Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.46.0-wmf.23 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon TimedText TimedText talk Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 10 4070 317047 316782 2026-04-14T21:16:40Z Øystein Tvede 3938 317047 wikitext text/x-wiki <div class="plainlinks"> <!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste--> {{ny tekst|Betragtninger over filosofiens grundlag|René Descartes|1894}} {{ny tekst|Angsten|Sven Elvestad|1910}} {{ny tekst|Smaa Epistler|Nils Kjær|1908}} {{ny tekst|Bøger og Billeder|Nils Kjær|1898}} {{ny tekst|De fire Ildebrande|Sven Elvestad|1908}} {{ny tekst|Et Spil om Liv og Død|Sven Elvestad|1908}} {{ny tekst|Det stjaalne Hus|Sven Elvestad|1908}} {{ny tekst|Den Dødes Værelse|Sven Elvestad|1908}} {{ny tekst|Samlede skrifter (1918–1940)/14|Henrik Wergeland|1924|tittel=Samlede skrifter, IV, 2}} {{ny tekst|Peter van Heeren gjør hvad der falder ham ind|Alf B. Bryn|1926}} {{ny tekst|Nemesis|Rudolf Muus|1919}} {{ny tekst|Paa jagt efter Blenda Svanholm|Rudolf Muus|1919}} {{ny tekst|I hovedstadens malstrøm|Rudolf Muus|1919}} {{ny tekst|Hjemmefra (1878)|Elise Aubert|1878|tittel=Hjemmefra}} {{ny tekst|Samlede skrifter (1918–1940)/13|Henrik Wergeland|1923|tittel=Samlede skrifter, IV, 1}} </div> {{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}} {{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}} <!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen --> <div class="enws-hide-on-mobile"> <gallery heights=200 mode="nolines" class="center"> Muus Blandt Kristiania-Vampyrer.pdf|page=1|link=[[Blandt Kristiania-Vampyrer]]|'''{{forfatterl|Rudolf Muus}}''',{{br}}''[[Blandt Kristiania-Vampyrer]]'', 1918 Mauser Dødsdiamanten.pdf|page=1|link=[[Dødsdiamanten]]|'''{{forfatterl|Max Mauser}}'''{{br}}''[[Dødsdiamanten]]'', 1932 Elvestad Aar og dag.pdf|page=5|link=[[Aar og dag]]|'''{{forfatterl|Sven Elvestad}}''',{{br}}''[[Aar og dag]]'', 1913 </gallery> <div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude> [[Kategori:Usorterte maler]] </noinclude> e2nmc3swxiqmt78lhkb208lxdgrn64l 104 135164 317039 316939 2026-04-14T19:56:01Z Øystein Tvede 3938 317039 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>muligheden, men har det virkelig uendelig i sig, og således er Gud. Hele bevisets kraft ligger deri, at jeg erkjender, at det vilde være umuligt, at min natur kunde være sådan, som den er, nemlig sådan, at jeg har forestillingen om Gud i mig, dersom Gud ikke var til i virkeligheden ― den Gud, hvorom forestillingen er i mig, nemlig den, der besidder alle de fuldkommenheder, som jeg vel ikke helt kan begribe, men dog ligesom berøre med tanken, og som ikke er beheftet med nogen mangler. Heraf fremgår tydelig nok, at han ikke kan bedrage, eftersom det naturlige lys lærer os, at bedrageri nødvendigvis beror på en mangel. Men førend jeg nøiere undersøger dette, og før jeg går over til betragtningen af de andre sandheder, som man deraf kan uddrage, synes det mig meget passende at stanse nogen tid ved beskuelsen af dette fuldkomne væsen, Gud, og i ro at overveie hans vidunderlige egenskaber, betragte, beundre og tilbede den uforlignelige skjønhed i dette grænseløse lys, ialfald såvidt som min ånd, der på en måde er blændet deraf, har kraft dertil. Thi ligesom troen lærer os, at det hinsidige livs høieste salighed kun består i denne beskuelse af den guddommelige majestæt, således erfarer vi allerede her, at en lignende betragtning, om end uden sammenligning mindre fuldkommen, giver os den høieste tilfredsstillelse, som vi er istand til at føle i dette liv. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Fjerde betragtning.}} {{--}} '''''Om det sande og det falske.'''''}} Jeg har i disse dage således vænnet mig til at løsrive min ånd fra sanserne, og jeg har så nøie bemerket, at der er meget lidet, som man med vished kan vide om de legemlige ting, at der er meget mere, som er os bekjendt om den menneskelige ånd og endnu meget mere om Gud selv, så at det nu vil være mig let at bortvende min tanke fra betragtningen af de anskuelige ting og vende den mod dem, der er løste fra al stoflighed og således rent begrebsmæssige (intelligibile). Den forestilling, som jeg har om den menneskelige ånd, nemlig at den er en tænkende ting og ikke udstrakt i længde, bredde og dybde, og som ikke har del <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 75rarecaxc1yfi03f7rmmyxrn63obv1 104 135167 317040 316941 2026-04-14T19:56:58Z Øystein Tvede 3938 317040 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ligger udenfor min ånds rækkeevne; og denne tanke alene er tilstrækkelig til at overbevise mig om, at alle de slags grunde, som man pleier at hente fra hensigtsmæssigheden, er til ingen nytte i de fysiske eller naturlige ting; thi det forekommer mig, at jeg ikke uden forvovenhed kan søge at trænge ind i Guds uransagelige hensigter. Endvidere falder det mig ind, at man ikke bør betragte en enkelt skabning særskilt, når man vil undersøge, om Guds verker er fuldkomne, men alle skabninger i sammenhæng; thi den samme ting, der på en måde vilde kunne synes meget ufuldkommen, hvis den var alene i verden, kan dog være ganske fuldkommen, betragtet som del af hele universet; og skjønt jeg, da jeg har foresat mig at tvile på alt, endnu ikke har erkjendt andet end min egen og Guds tilværelse, så kan jeg ikke negte, at han har frembragt mange andre ting, eller ialfald at han har kunnet frembringe sådanne, så at jeg er stillet som en enkelt del i alle væseners samlede verden. Når jeg da nærmere begynder at betragte mig selv og undersøge, hvori mine vildfarelser består (og det er kun dem, der vidner om min ufuldkommenhed), så finder jeg, at de afhænger af to samvirkende årsager, nemlig af den erkjendelsesevne, som er i mig, og af evnen til at vælge, eller min valgfrihed, altså af min forstand og samtidig af min vilje. Thi ved forstanden alene hverken bekræfter eller benegter jeg noget, men jeg opfatter kun tingenes forestillinger, som jeg kan bekræfte eller benegte. Så at når man betænker dette nøie, kan man sige, at der aldrig er nogen egentlig vildfarelse i forstanden. Og omendskjønt der måske er uendelig mange ting i verden, hvorom jeg ikke har nogensomhelst forestilling i min forstand, så kan man dog ikke derfor sige, at den er berøvet nogen ting, som af naturen skulde tilkomme den, men kun, at den ikke har denne ting; thi der er ingen grund, der kan bevise, at Gud burde have givet mig en større og videre erkjendelsesevne, end han har givet mig; og hvor dygtig og vis en arbeider jeg end forestiller mig, at han er, så kan jeg dog ikke derfor tro, at han skulde måtte udstyre alle sine verker med alle de fuldkommenheder, som han kan give nogle af dem. Jeg kan heller ikke beklage mig over, at Gud ikke har givet mig en tilstrækkelig omfattende og fuldkommen valgfrihed eller vilje; thi jeg erfarer i virkeligheden, at den er<noinclude><references/></noinclude> 0oyu9m491qhbdhgxdq8izifkqqb17so 104 135168 317041 316942 2026-04-14T19:57:24Z Øystein Tvede 3938 317041 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>så omfattende og udstrakt, at den ikke er indesluttet i nogen grænser. Og hvad der forekommer mig meget merkeligt, er, at af alle de andre ting, som er i mig, er der ingen, der er så fuldkommen og så stor, at jeg ikke vel indser, at den kunde være endnu større og fuldkomnere. Thi om jeg f. eks. betragter den erkjendelsesevne, der er i mig, så finder jeg, at den er af meget liden rækkevidde og i høi grad begrænset, på samme tid, som jeg har forestillingen om en meget større, ja uendelig evne; og alene deraf, at jeg har denne forestilling, erkjender jeg uden vanskelighed, at den tilhører Guds natur. På samme måde, når jeg undersøger hukommelsen eller indbildningskraften eller en hvilkensomhelst anden evne, der er i mig, så finder jeg ikke nogen, der ikke er meget liden og begrænset, og som ikke i Gud er ubegrænset og uendelig. Det er udelukkende viljen eller valgfriheden, som jeg erfarer at være så stor i mig, at jeg slet ikke kan fatte nogen anden større eller mere udstrakt forestilling derom; og således er det hovedsagelig denne, der lader mig erkjende, at jeg bærer Guds billede og lignelse. Thi skjønt den er udenfor sammenligning større i Gud end i mig, både på grund af den erkjendelse og magt, som er forbunden dermed, og som gjør den fastere og virksommere, og på grund af gjenstanden, idet den udstrækker sig til uendelig mange flere ting, så synes valgfriheden mig dog ikke større hos Gud, når jeg betragter den formelt og nøiagtig i sig selv. Thi den består jo blot deri, at vi kan gjøre den samme ting eller ikke gjøre den, det vil sige bekræfte eller benegte, efterstræbe eller undfly den samme ting, eller rettere sagt, den består alene deri, at når vi bekræfter eller benegter, efterstræber eller undflyr, de ting, som vor forstand fremstiller for os, så føler vi os, idet vi handler, ikke tvungne af nogen ydre magt. Thi, forat jeg skal være fri, er det ikke nødvendigt, at jeg er ligegyldig med hensyn til valget mellem to modsatte ting; men tvertimod, jo mere jeg er tilbøielig til den ene, enten fordi jeg tydelig erkjender, at det gode og det sande mødes deri, eller fordi Gud således bestemmer min inderste tanke, desto friere vælger jeg denne ting; og sålangt fra, at den guddommelige nåde og den naturlige erkjendelse skulde formindske min frihed, forøges og styrkes denne tvertimod derved; således at den ligegyldighed, som jeg føler, når jeg ikke ved fornuften drages mere til den ene side end til den<noinclude><references/></noinclude> 88u4adte9ewz2ax895kqf0eara2wua1 104 135169 317042 316984 2026-04-14T19:58:30Z Øystein Tvede 3938 317042 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>anden, er frihedens laveste grad og vidner snarere om en mangel i erkjendelsen end om en fuldkommenhed i viljen; thi dersom jeg altid klart indså, hvad der er sandt og godt, så vilde jeg aldrig have vanskeligt for at overveie, hvad jeg skulde dømme og vælge; og da vilde jeg være helt fri uden nogensinde at være ligegyldig. Af alt dette erkjender jeg, at evnen til at ville, som jeg har fået af Gud, ikke i sig selv er årsag til mine vildfarelser; thi den er ganske omfattende og fuldkommen i sit slags; og heller ikke ligger denne årsag i evnen til at forstå eller begribe; thi da jeg intet begriber uden ved hjælp af den evne til at begribe, som Gud har givet mig, så begriber jeg alting rigtig, og det er umuligt, at jeg heri kan tage feil. Hvoraf opstår da mine vildfarelser? Jo, ene og alene deraf, at viljen er mere omfattende end forstanden, og jeg holder derfor ikke viljen indenfor de samme grænser, men udstrækker den også til ting, som jeg ikke forstår; og da den ligeoverfor disse ting i sig selv er ligegyldig, forvilder den sig let og vælger det falske istedenfor det sande, og det slette for det gode; og således går det til, at jeg tager feil og synder. F. eks.: når jeg i disse dage har undersøgt, om der var nogen virkelig tilværende ting i verden, og når jeg alene deraf, at jeg undersøgte dette spørgsmål, med sikkerhed har sluttet, at jeg selv var til, så kunde jeg ikke andet end dømme, at det, som jeg indså med sådan klarhed, måtte være sandt, ikke fordi jeg følte mig tvungen af nogen ydre årsag, men blot fordi den store klarhed i min forstand medførte en stor tilbøielighed i min vilje; og netop fordi jeg her ikke har været ligegyldig, har jeg valgt min tro med så meget større frihed. Nu, derimod, erkjender jeg ikke blot, at jeg er til, forsåvidt som jeg er en tænkende ting; men der fremstiller sig også for min ånd en viss forestilling om den legemlige natur; og derved kommer jeg til at tvile på, om den natur, som tænker og er i mig, eller rettere: som jeg selv er, er en anden end den legemlige natur, eller om måske begge to kun er én og samme ting; og jeg antager her, at jeg endnu ikke ved nogen grund, der mere taler for det ene end for det andet; hvoraf da følger, at jeg her forholder mig helt ligegyldig til at negte eller bekræfte eller endog afholde mig fra enhver dom. Og denne ligegyldighed udstrækker sig ikke blot til ting, hvorom forstanden ingen kundskab har, men i alminde-<noinclude><references/></noinclude> q9lzgjgwg82magvyzetxhi98u4jzaej 104 135170 317043 316944 2026-04-14T19:59:17Z Øystein Tvede 3938 317043 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lighed også til alt det, som den ikke erkjender ganske tydelig i det øieblik, da viljens overveielse finder sted; thi hvor sandsynlige end de formodninger kan være, som gjør mig tilbøielig til at dømme det og det, så er dog den blotte bevidsthed om, at det dog kun er sandsynligheder, tilstrækkelig til at give mig anledning til at dømme det modsatte; dette har jeg grundig nok erfaret i disse dage, da jeg har antaget for falsk alt det, som jeg tidligere har holdt for fuldkommen sandt, alene fordi jeg har bemerket, at man på en måde kunde tvile derpå. Idet jeg nu afholder mig fra at dømme om en ting, når jeg ikke opfatter den med tilstrækkelig klarhed og tydelighed, så er det klart, at jeg handler rigtig og ikke har bedraget mig; men dersom jeg beslutter mig til at benegte eller bekræfte, så bruger jeg ikke min valgfrihed på rette måde; og hvis jeg da bekræfter det, som ikke er sandt, så er det klart, at jeg bedrager mig; dømmer jeg derimod sandt, så sker det kun ved et lykketræf, og jeg har i ethvert fald misbrugt min valgfrihed; thi det naturlige lys lærer os, at forstandens kundskab altid bør gå forud for viljens beslutning. Og i denne dårlige brug af valgfriheden ligger den mangel, der danner vildfarelsens væsen. Mangelen ligger, siger jeg, i handlingen, forsåvidt som den udgår fra mig: men den findes ikke i den evne, som jeg har fået af Gud, og ikke engang i handlingen, forsåvidt som den afhænger af ham. Thi jeg har visselig ingen ret til at beklage mig over, at Gud ikke har givet mig en mere omfattende forstand eller et fuldkomnere naturligt lys end det, han har givet mig, eftersom det ligger i en endelig forstands natur, at den ikke forstår meget, og i en skabt forstands natur, at den er endelig; men jeg har al grund til at takke ham for det, som han har givet mig, da han dog aldrig har været mig noget skyldig; og jeg har ingen ret til at mene, at han har berøvet mig eller forholdt mig det, som han ikke har givet mig. Jeg har heller ingen grund til at beklage mig over, at han har givet mig en vilje, der er mere omfattende end min forstand; thi da viljen kun består i en enkelt og så at sige udelelig ting, så synes dens natur at være sådan, at man ikke kan tage noget fra den uden at tilintetgjøre den; og jo mere udstrakt den er, desto mere tak skylder jeg dens giver.<noinclude><references/></noinclude> 6qa448r1rmx1deb235694nqa5lxmim8 104 135171 317044 316945 2026-04-14T20:00:23Z Øystein Tvede 3938 317044 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og endelig bør jeg heller ikke beklage mig over, at Gud virker sammen med mig for at fremlokke denne viljes handlinger eller domme, hvori jeg farer vild; thi disse handlinger er fuldstændig sande og gode, forsåvidt som de afhænger af Gud; og der er på en viss måde mere fuldkommenhed i min natur derfor, at jeg kan få frem sådanne handlinger, end om jeg ikke kunde det. Med hensyn til den mangel, hvori alene den formelle grund til vildfarelsen og synden ligger, så behøves der til den ikke Guds medvirkning, eftersom den ikke er en ting eller noget værende, og når man henfører den til Gud som dens grund, så kan den ikke kaldes mangel, men kun negtelse efter den betydning, som man tillægger disse ord i skolen<ref>D. e.: den scholastiske filosofi. (O. a.)</ref>. Thi det er aldeles ikke nogen ufuldkommenhed hos Gud, at han har givet mig frihed til at dømme eller lade være at dømme om ting, hvorom han ikke har nedlagt nogen klar og tydelig kundskab i min forstand; men uden tvil er det en ufuldkommenhed hos mig, at jeg ikke bruger denne frihed rigtig, og at jeg ubetænksomt dømmer om de ting, som jeg ikke ret forstår. Ikke desto mindre indser jeg, at det vilde have været let for Gud at indrette det så, at jeg aldrig bedrog mig, på samme tid, som jeg vedblev at være fri og dog havde en begrænset forstand; nemlig dersom han havde givet min forstand en klar og tydelig opfatning af alle de ting, som jeg nogensinde kom til at overveie, eller om han blot havde indpræget beslutningen om aldrig at dømme om noget, som jeg ikke fattede klart og tydelig, så dybt i min hukommelse, at jeg aldrig havde kunnet glemme den. Og jeg bemerker vel, at forsåvidt som jeg betragter mig for mig selv alene, som om der ikke var nogen anden i verden end jeg, så vilde jeg have været meget fuldkomnere end jeg er, hvis Gud havde skabt mig således, at jeg aldrig tog feil; men jeg kan ikke derfor negte, at det er en større fuldkommenhed i hele universet, når nogle af dets dele ikke er frie for vildfarelse, medens andre er det, end om de alle havde været ens. Og jeg har ingen ret til at beklage mig over, at Gud, idet han har sat mig ind i verden, ikke har villet sætte mig i de ædleste og fuldkomneste tings klasse; og desuden,<noinclude><references/></noinclude> cs7jl5kqsy6h2yr4ws47fsl0o1lln2h 104 135172 317045 316970 2026-04-14T20:02:12Z Øystein Tvede 3938 317045 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjønt jeg ikke kan afholde mig fra vildfarelse på den første måde, nemlig ved en klar opfatning af alt det, som skal overveies, så kan jeg det dog på den anden måde, nemlig derved, at jeg holder fast ved den beslutning aldrig at dømme om de ting, som ikke er mig klart bekjendte. Thi skjønt jeg erfarer i mig den svaghed, at jeg ikke stadig kan fæste min ånd ved den samme tanke, så kan jeg dog ved en opmerksom og ofte gjentagen betragtning indpræge den så sterkt i min hukommelse, at jeg aldrig undlader at erindre den, hver gang jeg har brug for den, og således kan jeg vænne mig til ikke at tage feil; og da menneskets største og fortræffeligste fuldkommenhed består heri, så tror jeg idag ikke at have vundet lidet ved denne betragtning over årsagerne til vildfarelse og usandhed. Og der kan visselig ingen andre årsager være end dem, som jeg her har udviklet; thi så ofte, som jeg holder min vilje således indenfor min erkjendelses grænser, at jeg kun dømmer om de ting, der klart og tydelig fremstiller sig for min forstand, da kan det ikke ske, at jeg skulde tage feil; thi ethvert klart og tydeligt begreb er uden tvil noget, og da kan det ikke have sit udspring fra intet, men må nødvendigvis have Gud til sit ophav – Gud, som er i høieste grad fuldkommen og altså ikke kan være årsag i nogen vildfarelse –, og da er et sådant begreb uden tvil sandt. Forøvrigt har jeg idag ikke blot lært, hvad jeg bør undgå, for ikke at feile, men også, hvad jeg bør gjøre for at opnå kundskab om sandheden. Thi visselig vil jeg komme til den, når jeg tilstrækkelig fæster min opmerksomhed på alle de ting, som jeg fuldkommen begriber, og når jeg skjelner dem fra de andre, som jeg kun opfatter forvirret og dunkelt. Og herpå vil jeg for fremtiden omhyggelig beflitte mig. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> rrzkbxtmpictjw14yac7ocpfkm3yh05 104 135173 317046 316846 2026-04-14T20:06:07Z Øystein Tvede 3938 317046 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|Femte betragtning.}} '''''Om de materielle tings væsen; og atter om Guds'''''<br> '''''tilværelse.'''''}} Der er endnu meget igjen for mig at undersøge angående Guds attributer såvelsom angående min egen eller min ånds natur; men jeg skal måske en anden gang tage fat på denne undersøgelse. Nu, da jeg har merket mig, hvad man bor gjøre og lade for at komme til sandheds erkjendelse, er det vigtigste for mig at prøve at komme ud af den tvil, som jeg i disse dage har indviklet mig i, og at se efter, om man aldeles ikke kan erkjende noget med vished angående de materielle ting. Men før jeg undersøger, om der er nogen sådanne ting, der er til udenfor mig, bør jeg betragte forestillingerne om dem, således som de er i min tanke, og se, hvilke af dem der er tydelige, og hvilke der er forvirrede. For det første forestiller jeg mig da tydelig den kvantitet, som filosoferne almindelig kalder den sammenhængende kvantitet, eller nærmere den udstrækning i længde, bredde og dybde, som er i denne kvantitet eller den ting, som den tillægges. Endvidere kan jeg i den tælle forskjellige dele og tillægge enhver af delene alskens størrelser, skikkelser, stillinger og bevægelser; og endelig kan jeg tillægge enhver af disse bevægelser en viss varighed. Og jeg erkjender ikke blot disse ting tydelig, når jeg betragter dem således i sin almindelighed; men når jeg henvender min opmerksomhed på dem, erkjender jeg uendelig mange særegenheder angående tallene, figurerne, bevægelserne og lignende, hvis sandhed viser sig med så stor klarhed og stemmer så vel overens med min natur, at idet jeg begynder at opdage dem, synes det mig ikke, at jeg lærer noget nyt, men meget mere, at jeg erindrer noget, som jeg allerede for vidste, det vil sige, at jeg lægger merke til ting, som allerede for var i min ånd, skjønt jeg endnu ikke havde vendt min opmerksomhed mod dem. Og hvad jeg heri finder at være merkeligst, er, at jeg i mig finder en uendelighed af forestillinger om visse ting, der ikke kan ansees for det rene intet, skjønt de måske ikke har nogen tilværelse udenfor<noinclude><references/></noinclude> prv9m5cjqb2d5oxg1f7qpmampb4bjq8 317048 317046 2026-04-15T11:46:47Z Øystein Tvede 3938 317048 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|Femte betragtning.}} '''''Om de materielle tings væsen; og atter om Guds'''''<br> '''''tilværelse.'''''}} Der er endnu meget igjen for mig at undersøge angående Guds attributer såvelsom angående min egen eller min ånds natur; men jeg skal måske en anden gang tage fat på denne undersøgelse. Nu, da jeg har merket mig, hvad man bør gjøre og lade for at komme til sandheds erkjendelse, er det vigtigste for mig at prøve at komme ud af den tvil, som jeg i disse dage har indviklet mig i, og at se efter, om man aldeles ikke kan erkjende noget med vished angående de materielle ting. Men før jeg undersøger, om der er nogen sådanne ting, der er til udenfor mig, bør jeg betragte forestillingerne om dem, således som de er i min tanke, og se, hvilke af dem der er tydelige, og hvilke der er forvirrede. For det første forestiller jeg mig da tydelig den kvantitet, som filosoferne almindelig kalder den sammenhængende kvantitet, eller nærmere den udstrækning i længde, bredde og dybde, som er i denne kvantitet eller den ting, som den tillægges. Endvidere kan jeg i den tælle forskjellige dele og tillægge enhver af delene alskens størrelser, skikkelser, stillinger og bevægelser; og endelig kan jeg tillægge enhver af disse bevægelser en viss varighed. Og jeg erkjender ikke blot disse ting tydelig, når jeg betragter dem således i sin almindelighed; men når jeg henvender min opmerksomhed på dem, erkjender jeg uendelig mange særegenheder angående tallene, figurerne, bevægelserne og lignende, hvis sandhed viser sig med så stor klarhed og stemmer så vel overens med min natur, at idet jeg begynder at opdage dem, synes det mig ikke, at jeg lærer noget nyt, men meget mere, at jeg erindrer noget, som jeg allerede før vidste, det vil sige, at jeg lægger merke til ting, som allerede før var i min ånd, skjønt jeg endnu ikke havde vendt min opmerksomhed mod dem. Og hvad jeg heri finder at være merkeligst, er, at jeg i mig finder en uendelighed af forestillinger om visse ting, der ikke kan ansees for det rene intet, skjønt de måske ikke har nogen tilværelse udenfor<noinclude><references/></noinclude> gppwpqrfyw9glcl6afd0vhggoaoqcqs 104 135175 317049 316986 2026-04-15T11:51:56Z Øystein Tvede 3938 317049 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et høieste væsen, i mig, end jeg finder forestillingen om en hvilkensomhelst figur eller tal; og jeg erkjender ikke mindre klart og tydelig, at en virkelig og evig tilværelse hører til hans natur, end jeg erkjender, at alt det, som jeg kan bevise om en figur eller et tal, virkelig hører til denne figurs eller dette tals natur; og altså, selv om alt det, som jeg har sluttet i de foregående betragtninger, ikke var sandt, så måtte dog Guds tilværelse i det mindste få den samme grad af vished hos mig, som hidtil de mathematiske sandheder har havt. Rigtignok er dette ved første blik ikke så ganske klart, og ser noget sofistisk ud. Thi da jeg har vænnet mig til i alle ting at skjelne mellem tilværelse og væsen, så overtaler jeg mig let til at tro, at tilværelse også kan adskilles fra Guds væsen, og at man altså kan opfatte Gud som ikke virkelig værende. Men dog, når jeg tænker opmerksommere derover, finder jeg det åbenbart, at tilværelse ikke kan adskilles fra Guds væsen, ligesålidt som det kan skilles fra en trekants væsen, at vinklernes sum er lig to rette, eller ligesålidt, som forestillingen om et bjerg kan skilles fra forestillingen om en dal; således er det ikke mindre selvmodsigende at tænke sig en Gud (det vil sige et høieste, fuldkomment væsen), der mangler tilværelse (altså mangler en fuldkommenhed), end at tænke sig et bjerg uden dal. Men omendskjønt jeg ganske vist ikke kan tænke mig en Gud uden tilværelse, ligesålidt som et bjerg uden dal, så kan man dog sige, at deraf, at jeg ikke kan tænke mig et bjerg uden dal, følger ikke, at der er noget bjerg til i verden, og på samme måde, skjønt jeg tænker mig Gud som tilværende, følger ikke deraf, at Gud er til; thi min tanke påtvinger ikke tingene nogen nødvendighed; og ligesom det står mig frit for at indbilde mig en vinget hest, skjønt dog ingen hest har vinger, således kunde jeg måske tillægge Gud tilværelse, om end ingen Gud var til. Men heri skjuler sig en sofisme; thi deraf, at jeg ikke kan tænke mig et bjerg uden dal, følger ikke, at der er noget bjerg eller nogen dal i verden, men kun, at bjerget og dalen, enten de nu er til eller ikke er til, ikke kan skilles fra hinanden; medens deraf, at jeg ikke kan tænke mig Gud uden som tilværende, følger, at tilværelse er uadskillelig fra ham, og altså, at han virkelig er til; ikke fordi min tanke bevirker, at dette skal være således, eller at den påtvinger<noinclude><references/></noinclude> e5739x4tscteitww1tgy96u5s3z666s 104 135176 317050 316947 2026-04-15T11:57:51Z Øystein Tvede 3938 317050 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tingene nogen nødvendighed; men, tvertimod, nødvendigheden er i tingen selv, det vil sige: nødvendigheden af Guds tilværelse bestemmer mig til at have denne tanke. Thi det står mig ikke frit for at tænke mig en Gud uden tilværelse (d. e.: et høieste, fuldkomment væsen uden den høieste fuldkommenhed), på samme måde som det står mig frit for mig at tænke mig en hest uden vinger eller med vinger. Og det kan heller ikke her siges, at jeg nødvendigvis må sætte Gud som tilværende, når jeg først har forudsat, at han skal besidde alle fuldkommenheder, og da tilværelsen er en sådan, men at min første forudsætning ikke var nødvendig; ligesom det ikke er nødvendigt at tænke sig, at alle firkantede figurer kan indskrives i en cirkel; men hvis jeg går ud herfra, vilde jeg være nødt til at indrømme, at også en rhombe kan således indskrives, hvilket dog åbenbart er usandt. Man kan ikke, siger jeg, ræsonnere således; thi skjønt det vistnok ikke er nødvendigt, at nogensomhelst tanke om Gud falder mig ind, så ikke desto mindre, hver gang det hænder, at jeg tænker på et første og høieste væsen, og så at sige fremdrager denne forestilling fra min ånds skatkammer, er det nødvendigt, at jeg tillægger den alle fuldkommenheder, om jeg end ikke opregner dem alle eller fæster min opmerksomhed på hver enkelt. Og denne nødvendighed er tilstrækkelig til at bevirke, at jeg, så snart som jeg erkjender, at tilværelse er en fuldkommenhed, med rette slutter, at dette første og høieste væsen er til. På samme måde er det ikke nødvendigt, at jeg nogensinde skulde forestille mig en trekant; men hver gang, jeg vil tænke mig en retlinjet figur med kun tre vinkler, er det ganske nødvendigt, at jeg tillægger den sådanne egenskaber, som fører til den slutning, at dens tre vinkler ikke er større end to rette, selv om jeg måske ikke i øieblikket særskilt betænker dette. Men når jeg undersøger, hvilke figurer, der kan indskrives i en cirkel, så er det ingenlunde nødvendigt, at jeg tænker mig, at alle firkanter hører herhen: tvertimod kan jeg ikke engang indbilde mig dette, sålænge som jeg intet andet vil indrømme end det, som jeg klart og tydelig fatter. Og følgelig er der stor forskjel mellem sådanne falske antagelser som dette og de sande forestillinger, der er mig medfødte, og hvoraf den første og vigtigste er forestillingen om Gud. Thi i virkeligheden erkjender jeg på<noinclude><references/></noinclude> dq3jbd0ek2v963s2rv7w807klnv6r5c 104 135196 317034 317005 2026-04-14T18:13:41Z Øystein Tvede 3938 317034 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: BETRAGTNINGER {{xx-mindre|OVER}} {{x-større|FILOSOFIENS GRUNDLAG}} {{xx-mindre|HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE ÅND OG LEGEMET PÅVISES}} {{--}} {{xx-mindre|{{sp|PÅ NORSK}}}} {{xx-mindre|VED}} {{sp|H. C. HANSEN}} {{xx-mindre|CAND. REAL.}} {{xx-mindre|MED FORORD AF PROFESSOR D^R. J. MOURLY VOLD}} {{xx-mindre|KRISTIANIA<br> {{sp|TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION}}<br> 1894}}}}<noinclude><references/></noinclude> ja0ybb399381hdf67gtfat22g7foxlk 317035 317034 2026-04-14T18:14:18Z Øystein Tvede 3938 317035 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: BETRAGTNINGER {{xx-mindre|OVER}} {{x-større|FILOSOFIENS GRUNDLAG}} {{xx-mindre|HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE ÅND OG LEGEMET PÅVISES}} {{--}} {{xx-mindre|{{sp|PÅ NORSK}}}} {{xx-mindre|VED}} {{sp|H. C. HANSEN}} {{xx-mindre|CAND. REAL.}} {{xx-mindre|MED FORORD AF PROFESSOR D^{{liten|R}}. J. MOURLY VOLD}} {{xx-mindre|KRISTIANIA<br> {{sp|TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION}}<br> 1894}}}}<noinclude><references/></noinclude> f9cqd8rvp8cmnypmy9nymvim019wl95 317036 317035 2026-04-14T18:15:05Z Øystein Tvede 3938 317036 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: BETRAGTNINGER {{xx-mindre|OVER}} {{x-større|FILOSOFIENS GRUNDLAG}} {{xx-mindre|HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE ÅND OG LEGEMET PÅVISES}} {{--}} {{xx-mindre|{{sp|PÅ NORSK}}}} {{xx-mindre|VED}} {{sp|H. C. HANSEN}} {{xx-mindre|CAND. REAL.}} {{xx-mindre|MED FORORD AF PROFESSOR D^{{liten|R}}. ''J. MOURLY VOLD''}} {{xx-mindre|'''KRISTIANIA'''<br> {{sp|TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION}}<br> 1894}}}}<noinclude><references/></noinclude> oy58mr314lcm6w8qqrx6ruc8qkszblj 317037 317036 2026-04-14T18:15:40Z Øystein Tvede 3938 317037 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: '''BETRAGTNINGER''' {{xx-mindre|OVER}} {{x-større|'''FILOSOFIENS GRUNDLAG'''}} {{xx-mindre|HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE ÅND OG LEGEMET PÅVISES}} {{--}} {{xx-mindre|{{sp|PÅ NORSK}}}} {{xx-mindre|VED}} {{sp|'''H. C. HANSEN'''}} {{xx-mindre|CAND. REAL.}} {{xx-mindre|MED FORORD AF PROFESSOR D^{{liten|R}}. ''J. MOURLY VOLD''}} {{xx-mindre|'''KRISTIANIA'''<br> {{sp|TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION}}<br> 1894}}}}<noinclude><references/></noinclude> in9tzuypr8ktq7g6neikjmfmmzc90lw 317038 317037 2026-04-14T18:16:13Z Øystein Tvede 3938 317038 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|RENÉ DESCARTES: '''BETRAGTNINGER''' {{xx-mindre|OVER}} {{x-større|'''FILOSOFIENS GRUNDLAG'''}} {{xx-mindre|HVORI GUDS TILVÆRELSE OG FORSKJELLEN MELLEM DEN<br> MENNESKELIGE ÅND OG LEGEMET PÅVISES}} {{--}} {{xx-mindre|{{sp|PÅ NORSK}}}} {{xx-mindre|VED}} {{sp|'''H. C. HANSEN'''}} {{xx-mindre|CAND. REAL.}} {{xx-mindre|MED FORORD AF PROFESSOR D^{{liten|R}}. ''J. MOURLY VOLD''}} {{xx-mindre|{{sp|'''KRISTIANIA'''}}<br> {{sp|TH. STEENS FORLAGSEXPEDITION}}<br> 1894}}}}<noinclude><references/></noinclude> 24luuuzl2y545nue18x641lvvq6up1r