. Hvilke var da hine ting? Det var jorden, himlen, stjernerne og alle de andre ting, som jeg opfatter ved hjælp af mine sanser.<noinclude><references/></noinclude> m3azidbl3qw3oyrijad8d158ztlmg4j 104 135150 316823 2026-04-13T00:17:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316823 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hvad er det da, som jeg opfattede klart og tydelig i disse ting? Intet andet end dette, at forestillingerne eller tankerne om disse ting foresvævede min ånd. Og heller ikke nu negter jeg, at disse forestillinger findes i mig. Men der var endnu en anden ting, som jeg påstod, og som jeg var så vant til at tro på, at jeg syntes at opfatte det ganske klart, skjønt jeg i virkeligheden slet ikke opfattede det, nemlig, at der var ting udenfor mig, hvorfra disse forestillinger udgik, og som de i ét og alt lignede; og heri var det, at jeg tog feil; eller selv om jeg måske dømte rigtig heri, var det ingen erkjendelse fra min side, der var grund til min dom. Men når jeg betragtede en eller anden meget enkel og meget let ting henhorende under arithmetiken eller geometrien, f. eks., at to og tre tilsammenlagt er fem, og andre lignende ting, begreb jeg dem da ikke i det mindste klart nok til at kunne påstå, at de var sande? Når jeg senere har fundet, at man kunde tvile på disse ting, så har det ikke været af nogen anden grund, end fordi det faldt mig ind, at en eller anden Gud kunde have givet mig en sådan natur, at jeg bedrog mig selv angående de ting, der synes mig mest åbenbare. Hver gang nu denne forudfattede mening om en Guds overordentlige magt fremstiller sig for min tanke, er jeg nødt til at indrømme, at det er ham let, om han vil, at bevirke, at jeg bedrager mig selv endog i de ting, som jeg tror at kjende med meget stor tydelighed; og på den anden side, hver gang jeg vender mig mod de ting, som jeg tror at begribe ganske klart, overbevises jeg således af dem, at jeg uden videre udbryder disse ord: lad hvem der vil bedrage mig, han kan dog aldrig bevirke, at jeg intet er, sålænge jeg tænker at være noget, ei heller at det nogensinde kan blive sandt, at jeg aldrig har været, når det nu er sandt, at jeg er, ei heller at to og tre tilsammenlagt gjør mere eller mindre end fem- eller deslige, som jeg ser klart ikke kan være anderledes, end jeg op- fatter det. Og da jeg nu ganske vist ingensomhelst grund har til at tro, at der er nogen bedragersk Gud, og da jeg ikke engang endnu har overveiet de grunde, som beviser, at der er en Gud, er den grund til tvil, som alene beror på denne mening, meget svag og så at sige metafysisk. Men for helt at kunne borttage den må jeg så snart som mulig under-<noinclude><references/></noinclude> rgj8ex9i6twoljipkhlj0i6olw6715h 104 135151 316824 2026-04-13T00:19:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316824 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>søge, om der er en Gud; og hvis jeg finder, at der er en, bør jeg også undersøge, om han kan være en bedrager; thi uden kundskab om disse to sandheder indser jeg ikke, at jeg nogensinde kan være sikker paa noget. Og forat jeg kan få anledning til at undersøge dette uden at afbryde den orden i mine betragtninger, som jeg har foresat mig, nemlig at gå gradvis fra de begreber, som først findes i min ånd til dem, som jeg senere kan finde, er det nødvendigt, at jeg inddeler alle mine tanker i visse arter, og at jeg ser efter, i hvilke af disse arter der egentlig er sandhed eller vildfarelse. Blandt mine tanker er nogle ligesom billeder af tingene, og kun disse kan egentlig kaldes forestillinger; således når jeg forestiller mig et menneske, et fabeldyr, himlen, en engel, eller Gud selv; men desuden har min tanke andre former, således når jeg vil, når jeg frygter, når jeg bekræfter eller benegter, også da opfatter jeg nogen ting som underlag for min ånds handling, men jeg opfatter dog ved tanken noget mere end denne tings billede; og af disse arter af tanke kaldes nogle begjæringer eller affekter, andre domme. Nu, med hensyn til forestillingerne, når man betragter dem alene for sig selv, og når man aldeles ikke henfører dem til noget andet, så kan de ikke, egentlig talt, være falske; thi hvad enten jeg forestiller mig en gjed eller et fabeldyr, er det ikke mindre sandt, at jeg forestiller mig det ene eller det andet. Det er heller ikke at befrygte, at der kan findes usandhed i affekterne eller begjæringerne; thi om jeg end kan begjære slette ting eller endog ting, som aldrig er til, så er det ikke desto mindre sandt, at jeg begjærer dem. Således bliver det da alene i dommene, at jeg må tage mig omhyggelig iagt for ikke at bedrage mig. Nu består den væsentligste og almindeligste vildfarelse, som jeg kan finde, deri, at jeg dommer, at de forestillinger, der er i mig, er lige eller overensstemmende med ting, der er udenfor mig; thi dersom jeg blot betragtede forestillingerne som visse arter eller former af min tanke, kunde de vistnok neppe give anledning til feiltagelse. Blandt disse forestillinger synes nu nogle at være mig medfødte, andre at være fremmede og komme udenfra, og atter andre at være skabte og opfundne af mig selv. Thi når jeg har evne til at begribe, hvad det er, man almindelig kalder en ting, eller en sandhed, eller en tanke, så synes<noinclude><references/></noinclude> qa4gd9y6tzyw8e5u3oj6qe1ihetajai 104 135152 316825 2026-04-13T00:20:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316825 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det mig, at jeg ikke har den andetsteds fra end fra min egen natur; men når jeg horer en stai, når jeg ser solen, når jeg føler varme, så har jeg hidtil domt, at disse følelser fremgik fra nogle ting, som er til udenfor mig; og endelig synes det mig, at havfruer, vingeheste og alle andre sådanne fabelvæsener er indbildninger og opfindelser af min ånd. Men det kan også hænde, at jeg kan overbevise mig om, at alle disse forestillinger er af den art, som jeg kalder udenfra tilkomne, eller at de alle er mig medfødte, eller måske at de alle er skabte af mig; thi jeg har endnu slet ikke klart gjennemskuet deres sande oprindelse. Hvad jeg da her fornemmelig har at gjøre, er at overveie med hensyn til dem, der synes at komme fra ydre gjenstande, hvilke grunde der nøder mig til at tro, at de ligner disse gjenstande. Den første af disse grunde er, at det synes, som om naturen lærer mig det; og den anden er, at jeg erfarer i mig selv, at disse forestillinger ikke afhænger af min vilje; thi ofte fremkommer de uden min vilje, ligesom jeg nu, enten jeg vil det eller ikke vil det, føler varme; og således overbevises jeg om, at denne følelse af eller denne fore- stilling om varme frembringes i mig af en fra mig forskjellig ting, nemlig af varmen fra ilden, ved hvilken jeg sidder. Og jeg indser ikke noget, der her synes fornuftigere at domme, end at denne fremmede ting heller sender ind i mig noget sig lignende end noget andet. Nu må jeg da se, om disse grunde er tilstrækkelig sterke og overbevisende. Når jeg siger, at det synes, som om dette læres mig af naturen, så forstår jeg ved dette ord naturen blot en viss tilbøielighed, der leder mig til at tro, og ikke et naturligt lys, der bringer mig til at erkjende, at dette er sandt. Men dette er to meget forskjellige ting. Thi jeg kan ikke drage i tvil, hvad det naturlige lys bringer mig til at indse som sandt, f. eks. at når jeg tviler, så folger deraf, at jeg er til, - eftersom der ingen anden evne kan være, som jeg kan stole på som dette lys, og som kan lære mig, at hvad det viser mig, ikke er sandt. Men med hensyn til tilboielighederne, der også synes at være naturlige, så har jeg også bemerket, når der var spørgsmål om at vælge mellem dyd og last, at de har fort mig ligeså meget til det onde, som til det gode; derfor har jeg heller ingen grund til at følge dem, når der spørges om det sande eller det falske. Og hvad den anden grund angår, nemlig at<noinclude><references/></noinclude> 2r5ednazn5822wp1lyq7slqeeflmelw 104 135153 316826 2026-04-13T00:21:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316826 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>forestillingerne skulde måtte komme udenfra, siden de ikke afhænger af min vilje, så finder jeg heller ikke den overbevisende. Thi på samme måde, som de tilbøieligheder, hvorom jeg nctop talte, findes i mig, tiltrods for, at de ikke altid stemmer overens med min vilje, således kan det hænde, at der i mig er en evne til at frembringe disse forestillinger uden hjælp af nogensomhelst ydre ting, skjønt denne evne endnu er mig ukjendt; således har det jo virkelig altid syntes mig, at når jeg sover, danner forestillingerne sig. i mig uden hjælp af de gjenstande, som de fremstiller. Og endelig, selv om jeg vilde indromme, at de bevirkes af disse gjenstande, så følger det ikke nødvendigvis deraf, at de må være lige. Tvertimod har jeg i mange tilfælde bemerket, at der var stor forskjel mellem gjenstanden og dens forestilling. Således finder jeg f. eks. i mig to ganske forskjellige forestillinger om solen; den ene har sit udspring fra sanserne, og må henregnes til den art forestillinger, som. jeg ovenfor har kaldt udenfra kommende, og ifølge denne synes solen mig yderst liden; den anden forestilling derimod er bygget på astronomiske grunde, det vil sige, bygget på visse mig medfødte begreber eller på en eller anden måde skabt af mig, og ifølge denne synes solen mig flere gange større end hele jorden. Nu kan visselig disse to forestillinger, som jeg har om solen, ikke begge ligne den samme sol; og fornuften bringer mig til at tro, at den forestilling, der skriver sig umiddelbart fra udseendet, er den, der er solen mest ulig. Alt dette bringer mig til at erkjende, at det hidtil ingenlunde har været ved en sikker og begrundet dom, men alene ved en blind og dristig drift, at jeg har troet, at der var ting udenfor mig, forskjellige fra mit væsen, og at disse ting gjennem mine sanseredskaber, eller på en eller anden måde som det nu kunde være, sendte ind i mig sine forestillinger eller billeder. Men der fremstiller sig endnu en anden måde til at undersøge, om der blandt de ting, hvis forestillinger er i mig, findes nogle, der er til udenfor mig. Hvis nemlig disse forestillinger kun tages for visse tænkningsarter, erkjender jeg blandt dem ingen forskjel eller ulighed, og de synes mig da alle at udgå fra mig på samme måde; betragter jeg dem derimod som billeder, hvoraf den ene forestiller én ting, det andet en anden, så er det klart, at de er meget forskjellige fra hinanden. Thi de, der giver mig substanser,<noinclude><references/></noinclude> si2l261za1v09j2kme44ycrfppkmafi 104 135154 316827 2026-04-13T00:22:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316827 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er uden tvil noget mere og indeholder så at sige mere subjektiv<ref>Descartes' udtryk her, og på lignende steder i det følgende, er objektiv; men dengang forstod man ved dette odtryk nærmest, hvad vi nu almindelig kalder det subjektive. O. a.</ref> realitet end de, der blot giver mig ytringsmåder eller accidenser. Endvidere, når jeg tænker mig en Gud, som er den hoieste, evig, uendelig, uforanderlig, alvidende, almægtig og skaber af alle ting udenfor ham, så har denne forestilling ganske sikkert mere subjektiv realitet i sig end de endelige substanser, som fremstiller sig for mig. Nu er det noget, der er åbenbart ved det naturlige lys, at der må være mindst ligeså megen realitet i den tilstrækkelige og hele årsag, som i dens virkning; thi hvorfra skulde virkningen tage sin realitet, om ikke fra årsagen; og hvorledes skulde denne årsag kunne give realitet, om den ikke havde sådan i sig selv? Og deraf følger det ikke alene, at intetheden ikke kan frembringe nogensomhelst ting, men også, at det, der er fuldkomnere, det vil sige indeholder mere realitet i sig, ikke kan være en folge af det mindre fuldkomne. Og denne sandhed er ikke blot klar og tydelig med hensyn til de virkninger, der har den realitet, som filosoferne kalder aktuel eller formal, men også med hensyn til de forestillinger, hvori man kun betragter den såkaldte subjektive realitet. Således kan f. eks. den sten, som endnu ikke har været til, ikke nu begynde at være til, hvis den ikke frembringes af noget, der i sig indeholder det samme som stenen eller det samme i hoiere grad; og således kan varme ikke frembringes i en gjenstand, som for ikke var varm, uden af noget, der er mindst ligeså fuldkomment som varmen; og på samme måde med andre ting. Men ikke nok hermed, forestillingen om varmen eller stenen kan heller ikke være i mig uden at være bragt ind i mig af en årsag, der i sig indeholder i det mindste ligeså meget realitet, som jeg opfatter i varmen eller stenen; thi skjønt denne årsag ikke bringer noget af sin aktuelle eller formale realitet ind i min forestilling, så kan man ikke derfor tænke sig, at årsagen må være mindre virkelig, eller at selve forestillingens natur skulde være sådan, at den ikke behøver nogen anden formal realitet udenfor den, som den erholder af tanken, hvis art og måde den er. Men når en forestilling indeholder den eller den bestemte subjektive realitet, så må den uden tvil have denne fra en årsag, hvori der findes mindst ligeså<noinclude><references/></noinclude> t14xbxrr53c3fs0z6p5qd6biusey3w0 104 135155 316828 2026-04-13T00:25:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316828 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>meget formal realitet, som forestillingen indeholder subjektiv realitet; thi hvis vi forudsætter, at der findes noget i en forestilling, som ikke findes i dens årsag, så måtte da dette noget komme fra intet. Men så ufuldkommen tilværen en ting end har, når den kun er subjektivt eller som forestilling i forstanden, kan man dog ikke sige, at denne væremåde. er intet, og altså ikke, at denne forestilling har sit udspring fra intet. Og jeg kan heller ikke indbilde mig, at fordi om den realitet, som jeg betragter i mine forestillinger kun er subjektiv, det derfor ikke skulde være nødvendigt, at den samme realitet er formal<ref>Det Descartiske udtryk formal, der er hentet fra den aristotelisk-scholastiske filosofi, betegner nærmest hvad man nu almindelig kalder objektiv.. O. a.</ref> og aktuel i forestillingernes årsager, men at disse også i sig kun skulde behøve at være subjektive; thi ganske ligesom denne subjektive væremåde tilhører forestillingerne ifølge deres egen natur, således tilhører den. formale væremåde disse forestillingers årsager i det mindste de første og øverste af dem ifolge deres natur. Og om det end kan hænde, at en forestilling bringer en anden til at opstå, så kan dog dette ikke gå for sig i det uendelige; men man må tilslut komme til en første forestilling, hvis årsag må være som et slags forbillede eller original, hvori al den realitet indeholdes formalt, som i forestillingen kun er subjektiv. Således lader det naturlige lys mig tydelig erkjende, at forestillingerne er i mig ligesom skilderier eller billeder, der vistnok let kan stå tilbage for de tings fuldkommenhed, hvorefter de er tegnede, men som aldrig kan indeholde noget større eller fuldkomnere. Og jo længere og omhyggeligere jeg undersøger alle disse ting, desto klarere og tydeligere erkjender jeg, at de er sande. Men hvad skal jeg da tilslut slutte af alt dette? jo, hvis nogen af mine forestillinger har så stor subjektiv realitet, at jeg kan være viss på, at denne realitet er i mig hverken formalt eller i høiere grad, og jeg selv således ikke kan være årsag til denne forestilling, så følger heraf nødvendigvis, at jeg ikke er alene til i verden, men at også en anden ting, som er denne forestillings årsag, er til. Men hvis der ingen sådan forestilling findes i mig, så vil jeg ingen grund have til at være sikker på, at der er til nogen ting forskjellig fra mig; thi jeg har betragtet alt omhyggelig, og har hidtil intet andet kunnet finde.<noinclude><references/></noinclude> gcwdptteazxpua40iscly85f3pouhvu 104 135156 316829 2026-04-13T00:26:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316829 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>da intet modstridende finder i disses vidnesbyrd. Thi da Gud ikke kan bedrage, folger det nødvendigvis, at jeg ikke kan tage feil heri. Men eftersom nødvendigheden af at handle hurtig ofte nøder os til at bestemme os, førend vi har havt tid til at undersøge tingene omhyggelig, så må det tilstães, at menneskelivet er underkastet mange feiltagelser i enkelthederne, og at vor natur er svag. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> dg7uv0u7mpacayi0u7adlpyj31sckjx 104 135157 316830 2026-04-13T00:28:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316830 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Blandt mine forestillinger er der nu, foruden den, der fremstiller mig for mig selv, og hvorom her ingen vanskelighed kan være, en, som fremstiller Gud, andre fremstiller legemlige og livløse ting, andre engle, andre dyr, og endelig er der andre, som fremstiller mennesker lige mig selv. Og med hensyn til de forestillinger, som fremstiller andre mennesker, eller dyr, eller engle, så indser jeg let, at disse kan sammensættes af dem, som jeg har om mig selv og om de legemlige ting og om Gud, var der end foruden mig hverken mennesker, dyr eller engle i verden. Men med hensyn til forestillingerne om de legemlige ting, så indeholdes der i dem intet, der er sådan, at de ikke skulde synes at kunne udgå fra mig selv; thi når jeg ser nærmere til og undersøger hver enkelt af dem, således som jeg igår undersøgte fore stillingen om vokset, så finder jeg kun meget lidet, som opfattes klart og tydelig i dem, nemlig størrelse eller udstrækning i længde, bredde og dybde, figur, der fremkommer ved begrænsningen af denne udstrækning, den stilling, som de forskjellig dannede legemer indtager i forhold til hinanden, bevægelse, d. e.: forandring af denne stilling, hvortil kan foies substans, varighed og tal; de andre ting derimod, såsom lys, farver, lyd, lugt, smag, varme og kulde og andre folbare egenskaber tænkes af mig kun yderst forvirret og uklart, så at jeg endog ikke ved, om de er sande eller falske, det vil sige, om de forestillinger, jeg har derom, er forestillinger om visse ting eller ei. Thi skjønt jeg nylig bemerkede, at egentlig eller formal usandhed blot kan findes i domme, så gives der dog virkelig en anden material usandhed i forestillingerne, når de fremstiller det, der intet er, som om det var noget. Således er f. eks. de forestillinger, som jeg har om varme og kulde, så lidet klare og tydelige, at jeg ikke kan finde ud af dem, om kulde blot er mangel på varme, eller om varme blot er mangel på kulde, eller om begge er reale egenskaber, eller om ingen er det. Og enhver forestilling viser sig som billedet af en ting; hvis det da er sandt, at kulde er intet andet end mangel på varme, så må den forestilling, der viser mig kulden som noget reelt og positivt, ikke med urette kunne kaldes usand. Og på samme måde med andre sansninger. Det er da visselig ikke nødvendigt at tilskrive disse forestillinger noget andet ophav end mig selv: thi hvis de er falske, altså ingen ting fremstiller, så er det mig klart ved<noinclude><references/></noinclude> mi4i9k6z0wyr47ikswl3kn5o0wkse7t 104 135158 316831 2026-04-13T00:29:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316831 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det naturlige lys, at de udgår fra intet, det vil sige, at de ikke er i mig af nogen anden grund, end fordi der er en mangel ved min natur, og fordi den ikke er ganske fuld- kommen; er de derimod sande, så viser de mig dog så lidet realitet, at jeg ikke kan skjelne dem fra intet, og jeg indser da ikke, hvorfor de ikke skulde kunne udgå fra mig selv. Med hensyn til de klare og tydelige forestillinger, som jeg har om legemlige ting, så er der nogle, som synes at kunne hidrøre fra forestillingen om mig selv; således sub- stansen, varigheden, tallet og andet lignende. Thi når jeg tænker mig, at stenen er en substans eller en ting, der er istand til at bestå ved sig selv, og ligeså, at jeg selv er en substans, så opfatter jeg mig som en tænkende ting og ikke som en udstrakt, men stenen som en udstrakt og ikke tænkende, og således er der en særdeles stor forskjel mellem disse to begreber; men dog synes de at stemme overens deri, at de begge betegner substanser. På samme måde, når jeg tænker, at jeg er nu, og desuden erindrer, at jeg har været tidligere, og når jeg har forskjellige tanker, hvis tal jeg kjender, så erhverver jeg forestillingerne om varighed og tal, som jeg derefter kan overføre til hvilkesomhelst andre ting. Hvad de andre egenskaber angår, hvoraf de legemlige tings forestillinger er sammensatte, nemlig udstræk- ning, figur og bevægelse, så indeholdes disse ikke formalt i mig, da jeg intet andet er end en tænkende ting; men da de dog kun er visse eiendommeligheder ved substansen, og jeg selv er substans, synes de at kunne indeholdes i mig i hoiere grad. Således er kun forestillingen om Gud tilbage, hvori det må undersøges, om der ikke er noget, der ikke kan udspringe fra mig selv. Ved Ordet Gud forstår jeg en substans, der er uendelig, uafhængig, alvidende, almægtig, og af hvem jeg selv og alle andre ting, som er hvis det er så, at der er noget er skabt. Alle disse bestemmelser er så fuldkomne, at jo mere jeg overveier dem, desto mindre synes det mig muligt, at de skulde kunne udgå fra mig alene. Derfor må af det her sagte nødvendigvis sluttes, at Gud er til; thi skjønt forestillingen om substansen er i mig, fordi jeg selv er en substans, så vilde jeg dog ikke have forestillingen om en uendelig substans jeg, som er endelig dersom den ikke udsprang fra en substans, der virkelig er uendelig. Jeg må heller ikke tro, at jeg ikke opfatter det uende<noinclude><references/></noinclude> ihz12jbr67fbi11blked0a1n80687b8 104 135159 316832 2026-04-13T00:30:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316832 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lige ved en virkelig forestilling, men kun ved negtelsen af det endelige, på samme måde, som jeg begriber hvilen og mørket ved negtelsen af bevægelse og lys; thi tvertimod ser jeg tydelig, at der findes mere realitet i den uendelige substans end i den endelige; og således er det uendeliges begreb på en viss måde i mig forud for det endeliges, det vil sige, begrebet om Gud er for begrebet om mig selv; thi hvorledes skulde jeg kunne erkjende, at jeg tviler eller begjærer, d. e.: at der mangler mig noget, og at jeg ikke er helt fuldkommen, hvis jeg ikke havde i mig forestillingen om et fuldkomnere væsen, i sammenligning med hvilket jeg finder min naturs mangler? Heller ikke kan man sige, at forestillingen om Gud måske kunde være materialt falsk og således udspringe fra intet, sådan som jeg nylig sagde med hensyn til forestillingerne om varme og kulde og lignende ting; thi tvertimod, da denne forestilling er meget klar og tydelig og i sig indeholder mere subjektiv realitet end nogen anden, er der ingen, der i sig er sandere, eller der mindre kan mistænkes for falskhed. Denne forestilling, siger jeg, om et i hoieste grad fuldkomment og uendeligt væsen er aldeles sand; thi selv om man måske kunde tænke sig, at et sådant væsen ikke er til, så kan man dog ikke tænke sig, at forestillingen derom ikke fremstiller for mig noget reelt, således som jeg ovenfor sagde om kulde-forestillingen. Den er også i høieste grad klar og tydelig; thi hvadsomhelst jeg opfatter klart og tydeligt, fordi det er virkeligt og sandt, og fordi det indeholder nogen fuldkommenhed, indeholdes alt i denne forestilling. Og herimod kan ikke indvendes, at jeg ikke forstår det uendelige, og at der findes en utallig mængde andre ting i Gud, som jeg ikke kan forstå og måske heller ikke på nogen måde nå frem til ved tanken; thi han er af en uendelig natur, og kan ikke begribes af mig, der er endelig; og det er nok, at jeg forstår dette, og at jeg dommer, at alle de ting, som jeg opfatter klart, og hvori der er nogen fuldkommenhed, og måske også uendelig meget andet, som jeg ikke kjender til, er i Gud formalt eller eminent, forat den forestilling, jeg har om ham, skal være den sandeste, klareste og tydeligste af alle dem, som er i mig. Men måske er jeg noget større end jeg selv tror, og måske er alle de fuldkommenheder, som jeg tilskriver Gud, på en eller anden måde tilstede i mig som mulighed, selv<noinclude><references/></noinclude> dp5q5ed3upabiolhz31k1h8x07ub2c5 104 135160 316833 2026-04-13T00:31:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316833 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om de endnu ikke ytrer sig eller giver sig tilkjende ved handling. Allerede nu har jeg jo erfaret, at min erkjendelse har udvidet sig og fuldkommengjort sig lidt efter lidt: og jeg indser ikke, hvad der er til hinder for, at den således kunde forøges mere og mere i det uendelige, og at jeg, når erkjendelsen således ogedes, også ved dens hjælp kunde opnå Guds ovrige fuldkommenheder; endelig kunde den mulighed, som allerede er i mig, til disse fuldkommenheder være tilstrækkelig til at frembringe forestillingerne om dem. Dog, dette kan aldeles ikke være tilfældet; thi for det forste, selv om det er så, at min erkjendelse lidt efter lidt oges, og meget er i mig efter muligheden, som endnu ikke er virkeligt, så vedkommer dog dette ikke forestillingen om Gud, hvori jo intet findes som blot mulighed; men alt er deri aktuelt og virkeligt. Og er det ikke et usvigeligt vidnesbyrd om min erkjendelses ufuldkommenhed, netop dette, at den lidt efter lidt forøges? Og desuden, selv om min erkjendelse mere og mere oges, så forstår jeg dog, at den aldrig i virkeligheden vil blive uendelig, eftersom den aldrig vil nå en sådan fuldkommenhed, at den ikke endnu. skulde være istand til at forstørres. Men Gud opfatter jeg som i virkeligheden uendelig og det således, at intet kan foies til den fuldkommenhed, som han har. Og endelig forstår jeg, at en forestillings subjektive væren ikke kan frembringes af et væsen, der kun er efter muligheden, hvilket egentlig talt er intet, men blot af et formalt eller virkeligt væsen. Og visselig ser jeg i alt det, som jeg nu har sagt, intet, der ikke er meget let at erkjende for enhver, der vil tænke noie derover; men når jeg er mindre opmerksom, finder ånden sig formørket og ligesom forblindet af de sanselige tings billeder, og jeg fastholder da ikke så let grunden til, at forestillingen om et fuldkomnere væsen end mit nødvendigvis må være bragt ind i mig af et væsen, der i virkeligheden er fuldkomnere. Jeg vil derfor gå videre og undersøge, om jeg selv, der har denne forestilling om Gud, kunde være til, ifald der ikke var nogen Gud til. Og jeg spørger da: Fra hvem har jeg min tilværelse? Måske fra mig selv, eller fra mine forældre, eller fra andre årsager, mindre fuldkomne end Gud; thi man kan intet forestille sig, som kunde være mere fuldkomment end ham eller ligeså fuldkomment. Hvis det nu var så, at jeg var uafhængig af alt andet, og at jeg selv var mit væsens ophav, vilde jeg ikke tvile på<noinclude><references/></noinclude> r3i68novuww8oqjpjbliw29ltzhjvjh 104 135161 316834 2026-04-13T00:32:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316834 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nogen ting og ikke begjære noget; ei heller vilde nogetsom- helst mangle mig; thi jeg. vilde have givet mig alle de fuld- kommenheder, hvorom jeg har nogen forestilling i mig; og således vilde jeg selv være Gud. Og jeg bør ikke tro, at de ting, som mangler mig, måske er vanskeligere at erhverve end de, som jeg allerede besidder; thi tvertimod er det ganske sikkert, at det har været meget vanskeligere, at jeg - en tænkende ting eller substans - er opstået af intet, end det vilde være for mig at erhverve kjendskab til mange ting, som jeg ikke kjender, og som ikke er andet end acci- denser til denne substans. Og havde jeg givet mig dette større, det vil sige: var jeg selv mit væsens ophav, så vilde jeg ganske vist ikke have negtet mig de ting, som kan fåes lettere; ja, jeg vilde endog ikke have negtet mig nogen af de ting, som jeg indser er indeholdte i Guds idé, eftersom der er ingen af dem, der synes mig vanskeligere at skabe eller erhverve; og var der virkelig nogen af dem, som var vanskeligere, så vilde de sikkert forekomme mig sådan, fordi jeg (når jeg havde alt andet, som jeg har, fra mig selv) da. i dem vilde se en grænse for min magt. Heller ikke kan jeg undgå dette ræsonnements kraft, om jeg vilde forudsætte, at jeg altid har været sådan, som jeg nu er, og at det der- for ikke var nødvendigt at søge efter noget ophav til min tilværelse. Thi hele min levetid kan deles i uendelig mange dele, hvoraf hver enkelt del ikke på nogen måde afhænger af de andre; deraf, at jeg har været til lidt for, følger altså ikke, at jeg må være til nu, dersom ikke en eller anden årsag i dette oieblik ligesom atter skaber mig, d. e.: op- holder mig. Det er også klart og tydeligt for enhver, der opmerksomt betragter tidens natur, at der behoves den samme kraft og virksomhed til at opholde en ting i hvert oieblik, hvori den varer, som til at skabe den fra nyt af, da den endnu ikke var; således er det noget, der klart ind- sees ved det naturlige lys, at opholdelsen og skabelsen kun adskiller sig i tanken og ikke i virkeligheden. Jeg behover da her blot at sporge mig selv, om jeg har nogen magt, hvormed jeg kan bevirke, at jeg, som nu er, endnu et oie- blik senere kan være; thi eftersom jeg intet andet er end en tænkende ting (eller da det ialfald her kun kommer an på denne del af mig selv), så vilde jeg uden tvil, hvis en sådan magt var i mig, være mig denne bevidst; men jeg<noinclude><references/></noinclude> l02czdnlsb7ts0rec5wm0pm6y2yjwj9 104 135162 316835 2026-04-13T00:33:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316835 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>merker ingen sådan magt i mig, og altså erkjender jeg tydelig, at jeg afhænger af et væsen forskjelligt fra mig. Men måske er dette væsen ikke Gud, og måske er jeg frembragt af mine forældre eller af nogen anden mindre fuldkommen årsag end Gud? Nei, dette kan ikke være tilfældet; thi, som jeg ovenfor har sagt, er det klart, at der må være mindst ligeså meget realitet i årsagen, som i dens virkning; og altså, da jeg er en tænkende ting og har i mig en forestilling om Gud, så må det nødvendigvis medgives, at hvad der end måtte være årsag til min væren, så er denne årsag også en tænkende ting og noget, der har i sig forestillingen om alle de fuldkommenheder, som jeg tillægger Gud. Derpå kan man da videre sporge, om denne årsag har sin oprindelse og sin tilværelse fra sig selv eller fra noget andet. I første tilfælde følger, af de ovenfor givne grunde, at denne årsag er Gud; thi har den kraft til at være af sig selv, så må den også uden tvil have magt til i virkeligheden at besidde alle de fuldkommenheder, hvorom den har forestillingerne i sig, det vil sige: alle dem, som jeg tillægger Gud. Og har den sin tilværelse fra nogen anden årsag end sig selv, så må man atter sporge, om denne anden årsag er af sig selv eller ved andet, og så videre, indtil man tilslut kommer til en sidste årsag, som må være Gud. Og det er klart nok, at der her ikke kan gives nogen uendelig række, da det ikke blot kommer an på den årsag, der tidligere har frembragt mig, men meget mere på den, der i dette øieblik opholder mig. Man kan heller ikke tænke sig, at flere årsager tilsammen har bidraget til at frembringe mig, og at jeg af den ene skulde have fået den ene af de forestillinger om fuldkommenhed, som jeg tillægger Gud, af en anden den anden, og så videre, således at alle disse fuldkommenheder vel virkelig skulde findes et eller andet sted i universet, men ikke alle være forenede i en enhed, nemlig Gud; thi tvertimod er enhed, enkelthed eller uadskillelighed i alt det, som er i Gud en af de vigtigste fuldkommenheder, som jeg erkjender i ham; og forestillingen om denne enhed af alle Guds fuldkommenheder har ikke kunnet bringes ind i mig af nogen anden årsag end den, hvorfra jeg har modtaget. forestillingerne om alle de andre fuldkommenheder; thi den. har ikke kunnet bevirke, at jeg begriber dem alle som sam-<noinclude><references/></noinclude> 9ht03x1lep3p497mouln60wwm8inuiz 104 135163 316836 2026-04-13T00:34:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316836 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>menfattede og uadskillelige, uden på samme tid at have bevirket, at jeg erkjendte, hvad de er. Og med hensyn til mine forældre, så, selv om alt det forholder sig rigtigt, som jeg tidligere har troet om dem, er det dog ikke dem, der opholder mig, og heller ikke kan de have frembragt mig, forsåvidt som jeg er en tænkende ting: thi der er ingen forbindelse mellem den legemlige handling, hvormed jeg er vant til at tro, at de har avlet mig, og frembringelsen af en sådan substans; de kan i det hoieste have bidraget til min fødsel ved at bringe visse anlæg ind i denne materie, hvori jeg hidtil har antaget, at jeg (det vil sige min ånd, som jeg nu alene anser for mig selv) er indesluttet; og således kan der her med hensyn til mine forældre ikke være nogen vanskelighed; men alene deraf, at jeg er til, og at forestillingen om et fuldkomment væsen, d. e.: Gud, er i mig, må man nødvendigvis slutte, at Guds tilværelse er klart bevist. Det står nu kun tilbage at undersøge, på hvilken måde jeg har erhvervet denne forestilling; thi jeg har ikke modtaget den gjennem sanserne, og den har aldrig uventet fremkommet for mig, således som forestillingerne om sansetingene almindelig gjør, når disse ting viser sig eller synes at vise sig for de ydre sanseredskaber; den er heller ikke en ren frembringelse eller indbildning af min ånd; thi det står ikke i min magt at formindske eller tilfoie noget deri; og følgelig er der intet andet at sige, end at denne forestilling er mig medfødt, på samme måde, som forestillingen om mig selv er mig medfødt. Og det er i sandhed ikke underligt, at Gud, idet han har skabt mig, har indgivet mig denne forestilling, forat den kunde være ligesom kunstnerens stempel på kunstverket; og det er heller ikke nødvendigt, at dette stempel skulde være noget forskjelligt fra verket selv; men blot deraf, at Gud har skabt mig, folger det med stor rimelighed, at han på en eller anden måde har dannet mig i sit billede, og at jeg opfatter denne lighed, hvori forestillingen om Gud indeholdes, ved den samme evne, hvorved jeg opfatter mig selv; det vil sige, at når jeg tænker over mig selv, erkjender jeg ikke blot, at jeg er en ufuldkommen ting, ufuldstændig og afhængig af andet, som stræber og higer ustanselig efter noget bedre og større; men jeg erkjender også på samme tid, at den, af hvem jeg afhænger, besidder i sig alt dette ikke blot ubestemt og efter<noinclude><references/></noinclude> 7x33082ggmil47y7dfcoc4rlvkyfc06 104 135164 316837 2026-04-13T00:35:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316837 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>muligheden, men har det virkelig uendelig i sig, og således er Gud. Hele bevisets kraft ligger deri, at jeg erkjender, at det vilde være umuligt, at min natur kunde være sådan, som den er, nemlig sådan, at jeg har forestillingen om Gud i mig, dersom Gud ikke var til i virkeligheden - den Gud, hvorom forestillingen er i mig, nemlig den, der besidder alle de fuldkommenheder, som jeg vel ikke helt kan begribe, men dog ligesom berøre med tanken, og som ikke er beheftet med nogen mangler. Heraf fremgår tydelig nok, at han ikke kan bedrage, eftersom det naturlige lys lærer os, at bedrageri nødvendigvis beror på en mangel. Men førend jeg nøiere undersøger dette, og før jeg går over til betragtningen af de andre sandheder, som man deraf kan uddrage, synes det mig meget passende at stanse nogen tid ved beskuelsen af dette fuldkomne væsen, Gud, og i ro at overveie hans vidunderlige egenskaber, betragte, beundre og tilbede den uforlignelige skjønhed i dette grænseløse lys, ialfald såvidt som min ånd, der på en måde er blændet deraf, har kraft dertil. Thi ligesom troen lærer os, at det hinsidige livs høieste salighed kun består i denne beskuelse af den guddommelige majestæt, således erfarer vi allerede her, at en lignende betragtning, om end uden sammenligning mindre fuldkommen, giver os den hoieste tilfredsstillelse, som vi er istand til at føle i dette liv. {{c|Fjerde betragtning. Om det sande og det falske.}} Jeg har i disse dage således vænnet mig til at løsrive min ånd fra sanserne, og jeg har så nøie bemerket, at der er meget lidet, som man med vished kan vide om de legemlige ting, at der er meget mere, som er os bekjendt om den menneskelige ånd og endnu meget mere om Gud selv, så at det nu vil være mig let at bortvende min tanke fra betragtningen af de anskuelige ting og vende den mod dem, der er løste fra al stoflighed og således rent begrebsmæssige (intelligibile). Den forestilling, som jeg har om den menneskelige ånd, nemlig at den er en tænkende ting og ikke udstrakt i længde, bredde og dybde, og som ikke har del<noinclude><references/></noinclude> jzgobc2ake4pd3v8uvumi2g5njepqpb 316887 316837 2026-04-13T01:33:13Z Øystein Tvede 3938 316887 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>muligheden, men har det virkelig uendelig i sig, og således er Gud. Hele bevisets kraft ligger deri, at jeg erkjender, at det vilde være umuligt, at min natur kunde være sådan, som den er, nemlig sådan, at jeg har forestillingen om Gud i mig, dersom Gud ikke var til i virkeligheden - den Gud, hvorom forestillingen er i mig, nemlig den, der besidder alle de fuldkommenheder, som jeg vel ikke helt kan begribe, men dog ligesom berøre med tanken, og som ikke er beheftet med nogen mangler. Heraf fremgår tydelig nok, at han ikke kan bedrage, eftersom det naturlige lys lærer os, at bedrageri nødvendigvis beror på en mangel. Men førend jeg nøiere undersøger dette, og før jeg går over til betragtningen af de andre sandheder, som man deraf kan uddrage, synes det mig meget passende at stanse nogen tid ved beskuelsen af dette fuldkomne væsen, Gud, og i ro at overveie hans vidunderlige egenskaber, betragte, beundre og tilbede den uforlignelige skjønhed i dette grænseløse lys, ialfald såvidt som min ånd, der på en måde er blændet deraf, har kraft dertil. Thi ligesom troen lærer os, at det hinsidige livs høieste salighed kun består i denne beskuelse af den guddommelige majestæt, således erfarer vi allerede her, at en lignende betragtning, om end uden sammenligning mindre fuldkommen, giver os den hoieste tilfredsstillelse, som vi er istand til at føle i dette liv. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|Fjerde betragtning. Om det sande og det falske.}} Jeg har i disse dage således vænnet mig til at løsrive min ånd fra sanserne, og jeg har så nøie bemerket, at der er meget lidet, som man med vished kan vide om de legemlige ting, at der er meget mere, som er os bekjendt om den menneskelige ånd og endnu meget mere om Gud selv, så at det nu vil være mig let at bortvende min tanke fra betragtningen af de anskuelige ting og vende den mod dem, der er løste fra al stoflighed og således rent begrebsmæssige (intelligibile). Den forestilling, som jeg har om den menneskelige ånd, nemlig at den er en tænkende ting og ikke udstrakt i længde, bredde og dybde, og som ikke har del <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> hbpv4u3v0xsdubo27wfypi1yr0uw8cl 104 135165 316838 2026-04-13T00:37:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316838 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i noget af det, der tilhører legemet, er udenfor sammenligning tydeligere end forestillingen om nogensomhelst legemlig ting. Og når jeg betænker, at jeg tviler, det vil sige, at jeg er en ufuldstændig og afhængig ting, så fremstiller sig for min ånd med stor klarhed og tydelighed forestillingen om et fuldstændigt og uafhængigt væsen, nemlig Gud; og af den blotte kjendsgjerning, at denne forestilling findes i mig, eller at jeg, som har denne forestilling, er til, slutter jeg med sikkerhed Guds tilværelse, og at min egen helt og holdent afhænger af ham i ethvert øieblik af mit liv; derfor tror jeg ikke, at den menneskelige ånd kan erkjende noget med større klarhed og sikkerhed end dette. Og nu synes det mig allerede, at jeg opdager en vei, som fører fra betragtningen af den sande Gud, hvori alle videnskabens og visdommens skatte er indesluttede, til erkjendelsen af de andre ting i universet. Thi for det første erkjender jeg, at det er umuligt, at han nogensinde skulde bedrage mig, eftersom der i al falskhed og alt bedrag er en slags ufuldkommenhed; og skjønt det synes, som om evnen til at bedrage er et tegn på skarpsindighed og magt, så vidner dog viljen til at bedrage uden tvil om svaghed eller ondskab; og altså kan dette ikke findes i Gud. Endvidere erkjender jeg ved min egen erfaring, at der er i mig en viss evne til at dømme eller skjelne mellem det sande og det falske, hvilken jeg uden tvil har fået af Gud såvelsom alle de andre ting, der er i mig; og da han ikke vil bedrage mig, så er det også sikkert, at han ikke har givet mig en dømmekraft, der nogensinde kan tage feil, dersom jeg bruger den på rette måde. Der vilde ikke være nogen tvil tilbage om dette, hvis man ikke, som det synes, deraf kunde drage den slutning, at da kunde jeg aldrig tage feil; thi når alt det, som er i mig, kommer fra Gud, og når han ikke har bragt ind i mig nogen evne til at feile, så synes det, at jeg aldrig skulde kunne bedrage mig. Det er også sandt, at når jeg betragter mig alene som kommende fra Gud, og når jeg vender mig helt mod ham, så opdager jeg i mig ingen grund til feiltagelse eller usandhed; men straks efter, når jeg kommer tilbage til mig selv, lærer erfaringen mig, at jeg ikke desto mindre er underkastet en uendelighed af feiltagelser og når jeg undersøger grunden til dette, finder jeg, at der fremstiller sig for min tanke ikke blot den reelle<noinclude><references/></noinclude> c8mexkcigkzs0f9dliibolfd27dk5yd 104 135166 316839 2026-04-13T00:38:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316839 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og positive forestilling om Gud, eller et høieste, fuldkomment væsen, men også så at sige en viss negativ forestilling om en intethed, det vil sige det, der er uendelig langt borte fra al fuldkommenhed; og jeg er da ligesom en mellemting mellem Gud og intet, eller sat imellem det hoieste væsen og ikke-væren; der findes da i mig intet, der kan føre til feiltagelse, forsåvidt som et hoieste væsen har frembragt mig: men når jeg betragter mig som på en måde havende del i intetheden, eller i ikke-væren, det vil sige forsåvidt som jeg ikke selv er det høieste væsen, og da jeg mangler mange ting, så er det ikke underligt, at jeg tager feil. Og således erkjender jeg, at feiltagelsen som sådan ikke er noget reelt, som afhænger af Gud, men den er blot en mangel; og for at feile behøver jeg altså ikke nogen evne særskilt givet mig dertil af Gud; men jeg bedrager mig, fordi den magt, som Gud har givet mig til at skjelne det sande fra det falske, i mig ikke er uendelig. Dog tilfredsstiller dette mig ikke ganske; thi vildfarelsen er ikke en ren negtelse, men den er en berøvelse af eller mangel på en kjendskab, som det synes, jeg burde have. Og når jeg betragter Guds natur, synes det mig ikke muligt, at han skulde have lagt ind i mig en evne, der ikke er fuldkommen i sit slags, eller som mangler noget af den fuldkommenhed, der tilkommer den; thi det er jo så, at jo dygtigere kunstneren er, desto mere fuldendte er de verker, som udgår fra hans hånd, og hvorledes skulde da det, der frembringes af universets høieste skaber, ikke være fuldendt i enhver henseende? Der er heller ingen tvil om, at Gud havde kunnet skabe mig sådan, at jeg aldrig bedrog mig; det er også sikkert, at han altid vil det bedste; er det da bedre, at jeg kan bedrage mig, end om jeg ikke kunde det? Når jeg overveier dette med opmerksomhed, falder det mig først ind, at jeg ikke bør undres over, at jeg ikke er istand til at forstå, hvorfor Gud har gjort, hvad han har gjort, og at jeg ikke behøver at tvile på hans tilværelse, fordi om erfaringen lærer mig, at mange ting er til, uden at jeg kan forstå, hvorfor eller hvorledes Gud har gjort. dem; thi da jeg allerede ved, at min natur er yderst svag og begrænset, og at Guds derimod er umålelig, ubegribelig og uendelig, så er det ikke vanskeligt for mig at erkjende, at der er uendelig mange ting i hans magt, hvis grunde<noinclude><references/></noinclude> 4svscj1ebviddysby5569sl9yszyu0a 104 135167 316840 2026-04-13T00:39:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316840 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ligger udenfor min ånds rækkeevne; og denne tanke alene er tilstrækkelig til at overbevise mig om, at alle de slags grunde, som man pleier at hente fra hensigtsmæssigheden, er til ingen nytte i de fysiske eller naturlige ting; thi det forekommer mig, at jeg ikke uden forvovenhed kan søge at trænge ind i Guds uransagelige hensigter. Endvidere falder det mig ind, at man ikke bør betragte en enkelt skabning særskilt, når man vil undersøge, om Guds verker er fuldkomne, men alle skabninger i sammenhæng; thi den samme ting, der på en måde vilde kunne synes meget ufuldkommen, hvis den var alene i verden, kan dog være ganske fuldkommen, betragtet som del af hele universet; og skjont jeg, da jeg har foresat mig at tvile på alt, endnu ikke har erkjendt andet end min egen og Guds tilværelse, så kan jeg ikke negte, at han har frembragt mange andre ting, eller ialfald at han har kunnet frembringe sådanne, så at jeg er stillet som en enkelt del i alle væseners samlede verden. Når jeg da nærmere begynder at betragte mig selv og undersøge, hvori mine vildfarelser består (og det er kun dem, der vidner om min ufuldkommenhed), så finder jeg, at de afhænger af to samvirkende årsager, nemlig af den erkjendelsesevne, som er i mig, og af evnen til at vælge, eller min valgfrihed, altså af min forstand og samtidig af min vilje. Thi ved forstanden alene hverken bekræfter eller benegter jeg noget, men jeg opfatter kun tingenes forestillinger, som jeg kan bekræfte eller benegte. Så at når man betænker dette noie, kan man sige, at der aldrig er nogen egentlig vildfarelse i forstanden. Og omendskjønt der måske er uendelig mange ting i verden, hvorom jeg ikke har nogensomhelst forestilling i min forstand, så kan man dog ikke derfor sige, at den er berøvet nogen ting, som af naturen skulde tilkomme den, men kun, at den ikke har denne ting; thi der er ingen grund, der kan bevise, at Gud burde have givet mig en større og videre erkjendelsesevne, end han har givet mig; og hvor dygtig og vis en arbeider jeg end forestiller mig, at han er, så kan jeg dog ikke derfor tro, at han skulde måtte udstyre alle sine verker med alle de fuldkommenheder, som han kan give nogle af dem. Jeg kan heller ikke beklage mig over, at Gud ikke har givet mig en tilstrækkelig omfattende og fuldkommen valg. frihed eller vilje; thi jeg erfarer i virkeligheden, at den er<noinclude><references/></noinclude> tpu3u6w4ztchx5p1wikrwh0dkditamg 104 135168 316841 2026-04-13T00:40:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316841 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>så omfattende og udstrakt, at den ikke er indesluttet i nogen grænser. Og hvad der forekommer mig meget merkeligt, er, at af alle de andre ting, som er i mig, er der ingen, der er så fuldkommen og så stor, at jeg ikke vel indser, at den kunde være endnu større og fuldkomnere. Thi om jeg f. eks. betragter den erkjendelsesevne, der er i mig, så finder jeg, at den er af meget liden rækkevidde og i hoi grad begrænset, på samme tid, som jeg har forestillingen om en meget større, ja uendelig evne; og alene deraf, at jeg har denne forestilling, erkjender jeg uden vanskelighed, at den tilhører Guds natur. På samme måde, når jeg undersøger hukommelsen eller indbildningskraften eller en hvilkensomhelst anden evne, der er i mig, så finder jeg ikke nogen, der ikke er meget liden og begrænset, og som ikke i Gud er ubegrænset og uendelig. Det er udelukkende viljen eller valgfriheden, som jeg erfarer at være så stor i mig, at jeg slet ikke kan fatte nogen anden større eller mere udstrakt forestilling derom; og således er det hovedsagelig denne, der lader mig erkjende, at jeg bærer Guds billede og lignelse. Thi skjønt den er udenfor sammenligning større i Gud end i mig, både på grund af den erkjendelse og magt, som er forbunden dermed, og som gjør den fastere og virksommere, og på grund af gjenstanden, idet den udstrækker sig til uendelig mange flere ting, så synes valgfriheden mig dog ikke større hos Gud, når jeg betragter den formelt og noiagtig i sig selv. Thi den består jo blot deri, at vi kan gjøre den samme ting eller ikke gjøre den, det vil sige bekræfte eller benegte, efterstræbe eller undfly den samme ting, eller rettere sagt, den består alene deri, at når vi bekræfter eller benegter, efterstræber eller undflyr, de ting, som vor forstand fremstiller for os, så føler vi os, idet vi handler, ikke tvungne af nogen ydre magt. Thi, forat jeg skal være fri, er det ikke nødvendigt, at jeg er ligegyldig med hensyn til valget mellem to modsatte ting; men tvertimod, jo mere jeg er tilboielig til den ene, enten fordi jeg tydelig erkjender, at det gode og det sande mødes deri, eller fordi Gud således bestemmer min inderste tanke, desto friere vælger jeg denne ting; og sålangt fra, at den guddommelige nåde og den naturlige erkjendelse skulde formindske min frihed, foroges og styrkes denne tvertimod derved; således at den ligegyldighed, som jeg føler, når jeg ikke ved fornuften drages mere til den ene side end til den<noinclude><references/></noinclude> pcy3y2a1muapd01ihqa3ngvactcrifv 104 135169 316842 2026-04-13T00:42:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316842 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>anden, er frihedens laveste grad og vidner snarere om en mangel i erkjendelsen end om en fuldkommenhed i viljen; thi dersom jeg altid klart indså, hvad der er sandt og godt, så vilde jeg aldrig have vanskeligt for at overveie, hvad jeg skulde dømme og vælge; og da vilde jeg være helt fri uden nogensinde at være ligegyldig. Af alt dette erkjender jeg, at evnen til at ville, som jeg har fået af Gud, ikke i sig selv er årsag til mine vildfarelser; thi den er ganske omfattende og fuldkommen i sit slags; og heller ikke ligger denne årsag i evnen til at forstå eller begribe; thi da jeg intet begriber uden ved hjælp af den evne til at begribe, som Gud har givet mig, så begriber jeg alting rigtig, og det er umuligt, at jeg heri kan tage feil. Hvoraf opstår da mine vildfarelser? Jo, ene og alene deraf, at viljen er mere omfattende end forstanden, og jeg holder derfor ikke viljen indenfor de samme grænser, men udstrækker den også til ting, som jeg ikke forstår; og da den ligeoverfor disse ting i sig selv er ligegyldig, forvilder den sig let og vælger det falske istedenfor det sande, og det slette for det gode; og således går det til, at jeg tager feil og synder. F. eks.: når jeg i disse dage har undersøgt, om der var nogen virkelig tilværende ting i verden, og når jeg alene deraf, at jeg undersøgte dette spørgsmål, med sikkerhed har sluttet, at jeg selv var til, så kunde jeg ikke andet end. domme, at det, som jeg indså med sådan klarhed, måtte være sandt, ikke fordi jeg følte mig tvungen af nogen ydre årsag, men blot fordi den store klarhed i min forstand medførte en stor tilboielighed i min vilje; og netop fordi jeg her ikke har været ligegyldig, har jeg valgt min tro med så meget større frihed. Nu, derimod, erkjender jeg ikke blot, at jeg er til, forsåvidt som jeg er en tænkende ting; men der fremstiller sig også for min ånd en viss forestilling om den legemlige natur; og derved kommer jeg til at tvile på, om den natur, som tænker og er i mig, eller rettere: som jeg selv er, er en anden end den legemlige natur, eller om måske begge to kun er én og samme ting; og jeg antager her, at jeg endnu ikke ved nogen grund, der mere taler for det ene end for det andet; hvoraf da folger, at jeg her forholder mig helt ligegyldig til at negte eller bekræfte eller endog afholde mig fra enhver dom. Og denne ligegyldighed udstrækker sig ikke blot til ting, hvorom forstanden ingen kundskab har, men i alminde-<noinclude><references/></noinclude> 9fhu54repr6kh5ryr5e324x24nkatu6 104 135170 316843 2026-04-13T00:42:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316843 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lighed også til alt det, som den ikke erkjender ganske tydelig i det vieblik, da viljens overveielse finder sted; thi hvor sandsynlige end de formodninger kan være, som gjor mig tilboielig til at domme det og det, så er dog den blotte bevidsthed om, at det dog kun er sandsynligheder, tilstrækkelig til at give mig anledning til at dømme det modsatte; dette har jeg grundig nok erfaret i disse dage, da jeg har antaget for falsk alt det, som jeg tidligere har holdt for fuldkommen sandt, alene fordi jeg har bemerket, at man på en måde kunde tvile derpå. Idet jeg nu afholder mig fra at domme om en ting, når jeg ikke opfatter den med tilstrækkelig klarhed og tydelighed, så er det klart, at jeg handler rigtig og ikke har bedraget mig; men dersom jeg beslutter mig til at benegte eller bekræfte, så bruger jeg ikke min valgfrihed på rette måde; og hvis jeg da bekræfter det, som ikke er sandt, så er det klart, at jeg bedrager mig; dommer jeg derimod sandt, så sker det kun ved et lykketræf, og jeg har i ethvert fald misbrugt min valgfrihed; thi det naturlige lys lærer os, at forstandens kundskab altid bør gå forud for viljens beslutning. Og i denne dårlige brug af valgfriheden ligger den mangel, der danner vildfarelsens væsen. Mangelen ligger, siger jeg, i handlingen, forsåvidt som den udgår fra mig: men den findes ikke i den evne, som jeg har fået af Gud, og ikke engang i handlingen, forsåvidt som den afhænger af ham. Thi jeg har visselig ingen ret til at beklage mig over, at Gud ikke har givet mig en mere omfattende forstand eller et fuldkomnere naturligt lys end det, han har givet mig, eftersom det ligger i en endelig forstands natur, at den ikke forstår meget, og i en skabt forstands natur, at den er endelig; men jeg har al grund til at takke ham for det, som han har givet mig, da han dog aldrig har været mig noget skyldig; og jeg har ingen ret til at mene, at han har berøvet mig eller forholdt mig det, som han ikke har givet mig. Jeg har heller ingen grund til at beklage mig over, at han har givet mig en vilje, der er mere omfattende end min forstand; thi da viljen kun består i en enkelt og så at sige udelelig ting, så synes dens natur at være sådan, at man ikke kan tage noget fra den uden at tilintetgjøre den; og jo mere udstrakt den er, desto mere tak skylder jeg dens giver.<noinclude><references/></noinclude> nemxc7brtklmh9ictgcgqqbrz7rmeam 104 135171 316844 2026-04-13T00:44:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316844 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og endelig bor jeg heller ikke beklage mig over, at Gud virker sammen med mig for at fremlokke denne viljes handlinger eller domme, hvori jeg farer vild; thi disse handlinger er fuldstændig sande og gode, forsåvidt som de afhæn ger af Gud; og der er på en viss måde mere fuldkommenhed i min natur derfor, at jeg kan få frem sådanne handlinger, end om jeg ikke kunde det. Med hensyn til den mangel, hvori alene den formelle grund til vildfarelsen og synden ligger, så behoves der til den ikke Guds medvirkning, eftersom den ikke er en ting eller noget værende, og når man henfører den til Gud som dens grund, så kan den ikke kaldes mangel, men kun negtelse efter den betydning, som man tillægger disse ord i skolen ). Thi det er aldeles ikke nogen ufuldkommenhed hos Gud, at han har givet mig frihed til at domme eller lade være at domme om ting, hvorom han ikke har nedlagt nogen klar og tydelig kundskab i min forstand; men uden tvil er det en ufuldkommenhed hos mig, at jeg ikke bruger denne frihed rigtig, og at jeg ubetænksomt dommer om de ting, som jeg ikke ret forstår. Ikke desto mindre indser jeg, at det vilde have været let for Gud at indrette det så, at jeg aldrig bedrog mig, på samme tid, som jeg vedblev at være fri og dog havde en begrænset forstand; nemlig dersom han havde givet min forstand en klar og tydelig opfatning af alle de ting, som jeg nogensinde kom til at overveie, eller om han blot havde indpræget beslutningen om aldrig at domme om noget, som jeg ikke fattede klart og tydelig, så dybt i min hukommelse, at jeg aldrig havde kunnet glemme den. Og jeg bemerker vel, at forsåvidt som jeg betragter mig for mig selv alene, som om der ikke var nogen anden i verden end jeg, så vilde jeg have været meget fuldkomnere end jeg er, hvis Gud havde skabt mig således, at jeg aldrig tog feil; men jeg kan ikke derfor negte, at det er en større fuldkommenhed i hele universet, når nogle af dets dele ikke er frie for vildfarelse, medens andre er det, end om de alle havde været ens. Og jeg har ingen ret til at beklage mig over, at Gud, idet han har sat mig ind i verden, ikke har villet sætte mig i de ædleste og fuldkomneste tings klasse; og desuden, 1) D. e.: den scholastiske filosofi. (O. a.)<noinclude><references/></noinclude> c4i5jgmmjirousuyewgtykf57e1vufr 104 135172 316845 2026-04-13T00:45:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316845 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjønt jeg ikke kan afholde mig fra vildfarelse på den første måde, nemlig ved en klar opfatning af alt det, som skal overveies, så kan jeg det dog på den anden måde, nemlig derved, at jeg holder fast ved den beslutning aldrig at domme om de ting, som ikke er mig klart bekjendte. Thi skjønt jeg erfarer i mig den svaghed, at jeg ikke stadig kan fæste min ånd ved den samme tanke, så kan jeg dog ved en opmerksom og ofte gjentagen betragtning indpræge den så sterkt i min hukommelse, at jeg aldrig undlader at erindre den, hver gang jeg har brug for den, og således kan jeg vænne mig til ikke at tage feil; og da menneskets største og fortræffeligste fuldkommenhed består heri, så tror jeg idag ikke at have vundet lidet ved denne betragtning over årsagerne til vildfarelse og usandhed. Og der kan visselig ingen andre årsager være end dem, som jeg her har udviklet; thi så ofte, som jeg holder min vilje således indenfor min erkjendelses grænser, at jeg kun dommer om de ting, der klart og tydelig fremstiller sig for min forstand, da kan det ikke ske, at jeg skulde tage feil; thi ethvert klart og tydeligt begreb er uden tvil noget, og da kan det ikke have sit udspring fra intet, men må nødvendigvis have Gud til sit ophav Gud, som er i høieste grad fuldkommen og altså ikke kan være årsag i nogen vildfarelse, og da er et sådant begreb uden tvil sandt. Forovrigt har jeg idag ikke blot lært, hvad jeg bor undgå, for ikke at feile, men også, hvad jeg bør gjøre for at opná kundskab om sandheden. T'hi visselig vil jeg komme til den, når jeg tilstrækkelig fæster min opmerksomhed på alle de ting, som jeg fuldkommen begriber, og når jeg skjelner dem fra de andre, som jeg kun opfatter forvirret og dunkelt. Og herpå vil jeg for fremtiden omhyggelig beflitte mig.<noinclude><references/></noinclude> me4cvfa870o4h9eiawbciwvwlaka4iu 316890 316845 2026-04-13T01:34:48Z Øystein Tvede 3938 316890 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjønt jeg ikke kan afholde mig fra vildfarelse på den første måde, nemlig ved en klar opfatning af alt det, som skal overveies, så kan jeg det dog på den anden måde, nemlig derved, at jeg holder fast ved den beslutning aldrig at domme om de ting, som ikke er mig klart bekjendte. Thi skjønt jeg erfarer i mig den svaghed, at jeg ikke stadig kan fæste min ånd ved den samme tanke, så kan jeg dog ved en opmerksom og ofte gjentagen betragtning indpræge den så sterkt i min hukommelse, at jeg aldrig undlader at erindre den, hver gang jeg har brug for den, og således kan jeg vænne mig til ikke at tage feil; og da menneskets største og fortræffeligste fuldkommenhed består heri, så tror jeg idag ikke at have vundet lidet ved denne betragtning over årsagerne til vildfarelse og usandhed. Og der kan visselig ingen andre årsager være end dem, som jeg her har udviklet; thi så ofte, som jeg holder min vilje således indenfor min erkjendelses grænser, at jeg kun dommer om de ting, der klart og tydelig fremstiller sig for min forstand, da kan det ikke ske, at jeg skulde tage feil; thi ethvert klart og tydeligt begreb er uden tvil noget, og da kan det ikke have sit udspring fra intet, men må nødvendigvis have Gud til sit ophav Gud, som er i høieste grad fuldkommen og altså ikke kan være årsag i nogen vildfarelse, og da er et sådant begreb uden tvil sandt. Forovrigt har jeg idag ikke blot lært, hvad jeg bor undgå, for ikke at feile, men også, hvad jeg bør gjøre for at opná kundskab om sandheden. T'hi visselig vil jeg komme til den, når jeg tilstrækkelig fæster min opmerksomhed på alle de ting, som jeg fuldkommen begriber, og når jeg skjelner dem fra de andre, som jeg kun opfatter forvirret og dunkelt. Og herpå vil jeg for fremtiden omhyggelig beflitte mig. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 25it9dj5uiuaj8amzlfulsqtkczls3p 104 135173 316846 2026-04-13T00:46:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316846 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|Femte betragtning. Om de materielle tings væsen; og atter om Guds tilværelse.}} Der er endnu meget igjen for mig at undersøge angående Guds attributer såvelsom angående min egen eller min ånds natur; men jeg skal måske en anden gang tage fat på denne undersøgelse. Nu, da jeg har merket mig, hvad man bor gjøre og lade for at komme til sandheds erkjendelse, er det vigtigste for mig at prøve at komme ud af den tvil, som jeg i disse dage har indviklet mig i, og at se efter, om man aldeles ikke kan erkjende noget med vished angående de materielle ting. Men før jeg undersøger, om der er nogen sådanne ting, der er til udenfor mig, bør jeg betragte forestillingerne om dem, således som de er i min tanke, og se, hvilke af dem der er tydelige, og hvilke der er forvirrede. For det første forestiller jeg mig da tydelig den kvantitet, som filosoferne almindelig kalder den sammenhængende kvantitet, eller nærmere den udstrækning i længde, bredde og dybde, som er i denne kvantitet eller den ting, som den tillægges. Endvidere kan jeg i den tælle forskjellige dele og tillægge enhver af delene alskens størrelser, skikkelser, stillinger og bevægelser; og endelig kan jeg tillægge enhver af disse bevægelser en viss varighed. Og jeg erkjender ikke blot disse ting tydelig, når jeg betragter dem således i sin almindelighed; men når jeg henvender min opmerksomhed på dem, erkjender jeg uendelig mange særegenheder angående tallene, figurerne, bevægelserne og lignende, hvis sandhed viser sig med så stor klarhed og stemmer så vel overens med min natur, at idet jeg begynder at opdage dem, synes det mig ikke, at jeg lærer noget nyt, men meget mere, at jeg erindrer noget, som jeg allerede for vidste, det vil sige, at jeg lægger merke til ting, som allerede for var i min ånd, skjønt jeg endnu ikke havde vendt min opmerksomhed mod dem. Og hvad jeg heri finder at være merkeligst, er, at jeg i mig finder en uendelighed af forestillinger om visse ting, der ikke kan ansees for det rene intet, skjønt de måske ikke har nogen tilværelse udenfor<noinclude><references/></noinclude> 0n3e9706tvdrzgec5kncjy0oc9xzkkz 104 135174 316847 2026-04-13T00:47:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316847 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>min tanke; og som ikke er dannede af mig, skjønt det står mig frit for at tænke dem eller ikke tænke dem; men som har sin sande og uforanderlige natur. Således f. eks. når jeg forestiller mig en trekant, så er der måske ingensteds i verden en sådan figur udenfor min tanke, og har måske aldrig været; ikke desto mindre har dog denne figur en viss natur eller form eller et bestemt væsen, som er uforanderligt og evigt, som jeg ikke har opfundet, og som ikke på nogen måde afhænger af min ånd; hvilket viser sig derved, at man kan bevise forskjellige egenskaber ved denne trekant, nemlig at dens tre vinkler er lig to rette, at den største vinkel har den største modstående side m. m., hvilke egenskaber jeg nu, enten jeg vil det eller ei, ganske klart og tydelig erkjender, skjønt jeg ingenlunde tænkte derpå, da jeg for første gang forestillede mig en trekant, og altså kan man ikke sige, at jeg har dannet eller opfundet dem. Og det kan ikke her nytte at indvende, at denne forestilling om trekanten måske er kommet ind i min ånd fra de ydre ting ved hjælp af sanserne, da jeg undertiden har seet legemer af trekantet form; thi jeg kan i min ånd danne uendelig mange andre figurer, hvorom der ikke kan være den mindste mistanke, at de nogensinde skulde have kommet indenfor min sansning, og dog kan jeg altid bevise adskillige egenskaber ved deres natur ligesom ved trekantens, hvilke sikkert alle må være sande, eftersom jeg opfatter dem klart: altså er de noget, og ikke et rent intet; thi det er klart, at alt det, som er sandt, er noget; og jeg har ovenfor udførlig bevist, at alle de ting, som jeg erkjender klart og tydelig, er sande; ja, selv om jeg ikke havde bevist det, så er min ånds natur sådan, at jeg ikke kunde undgå at anse disse ting for sande, i det mindste sålænge jeg klart opfatter dem; jeg erindrer også, at selv da jeg endnu var sterkt knyttet til sansetingene, holdt jeg de sandheder for de sikreste, som jeg tydelig erkjendte angående figurer eller tal eller andre ting, der hører til arithmetik og geometri. Hvis nu alene af dette, at jeg af min tanke kan uddrage forestillingen om noget, folger, at alt det, som jeg klart og tydelig erkjender som hørende til denne ting, også hører til denne ting i virkeligheden, kan jeg da ikke heraf uddrage en bevisgrund for Guds tilværelse? Sikkert er det, at jeg ikke mindre finder forestillingen om ham, d. e.: om<noinclude><references/></noinclude> nxw3ed3uiw47p7y0wsenztz6lcl91co 104 135175 316848 2026-04-13T00:48:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316848 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et høieste væsen, i mig, end jeg finder forestillingen om en hvilkensomhelst figur eller tal; og jeg erkjender ikke mindre klart og tydelig, at en virkelig og evig tilværelse hører til hans natur, end jeg erkjender, at alt det, som jeg kan bevise om en figur eller et tal, virkelig hører til denne figurs eller dette tals natur; og altså, selv om alt det, som jeg har sluttet i de foregående betragtninger, ikke var sandt, så måtte dog Guds tilværelse i det mindste få den samme grad af vished hos mig, som hidtil de mathematiske sand- heder har havt. Rigtignok er dette ved første blik ikke så ganske klart, og ser noget sofistisk ud. Thi da jeg har vænnet mig til i alle ting at skjelne mellem tilværelse og væsen, så overtaler jeg mig let til at tro, at tilværelse også kan adskilles fra Guds væsen, og at man altså kan opfatte Gud som ikke virkelig værende Men dog, når jeg tænker opmerksommere derover, finder jeg det åbenbart, at tilværelse ikke kan adskilles fra Guds væsen, ligesålidt som det kan skilles fra en trekants væsen, at vinklernes sum er lig to rette, eller ligesålidt, som forestillingen om et bjerg kan skilles fra forestillingen om en dal; således er det ikke mindre selvmodsigende at tænke sig en Gud (det vil sige et hoieste, fuldkomment væsen), der mangler tilværelse (altså mangler en fuldkommenhed), end at tænke sig et bjerg uden dal. Men omendskjønt jeg ganske vist ikke kan tænke mig en Gud uden tilværelse, ligesålidt som et bjerg uden dal, så kan man dog sige, at deraf, at jeg ikke kan tænke mig et bjerg uden dal, folger ikke, at der er noget bjerg til i verden, og på samme måde, skjønt jeg tænker mig Gud som tilværende, folger ikke deraf, at Gud er til; thi min tanke påtvinger ikke tingene nogen nødvendighed; og ligesom det står mig frit for at indbilde mig en vinget hest, skjont dog ingen hest har vinger, således kunde jeg måske tillægge Gud tilværelse, om end ingen Gud var til. Men heri skjuler sig en sofisme; thi deraf, at jeg ikke kan tænke mig et bjerg uden dal, folger ikke, at der er noget bjerg eller nogen dal i verden, men kun, at bjerget og dalen, enten de nu er til eller ikke er til, ikke kan skilles fra hinanden; medens deraf, at jeg ikke kan tænke mig Gud uden som tilværende, følger, at tilværelse er uadskillelig fra ham, og altså, at han virkelig er til; ikke fordi min tanke. bevirker, at dette skal være således, eller at den påtvinger<noinclude><references/></noinclude> s9fj891vl2b1ydg8pryott5fujilu4b 104 135176 316849 2026-04-13T00:49:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316849 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tingene nogen nødvendighed; men, tvertimod, nødvendig. heden er i tingen selv, det vil sige: nødvendigheden af Guds tilværelse bestemmer mig til at have denne tanke. Thi det står mig ikke frit for at tænke mig en Gud uden tilværelse (d. e.: et hoieste, fuldkomment væsen uden den hoieste fuldkommenhed), på samme måde som det står mig frit for mig at tænke mig en hest uden vinger eller med vinger. Og det kan heller ikke her siges, at jeg nødvendigvis må sætte Gud som tilværende, når jeg først har forudsat, at han skal besidde alle fuldkommenheder, og da tilværelsen er en sådan, men at min første forudsætning ikke var nødvendig; ligesom det ikke er nødvendigt at tænke sig, at alle firkantede figurer kan indskrives i en cirkel; men hvis jeg går ud herfra, vilde jeg være nødt til at indrømme, at også en rhombe kan således indskrives, hvilket dog åbenbart er usandt. Man kan ikke, siger jeg, ræsonnere således; thi skjønt det vistnok ikke er nødvendigt, at nogensomhelst tanke om Gud falder mig ind, så ikke desto mindre, hver gang det hænder, at jeg tænker på et første og høieste væsen, og så at sige fremdrager denne forestilling fra min ånds skatkammer, er det nødvendigt, at jeg tillægger den alle fuldkommenheder, om jeg end ikke opregner dem alle eller fæster min opmerksomhed på hver enkelt. Og denne nødvendighed er tilstrækkelig til at bevirke, at jeg, så snart som jeg erkjender, at tilværelse er en fuldkommenhed, med rette slutter, at dette første og høieste væsen er til. På samme måde er det ikke nødvendigt, at jeg nogensinde skulde forestille mig en trekant; men hver gang, jeg vil tænke mig en retlinjet figur med kun tre vinkler, er det ganske nødvendigt, at jeg tillægger den sådanne egenskaber, som fører til den slutning, at dens tre vinkler ikke er større end to rette, selv om jeg måske ikke i øieblikket særskilt betænker dette. Men når jeg undersøger, hvilke figurer, der kan indskrives i en cirkel, så er det ingenlunde nødvendigt, at jeg tænker mig, at alle firkanter hører herhen: tvertimod kan jeg ikke engang indbilde mig dette, sålænge som jeg intet andet vil indrømme end det, som jeg klart og tydelig fatter. Og følgelig er der stor forskjel mellem sådanne falske antagelser som dette og de sande forestillinger, der er mig medfødte, og hvoraf den første og vigtigste er forestillingen om Gud. Thi i virkeligheden erkjender jeg på<noinclude><references/></noinclude> 8x4cxwy6cgkaxdgbndb8yordkje8p7h 104 135177 316850 2026-04-13T00:50:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316850 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>flere måder, at denne forestilling ikke er noget indbildt eller opfundet, alene afhængigt af min tanke, men at det er billedet af en sand og uforanderlig natur; for det første, fordi jeg ikke kan udtænke nogen anden ting end Gud, til hvis væsen der skulde høre tilværelse; dernæst fordi jeg ikke kan tænke mig to eller flere væsener som Gud: og forudsat at der nu er en Gud, som er til, så indser jeg klart, at han må have været for i al evighed, og at han vil være i al evighed i fremtiden; og endelig fordi jeg i Gud erkjender mange andre ting, som jeg ikke kan formindske eller forandre. Hvilken bevisgrund jeg forøvrigt bruger, kommer jeg bestandig tilbage til dette, at kun de ting, som jeg klart og tydelig fatter, har kraft til fuldstændig at overbevise mig. Og skjønt blandt de ting, som jeg således fatter, nogle er åbenbare for enhver, medens andre kun indsees af dem, der betragter dem nærmere og undersøger dem noiere, så ansees disse sidste ting, når de først er opdagede, dog ikke for mindre visse end hine. Således synes f. eks. det, at i en retvinklet trekant kvadratet på den største side er lig summen af kvadraterne på de to andre, fra først af ikke så let at forstå, som at den største side ligger ligeoverfor den største vinkel; og dog, efterat det først er erkjendt, er man ligeså overbevist om sandheden af det ene, som af det andet. Og med hensyn til Gud er det visselig så, at hvis min and ikke var belemret med fordomme, og hvis min tanke ikke adspredtes ved den stadige nærværelse af sansetingenes billeder, så vilde der intet være, som jeg snarere og lettere kunde erkjende end ham. Thi hvad kan i sig selv være mere åbenbart, end at der er et hoieste væsen eller en Gud, i forestillingen om hvem tilværelse nødvendig er indbefattet, og at han altså er til? Og skjønt jeg for ret at fatte denne sandhed har behovet at anstrenge min ând meget, så er jeg dog nu ikke blot ligeså sikker derpå, som på det, der synes mig aller sikrest, men desuden bemerker jeg nu, at alle andre tings vished afhænger så fuldstændig deraf, at uden denne erkjendelse kan intet andet fuldstændig erkjendes. Thi rigtignok er jeg af en sådan natur, at så snart som jeg opfatter noget meget klart og tydelig, kan jeg ikke andet end tro, at det er sandt; men da jeg dog er af en sådan natur, at jeg ikke stadig kan holde min ånd fæstet<noinclude><references/></noinclude> qakq4hpco744qfezcqfxcmsepd2z12y 104 135178 316851 2026-04-13T00:51:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316851 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>på en enkelt ting, og jeg ofte erindrer at have antaget en ting for sand, når jeg da ophører at betragte de grunde, som har tvunget mig til at domme således, kan det imidlertid hænde, at andre grunde fremstiller sig for mig, hvorved jeg let kunde forandre mening, hvis jeg ikke vidste, at der var en Gud; og således vilde jeg aldrig have nogen sand. og sikker viden om nogensomhelst ting, men blot uklare og ubestemte meninger. Således f. eks., når jeg betragter trekantens natur, så erkjender jeg, der er en smule fortrolig med geometrien, tydelig nok, at dens tre vinkler er lig to rette, og idet jeg henvender min tanke på beviset herfor, er det mig ikke muligt at tro noget andet; men så snart, som jeg vender min opmerksomhed bort fra beviset, husker jeg nok, at jeg engang klart har forstået det; men jeg kunde dog let komme i tvil om dets sandhed, hvis jeg ikke vidste, at der er en Gud; thi jeg kunde da overtale mig til at tro, at jeg var således beskaffen af naturen, at jeg let kunde tage feil, endog i de ting, som jeg troede at opfatte med den største klarhed og sikkerhed; så meget mere, som jeg erindrer, at jeg ofte har anseet mange ting for sande og sikre, som senere andre grunde har bragt mig til at erklære for fuldstændig usande. Men efterat jeg har erkjendt, at der er en Gud, og da jeg på samme tid har erkjendt, at alting afhænger af ham, og at han ikke bedrager, og da jeg ikke deraf har sluttet, at alt, hvad jeg opfatter klart og tydelig, må være sandt, selv om jeg da ikke mere tænker på de grunde, hvorfor jeg har dømt noget for sandt, når jeg blot erindrer, at jeg har forstået det klart og tydelig, så kan ingen modgrund anføres, der kunde bringe mig i tvil; og således har jeg en sand og sikker viden. Og denne samme viden udstrækker sig også til alle de andre ting, som jeg erindrer tidligere at have bevist, således også geometriens sandheder og lignende; hvad skulde man nemlig nu have at indvende mod. mig? Mon det, at jeg er sådan beskaffen, at jeg ofte tager feil? Men jeg ved jo allerede, at jeg kan ikke tage feil i, hvad jeg klart indser. Mon det, at jeg ofte for har anseet sådanne ting for sande og sikre, som jeg bagefter har erkjendt at være usande? Men disse ting havde jeg ikke erkjendt klart og tydelig, og da jeg endnu ikke kjendte den regel, hvorved jeg kunde sikre mig sandheden, førtes jeg til at tro disse ting ved grunde, som jeg senere har erkjendt<noinclude><references/></noinclude> jo9bbzzbmgawz5m5d3x9iqalss9g4uu 104 135179 316852 2026-04-13T00:52:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316852 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at være mindre sterke end jeg dengang indbildte mig. Hvad kan man da videre indvende mod mig? Mon det, at jeg sover (hvad jeg ovenfor har indvendt mod mig selv), eller at alle de tanker, som jeg nu har, ikke er sandere end de drømme, som vi fremfantaserer i søvne? Men selv dette forandrer ikke sagen; thi selv om jeg sov, vilde alt det, der fremstiller sig tydelig for min ånd, være fuldkommen sandt. Og således indser jeg klart, at al videnskabs vished og sandhed afhænger udelukkende af erkjendelsen af den sande Gud; således at før jeg kjendte ham, kunde jeg ikke fuldstændig erkjende noget andet. Men nu, da jeg kjender ham, har jeg midlet til at erhverve en fuldkommen viden om uendelig mange ting, ikke alene om det, som er i ham, men også om det, der tilhører den legemlige natur, som er gjenstand for den rene mathematik. {{c|Sjette betragtning. Om de materielle tings tilværelse, og om den virkelige forskjel mellem sjælen og legemet.}} Det står nu kun tilbage at undersøge, om der er materielle ting til; og jeg ved i det mindste allerede, at der kan være sådanne, forsåvidt som man betragter dem som gjenstande for geometriens beviser, thi da opfatter jeg dem klart og tydelig. Thi der er ingen tvil om, at Gud har magt til at frembringe alle de ting, som jeg er istand til at opfatte tydelig; og jeg har aldrig tænkt, at det skulde være umuligt for ham at gjøre nogetsomhelst, uden når jeg stødte på en modsigelse, idet jeg søgte klart at forstå det. Endvidere: den forestillingsevne, som er i mig, og som erfaringen viser mig, at jeg bruger, når jeg henvender min opmerksomhed på materielle ting, overbeviser mig om deres tilværelse; thi når jeg opmerksomt undersøger, hvad forestillingsevnen er, så finder jeg, at den ikke er andet end en viss anvendelse af erkjendelsesevnen på et legeme, der er inderlig nærværende for den, og som altså består.<noinclude><references/></noinclude> 8tjljki5giqc5brhq6m6jv2k00ge9fm 316891 316852 2026-04-13T01:35:29Z Øystein Tvede 3938 316891 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>at være mindre sterke end jeg dengang indbildte mig. Hvad kan man da videre indvende mod mig? Mon det, at jeg sover (hvad jeg ovenfor har indvendt mod mig selv), eller at alle de tanker, som jeg nu har, ikke er sandere end de drømme, som vi fremfantaserer i søvne? Men selv dette forandrer ikke sagen; thi selv om jeg sov, vilde alt det, der fremstiller sig tydelig for min ånd, være fuldkommen sandt. Og således indser jeg klart, at al videnskabs vished og sandhed afhænger udelukkende af erkjendelsen af den sande Gud; således at før jeg kjendte ham, kunde jeg ikke fuldstændig erkjende noget andet. Men nu, da jeg kjender ham, har jeg midlet til at erhverve en fuldkommen viden om uendelig mange ting, ikke alene om det, som er i ham, men også om det, der tilhører den legemlige natur, som er gjenstand for den rene mathematik. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|Sjette betragtning. Om de materielle tings tilværelse, og om den virkelige forskjel mellem sjælen og legemet.}} Det står nu kun tilbage at undersøge, om der er materielle ting til; og jeg ved i det mindste allerede, at der kan være sådanne, forsåvidt som man betragter dem som gjenstande for geometriens beviser, thi da opfatter jeg dem klart og tydelig. Thi der er ingen tvil om, at Gud har magt til at frembringe alle de ting, som jeg er istand til at opfatte tydelig; og jeg har aldrig tænkt, at det skulde være umuligt for ham at gjøre nogetsomhelst, uden når jeg stødte på en modsigelse, idet jeg søgte klart at forstå det. Endvidere: den forestillingsevne, som er i mig, og som erfaringen viser mig, at jeg bruger, når jeg henvender min opmerksomhed på materielle ting, overbeviser mig om deres tilværelse; thi når jeg opmerksomt undersøger, hvad forestillingsevnen er, så finder jeg, at den ikke er andet end en viss anvendelse af erkjendelsesevnen på et legeme, der er inderlig nærværende for den, og som altså består. <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> i0x23h9h1kpyanpu6fuprjzf8clu5dy 104 135180 316853 2026-04-13T00:53:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316853 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og for at gjøre dettte ganske åbenbart, bemerker jeg for det første den forskjel, som der er mellem forestillingsevnen og den rene erkjendelse. Når jeg f. eks. forestiller mig en trekant, så begriber jeg ikke blot, at det er en figur sammensat af tre linjer, men samtidig anskuer jeg disse tre linjer som nærværende ved min ånds kraft: og dette er det, jeg kalder at forestille mig noget. Vil jeg derimod forestille mig en tusendkant, så indser jeg straks, at det er en figur bestående af tusend sider, ligeså let som, at en trekant er en figur bestående blot af tre sider; men jeg kan ikke forestille inig tusendkantens tusend sider ligesom jeg forestiller mig trekantens tre, og jeg kan ikke så at sige anskue dem som nærværende med min ånds oinc. Og da jeg er vant til altid at benytte min forestillingsevne, når jeg tænker på legemlige ting, så forestiller jeg mig ganske vist også ved tanken på en tusendkant på en forvirret måde en eller anden figur; men dog er det ganske klart, at denne figur ikke er en tusendkant, eftersom den ingenlunde adskiller sig fra den figur, som jeg forestiller mig, når jeg tænker på en titusendkant eller en hvilkensomhelst anden figur med mange kanter, og eftersom den ingen- lunde tjener til at åbenbare de egenskaber, som udgjør forskjellen mellem tusendkanten og de andre mangekanter. Er der tale om at betragte en femkant, så kan jeg ganske vist begribe dens figur, såvelsom tusendkantens, uden hjælp af forestillingsevnen; men jeg kan også forestille mig den, idet jeg henvender min ånds opmerksomhed på hver af dens fem sider og på det samlede rum, som de omfatter. Men da erkjender jeg klart, at når jeg skal forestille mig noget, har jeg brug for en særlig åndsanspændelse, som jeg ikke bruger til blot at forstå eller erkjende; og denne særlige åndsanspændelse viser tydelig forskjellen mellem forestillingsevnen og den rene erkjendelsesevne. Jeg bemerker desuden, at den forestillingsevne, der er i mig, forsåvidt som den er forskjellig fra erkjendelsesevnen, ingenlunde hører nødvendig til min natur eller mit væsen, d. e.: til min ånds væsen; thi selv om jeg ikke havde den, er der ingen tvil com, at jeg vilde vedblive at være den samme, som jeg nu er; og heraf synes den slutning at fremgå, at den afhænger af noget, der er ganske forskjellig fra min ånd. Og jeg fatter let, at dersom der er noget legeme, hvortil min ånd er således knyttet, at den, når den vil, kan vende sin op-<noinclude><references/></noinclude> 6w391n9rbwlhti0z5lq9h18ag6spd6b 104 135181 316854 2026-04-13T00:54:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316854 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>merksomhed mod det, så kan det ske, at den ved dette middel kan forestille sig legemlige ting; så at denne måde at tænke på kun adskiller sig fra den rene forstandserkjendelse derved, at ånden, idet den erkjender, på en måde vender sig mod sig selv og betragter nogle af de forestillinger som den har i sig selv; medens den, når den forestiller sig noget eller anskuer noget billedlig, vender sig mod legemet og betragter i dette noget, der svarer til den forestilling, som den har dannet sig eller fået gjennem sanserne. Jeg fatter, siger jeg, let, at forestillingsevnen kan udrette dette, hvis det er sandt, at der er legemer; og da jeg ikke kan finde nogen anden udvei til at forklare, hvorledes det går for sig, så antager jeg det for sandsynligt, at der er legemlige ting; men det er kun en sandsynlighed; og skjønt jeg undersøger alle ting omhyggelig, så finder jeg dog ikke, at der i den bestemte forestilling, som jeg har om den legemlige natur, er nogen bevisgrund, hvoraf noget legemes tilværelse med nødvendighed kan sluttes. Foruden den legemlige natur, der er geometriens gjenstand, er jeg vant til at forestille mig mange andre ting, om end mindre tydelig, nemlig farver, lyd, smag, smerte og lignende; og da jeg opfatter disse ting meget bedre ved sanserne, gjennem hvilke de ved hjælp af erindringen synes at have nået min forestillingsevne, så tror jeg det er bedst, at jeg samtidig undersøger, hvad sansningen er, forat jeg kan se, om der af den måde at tænke på, som jeg kalder sansning, lader sig uddrage noget sikkert bevis for tilværelsen af de legemlige ting. Og for det første vil jeg da gjenkalde i min erindring, hvilke de ting er, som jeg tidligere har holdt for sande og for modtagne gjennem sanserne, og på hvilke grunde min tro støttede sig; dernæst vil jeg undersøge de grunde, som senere har nødt mig til at drage dem i tvil; og endelig vil jeg betragte det, som jeg nu må tro. For det første har jeg da folt, at jeg havde et hoved, hænder, fodder og alle de andre lemmer, hvoraf det legeme er sammensat, som jeg anså for endel af mig selv eller måske for hele mig selv; endvidere har jeg folt (eller sanset, opfattet ved sansning), at dette legeme var stillet iblandt mange andre, af hvilke det kunde påvirkes enten behagelig eller ubehagelig; og jeg merkede de behagelige påvirkninger ved en viss følelse af fornoielse eller nydelse, og de ubehagelige ved en følelse af smerte. Og foruden denne nydelse og<noinclude><references/></noinclude> davuqpnvscbnerlra13mzdpdt5865o4 104 135182 316855 2026-04-13T00:55:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316855 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>smerte følte jeg også i mig sult, tørst og andre begjæringer; og ligeledes visse legemlige tilbøieligheder til glæde, sorg, vrede og andre lidenskaber. Og i de ydre legemer bemerkede jeg, foruden deres udstrækning, figur og bevægelser, også hårdhed, varme og alle de andre egenskaber, der falder under berøringssansen: endvidere bemerkede jeg i dem lys, farver, lugt, smag og lyd, hvilken mangfoldighed gav mig. midler til at skjelne himlen, jorden, havet og i det hele alle de andre legemer fra hinanden. Og idet jeg betragtede forestillingerne om alle disse egenskaber, der således fremstillede sig for min tanke, og som var det eneste, jeg egentlig og umiddelbart følte gjennem sansningen, så var det visselig ikke uden grund, at jeg troede at føle ting helt forskjellige fra min tanke, nemlig legemer, hvorfra disse forestillinger udgik; thi jeg erfarede, at de fremstillede sig for den, uden at mit samtykke dertil behøvedes, således at jeg ikke kunde få noget sanseindtryk af nogensomhelst gjenstand, hvordan end min vilje var, medmindre gjenstanden var nærværende for et af mine sanseredskaber; og det stod ingenlunde i min magt ikke at føle dette sanseindtryk, når den var nærværende. Og eftersom de forestillinger, som jeg modtog gjennem sanserne, var meget livligere, mere eftertrykkelige og endog på sit vis tydeligere end nogen af dem, jeg selv ved eftertanken kunde fremkalde, eller dem, som jeg fandt indprægede i min erindring, så syntes det, som om de ikke kunde udgå fra min egen ånd; og således syntes det nødvendigt, at de bevirkedes i mig af nogle andre ting. Og da jeg ikke havde nogetsomhelst andet kjendskab til disse andre ting end det, som disse samme forestillinger gav mig, så kunde intet andet falde. mig ind, end at disse ting var lige med de forestillinger, som de bevirkede. Og da jeg også var mig bevidst, at jeg oftere brugte sanserne, end jeg brugte min fornuft, og da jeg erkjendte, at de forestillinger, jeg dannede mig om mig selv, var ikke så eftertrykkelige som de, jeg modtog gjennem sanserne, eller som oftest endog sammensatte af dele af disse, så overtalte jeg mig let til at tro, at jeg om min ånd ikke havde nogensomhelst forestilling, der ikke før var gået gjennem mine sanser. Det var heller ikke uden nogen grund, at jeg troede, at dette legeme, som jeg med en viss, særskilt ret kaldte mit, egentligere og nærmere tilhørte mig end et hvilketsomhelst andet legeme; thi jeg kunde jo aldrig skilles<noinclude><references/></noinclude> 7voxhmvt3njswdnv5s6rpf66fkws15v 104 135183 316856 2026-04-13T00:56:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316856 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fra det, således som fra de andre; i det og for det følte jeg alle mine begjæringer og affekter; og endelig havde jeg fornemmelser af nydelse og smerte i dette legemes dele, men ikke i andre legemers, som er skilte derfra. Men når jeg undersøgte, hvorfor denne jeg-ved-ikke-hvilken fornemmelse af smerte forte til åndens tungsindighed, eller hvorfor nydelsesfornemmelsen frembragte glæde, eller hvorfor denne jeg-ved-ikke-hvilken tomhedsfornemmelse i maven, som jeg kalder sult, bringer os til at få lyst på mad, eller hvorfor strubens torhed giver os lyst til at drikke, og så videre, så kunde jeg ikke angive nogen anden grund, end at naturen lærte mig dette; thi der er visselig intetsomhelst slegtskab eller forbindelse (i det mindste såvidt jeg kan forstå) mellem denne fornemmelse i maven og lysten til at spise, og heller ikke mellem fornemmelsen af den ting, der bevirker smerte, og den nedstemthedens tanke, som deraf opstår. Og på samme måde forekom det mig, at jeg havde lært af naturen alle de andre ting, som jeg domte angående gjenstandene for mine sanser; thi jeg var overbevist om, at dette forholdt sig således, for jeg endnu havde havt leilighed til at overveie de grunde, hvoraf det kunde fremgå. Men senere har adskillige erfaringer lidt efter lidt forstyrret den tillid, som jeg havde til mine sanser; thi jeg har adskillige gange bemerket, at tårne, der i det fjerne havde syntes mig rundt, nær ved viste sig at være firkantede, og at kjæmpemæssige statuer, som stod på toppen af sådanne tårne, syntes ganske små, når de betragtedes nedenfra; og i uendelig mange andre tilfælde har jeg ligeledes fundet vildfarelse i de domme, der grundes på de ydre sanser; og ikke blot på de ydre, men endog på de indre, thi hvad kan være mere inderligt end smerten? Og dog har jeg tidligere hørt af nogle, der havde fået arme eller ben afskårne, at de endnu undertiden syntes, at de følte smerte i det lem, som de ikke mere havde; og dette bragte mig til at tænke på, at jeg heller ikke kunde være ganske sikker på at have ondt i nogen af mine lemmer, selv om jeg følte smerte deri. Og til disse grunde for tvil har jeg siden endnu foiet to andre af ganske almindelig art: den første af dem var, at jeg aldrig har troet at få noget sanseindtryk i vågen tilstand, som jeg ikke også en eller anden gang kunde tro at få i søvne; og da jeg ikke tror, at de ting, som jeg synes, at jeg får sanseindtryk af i sovne, udspringer fra nogen gjen-<noinclude><references/></noinclude> o0bcky0c6qotmnn1g8yjde4qz0a9zm7 104 135184 316857 2026-04-13T00:58:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316857 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stand udenfor mig, så indså jeg ikke, hvorfor jeg heller skulde have denne tro angående de ting, som det synes, at jeg får sanseindtryk af, når jeg er vågen; og den anden grund var, at da jeg endnu ikke kjendte mit væsens ophav, eller rettere, da jeg forudsætter at jeg ikke kjendte det, så så jeg intet, der kunde være iveien for, at jeg kunde være således beskaffen af naturen, at jeg bedrog mig endog i de ting, der forekom mig mest sande. Og med hensyn til de grunde, der tidligere havde overbevist mig om sansetingenes sandhed, så faldt det mig ikke vanskeligt at besvare dem; thi da naturen syntes at drage mig hen til mange ting, som fornuften drev mig bort fra, troede jeg ikke at burde stole synderlig på denne naturs lærdomme. Og skjønt de fore- stillinger, som jeg modtager gjennem sanserne, ikke afhænger af min vilje, så troede jeg dog ikke derfor at burde slutte, at de udgik fra ting, der er forskjellige fra mig, eftersom der måske i mig kunde findes en eller anden, endnu af mig ukjendt evne, der kunde bevirke dem. Men nu, da jeg begynder at kjende mig selv bedre og at opdage klarere skaberen af mit ophav, nu tror jeg ganske vist ikke, at jeg uden videre bør antage alt det, som sanserne synes at lære os, men jeg tror heller ikke, at jeg i sin almindelighed bor tvile på det altsammen. Og for det første, da jeg ved, at alle de ting, som jeg klart og tydelig fatter, kan være frembragte af Gud, således som jeg fatter dem, så er det nok, at jeg klart og tydelig kan opfatte en ting uden en anden, forat jeg kan være sikker på, at den ene er forskjellig fra den anden, da de ialfald af Gud kan sættes særskilt hver for sig. Og det gjor intet til sagen, ved hvilken magt det sker, at de sættes som forskjellige og altså: når jeg med sikkerhed erkjender, at jeg er til, og når jeg samtidig bemerker, at der ikke med nødvendighed hører noget andet til min natur eller mit væsen, end at jeg er en tænkende ting, så slutter jeg rigtig, at mit væsen består alene i dette, at jeg er en tænkende ting. Og skjønt jeg måske (eller som jeg senere skal sige: sikkert) har et legeme, hvortil jeg er meget noie knyttet, så dog - eftersom jeg på den ene side har en klar og tydelig forestilling om mig selv som en blot tænkende ting, og ikke en udstrakt, og på den anden side en tydelig forestilling om legemet som en blot udstrakt ting, og ikke en tænkende, så er det sikkert, at jeg virkelig er forskjellig fra mit legeme og kan være til uden det.<noinclude><references/></noinclude> lan02xhclsalu7f3h67ngzx6c6uca0v 104 135185 316858 2026-04-13T00:59:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316858 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Dernæst finder jeg i mig forskjellige evner til at tænke, og disse evner har hver sin særskilte måde; således f. eks. finder jeg i mig evnerne til at have forestillinger og sansninger, og uden disse evner kan jeg ganske vist klart og tydelig opfatte mig selv fuldstændig; men jeg kan ikke omvendt tænke mig dem uden mig, d. e.: uden en erkjen dende substans, hvori de er; thi i det begreb, som vi har om disse evner, eller for at benytte skolens udtryk, i deres formale begreb, ligger indesluttet en eller anden slags erkjendelse; og heraf ser jeg, at de adskiller sig fra mig på samme måde, som tingenes tilstande adskiller sig fra tingen selv. Jeg erkjender også andre evner, f. eks. evnen til at skifte plads, til at antage forskjellige stillinger, og lignende, hvilke heller ikke, ligesålidt som de foregående, kan begribes uden en eller anden substans, hvortil de er knyttede, og nden hvilken de altså ikke kan bestå; men det er ganske indlysende, at disse evner, hvis de virkelig er til, må tilhøre en legemlig eller udstrakt substans og ikke en erkjendende substans, eftersom der i deres klare og tydelige begreb indeholdes en viss udstrækning, men slet ingen erkjendelse (intelligens). Endvidere kan jeg ikke tvile på, at der i mig er en viss passiv evne til at få sanseindtryk, det vil sige til at modtage og erkjende forestillinger om sanseting; men denne evne vilde være unyttig, og jeg vilde aldeles ikke kunne bruge den, hvis der ikke også i mig, eller i noget andet var en aktiv evne, istand til at danne og frembringe disse forestillinger. Nu kan denne aktive evne ikke være i mig, forsåvidt som jeg er en tænkende ting, eftersom den aldeles ikke forudsætter min tanke, og da de herhen hørende forestillinger fremstiller sig for mig uden min medvirkning, ja ofte endog mod min vilje; den må da nod- vendigvis være i en fra mig forskjellig substans, i hvilken al den realitet, som af denne evne frembringes subjektivt i forestillingerne, indeholdes formalt eller eminent (i en høiere grad), således som jeg ovenfor har bemerket; og denne substans er enten et legeme - en legemlig natur -, hvori al den realitet indeholdes formalt, som i forestillingerne er subjektiv; eller også er det Gud selv eller en anden skabning, ædlere end legemet, hvori dette selv indeholdes eminent. Og da nu Gud ikke bedrager, så er det ganske åbenbart, at han ikke har bragt ind i mig disse forestillinger umiddelbart ud fra sig selv og heller ikke formidlet gjennem en<noinclude><references/></noinclude> 9v5s3skrz8mlubbivbcgvns9f26812e 104 135186 316859 2026-04-13T01:00:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316859 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skabning, hvori deres realitet ikke indeholdes formalt, men kun eminent. Thi da han ikke har givet mig nogen evne til at erkjende, hvad dette er, men tvertimod en meget stor. tilboielighed til at tro, at forestillingerne udgår fra legemlige ting, så indser jeg ikke, hvorledes man skulde kunne fritage ham for beskyldningen for bedrag, hvis disse forestillinger udgik andensteds fra eller frembragtes af andre grunde end af legemlige ting; og altså må man slutte, at de legemlige ting er til. Dog er de måske ikke ganske således beskafne, som vi opfatter dem ved sanserne; thi der er mange om- stændigheder, som gjør sansningen i høi grad dunkel og forvirret; men det må ialfald indrommes, at de egenskaber, som jeg opfatter klart og tydelig, nemlig de, der i sin almindelighed er gjenstand for den rene geometri, virkelig indeholdes i sansetingene. Men med hensyn til andre egenskaber, som enten blot er særskilte, f. eks. at solen er så og så stor og har den og den form - eller sådanne, som opfattes mindre klart og tydelig, f. eks. lys, lyd, smerte og lignende -, da tror jeg dog, selv om de er meget tvilsomme og uvisse, at jeg har i mig midler til med sikkerhed at erkjende dem; thi Gud kan ikke bedrage, og følgelig har han ikke tilladt, at der skulde kunne være nogen falskhed i mine meninger, uden at han også har givet mig en evne til at rette på dem. Og for det første er der da ingen tvil om, at alt det, som naturen lærer mig, indeholder nogen sandhed; thi ved naturen, betragtet i sin almindelighed, forstår jeg nu ikke andet end Gud selv, eller den af Gud indstiftede orden i de skabte ting; og ved min natur i særdeleshed forstår jeg ikke andet end forbindelsen af alt det, som Gud har tildelt mig. Og om intet belærer denne natur mig eftertrykkeligere end netop derom, at jeg har et legeme, som befinder sig uvel, når jeg føler smerte, som har trang til at spise eller drikke, når jeg føler sult eller tørst o. s. v. Og altså kan jeg ingenlunde tvile på, at der heri er nogen sandhed. Naturen lærer mig også ved disse fornemmelser af smerte, sult, tørst o. s. v., at jeg ikke blot har tilhold i mit legeme ligesom en skipper i sit skib, men desuden at jeg er meget noie knyttet til det og i den grad ligesom sammenblandet dermed, at jeg sammen med det udgjør en slags enhed. Thi hvis dette ikke var således, så vilde jeg<noinclude><references/></noinclude> necp5by1ejm17k5pa1y8lx9wci6woi1 104 135187 316860 2026-04-13T01:01:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316860 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke føle smerte derved, at mit legeme såredes, da jeg jo kun er en tænkende ting; men jeg vilde kun bemerke såret ved hjælp af min forstand, ligesom en skipper ved sit syn opdager, om noget er gået i stykker ombord. Og når mit legeme har trang til at drikke eller spise, så vilde jeg simpelthen erkjende dette, uden at jeg blev underrettet derom ved de uklare fornemmelser af sult og tørst; thi alle disse fornemmelser af sult, tørst, smerte o. s. v. er ikke andet end visse forvirrede måder at tænke på, som opstår og afhænger af foreningen eller blandingen af ånden med legemet. Desuden lærer naturen mig, at der er flere andre legemer til rundt om mit eget, og af disse har jeg at efterstræbe nogle og undfly andre. Og deraf, at jeg får indtryk af forskjellige slags farver, lugt, smag, lyd, varme, hårdhed o. s. v., slutter jeg visselig med rette, at der i de legemer, hvorfra disse forskjellige sansefornemmelser udgår, findes forskjelligheder, som svarer til dem, om de end måske ikke ligner dem; og da nogle af de forskjellige sansefornemmelser er behagelige, andre ubehagelige, så er der ingen tvil om, at mit legeme eller rettere hele jeg, forsåvidt som jeg er sammensat af legeme og sjæl kan påvirkes velgjørende eller skadelig af de det omgivende legemer. Men der er adskillige andre ting, som det synes, som om naturen har lært mig, men som dog i virkeligheden ikke er bragt ind i mig af naturen, men ved en viss vane, som jeg har til at domme ubetænksomt om tingene; og således kan der let snige sig nogen usandhed ind; således f. eks. den mening, jeg har, at ethvert rum, hvori intet bevæger sig eller gjør indtryk på mine sanser, skal være tomt; og at i et varmt legeme må der være noget, der ligner den forestilling om varme, som er i mig; og at i et bittert eller sødt legeme denne samme smag virkelig findes, o. s. v.; eller at stjerner, tårne og alle andre fjerne legemer har den figur og størrelse, som viser sig på afstand, o. s. v. Men da der er intet i dette, som jeg opfatter tydelig, så bør jeg nøiagtig fastsætte, hvad jeg egentlig forstår ved at sige, at naturen lærer mig noget. Thi jeg tager her naturen i en mere indskrænket betydning end når jeg kalder den en forbindelse af alt det, som Gud har givet mig; denne forbindelse findes jo meget, der kun tilhører ånden, således f. eks. forståelsen af den sandhed, at det, som engang er gjort, ikke kan blive ugjort, og meget andet, som forståes<noinclude><references/></noinclude> 2hb16foctbm6id4sodnttf6c7vqli0e 104 135188 316861 2026-04-13T01:02:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316861 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ved det naturlige lys, og hvorom her ikke er tale; og der findes jo også meget, som alene tilhører legemet, såsom tyngden og meget andet, og om dette er her heller ikke tale; men her kommer kun i betragtning de ting, som Gud har givet mig i egenskab af et af ånd og legeme sammensat væsen. Nu lærer denne natur mig ganske vist at undfly de ting, som bringer mig en smertefornemmelse, og at søge hen til dem, som bringer mig lystfornemmelse; men jeg ser ikke, at den desuden skulde lære mig at drage slutninger fra de forskjellige sansefornemmelser angående de ting, der er udenfor os, for vi omhyggelig har undersøgt dem; thi det tilhører, synes mig, alene ånden, og ikke forbindelsen mellem ånd og legeme, at erkjende sandheden angående disse ting. Skjønt da altså en stjerne ikke gjør så sterkt indtryk på mit øie, som flammen af et talglys, så er der dog ikke i mig nogen virkelig eller naturlig evne, som bringer mig til at tro, at stjernen ikke er større end lysflammen; men jeg har fra mine tidligste år vænnet mig til at domme således uden nogen fornuftig begrundelse. Og skjønt jeg, når jeg nærmer mig til ilden, føler varme, og når jeg kommer den for nær, endog smerte, så er der dog ingen grund, der skulde overbevise mig om, at der i ilden selv er noget, der ligner denne varme, ligesålidt som noget, der ligner denne smerte; men jeg har blot grund til at tro, at der er noget i den, hvad det nu ellers kan være, der fremkalder disse fornemmelser af varme eller smerte i mig. På samme måde, selv om der er rum, hvori jeg intet finder, som påvirker mine sanser, så bør jeg ikke derfor slutte, at disse rum slet ikke indeholder noget legeme; men jeg indser, at såvel heri, som i mange andre, lignende ting har jeg været vant til at gjøre brud på naturens orden; thi sansefornemmelserne er der kun for at varsko min ånd om, hvilke ting der er velgjørende eller skadelige for den forbindelse, hvoraf den er en del, og hertil er de klare og tydelige nok; men ikke desto mindre bruger jeg dem, som om de indeholdt sikre rettesnore, hvorved jeg umiddelbart kunde erkjende de legemers væsen, der er udenfor mig, medens de dog herom blot kan lære mig meget dunkelt og forvirret. Men jeg har allerede ovenfor undersøgt, hvorledes det går til, at der, til trods for Guds fuldkomne godhed, kan<noinclude><references/></noinclude> ki23hpye2kr8d2npku1y97piju8jub6 104 135189 316862 2026-04-13T01:03:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316862 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>komme usandhed ind i de domme, som jeg på denne måde kommer til. Der fremstiller sig her endnu blot en vanskelighed angående de ting, som naturen lærer mig at søge og at sky, og ligeledes angående de indre fornemmelser, som den har bragt ind i mig; thi det forekommer mig, at jeg undertiden har bemerket vildfarelse deri, og altså at man ligefrem bedrages af naturen; som f. eks. når nogen, forledet af en behagelig smag, spiser forgiftet mad. Men da leder dog naturen ham blot til at spise det, hvori den behagelige smag er, men ikke giften, som den tydeligvis er uvidende om; heraf kan da intet andet sluttes, end at denne natur ikke er alvidende; og dette er ikke underligt; thi eftersom mennesket er et begrænset væsen, kan det kun have en begrænset erkjendelse. Men vi bedrager os også ofte selv i de ting, hvortil vi ligefrem fores af naturen, således når de syge ønsker at drikke eller spise ting, der kan skade dem. Man vil måske hertil sige, at grunden til, at de bedrager sig, er, at deres natur er bedærvet; men dette ophæver ikke vanskeligheden; thi et sygt menneske er ikke mindre en Guds skabning end et friskt; og derfor er det ikke mindre stridende mod Guds godhed, at den syge skulde have en bedragerisk natur, end at den friske skulde have en sådan. Og ligesom et ur, sammensat af hjul og lodder, ikke mindre noie folger alle naturlove, når det er slet gjort og ikke viser ret tid, som når det helt opfylder sin bestemmelse, således anser jeg også det menneskelige legeme for en maskine således bygget og sammensat af ben, nerver, muskler, årer, blod og hud, at selv om der slet ikke var nogen and deri, vilde det ikke undlade at bevæge sig på ganske samme måde, som det nu gjør, når det ikke styres af viljens eller åndens herredømme; jeg indser da let, at det vilde være ligeså naturligt for dette legeme, når det f. eks. var vattersottigt, at lide af tørhed i ganen, hvilket i bevistheden pleier at frembringe fornemmelse af tørst, og ved denne torhed at drives til at bevæge sine nerver og andre dele på den måde, som fordres for at drikke, og således oge sit onde og skade sig selv, som det er naturligt for det, når det ellers føler sig uvel, ved en lignende ganetorhed at drives til at drikke til sit gavn; nu, i henseende til det brug, hvortil et ur er bestemt af sin fabrikant, kan jeg vel sige, at det afviger<noinclude><references/></noinclude> 3mwucbbhgz9phekdu67576zrfft06rl 104 135190 316863 2026-04-13T01:04:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316863 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fra sin natur, når det ikke viser tiden rigtig, og på samme måde i henseende til det menneskelige legemes maskine, der er bygget til at udføre sine bevægelser, har jeg grund til at tro, at det også afviger fra sin natur, når dets gane er tor, medens drik ikke tjener det til gode; men med alt dette erkjender jeg dog, at den sidste måde at forklare naturen på er meget forskjellig fra den anden; thi i det sidste tilfælde foreligger der ikke andet end en viss ydre betegnelse, som helt og holdent afhænger af min tanke, der sammenligner et sygt menneske og et dårligt ur med den forestilling, som jeg har om et friskt menneske og et godt ur, og denne betegnelse har intet at bestille med tingene, sådan som de er i virkeligheden; ved naturen i den anden betydning derimod forstår jeg noget, der virkelig findes i tingene og altså ikke er uden sandhed. Men skjønt det, med hensyn til et vattersottigt legeme, kun er en ydre betegnelse, når man siger, at dets natur er fordærvet, når det har en tør gane og dog intet behov for drikke, så er det dog, med hensyn til den hele sammensætning, eller foreningen af legeme og ånd, ikke en blot og bar betegnelse, men en virkelig vildfarelse af naturen, når det tørster, medens drikke er skadeligt for det. Det bliver derfor nødvendigt at undersøge, hvorledes det kan gå til, at Guds godhed ikke forhindrer, at denne menneskelige natur, taget i denne betydning, er mangelfuld og be- dragerisk. For da at begynde denne undersøgelse, bemerker jeg her for det første, at der er en stor forskjel mellem ånden og legemet, idet legemet ifølge sin natur altid er deleligt, og ånden er fuldstændig udelelig. Thi når jeg betragter den, d. e. når jeg betragter mig selv, forsåvidt som jeg blot er en tænkende ting, så kan jeg ikke i mig adskille forskjellige dele, men jeg erkjender klart, at jeg er en fuldstændig enkelt og hel ting. Og omendskjønt hele ånden synes at være forenet med hele legemet, så erkjender jeg dog meget vel, at om man berøver det en fod eller en arm eller nogen anden del, så har man dog intet berovet min. ånd. Og evnerne til at ville, fole, begribe o. s. v. kan ikke egentlig kaldes dens dele, eftersom det er den ene og samme ånd, der vil, føler og begriber. Men med de legemlige ting er det ganske modsat; thi jeg kan ikke tænke mig noget-<noinclude><references/></noinclude> ojsoysdhi6qxtyatbbsnc0ziy1c45je 104 135191 316864 2026-04-13T01:05:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316864 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>somhelst legeme, det være nokså lidet, som jeg ikke let i tanken kan sønderdele, og netop herved forstår jeg, at det er deleligt. Og dette alene vilde være tilstrækkeligt til at lære mig, at ånden er ganske forskjellig fra legemet, hvis jeg ikke allerede på anden måde havde indseet dette. Jeg bemerker også, at ånden ikke umiddelbart modtager indtryk af alle legemets dele, men kun af hjernen eller måske endog kun af en af dens mindste dele, nemlig den del, hvori man siger, at almensansen indeholdes, hvilken, så ofte som den befinder sig i samme tilstand, bringer anden til at fole de samme ting, selv om imidlertid legemets andre dele kan være i en forskjellig tilstand, således som det bevises ved en mængde erfaringer, der ikke her behover at op- regnes. Jeg bemerker desuden, at legemets natur er sådan, at ingen af dets dele kan sættes i bevægelse af en anden del, der befinder sig på nogen afstand, uden at den også på samme måde vilde kunne bevæges af enhver mellemliggende del, skjønt den fjernere del da var ganske uvirksom. Har man f. eks. en udstrakt snor ABCD, og trækker man så i delen D, så vil den første del, A, ikke bevæges på nogen anden måde, end om man trak i en af de mellemliggende dele, B eller C, medens D imidlertid forblev ubevægelig. Og på samme måde, når jeg føler smerte i foden, lærer naturvidenskaben mig, at denne følelse meddeler sig ved hjælp af de i foden udbredte nerver, der er ligesom spændte strenge, der fører til hjernen, og når man trækker i dem i foden, så trækker de også på samme tid i det sted i hjer nen, hvortil de går, og fremkalder der en viss bevægelse, som naturen har indstiftet for at bringe ånden til at føle en smerte, der synes at være i foden; men eftersom disse nerver må gå igjennem læggen, låret, ryggen og halsen for at kunne nå fra foden til hjernen, så kan det hænde, selv om deres yderste ender, som er i foden, ikke bevæges, men blot en af de mellemliggende dele, at dog ikke desto mindre de samme dele i hjernen bevæges, som når foden såres; og heraf vil det da nodvendigvis følge, at ånden føler den samme smerte. Og på samme måde må man domme om de andre sanse-fornemmelser. Endelig bemerker jeg, at eftersom enhver af de bevægelser, som finder sted i den del af hjernen, hvorfra<noinclude><references/></noinclude> 0m6f4kic85glknbrkviniiz3sw27b6m 104 135192 316865 2026-04-13T01:06:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316865 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ånden umiddelbart modtager indtrykket, kun bringer den til at føle en enkelt fornemmelse, så kan man ikke onske eller tænke sig noget bedre, end at denne bevægelse fremkalder i ånden den af alle fornemmelser, der er mest nyttig til bevarelsen af det menneskelige legeme, når det har sin fulde sundhed. Nu lærer erfaringen os, at alle de fornemmelser, som naturen har givet os, er af denne beskaffenhed; og altså findes der i dem intet, der ikke vidner om Guds magt og godhed. Således f. eks. når nerverne i foden bevæges sterkere end almindelig, sà forplanter deres bevægelse sig gjennem rygraden til hjernen, gjør der et sådant indtryk på ånden, at denne får en fornemmelse, nemlig smerte, der synes at være i foden, hvorved ånden varskoes og bringes til at gjøre, hvad den kan, for at fjerne den for foden skadelige årsag til smerten. Det er sandt nok, at Gud kunde indrette menneskets natur således, at den samme bevægelse i hjernen bragte ånden til at fornemme noget ganske andet, f. eks. bragte den til at fornemme bevægelsen selv, enten sådan, som den er i hjernen, eller sådan, som den er i foden, eller på noget mellemliggende sted, eller hvadsomhelst andet: men intet af alt dette vilde have tjent så godt til legemets bevarelse, som den fornemmelse, der virkelig finder sted. På samme måde, når vi har brug for at drikke, opstår der en viss torhed i ganen, hvorved nerverne bevægts, og derved de indre dele af hjernen; og denne bevægelse bringer anden til at få fornemmelsen af tørst, fordi ved denne leilighed intet er nyttigere for os at vide, end at vi behøver drikke til vor sundheds bevarelse: og på lignende måde i andre tilfælde. Og heraf er det ganske åbenbart, at til trods for Guds fuldkomne godhed, må den menneskelige natur, forsåvidt som den er sammensat af ånd og legeme, undertiden være mangelfuld og bedragerisk. Thi hvis der, ikke i foden, men i en del af den nerve, der går fra foden til hjernen. eller endog i hjernen selv, af en eller anden grund opstår den samme bevægelse, som almindelig finder sted, når der er noget iveien med foden, så vil man føle en smerte, ligesom i foden, og sansen vil naturligvis bedrages; eftersom den samme bevægelse i hjernen kun kan fremkalde den samme fornemmelse i ånden, og da denne fornemmelse meget oftere fremkaldes af en årsag, der sårer foden, end<noinclude><references/></noinclude> 9rohd3l4z6fvkesvsyo5t6yq7b4mhek 104 135193 316866 2026-04-13T01:07:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316866 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af noget andet, så er det meget rimeligere, at den altid giver sig tilkjende for ånden som smerte i foden, end som noget andet. Og om det undertiden hænder, at ganens torhed ikke som sedvanlig kommer deraf, at det at drikke fordres til legemets sundhed, men af en ganske modsat årsag, således som hos de vattersottige, så er det dog meget bedre, at fornemmelsen bedrager i dette tilfælde, end at den tvertimod altid skulde bedrage, når legemet var friskt. Og på samme måde med andre tilfælde. Og denne betragtning hjælper mig meget, ikke blot til at erkjende alle de vildfarelser, som min natur er underkastet, men også til lettere at undgå dem eller rette på dem. Thi da jeg ved, at alle sanser meget oftere giver mig rigtig end urigtig besked om de ting, som angår det for legemet nyttige, og da jeg næsten altid kan bruge flere af dem til at undersøge den samme ting med, og desuden også hukommelsen til at forbinde det nærværende med det forbigangne, og forstanden, som allerede har opdaget alle vildfarelsens årsager, så behøver jeg herefter ikke at frygte for, at der skal findes nogen falskhed i de ting, der almindelig viser sig for mine sanser. Og jeg kan tilbagevise den tvil, jeg i disse dage har havt, som overdreven og latterlig, især hin almindelige usikkerhed angående søvnen, som jeg ikke kunde skjelne fra den vågne tilstand; thi nu finder jeg her en særdeles stor forskjel, idet vor hukommelse aldrig kan sammenbinde vore drømme med hinanden og med hele livets rækkefølge, således som den pleier at gjøre med de ting, som vi oplever i vågen tilstand. Og dersom nogen, under min vågne tilstand, pludselig viste sig for mig og atter pludselig forsvandt, således som drømmebilleder gjør, og uden at jeg kunde fatte, hvorfra han kom eller hvorhen han gik, så vilde jeg ikke uden grund heller anse ham for en illusion eller et fantasifoster, dannet ì min hjerne, end for et virkeligt menneske. Men når jeg bemerker ting, som jeg klart erkjender med hensyn til sted og tid, og som jeg uden nogen afbrydelse kan knytte til hele mit øvrige liv, så er jeg fuldstændig sikker på, at jeg opfatter disse ting i vågen tilstand og ikke i søvne. Og jeg kan ikke på nogen måde tvile om sandheden af disse ting, når jeg har kaldt til hjælp alle mine sanser, min hukommelse og min forstand, for at undersøge dem, og jeg<noinclude><references/></noinclude> pdri33i2fsky2yq98ilarxhwitlzdmz 0 135194 316867 2026-04-13T01:09:56Z Øystein Tvede 3938 Ny side: {{c|<pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=5 to=7 header=1 /> [[Kategori:Filosofi]] [[Kategori:Sakprosa]] [[Kategori:Tekster fra 1894]]}} 316867 wikitext text/x-wiki {{c|<pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=5 to=7 header=1 /> [[Kategori:Filosofi]] [[Kategori:Sakprosa]] [[Kategori:Tekster fra 1894]]}} lz0hsmrw39j8g3n7ia6s03edjcn668w 316872 316867 2026-04-13T01:18:59Z Øystein Tvede 3938 316872 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=5 to=7 header=1 /> [[Kategori:Filosofi]] [[Kategori:Sakprosa]] [[Kategori:Tekster fra 1894]] n0sxmx00z4zpl3no8jg4h80quovqm4d 104 135195 316868 2026-04-13T01:11:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316868 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{liten|DET STEENSKE BOGTRYKKERI}}}}<noinclude><references/></noinclude> o9ws0qkcq5ur8h5tzd01e14io1ql3s5 316898 316868 2026-04-13T09:23:34Z Øystein Tvede 3938 316898 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{xx-mindre||DET STEENSKE BOGTRYKKERI}}}}<noinclude><references/></noinclude> k7uexarsx1ygsuodzne29x66d49cwiy 316899 316898 2026-04-13T09:24:04Z Øystein Tvede 3938 316899 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{xx-mindre|DET STEENSKE BOGTRYKKERI}}}}<noinclude><references/></noinclude> jw0idk2iyok08atljb65z9j4cwpzo57 104 135196 316869 2026-04-13T01:12:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 316869 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: BETRAGTNINGER OVER FILOSOFIENS GRUNDLAG HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE AND OG LEGEMET PÅVISES PÅ NORSK VED H. C. HANSEN CAND. REAL. * MED FORORD AF PROFESSOR DR. 7. MOURLY VOLD KRISTIANIA<br> TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION<br> 1894}}<noinclude><references/></noinclude> q3j6lx0xsqng87iqwnwpjxpedzflomz 316870 316869 2026-04-13T01:13:20Z Øystein Tvede 3938 316870 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: BETRAGTNINGER OVER FILOSOFIENS GRUNDLAG HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE AND OG LEGEMET PÅVISES PÅ NORSK VED H. C. HANSEN CAND. REAL. * MED FORORD AF PROFESSOR DR. J. MOURLY VOLD KRISTIANIA<br> TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION<br> 1894}}<noinclude><references/></noinclude> 6p7n7cxj0y5t3aqqfur8i6s3azga7z8 316895 316870 2026-04-13T09:20:53Z Øystein Tvede 3938 316895 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: BETRAGTNINGER {{xx-mindre|OVER}} {{x-større|FILOSOFIENS GRUNDLAG {{xx-mindre|HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE AND OG LEGEMET PÅVISES}} {{xx-mindre|{{sp|PÅ NORSK}} VED}} {{sp|H. C. HANSEN}} {{xx-mindre|CAND. REAL. MED FORORD AF PROFESSOR DR. J. MOURLY VOLD KRISTIANIA<br> {{sp|TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION}}<br> 1894}}}}<noinclude><references/></noinclude> lplw2iwlfyopdnz8cnjr0tz3w2fn4uh 316896 316895 2026-04-13T09:21:23Z Øystein Tvede 3938 316896 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: BETRAGTNINGER {{xx-mindre|OVER}} {{x-større|FILOSOFIENS GRUNDLAG}} {{xx-mindre|HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE AND OG LEGEMET PÅVISES}} {{xx-mindre|{{sp|PÅ NORSK}} VED}} {{sp|H. C. HANSEN}} {{xx-mindre|CAND. REAL. MED FORORD AF PROFESSOR DR. J. MOURLY VOLD KRISTIANIA<br> {{sp|TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION}}<br> 1894}}}}<noinclude><references/></noinclude> hyujzunk7npbbnto5ru5phs7mc1vfrl 316897 316896 2026-04-13T09:23:06Z Øystein Tvede 3938 316897 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: BETRAGTNINGER {{xx-mindre|OVER}} {{x-større|FILOSOFIENS GRUNDLAG}} {{xx-mindre|HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE AND OG LEGEMET PÅVISES}} {{xx-mindre|{{sp|PÅ NORSK}}}} {{xx-mindre|VED}} {{sp|H. C. HANSEN}} {{xx-mindre|CAND. REAL.}} {{xx-mindre|MED FORORD AF PROFESSOR DR. J. MOURLY VOLD}} {{xx-mindre|KRISTIANIA<br> {{sp|TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION}}<br> 1894}}}}<noinclude><references/></noinclude> c8dbv27ehphwp9aptsrta0nczzjr71a 0 135197 316873 2026-04-13T01:19:52Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=9 to=10 header=1 /> 316873 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=9 to=10 header=1 /> hmu9p35zjo5fn4hqlerwl2dkpmac0sx 0 135198 316874 2026-04-13T01:20:20Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=11 to=12 header=1 /> 316874 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=11 to=12 header=1 /> my36phdv6hyrgdl8e4lu7sxphf7jtyk 0 135199 316875 2026-04-13T01:21:10Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=13 to=28 header=1 /> 316875 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=13 to=28 header=1 /> 4o9wtq62rjmakjn67mudkci4jwmyh42 316876 316875 2026-04-13T01:22:27Z Øystein Tvede 3938 316876 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=13 to=18 header=1 /> 3iiuk2lnr2ugfjfe5l93dp5ctjv3y0s 316885 316876 2026-04-13T01:31:40Z Øystein Tvede 3938 316885 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=13 to=18 tosection="1" header=1 /> n9micxq5na1q53g7c0z1sbmp0qi6sht 0 135200 316878 2026-04-13T01:24:03Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=18 to=27 header=1 /> 316878 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=18 to=27 header=1 /> e86nooyn19m87x3u0km7isby51abxhp 316886 316878 2026-04-13T01:32:17Z Øystein Tvede 3938 316886 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=18 to=27 fromsection="2" header=1 /> mm39yoprx6mc7kg2ufyd8qauwq9854o 0 135201 316879 2026-04-13T01:25:05Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=28 to=42 header=1 /> 316879 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=28 to=42 header=1 /> 2jzuetheik8izwljktk9rg5bo7d0tpq 316888 316879 2026-04-13T01:33:45Z Øystein Tvede 3938 316888 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=28 to=42 tosection="1" header=1 /> sn3vtjlukdzgxoog7bs7o948ewdnf4t 0 135202 316880 2026-04-13T01:26:06Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=42 to=50 header=1 /> 316880 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=42 to=50 header=1 /> 45tw02n85e2u2iu0iosk79k3q96ab08 316889 316880 2026-04-13T01:34:20Z Øystein Tvede 3938 316889 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=42 to=50 fromsection="2" header=1 /> 16ci3xszkafveh9jkbybngfpqcnywli 0 135203 316881 2026-04-13T01:27:15Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=51 to=57 header=1 /> 316881 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=51 to=57 header=1 /> o802kghweym4vzvh6qj0tiiyrlp5kc4 316892 316881 2026-04-13T01:36:10Z Øystein Tvede 3938 316892 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=51 to=57 tosection="1" header=1 /> p8wwr13i6s9fnb13gmrnhwxyppohv4l 0 135204 316882 2026-04-13T01:27:57Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=57 to=72 header=1 /> 316882 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=57 to=72 header=1 /> omwqtusv02z6mem7lgo3v174xhlo81w 316893 316882 2026-04-13T01:36:41Z Øystein Tvede 3938 316893 wikitext text/x-wiki <pages index="Descartes Betragtninger over filosofiens grundlag.pdf" from=57 to=72 fromsection="2" header=1 /> 2e3odop2m8k5zjtjj1wyiygeqjqryli