Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.15 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 142924 330856 2026-08-15T12:02:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330856 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vindskibelige Befolknings vigtigste Erhvervskilder. Den Berøring med fremmede Folkeferd, hvori Handel og Søfart bragte Attikas lonere, virkede i høi Grad udviklende og forædlende paa dem og gav dem i Forening med Arbeidet, som en karrig Natur paalagde dem, et friere Blik paa Livet end det, de ensidige Spartanere i sin Afsondret hed fra Omverdenen havde. Det vil derfor heller ikke undre os, at det er i denne Stat, at den helleniske Kultur nåar sin høieste Blomstring; alle de ædle Egenskaber, hvormed Naturen saa rigt havde udrustet den helleniske Folkekarakter, naaede her sin skjønneste Udvikling, og det er derfor betegnende og fortjente Navne, der skjænkes Attikas berømte Hovedstad {{sp|Athen|æ}}, naar Forfatterne har kaldt den » Hellas' Øie« og » Hellas i Hellas«. Attikas Befolkning var allerede tidlig delt i fire Fyler (Stammer) og boede fra først af spredt i en Mængde smaa selvstændige Kommuner; disse skal efter Sagnet være blevne samlede til én Stat med Athen som Hovedstad af den ioniske Stammes berømteste Helt, Theseus (Stykke 20); ham tillægges ogsaa Folkets Inddeling i tre Stænder, Adel (Eupatrider), selveiende Jorddyrkere og Haandverkere uden Jordeiendom. Om Theseus' Efterfølgere har Sagnet meget lidet at fortelle, indtil vi et Par hundrede Aar senere møder Kodros (Side 168). Efter hans Død ophævedes Kongemagten under det Paaskud, at der ikke fandtes nogen, som var værdig til at efterfølge ham. I Kongens Sted satte Athenerne en {{sp|Archon|t}} (Styrer), som skulde høre til Kodros' Slegt, og hvis Embede var livsvarigt. Ved Archonten {{sp|Alkmæon|s}} Død i Aaret 752 blev det bestemt, at Archonterne skulde vælges paa ti Aar, og i Aaret 712, at de kunde vælges blandt alle adelige Familier i Athen. I 682 blev man enig om at vælge ni Archonter ad Gangen, hvis Magt kun skulde vare ét Aar. I den ældre attiske Stat var de adelige Eupatrider<noinclude><references/></noinclude> 234mhgeqsx9ivqfz12vcrp72ol7ohf8 104 142925 330857 2026-08-15T12:04:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330857 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Indehavere af alle Embeder, og de nyttede snart de For dele, som denne Stilling bød dem, udelukkende i egne Interesser. Da de ikke var bundne af skrevne Love, dømte de ofte partisk og vilkaarlig. Da saagodtsom al Rigdom efterhaanden samledes paa Adelens Hænder, kom den øvrige Befolkning snart i Afhængighedsforhold til den, og den udsugede Almuen ved blodig Aager. Naar den fattige ikke fenger kunde betale, kunde han gjøres til Træl og sælges tilligemed Kone og Børn. Antallet af de frie Selveiere aftog bestandig, idet Adelens store Brug slugte de mindre. Den tidligere Selveierbonde blev Leilænding og maatte betale lige til fem Sjettedele af Jordens Afkastning til Grundeieren. At saadanne Forhold maatte føde Bitterhed hos Almuen, var rimeligt, og tilsidst steg Folkets Misnøie i den Grad, at Eupatriderne blev nødte til at give Løfte om, at der for Fremtiden skulde dømmes efter en skreven Lov istedenfor efter Skik og Brug, foråt Retten ikke fenger skulde være Vilkaarligheden prisgiven. Archonten {{sp|Drako|n}} fik det Hverv at skrive Lovene (624 f. Kr.). Det var i det væsentlige kun de gamle Vedtægter, han skrev ned, og han foreslog ingen Forandring i Almuens politiske Vilkaar. Hans Love var saa strenge, at man sagde om dem, »at de var skrevne med Blod.« Selv for de mindste Forbrydelser satte han Døden; »thi selv for de mindste var Dødsstraffen ikke for haard«, skal han have sagt, »og for de større kunde han ikke finde nogen haardere«. Den drakoniske Lovgivning lægede saaledes ikke de Saar, hvoraf Staten led; Folkets Misnøie steg, og Staten sønderreves af Splid og Uro. Frelsen var dog ikke tjern; thi den Mand var allerede født, der skulde redde det rigt begavede Athenerfolk fra politisk Undergang. Denne Mand var Solon. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> nqzpjqfyti329rn0enuc9bhfadvlq0q 104 142926 330858 2026-08-15T12:06:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330858 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Solon nedstammede fra Kodridernes gamle Kongefamilie. Hans Moder tilhørte Peisistratidernes mægtige Æt. I sin Ungdom var han Kjøbmand. Som saadan foretog han mange Reiser i Udlandet og erhvervede en temmelig betydelig Formue. Paa disse sine Reiser saa og lærte han meget. Solon var af en ren og ædel Tænkemaade, et velvilligt og muntert Gemyt, fuld af Kraft og Energi, stedse virksom til bedste for sit Fædreland, som han elskede over alt, og som han altid tjente med Uegennytte. Disse Egenskaber i Forbindelse med en klar Forstand og en ikke ringe digterisk Begavelse skaffede ham snart et Navn blandt hans Landsmænd. Den første Gang vi hører, at Solon optraadte offentlig, var i Aaret 604, da han fik sine Landsmænd til igjen at vinde {{sp|Salami|s}} tilbage. Denne Ø var bleven dem fratagen af deres Nabostat {{sp|Megar|a}}, og saa svækkede var Athens Kræfter, at det lille Megara Gang paa Gang kunde trodse dets Angreb. Athenerne blev tilslut saa trætte af den frugtesløse Kamp, at de aldeles opgav Haabet om igjen at vinde Øen tilbage og forbød under Dødsstraf endog at tale om dens Erobring. Den unge Slegt blev snart misfornøiet med dette Forbud; men ingen vovede at bryde det af Frygt for den strenge Straf. Da fandt Solon et Middel til at afvaske denne Piet paa Fædrelandets Krigerære. Han lod udsprede det Rygte, at han var bleven vanvittig, og at han af den Grund maatte holdes inde. Men en Dag kom han løbende gjennem Gaderne med en Hat paa Hovedet, som om han netop kom fra en Reise; thi det var kun paa Reiser, at Grækerne brugte Hatte. Mange Folk fulgte nysgjerrig efter ham, og da han kom til den offentlige Forsamlingsplads, steg han op paa den Sten, hvorfra Herolderne pleiede at tale til Folket, og fremsagde et Digt, som han havde forfattet og lært udenad. Det begyndte med følgende Vers:<noinclude><references/></noinclude> dw6p31jb0vtcd72wabxbx8vleem93x2 104 142927 330859 2026-08-15T12:19:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330859 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> <poem> {{liten|«Kommen er jeg som Bud fra Salamis' yndige Kyster, Ei for at tale, men kun for at bringe skjønt tonende Sange».}} </poem> Han foregav i Digtet, at han var bleven sendt som Herold til Salamis, at han nu var kommen tilbage og kunde berette sine Landsmænd om den deilige Ø, som de havde tabt, om Megarernes Haan og Overmod og om Salaminiernes billige Harme, fordi Athenerne havde svigtet dem. Skarpt stillede han Fortidens Berømmelse op imod den nuværende Nedværdigelse. Man hørte paa ham; det kunde ikke være saa farligt, han var jo vanvittig. Men hans Tale var saa indtrængende, hans Begeistring virkede saa smittende, at da han sluttede med de Ord: {{liten|»Op da, til Salamis hen for det yndige Ølånd at vinde!«}} tenkte Tilhørerne ikke fenger paa det udstedte Forbud, men brød ud i høie Bifaldsraab. Med Begeistring blev der straks paa Stedet fattet Beslutning om at tage Øen tilbage, og Folket valgte Solon til Anfører. I den Krig, som nu opstod mellem Athen og Megara, gik Athen af med Seieren, og Salamis blev tagen tilbage. Men Megarerne opgav alligevel ikke Krigen; tilslut enedes dog begge Parter om at underkaste Sagen Spartanernes Voldgift. Efter at have hørt begges Grunde tilkjendte disse Athenerne Øen. Under denne Retsstrid skal Solon have lagt Homers Anseelse i Vegtskaalen til Fordel for Athenerne. Af Fortegnelsen i Iliaden over alle de Skibe, som var med i den troiske Krig, oplæste han nemlig for Retten de to Vers: <poem> {{liten|»Ajas var kommen med Skibe fra Salamis, tolv udi Tallet. Dem kværsatte han der, hvor Athenernes Skare sig stilled'.«}} </poem> Det sidste af disse Vers var efter hans Fienders Paastand uegte og skal være bleven indskudt af Solon ved denne Anledning.<noinclude><references/></noinclude> dp3dnz60nggr64pfen9tuw1j6o7fd17 104 142928 330860 2026-08-15T12:21:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330860 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> I den haardnakkede Kamp mellem Adelen og Folkepartiet stillede Solon sig afgjort paa Folkets Side og søgte at bevæge sine Standsfeller til at opgive sine Forrettigheder og sætte en Grænse for sin Havesyge. I Tillid til Solons Retsind og pletfrie Karakter lod Adelen sig endelig bevæge til at give efter. I Aaret 594 f. Kr. valgtes Solon til første Archont med Fuldmagt til »at være Fredsstifter mellem Adelen og Folket og udstede de Love, som fandtes nødvendige i den Anledning«. Solons første Foranstaltning var at lette de utaalelige Byrder, som Gjeldsforholdet til Adelen lagde paa den fattige Befolkning. Til den Ende ophævede han først alle Gjeldsforpligtelser, hvorved Skyldneren havde sat sin Eiendom og sin egen Person i Pant for Gjelden; men han blev ikke staaende herved, han nedsatte ogsaa al anden Gjeld ved Tndførelsen af en ny Myntfod. 100 Drachmer<ref>En Drachme var omtrent 66 Øre.</ref> af den nye Mynt, han lod præge, indeholdt nemlig ikke mere Sølv end omtrent 73 af den gamle; men desuagtet befalede Solon, at al Gjeld skulde betales med den nye Mynt, hvorved Skyldneren i Virkeligheden fik sin Gjeld nedsat med vel en Fjerdepart. Det siger sig derimod naturligvis selv, at den Gjeld, som stiftedes efter denne Lovs Udgivelse, blev at betale i den Mynt, hvorpaa den lød. De, som for Gjelds Skyld var blevne gjorte til Træler, blev givne fri uden Erstatning, og de, som var solgte ud af Landet, blev kjøbte igjen paa offentlig Bekostning. Ingen maatte for Fremtiden gjøres til Træl paa Grund af Gjeld. Da Solon ved Aarets Slutning fratraadte sit Embede, blev han af sine Venner bestormet med Bønner om at gjøre sig til Statens Eneherre (Tyran). Han nedstammede jo fra Kodros' gamle Kongehus, hvem Eupatriderne med<noinclude><references/></noinclude> sa68j0sfiup1u8xm79iw7b7060y94r3 104 142929 330861 2026-08-15T12:23:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330861 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Urette havde berøvet Magten. I Athens Nabostater Korinth, Sikyon og Megara saavelsom i andre helleniske Byer havde man Eksempler paa, hvorledes det kuede Folk havde rystet Adelens Aag af sin Nakke ved Hjælp af Tyranner, som derpaa havde udmerket sig ved en mild og klog Styrelse. Selv det delphiske Orakel skal i følgende Ord have opfordret ham til at gribe Tyranniet: <poem> »Sæt dig i Midten af Skibet, med Fasthed Roret du styre, Mange af Borgerne rækker dig hjælpsom og villigen Haanden«. </poem> Under saadanne Omstændigheder vilde en anden Mand end Solon have fundet tilstrækkelige Grunde til at række Haanden ud efter Enevældet. Men denne tilbageviste rolig alle Anmodninger. Han var for storsindet til at ville slutte sit dyrebare Fædreland i Tyranniets Lænker. Han foretrak at sikre det attiske Folk en fri Forfatning, et frit Selvstyre. Og Attika har høstet de rigeste Frugter af denne hans Sjælsstorhed. Solon indsaa, at Lettelsen af de trykkende Gjeldsforhold alene ikke kunde skjænke Staten betryggende Ro; de lavere Klasser maatte der ogsaa sikres en politisk Magt. For at fjerne Adelens Forrettigheder, der kun var grundede paa Fødsel, ophævede han Theseus' Stænderinddeling, medens han lod de gamle Fyler beståa, og foretog derpaa en ny Deling af Folket efter Formuen. Hans Grundsætning var: jo større Formue, desto større Forpligtelser; jo større Forpligtelser, des større Rettigheder. I den Hensigt delte han hele det attiske Borgerskab i fire Klasser. Til første Klasse hørte de rigeste, som hvert Aar havde i ren Indtægt af sine Grundeiendomme mindst 500 Medimner<ref>En Medimnos er 52½ Liter eller 54½ Pot.</ref> Byg eller en tilsvarende Mængde Olje og Vin. En Medimnos Byg regnedes paa Solons Tid i<noinclude><references/></noinclude> jtdfbkfksnt0whhqlmbpubpr9wan8p2 330862 330861 2026-08-15T12:23:53Z Øystein Tvede 3938 330862 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Urette havde berøvet Magten. I Athens Nabostater Korinth, Sikyon og Megara saavelsom i andre helleniske Byer havde man Eksempler paa, hvorledes det kuede Folk havde rystet Adelens Aag af sin Nakke ved Hjælp af Tyranner, som derpaa havde udmerket sig ved en mild og klog Styrelse. Selv det delphiske Orakel skal i følgende Ord have opfordret ham til at gribe Tyranniet: <poem> {{liten|»Sæt dig i Midten af Skibet, med Fasthed Roret du styre, Mange af Borgerne rækker dig hjælpsom og villigen Haanden«.}} </poem> Under saadanne Omstændigheder vilde en anden Mand end Solon have fundet tilstrækkelige Grunde til at række Haanden ud efter Enevældet. Men denne tilbageviste rolig alle Anmodninger. Han var for storsindet til at ville slutte sit dyrebare Fædreland i Tyranniets Lænker. Han foretrak at sikre det attiske Folk en fri Forfatning, et frit Selvstyre. Og Attika har høstet de rigeste Frugter af denne hans Sjælsstorhed. Solon indsaa, at Lettelsen af de trykkende Gjeldsforhold alene ikke kunde skjænke Staten betryggende Ro; de lavere Klasser maatte der ogsaa sikres en politisk Magt. For at fjerne Adelens Forrettigheder, der kun var grundede paa Fødsel, ophævede han Theseus' Stænderinddeling, medens han lod de gamle Fyler beståa, og foretog derpaa en ny Deling af Folket efter Formuen. Hans Grundsætning var: jo større Formue, desto større Forpligtelser; jo større Forpligtelser, des større Rettigheder. I den Hensigt delte han hele det attiske Borgerskab i fire Klasser. Til første Klasse hørte de rigeste, som hvert Aar havde i ren Indtægt af sine Grundeiendomme mindst 500 Medimner<ref>En Medimnos er 52½ Liter eller 54½ Pot.</ref> Byg eller en tilsvarende Mængde Olje og Vin. En Medimnos Byg regnedes paa Solons Tid i<noinclude><references/></noinclude> j9c808c0fjag3bcgnef7qzax3eml06y