Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.2 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon TimedText TimedText talk Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 0 2685 321265 320322 2026-05-13T18:51:48Z Øystein Tvede 3938 321265 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" next="[[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|KNUT HAMSUN]]" from=1 to=5 header=1 /> {{AuxTOC|[[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|Knut Hamsun]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun I|Knut Hamsun - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun II|Knut Hamsun - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun III|Knut Hamsun - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun IV|Knut Hamsun - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun V|Knut Hamsun - V.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg|Gunnar Heiberg]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg I|Gunnar Heiberg - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg II|Gunnar Heiberg - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg III|Gunnar Heiberg - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg IV|Gunnar Heiberg - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt|Nils Collett Vogt]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt I|Nils Collett Vogt - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt II|Nils Collett Vogt - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt III|Nils Collett Vogt - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt IV|Nils Collett Vogt - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne|Gabriel Finne]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne I|Gabriel Finne - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne II|Gabriel Finne - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne III|Gabriel Finne - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne IV|Gabriel Finne - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen|Theodor Madsen]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen I|Theodor Madsen - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen II|Theodor Madsen - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen III|Theodor Madsen - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest|Arne Dybfest]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest I|Arne Dybfest - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest II|Arne Dybfest - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud|Hans Aanrud]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud I|Hans Aanrud - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud II|Hans Aanrud - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud III|Hans Aanrud - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag I|Vilhelm Krag - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag II|Vilhelm Krag - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag III|Vilhelm Krag - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag IV|Vilhelm Krag - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag V|Vilhelm Krag - V.]]}} [[Kategori:Essays]] [[Kategori:Litteraturkritikk]] [[Kategori:1897]] ccxf6yqoxzfuewptc5b2az53zamneih 321385 321265 2026-05-13T23:48:51Z Øystein Tvede 3938 321385 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" next="[[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|KNUT HAMSUN]]" from=1 to=5 header=1 /> {{AuxTOC|[[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|Knut Hamsun]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun I|Knut Hamsun - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun II|Knut Hamsun - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun III|Knut Hamsun - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun IV|Knut Hamsun - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun V|Knut Hamsun - V. Pan]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg|Gunnar Heiberg]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg I|Gunnar Heiberg - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg II|Gunnar Heiberg - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg III|Gunnar Heiberg - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg IV|Gunnar Heiberg - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt|Nils Collett Vogt]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt I|Nils Collett Vogt - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt II|Nils Collett Vogt - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt III|Nils Collett Vogt - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt IV|Nils Collett Vogt - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne|Gabriel Finne]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne I|Gabriel Finne - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne II|Gabriel Finne - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne III|Gabriel Finne - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne IV|Gabriel Finne - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen|Theodor Madsen]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen I|Theodor Madsen - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen II|Theodor Madsen - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen III|Theodor Madsen - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest|Arne Dybfest]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest I|Arne Dybfest - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest II|Arne Dybfest - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud|Hans Aanrud]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud I|Hans Aanrud - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud II|Hans Aanrud - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud III|Hans Aanrud - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag I|Vilhelm Krag - I.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag II|Vilhelm Krag - II.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag III|Vilhelm Krag - III.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag IV|Vilhelm Krag - IV.]] [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag V|Vilhelm Krag - V.]]}} [[Kategori:Essays]] [[Kategori:Litteraturkritikk]] [[Kategori:1897]] gnol24agq6fdg1i9271ih5uxflqqxqm 10 4070 321353 320992 2026-05-13T20:51:56Z Øystein Tvede 3938 321353 wikitext text/x-wiki <div class="plainlinks"> <!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste--> {{ny tekst|Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur|Carl Nærup|1897}} {{ny tekst|Novellen. En Novelle|Maurits Hansen|1827}} {{ny tekst|Journalisten og filmstjernen|Øvre Richter Frich|1929}} {{ny tekst|Karl Monks oplevelser|Fredrik Viller|1897}} {{ny tekst|Kor vart det av jola?|Rasmus Løland|1894}} {{ny tekst|Litt om skikk og bruk før og nu|Irma Gram|1929}} {{ny tekst|Gjestebodet|Platon|1939}} {{ny tekst|Nils Kjær Samlede skrifter/5|Nils Kjær|1921|tittel=Bind 5. Epistler og noveller}} {{ny tekst|Betragtninger over filosofiens grundlag|René Descartes|1894}} {{ny tekst|Angsten|Sven Elvestad|1910}} {{ny tekst|Smaa Epistler|Nils Kjær|1908}} {{ny tekst|Bøger og Billeder|Nils Kjær|1898}} {{ny tekst|Samlede skrifter (1918–1940)/14|Henrik Wergeland|1924|tittel=Samlede skrifter, IV, 2}} {{ny tekst|De fire Ildebrande|Sven Elvestad|1908}} {{ny tekst|Et Spil om Liv og Død|Sven Elvestad|1908}} </div> {{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}} {{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}} <!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen --> <div class="enws-hide-on-mobile"> <gallery heights=200 mode="nolines" class="center"> Muus Blandt Kristiania-Vampyrer.pdf|page=1|link=[[Blandt Kristiania-Vampyrer]]|'''{{forfatterl|Rudolf Muus}}''',{{br}}''[[Blandt Kristiania-Vampyrer]]'', 1918 Vi børn.pdf|page=5|link=[[Vi børn]]|'''{{forfatterl|Dikken Zwilgmeyer}}'''{{br}}''[[Vi børn]]'', 1890 Elvestad Aar og dag.pdf|page=5|link=[[Aar og dag]]|'''{{forfatterl|Sven Elvestad}}''',{{br}}''[[Aar og dag]]'', 1913 </gallery> <div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude> [[Kategori:Usorterte maler]] </noinclude> m846j52ii1c02uq75wnfrya1lscwigj 106 5134 321301 125920 2026-05-13T19:42:42Z Johshh 5303 321301 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=Bretland og britane |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Aasmund Olavsson Vinje|Aasmund Olavsson Vinje]] |Oversetter= |Utgiver=Det Norske Samlaget |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted= |Ar=1873 |Sorter=Vinje - Bretland og britane |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NN |Fremgang=OCR |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag={{Side:A O Vinje - Bretland og britane.djvu/6}} {{Side:A O Vinje - Bretland og britane.djvu/7}} }} 543sr2iegbwkfyboltt3ejuq4zjrk01 106 32314 321264 320315 2026-05-13T18:50:53Z Øystein Tvede 3938 321264 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter={{forfatterl|Carl Nærup}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyers Forlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1897 |Sorter=Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 1to8=roman 9=1 65=bilde 66=tom 67=57 99=bilde 100=tom 101=89 127=bilde 128=tom 129=115 157=bilde 158=tom 159=143 185=bilde 186=tom 187=169 207=bilde 208=tom 209=189 225=bilde 226=tom 227=205 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=:[[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|Knut Hamsun]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun I|Knut Hamsun - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun II|Knut Hamsun - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun III|Knut Hamsun - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun IV|Knut Hamsun - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun V|Knut Hamsun - V.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg|Gunnar Heiberg]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg I|Gunnar Heiberg - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg II|Gunnar Heiberg - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg III|Gunnar Heiberg - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg IV|Gunnar Heiberg - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt|Nils Collett Vogt]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt I|Nils Collett Vogt - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt II|Nils Collett Vogt - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt III|Nils Collett Vogt - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt IV|Nils Collett Vogt - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne|Gabriel Finne]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne I|Gabriel Finne - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne II|Gabriel Finne - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne III|Gabriel Finne - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne IV|Gabriel Finne - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen|Theodor Madsen]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen I|Theodor Madsen - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen II|Theodor Madsen - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen III|Theodor Madsen - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest|Arne Dybfest]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest I|Arne Dybfest - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest II|Arne Dybfest - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud|Hans Aanrud]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud I|Hans Aanrud - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud II|Hans Aanrud - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud III|Hans Aanrud - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag I|Vilhelm Krag - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag II|Vilhelm Krag - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag III|Vilhelm Krag - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag IV|Vilhelm Krag - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag V|Vilhelm Krag - V.]] }} 1kk4h9o0o8fquj2zq64tjpqo7hahj5z 321384 321264 2026-05-13T23:48:26Z Øystein Tvede 3938 321384 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter={{forfatterl|Carl Nærup}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyers Forlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1897 |Sorter=Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 1to8=roman 9=1 65=bilde 66=tom 67=57 99=bilde 100=tom 101=89 127=bilde 128=tom 129=115 157=bilde 158=tom 159=143 185=bilde 186=tom 187=169 207=bilde 208=tom 209=189 225=bilde 226=tom 227=205 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=:[[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|Knut Hamsun]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun I|Knut Hamsun - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun II|Knut Hamsun - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun III|Knut Hamsun - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun IV|Knut Hamsun - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun V|Knut Hamsun - V. Pan]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg|Gunnar Heiberg]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg I|Gunnar Heiberg - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg II|Gunnar Heiberg - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg III|Gunnar Heiberg - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gunnar Heiberg IV|Gunnar Heiberg - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt|Nils Collett Vogt]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt I|Nils Collett Vogt - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt II|Nils Collett Vogt - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt III|Nils Collett Vogt - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Nils Collett Vogt IV|Nils Collett Vogt - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne|Gabriel Finne]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne I|Gabriel Finne - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne II|Gabriel Finne - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne III|Gabriel Finne - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Gabriel Finne IV|Gabriel Finne - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen|Theodor Madsen]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen I|Theodor Madsen - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen II|Theodor Madsen - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Theodor Madsen III|Theodor Madsen - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest|Arne Dybfest]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest I|Arne Dybfest - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest II|Arne Dybfest - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud|Hans Aanrud]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud I|Hans Aanrud - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud II|Hans Aanrud - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Hans Aanrud III|Hans Aanrud - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag I|Vilhelm Krag - I.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag II|Vilhelm Krag - II.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag III|Vilhelm Krag - III.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag IV|Vilhelm Krag - IV.]] : [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Vilhelm Krag V|Vilhelm Krag - V.]] }} 10ws39e4d59sclco7fx9rwfyqwscwy9 104 32316 321358 320077 2026-05-13T21:20:13Z Øystein Tvede 3938 321358 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude>{{luft|3em}} <center><small>Aktie-Bogtrykkeriet.</small></center> <center><small><small>(Forhen: Det Mallingske Bogtrykkeri.)</small></small></center> <center><small>1897.</small></center><noinclude> <references/></noinclude> rfcejfbasst437ak1a94nl0kyxg0mqq 104 32323 321359 320246 2026-05-13T21:22:25Z Øystein Tvede 3938 321359 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude><center><big>{{sc|Knut Hamsun}}.</big></center> {|width="100%" |width="40%"| |{{liten|Jeg maa jo være modsat . . .}} |-- |||||{{liten|«Bjørger».}} |} {{Uten innrykk|{{Innfelt initial|H}}an er vor Litteraturs utrættelig forbitrede Modsiger og Angriber, hvis Haand er vendt mod alle anerkjendte Værdier og alle regulære Størrelser. I blindt, fanatisk Had har han svunget sin Tomahawk mod Gladstone og Shakespeare, Victor Hugo og Ibsen, Tolstoi og Bjørnson... mod alle «Riddere af den uomtvistelige Ret» og Indehavere af den utabelige Berømmelse, de seirende Aktører paa Livets Scene, de selvskrevne og selvskabte Herrer over Massernes Kjærlighed og Tro.}} Og saa er denne Svøbesvinger den sarteste, ømmeste, mildeste Sjæl. Med brændende Entusiasme, med vild, selvudslettende Kjærlighed har han besunget og forherliget de navnløse Ukjendte, de ydmyge Fattige i Aanden, de ensomme, exalteret<noinclude> <references/></noinclude> efy97hj1yp5zxqa3opcjgbloambs3pa 321360 321359 2026-05-13T21:23:05Z Øystein Tvede 3938 321360 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude><center><big>{{sc|Knut Hamsun}}.</big></center> {|width="100%" |width="40%"| |{{liten|Jeg maa jo være modsat . . .}} |-- |||||{{liten|«Bjørger».}} |} {{Uten innrykk|{{Innfelt initial|H}}an er vor Litteraturs utrættelig forbitrede Modsiger og Angriber, hvis Haand er vendt mod alle anerkjendte Værdier og alle regulære Størrelser. I blindt, fanatisk Had har han svunget sin Tomahawk mod Gladstone og Shakespeare, Victor Hugo og Ibsen, Tolstoi og Bjørnson . . . mod alle «Riddere af den uomtvistelige Ret» og Indehavere af den utabelige Berømmelse, de seirende Aktører paa Livets Scene, de selvskrevne og selvskabte Herrer over Massernes Kjærlighed og Tro.}} Og saa er denne Svøbesvinger den sarteste, ømmeste, mildeste Sjæl. Med brændende Entusiasme, med vild, selvudslettende Kjærlighed har han besunget og forherliget de navnløse Ukjendte, de ydmyge Fattige i Aanden, de ensomme, exalteret<noinclude> <references/></noinclude> 18bbk0tr4jq9yjke6h8vt89x8a6r2kx 104 32324 321361 177115 2026-05-13T21:24:22Z Øystein Tvede 3938 321361 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude>Troende, Taberne i Livslotteriet, Sværmerne og Drømmerne med det for store uregjerlige Hjerte, der ikke kan tilpasse sit Slag efter Samfundets Normaltakt. Han er den inkommensurable. Alle Betegnelser glider af paa dette Modsigelsens udtrykte Billede. Hans Bøger er steile Paradoxer, fortvilede Forsøg paa at sætte Verden paa Hovedet, brølende Modsigelser, der skal slaa Læserne med en aldrig før erfaret Forbauselse . . . glødende Febersyner, vanvittig jagende Ideassociationer, kvalfulde Mareridt, klogelig udtænkte af en kold Hjerne, men skrevne ned i et rasende Tempo, saa Ordene gnistrer, skinner, flammer. Som i Drømme en Lysstraale, der træffer Synsnærven gjennem lukkede Øielaag, lader Sjælen skue Dommedagssyner, saaledes potenseres og mangfoldiggjøres alle Virkelighedsindtryk gjennem hans Fantasis Forstørrelsesglas. Hver Fornemmelse kommer som et brutalt, smertende Stød, som et blaat blændende Lyn . . . og forvandler sig til sære Skjønhedssyner og glimrende, bristende Farver. Hvor han har lidt ved denne fremmede, fiendtlige Virkelighed, &mdash; den han endelig en Dag kjæmpede sig frem til at skildre! Rørende saart klager han i sin første Bog: «Den, som fra Barndommen af, fra at Stængelen fik Styrke, fra at Knoppen blev<noinclude> <references/></noinclude> 48hat7r0kvkylyupxs6x22ju0kzocgv 104 32325 321362 177116 2026-05-13T21:29:09Z Øystein Tvede 3938 321362 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude>Rose, har levet alene, afskaaret fra enhver anden Afveksling end sin egen Tanke, hvis Flugt tænkes fra det allersmaaeste og lave til det mest ophøiede og storartede &mdash; maa selvfølgelig synes de dagligdagse afstikkende.» Men, fortsætter han, han vilde dog ikke frygte eller fortvile, tvertimod vove det yderste, «havde jeg blot, om ikke mere end én, til hvem jeg kunde udveksle Tankemeninger, en, til hvem jeg kunde give Belysning, hvis Aabenbarelse kun er givet mig fra det himmelske Kildevæld, bestemt til at sende Straaler ud &mdash; solvarme lysende Drabanter, lysende i tunge Øieblikke for den Ensomme.» &mdash; Ak, disse hjemløse Ensomme, de møder aldrig den aandsbeslegtede! Altid bliver de staaende udenfor! De finder kun lukkede Døre og lukkede Hjerter i Menneskeverdenen. Den grumme Skjæbnegud, som styrer Verden, gav dem ingen Sesam-Nøgel til Lykkens Port. Og snart vil de faa den sterkeste uhyggelige Følelse af sin Usammenhørighed med Menneskearten og Borgersamfundet &mdash; de har forvildet sig ind blandt fremmede Væsener. I Skogene og Bjergene hører de hjemme, som hin Thomas Glahn, der er Hovedpersonen i Knut Hamsuns dybeste, oprindeligste Bog. Og som han beruser og bedøver de sig i sin naturmenneskelige Gaadefuldhed, og borer de sig ind i en smerteligsød Foragt for de jordbundne<noinclude> <references/></noinclude> qsyj3t9nt0464tpiqigmwhp9estpztc 104 32327 321363 320128 2026-05-13T21:29:41Z Øystein Tvede 3938 321363 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|I.}} Knut Hamsuns første Bog kjendes ikke af mange. Den heder «Bjørger» og udkom i 1878 paa Forfatterens Forlag i Bodø. Det lille, grønne Hefte, hvis typografiske Udstyr lader meget tilbage at ønske, er tilegnet en Ven «som et Minde om vort Liv ved Vestfjordens Strand, med Tak for hver venlig Tale». Megen litterær Evne røber den ikke, men det er i Grunden ikke at vente, da Forfatteren omtrent i hver Linje viser, at han ikke har kjendt endog de allerførste Regler for Sætningsbygning og Bogstavering. Hamsun er i dette ganske umodne Begynderarbeide helt igjennem paavirket af de Bjørnsonske Bondenovellers Stil og Virkelighedsopfatning. Men hist og her støder man paa et ensligt Ord, et flygtig lysende Billede, som bærer Bud fra en Sjæl, der ikke har noget at gjøre med disse laante, snart komisk opstyltede, snart ynkelig platte Talemaader og Lignelser. Der findes indflettet i den en Skildring i Form af Dagbogsoptegnelser, som har en eiendommelig personlig Charme og aabenbarer de første vage Tilløb til den enestaaende inderlige og sære lyriske Prosa, som ti Aar senere traadte blank og straalende ind i Litteraturen med det berømte anonyme Kapitel i det danske Tidsskrift ''Ny Jord''.<noinclude> <references/></noinclude> 2h7pukktssleermplj2lxa5yxjhbn64 104 32328 321366 177123 2026-05-13T21:39:11Z Øystein Tvede 3938 321366 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude>Toldere og Syndere. Bogen er skrevet ''con amore'', og Forfatteren lægger tydelig for Dagen, at han nu og da selv morer sig vel saa godt over sine Himmelspræt som Læseren formaar det. Som i følgende Variation over amerikanske Avertissementer t. Ex.: «Umiddelbart efter en Historie om et glimrende Bryllup eller en svineheldig Fødsel kan der følge en Notis med Overskriften: {{sp|Døde|n}}. Man føler et sterkt Ryk, man føler et aldeles uudholdeligt Ryk, &mdash; atter er altsaa en yderst kjær Medyankee gangen bort! Det kan gjerne være en Murer Fowler for den Skyld eller en Niece af en Urmager Brown, som bor i Adams Street 16 eller kanske 17. Aa, der er ikke Ord sterke nok til at udtrykke, {{sp|hve|m}} Døden kan rykke bort! Imidlertid stiver man sig op og læser videre paa Notisen, man aander lettere efterhvert, man bevarer virkelig Koncepterne; Mureren er det dog ikke Gudskelov, og ser man nøie til, er det kanskesig ikke Niecen heller. Man faar ikke klage, om det blot er en Smule Symaskineagent fra Seaside Avenue, eller endog en Fætter af en Mrs. Kingsley, hvis Mand er henved firti Aar. Og man læser videre. Man er kommet halvveis ned i Stykket, man beroliger sig, man er virkelig ikke saa langt fra at tænke sig en Mand ved Navn Carrey, som maaske kunde bo i Lincoln Street, ligesaa godt som et andet Sted. Man læser med<noinclude> <references/></noinclude> 1epvprnjrhtcc0mtbkazh6ntepkr9p4 104 32329 321367 177124 2026-05-13T21:41:50Z Øystein Tvede 3938 321367 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude>Liv og Lyst, det bliver i Sandhed interessant, man kunde forsværge at ville læse andet end Dødsfald fra den Stund af. Det ender naturligvis med, at hele Notisen gjælder en almindelig Snedker, som maaske ikke er saa langt fra at hede Grimshaw eller Smith endda. Kanske var han ovenikjøbet død af Slagtilfælde, en Dødsmaade, som svarer yderst nøiagtig til det Liv, den Mand havde levet. Og man læser afsted. Man er meget spændt, man mister ikke et Ord, man læser med Lidenskab, tilsidst med rent Raseri. Snedkeren er bjerget endda, man har fire Linjer tilbage, man staar ved sidste Punktum og ikke et Ord om Slagtilfældet . . .» osv. osv. i samme uhyggelig vittige Stil, indtil man oplyses om, at det hele er fremkaldt af et Avertissement: {{sp|For at undgaa Døden maa man kjøbe sine Handsker hos Donaldso|n}}! Denne Bog satte øieblikkelig hele det skrivende Norden i Bevægelse. Hos os, hvor den litterære Kritik helt er i Tilfældets Vold, blev den i det store og hele taget rost, uanseet Partistandpunkt, af de fleste Blade. Angrebene paa den kom væsentlig fra Indsendere inden- og udenlands. Men høist forklarligt vilde det været, om en slig Bog havde vakt Forargelse. Thi overlegnere Dom er der vel aldrig fældt over et stort rigt Samfunds Aandsliv, Institutioner, Moral og hele ydre og indre {{b1|Forfat|ning}}<noinclude> <references/></noinclude> hrxo2htvb51v0bud8oyy0w3vkwg8rkh 104 32331 321368 320157 2026-05-13T21:43:29Z Øystein Tvede 3938 321368 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fordomsfri, moderne Kritiker som Matthew Arnold har fældt en i det væsentlige lige saa nedsættende Dom som Hamsun over visse eiendommelige Fremtoninger i amerikansk Aandsliv, men rigtignok med en klogere Ironi og ud fra mindre let angribelige Forudsætninger. {{avsnitt}} &emsp;Hamsuns Maal har imidlertid neppe været at levere en mest muligt korrekt og udtømmende Skildring af det amerikanske Samfund, men at skrive ned en Del underholdende Stemningsreflexioner og Bonmots. Han karakteriserer Emerson som Essayist med følgende Ord, der træffende udtrykker hans egen Fremstillingsforms Fortrin og Mangler: «Emersons Skrifter vrimler af disse korte, fine Sætninger, der ikke altid indeholder noget om Emnet, men som i sig selv indeholder noget og tilhører hans Verk, noget extra noget, godt gjorte Sammenstillinger, Hentydninger, bratte Sving, et Skud, et Vift, et Ord, noget, som ikke alle og enhver kunde sige, men som alle og enhver finder fortræffeligt, naar det siges. Kommer man derimod til Sagen, spørger man, hvad han egentlig har bevist, belyst, defineret med alle sine gode Ting, saa forbauses man over, hvor inderlig lidet den Mand i Grunden har afhandlet et Emne i den kortere eller længere Tid, han har holdt vor Opmærksomhed fast . . .»<noinclude> <references/></noinclude> 6jdf6220b2n5w8v1opy53mnq7oshv2p 104 32332 321369 320163 2026-05-13T21:45:50Z Øystein Tvede 3938 321369 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{avsnitt}} &emsp;Den karakteristik angiver slaaende Knut Hamsuns eiendommelige Fortrin og Feil som Skildrer af det moderne Amerikas Aandsliv. {{avsnitt}} &emsp;Den gjælder ogsaa Ord til andet for hans næste større Arbeide, Pamfletten mod Lars Oftedal. Kun er det ikke overdrevent høie Stil-Niveau i Amerika-Bogen her sænket endnu nogle Grader. Man har meget ofte den pinlige Følelse, at Forfatteren har ladet sig drage ned af sit Stof. Her findes ingen «fin Ordmosaik», intet, der kan benævnes med saa pene Ord som «bratte Sving, et Skud, et Vift»; tvertimod minder hans Betegnelser altfor meget om Oftedals «store røde Knytnæver», og dennes «svære Elefanter» myldrer ham oftere end ønskeligt ud af Munden. Hamsun karakteriserer Oftedals Noveller, der «er skrevne, som et Waisenhusbarn laller», i følgende Udtryk: «Der ryger af Blod i hans Fortællinger, han bruger Kniven som en Slagter, støder ned, dræber, sprøiter med Hjerner og Blod, raver i iturevne Tarmer som paa en Slagmark». Han skildrer Oftedal som Prædikant, hans familiære, blasfemiske Tale om de hellige Ting: «Han er Guds specielle Bekjendt og Kamerat med alle hans Engle. Det er, som om han vilde sige: jeg kjender de Herrer, jeg har kjørt i Trille med dem i min Ungdom. Det var en varm St. Hansnat, vi sang en Sang, vi havde Hatten paa<noinclude> <references/></noinclude> sk8bnptxvfyuwcvlv0p2dmj4euh87fa 104 32333 321370 320136 2026-05-13T21:47:50Z Øystein Tvede 3938 321370 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Snur . . .» Og han afslutter sin Harangue over Oftedal som Politiker med disse malende Linjer om ham og hans troende Følgeskare, der synes mig de bedste i dette Hamsun temmelig uværdige Produkt: «Thi rider Fetischen sin sorte Hest. Og der, hvor han farer frem, kløver han Verden i to. Men hans Følge vandrer ham saa tæt i Hælene, at det intet kan se uden ham. De lykkelige gaar til Knæs i Rytterens dybe Fodspor, og de takker Fetischen for den tunge Plage. Men naar Fligen af hans Fane strækker sig bagover og banker dem paa Hjernen og slaar deres Tanker ned, da jubler hele hans Følge og bereder ham Lov . . .» Dog &mdash; vi vil ikke længer beskjæftige os med denne Bog. Den er med sin grove, støiende Talentfuldhed skrevet for et lignende Publikum som det, der kan nyde Hr. Oftedals Aandsudgydelser, &mdash; «den kravlende Almue, der har Hoveder af Læder og Maver som Malmgryder, Folk, der kan drikke Skedevand og fordøie Spiger». Da Hamsun næste Gang traadte frem for Mængden med en Bog, henvendte han sig til en anden Læsekreds. <section end="1"/> <section begin="2"/><center>II.</center> Neppe har et litterært Debutarbeide paa lange Tider vakt tillive saa megen Undren og Beundring<section end="2"/><noinclude> <references/></noinclude> 5sh00jiaft3zvsftbqc56gpb2n0h6nr 104 32334 321364 320092 2026-05-13T21:33:31Z Øystein Tvede 3938 321364 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude> En Tid efter at «Bjørger» var udkommen, reiste Hamsun til Amerika, hvor han opholdt sig i flere Aar. I Sommeren 1886 skrev han nogle Føljetoner i ''Dagbladet'', hvori han skildrede sine Oplevelser som Foredragsholder i Drammen, Stavanger og andre Byer. Han havde talt over vinnerne Kielland og Strindberg, men med ulige ringere Udbytte — i financiel som i andre Henseender —, end da han nogle Aar senere foretog de celebre Nedslagtninger af Ibsen, Bjørnson, Lie, osv. Foruden disse Skisser finder jeg endvidere af ham i ''Dagbladet'' en Novellestudie betitlet «Synd», en anonym Artikel om amerikansk Litteratur og en Reiseskisse, hvori berettes om en Tur fra Kristiania til New York. Hamsun var ud paa Høsten atter draget over Havet. I samtlige disse mindre Arbeider viser han sig som den raske, dygtige Fortæller med udpræget Forkjærlighed for den Art spøgefulde Overdrivelser og forbløffende Ordsammenstillinger, som de amerikanske Humorister har vundet megen og fortjent Berømmelse for. Det lille Stykke «Synd», der handlede om de Følger, som Godtfolks meningsløse Ødslen med Blomster paa Gravene kan faa, naar den frister fattige Børn til Tyveri og derved for altid indvier dem til et Liv i Last og Elendighed, røbede foruden en noget forloren {{b1|Sentimenta|litet}}<noinclude> <references/></noinclude> 9wholvprfjxpik3jvho51z3lh4ze5o9 104 32335 321365 177121 2026-05-13T21:35:39Z Øystein Tvede 3938 321365 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude>{{b2|Sentamenta|litet}} — som ogsaa senere har kunnet bemærkes i Hamsuns Produktion — paa en interessant Maade det sterkest fremtrædende Karaktertræk i hans Kunstnertemperament: Lysten til at gaa ad egne nye Veie og fremdrage de hidtil upaaagtede Sider ved Tingene. Men der var dog ikke i disse Arbeider noget særlig opsigtsvækkende eller afstikkende originalt, der varslede den senere Stilvirtuos og geniale Fribytter. Det var derfor en voldsom overraskelse for Kyndige som Ukyndige, da den helt ukjendte Knut Hamsun først debuterede anonymt med Prosafragmentet «Sult» i ''Ny Jord'' og nogle Maaneder senere under fuldt Navn udgav den ligesaa vittige som uforskammede Bog «Fra det moderne Amerikas Aandsliv» — et sprudende, gnistrende Fyrverkeri af forsorne Brandere, ferske Banaliteter, ungdommelig overmodige Paradoxer og aandfuldt tournerede Epigrammer. Den kaade, zigeuneragtige Fritaler og galgenglade Clown, som her gav sin uforgribelige Mening tilkjende om de fleste Ting mellem Himmel og Jord var en lyslevende Ironiker Aasmund Vinje, — hensynsløst oprigtig, bevidst uretfærdig og fræk, men aldrig kjedelig og ofte nok alvorligere og dybere end de respektable, evigt sortklædte og begrædelige Farisæere, hvis Funktion er at dømme<noinclude> <references/></noinclude> szfmjytgunlhkqnbq70pbygn7r12113 104 32337 321371 320132 2026-05-13T21:52:43Z Øystein Tvede 3938 321371 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men han ofrede aldrig Tanken saalidt som den logiske, naturbundne Sammenhæng for Stilens klingende Lydvirkninger. Paa de unge modtagelige Sind virkede denne Stil befriende, berusende, befrugtende. Der stod op af den den sterke Aande af et eget frit Sind, en ny suveræn Personlighed, et skrankebrydende, grænseflyttende, vilkaarligt Jeg. I al Stilhed, uden et eneste uvedkommende tydeligt Ord, uden et eneste Skridt udenfor Tryllekredsen om Digterens Land udtalte her en helt ny Aandsretning og Livsanskuelse sin Protest og sit Program. Hos denne Mand brændte bag Lidelsen ved Virkeligheden den Oprørsfølelse, som altid er den drivende Kraft i de Unges Sind, og over hans blødt dæmpede, rykvis opblussende og hellige Tale, laa den Stemning af Hjemve mod et fjernt mystisk Fædreland, &mdash; som maaske blot er den overvundne Oprørsfølelse i en ny Form. Knut Hamsun havde med denne Stump Prosa paa 29 Tidsskriftsider lagt Grundstenen til en ny Digtning i Norden. Udpaa Foraaret udkom «Sult» som Bog. Fragmentet fra ''Ny Jord'' var sat ind mellem tre nye store «Stykker», og det hele udgjorde et stateligt Romanbind paa 21 Ark. Det hilsedes af Kritiken med næsten enstemmig Begeistring. De yngste, uforbeholdneste Læsere sagde, at ingen Bog havde<noinclude> <references/></noinclude> 7thg0ybqiza9bz45uze5ko0h7x1vi8p 104 32345 321372 320144 2026-05-13T22:15:04Z Øystein Tvede 3938 321372 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et Fabeldyr, der havde kastet sig flad paa Bugen og strakt Arme og Horn og Føletraade ud i alle Retninger.» Vor Helt har ingen Opgaver i Tilværelsen &mdash; uden den at spille sit Livs Komedie tilende; ingen Herre har ham i sin Tjeneste, ingen Baand eller Pligter trykker ham. For saavidt muligt at være sikret mod alle Skjæbnens Omskiftelser bærer han et lidet Glas Blaasyre i Vestelommen. Han beslutter at slaa sig ned i denne mærkelige By, &mdash; og det lykkes ham omsider trods megen Distraktion og Upraktiskhed at komme iland. Han er Kvæn, er under Middelhøide og har «et brunt Ansigt med et underlig mørkt Blik og en fin kvindeagtig Mund». Han har fartet adskilligt om i Verden. Sidst kommer han fra Helsingfors. Denne Mand er ikke før kommen indenfor Hotellets Døre, før han begynder at forbause sine Omgivelser. Han vil ikke sige, hvem han er; vandrer paa sin Fod til Nabobyen og sender derfra Telegrammer til sig selv om Salg af en Landeiendom til 62 000 Kroner; hilser dybt paa en af Byens Damer; slutter sig meget intimt til en forkrøblet Stakkel, som Folk har for Nar, osv. Og som han forbauser Byen, forbauser han os. Medens han ligger i sin Seng og venter paa, at Pigen skal komme med Skoene, falder han i mange mærkelige Tanker. Der er nu først Gladstone,<noinclude> <references/></noinclude> fbb89q450vuamadtt0aflx7ekv6tfd7 104 32346 321354 320095 2026-05-13T21:02:02Z Øystein Tvede 3938 321354 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som har været forkjølet, men saa er kommet sig igjen, hvilket bringer ham til at producere flere ondskabsfulde Morsomheder paa denne store Mands Bekostning. Saa er det en stakkels teologisk Student, som nylig har taget Livet af sig af Kjærlighed til den førnævnte Frøken Kielland. Denne Fyr har efterladt sig nogle Ord, som Nagel finder «svulstige nok til at være menneskelige». Dermed er hans Tanke paa en ligesaa let som naturlig Maade ført hen paa Victor Hugo, der nu faar sit paaskrevet med nogle enkle, kraftfulde Epiteter. Hvilket saa videre leder til en større Udskjælden af andre «store Mandfolk», Tolstoi, Ibsen osv., og et længere begeistret Udbrud om den «høie Mand, de høie Mænd, Herrerne, Verdensaanderne tilhest (Hegels Udtryk om Napoleon), de store Terrorister, den uhørte Donkraft, der veier Kloder op . . .» Men vor Helt interesserer sig ikke blot for metafysiske Mysierier. Den mere jordiske Gaade: <poem> {{liten|Wie, wo und wann sich Alles paart? Warum sich’s liebt und küsst?}} </poem> {{nodent/s}}grubler han meget over. Og han har flere mindre pyntelige Historier at fortælle fra disse Livets Omraader. Han er selv et meget letfængeligt Hjerte. Den ulykkelige Kjærlighed til Frøken Kielland, som<noinclude> <references/></noinclude> h7m51jt6z49elbwtz9vjocaj8pmlmw0 321373 321354 2026-05-13T22:17:47Z Øystein Tvede 3938 321373 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som har været forkjølet, men saa er kommet sig igjen, hvilket bringer ham til at producere flere ondskabsfulde Morsomheder paa denne store Mands Bekostning. Saa er det en stakkels teologisk Student, som nylig har taget Livet af sig af Kjærlighed til den førnævnte Frøken Kielland. Denne Fyr har efterladt sig nogle Ord, som Nagel finder «svulstige nok til at være menneskelige». Dermed er hans Tanke paa en ligesaa let som naturlig Maade ført hen paa Victor Hugo, der nu faar sit paaskrevet med nogle enkle, kraftfulde Epiteter. Hvilket saa videre leder til en større Udskjælden af andre «store Mandfolk», Tolstoi, Ibsen osv., og et længere begeistret Udbrud om den «høie Mand, de høie Mænd, Herrerne, Verdensaanderne tilhest (Hegels Udtryk om Napoleon), de store Terrorister, den uhørte Donkraft, der veier Kloder op . . .» Men vor Helt interesserer sig ikke blot for metafysiske Mysterier. Den mere jordiske Gaade: <poem> {{liten|Wie, wo und wann sich Alles paart? Warum sich’s liebt und küsst?}} </poem> {{nodent/s}}grubler han meget over. Og han har flere mindre pyntelige Historier at fortælle fra disse Livets Omraader. Han er selv et meget letfængeligt Hjerte. Den ulykkelige Kjærlighed til Frøken Kielland, som<noinclude> <references/></noinclude> 1dh35syw7fzjsekgdilbc4b10eafa66 104 32350 321374 320147 2026-05-13T22:22:50Z Øystein Tvede 3938 321374 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><br/> Der er noget ved Johan Nagel, som man maaske kommer nærmest ved at kalde ham Karikaturen af et Geni. Vi kjender moderne Aander, hvis Liv og Arbeide med uhyggelig Klarhed aabenbarer sig som en eneste stor uovervindelig Fortvilelse. Den nagende og gravende Uroens Dæmon, som sidder dybt i deres Hjerte, lader sig ikke bringe til Ro, selv naar de ved at proklamere sig som Overmennesker «med en Jonglørsaltomortale hæver sig op over Misèren». Johan Nagel gjør ofte Forsøg paa at bruge sig selv som Springbræt til at komme op i høiere Sfærer, hvorfra han, den fremmede blandt Menneskene, kan se den uendelige Sammenhæng og Mening i alt. Stundom lykkes det ham ogsaa at faa sagt en hel Del gode og morsomme Ting. Men ligesaa ofte slaar Inspirationen Klik. Og han staar for os ribbet for alt sit brogede Flitter i hele sin nøgne Jammerlighed. Eller han skjærer Ansigter og gebærder sig som en Bajads, medens han hulker under Clownsminken. Sikkert er det, at tilslut taber han paa alle Hold. Ogsaa i Mysteriernes irrationelle Verden hersker Moral og Love. Det er som en Række Stemningsbilleder, Mysterier har sin store, sjeldne Værdi. Der er indflettet i den en tre-fire lyriske Drømme-Syner af en i vor Litteratur enestaaende mystisk Skjønhed.<noinclude> <references/></noinclude> i843impkcj3fg4iqqawtrlf4q0s0pnj 104 32351 321375 320098 2026-05-13T22:25:43Z Øystein Tvede 3938 321375 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hamsun viser sig her i Besiddelse af en Fantasi, der kunde brødføde ti Symbolister. Romanen i Bogen derimod er grov og udvendig. Den bestaar af alle hans fortvilede Forsøg paa at vække Frk. Kiellands slumrende Kjærlighed. Saa af hans tragi-komiske Beilen til Martha Gude, en sortøiet, hvidhaaret firtiaarig Pige, der lever i ensom Fattigdom og er sky og ydmyg som en af Dostojefskijs «Forladte og Undertrykte». Og endelig af hans Samtaler med «Minutten», en stakkels halvfjollet Krøbling, som han driver psykologiske Experimenter med. Vi aander lettet, naar vi er kommen over denne Roman om hans Liv i den lille Kystflække. {{. . .}} Han føler sig som en slagen Mand, som ureddelig fortabt, da endog Martha Gude forsmaar ham. Nu har han blot sit Giftglas at stole paa. Det bliver «lidt Krampe, lidt bedsk Komik i Fjæset, to tre Gisp»; men saa er det ogsaa forbi. Dog, da han staar ligeoverfor den store Afgjørelse, vaagner pludsdilg alle de fortvilede Tanker, der altid ligger paa Lur efter hans Sjælefred. Grædefærdig og tænderskjærende af Smerte og Raseri samler han endnu en Gang sit brudte Sinds Kræfter til en Anklage mod Tilværelsen. Han bøier sig for alle de Livets Magter, som har gjort det af med ham, og han forbander dem hedt og inderlig. Det gaar ud over den hele Verden {{. . .}} Dagny Kielland,<noinclude> <references/></noinclude> sjub7q96ovaqhs0bkpk1yrxmpc2gkwt 104 32355 321376 320103 2026-05-13T22:58:03Z Øystein Tvede 3938 321376 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Sjæle og Skjæbner som en ublu og æreløs Seelenverkooper. Ja, var de ikke kommet med disse to Idealernes lykkelig-ulykkelige Elskere, de brødløse Don Quijoter, Høibro og Coldevin, saa maatte «Redaktør Lynge» og «Ny Jord» stilles i Klasse med Epigon-Litteraturens Klagedigte og -Skuespil, en litterær Genre, som Hamsun ikke skulde synes at have Forudsætninger for eller Sympati med. Værst er «Redaktør Lynge». Fattig paa Virkelighed og endnu fattigere paa Stemning formelig svulmer og drypper den af den konventionelle, vandkjæmmede faare-fromme Ædelhed, der aldrig forfeiler sin Virkning paa Publikums Hjerter. Ingen Røver- eller Ridder-Romans Helt har nogensinde baaret tilskue saa megen Bravhed og Uforfærdethed paa ét Bret som denne Leo Høibro, der bekjæmper Humbug, Reklame og moralsk Svindel. Men morsomt er det ikke blevet alligevel. Hamsun, der ellers har saa let for at finde de uhyggelig sikre, knusende Udtryk for Indignation og Had, er her bedrøvelig mat og broddløs; &mdash; maaske har hans Harme ikke været helt ægte denne Gang. «Redaktør Lynge» præsenterer sig som et Tidsbillede fra det moderne Kristiania. I denne store Stad skal der, ifølge Bogen, i de senere Aar være foregaaet en gjennemgribende Forandring i alle Livsforhold.<noinclude> <references/></noinclude> qoovi20m9hbwlih8oh6j5iogr9r3zwk 104 32356 321377 320104 2026-05-13T23:04:24Z Øystein Tvede 3938 321377 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Al god gammel Orden er sat paa Hovedet. De unge Piger har mistet alle Ærbarheds- og Anstændigheds-Instinkter. Tøseri og løse Manerer florerer. Alle Folk gaar paa Kaféer, og Hjemmene lægges øde. Alt, hvad der heder Pietet, Uskyld, Trofasthed, Renhed, kort sagt: Hjertets Adel, er omtrent helt forsvunden. I dens Sted har en skamløs, sportsmæssig. saakaldt Frisindethed eller Fremskredenhed som en smitsom Syge befængt den ganske By. Alt ansees for tilladt. Det gjælder blot at gjøre Lykke, at slaa sig frem. Det Maal helliger ethvert Offer. For at naa det bringer man villig tiltorvs ikke blot slige forældede Ting som Dannelse, Finfølelse, Skjønhedssans, men ogsaa de Egenskaber, som skulde synes de for enhver Sjæl umisteligste, de ligefrem livsopholdende: Selvagtelse, simpel borgerlig Ærlighed og Sandfærdighed osv. Kort og godt, den hele Stad er i Bund og Grund demoraliseret, og Folk driver om uden Moral og Overbevisning i hver flygtig opblussende Stemnings Vold. Al denne Elendighed har ét Ophav: Bladet ''Gazetten'' og den Slyngel af en Redaktør, som udgiver det: Alexander Lynge. Ved sin politiske Uvederheftighed &mdash; det skifter Standpunkt, hver Gang det har Trang til nye Abonnenter &mdash;, ved sit frække Reklamevæsen, ved sin omtrent udelukkende Beskjæftigelse<noinclude> <references/></noinclude> mmzsx0v3lr1xr3ya56d7abjsit508zs 104 32361 321378 320109 2026-05-13T23:13:19Z Øystein Tvede 3938 321378 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>levende, men &mdash; fraregnet en med korte Mellemrum opdukkende liden lys Grosserer-Idyl &mdash; endnu mørkere i Farven og Stemningstonen. Alle Folk er blevet til forlystelsessyge Kneipegjæster, Hjemmene er i Opløsning eller helt ødelagte. Kvinderne er karakterløse, lystne Dukker, der løber fra den ene til den anden, «snuser til hvemsomhelst og giver alle det villige Blik». Mændene er ikke bedre, de er udhulede, afartede og smaa; de bærer sine Horn med Anstand eller trøster sig med at sætte dem i Panden paa sin bedste Ven. Men værst er det med Ungdommen, den har saa koldt og magert Blod, at ingen Ting interesserer den længer uden Bogskriveri og fine Klæder . . . Hvem har nu Skylden for dette sørgelige sædelige Forfald? Digterne, svarer Coldevin-Hamsun, eller kanske mest den skadelige Fordom hos det dannede Publikum, som holder fast ved den dumme, gamle Ærbødighed for Skribenter og Kunstnere. Vi havde engang et straalende herligt Aandsveir i vor Litteratur. Dengang var Digterne vore Førere: «De stod svulmende rige og slængte Dukater ud af Vinduet med herlig og ufornuftig Sorgløshed; de havde Raad til Vidtløftighed, Uveir, forbausende Triumfscener af rød Kraft. Nu er de sparsomme og tørre og kloge. De piner ud af sig en Bog nu og da, skraber samvittighedsfuldt Bunden i sig for hver<noinclude> <references/></noinclude> elm2lz4a8grt96crzyz4x32zsp9a3os 104 32362 321355 320110 2026-05-13T21:05:10Z Øystein Tvede 3938 321355 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gang, &mdash; og Aviserne holder dem troligt frem, Bladene gjør dem til Aander, til Tænkere, Seere; Dag efter Dag lyder det samme hule Skryd . . . Forfatterne er slet ikke læsrværdigr Begavelser mer; ak nei, de griber dybt ind i Tidens Aandsliv, de taler altid, som om de indvarsled en ny Kulturmagt, mindst; de sætter Europa i Grublen . . .» Ak ja! Mangen en brav Mand og Kvinde vil have følt en deilig Glæderislen gaa gjennem sig, naar de lyttede til den fortræffelige Huslærers vellydende Talestrømme. Hvilken skjændig Samfundsplage er dog ikke disse Forfattere (Gud ved, om der ikke er over fjorten Stykker af dem!), hvis Bøger vi laaner paa Leiebibliotekerne eller af vore litterære Venner. De Døgenigter! —; rabler de ikke ofte en hel Roman sammen paa et eneste Aar, den de danske Forlæggere forærer dem 1000 Kroner for. Og saa disse store Stipendier til Berliner- og Pariserreiser . . . Ja, det er frygteligt. Men endnu tristere synes det andre, at Coldevin maaske har Ret i sine Udfald mod Idéløsheden og Aandsfattigdommen hos Digterne, &mdashs; men rigtignok burde han saa gaa løs paa den nulevende Alverdens Digtere. Her paa Bjerget turde der for Øieblikket være forholdsvis Velstand paa Poesi. Ialfald staar vi sikkerlig paa Høide med baade Paris, St. Petersburg og New<noinclude> <references/></noinclude> a4rveg0q2g3wuaaehs15w8oqh279hys 321356 321355 2026-05-13T21:06:24Z Øystein Tvede 3938 321356 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gang, &mdash; og Aviserne holder dem troligt frem, Bladene gjør dem til Aander, til Tænkere, Seere; Dag efter Dag lyder det samme hule Skryd . . . Forfatterne er slet ikke læsrværdigr Begavelser mer; ak nei, de griber dybt ind i Tidens Aandsliv, de taler altid, som om de indvarsled en ny Kulturmagt, mindst; de sætter Europa i Grublen . . .» Ak ja! Mangen en brav Mand og Kvinde vil have følt en deilig Glæderislen gaa gjennem sig, naar de lyttede til den fortræffelige Huslærers vellydende Talestrømme. Hvilken skjændig Samfundsplage er dog ikke disse Forfattere (Gud ved, om der ikke er over fjorten Stykker af dem!), hvis Bøger vi laaner paa Leiebibliotekerne eller af vore litterære Venner. De Døgenigter! —; rabler de ikke ofte en hel Roman sammen paa et eneste Aar, den de danske Forlæggere forærer dem 1000 Kroner for. Og saa disse store Stipendier til Berliner- og Pariserreiser . . . Ja, det er frygteligt. Men endnu tristere synes det andre, at Coldevin maaske har Ret i sine Udfald mod Idéløsheden og Aandsfattigdommen hos Digterne, — men rigtignok burde han saa gaa løs paa den nulevende Alverdens Digtere. Her paa Bjerget turde der for Øieblikket være forholdsvis Velstand paa Poesi. Ialfald staar vi sikkerlig paa Høide med baade Paris, St. Petersburg og New<noinclude> <references/></noinclude> qvmt06uf1ouhgd96td8zioegyafstbl 321379 321356 2026-05-13T23:15:03Z Øystein Tvede 3938 321379 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gang, &mdash; og Aviserne holder dem troligt frem, Bladene gjør dem til Aander, til Tænkere, Seere; Dag efter Dag lyder det samme hule Skryd . . . Forfatterne er slet ikke læseværdige Begavelser mer; ak nei, de griber dybt ind i Tidens Aandsliv, de taler altid, som om de indvarsled en ny Kulturmagt, mindst; de sætter Europa i Grublen {{. . .}}» Ak ja! Mangen en brav Mand og Kvinde vil have følt en deilig Glæderislen gaa gjennem sig, naar de lyttede til den fortræffelige Huslærers vellydende Talestrømme. Hvilken skjændig Samfundsplage er dog ikke disse Forfattere (Gud ved, om der ikke er over fjorten Stykker af dem!), hvis Bøger vi laaner paa Leiebibliotekerne eller af vore litterære Venner. De Døgenigter! —; rabler de ikke ofte en hel Roman sammen paa et eneste Aar, den de danske Forlæggere forærer dem 1000 Kroner for. Og saa disse store Stipendier til Berliner- og Pariserreiser {{. . .}} Ja, det er frygteligt. Men endnu tristere synes det andre, at Coldevin maaske har Ret i sine Udfald mod Idéløsheden og Aandsfattigdommen hos Digterne, — men rigtignok burde han saa gaa løs paa den nulevende Alverdens Digtere. Her paa Bjerget turde der for Øieblikket være forholdsvis Velstand paa Poesi. Ialfald staar vi sikkerlig paa Høide med baade Paris, St. Petersburg og New<noinclude> <references/></noinclude> 1t5nqm6l6qctguezv8tbawen1yok3dg 104 32365 321380 320115 2026-05-13T23:19:58Z Øystein Tvede 3938 321380 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Hun var usædvanlig tyk og hviled tungt og mageligt i Sædet, hun havde Opstoppernæse og et kneisende Hoved; et rødt Slør, som hun havde paa Hatten, hang hende ret nedad hendes Ryg. Kun nogle ældre Mennesker lod til at kjende hende og hilste, og hun besvared med et Udtryk af Ligegyldighed hver Hilsen fra sin Trille.» {{. . .}} Da gaar det pludselig et Lys op for den ældste Digter: &mdash; Herregud, det er jo Fru Liberia! Og nu kjender ogsaa de andre hende. Journalisten mindes, at han havde kysset hende en syttende Mai i en begeistret Stund for længe siden. Og alle ærgrer sig over, at de ikke fik hilst paa hende. Men Maleren synes ikke, de bør tage sig nær af den Ting: Hvem kan da ogsaa kjende hende igjen fra Aar til andet? Hun er aldrig ude, hun deltager ikke i noget, hun sidder bare der hjemme og feder sig» . . Dog, den ene af Digterne &mdash; han, som for Tiden haaber paa Stipendiet &mdash; er utrøstelig, fordi han ikke fik Anledning til at hilse paa den rødt beslørede Frue. Hun var istand til at tage ham det ilde op. Det var bekjendt, at hun havde den største Indflydelse paa sin Mand, det kongelige Kommissionsmedlem, der den Dag imorgen kunde gaa til Ministeren og foreslaa en anden til Stipen-<noinclude> <references/></noinclude> ni70if7dxqxyjvut861z2wa2w78grwd 104 32370 321322 320120 2026-05-13T20:13:10Z Øystein Tvede 3938 321322 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>megen Brug for den saakaldte sunde Menneskeforstand. Ingen Handling, ingen Udvikling: alt kommer uforberedt, pludseligt, i Ryk og Stød, som røde, spillende Lyn ud af det blinde, rugende Mørke, der er Stykkets stadige Baggrund, &mdash; tiltrods for at Sceneangivelserne lader det foregaa i alle fire Aarstider. Dette er den allernyeste Skuespilteknik: ingen Logik, ingen rød Traad eller venlig Pegepind til Støtte for den snubende Begribelse. Man er træt af den kolde, tørre Forstandighed, som kan regnes ud med det stadig samme, kjedelige, gammelkjendte Maal. Alene Følelsen er uendelig, omskiftende, uberegnelig. Den skaber altid nye Sange. Og saa har ogsaa den sin Lov og Grænser, &mdash; den strenge Skjæbne og det mørke Fatum, som vort Hjertes vilde Længsel evigt knuses mod. Det er Følelsens herlige Ufornuft og glade Meningsleshed, der fryder vort Sind i «Livets Spil». Et enestaaende oprindeligt Temperament taler ud af dets snart skjønne, snart forbløffende, snart urimelige, men altid sære og synderlige Repliker. Der skal Mod til en slig uforbeholden Aabenmundethed &mdash; eller er det Hemmelighedsfuldhed?<ref>En Samling Skisser udgivne under den betegnende Fællestitel «Siesta» (Sommeren 1897) giver et interessant Overblik over Hamsuns Udvikling som Stilist og Fortæller. Dens eneste Mangel er nogen Ufuldstændighed, man savner et Par karakteristiske Beretninger. Den, som forstaar at læse, vil dog neppe beklage, at Forfatteren har holdt tilbage Ting, han selv ikke er fornøiet med.</ref><noinclude> <references/></noinclude> lg5wm33rhty3safkpr0iphkqcffw13i 321381 321322 2026-05-13T23:27:57Z Øystein Tvede 3938 321381 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>megen Brug for den saakaldte sunde Menneskeforstand. Ingen Handling, ingen Udvikling: alt kommer uforberedt, pludseligt, i Ryk og Stød, som røde, spillende Lyn ud af det blinde, rugende Mørke, der er Stykkets stadige Baggrund, &mdash; tiltrods for at Sceneangivelserne lader det foregaa i alle fire Aarstider. Dette er den allernyeste Skuespilteknik: ingen Logik, ingen rød Traad eller venlig Pegepind til Støtte for den snubende Begribelse. Man er træt af den kolde, tørre Forstandighed, som kan regnes ud med det stadig samme, kjedelige, gammelkjendte Maal. Alene Følelsen er uendelig, omskiftende, uberegnelig. Den skaber altid nye Sange. Og saa har ogsaa den sin Lov og Grænser, &mdash; den strenge Skjæbne og det mørke Fatum, som vort Hjertes vilde Længsel evigt knuses mod. Det er Følelsens herlige Ufornuft og glade Meningsløshed, der fryder vort Sind i «Livets Spil». Et enestaaende oprindeligt Temperament taler ud af dets snart skjønne, snart forbløffende, snart urimelige, men altid sære og synderlige Repliker. Der skal Mod til en slig uforbeholden Aabenmundethed &mdash; eller er det Hemmelighedsfuldhed?<ref>En Samling Skisser udgivne under den betegnende Fællestitel «Siesta» (Sommeren 1897) giver et interessant Overblik over Hamsuns Udvikling som Stilist og Fortæller. Dens eneste Mangel er nogen Ufuldstændighed, man savner et Par karakteristiske Beretninger. Den, som forstaar at læse, vil dog neppe beklage, at Forfatteren har holdt tilbage Ting, han selv ikke er fornøiet med.</ref><noinclude> <references/></noinclude> cpe2s4aj8453spmxqesc87y7l9f54l4 104 32371 321382 320121 2026-05-13T23:35:00Z Øystein Tvede 3938 321382 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><center>V.<br> '''Pan.'''</center> <div align="right">{{liten|''Les grandes passions sont soli-''<br>''taires . . . la nature ne ment pas.''<br>''Chateaubriand-Rousseau.''}}</div> &emsp;Denne Bog er Hamsuns store Triumf. I den har han fundet sin Digtnings forjættede Land, høit over Virkelighedens, Tidens og Rummets fattige Dimensjoner. Her hersker den dybe, nøgne, grænseløse Ensomhed . . . en Nat uden Mørke, hvor Følelserne luer op og brænder ud i vild, salig Ubekymrethed for Liv og Død under Glædens røde skjælvende Sol og Sorgens blege, hvide, stille Stjerner. Luende Himmel om Dagen og om Natten, &mdash; Solen staar og stamper, Horisonten dønner af Lys. «I Nattens Timer har pludselig store hvide Blomster udfoldet sig i Skogen, deres Ar staar aabne, de aander. Og lodne Tusmørkesværmere sænker sig nedi deres Blade og bringer hele Planten til at skjælve. Jeg gaar fra den ene til den anden Blomst, de er berusede, det er berusede Blomster, og jeg ser, hvorledes de beruses . . .» Vort Aarhundrede har oplevet en Gjenvaagnen af Naturfølelsen, en Gjenfødelse af Naturkjærligheden og Naturtilbedelsen i saa fortærende inderlige Billeder og Symboler, at de fører Tanken hen<noinclude> <references/></noinclude> 26fedip6glwz3rj0pg3915bhuxya1ob 104 32378 321383 320151 2026-05-13T23:47:19Z Øystein Tvede 3938 321383 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Brodd sidder der og stinger, — den nagende Længsel, den onde Uro i Øiet, som stirrer i øgende Angst ind i det Ukjendtes og Kommendes Skyggeverden. Da finder han Lidelsen. Alene den bedøyer. Alene den er sterkere end alt andet. Grænseløs høi, endeløs dyb; evig. Og Lidelsens Løn er Døden, Dødens Fred. {{---}} {{luft|5em}} {{høyre|{{x-mindre|Juli—Aug. 95; Juni 96.{{gap|2em}}}}}}<noinclude> <references/></noinclude> dcqvx96mt86fo8azkng8oqnou6jwiix 104 32393 321345 177125 2026-05-13T20:44:12Z Øystein Tvede 3938 321345 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /> <center><big>{{sc|Arne Dybfest}}.</big></center></noinclude>{{nodent/s}}{{Innfelt initial|«D}}er findes en Blomst, som heder Sensitiva amorosa. Jeg skal ikke indlade mig paa at oversætte de to Ord. Ola Hansson har opdaget og beskrevet den, og derfor bør jeg citere nogle karakteristiske Linjer af hans Beskrivelse, — skjønt denne neppe er rigtig i alle Enkeltheder. «Der växer i det moderna samhällets öfverkultiverade jordmån en underlig och sällsom ört, som heter Sensitiva amorosa. Dess kronblads ådror äro fyllda af morbida oljar, dess doft har en sjuklig sötma, och dess kolorit är dämpad(?) som dagern i ett sjukrum med nedrullade gardiner och skrä som en döande aftonrodnad.» Med denne Plante vil jeg ligne ham, hvis allerede glemte Navn staar over disse Blade, ham, der døde fireogtyve Aar gammel og<noinclude> <references/></noinclude> mc2pv99vd7skzhu226rgj7pi7h1mjx3 321347 321345 2026-05-13T20:45:20Z Øystein Tvede 3938 321347 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude> <center><big>{{sc|Arne Dybfest}}.</big></center> {{nodent/s}}{{Innfelt initial|«D}}er findes en Blomst, som heder Sensitiva amorosa. Jeg skal ikke indlade mig paa at oversætte de to Ord. Ola Hansson har opdaget og beskrevet den, og derfor bør jeg citere nogle karakteristiske Linjer af hans Beskrivelse, — skjønt denne neppe er rigtig i alle Enkeltheder. «Der växer i det moderna samhällets öfverkultiverade jordmån en underlig och sällsom ört, som heter Sensitiva amorosa. Dess kronblads ådror äro fyllda af morbida oljar, dess doft har en sjuklig sötma, och dess kolorit är dämpad(?) som dagern i ett sjukrum med nedrullade gardiner och skrä som en döande aftonrodnad.» Med denne Plante vil jeg ligne ham, hvis allerede glemte Navn staar over disse Blade, ham, der døde fireogtyve Aar gammel og<noinclude> <references/></noinclude> eak4r1n4rxpc7lwqph7foaxue79bbv1 104 32394 321346 177127 2026-05-13T20:44:36Z Øystein Tvede 3938 321346 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude>efterlod sig to Bøger — eller rettere sagt en Bog i to Udgaver — «[[Ira]]» og «[[En Ensom]]», der flammer som purpur og skarlagen i vor unge Kunsts lidt blege og kolde Blomsterflor.{{nodent/e}} Arne Dybfest er den følsomste, mest umiddelbare og naive blandt de yngste norske Poeter. Det vil igjen sige, at han maatte blive den sygeste, bizarreste, ensomste af dem alle. For ham var hvert Indtryk en Lidelse, en ond Drøm, en ængstende Hallucination. Ingen af vore Digtere har følt Virkeligheden mere intenst end denne enkle uudviklede Fantast, der følgende sine dunkle Indskydelser med Feberhast gjennem Livets mangfoldigt slyngede Labyrint. Vanvittig beruset af sig selv, al den hele underlige Verden... Hvor kan man lukke sit Hjerte for det varme Væld af ung strømmende Begeistring over Tilværelsen, af jublende Taknemmelighed for Livets Gave og bange skjælvende Henrykkelse over Solen, Havet, Kvinden og den lyse Jord, som synger imod En fra hver Side, han har skrevet. Den Dag idag husker jeg saa tydelig mit Indtrvk af den første Avisartikel, jeg saa med hans Navn paa Foden. Den stod i ''Dagbladet'' og fortalte om en italiensk Anarkist, han havde truffet sammen med i «det store jublende Paris — Glædens deilige By». Der var en ganske egen Stemning over den<noinclude> <references/></noinclude> 6tf9wgapm8tvcb2kn8rc30tb5sfbmfb 104 32472 321334 177133 2026-05-13T20:32:24Z Øystein Tvede 3938 321334 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude>Skikkelse. «Hun er i hvid Natdragt, og Haaret er uredt og falder i sorte grønlig skinnende Floker nedover Skuldrene. Det døde Øie er vendt mod mig, et stivt udslukket Øie uden Glans, og Ansigtet er furet med dybe Rynker. Og hendes Hænder, der ligner en Dødnings Knokler, er løftede mod mig og jeg synes som om disse klamre Fingre vil gribe mig om Struben og stanse mit Livs Aande {{. . .}}» Og som Ira forvandles, forvandles han selv. Han følger opmærksomt studerende hver eneste af sit Jegs Bevægelser, fortæller os, hvordan «jeg gaar med bøiet Hoved, stirrende ned», hvordan «jeg slentrer henad Gaden overlegen og selvbevidst som altid», at «jeg efter alles Vidnesbyrd er udrustet med en glimrende Aand, en skarp ualmindelig Forstand» o. s. v. Og han forstaar nu sin Kjærlighed til Ira — denne underlige sælsomme Kvinde, over hvem der laa «en hed høstlig Stemning, en høitidelig lummer Stemning som i et Sygeværelse, hvor Døden ventes til Gjæst» — som en «Urdrift i sit Væsen, Driften til at søge det syge og visnende i Livet, det, som ventede paa Opløsning — for atter at blive fornyet og gjenfødt {{. . .}}» Ira bliver da Symbolet paa Høsten, Døden, det sygelige i Attraaen, Tilintetgjørelsestanken, som gammel og ny Mystik har kjædet uopløselig {{b1|sam|men}}<noinclude> <references/></noinclude> d7p8w1laoxinncoq3g01c9k24x9vgsk 104 32622 321357 160813 2026-05-13T21:08:09Z Øystein Tvede 3938 321357 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude><poem> Der vælter bølgen blytungt imod bredden; der sysler Charon lydløs i sin båd. Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte ved færgestedet, &mdash; spørge hver en ånd, hver flygtig skygge, som fra livets rige let-skridende sig nærmer dødens flod, &mdash; vil spørge ham, hvorledes Catilina vel færdes blandt de levende deroppe, &mdash; vil spørge, hvordan han har holdt sin ed. Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel hver dødning ind i øjets brustne dyb, &mdash; se efter, om det ej er Catilina. Og når han kommer, vil jeg følge ham; &mdash; da gør vi begge overfarten sammen, betræder begge Plutons stille sal. Jeg og som skygge følge skal hans skygge, &mdash; hvor Catilina er, må Furia være! <small>(efter et ophold, mattere.)</small> &emsp;Ah, luften blir så lummer og så kvalm, &mdash; og åndedrættet stedse mere tungt. &mdash; Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe, hvor underverdnens floder strømmer trægt &mdash; <small>(hun lytter; der høres en dump larm.)</small> &emsp;Et sagte drøn? Som åreslag det lyder. Det er de dødes færgemand, der kommer at hente mig. Nej, her &mdash; her vil jeg vente! </poem> <center><small>(Stenene i den nylig tilmurede åbning brydes fra hverandre. ''Curius'' kommer tilsyne udenfor; han vinker til hende.)</small></center> <poem> ''FURIA.'' Vær hilset, Charon! Er du alt beredt at føre mig som gæst til dødens haller? Her vil jeg vente! ''CURIUS'' <small>(hviskende).</small> Ti;--Jeg frelser dig! </poem><noinclude> <references/></noinclude> n3546vykdk3imy49jgy4fsqjtb8y951 104 100923 321181 269092 2026-05-13T15:20:18Z Johshh 5303 321181 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>lige Høns; opholder sig i Skovtrakter og Fjeld- egne, især paa den nordlige Halvkugle. <section begin="Aargau"/>'''Aargau''' (udt. Ahrgau) Kanton i det nordlige Schweiz. Det er 25 Kvadratmil stort og har en Befolkning af ca. 200,000. Den større Halvdel af Indbyggerne er Protestanter, den øvrige Del saagodtsom alle Katholiker. Aargau er et frugtbart og veldyrket Landskab og har ogsaa megen Silfe- og Bomuldsindustri. <section end="Aargau"/> <section begin="Aarhundrede"/>'''Aarhundrede''' (Seculum), en Tid af 100 Aar. Det nuværende Aarhundrede (19de) gaar fra 1ste Januar 1801 til 31te December 1900. <section end="Aarhundrede"/> <section begin="Aarhus"/>'''Aarhus''', By i Jylland ved en Bugt af Katte- gat (Aarhusbugten), med ca. 18,000 Indbyggere. Byen ligger i en vakker og frugtbar Egn paa en Slette, der helder ned mod Havet. Den har to Kirker, hvoraf Domkirken, der er fra det 13de Aarhundrede, hører til de største i de tre nordiske Lande. Aarhus har i den senere Tid ved sin Handel gjort betydelige Fremskridt. Byen er en af de ældste i Danmark, kaldtes tidligere Aros, senere Aars, og fik allerede under Gorm den gamle en Kirke, dengang den tredie i Landet. - Aarhus Amt, 45 Kvadratmil stort med ca. 130,000 Ind- byggere. Af Byer har Amtet Aarhus, Horsens og Skanderborg. I Amtet findes Danmarks høieste Punkter, Eiersbavnehøi og Himmelbjerget. Det har flere smaa Indsiger, hvoraf Skanderborg- og Mos-Sjø har Afløb til Danmarks største Elv, Gudenaa. Amtets østlige Del er meget frugtbar, hvorimod den vestlige for en stor Del bestaar af Hedestrækninger. Aarhus Stift omfatter Aarhus og Randers Amter og støder i Vest til Viborg Stift, i Syd til Ribe Stift og i Nord og Øst til Kattegat. <section end="Aarhus"/> <section begin="Aar og Dag"/>'''Aar og Dag''' betyder i Retssproget 1 Aar 6 Uger, et Tidsrum, som i mange Forhold har stor Betydning. Aar og Dag er den Frist, inden hvilken en Dom skal være erekveret, osv. <section end="Aar og Dag"/> <section begin="Aaron"/>'''Aaron''' (udt. Aron), Søn af Amram og Jo- chebed, Moses ældre Broder, Israels første Ypperste- preft og de israelitiske Presters Stamfader, var Moses Medhjelper under Folkets Udvandring fra Egypten. Døde 123 Aar gammel paa Bjerget Hor. <section end="Aaron"/> <section begin="Aarringe"/>'''Aarringe''', de Ringe, der sees i Endeveden af forskjellige Træsorter. Da en Aarring dannes hvert Aar, kan man bestemme et nedhugget Træes Alder ved at tælle dets Aarringe. De bliver tykke for de Aar, som har været gunstige for Træets Vert, tynde for de ugunstige Aar. <section end="Aarringe"/> <section begin="Aarstad"/>'''Aarstad''' (forhen Alreksstad), gammel Kongs- gaard nærved Bergen, omtales allerede før Kong Harald Haarfagers Tid. Ligger i Aarstad Sogn. '''Aarstiderne''', Vaar, Sommer, Høst, Vinter, begynder med Jevndøgn og Solhverv, 21de Marts, 21de Juni, 23de September og 21de December. I de varme Jordstrøg regner man fun to Aars- tider: den tørre og Regntiden. <section end="Aarstad"/> <section begin="Aarungen"/>'''Aarungen''', en liden Indsjø i Aas Prestegjeld, Akershus Amt. <section end="Aarungen"/> <section begin="Aarosund"/>'''Aarosund''', 1) et ca. 250 Favne bredt Sund mellem Den Aarø i Lillebelt og Slesvig. 2) Havn, beboet af ca. 20 Familier, paa Nøtergens Syd- østside, en Mil udenfor Tønsberg. <section end="Aarosund"/> <section begin="Aas"/>'''Aas''' kaldes et Høidedrag af længere udstræk- ning, straanende til begge sider. ## Aas # '''Aas''', Prestegjeld i Akershus Amt, bestaaende af Sognene Aas, Kroer og Nordby. I Hoved- sognet er Aas høiere Landbrugsstole, oprettet i 1854. Elevernes Antal er ca. 30. Paa Gaarden staar en Mindestøtte af Kristian Magnus Falsen. Aas Bygd: 1) i Aamots Prestegjeld i Thele- marken, 2) i Mo Prestegjeld, Thelemarken. <section end="Aas"/> <section begin="Aasen"/>'''Aasen''', (Ivar Andreas), f. 1813 i Voldens Prestegjeld paa Søndmøre, hvor hans Forældre var Bondefolk. Allerede som lidet Barn mistede han sin Moder, der formanede sine opvorne Døtre, at de maatte lære Barnet at læse og oplære ham i Gudsfrygt og Herrens Formaning. Ivar Aasen blev i fit 18de Aar Almueskolelærer og fom siden (1833) i Huset hos Provst Thoresen i Herg for at forberede sig til at studere. Dette opgav han imidlertid. Han blev derefter Huslærer hos Kaptein Daae for dennes Børn, blandt hvilke den senere bekjendte Storthingsmand Sorenskriver Daae. Han havde faaet fat paa den danske Bo- taniker Hornemanns Plantelære. Denne studerede han flittig og søgte at praktisere efter den ved i fine Fristunder at samle Planter og indrette et Herbarium. (Se dette Ord.) Med dette begav han sig til Molde for at vise det til den bekjendte Botaniker Provst Deinboll. Aasen havde lagt meget Arbeide og Flid paa sit Herbarium og haabede, at dette Arbeide maaske vilde vække nogen Opmærksomhed hos en Sagkyndig. Det blev ogsaa mange Aar derefter fordelagtig bedømt af Professor Blytt, efterat Aasen da paa anden Maade havde vundet et anset Navn. Men hos Deinboll op- naaede han ikke andet, end at denne bladede i Her- bariet og gjorde en og anden tør Bemærkning: ,,det var interessant"; det var det hele. Imidlertid havde Aasen lært Pastor J. P. Berg, dengang Kapellan i Borgund, senere Provst i Dybvaag, at fjende. Denne lagde sig efter Gammelnorsk og havde anskaffet sig nogle Bøger deri. Ved at blive bekjendt med en og anden af disse, og navn- lig med R. Rasks Veiledning i det islandske eller oldnordiske Sprog", mærkede Aasen til sin store Overraskelse, at de samme Ordformer væsentlig fandtes i Søndmørsmaalet som i Gammelnorst. Han nedskrev da paa nogle Blade en Grammatik i Søndmørsmaal, uden at han tillagde den syn- derligt Værd eller drømte det fjerneste om, hvad dette skulde føre til. Længe havde Aasen ønsket at tage en Tur til Bergen, og endelig kunde han i 1841 foretage Reisen. Maalet var atter blandt andet at fremvise sit Herbarium. Han mente, at han ogsaa fit tage med Søndmørs-Grammatiken, ffjønt han ikke havde nogen Tro paa, at den vilde blive anset for at due noget. Aasen blev tilraadet først at henvende sig til Biskop Neumann. Denne Mands Interesse for Almueskolelærere var bekjendt. Han modtog Aasen venlig og bad om at faa be- holde hans Herbarium og Grammatik nogle Dage. Da Aasen kom igjen, leverede Bispen ham Her bariet tilbage, men bad om at faa laane i nogen Tid Grammatiken, som han fandt var ikke lidet interessant. Aasen reiste hjem til Søndmøre, og fort efter fik han spurgt, at Bispen havde skrevet en længere Meddelelse i Bergens Stiftstidende om, at nu havde en Skolelærer paa Søndmøre, hvem han navngav, og om hvis Livsomstændigheder han gav endel Oplysninger, skrevet en Grammatik i Søndmørsmaal, og at det var overraskende at se, <section end="Aasen"/><noinclude><references/></noinclude> ieadpmi0cwj6fha3pgj8d4tl08zj519 321183 321181 2026-05-13T15:21:19Z Johshh 5303 321183 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>lige Høns; opholder sig i Skovtrakter og Fjeld- egne, især paa den nordlige Halvkugle. <section begin="Aargau"/>'''Aargau''' (udt. Ahrgau) Kanton i det nordlige Schweiz. Det er 25 Kvadratmil stort og har en Befolkning af ca. 200,000. Den større Halvdel af Indbyggerne er Protestanter, den øvrige Del saagodtsom alle Katholiker. Aargau er et frugtbart og veldyrket Landskab og har ogsaa megen Silfe- og Bomuldsindustri. <section end="Aargau"/> <section begin="Aarhundrede"/>'''Aarhundrede''' (Seculum), en Tid af 100 Aar. Det nuværende Aarhundrede (19de) gaar fra 1ste Januar 1801 til 31te December 1900. <section end="Aarhundrede"/> <section begin="Aarhus"/>'''Aarhus''', By i Jylland ved en Bugt af Katte- gat (Aarhusbugten), med ca. 18,000 Indbyggere. Byen ligger i en vakker og frugtbar Egn paa en Slette, der helder ned mod Havet. Den har to Kirker, hvoraf Domkirken, der er fra det 13de Aarhundrede, hører til de største i de tre nordiske Lande. Aarhus har i den senere Tid ved sin Handel gjort betydelige Fremskridt. Byen er en af de ældste i Danmark, kaldtes tidligere Aros, senere Aars, og fik allerede under Gorm den gamle en Kirke, dengang den tredie i Landet. - Aarhus Amt, 45 Kvadratmil stort med ca. 130,000 Ind- byggere. Af Byer har Amtet Aarhus, Horsens og Skanderborg. I Amtet findes Danmarks høieste Punkter, Eiersbavnehøi og Himmelbjerget. Det har flere smaa Indsiger, hvoraf Skanderborg- og Mos-Sjø har Afløb til Danmarks største Elv, Gudenaa. Amtets østlige Del er meget frugtbar, hvorimod den vestlige for en stor Del bestaar af Hedestrækninger. Aarhus Stift omfatter Aarhus og Randers Amter og støder i Vest til Viborg Stift, i Syd til Ribe Stift og i Nord og Øst til Kattegat. <section end="Aarhus"/> <section begin="Aar og Dag"/>'''Aar og Dag''' betyder i Retssproget 1 Aar 6 Uger, et Tidsrum, som i mange Forhold har stor Betydning. Aar og Dag er den Frist, inden hvilken en Dom skal være erekveret, osv. <section end="Aar og Dag"/> <section begin="Aaron"/>'''Aaron''' (udt. Aron), Søn af Amram og Jo- chebed, Moses ældre Broder, Israels første Ypperste- preft og de israelitiske Presters Stamfader, var Moses Medhjelper under Folkets Udvandring fra Egypten. Døde 123 Aar gammel paa Bjerget Hor. <section end="Aaron"/> <section begin="Aarringe"/>'''Aarringe''', de Ringe, der sees i Endeveden af forskjellige Træsorter. Da en Aarring dannes hvert Aar, kan man bestemme et nedhugget Træes Alder ved at tælle dets Aarringe. De bliver tykke for de Aar, som har været gunstige for Træets Vert, tynde for de ugunstige Aar. <section end="Aarringe"/> <section begin="Aarstad"/>'''Aarstad''' (forhen Alreksstad), gammel Kongs- gaard nærved Bergen, omtales allerede før Kong Harald Haarfagers Tid. Ligger i Aarstad Sogn. '''Aarstiderne''', Vaar, Sommer, Høst, Vinter, begynder med Jevndøgn og Solhverv, 21de Marts, 21de Juni, 23de September og 21de December. I de varme Jordstrøg regner man fun to Aars- tider: den tørre og Regntiden. <section end="Aarstad"/> <section begin="Aarungen"/>'''Aarungen''', en liden Indsjø i Aas Prestegjeld, Akershus Amt. <section end="Aarungen"/> <section begin="Aarosund"/>'''Aarosund''', 1) et ca. 250 Favne bredt Sund mellem Den Aarø i Lillebelt og Slesvig. 2) Havn, beboet af ca. 20 Familier, paa Nøtergens Syd- østside, en Mil udenfor Tønsberg. <section end="Aarosund"/> <section begin="Aas"/>'''Aas''' kaldes et Høidedrag af længere udstræk- ning, straanende til begge sider. <section end="Aas"/> <section begin="Aas"/>'''Aas''', Prestegjeld i Akershus Amt, bestaaende af Sognene Aas, Kroer og Nordby. I Hoved- sognet er Aas høiere Landbrugsstole, oprettet i 1854. Elevernes Antal er ca. 30. Paa Gaarden staar en Mindestøtte af Kristian Magnus Falsen. Aas Bygd: 1) i Aamots Prestegjeld i Thele- marken, 2) i Mo Prestegjeld, Thelemarken. <section end="Aas"/> <section begin="Aasen"/>'''Aasen''', (Ivar Andreas), f. 1813 i Voldens Prestegjeld paa Søndmøre, hvor hans Forældre var Bondefolk. Allerede som lidet Barn mistede han sin Moder, der formanede sine opvorne Døtre, at de maatte lære Barnet at læse og oplære ham i Gudsfrygt og Herrens Formaning. Ivar Aasen blev i fit 18de Aar Almueskolelærer og fom siden (1833) i Huset hos Provst Thoresen i Herg for at forberede sig til at studere. Dette opgav han imidlertid. Han blev derefter Huslærer hos Kaptein Daae for dennes Børn, blandt hvilke den senere bekjendte Storthingsmand Sorenskriver Daae. Han havde faaet fat paa den danske Bo- taniker Hornemanns Plantelære. Denne studerede han flittig og søgte at praktisere efter den ved i fine Fristunder at samle Planter og indrette et Herbarium. (Se dette Ord.) Med dette begav han sig til Molde for at vise det til den bekjendte Botaniker Provst Deinboll. Aasen havde lagt meget Arbeide og Flid paa sit Herbarium og haabede, at dette Arbeide maaske vilde vække nogen Opmærksomhed hos en Sagkyndig. Det blev ogsaa mange Aar derefter fordelagtig bedømt af Professor Blytt, efterat Aasen da paa anden Maade havde vundet et anset Navn. Men hos Deinboll op- naaede han ikke andet, end at denne bladede i Her- bariet og gjorde en og anden tør Bemærkning: ,,det var interessant"; det var det hele. Imidlertid havde Aasen lært Pastor J. P. Berg, dengang Kapellan i Borgund, senere Provst i Dybvaag, at fjende. Denne lagde sig efter Gammelnorsk og havde anskaffet sig nogle Bøger deri. Ved at blive bekjendt med en og anden af disse, og navn- lig med R. Rasks Veiledning i det islandske eller oldnordiske Sprog", mærkede Aasen til sin store Overraskelse, at de samme Ordformer væsentlig fandtes i Søndmørsmaalet som i Gammelnorst. Han nedskrev da paa nogle Blade en Grammatik i Søndmørsmaal, uden at han tillagde den syn- derligt Værd eller drømte det fjerneste om, hvad dette skulde føre til. Længe havde Aasen ønsket at tage en Tur til Bergen, og endelig kunde han i 1841 foretage Reisen. Maalet var atter blandt andet at fremvise sit Herbarium. Han mente, at han ogsaa fit tage med Søndmørs-Grammatiken, ffjønt han ikke havde nogen Tro paa, at den vilde blive anset for at due noget. Aasen blev tilraadet først at henvende sig til Biskop Neumann. Denne Mands Interesse for Almueskolelærere var bekjendt. Han modtog Aasen venlig og bad om at faa be- holde hans Herbarium og Grammatik nogle Dage. Da Aasen kom igjen, leverede Bispen ham Her bariet tilbage, men bad om at faa laane i nogen Tid Grammatiken, som han fandt var ikke lidet interessant. Aasen reiste hjem til Søndmøre, og fort efter fik han spurgt, at Bispen havde skrevet en længere Meddelelse i Bergens Stiftstidende om, at nu havde en Skolelærer paa Søndmøre, hvem han navngav, og om hvis Livsomstændigheder han gav endel Oplysninger, skrevet en Grammatik i Søndmørsmaal, og at det var overraskende at se, <section end="Aasen"/><noinclude><references/></noinclude> hxovt16f88i8y99sy8d72h2vitc140a 321185 321183 2026-05-13T15:21:36Z Johshh 5303 321185 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>lige Høns; opholder sig i Skovtrakter og Fjeldegne, især paa den nordlige Halvkugle. <section begin="Aargau"/>'''Aargau''' (udt. Ahrgau) Kanton i det nordlige Schweiz. Det er 25 Kvadratmil stort og har en Befolkning af ca. 200,000. Den større Halvdel af Indbyggerne er Protestanter, den øvrige Del saagodtsom alle Katholiker. Aargau er et frugtbart og veldyrket Landskab og har ogsaa megen Silfe- og Bomuldsindustri. <section end="Aargau"/> <section begin="Aarhundrede"/>'''Aarhundrede''' (Seculum), en Tid af 100 Aar. Det nuværende Aarhundrede (19de) gaar fra 1ste Januar 1801 til 31te December 1900. <section end="Aarhundrede"/> <section begin="Aarhus"/>'''Aarhus''', By i Jylland ved en Bugt af Katte- gat (Aarhusbugten), med ca. 18,000 Indbyggere. Byen ligger i en vakker og frugtbar Egn paa en Slette, der helder ned mod Havet. Den har to Kirker, hvoraf Domkirken, der er fra det 13de Aarhundrede, hører til de største i de tre nordiske Lande. Aarhus har i den senere Tid ved sin Handel gjort betydelige Fremskridt. Byen er en af de ældste i Danmark, kaldtes tidligere Aros, senere Aars, og fik allerede under Gorm den gamle en Kirke, dengang den tredie i Landet. - Aarhus Amt, 45 Kvadratmil stort med ca. 130,000 Ind- byggere. Af Byer har Amtet Aarhus, Horsens og Skanderborg. I Amtet findes Danmarks høieste Punkter, Eiersbavnehøi og Himmelbjerget. Det har flere smaa Indsiger, hvoraf Skanderborg- og Mos-Sjø har Afløb til Danmarks største Elv, Gudenaa. Amtets østlige Del er meget frugtbar, hvorimod den vestlige for en stor Del bestaar af Hedestrækninger. Aarhus Stift omfatter Aarhus og Randers Amter og støder i Vest til Viborg Stift, i Syd til Ribe Stift og i Nord og Øst til Kattegat. <section end="Aarhus"/> <section begin="Aar og Dag"/>'''Aar og Dag''' betyder i Retssproget 1 Aar 6 Uger, et Tidsrum, som i mange Forhold har stor Betydning. Aar og Dag er den Frist, inden hvilken en Dom skal være erekveret, osv. <section end="Aar og Dag"/> <section begin="Aaron"/>'''Aaron''' (udt. Aron), Søn af Amram og Jo- chebed, Moses ældre Broder, Israels første Ypperste- preft og de israelitiske Presters Stamfader, var Moses Medhjelper under Folkets Udvandring fra Egypten. Døde 123 Aar gammel paa Bjerget Hor. <section end="Aaron"/> <section begin="Aarringe"/>'''Aarringe''', de Ringe, der sees i Endeveden af forskjellige Træsorter. Da en Aarring dannes hvert Aar, kan man bestemme et nedhugget Træes Alder ved at tælle dets Aarringe. De bliver tykke for de Aar, som har været gunstige for Træets Vert, tynde for de ugunstige Aar. <section end="Aarringe"/> <section begin="Aarstad"/>'''Aarstad''' (forhen Alreksstad), gammel Kongs- gaard nærved Bergen, omtales allerede før Kong Harald Haarfagers Tid. Ligger i Aarstad Sogn. '''Aarstiderne''', Vaar, Sommer, Høst, Vinter, begynder med Jevndøgn og Solhverv, 21de Marts, 21de Juni, 23de September og 21de December. I de varme Jordstrøg regner man fun to Aars- tider: den tørre og Regntiden. <section end="Aarstad"/> <section begin="Aarungen"/>'''Aarungen''', en liden Indsjø i Aas Prestegjeld, Akershus Amt. <section end="Aarungen"/> <section begin="Aarosund"/>'''Aarosund''', 1) et ca. 250 Favne bredt Sund mellem Den Aarø i Lillebelt og Slesvig. 2) Havn, beboet af ca. 20 Familier, paa Nøtergens Syd- østside, en Mil udenfor Tønsberg. <section end="Aarosund"/> <section begin="Aas"/>'''Aas''' kaldes et Høidedrag af længere udstræk- ning, straanende til begge sider. <section end="Aas"/> <section begin="Aas"/>'''Aas''', Prestegjeld i Akershus Amt, bestaaende af Sognene Aas, Kroer og Nordby. I Hoved- sognet er Aas høiere Landbrugsstole, oprettet i 1854. Elevernes Antal er ca. 30. Paa Gaarden staar en Mindestøtte af Kristian Magnus Falsen. Aas Bygd: 1) i Aamots Prestegjeld i Thele- marken, 2) i Mo Prestegjeld, Thelemarken. <section end="Aas"/> <section begin="Aasen"/>'''Aasen''', (Ivar Andreas), f. 1813 i Voldens Prestegjeld paa Søndmøre, hvor hans Forældre var Bondefolk. Allerede som lidet Barn mistede han sin Moder, der formanede sine opvorne Døtre, at de maatte lære Barnet at læse og oplære ham i Gudsfrygt og Herrens Formaning. Ivar Aasen blev i fit 18de Aar Almueskolelærer og fom siden (1833) i Huset hos Provst Thoresen i Herg for at forberede sig til at studere. Dette opgav han imidlertid. Han blev derefter Huslærer hos Kaptein Daae for dennes Børn, blandt hvilke den senere bekjendte Storthingsmand Sorenskriver Daae. Han havde faaet fat paa den danske Bo- taniker Hornemanns Plantelære. Denne studerede han flittig og søgte at praktisere efter den ved i fine Fristunder at samle Planter og indrette et Herbarium. (Se dette Ord.) Med dette begav han sig til Molde for at vise det til den bekjendte Botaniker Provst Deinboll. Aasen havde lagt meget Arbeide og Flid paa sit Herbarium og haabede, at dette Arbeide maaske vilde vække nogen Opmærksomhed hos en Sagkyndig. Det blev ogsaa mange Aar derefter fordelagtig bedømt af Professor Blytt, efterat Aasen da paa anden Maade havde vundet et anset Navn. Men hos Deinboll op- naaede han ikke andet, end at denne bladede i Her- bariet og gjorde en og anden tør Bemærkning: ,,det var interessant"; det var det hele. Imidlertid havde Aasen lært Pastor J. P. Berg, dengang Kapellan i Borgund, senere Provst i Dybvaag, at fjende. Denne lagde sig efter Gammelnorsk og havde anskaffet sig nogle Bøger deri. Ved at blive bekjendt med en og anden af disse, og navn- lig med R. Rasks Veiledning i det islandske eller oldnordiske Sprog", mærkede Aasen til sin store Overraskelse, at de samme Ordformer væsentlig fandtes i Søndmørsmaalet som i Gammelnorst. Han nedskrev da paa nogle Blade en Grammatik i Søndmørsmaal, uden at han tillagde den syn- derligt Værd eller drømte det fjerneste om, hvad dette skulde føre til. Længe havde Aasen ønsket at tage en Tur til Bergen, og endelig kunde han i 1841 foretage Reisen. Maalet var atter blandt andet at fremvise sit Herbarium. Han mente, at han ogsaa fit tage med Søndmørs-Grammatiken, ffjønt han ikke havde nogen Tro paa, at den vilde blive anset for at due noget. Aasen blev tilraadet først at henvende sig til Biskop Neumann. Denne Mands Interesse for Almueskolelærere var bekjendt. Han modtog Aasen venlig og bad om at faa be- holde hans Herbarium og Grammatik nogle Dage. Da Aasen kom igjen, leverede Bispen ham Her bariet tilbage, men bad om at faa laane i nogen Tid Grammatiken, som han fandt var ikke lidet interessant. Aasen reiste hjem til Søndmøre, og fort efter fik han spurgt, at Bispen havde skrevet en længere Meddelelse i Bergens Stiftstidende om, at nu havde en Skolelærer paa Søndmøre, hvem han navngav, og om hvis Livsomstændigheder han gav endel Oplysninger, skrevet en Grammatik i Søndmørsmaal, og at det var overraskende at se, <section end="Aasen"/><noinclude><references/></noinclude> ldxzabjj06bq76h9dl8glgdrcy6lz2f 104 101393 321174 281486 2026-05-13T15:16:19Z Johshh 5303 321174 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" />{{hode|Aal|2|Aall}}</noinclude><section begin="Aal"/>'''Aal''', Prestegjeld i Hallingdal, Buskeruds Amt, bestaar af Sognene Aal og Torpe. <section end="Aal"/> <section begin="Aal"/>'''Aal''', en Fiskeart, der hører til de Frigjellede og mangler Bugfinner. Legemet er langstrakt, Huden glat og slimet. Aalen udgjør en egen Gruppe og findes under de forskjelligste Himmelstrøg. Der gives mange Arter af den. Den lever baade i Havet og i Floder og Sjøer, og nogle Arter baade i Saltvand og Ferskvand. Den store Havaal, der bliver indtil 4 a 5 Alen lang, forekommer undertiden hos os, men spises ikke her. <section end="Aal"/> <section begin="Ålandsøerne"/>'''Ålandsøerne''' ligger i Østersjøen mellem Sverige og Finland, til hvilket sidste Land de hører. Antallet er over 200, men kun 80 er beboede af ca. 15,000 Indbyggere, hvoraf 9,000 paa Åland, der er den største af Øerne. Hovednæringen er Kvægdrift og Fiskeri. Fæstningen Bomarsund paa Åland ødelagdes i 1854 af en engelsk Flaade under Admiral Napier. <section end="Ålandsøerne"/> <section begin="Aalborg"/>'''Aalborg''', By i Jylland i Danmark paa Sydsiden af Limfjorden, 3½ Mil fra dennes Munding i Kattegat. 12,000 Indbyggere. I Aalborg bor Stiftamtmanden samt Bispen i Aalborg Stift. Byen har to Kirker, en lærd Skole og et Stiftsbibliothek paa 20,000 Bind. — Aalborg Amt, 53 Kvadratmil stort, med Byerne Aalborg og Nibe. — Aalborg Stift omfatter Hjørring, Thisted og Aalborg Amter. Det bestaar af Jyllands nordligste Del og omgives af Limfjorden og Havet. <section end="Aalborg"/> <section begin="Aalekvabbe"/>'''Aalekvabbe''' (Aalekone), Fisk med langagtigt Legeme, er glat og slimet og har runde Skjæl. Ryg-, Gat- og Halefinnerne gaar i ét ligesom hos Aalen. <section end="Aalekvabbe"/> <section begin="Aalesund"/>'''Aalesund''', By paa Søndmøre i Bergens Stift, nordenfor Storfjord og Bredsund, paa nogle Øer, som danner en sikker Havn, hvilken er forbedret ved en Molo. Da Søndmørskysten er et rigt Fiskedistrikt, har der her fra gammel Tid været et Handelssted. Aalesund var allerede i 1793 et Strandsted med nogle Handelsrettigheder, der udvidedes i 1823—24, indtil det omsider 1848 blev Kjøbstad. Byen er gaaet hurtig fremad, idet den i 1825 kun talte 289 Indbyggere, men nu har henved 6,000. <section end="Aalesund"/> <section begin="Aalfjord"/>'''Aalfjord''', en Arm af Bømmelfjord, gaar ind i Sveens Prestegjeld, Søndre Bergenhus Amt. <section end="Aalfjord"/> <section begin="Aall"/>'''Aall''', Jakob, født i Porsgrund 1773, Søn af en rig Kjøbmand, Nikolai Benjamin Aall. Jakob Aall blev dimitteret fra Nyborgs Latinskole til Kjøbenhavns Universitet, hvor han i 1795 tog theologisk Examen med Udmærkelse. Hans beskedne Væsen gjorde, at han havde liden Lyst til at blive Geistlig. Faderen ønskede vel, at han skulde forsøge derpaa og formaaede Pavels, som senere blev Slotsprest og Bisp (i Bergen), men dengang var Prest i Eidanger, til at lade Jakob Aall prædike for sig i den afsides liggende Slemdals Kirke til en Prøve. Men den unge, frygtsomme Aall stilte sig ikke godt fra det; han talte saa fort og saa lavt, at det knap kunde høres. Han slog da ind Paa en anden Bane, reiste til Tyskland og studerede Bergvidenskaben i Freiburg under den bekjendte Mineralog Werner samt ved andre Universiteter. Efter Faderens Død i 1799 kjøbte han det i Arendals og Tvedestrands Nærhed beliggende Næs Jernverk. Dette modtog han i en forfalden Tilstand, men bragte det snart op til at blive et as Landets første Jernverker, og udfoldede her en omfattende Virksomhed til sin Død i 1844. I 1814 var han Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold og hørte til det Parti, som med Grev Wedel i Spidsen ønskede Norges Forening med Sverige. Han var siden ofte Storthingsmand. Regjeringen benyttede ham i flere Kommissioner, især som Sagkyndig i Bergverkssager, navnlig i Forhandlinger om Kongsbergs Sølvverk. I Krigsaarene 1813 og 14 var han virksom for Korntilførselen til Norge og henvendte sig personlig flere Gange til Kong Fredrik den sjette med kraftige Forestillinger derom. Han drog ei alene Omsorg for sine talrige Arbeideres Vel, men med sin store Formue var han altid rede til at understøtte Videnskabsmænd i deres Arbeider. Han bekostede saaledes Udgivelsen af flere islandske Sagaer og for endel ogsaa af Bjørn Haldorsons islandske Ordbog. Selv skrev han i forskjellige Tidsskrifter politiske og landøkonomiske Afhandlinger. De vigtigste as disse udkom siden samlede under Titel: „Nutid og Fortid“, 1833—36. Ligesaa befattede han sig meget med historiske Arbeider, saavel fra Oldtiden som fra Samtiden. Blandt hans Sagaoversættelser er den rigt udstyrede Udgave af Snorre Sturlasøn den vigtigste. Hans „Erindringer“ (2den Udgave med Tillæg af Chr. Lange, 1859) er et Hovedverk for Norges Historie i de mærkelige første Aar af dette Aarhundrede. Forfatteren havde levet med Begivenhederne og selv været med at lede deres Gang og kunde derfor meddele alt saa anskuelig og fuldstændig. — Nils Aall, Foregaaendes ældre Broder, født i Porsgrund 1770. Efter at have uddannet sig for Handelen i England og Frankrige bosatte han sig som Kjøbmand i Skien, hvor han senere blev Raadmand. Af Prins Kristian Fredrik blev han i 1814 kaldt til Chef for Handels- og Tolddepartementet, og efterat Prinsen var valgt til Konge 17de Mai samme Aar, udnævntes han til Statsraad. Strax efter sendtes han i Forening med Karsten Tank og Peder Anker til London for at faa Kongevalget anerkjendt; men da den engelske Regjering ikke vilde indlade sig paa dette, maatte de vende tilbage med uforrettet Sag. Efter Kristian Fredriks Afreise fra Norge levede Aall som Privatmand og døde paa Ulefos Jernverk 1855. — Hans Jørgen Kristian Aall, Søn af Jakob Aall, født paa Næs Jernverk 1804. Da han i 1827 havde taget juridisk Examen, udnævntes han til Auditør og senere til Overretsassessor i Bergen, fra hvilken By han var Storthingsmand i 1842 og 1845. I 1846 blev han Amtmand i Bratsberg Amt, og herfra valgtes han hver Gang til Medlem af Storthinget, men frasagde sig Valget, saa ofte han efter Grundloven havde Ret dertil. Han var et af Storthingets mest fremragende Medlemmer og dets Præsident paa flere Thing. Hans Arbeidsdygtighed, Skarpsindighed, Karakterfasthet, og greie Foredrag, der gjerne var korte og paa en klar Maade fremstillede hans Tanker og Grunde, øvede stor Indflydelse paa Sagernes Afgjørelse. I 1876 tog han Afsked som Embedsmand. Storthinget i 1876 knyttede til Bevilgningen af en aarlig Pengesum til ham (han havde gjort Afkald paa Pension) nogle hædrende Udtalelser i Anledning af hans lange offentlige Virksomhed. <section end="Aall"/><noinclude><references/></noinclude> 2ozz3z0x946gkqmi80rxhkcv2ucikay 104 103363 321176 281487 2026-05-13T15:18:09Z Johshh 5303 321176 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>J 1878 udnævntes Aall til Formand i Matrikulerings-Kommissionen. Jørgen Aall, Grosserer, Stadskaptein, Eidsvoldsmand fra Porsgrund. #3 Aalst 33 '''Aalst''' (udt. Alft) eller '''Alost''', By i Provinsen Østslandern i Belgien, med ca. 17,000 Ind-byggere. '''Aalund Fjord''', se Aalfjord. '''Aamli''', se Omli. <section begin="Aamot"/>'''Aamot''', Prestegjeld i Østerdalen, Hedemarkens Amt. <section end="Aamot"/> <section begin="Aandedræt"/>'''Aandedræt''' er den Virksomhed hos levende Bæsener, hvorved Luften, der er nødvendig til Blo- dets Renselse, optages i Legemet, og ubrugelige Luftarter fjernes. Luft er en nødvendig Betin- gelse for alt dyrisk Liv; hindres Aandedrættet, paa- følger Døden næsten øieblikkelig. Hos Pattedyrene, navnlig hos Mennesket, er Aandedrættet fuldkomneſt, idet Luften ved Indaanding regelmæssig pumpes ind i Lungerne, og naar den er forbrugt, stødes ud igjen ved Udaandingen. #3 Aandedrætsredskaber ## '''Aandedrætsredskaber''' kaldes de Organer, hvorved levende Stabninger aander. De er hos Mennesket og alle Pattedyr samt hos Fugle og Krybdyr Lunger, hos Fiske Gjeller og hos Insekter Aanderør. '''Aandssygdomme''', se Sjelesygdomme. <section end="Aandedræt"/> <section begin="Angermanland"/>'''Angermanland''', Landskab i svensk Norrland, 230 Kvadratmil stort med en Befolkning af omkring 96,000. Det har Vesterbotten og Lap- land i Nord, Jemteland og Medelpad i Vest og Syd, og mod Øst grændser det til den Botniske Bugt. Landskabet er særdeles vakkert og afverlende: Høider, bevorede med Skov, stifter stadig med Elve, Sjøer og Dale. De vigtigste Næringsveie er Agerbrug, Kpagavl og Skovdrift. Byen Hernö- sand ligger i Angermanland. <section end="Angermanland"/> <section begin="Angermanna-Elv"/>'''Angermanna-Elv''', en af de største Elve i svensk Norrland og af Sveriges vakreste, meget vandrig, har en Længde af 34 norske Mil. <section end="Angermanna-Elv"/> <section begin="Aar"/>'''Aar''', det Tidsrum, hvori Jorden fuldender sit Omløb om Solen. Dette kaldes det tropiske Aar eller Solaaret. J Astronomien gjøres Forstjel paa Solaaret og Stjerneaaret (det sideriske), ved hvilket sidste man forstaar det Tidsrum, som hen- gaar fra Solen tilsyneladende indtager en given Stilling til Firstjernerne, indtil den igjen faar den samme tilsyneladende Stilling. Solaaret er nøiagtigt 365 Dage, 5 Timer, 48 Minuter, 47 Se- funder; Stjerneaaret er 20 Minuter, 23 Sekunder eller over 1/3 Time længere. Forskjellen kommer af Jordens Bevægelse om Solen (Jevndøgnspunkternes Præcision). Almanak- eller Kalender Aaret regnes for 365 hele Dage, undtagen Skudaarene, hvert 4de Aar, hvilke har 366 Dage (se Kalender). Ved Maane-Aar, som brugtes af endel gamle Folke- slag og tildels endnu benyttes af enkelte Folk, forstaaes Tidsrummet af 12 Maaneomløb, eller 354 Dage, 8 Timer, 48 Minuter, 36 Sekunder; det er altsaa næsten 11 Dage fortere end et Sol aar. Hos alle Folk med europæist Dannelse be- gynder det borgerlige Aar med 1ste Januar. <section end="Aar"/> <section begin="Aar"/>'''Aar''' (udt. Ahr), en af Rhinens Bi-Elve, Schweiz's vigtigste Vasdrag, 40 Mil lang. Den har sit Ud- spring fra en stor Jsbræ øverst i Kanton Bern og gaar forbi Byerne Bern, Solothurn og Aar- gau. I Haslidalen danner den et vakkert Vand- fald. ## Aarau #3 '''Aarau''' (udt. Ahrau), By i Kanton Aargau i Schweiz. 5,000 Indbyggere. <section end="Aar"/> <section begin="Aarbostad Tinden"/>'''Aarbostad Tinden''', et høit Fjeld paa Andorgo i Ibestad Prestegjeld, Tromsø Amt. <section end="Aarbostad Tinden"/> <section begin="Aarburg"/>'''Aarburg''' (udt. Ahrburg), By i Kanton Aargau. 2,000 Indbyggere. <section end="Aarburg"/> <section begin="Aardal"/>'''Aardal''', Prestegjeld i Nordre Bergenhus Amt, ved Aardalsfjorden, en Gren af Sognefjorden. Af tvende Sogne ved Navn Aardal er det ene Anner til Byglands og det andet til Hjelmelands Prestegjeld, begge i Kristianssands Stift. <section end="Aardal"/> <section begin="Aarefistel"/>'''Aarefistel''', en Svulst paa Halsen, hyppigst hos Heste. Den er meget smertefuld og opstaar efter Aareladning, naar denne er uheldig udført. I Al- mindelighed er Aarefistel uden Fare. Aarefod kaldes Foden hos Svømmefuglene, naar Svømmehuden tillige omfatter Bagtaaen. <section end="Aarefistel"/> <section begin="Aareladning"/>'''Aareladning''', Aabning ved Sneppert eller Lancet af en Blodaare, sjelden en Pulsaare, for at udtømme Blod. Den er gavnlig mod visse Sygdomme og foretages paa Steder, hvor Aarerne ligger nær Huden, og hvor de underliggende Dele er mindst udsatte for at beskadiges. Aareladning var tidligere hyppig anvendt, men oftest til Stade for Vedkommendes Sundhed, og den bør ikke an- vendes uden i visse Tilfælde og af Lægekyndige eller efter deres Raad. <section end="Aareladning"/> <section begin="Aareppen"/>'''Aareppen''', Bygd i Ullensaker, Akershus Amt. # Aarer ## '''Aarer''', den fælles Benævnelse for de Nør, i hvilke Blodet, overhoved Ernæringsvædskerne, be- væger sig hos Mennesker og Dyr. <section end="Aareppen"/> <section begin="Areskutan"/>'''Areskutan''' i Åre Sogn i Jemteland, paa Syd- siden af Kallensjøen, næst Sulitjelma Sveriges høieste Fieldtop. Skjønt det ikke er fuldt 5,000 Fod høit, findes dog stadig Snemasser paa dets nordre Side. <section end="Areskutan"/> <section begin="Aarevingede"/>'''Aarevingede''' faldes en Del Insekter, hvori- blandt Bier, Hvepser og Myrer. Kroppen hos Dyr af denne Art bestaar af tre Afsnit, der ofte fun hænger sammen ved tynde Stilke. Hunnen har hos flere af dem en Giftbraad, og hos Hvepsen og Bien kan et Stik af denne Braad fremkalde stærk Hævelse og ikke liden Smerte. For Afkommet viser mange af disse Insekter stor Omhu, og fine Boliger indretter de fordetmeste meget kunst- færdig. <section end="Aarevingede"/> <section begin="Aarflot"/>'''Aarflot''', Sivert Knudsen, født 23de Oktober 1759 paa Aarflot eller Stølen i Ørstens Anner til Voldens Prestegjeld paa Søndmøre. Hans Forældre var Bondefolt. Efter i 15 Aar at have været Skolelærer, blev han i 1792 Lensmand i Volden og boede paa Gaarden Efsæt. Her an- lagde han ifølge kongelig Bevilgning af 1808 et Bogtrykkeri og grundlagde en Avis, Postbudet". J 1803 hædredes han af Kongen med Guldmedalje og blev i 1809 Dannebrogsmand. Død 14de Juli 1814. Berte Kanutta Sivertsdatter Aarflot, Foregaaendes Datter, født 1794, død 1859, bekjendt som Forfatterinde af flere gudelige Smaafkrifter, mest paa Rim, som,,Troens Frugt" o. fl., udkomne i mange Oplag, tilsidst samlede under Titel „Smuler til Næring for Livet i Gud" i fem Dele, Bergen 1857. <section end="Aarflot"/> <section begin="Aarfugl"/>'''Aarfugl''', Slægt af Skovhønsenes Familie, med fjerklædt Hoved og kortere Næb end hos de egent- <section end="Aarfugl"/><noinclude>{{høyre|1*}}</noinclude> dk76zarmkr5k2e0ncmh4jnpzda5fez4 321178 321176 2026-05-13T15:18:35Z Johshh 5303 321178 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>J 1878 udnævntes Aall til Formand i Matrikulerings-Kommissionen. Jørgen Aall, Grosserer, Stadskaptein, Eidsvoldsmand fra Porsgrund. <section begin="Aalst"/>'''Aalst''' (udt. Alft) eller '''Alost''', By i Provinsen Østslandern i Belgien, med ca. 17,000 Ind-byggere. '''Aalund Fjord''', se Aalfjord. '''Aamli''', se Omli. <section end="Aalst"/> <section begin="Aamot"/>'''Aamot''', Prestegjeld i Østerdalen, Hedemarkens Amt. <section end="Aamot"/> <section begin="Aandedræt"/>'''Aandedræt''' er den Virksomhed hos levende Bæsener, hvorved Luften, der er nødvendig til Blo- dets Renselse, optages i Legemet, og ubrugelige Luftarter fjernes. Luft er en nødvendig Betin- gelse for alt dyrisk Liv; hindres Aandedrættet, paa- følger Døden næsten øieblikkelig. Hos Pattedyrene, navnlig hos Mennesket, er Aandedrættet fuldkomneſt, idet Luften ved Indaanding regelmæssig pumpes ind i Lungerne, og naar den er forbrugt, stødes ud igjen ved Udaandingen. <section end="Aandedræt"/> <section begin="Aandedrætsredskaber"/>'''Aandedrætsredskaber''' kaldes de Organer, hvorved levende Stabninger aander. De er hos Mennesket og alle Pattedyr samt hos Fugle og Krybdyr Lunger, hos Fiske Gjeller og hos Insekter Aanderør. '''Aandssygdomme''', se Sjelesygdomme. <section end="Aandedrætsredskaber"/> <section begin="Angermanland"/>'''Angermanland''', Landskab i svensk Norrland, 230 Kvadratmil stort med en Befolkning af omkring 96,000. Det har Vesterbotten og Lap- land i Nord, Jemteland og Medelpad i Vest og Syd, og mod Øst grændser det til den Botniske Bugt. Landskabet er særdeles vakkert og afverlende: Høider, bevorede med Skov, stifter stadig med Elve, Sjøer og Dale. De vigtigste Næringsveie er Agerbrug, Kpagavl og Skovdrift. Byen Hernö- sand ligger i Angermanland. <section end="Angermanland"/> <section begin="Angermanna-Elv"/>'''Angermanna-Elv''', en af de største Elve i svensk Norrland og af Sveriges vakreste, meget vandrig, har en Længde af 34 norske Mil. <section end="Angermanna-Elv"/> <section begin="Aar"/>'''Aar''', det Tidsrum, hvori Jorden fuldender sit Omløb om Solen. Dette kaldes det tropiske Aar eller Solaaret. J Astronomien gjøres Forstjel paa Solaaret og Stjerneaaret (det sideriske), ved hvilket sidste man forstaar det Tidsrum, som hen- gaar fra Solen tilsyneladende indtager en given Stilling til Firstjernerne, indtil den igjen faar den samme tilsyneladende Stilling. Solaaret er nøiagtigt 365 Dage, 5 Timer, 48 Minuter, 47 Se- funder; Stjerneaaret er 20 Minuter, 23 Sekunder eller over 1/3 Time længere. Forskjellen kommer af Jordens Bevægelse om Solen (Jevndøgnspunkternes Præcision). Almanak- eller Kalender Aaret regnes for 365 hele Dage, undtagen Skudaarene, hvert 4de Aar, hvilke har 366 Dage (se Kalender). Ved Maane-Aar, som brugtes af endel gamle Folke- slag og tildels endnu benyttes af enkelte Folk, forstaaes Tidsrummet af 12 Maaneomløb, eller 354 Dage, 8 Timer, 48 Minuter, 36 Sekunder; det er altsaa næsten 11 Dage fortere end et Sol aar. Hos alle Folk med europæist Dannelse be- gynder det borgerlige Aar med 1ste Januar. <section end="Aar"/> <section begin="Aar"/>'''Aar''' (udt. Ahr), en af Rhinens Bi-Elve, Schweiz's vigtigste Vasdrag, 40 Mil lang. Den har sit Ud- spring fra en stor Jsbræ øverst i Kanton Bern og gaar forbi Byerne Bern, Solothurn og Aar- gau. I Haslidalen danner den et vakkert Vand- fald. ## Aarau #3 '''Aarau''' (udt. Ahrau), By i Kanton Aargau i Schweiz. 5,000 Indbyggere. <section end="Aar"/> <section begin="Aarbostad Tinden"/>'''Aarbostad Tinden''', et høit Fjeld paa Andorgo i Ibestad Prestegjeld, Tromsø Amt. <section end="Aarbostad Tinden"/> <section begin="Aarburg"/>'''Aarburg''' (udt. Ahrburg), By i Kanton Aargau. 2,000 Indbyggere. <section end="Aarburg"/> <section begin="Aardal"/>'''Aardal''', Prestegjeld i Nordre Bergenhus Amt, ved Aardalsfjorden, en Gren af Sognefjorden. Af tvende Sogne ved Navn Aardal er det ene Anner til Byglands og det andet til Hjelmelands Prestegjeld, begge i Kristianssands Stift. <section end="Aardal"/> <section begin="Aarefistel"/>'''Aarefistel''', en Svulst paa Halsen, hyppigst hos Heste. Den er meget smertefuld og opstaar efter Aareladning, naar denne er uheldig udført. I Al- mindelighed er Aarefistel uden Fare. Aarefod kaldes Foden hos Svømmefuglene, naar Svømmehuden tillige omfatter Bagtaaen. <section end="Aarefistel"/> <section begin="Aareladning"/>'''Aareladning''', Aabning ved Sneppert eller Lancet af en Blodaare, sjelden en Pulsaare, for at udtømme Blod. Den er gavnlig mod visse Sygdomme og foretages paa Steder, hvor Aarerne ligger nær Huden, og hvor de underliggende Dele er mindst udsatte for at beskadiges. Aareladning var tidligere hyppig anvendt, men oftest til Stade for Vedkommendes Sundhed, og den bør ikke an- vendes uden i visse Tilfælde og af Lægekyndige eller efter deres Raad. <section end="Aareladning"/> <section begin="Aareppen"/>'''Aareppen''', Bygd i Ullensaker, Akershus Amt. # Aarer ## '''Aarer''', den fælles Benævnelse for de Nør, i hvilke Blodet, overhoved Ernæringsvædskerne, be- væger sig hos Mennesker og Dyr. <section end="Aareppen"/> <section begin="Areskutan"/>'''Areskutan''' i Åre Sogn i Jemteland, paa Syd- siden af Kallensjøen, næst Sulitjelma Sveriges høieste Fieldtop. Skjønt det ikke er fuldt 5,000 Fod høit, findes dog stadig Snemasser paa dets nordre Side. <section end="Areskutan"/> <section begin="Aarevingede"/>'''Aarevingede''' faldes en Del Insekter, hvori- blandt Bier, Hvepser og Myrer. Kroppen hos Dyr af denne Art bestaar af tre Afsnit, der ofte fun hænger sammen ved tynde Stilke. Hunnen har hos flere af dem en Giftbraad, og hos Hvepsen og Bien kan et Stik af denne Braad fremkalde stærk Hævelse og ikke liden Smerte. For Afkommet viser mange af disse Insekter stor Omhu, og fine Boliger indretter de fordetmeste meget kunst- færdig. <section end="Aarevingede"/> <section begin="Aarflot"/>'''Aarflot''', Sivert Knudsen, født 23de Oktober 1759 paa Aarflot eller Stølen i Ørstens Anner til Voldens Prestegjeld paa Søndmøre. Hans Forældre var Bondefolt. Efter i 15 Aar at have været Skolelærer, blev han i 1792 Lensmand i Volden og boede paa Gaarden Efsæt. Her an- lagde han ifølge kongelig Bevilgning af 1808 et Bogtrykkeri og grundlagde en Avis, Postbudet". J 1803 hædredes han af Kongen med Guldmedalje og blev i 1809 Dannebrogsmand. Død 14de Juli 1814. Berte Kanutta Sivertsdatter Aarflot, Foregaaendes Datter, født 1794, død 1859, bekjendt som Forfatterinde af flere gudelige Smaafkrifter, mest paa Rim, som,,Troens Frugt" o. fl., udkomne i mange Oplag, tilsidst samlede under Titel „Smuler til Næring for Livet i Gud" i fem Dele, Bergen 1857. <section end="Aarflot"/> <section begin="Aarfugl"/>'''Aarfugl''', Slægt af Skovhønsenes Familie, med fjerklædt Hoved og kortere Næb end hos de egent- <section end="Aarfugl"/><noinclude>{{høyre|1*}}</noinclude> 1oeizmldqh2unwjsynjijr5buj4fd41 321179 321178 2026-05-13T15:19:00Z Johshh 5303 321179 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>J 1878 udnævntes Aall til Formand i Matrikulerings-Kommissionen. Jørgen Aall, Grosserer, Stadskaptein, Eidsvoldsmand fra Porsgrund. <section begin="Aalst"/>'''Aalst''' (udt. Alft) eller '''Alost''', By i Provinsen Østslandern i Belgien, med ca. 17,000 Ind-byggere. '''Aalund Fjord''', se Aalfjord. '''Aamli''', se Omli. <section end="Aalst"/> <section begin="Aamot"/>'''Aamot''', Prestegjeld i Østerdalen, Hedemarkens Amt. <section end="Aamot"/> <section begin="Aandedræt"/>'''Aandedræt''' er den Virksomhed hos levende Bæsener, hvorved Luften, der er nødvendig til Blo- dets Renselse, optages i Legemet, og ubrugelige Luftarter fjernes. Luft er en nødvendig Betin- gelse for alt dyrisk Liv; hindres Aandedrættet, paa- følger Døden næsten øieblikkelig. Hos Pattedyrene, navnlig hos Mennesket, er Aandedrættet fuldkomneſt, idet Luften ved Indaanding regelmæssig pumpes ind i Lungerne, og naar den er forbrugt, stødes ud igjen ved Udaandingen. <section end="Aandedræt"/> <section begin="Aandedrætsredskaber"/>'''Aandedrætsredskaber''' kaldes de Organer, hvorved levende Stabninger aander. De er hos Mennesket og alle Pattedyr samt hos Fugle og Krybdyr Lunger, hos Fiske Gjeller og hos Insekter Aanderør. '''Aandssygdomme''', se Sjelesygdomme. <section end="Aandedrætsredskaber"/> <section begin="Angermanland"/>'''Angermanland''', Landskab i svensk Norrland, 230 Kvadratmil stort med en Befolkning af omkring 96,000. Det har Vesterbotten og Lap- land i Nord, Jemteland og Medelpad i Vest og Syd, og mod Øst grændser det til den Botniske Bugt. Landskabet er særdeles vakkert og afverlende: Høider, bevorede med Skov, stifter stadig med Elve, Sjøer og Dale. De vigtigste Næringsveie er Agerbrug, Kpagavl og Skovdrift. Byen Hernö- sand ligger i Angermanland. <section end="Angermanland"/> <section begin="Angermanna-Elv"/>'''Angermanna-Elv''', en af de største Elve i svensk Norrland og af Sveriges vakreste, meget vandrig, har en Længde af 34 norske Mil. <section end="Angermanna-Elv"/> <section begin="Aar"/>'''Aar''', det Tidsrum, hvori Jorden fuldender sit Omløb om Solen. Dette kaldes det tropiske Aar eller Solaaret. J Astronomien gjøres Forstjel paa Solaaret og Stjerneaaret (det sideriske), ved hvilket sidste man forstaar det Tidsrum, som hen- gaar fra Solen tilsyneladende indtager en given Stilling til Firstjernerne, indtil den igjen faar den samme tilsyneladende Stilling. Solaaret er nøiagtigt 365 Dage, 5 Timer, 48 Minuter, 47 Se- funder; Stjerneaaret er 20 Minuter, 23 Sekunder eller over 1/3 Time længere. Forskjellen kommer af Jordens Bevægelse om Solen (Jevndøgnspunkternes Præcision). Almanak- eller Kalender Aaret regnes for 365 hele Dage, undtagen Skudaarene, hvert 4de Aar, hvilke har 366 Dage (se Kalender). Ved Maane-Aar, som brugtes af endel gamle Folke- slag og tildels endnu benyttes af enkelte Folk, forstaaes Tidsrummet af 12 Maaneomløb, eller 354 Dage, 8 Timer, 48 Minuter, 36 Sekunder; det er altsaa næsten 11 Dage fortere end et Sol aar. Hos alle Folk med europæist Dannelse be- gynder det borgerlige Aar med 1ste Januar. <section end="Aar"/> <section begin="Aar"/>'''Aar''' (udt. Ahr), en af Rhinens Bi-Elve, Schweiz's vigtigste Vasdrag, 40 Mil lang. Den har sit Ud- spring fra en stor Jsbræ øverst i Kanton Bern og gaar forbi Byerne Bern, Solothurn og Aar- gau. I Haslidalen danner den et vakkert Vand- fald. <section end="Aar"/> <section begin="Aarau"/>'''Aarau''' (udt. Ahrau), By i Kanton Aargau i Schweiz. 5,000 Indbyggere. <section end="Aarau"/> <section begin="Aarbostad Tinden"/>'''Aarbostad Tinden''', et høit Fjeld paa Andorgo i Ibestad Prestegjeld, Tromsø Amt. <section end="Aarbostad Tinden"/> <section begin="Aarburg"/>'''Aarburg''' (udt. Ahrburg), By i Kanton Aargau. 2,000 Indbyggere. <section end="Aarburg"/> <section begin="Aardal"/>'''Aardal''', Prestegjeld i Nordre Bergenhus Amt, ved Aardalsfjorden, en Gren af Sognefjorden. Af tvende Sogne ved Navn Aardal er det ene Anner til Byglands og det andet til Hjelmelands Prestegjeld, begge i Kristianssands Stift. <section end="Aardal"/> <section begin="Aarefistel"/>'''Aarefistel''', en Svulst paa Halsen, hyppigst hos Heste. Den er meget smertefuld og opstaar efter Aareladning, naar denne er uheldig udført. I Al- mindelighed er Aarefistel uden Fare. Aarefod kaldes Foden hos Svømmefuglene, naar Svømmehuden tillige omfatter Bagtaaen. <section end="Aarefistel"/> <section begin="Aareladning"/>'''Aareladning''', Aabning ved Sneppert eller Lancet af en Blodaare, sjelden en Pulsaare, for at udtømme Blod. Den er gavnlig mod visse Sygdomme og foretages paa Steder, hvor Aarerne ligger nær Huden, og hvor de underliggende Dele er mindst udsatte for at beskadiges. Aareladning var tidligere hyppig anvendt, men oftest til Stade for Vedkommendes Sundhed, og den bør ikke an- vendes uden i visse Tilfælde og af Lægekyndige eller efter deres Raad. <section end="Aareladning"/> <section begin="Aareppen"/>'''Aareppen''', Bygd i Ullensaker, Akershus Amt. # Aarer ## '''Aarer''', den fælles Benævnelse for de Nør, i hvilke Blodet, overhoved Ernæringsvædskerne, be- væger sig hos Mennesker og Dyr. <section end="Aareppen"/> <section begin="Areskutan"/>'''Areskutan''' i Åre Sogn i Jemteland, paa Syd- siden af Kallensjøen, næst Sulitjelma Sveriges høieste Fieldtop. Skjønt det ikke er fuldt 5,000 Fod høit, findes dog stadig Snemasser paa dets nordre Side. <section end="Areskutan"/> <section begin="Aarevingede"/>'''Aarevingede''' faldes en Del Insekter, hvori- blandt Bier, Hvepser og Myrer. Kroppen hos Dyr af denne Art bestaar af tre Afsnit, der ofte fun hænger sammen ved tynde Stilke. Hunnen har hos flere af dem en Giftbraad, og hos Hvepsen og Bien kan et Stik af denne Braad fremkalde stærk Hævelse og ikke liden Smerte. For Afkommet viser mange af disse Insekter stor Omhu, og fine Boliger indretter de fordetmeste meget kunst- færdig. <section end="Aarevingede"/> <section begin="Aarflot"/>'''Aarflot''', Sivert Knudsen, født 23de Oktober 1759 paa Aarflot eller Stølen i Ørstens Anner til Voldens Prestegjeld paa Søndmøre. Hans Forældre var Bondefolt. Efter i 15 Aar at have været Skolelærer, blev han i 1792 Lensmand i Volden og boede paa Gaarden Efsæt. Her an- lagde han ifølge kongelig Bevilgning af 1808 et Bogtrykkeri og grundlagde en Avis, Postbudet". J 1803 hædredes han af Kongen med Guldmedalje og blev i 1809 Dannebrogsmand. Død 14de Juli 1814. Berte Kanutta Sivertsdatter Aarflot, Foregaaendes Datter, født 1794, død 1859, bekjendt som Forfatterinde af flere gudelige Smaafkrifter, mest paa Rim, som,,Troens Frugt" o. fl., udkomne i mange Oplag, tilsidst samlede under Titel „Smuler til Næring for Livet i Gud" i fem Dele, Bergen 1857. <section end="Aarflot"/> <section begin="Aarfugl"/>'''Aarfugl''', Slægt af Skovhønsenes Familie, med fjerklædt Hoved og kortere Næb end hos de egent- <section end="Aarfugl"/><noinclude>{{høyre|1*}}</noinclude> jjwbl8sa8xg3tdwioqiivrc6sdv2ygq 102 111661 321144 317881 2026-05-13T14:28:32Z Øystein Tvede 3938 321144 wikitext text/x-wiki {{forfatter}} == Tekster == * [[Den Gaadefulde]] (1877) * [[Et Gjensyn]], episk dikt (1878) * [[Bjørger]] (1878) * [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv]], artikler (1889) * [[Sult]] (1890) * [[Mysterier]] (1892) * [[Redaktør Lynge]] (1893) * [[Ny jord]] (1893) * [[Pan]] (1894) * [[Ved Rigets Port]], skuespill (1895) * [[Livets Spil]], skuespill (1896) * [[Hamsun Siesta|Siesta]], noveller (1897) * [[Aftenrøde]], skuespill (1898) * [[Victoria]] (1898) * [[Munken Vendt]], skuespill (1902) * [[Kratskog]], noveller (1903) * [[Dronning Tamara]], skuespill (1903) * [[I Æventyrland]], reisebrev (1903) * [[Det vilde Kor]], dikt (1904) * [[Sværmere]] (1904) * [[Stridende Liv]], noveller (1905) * [[Under Høststjærnen]] (1906) * [[Benoni]] (1908) * [[Rosa]] (1908) * [[En Vandrer spiller med Sordin]] (1909) * [[Livet ivold]], skuespill (1910) * [[Den siste Glæde]] (1912) * [[Børn av Tiden]] (1913) * [[Segelfoss by]] (1915) * [[Markens Grøde]] (1917) * [[Sproget i Fare]], pamflett (1918) * [[Konerne ved Vandposten]] (1920) * [[Siste Kapitel]] (1923) * [[Landstrykere]] (1927) * [[August]] (1930) * [[Men Livet lever]] (1933) * [[Ringen sluttet]] (1936 * [[Om „På Guds Veje“]], bokessay i [[Samtiden]] (1890) * [[Fra det ubevidste Sjæleliv]], artikkel i ''[[Samtiden]]'' (1890). * ''[[Det vilde kor]]. Digte.'' (1904) == Om Hamsun == * Olaf Bull: [[Knut Hamsun]] * Carl Nærup: [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|Knut Hamsun]] {{PD-old}} 3n17ogsfzjay5leq2yutrz6vfxi47z1 104 136901 321386 320207 2026-05-14T11:03:54Z Øystein Tvede 3938 321386 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} «Tante Ulrikke» er fra Begyndelse til Ende et samfundsdebatterende Drama i Ibsensk-Kiellandsk Aand. Der er Tilløb til Selvstændighed i Sprogtonen, som er mere udpræget «Kristiania» end i tidligere norske Bøger, men den digteriske Opfatning af Personerne og den hele samfundspolemiske Tankegang, hvoraf det er fremsprunget, fører i lige Linje tilbage til de to strenge Samfundstugtere fra hine Aar. I de følgende Skuespil, «Kong Midas» (1890) og «Kunstnere» (1893), ser vi Heiberg helt afryste denne fremmede Indflydelse, medens det polemiske Udgangspunkt bibeholdes og blot flyttes over paa den modsatte Side. Denne Frontforandring er allerede fuldbyrdet i «Kong Midas», hvor vi finder en aabent udtalt croyance à rebours med Dyrkelse af «den hellige Relativitet» og andre moderne Guddomme, som vi dog maaske først i «Balkonen» stifter nærmere Bekjendtskab med. «Kong Midas» er et Grænseskjel i vor Litteratur. Den er et Generalopgjør med Fortiden. Lange Aars Indignation bryder her ud. Vi ved alle, hvor Livet er tungt og glædeløst og fattigt hos os. Intet Tema er hyppigere varieret af vore Digtere — de smaa som de store — end dette: den enkeltes stille, livslange Kamp mod en overmægtig fiendtlig<noinclude></noinclude> tvnnylpqvm4ogoaisu5femjef2sydih 104 136902 321387 320208 2026-05-14T11:04:35Z Øystein Tvede 3938 321387 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Natur eller overmægtige fiendtlige menneskelige Omgivelser. Men vi ved ogsaa, at al denne Tranghed og Smaalighed, der gjør de Bedstes Liv til en eneste haabløs Lidelse, saa langt fra føles som en Skyld, der kræver sin Bod. Medens vi hos os, er Dramaets Mening, trængte et stille, Menneskelighedens Evangelium, en øm, forstaaelsesfuld, kjærlig Tale til de Fortrykte og Lidende og Feilende, faar vi Brands Tordentaler og Doktor Rellings kyniske Spot og dertil de store Ord, som Dagens Politik og Problemdiskussion har sat i Omløb, — «Frihed og Ære og Selvstændighed og Sædelighed og Ansvar og Kald og Sandhed». Og, som det heder et andet Sted i Stykket, bag alle disse tapre Ord staar der bare nogle «bange Mænder». Livet gaar sin gamle lave Gang i fattig Glæde og fattig Sorg; men i Fantasien og officielt lader man Begeistringens Ørn suse oppe i det Blaa paa brede Vinger. Inkarnationen af det rodløse Idé-Sværmeri og den lavpandede, uudviklede, ignoble Følemaade er Hovedpersonen i Stykket, Redaktør Johannes Ramseth. Han er Landets store Mand, Føreren for et helt Parti, som han tyranniserer, og i det daglige Liv allevegne paafærde med moralsk Tugt og Tilsyn. Han er en saare usympatisk Skikkelse, bjørneaglig fremfusende — han selv kalder det sand — utrolig indbildsk og anmassende, men ellers absolut<noinclude></noinclude> bl8bns5fagsw4sybrd6dj4vqimt457n 104 136903 321388 320209 2026-05-14T11:05:10Z Øystein Tvede 3938 321388 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>blottet for Egenskaber, der hæver en Mand over Mængden. At han imponerer en liden Kreds, der væsentlig bestaar af Damer, er nok muligt; men som Leder med Magt udover det hele Land gjør han et lige uvirkeligt Indtryk som Kiellands Morten Kruse. Det mest fremherskende Træk i denne Karikaturs aandelige Fysiognomi, og det, som efter Heibergs Mening forklarer hans Væsen og giver ham hans symbolske Navn, Kong Midas, er hans klippefaste Tro paa noget, han kalder sin «Sandhedsevne» — «hvad jeg tror, hvad jeg føler, det er Sandhed». Og Stykkets Tendens er da den at vise, hvor forfærdelig farlig denne buldrende, selvglade Teoretiker, der gaar omkring blandt Menneskene og bare hører sine egne Ord, er for alle de smaa, i hverandre bundne, levende Skjæbner. Denne Mand, der altid taler om Folket, de andre, Ungdommen o. s. v., — han er uendelig uvidende om de Enkeltes Følelser og Liv. Og nu viser det sig, at ingen er grusommere end denne Folket elskende Idéfanatiker, der ikke vil regne med Virkelighedens Kjendsgjerninger og Love. Hans «Sandhedsevne» ødelægger til Grunden et uskyldigt Liv. — Derfor, det er Stykkets Moral, være enhver ægte Følelse os hellig; vi ved ikke, hvor meget hviler paa den. Og det lille enkelte Menneskeliv er større og værdifuldere end alle stolte<noinclude></noinclude> 8wrwet2r2eiu7aiten4ui0j8ju011ja 104 136904 321389 320210 2026-05-14T11:05:57Z Øystein Tvede 3938 321389 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Teorier og store Ideer. Daarligt, usandt Fremskridt bliver det, som vil overflyve Følelsernes stille Vekst, der med tusen fine Traade er bundet til Jorden, for at sværme frit om i Idealernes Blaa. Man huske i Sammenhæng hermed paa Ibsens Tankegang i «Vildanden», — hvilket Drama vel nærmest har fremkaldt «Kong Midas». For den store Idealist er Følelserne, og særlig de Følelser, som er selve Tilværelsens Grundvold, — Livsløgne. Han har skrevet sit bitrest haabløse Skuespil for at haane de Illusioner, som alene gjør Livet leveligt. Gregers Werle har Ibsens fulde Sympati, naar han med sin Sandhed bringer Død, Forstyrrelse og Undergang ind i Hjalmar Ekdals Hjem, — ja Gregers Werle er blot en symbolsk Formumning af «Menneskeaandens Revolterer», der aldrig vil aflade med at stille de ideale Krav frem for Menneskene. I «Kong Midas» er Idealernes Talsmand i den Grad Gjenstand for Forfatterens Afsky, at han er bleven en ren Karikatur, som vilde være at le af, hvis han ikke var saa farlig. Det vrimler i dette Drama med Repliker, hvis Brodd er vendt mod «Sandheder», som har god Kurs i Dagens Filosofi, og som i den norske Litteratur har fundet et mangfoldig varieret Udtryk. Og disse mange Udenomsudfald bunder dybere i Stykkets Aand end de nævnte bærende Tanker.<noinclude></noinclude> bm0ytq9iurm5dtkesgyvxw0r3jx1zfh 104 136905 321390 320211 2026-05-14T11:06:52Z Øystein Tvede 3938 321390 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Det er blot ad en ubevidst polemisk Omvei, at Heiberg et Øieblik er kommen ind i en Tankegang, der priser de værgeløse, fortrykte Fattige i Aanden. — Omtrent ved samme Tid som «Kong Midas» udkom, blev Slagordet «aristokratisk Radikalisme» sat i Omløb. Dette Udtryk findes endog i Stykket, der vistnok var skrevet færdigt ialfald et Aar, før Georg Brandes's Afhandling om Nietzsche — der gav det Kurs — blev publiceret. Er nu dette «aristokratisk» maaske et altfor pralende Adjektiv for Skuespillets Aand, der hverken er synderlig adelsbaaren eller vanskelig tilgjængelig for ganske almindelige Folk, saa er sikkert antidemokratisk en rigtig Betegnelse. Allerede i det saa uklare og umodne «Tante Ulrikke» er Antipatien mod det demokratiske Væsen tydelig fremtrædende i den haanlige Karakteristik af den frisindede Statsraadssøn, der tumler saa flinkt med de «feite Gloser»: Folket, Friheden, Udviklingen etc., men ender med at gaa ind i Faderens Departement. Denne antidemokratiske Radikalisme er i «Kunstnere» ført et Skridt videre. Allerede Stykkets Titel giver et tydeligt Fingerpeg i den Retning. Thi det er neppe Farce-Elementet i denne Komedie, som oprindelig har fristet Digteren til at skrive den. Den kunstneriske Misère, Pengesorgerne, Snylteriet og de øvrige mere alment tilgjængelige Eiendomme-<noinclude></noinclude> hjud5m0e0mikh4t3drnv0iz4qxq1zkz 104 136906 321391 320212 2026-05-14T11:07:37Z Øystein Tvede 3938 321391 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ligheder ved Artist-Bohêmen har ofte fundet sine Skildrere, skjønt vel neppe nogen har formaaet at give sine Figurer en slig kraftig Lokalfarve eller tegne dem med den halvt uforskammede, halvt sympatetiske Ironi som Heiberg. Nei, «Kunstnere» er efter sin Intention fuldt saavel et Problemdrama som «Kong Midas», om end Polemiken her føres mere dæmpet indirekte. Kunstnerne er jo enslags Stat i Staten, et Aristokrati, vokset op af Plebejiernes Rækker, hvis inderste Eiendommelighed og Tilværelsesgrund: den ud i det Yderste drevne Individualisme, naar den bliver sig selv bevidst, er en Trusel mod det borgerlige Samfund. Trods al Digterens Ironi ligeoverfor Plattenslageriet, Snylteriet, Driveriet, Praleriet, dømmer han det dog ikke altfor strengt. Og Stykkets Problem er ligefrem en Tragedie, som kunde hede: Kunstneren contra Mennesket. — Men gid alligevel det var blevet et Lystspil! Der er nogle Badegjæster, som staar spillevende for os, tegnet med et Par Ord, og det lyser overalt af en Evne til at træffe og tage i Flugten det levende Liv i al sin brogede, uordnede Tilfældighed, og et bredt, stort, sundt Humør, som er uendelig bedre oplagt til at give sig hen i umiddelbar Følelse end til at analysere Problemer. Den alvorlige Person i «Kunstnere» er en ung Poet, som er saa «lykkelig», at han ikke kan, eller<noinclude></noinclude> mzin66vxdrr1fnxdqz5mmmsay4eqhdc 104 136907 321392 320213 2026-05-14T11:08:20Z Øystein Tvede 3938 321392 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rettere sagt, ikke vil skrive mere. Han er rigt gift og kan dovne sig og gjøre, hvad han har Lyst til. Dette betyder dog ikke, at det egentlig er Dovenskab, som holder ham fra at arbeide. Nei, det er meget dybere og interessantere Grunde. — Imidlertid er denne Uvirksomhed en forfærdelig Sorg for hans Kone. Hun finder, det er baade Synd og Skam at gaa omkring og være lykkelig uden at bestille noget, naar man er seksogtyve Aar gammel. Dette synes vi, som læser, er svært rimeligt tænkt fra hendes Side. Især da det jo for en almindelig Kone ikke er saa let at forstaa Pers mange rare Undskyldninger. Disse rare Undskyldninger indeholder imidlertid den Kunstfilosofi og den Sum psykologiske Aforismer, som er Essensen af hele Skuespillet. Per har et Sted en Replik, som er for lang til at citere her, men af den synes det at fremgaa, at han er et saa og saa umiddelbart, uberegneligt Menneske — naar han skriver. Som en herreløs Sjæl, der skjælver for den svageste, tommeste Stemning. Og alt er ham en Lidelse. Og alt er ham uforklarligt. Derfor klynger han sig saa inderlig fast til sin Kjærlighed til hende, som er sterkere end alt andet. «Vi maa vogte os {{. . .|2}} vi elsker hverandre endnu — men pludselig kan vi være midt oppe i Menneskenes Hundedage, da vi ikke har Magt over os selv,<noinclude></noinclude> tehh73o1n5ywl9zojnsqxf8f6gvj7a3 104 136908 321393 320215 2026-05-14T11:09:21Z Øystein Tvede 3938 321393 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{sp|Mennesker kan komme mellem os to.}}» Og dette — at sætte andre Mennesker mellem dem — det vil, mener han, hans Kunst gjøre. «Vi bliver hver for sig. Alene! {{. . .|2}} Og Kjærligheden vil have det bedste, det fineste.» {{. . .|2}} Saa intenst føler han Kunsten som den fiendtlige Magt, der vil rive fra ham alt det, som binder og værger mod det hvileløse Stemningsliv, at da han atter skal til at skrive, udbryder han: «Det er {{. . .}} som min Mor dør, som Hjemmet gaar, som alt glider. Som jeg havde gjemt mig, som jeg blev opdaget og skal jages videre.» Og hun, som bare er glad, fordi hun nu har faaet ham did, hun vil, svarer naivt: «Jeg elsker dig, og saadan vil jeg have dig.» Per skal da ved Slutningen af fjerde Akt til at skrive. Saa kommer femte Akt med Resultaterne. De to sidder alene en Vinterkveld udenfor en Skydsstation. «Du fik Ret,» siger hun. «Det kom til at gaa, som du sagde.» Men det, han svarer, er ikke saa klart. Han taler nogle dunkle Ord om Kjærligheden, som han havde troet, «var saa stor.» {{. . .|2}} «Jeg var Digter, derfor troede jeg, at det var saa stort, hvad de Store i Verden har gjort. Dengang var jeg endnu saa ung» {{. . .}} Han har aabenbart glemt sine dybsindige Kunst-Teorier. «Om hundrede Aar er alting glemt. Lad os bare tage det, vi kan faa.»<noinclude></noinclude> bfl7hn2yaovrddc7qcky6xgl023vqha 104 136909 321394 320217 2026-05-14T11:10:01Z Øystein Tvede 3938 321394 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Disse Ord udtrykker ikke bare Pers, men paa en Maade hele Stykkets Moral. En af de Ting, Per taler mest om, er Døden. Han er saa bange for at skulle blive rykket ud af det store, skjønne Liv. «Jeg kan sidde stille og glæde mig over klar Luft og Træerne og Farven — hvor forfærdelig vakkert det er, naar man sidder og ser og ser og stirrer og ser — og i tusen Aar det samme — og jeg bliver bange for, at imorgen skal det se anderledes ud eller imorgen er det for sent for mig, jeg faar ikke se det mere . . . . Se — se alle Stjernerne paa den lyse Himmel og hele Birkelunden og Maanen, der klinger som Guld mod det umaadelige Sølvlaag {{. . .}}» Han vil bare se paa alt dette, se og glæde sig, saalænge Tilværelsens gaadefulde Beherskere lader ham gaa paa Jorden. En Dag «træder de paa os, tænker ikke noget videre paa det, og saa dør vi — aldeles tilfældigt det Hele.» Ja, om Tilfældighed og Lovløshed handler denne Bog. Der er de tilfældige Badegjæster, som vandrer omkring og er morsomme paa sin egen Bekostning. Der er Palle Daa, den mefistofelisk vittige Sandhedssiger, som altid er sig selv — uden at vide, om han saa er ond, god eller bare komisk. Der er Kritikeren Oscar Thrane, som har havt saa mange Livsopfatninger, at disse «kommanderer hans<noinclude></noinclude> k99xtvrgas65axveyayzwb4v0il3bkr 104 136910 321395 320218 2026-05-14T11:10:30Z Øystein Tvede 3938 321395 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Karakter, medens det naturligvis burde være omvendt.» Men over og foran allesammen er Lili, den vidunderlig livsgnistrende, følelses-sprudlende Pige: «Undertiden, naar jeg er glad, er jeg saa lykkelig. Det er akkurat, som Sjælen er for stor til Legemet — er ikke det rart? — Aa, aa — hvorfor skal man føle som et Stik bestandig, naar man er saa usigelig, usigelig, usigelig lykkelig — — og har Lyst til at trampe i Jorden. — Fordi det ikke blir noget af kanske? Men jeg er jo glad, naar jeg ikke er saadan usigelig glad ogsaa — aa elske, elske, elske!» Naar vi lukker denne Bog, er det, som vi ser et Glitter, et farende Veir af Liv, Liv, — men al denne Livstummel og Livskraft har sprængt Formen og overdøver Problemerne nede i Dybhet, hvoraf Stykket er vokset op. Det er ogsaa uheldigt, at Per og Palle Daa mere virker som aandfulde, levende Udkast end som gjennemførte Karakterbilleder. Den første er uklar og i Grunden uinteressant; den sidste et vittigt Paradox. De sikrest tegnede Repræsentanter for Kunstnerlauget er Parret Sveen og Milla, som lever af Rov og Snylteri, hvad der «ikke er sjofelt for en dybere Betragtning». De to illustrerer kraftig Daa's Replik: «Alle i Marken — vise frem alt det vi har og alle for alles Øine. Under aaben Himmel, —<noinclude></noinclude> qoafw0jsp7gyjlclqf02ejn8grj9u8n 321396 321395 2026-05-14T11:11:16Z Øystein Tvede 3938 321396 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Karakter, medens det naturligvis burde være omvendt.» Men over og foran allesammen er Lili, den vidunderlig livsgnistrende, følelses-sprudlende Pige: «Undertiden, naar jeg er glad, er jeg saa lykkelig. Det er akkurat, som Sjælen er for stor til Legemet — er ikke det rart? — Aa, aa — hvorfor skal man føle som et Stik bestandig, naar man er saa usigelig, usigelig, usigelig lykkelig — — og har Lyst til at trampe i Jorden. — Fordi det ikke blir noget af kanske? Men jeg er jo glad, naar jeg ikke er saadan usigelig glad ogsaa — aa elske, elske, elske!» Naar vi lukker denne Bog, er det, som vi ser et Glitter, et farende Veir af Liv, Liv, — men al denne Livstummel og Livskraft har sprængt Formen og overdøver Problemerne nede i Dybhet, hvoraf Stykket er vokset op. Det er ogsaa uheldigt, at Per og Palle Daa mere virker som aandfulde, levende Udkast end som gjennemførte Karakterbilleder. Den første er uklar og i Grunden uinteressant; den sidste et vittigt Paradox. De sikrest tegnede Repræsentanter for Kunstnerlauget er Parret Sveen og Milla, som lever af Rov og Snylteri, hvad der «ikke er sjofelt for en dybere Betragtning». De to illustrerer kraftig Daa’s Replik: «Alle i Marken — vise frem alt det vi har og alle for alles Øine. Under aaben Himmel, —<noinclude></noinclude> l3xgkmzmb4bpfpsa06nwaoiuc5vtx63 104 136911 321397 320219 2026-05-14T11:12:07Z Øystein Tvede 3938 321397 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ingen Telter. Landet, hvor ingen vil brænde inde med noget. Yderlighed og Overdrivelser — Sjofelhed og Talent — som Sop efter Regn. Og alt det er morsomt at se paa.» {{. . .}} Men det er urimeligt at klage, naar der er saa meget at beundre. Der er skrevet en Mængde Bøger om Malere og Digtere og Musikere, men ikke i mange, om i nogen eneste, er der saa meget som en Anelse om det inderligst individuelle ved Kunstneren. Selv J. P. Jacobsen havde ikke stort andet at sige om Niels Lyhne, end hvad der kunde passe paa de fleste svage, drømmende, længselssyge, verdensfremmede Sjæle. — Dybt værdifuld og interessant er den Kundskab, som «Kunstnere» her giver os. Den staar høit over det platte Almuesyn paa Problemet, som en celeber Skribent har udtrykt i følgende Leveregel: læse mange Bøger, og indordne det læste i sin egen Maade at tænke og føle paa. Nei, Gunnar Heiberg hævder Inspirationens Almægtighed og helt omskabende Evne i de aller voldsomste Udtryk. Kunstneren er — som efter Aristoteles’ Definition det upolitiske Menneske — enten et Dyr eller en Gud. Han er med et gammelt buddhistisk Udtryk, som nu gjennem den Nietzscheske Reklamefilosofi er blevet gjort tilgjængeligt for ethvert læsekyndigt Menneske, hinsides<noinclude></noinclude> o18m6mmtt6yiugxw0ivay0cwo9tty1o 104 136913 321398 320223 2026-05-14T11:17:14Z Øystein Tvede 3938 321398 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kunstnerisk Henseende er det lille Bind paa sytti Sider et af vor Litteraturs rigeste og skjønneste Verker. I Sprogets Klang og Sang, Billedernes levende farverige Oprindelighed, i dristig og dyb Fantasi naar Heiberg her op mod den efterromantiske Tids største Sprogkunstner i Norden, J. P. Jacobsen. Der er i den første Scene mellem Abel og Julie en henrykkende oprindelig Naivetet, som var vi kommen ud af vort graa Aarhundredes triste, tanketunge Alvorsluft høit op i Tidernes fjerne duggede Morgen. Her aander en helt hengiven Sansebetagenhed, der glimtvis minder om Høisangens nøgne Ynde. «Straalende som Morgenrøden, deilig som Maanen, ren som Solen, forfærdelig som de bannerførende Hærskarer» — — disse Høisangens Ord giver en Anelse om det Ideal, der har foresvævet Digteren ved Undfangelsen af Julie-Figuren. «Balkonen» er en hel Slegts, gjennem lange Aars mangfoldige Søgen og Strid fundne Udtryk for egne Ideer og Idealer. Denne Slegts eiendommelige Skjæbne var at vokse op paa Heldingen af en forstandskold, fantasifattig Tid — med varmere Hjerte og livslystigere Sind end denne Tid. Længe lod de sig drive med af Strømmen. De debatterede Problemer og diskuterede Teorier og læste Tidens lærde Skrifter som de andre. Men saa begav det<noinclude></noinclude> tqux9zd80nflug7x8wv3t3d0p8h5gxd 104 136915 321323 320225 2026-05-13T20:16:22Z Øystein Tvede 3938 321323 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Tyrefegter-Jubel, en hedningglad, ubesværet Latter som den — Sammenligningen er lidt langt borte fra — hvormed Spinoza saa sine Edderkopper blodsuge Fluerne. Ve de overvundne! De ydre Begivenheder i denne Kjærlighedskomedie er følgende: Dramaets Heltinde, den deilige Julie, overraskes en Morgen af sin gamle Mand i Selskab med en Elsker. Efter en for de to temmelig pinlig Scene, under hvilken den bedragne Ægtemand faar Anledning til at bide fra sig nogle giftige Hentydninger, gjør han Parret den Tjeneste at forsvinde fra Tilværelsen ved Hjælp af Balkonen, som ramler ned. Aar gaar hen. Abel, Elskeren, som i Stykkets første Akt ikke syntes at leve for andet end galante Eventyr, har under Samlivet med Julie lært at se de Ting i et nyt Lys. «Kjærligheden stanser Menneskene,» siger han nu. — «Den hører til i Mørket, den stjæler af Intelligens, af Karakter, af Vilje.» Han er blevet en stille Sværmer og Grubler, «som ikke higer efter at være som de andre og ikke forlanger, at de andre skal være som han.» Da han desuden synes at nære den samme interesseret beskuende Velvilje for Julie som for Menneskeheden, begynder vi at skjønne, at dette ikke kan være nogen Mand for hende. Og ikke før har vi tænkt dette, før den næste og sidste Erobrer<noinclude></noinclude> hswupk0ry41lgh510a92m626r8zef8u 104 136919 321400 320229 2026-05-14T11:33:10Z Øystein Tvede 3938 321400 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sjelden interessant. Først bør jeg dog tale lidt om «Gerts Have». Løs i Formen som «Kunstnere», men uden denne Komedies Dybde og Vid, virker «Gerts Have» nærmest som et let og spillende Causeri. De Mennesker, som vrøvler — ofte svært affekteret — flirter, drikker og plukker Blomster gjennem Stykkets fire Akter, mangler alle i samme Grad sjæleligt Perspektiv. De er Silhouetter, karakterløse og tomme Schabloner, som nu og da udstøder vittige Repliker. Over det Hele hviler en lummer-klam, trykkende Luft. Forfatteren gjør Indtryk af en blaseret Kyniker, der morer sig med at docere sin meget tvilsomme Livsfilosofi. Men han bliver selv hængende i sine Ord, fordi der — som en af Stykkets Personer træffende siger — «er ligesom kommet Gummi paa Bagsiden af dem». «Gerts Have» er intet Jubelkvad til den triumferende Elskovs Pris som «Balkonen». Her er Kjærligheden seet fra Skyggesiden, og blot Leden og Væmmelsen er bleven tilbage. Jeg maa citere nogle Repliker i Slutningen af Stykket, der som i en Sum rummer dets hele Indhold: Gert: Jeg havde Lyst til at være Fører for mange eller den ene, som var mod alle. Jeg syntes simpelthen, jeg havde alle Muligheder i mig, al Vaarens Lyst til at gjøre Livet om, baade Evnen<noinclude></noinclude> drjzbr2uywmagpgvth16hwwrkq55kf8 104 136920 321324 320230 2026-05-13T20:18:16Z Øystein Tvede 3938 321324 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til at gaa ud i Verden og la noget ske, og til at spørge langt, langt nede i mig selv. Men aldrig blev det til noget. Ingen Magt! Ingen Klarhed. Ingen Vei i Mørket. Ingen Forbindelse mellem Tingene. Ingenting har jeg naaet, fordi jeg troede, det var saa nødvendigt at finde den ene, ene, før jeg døde. Og der maa da være noget andet her i Livet? Jeg kan da ikke dø med dette? Firti Aar og ikke andet end Kjærlighed, Kvinder, Kjøn! Fru Løven: Er der ikke Forskjel paa Kjærlighed da? Gert: Er der? Resultatet var det samme, enten jeg kaldte hende min Snut eller min Lilje. Ingenting er igjen. Her staar jeg lige fattig og gruer for at gaa i Hi. Fru Løven: Men nu har De vænnet Dem fra? Gert (glad i Stemmen igjen): Ja. Fru Løven: Fy — den stygge Kjærligheden. Lad os trampe paa den. Gert: ― Ja. {{c|{{liten|(De tramper.)}}}} Gert: Nu har jeg naaet helt op til der, hvor De lyser, kolde Maanestraale, høit over Begjærets Verden {{. . .}} I Modsætning til «Gerts Have» virker «Det store Lod» som et friskt Pust ude fra den aabne, frie,<noinclude></noinclude> jgb3aodjb6sxxj53u80slx7vbn6gyw1 321399 321324 2026-05-14T11:28:58Z Øystein Tvede 3938 321399 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til at gaa ud i Verden og la noget ske, og til at spørge langt, langt nede i mig selv. Men aldrig blev det til noget. Ingen Magt! Ingen Klarhed. Ingen Vei i Mørket. Ingen Forbindelse mellem Tingene. Ingenting har jeg naaet, fordi jeg troede, det var saa nødvendigt at finde den ene, ene, før jeg døde. Og der maa da være noget andet her i Livet? Jeg kan da ikke dø med dette? Firti Aar og ikke andet end Kjærlighed, Kvinder, Kjøn! Fru Løven: Er der ikke Forskjel paa Kjærlighed da? Gert: Er der? Resultatet var det samme, enten jeg kaldte hende min Snut eller min Lilje. Ingenting er igjen. Her staar jeg lige fattig og gruer for at gaa i Hi. Fru Løven: Men nu har De vænnet Dem fra? Gert (glad i Stemmen igjen): Ja. Fru Løven: Fy — den stygge Kjærligheden. Lad os trampe paa den. Gert: — Ja. {{c|{{liten|(De tramper.)}}}} Gert: Nu har jeg naaet helt op til der, hvor De lyser, kolde Maanestraale, høit over Begjærets Verden {{. . .}} I Modsætning til «Gerts Have» virker «Det store Lod» som et friskt Pust ude fra den aabne, frie,<noinclude></noinclude> jd1jf9djggec1k5cu1di5498tjsdadd 104 136921 321325 320231 2026-05-13T20:19:02Z Øystein Tvede 3938 321325 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mangfoldige Verden. Her er Handling og Kamp og Skjæbners Sammenstød, — ikke bare indeklemt, selv-nydende og selv-syg Erotik. Heiberg har vovet sig ikast med det største Emne, som vore Dages Liv frembyder til digterisk Behandling, — Krigen om Magten og dennes Symbol: Pengene. Men med sikker Forstaaelse af sit Talents Begrænsning har han søgt at inkarnere Motivet i et enkelt Livsbillede, en Personligheds forskjellige Udviklingsstadier, seet under Synsvinkelen af hans sociale Position. Haller heder han denne unge Mand, som vandrer omkring i den store straalende Stad og grubler {{. . .}} Han er Intelligensproletaren, vi kjender saa godt fra de moderne Romaner, det unge, ensomme, hovmodige, forbitrede Sind, som føler sig sat udenfor Livets Fest, udenfor Magten, skjønt han inde i sig selv er overbevist om, at han er den virkelig Kaldede, med Evne til at lede og styre. Og som han føler sig staaende over det vanlige Maal i Intelligens og Vilje, saa føler han sig løst fra den for Menneske-Mængden gjældende Morallov. Han driver sin Moder til Selvmord og griber over hendes Lig de Magtens gyldne Tøiler, som var hans Forfængeligheds Maal. Og i samme Øieblik han skal føre sin Flok frem til Seir, sviger han dem for at holde retorisk blomstrende Foredrag om sig selv. Dette er et ypperligt Træk.<noinclude></noinclude> miuk24c0w85i6lgxk8dilzre2ah292u 104 136923 321326 320233 2026-05-13T20:19:47Z Øystein Tvede 3938 321326 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>har sat ham udenfor. Han er Proletar, som Statsministeren siger. Vi føler det tydelig. Men han har én adelig Dyd, han er ærlig. Han kjender sig selv, og hån tilstaar sine Tanker. Han vil styrte Statsministeren ved at offentliggjøre den gamle Skandalhistorie, — endogsaa efterat denne Plan har drevet hans Moder til Selvmord. Værdigt og smukt og klogt taler Statsministeren, da han skildrer sin Tro og sit Arbeide i Ideens Tjeneste: {{. . .}} «Der er et større Mod. Og det er at turde {{sp|lev|e}} midt i Slegten og blandt sin Samtids Mennesker — ikke at flygte og bare ta paa Borg af det, som skal komme. Det kan nok hænde, at man maa kjæmpe med sin Stolthed, at man undertiden maa lægge en Dæmper paa den Foragtens Vellyst, som kan stige i én. Men man gjør det, man gjør det gjerne og ydmygt, for man vil ikke være som de middelstænkende, de, som hader med lukkede Øine og ikke vil se andet, og kanske heller ikke kan se andet, end at Samfundet bare er al den Dumhed, den Feighed, den Uretfærdighed, som findes. For vi ved jo — De og jeg, vi ved, at det er noget langt rigere, langt mere kompliceret, langt skjønnere. Ja skjønnere! For der er Poesi ogsaa i mit Arbeide, som der er Storhed, som der er Styrke af Menneskenes bedste Kræfter i Samfundet.»<noinclude></noinclude> sljj25fqjv19n0ghum0e7yq60g1bxfa 321401 321326 2026-05-14T11:37:43Z Øystein Tvede 3938 321401 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>har sat ham udenfor. Han er Proletar, som Statsministeren siger. Vi føler det tydelig. Men han har én adelig Dyd, han er ærlig. Han kjender sig selv, og han tilstaar sine Tanker. Han vil styrte Statsministeren ved at offentliggjøre den gamle Skandalhistorie, — endogsaa efterat denne Plan har drevet hans Moder til Selvmord. Værdigt og smukt og klogt taler Statsministeren, da han skildrer sin Tro og sit Arbeide i Ideens Tjeneste: {{. . .}} «Der er et større Mod. Og det er at turde {{sp|lev|e}} midt i Slegten og blandt sin Samtids Mennesker — ikke at flygte og bare ta paa Borg af det, som skal komme. Det kan nok hænde, at man maa kjæmpe med sin Stolthed, at man undertiden maa lægge en Dæmper paa den Foragtens Vellyst, som kan stige i én. Men man gjør det, man gjør det gjerne og ydmygt, for man vil ikke være som de middelstænkende, de, som hader med lukkede Øine og ikke vil se andet, og kanske heller ikke kan se andet, end at Samfundet bare er al den Dumhed, den Feighed, den Uretfærdighed, som findes. For vi ved jo — De og jeg, vi ved, at det er noget langt rigere, langt mere kompliceret, langt skjønnere. Ja skjønnere! For der er Poesi ogsaa i mit Arbeide, som der er Storhed, som der er Styrke af Menneskenes bedste Kræfter i Samfundet.»<noinclude></noinclude> ovi4djz2wrmzfaxdvchz211ujv896jg 104 136924 321327 320234 2026-05-13T20:21:01Z Øystein Tvede 3938 321327 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Mærkværdigt nok udtaler Haller, som til alle de citerede Ord kun har det korte Svar: «De, som staar paa den anden Side af Pengene, ser ikke saa gyldent paa Tingene» — i den følgende Akt temmelig lignende Meninger som Statsministeren. Han har imidlertid vundet det store Lod i det store Hamburger-Lotteri, — og straks faar han Evnen til at «se gyldent paa Tingene». «I tror, at det er tomt omkring jer,» tilraaber han sin troende Tilhængerskare, de forbausede Samfundsomvæltere — «I ser ikke, at Luften er fyldt, at det vrimler. Der er Muligheder i de Liv, som I vil ta med haard Haand — der er Tanker, som I aldrig naar, men som I vil myrde — der er Godhed — fine Sind langt afsides fra os — noget ungt — usynligt som af Toner — — og der er Sus i Luften af det, som skal komme, som I ikke hører. Jeg hører. Jeg ved, at der er Hundreder af Aar før os» {{. . .}} Han beder dem tilslut at se ind i sig selv og betænke, om «Solen ikke har andet at giøre end at værpe Poteter». Kort sagt, han har i Løbet af forbausende kort Tid udviklet sig fra fanatisk troende Proletar til aristokratisk Skjønhedsdyrker. Som saadan aabenbarer han sig i fjerde Akt. Han er her den fine, komfortabelt bosatte, velopdragne, beherskede Mand, der ser med rolig<noinclude></noinclude> 8p6jdogp073ewj0co0bhgn2zds48jn9 104 136925 321328 320235 2026-05-13T20:21:30Z Øystein Tvede 3938 321328 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Overbærenhed paa Verdens Gang. Han taler mildt og retfærdigt om de menneskelige Ting. Klog er han vistnok, men den Klogskab, han forkynder, er en saadan, som stiller ham udenfor Livskampen. Med næsten uforstyrrelig Uanfægtethed ser han paa alt, og da Kjærligheden kommer i Skikkelse af denne Ilka, der bare elsker ham som den forhenværende Oprører og Menneske-Betvinger, lader han ogsaa den gaa forbi sig. Hun siger: «Du skal gjøre Menneskene bange — true dem. For det er det, du kan. Du skal faa dem til at stanse i Angst. {{sp|Ve|d}} du ikke, at du skal stanse dem, saa de blir nødt til at tænke om igjen, fra nyt af? Ved du ikke, at du kan skræmme Menneskene — du som er selve Truslen!» Men Haller vil ikke tilbage til sin Fortid, vil ikke kaste Pengene fra sig. «Jeg, som engang har været fattig,» siger han. Han vakler i sidste Øieblik som sædvanlig, — men for sent. Hun forlader ham. Og da de to atter mødes, er det paa Mindernes Gravplads. Haller sidder ved Foden af det pragtfulde Monument, han har reist over sin Moder, — og Ilka er gaaet til de Dødes fredlyste Hvilested for at lægge Blomster paa Statsministerens Grav. Hun er den gamle, den stolte og kloge Kvinde, der bærer Hovedet høit hævet trods Modgang og brustne Illusioner. Hun kan se den<noinclude></noinclude> lmn7gslgzi3rxz1o9jtdzu2xwqiuepx 104 136926 321402 320237 2026-05-14T11:46:40Z Øystein Tvede 3938 321402 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sorte, bitre Sandhed i Øinene, at de to var Mennesker som Folk flest, — ikke Undtagelser med egne Love og fjerne overmenneskelige Idealer, Derfor vil hun nu «heller være Træl i Samfundet end udenfor Samfundet. Det er mere rensligt». Han derimod er Fantast som før. Han fører de gamle store Ord i Munden, skjønt han, som hun siger, nu bare er «en stakkars fin, snil Mand», som trænger til at føle sig i Samfund med Alverdens Mennesker. Og dog lykkes det ham at indbilde baade hende og sig selv, at han endnu kan slaa et Slag med i Livets evige Krig om Magten. Men i samme Øieblik han begynder sin Tale til Mængden, træffes han af sin gamle Discipels Kugle. «Læg den døde Mand tilside,» siger Mødets Dirigent. Hallers Saga er ude. «Det store Lod» er Gunnar Heibergs sidste Skuespil. I Høsten 1897 vil der foreligge et nyt Arbeide fra hans Haand, en Komedie om Politik og Politikere. {{--}} {{luft|5em}} {{høyre|{{xx-mindre|Sept. 94; Aug. 97.}}}}<noinclude></noinclude> mxmtuvr37qw9ugg102x9tcje0rqsdp2 104 136937 321329 320288 2026-05-13T20:22:36Z Øystein Tvede 3938 321329 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ak, lad os ikke tænke paa den anden. Vi stod der maabende, — som Faar uden Hyrde. I de Aar, som fulgte, manglede det nu ikke paa Larm og Liv. Tvertimod. Den seirende Liberalisme, der efter sin Ophøielse var blevet saa besynderlig tam og velopdragen, havde faaet en slem Knæk i «Kiellandssagen». Saa kom Beslaglæggelserne og aabenbarede paa den uhyggeligste Maade, hvor karakterløst og feigt det herskende «Frisind» var. Og vi fik en litterær-social Bevægelse, som var rettet direkte mod de liberale Magthavere. Zolas Ord «''la républigue sera naturaliste ou elle ne sera pas''»<ref>Hvad raged Republiken os?</ref> var Hans Jægers stadige Om- kvæd, og han og hans lille Parti laa altid og fiskede efter politiske Alliancer, helt ligegyldige for, hvorfra de maatte komme. «Fra Kristiania-Bohêmen» først og «Albertine» siden ledede saaledes til en Masse Snak, Diskussioner og Resolutioner, fuldstændig i Stil med den politiske Agitations Taktik, naar der skal trommes sammen Stemmer for et eller andet almengavnligt Formaal. Formaal havde da «Bohêmen» ogsaa i rig Overflod. Hans Jægers første store Roman havde intet mindre til Opgave end at underminere «de tre Granit-Kolosser, som det moderne Samfund er bygget paa: Moralen, Religionen og det herskende Eiendomsbegreb».<noinclude></noinclude> mzo1cmarfh0s5bkeuc2oekmwwt6jvgq 104 136941 321330 320340 2026-05-13T20:23:48Z Øystein Tvede 3938 321330 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>om Tidens fortvilede Forgabethed i det platte, borgerlig Fornuftige. Alt det var jo kommen fra England, ligervis som Parlamentarismen og Liberalismen, og var selvfølgelig opfundet i et eller andet politisk Øiemed {{. . .}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I.}} Saa taltes, tænktes og drømtes der for en ti—tolv Aar siden af den Ungdoni, Nils Collett Vogt tilhører. Og han blev dens første Ordfører, da han 23 Aar gammel udgav sine «Digte» (1887). Det lille Hefte paa 88 Sider vakte dengang ikke megen Opsigt; men efter Fremkomsten af «Fra Vaar til Høst» og «Musik og Vaar» turde der vel raade liden Tvil om, at han er vor tonerigeste, kraftigst begavede og myndigste Lyriker. Det er et lyst, udadvendt Sind, som møder os i disse første Digte, og alle Ottiaarenes stormende, flagrende, flygtige Stemninger lever her i enkle klare Billeder og stolte svingende Rytmer. Medens vore to andre Sangere, Vilhelm Krag og Sigbjørn Obstfelder, i sine Debutarbeider færdes i Reflexionens og Kontemplationens tyste Skyggeverden, stormer Nils Vogt ør og hed gjennem Dagens Larm og Lys og Farver {{. . .}}<section end="2"/><noinclude></noinclude> mjo96t2904majpk7mnpxs5tm0gq885i 104 136948 321337 320323 2026-05-13T20:37:06Z Øystein Tvede 3938 321337 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med sammenbidte Tænder og knyttede Næver i en ubehersket, inderlig Indignation, som gaar lige paa Maalet med lukkede Øine. Men den er alligevel uendelig forskjellig fra Finnes Roman ved sit rigere, menneskeligere Syn paa Personerne, sin sjælfulde, stemningsmættede Kunst og sin Forstaaelse af Skyld og Ansvar; men først og fremst ved sin Baggrund af aandelig bevæget Liv. Bogens Helt, Hans Witt, er en jaget Forfulgt, der lider for sin Tro paa Johan Sverdrup og «Guldalderen», — et Ideens Offer, og slet ikke hvad man saadan i blaa Almindelighed forstaar ved en «slem» Gut. Det eiendommelige, værdifulde ved denne Gut er den intense Ensidighed, hvormed han er opfattet som Sjæl, der blot lever, saa længe den har Adgang til de aandelige Livskilder, hvori der findes Næring for Haab og Drømme. Naar de afstænges, sygner han hen, som en Plante, der ikke faar Lys og Lutt. Det er det gamle, kjendte Tema, som alle Digtere engang har været inde paa: Kampen mellem Fædre og Sønner; men neppe nogensinde er det følt med den Forbitrelsens Inderlighed som her. Her findes ingen Tro paa «Forvandlingens Lov». I det Øieblik, da Forældrene, Onklerne, Tanterne, Rektor etc. har seiret, er Hans Witt død for altid. Det moralske Vrag, som fremdeles bærer dette Navn, har intet at gjøre med den<noinclude></noinclude> pjfreafxupbsxyye4ed792479qnyg35 104 136953 321338 320328 2026-05-13T20:38:07Z Øystein Tvede 3938 321338 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der beruser sig i Morgenens skummende, solglødende Dugg, under Vaarens unge, kyske, kolde Himmel: <poem> {{liten|Hvide Blomster, hvor du saa, hvide Blomster mod det Blaa, hvide Blomster, — om du kunde kysse deres røde Munde, — og i Vaarens unge Navn ta' dem jubel-vild i Favn, hele Dagen synge, tralle, drikke Duften af dem alle! Selv en Blomst paa Livets Træ, Livets. evig-unge Træ, — aa, du kjendte, der var Varme mellem dine hvide Arme!}} </poem> I disse Stemninger finder jeg de sandeste Udtryk for Digterens erotiske Følelser. Jeg ved vel, at der baade i den første og endnu mere i den anden Digtsamling findes Vers, der luer rødt af den vildest fortærende Elskovs Brand. Saaledes det raske, klingende «Min Tatertøs»; det farverige, lidenskabelige «Syndefaldet», som blot skjæmmes af to Linjer Heine'sk Vitsmageri; det indiskrete «Jeg gaar til et Elskovsmøde» o. fl., allesammen i «Digte». I «Fra Vaar til Høst» bliver disse endnu usikre, lidt almindelige Melodier til klare, sterke Rytmer og Farver. Men der er en uhyggelig krampagtig Stigning i Tonen fra de stille,<noinclude></noinclude> 0n6pclykulvrxffj3j79rnc4jocc6kf 104 136954 321339 320329 2026-05-13T20:38:39Z Øystein Tvede 3938 321339 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sjælfulde, vemodsdirrende Vers, der er undfangede under vor hjemlige Graaveirshimmel, til de brutalt selvglade Seirssange, der er skreget ud over «det straalesmeltede Middelhav». I et enkelt Digt, skrevet i Sommeren 92, forekommer nogle Knæfald for den i den sidste Tid saa heftig dyrkede Baudelaire'ske Kjærlighedsgudinde. Det begynder med Linjen «Og jeg saa dig atter gaa». Dog staar disse Vers ikke saa rent ensomme i hans Produktion, som man kunde tro, naar man blot kjender de hidtil trykte Digte. Der var flere Stemninger i denne hede, tungt duftende Genre, som ikke blev optaget i den første Samling. Og de danner Overgangen til den hektiske Sanseglød, der flammer gjennem hans glædesdrukne Dityramber over «Lasterne og Syden». Det er den gamle Kraftkarls- og Vildmandspoesi fra de første Digte, som her optræder i græsk-romantisk Klædebon. Nu — jeg indrømmer gjerne, at denne Dragt tiltaler mig ganske anderledes end den Mystiker-Kappe, der nu er kommen paa Moden og bæres af enhver driftig Poet, som forstaar sin Tid; men der er en lang Vei til Antikens overmenneskelige Skjønhedsverden. Man ryster ikke saa let af sig de to tusen Aar, Menneskeheden er blevet ældre siden de græske Guders Dage. Ei heller er det nok at flygte til Syden for at undgaa «hin mystisk-blege, forraadte<noinclude></noinclude> mw9nflj1fcrm6l6rpb173baqhtscsvh 0 136962 321207 320311 2026-05-13T15:59:41Z Øystein Tvede 3938 321207 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=127 to=132 fromsection="" tosection="" header=1 /> 86axf9ikf9t5os3u4a59kq6g0usqeqp 0 136963 321205 320312 2026-05-13T15:53:51Z Øystein Tvede 3938 321205 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=156 to=159 fromsection="" tosection="" header=1 /> efv7kfmuvlft634d008tc24vok0him4 321208 321205 2026-05-13T16:00:59Z Øystein Tvede 3938 321208 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=156 to=160 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 8ezy07jrmnzvy6jgs7klv5ea5xr4a7u 0 136964 321237 320313 2026-05-13T18:11:31Z Øystein Tvede 3938 321237 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=206 to=209 fromsection="" tosection="" header=1 /> cr7adqxtv7o2blvvpxlwms683i3yqct 321240 321237 2026-05-13T18:16:31Z Øystein Tvede 3938 321240 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=206 to=209 fromsection="" tosection="1" header=1 /> gb9v9bj5vuv0wr575i2o3g22oyq47ey 0 136965 321263 320314 2026-05-13T18:49:57Z Øystein Tvede 3938 321263 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=224 to=225 fromsection="" tosection="" header=1 /> elqer9ny8a2lvhl30rm9fjjhb949p4h 321320 321263 2026-05-13T20:08:29Z Øystein Tvede 3938 321320 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=224 to=230 fromsection="" tosection="" header=1 /> bqa73j1wxfyvi4843w0xlzaqnpl5vnr 106 137224 321235 320965 2026-05-13T18:05:18Z Øystein Tvede 3938 321235 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=journal |Tittel=[[Den Norske Huusven]]. Et Ugeblad af blandet Indhold og for alle Stænder |Undertittel= |Bind=n°2 12. desember og n°3 19. desember |Forfatter=[[Forfatter:Maurits Hansen|Maurits Hansen]] |Oversetter= |Utgiver=Johan Krohn |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted=Christiania |Ar=første Halvaargang 1827 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 1="Den Norske Huusven" 2=n°2_s._2 3=n°2_s._3 4=n°2_s._4 5=n°2_s._5 6=n°2_s._6 7=n°2_s._7 8=n°2_s._8 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} s40fkj3lqb8grc0xnr9vjw9w4yxsvnx 104 137227 321231 320974 2026-05-13T18:02:35Z Øystein Tvede 3938 321231 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{xx-større|{{sp|Novelle|n}}.}} En Novelle.}} {{---}} {{Stor initial|'''J'''|150%}}eg var netop kommen hjem fra et Besøg i Armengrube med en Fremmed, en Slesviger ved Navn {{sp|Marti|n}}, der var mig anbefalet; og en Smule trætte men i en munter Stemning rykkede vi Begge med vore dampende Piber sammen om Thebordet med et Par af mine Naboer, som jeg havde bedet om at holde Hr. Martin, hvem jeg før ikke personlig havde kjendt, med Selskab, og som allerede havde ventet os en halv Timestid. I Hr. Martin fandt vi Alle en ret behagelig Selskabsmand; og den Interesse, hvormed han greb Alt, hvad der vedkom Norge og Norges Constitution, kunde ikke Andet end vække vor Velvillie for Udlændingen, en vakker Mand paa henved de Halv treds. Samtalen løb let og frit hen over de forskjelligste Gjenstande, og Ingen havde Lyst at tage Kaartet. ”Tillykke med Huusvennen!” tog i en Pause En af Selskabet Ordet. ”Lad mig nu see, du giver os mange originale Fortællinger og Noveller; for Tydsk kan vi selv læse. –” Jeg satte et meget betænkeligt Ansigt op og tilføiede i et temmelig søgt Ordspil, at Noveller og Pandecter forbydes bedre end Noveller og Grammatiker. Hr. Martin bemærkede i Samtalens Løb, at en Digter ikke skulde savne Stof til Fortællinger, naar han med behørig Diseretion vilde behandle mangen af ham selv elleraf hans Bekjendtere oplevet Tildragelse, og at disse Fortællinger letteligen vilde antage Novellens Charakteer, hvis han opsøgte saadanne Tildragelser, som han mindedes fra Barne-aarene, da det Ubestemte i Omridsene her vilde give Phantasien frit Spil. Uvilkaarlig lod jeg mig ved denne Bemærkning hensætte i mine tidligere Dage, og en Mængde uvisse Erindringer glede som magiske Skyggebilleder fordi min Sjel. – ”Naa! er Novellen snart færdig?” tog leende en Nabo Ordet, i det han stødte sit Punschglas hen imod mit. Jeg tilstod undskyldende min Adspredelse, at jeg virkelig havde tabt mig i Erindringen om en Begivenhed fra mine Barne-aar, af hvilken der maaskee lod sig danne en liden Fortælling. Man opfordrede mig til at meddele mit Drømmesyn, og jeg kunde ikke afslaae Selskabet dets eenstemmieg Begjering – men tog saaledes tilorde. ”Dersom De vente at faae en Novelle at høre fix og færdig, mine Venner, saa gjøre de Dem selv og mig Uret ved en Forventning, som ei vil vorde opfyldt. Det er kun et formeenligt Stof til en Novelle, jeg har at meddele, – et Stof, som jeg har optaget aldeles passiv i min Erindring, og som, hvis det engang lykkes mig at bearbeide det, vist trænger til megen Understøttelse af den skabende Phantasie. Altsaa til Sagen! I en af Norges vakreste Smaabyer henlevede jeg de lystige Drenge-aar. Elven skrider stærk men uden Bølger ned igjennem den venlige Række af mestendeels hvidmalede Bygninger, der dog halv beskygges af den Rad Søboder, som krandse Bredderne. Det travle Handelsliv og den glade Sømandstummel opliver Øst- og Vest-siden af Byen. En vis fiin Cultur fra de hvide Bygningers Beboere løber saa venlig sammen med Søgutternes fri Livlighed, at den paa Menneskelivet forstandige Iagttager maa yde dette Sted sit udeelte Bifald, menden lykkelige, uerfarne Barnealder, ubevidst i sit jublende Glædesliv, give hiint Bifald en inderlig Styrke. Thi hvor det er som det bør med de Voxnes Liv, der er Barneverdenen lykkelig. – For mig havde Ugen regelmæssigen syv sorgfrie, muntre Dage; men iblandt dem prunkede naturligviis Søndagen med en ganske egen Herlighed. Da kom Trøien paa med de mange Rader blanke, toppede Knapper, Skoene med ziirlige Silkesløifer og Søndagscacheten. Saadant Hvedebrød, som det, min elskelige Moder bar ind til os, spiser jeg ikke mere, – og saadan en<noinclude><references/></noinclude> 8lizmg96mbmpts7m8fie2fe6uwixurt 0 137236 321234 320961 2026-05-13T18:03:40Z Øystein Tvede 3938 321234 wikitext text/x-wiki <pages index="Den Norske Huusven 1827 Vol 1 nr 2.pdf" from=1 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> <pages index="Den Norske Huusven 1827 Vol 1 nr 3.pdf" from=2 to=4 fromsection="2" displayed_from=- displayed_to=- /> [[Kategori:Tekster fra 1827]] [[Kategori:Noveller]] 4ktdaqk65hwf5bn7vkmwjmjre45kz0n 104 137237 321145 2026-05-13T14:31:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321145 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|GABRIEL FINNE.}} Man kan sige om den yngste norske Litteratur, hvad man vil, — én fortjenstfuld Egenskab har den, der gjør Studiet af den i høieste Grad interessant, og det er en kraftig og trodsig fremtrædende Individualisme. Vore yngste Forfattere kan have og har alle mulige Feil. Man skal ikke behøve en særlig fin Følelse eller megen Aand for at stødes af deres Formløshed, Idéfattigdom og usikre Smag; der findes blandt dem neppe en eneste virkelig begeistret Skjønhedsdyrker, knapt nok en Psykolog, naar man da ikke ved Psykologi forstaar Skildringen af de enkle, brutale Grunddrifter og Sindsbevægelser; ingen myndig Intelligens i Besiddelse af et saapas solid Fond af Kultur og Kundskab, at han kunde klare de komplicerede<noinclude><references/></noinclude> 53x1604k5ck4o7wdzalk1xig2hh7ssa 321342 321145 2026-05-13T20:42:08Z Øystein Tvede 3938 321342 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|GABRIEL FINNE.}} {{nodent/s}}{{Innfelt initial|M}}an kan sige om den yngste norske Litteratur, hvad man vil, — én fortjenstfuld Egenskab har den, der gjør Studiet af den i høieste Grad interessant, og det er en kraftig og trodsig fremtrædende Individualisme. Vore yngste Forfattere kan have og har alle mulige Feil. Man skal ikke behøve en særlig fin Følelse eller megen Aand for at stødes af deres Formløshed, Idéfattigdom og usikre Smag; der findes blandt dem neppe en eneste virkelig begeistret Skjønhedsdyrker, knapt nok en Psykolog, naar man da ikke ved Psykologi forstaar Skildringen af de enkle, brutale Grunddrifter og Sindsbevægelser; ingen myndig Intelligens i Besiddelse af et saapas solid Fond af Kultur og Kundskab, at han kunde klare de komplicerede<noinclude><references/></noinclude> rjw4fqivsu8w548mblzp8u6sm76v4ft 104 137238 321146 2026-05-13T14:34:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321146 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Opgaver, der stilles til den moderne Sjæle- og Samfundsskildrer. Men personlig Egenartethed, selvfølende Egenvilje, individuelt Gemyt: Lyrikens urolige Kraft, det indre, intime Livs bølgende og brydende Stemningsmagt, den skal ingen kunne frakjende dem. De er forsaavidt «sig selv aldeles forbandet, sig selv og ikke det eneste andet». Dette er deres Kraft og deres Svaghed. Havde de — for at gjøre et Tankeexperiment — kunnet opgive noget af sin forbitret uforsonlige, uselskabelige Selv- stændighed for, om blot et flygtigt Øieblik, at leve en Smule med i andres Existens, saa vilde deres Bøger kanske ikke været fuldt saa monotont lyriske, som de nu er; og havde de for Alvor forsøgt at gjøre sig bekjendt med endel af den Litteratur og Kunst, som var til, før de nedsteg fra sin Forud- tilværelses Elysium til denne Jammerdal, saa var deres Verker sikkerlig bleven kvit mange Pletter, — men om de derfor var blevet bedre, kan jo være tvilsomt. En Forfatter som Gabriel Finne giver en rimelig Anledning til denslags Betragtninger. Han er blandt de unge Digtere den uforsonlig ensomme, i sig selv indestængte, ubøielige og ulærvillige Individualitet. Med en forbitret, blind Stædighekredser han om nogle faa Emner, Situationer, Konflikter af en snevert begrænset, intimt . . . næsten<noinclude><references/></noinclude> gxlcb18ibjnjb5aqg8jw99uhs8my3tm 321343 321146 2026-05-13T20:42:31Z Øystein Tvede 3938 321343 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Opgaver, der stilles til den moderne Sjæle- og Samfundsskildrer. Men personlig Egenartethed, selvfølende Egenvilje, individuelt Gemyt: Lyrikens urolige Kraft, det indre, intime Livs bølgende og brydende Stemningsmagt, den skal ingen kunne frakjende dem. De er forsaavidt «sig selv aldeles forbandet, sig selv og ikke det eneste andet». Dette er deres Kraft og deres Svaghed. Havde de — for at gjøre et Tankeexperiment — kunnet opgive noget af sin forbitret uforsonlige, uselskabelige Selv- stændighed for, om blot et flygtigt Øieblik, at leve en Smule med i andres Existens, saa vilde deres Bøger kanske ikke været fuldt saa monotont lyriske, som de nu er; og havde de for Alvor forsøgt at gjøre sig bekjendt med endel af den Litteratur og Kunst, som var til, før de nedsteg fra sin Forud- tilværelses Elysium til denne Jammerdal, saa var deres Verker sikkerlig bleven kvit mange Pletter, — men om de derfor var blevet bedre, kan jo være tvilsomt.{{nodent/e}} En Forfatter som Gabriel Finne giver en rimelig Anledning til denslags Betragtninger. Han er blandt de unge Digtere den uforsonlig ensomme, i sig selv indestængte, ubøielige og ulærvillige Individualitet. Med en forbitret, blind Stædighekredser han om nogle faa Emner, Situationer, Konflikter af en snevert begrænset, intimt . . . næsten<noinclude><references/></noinclude> 017ti2otuhgar41blalmdilxm7r4xsq 104 137239 321147 2026-05-13T14:40:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321147 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>privat personlig Karakter. Og paa dette Omraade er han en høist aabenmundet, ublufærdig frimodig Bekjender, der ikke sparer Læserne for en eneste af sit Hjertes Hemmeligheder, — nei hensynsløst nærgaaende iklæder han dem med sin grovt kraftige Kunst Sprogets mindst barberede Gloser og mest slaaende Billeder og planter dem dybt i vort Sind. Man kan aldrig holde sig helt neutral ligeoverfor Finnes Bøger, — enten trækker de til, eller virker de voldsomt frastødende. Had, Tungsind, Trods er Grundstemningen i hans første som sidste Bog. Over alt, han har skrevet, ruger et tungt beklemmende Alvors Mørke, der kun sjelden lettes noget af et bittert, galgenhumoristisk Udbrud eller en grovkornet Lystighed. Graa Fattigdom og nøgen Uhygge; smaa Sjæles Grumhed og Hjertekulde; Magtens raa Overgreb og de Underlegnes bundne Oprørslyst og nødtvungne Falskhed og Feighed; Ungdoms haarde, glade Egoisme og offertørstige, selvforglemmende, modige Daadstrang; Manddoms tungblodige, dulgte, sterke Livsvilje; Alderdoms rolige, uforstyrrelige, skjæbnehengivne Mistænksomhed og gridske, uslukkelige Selvopholdelsesdrift; — Børn i Kamp mod Forældre og Forældre i Kamp mod sit eget Væsen, mod Armod, Livslede, onde Tanker; Hjemmet som det smaalige, stillestaaende Hads Sump,<noinclude><references/></noinclude> 5yj1o404l753680v85qkymrptjtgx2n 104 137240 321148 2026-05-13T14:41:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321148 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og Samfundet som en aaben, ly-løs Arena, der Menneskenes Børn brydes med alle Angstens, Fortvilelsens, Lidenskabens grumme, umættelige Vilddyr {{. . .}} se der de abstrakt-lyriske Grundmotiver, der bliver tilbage i Erindringen, naar man har glemt de levende Fysiognomier og Situationer i Finnes Produktion. Den kraftigt klingende Grundtone i hans Bøger giver dem deres bedste kunstneriske Værd. Han har al Indignationslyrikerens hidsige Ensidighed og Hasten mod Afslutning. Han er helt i sine Emners Vold; formaar ikke at se overlegent paa dem og kan følgelig heller ikke forklare dem, lade dem udvikle sig eller faa dem stillet ind i den større Sammenhæng med andre Mennesker eller Samfundet. En Menneskeskjæbne bliver, seet gjennem hans Temperament, en Række psykiske Katastrofer, et Slags Sjæleuveir og -Omvæltning, der vistnok renser Luften og skaffer Afløb for overflødig Spænding i Personligheden, men ellers er uden Resultat. De gamle, farlige Tanker, Drifter og Lyster arbeider med den samme explosive Kraft, brænder dybt nede i Hjertet som før, og en Dag bryder det saa løs igjen med Knald og Fald og Forfærdelse {{. . .}}<noinclude><references/></noinclude> co4vyd44xfkkr58flcyz1cyremjxvsx 104 137241 321149 2026-05-13T14:45:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321149 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|I.}} Finnes to første Bøger «Filosofen» (1889) og «Unge Syndere» (1891) — en Samling Smaafortællinger, der vel er skrevet før, men udkom efter den mellemliggende «Doktor Wangs Børn» — er i en Henseende saa uensartede, som om de var skrevet af to forskjellige Forfattere. Over «Filosofen» ruger mørkt haabløst Alvor. Den forpinte, sammenbidte Trods, der er Dampen i Finnes Produktion og fylder hans sidste Arbeider med en dump Uhyggestemning, fornemmes her som vag angstfuld Sorg og Uro. Unge Syndere» derimod er fra først til sidst Halløi og Lystighed, vistnok en tungblodig, platfodet, drævende Lystighed, men troværdig og ægte som et Naturbarns Latter. Finne skrev for en Del Aar tilbage nogle Avisartikler, hvori han klagede over de «norske Digteres Hang til paa sit eget Kjøns Bekostning at idealisere Kvinderne eller ialfald hos dem at undskylde de Feil, for hvilke Mændene hudflettes». Det maa indrømmes ham, at han med megen Dygtighed har formaaet at frigjøre sin egen Produktion for slige idealistiske Svagheder. Og særlig i disse Smaafortællinger er saavel Forfatterens som de optrædende Mandspersoners Tone ligeoverfor Kvinderne ugeneret fortrolig, for ikke at sige nær-<noinclude><references/></noinclude> 57bp5zz6xhyi4x233nt9fekbkrv8no6 104 137242 321150 2026-05-13T14:48:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321150 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gaaende. De unge Synderinder dækkes ikke af nogen Ridderlighedens eller Respektens Nimbus, forskjønnes ikke ved nogen Afstandens illuderende Farvevirkning, ja end ikke af den nødtørftigste Stilens Kunst. Et slurvet, malpropert Sprog, som i Samtaler synker ned til en pinlig simpel Jargon, er den naturlige Udtryksform saavel for Forfatteren som for hans Personer, der med et Par Undtagelser bestaar af dannede eller ialfald velklædte unge Mænd og Kvinder. Den humoristisk-kyniske Tone er for det meste vel vedligeholdt, men undertiden røber dog Forfatteren med priselig Naivetet sine Hjertensmeninger. En meget tvilsom, ikke ganske ung Dame opfattes uden videre «som en Martyr for Naturens Sag(!) og et Offer for Samfundsinteresserne». En ganske ordinær Tyvetos tages omtrent lige høitideligt, og en anden afstøvet Sommerfugl er det <fineste, det rigeste, det genialeste {{. . .}} saa umiddelbar, saa altfor menneskelig i dette forskruede Samfund. En af Fortællingerne er i Formen en Slags Fortsættelse af «Filosofen»; men skjønt det «Samfundsoffer», vi møder her, er en sørgelig degraderet Udgave af den tænkende Helt i Debut-Novellen, faar han dog Lov til at sætte Næsen høit tilveirs og spotte «den underlige Byen med sit Universitet, som ikke bestiller andet end hvert<noinclude><references/></noinclude> c4ineldyhvqfvhv49fbrtx0w03i9vxr 321151 321150 2026-05-13T14:49:44Z Øystein Tvede 3938 321151 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gaaende. De unge Synderinder dækkes ikke af nogen Ridderlighedens eller Respektens Nimbus, forskjønnes ikke ved nogen Afstandens illuderende Farvevirkning, ja end ikke af den nødtørftigste Stilens Kunst. Et slurvet, malpropert Sprog, som i Samtaler synker ned til en pinlig simpel Jargon, er den naturlige Udtryksform saavel for Forfatteren som for hans Personer, der med et Par Undtagelser bestaar af dannede eller ialfald velklædte unge Mænd og Kvinder. Den humoristisk-kyniske Tone er for det meste vel vedligeholdt, men undertiden røber dog Forfatteren med priselig Naivetet sine Hjertensmeninger. En meget tvilsom, ikke ganske ung Dame opfattes uden videre «som en Martyr for Naturens Sag(!) og et Offer for Samfundsinteresserne». En ganske ordinær Tyvetøs tages omtrent lige høitideligt, og en anden afstøvet Sommerfugl er det «fineste, det rigeste, det genialeste {{. . .}} saa umiddelbar, saa altfor menneskelig i dette forskruede Samfund. En af Fortællingerne er i Formen en Slags Fortsættelse af «Filosofen»; men skjønt det «Samfundsoffer», vi møder her, er en sørgelig degraderet Udgave af den tænkende Helt i Debut-Novellen, faar han dog Lov til at sætte Næsen høit tilveirs og spotte «den underlige Byen med sit Universitet, som ikke bestiller andet end hvert<noinclude><references/></noinclude> nxmcvat5li9r6try2mvjj02x41b2bs4 104 137243 321152 2026-05-13T14:52:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321152 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>eneste Aar at ødelægge tusen Existenser, plukke dem for Mod og Livslyst og for Interesser, — for bagefter at sende dem rundt om i Landet til hver sit Levebrød som Ydmyghedsapostle.» Naa, man bør neppe gaa altfor alvorligt irette med denne lille Bog. Den er med sin søgte Letfærdighed, sin opkonstruerede Immoralitet, sin naive Rebelskhed selv en Ungdomssynd, som Forfatteren har ment skulde ærgre alle brave Borgere. Han har meget hurtig forstaaet, at man maatte gaa grundigere tilverks, om der skulde komme nogen Kraft i Angrebet paa det «forhadte Samfund» og «denslags Folk, som har faaet sit paa det tørre». Det vilde dog ikke skadet, om han havde kunnet anskue sine mere udførte Figurer med et Saltkorn af den humoristiske Frihed, som liver op den an- strengte Forsorenhed i «Unge Syndere». Især i «Filosofen» kunde en Smule forsonligt Lune gjøre godt. Men nei, — den 22-aarige Forfatters Indignation har ikke tilladt ham at anvende saa overlegne Vaaben som Humor og Ironi. Det er den blodtørstig intransigente Fanatisme, der gyder Liv i denne Bogs spinkle Indhold. For den, der skrev dette Hadets Digt, stod Menneskene som to ved et svælgende Dyb adskilte, modsatte Arter. Det er Alderen, som sætter den høieste Grænsemur mellem os; — den har fordelt Menneskenes<noinclude><references/></noinclude> p3lpqgs4dkkcxnm13c3oz1s9ggzmtx7 104 137244 321153 2026-05-13T14:55:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321153 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Børn i to Verdener, hvorimellem ingen Medfølelsens saalidt som Forstaaelsens Bro fører. At Finne ikke har opgivet denne ungdommelige Tankegang i de senere Aar, kan sees af en Artikel i ''Dagbladet'' (Mai 1894), hvor han skriver: «Der er {{. . .}} et Had, der er langt sterkere, menneskeligt dybere end politisk og religiøst Had, og det er de Gamles Had mod Ungdom, mod den Ungdom, som vil gaa egne Veie, mod den Ungdom, som skal faa se Tider og Udviklinger, de selv ikke skal faa være med i.» Han kunde have tilføiet, at han selv i sine Bøger har givet ganske kraftige Bidrag til Skildringen af Ungdommens Had mod de Gamle. Og saa er der i og med denne Alderens Skillelinje givet en anden, — den, der deler og fjerner de frie, ærlige, naturlige Individer fra «den store Borgermob», d. v. s. de, der har sin Økonomi og Moral i Orden. «Filosofen» er en Variation af den gamle kjendte Historie om den unge ideelle Oprører, der ikke kan finde sig tilrette indenfor den jevne dagligdags Tilværelses snevre Grænser, ikke kan taale de almindelige Menneskers Tankegang og Livssyn, — og som derfor hader det borgerlige Samfund med dets Orden og Love. At den unge Mand i dette Tilfælde har en hel Del tilfældige ydre Gjenvordigheder at kjæmpe med som Fattigdom og lignende,<noinclude><references/></noinclude> btm0157rcrhlrj5tituxbdt8ogxvl9n 104 137245 321154 2026-05-13T14:56:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321154 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er forholdsvis uvæsentligt. Han vilde ikke gjøre nogetsomhelst Indtryk paa os, hvis hans Skjæbne kunde forklares med en blot 'og bar Henvisning dertil. Men Forfatteren ved godt — om han ikke ligefrem siger det — at den Sygdom, hans Helt lider af, er den romantiske Følelse af Usammenhørighed med Tilværelsen og Fremmedhed i Livet, der hjemsøger alle lidt eiendommeligt anlagte Naturer i den første Ungdom. Det er i denne Henseende interessant at se, hvordan samme Følelse og Tankegang under helt andre gunstige ydre Forhold og Omgivelser føder det samme Had, den samme nervøse, galdesyge Bitterhed i Nils Collett Vogts tidligere omtalte Bog «Familiens Sorg». «Filosofen» sidder i sin Broders Stue, da det pludselig synes ham, «som om han holdt paa at blive presset blødt ihjel af et stort usynligt Uhyre. Disse hans Slegtninge sad der og lo ondskabsfuldt til og syntes at sige: hvis du ikke bliver som en af os, slipper Uhyret dig ikke. Men det var ham umuligt at blive som en af dem, og Uhyret trykkede og trykkede.» Denne uhyggelig fortvilede Frygt for at skulle «blive som de andre» er det: jo, som altid marerider Helten i «Familiens Sorg». «Filosofen» staar og snakker med sin Broder — og føler med ét, ved en i vore Øren meget uskyldig Ytring af denne, «Fortvilelse<noinclude><references/></noinclude> m3mlsdqjbdf01kpij0ksiibs4pfntq5 104 137246 321155 2026-05-13T14:58:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321155 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>over, at der ikke var noget Helvede, hvor Broderen kunde martres efter Døden.» Og netop den samme Følelse, formet i lige lydende Ord, udtaler Hans Witt. Rigtignok er det en Fætter, som det for ham gjælder om at faa «brændt i Evighedernes Evighed», — men Antipatien er den samme umotiverede, øieblikkelige, instinktmæssige. Broder og Fætter — det er jo bare Navne paa disse «andre», de kolde, fiendtlige Mennesker, Spidsborgerne med den gode Samvittighed, den rette Overbevisning, den betryggede Fremtid {{. . .}} alt dette med Principer og Moral, der virker som en eneste knusende Fordømmelse af de vildfarende Følelser og Tanker og Længsler hos de unge Syndere og forlorne Sønner. I «Filosofen» er denne det unge Sinds instinktive Had mod den konventionelle borgerlige Orden fremstillet, som det føles af Ynglingen, der staar alene med hele det kolde, fremmede Samfund imod sig. Hos Vogt ser vi det som Skoleguttens fantastiske Oprørstrang og Hevntørst. I Vogts Bog falder Helten fuldstændig sammen fra det Øieblik af, da Familien begynder at true ham med Udstødelse af de hæderlige Menneskers Samfund. Forfatteren selv er ikke i Tvil om, at den Omvendelse af Hans Witt, som paa denne Maade bringes istand, har de aller uhyggeligste Følger. Vi ser den fordums freidig glade Martyr med<noinclude><references/></noinclude> 5ywty8fgsq5lg51o4oxo6pin2hwgn7a 104 137247 321156 2026-05-13T14:59:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321156 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjæbnesvanger Naturnødvendighed forvandle sig til en af Angst og Samvitlighedsnag forfulgt Fornegter og Frafalden. Hans Fader synes, han ser ud som en Forbryder, og paa Bogens sidste Side bliver vi Vidne til, hvorledes han naar Dybden af sin Fornedrelse: han modtager Moderens Judaspenge — og dukker under for bestandig. Finnes Helt vil ikke «vælge den Udvei at blive Kjeltring — som de andre». Men han føler med Forfærdelse sin Svaghed. Han ved, at han ikke kan holde sig stolt opreist i Livskampen. «Jeg har paa en eklatant Maade bevist, at min Mor havde Ret, — at jeg fór med store Ord, da jeg fægtede om mig med, at {{sp|min|e}} Ideer skulde holde mig rankere end Bibelen og alle Postiller. Men gi mig, indrømme dem det, nei det kan jeg ikke.» Han ved, at da vilde «Geisten skrumpe sørgelig ind», og aldrig vovede han at «sætte Næsen i Veiret». Derfor vil han dræbe sig. Da vi skilles fra ham i Slutningskapitlet, staar han i Begreb med at ende sit lille begivenhedsfattige Liv paa denne heltemodige Maade. {{c|II.}} «Doktor Wangs Børn», der udkom i Vaaren 1890, tilhører en i Litteraturen temmelig ny Genre,<noinclude><references/></noinclude> n6enlh7wdpcn11a2ph539m9oqyetk6m 321159 321156 2026-05-13T15:01:23Z Øystein Tvede 3938 321159 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>skjæbnesvanger Naturnødvendighed forvandle sig til en af Angst og Samvitlighedsnag forfulgt Fornegter og Frafalden. Hans Fader synes, han ser ud som en Forbryder, og paa Bogens sidste Side bliver vi Vidne til, hvorledes han naar Dybden af sin Fornedrelse: han modtager Moderens Judaspenge — og dukker under for bestandig. Finnes Helt vil ikke «vælge den Udvei at blive Kjeltring — som de andre». Men han føler med Forfærdelse sin Svaghed. Han ved, at han ikke kan holde sig stolt opreist i Livskampen. «Jeg har paa en eklatant Maade bevist, at min Mor havde Ret, — at jeg fór med store Ord, da jeg fægtede om mig med, at {{sp|min|e}} Ideer skulde holde mig rankere end Bibelen og alle Postiller. Men gi mig, indrømme dem det, nei det kan jeg ikke.» Han ved, at da vilde «Geisten skrumpe sørgelig ind», og aldrig vovede han at «sætte Næsen i Veiret». Derfor vil han dræbe sig. Da vi skilles fra ham i Slutningskapitlet, staar han i Begreb med at ende sit lille begivenhedsfattige Liv paa denne heltemodige Maade. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II.}} «Doktor Wangs Børn», der udkom i Vaaren 1890, tilhører en i Litteraturen temmelig ny Genre, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> gyqkfx3j5p9wcsj4wt7pumaoyvnn80i 0 137248 321157 2026-05-13T15:00:19Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=133 to=139 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 321157 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=133 to=139 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 3e65hmgbl4iyonalh02y01la230g6us 321158 321157 2026-05-13T15:00:54Z Øystein Tvede 3938 321158 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=133 to=139 fromsection="" tosection="1" header=1 /> kvmj7kdqpbiojvmvkbmejv3lhi1zmbl 104 137249 321160 2026-05-13T15:06:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321160 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rigtignok mindre ved sit Stof end ved Følemaade og Syn paa de skildrede Forhold. Bogen fortæller, som Vogts «Familiens Sorg», om det daglige Liv i et norsk Embedsmandsbjem. Sammenligningen med Vogts Novelle paatrænger sig allerede af den Grund, at de to Forfattere — saa ulige de end er og uenige om mangt og meget — befinder sig i den skjønneste Samstemmighed om den ene Ting: Barndoms- og Ungdomshjemmet kan ikke males i tilstrækkelig mørke Farver. Der er i det ydre ikke stor Lighed mellem Assessor Witts stille lune Stuer oppe i Hægdehaugsveien, hvor Livet i Almindelighed glider sagtelig afsted i borgerlig Regelbundethed og trygt Velvære: som en glat rislende Strøm, hvori bare Sønnen Hans sætter Hvirvler og Braatt og Brænding, — og det frygtelig uhyggelige Doktorhus ved Eidet inde under Vestlandets Fjelde, hvor alle Hadets, Ondskabens, Ufredens og Lavhedens Dæmoner hyler omkap i en ren Helvedeskoncert. Men i det indre, i Stemningsfarven, som Digternes forbitrede Sind har kastet over de to Familie-Interieurer, er der en umiskjendelig Lighed, som taler sterkere end de mange skillende, individuelle Særegenheder. I Vogts Bog er Helten stillet op mod en Baggrund af aandelig bevæget Liv; over hans Skikkelse falder et sterkt idealiserende Lys fra hin Tid,<noinclude><references/></noinclude> 0telow3tckr0bmssnneuok3w3xs44ns 104 137250 321161 2026-05-13T15:07:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321161 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>da Landet «stod i Brand» over sociale Problemer og politiske Stridsspørgsmaal. Doktor Wangs Sønner og Døtre forskjønnes ikke af nogen flatterende Straaleglans fra høiere Sfærer. De har idetheletaget svært lidet med Aand at bestille. Deres Ulykker er slige legemlige Gjenvordigheder som meget Bank, daarlig Mad, usle Klæder, tvungne Indespærringer. Men Finne mener nok ogsaa, at «Landets snevreste Livssyn» bærer Ansvaret for den hæslige Elendighed og Hjerteraaheden i Doktor Wangs Hjem. Men denne Oplysning om Forældrenes «Livssyn> er bare blevet til en flygtig Bemærkning, — og det er en af Grundene til Bogens trættende Monotoni. Forfatteren er selv fyldt af det samme Had til Doktor og Fru Wang som Børnene. Skjønt Fortællingen saaledes nærmest virker som et Forsvarsindlæg for disse, har han alligevel ikke formaaet at vække vor Sympati for dem. Forældrene er fæle, men, oprigtig talt, jeg synes, Børnene er endnu fælere. Faderen ser ud, som han «allevegne lugted styg, gul Materie». Moderens «Øine spyr dyrisk Had». Et Sammenstød mellem den fjortenaarige Datter Petra og Moderen skildres paa følgende elegante Maade: «Datteren hylte som en Gris, men Moderen satte sin Klo i hendes Haar og sled hende ud over Sengen, lod hendes Krop<noinclude><references/></noinclude> b9nfwmku4rcsv4c2cjhai7urjcgo2co 321331 321161 2026-05-13T20:27:43Z Øystein Tvede 3938 321331 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>da Landet «stod i Brand» over sociale Problemer og politiske Stridsspørgsmaal. Doktor Wangs Sønner og Døtre forskjønnes ikke af nogen flatterende Straaleglans fra høiere Sfærer. De har idetheletaget svært lidet med Aand at bestille. Deres Ulykker er slige legemlige Gjenvordigheder som meget Bank, daarlig Mad, usle Klæder, tvungne Indespærringer. Men Finne mener nok ogsaa, at «Landets snevreste Livssyn» bærer Ansvaret for den hæslige Elendighed og Hjerteraaheden i Doktor Wangs Hjem. Men denne Oplysning om Forældrenes «Livssyn» er bare blevet til en flygtig Bemærkning, — og det er en af Grundene til Bogens trættende Monotoni. Forfatteren er selv fyldt af det samme Had til Doktor og Fru Wang som Børnene. Skjønt Fortællingen saaledes nærmest virker som et Forsvarsindlæg for disse, har han alligevel ikke formaaet at vække vor Sympati for dem. Forældrene er fæle, men, oprigtig talt, jeg synes, Børnene er endnu fælere. Faderen ser ud, som han «allevegne lugted styg, gul Materie». Moderens «Øine spyr dyrisk Had». Et Sammenstød mellem den fjortenaarige Datter Petra og Moderen skildres paa følgende elegante Maade: «Datteren hylte som en Gris, men Moderen satte sin Klo i hendes Haar og sled hende ud over Sengen, lod hendes Krop<noinclude><references/></noinclude> 0sr3bojwk5rxqffka4npribiq7tt8qg 104 137251 321162 2026-05-13T15:08:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321162 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>falde tungt i Gulvet og sled hende videre bort til den aabne Dør. Der gav hun hende et Spark.» Saa kommer den tolvaarige Hans, tillokket af «Smertensbrølene». «Du er et Svin! bed Gutten hvast ivei og farer lige paa Moderen, som tumlede bagover» osv. — Undres paa, hvilket Indtryk en Fremmed vilde faa af Livet i vore dannede Hjem efter denslags Beskrivelser. Maaske tilhører Doktor Wang endog en af disse «gamle Ætter, med deres ømsomme forfinede Nerver», som Finne et Sted omtaler med en saa dyb sønlig Respekt. Man trættes af dette monomane Had. Hvor hører de hjemme disse Børn, hvis Livsbetingelse det er «roligt som Martyrer at trodse videre mod det fjerde Bud?» Og ihvertfald er et sligt Had ligesaa uinteressant i æstetisk Henseende, som det moralsk er modbydeligt. Bogens Styrke er den dramatiske Kraft i Formningen af Situationerne og den brutale Anskuelighed, den grove Klarhed i Tegningen af Personernes Ydre. Men det er besynderligt, at Finne ikke har fundet noget mere passende Milieu for disse Taternaturer end et forgjemt Embedsmandshjem. De skulde været sat op i store Tableauer med store Gestus og vilde Udbrud mod Samfundet, Undertrykkerne osv. Thi Doktor Wangs Børn er fødte Proletarer: de ser alt nedenfra opad.<noinclude><references/></noinclude> id3p4n006an5mnepahhf2owrard1ave 104 137252 321163 2026-05-13T15:09:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321163 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} I et Foredrag, som Finne holdt i Studentersamfundet i Høsten 1890, udtalte han blandt andet: «Verden, seet gjennem Litteraturen fra Femti- til Syttiaarene og den senere saakaldte Virkelighedslitteratur, tager sig ud som et Landskab, hvor fra Tidernes Begyndelse nøgne, afskyelige Mænd kryber omkring og gjør de i noble Klædebon indhyllede Damer Livet surt. Men saa stiger Digterne op i Skyen og holder Generalprøve paa Dommedag, paa det at Mændenes Øine itide skal oplades for Kvindens Hvidhed, og hendes Øine aabnes for hans Træskhed.» Og paa et andet Sted: «De blottede Lidenskaber, de menneskelige Drifter idetheletaget, har ingen Anseelse hos os {{. . .}} Kvinden i den Form, hvori J. P. Jacobsen, Flaubert, Maupassant har skildret hende, findes ikke i vor Litteratur.» Ingen af vore yngre Forfattere har troet saa blindt begeistret som Finne paa Tidens nye Evangelium: Darwinismen og den moderne evolutionistiske Forklaring af Livets og Tilværelsens Mysterium. Allerede i «Filosofen» kommer han med spodske Udfald mod «vor halvromantiske Litteratur», med dens efter hans Mening naive og fromt idealistiske Virkelighedsopfatning. Den Verdens-<noinclude><references/></noinclude> 8quhzpm4wtwpj5ifvvaqzzcjckjfp26 104 137253 321164 2026-05-13T15:10:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321164 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>betragtning, der almindeligvis betegnes som den videnskabelige, tiltalte ham ved sin enkle Klarhed og Logik, ved sin skjæbnehaarde Pessimisme, ved sin revolutionære Skepsis, men maaske mest ved sin Tendens til at forringe, forflade og fornedre Mennesket. Slige Slagord som: Last og Dyd er Produkter som Vitriol og Sukker; Hjernen produ- cerer Tanker, som Leveren afsondrer Galde osv., har en egen forunderlig Tiltrækning for Ungdommens abstrakte, oprørslystne Tankegang. Og det kan ikke nægtes: denne nye Lære om Mennesket var ligesaa jordisk jevn som let forstaaelig. «Den Hær af Ønsker, Lyster og Begjær, — det Hav af Indfald, Fordringer og Krav», som endog en Peer Gynt føler fylde sit Bryst; den Mangfoldighed af unævnelige, usigelige Anelser, Billeder, Stemninger, der bevæger os i Helg og Søgn, i Sorg og Glæde, — alt det dunkle, modsigelsesfulde, irrationelle lod sig for den troende Naturalist tilbageføre til det Aarsags-Komplex, som Schiller i et berømt Digt udtrykker med Ordene «Hunger und Liebe», paa Finnes Sprog: Sult og Kjønsdrift. Menneskeplanten bliver for denne Filosofi et let gjennemskueligt og opløseligt Produkt af Faktorerne: Jord, Omgivelser, Ernæring. I Romanen «To Damer» har Finne nedlagt sit alvorligste og grundigste Arbeide paa den na-<noinclude><references/></noinclude> 08wyh9fxtghxkawbsukqezaubm4er4d 321165 321164 2026-05-13T15:10:53Z Øystein Tvede 3938 321165 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>betragtning, der almindeligvis betegnes som den videnskabelige, tiltalte ham ved sin enkle Klarhed og Logik, ved sin skjæbnehaarde Pessimisme, ved sin revolutionære Skepsis, men maaske mest ved sin Tendens til at forringe, forflade og fornedre Mennesket. Slige Slagord som: Last og Dyd er Produkter som Vitriol og Sukker; Hjernen producerer Tanker, som Leveren afsondrer Galde osv., har en egen forunderlig Tiltrækning for Ungdommens abstrakte, oprørslystne Tankegang. Og det kan ikke nægtes: denne nye Lære om Mennesket var ligesaa jordisk jevn som let forstaaelig. «Den Hær af Ønsker, Lyster og Begjær, — det Hav af Indfald, Fordringer og Krav», som endog en Peer Gynt føler fylde sit Bryst; den Mangfoldighed af unævnelige, usigelige Anelser, Billeder, Stemninger, der bevæger os i Helg og Søgn, i Sorg og Glæde, — alt det dunkle, modsigelsesfulde, irrationelle lod sig for den troende Naturalist tilbageføre til det Aarsags-Komplex, som Schiller i et berømt Digt udtrykker med Ordene «Hunger und Liebe», paa Finnes Sprog: Sult og Kjønsdrift. Menneskeplanten bliver for denne Filosofi et let gjennemskueligt og opløseligt Produkt af Faktorerne: Jord, Omgivelser, Ernæring. I Romanen «To Damer» har Finne nedlagt sit alvorligste og grundigste Arbeide paa den na-<noinclude><references/></noinclude> sclr5bweoufo1oykoc1w2a843sio2xn 0 137254 321166 2026-05-13T15:11:26Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=139 to=142 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 321166 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=139 to=142 fromsection="2" tosection="" header=1 /> fneyumrn78xe3if3rmy1w1w4j4q3pqi 104 137255 321167 2026-05-13T15:12:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321167 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>turalistiske Menneskeskildrings Omraade. Hovedtemaet i denne Bog er en Ægteskabshistorie, ud- ført i Strindbergsk Aand, d. v. s. ud fra den Opfatning, at Forholdet mellem Mand og Hustru med Nødvendighed bliver en Kamp eller rettere sagt et Slagsmaal paa Liv og Død. Den ene Dame, der udgjør den bankede Halvdel i dette Ægteskab, er en ækkel, ond, pervers Skabning, formodentlig en Studie efter Hedda Gabler; den anden, der stilles op som Kontrast til hin magre Sfinx, er en buttet, glad Skjønhed med sterkt erotiske Tilbøieligheder. Den mandlige Part i den ægteskabelige Duel er en raa, brutal, temmelig fordrukken og forøvrigt kjedsommelig Ingeniør. Han er Finnes typiske Ægtemand, en sterk, bjørneærlig Bondenatur, der gaar olm og ond og uvasket omkring som en lurvet Kjøter i sin Lænke og knurrer og reiser Børster mod det, der er af finere Art end han selv. Mildhed og Stolthed, det er for ham Unatur og Affektation; og han føler sig ikke fri, før han en Dag lader Dyret løbe løbsk i sig paa den Maade, at han banker sin Kone. Betegnende nok er denne plebejiske Bedrift stiliseret om til en høist symbolsk Handling; — det er Adam, som straffer Eva, fordi hun har udtalt sig respektstridigt om en af de hellige naturlige Funktioner. Selve Skildringen er<noinclude><references/></noinclude> bmxneys0803qr5fmkm3anoppdz13xcb 104 137256 321168 2026-05-13T15:13:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321168 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>derimod udført med al mulig Tydelighed og Virkelighedstroskab. «Et kraftigt Slag af hans Knytnæve slog hende overende, og bagefter satte han Knæerne paa hende, slog Kløerne i den prægtige Haarbølge bag i Nakken og sled hende efter den op og ned; hun holdt sine Hænder for Ansigtet, dem rev han væk, slog hende, til det blødte af Næsen, rykked atter i Haaret og dunked hende op og ned. Tilsidst reiste han sig, spytted paa sin til en Klump sammenrullede Kvinde, gav hende et definitivt Spark og gik sin Vei, skjælvende efter Anstrengelsen, men umaadelig lettet i Sindet.» Denne Pryglescene er indfattet i en Ramme af Naturbeskrivelse og Betragtninger over Mands og Kvindes Væsen, der rummer Romanens betydeligste, stemningsfuldeste Indhold. Der er dog den Hage ved de filosofiske Grublerier over Kjønnenes naturnødvendige, gjensidige Antipati, at de vilde virke mere overbevisende, om det ikke var denne simple Ingeniør og hans frastødende Hustru, der havde fremkaldt dem. Vi tænker slet ikke paa disse fo, naar han skriver om «Sorgen, der fik dem til at knytte Haanden mod Naturmagten, Sorgen hos Mand og Kvinde, der, skabt til forskjellig Tid, af forskjelligt Stof(?), faar ud af sit Samliv det trøstesløse: at de, skjønt nødt til at spise af<noinclude><references/></noinclude> izntc5y2o1nqb780z9qis3l1rg7yrsa 104 137257 321169 2026-05-13T15:14:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321169 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>samme Træer og sove inden samme Gjærde, dog intet har lært at fatte af hinandens Væsen. Begge spiler de hver sin Personligheds Eiendommeligheder mest muligt i Veiret for ikke at faa dem slugt af den andens, og denne Kamp avler et Nag, saa de kun lurer paa at anklage hinanden for den store Dommer; der skjuler sig bag hendes Underkastelse og hans logrende Drifter et Fiendskab som mellem to Mænd paa et Skibsvrag i Havet: de vil gjerne myrde og spise hinanden, skjønt deres Sjæle mødes i det samme Skrig over Livets Rædsel.» Natur-Baggrunden i «To Damer» er den med bitter Ironi markerede Modsælning mellem det lumre, småaborgerlig sølle Ravnekrog-Liv i Byen og det øde, vilde Vestlandssceneri: vid, mørk Fjeldmark, takket af sorte truende Tinder over blanksort sugende 'og hemmelighedsfuldt Fjorddyb. Det er ude i denne utæmmede, fritvoksende, urørte Natur, at Opgjøret finder Sted mellem Ingeniøren og hans Hustru. Først her, vil Forfatteren sige, bliver vi atter sande ærlige Væsener. Ansigt til Ansigt med de Livsformer, som har bevaret sit Præg gjennem Tidernes Omskiftelighed, medens Mennesket gjennemløb alle Forvandlingens Stadier, afklæder vi os de borgerlige Løgnes falske Flitter og vinder Mod til den store Oprigtighed: at være os selv.<noinclude><references/></noinclude> mtvhc0ovb3u6e8q80cuhl6dk548ypfr 321175 321169 2026-05-13T15:16:41Z Øystein Tvede 3938 321175 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>samme Træer og sove inden samme Gjærde, dog intet har lært at fatte af hinandens Væsen. Begge spiler de hver sin Personligheds Eiendommeligheder mest muligt i Veiret for ikke at faa dem slugt af den andens, og denne Kamp avler et Nag, saa de kun lurer paa at anklage hinanden for den store Dommer; der skjuler sig bag hendes Underkastelse og hans logrende Drifter et Fiendskab som mellem to Mænd paa et Skibsvrag i Havet: de vil gjerne myrde og spise hinanden, skjønt deres Sjæle mødes i det samme Skrig over Livets Rædsel.» Natur-Baggrunden i «To Damer» er den med bitter Ironi markerede Modsælning mellem det lumre, småaborgerlig sølle Ravnekrog-Liv i Byen og det øde, vilde Vestlandssceneri: vid, mørk Fjeldmark, takket af sorte truende Tinder over blanksort sugende og hemmelighedsfuldt Fjorddyb. Det er ude i denne utæmmede, fritvoksende, urørte Natur, at Opgjøret finder Sted mellem Ingeniøren og hans Hustru. Først her, vil Forfatteren sige, bliver vi atter sande ærlige Væsener. Ansigt til Ansigt med de Livsformer, som har bevaret sit Præg gjennem Tidernes Omskiftelighed, medens Mennesket gjennemløb alle Forvandlingens Stadier, afklæder vi os de borgerlige Løgnes falske Flitter og vinder Mod til den store Oprigtighed: at være os selv.<noinclude><references/></noinclude> htv8ux2carpusjg46ntwtfpap32uibc 104 137258 321170 2026-05-13T15:15:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321170 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men inde i den lille By, hvor Menneskene lever indestængte i smaa kvalme Huse og trange smudsige Gader, der gror i yppigt Flor det Ondes pestsvangre Ukrudt. Her lurer Vanvid og Død paa alle fine Sjæle, og vé dig, om du ikke straks overlader din Nabo din Frihed og Samvittighed til velvillig Forføining! I Ravnekrog taales ikke Selvstændighedens eller Egenartethedens Extravagancer. {{c|IV.}} Nietzsche har som bekjendt opstillet en aandrigt outreret Hypotese om den onde Samvittigheds Tilblivelse, der kort og godt gaar ud paa følgende: Staten er opstaaet paa den Maade, at en overlegen Herskerskare har undertvunget en Hob frit omstreifende Halvdyr; idet nu disse Naturens Børn blev gjort til bundne Samfundsvæsener, vendte alle deres oprindeligste og kraftigste Instinkter: den brutale, grusomme Blodtørst, Forfølgelseslysten, Tilintetgjørelsestrangen, som før kunde mættes paa Tusener af Fiender, sig indad og forvandlede sig til ond Samvittighed, selvfortærende Grublesyge, Forfølgelsesmani, Gudsfrygt og Helvedesrædsel. Denne Moralgenealogi har sikkerlig fundet en Tilhænger i Gabriel Finne. Alle hans Bøger er<noinclude><references/></noinclude> hbuge53ytjlgtxuevvawv5hapntsknv 321171 321170 2026-05-13T15:15:21Z Øystein Tvede 3938 321171 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Men inde i den lille By, hvor Menneskene lever indestængte i smaa kvalme Huse og trange smudsige Gader, der gror i yppigt Flor det Ondes pestsvangre Ukrudt. Her lurer Vanvid og Død paa alle fine Sjæle, og vé dig, om du ikke straks overlader din Nabo din Frihed og Samvittighed til velvillig Forføining! I Ravnekrog taales ikke Selvstændighedens eller Egenartethedens Extravagancer. # 2 ## {{c|IV.}} Nietzsche har som bekjendt opstillet en aandrigt outreret Hypotese om den onde Samvittigheds Tilblivelse, der kort og godt gaar ud paa følgende: Staten er opstaaet paa den Maade, at en overlegen Herskerskare har undertvunget en Hob frit omstreifende Halvdyr; idet nu disse Naturens Børn blev gjort til bundne Samfundsvæsener, vendte alle deres oprindeligste og kraftigste Instinkter: den brutale, grusomme Blodtørst, Forfølgelseslysten, Tilintetgjørelsestrangen, som før kunde mættes paa Tusener af Fiender, sig indad og forvandlede sig til ond Samvittighed, selvfortærende Grublesyge, Forfølgelsesmani, Gudsfrygt og Helvedesrædsel. Denne Moralgenealogi har sikkerlig fundet en Tilhænger i Gabriel Finne. Alle hans Bøger er <section end="1"/><noinclude><references/></noinclude> 84yz31t4h8pc67ug5aa4jf6g85ax806 321172 321171 2026-05-13T15:15:30Z Øystein Tvede 3938 321172 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Men inde i den lille By, hvor Menneskene lever indestængte i smaa kvalme Huse og trange smudsige Gader, der gror i yppigt Flor det Ondes pestsvangre Ukrudt. Her lurer Vanvid og Død paa alle fine Sjæle, og vé dig, om du ikke straks overlader din Nabo din Frihed og Samvittighed til velvillig Forføining! I Ravnekrog taales ikke Selvstændighedens eller Egenartethedens Extravagancer. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|IV.}} Nietzsche har som bekjendt opstillet en aandrigt outreret Hypotese om den onde Samvittigheds Tilblivelse, der kort og godt gaar ud paa følgende: Staten er opstaaet paa den Maade, at en overlegen Herskerskare har undertvunget en Hob frit omstreifende Halvdyr; idet nu disse Naturens Børn blev gjort til bundne Samfundsvæsener, vendte alle deres oprindeligste og kraftigste Instinkter: den brutale, grusomme Blodtørst, Forfølgelseslysten, Tilintetgjørelsestrangen, som før kunde mættes paa Tusener af Fiender, sig indad og forvandlede sig til ond Samvittighed, selvfortærende Grublesyge, Forfølgelsesmani, Gudsfrygt og Helvedesrædsel. Denne Moralgenealogi har sikkerlig fundet en Tilhænger i Gabriel Finne. Alle hans Bøger er <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 09wh71njk1f12s86at4yrizhf2xspds 0 137259 321173 2026-05-13T15:16:15Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=143 to=148 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 321173 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=143 to=148 fromsection="" tosection="1" header=1 /> lpaxin8g9ogj2qxglhv0zosw34v8z6q 104 137260 321177 2026-05-13T15:18:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321177 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mere eller mindre direkte Angreb paa Samfundsordenen og «den store Borgermob» — og Lovprisninger af den før-moralske, frie, tvangløse Naturtilstand. Hans Personer — de unge Syndere som de faldne Engle, de utro Ægtemænd og daarlige Husholdere, Doktor Wangs Børn og Overlærer Woxens Børn, Fædre og Sønner, Mødre og Døtre {{. . .}} er allesammen bundne og bastede Samfundsdyr, der river og slider og slaar sig tilblods mod Stængerne i Buret, de sidder i, det kaldes nu Hjem, Familie, Ægteskab eller Samfund. Han ser paa dette ordnede, tæmmede og tugtede Liv, — forstaar det ikke og drager øieblikkelig den Slutning, at det i Bund og Grund er Hykleri, Løgn, Bedrag. Der er den stakkels «Filosof», der sammenligner sig med en Flue, som, lokket ud af sin lykkelige Dvale-Tilværelse af Kakkelovnsvarmen og Lyset, surrer nogle Gange rundt Lampen for saa at forsvinde i Mørket igjen. Mørket — det er for den unge Idéfanatiker Vanviddet og Døden, som lurer paa den, der ikke kan holde ud Samfundets Humbug- og Løgn-Liv. Der er Petra i «Doktor Wangs Børn», som kun kan faa Fred for sin Samvittighed ved at præstere «en Ærlighed større end Forældrenes, større end nogens, hun kjendte», og som netop derfor — det føler vi — vil blive grænseløst ulykkelig. Der er Ingeniøren i «To<noinclude><references/></noinclude> fwkg7aspzmluvwns1547ar4nje73utf 104 137261 321180 2026-05-13T15:19:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321180 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Damer», denne bundne Bjørn med sin plumpt ærlige Bjørne-Moral og sin grove Livsappetit, — kun kort blev hans Glæde, da han en Dag fik brudt sin Lænke. Og der har vi tilslut de tre utro, ulykkelige Ægtemænd i «Uglen», «Før Afskeden» og «Rachel» med deres trofaste ulykkelige Hustruer, alle brave, sterke, retfremme Naturer, som pines til Fortvilelse og Afsindighed af den onde Skjæbne, d. e. Karakterens Svaghed og Drifternes Overmagt. Disse Finnes sidste Arbeider er samtlige Studier over det syge Sinds Psykologi. De er udsprungne af den blindeste Skjæbnetro, — Stemningspessimismen i hans tidligere Bøger har udviklet sig til urokkelig rolig Overbevisning. Fælles for dem er ogsaa en lyrisk festlig og hjertegreben Følelse overfor Hjemmet, det Hjem, som unge Mennesker bygger sig til Værn mod den «skidne Verden». Det er med virkelig tragisk Patos, Finne viser os, hvordan Angstens Mare og Syndens Dragetænder og den uafvendelige Nemesis undergraver det lille Lykkeslot, som bygges af Tro og Kjærlighed i unge Hjerter. Sandelig — Skjæbnens Ironi er vor alles Herre. Finne anede nok ikke, dengang han i sit ungdommelige Foredrag, for at tirre Borgerne, talte pralende Ord om at blotte Lidenskaberne og afdække «den Drift, som betinger alt<noinclude><references/></noinclude> a5qdtv3mfnii6snewrez06p153i9p5j 104 137262 321182 2026-05-13T15:20:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321182 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Liv og al Lykke», — at han netop skulde blive Skildreren af Undergangsviljen og Ulykke-Frøet i de overmægtige Passioner. De to smaa. Dramaer «Uglen» og «Før Afskeden» har begge som Hovedmotiv ægteskabelig Utroskab. Mændene er Bedragerne, — og Bedraget hevner sig i det ene Skuespil paa Ægteherren, der, længe efterat Forbrydelsen er begaaet, rammes af dens Følger. Han pines hele Stykket igjennem af Samvwittighedsnag og faar til Slut Vanvidsanfald. I det andet Skuespil er det den uskyldige, dødssyge Hustru, som gribes af Brødens Fang-Traade og drages ud af Livet. «Uglen» er en med enkel, kraftfuld Kunst formet Uhyggestemning. Den bygger sig langsomt op gjennem nogle stilfærdige Interieurer fra et ensomt Hjem paa et øde Næs ved en af Vestlandets Fjorde; den stiger langsomt, baaret af nogle Hverdagsmenneskers jevne Samtaler, — til den pludselig exploderer i Torden, Lynild, Revolverskud, Vanvid. Det, der volder denne Række af ligeløbende Katastrofer i Naturens og Aandens Verdener, er et galant Eventyr, som en sølle Ingeniør har begaaet med en meget tvilsom Frue. I Anledning af denne Brøde er det, Forfatteren nedkalder over den stakkels Mands Hoved alle Hevngudindens Rædsler: rød Dommedagshimmel og forfærdende Syner og<noinclude><references/></noinclude> 7qww4b3oqw5hoq97qtbh1fixaiqyrod 104 137263 321184 2026-05-13T15:21:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321184 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Aabenbaringer fra den altskuende Straffens Herre over Skyerne. «Uglen» indtager forøvrigt ved sin om Emnet strengt sluttende Form en Plads for sig selv blandt Finnes vildtvoksede, daarligt komponerede Bøger. Et særlig udmærkende Træk i Skuespillet er Hustruen, den inderlig brave, gode, tapre og ømme Gunhild. Hun har Livets egen naturlige Farve over sig. Den kraftige Entusiasme, som straaler ud af de faa Repliker, hvormed hun er tegnet, lyder i mine Øren mere overbevisende end megen moderne Kjærlighedspoesi. Svagere i Formen og ringere i Følelsesværdi er det lille rent lyriske Stemningsbillede «Før Afskeden». Mandens evindelige Utroskab gaar her ud over en sengeliggende, syg Hustru, rammer hende lige i Hjertet og slukker det svage Livs flakkende Flamme. Dog, denne svage Skabning har endnu Kraft til at forbande Tilværelsen. De faa hadefuldt bitre, uhyggelige Repliker om Ormene, de «hvide blegrøde Orme», som aldrig har seet Lyset, men som venter dernede i Mørket paa den Døde, er sikkert at betragte som Stykkets Maal og Mening. Og de forfærder med ønskelig Magt. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> cclg8bwyf2mgy4kay3ueerwc6u5l6nc 104 137264 321186 2026-05-13T15:23:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321186 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Finnes sidste Bog, Fortællingen «Rachel» (1895), staar i kunstnerisk Henseende langt tilbage for de to Skuespil. Og Indholdet er de gamle haabløse Betragtninger over «det lille stinkende smalsjælede Menneskedyrs» Daarligheder og onde Skjæbne. Vi møder her atter Fædres Haardhjertethed og Ondskab og Barndomshjemmets fæle Elendighed som forklarende Baggrund til de skildrede Personers mangehaande Gjenvordigheder i Livet. Denne Forklaring virker imidlertid ikke meget overbevisende denne Gang. Hr. Enevold Bader, Romanens Hovedfigur, er en Helt af den allerbedrøveligste Skikkelse. Han har det deiligste Hjem, den sødeste lille Kone og det sødeste lille Barn under Solen, han elsker Hjemmet og disse yndige Væsener med den hefligste taknemmelighedsfyldte Kjærlighed, og dog vedbliver han hele Bogen igjennem at være en uforbederlig Døgenigt, en karakterløs Pjalt, som bedrager sin Kone — af pur snobbet Forfængelighed; som, tiltrods for sit aristokratiske Ydre og sin fornemme ædle Sjæl, er god Kamerat med en forsjoflet Vagabond af en Maler; og som endelig ikke synes at have Talent til andet end at behandle Aagerkarle og stryge Landet rundt for at «slaa» Slægtninge eller Venner for Penge samt — eftersom denne hans Hovedbeskjæftigelse<noinclude><references/></noinclude> fvsa51cofwy1u56xktl0llqsp83jm6t 104 137265 321187 2026-05-13T15:24:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321187 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>giver stort eller lidet Udbytte — udskjælde Menneskene for «Smalsjælethed» og alt mulig andet daarligt. Forøvrigt indeholder dog ogsaa «Rachel» flere stemningsfulde Enkeltheder og kraftigt malede Situationer. Titel-Personen, den unge Hustru, er fremstillet med den ærlige Begeistring for de lidt haardføre friske Naturbørn, der er saa karakteristisk for Finne. Men som Helhed betragtet er «Rachel» af de Bøger, som paatvinger Læseren det ubehagelige Spørgsmaal: hvorfor er den skrevet? Siden Rachel udkom, har Finne skrevet en mindre Novelle «Emanuel Daah» (''Samtiden'' 95) og forskjellige Smaating i Blade og Tidsskrifter. Samtlige disse Arbeider viser, at han fremdeles holder sig indenfor den snevre Kreds af enkle og tildels lidet interessante Emner, som han atter og atter har behandlet i sin tidligere Produktion. «Emanuel Daah» bærer dog Mærker af at være anlagt til noget alvorligere; Forfatteren har været inde paa Nemesis-Tanken, men under Udførelsen har han tabt sit oprindelige Maal afsyne. Det hele er som «Rachel» bare blevet en formelt dygtig, men i Indhold maniereret og usammenhængende Studie. Hvor færdig Finne er med sine Yndlings-Motiver viser sig bedst i Skildringen af den Helt af den allerbedrøveligste Skikkelse, som<noinclude><references/></noinclude> tbj16yrxct6udoz3rgauz7zjm8p327j 104 137266 321188 2026-05-13T15:26:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321188 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er Hovedpersonen i denne Novelle. Hans Ynkelig- hed og Forkommenhed er i den Grad outreret, at han nærmest virker komisk. Jeg kjender bare et Menneske i den senere Litteratur, som maaske kan maale sig med ham i Dybtsunkenhed, nemlig Hovedfiguren i Worm-Miillers «Fire Dage». Denne er dog fremstillet med en ganske anden overbe- visende Fantasi end Emanuel Daah. Disse to bund- løst elendige Selvmordere ligner hinanden deri, at de begge frister os til at le, istedenfor at vi skulde græde over deres sørgelige Skjæbne. Og naar Tragedier virker som Komedier, da er nok Tiden kommen for en Digter til at vende om for Alvor. Gabriel Finnes Talent er for kraftigt og oprindeligt til at spildes paa slige elementære Stiløvelser som «Rachel» og «Emanuel Daah». {{---}} {{luft|6em}} {{høyre|{{x-mindre|Dec. 95.{{gap|2em}}}}}}<noinclude><references/></noinclude> bwc5n4ipbl3ky6sperm3usc8jl191yz 321189 321188 2026-05-13T15:26:45Z Øystein Tvede 3938 321189 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er Hovedpersonen i denne Novelle. Hans Ynkelighed og Forkommenhed er i den Grad outreret, at han nærmest virker komisk. Jeg kjender bare et Menneske i den senere Litteratur, som maaske kan maale sig med ham i Dybtsunkenhed, nemlig Hovedfiguren i Worm-Müllers «Fire Dage». Denne er dog fremstillet med en ganske anden overbevisende Fantasi end Emanuel Daah. Disse to bundløst elendige Selvmordere ligner hinanden deri, at de begge frister os til at le, istedenfor at vi skulde græde over deres sørgelige Skjæbne. Og naar Tragedier virker som Komedier, da er nok Tiden kommen for en Digter til at vende om for Alvor. Gabriel Finnes Talent er for kraftigt og oprindeligt til at spildes paa slige elementære Stiløvelser som «Rachel» og «Emanuel Daah». {{---}} {{luft|6em}} {{høyre|{{x-mindre|Dec. 95.{{gap|2em}}}}}}<noinclude><references/></noinclude> 21a2rg5dtzwk43o0eddy9bavoyxr75r 0 137267 321190 2026-05-13T15:27:22Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=148 to=155 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 321190 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=148 to=155 fromsection="2" tosection="" header=1 /> bw6xp45k7kccq656bz1ooxhgduls4zn 104 137268 321191 2026-05-13T15:31:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321191 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|THEODOR MADSEN.}}}} «Nede fra Orkestret lyder gjennem Menneskesnadderen, ligesom langt borte fra, en uhyggelig, monoton Brusen. Midt i denne Brusen trænger enkelte Toner igiennem, siden flere og flere, klagende, stønnende, som kom de fra et Menneske, der jages. Han lukker Øinene og ser det styrte afsted, snart med gabende Mund, snart med tæt sammenpressede Læber, men altid gribende med krumme, glubske Fingre ud i Luften efter noget, det skimter og tror, det kan naa, blot det holder ud. Over Stok og Sten bærer det, over Berg og Dal, gjennem mørke Skove, over gyngende Grunde. Her glider det og falder; men snart er det atter paa Benene igjen og fortsætter Jaget, rastende, uden Hvil.<noinclude><references/></noinclude> it6rvfp9o2ax2d6phyrdt13rnjoxnci 321206 321191 2026-05-13T15:54:36Z Øystein Tvede 3938 321206 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|THEODOR MADSEN.}}}} «Nede fra Orkestret lyder gjennem Menneskesnadderen, ligesom langt borte fra, en uhyggelig, monoton Brusen. Midt i denne Brusen trænger enkelte Toner igiennem, siden flere og flere, klagende, stønnende, som kom de fra et Menneske, der jages. Han lukker Øinene og ser det styrte afsted, snart med gabende Mund, snart med tæt sammenpressede Læber, men altid gribende med krumme, glubske Fingre ud i Luften efter noget, det skimter og tror, det kan naa, blot det holder ud. Over Stok og Sten bærer det, over Berg og Dal, gjennem mørke Skove, over gyngende Grunde. Her glider det og falder; men snart er det atter paa Benene igjen og fortsætter Jaget, rastende, uden Hvil.<noinclude><references/></noinclude> 6m3mtmn0nekmfsw63ubb27ms88npmz7 321344 321206 2026-05-13T20:43:39Z Øystein Tvede 3938 321344 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|THEODOR MADSEN.}}}} {{nodent/s}}{{Innfelt initial|«N}}ede fra Orkestret lyder gjennem Menneskesnadderen, ligesom langt borte fra, en uhyggelig, monoton Brusen. Midt i denne Brusen trænger enkelte Toner igiennem, siden flere og flere, klagende, stønnende, som kom de fra et Menneske, der jages.{{nodent/e}} Han lukker Øinene og ser det styrte afsted, snart med gabende Mund, snart med tæt sammenpressede Læber, men altid gribende med krumme, glubske Fingre ud i Luften efter noget, det skimter og tror, det kan naa, blot det holder ud. Over Stok og Sten bærer det, over Berg og Dal, gjennem mørke Skove, over gyngende Grunde. Her glider det og falder; men snart er det atter paa Benene igjen og fortsætter Jaget, rastende, uden Hvil.<noinclude><references/></noinclude> sg8ui1822ylracfdyypopbw8uo0ysmc 104 137269 321192 2026-05-13T15:40:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321192 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Med ét stanser det, stirrende i taus Rædsel hen for sig. Det staar ved Randen af en mørk, bundløs Afgrund, hvorover ingen Bro fører, ingen formaar at bære det. Dets Øine søger at maale Dybet, men magter det ikke. Mørkere end Natten gaber Afgrunden det imøde som et kolossalt Svælg, hvis Aande er som Is. I bævende Angst ser det sig tilbage. Og en Stemme fra den ensformige Brusen langt borte fra raaber til det. — Jaget er slut! {{. . .}} Du staar ved Skillet mellem det Endelige og det Evige! — Det evige Liv? spørger Mennesket. — Det tomme, evige Intet! svarer Stemmen med tusenmundet Ekko, der lidt efter lidt gaar over i den ensformige Brusen og forstummer» {{. . .}} Der findes ikke mange allegorisk-symbolske Skildringer i Theodor Madsens Bøger — og kun sjelden et rent lyrisk Udbrud. Alligevel begynder jeg Karakteristiken af ham med de ovenanførte Linjer, som er taget fra Romanen «Guds Finger», fordi de giver et energisk og stemningsfuldt Billede af Digterens eiendommelige Livsfilosofi og hans Opfatning af Menneskets Kaar. Saadan ser Theodor Madsen Menneskets Livsløb. Et uophørligt hvileløst Jag {{. . .}} ud af Mørket, ind i Tilværelsen daglange Lysglimt, og saa tilbage<noinclude><references/></noinclude> p3bns5h8ngr82kwh5ym77t4kv7oqjw8 104 137270 321193 2026-05-13T15:41:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321193 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til Mørket igjen. Hver Verden er et Fængsel, — indmuret og omhegnet af ubrydelige Skjæbne-Love. Hver Tanke er en Lænke. Hver Følelse en Bedrager, som øieblikkelig forraader os til vor farligste Fiende og hvirvler os stadig længer ind i Livets Labyrint. Han har hidtil skrevet tre Bøger, der alle indprenter den ene sørgelige Sandhed: at Livet er intet uden Lidelser, Skuffelser, Uro; vi er {{sp|Marionetter i Drif|t}}, som tumles rundt i Tilfældets Vold; og bedst som vi jages afsted, træffes vi af {{sp|Guds Finge|r}}. {{c|I.}} Theodor Madsens første Bog, Romanen «I Drift», kom ud i 1890. Som Debut betragtet var det et usædvanlig dygtigt og modent Arbeide, — klart og overlegent objektivt i Skildringen af et broget Persongalleri og vekslende Milieu og heltigjennem behersket af én Grundtanke. Denne Forfatter kjendte Livets Virkelighed og Hverdagens Mennesker, og han var ikke tilsinds at lægge Skjul paa sin Kundskab, — mindst af alt kunde det falde ham ind at omskrive den i en lyrisk svømmende, abstrakt Stil. Han søgte — og fandt som oftest — det nøgternt sande og nøiagtige Udtryk<noinclude><references/></noinclude> j3a8yd7is0rc1s24i4t2usigpzc8col 321204 321193 2026-05-13T15:52:48Z Øystein Tvede 3938 321204 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>til Mørket igjen. Hver Verden er et Fængsel, — indmuret og omhegnet af ubrydelige Skjæbne-Love. Hver Tanke er en Lænke. Hver Følelse en Bedrager, som øieblikkelig forraader os til vor farligste Fiende og hvirvler os stadig længer ind i Livets Labyrint. Han har hidtil skrevet tre Bøger, der alle indprenter den ene sørgelige Sandhed: at Livet er intet uden Lidelser, Skuffelser, Uro; vi er {{sp|Marionetter i Drif|t}}, som tumles rundt i Tilfældets Vold; og bedst som vi jages afsted, træffes vi af {{sp|Guds Finge|r}}. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I.}} Theodor Madsens første Bog, Romanen «I Drift», kom ud i 1890. Som Debut betragtet var det et usædvanlig dygtigt og modent Arbeide, — klart og overlegent objektivt i Skildringen af et broget Persongalleri og vekslende Milieu og heltigjennem behersket af én Grundtanke. Denne Forfatter kjendte Livets Virkelighed og Hverdagens Mennesker, og han var ikke tilsinds at lægge Skjul paa sin Kundskab, — mindst af alt kunde det falde ham ind at omskrive den i en lyrisk svømmende, abstrakt Stil. Han søgte — og fandt som oftest — det nøgternt sande og nøiagtige Udtryk <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> h0jun3d1laddvby6ret53mutl0z3u41 104 137271 321194 2026-05-13T15:42:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321194 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for Syn og Følelse. Og det maa blive Idealet, naar man ikke skriver blot til Lyst, men for at forklare og derved lære os at tilgive og elske Menneskene. Theodor Madsen har selv paa egne Vegne udtalt sig om Livs- og Sjæleskildringens Kunst og hævdet, at den først og fremst skal «hvile paa fast Grund, d. v. s. være Resultatet af et omhyggeligt og skarpt forudgaaende Studium af det Emne og de Figurer, den behandler og fremstiller.» Om det Studium af Emne og Figurer, der danner Grundlaget for «I Drift», faar vi en Smule Begreb ved at læse nogle Skisser og Novelletter, som Forfatteren fra 1884 og nedover lod trykke i forskjellige Bergensblade. Noget synderlig personligt eller originalt Indhold har ikke disse mindre Ting. Det er Fortællinger og Stemninger i den vanlige naturalistiske Stil — jeg havde nær sagt Jargon — fra hin Tid. Grovt paasmurte, skrigende Farver, især naar det gjælder erotiske Motiver, megen Indignation over Samfundet og det agtede, velbeholdne Borgerskab — og absolut Mangel paa virkelig psykologisk Karakteristik. Det er Indignationslyrik, men rigtignok en Lyrik, der er noget nær det modsatte af Poesi: farvefattig, klangløs, nøgtern abstrakt. Kort sagt, det er Ungdomsaarenes bittert-krasse, sentimentalt-kyniske Verdens-<noinclude><references/></noinclude> pjjmjk7sj48zw9pfxunzo4j33ldgnah 104 137272 321195 2026-05-13T15:43:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321195 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>betragtning og Verdenssmerte. Mennesket er det sjælløse, automatiske Naturvæsen, som ligger haabløst under for den éne Drift — og ikke eier Tanke eller Vilje til andet. Paa Fransk heder denne Skabning som bekjendt ''la bête humaine''. Og Samfundet er et Komplot af Kjeltringer og Idioter, som blot holdes sammen ved Hykleri og Bedrag. «I Drift» varierer, uddyber og fortætter de to Grundstemninger i disse Smaaberetninger. Den er oprindelig planlagt som en social Roman, et Samfundsbillede med omhyggelig tegnet Milieu og skarpt markeret Tendens. Bogen aabnes med en grel Skildring fra de Fattiges Bydel, den mørke, haabforladte Underverden, der er det nødvendige Resultat af enhver større Stads Vækst i Rigdom og Omfang. Vi ser en forarmet, elendig syg Kvinde styrte i Døden som en gammel udslidt Hest. Hendes Mand sidder paa Slaveriet for Mord, — og den eneste lyse Tanke, hun har havt under sit livslange Slid og Slæb, var, at hun skulde værge sine to Døtre mod de Fristelser, som Fattigfolks Barn pleier falde for. Men ikke før ligger hun vel gjemt i Jorden, før den ene af Pigerne er kommen i Tjeneste hos den Mand, Moderen frygtede mest for, — medens den anden hvirvles om i Tilfældets Vold mellem de unge glade Mænd, der har Magt og Vilje. De er begge kommen «i Drift».<noinclude><references/></noinclude> n3txnlz0hsnryjx426i8w9lndqhh41y 104 137273 321196 2026-05-13T15:44:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321196 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Et haabløst Graat-i-Graat, saa er Livet her nede i Underverdenen. Menneskene fødes med friske, aabne, længtende Sanser, med unge, stolte Sind, med Tro og Mod til at flytte Bjerge. Der var tusen Ting at gjøre, tusen Lykker at vinde, — men her er hverken Rum eller Luft eller Sol. Bare Hverdagens evigt samme usle Sorg og fattige Glæde. Og saa drages de ind i den sugende Hvirvel, der fører dem Undergangen i Vold — «akkurat som disse Bjelker, der driver om for Veir og Vind ude paa Verdenshavene, og som — hvis de ikke tilfældigvis træffer en Strømretning, der sætter dem paa Land et eller andet Sted, vedbliver med at drive omkring, sugende Vandet i sig, gjennembores af Orme, bliver tyngere og tyngere, synker, raadner og gaar tilbunds {{. . .}}» Denne lidt konventionelle Oprørsfølelse mod Samfund, Omgivelser osv., der behersker Romanens første Halvdel, tilslører i nogen Mon det egentlige Grundmotiv: Fremstillingen af, hvordan den blot og bart sanselige Kjærlighed fordærver Hjerter og knuser Skjæbner. Fortællingens Grundtanke findes udtrykt i Ordene om «Elskovstrangen, som vokser med sin Tilfredsstillelse, bestandig vokser og tilslut river os bort med sig, bringer Sjælen til at sygne hen og det, som var Vilje i os, til at dø.»<noinclude><references/></noinclude> 32pkefbebm43lupkalxuaf5lnbkf7w1 104 137274 321197 2026-05-13T15:47:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321197 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Den, der udtaler dette, er Eduard Orlow, Bogens Hovedperson. Han er en sjælesyg Hypokonder. En indtil Galskab ensom og sky Natur. Udrustet med en overlegen Intelligens og en sikker praktisk Dygtighed, — men ikke destomindre en i det virkelige Liv haabløst Fortabt, som langsomt ødelægges af selvopslugende Reflexion og Fantasteri. Men det dybest karakteristiske for Orlow er en klam, monoman, udifferentieret Sanselighed, hvis Væsen og Virkninger er skildret i de ovenfor anførte Ord. De udvikler fortræffeligt den syge Kjærligheds Udviklingshistorie. Det Don-Juanagtige hos Orlow er understreget med sikker og diskret Kunst. Forfatteren har fremstillet en Type, der er ligesaa sand, som den er ukjendt i vor Litteratur. En bleg, træt, sørgmodig Mand, der føler sin Natur som en mørk uafrystelig Skjæbnemagt. En Grubler og Drømmer, knuget af Livsangst og instinktiv, uovervinderlig Frygt for Menneskene, — men uden Sværmerens Evne til befriende Fantasiflugt. Han er i den Grad bundet til det lille Stykke Jord, hvor han har hjemme, at han ikke synes at have en Anelse om andre Himmelstrøg, endsige om en Aandens Verden, hvor Frihed og Retfærdighed bor. Begreber som Aand og Evighed er helt fremmede for Orlow. Han er, som Dr. H. C. Hansen<noinclude><references/></noinclude> 1jw1jf7xcccx5zgjbeggo567n9cdueb 104 137275 321198 2026-05-13T15:48:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321198 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>træffende siger i en interessant Artikel om vor Forfatter, «en forhærdet Sensualist» (se ''Samtiden'' VII, 271). Hans Intelligens er væsentlig forfinet Sanselighed, — overudviklet Følsomhed for ethvert Indtryk, men ingen Evne til at veie og vrage Forestillinger. I Regelen vil et sligt Sanse-Menneske befinde sig meget vel i denne Verden. Det vil snart erhverve sig den Portion Ligegladhed, som fører en uskadt over Tilværelsens mange Blindskjær. Men Orlow har den allerheftigste Medlidenhed med de stakkels Mennesker. Han kan ikke drive den Forførelses-Sport, som vi ser de unge Grosserersønner i Bogen hengive sig til med den mest ubekymrede Fordomsfrihed. Orlow er vistnok «uden Vilje, uden Moral, uden Holdepunkt», men han føler og tænker; han tager Livet tungt, fordi han hører til de Ensommes Slegt. Og som forhærdet Sensualist plages han af en egen Slags Mørkerædhed: han ser Spøgelser ved høilys Dag. Sanse-Mennesket foragter Troen — og falder i Armene paa Overtroen. Orlow fortviler i sin Ensomhed og Angst. «Ak, ak! hvor jeg længes efter en Ven, et Menneske, der er som jeg selv,» udbryder han ofte. Men de Venner, man pleier have, egner sig ikke for de mere indviklede Situationer i Tilværelsen. En<noinclude><references/></noinclude> ar1nij2yhybb8knki6mkl37ve6fdl4q 104 137276 321199 2026-05-13T15:49:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321199 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Dag har Orlow seet en Pige med nogle underlige barnefromme, uskyldige Øine, der lyser ham imøde som en tryg Fredens Havn, — et Fristed for onde Drømme. Hun er dog ikke den Uberørte, som Øinene taler om, — har allerede faaet sine Mærker af den onde Verden. Men Orlow fængsles af hendes eiendommelige ømme og gode Sind. Hun hengiver sig til ham, — og saa viser det sig betegnende nok, at han bliver den troløse. Han er uhjælpelig kommen i Drift — og maa synke ned i «det tomme, mørke, evige Intet», som gaber mod ham fra alle Kanter. Maaden, hvorpaa han gaar tilbunds, er dog utilfredsstillende fremstillet: Paa Børsen forlyder det en Dag, at en af Byens indflydelsesrigeste Forretningsstørrelser har taget Gift. Denne Mand kunde Orlow reddet; han var sammen med ham kort før Selvmordet og fik da et Indtryk af, at noget usædvanligt var paafærde. Orlow stod endog i Begreb med at gjøre den Ulykkelige et Tilbud, som vilde have afværget Katastrofen. Men dels af Vankelmodighed og dels af smaalig Forretningsmands-Beregning holdt han sig tilbage. Og saa gik Stakkelen hjem og tog Gift. Denne Historie gjør det helt af med Orlow. Han kan ikke tænke paa andet. Hvor han gaar, ser han den Døde for sig, det voksgraa Ansigt<noinclude><references/></noinclude> gmsydd6faabizoqf0li9485rwf7s5t6 104 137277 321200 2026-05-13T15:49:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321200 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>under Liglagenet, — og han bliver stadig mere sikker paa, at det er ham, som har dræbt Manden. I sin Fortvilelse gjør han et forgjæves Selvmordsforsøg, der driver hans ulmende Vanvid frem i lys Lue. Og naar vi sidst ser ham, gaar han om som en haabløs, stilfærdig Gal, der bestandig spørger Folk, om de kan se en Giftflaske, han tror at holde i sin hule Haand. «I Drift» er i mange Henseender en uklar og usammenhængende Bog — hvad der jo ikke bør undre, naar man husker, at den er Theodor Madsens første. Som Roman strander den paa en ganske umulig Komposition. Den er, som ovenfor antydet, oprindelig planlagt som tendensiøs problem-debatterende Samfunds-Skildring; men da Forfatteren skulde fordybe sig i Fremstillingen af Orlow, maatte han opgive de omstændelige Beskrivelser for Analysen af sjælelige Tilstande. Dette har igjen til Følge, at Orlow faar uforholdsmæssige Dimensioner og kommer til at svæve i Luften. Forfatteren har vistnok følt dette selv: thi i den tre Aar senere udgivne Roman, «Guds Finger», tager han den samme Type under fornyet Behandling. Og denne Gang er Figuren sat ind i de rette Omgivelser. Det vidtløftige, uvedkommende sociale Milieu er sløifet og Hovedveglen lagt paa Fremstillingen af Personernes indre Liv.<noinclude><references/></noinclude> 520lt9g87n6cd0hkktmgjs3di6k1ono 104 137278 321201 2026-05-13T15:50:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321201 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{Blank linje}} Selvfølgelig er dog ikke denne nye Skikkelse en blot og bar Gjentagelse af den første. Theodor Madsen er en altfor original Forfatter til at gidde - repetere sig selv. Men med fuld Ret kan Thorvald Miinther, Hovedpersonen i «Guds Finger», kaldes en Variation af den Mennesketype, hvis væsentligste Træk skildredes i Figuren Eduard Orlow. Og da den første er saa meget klarere og sikrere tegnet end den sidste, vil man let komme til at anse denne for overflødig. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I.}} Thorvald Miinther er som Eduard Orlow et ulykkeligt, monomant Hjernemenneske. Hans Væsen er klar og kold Forstand og en Reflexion, der let slaar over i Fantasteri. Ogsaa han lider af en utrolig Skyhed — der gaar saa vidt, at han lader en Ven indlevere og trykke i sit Navn det, han skriver(!) — og Angst for Menneskene, hvilket dog ikke hindrer ham fra at betragte sig selv som tilhørende en meget høiere Sfære end de vanlige Verdens Børn. Hele Thorvald Minthers Personlighed og Skjæbne er karakteriseret i disse Linjer af Bogens første Kapitel: «Der laa en Fortid bag ham i<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 1fklumaf1xh7ni1r5ne0gcyxaqoi3eu 321202 321201 2026-05-13T15:51:00Z Øystein Tvede 3938 321202 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{Blank linje}} Selvfølgelig er dog ikke denne nye Skikkelse en blot og bar Gjentagelse af den første. Theodor Madsen er en altfor original Forfatter til at gidde - repetere sig selv. Men med fuld Ret kan Thorvald Miinther, Hovedpersonen i «Guds Finger», kaldes en Variation af den Mennesketype, hvis væsentligste Træk skildredes i Figuren Eduard Orlow. Og da den første er saa meget klarere og sikrere tegnet end den sidste, vil man let komme til at anse denne for overflødig. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II.}} Thorvald Miinther er som Eduard Orlow et ulykkeligt, monomant Hjernemenneske. Hans Væsen er klar og kold Forstand og en Reflexion, der let slaar over i Fantasteri. Ogsaa han lider af en utrolig Skyhed — der gaar saa vidt, at han lader en Ven indlevere og trykke i sit Navn det, han skriver(!) — og Angst for Menneskene, hvilket dog ikke hindrer ham fra at betragte sig selv som tilhørende en meget høiere Sfære end de vanlige Verdens Børn. Hele Thorvald Minthers Personlighed og Skjæbne er karakteriseret i disse Linjer af Bogens første Kapitel: «Der laa en Fortid bag ham i<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> bpvvialfbass8q5yrmhsj9djgknlka5 321332 321202 2026-05-13T20:29:55Z Øystein Tvede 3938 321332 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{Blank linje}} Selvfølgelig er dog ikke denne nye Skikkelse en blot og bar Gjentagelse af den første. Theodor Madsen er en altfor original Forfatter til at gidde repetere sig selv. Men med fuld Ret kan Thorvald Münther, Hovedpersonen i «Guds Finger», kaldes en Variation af den Mennesketype, hvis væsentligste Træk skildredes i Figuren Eduard Orlow. Og da den første er saa meget klarere og sikrere tegnet end den sidste, vil man let komme til at anse denne for overflødig. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II.}} Thorvald Miinther er som Eduard Orlow et ulykkeligt, monomant Hjernemenneske. Hans Væsen er klar og kold Forstand og en Reflexion, der let slaar over i Fantasteri. Ogsaa han lider af en utrolig Skyhed — der gaar saa vidt, at han lader en Ven indlevere og trykke i sit Navn det, han skriver(!) — og Angst for Menneskene, hvilket dog ikke hindrer ham fra at betragte sig selv som tilhørende en meget høiere Sfære end de vanlige Verdens Børn. Hele Thorvald Minthers Personlighed og Skjæbne er karakteriseret i disse Linjer af Bogens første Kapitel: «Der laa en Fortid bag ham i<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> ouwf2zq9u6b3vg4irz58tmxtvder8h2 321333 321332 2026-05-13T20:30:14Z Øystein Tvede 3938 321333 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{Blank linje}} Selvfølgelig er dog ikke denne nye Skikkelse en blot og bar Gjentagelse af den første. Theodor Madsen er en altfor original Forfatter til at gidde repetere sig selv. Men med fuld Ret kan Thorvald Münther, Hovedpersonen i «Guds Finger», kaldes en Variation af den Mennesketype, hvis væsentligste Træk skildredes i Figuren Eduard Orlow. Og da den første er saa meget klarere og sikrere tegnet end den sidste, vil man let komme til at anse denne for overflødig. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II.}} Thorvald Münther er som Eduard Orlow et ulykkeligt, monomant Hjernemenneske. Hans Væsen er klar og kold Forstand og en Reflexion, der let slaar over i Fantasteri. Ogsaa han lider af en utrolig Skyhed — der gaar saa vidt, at han lader en Ven indlevere og trykke i sit Navn det, han skriver(!) — og Angst for Menneskene, hvilket dog ikke hindrer ham fra at betragte sig selv som tilhørende en meget høiere Sfære end de vanlige Verdens Børn. Hele Thorvald Minthers Personlighed og Skjæbne er karakteriseret i disse Linjer af Bogens første Kapitel: «Der laa en Fortid bag ham i<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> b33qsctmopflaxi6rroqbk35xcla6l0 0 137279 321203 2026-05-13T15:52:25Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=160 to=168 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 321203 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=160 to=168 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 5dn2icggmp5x6s9zqj4fnfo3qce5d5z 104 137280 321209 2026-05-13T16:02:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321209 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Arbeide og Savn med Higen udad, opad, over Mængden, Trællene, som lever for at æde {{. . .}} Sjælen, den han havde lidt sig til, tænkt sig til i Angst, drømt sig til under Mareridt, og som han — med alle dens Skavanker — dog ikke vilde bytte fra sig for al Verdens Gods og Guld, al Himmelens Herlighed, den skulde tvinges til aldrig mere at hige, aldrig mere at leve sit eget Liv længere, men dødes, ofres Stykke for Stykke i Trældom for Kone og Barn!» Da vi lærer ham at kjende, staar han foran sit Livs største Afgjørelse. Han er drevet ind i et Forhold til en ham i alle Henseender underlegen Kvinde. — Thi ogsaa hans Vilje smelter som Voks for Driftens Ildpust. — Og dette Forhold er nu naaet derhen, at han maa lade sig binde til hende for altid. . Han føler allerede Æpgteskabslænken skrue sig om Foden, thi han ved intet Middel at komme løs paa. Og hvorfor gruer han da saa for disse dagligdagse Ting? — Jo, netop nu skal hans Sjæl til at folde sig ud {{. . .}} en ung Digter er begyndt at leve inde i ham: han skriver Skuespil og tænker dybe Tanker, og det myldrer af Ideer og stolte Planer i hans Hoved. Det synes ham saa fortvilende ufatteligt dette, at han, som i egen Mening tilhører Hjerneadelen, nu maa tabe<noinclude><references/></noinclude> sud6c41kkz947d04o099ihuoqptcga3 104 137281 321210 2026-05-13T16:03:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321210 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sit eget frie Liv og synke ned i Madtrællenes Kaste. Hun, som binder ham, er en lidt falmet og lidt færdig Dame . . . «Det ovale, graablege Ansigt viste Streger ved Munden og over Panden under det mørke Haar; men de brune Øine var store, blanke og fangende som en ung Taterkvindes, der ser paa dig ved Nattetid over et glødende Baal». Den tvilsomme Fortid, hun har bag sig, har han med Vold og Trusler pint ud af hende, — uden at han dog med sin Mistænksomhed noget Øieblik føler sig sikker paa at vide alt. Ogsaa deri ligner han Orlow, at han vil eie det Menneske, han skal leve sammen med, helt og holdent, — det er genialt rigtigt seet dette, at det eneste Udslag af en Art Uendeligheds-Trang hos en slig Personlighed aabenbarer sig paa det erotiske Omraade. Og Thorvald Miinther lider ogsaa af den eiendommelige Mørkerædhed, som er Sanse-Menneskets ubedrageligste Kjendetegn. Saadan er han, da han staar foran sit Livs afgjørende Prøvelse, Ægteskabet med den halvgamle Kvinde, som Driften har bundet ham til, Han føler ingen Kjærlighed, ingen dybere Sympati for hende. Nei, skulde han følge sin egen Tilbøielighed, saa giftede han sig med den lille Agnes Rein, der i Stilbed har sendt ham mer end<noinclude><references/></noinclude> 1g8p3e54q99ob6wgkwyve3agdqd0u2d 321211 321210 2026-05-13T16:04:46Z Øystein Tvede 3938 321211 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sit eget frie Liv og synke ned i Madtrællenes Kaste. Hun, som binder ham, er en lidt falmet og lidt færdig Dame . . . «Det ovale, graablege Ansigt viste Streger ved Munden og over Panden under det mørke Haar; men de brune Øine var store, blanke og fangende som en ung Taterkvindes, der ser paa dig ved Nattetid over et glødende Baal». Den tvilsomme Fortid, hun har bag sig, har han med Vold og Trusler pint ud af hende, — uden at han dog med sin Mistænksomhed noget Øieblik føler sig sikker paa at vide alt. Ogsaa deri ligner han Orlow, at han vil eie det Menneske, han skal leve sammen med, helt og holdent, — det er genialt rigtigt seet dette, at det eneste Udslag af en Art Uendeligheds-Trang hos en slig Personlighed aabenbarer sig paa det erotiske Omraade. Og Thorvald Münther lider ogsaa af den eiendommelige Mørkerædhed, som er Sanse-Menneskets ubedrageligste Kjendetegn. Saadan er han, da han staar foran sit Livs afgjørende Prøvelse, Ægteskabet med den halvgamle Kvinde, som Driften har bundet ham til, Han føler ingen Kjærlighed, ingen dybere Sympati for hende. Nei, skulde han følge sin egen Tilbøielighed, saa giftede han sig med den lille Agnes Rein, der i Stilbed har sendt ham mer end<noinclude><references/></noinclude> pjpm30em36xlhmq3bcvuwvu2vm3rq0j 321212 321211 2026-05-13T16:05:19Z Øystein Tvede 3938 321212 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sit eget frie Liv og synke ned i Madtrællenes Kaste. Hun, som binder ham, er en lidt falmet og lidt færdig Dame . . . «Det ovale, graablege Ansigt viste Streger ved Munden og over Panden under det mørke Haar; men de brune Øine var store, blanke og fangende som en ung Taterkvindes, der ser paa dig ved Nattetid over et glødende Baal». Den tvilsomme Fortid, hun har bag sig, har han med Vold og Trusler pint ud af hende, — uden at han dog med sin Mistænksomhed noget Øieblik føler sig sikker paa at vide alt. Ogsaa deri ligner han Orlow, at han vil eie det Menneske, han skal leve sammen med, helt og holdent, — det er genialt rigtigt seet dette, at det eneste Udslag af en Art Uendeligheds-Trang hos en slig Personlighed aabenbarer sig paa det erotiske Omraade. Og Thorvald Münther lider ogsaa af den eiendommelige Mørkerædhed, som er Sanse-Menneskets ubedrageligste Kjendetegn. Saadan er han, da han staar foran sit Livs afgjørende Prøvelse, Ægteskabet med den halvgamle Kvinde, som Driften har bundet ham til, Han føler ingen Kjærlighed, ingen dybere Sympati for hende. Nei, skulde han følge sin egen Tilbøielighed, saa giftede han sig med den lille Agnes Rein, der i Stilhed har sendt ham mer end<noinclude><references/></noinclude> tvpkub1v9c7391zvpoapkut8zzo03ib 104 137282 321213 2026-05-13T16:06:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321213 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ét blaat Øiekast. Men ellers trænger han ikke stort til Mennesker. At tænke og give Tanken Ord er hans høieste Lyst. For ham vilde «et Liv i Arbeide være som en sollys Sommerdags glade Leg, og Døden, den evige, som Hvilen, hvorefter Barnet længter, naar det har leget sig træt» {{. . .}} Men de lyse Drømmes Tid er længst forbi for ham. Hans Skjæbne er bestemt. Med slige Tanker er det, han gaar ind i Ægteskabet. Hun har en Modeforretning, og de bliver enige om, at han skal flytte til hende og foreløbig arbeide inde paa hendes Værelse, medens hun bliver i Butiken. Han har nemlig en liden Post paa et Kontor om Formiddagen, hvorved han tjener 50 Kroner om Maaneden. Men det gaar daarligt med Samlivet. Han faar ingen Ro til sit Arbeide, og hun lider under hans Kulde og Optagethed med sit. Hos ham slaar Fortvilelsen over at bære Trællelænken — som han kalder det — og ikke kunne leve for sit Ideal af personlig Frihed over i et stille nagende Had til hende. Det daglige Samvær udarter lidt efter lidt til en uafladelig Krig med Beskyldningers og onde Ords forgiftede Vaaben. Saa gaar det galt med hendes Forretning. Butiken lukkes — og de maa flytte mange Trin ned paa Samfunds- stigen. Og Fattigdommen plager og piner, puster<noinclude><references/></noinclude> m92dpj1d55e2uqb6tdwkukdyw0ukw0q 321214 321213 2026-05-13T16:07:11Z Øystein Tvede 3938 321214 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ét blaat Øiekast. Men ellers trænger han ikke stort til Mennesker. At tænke og give Tanken Ord er hans høieste Lyst. For ham vilde «et Liv i Arbeide være som en sollys Sommerdags glade Leg, og Døden, den evige, som Hvilen, hvorefter Barnet længter, naar det har leget sig træt» {{. . .}} Men de lyse Drømmes Tid er længst forbi for ham. Hans Skjæbne er bestemt. Med slige Tanker er det, han gaar ind i Ægteskabet. Hun har en Modeforretning, og de bliver enige om, at han skal flytte til hende og foreløbig arbeide inde paa hendes Værelse, medens hun bliver i Butiken. Han har nemlig en liden Post paa et Kontor om Formiddagen, hvorved han tjener 50 Kroner om Maaneden. Men det gaar daarligt med Samlivet. Han faar ingen Ro til sit Arbeide, og hun lider under hans Kulde og Optagethed med sit. Hos ham slaar Fortvilelsen over at bære Trællelænken — som han kalder det — og ikke kunne leve for sit Ideal af personlig Frihed over i et stille nagende Had til hende. Det daglige Samvær udarter lidt efter lidt til en uafladelig Krig med Beskyldningers og onde Ords forgiftede Vaaben. Saa gaar det galt med hendes Forretning. Butiken lukkes — og de maa flytte mange Trin ned paa Samfundsstigen. Og Fattigdommen plager og piner, puster<noinclude><references/></noinclude> emgyoyoy5oo7araecqcvo515smf22iy 104 137283 321215 2026-05-13T16:08:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321215 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stadig nye Gløder til hans Had mod hende og den hele huslige Elendighed. Jo koldere hans Følelser bliver, des varmere bliver hendes. Hun er hysterisk i sin altid forsmaaede Ømhed for ham. Han tager tilsidst ingen Hensyn, — siger hende ligefrem, at han er hende utro. Og hun finder sig i alt, tillader ham alt, bare han ikke vil forlade hende. Hun er forlængst knækket og færdig. Da han tidlig en Morgen vaagner af sin korte Febersøvn efter at have siddet og skrevet halve Natten, finder han hende død. Han er fri Lænken, men i hans Sind har den sat uudslettelige Mærker. I samme Øieblik han rædselslagen forstaar, at hun er død, slaar den Tanke Kloen i hans Hjerte: Nu vil Folk mistænke mig. Menneskene derinde, som har vidst, hvor ulykkelig vi levede sammen, vil tro, at jeg har dræbt hende. Denne rent instinktmæssige Anelse fylder hans Bevidsthed, hypnotiserer ham, saa han ikke kan føle, ikke se. Alt, han nu foretager sig, sker under Trykket af denne Anelse, — bare for at vælte de umuligste Mistanker bort fra ham. Og saa viser det sig, at alle hans Anstrengelser i denne Hensigt reiser sig som dømmende, fældende Vidnesbyrd mod ham.<noinclude><references/></noinclude> ommju6rjr4m7g7ezsd3p7epsnq1kw02 104 137284 321216 2026-05-13T16:08:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321216 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hans Tilværelse i de Dage og Timer, som følger efter hendes Død, er et eneste fortvilet Jag rundt i Ring om hans syge Sinds vanviltige Indfald. Hans Hjerne har tabt Ballancen, de vildest usandsynlige, mest grundløse og forrykte Fantasier surrer om derinde lig en opskræmt Insektsværm, og forstyrret af Angst styrter han stadig paany afsted i blindt Kredsløb. Forgjæves! Alt hans Skarpsind vender sig mod ham selv. Hver Gang han lettet puster ud efter at have stængt én Mistankes Dør, aabner Væggen sig bag ham, og ud af den myldrer nye uanede Rædsler. Og hvileløs farer han endnu en Gang ud mod den sig nærmende Tilintetgjørelse, men løber saa blot lige i Gabet paa Fienden. Han befries omsider for alle Sorger og nagende Tanker, da han en Dag overkjøres af et Jernbanetog, hvis Skinnevei han er kommen ind paa i den Hensigt at rydde afveien en eller anden mistænkelig Gjenstand. Jeg kjender ikke mange Sjælelivs-Skildringer i Samtidens Litteratur af dybere moral-psykologisk Værd end denne. Thorvald Minther fældes ikke af Samvittighedsnag, ikke af Anger. Det falder ham ikke ind, at han har gjort hendes Liv ulykkeligt. Han lagde bestandig al Skyld paa hende; — en sjelden Gang kunde hun røre ham til en Smule Medlidenhed. Det eneste, han vilde ind-<noinclude><references/></noinclude> cw4tluss1olqruzggrr0ac76qy1oiz6 104 137285 321217 2026-05-13T16:09:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321217 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rømme, var, at de begge to handlede, som de {{sp|maatt|e}} gjøre — ifølge sin Natur. I Virkeligheden ønskede han hendes Død. Og saa rammes han i sit Væsens saareste, ømmeste Punkt — i sin Tanke. Og ingen angst-jaget Forbryder lider værre Kvaler end denne Mand, som drives ind i Døden af sin Tankes Selvopløsning, et vaagent, bevidst, uslukkeligt Vanvid, som ikke under Hvile eller Fred, før Jaget er slut. Han falder ikke for nogen moralsk Magt eller Dom. Har ikke Samvittighed, — og bøier sig ikke for nogens Mening. Og dog finder Nemesis ogsaa ham. Det er bare den lille Anelse, som kommer med ét, da han ser den Døde ligge udslukt og kold ved Siden af sig. Men denne Anelse bliver Gjengjældelsen, den Dødes Hevner, {{sp|Guds Finge|r}}. Det dybest Værdifulde ved Theodor Madsens Bøger er den indtrængende Forstaaelse, de giver af Livets moralske Sammenhæng. Denne Forstaaelse er saa inderlig overlegen og overbevisende, netop fordi den usøgt og uvilkaarlig taler ud af det koldeste, mest nøgterne og billedløse Syn paa Verden og Menneskene: En grum, uafvendelig Skjæbne er vor alles Herre, — en Livslovenes indre Fuldbyrder, som handler med ubøielig Konsekvens. Ikke den ydre Tilfældighed, ikke haarde, fattige Kaar, ikke Troen paa det bedra-<noinclude><references/></noinclude> rr6z8w7epusy5er5vhilu047q7xkgkk 104 137286 321218 2026-05-13T16:11:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321218 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>geriske Fantom, som kaldes Lykken, er det, som slaar os ned. Dybt i vort Hjerte bærer vi Undergangs-Frøet. Vi er bundne og bastede, — Slaver af vor Tanke og vore Lidenskaber. Thorvald Münther føler dette tydeligere end nogensinde før, da han en af sine sidste Dage sidder og tænker paa, hvordan Livet har tumlet med ham. Om han nu blev befriet for denne uforstaaende og besværlige Kvinde, som han er lænket til af Ægteskabet, saa han kunde forenes med den fine og smukke Agnes Rein {{. . .}} «Følgen af det vilde bare blive den, at han maatte give Afkald paa det Arbeide, der tilfredsstillede ham, og helt gaa op i det andet, det udsugende, forbandede Madstræv! {{. . .|2}} Følgen vilde blive den! Men hans Kjærlighed til hende, mens den endnu var ung og frisk, vilde ikke lade ham mærke, hvor det bar hen, før det var forsent, før han var gaaet tilgrunde, havde mistet sin Individualitet, sine Interesser, sine Øine, før han som den blindede Samson sad lænket {{. . .}} malende Filisternes Korn!» Ingen Modstandsvilje kan afkaste vor Naturs jernhaarde Aag. I en Tidsskriftartikel om «Sjælelivsskildringen i vor Tids Litteratur» har Theodor Madsen udviklet den Opfatning af de menneskelige Ting, han<noinclude><references/></noinclude> kveoqxkpfnep3qlhujswglaize4qmgf 104 137287 321219 2026-05-13T16:12:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321219 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gaar ud fra som Digter. Han erklærer sig her for Tilhænger af den «materialistiske Psykologi», — dermed mener han vel, hvad man vanlig kalder exakt, fysiologisk Psykologi, Psykologi uden Sjæl, for at benytte den tyske Filosof Albert Langes glimrende Udtryk. Vor Forfatters nærmere Forklaring af sine metafysisk-psykologiske Grundtanker lyder saaledes: «Ifølge Materialisternes Mening er det, man forstaar ved Intelligens, {{sp|ku|n}} en sig udviklende Fgenskab ved den levende Organisme, afhængig af denne og forgjængelig som denne, og videre det i Mennesket ophobede intellektuelle Indhold {{sp|ku|n}} et Produkt af de bevidste og ubevidste Forestillinger, hvilke atter igjen er et Produkt af Forfædrenes og dets egne Sanseindtryk. De første — Forfædrenes — existerer hos os i den intellektuelle Del af Hjernen som Dispositioner, de sidste har vi selv levet os til. Det, vi kalder Vilje, er ud fra denne Betragtning af Sjælelivet {{sp|ku|n}} et Udslag af de bevidste og ubevidste Forestillingers Konstellation i Ytringsøieblikket.» Jeg har tilladt mig at understrege det tre Gange gjentagne {{sp|ku|n}}. Forfatteren har aabenhart følt sig som den, der reducerer ærværdige gamle, mystisk ophøiede og dunkle Forestillinger til deres sande og hverdagslig enkle Dimensioner.<noinclude><references/></noinclude> 7v3qdk1zrr56raliuknp748vvythhje 104 137288 321220 2026-05-13T16:14:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321220 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Tænker vi tilbage paa de to Romaner, som vi nu i al Korthed har gjennemgaaet, maa vi tilstaa, at Forfatteren har havt adskillig Ret til at føle sig som Forenkler og Forringer af det menneskelige Sjæleliv. Livet bliver, seet under den quasividenskabelige «materialistiske Psykologis» Synsvinkel, et temmelig elementært Regnestykke, hvis Facit desuden ofte kan skrives ud af gamle glemte Bøger. Det bør ogsaa bemærkes, at materialistisk Psykologi er en meget forældet Ting; den bringer os til at tænke paa forrige Aarhundrede, La Mettries ''l'homme-machine'' og den encyklopædistiske naivt sjælløse og logisk opkonstruede Lære om Mennesket. For den virkelig moderne Sjælelære er Begrebet Vilje det fundamentale, selve Grundroden i Menneskets Væsen, hvoraf alt andet vokser frem. Men selvfølgelig har vi ikke Lov til at lægge altfor dyb Betydning ind i en Kunstners rent teoretiske Udtalelser. Theodor Madsens Artikel i ''Samtiden'' røber Skyggesiderne ved den Menneskeopfatning og Livsbetragtning, som ligger til Grund for hans to Romaner, — men den giver ingen Forestilling om, hvor dybt og energisk den materialistiske Psykologi kan gjennemføres i digterisk Form. Fremstillet i nøgen Abstraktion tager den sig afskrækkende ud.<noinclude><references/></noinclude> 3qw4rbi1l54j3m2zeunttgxyxaf94b4 0 137289 321221 2026-05-13T16:14:45Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=168 to=177 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 321221 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=168 to=177 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> dp0hf4usrgaytpmkrp2n705nkqd3vw9 321222 321221 2026-05-13T16:15:04Z Øystein Tvede 3938 321222 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=168 to=177 fromsection="2" tosection="" header=1 /> ehlqg35ig6n8or96tq70fdgq2xvxe1t 104 137290 321223 2026-05-13T16:24:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321223 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} Theodor Madsens foreløbig sidste Bog, Skue- spillet «Marionetter», betegner intet nyt Stadium i Udviklingen af hans eiendommelige Syn paa de menneskelige Ting. Det har en vis Sammenhæng med hans ovenfor citerede Afhandling, — bærer det samme schematisk abstrakte, logisk udspekulerede, umenneskelige Præg som Tankegangen hist. Det værdifuldeste ved Stykket er næsten dets Titel, — den siger alt. Det er virkelig en Marionet-Komedie, ikke et Drama om stridende og lidende Karakterer. En Farce kunde jeg fristes til at kalde det, men rigtignok en temmelig uhyggelig Farce med en bitter Moral paa Bunden. Personerne gjør i de afgjørende Scener Indtryk af mekanisk optrukne Mannequiner, som lydigt spræller ud, hvergang Digteren trækker i Traadene. Saa graat og grundt, saa fladt og flygtigt er det Liv, som glider os forbi, at det Hele virker som et Skygge-Spil, som Tableauer med uforanderlige Masker og Silhouetter — tomt, uden Perspektiv, uden sjæleligt Indhold. Dog, hvor mange af Samtidens berømte comédies de moeurs er ikke noget lignende — maalt med menneskeligt Maal? Treog firkantede Typer og «Karakterer» er endnu Seenens ideale Mennesker. Theodor Madsens Stykke<noinclude><references/></noinclude> kpoitv7m9tmqw9kerhcwmat973wcr6r 321224 321223 2026-05-13T16:24:22Z Øystein Tvede 3938 321224 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} Theodor Madsens foreløbig sidste Bog, Skuespillet «Marionetter», betegner intet nyt Stadium i Udviklingen af hans eiendommelige Syn paa de menneskelige Ting. Det har en vis Sammenhæng med hans ovenfor citerede Afhandling, — bærer det samme schematisk abstrakte, logisk udspekulerede, umenneskelige Præg som Tankegangen hist. Det værdifuldeste ved Stykket er næsten dets Titel, — den siger alt. Det er virkelig en Marionet-Komedie, ikke et Drama om stridende og lidende Karakterer. En Farce kunde jeg fristes til at kalde det, men rigtignok en temmelig uhyggelig Farce med en bitter Moral paa Bunden. Personerne gjør i de afgjørende Scener Indtryk af mekanisk optrukne Mannequiner, som lydigt spræller ud, hvergang Digteren trækker i Traadene. Saa graat og grundt, saa fladt og flygtigt er det Liv, som glider os forbi, at det Hele virker som et Skygge-Spil, som Tableauer med uforanderlige Masker og Silhouetter — tomt, uden Perspektiv, uden sjæleligt Indhold. Dog, hvor mange af Samtidens berømte comédies de moeurs er ikke noget lignende — maalt med menneskeligt Maal? Treog firkantede Typer og «Karakterer» er endnu Seenens ideale Mennesker. Theodor Madsens Stykke<noinclude><references/></noinclude> bq2sa2lihuz7pwq66mmgzhfjru46arl 104 137291 321225 2026-05-13T16:25:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321225 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>har ialfald det Fortrin at være et aandfuldt Experiment, en Variation af en Tanke, som Forfatteren har udviklet med Alvor og Originalitet i tidligere Bøger. Og det eier i enkelte Scener et Humor, som i nogen Mon letter dets trykkende Alvorsluft. Handlingen i «Marionetter» er delvis den samme som i «Guds Finger». Det er atter en Mand, som har ladet sig binde af Kvinden — hun er jo idetheletaget det onde Princip i Theodor Madsens Bøger — og som ofrer sin «Individualitet, sine Interesser, sine Øine» {{. . .}} for den Elskede. Her er det nemlig Kjærligheden, som forblinder Manden, — forsaavidt er Dramaet den videre Udvikling af Münthers ovenfor citerede Reflexioner over de sandsynlige Følger af et eventuelt Ægteskab med Agnes Rein. Og Moralen synes at være den trøstesløse: at Kjærligheden lige fuldt som den brutale Naturdrift er Menneskets farligste Fiende. Den fører til det samme: Menneskets Undergang som selvstændig Personlighed. Hovedpersonen i «Marionetter» er Edith, en liden ung Grossererdatter, hvis Bryllup netop feires, da Teppet gaar op for første Akt. Hun har i sin Tid havt en Smule Kjærlighedshistorie med en professionel Don Juan ved Navn Schander, men da denne en skjønne Dag forlod hende og knyttede<noinclude><references/></noinclude> 0anwl88i1pge36lhuh4ews5qlfr1sia 104 137292 321226 2026-05-13T16:27:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321226 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>andre Forbindelser, har hun nu meget mod sin Faders Vilje giftet sig med Doktor Løken. Faderen er nemlig Høiremand, medens Doktoren er den dygtige Leder af Byens Venstre. Under Bryllupet indfinder imidlertid Schander sig. Det er ham naturligvis den letteste Sag af Verden at vinde hende for sig igjen, — især da der midt under Bryl- lupet optræder et Fruentimmer, som gjør Skandale ved at minde Doktoren om en ubehagelig gammel Historie. Denne Begivenhed kaster Edith helt i Armene paa Schander, — hun vil ikke se sin Mand mere. Synderlig længe formaar hun dog ikke at fængsle den uimodstaaelige Forfører. Schander finder snart et nyt Offer i Ediths yngre Søster Aasta. Og dernæst trænger han i høi Grad til Penge. Af Ediths Fader faar han Løfte paa en større Sum, ifald han ved en listig Manøvre kan bringe Splittelse ind i Venstre. Schander beslutter i den Anledning at gjøre Løken umulig inden sit Parti ved Ediths Hjælp. Løken er nemlig som de fleste Politikere en dreven Opportunist, der lige- over Folket ikke bekjender mer af sin Radikalisme, end dette mægtige Væsen kan være med paa. Han kjender sine Pappenheimere {{. . .|4}} «Den store Masse har kun sine egne, nære Maal for Øie, {{. . .|2}} peger man aabent ud mod andre og<noinclude><references/></noinclude> rkba46tczjaz4z4qbj2ucypiqstwxhl 104 137293 321227 2026-05-13T16:39:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321227 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fjernere Vidder, skræmmes den og kaster sig i Årmene paa Reaktionen.» Schander faar nu Edith til at angribe Løken for denne Falskhed; den staar, siger hun til ham, i nøieste Forbindelse med hans svigefulde og løgnagtige Fremfærd mod hende. Vil han lade fare alt Bedrag og Fusk, da skal hun paa sin Side glemme det, som er hændt, og skjænke ham sin Tilgivelse fuldt ud. Ellers er der intet Haab for ham. Og Løken lader sig narre. Paa det store afgjørende Møde før Valget rykker han ud med hele sin uafkortede politiske Mening. Selvfølgelig blot med det Resultat, at han bliver hujet ned af den skuffede, forbitrede Mængde, — og at Partiets sikre Haab om Seir forvandles til den utvetydigste Vished om Nederlag. Endnu før dette sker, er Skjællene faldt fra Ediths Øine. Netop som hun kommer fra den skjæbnesvangre Samtale med Løken, overrasker hun Schander i en øm ''tête-à-tête'' med sin Søster. Hun har forraadt sin Mand. Nu er hun ogsaa selv forraadt. Og saa maa hun se paa, at det Frygtelige fuldbyrder sig lige for hendes Øine. Alle hendes Anstrengelser for at afvende Ulykken bliver frugtesløse. Ved dette Punkt i Udviklingen af Handlingen, hvor hun maa staa som ørkesløs Tilskuer og opleve hans borgerlige Ødelæggelse uden at kunne<noinclude><references/></noinclude> 432spgozwo9c6s3p2l6ptrkdqbcfa8u 104 137294 321228 2026-05-13T16:40:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321228 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stanse de onde Kræfter, hun selv har lokket frem, er Dramaet afsluttet. Den Forsoningsscene mellem de to, som omsider følger efter endel gjensidige Bekjendelser og Forklaringer, synes nærmest at være et Offer til gammel Teaterkonveniens. En Kritiker, der ønskede at være en Smule ubehagelig mod Forfatteren af det nu kortelig gjennemgaaede Stykke, og som dertil gjerne vilde slaa et Slag mod den Livsanskuelse, der med saa stor Energi udtales i hans hele Produktion, kunde faa et ganske godt Vaaben i «Marionetter». Det var jo let at paastaa, at dette Theodor Madsens sidste Verk aabenbarer, hvorhen hans Aandsretning fører. At den konsekvent ender med at gjøre Menneskene til Marionetter, Viljen til Forestillingernes flygtige Skygge og Sjælen til «en sig udviklende Egenskab ved den levende Organisme, af- hængig af denne og forgjængelig som denne.» — Men for den, der alvorlig søger at {{sp|forsta|a}} Forfatteren, vilde det vanskelig lade sig gjøre at tage feil paa den Maade. I sine to Romaner har det lykkedes ham at føre os til den Menneskeopfatning, der betragter et andet Individ som Broder og Ven og omslutter det med den usvigelig sikre Sympati, som alene den fuldkomne Forstaaelse skaber. Og da har Digteren naaet sit høieste Maal.<noinclude><references/></noinclude> j3psrck90sjlggktaxd3dtvq9hg66q3 104 137295 321229 2026-05-13T16:42:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321229 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men vel er det saa, at der over Theodor Madsens Bøger ruger en haabløs mørk Fatalisme. Den hele Tilværelse sees som en eneste endeløs Blindgade, hvor man altid tilsidst løber Panden mod en Mur. Graat og gustent er Livet nede i Underverdenen, hvor Samfundets Fortrykte og Forstødte, — de mange Overflødige holder til Men tusenfold ulykkeligere er de ensomme Høitbegavede, som lever oppe i fuldt Dagslys og forstaar og gjennemskuer Menneske-Existensens usle Komedie. Deres Livslidelse mangfoldiggjøres uendelig, fordi deres Sjæl altid er vaagen og deres Nerver ømme og modtagelige for ethvert Indtryk. Der rinder mig ihu nogle Verslinjer af en yngre dansk Lyriker, hvori jeg finder formuleret det Spørgsmaal, som Theodor Madsens Produktion uvilkaarlig tvinger ind paa en: <poem> {{mindre|Høit som Himlen over Havet Manden over Dyret rager! Vei det Sandsagn vel og nøie, før du tager det for vist. Sænk dit Hoved, lyt opmærksom efter Slegtens tusind Klager. ''Er vi ikke Dyr i Vaande? Er vort Fortrin ei en Brist?'' ''Er vi ikke syge Arter, hvem Bevidsthedsvanvid plager?''}} </poem> {{---}} {{høyre|{{x-mindre|Juni 94; Juli 97.{{gap|2em}}}}}}<noinclude><references/></noinclude> mu4cozlsjxc1976yjpvg0a5x5kynjlw 0 137296 321230 2026-05-13T16:43:29Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=178 to=183 fromsection="" tosection="" header=1 /> 321230 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=178 to=183 fromsection="" tosection="" header=1 /> nu9qq8lw0ah3lbg19nacx3nillr3d2b 104 137297 321232 2026-05-13T18:02:49Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 321232 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 137298 321233 2026-05-13T18:03:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321233 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>[[File:Den Norske Husven.jpg|500px|center]]<noinclude><references/></noinclude> gqeo1j6b0qrc6wq3exktgygqvbv7col 104 137299 321236 2026-05-13T18:09:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321236 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|HANS AANRUD.}} Det var i Høsten 1887, at Hans Aanrud først lod trykke den lunefulde Humoreske: «Hvorledes Vorherre fik Høet til Asmund Bergemellem», som aabner hans første Samling «Fortællinger» (1891). Han hører altsaa til de tidligst fremtraadte blandt vore yngre Forfattere. Men meget produktiv har han ikke været. Det første Bind Fortællinger efterfulgtes i 1892 af et nyt: «Fra Svipop til Venaasen» og i 1895 af den temmelig lavbenede Komedie «Storken». Dette sidste Arbeide aabenbarer nye Sider ved Forfatterens Talent: en betydelig Evne til at skildre det «folkelige» Kristianias Væsen og Gjerninger og udpræget Sans for dramatisk Effekt. I 1896 udsendte Aanrud en ny Bog: «En Vinternat og andre<noinclude><references/></noinclude> 4eqmmy21n2t53go42726uy04jxsio4b 321348 321236 2026-05-13T20:46:22Z Øystein Tvede 3938 321348 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|HANS AANRUD.}} {{nodent/s}}{{Innfelt initial|«D}}et var i Høsten 1887, at Hans Aanrud først lod trykke den lunefulde Humoreske: «Hvorledes Vorherre fik Høet til Asmund Bergemellem», som aabner hans første Samling «Fortællinger» (1891). Han hører altsaa til de tidligst fremtraadte blandt vore yngre Forfattere. Men meget produktiv har han ikke været. Det første Bind Fortællinger efterfulgtes i 1892 af et nyt: «Fra Svipop til Venaasen» og i 1895 af den temmelig lavbenede Komedie «Storken». Dette sidste Arbeide aabenbarer nye Sider ved Forfatterens Talent: en betydelig Evne til at skildre det «folkelige» Kristianias Væsen og Gjerninger og udpræget Sans for dramatisk Effekt. I 1896 udsendte Aanrud en ny Bog: «En Vinternat og andre<noinclude><references/></noinclude> hk1uzbl0qkjbc5kmtcj7gp3d7zrobrh 321349 321348 2026-05-13T20:46:35Z Øystein Tvede 3938 321349 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|HANS AANRUD.}} {{nodent/s}}{{Innfelt initial|D}}et var i Høsten 1887, at Hans Aanrud først lod trykke den lunefulde Humoreske: «Hvorledes Vorherre fik Høet til Asmund Bergemellem», som aabner hans første Samling «Fortællinger» (1891). Han hører altsaa til de tidligst fremtraadte blandt vore yngre Forfattere. Men meget produktiv har han ikke været. Det første Bind Fortællinger efterfulgtes i 1892 af et nyt: «Fra Svipop til Venaasen» og i 1895 af den temmelig lavbenede Komedie «Storken». Dette sidste Arbeide aabenbarer nye Sider ved Forfatterens Talent: en betydelig Evne til at skildre det «folkelige» Kristianias Væsen og Gjerninger og udpræget Sans for dramatisk Effekt. I 1896 udsendte Aanrud en ny Bog: «En Vinternat og andre<noinclude><references/></noinclude> 5c9up97wsu6ww3qry3onyfi5ppz8xbw 104 137300 321238 2026-05-13T18:14:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321238 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fortællinger».<ref>Siden denne Artikel blev skrevet, har Aanrud udgivet et lidet Bind Barnefortællinger under Titelen «Storkarer».</ref> Flere af disse Noveller staar fuldt paa Høide med de bedste i den første Samling, og Titel-Novellen «En Vinternat» er det originaleste og kunstnerisk mest fuldkomne, han endnu har frembragt. Det er en dyster Uhygge-Stemning, der med sin plastisk enkle Linjeføring og suggestive Magt minder om de Maeterlinck’ske Skjæbnedramaer. {{c|I.}} «Hvordan Vorherre fik Høet til Asmund Bergemellem» rummer i en Sum Aanruds bedste Egenskaber som humoristisk Folkelivsskildrer. Den lille Beretning giver et Billede af de vekslende Stemninger hos en brav, rettroende Bondemand, der en Præken-Søndag fristes til at berge sin Smule Hø mod et optrækkende Regnveir. Han ligger og døser i Varmen og tænker paa, hvor besynderlig forkjert Vindens og Veirets Herre styrer disse sine tjenende Magter. Aldrig ordner han de Ting saa, som En med Ret og Rimelighed kunde vente sig det. «Havde han ladet det regne lidt ved Jonsokleite, saa var der blit meget mere Hø, — kanske det dobbelte. Saa kunde det staaet saa længe. Folk havde ikke<noinclude><references/></noinclude> 3hqrxuepcbz023q7jwvvihgtwp8l7ub 321239 321238 2026-05-13T18:15:04Z Øystein Tvede 3938 321239 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Fortællinger».<ref>Siden denne Artikel blev skrevet, har Aanrud udgivet et lidet Bind Barnefortællinger under Titelen «Storkarer».</ref> Flere af disse Noveller staar fuldt paa Høide med de bedste i den første Samling, og Titel-Novellen «En Vinternat» er det originaleste og kunstnerisk mest fuldkomne, han endnu har frembragt. Det er en dyster Uhygge-Stemning, der med sin plastisk enkle Linjeføring og suggestive Magt minder om de Maeterlinck’ske Skjæbnedramaer. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I.}} «Hvordan Vorherre fik Høet til Asmund Bergemellem» rummer i en Sum Aanruds bedste Egenskaber som humoristisk Folkelivsskildrer. Den lille Beretning giver et Billede af de vekslende Stemninger hos en brav, rettroende Bondemand, der en Præken-Søndag fristes til at berge sin Smule Hø mod et optrækkende Regnveir. Han ligger og døser i Varmen og tænker paa, hvor besynderlig forkjert Vindens og Veirets Herre styrer disse sine tjenende Magter. Aldrig ordner han de Ting saa, som En med Ret og Rimelighed kunde vente sig det. «Havde han ladet det regne lidt ved Jonsokleite, saa var der blit meget mere Hø, — kanske det dobbelte. Saa kunde det staaet saa længe. Folk havde ikke <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> bhy6lk2uy4t03plmkomzlyv33vyhxtv 321241 321239 2026-05-13T18:17:17Z Øystein Tvede 3938 321241 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Fortællinger».<ref>Siden denne Artikel blev skrevet, har Aanrud udgivet et lidet Bind Barnefortællinger under Titelen «Storkarer».</ref> Flere af disse Noveller staar fuldt paa Høide med de bedste i den første Samling, og Titel-Novellen «En Vinternat» er det originaleste og kunstnerisk mest fuldkomne, han endnu har frembragt. Det er en dyster Uhygge-Stemning, der med sin plastisk enkle Linjeføring og suggestive Magt minder om de Maeterlinck’ske Skjæbnedramaer. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I.}} «Hvordan Vorherre fik Høet til Asmund Bergemellem» rummer i en Sum Aanruds bedste Egenskaber som humoristisk Folkelivsskildrer. Den lille Beretning giver et Billede af de vekslende Stemninger hos en brav, rettroende Bondemand, der en Præken-Søndag fristes til at berge sin Smule Hø mod et optrækkende Regnveir. Han ligger og døser i Varmen og tænker paa, hvor besynderlig forkjert Vindens og Veirets Herre styrer disse sine tjenende Magter. Aldrig ordner han de Ting saa, som En med Ret og Rimelighed kunde vente sig det. «Havde han ladet det regne lidt ved Jonsokleite, saa var der blit meget mere Hø, — kanske det dobbelte. Saa kunde det staaet saa længe. Folk havde ikke <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> lzof45lv9uo2agx0mtdffkgnzpl76pe 321350 321241 2026-05-13T20:47:12Z Øystein Tvede 3938 321350 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Fortællinger».<ref>Siden denne Artikel blev skrevet, har Aanrud udgivet et lidet Bind Barnefortællinger under Titelen «Storkarer».</ref> Flere af disse Noveller staar fuldt paa Høide med de bedste i den første Samling, og Titel-Novellen «En Vinternat» er det originaleste og kunstnerisk mest fuldkomne, han endnu har frembragt. Det er en dyster Uhygge-Stemning, der med sin plastisk enkle Linjeføring og suggestive Magt minder om de Maeterlinck’ske Skjæbnedramaer.{{nodent/e}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I.}} «Hvordan Vorherre fik Høet til Asmund Bergemellem» rummer i en Sum Aanruds bedste Egenskaber som humoristisk Folkelivsskildrer. Den lille Beretning giver et Billede af de vekslende Stemninger hos en brav, rettroende Bondemand, der en Præken-Søndag fristes til at berge sin Smule Hø mod et optrækkende Regnveir. Han ligger og døser i Varmen og tænker paa, hvor besynderlig forkjert Vindens og Veirets Herre styrer disse sine tjenende Magter. Aldrig ordner han de Ting saa, som En med Ret og Rimelighed kunde vente sig det. «Havde han ladet det regne lidt ved Jonsokleite, saa var der blit meget mere Hø, — kanske det dobbelte. Saa kunde det staaet saa længe. Folk havde ikke <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 75vubjpz83b4t6erw0uici5owv82pbq 104 137301 321242 2026-05-13T18:18:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321242 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>behøvd at begynde paa Slaataannen endnu, saa var ogsaa Haavolden blit lidt længer». Men værst synes han, det er, at det ikke bliver Høveir nu: «Asmund og mange med ham havde mumlet med, da Præsten bad om godt og tjenligt Veirligt i Kirken idag. Om Vorherre, som rimeligt var, ikke hørte saa meget efter dem, saa havde da Præsten Hø ude ogsaa. Det var ikke som under Vondveiret ifjorhøst, for da havde Præsten faaet ind Loen sin.» Han tænker og tænker og læser i sin Salmebog, men mer og mer tydelig tegner det sig til Regn. Han synes nu ogsaa, han har ydet al skyldig Skat til de høiere Magter: Præken havde han hørt, og to Salmer havde han læst {{. . .}} «Vorherre fik sandelig ikke være saa nøie, naar han snød dem paa Høveiret nu!» Og dermed berger Asmund sit Hø — og forbryder sig mod Budet: Kom ihu, at du helligholder Hviledagen! Men dermed begynder ogsaa Samvittighedsnag og tunge Tanker for Alvor at plage den stakkels Mand. Og da det saa regner Dag ud og Dag ind, og Præsten ovenikjøbet i Kirken taler haarde Ord til dem om Guds Nidkjærhed, da tynger Sabbatsovertrædelsen slemmere og slemmere paa den arme Synder. Ja, Præsten havde endog udtrykkelig mindet om «Jonas, der han gik i et Skib, hvorledes<noinclude><references/></noinclude> rbh51or8c6ym3kxlryhmfa2vsp0fruf 104 137302 321243 2026-05-13T18:19:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321243 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den hele Besætning nær var gaaet under, fordi han, den ene Uretfærdige, var ombord i Skuden». Herunder havde han seet saa mærkelig paa Asmund, — det var tydeligt, at nogen havde sladret til Præsten. Kort og godt, Asmund vover ikke at lægge sig ud med Vorherre, «for han havde saa mange Maader at tage det igjen paa». Han kunde til Gjengjæld straffe Asmund paa Lotørken, eller han kunde gjøre ham helseløs . .. Vor Helt tager sit friske, duftende Hø og bærer det ud i Regnet. Ikke et Straa vil han beholde af det uretfærdige Gods. Og ikke før har han fuldbragt sin smertelige Offerdaad, før der viser sig en blaa Flæk paa Himlen. «Da kunde han ikke dy sig længer, men sagde halvhøit op mod Vorherre med en Betoning, som naar man føier et Barn: — Naa er du vel fornøigd da!» Dette lille tragikomiske Livsbillede er typisk for Forfatterens Fortællingskunst og psykologiske Karakteristik af sine Personer. Aanruds Bønder er i det store og hele et godmodigt, rettænkende og retfremt Folkefærd. De har jo sine Skavanker — baade de finere Letsindigheds Laster og de grove Ondskabssynder, men det slette stikker ikke dybt i dem. Lidt træge og lidt mistænksomme kan de være, men saa mener de det ogsaa alvorligt, naar de endelig beslutter sig til Handling eller<noinclude><references/></noinclude> h6o8sy769sx51r8mzwrwjpb67fqk1p2 104 137303 321244 2026-05-13T18:20:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321244 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Haandslag. Drikker de sig en Taar over Tørsten, eller bukker de under for hin anden store Menneskenes Fristelse, saa iklæder den straffende Retfærdighed sig blot det lystigste Skøierfjæs og ler bredt ad den hele Daarlighed. Man vindes let til at se med Forfatterens sympatiske Blik paa det Liv, han skildrer for os. Dette Samfund har den naturgivne, organiske Orden og Sammenhæng, som alene det har, der er grundfæstet paa gammel nedarvet Sæd og Skik. Her er Harmoni, Hvile i det Givne, uden Ønsker og Længsler ud over Bygdens trange og stængende Fjeldgrænser. Hver Dag har sit faste Præg, det Arbeidet og Aarstiden giver den, og de store Begivenheder er de gamle, altid tilbagevendende: Sæd og Høst, og Frost og Hede, Sommer og Vinter, Regn og Solskin. Det er smaa Ting og smaa Skjæbner, fremførte i en Stil, der er frisk og fin som ingen af de yngre Skribenters. Aanrud konstruerer ikke, — man glemmer næsten, at disse Folk er Bønder, saa velsignet jevnt menneskelige er de. De ligner saa lidet de halv- og helvilde skog- og fjeldbundne Menneskedyr, som Hans E. Kinck har slig enestaaende Evne til at gjøre levende. Ja, hvem husker ikke disse Skjæbner og Skikkelser? Han Simen Melbø, som redder Akeren til<noinclude><references/></noinclude> du3xzoksevgliqilr0eka4uovmhjjwe 104 137304 321245 2026-05-13T18:22:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321245 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han Ola Nerbø — skjønt han var gaaet hjemmefra med ganske andre Forsætter i Hovedet. Eller de to fattige Selveiere Jon Hjellum og Sjur Svipop, som gaar og ser skjævt til hinanden, fordi ingen af dem vil være den underlegne, men som Ulykken forener, saa de slaar sine Pjalter og Husdyr sammen. Der er den kloge, bryske og energiske Simen Venaasen, som lever og dør som en Helt og trodser baade Ulykken og Bygdesnakket. Og saa Per oppi Øverste — den underlige Gamling med det krogede Ben, som vækkede ham om Morgenen, varskuede til Spisetid, og ellers mindte ham om alt — undtagen at Konen hans skulde dø. Vi forstaar saa godt, hvor det maa nage ham i Sindet, at «hun Berte maatte dø alene>. De to havde «kloret og kravlet der oppi Øverste i fem og tredive Aar», og han kan ikke mindes «den Gang, der var et ondt Ord mellem dem». — Hvor straaler den ikke af inderlig graadsmilende Humor og Medfølelse Fortællingen om den fattige Husmandsenke, som var saa ræd for, at Koen hendes skulde faa Præmie, men som fandt sig i det alligevel tilslut. Og hvor er ikke Skildringen af en Guts første store Glæde og Sorg — «Amunds første Ski» henrivende ægte og sand! Endelig nævner jeg de to smaa Mesterverker: «Tyv i Lyset» og «Jon og Jehans paa Fisketur» — og spør bare: hvor mange<noinclude><references/></noinclude> 06z4bkmhusiy2buv29y6ord9f5ahvfx 321340 321245 2026-05-13T20:39:22Z Øystein Tvede 3938 321340 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han Ola Nerbø — skjønt han var gaaet hjemmefra med ganske andre Forsætter i Hovedet. Eller de to fattige Selveiere Jon Hjellum og Sjur Svipop, som gaar og ser skjævt til hinanden, fordi ingen af dem vil være den underlegne, men som Ulykken forener, saa de slaar sine Pjalter og Husdyr sammen. Der er den kloge, bryske og energiske Simen Venaasen, som lever og dør som en Helt og trodser baade Ulykken og Bygdesnakket. Og saa Per oppi Øverste — den underlige Gamling med det krogede Ben, som vækkede ham om Morgenen, varskuede til Spisetid, og ellers mindte ham om alt — undtagen at Konen hans skulde dø. Vi forstaar saa godt, hvor det maa nage ham i Sindet, at «hun Berte maatte dø alene». De to havde «kloret og kravlet der oppi Øverste i fem og tredive Aar», og han kan ikke mindes «den Gang, der var et ondt Ord mellem dem». — Hvor straaler den ikke af inderlig graadsmilende Humor og Medfølelse Fortællingen om den fattige Husmandsenke, som var saa ræd for, at Koen hendes skulde faa Præmie, men som fandt sig i det alligevel tilslut. Og hvor er ikke Skildringen af en Guts første store Glæde og Sorg — «Amunds første Ski» henrivende ægte og sand! Endelig nævner jeg de to smaa Mesterverker: «Tyv i Lyset» og «Jon og Jehans paa Fisketur» — og spør bare: hvor mange<noinclude><references/></noinclude> 2vi2zo4rjtk70samdgwdbdyrpxiqpdg 104 137305 321246 2026-05-13T18:24:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321246 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Fortællinger har vi vel i vor Litteratur, som holder Maal med disse? <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II.}} Den godmodige, stille Humor, det elskværdige, spillende friske Lune og den varme Sympati, der er Aanruds herskende Evne som Menneskeskildrer, har med Rette vundet ham en Popularitet, som maaske ingen af vore yngre Forfattere kan glæde sig ved. Men det er de vidunderlig fine, følelsesfulde Naturstemninger og Landskabsbilleder, som altid indrammer hans Fortællinger, der giver dem deres særegne Charme for de mere kræsne Læsere. Og det er i dem, han hærver sig til lyrisk Flugt og bliver en Sanger for Herren. Som Landskabsmaler udmærker Hans Åanrud sig ved det indtrængende, ømme Foredrag: let og lindt samler Ordene de mange skjære Schatteringer, de næsten umærkelige Nuancer af Farve, Duft, Lyd og Stemningstone, der giver Billedet Liv og Sjæl. Det er altid Naturens Tone, han fanger: Musiken i det glade, strømmende Lys og de tause, dansende Skygger — og saa den susende Stilbed som en fjern, lokkende Klokkeklang. Medens Kinck som den haardhændte, voldsomme Eventyr-Lyriker hug-<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> bf7qtwie33h9j3fifj1b519uuwzhpwh 0 137306 321247 2026-05-13T18:25:19Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=209 to=214 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 321247 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=209 to=214 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> agbvje3p4a2dyyzwbert9vr3i3mw498 104 137307 321248 2026-05-13T18:27:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321248 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ger Natur-Sceneriet ud som et tungt, vildt, fjernt Relief, og Hamsun i mystisk Ekstase fremtryller sine exotiske dommedagsrøde og nordlyshvide Landskaber, viser Aanrud os den tilforladelige, hjemlige, vinter-hvide og sommer-grønne Natur, vi alle kjender og elsker. Vil De fornemme en Høstmorgens høitidsfulde, stille Dæmring — «Stjernerne var fuldstændig blegnet; det var ganske klart, Luften skjær og gjennemsigtig, smagte som tørt Salt. Nærmest viste alt sig i de granneste Konturer, Træernes fine Grene gik fuldstændig over i Luften. Der laa en fin, gul Grundtone over det hele, der langt, langt borte — yderst mod Himlen — gik jevnt over i et mat, rødligt Skjær som paa en kold Vinterdag. En matbleg Ildkugle drog over mod Vest, skar Himlen i to og forsvandt. Granskogen derover i Baglien, isprængt som den var med Løvskog, fik ogsaa en lysere Tone; tvers over den langs Lien laa en smal, tæt Taagestrime — tung og hvid. Den laa ganske stille . . .» Eller en Vinterkvelds kolde Klarhed — «Nordensnoen kom sydover langs Elvedraget. Den kom saa sagte og stilt, at den ikke hørtes, den havde ikke Magt til at bevæge en Gren eller Kvist; selv ikke de fjærfine, fjærlette Snedusker, der på Træernes fineste Kviste sendte sine Naale og<noinclude><references/></noinclude> 27ncxpx1ka4jt06a7fnzqzzf858lij9 104 137308 321249 2026-05-13T18:30:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321249 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Stjerner langt ud i Luften, kunde den feie; bare paa Nordsiden af Skigardsstaurene, der i to paral- lele, ensformige Rækker fulgte den bugtede Vei — Skigarden selv var nedsned — gjennemisnede den dem, saa de dryssede ned som fint, glitrende Støv. Men alligevel, den sprængte sig ind i hver Spræk — i den morkne Skigard, under Træernes Bark, ned i Isen — og frembragte smaa, knitrende Smæld. En mat Dæmring laa over Dalen. Mørket gjennemkrydsedes af kolde Lysstraaler fra alle Kanter, fra Sneen, fra Stjernerne og fra Maanen, der midt oppe i Baglien trak sin Stribe. Ovenfor den laa alt i roligt, rødblegt Lys, der umærkelig gled nedover. Høit oppe i Bakkerne paa begge Sider gled hist og her et uroligt, flimrende Lysskjær udover; der brændte de nok Kveldsbaal paa Peisen. Oppe i Maanelyset paa Bagsiden gjøede en Hund nedover — langt og vedholdende, og paa Skyggesiden helt oppe under Skogen hukrede Haren forfrossent fra tre Steder. Inde i dette lød den enlige, frosne Bjælde.» Og saa en hvid Sommerdag — «Taagen gled sagte fra Syd langs Lierne og lukkede over {{. . .}} Der nede i Dalen var det lunt og varmt med stille Luft og fin, sommermeættet Støvregn. Bækkene styrtede skumhvide ned langs<noinclude><references/></noinclude> jo11sjwwpzwenq4tsfgnkcwx5o2x2xv 321255 321249 2026-05-13T18:35:41Z Øystein Tvede 3938 321255 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Stjerner langt ud i Luften, kunde den feie; bare paa Nordsiden af Skigardsstaurene, der i to parallele, ensformige Rækker fulgte den bugtede Vei — Skigarden selv var nedsned — gjennemisnede den dem, saa de dryssede ned som fint, glitrende Støv. Men alligevel, den sprængte sig ind i hver Spræk — i den morkne Skigard, under Træernes Bark, ned i Isen — og frembragte smaa, knitrende Smæld. En mat Dæmring laa over Dalen. Mørket gjennemkrydsedes af kolde Lysstraaler fra alle Kanter, fra Sneen, fra Stjernerne og fra Maanen, der midt oppe i Baglien trak sin Stribe. Ovenfor den laa alt i roligt, rødblegt Lys, der umærkelig gled nedover. Høit oppe i Bakkerne paa begge Sider gled hist og her et uroligt, flimrende Lysskjær udover; der brændte de nok Kveldsbaal paa Peisen. Oppe i Maanelyset paa Bagsiden gjøede en Hund nedover — langt og vedholdende, og paa Skyggesiden helt oppe under Skogen hukrede Haren forfrossent fra tre Steder. Inde i dette lød den enlige, frosne Bjælde.» Og saa en hvid Sommerdag — «Taagen gled sagte fra Syd langs Lierne og lukkede over {{. . .}} Der nede i Dalen var det lunt og varmt med stille Luft og fin, sommermeættet Støvregn. Bækkene styrtede skumhvide ned langs<noinclude><references/></noinclude> 9teump3yz60ormelnodo3yky0jjupgy 104 137309 321250 2026-05-13T18:31:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321250 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Dalsiderne med ensformigt, søvndyssende Sus, og nede i den trange Dalbund flød den lille, krogede Elv, graa og stin, sagte afsted og gik næsten over sine Bredder {{. . .}}» Endelig det samme Sceneri seet ovenfra: «Hele Dalen laa for dem. Trods Regnet var Luften saa gjennemsigtig, at hver Gjenstand viste sig med skarpe Konturer. Det var saa stille, at intet Blad rørte sig, og ingen Lyd var der uden Susen af Bækkene, der som hvide Striber kom frem under Taagekanten paa den anden Side, og saaes i hele sin Længde, til de tabte sig i Elven.» Naturbilledet er i disse Skildringer enten Rammen om den fortalte Hændelse eller Baggrunden, som farver den med sin Stemning. Men det er Menneskene, som fylder Landskabet og fanger vor bedste Interesse. At Aanrud med sine sjeldne Evner som lyrisk Naturskildrer maatte kunne yde noget udsøgt fint og intenst i Retning af det symbolistisk stiliserede skulde synes utvilsomt. Kun en eneste Gang har han forsøgt sig i denne Genre, nemlig i den beundringsværdige Novellette «En Vinternat». Det er Historien om et Brodermord øvet af en lykkelig Rival — efterat denne i al Hemmelighed har vundet den elskede Kvinde og hendes Vilje til Udaaden. Men intet af alt dette fortælles ligefrem. Vi ser kun den hvide, kolde Maanenat, hvor alt<noinclude><references/></noinclude> 6dly8b8hobn748jrdugbmrck9i32ecz 104 137310 321251 2026-05-13T18:32:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321251 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gyser af angstfuld Stilhed og Forventning. Det snedækte Dalføre indrammet af den flade Mo med Granskog, — den hvide hemmelighedsfulde Landevei, der sniger sig afsted mod Moen som en led Frister, og det sorte Elvestryg, hvorfra der stiger graadlignende Klunk ud i Nattestilheden {{. . .}} alt staar for os i plastisk Klarhed og Ro. «Det var en sær Blanding af Lys og Mørke derinde, afvekslende, forvirrende, sorte Hul ind under de rimdækte Graner, lange, mørke Skygger tvers over Veien og saa pludselig en glitrende Maanestribe, det samme op igjen og op igjen, frem gjennem. den lange, flade Mo, hvor Veien skar smal frem og frem, som om den ingen Ende vilde faa. Hist og her slap en Rimdusk, faldt, rev andre med, saa de dryssed som blinkende kolde Snefnug og bragte det rolige Lys i Skjælven {{. . .}} Men der var intet Spor at se af Liv {{. . .}}» Vi føler, der stiger en underlig, ængstende, forlokkende Stemningsmagt fra disse Billeder af Vinternattens frostbundne, maaneblege Øde. I denne hvide, kuldestivnede Stilhed varsler alt om Død. Og hun, hvis Vilje med uimodstaaelig Magt fører Slaven til Mordet, hun har ogsaa Vinternattens kolde Ubarmhjertighed over sig. «Hun var ung, men høi og fyldig; der var noget fuldmodent over<noinclude><references/></noinclude> 922c2e5i948dcpemraqs6pr8mwstll2 104 137311 321252 2026-05-13T18:33:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321252 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alle disse Former, det grovskaarne Ansigt med de forunderlig faste, isblaa Øine og den brede, kraftige Mund og det store Bryst, der var næsten for stort til den smale Overkrop. Hendes Haar var lyst og stridt, men hun virked ikke nærmest lys, — der begyndte en svag mørkere Dun fra Halsen, den gik som en svag Skygge over hele Ansigtet, og den kom ogsaa frem igjen under Kjolelinningen paa Armene, næsten loddent, helt frem i den lille brune, faste Haåand, der lidt usikkert arbeided med Sømmen.» Det er Brudesærken hun syr paa — mens langt ude paa den flade Mo Morderen kjører ned mod det mørke Elvestryg. Og sammen med de to Brødres gamle Moder sidder hun i den sene Kveldstund og skal vente paa ham, som aldrig mer vil komme hjem. Men Udaaden sender sin Skygge foran sig, den sniger sig ind i Stilheden, som kun brydes af Naalens hvislende Kradsen mod Tøiet og Urets Tik, og lægger Uro i den Gamles Hjerte. Det eneste rørlige Væsen, som vidner, at hun, den grusomme, ubøielige unge Sjæl, som sidder der i Lyskredsen midt i det mørke Rum, har faaet sin Vilje frem, er den lille Viser, der sniger sig rundt som en Skygge paa den hvide Skive {{. . .}}<noinclude><references/></noinclude> fv2m6mqk7qps8rqg07d3q1971d7py72 104 137312 321253 2026-05-13T18:34:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321253 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} I Aanruds Komedie «Storken» er vi flyttet fra Landets primitive Dyd og Udyd til Byens kulturferniserede Last og Løgn. Men det er blot Milieuet, som er et andet, Forfatterens Syn paa sine Objekter er det samme godmodigt deltagende, humoristisk nydende. Han er aabenbart enig med sin Furer Nymo, der «altid synes, at det, som sker, er det bedste». «Storken» er et lystigt Livsbillede fra en folksom, mindre elegant Kristiania-Leiegaard, hvor den skrøbelige Dyd og den aabenbare Last bor paa «hver sin Side af Gangen». Og Stykkets Moral er den, vi kjender fra al Verdens Komedier: at den dumme Dyd altid bliver taget grundigt ved Næsen af den kloge Last, hvilket foruden at være morsomt ogsaa er yderst heldigt for alle rette Vedkommende — i dette Tilfælde. Kgl. Fuldmægtig Amandus Bomann ønsker for flere Aarsagers Skyld at blive kvit en af sine mange — Veninder. I den Anledning faar han sin Ven Grosserer Falk til at ansætte fhv. Sergeant Seladon Andersen — om Forladelse, Andrisen — som Kontorist efter nøie at have gransket denne Mands intellektuelle og moralske Habitus. Hr. Seladon introduceres derefter — atter ved Grossererens<noinclude><references/></noinclude> iwy2uxj7830elwx4co5e9ein7dvnc5e 0 137313 321254 2026-05-13T18:35:10Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=214 to=219 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 321254 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=214 to=219 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 4oo6l4bhh6lshb4nmy5fv0dw8p32m6r 321260 321254 2026-05-13T18:44:49Z Øystein Tvede 3938 321260 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=219 to=223 fromsection="2" tosection="" header=1 /> nd2crvhu3eadkq4cgwtooun41bq9aqe 321261 321260 2026-05-13T18:47:16Z Øystein Tvede 3938 321261 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=214 to=219 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 4oo6l4bhh6lshb4nmy5fv0dw8p32m6r 104 137314 321256 2026-05-13T18:37:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321256 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hjælp — af Bomann hos vedkommende Dame med det Resultat, at han fjorten Dage efter er gift med hende. Det høitidelige Bryllup foregaar imidlertid i Løbet af det lange Tidsrum, som ligger mellem Tæppets hurtige Fald efter første og dets Opgang for anden Akt. — Fem Aar er nu forløbne, siden Kontorist Andrisen mødte Bomanns Veninde paa Bygdø. Vi faar vide, at den galante Fuldmægtig allerede i et Par Aar har fortsat den fortrolige Omgang med Fru Seladon, som afbrødes ved hendes Æpgteskab. Den troskyldige Ægtemand har netop faaet sit andet Barn, en liden Pige, og dennes forestaaende Daab er Drivhjulet i de to sidste Akters Intrige. Fru Seladon vil nemlig absolut, at hendes Datter skal opkaldes efter Bomann, og at han skal være Fadder. Det samme ønsker Hr. Seladon, der er blevet Bomanns bedste Ven — i den Grad, at han klæder sig som han, bærer samme Slags Slips som han og efterligner ham i Gang og Manerer. Det lykkes ogsaa — ved en høist tvetydig Manøvre — at intrigere Bomann til at give sit Samtykke baade til det ene og andet. Barnet skal hede Amanda Seladine. I tredie Akt bivaaner vi det muntre Fadderselskab — alle Komediers naturlige Afslutning — hvorunder de let tilslørede Hemmeligheder i Hr. Seladons Ægteskab stilles i Transparent af ham<noinclude><references/></noinclude> 1g020thnrxbbigfdlmqvmfritjj5pfl 104 137315 321257 2026-05-13T18:41:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321257 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>selv. Med rigtig Forstaaelse af Komediens NemesisLære lader Digteren den altfor elskværdige Fuldmægtig afstraffes derved, at Seladon i Drukkenskab holder en Tale for ham, — hvilken Tale lidt efter lidt udvikler sig til en meget oprigtig Skildring af, hvilken Rolle denne har spillet i den lidet romantiske Menages indre Forhold. Og da Tæppet gaar ned for «Storkens» tredie og sidste Akt, har Seladon Andrisen for første Gang i sit Liv faaet en Smule Hevn over den snedige Verden. Hvad der giver dette Stykke Værd, er den uovertræffelige Sikkerhed, hvormed det «folkelige» Kristianias Hverdagstale og Hverdagstanker er gjengivet. Vi har en Følelse, som om Forfatteren blot havde taget Væggen ud til Hr. Seladons Dagligstue, vi ser den villige Furer blinke polisk forstaaelsesfuldt med sine smaa plirrende Øine og hører ham aflevere sin spøgefulde og overlegne Livsvisdom. Forfatteren har naaet den næsten fuldkomne Objektivitet, som holder Figurerne paa deres eget Niveau — han hverken forringer eller forskjønner dem. Bare en af dem har Grund til at klage over nogen Ondskab fra hans Side, og det er den stakkels Opdal. Foruden at være Karikatur paa visse Halvdannelsens eiendommelige Udslag, har han faaet den ubehagelige Opgave at frembære Forfatterens uærbødige Skepsis ligeoverfor nogle<noinclude><references/></noinclude> fgn22no98zyl38u0o2n2g208df2n481 104 137316 321258 2026-05-13T18:43:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321258 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>asketiske Moralister af stort Navn og Ry. Og det er virkelig uretfærdigt mod den brave Skolemester — som bliver snydt nok alligevel. Dette ene Træk røber en Bristi Stykket, som forklarer, at det paa mange vil virke pinligt. Dette er den ligefremme, dagligdagse, usmykkede Virkelighed, — og den lægger sig tungt for Brystet paa en, naar man merker Forfatteren bag. Derved forsvinder Afstanden mellem ham og hans Figurer. Han bliver god Kamerat med dem, — «Storken» er nemlig ingen Satire, men et Virkelighedsbillede, hvis Komik paa mere følsomme Nerver gjør et trist, brutalt Indtryk. {{---}} {{luft|4em}} {{høyre|{{x-mindre|Mai 96.{{gap|2m}}}}}}<noinclude><references/></noinclude> oqeghdgwd9bpqlx0cg7upzi6n7vcql5 321259 321258 2026-05-13T18:44:15Z Øystein Tvede 3938 321259 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>asketiske Moralister af stort Navn og Ry. Og det er virkelig uretfærdigt mod den brave Skolemester — som bliver snydt nok alligevel. Dette ene Træk røber en Bristi Stykket, som forklarer, at det paa mange vil virke pinligt. Dette er den ligefremme, dagligdagse, usmykkede Virkelighed, — og den lægger sig tungt for Brystet paa en, naar man merker Forfatteren bag. Derved forsvinder Afstanden mellem ham og hans Figurer. Han bliver god Kamerat med dem, — «Storken» er nemlig ingen Satire, men et Virkelighedsbillede, hvis Komik paa mere følsomme Nerver gjør et trist, brutalt Indtryk. {{---}} {{luft|4em}} {{høyre|{{x-mindre|Mai 96.{{gap|2em}}}}}}<noinclude><references/></noinclude> fc9j1feb3riymbudhyp5fju3q9riu20 0 137317 321262 2026-05-13T18:47:48Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=219 to=223 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 321262 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=219 to=223 fromsection="2" tosection="" header=1 /> nd2crvhu3eadkq4cgwtooun41bq9aqe 0 137318 321266 2026-05-13T18:52:27Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=224 to=230 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 321266 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=224 to=230 fromsection="2" tosection="" header=1 /> qtxak84foqcfpcjfb9m0a2pnpz94k0z 321352 321266 2026-05-13T20:48:18Z Øystein Tvede 3938 321352 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=224 to=230 fromsection="" tosection="" header=1 /> bqa73j1wxfyvi4843w0xlzaqnpl5vnr 104 137319 321267 2026-05-13T18:53:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321267 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>VILHELM KRAG. {{c|I.}} En ægte, god Lyriker burde have lige mange Jeg’er som Poul Møllers berømte Licentiat. Men saa rige pleier nu Digterne ikke at være i vore Dage. Faa moderne Poeter naar høiere end til at skabe et Par typiske Figurer eller personlige Symboler, hvori deres mangehaande Stemninger og Følelser krystalliserer sig til nogenlunde klart udprægede Billeder eller Former. Det Jeg, vi møder i de tre smaa Bind, der rummer Vilhelm Krags tidligste digteriske Produktion, har endnu ikke helt differentieret sig ud fra den primitivt lyriske Form, hvori det individuelt menneskelige drukner i Stemningsdis, Ordklang, Rytmesang. Men allerede i hans første Bog «Digte» (1891) bærer Digterens Jeg to Iklædninger. Som<noinclude><references/></noinclude> sstxnem1r4y3zv0p3w3tbbft55q6pzp 321268 321267 2026-05-13T18:54:15Z Øystein Tvede 3938 321268 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|VILHELM KRAG.}} I.}} En ægte, god Lyriker burde have lige mange Jeg’er som Poul Møllers berømte Licentiat. Men saa rige pleier nu Digterne ikke at være i vore Dage. Faa moderne Poeter naar høiere end til at skabe et Par typiske Figurer eller personlige Symboler, hvori deres mangehaande Stemninger og Følelser krystalliserer sig til nogenlunde klart udprægede Billeder eller Former. Det Jeg, vi møder i de tre smaa Bind, der rummer Vilhelm Krags tidligste digteriske Produktion, har endnu ikke helt differentieret sig ud fra den primitivt lyriske Form, hvori det individuelt menneskelige drukner i Stemningsdis, Ordklang, Rytmesang. Men allerede i hans første Bog «Digte» (1891) bærer Digterens Jeg to Iklædninger. Som<noinclude><references/></noinclude> mhsqkk7tq6cbz3o5aa5qv0ur5pyxhq5 321321 321268 2026-05-13T20:09:11Z Øystein Tvede 3938 321321 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|VILHELM KRAG.}} I.}} En ægte, god Lyriker burde have lige mange Jeg’er som Poul Møllers berømte Licentiat. Men saa rige pleier nu Digterne ikke at være i vore Dage. Faa moderne Poeter naar høiere end til at skabe et Par typiske Figurer eller personlige Symboler, hvori deres mangehaande Stemninger og Følelser krystalliserer sig til nogenlunde klart udprægede Billeder eller Former. Det Jeg, vi møder i de tre smaa Bind, der rummer Vilhelm Krags tidligste digteriske Produktion, har endnu ikke helt differentieret sig ud fra den primitivt lyriske Form, hvori det individuelt menneskelige drukner i Stemningsdis, Ordklang, Rytmesang. Men allerede i hans første Bog «Digte» (1891) bærer Digterens Jeg to Iklædninger. Som<noinclude><references/></noinclude> m8v416570el2ddoi0rqpa6qo7u2w8wa 321351 321321 2026-05-13T20:47:52Z Øystein Tvede 3938 321351 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|VILHELM KRAG.}} I.}} {{nodent/s}}{{Innfelt initial|E}}n ægte, god Lyriker burde have lige mange Jeg’er som Poul Møllers berømte Licentiat. Men saa rige pleier nu Digterne ikke at være i vore Dage. Faa moderne Poeter naar høiere end til at skabe et Par typiske Figurer eller personlige Symboler, hvori deres mangehaande Stemninger og Følelser krystalliserer sig til nogenlunde klart udprægede Billeder eller Former. Det Jeg, vi møder i de tre smaa Bind, der rummer Vilhelm Krags tidligste digteriske Produktion, har endnu ikke helt differentieret sig ud fra den primitivt lyriske Form, hvori det individuelt menneskelige drukner i Stemningsdis, Ordklang, Rytmesang. Men allerede i hans første Bog «Digte» (1891) bærer Digterens Jeg to Iklædninger. Som<noinclude><references/></noinclude> 0p31wyxqoxp04aqh3zw77nmfzomugfn 104 137320 321269 2026-05-13T18:57:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321269 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Quverture til disse Poesier har Krag sat den skjønne Fantasi «Fandango»: den vidunderlig melodiøse Klage over Tidens svigefulde Flugt fra os og Livets skjæbnesikre Visnen i Høsten og Døden. <poem> {{liten|Det visner. Det visner, :::det visner, det visner, Verden, den visner, og Roser og Kvinder, mit Legem og alle de skjælvende Nerver :::visner! Og Tiden, den sniger sig langsomt forbi mig, og Timerne vandrer at grave min Grav. Jeg tør ikke tænke — jeg tør ikke leve. :::Tør ikke dø!}} </poem> Et mildt, klingert, jeg kunde gjerne sige, harmonisk Tungsind! Det anklager ikke, dømmer ikke, — det toner os imøde som skjøn Musik. Et lyst barnligt Tungsind, født af Undren og Længsel og Vemod. Bange Undren og sødt besnærende Vemod. Det Jeg, der synger disse Melodier, er det blege drømmende «Barn med de trætte Øine», hvis «Sjæl blev gammel» ved det første kolde Pust af Livet: <poem> {{liten|Dine Bryn hvælver sig i Vemod, dit Blik er saa bedrøvet, og din Mund har et Smil med uendeligt Tungsind.}} </poem> {{. . .|4}} «Dit Navn staar ei skrevet i Livsens Bøger», — dette Barn er bange for Livet og Dagen. Det gribes ikke af Vaarens vilde Jubel. Den lyse<noinclude><references/></noinclude> bni5ywzqn0psw0mddo1e46lqwrrrwol 321270 321269 2026-05-13T18:57:49Z Øystein Tvede 3938 321270 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ouverture til disse Poesier har Krag sat den skjønne Fantasi «Fandango»: den vidunderlig melodiøse Klage over Tidens svigefulde Flugt fra os og Livets skjæbnesikre Visnen i Høsten og Døden. <poem> {{liten|Det visner. Det visner, :::det visner, det visner, Verden, den visner, og Roser og Kvinder, mit Legem og alle de skjælvende Nerver :::visner! Og Tiden, den sniger sig langsomt forbi mig, og Timerne vandrer at grave min Grav. Jeg tør ikke tænke — jeg tør ikke leve. :::Tør ikke dø!}} </poem> Et mildt, klingert, jeg kunde gjerne sige, harmonisk Tungsind! Det anklager ikke, dømmer ikke, — det toner os imøde som skjøn Musik. Et lyst barnligt Tungsind, født af Undren og Længsel og Vemod. Bange Undren og sødt besnærende Vemod. Det Jeg, der synger disse Melodier, er det blege drømmende «Barn med de trætte Øine», hvis «Sjæl blev gammel» ved det første kolde Pust af Livet: <poem> {{liten|Dine Bryn hvælver sig i Vemod, dit Blik er saa bedrøvet, og din Mund har et Smil med uendeligt Tungsind.}} </poem> {{. . .|4}} «Dit Navn staar ei skrevet i Livsens Bøger», — dette Barn er bange for Livet og Dagen. Det gribes ikke af Vaarens vilde Jubel. Den lyse<noinclude><references/></noinclude> rhekefahm07084ksaastr1qcw3xh560 321271 321270 2026-05-13T18:58:20Z Øystein Tvede 3938 321271 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ouverture til disse Poesier har Krag sat den skjønne Fantasi «Fandango»: den vidunderlig melodiøse Klage over Tidens svigefulde Flugt fra os og Livets skjæbnesikre Visnen i Høsten og Døden. <poem> {{liten|Det visner. Det visner, det visner, det visner, Verden, den visner, og Roser og Kvinder, mit Legem og alle de skjælvende Nerver visner! Og Tiden, den sniger sig langsomt forbi mig, og Timerne vandrer at grave min Grav. Jeg tør ikke tænke — jeg tør ikke leve. Tør ikke dø!}} </poem> Et mildt, klingert, jeg kunde gjerne sige, harmonisk Tungsind! Det anklager ikke, dømmer ikke, — det toner os imøde som skjøn Musik. Et lyst barnligt Tungsind, født af Undren og Længsel og Vemod. Bange Undren og sødt besnærende Vemod. Det Jeg, der synger disse Melodier, er det blege drømmende «Barn med de trætte Øine», hvis «Sjæl blev gammel» ved det første kolde Pust af Livet: <poem> {{liten|Dine Bryn hvælver sig i Vemod, dit Blik er saa bedrøvet, og din Mund har et Smil med uendeligt Tungsind.}} </poem> {{. . .|4}} «Dit Navn staar ei skrevet i Livsens Bøger», — dette Barn er bange for Livet og Dagen. Det gribes ikke af Vaarens vilde Jubel. Den lyse<noinclude><references/></noinclude> kgh3ttybfxcxlvt22kfbue4ifekxlz8 321272 321271 2026-05-13T18:59:22Z Øystein Tvede 3938 321272 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ouverture til disse Poesier har Krag sat den skjønne Fantasi «Fandango»: den vidunderlig melodiøse Klage over Tidens svigefulde Flugt fra os og Livets skjæbnesikre Visnen i Høsten og Døden. <poem> {{liten|Det visner. Det visner, {{gap|2em}}det visner, det visner, Verden, den visner, og Roser og Kvinder, mit Legem og alle de skjælvende Nerver {{gap|2em}}visner! Og Tiden, den sniger sig langsomt forbi mig, og Timerne vandrer at grave min Grav. Jeg tør ikke tænke — jeg tør ikke leve. {{gap|2em}}Tør ikke dø!}} </poem> Et mildt, klingert, jeg kunde gjerne sige, harmonisk Tungsind! Det anklager ikke, dømmer ikke, — det toner os imøde som skjøn Musik. Et lyst barnligt Tungsind, født af Undren og Længsel og Vemod. Bange Undren og sødt besnærende Vemod. Det Jeg, der synger disse Melodier, er det blege drømmende «Barn med de trætte Øine», hvis «Sjæl blev gammel» ved det første kolde Pust af Livet: <poem> {{liten|Dine Bryn hvælver sig i Vemod, dit Blik er saa bedrøvet, og din Mund har et Smil med uendeligt Tungsind.}} </poem> {{. . .|4}} «Dit Navn staar ei skrevet i Livsens Bøger», — dette Barn er bange for Livet og Dagen. Det gribes ikke af Vaarens vilde Jubel. Den lyse<noinclude><references/></noinclude> 5icc6harpzisn4hnzw6hlhgl0itjdox 104 137321 321273 2026-05-13T19:04:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321273 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mainat vækker ingen Oprørsdrifter tillive, — ingen Storm i Hjertet. Blodet koger ikke og syder, men Sanserne lytter i stille Undren til Naturens Tale: «Træd stilt, træd stilt, det er Valborgsnat!» Livet rører sig i Stilheden. «Der er Dans i Skoge», Alver og Elverpiger er ude; gjennem Vaarnattens tusen Lyd og hemmelighedsfulde Uro høres Romantikens letfodede Aandeverden {{. . .}} <poem> {{liten|Og Myggene vimser i florlet Særk, og Græshoppen messer ret som en Klerk {{. . .|2}} mens alle de Blomster blunde.}} </poem> Men Mørkestemningen bliver tungere, dystrere. Høsten kommer. Kvelden sænker sig kvælende sort og stor, og de sorte Hunde hyler paa Landeveiene. Tusser og Trold er paafærde; Heksene rider paa Kirkekors, og Døden rider i Dale. Og op fra Gravene stiger de Døde {{. . .}} «Der kryber Hvidt henad sorte Kors — det famler som vildsomme, viftende Hænder {{. . .}}» Det er Sneens, Vinterens hvide Skygger, som bliver levende i Maaneskinnet. Og Nattens Spøgelsefrygt og Rædsler viger blot for Dagens trætte matte Halvmørke: <poem> Jeg sidder og ser paa {{gap|2em}}to høie Popler, {{gap|2em}}som strækker sig op i den tunge Luft. De ligner to bedende dødstrætte Hænder {{gap|2em}}i Angstens Afsind {{gap|2em}}stumt fortvilede </poem><noinclude><references/></noinclude> 953v77yv1zwu23itfu5b3famomsrje1 321274 321273 2026-05-13T19:04:32Z Øystein Tvede 3938 321274 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mainat vækker ingen Oprørsdrifter tillive, — ingen Storm i Hjertet. Blodet koger ikke og syder, men Sanserne lytter i stille Undren til Naturens Tale: «Træd stilt, træd stilt, det er Valborgsnat!» Livet rører sig i Stilheden. «Der er Dans i Skoge», Alver og Elverpiger er ude; gjennem Vaarnattens tusen Lyd og hemmelighedsfulde Uro høres Romantikens letfodede Aandeverden {{. . .}} <poem> {{liten|Og Myggene vimser i florlet Særk, og Græshoppen messer ret som en Klerk {{. . .|2}} mens alle de Blomster blunde.}} </poem> Men Mørkestemningen bliver tungere, dystrere. Høsten kommer. Kvelden sænker sig kvælende sort og stor, og de sorte Hunde hyler paa Landeveiene. Tusser og Trold er paafærde; Heksene rider paa Kirkekors, og Døden rider i Dale. Og op fra Gravene stiger de Døde {{. . .}} «Der kryber Hvidt henad sorte Kors — det famler som vildsomme, viftende Hænder {{. . .}}» Det er Sneens, Vinterens hvide Skygger, som bliver levende i Maaneskinnet. Og Nattens Spøgelsefrygt og Rædsler viger blot for Dagens trætte matte Halvmørke: <poem> {{liten|Jeg sidder og ser paa {{gap|2em}}to høie Popler, {{gap|2em}}som strækker sig op i den tunge Luft. De ligner to bedende dødstrætte Hænder {{gap|2em}}i Angstens Afsind {{gap|2em}}stumt fortvilede}} </poem><noinclude><references/></noinclude> 9c6lcu4f20ohi3u73oh8zdgdbosas2s 321276 321274 2026-05-13T19:05:33Z Øystein Tvede 3938 321276 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mainat vækker ingen Oprørsdrifter tillive, — ingen Storm i Hjertet. Blodet koger ikke og syder, men Sanserne lytter i stille Undren til Naturens Tale: «Træd stilt, træd stilt, det er Valborgsnat!» Livet rører sig i Stilheden. «Der er Dans i Skoge», Alver og Elverpiger er ude; gjennem Vaarnattens tusen Lyd og hemmelighedsfulde Uro høres Romantikens letfodede Aandeverden {{. . .}} <poem> {{liten|Og Myggene vimser i florlet Særk, og Græshoppen messer ret som en Klerk {{. . .|2}} mens alle de Blomster blunde.}} </poem> Men Mørkestemningen bliver tungere, dystrere. Høsten kommer. Kvelden sænker sig kvælende sort og stor, og de sorte Hunde hyler paa Landeveiene. Tusser og Trold er paafærde; Heksene rider paa Kirkekors, og Døden rider i Dale. Og op fra Gravene stiger de Døde {{. . .}} «Der kryber Hvidt henad sorte Kors — det famler som vildsomme, viftende Hænder {{. . .}}» Det er Sneens, Vinterens hvide Skygger, som bliver levende i Maaneskinnet. Og Nattens Spøgelsefrygt og Rædsler viger blot for Dagens trætte matte Halvmørke: <poem> {{liten|Jeg sidder og ser paa {{gap|2em}}to høie Popler, {{gap|2em}}som strækker sig op i den tunge Luft. De ligner to bedende dødstrætte Hænder {{gap|2em}}i Angstens Afsind {{gap|2em}}stumt fortvilede}} strakte vildt imod Høstkveldens Himmel, {{gap|2em}}den tusmørke tause. </poem><noinclude><references/></noinclude> 5w5ovt2n50hm1jlct3exgyj7c3hn3y1 321277 321276 2026-05-13T19:05:45Z Øystein Tvede 3938 321277 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mainat vækker ingen Oprørsdrifter tillive, — ingen Storm i Hjertet. Blodet koger ikke og syder, men Sanserne lytter i stille Undren til Naturens Tale: «Træd stilt, træd stilt, det er Valborgsnat!» Livet rører sig i Stilheden. «Der er Dans i Skoge», Alver og Elverpiger er ude; gjennem Vaarnattens tusen Lyd og hemmelighedsfulde Uro høres Romantikens letfodede Aandeverden {{. . .}} <poem> {{liten|Og Myggene vimser i florlet Særk, og Græshoppen messer ret som en Klerk {{. . .|2}} mens alle de Blomster blunde.}} </poem> Men Mørkestemningen bliver tungere, dystrere. Høsten kommer. Kvelden sænker sig kvælende sort og stor, og de sorte Hunde hyler paa Landeveiene. Tusser og Trold er paafærde; Heksene rider paa Kirkekors, og Døden rider i Dale. Og op fra Gravene stiger de Døde {{. . .}} «Der kryber Hvidt henad sorte Kors — det famler som vildsomme, viftende Hænder {{. . .}}» Det er Sneens, Vinterens hvide Skygger, som bliver levende i Maaneskinnet. Og Nattens Spøgelsefrygt og Rædsler viger blot for Dagens trætte matte Halvmørke: <poem> {{liten|Jeg sidder og ser paa {{gap|2em}}to høie Popler, {{gap|2em}}som strækker sig op i den tunge Luft. De ligner to bedende dødstrætte Hænder {{gap|2em}}i Angstens Afsind {{gap|2em}}stumt fortvilede strakte vildt imod Høstkveldens Himmel, {{gap|2em}}den tusmørke tause.}} </poem><noinclude><references/></noinclude> icaect6m7811322zradkctlv0v5x3xg 104 137322 321275 2026-05-13T19:05:09Z Øystein Tvede 3938 /* Rå */ Ny side: Gjennem de Digte, som jeg i det foregaaende har stanset ved, og endnu flere, som her ikke er Plads til at anføre, varieres en og samme Stem- ning: det trætte Barns Frygt for Livet. Men der er i denne Krags første og bedste Digtsamling ogsaa et andet Jeg: den mørke sværmeriske Page — en nær Slegtning af Drachmanns farende Svend — den glade Landeveisstryger og Troubadour, hvis Sange priser de gamle gode Herligheder: Pigernes Skjønhed og Vinens Lyst, Solskin og Sommer, Ran… 321275 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Gjennem de Digte, som jeg i det foregaaende har stanset ved, og endnu flere, som her ikke er Plads til at anføre, varieres en og samme Stem- ning: det trætte Barns Frygt for Livet. Men der er i denne Krags første og bedste Digtsamling ogsaa et andet Jeg: den mørke sværmeriske Page — en nær Slegtning af Drachmanns farende Svend — den glade Landeveisstryger og Troubadour, hvis Sange priser de gamle gode Herligheder: Pigernes Skjønhed og Vinens Lyst, Solskin og Sommer, Ran- ker og Roser und alles was Menschenbegehr ...*% Jeg har Alverdens Guld i min Taske, Mynt i min Lomme og Vin paa min Flaske. «Og jeg er Konge i Berget det blaa» osv. Denne muntre Ungersvend har fri Raadighed over alle Eventyrverdenens Skatte. Han sadler sin vælige Hest — mange Gange, og tidlig og silde gaar Fær- den til det blaa Drømmelands Slotte og Prinsesser. Megen Originalitet er der ikke i disse glade Sange. Vi møder i dem den konventionelle Ridder- og Frøken-Romantiks Overflod paa Svanedun, Fløiels- baretter, Silkeveste, Guldbidsler og Sølvsko etc. — ledsaget af en ligesaa aabenbar Mangel paa sjæle- ligt Indhold; men det er dog som en ny Tone af<noinclude><references/></noinclude> qojj4ya67nire17d4pzyi8dfwr22z7j 321278 321275 2026-05-13T19:07:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321278 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Gjennem de Digte, som jeg i det foregaaende har stanset ved, og endnu flere, som her ikke er Plads til at anføre, varieres en og samme Stemning: det trætte Barns Frygt for Livet. Men der er i denne Krags første og bedste Digtsamling ogsaa et andet Jeg: den mørke sværmeriske Page — en nær Slegtning af Drachmanns farende Svend — den glade Landeveisstryger og Troubadour, hvis Sange priser de gamle gode Herligheder: Pigernes Skjønhed og Vinens Lyst, Solskin og Sommer, Ranker og Roser und alles was Menschenbegehr {{. . .}} <poem> {{liten|Jeg har Alverdens Guld i min Taske, Mynt i min Lomme og Vin paa min Flaske.}} </poem> «Og jeg er Konge i Berget det blaa» osv. Denne muntre Ungersvend har fri Raadighed over alle Eventyrverdenens Skatte. Han sadler sin vælige Hest — mange Gange, og tidlig og silde gaar Færden til det blaa Drømmelands Slotte og Prinsesser. Megen Originalitet er der ikke i disse glade Sange. Vi møder i dem den konventionelle Ridder- og Frøken-Romantiks Overflod paa Svanedun, Fløielsbaretter, Silkeveste, Guldbidsler og Sølvsko etc. — ledsaget af en ligesaa aabenbar Mangel paa sjæleligt Indhold; men det er dog som en ny Tone af<noinclude><references/></noinclude> mtwdtfokvohk739n2a6ymicazdc3poc 104 137323 321279 2026-05-13T19:09:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321279 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Inderlighed og ung Begeistring i Krags Variationer over de gamle Motiver. Han har gydt nogen ny Vin paa de gamle Læderflasker. Det er denne Tone, som redder dem. Men jeg finder dog blot {{sp|Glim|t}} af hans sande Temperament i disse Stemninger. Helt anderledes ægte og dybe er Poesier som «Mainat», — hvor al Vaarnattens længselssyge Tungsind er fanget i aandelette Akkorder. Og det samme gjælder om de faa Sange, der maa henregnes til erotisk Digtning: «Min Maidags Brud», «Jeg træder de Perler blanke», «Jeg havde begravet min Elskov» o. fl. Der gløder i disse Poesier en stille Henrykkelsens Ekstase, en naiv religiøs Mystik, som intet har med vor Støvels og Stoffets Verden at gjøre. Det er Følelser, som er groet «vestenfor Maane og søndenfor Hav» i det unge Sinds lyse Drømmielande. Her er Vilhelm Krag paa hjemlig Grund. Ingen Ord maler bedre den vidunderlig skjære Klang og Stemning i disse Digte end følgende Linjer, hvori han hylder sin Drømmebrud: <poem> {{liten|Den sarteste, vage Musik den klinger i dine Sange: Døgnfluevingers Susen i natteblød Luft, Jasmindufts Rislen gjennem Rosenblade og Stjerneskins sagte Synken i blankbløde Vande.}} </poem><noinclude><references/></noinclude> skgj3zynqbvivrp6mmhpow4jy5b0vfr 104 137324 321280 2026-05-13T19:12:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321280 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} «Nat, Digte i Prosa» — Krags næste Arbeide — er paa en Maade hans eiendommeligste Verk; ialfald taler ingen af hans andre Bøger saa ligefrem aabent om de samme Følelser og Stemninger. Disse Prosadigte er oprigtige Bekjendelser og Tilstaaelser, overbevisende ved sin ægte Naivetet og rørende Hjælpeløshed. Uhindret af Formens Baand fortæller han om sin Ensomhed i Verden, om Livets Uro og Dødens Fred: {{. . .}} Alene sidder han i Mainatten og lytter til Springvandets sølvklingende Rislen. Rundt om ham suser Sommermorgenens lyse Stilhed. Men giennem den fornemmer han Livets sterke Vækst — hele Verden er Elskov og Knop og Fylde. Kun han er udenfor. I ham banker ikke Vaarbrydningens varme Livsmod. Han føler intet Begjær — kun Længsler og Drømme. Og han ønsker, at han var «det spirende Blad paa Birken, der aander Duft ud i maiblød Luft» {{. . .}} ønsker, at han var «en faldende Draabe, der klang og sank og drukned i Nattens Fred». Dog ingen Ønsker formaar at stanse det urolige Hjerte. I den stille Nat faar hans Fantasi Vinger. Han ser for sig en «brændende Ørken, hvor Sciroceoen flyver gjennem Luften som en<noinclude><references/></noinclude> g8qijkb6bcxrls34hzeeyt3nyizter8 104 137325 321281 2026-05-13T19:13:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321281 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hvid Flamme». Eller han tror sig ude paa Havet, «derude, hvor der er tusen Mil tillands, hvor der er tusen Mil tilbunds, og hvor der er tusen Mil op til de lindrende Stjerner». Men helst ser han sig som den vildvankende Vandringsmand, der farer angstjaget afsted over en sort, nøgen Vidde. Han er stødt ud fra Livets lyse Verden, hvor «de sterke Arme og de sunde Sind» hersker. Deres Glæde er ikke hans. Hans Glæde er som «en duftløs Blomst>, og den «spirer af hans Længsel, den vokser i hans Drøm», længst borte fra Menneskenes Samfund, «hvor alle Veie mødes ved Verdens yderste Ende». — — «Men i en Kreds staar de høie Snefjelde derude, saa sælsomt blaalys-blege som en Dødningehær paa Vagt, og ovenover hvælver sig den store Himmel, saa sort og saa dyb som et Dommedagshav. Og inderst inde i det uendeligste Mørke er Gud, og han har været død i mange tusen Aar, og der er ingen Gud, ingen .. . Det er bare Natten og Tomheden og Dødningerne derude og den ensomme Vidde og min ensomme Sjæl. — Og det er en dyb Stemme, som siger: Dette er Livet. Og jeg staar ved Randen af en bundløs Afgrund, og oppe fra Mørket kommer Stemmen dyb i Natten: Dette er Livets Ensomhed {{. . .}}»<noinclude><references/></noinclude> 30wbpycgb1ov4ibhsnaldyrcb2i9bud 321282 321281 2026-05-13T19:13:47Z Øystein Tvede 3938 321282 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hvid Flamme». Eller han tror sig ude paa Havet, «derude, hvor der er tusen Mil tillands, hvor der er tusen Mil tilbunds, og hvor der er tusen Mil op til de lindrende Stjerner». Men helst ser han sig som den vildvankende Vandringsmand, der farer angstjaget afsted over en sort, nøgen Vidde. Han er stødt ud fra Livets lyse Verden, hvor «de sterke Arme og de sunde Sind» hersker. Deres Glæde er ikke hans. Hans Glæde er som «en duftløs Blomst», og den «spirer af hans Længsel, den vokser i hans Drøm», længst borte fra Menneskenes Samfund, «hvor alle Veie mødes ved Verdens yderste Ende». — — «Men i en Kreds staar de høie Snefjelde derude, saa sælsomt blaalys-blege som en Dødningehær paa Vagt, og ovenover hvælver sig den store Himmel, saa sort og saa dyb som et Dommedagshav. Og inderst inde i det uendeligste Mørke er Gud, og han har været død i mange tusen Aar, og der er ingen Gud, ingen {{. . .}} Det er bare Natten og Tomheden og Dødningerne derude og den ensomme Vidde og min ensomme Sjæl. — Og det er en dyb Stemme, som siger: Dette er Livet. Og jeg staar ved Randen af en bundløs Afgrund, og oppe fra Mørket kommer Stemmen dyb i Natten: Dette er Livets Ensomhed {{. . .}}»<noinclude><references/></noinclude> 8m0bd8c3qpwtt9f7ahmmdlj4wo0d0h0 104 137326 321283 2026-05-13T19:15:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321283 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Saadan slynger sig Stemningernes Rytme og Fantasiernes Billedvæv i «Mainætter>, Bogens første Afsnit. Det er Fantastens monotone Klage over ikke at faa slippe ind til Livets Fest. Blodets Uro føder kun sære ængstende Syner og tomme Tanker. Lystens røde Ungdomsmod dør i Drømmenes gustne Billed-Pragt. Andet Afsnit «Høstnætter» har kun ringe Sammenhæng med første. I et af ''Samtidens'' Hefter for 1891 havde Krag offentliggjort en udsøgt fin Novelle-Skisse: «Hans sidste Breve», som i sin Tid vakte megen Opsigt. Den er det, som i Forening med en «Sidste Nat» fylder Bogens anden Halvdel. Det Jeg, som skildrede sig selv i hine Breve, er ikke et lyrisk Ego saadan i blaa Almindelighed, Det er en skibbruden Existens, som har mistet alt, hvad der var ham kjært i Verden, og nu prøver at faa Tiden til at gaa med at leve op igjen i Mindet Forgangenhedens Begivenheder og bedøve sig i melankolske Fantasier. Han ror i Oktoberaftenens Maaneskin, og ude paa den stille Fjord aabenbarer sig for ham den Kvinde, som hans skjønhedshungrige Sjæl drømmer om de triste graa Høstdage. {{. . .}} «Langt ude, helt nede ved Havbrynet drømmer nogle dunkle Taager.<noinclude><references/></noinclude> 1euhjsm4p5fxycimu3kqvdbg321ly2k 321341 321283 2026-05-13T20:40:25Z Øystein Tvede 3938 321341 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Saadan slynger sig Stemningernes Rytme og Fantasiernes Billedvæv i «Mainætter», Bogens første Afsnit. Det er Fantastens monotone Klage over ikke at faa slippe ind til Livets Fest. Blodets Uro føder kun sære ængstende Syner og tomme Tanker. Lystens røde Ungdomsmod dør i Drømmenes gustne Billed-Pragt. Andet Afsnit «Høstnætter» har kun ringe Sammenhæng med første. I et af ''Samtidens'' Hefter for 1891 havde Krag offentliggjort en udsøgt fin Novelle-Skisse: «Hans sidste Breve», som i sin Tid vakte megen Opsigt. Den er det, som i Forening med en «Sidste Nat» fylder Bogens anden Halvdel. Det Jeg, som skildrede sig selv i hine Breve, er ikke et lyrisk Ego saadan i blaa Almindelighed, Det er en skibbruden Existens, som har mistet alt, hvad der var ham kjært i Verden, og nu prøver at faa Tiden til at gaa med at leve op igjen i Mindet Forgangenhedens Begivenheder og bedøve sig i melankolske Fantasier. Han ror i Oktoberaftenens Maaneskin, og ude paa den stille Fjord aabenbarer sig for ham den Kvinde, som hans skjønhedshungrige Sjæl drømmer om de triste graa Høstdage. {{. . .}} «Langt ude, helt nede ved Havbrynet drømmer nogle dunkle Taager.<noinclude><references/></noinclude> 64ivoxpf5o6g9locipwgssy2fyjmc08 104 137327 321284 2026-05-13T19:17:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321284 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Vagt runder de sig som Kvindearme og Kvindekinder, og Maanesne ligger blødt ovenpaa. Det er som en Drøm om et Legeme — dunkelt aandeagtigt, hvidt og nøgent. Og det speiler sig i Havet, men Havet skinner hvidere; — da strækker de slanke Lemmer sig som Skum og Lys. Og se nu: — der kommer hun langsomt drivende paa de myge Sølvdønninger. Maanelyset falder paa hendes Kinder, og hun reiser sig halvt med den ene Arm støttet paa Havets dybe Bolstre, og hun slaar Øinene op — de underlige mørkegrønne Øine og stryger det vaade Haar bort fra den blege Pande. — — Jeg taler til hende, men ingen Klang lyder; — det er Tankerne, der taler som i Drømme. — — — Suleîma, Suleîma {{. . .}} dit Navn er som den hviskende Musik fra alle svingende Blomsterklokker, og det klinger stilt udover i tusen fine klangsmeltende Toner {{. . .}} Jeg har hørt din Bøst i rimskummende Vers og fornummet din Graad i Høstens sørgmodige Klage {{. . .|4}}» Men er han træt af disse fjerne, koldt straalende Fantasier, da opsøger han en liden elleveaarig Pige, som er lige saa from og troskyldig og glad i smukke Eventyr som han selv. De to kommer godt udaf det med hinanden. De har begge<noinclude><references/></noinclude> 6msd6gpkru6l0w8zv9p5p8f32zgbv9q 104 137328 321285 2026-05-13T19:18:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321285 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>akkurat den samme Følelse af Fremmedhed for den «forbandede logiske Verden». «En af de unyttige Urter, et Klinteblad i Vorherres rige Hvedeager, en af de tloversblevne Gjenstande i Gudfaders store Tombola» — er nok for dem. Indtil den Dag kommer, da Livets Dør slaaes i bag ham. I «Sidste Nat» skildres den Syges Frygt for Død og Dom, hans Længsel bort fra den jordiske Jammerdals vaandefulde Uro og Urenhed til «Sjælens evige Fred». I skiftende Billeder og Syner forkyndes for os de gamle Ord: Alverden lider og er sammen i sin Smerte. Den døende Drømmer ser kun i forvirrede flygtige Glimt Minderne fra det svindende Liv fare forbi. Det var dog altid Længselen, «den uendelige hulkende Længsel», som blev hans Lod af Livets Lyst og Livets Smerte. Og som et sidste Farvel fra den svindende Verden lyder Springvandets Plasken ind til ham. Det toner i dette Øieblik som Nytaars-Klokkernes Kimen, der forkynder ny Tid og nyt Liv {{. . .}} «Thi midt paa den øde Mark ser jeg en skinnende hvid Skikkelse. Han kommer hen til mig, og han tar mine vege, visne Hænder mellem sine varme, og han lægger sin Arm om. mit trætte Hoved, og han hvisker i mit Øre: Fred være med din Sjæl!<noinclude><references/></noinclude> jnjuk4d9uswipy2w8vuccgmj3hgo6yw 104 137329 321286 2026-05-13T19:20:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321286 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og der falder Fred i min Sjæl, og jeg støtter mit Hoved til hans Arm og ser ham ind i hans lyse Ansigt. Og jeg spørger: «Er du Jesus Christus?» Og han svarer: «Jeg er Sjælens evige Fred.» {{c|III.}} Aaret efter «Nats» Fremkomst udgav Krag sit første Skuespil «Vester i Blaafjeldet», Eventyrdrama i fire Akter. Det er ubetinget hans svageste Arbeide. Men det bør ikke undre os, at en toogtyveaarig Yngling forløfter sig, naar han giver sig i Kast med Emner, der fører Tanken hen paa selve de store Hovedverker i Verdenstitteraturen, som t. Ex. Faust og Peer Gynt. Dette Forsøg paa at skildre en Sjæls Udvikling er blevet til en noget barnslig Fantasileg, kraftløst og uklart i Tankegang, uden dramatisk Point og Tanke, — men hist og her isprængt med lyriske Skjønheder. Jo Høg, Dramaets Hovedperson, er det uskyldige, forundrede Barn, der ser med Troens Blik paa Livets brogede Skuespil. For ham er det idel Herlighed og Glæde. Han betragler Livets Marked med lystne opspilede Øine som Barnet, der første Gang er i Teatret: det stirrer henrykt ind i høie Slotssale, fyldte af prægtigt klædte, straalende<noinclude><references/></noinclude> 52hdrocyfshb34mmfitq3e47cvv1xlo 321287 321286 2026-05-13T19:20:29Z Øystein Tvede 3938 321287 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Og der falder Fred i min Sjæl, og jeg støtter mit Hoved til hans Arm og ser ham ind i hans lyse Ansigt. Og jeg spørger: «Er du Jesus Christus?» Og han svarer: «Jeg er Sjælens evige Fred.» <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|III.}} Aaret efter «Nats» Fremkomst udgav Krag sit første Skuespil «Vester i Blaafjeldet», Eventyrdrama i fire Akter. Det er ubetinget hans svageste Arbeide. Men det bør ikke undre os, at en toogtyveaarig Yngling forløfter sig, naar han giver sig i Kast med Emner, der fører Tanken hen paa selve de store Hovedverker i Verdenstitteraturen, som t. Ex. Faust og Peer Gynt. Dette Forsøg paa at skildre en Sjæls Udvikling er blevet til en noget barnslig Fantasileg, kraftløst og uklart i Tankegang, uden dramatisk Point og Tanke, — men hist og her isprængt med lyriske Skjønheder. Jo Høg, Dramaets Hovedperson, er det uskyldige, forundrede Barn, der ser med Troens Blik paa Livets brogede Skuespil. For ham er det idel Herlighed og Glæde. Han betragler Livets Marked med lystne opspilede Øine som Barnet, der første Gang er i Teatret: det stirrer henrykt ind i høie Slotssale, fyldte af prægtigt klædte, straalende <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> hhb5gmwr1fjxekx9qeim08h719izgxz 0 137330 321288 2026-05-13T19:21:18Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=230 to=236 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 321288 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=230 to=236 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 9omrdpgpefqzrefjkxbr3kly44livzp 321289 321288 2026-05-13T19:21:47Z Øystein Tvede 3938 321289 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=230 to=236 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 6mma0zul646nd9rziga0ylhh11tk3bs 104 137331 321290 2026-05-13T19:24:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321290 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjønne Herrer og Damer, og aner ikke, at det bare er malte Kulisser, falmet Flitterstas og sminkede Komedianter. Men vor Helt bliver snart oplyst om den sande Sammenhæng. Han møder en Mand, der viser ham, hvordan al denne Pragt tager sig ud — seet bagfra. Skjællene falder fra hans Øine. Alt er Løgn, Bedrag, Fusk og Styghed {{. . .}} Livet er Forfængelighedens Marked. <poem> {{liten|En Skjøge er Livet. Med Pudder og Sværte bemalet med Sminke i Overflod. Og elsker du hende med brusende Hjerte, da vil hun forgifte dit brusende Blod.}} </poem> Den kyndige Lærer søger at opmuntre Jo Høg til at flygte bort fra de «Steder, hvor Mennesker bygger». <poem> {{liten|Der ligger et Kongsslot saa fagert og blankt i Eventyrfjeldenes Skygger}} {{. . .}} </poem> Og der sidder en ventende Prinsesse paa en «Trone af blegrød Koral» osv. Jo Høg er villig til at fare hvorsomhelst hen, naar han bare først faar Lov til at se indom sin gamle Moder, som sidder alene hjemme. Og saa bærer det afsted. Det falder just ikke Jo saa let at rive sig løs fra dem, som binder ham til Virkelighedens Verden. Da han vel har faaet sat sig ned hos Moderen, vil han blive der. Men hans<noinclude><references/></noinclude> 840kkljoid2xhmm3xinse55qvyzj8j4 104 137332 321291 2026-05-13T19:26:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321291 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Ledsagers og Veileders spottende Ord jager ham ud af den lune Familierede. Og den samme kolde haanende Røst beseirer hans næste Fristelse: Tatertøsen, der med sit unge varme Legeme lokker ham til at opgive Reisen mod Blaafjeldets Høider. Endelig ser vi vor Helt i Slotssalen i Blaafjeldet i Besiddelse af Eventyrets oftebeskrevne Herligheder. Her er alt, hvad Ungdoms Hjerte begjærer {{. . .}} glødende Lys og Farver; dansende og syngende Piger. Prinsessen og Jo Høg sidder sammen paa «en Divan i Form af en umaadelig blaa Blomst». Hun synger ham de skjønneste Sange: <poem> {{liten|I Armenes Vugge, den varme, hvide, der skal du glemme din Kummer og Kvide. I Øinenes Brønde, de dybe, sorte, synker din Sorg og svinder, blir borte. Jeg rækker dig Læbernes røde Krus og byr dig tilbunds det tømme. Din Sjæl skal glide paa Tonesus og vugges paa hvide Drømme.}} </poem> Men Jo Høg føler blot Skuffelse og Lede ved det hele. Han tænker midt under Omfavnelserne paa Livets Forgjængelighed, og Blaafjeldets Slot med dets Guld og Glimmer synes ham usselt mod de Skjønhedssyner, han har skuet i sine «Længslers Drøm». Bedst som Dansen om ham gaar livligst, staar Synet af Moderen liggende paa Dødsleiet for ham. Forfærdet flygter han sin Vei.<noinclude><references/></noinclude> qua13wdna1qickbkeuw2v0u1v20gp66 104 137333 321292 2026-05-13T19:28:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321292 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jo Høg vil hjem til sin Moder. Men Hjemveien bliver lang og besværlig. Han farer vild paa øde Heier og støder sammen med alskens underlige allegoriske Figurer. Da han langt om længe staar i Moderens Stue, er hun død. Han opnaar blot at faa sit Pas paaskrevet af Præsten som ulydig Søn og forhærdet Synder for Gud og Mennesker. Og da vi sidste Gang ser Jo Høg, staar han med udbredte Årm oppe paa en Fjeldknat. Hans Afskedsord til Verden lyder saalunde: <poem> {{liten|Mor, nu gaar jeg paa Kirkevei, Himmerigsklokkerne klinger, — Mor, nu flyver jeg hen til dig paa snehvide Svanevinger. —}} </poem> I det lyrisk-dramatiske Stemningsbillede «Vanitas» (trykt i ''Samtiden'' for 1894) og en Række Digte i Samlingen «Sange fra Syden» (1893) behandles fremdeles de kjendte Motiver: Menneskets Forladthedsfølelse og Afmagt i Verden, Livets ustanselige Flugt ud i Tilintetgjørelsens tomme Mørke, Lystens hurtigt henveirede Lykke og Dødens uafrystelige Sikkerhed og rædselsfulde Overmagt — denne Gang varieret med en noget larmende Farvepragt og en krampagtig forceret Høirøstethed, der skurrer pinligt gjennem den indsmigrende virtuose Prosa-Rytme og Versenes kjælne Musik. Det ti-<noinclude><references/></noinclude> bksq041ikgjnalnlqc919gdosbsuall 104 137334 321293 2026-05-13T19:29:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321293 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tanisk trodsige ligger aabenbart ikke for Vilhelm Krag. Hans Perserkonge, der spotter Guderne, gjør ikke det rette alvorlige Indtryk; og vi smiler, naar den blege længselssyge Hamoda knytter Haanden mod Himlen å la Goethes Prometheus. Helt sig selv er derimod Krag i den fine stemningsfulde Enakter «De Gamles Juleaften» (1894). Her har han ret af fuldt Hjerte givet Udtryk for sin pietetsfulde Kjærlighed til en nu næsten uddød Generation, hos hvem han har fundet den stille ægte Fornemhed og diskrete, beherskede Følelse, der staar for ham som de bedste og skjønneste Frugter af menneskelig Kultur. I det lille Skuespil har han faaet forløst alt det dæmpede, milde, sympatisk sentimentale i sit Væsen og stemt det sammen til en enkelt ren Akkord, der dør hen som Sommernatten, naar <poem> {{liten|Morgnens gyldne, Aftnens røde Straaler blidt hinanden møde med et Kys . . .}} </poem> Her kommer Døden som den lette Slummer efter Livets fredelige Arbeidsdag — medens Juleklokkernes glade Kimen forjætter det nye Livs lyse Morgenrøde.<noinclude><references/></noinclude> 5c6mevnhpcdo3lsm4yan9r4z4q7qiyn 0 137335 321294 2026-05-13T19:30:43Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=236 to=240 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 321294 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=236 to=240 fromsection="2" tosection="" header=1 /> qjser2o6ddnuftzusmlykfvk1ry9xdz 104 137336 321295 2026-05-13T19:32:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321295 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IV.}} I Romanen «Hjemve» (1895), vor Digters største og ubetinget betydeligste Arbeide, løber de spredte Linjer i hans Produktion sammen til et kompakt, organisk forbundet Hele. Her er Digtenes forskjellige Jeger, det brogede Billed-Væv i «Nat» og «Vester i Blaafjeldet», den dæmpede, bløde Solefalds-Stemning i «De Gamles Juleaften» — vokset sammen til en symfonisk Enhed og iklædt Kjød og Blod i en frilstaaende helt udformet Figur: Erik Ravn. Denne Roman er som hans Eventyrdrama et Forsøg paa at skildre Digterens idealt typiske Jegs Udviklingshistorie. Men Fremskridtet fra det uklare og naive «Vester i Blaafjeldet» er overordentligt. En meget karakteristisk Lighed er der dog mellem de to Bøger. I dem begge forskaanes Helten for de mere borgerlige Sorger og Kampe. Begivenhedernes Sammenkjædning bliver derved temmelig løs og vilkaarlig, og den hele Historie kan for en uvillig Betragtning let faa et uvirkeligt abstrakt Præg. Men overgiver man sig tillidsfuldt i Forfatterens førende Haand, vil man neppe opdage slige Mangler. «Hjemve» er Historien om, hvordan Erik Ravn, den Fremmede og Ensomme i en Verden af travle,<noinclude><references/></noinclude> gs21nsvs7892rel0ksngx887p9ztoou 104 137337 321296 2026-05-13T19:32:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321296 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uforstaaende og skjønhedsfiendtlige Mennesker, lærer at vende tilbage til de evige. Værdier: den frie Natur og Jorden, som grønnes og fornyer sig gjennem alle Tiders Omvæltninger. Han vokser op som en sky og fortænkt Gut, som mest gik om for sig selv og grundede. Der er i hans Natur noget gammelklogt, stilfærdigt, indadvendt, som faar udvikle sig frit i hans enslige gammeldags Hjem, hvor han omhegnes af en Tantes moderlige Ømhed. Sine Fridage fra Skolen tilbringer han ikke i vild Leg sammen med Kameraterne, mén alene oppe paa nogle store Mørkelofter, hvor han ret har Spillerum for sit Fantasteri og sin Trang til det hemmelighedsfulde. Hans Barndoms største Oplevelse er, at han en Tid gaar Turer med en underlig fremmed Pige, som pludselig en Dag reiser bort. Dette Eventyr ligesom indvier ham til Livets Sorg, men dét hærder ham ogsaa til det Fortvilelsens Haab eller kanske rettere den Resignation, som er Lidelsens bedste Frugt. Den første Virkning af denne Oplevelse er en øget reflekterende Indadvendthed. Hans Sjæls Øie aabnes for Menneskenes evige Gaader: «Livet og Døden og alle de dybe Ting i Verden». «Snart stødte han paa mangt og meget, han ikke kunde raade med, og han begyndte derfor at læse kloge Mænds Bøger.<noinclude><references/></noinclude> gmrreh3ijh3ia9do6w4s1pf9ashukop 104 137338 321297 2026-05-13T19:33:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321297 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hvad han før kun utydelig havde skimtet, men som altid havde ligget paa Bunden af hans Væsen som dunkle Anelser, sprang her frem i skarpe Skikkelser og antog faste Former. Der var Svar at finde paa alting i de vise Bøger — kloge rolige Svar. — Alting i Verden blev saa klart, men ogsaa saa koldt og ubarmhjertigt og haabløst. — Og tilslut forekom det ham, at hele det Liv, der laa foran ham, var som en af de tidlige Vaardage, da Solen skinner saa hvidt, at det næsten piner Ens Øie, fordi den bare viser, hvor alt er forfærdelig goldt. — Man kan ikke tro paa en Sommer for al denne graa Elendighed; og man ved næsten ikke, om det engang er Umagen værd at haabe paa, at alt skal grønnes: det hele er jo bare en grusom Leg af en ond Skjæbne, der siden vil pine hver Blomst, hvert Straa langsomt ihjel, for at Savnet skal blive endnu smerteligere.» I disse Tanker og under Trykket af slige Stemninger henlever Erik Ravn sin Barndom og første Ungdom. Det gjør ingen Forandring i hans blege indadvendte Fantasiliv, at han bliver Student og kommer fra sin stille, lille underlige Fødeby ind til Kristiania. Eller at han vil være Maler og begynder at udforme sine Stemninger og Drømme i levende Billeder og Skikkelser. Thi det, han måler, er det henaandede, det som mere er hem-<noinclude><references/></noinclude> qrvtccxyjzwp32t0j8obunc9h1o05dt 104 137339 321298 2026-05-13T19:34:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321298 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>melighedsfuld Sjæl end Liv og Legeme. Vi forstaar derfor ogsaa godt, at han ikke gribes af den megen Bevægelse og Begeistring, som rører sig om ham og forener hans Jevnaldrende til Deltagelse i Dagens Strid. Han er den Fremmede, Udenforstaaende, — ikke engang Naturens urolige, alt overvældende Opstandelsesfest formaar at rive ham ud af hans uvirksomme, træt vemodige Dvaletilværelse. Dog ingen ung Sjæl kan undgaa at komme i Strid med Livet. Han har en Onkel, som en Dag meget mod hans Vilje sender ham tilfjelds. Deroppe paa de mennesketomme Høider og dybt inde i de tætte tyste Skove gribes han endelig af Livsfølelsens dunkle Magt. Hans Sanser vaagner. Hans Blod kommer i Brand. Og han kjender sig for første Gang med Sjæl og Krop i Samfund og Sammenhæng med den stridende og voksende Natur. «I den hede Solstilhed havde han fornummet hele Skogens hemmelighedsfulde Kamp — Kampen mellem de hundredfodhøie Træer, mellem disse Rødder, som vred sig i Knuder nede under Jorden, brødes og sled i hinanden som sterke, knudrede Kjæmpearme, lige ud til de fineste smaa Rodtrevler, der sloges om hvert Safikorn, indtil den sterkeste drak det ind med grisk Mund — — — Ogsaa<noinclude><references/></noinclude> iadccgijuvuzyo1gmjzielqxm8olncl 104 137340 321299 2026-05-13T19:35:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321299 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nede i det smaa, mellem Blomsterne, Græsset, Mosen, var der samme Drift og Kamp. — Der var Knoppe, som brast, Blomsterstøv, der befrugtede, Frø, der modnedes og faldt. Nede i det uanselige, ensformige Lav var der en hel Verden for sig: — ækle, graa Midder og blanke pansrede - Insekter; men samme Lov for den usleste Mak som for den stolteste Bille. — Hvilken Mylren, hvilken Stimlen fra og til, — en endeløs Virren af Følehorn og tynde Ben, en Blinken og Flaggren af ilfærdige Vinger. — Samme Kamp, samme Vækst, samme Maal! Om Natten, i de disige Stunder efter Solnedgang, kunde han sidde og lytte efter, hvordan hele Skabningen sukkede vellystigt eller taug i Undfangelsens og Parringens Mystik. Hele Luften klagende fuld af Lok og Længsel; Maaltrostens Fløit, Aarhønens kaldende Kaglen — tusen fjerne Fuglestemmer, han ikke kjendte, langt, langt borti Skoge. Naar han tænkte paa den uendelige Lænke af Viljer, der hang indi hinanden som Aarsag og Virkning, naar han tænkte paa dens Evighed, da vokste denne Drift frem for hans Bevidsthed som det største i Verden, som Livets Træ, der har sin Rod i selve Skabelseshistoriens Mystik, og hvis Krone favner hele Universet.<noinclude><references/></noinclude> khco29k4vxm1dmvv4ky0pl415ymrpvn 321335 321299 2026-05-13T20:34:38Z Øystein Tvede 3938 321335 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nede i det smaa, mellem Blomsterne, Græsset, Mosen, var der samme Drift og Kamp. — Der var Knoppe, som brast, Blomsterstøv, der befrugtede, Frø, der modnedes og faldt. Nede i det uanselige, ensformige Lav var der en hel Verden for sig: — ækle, graa Midder og blanke pansrede Insekter; men samme Lov for den usleste Mak som for den stolteste Bille. — Hvilken Mylren, hvilken Stimlen fra og til, — en endeløs Virren af Følehorn og tynde Ben, en Blinken og Flaggren af ilfærdige Vinger. — Samme Kamp, samme Vækst, samme Maal! Om Natten, i de disige Stunder efter Solnedgang, kunde han sidde og lytte efter, hvordan hele Skabningen sukkede vellystigt eller taug i Undfangelsens og Parringens Mystik. Hele Luften klagende fuld af Lok og Længsel; Maaltrostens Fløit, Aarhønens kaldende Kaglen — tusen fjerne Fuglestemmer, han ikke kjendte, langt, langt borti Skoge. Naar han tænkte paa den uendelige Lænke af Viljer, der hang indi hinanden som Aarsag og Virkning, naar han tænkte paa dens Evighed, da vokste denne Drift frem for hans Bevidsthed som det største i Verden, som Livets Træ, der har sin Rod i selve Skabelseshistoriens Mystik, og hvis Krone favner hele Universet.<noinclude><references/></noinclude> n4ui90whflfgtv0s1zvmjocyrzstn38 104 137341 321300 2026-05-13T19:36:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321300 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og Træets Stammesøile — var det til syvende og sidst ikke den, der bred og vældig stod rammet ned gjennem Menneskehedens Historie? Thi dette — Livsdriften — det var da Centrum i al Verdens Vilje. — Kjønnenes Dragning og Dragningen mellem Afkom og Ophav. Og denne Dragning strakte sig langt videre; derindunder kom alle Følelser, der i Historien havde potenseret Menneskeviljen til Heltedaad og Storhed. — Fædrelandskjærlighed for Exempel — var det ikke samme Dragning mod Ophavet, mod sit Hjem, sit Sprog, sit Landskabs Linjer? Og Religionen, — var det ikke netop denne Sammenhæng mellem den lille Celle høit oppe i Livstræet og Roden — Urcellen Gud — dybt nede i Tilblivelsens dunkle Mørke?» Og som han er vaagnet til Livsfølelse og Livs- forstaaelse, saa vaagner han til Kjærlighed. En ung Kristianiadame af den sidste Generation — ''the new woman'', som den heder i England — erobrer ham ved sin Rovdyrmoral, Rovdyrmanerer og øvrige allermoderneste kvindelige Eiendommeligheder. Og de to reiser til Syden og kommer hjem igjen og skilles saa for stedse af den onde Skjæbne. Dermed er Erik Ravns Livsroman forbi. Han føler sig med ét stødt ud af Menneskenes Samfund. Han reiser bort fra alt hjemligt og kjendt.<noinclude><references/></noinclude> i9bx7kdz5hfxcdkrhzoezqgr9p0wbwf 104 137342 321302 2026-05-13T19:45:33Z Johshh 5303 /* Rå */ Ny side: Bretland og Britarne ab DR,OLTENER ao Vinje Kristiania 1873. Forlagt av det norske Samlaget. Tryft bias 6. 3. Jensen. 321302 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>Bretland og Britarne ab DR,OLTENER ao Vinje Kristiania 1873. Forlagt av det norske Samlaget. Tryft bias 6. 3. Jensen.<noinclude><references/></noinclude> natagdagzg949i390j1eludy8fohg4m 321314 321302 2026-05-13T20:01:15Z Johshh 5303 321314 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>{{c| {{xl|Bretland og Britarne}} av '''Kristiania''' 1873. Forlagt av det norske Samlaget. Trykt hjaa 6. 3. Jensen. }}<noinclude><references/></noinclude> 35r63bhtjjal5vymhu4ftnt51icbwp1 104 137343 321303 2026-05-13T19:45:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321303 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Længe flakker han om i Udlandet. Men hans Tanker kredser om den tabte Elskede. Han oplever altid paany hele den korte Kjærlighedstragedie. Anklager de onde Mennesker, som røvede hans Lykke, fordyber sig intenst i sin Lidelse og Hjælpeløshed. Al Romanform er helt opgivet, — det er «jeg», det gamle sentimentale Jeg, fra Digtene og «Nat», som klager over sin Ensomhed og Forladthed iden onde, grusomme og hæslige Verden. Vi følger Erik Ravn gjennem de fremmede Byers Gader, hvor han driver om ubeslutsomt i sine sørgmodige Stemningers og Drømmés Vold. Uforstaaende, viljeløs, tankeløs vakler han afsted i Ring om sig selv, følgende ubevidst det Spor, hans Følelse har optraadt atter og atter. Vi er hos ham, naar han vaagner om Morgenen med Hotelværelsets fire graa gravkolde Vægge stirrende ham imøde. Ægtere Skildring af mat Modløshed og stille hensunken Sentimentalitet mindes jeg ikke at have læst. Da Erik Ravn staar overfor den i Romanerne og Virkeligheden ikke usædvanlige Løsning af Tilværelsens Vanskeligheder: Selvmord ved Hjælp af Revolver, viger han tilbage — fordi hans ømme Skjønhedssans oprøres ved Tanken paa de i æstetisk Henseende mindre tiltalende Følger af dette Skridt. «Det Menneske, som er meget alene: — alle hans Tanker flygter væk fra den Ensomhed, hvori<noinclude><references/></noinclude> hedo24uqwaww7m5lcn632uiaygyj5kq 104 137344 321304 2026-05-13T19:47:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321304 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han lever, og tilbage did, hvor de engang har slaaet dybe Rødder, og der gror de tilsidst ganske fast» {{. . .}} Der kommer en Dag, da han ikke længer holder ud at forsvinde i den Sværm af tusen ligegyldige Fremmede, som vrimler om i en udenlandsk Storbys Gader. Han begynder at længes «efter Naturen, efter Jorden». Han er træt af det rodløse, haabløse, golde Stemningsliv. Det bliver saa usigelig tomt tilsidst at gaa der som den fattige Drømmer og se paa, hvordan Livet sagtelig ølider ham ud af Hænderne. En Vaardag vækker ham af Stemningsdvalen. Det nye sterke Lys, den linde, livssvangre Luft kalder frem i Dagen hans gamle Selv, det fordums kraft-beruste Jeg, der fornam Livssafternes og Livsattraaens sterke Tale i Skogens stille Dybder. Han længes efter at se «Kjølvandet af sit Arbeide, at se det gro og grønnes under sine Hænder». Og Erik Ravn reiser hjem — fuld af Vaar-Mod og Vaardrømme. Og han synes som alle, der en lys Middag sætter Foden paa den fædrene Stengrund, at her er godt at være — ''quand même''. Karl-Johan er den smukkeste af alle Verdens Gader og 17 Mai den skjønneste, stolteste Frihedsdag, et Folk eier {{. . .}} Menneskene kommer ham venligt imøde, de vil have ham med i den store Kamp for Landets Selvstændighed og Fremgang. —<noinclude><references/></noinclude> 8ugt86un6hfenoidfk96ifhbljvh08b 104 137345 321305 2026-05-13T19:48:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321305 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men personlig Modgang driver ham atter ud i Ensomheden. Han faar høre, at en Forfatter har bagvasket ham i en Bog, — og det er nok til at tage Modet fra ham. Hans Sind fyldtes af den gamle Ørkesløshed, den gamle Given op det hele. «Hvad havde jeg at gjøre blandt disse Men- nesker? Og hvorfor skulde jeg da være kommet tilbage her, hvor bare alt reves op og ødelagdes den ene Gang efter den anden?» Nu vil han for altid bort fra alt, som heder Menneskesamfund, til de Steder, hvor Livet ikke skjuler sit Væsen under Løgn og forræderiske Masker. For anden Gang kommer Erik Ravn hjem til ''alma mater natura''. Hør, hvorledes han synger hendes Pris! {{. . .}} «Jeg takker dig min gamle, kloge Onkel, der første Gang sendte mig ud fra de daarlige Byer med deres smaa Mennesker. Jeg takker dig, thi da lærte jeg at elske Jorden og alt, hvad dens er. Dette er det, der skiller mig fra de andre og gjør mig til en Fremmed blandt Folket. For de elsker kun Verden, og Verden er kun Livets Form. Men jeg elsker Jorden, og den er Livet selv. Ja, jeg elsker dig Jord; thi du er den rige og den evige, du er den gaadefulde og almægtige, thi dit Væsen rummer baade Fødsel og Forgjængelse, baade Vorden og Død.<noinclude><references/></noinclude> 1h1i3cya6m6oobw3ffvov4c13ikr20n 104 137346 321306 2026-05-13T19:49:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321306 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Du er Verdens Fiende, fordi din Uforgjængelighed sprænger al Form og bringer Urede i Døgnets og Systemernes konstruerede Mekanisme. I dit Vildnis vokser den stolte Furu, den giftigrøde Fluesop og den blyge Linnæa Side om Side; mit Øie frydes over din stolte Rigdom, og min Sjæl skjælver, naar Vinden om Natten bruser stor Sorg gjennem de mørke Graner, den bøier sig i Andagt for den Evighedens Taushed, som sænker sig fra Vinternattens Stjernehimmel. Og Verden vil gjøre dit dybe Vildnis om til en sirlig Kjøkkenhave med sunde Ræddiker og letfordøielige Blomkaal, det vil lægge dit frie Hav i. Lænker og indføre evigt Solskin med kunstige Regnskyl til nødtørftigt Brug. Aa Jord! Jeg ser din egenraadige Sol le en høi Latter under Himmelen og dit vilde Hav kruse sig i skumhvid Forbitrelse!» Og som Jorden er stolt og rig, mangfoldig og uudgrundelig, saa er ogsaa Menneskene det: «I Menneskenes Sind ligger ogsaa din dybe Muld. I Menneskenes Sind er der ogsaa Vildnis. Og tidt klager ogsaa der Høststormen tungt i de. lange Oktobernætter. Men i Menneskenes Sind vil ogsaa Verden indføre sit nyttige Solskin og nødtørftige Regn og anlægge sine smaa, sunde Kjøkkenhaver. Og Viden-<noinclude><references/></noinclude> 39itz5uuvjccd9apzb0g4mmakc8ldm1 104 137347 321307 2026-05-13T19:51:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321307 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skaben kommer med sine smaa Draabeflasker og sine Mavebælter og vil kjæmpe mod sin Forgjængeligheds Lov. Men stor og uimodstaaelig bruser du fra Evigheden ind gjennem Menneskesjælene med din Vaar og med din Sommer, med din Høst og med din Vinter, med din Vorden og med din Død.» Han finder det fattige Ensomhedens Land — en mørk øde Egn, hvor Øiet bare møder «Lyng og svart stenet Myr {{. . .}} et stivnet sort Hav», hvorover Vinden farer som en fredløs Aand. Her er Stedet til at lære den store ufortabelige Resignation, thi alt synes knuget af Skjæbnens haarde Haand og bundet af Dødens Fred. Og dog kan ogsaa her være Lys. Den sorte Ørken har Oaser, hvor det myldrer af sterktfarvede Blomster og tykke Humler og fine underlige Sommerfugle. Og Solen kommer der med rigere, renere Straaler end nogen andre Steder i Verden. Ogsaa her er da Haab. Den «vanvillige Fatalisme, der skriger op ifra de øde Marker», er ikke Naturens Mening. Det er alene Menneskenes Uforstand og Havesyge, Kortsynthed og Daarlighed, som ribber og røver Jorden for det muntre, trøstefulde, farvestraalende Vækst- og Blomsterflor. Erik Ravn begynder at forstaa, at hans Liv maaske ogsaa kan bruges til noget godt i Verden:<noinclude><references/></noinclude> ibokoixz1mx15u8yr9b8lgmw0vuk9ij 104 137348 321308 2026-05-13T19:54:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321308 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{. . .}} «Jeg vil plante Træer, hvor der før var nøgent; jeg vil lære Husmandsfolk op til at lægge Haver om sine smaa Hytter og gjøre dem glade i andet end Kjøkkenurter . . . Jeg vil lære dem at {{sp|holde a|f}}. Thi det adler Menneskesjælen.» «Jeg vil bare dyrke Jorden og se det vokse under mine Hænder. Og se Løvet dø om Høsten, og se det spire frem igjen hver evige Vaar» — det er Erik Ravns sidste Ord til os. Tilbage til Naturen! Tilbage til vor hellige hulde Moder! Tilbage til Barndommens Solskinsliv! Tilbage til Troens og det sterke Enfolds rene Idealer! Saa lyder de sidste Dages spæde Ekko af Parolen fra hin menneskesky, samfundshadende Drømmer og Eneboer, der for 150 Aar siden indledede sit Kultur-Anatema med de stolte Ord: «O Menneske! hvorfra du end kommer og hvilken Tro du end monne have, saa hør her din Historie, som jeg har læst den, ikke i dine vise Brødres Bøger, men i Naturens store Bog, der aldrig lyver.»<ref>J. J. Rousseau; Discours sur Porigine et les fondements de l'inégalité parmi les hommes. Introduction.</ref> <section begin="2"/>{{c|V.}} «Hjemve» forkynder sig paa Titelbladet som «første Bog om Familien Ravn». I den Tid, som<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 842rnaw106ur6h0nuxkvnz1bhuw7kuy 321309 321308 2026-05-13T19:54:55Z Øystein Tvede 3938 321309 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{Blank linje}} {{. . .}} «Jeg vil plante Træer, hvor der før var nøgent; jeg vil lære Husmandsfolk op til at lægge Haver om sine smaa Hytter og gjøre dem glade i andet end Kjøkkenurter . . . Jeg vil lære dem at {{sp|holde a|f}}. Thi det adler Menneskesjælen.» «Jeg vil bare dyrke Jorden og se det vokse under mine Hænder. Og se Løvet dø om Høsten, og se det spire frem igjen hver evige Vaar» — det er Erik Ravns sidste Ord til os. Tilbage til Naturen! Tilbage til vor hellige hulde Moder! Tilbage til Barndommens Solskinsliv! Tilbage til Troens og det sterke Enfolds rene Idealer! Saa lyder de sidste Dages spæde Ekko af Parolen fra hin menneskesky, samfundshadende Drømmer og Eneboer, der for 150 Aar siden indledede sit Kultur-Anatema med de stolte Ord: «O Menneske! hvorfra du end kommer og hvilken Tro du end monne have, saa hør her din Historie, som jeg har læst den, ikke i dine vise Brødres Bøger, men i Naturens store Bog, der aldrig lyver.»<ref>J. J. Rousseau; Discours sur Porigine et les fondements de l'inégalité parmi les hommes. Introduction.</ref> <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|V.}} «Hjemve» forkynder sig paa Titelbladet som «første Bog om Familien Ravn». I den Tid, som<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 9tprn7s70nxrqp8o1ihso9sgk3e6stf 0 137349 321310 2026-05-13T19:55:39Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=241 to=252 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 321310 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=241 to=252 fromsection="2" tosection="" header=1 /> moj0rg5kqceizmd29mwx1iofqstf5ai 321311 321310 2026-05-13T19:56:11Z Øystein Tvede 3938 321311 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=241 to=252 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 1ltcnw9w2l2rnmqp763w6x6xkfa8qrk 104 137350 321312 2026-05-13T19:57:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321312 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er henløbet, siden nævnte store Roman kom ud, har Vilhelm Krag skrevet fo nye Bøger fil om Familien Ravn: «Den glade Løitnant» og «Den sidste Dag». Disse Arbeider har en vis Sammenhæng sig imellem, men ingensomhelst med «Hjemve». Skjønt de ikke udgjør nogen værdifuld Forøgelse af Digterens Produktion, bør de tages med i denne Oversigt, og jeg skal derfor i al Korthed gjengive deres Indhold. «Den glade Løitnant> er en Jeg-Roman i tre indbyrdes løst forbundne Afsnit. Den skildrer, hvorlunde Carsten Ravn, en flot og feiende liden Springfyr, morer sig i sin grønne Ungdom, derefter bliver en overlykkelig Ægtemand og Fader, indtil han omsider ved sin Hustrus Utroskab kommer paa Kant med hele Tilværelsen og forvandles til en forbitret, menneskehadende Grubler og Ensling. En lyrisk Fortælling har Krag kaldt sin Fremstilling af Carsten Ravns tre Stadier paa Livets Vei. Og med Rette. Thi det, som er godt og fint og dybt i denne Bog, er Lyrikerens Verk: Stemningstonen, det blomstrende — altfor blomstrende! — Foredrag, den rytmisk bølgende, snart lette og lystige, snart høitidelige og mørke Prosa. Derimod savner man helt de solidere Egenskaber, som en Menneskeskildrer bør besidde: Evnen til at tegne Karakterer, til at beskrive en psykologisk Udvikling<noinclude><references/></noinclude> iblqa3gu39rs5z46u1og9mhg2hfv5oc 321336 321312 2026-05-13T20:35:44Z Øystein Tvede 3938 321336 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er henløbet, siden nævnte store Roman kom ud, har Vilhelm Krag skrevet fo nye Bøger fil om Familien Ravn: «Den glade Løitnant» og «Den sidste Dag». Disse Arbeider har en vis Sammenhæng sig imellem, men ingensomhelst med «Hjemve». Skjønt de ikke udgjør nogen værdifuld Forøgelse af Digterens Produktion, bør de tages med i denne Oversigt, og jeg skal derfor i al Korthed gjengive deres Indhold. «Den glade Løitnant» er en Jeg-Roman i tre indbyrdes løst forbundne Afsnit. Den skildrer, hvorlunde Carsten Ravn, en flot og feiende liden Springfyr, morer sig i sin grønne Ungdom, derefter bliver en overlykkelig Ægtemand og Fader, indtil han omsider ved sin Hustrus Utroskab kommer paa Kant med hele Tilværelsen og forvandles til en forbitret, menneskehadende Grubler og Ensling. En lyrisk Fortælling har Krag kaldt sin Fremstilling af Carsten Ravns tre Stadier paa Livets Vei. Og med Rette. Thi det, som er godt og fint og dybt i denne Bog, er Lyrikerens Verk: Stemningstonen, det blomstrende — altfor blomstrende! — Foredrag, den rytmisk bølgende, snart lette og lystige, snart høitidelige og mørke Prosa. Derimod savner man helt de solidere Egenskaber, som en Menneskeskildrer bør besidde: Evnen til at tegne Karakterer, til at beskrive en psykologisk Udvikling<noinclude><references/></noinclude> mpku9dnaxal7ihh6ecns5ydoxjnqba1 104 137351 321313 2026-05-13T20:01:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321313 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>eller motivere Katastroferne i Sjælens Liv. I saa Henseende staar Romanen «Hjemve» høit over denne Bog. Og det var ogsaa en lyrisk Fortælling. Første Afsnit af den glade Løilnants Saga udmaler med en meget oprigtig og meget naiv Hei-Hop-Heisan-Begeistring alle Paris’s Herligheder, saadan som de tager sig ud for en toogtyveaarig, velbeslaaet Nordmand. Han har faaet fat paa en liden nysselig Porcellænstøs, hvis Elskværdighed ikke koster overdrevent mange Penge, og med hende driver han rundt i de lyse Vaardage og er ellevild af Lykke, — indtil hun pludselig nappes bort lige for hans Øine af en anden Løitnant med blanke dristige Øine og viksede Moustacher. Dette lille Eventyr er ganske fikst fortalt, men Stilen hæver sig ikke synderligt over de bedre Pariserkorrespondaneers. I andet Afsnit beskrives paa en høist romantisk Maade hans pludselige Forelskelse i en liden landlig Uskyldighed, der noget affekteret benævnes «Dornröschen» og ellers udmales som et Vidunder af Ynde, Finhed og Skjønhed. Den Kjærlighedshistorie, som udspindes af de tos Møde, har desværre et saare ufriskt og uvirkeligt Præg — det er Reminiscenser og Konstruktion, ikke Liv og Blod. Der hviler en usigelig flau Stemning over<noinclude><references/></noinclude> jmsep8zskj3tgs6r5axa8avwhyns8ge 104 137352 321315 2026-05-13T20:02:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321315 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dette Krags Forsøg paa at skildre den huslige Lykkes Idyl. Og vi har al Grund til at være taknemmelige mod den onde Skjæbne, da pludselig hele Herligheden ryger overende, og den lille Tornerose afslører sig som en skamløs og forvorpen Ægteskabsbryderske. Denne tragiske Katastrofe kommer, som alle afgjørende Begivenheder i denne Bog, uden Varsel, uden Spor af Motivering {{. . .}} forvildende og forfærdende som Døden, som Himmelens straffende Lyn. Vi er nu naaet frem til Bogens tredie Afsnit, Beretningen om, hvordan Carsten Ravn bliver en fortvilet Mand, der gjennemskuer Tilværelsens usle Komedie og langsomt afdør fra Menneskenes forvirrede og grufulde Liv. Unødigt at fortælle, at denne Del rummer Bogens dybeste og inderligste Poesi. Vilhelm Krag har en egen Evne til at skildre det syge Sinds nagende Tanker og triste Fantasier. Bedst lykkes synes mig de rent haabløse Stemninger, den trætte stivnede Sorg, det stille grublende Vemod. Mindre ægte lyder hans Trods og Oprørsfølelse. Fuldkommen deilig skrevet er de to Kapitler, som skildrer hans Vandring gjennem Skogen hin Sommernat, da det forfærdelige skede, hans Opdagelse af det forbryderske Forhold mellem Barndomsvennen og Hustruen — og hans Flugt bort fra det rædselsfulde Syn. Det er<noinclude><references/></noinclude> n8jk0yyi8l6vxjphg9qzii095h2c1oa 104 137353 321316 2026-05-13T20:03:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321316 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Billeder, som brænder sig uudslettelig ind i Ens Erindring. Dette sidste Afsnit har naturligvis været det oprindelige Udgangspunkt for Fortællingen om den glade Løitnant. De to andre Dele er antagelig tildigtet senere. I hvert Fald har man en meget bestemt Følelse af, at de forskjellige Afsnit er blevet til uafhængig af hverandre. Derfor gjør Bogen intet Helheds-Indtryk, — og det burde ikke savnes i en lyrisk Roman. «Den sidste Dag» er et Skuespil i tre Akter, — en Slags Fortsættelse af «Den glade Løitnant». Hovedpersonerne i denne Skjæbnetragedie er nemlig Børnene af det ægteskabsbryderske Par, som skildredes i Fortællingen. Vilhelm Krag har maaske villet give oset rystende Billede af, hvordan Synd mod Slegten hevnes tusenfold i de følgende Led; fhi ikke blot er det Kjærlighedsforhold, som er opstaaet mellem Helge Kaas og Eva Ravn, brødefuldt i almindelig Forstand, — hun er hans Broders Hustru — det viser sig endog at være en Forbrydelse mod al menneskelig og guddommelig Lov derved, at de to Elskende endydermere er kjødelige Søskende. Den megen lidenskabelige Erotik, som i de første Akter udmales med stor lyrisk Kraft, viser sig i sidste Akt at dække over<noinclude><references/></noinclude> pg5y38ioiui0jhq75cvmr07bncus3yh 104 137354 321317 2026-05-13T20:04:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321317 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et Blodskamsforhold. Denne pinlige Oplysning gjør det øieblikkelig af med al Stykkets Poesi, — vi føler efter den bare Skræk og Afsky. Hvis det har været Digterens Mening at kaste Lys over det moralske Problem, som indeholdes i ethvert brødefuldt Kjærlighedsforhold, da har han været sørgelig uheldig. Den store tragiske Katastrofe i sidste Akt virker som en grov Teatereffekt. Her er ingen Forstaaelse af det Onde. Ikke et Fnug af retfærdig Harme over Synden. Ingen Toner fra Dommedagsbasunen. Blot den altfor velkjendte romantiske Skræk for Misgjerningens Følger og Livets Lidelse. Og det skulde være et Sørgespil om, hvordan den nidkjære Nemesis straffer Synden i tredie og fjerde Led! Ja, saadan kan det gaa, naar man vover sig ind i fremmed Land. De store gamle, evigt misfornøiede og utilfredsstillede Romantikere kunde behandle et sligt uhyggeligt Emne; de hadede den hele lovlige Samfundsorden af et oprigtigt Hjerte og følte sig ingensteder hjemme hernede paa vor trange Jord. Men Vilhelm Krag er ingen dæmonisk Oprører, ingen olympstormende Titan med en Brand af Had i Hjertet. Han er mild af Sind. En Elsker af de smaa Ting og de stille ensomme Existenser {{. . .}} de unyttige Urter, Klintebladene i Vorherres rige Hvedeager, de tiloversblevne Gjen-<noinclude><references/></noinclude> 2ygbylab4kr3j3p8x6kmeoevbp80b6h 104 137355 321318 2026-05-13T20:06:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321318 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stande i Gudfaders rige Tombola. Han har neppe skrevet sandere Vers end Digtet om det blege bedrøvede Barn med de trætte Øine. Saa stille Liv, saa ringe Liv {{. . .}} saa lang en Drøm som muligt — <poem> {{liten|Aa Gud, lad mig altid drømme og lad det aldrig bli Morgen. Lad mig drømme bort hele Livet og Kviden og Graaden og Sorgen!}} </poem> {{---}} {{høyre|{{x-mindre|April 96; Marts 97.{{gap|2em}}}}}}<noinclude><references/></noinclude> 1wyhd1am1mqldybdjuahiourm97kz5d 0 137356 321319 2026-05-13T20:07:04Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=252 to=258 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 321319 wikitext text/x-wiki <pages index="Skildringer og Stemninger.djvu" from=252 to=258 fromsection="2" tosection="" header=1 /> fr9wv2usxly33c70xnkbjez0983ijw0