Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.15 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 10 4070 330897 330747 2026-08-16T20:10:19Z Kåre-Olav 25 Utvalgte idyller 330897 wikitext text/x-wiki <div class="plainlinks"> <!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste--> {{ny tekst|Utvalgte idyller|Teokrit|1922}} {{ny tekst|Markens Grøde|Knut Hamsun|1917}} {{ny tekst|Den første Kjærlighet|Ivan Turgenev|1913}} {{ny tekst|Den forsvundne verden|Arthur Conan Doyle|1913}} {{ny tekst|Møllergutten (Øverland)|Ole Andreas Øverland|1896|tittel=Møllergutten}} {{ny tekst|Jotunheimens Opdagelseshistorie|Ole Andreas Øverland|1896}} {{ny tekst|Barndoms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland|Hans Tønsager|1897}} {{ny tekst|Odysseen illustrert|Homer|1922}} {{ny tekst|Fyrsten|Niccolò Machiavelli|1898}} {{ny tekst|Den Gaadefulde|Knut Hamsun|1877}} {{ny tekst|Den røde døds maske og andre fortellinger|Edgar Allan Poe|1914}} {{ny tekst|Don Juan de Maraña|Prosper Mérimée|1921}} {{ny tekst|Rænessancens Florens|Asta Graah Bolander|1927}} {{ny tekst|Giftslangen|Ambrose Bierce|1912}} {{ny tekst|Løyndomen. Den forunderlege soga om dr. Jekyll og mr. Hyde|Robert Louis Stevenson|1942}} </div> {{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}} {{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}} <!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen --> <div class="enws-hide-on-mobile"> <gallery heights=200 mode="nolines" class="center"> Berit Ursin.pdf|page=3|link=[[Berit Ursin]]|'''{{forfatterl|Regine Normann}}''',{{br}}''[[Berit Ursin]]'', 1917 Karl Monks oplevelser.pdf|page=1|link=[[Karl Monks oplevelser]]|'''{{forfatterl|Fredrik Viller}}''',{{br}}''[[Karl Monks oplevelser]]'', 1912 Storkarer.djvu|page=7|link=[[Storkarer]]|'''{{forfatterl|Hans Aanrud}}''',{{br}}''[[Storkarer]]'', 1901 </gallery> <div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude> [[Kategori:Usorterte maler]] </noinclude> 6zcudsu18nrrprygwkbgyoptlsroacg 102 65060 330902 188931 2026-08-16T20:17:47Z Kåre-Olav 25 -t 330902 wikitext text/x-wiki {{Forfatter |fornavn = Ludvig Mariboe Benjamin |etternavn = Aubert }} ==Tekster== * ''[[Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov]]''. Christiania: H. Tønsberg, 1864 * ''[[Historiske Oplysninger om det juridiske Fakultet ved det Norske Fredriks-Universitet]]'' (1870) * ''[[Kontraktspantets historiske Udvikling især i dansk og norsk Ret]]''. Særtrykk av ''Norsk Retstidende''. Kristiania, 1872 * ''[[De norske Retskilder og deres Anvendelse]]''. Kristiania: Malling, 1877 * ''[[Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom]]''. Kristiania: Malling, 1883 {{PD-old}} [[Kategori:Norske jurister]] 6cm5qgmjcvzdmopmc5qyl0fzdu4tfhm 104 72425 330901 330801 2026-08-16T20:17:05Z Kåre-Olav 25 e>a 330901 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|19}}</noinclude>regler, som ere blevne optagne i de nugjeldende Love.<ref>Hvor men taler om en ældre Retstilstand eller en historisk, positiv Ret, er jo disse gamle Leve Retskilder for denne i egentlig Forstand.</ref> Men man bruger stundom det samme Udtryk om Videnskaben, og i denne Forstand kan det ogsaa siges, at «Naturretten» eller egentlig Retsfilosofien er {{sperret|fjernere}} Retskilde. Det gjelder imidlertid, navnlig med Hensyn til Retsvidenskabens Betydning, at holde denne snevrere og videre Brug af Ordet skarpt ud fra hinanden. Det maa mærkes, at i juridisk sprogbrug og særlig i nærværende Fremstilling er Formodningen altid for ordets snevrere Betydning. '''2.''' Retskildernes forskjellige Art begrunder den gjennemgribende Inddeling i {{sperret|skreven}} og {{sperret|uskreven}} Ret. Denne Inddeling er støttet til rent ydre Kjendemærker, nemlig eftersom Retskilden har givet Retsreglerne deres udvortes Tilværelse i en bestemt og fast {{sperret|skriftlig}} (trykt) Form eller ikke. Denne tilsyneladende saa udvortes Inddeling er imidlertid dybere grundet i tiere indre Forskjelligheder. Af disse maa allerede her nævnes, at den skrevne Ret har sin Kilde i Beslutninger, der udgaa enten fra den almindelige Lovgivningsmagt eller andre Myndigheder, der kunne foreskrive Retsregler for vedkommende større eller mindre Samfund; thi det er netop disse Retskilder alene, som frembringe Retsreglen i en fast skreven (eller trykt) Fornm. Den uskrevne Ret har derimod sin Kilde i {{sperret|Sædvanen}} (Retssædvaner), som, i Modsætning til saadanne Beslutninger, jo ikke frembringer nogen fast Ordlyd. Den uskrevne Ret falder altsaa (nutildags) ganske sammen med Begrebet «Sædvaneret».<ref name="p19">Ogsaa „Lov“ bruges stundom som Fællesnavn dels for alle skriftlige Retskilder, dels for alle skrevne Retsregler (= „skreven Ret“). Men dette bør helst undgaaes. Den statsretslige Betydning af „Lov“ er en fra den {{sperret|almindelige}} Lovgivningsmagt udgaaende Beslutning. Og der vilde kun opstaa Forvirring, naar man skulde bruge Ordet om andre skrevne Retsregler f. Ex. om kongelige Resolutioner, Vedtægter o. dsl., eg endmere, naar det antages, at ogsaa f. Ex. den katholske Kirkes indre Forskrifter ere Retsregler. Noget ondet Fællesnavn end „skrevne Retskilder“ og „skreven Ret“ haves derfor ikke. – „{{sperret|Sædvane}}“, der stundom tages i samme Betydning som Sædvaneret, bruges ellers hende abstrakt om Sædvanen i Almindelighed og om de enkelte Sædvaner (Retssædvaner). Ligesom „Ret“ stundom bruges, hvor man mener den enkelte Retssætning, siges det ogsaa</ref><noinclude> <references/></noinclude> s8aszxxuqf9dpottkz7dnwcecm2unjg 104 72431 330905 189630 2026-08-16T20:20:48Z Kåre-Olav 25 -( 330905 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|25}}</noinclude>her Privatretten tages i videre Forstand, kommer Proces- og Strafferet). Ligesom «Formuesret» o. s. v. bruges «Privatrettens almindelige Del» ogsaa som Navn paa den Gren af Videnskaben, der behandler den. Privatrettens almindelige Del, i den sidste Betydning, falder efter den i den nyere Videnskab brugelige Maade i to Hovedafsnit. Det ene af disse behandler Retskilderne og det andet de om Retsforholdene i Almindelighed gjeldende Regler (f. E. Læren om Viljeserklæringer, Betingelser, Tidsbestemeher). Hertil kommer stundom ogsaa et tredje, om Personerne, eller Retssubjekterne. Det første af disse Afsnit har forhen hos os (og i Danmark) været kaldt Indledning til den norske (danske) Retsvidenskab; det berører nemlig ogsaa tildels de for den offentlige Ret gjeldende Retskilder, da Læren derom for en stor Del er den samme om end ikke i saa stor Udstrækning, som Tilfældet er ved Privatretten i snevrere og videre Forstand '''2.''' Privatrettens almindelige Del i sin fulde Udstrækning er hidtil ikke fremstillet i den særlig norske Retsvidenskab. I den danske har man derimod flere Arbejder derover, hvori der dog ikke handles om Retssubjekterne, idet man har behandlet disse i Personrettens almindelige Del. Det ældste (en Forelæsning fra 1837–8) er den temmelig kortfattede Fremstilling i I. E. {{sperret|Larsens}} samlede Skrifter 2 Afdl. 1ste Bind. Kjøbenhavn 1857. Senere har man faaet en udførlig Fremstilling i det ogsaa for Norge vigtige og oplysende Værk: A. W. {{sperret|Scheel}} Privatrettens almindelige Del fremstillet efter den danske Lovgivning. 1ste Afdeling. Om Retskilderne (svarende til den ældre «Indledning»). Kjøbenhavn 1865. 618 SS. 8. 2den Afdeling. Om Retsforholdene 1866. 375 SS. 8. Desuden maa mærkes følgende Grundrids eller Schema, vigtigst ved sin Samling af Lovcitater: A. F. {{sperret|Krieger}} Grundlag for Forelæsninger over den danske Privatrets almindelige Del, tildels som Indledning til<noinclude> <references/></noinclude> 6w6zrqk81qos27x8x2opl6ol0rzjh9d 104 72432 330900 189631 2026-08-16T20:16:28Z Kåre-Olav 25 s>a 330900 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|26}}</noinclude>den danske Retsvidenskab. Kjøbenhavn 1849–50 (trykt som Haandskrift). Henhørende til den danske Literatur er ogsaa: E. {{sperret|Vedel}}, Den slesvigske Privatrets almindelige Del. Kjøbenhavn. 1857. Indledningen til Retsvidenskaben er i Norge alene bleven fremstillet i det kontratrykte Arbejde: {{sperret|Indledning}} til den norske Retsvidenskab. Christiania 1845. 493 pp. 4to. (anonym, men ifølge «Norsk Forfatterlexikon» forfattet af daværende Kand. jur. T. H. Aschehoug.) Foruden i de nævnte danske Fremstillinger af Privatrettens almindelige Del findes Indledningen til Retsvidenskaben behandlet i følgende ældre Værker over den dansk-norske Privatret.<ref>Man finder ogsaa mindre, herhenhørende Afsnit i de forskjellige encyclopædiske Oversiger over Retsvidenskaben, som den danske Literatur ejer, nemlig:<br>{{sperret|Andr}}. {{sperret|Højer}}. Idea jurisconsulti Danici, 1788 (paa Dansk ved {{sperret|Sommer}}: „Forestilling paa en dansk Jurist“ 1737).<br>P. {{sperret|Kofod Ancher}}. Anvisning for en Dansk Jurist angaaende Lovkyndigheds adskillige Dele, Nytte og Hjelpemidler. Men Udg. Kjøbenhavn 1777 (et for sin Tid meget fortjenstfuldt Arbejde).<br> I. F. V. {{sperret|Schlegel}}. Juridisk Encyclopædi tilligemed Udsigt over den romerske, kanoniske, langobardiske Lehnsrets, tyske og andre vigtige fremmede Retters Historie samt Grundlinjerne til de juridiske Dicipliners Literair-Historie og Angivelse af den fornødne Literatur. Kjøbenhavn 1825.<br>{{sperret|Kolderup-Rosenvinge}} Grundrids af den juridiske Encyclopædi til Brug ved Forelæsninger. Kjøbenhavn 1840.</ref>: I. B. {{sperret|Dons}}. Forelæsninger over den danske og norske Lov udgivne ved Hedegaard (4 Dele. Kjøbenhavn 1780–1. 1ste Del. L. L. {{sperret|Kongslev}}. Den danske og norske private Rets første Grunde (2 Bind. Kjøbenhavn 1781–2). 1ste Bind. L. {{sperret|Nørregaard}}. Forelæsninger over den danske og norske private Ret (6 Dele samt Register. Kjøbenhavn 1784–97). 1ste Del. Hermed maa sammenholdes: A. S. {{sperret|Ørsted}}. Supplement til Nørregaards Forelæsninger etc. (1–3 Bind., 1804–12). 1ste Bind. F. T. {{sperret|Hurtigkarl}}. Den danske og norske private Rets første Grunde (4 Bind. Kjøbenhavn 1813–20). 1ste Bind. Samtlige disse sidstnævnte Arbejder have nu kun literær-<noinclude> <references/></noinclude> s0s004xxcfdct25ja4rwixd0uh35muu 104 72434 330903 189633 2026-08-16T20:19:13Z Kåre-Olav 25 retter lenke 330903 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|§5.}} {{midtstilt|''Kort Udsigt over de norske Retskilders Historie.''<ref>Om vore Retskilders Historie for Tiden før 1537, hvilken her ikke vil finde nogen udførligere Fremstilling, maa henvises til {{sperret|Brandts}} Grundrids af den norske Retshistorie I. (Christiania 1853, ikke fortsat) og især Konrad {{sperret|Maurer}}: Ueberblick über die Geschichte der nordgermanischen Rechtsquellen i {{sperret|Holtzendorfs}} Encyclopädie der Rechtswissenschaft. I. (2 Ausg. 1873) p. 249–259, hvor man ogsaa finder udførligere Oplysninger om den ældre Literatur og Lovudgaverne. For det ældste Tidsrum findes vigtige Oplysninger i {{sperret|Maurer}}: Die Enstehungszeit der Gulathingslög. München 1872. 4to. og {{sperret|samme}} Forfatters Entstehungszeit der älteren Frostuthingslög. München 1875. 4to (begge Aftryk af Videnskabsakademiets Forhandlinger). Se ogsaa om adskillige enkelte Spørgsmaal vedkommende dette Tidsrum Ebbe {{sperret|Hertzberg}} [[Grundtrækkene i den ældste norske proces|Grundtrækkene i den ældste Norske Proces]], Chr.ania 1874. (Universitetsprogram). I Ersch og Grübers Encyclopædie vil under Titelen „Gulathing“ og „Gulathingsløg“ {{sperret|Maurer}} snart give en udførlig Oversigt over vore ældste Retskilders Historie.</ref>}} '''1.''' Det norske Folk, eller ialfald de større Stammer, hvori det var delt (Trønder, Hørder o. s. v.), har vistnok efter al Sandsynlighed ved Indvandringen havt en og samme Ret. Men efter den ordnede Bebyggelse er denne Rets videre Udvikling foregaaet særskilt i hvert af de mange smaa Samfund, hvori Landet fra først af var opløst (Herrederne). Retsreglerne bleve derved efterhaanden kun Bygdevedtægter, der sandsynligvis i det meste have været overensstemmende, især inden samme Stamme, men hvori der vel ogsaa fra Herred til Herred kunde paavises vigtige Forskjelligheder. Det har været antaget, at Herredernes Sammenslutning til Fylker ogsaa har omfattet Retsvæsenet. Men det er ialfald meget tvivlsomt, om Fylkerne, med mindre de – som tildels i Trøndelagen – faldt sammen med Herrederne, have havt anden Samfundsmagt end den, som vedkom Landeværnet. End mindre gik Retsplejen og Lovgivningsmagten sammen med Kongedømmet op i Riget. Den unaturlige Splittelse ledede dog til, at der allerede tidlig dannede sig særegne større Retssamfund, uafhængige af Rige og Fylker. Deres Kjerne maa tildels søges langt tilbage, maaske forud for Rigets Samling; men deres fuldstændige Dannelse tog lang Tid, og der var Egne, som holdt sig i sin Afsondring lige, indtil Retsenhed gjennem-<noinclude> <references/></noinclude> tnnqgdpgdimfs5mfqmai35p4uufvzis 330904 330903 2026-08-16T20:19:51Z Kåre-Olav 25 mellomrom 330904 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt/s}} § 5. ''Kort Udsigt over de norske Retskilders Historie.''<ref>Om vore Retskilders Historie for Tiden før 1537, hvilken her ikke vil finde nogen udførligere Fremstilling, maa henvises til {{sperret|Brandts}} Grundrids af den norske Retshistorie I. (Christiania 1853, ikke fortsat) og især Konrad {{sperret|Maurer}}: Ueberblick über die Geschichte der nordgermanischen Rechtsquellen i {{sperret|Holtzendorfs}} Encyclopädie der Rechtswissenschaft. I. (2 Ausg. 1873) p. 249–259, hvor man ogsaa finder udførligere Oplysninger om den ældre Literatur og Lovudgaverne. For det ældste Tidsrum findes vigtige Oplysninger i {{sperret|Maurer}}: Die Enstehungszeit der Gulathingslög. München 1872. 4to. og {{sperret|samme}} Forfatters Entstehungszeit der älteren Frostuthingslög. München 1875. 4to (begge Aftryk af Videnskabsakademiets Forhandlinger). Se ogsaa om adskillige enkelte Spørgsmaal vedkommende dette Tidsrum Ebbe {{sperret|Hertzberg}} [[Grundtrækkene i den ældste norske proces|Grundtrækkene i den ældste Norske Proces]], Chr.ania 1874. (Universitetsprogram). I Ersch og Grübers Encyclopædie vil under Titelen „Gulathing“ og „Gulathingsløg“ {{sperret|Maurer}} snart give en udførlig Oversigt over vore ældste Retskilders Historie.</ref> {{midtstilt/e}} '''1.''' Det norske Folk, eller ialfald de større Stammer, hvori det var delt (Trønder, Hørder o. s. v.), har vistnok efter al Sandsynlighed ved Indvandringen havt en og samme Ret. Men efter den ordnede Bebyggelse er denne Rets videre Udvikling foregaaet særskilt i hvert af de mange smaa Samfund, hvori Landet fra først af var opløst (Herrederne). Retsreglerne bleve derved efterhaanden kun Bygdevedtægter, der sandsynligvis i det meste have været overensstemmende, især inden samme Stamme, men hvori der vel ogsaa fra Herred til Herred kunde paavises vigtige Forskjelligheder. Det har været antaget, at Herredernes Sammenslutning til Fylker ogsaa har omfattet Retsvæsenet. Men det er ialfald meget tvivlsomt, om Fylkerne, med mindre de – som tildels i Trøndelagen – faldt sammen med Herrederne, have havt anden Samfundsmagt end den, som vedkom Landeværnet. End mindre gik Retsplejen og Lovgivningsmagten sammen med Kongedømmet op i Riget. Den unaturlige Splittelse ledede dog til, at der allerede tidlig dannede sig særegne større Retssamfund, uafhængige af Rige og Fylker. Deres Kjerne maa tildels søges langt tilbage, maaske forud for Rigets Samling; men deres fuldstændige Dannelse tog lang Tid, og der var Egne, som holdt sig i sin Afsondring lige, indtil Retsenhed gjennem-<noinclude> <references/></noinclude> cvn5tyfn3cd01q5sxpaizkfxcyzndim 104 133407 330898 313074 2026-08-16T20:13:37Z Kåre-Olav 25 alfabetisk liste 330898 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|186}}</noinclude>Sagsøgeren ikke engang har havt rimelig Grund til sit Søgsmaal, hvorfor det vel kunde skee, at den Indstævnte, hvis Afviisningsformelen vælges, vil kunne faae en Erstatning for Sagsomkostninger, som vilde være bleven ham negtet, om Dommen havde lyst paa Frifindelse. I Justitssager har den forskjellige Form, som er brugt, den Virkning, at medens i Afviisningssager den Paagjældende ikke pleier at ilægges Omkostninger (kun hvor han er tiltalt for flere Forbrydelser, hvoraf han fældes for nogle, har man Exempel paa, at han er tilpligtet at betale Omkostningerne ogsaa for den afviste Forbrydelses Vedkommende, med Hensyn til hvilket see Høiesteretsdom af 30 Septbr. og 1 Novbr. 1837, Retstid. for 1837 S. 725—727 og 801—805), saa maa han, naar Sagen paadømmes i Realiteten, bære Udgifterne, ogsaa naar han frifindes for videre Tiltale. Endelig bemærkes særskilt for Høiesterets Vedkommende, at denne Domstol ifølge Høiesteretsl. {{§|26}} anfører sine Grunde, naar Dommen formes som Afviisning. (Retst. 1848 S. 723—724). Af disse Forklaringer synes det at fremgaae, at Udtrykket „Incompetence“ anvendt paa Parterne, snarere er misledende end veiledende, naar der tillæges det en videre Betydning end den, der oven er betegnet ved Litr. {{antikva|a}}. Hvad Dommeren med Hensyn til Parternes Stilling til Sagen paa Embeds Vegne har at paasee, er: {{*/s|style=list-style-type: lower-alpha;}} {{*/i}} at der ikke gives Dom mod ustævnt Mand. Heraf følger, at naar Nogen er stævnt som en Andens Fuldmægtig, idet Dom paastaaes lydende paa den angivne Principals Navn og med Executionskraft mod denne, har Retten uopfordret at undersøge, om den Indstævnte ogsaa har Hjemmel til at modtage Saggivelse paa den angivne Hovedmands Vegne. Det Samme gjælder, naar Dom over fast Eiendom paastaaes given i saadanne Udtryk, at den efter sit Indhold vilde faae Virkning mod andre end den Indstævnte, f. Ex. naar det paastaaes, at Citanten som Eier af Gaarden A bør have en Servitutret over Nabogaarden B (jfr. Retstid. for 1843 S. 277—278). Gaae derimod Domspaastandens Virkninger ikke udenfor de tvistende Personer, har Dommeren ikke at blande sig i Sagen alene af den Grund, at der paalægges den Indstævnte Noget, hvortil ikke han, men en Anden var forpligtet, eller der tilkjendes Sagsøgeren Noget, der ikke tilkommer {{sperret|ham}}, men vel en Anden. Thi at f. Ex. den, hvem en Gjældsfordring ei er overdragen, bliver sammes Beløb tilkjendt, eller at den, der ikke besidder en Ting, og saaledes burde frifindes for Vindicationssøgsmaalet, kan blive paalagt at udlevere samme eller at erstatte dens Værdie, er kun en Følge af, at man bindes ved sin egen Procedure, naar man er forsømmelig i sit For-<noinclude> {{*/e}} <references/></noinclude> d62k35i9h7p06mfbwuvyvoq8uoau0br 104 141349 330899 327925 2026-08-16T20:14:37Z Kåre-Olav 25 rettelse: manglende punktum i forkortelse 330899 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|— 25 —}}</noinclude>det mindre heldige Veir, deels Ubekjendtskab til Terrainet gjorde, at vi ikkun kunde bestige den nordligste af Slagstøls{{shy}}tindene. Snart var Luften klar, snart fulgte et sterkt Sneedrev. Barometeret stod paa 21 Tom. 5 Lin{{rettelse| |.}}, og Varmegraden var ＋{{mellomrom}}4 Centes. Kl. 1{{brøk|1|2}} Midd. Maalingen, som angav lidt over 7,000 Pariser Fod, er kun lidet nøiagtig. Imidlertid er det vist, at den høieste af Skagastølens Tinde stiger meer end 7,000 Fod over Havet.<ref>Hr. Bohr i Bergen anfører (i Blandinger) en Maaling af Skagstølstinden; men naaer ikke 7,000 Fod. Han har beregnet den efter en Vinkel, som blev taget paa en barometrisk bestemt Høide, der laa henimod {{brøk|1|2}} Mil fra Tinden.</ref> Fra denne nedrasede frygtelige Sneelaviner; dens steile Vægge giver ikke Koldedalen stort efter. Et Reensdyrhorn fandtes nær ved Toppen af vor Spidse; til disse Høider tye Dyrene, naar de opskræmmes af Tordenens Brag. Ogsaa herfra seer man en Mængde Iis- og Snee-bræer. Fra Fortun gaar over Helgedalen en god Vei til Lom i Guldbrandsdalen; dens Vedligeholdelse foraarsager en besynderlig Strid blandt Almuen i Sogn og Valders. Det er en betydelig Strækning, hvorigjennem Veien løber, og nu procedere de om denne Strækning, ikke for at komme i Besiddelse af den, men for at blive den qvit. Saaledes havde vi da gjennemskaaret den store Fjeldegn og naaede Bygderne i Sogn. Nu fortsattes Reisen gjennem Lyster, Justedalen og Lom omkring vort ubekjendte Land, indtil vi<noinclude> <references/></noinclude> 8yie1d39geeqk576tvznvhrc43w661y 104 142739 330893 330680 2026-08-16T20:07:53Z Kåre-Olav 25 apostrof 330893 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 8</noinclude>er Agis’ og Kleomenes d. 3djes reformforsøk utslag av den oplyste despotisme; men her er de republikanske former for indgrodd. De eneste nydannelser som i det egentlige Hellas viser nogen livskraft er de republikanske statsforbund. Den enkelte hadde gjennem disse nye samfundsdannelser virkelig opnaadd større frihet og bevægelighet. Denne frigjørelse betinger en svækkelse av den nationale bevissthet. Det særlig helleniske forflygtiges. Man er som makedonisk eller syrisk eller ægyptisk undersaat eller som borger i en av de mange halvt eller helt selvstændige kommuner hellener og kalder sig saa; men det ligger i sakens natur at dette begrep maatte faa et nyt indhold naar det skulde omfatte en utallighet av vekslende vilkaar. At man er hellener vil i denne tid ikke si synderlig mere end at man er en dannet mand, at man taler de dannedes sprog og hæver sig til et visst kundskapsnivaa. Man er verdensborger. Om nogen lokal patriotisme kan der mindre og mindre bli tale. For hellenerne i de fønikiske kystbyer var det vistnok temmelig likegyldig om de for øieblikket var den ægyptiske eller den syriske konges undersaatter. Hvor lokalpatriotismen endnu vegeterer, som i det egentlige Hellas, gir den sig utslag i meningsløse nabofeider. Men denne frigjørelse skaper ogsaa betingelser for en ny materiel og aandelig vekst. Den økonomiske utvikling i det første hundredaar efter Aleksander er det som falder mest i øinene. Verdenshandelens opsving efterat Østen like til Indien var aapnet for græsk kapital og foretagelsesaand har neppe hat noget sidestykke undtagen i den merkantile utvikling efter de store opdagelser i det 15de aarhundrede. Ikke blot under Aleksanders regjering men gjennem hele det følgende hundredaar gaar en hel folkevandring fra vest mot øst. Aleksander selv anla 70 græske byer i Asien, og hans efterfølgere det mangedobbelte antal. Omsætningen tok et omfang som man aldrig hadde drømt om og lettedes ved storartede havneanlæg og kanaler. Ptolemæerne renset op den gamle kanal mellem Nilen og det røde hav og koloniserte dets kyster helt ned til indløpet for at trække den indiske handel denne vei. For at kunne møte den ægyptiske konkurranse drøftet Syriens konger for alvor den plan at forbinde det sorte og det kaspiske hav ved en kanal. En handelsstatistik fra den tid vilde ganske visst ha kunnet gi os forbausende oplysninger om omsætningens størrelse. Nu har vi bare spredte notiser om de vigtigere handelsbyers vekst. Endnu paa Demostenes’ tid var Aten med sine kanske 100{{tusenskille}}000 indbyggere den livligste<noinclude> <references/></noinclude> q822pqvpytz0swk2mic7pfhe6gjbxti 104 142742 330894 330698 2026-08-16T20:08:14Z Kåre-Olav 25 :>; 330894 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||11}}</noinclude>bare blodløse fantomer. Man lette efter et ideal som kunde løftes op som gjenstand for begeistret tro og tryg hengivelse og lette forgjæves. Stoikernes ideal, den fuldkomne vismand, som er uten frygt for guder og mennesker, sig selv nok, kunde aldrig bli andet end illusion. Man hadde let for i fantasien at utmale sig en saadan moralsk halvgud som ikke vilde frygte, som Horats sier, selv om verden styrtet sammen over ham; men den samme Horats erkjender at denne vismand dog ikke kan hæve sig over de almindelige menneskelige skrøpeligheter. Han falder fra sin indbildte høide i samme øieblik som «snuen plager ham». Man hadde sat individet i høisætet, gjort egoismen til det eneberettigede princip, og egoismen ender med at fornegte sig selv. Man elsker sig selv til væmmelse. Man elsker sig som bekjendt til døden. Selvmord blir anerkjendt som det berettigede middel til at undfly sig selv. Paa literaturens omraade er der avgjort nedgang. Ikke saa at forstaa at man skriver mindre eller læser mindre. Tvertimot, begjærligheten efter bøker er umættelig, og det forøkede behov og det utvidede avsætningsomraade øker produktionen. Neppe har nogen redaktør av en dagsavis skrevet mere end Didymos med det karakteristiske tilnavn Chalkenteros eller som tyskerne oversætter det: «Didymos mit dem ehernen Sitzfleisch». Hans 3500 avhandlinger maa ha utgjort et ganske anstændig bibliotek. Literaturen i det hele lægger an paa masseproduktion, den blir publicistisk. Man læser ikke saa meget for at nyte som for at belæres eller fordrive tiden, og forfatterne kommer denne trang imøte. I den prosaiske fremstilling blir indholdet alt, formen forsømmes. Sansen for sprogets renhet taper sig. Man holder sig til det gjængse omgangssprog, som det tales og forstaaes over hele østen. Fremstillingen blir nøgtern uten høiere flugt. Allerede mellem Platons avhandling om staten og Aristoteles’ behandling av samme emne er der i formel henseende likesaa stor forskjel som mellem Rousseaus Contrât social og en moderne videnskapelig avhandling om et politisk eller socialt spørsmaal. Polyb er med al sin sandhetskjærlighet og sin statsmandsindsigt nøgtern indtil tørhet, og hans opfatning av historien mekanisk, hans fremstilling ensformig og uten høiere sving. Anderledes er det med poesien. Der er det ikke manglende formfuldendthet som er det støtende. Man kjender sine versemaal og kan bygge dem elegant. Man er endog strengere i sin versebygning end i den klassiske tid. En enkelt lykkelig tanke kan man utforme elegant, skarpt og pointert. Den korte<noinclude> <references/></noinclude> m0wrtkmdokioxhue4ghpqfejvo2n8fp 104 142749 330892 330842 2026-08-16T20:07:25Z Kåre-Olav 25 h>b 330892 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|I}}}} Gjæteren Tyrsis møter en ven paa fjeldet. De sætter sig i en lund ved en rislende bæk, mens deres dyr græsser i lien. Tyrsis ber sin ven spille paa rørfløiten som han blæser med mesterskap. Men det er midt i middagsstunden, og da hviler skogguden Pan og taaler ikke at bli forstyrret av fløitetoner. Sang er derimot ikke forbudt, og vennen ber Tyrsis synge sin herlige sang om Dafnis’ død. Han har hørt den engang før, da Tyrsis seiret i et sangerstevne. Han er villig til at gi ham sin bedste gjet og en kunstfærdig utskaaret træbolle, hvis han kan faa høre den engang til. Tyrsis synger da om hvorledes Dafnis som hadde trodset kjærlighetsguden Eros, tugtes av denne med en fortærende lidenskap, men ikke vil bøie sig. Hele naturen sørger. Guder kommer for at trøste ham, men han er taus, indtil Afrodite gaar til hans leie og haaner ham, fordi han nu maa bukke under for hendes søn. Da svarer han endelig og minder gudinden spottende om alle hendes elskovseventyr. Stolt erklærer han at det ikke er ham som er den beseirede. Vemodig sier han farvel til sin hjord og alt som er ham kjært og vandrer ned til Styks. Sangen er inddelt i strofer. Sprog og rytme i den græske tekst er præget av den mest fuldendte kunst. Da sangen er endt, faar Tyrsis de lovede gaver. Hvor de to gjæteres møtested maa tænkes, fremgaar ikke klart av digtet. Tyrsis sier at han er fra Ætna, og det ligger da nærmest at tænke paa Sicilien. Andre har ment at det skulde være øen Kos ved sydvestkysten av Lilleasien. Der var Teokrit godt kjendt og hadde gode venner. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> g6i0nwqbomf7b2lrxptzs0rqiqfry89 104 142757 330895 330832 2026-08-16T20:08:38Z Kåre-Olav 25 :>? 330895 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 26</noinclude>{{ppoem|start=stanza|end=stanza| Maatte som dette mit voks som jeg smelter i pakt med dæmoner, Delfis fra Myndos bli smeltet i hast av brændende elskov, og som mit kobberhjul dreies i kreds av elskovsgudinden, saa vil jeg ønske at han ved min dør maatte viljeløs flakke. Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer. Bygklidet brænder jeg nu. Aa, Artemis, du kan jo bryte stiveste staal og alt hvad ubøielig findes i verden — Testylis! Hundenes varslende hyl kan vi høre fra byen. Nu er gudinden paa korsveien. Skynd dig, la bækkenet klinge! Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer. Tys, nu tier det blundende hav; nu tier hver luftning{{rettelse||.}} Ikke et øieblik tier i barm min kvalfulde jammer; men i fortærende brand maa jeg flamme for ham som til tøite gjorde mig arme og ei til sin viv, men røvet min ære. Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer. Tregange stænker jeg drikken, og tregange ber jeg, gudinde: Maatte han glemme saa brat den mø eller yngling som hviler nu ved hans side, som Tesevs tilforn — saa lyder jo sagnet — glemte paa Dia og svek Ariadne med lokkerne fagre! Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer. Urten hippómanes gror i Arkadien. Rasende flakker føl og fotrappe hopper paa fjeld for veksten at finde. Maatte jeg ogsaa faa se at Delfis i sansesløs elskov ilte fra salven og fægternes sal hit ind i mit kammer. Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til min tærskel! Delfis har mistet hos mig en kvast av sin kappe. Jeg trevler traadene op og slipper dem ned i de graadige flammer. Ve mig! Aa grusomme Eros, hvi har du som iglen fra tjernet suget dig fast og drukket mit hjerteblod, draape for draape? Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer. Nu skal jeg knuse en øgle, og hemmelig skal jeg imorgen gi ham den tryllende drik. Hør Testylis! Ta disse urter! Kryst, mens det endnu er tid, deres saft mot hans øverste dørpost! Spyt, mens du gjør det og sig: «Det er Delfis’ ben som jeg knuser.{{rettelse||»}} Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer. {forkl} >> (Testylis gaar) {{gap|2em}} }}<noinclude> <references/></noinclude> cbbfhldnkrgnke8177lbv37mw32wvlz 104 142758 330896 330833 2026-08-16T20:09:32Z Kåre-Olav 25 ? 330896 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||27}}</noinclude>{{ppoem|start=stanza|end=stanza| Nu er jeg ene med elskovens kval og med mine taarer. Aa, hvor skal jeg begynde? Hvem voldte mig al denne jammer? Evbulos’ datter Anákso var med, da jomfruer fagre vandret med kurve til Artemis’ lund, mens vilddyr i mængde førtes omkring i det festlige tog, og blandt dem en løvinde. Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene! Tevkaris’ trakiske amme som siden er død, men som dengang bodde i nærmeste hus, kom ind og tigget og bad mig komme og se paa det festlige tog, og jeg arme slog følge klædt i gult musselin, i min fineste kjole med slæpet. Utenpaa bar jeg en kaape. Jeg laante den av Kleariste. Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene! Midtveis omtrent, til Lykons palads var jeg kommet. Da saa jeg Delfis som gik mig i møte ved Evdamippos’ side. Kindernes dun gav lysere skjær end blomsternes guldglans. Hvitere var deres bryst end du selv, Selene, kan skinne. Hjem fra gymnasiet vendte de just, fra den herlige idræt. Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene! Vanviddet tok mig i selvsamme stund som jeg saa ham. Mit hjerte følte en stikkende kval. Mit aasyn blev blekt, og jeg tænkte ikke paa festtoget mer. Jeg visste ei hvordan jeg atter kom til mit hjem. Jeg rystet og skalv i brændende feber. Hjælpeløs laa jeg paa leiet ti samfulde dage og nætter. Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene! Tidt blev jeg gusten og blek, som om huden var farvet i gulspaan. Lokkerne faldt av mit hoved. Tilsidst av mig selv var tilbake skind blot og ben. Hvilken heks har jeg ikke besøkt? Hvilken kvindes hus har jeg vandret forbi, naar hun kjendte de tryllende sange? Dog, der var intet som lindret. Bort ilte de flyende timer. Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene! Endelig maatte jeg sige det alt, som det var, til min terne: «Testylis, aa du maa finde paa raad for min grusomme pine! Helt har han fanget mig arme, hin herlige yngling fra Myndos. Gaa nu og vent paa ham hist ved Timagetos’ skole. Der har han stadig sin gang; der pleier han gjerne at sitte. Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene! }}<noinclude> <references/></noinclude> 3keql4gx0sz4zavt1rj0yksv7la6tdk 104 142772 330873 330690 2026-08-16T19:52:34Z Kåre-Olav 25 e>o 330873 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||41}}</noinclude>{{ppoem|start=stanza|end=stanza| {person} <> {{sperret|Komatas}}. Kommer du over til mig, kan du gaa paa de bløteste bregner og paa den blomstrende mynte, og under dig faar du som tæppe gjeteskind dobbelt saa bløte som skindet av sauene dine. Og jeg skal ofre til Pan av melkefat otte, og fire trauger med vokskaker fulde av duftende honning fra kuben. {person} <> {{sperret|Lakon}}. Vel, du kan bli hvor du er, naar du kappes med mig i at stevje. Bli paa din plads under ekene der. Men hvem skal saa dømme mellem os to? Aa, gid Lykópas kom hit med sit storfæ! {person} <> {{sperret|Komatas}}. Ham har jeg sletingen lyst paa; men vil du, saa kan vi jo rope til os den vedhugger borte hos dig, den manden som sanker lyngkvister op forat skaffe sig ved. Det er Morson han heter. {person} <> {{sperret|Lakon}}. Vel, la os rope. {person} <> {{sperret|Komatas}}. +3> Ja, kald paa ham ''du''. {person} <> {{sperret|Lakon}}. +3> Aa ven, vil du komme hit litt og høre paa os. Vi trætter om hvem der kan stevje bedst av os to. Og Morson, min ven, du maa ikke bøie retten av venskap for mig eller ham, men dømme retfærdig. {person} <> {{sperret|Komatas}}. Ja, jeg besverger dig, Morson, ved nymferne. La ei Komatas ufortjent vinde! ei heller han der faa prisen av venskap. Sauene der er Sibyrtas’ flok. I Turioi bor han. Gjeternes eiermand er Evmaridas, en sybaritaner. {person} <> {{sperret|Lakon}}. Ingen har spurt dig, ved Zevs, elendige naut, om Sibyrtas eier de sauene her eller jeg. Aa, saa dumt som du snakker! }}<noinclude> <references/></noinclude> jq6k8qshhy52l91u55kub5va8an2e3t 104 142773 330874 330608 2026-08-16T19:53:08Z Kåre-Olav 25 rettelse: Jasa > Jasaa 330874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 42</noinclude>{{ppoem|start=stanza|end=stanza| {person} <> {{sperret|Komatas}}. {{rettelse|Jasa|Jasaa}}, du hædersmand! Ja, men alt det jeg sier er sandhet. Skryt kan jeg aldrig fordra; men værst er dit oplag av skjældsord. {person} <> {{sperret|Lakon}}. Kom saa med det du vil synge, saa manden kan levende komme hjem til sin by. Ved Apollon, dit skravl er en plage, Komatas. {forkl} <> (Stevkampen begynder). {person} <> {{sperret|Komatas}}. Muserne elsker mig høit, langt mere end gjæteren Dafnis, og jeg har bragt dem fornys to aarsgamle gjeter som offer. {person} <> {{sperret|Lakon}}. Jeg er Apollons høitelskede ven. En ypperlig væder har jeg paa beite til ham; for vi har jo hans fest med det første. {person} <> {{sperret|Komatas}}. Tvillinger har mine gjeter saa nær som de to, og naar piken ser paa mig, sier hun skjælmsk: «Maa du melke alene da, stakkar?» {person} <> {{sperret|Lakon}}. Pyt san! men Lakon har hylder med ost, et snes saa omtrentlig, og med en halvvoksen gut kan han hvile i blomster paa enge. {person} <> {{sperret|Komatas}}. Hvergang jeg vandrer forbi med min flok, da tar Klearista epler og kaster paa mig, og hun smasker saa godt, naar hun kysser. {person} <> {{sperret|Lakon}}. Kratidas gjør mig av elskov forrykt, naar han dunbløt om kinder iler imot mig med silkeblankt haar som vifter om halsen. {person} <> {{sperret|Komatas}}. Blomster paa nypetornsbusker og blaaveis i skogen kan aldrig lignes med duftende roser som vokser i klynger langs gjerdet. }}<noinclude> <references/></noinclude> 89nw85j1f63fjhtb1sobfcdx522rrra 104 142776 330875 330611 2026-08-16T19:54:31Z Kåre-Olav 25 rettelse: liten h 330875 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||45}}</noinclude>{{ppoem|start=stanza|end=close| {person} <> {{sperret|Lakon}}. Sauene mine kan æte sig mæt paa saftig melisse. Kratskogen bugner omkring dem med blomster saa røde som roser. {person} <> {{sperret|Komatas}}. Nu er jeg ikke forlibt i Alkippe som før, for hun trak mig ikke i ørene sidst, da hun kysset og takket for duen. {person} <> {{sperret|Lakon}}. Jeg er forlibt i Evmedes, ja vældig forlibt; for han gav mig rigtig en smeldkys fornys, da han fik som foræring min fløite. {person} <> {{sperret|Komatas}}. Kappes med nattergal, Lakon, bør ikke en skrike; ei heller {{rettelse|H|h}}ærfugl med syngende svane. Din stakkar! Dig liker da ingen. {person} <> {{sperret|Morson}}. Stop! Nu er det mit bud at sauenes gjæter skal tie. Lammet, Komatas, gir Morson til dig, og send, naar du ofrer dyret til nymferne, straks et stykke av steken til Morson. {person} <> {{sperret|Komatas}}. Det skal jeg sende, ved Pan. Og, smaabukker, nu maa I alle hoppe og danse; for se paa mig selv, hvor høit jeg maa storle over den gjæteren der, over Lakon, fordi jeg omsider vandt fra ham lammet som pris. Jeg maa hoppe, ja like til himmels. I, mine lystige gjeter, vær glade og fro, for imorgen bader jeg jer i den luneste vik i Sybariselven. Hør nu, Levkitas, min bukk; hvis du rører en gjet, før mit offer rigtig er bragt til nymferne her, skal jeg slaa dig med kjæppen. Se, der var han igjen. Ja, maatte Komatas bli omskapt til en Melantios, dersom jeg ei skal slaa dig fordærvet! }}<noinclude> <references/></noinclude> oiselhb9vj12kcm6q7d29agxoqo64zi 104 142778 330907 330613 2026-08-16T20:24:17Z Kåre-Olav 25 end=follow 330907 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|DAFNIS OG DAMOITAS}}}} {{ppoem|start=open|end=follow| Engang møttes paa vang Damoitas og gjæteren Dafnis hver med sin flok, min Aratos. Om Dafnis’ kinder sig kruset dunet, men spirende skjæg om den andens. De satte sig begge ned ved en bæk i middagens glød og kvad sine sange. Først sang Dafnis, ti først han æsket den anden til kampen. Se Polyfemos, hvor spotsk Galatea mot bølingen kaster epler og kalder dig haabløst forlibt som en gjeternes vogter. Hjerteløs er du og slem som ikke vil se det, men sitter blæsende søtt paa din fløite. Se der! nu rammet hun atter hunden som følger dig tro og har øie med flokken. Den stirrer bjæffende ned i dypet og speiles av bølgerne klare, medens den løper langs stranden, hvor dønningen sagtelig skvulper. Pas den, saa ikke den farer i jomfruens læg, naar hun stiger op fra det bølgende hav og flænger de yndige lemmer. Se hvor hun skaper sig til og leker derute paa sjøen let som naar tidseldun svæver omkring i den deilige sommer. Elsker du, flyr hun; men elsker du ei, hun ømt dig forfølger. Brikkerne flytter hun ivrig. Hun vil gjøre mat; ti hel ofte tykkes det uskjønne skjønt, Polyfemos, i elskendes øine. Derpaa begyndte Damoitas og istemte følgende kvæde: Jo, ved Pan, jeg merket det nok, da hun kastet i flokken. Ei blev det skjult for mit øie, min dyreste skat, som nok aldrig mister sit syn. Maatte Telemos, han som har spaadd mig saa ilde, ta med sig hjem til sit avkom den ufærd han varslet mig nylig! Nu er det mig som er slem. Jeg ser ei paa hende, men taler tidt om en anden som kjæresten min, og det faar hun høre. }}<noinclude> <references/></noinclude> hn4llzn2abgz20m4vqlw36wcjyrpu18 104 142779 330908 330614 2026-08-16T20:24:30Z Kåre-Olav 25 start=follow 330908 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 45</noinclude>{{ppoem|start=follow|end=close| Nu blir hun pint, ved Apollon, av skinsyke. Jaget av smerten dukker hun op fra havet og speider mot grotter og hjorder. Plystrer jeg nu, saa stormgjør min hund. Da jeg sværmet for hende, la den snuten paa jomfruens fang og knistret av glæde. Ser hun, jeg holder det gaaende slik, saa vil hun vel ofte, tænker jeg, sende mig bud; men jeg lukker min dør, til hun sværger at hun paa denne min ø vil selv vor brudeseng rede. Ja, for mit ansigt er ikke saa stygt som man sier. Fornylig saa jeg mig selv i det speilklare hav. Det var blikkende stille. Vakkert mig tyktes mit skjæg og vakkert mit eneste øie. Skjønner jeg ret, var det likefrem skjønt, og tændernes række skinnet saa deilig med hvitere glans end marmor fra Paros. Tregange spyttet jeg da i min barm. — Det hjælper mot trolddom — Det har den ældgamle heks Kotytaris lært mig at gjøre. Saaledes endte Damoitas og kysset ved avskeden Dafnis, skjænket ham saa skalmeien og fik hans fløite til gjengjæld. Rørfløiten blæste Damoitas, skalmeien gjæteren Dafnis. Kvierne tumlet sig kaate i dans paa de frodige enge. Ingen bar seieren hjem. De kunde ei finde sin mester. }}<noinclude> <references/></noinclude> 40dy64ru5mk65iqqhm6qepr3f622dt1 104 142780 330876 330615 2026-08-16T19:55:00Z Kåre-Olav 25 :>; 330876 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>I dette digt befinder vi os utvilsomt paa øen Kos som paa denne tid har været et aandelig centrum i den helleniske verden. Der hørte filologen og digteren Filetas hjemme. Teokrit omtaler ham i dette digt med ærbødighet. Han har været grundlægger av en literær skole ser det ut til. Flere kjendte digtere har utdannet sig under hans veiledning, saaledes Aratos, Teokrits ven. Teokrit maa ha tilbragt længere tid paa øen; ellers kunde han ikke være saa lokalkjendt som han viser sig at være i dette digt. Han foreviger her mindet om en deilig dag. Sammen med to venner har han faat indbydelse fra to brødre, Frasidamos og Antigenes, til at feire høstfesten med dem paa deres gods. Tidlig om morgenen vandrer de tre venner fra byen i et festlig humør som skolegutter som er paa landtur. «Hver smaasten de sparker til paa veien, synger.» Teokrit kalder sig selv i digtet Simikidas. Da de omtrent er halvveis, træffer de en kjending som her skildres som gjæter og kaldes Lykidas. I virkeligheten har det været en samtidig digter. Han er fra Kreta og man har gjættet paa den kretiske digter Astakides som av Kallimakos prises i høie toner. Møtet er meget hjertelig, og de to digtere blir enige om at korte tiden med at foredra sine nyeste digte. Lykidas synger et ægte aleksandrinsk kjærlighetsdigt, og Simikidas et humoristisk digt, hvor ogsaa emnet er erotisk. Han faar Lykidas’ knortekjæp som belønning. Lykidas skilles fra de andre og tar ind paa en sidevei, medens de tre venner gaar videre til gaarden. Der blir de mottat med aapne arme og blir bænket paa bløte leier av siv og vinløv ute i haven. Verterne aapner en krukke av sin ædleste vin, en ren gudedrik. Bierne summer, cikaderne kvidrer, smaafuglene synger, duerne kurrer, modne epler og pærer drysser fra de bugnende trær. Det er en dag fremfor alle dage. Den som kunde opleve den engang til! {{nop}}<noinclude> <references/> {{liten blokk|4 — Teokrit.}}</noinclude> 03ufpult3mj4aa35g022u510qymzbeu 104 142782 330877 330617 2026-08-16T19:55:41Z Kåre-Olav 25 :>; 330877 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||51}}</noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| selv kunde kappes med dig. Vi gaar nu avsted til en høstfest; ti vi har venner som feirer idag en fest for Demeter, mænd som vil bringe et offer til tak; ti den høie gudinde fyldte med velmodent byg i rikelig maal deres lade. La os da nu, da vi følges paa vei, for at korte os tiden kappes i viser og sang. En kunde da glæde den anden. Selv er jeg ogsaa en musernes tolk. Som den ypperste sanger priser mig alle; men faa mig til selv at tro hvad de sier, er ikke let, ved Zevs; ti jeg tror ei jeg mestrer som sanger hverken den samiske skald Sikelidas eller Filetas. Paddekvæk kommer ei op mot græshoppers livlige kvidren.» Saaledes formet jeg klokt mine ord. Da lo han og svarte: «Denne min stav vil jeg gi dig, fordi du er helstøpt og ægte, rigtig et pragtskud som Zevs lot vokse i sandhetens have. Ti jeg kan ærgre mig grøn saavel naar en bygmester søker selvgod at reise et hus saa høit som en svimlende fjeldtop, som naar de galende haner i musernes bakgaard forgjæves kror sig og søker at maale sig med hin sanger fra Kios. Vel la os straks stemme i og hver av os synge en vise. Kjære Simikidas lyt nu til mig og hør om du liker denne min sang som jeg digtet fornys, da jeg gjætte paa fjeldet.» Maatte Agéanaks naa efter heldig seilas Mytilene, baade naar bukkene straaler i vest, mens søndenstorm jager skummende brott og Orion i havbrynet tor sine føtter, dersom han trofast vil mindes sin Lykidas, hvem Afrodite piner med sviende ild; ti jeg flammer av elskov til vennen. Klagende isfugl skal jevne paa sjø hver bølge og stanse storme fra syd og fra øst, som vælter op tangen fra dypet. Høiest blandt fugle den elskes av Nerevs’ blaaøide døtre og av enhver som maa søke sin fangst som fisker paa havet. Maatte nu alting gaa godt, naar Agéanaks agter at seile til Mytilene og maatte han trygt kunne ankre i havnen. Selv skal jeg kranse hin dag med duftende dild eller roser eller levkøier min isse, og hvilende bløtt paa min løibænk fremme ved ildstedet øse min vin fra Pteléa av bollen, medens min tjener skal riste en ret av bønner ved ilden. Alenhøit redes mig da et leie av duftende urter, liljer og kruset persille, og makelig henstrakt paa bænken skal jeg paa lykke og held for Agéanaks sætte til munden bægret og tømme det hvergang tilbunds, ja like til bærmen. Da skal av gjæterne to, en akarner og en fra Lykope, }}<noinclude> <references/></noinclude> 7cdfokdyldc4fb3igfp5yzrkbfc8aqg 104 142783 330878 330618 2026-08-16T19:56:28Z Kåre-Olav 25 o>ø 330878 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 52</noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| blæse paa fløite, mens Tityros søtt i sangen skal tolke hvorledes gjæteren Dafnis for Ksénia flammet i elskov og hvordan fjeldene led og ekene graat over vennen, alle de eker som gror langs bredden av elven Himéra, da han svandt hen som den smeltende sne paa Haimos og Atos eller paa fjeldet Rodópe og Kaukasus’ fjerneste tinder. Saa skal han synge en sang om hvorledes engang en gjæter levende stængtes ved husbondens vold i en rummelig kiste og hvordan bier fra engen kom ind i hans duftende fængsel bringende blomsternes deilige saft som næring til fangen, likesom sangens gudinde tilforn lot ham smake sin nektar. Pris dig lyksalig, Komatas; ti ''dig'' blev hin naade beskaaret. Du var jo den som blev stængt i den laasede kiste og matet aaret tilende av bier med honning fra vokskakens celler. Aa, om du nu hadde været blandt levendes tal, saa jeg kunde vogte paa fjeldet din flok av herlige gjeter og henrykt lytte til sangen, Komatas, du himmelske skald, mens du hvilte bløtt under ek eller pinje og kvad dine deiligste viser. Saaledes sang han og taug, og selv tok jeg derpaa til orde: «Lykidas, kjæreste ven, mangt ypperlig kvæde har nymfer lært ogsaa mig, naar jeg gjætte paa fjeld min flakkende bøling. Bedst av dem alle er dette mit digt, som jeg agter at synge netop til ære for dig. Saa lyt da, du musernes yndling:» Kjærlighetsguderne nøs og lovet Simikidas lykke. Stakkar, han længes til Myrto, som gjeterne længter mot vaaren, medens Arátos, hans kjæreste ven, av hele sit hjerte elsker en yngling. Aristis, en hædersmand gjæv, er mit vidne, han hvem selveste Foibos forvisst ei negtet at synge hist ved sin trefot til citarens klang. Han vet at Arátos brænder til margen i lidenskap het for en daarende yngling. Mægtige Pan som eier den yndige vang ved Homóle, før du hin deilige yngling frivillig i elskerens arme, enten det nu er Filinos han flammer for, eller en anden. Gjør du det, elskede Pan, skal aldrig arkadiske gutter ramme dig haardt med stinkende løk i sider og skuldre, hvergang det kniper med ofret, og kjøttet de faar, blir for litet. Men hvis du nu sier nei, skal du sove i nesler og klore hele din krop med negler tilblods i ulidelig kløe. Midtvinters skal du da bo paa edonernes snefjeld og dvæle nær ved den truende bjørn ved Hebros’ iskolde strømme. Blandt aitioperne ytterst mot syd skal du flakke ved sommer, }}<noinclude> <references/></noinclude> 58s8zbrocsz8j1hsk123mw9pb96rvzx 104 142784 330879 330619 2026-08-16T19:57:35Z Kåre-Olav 25 rettelse: jeg > jer 330879 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||53}}</noinclude>{{ppoem|start=follow|end=close| fjernt under blemyerfjeldet, hvor Nilen ei endnu er synlig. Hør mig, I kjærlighetsguder med kinder som rødmende epler, skynd {{rettelse|jeg|jer}} fra Hyetisbækken og Byblis’ kjølige kilde, skynd jer fra Oikus, hin by hvor Dióne med lokkerne gyldne dvæler saa gjerne, og ram med jer pil den skjønne Filinos. Træf ham, fordi han er slem mot min ven og ikke har medynk. Sandelig er han jo nu mer moden end fuldmoden pære. Kvinderne sier jo alt: «Forbi er din blomstring, Filinos!» La os ei længer, Arátos, staa vagt ved hans dør og forgjæves slite paa saaler og føtter. La hanen ved gry, naar den galer, unde en anden at staa og fryse sig stiv, mens han venter. Overlat, kjære, den brysomme sport til Molon alene. Vi burde slaa os til ro med en gammelklok kvinde i huset, en som kan mane al styggedom bort ved at spytte i barmen. Endt var min sang. Da lo han som før, og med smilende aasyn skjænket han mig sin stav som en gave fra sangens gudinder. Derefter tok han tilvenstre paa veien som fører til Pyksa, medens jeg selv og Evkritos gik med den brave Amyntas til Frasimados’ gaard og strakte os glade paa leier redet paa marken av mykeste siv og nyrispet vinløv. Popler og almetrær svaiet og svang de viftende grener over vort hoved. En rislende bæk fløt tæt ved vort leie speilklar forbi med sit hellige vand fra nymfernes grotte. Solbrændte græshopper sat paa skyggende kvister og jublet lystig omkap. Hist kvækket en frosk fra bjørnebærkrattet. Lerker og stillidser kvidret og sang, og duerne kurret. Bierne summet i gyldenbrun sværm om de kjølige kilder. Alting var mættet med duft av sommerens deiligste frugter. Pærerne løsnet og faldt ved vor fot, og saftige epler drysset fra træerne om os, mens bugnende plommetrær sænket tunge av frugt sine grene og bøide dem like til jorden. Fireaarsgammel var krukken med vin, som vi aapnet og tømte. Nymfer, I fagre, hvis hjem er Parnás ved den klare Kastale, tror I at oldingen Keiron har stillet saa liflig en bolle frem, da Herakles var gjest i Folos’ grotte i fjeldet? Smakte den likesaa deilig den drik som fik Polyfemos, trollet som gjætte sin buskap ved Anaposelven og kastet fjeldtopper efter et skib, til at danse saa lystig i kveen? Var den saa liflig som den, I nymfer, med vand fra jer kilde blandet ved Demeters alter? Aa maatte jeg atter faa fæste skovlen i dynger av korn, og maatte hun smile og bære valmuer røde og bundter av aks i de gavmilde hænder! }}<noinclude> <references/></noinclude> g8c897q7grn6073w9jlypzvg129zf9m 104 142797 330880 330632 2026-08-16T19:58:19Z Kåre-Olav 25 ocr-feil 330880 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|FRUERNE PAA ADONISFESTEN}}}} {{ppoem|start=open|end=stanza| {person} <> {{sperret|Gorgo}} {{liten|(til tjenestepiken).}} Hør, er Praksinoa hjemme? {person} <> {{sperret|Praksinoa}} {{liten|(fra stuen).}} +3> Ja, kjæreste Gorgo, her er jeg. Tænk at du endelig kom. {{liten|(Til piken).}} Hør, Evnoa, sæt frem for fruen stolen og læg paa en pute. {person} <> {{sperret|Gorgo}}. +3> Jeg takker saa meget. {person} <> {{sperret|Praksinoa}}. +3> Ta plass da! {person} <> {{sperret|Gorgo}}. Aa, Praksinoa! Nei for et stræv! Knapt bjerget jeg livet midt i de myldrende masser av folk og rækker av vogner. Trampende støvler paa gater og torv. Overalt uniformer! Ja, og saa tungvindt og langt som det er! Rent avsides bor du. {person} <> {{sperret|Praksinoa}}. Ja, denne tullingen ligner sig selv. Der gik han og kjøpte her, langt pokker ivold et hundehul. Hus er det ikke. Bare paa trods for at skille os to. Av pureste ondskap. {person} <> {{sperret|Gorgo}}. Si ikke slikt om Dinon, din mand, naar barnet er inde! Se paa ham, kjære! Nei se hvor han stirrer dig op i dit ansigt. Hys, Zopyrion, søteste barn! Hun mener ei papa. {person} <> {{sperret|Praksinoa}}. Ja, ved Persefone! veslegut skjønner det. }}<noinclude> <references/></noinclude> idicc99mkpnw6tmmfrdhic1l8i12b9g 104 142799 330871 330634 2026-08-16T19:50:44Z Kåre-Olav 25 -v 330871 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{ppoem|start=stanza|end=stanza| {person} <> {{sperret|Gorgo}}. Aa Praksinoa! Nei hvor yndig den staskjolen klær dig! Folderne falder saa bløtt. Hvad koster det tøi dig fra væven? {person} <> {{sperret|Praksinoa}}. Gorgo, tal ikke om det! To hundrede drakmer, ja mere! Se for et vanskelig mønster! Jeg vævet mig næsten til døde. {person} <> {{sperret|Gorgo}}. Ja, men saa fik du det slik som du ønsket det. {person} <> {{sperret|Praksinoa}} >> Ja, kan saa være. ::{forkl} (Til piken). Hent mig mantillen og hjælp mig at fæste min hat saa den klær mig! ::{forkl} (Til barnet). Lillegut, dig kan jeg ikke ta med. Uf, hestene biter. skrik du saa meget du lyster. Jeg vil ikke se dig som krøbling. La os saa gaa! Du Frygia, ta den lille og stag ham! Kald ind hunden! Husk paa at lukke vor gaardsport forsvarlig! {forkl} <> (Paa gaten). Godeste gud, for en trængsel! Hvor skal det bli mulig at komme frem gjennem al denne pøbel? De kryr og myldrer som myrer. Mangt har du sandelig gjort som er herlig og skjønt, Ptolemaios, siden din far gik til himlen. En lømmel vi møter, tør aldrig gaa os for nær paa aigypternes vis og gjøre sig ekkel, slik som de før kunde drive sit spil, de durkdrevne slyngler. Vrangt som et fikentræs ved er det skøierpak, en som den anden. Gorgo da! Nei, hvordan gaar det os nu? Se, hestene kommer! Kongens beridere er det. Aa ven, rid mig ei overende! Se hvor den brune er vild! Der steilet den! Evnoa, pas dig, vaagsomme tøs! Kom dig væk! Du skal se at den dræper sin rytter. Aa, jeg er inderlig glad at jeg nu lot den lille bli hjemme. }}<noinclude> <references/></noinclude> l38750m7ma7ph2u8243ojafn73uv4iv 104 142801 330872 330636 2026-08-16T19:51:49Z Kåre-Olav 25 høyrestilt 330872 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{ppoem|start=stanza|end=stanza| {person} <> {{sperret|Den fremmede}}. >> Jeg kan ikke for det, men jeg skal gjøre mit bedste. {person} <> {{sperret|Praksinoa}}. >> Saa tæt de staar pakket. De trænger ind paa hverandre som svin. {person} <> {{sperret|Den fremmede}}. +3> Mot frue! Vi er paa det tørre. {person} <> {{sperret|Praksinoa}}. Maatte du, ven, for din omsorg for os baade nu og ad aare altid ha dit paa det tørre. {{liten|(Til Gorgo).}} En hædersmand var han og hjelpsom. Evnoa sitter i klemmen. Bruk kræfterne, tosse! Se saa da! Alle er inde, som brudgommen sa, da han laaste for bruden. {person} <> {{sperret|Gorgo}} {{liten|(inde i salen).}} Kom Praksinoa! Se først her paa de mønstrede tæpper! Se, hvor fint og hvor smukt! Det tøi maa gudinder ha vævet. {person} <> {{sperret|Praksinoa}}. Hellige guddom Atene, ja, hvem kan ha vævet de tæpper? Hvad for en maler har tegnet saa smukt, saa rent ut livagtig. Nei, hvor naturlig figurene staar. Man formelig synes at de bevæger sig fulde av liv og ikke er vævet. Menneskekløkt kan dog drive det vidt. Han selv du, hvor deilig ligger han ikke paa baaren av sølv med dunet paa kinden? Trefold elskte Adonis, som endog blir elsket i Hades. {person} <> {{sperret|En fremmed}}. Stans dog, tossede gjæs, jer snadren som aldrig tar ende. Slike kan rent plage livet av folk, saa bredt som de snakker. {person} <> {{sperret|Gorgo}}. Nei, hvad er det for en fyr? Hvad rager det dig at vi snakker? Dem du har kjøpt, kan du hundse, men ei syrakusiske damer. Endnu en ting bør du vite: Korint er fra gammelt vort hjemsted, som det Bellérofons var. Det er peloponnesisk vi taler. Dorerne maa vel faa lov, skal jeg tro, til at tale sit dorisk. }}<noinclude> <references/></noinclude> ivd710g2y2y5zr89pxkcov2436xztct 104 142802 330881 330637 2026-08-16T19:58:53Z Kåre-Olav 25 e>o 330881 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||71}}</noinclude>{{ppoem|start=stanza|end=follow| {person} <> {{sperret|Praksinoa}}. Søte Perséfone, maatte ei den vorde født som kan byde over os uten den ene. {{liten|(Til den fremmede).}} Dit brød blir det sidste jeg nyter. {person} <> {{sperret|Gorgo}}. Stille Praksinoa! Hys, Adonishymnen begynder. Sangersken kan sine ting. Hun er datter av argiverinden. Ogsaa ved klagesangen ifjor var det hun som var flinkest. Deilig blir sangen forvisst. Se hvor smægtende yndig hun neier! {person} <> {{sperret|Sangerinden}}. Mægtige, du som kan leke med guld, Afrodite, du fagre! du som har Golgoi saa kjær og Idalions tempel og Eryks. Aarstidsgudinderne bringer dig her paa dunbløte føtter atter Adonis tilbake fra Akerons evige strømme nu efter maaneder tolv. Vel skrider de langsomst blandt guder; stedse dog menneskers stundende slegt sine gaver de bringer. Kypriske guddom, Diones barn! Efter menneskers frasagn skjænket du jo Berenike et liv blandt evige guder, da du i kvindebarm dryppet den drik som skjermer mot døden. Dig til behag, du guddom med talløse navne og templer, vier Arsinoe nu, Berenikes barn, til Adonis alt hvad der findes av skjønt, selv Hélenas like i skjønhet. Gaver av træernes ædleste frugt som høsten har modnet, kurver av sølv med det deiligste flor av havernes blomster, flasker av pureste guld med duftende syriske salver, alt det deiligste bakverk som kvindehaand kunstfærdig former, blandende melet det hvite med saft av alleslags blomster, kaker av lifligste honning og stekt i den fineste olje, formet som vingede fugler og dyr, blir bragt ham som offer. Bløtt av det frodigste grønt er flettet en skyggende grotte. Over den flagrer i lekende flok smaa kjærlighetsguder, ret som naar nattergalunger i træernes vuggende kroner flakser fra kvist til kvist for at prøve de voksende vinger. Natsorte ibenholt! Blinkende guld! I elfenben skaaret løftes paa ørnevinger til Zevs den barnlige mundskjænk. Oventil tæpper av purpur saa bløte som blideste slummer, lovprist av vævernes ypperste mænd fra Miletos og Samos. Men for den skjønne Adonis er redet et leie ved siden. Hist hviler Kypris og her hendes brudgom Adonis med arme farvet i rosernes stænk. Han saa ei den nittende sommer. }}<noinclude> <references/></noinclude> fwiwqec8qjl3xvewx2w1wvn91qh9a2g 104 142805 330870 330837 2026-08-16T19:50:11Z Kåre-Olav 25 :>; 330870 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 74</noinclude>uttrykker sin beundring for dem. Men hos Teokrit er dette bare en episode i den livfulde skildring og avbrytes av den stemningsfulde hymne til Adonis. Hos Herondas er det hovedtemaet som varieres i det vide og brede og byr paa mange gode enkeltheter, men i længden virker trættende. I begge digt er der en tjenestepike som faar skjænd; men hos Teokrit er der noget godmodig over fruens skjændepræken, medens den hos Herondas er brutal. Over Teokrits skildring er der et forfriskende humor, Herondas karrikerer og virker lavkomisk. Teokrit fremlokker smilet, Herondas appellerer til latteren. Det er forstaaelig at man i glæden over det nye fund tildels værdsatte det høiere end det fortjente. I 1891 var jo naturalismen endnu omtrent eneraadende i den moderne digtning, og her hadde man fundet en antik digter, som utvilsomt hadde hyldet naturalismens evangelium. Der fandtes kritikere som stillet Herondas over Teokrit og fremstillet forholdet mellem dem som en motsætning mellem natur og kunst. Det nytter jo litet at disputere om smag og behag; men i hvert fald beror det paa en misforstaaelse, naar man vil ta naturen med i en sammenligning. Natur og naturalisme kan aldrig falde sammen. I alle tilfælder hvor naturen sees og fremstilles gjennem den menneskelige opfatning som mellemled, maa fremstillingen bli kunst, og denne kunst faar sit præg av maaten hvorpaa emnet opfattes. Det er ikke sikkert at gjengivelsen blir mere tro fordi den holder sig væsentlig til utvortesheter som er gjenstand for rent ytre iagttagelse, og end mindre sikkert at topmaalet av naturlighet naaes ved at fremstille særlig det stygge og frastøtende. Paa dette omraade kan man bli virtuos men sjelden kunstner. Til indholdet svarer hos Herondas den metriske form. Hans digte er skrevet i jambiske trimetre, et versemaal som hører hjemme i dialogen i de antike skuespil, og som i en noget avændret form ogsaa er meget benyttet i nyere digtning f. eks. i Wessels Kierlighed uden Strømper: «Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer» er et regelret jambisk trimeter. Men vel at merke, hos Herondas er dette høitidelige versemaal lemlæstet idet han i sidste fot ikke bruker en jambe men en spondé eller troké. Gjennem de fem første føtter kjører man jevnt og makelig; men naar man kommer til sidste fot er det som om man maa humpe over en stor sten. Grækerne kaldte dette versemaal «de haltende jamber» og brukte det i spottedigte. Det er hos Herondas beregnet paa at forhøie den<noinclude> <references/></noinclude> 4wznvfnnywhy4sa0icgzv3euv3k07hk 104 142806 330882 330720 2026-08-16T19:59:15Z Kåre-Olav 25 y>g 330882 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||75}}</noinclude>komiske virkning. Naar man kommer til sidste fot, maa man trække pusten et øieblik før man sætter over hindringen. Naar der i den følgende prøve paa Herondas’ digtning ikke er gjort noget forsøk paa at gjengi denne eiendommelighet, er det først og fremst, fordi det vilde volde uforholdsmæssige vanskeligheter. Men det vilde heller ikke gjøre samme virkning i et moderne sprog, hvor verset bygges paa ordenes betoning, ikke paa stavelsernes længde som i de gamle sprog. Det oversatte digt er det tredje i rækken. En mor kommer til skolemesteren med sin søn, som er en ihærdig skulker, for at faa ham grundig avstraffet. Ogsaa her er karakterene med vilje fortegnet for at faa frem den komiske virkning. Men det er spørsmaal om ikke digteren har gjort for meget av det gode, ialfald for Metrotimes vedkommende. Gutten er slem og har vist fortjent sine pryl; men hans mor er slemmere. {{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} III HOS SKOLEMESTEREN {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{ppoem|start=open|end=follow| {person} <> {{sperret|Metrotime}}. {forkl} <> (Kommer ind i skolestuen med sin søn). Lampriskos, maatte muserne, de kjære ni la glæde stor og livsens fryd bli dig til del, saafremt du tar ham der og grundig flaar hans ryg, til guttens onde sjæl er ytterst i hans mund! Han har lagt huset øde for sin arme mor med spil om penger, for han har ei nok med terninger, Lampriskos. Det er værre ting han nu har tat sig for. Han kan vel neppe si i farten hvor hans lærer bor; men dit maa jeg hver tredivte med mynt, selv om jeg graater blod som Nannakos. Men vise andre slyngler vei til spillebulen, der hvor simpelt sjauerpak og rømte slaver holder til, det kan han godt. Hans stakkars tavle som jeg stryker over selv omhyggelig med voks hver maaned, ligger gjemt ved væggen bak et sengeben. Det hænder jo han ser paa den, som om den var et mørkets verk, }}<noinclude> <references/></noinclude> re1hefhm9bbgzpuyjvwf9pve8m67zks 104 142809 330883 330644 2026-08-16T20:00:20Z Kåre-Olav 25 e>o 330883 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{ppoem|start=stanza|end=stanza| {person} <> {{sperret|Metrotime}}. {{skjult|Aa mor, hvor mange slag?}}Saasandt jeg lever, gut, saa mange som kan ligge paa dit onde skind. {person} <> {{sperret|Kottalos}}. Hold op, Lampriskos! det er nok! {person} <> {{sperret|Lampriskos}}. >> Nei, hold du op med dine fantestreker straks. {person} <> {{sperret|Kottalos}}. >> Ved muserne! jeg gjør det aldrig mer, Lampriskos, aldrig mer. {person} <> {{sperret|Lampriskos}}. Det var da svært saa rap en tunge du har faat! Jeg sætter mundkurv paa dig, hvis du mukker mer. {person} <> {{sperret|Kottalos}}. Jeg tier jo; men kjære, slaa mig ei ihjel! {person} <> {{sperret|Lampriskos}}. Nu Kokkalos, nu kan I slippe ham. {person} <> {{sperret|Metrotime}}. +3> Nei, nei! Hold ikke op, men garv ham, indtil sol gaar ned! {person} <> {{sperret|Lampriskos}}. Nei, han er mere broket end en stripet snog. Men naar han sitter ved sin bok, skal knægten faa litt til, en bagatel, ja bare tyve slag, selv om han læser bedre da end Kleio selv. Se saa! Gaa bort og dyp i honning tungen din! }}<noinclude> <references/></noinclude> pqvsqcrvwdkewkpo4t4l2c3uqq52h6d 104 142811 330884 330685 2026-08-16T20:01:31Z Kåre-Olav 25 ordner celle 330884 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Anmerkninger.'''}}}} {| class="_anm" |- | ''Side 19.'' || {{sperret|Pan}} er skogenes og gjæternes gud. {{sperret|De himmelske sangmøer}} er de ni muser. {{sperret|Dafnis’ kvaler}}: Om gjæteren Dafnis gik der paa Sicilien mange sagn. Efter det som Teokrit følger var han en skjøn yngling, en mester i fløitespil og sang. Han vilde ikke la sig kue av Afrodite og Eros, og da han tilsidst blev grepet av kjærlighet, men ikke vilde gi sig over, tæredes han hen og døde. Han var alle gjæteres ideal. |- | ''Side 20.'' || {{sperret|Ogsaa en træbolle gir jeg}}. Den omstændelige beskrivelse av bollen minder om Homers berømte skildring av Akillevs’ skjold i Iliadens 18de sang. |- | || {{sperret|Bjørneklo}}: en plante hvis store, flikede blade spiller en stor rolle som dekorationsmotiv i antik og moderne kunst. |- | || {{sperret|Kalydon}}: by i Aitolien. Til den knytter sig sagnet om det kalydoniske vildsvin. |- | ''Side 21.'' || {{sperret|Peneios}}: elv i Tessalien. Den trange dal hvorigjennem den løper ut i havet, har til alle tider været berømt for sin skjønhet. |- | || {{sperret|Pindos}}: fjeld i Tessalien. {{sperret|Anapos}}: el{{rettelse|s|v}} paa Sicilien, ikke langt fra Syrakus. |- | || {{sperret|Akis}}: en elv som springer ut paa Ætna. |- | || {{sperret|Hermes}}: romernes Mercurius, gudernes budbringer, senere handelsmændenes skytsgud. Dafnis var efter sagnet hans søn. |- | || {{sperret|Priapos}}: frugtbarhetens gud. |- | || {{sperret|Gjæter for kvæg}}. Gjæterne for storfæ blev regnet som de fornemste. |- | || {{sperret|Moirerne}}: skjæbnegudinderne, som spinder hvert menneskes livstraad og klipper den av. |- | || {{sperret|Kypris}}: tilnavn til elskovsgudinden Afrodite, fordi hun særlig blev dyrket paa Kypros. |- | ''Side 22.'' || {{sperret|blir Dafnis en blygsel for Eros}}: mig har kjærlighetsguden, din søn, ikke kunnet beseire. |- | || {{sperret|Skal ei en gjæter}}: Han minder gudinden haanende om at den trojanske fyrstesøn Ankises, da han vogtet sit kvæg paa Ida, vandt hendes gunst. Ved ham blev hun mor til Æneas. |- | || Om {{sperret|Adonis}} se indledningen til 15de idyl. |- | || {{sperret|møt Diomedes paany}}: Det første møte var under kampene ved Troja, hvor Diomedes saaret gudinden i haanden (Iliadens 5te sang v. 336). |- | || {{sperret|Aretusa}}: kilde ved Syrakus. |- | || {{sperret|Tymbris}} er et ukjendt navn. |- | || {{sperret|Lykaios’ tinder}}: Alle de i det følgende forekemmende navn er knyttet til Arkadien, hver Pan særlig føler sig hjemme. |-<noinclude>|} <references/></noinclude> e0zlgw98dk50vz07q63y0dnqjst73yo 104 142812 330885 330827 2026-08-16T20:03:05Z Kåre-Olav 25 sperret 330885 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||81}} {| class="_anm"</noinclude>|- | || {{sperret|den hvirvlende strøm}}: til elven Styks i underverdenen. Der sat færgemanden Karon i sin baat og satte aanderne over til Hades’ rike. |- | ''Side 23.'' || {{sperret|Aigilos’ søteste fiken}}: Aigilos er skytsguden for den attiske bygd Aigila, som var berømt for sine ypperlige fikener. |- | || {{sperret|skjønnere end cikadens}}: cikade, en slags græshoppe, hvis kvidren tiltalte grækerne meget. Det ser man allerede hos Homer. |- | || {{sperret|Kissaita}} er den gjet som er stillet op som pris. |- | ''Side 25.'' || {{sperret|Selene}}: maanegudinden. Heksekunster skulde øves i maaneskin. |- | || {{sperret|Hekate}}: Trolddomsgudinden. Hun identificeres ofte med Artemis (Diana). |- | || {{sperret|Medeia}}: Kongedatteren fra Kolchis. {{sperret|Kirke}}: Solgudens datter som ved tryllekunster forvandlet Odyssevs’ ledsagere til svin. {{sperret|Perimede}}: som efter Homers utsagn kjendte alle de tryllemidler som jorden frembringer. |- | || {{sperret|Tryllefugl}}: Til et kobberhjul som senere blir nævnt, bandt man en levende fugl og dreiet hjulet rundt. Det skulde være et særlig kraftig tryllemiddel. |- | ''Side 26.'' || {{sperret|Myndos}}: en by paa sydvestsiden av Lilleasien. |- | || {{sperret|Testylis}}: hendes tjenestepike. |- | || {{sperret|Nu er gudinden ved korsveien}}. Hekate (Artemis) holdt efter folketroen særlig til paa korsveiene. Hundenes hyl varsler hendes ankomst. |- | || {{sperret|Ariadne}}: datter av kong Minos paa Kreta. Hun gav den attiske kongesøn Tesevs den traad som gjorde det mulig for ham at finde veien tilbake gjennem Labyrintens utallige kamre, da han hadde dræpt uhyret Minotaurus, som holdt til i det inderste rum. Hun fulgte Tesevs da han drog hjem til Aten; men han svek hende og lot hende tilbake paa øen Naksos i Ægæerhavet. Øen kaldes her Dia. |- | || {{sperret|Urten hippómanes}}: Man antok at den vakte ustyrlig elskov hos mennesker og dyr. |- | ''Side 27.'' || {{sperret|Hjem fra gymnasiet}}: Ingen græsk by var uten gymnasium. I de større byer var de pragtbygninger med en mængde sale, som grupperte sig om en stor aapen plads. Paa denne drev de unge mænd sine legemsøvelser, hopning, væddeløp, spydkastning, kastning med diskos, brytning og nævekamp. Deltagerne var nøkne, og blev før øvelserne begyndte, salvet med olje. I bygningene omkring pladsen var baderum og saler, hvor filosofer holdt foredrag. Gymnasierne var samlingssteder hvor gamle og unge daglig møtte op. |- | ''Side 28.'' || {{sperret|Dionysos’ kjærlighetsepler}}: At kaste epler til en var en kjærlighetserklæring. Dionysos (romernes Bacchus) var jo egentlig vinens gud; men ogsaa andre frugter var hans gaver. |- | || {{sperret|Herakles’ sølvhvite poppel}}: Da Herakles hadde øvet sin største bedrift og hentet Hades’ vakthund Kerberos op fra underverdenen, bar han en krans av sølvpoppelløv. Men Herakles er gymnasiernes skytsgud. Derfor bærer den unge mand en saadan krans, naar han kommer fra øvelserne. |- | || {{sperret|da blev I gjestet forvisst etc}}. Efter lystige {{bindestrek1|drik|drikkelag}}<noinclude>| |} — Teokrit. <references/></noinclude> o2z19yp5wgcptuz6v1gbeo5xhb6ykok 104 142813 330886 330820 2026-08-16T20:03:44Z Kåre-Olav 25 ó>ø 330886 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {| class="_anm" |-</noinclude>{{bindestrek2|kelag|drikkelag}} drog de unge ofte i flok og følge om i gaterne og øvet alskens spektakel. Det var efter et saadant lag at Alkibiades og hans kamerater skulde ha revet overende hermesstøtterne paa gatehjørnerne i Aten. Det blev for ham og for Aten et skjæbnesvangert hærverk. |- | ''Side 29.'' || {{sperret|Hefaistos’ ild paa Liparas esse}}. Paa de lipariske øer nord for Sicilien er en vulkan som næsten altid er i virksomhet. I vulkanerne har smedeguden Hefaistos sine smier. |- | || {{sperret|den rosenarmede Eos}}: Eos er morgenrødens gudinde (Aurora). Hun kaldes hos Homer stadig «den rosenfingrede». Hun kjører ved daggry op fra havet med sit firspand eller stiger op paa sin guldstol i safranfarvet gevandt. Efter hende kommer solguden med sit fyrige firspand. |- | || {{sperret|sin doriske krukke med salve}}. Simaitas hus var blit som hans andet hjem. Der satte han sin salvekrukke, naar han kom fra gymnasiet, og der hentet han den igjen. Han var fra Myndos og altsaa en dorer. |- | || {{sperret|naar tyst hun tøiler sit firspand}}: Ogsaa nattens gudinde kjører over himlen med fire hester for sin vogn. |- | ''Side 31.'' || {{sperret|Der hvor fiskeren Olpis staar vakt}}. I Middelhavet kommer regelmæssig paa en bestemt aarstid store stimer av tunfisk ind til kysten. Paa fremspringende odder hadde man bygget vakttaarn, og fra dem blev det meldt naar stimene kom. |- | || {{sperret|et blad av elskovens urt}}. I teksten nævnes en bestemt plante; men navnet kan ikke tydes. Barn og ungdom gjør noget lignende hos os med syrenblade. Det gjælder at faa dem til at revne med et smeld. Hos grækerne var altsaa dette smeld et godt kjærlighetsvarsel. |- | || {{sperret|Øiet mit klør}}: ogsaa et varsel. |- | || {{sperret|Hippomenes}}: Han minder i det følgende om flere eksempler fra mytologien paa at utholdende elskere har beseiret den skjønnes motstand. Selv gudinder kan vindes. Ankises vandt Afrodite som her kaldes Kyterea, fordi hun hadde et berømt tempel paa øen Kytera. Endymion vandt maanegudinden Selenes gunst. Hun dysset ham i evig slummer og stiger hver nat ned for at kysse ham. Iasion blev elsket av gudinden Demeter. Kun de som er indviet i Demeters mysterier i Elevsis, faar vite alt om ham og hende. |- | ''Side 34''. || Alfeios, den største elv paa Peloponnes. Ved dens bred laa Olympia. |- | || {{sperret|Milon}}, berømt atlet som forresten levet 200 aar før Teokrit. Om ham fortælles at han bar en fireaarig okse over festpladsen i Olympia. Han skal ogsaa ha været en vældig storæter. |- | || {{sperret|en krukke med olje}}: Man kjæmpet naken og smurte sig før kampen grundig ind med olje. Før kampen kastet motstanderne sand paa hinanden. Derfor tar Aigon med en skovl. |- | || {{sperret|Polydevkes}}, søn av Zevs og tvillingbror til Kastor. Sagnet skildrer ham som en vældig nævefægter. |- | || {{sperret|Likesaa godt kunde Milon}}: Du steller bølingen saa daarlig, at den i hvert fald kreperer, før Aigon kommer hjem. |- | || {{sperret|Aisaroselven og Latymnos}} i nærheten av Kroton. Det sidste maa ha været et skogbevokset fjeld. |- | || {{sperret|Lampriadas’ landsmænd}}. Hver bygd hadde sin stamheros. Lampriadas har han formodentlig hett i Battos’ hjembygd. |-<noinclude>|} <references/></noinclude> 4slhy1btq67dg7izfgmiyywxuwys8th 104 142814 330887 330649 2026-08-16T20:04:16Z Kåre-Olav 25 +ls 330887 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||83}} {| class="_anm"</noinclude>|- | ''Side 36.'' || {{sperret|paa reisen til Pisa}}: Like ved festpladsen i Olympia laa i gammel tid byen Pisa som blev ødelagt og ikke gjenopbygget. |- | || {{sperret|Glavke og Pyrros}}, berømte tonekunstnere fra en ældre tid. |- | || {{sperret|Lakinionsis forbjerg}} sydøst for Kroton. Der laa et av Heras mest berømte templer. |- | || {{sperret|Kymaita}} er en ko. |- | ''Side 37.'' || {{sperret|Satyrerne}} som fulgte guden Dionysos og faunerne i Pans følge var elskovssyke væsener. De sidste fremstilles i kunsten, likesom Pan, med bukkeføtter. |- | ''Side 40.'' || {{sperret|frugttunge kongler}}: Frøene i pinjekenglen er store som bønner. De er spiselige. |- | ''Side 41.'' || {{sperret|gid Lykopas kom}}: saa kunde han være dommer. |- | || {{sperret|I Turioi bor han}}: Den græske koloni Sybaris i Syditalien var paa Teokrits tid forlængst ødelagt efter en krig med nahobyen Kroton. Paa Sybaris’ tomt anla senere Atenerne en koloni Turioi. Formodentlig har en eller anden landsby fremdeles bevart den gamle storbys navn. |- | ''Side 42.'' || {{sperret|vi har jo hans fest med det første}}. I teksten staar Karneerfesten, Apollons hovedfest. |- | || {{sperret|nypetoernbusker}}: I det følgende nævnes busker og planter som tildels ikke vokser hos os og derfor ikke har norske navn. Fálaros og Kónaros er navn paa saubukker, Kinaita navn paa en sau. |- | ''Side 43.'' || {{sperret|Praksiteles}}: en berømt græsk billedhugger. Ved utgravningene i Olympia fandt man for en menneskealder siden hans berømte Hermesstatue. Gjengivelser av den findes nu i en mangfoldighet av norske hjem. |- | ''Side 44.'' || {{sperret|pluk strandløk til fyr’en}}. Baade strandløken og den i det falgende nævnte rot skulde virke avførende og altsaa hjælpe paa humøret. |- | || {{sperret|Himera og Kratis}} maa være smaa elver i Syditalien. Likesaa Sybaritis. |- | || {{sperret|blandt rødmende jordbær}}: egentlig staar der «under jordbærtrær.» I Italien vokser nemlig en busk med bær som minder om jordbær. Busken er meget søkt av gjeterne. |- | ''Side 45.'' || {{sperret|for hun trak mig ikke i ørene}}: Egentlig burde hun ha tat ham i begge ørene og trukket ham til sig. |- | || {{sperret|Ja maatte Komatas bli omskapt til en Melantios}}. Melantios var gjæter hos Odyssevs, men svek ham og turet sammen med Penelopes friere. Da Odyssevs endelig kom tilbake, led Melantios en pinefuld død. |- | ''Side 47.'' || {{sperret|Maatte Telemos, han som har spaadd mig saa ilde}}: Han hadde spaadd at han skulde bli blindet av Odyssevs. |- | ''Side 48.'' || {{sperret|Marmoret fra øen Paros}} i Ægæerhavet var hvitere end noget andet. |- | ''Side 51.'' || {{sperret|naar de galende haner i musernes bakgaard}}: naar digtere av tredje rang vil kappes med Homer. Øen Kios ved Lilleasiens kyst gjorde fordring paa at være Homers fødested. |- | || {{sperret|Bukkene}}: Det er tre stjerner i nærheten av Capella. I oktober staar de tidlig om morgenen høit paa vesthimlen. I november holder Orion paa at gaa ned naar morgenen gryr. I begge disse maaneder maa man vente høststorme. |-<noinclude>|} <references/></noinclude> 8otj03zbllv55h6ap5qdnw2fwzapee4 330888 330887 2026-08-16T20:05:02Z Kåre-Olav 25 e>o 330888 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||83}} {| class="_anm"</noinclude>|- | ''Side 36.'' || {{sperret|paa reisen til Pisa}}: Like ved festpladsen i Olympia laa i gammel tid byen Pisa som blev ødelagt og ikke gjenopbygget. |- | || {{sperret|Glavke og Pyrros}}, berømte tonekunstnere fra en ældre tid. |- | || {{sperret|Lakinionsis forbjerg}} sydøst for Kroton. Der laa et av Heras mest berømte templer. |- | || {{sperret|Kymaita}} er en ko. |- | ''Side 37.'' || {{sperret|Satyrerne}} som fulgte guden Dionysos og faunerne i Pans følge var elskovssyke væsener. De sidste fremstilles i kunsten, likesom Pan, med bukkeføtter. |- | ''Side 40.'' || {{sperret|frugttunge kongler}}: Frøene i pinjekonglen er store som bønner. De er spiselige. |- | ''Side 41.'' || {{sperret|gid Lykopas kom}}: saa kunde han være dommer. |- | || {{sperret|I Turioi bor han}}: Den græske koloni Sybaris i Syditalien var paa Teokrits tid forlængst ødelagt efter en krig med nabobyen Kroton. Paa Sybaris’ tomt anla senere Atenerne en koloni Turioi. Formodentlig har en eller anden landsby fremdeles bevart den gamle storbys navn. |- | ''Side 42.'' || {{sperret|vi har jo hans fest med det første}}. I teksten staar Karneerfesten, Apollons hovedfest. |- | || {{sperret|nypetornbusker}}: I det følgende nævnes busker og planter som tildels ikke vokser hos os og derfor ikke har norske navn. Fálaros og Kónaros er navn paa saubukker, Kinaita navn paa en sau. |- | ''Side 43.'' || {{sperret|Praksiteles}}: en berømt græsk billedhugger. Ved utgravningene i Olympia fandt man for en menneskealder siden hans berømte Hermesstatue. Gjengivelser av den findes nu i en mangfoldighet av norske hjem. |- | ''Side 44.'' || {{sperret|pluk strandløk til fyr’en}}. Baade strandløken og den i det følgende nævnte rot skulde virke avførende og altsaa hjælpe paa humøret. |- | || {{sperret|Himera og Kratis}} maa være smaa elver i Syditalien. Likesaa Sybaritis. |- | || {{sperret|blandt rødmende jordbær}}: egentlig staar der «under jordbærtrær.» I Italien vokser nemlig en busk med bær som minder om jordbær. Busken er meget søkt av gjeterne. |- | ''Side 45.'' || {{sperret|for hun trak mig ikke i ørene}}: Egentlig burde hun ha tat ham i begge ørene og trukket ham til sig. |- | || {{sperret|Ja maatte Komatas bli omskapt til en Melantios}}. Melantios var gjæter hos Odyssevs, men svek ham og turet sammen med Penelopes friere. Da Odyssevs endelig kom tilbake, led Melantios en pinefuld død. |- | ''Side 47.'' || {{sperret|Maatte Telemos, han som har spaadd mig saa ilde}}: Han hadde spaadd at han skulde bli blindet av Odyssevs. |- | ''Side 48.'' || {{sperret|Marmoret fra øen Paros}} i Ægæerhavet var hvitere end noget andet. |- | ''Side 51.'' || {{sperret|naar de galende haner i musernes bakgaard}}: naar digtere av tredje rang vil kappes med Homer. Øen Kios ved Lilleasiens kyst gjorde fordring paa at være Homers fødested. |- | || {{sperret|Bukkene}}: Det er tre stjerner i nærheten av Capella. I oktober staar de tidlig om morgenen høit paa vesthimlen. I november holder Orion paa at gaa ned naar morgenen gryr. I begge disse maaneder maa man vente høststorme. |-<noinclude>|} <references/></noinclude> d2noi031n86hhfvg9palmex789cnrd8 104 142815 330889 330683 2026-08-16T20:05:53Z Kåre-Olav 25 k>s 330889 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 84 {| class="_anm"</noinclude>|- | || {{sperret|Klagende isfugl}}. Isfuglen var engang en dronning, datter av vindguden Aiolos. Av Zevs blev hun forvandlet til en fugl. I den tid hun ruger, lar vindguden stormene hvile. |- | || {{sperret|Nerevs’ blaaøide døtre}}: Nereiderne, havets nymfer. |- | || {{sperret|en akarner}}: fra Attika. {{sperret|Lykope}}: by i Aitolien. Her hentydes kanske til to samtidige digtere. |- | ''Side 52.'' || {{sperret|Himera}}: her er det en elv paa Sicilien. |- | || {{sperret|Haimos}}: det nuværende Balkan. |- | || {{sperret|Rodope}}: fjeldkjæde i det vestlige Trakien. |- | || Sagnet om sangeren som av sin mægtige fiende blev laaset inde i en kiste og et helt aar matet av bierne, kjender vi ogsaa fra en anden forfatter. Det hører hjemme i Syditalien. |- | || {{sperret|Kjærlighetsguderne nøs}}: Naar en nyste var det et godt varsel. |- | || {{sperret|selveste Foibos}}: Apollon vilde la ham synge i sit helligste tempel i Delfi ved trefoten som Pytia sat paa naar hun forkyndte gudens orakelsvar. |- | || {{sperret|Homole}}: fjeld i Tessalien. |- | || {{sperret|ramme dig haardt med stinkende løk}}: Naar man ofret til Pan, fik smaaguttene smake paa kjøttet. Var det smaat med offeret, lot de sin ærgrelse gaa ut over guden og kastet løk paa hans billedstøtte. |- | || {{sperret|Edonerne}} i Trakien. {{sperret|Hebros}} er Maritza, den største elv i Trakien. |- | ''Side 53.'' || {{sperret|Blemyerfjeldet}}. Blemyerne skulde være et folk som bodde søndenfor Nilens kilder. |- | || {{sperret|Hyetisbækken og Byblis}}: begge i nærheten av Milet, den største græske koloni i Lilleasien. |- | || {{sperret|Oikus}} i Karien med et berømt tempel for Afrodite. Dione er Afrodites mor; men her er navnet brukt om Afrodite selv. |- | || {{sperret|Molon}} har altsaa været en medbeiler. |- | || {{sperret|Keiron og Folos}} var begge kentaurer, væsener med hestekrop men fra navlen opover var de skapt som mennesker. Folos hadde av selve vinguden Dionysos faat et fat vin til foræring. Da Herakles kom til ham, blev denne vin sat frem. |- | || {{sperret|Polyfemos}}. Den vin som han fik av Odyssevs, var vidunderlig fin. Da han var blindet av Odyssevs og blev haanet, da Odyssevs var kommet ombord paa sit skib, brøt han toppen av et fjeld og kastet efter skibet og hadde nær truffet det. |- | || {{sperret|Aa maatte jeg atter}}. Han ønsker at han atter maatte faa være med ved en høstfest, naar Demeter har git en velsignet høst. Hun fremstilles gjerne med en krans av aks. I den ene haand holder hun en fakkel og i den anden aks eller valmuer. |- | ''Side 56.'' || {{sperret|pieriske muser}}: Landskapet Pieria i det sydlige Makedonien ved foten av Olymp var et av musernes yndlingsopholdssteder. |- | || {{sperret|Tranen gaar helst efter plogen}}: likesom linerlen hos os for at finde larver. |- | || {{sperret|som gaver til elskovsgudinden}}: som viegaver i Afrodites tempel. |- | || {{sperret|Uff dette skjægget}}: Han mener at han er for gammel til at digte selv. |- | || {{sperret|Lityerses}} er et kjendt digternavn fra gammel tid. |-<noinclude>|} <references/></noinclude> to1cgxyh1yf3qmpze04q118w6tlc92r 104 142816 330890 330651 2026-08-16T20:06:51Z Kåre-Olav 25 +e 330890 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||85}} {| class="_anm"</noinclude>|- | || {{sperret|Demeter}}: akerdyrkningens gudinde. |- | ''Side 57.'' || {{sperret|Gutter, at leve som frosken}}: Høstfolkene tørster i heten og maa ofte hente vand. Han misunder frosken som lever i vandet. |- | || {{sperret|Griske forvalter}}: Forvalteren er saa gnieragtig at han deler ut maten i saa smaa stykker som mulig. |- | || {{sperret|ulønsomme kvæde}}. Hans elskovstanker sinker ham i arbeidet, saa han ikke gjør fyldest for daglønnen. |- | ''Side 59.'' || {{sperret|for at følge min mor}}: Hans mor var havnymfen Toosa, hans far havguden selv, Poseidon. |- | ''Side 62.'' || {{sperret|hin pytagoreer}}: hin filosof av Pytagoras’ skole. Filosofene haanes ofte for sit forsømte ydre. Mest bekjendt er Diogenes som bodde i en tønde. |- | || {{sperret|Saa du kanske en ulv}}: Overtroiske folk mente at man da kunde bli stum. Det infame i spørsmaalet ligger i at hendes nye elskedes navn Lykos betyder ulven. |- | ''Side 63.'' || {{sperret|om oksen som engang blev borte}}, og aldrig kom tilbake. |- | || {{sperret|Om mit haar er langt som en trakers}}: Allerede Homer taler om trakernes lange haar. |- | || {{sperret|haanet som Megaras mænd}}: Indbyggerne i byen Megara, Atens naboby, var selvgode nok til at spørre oraklet i Delfi om nogen var bedre end dem. De fik et nedslaaende svar. «Dere er ikke de tredje i rangen, ikke de fjerde og ikke de tolvte. Dere fortjener ikke at nævnes eller regnes med.» |- | || {{sperret|Jeg er ordsprogets mus, som smagte paa beket}}: og naturligvis ikke kunde komme løs. |- | ''Side 67.'' || Drakmen var omtrent 70 øre. |- | || Den regjerende konge var Ptolemaios med tilnavnet Filadelfos ɔ: den søsterkjære, fordi han egtet sin søster Arsinoe. |- | ''Side 68.'' || {{sperret|Paa aigypternes vis}}: Her menes de indfødte i motsætning til den herskende græske befolkning i byen. |- | ''Side 69.'' || {{sperret|Evtykis}}. Gorgo har altsaa ogsaa en slavinde med. |- | ''Side 70.'' || Han selv ɔ: Adonis. I en slags løvhytte i salen er anbragt billeder av ham og Afrodite paa sølvbaarer. {{sperret|Korint er fra gammelt etc}}. Syrakus var en koloni fra Korint. {{sperret|Bellerofon}}: korintisk sagnhelt som utførte vældige bedrifter. |- | ''Side 71.'' || {{sperret|Akeron}} er en flod i underverdenen. |- | || {{sperret|Helena}}, den spartanske konge Menelaos’ dronning var datter av Zevs og den skjønneste av alle kvinder. Hun voldte trojanerkrigen, da hun lot sig bortføre av den trojanske prins Paris. |- | || {{sperret|den barnlige mundskjænk}} er Ganymedes som av Zevs’ ørn blev baaret til himlen og gjort til gudernes mundskjænk. |- | || {{sperret|Kypris}} kaldes Afrodite fordi hun særlig blev dyrket paa Kypros. |- | || I det følgende nævnes en række av fortidens helte, kjendt gjennem sange og sagn, særlig gjennem de homerske digte. |- | ''Side 75.'' || {{sperret|muserne, de kjære ni}}: Muserne var skolens skytsgudinder. Av digtets slutning synes at fremgaa at deres billeder tænkes opstillet i skolestuen. |- | || {{sperret|til guttens onde sjæl}}: til han næsten opgir aanden. |- | || {{sperret|med terninger}}: Græske barn lekte meget ivrig med ankelbenene av dyr, især av raadyr. De benyttedes omtrent som terninger. |-<noinclude>|} <references/></noinclude> brdr58irdt3kihsuwew9qwmlba3gtt4 104 142817 330891 330652 2026-08-16T20:07:08Z Kåre-Olav 25 -e 330891 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 86 {| class="_anm"</noinclude>|- | || {{sperret|hver tredivte}}: Den sidste dag i maaneden skal skolepengene betales. |- | || {{sperret|som Nannakos}}: Efter sagnet var han konge og forutsaa at syndfloden skulde komme og graat og klaget derfor bestandig. |- | || {{sperret|Hans stakkars tavle}}: Tavlen var av træ og besmurt med et tyndt vokslag. Man ridset bokstavene i vokset med en griffel av metal. |- | ''Side 76.'' || {{sperret|Apollon, du som jager}} maa ha været begyndelsesordene i et yndet deklamationsnumer. |- | || {{sperret|Det kan en fryger}}. Frygerne i Lilleasien var kjendt som raa og uvidende. |- | || {{sperret|gi ut oboler}}: Obolen var den mindste sølvmynt, omtrent 9 øre. |- | ''Side 77.'' || {{sperret|Evtias}} og de andre to har vel været større gutter. Vi har græske vasebilleder som illustrerer hvordan det gik for sig. En elev lægger synderens arme over sine skuldre, en anden løfter benene, saa han svæver utstrakt med ryggen op. Her vil skolemesteren for sikkerhets skyld ha en tredje med. |- | || {{sperret|som disse her}}: som de andre elever. |- | || {{sperret|røre mindste flis}}: Før har han stjaalet penger fra sin mor. |- | || Hvem Kottis er, kan vi ikke vite; kanske Lampriskos’ hustru. |- | ''Side 78.'' || {{sperret|end Kleio selv}}: Kleio var en av de ni muser, historiens muse. |- | || {{sperret|dyp i honning}}: Pas herefter paa din tunge! Lær dig at tale som Nestor i Iliaden, han fra hvis tunge talen strømmet søtere end honning. |- | ''Side 79.'' || {{sperret|med fotjern}}: De værste labaner blev altsaa belagt med fotjern, kanske forat de skulde lide den forsmædelse ikke at kunne være med i leken i friminuttene. |}<noinclude> <references/></noinclude> dqf94onb83o4amczd8i2yqi7wxyvczf 104 142904 330906 330811 2026-08-16T20:21:16Z Kåre-Olav 25 fjerner blank linje 330906 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|152}}</noinclude>varer paa bedste maade, blandt andet ved trykte cirkulærer; et saadant, og det paa rim, adresseret til min moder, har jeg fundet blandt nogle papirer, der laa efter hende. Jeg tager det med her, da det saa klart illustrerer, hvilken smaaby Kristiania var for halvhundrede aar siden: {{ppoem|style=font-size:83%| «Nu nærmer julen sig, nu skal der løbes Paa pusselanker smaa i byen om; Til hjertets kjære juleklap skal kjøbes, Og ingen krambod findes ganske tom Paa sager, som med smag jo kan anvendes Til juleskjænk, til nytaar comme étrennes! Men concurransen ak, er stor — og flere Der gives nu af kjøbmænd end ifjor. Tør derfor jeg min bod recommendere? Paa juleklap dens indhold er ret stor. Man assorteret er og prisen billig, Er De, min frue, blot til handel villig! En kjøbmand kjæmper for en existence, Hvis resultat chimærisk blive kan. Vil derfor De mit vel par preference, Saa følg mit vink og sæt derved istand Mig til ved Deres gunst at holdes oppe, Da glæder De i julen >> Peder Hoppe. }} Forfatteren er en dansk mand, der var kommen til Kristiania i begyndelsen af forrige aarhundrede og her oprettede en boghandel, hvormed var forbundet leiebibliotek og udsalg<noinclude> <references/></noinclude> 1padqrwgb4i9gfima9i3c8oos5dgquz 104 142923 330922 330855 2026-08-16T22:03:25Z Øystein Tvede 3938 330922 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og faaet til Svar: »Datter af den tapreste Mand i Hellas«. Demagetos troede ikke, at han kunde finde nogen taprere end Aristomenes, og bad om hans Datter. Hos denne sin Svigersøn blev Aristomenes boende til sin Død, altid optaget med at smede Planer mod Sparta. Da Døden endte hans daadrige Liv, reiste Rhodierne ham et prægtigt Gravmæle. De Messeniere, som blev tilbage i sit Land, blev undergivne Heloternes Vilkaar og maatte som Træler dyrke den Jordbund, hvis Herrer de havde været, i sit Ansigts Sved. Henved tohundrede Aar senere (464 f. Kr.) gjorde de et nyt Forsøg paa at afryste Aaget; men de opnaaede kun at faa det lagt end tungere paa sin Nakke. Epaminondas oprettede igjen den messeniske Stat i Aaret 369 f Kr. {{---}} {{c|{{stor|34. Den attiske Stat. Solon.}}}} {{--}} Attika udgjorde den østligste Del af Mellemgrækenland; dette Landskab, der knapt var 40 Kvadratmile stort, var rigt paa Naturskjønheder, men havde en karrig Jordbund; det var klippefuldt og grundlændt og kunde derfor ikke frembringe det for Behovet nødvendige Korn. Attikas ioniske Befolkning var saaledes nødt til at hente det manglende fra Udlandet. Forbindelsen med dette skede søværts, hvortil Befolkningen naturligen henvistes af Landets halvøformede Skikkelse og lange Kystlinje. Da Landets naturlige Rigdomme var faa, blev Kunstflid og Handel den<noinclude><references/></noinclude> 6g4iw0vbe8rey18szbrqmhf8irl68cx 104 142924 330923 330856 2026-08-16T22:06:11Z Øystein Tvede 3938 330923 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vindskibelige Befolknings vigtigste Erhvervskilder. Den Berøring med fremmede Folkeferd, hvori Handel og Søfart bragte Attikas Ionere, virkede i høi Grad udviklende og forædlende paa dem og gav dem i Forening med Arbeidet, som en karrig Natur paalagde dem, et friere Blik paa Livet end det, de ensidige Spartanere i sin Afsondrethed fra Omverdenen havde. Det vil derfor heller ikke undre os, at det er i denne Stat, at den helleniske Kultur naar sin høieste Blomstring; alle de ædle Egenskaber, hvormed Naturen saa rigt havde udrustet den helleniske Folkekarakter, naaede her sin skjønneste Udvikling, og det er derfor betegnende og fortjente Navne, der skjænkes Attikas berømte Hovedstad {{sp|Athen|æ}}, naar Forfatterne har kaldt den »Hellas' Øie« og »Hellas i Hellas«. Attikas Befolkning var allerede tidlig delt i fire Fyler (Stammer) og boede fra først af spredt i en Mængde smaa selvstændige Kommuner; disse skal efter Sagnet være blevne samlede til én Stat med Athen som Hovedstad af den ioniske Stammes berømteste Helt, Theseus (Stykke 20); ham tillægges ogsaa Folkets Inddeling i tre Stænder, Adel (Eupatrider), selveiende Jorddyrkere og Haandverkere uden Jordeiendom. Om Theseus' Efterfølgere har Sagnet meget lidet at fortelle, indtil vi et Par hundrede Aar senere møder Kodros (Side 168). Efter hans Død ophævedes Kongemagten under det Paaskud, at der ikke fandtes nogen, som var værdig til at efterfølge ham. I Kongens Sted satte Athenerne en {{sp|Archon|t}} (Styrer), som skulde høre til Kodros' Slegt, og hvis Embede var livsvarigt. Ved Archonten {{sp|Alkmæon|s}} Død i Aaret 752 blev det bestemt, at Archonterne skulde vælges paa ti Aar, og i Aaret 712, at de kunde vælges blandt alle adelige Familier i Athen. I 682 blev man enig om at vælge ni Archonter ad Gangen, hvis Magt kun skulde vare ét Aar. I den ældre attiske Stat var de adelige Eupatrider<noinclude><references/></noinclude> 5emauvcl1uyjy0sgbxu5d14nr5te48n 104 142925 330924 330857 2026-08-16T22:09:42Z Øystein Tvede 3938 330924 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Indehavere af alle Embeder, og de nyttede snart de Fordele, som denne Stilling bød dem, udelukkende i egne Interesser. Da de ikke var bundne af skrevne Love, dømte de ofte partisk og vilkaarlig. Da saagodtsom al Rigdom efterhaanden samledes paa Adelens Hænder, kom den øvrige Befolkning snart i Afhængighedsforhold til den, og den udsugede Almuen ved blodig Aager. Naar den fattige ikke længer kunde betale, kunde han gjøres til Træl og sælges tilligemed Kone og Børn. Antallet af de frie Selveiere aftog bestandig, idet Adelens store Brug slugte de mindre. Den tidligere Selveierbonde blev Leilænding og maatte betale lige til fem Sjettedele af Jordens Afkastning til Grundeieren. At saadanne Forhold maatte føde Bitterhed hos Almuen, var rimeligt, og tilsidst steg Folkets Misnøie i den Grad, at Eupatriderne blev nødte til at give Løfte om, at der for Fremtiden skulde dømmes efter en skreven Lov istedenfor efter Skik og Brug, forat Retten ikke længer skulde være Vilkaarligheden prisgiven. Archonten {{sp|Drako|n}} fik det Hverv at skrive Lovene (624 f. Kr.). Det var i det væsentlige kun de gamle Vedtægter, han skrev ned, og han foreslog ingen Forandring i Almuens politiske Vilkaar. Hans Love var saa strenge, at man sagde om dem, »at de var skrevne med Blod.« Selv for de mindste Forbrydelser satte han Døden; »thi selv for de mindste var Dødsstraffen ikke for haard«, skal han have sagt, »og for de større kunde han ikke finde nogen haardere«. Den drakoniske Lovgivning lægede saaledes ikke de Saar, hvoraf Staten led; Folkets Misnøie steg, og Staten sønderreves af Splid og Uro. Frelsen var dog ikke fjern; thi den Mand var allerede født, der skulde redde det rigt begavede Athenerfolk fra politisk Undergang. Denne Mand var Solon. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> pfipvxwph4g1md17xye5n08meqvls28 104 142926 330925 330858 2026-08-16T22:10:16Z Øystein Tvede 3938 330925 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{sp|Solo|n}} nedstammede fra Kodridernes gamle Kongefamilie. Hans Moder tilhørte Peisistratidernes mægtige Æt. I sin Ungdom var han Kjøbmand. Som saadan foretog han mange Reiser i Udlandet og erhvervede en temmelig betydelig Formue. Paa disse sine Reiser saa og lærte han meget. Solon var af en ren og ædel Tænkemaade, et velvilligt og muntert Gemyt, fuld af Kraft og Energi, stedse virksom til bedste for sit Fædreland, som han elskede over alt, og som han altid tjente med Uegennytte. Disse Egenskaber i Forbindelse med en klar Forstand og en ikke ringe digterisk Begavelse skaffede ham snart et Navn blandt hans Landsmænd. Den første Gang vi hører, at Solon optraadte offentlig, var i Aaret 604, da han fik sine Landsmænd til igjen at vinde {{sp|Salami|s}} tilbage. Denne Ø var bleven dem fratagen af deres Nabostat {{sp|Megar|a}}, og saa svækkede var Athens Kræfter, at det lille Megara Gang paa Gang kunde trodse dets Angreb. Athenerne blev tilslut saa trætte af den frugtesløse Kamp, at de aldeles opgav Haabet om igjen at vinde Øen tilbage og forbød under Dødsstraf endog at tale om dens Erobring. Den unge Slegt blev snart misfornøiet med dette Forbud; men ingen vovede at bryde det af Frygt for den strenge Straf. Da fandt Solon et Middel til at afvaske denne Piet paa Fædrelandets Krigerære. Han lod udsprede det Rygte, at han var bleven vanvittig, og at han af den Grund maatte holdes inde. Men en Dag kom han løbende gjennem Gaderne med en Hat paa Hovedet, som om han netop kom fra en Reise; thi det var kun paa Reiser, at Grækerne brugte Hatte. Mange Folk fulgte nysgjerrig efter ham, og da han kom til den offentlige Forsamlingsplads, steg han op paa den Sten, hvorfra Herolderne pleiede at tale til Folket, og fremsagde et Digt, som han havde forfattet og lært udenad. Det begyndte med følgende Vers:<noinclude><references/></noinclude> s2q0u9a7zdn0wc0ia95unqhpdxixxgf 104 142927 330926 330859 2026-08-16T22:14:33Z Øystein Tvede 3938 330926 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> <poem> {{liten|«Kommen er jeg som Bud fra Salamis' yndige Kyster, Ei for at tale, men kun for at bringe skjønt tonende Sange».}} </poem> Han foregav i Digtet, at han var bleven sendt som Herold til Salamis, at han nu var kommen tilbage og kunde berette sine Landsmænd om den deilige Ø, som de havde tabt, om Megarernes Haan og Overmod og om Salaminiernes billige Harme, fordi Athenerne havde svigtet dem. Skarpt stillede han Fortidens Berømmelse op imod den nuværende Nedværdigelse. Man hørte paa ham; det kunde ikke være saa farligt, han var jo vanvittig. Men hans Tale var saa indtrængende, hans Begeistring virkede saa smittende, at da han sluttede med de Ord: {{liten|»Op da, til Salamis hen for det yndige Øland at vinde!«}} tenkte Tilhørerne ikke længer paa det udstedte Forbud, men brød ud i høie Bifaldsraab. Med Begeistring blev der straks paa Stedet fattet Beslutning om at tage Øen tilbage, og Folket valgte Solon til Anfører. I den Krig, som nu opstod mellem Athen og Megara, gik Athen af med Seieren, og Salamis blev tagen tilbage. Men Megarerne opgav alligevel ikke Krigen; tilslut enedes dog begge Parter om at underkaste Sagen Spartanernes Voldgift. Efter at have hørt begges Grunde tilkjendte disse Athenerne Øen. Under denne Retsstrid skal Solon have lagt Homers Anseelse i Vegtskaalen til Fordel for Athenerne. Af Fortegnelsen i Iliaden over alle de Skibe, som var med i den troiske Krig, oplæste han nemlig for Retten de to Vers: <poem> {{liten|»Ajas var kommen med Skibe fra Salamis, tolv udi Tallet. Dem kværsatte han der, hvor Athenernes Skare sig stilled'.«}} </poem> Det sidste af disse Vers var efter hans Fienders Paastand uegte og skal være bleven indskudt af Solon ved denne Anledning.<noinclude><references/></noinclude> 2071lbtkah5c7t8a3901fu32zdk0zxf 104 142928 330927 330860 2026-08-16T22:17:28Z Øystein Tvede 3938 330927 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> I den haardnakkede Kamp mellem Adelen og Folkepartiet stillede Solon sig afgjort paa Folkets Side og søgte at bevæge sine Standsfeller til at opgive sine Forrettigheder og sætte en Grænse for sin Havesyge. I Tillid til Solons Retsind og pletfrie Karakter lod Adelen sig endelig bevæge til at give efter. I Aaret 594 f. Kr. valgtes Solon til første Archont med Fuldmagt til »at være Fredsstifter mellem Adelen og Folket og udstede de Love, som fandtes nødvendige i den Anledning«. Solons første Foranstaltning var at lette de utaalelige Byrder, som Gjeldsforholdet til Adelen lagde paa den fattige Befolkning. Til den Ende ophævede han først alle Gjeldsforpligtelser, hvorved Skyldneren havde sat sin Eiendom og sin egen Person i Pant for Gjelden; men han blev ikke staaende herved, han nedsatte ogsaa al anden Gjeld ved Indførelsen af en ny Myntfod. 100 Drachmer<ref>En Drachme var omtrent 66 Øre.</ref> af den nye Mynt, han lod præge, indeholdt nemlig ikke mere Sølv end omtrent 73 af den gamle; men desuagtet befalede Solon, at al Gjeld skulde betales med den nye Mynt, hvorved Skyldneren i Virkeligheden fik sin Gjeld nedsat med vel en Fjerdepart. Det siger sig derimod naturligvis selv, at den Gjeld, som stiftedes efter denne Lovs Udgivelse, blev at betale i den Mynt, hvorpaa den lød. De, som for Gjelds Skyld var blevne gjorte til Træler, blev givne fri uden Erstatning, og de, som var solgte ud af Landet, blev kjøbte igjen paa offentlig Bekostning. Ingen maatte for Fremtiden gjøres til Træl paa Grund af Gjeld. Da Solon ved Aarets Slutning fratraadte sit Embede, blev han af sine Venner bestormet med Bønner om at gjøre sig til Statens Eneherre (Tyran). Han nedstammede jo fra Kodros' gamle Kongehus, hvem Eupatriderne med<noinclude><references/></noinclude> n188qz5zrhrjztmivi7fmhy78piytl6 104 142929 330928 330862 2026-08-16T22:25:14Z Øystein Tvede 3938 330928 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Urette havde berøvet Magten. I Athens Nabostater Korinth, Sikyon og Megara saavelsom i andre helleniske Byer havde man Eksempler paa, hvorledes det kuede Folk havde rystet Adelens Aag af sin Nakke ved Hjælp af Tyranner, som derpaa havde udmerket sig ved en mild og klog Styrelse. Selv det delphiske Orakel skal i følgende Ord have opfordret ham til at gribe Tyranniet: <poem> {{liten|»Sæt dig i Midten af Skibet, med Fasthed Roret du styre, Mange af Borgerne rækker dig hjælpsom og villigen Haanden«.}} </poem> Under saadanne Omstændigheder vilde en anden Mand end Solon have fundet tilstrækkelige Grunde til at række Haanden ud efter Enevældet. Men denne tilbageviste rolig alle Anmodninger. Han var for storsindet til at ville slutte sit dyrebare Fædreland i Tyranniets Lænker. Han foretrak at sikre det attiske Folk en fri Forfatning, et frit Selvstyre. Og Attika har høstet de rigeste Frugter af denne hans Sjælsstorhed. Solon indsaa, at Lettelsen af de trykkende Gjeldsforhold alene ikke kunde skjænke Staten betryggende Ro; de lavere Klasser maatte der ogsaa sikres en politisk Magt. For at fjerne Adelens Forrettigheder, der kun var grundede paa Fødsel, ophævede han Theseus' Stænderinddeling, medens han lod de gamle Fyler bestaa, og foretog derpaa en ny Deling af Folket efter Formuen. Hans Grundsætning var: jo større Formue, desto større Forpligtelser; jo større Forpligtelser, des større Rettigheder. I den Hensigt delte han hele det attiske Borgerskab i fire Klasser. Til første Klasse hørte de rigeste, som hvert Aar havde i ren Indtægt af sine Grundeiendomme mindst 500 Medimner<ref>En Medimnos er 52½ Liter eller 54½ Pot.</ref> Byg eller en tilsvarende Mængde Olje og Vin. En Medimnos Byg regnedes paa Solons Tid i<noinclude><references/></noinclude> t6i1sftujo2otbz12o12hhz3frx0ng0 104 142930 330863 2026-08-16T12:28:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330863 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Værdi lige med en Drachme eller et Faar<ref>To hundrede Aar senere kostede en Medimnos Byg lige til seks Drachmer og et Faar ti til tolv.</ref>. Den anden Klasse kaldtes {{sp|Ridder|e}} og bestod af de Borgere, hvis Indtægter beløb sig til mellem 300 og 500 Medimner. Tredje Klasse, {{sp|Zeugitern|e}}, d. e. Tospænderne, bestod af dem, som havde en Indtægt af mellem 150 og 300 Medimner; de havde sit Navn deraf, at de eiede saa stort Jordstykke, at de idetmindste kunde holde et Par Okser eller Muldyr. De, hvis Indtægter af deres Jordeiendomme udgjorde mindre end 150 Medimner, eller som ingen Jord besad, hørte til fjerde Klasse, som kaldtes {{sp|Thete|r}} eller Daglønnere, fordi Flertallet i denne Klasse bestod af saadanne. Ved denne Inddeling var der altsaa kun tåget Hensyn til Indtægt af Landeiendom; efter Solons Overbevisning var nemlig Grundeiendom det solideste Grundlag for Ordningen af Borgersamfundet. Han saa i Selveierstanden Statens konservative Element, og foråt denne stedse skulde være talrig, udgav han en Lov, der fastsatte et bestemt Maal for Grundeiendommes Størrelse, som ikke maatte overskrides; derved søgte han at sikre Smaabrugenes Bestaaen. De Byrder, Staten paalagde sine Borgere, bestod væsentlig i Krigstjenesten, der var fordelt paa følgende Maade: Theterne deltog i Krigen kun i Nødstilfelde til Landets Forsvar og da som letbevæbnede. Senere ud i Tiden, da Athen var bleven en stor Sømagt, udskreves de ogsaa ofte til Tjeneste ombord i Flaaden og fik da Sold, hvad de vistnok ogsaa fik, nåar de gjorde Tjeneste tillands. Tredje Klasse, der var den talrigste, gjorde Tjeneste som tungtbevæbnede, {{sp|Hoplite|r}}, og dannede Hærens Kjerne. Enhver Hoplit maatte holde en Vaabendrager. Første<noinclude><references/></noinclude> dxh4okpxi39cmf1wswnnv1bx02705mz 330929 330863 2026-08-16T22:26:59Z Øystein Tvede 3938 330929 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Værdi lige med en Drachme eller et Faar<ref>To hundrede Aar senere kostede en Medimnos Byg lige til seks Drachmer og et Faar ti til tolv.</ref>. Den anden Klasse kaldtes {{sp|Ridder|e}} og bestod af de Borgere, hvis Indtægter beløb sig til mellem 300 og 500 Medimner. Tredje Klasse, {{sp|Zeugitern|e}}, d. e. Tospænderne, bestod af dem, som havde en Indtægt af mellem 150 og 300 Medimner; de havde sit Navn deraf, at de eiede saa stort Jordstykke, at de idetmindste kunde holde et Par Okser eller Muldyr. De, hvis Indtægter af deres Jordeiendomme udgjorde mindre end 150 Medimner, eller som ingen Jord besad, hørte til fjerde Klasse, som kaldtes {{sp|Thete|r}} eller Daglønnere, fordi Flertallet i denne Klasse bestod af saadanne. Ved denne Inddeling var der altsaa kun taget Hensyn til Indtægt af Landeiendom; efter Solons Overbevisning var nemlig Grundeiendom det solideste Grundlag for Ordningen af Borgersamfundet. Han saa i Selveierstanden Statens konservative Element, og forat denne stedse skulde være talrig, udgav han en Lov, der fastsatte et bestemt Maal for Grundeiendommes Størrelse, som ikke maatte overskrides; derved søgte han at sikre Smaabrugenes Bestaaen. De Byrder, Staten paalagde sine Borgere, bestod væsentlig i Krigstjenesten, der var fordelt paa følgende Maade: Theterne deltog i Krigen kun i Nødstilfelde til Landets Forsvar og da som letbevæbnede. Senere ud i Tiden, da Athen var bleven en stor Sømagt, udskreves de ogsaa ofte til Tjeneste ombord i Flaaden og fik da Sold, hvad de vistnok ogsaa fik, naar de gjorde Tjeneste tillands. Tredje Klasse, der var den talrigste, gjorde Tjeneste som tungtbevæbnede, {{sp|Hoplite|r}}, og dannede Hærens Kjerne. Enhver Hoplit maatte holde en Vaabendrager. Første<noinclude><references/></noinclude> 60jwx4ab9jd6ozwgd9ej8lo6q2muwu3 104 142931 330864 2026-08-16T12:30:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330864 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Klasse samt Ridderne ydede Ryttertjeneste og maatte holde to Stridsheste, en for sig selv og en for Tjeneren. Hverken Hopliterne eller Rytterne fik fra først af Sold, men maatte selv sørge for sit Underhold og bekoste sin Udrustning. Direkte Skatter blev derimod kun paalagte under overordentlige Forhold; men ved deres Fordeling toges intet Hensyn til Klasseinddelingen, der kun var grundet paa Jordeiendommen Enhver Formue, hvad enten den var nedlagt i Grundbesiddelse eller i Kapitaler, der var samlede ved Handel og Industri, maatte da betale Skat efter et vist Forhold. De rigeste Borgere maatte desuden i en vis Orden, enten alene eller flere sammen, udrede adskillige Udgifter, som ellers pleier at bestrides direkte af Statskassen; saaledes paalagdes dem delvis Udgifterne ved Flaadens Udrustning og Bemanding, ligesom Bekost ningerne til de pragtfulde Kor ved de offentlige Skuespil og religiøse Fester bestredes efter Omgang af de Borgere, hvis Formue ei var under tre Talenter<ref>En Talent var omtrent 4000 Kroner. </ref>. Byrderne var altsaa fordelte, og faldt disse end tungt paa de mere formuende Borgere, fik disse dog fuld Erstatning derfor ved de større Rettigheder, den soloniske Statsforfatning tilstod dem. Solon gav alle Klasser lige Ret og Stemme i Folkeforsamlingen, og de fleste Dommere skulde tåges af det hele Folk; men Adgang til Raadet og Statens Embeder havde kun de tre øverste Klasser, og det høie Archontembede maatte alene beklædes af de Borgere, der tilhørte første Klasse. Under Demokratiets senere Udvikling blev dog disse Forhold væsentlig forrykkede; det attiske Folk, der sværmede for Lighed i alle Ting, kunde nemlig i Længden ikke taale, at den ene Borger havde en Ret, som den anden manglede, og vi finder derfor, at de Rettigheder, Solon havde forbeholdt de rigere Borgere, snart bliver felles for alle. Den Mand,<noinclude><references/></noinclude> kvlt8n1yags0pi8b9ak7w2mr6i1823h 330930 330864 2026-08-16T22:29:24Z Øystein Tvede 3938 330930 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Klasse samt Ridderne ydede Ryttertjeneste og maatte holde to Stridsheste, en for sig selv og en for Tjeneren. Hverken Hopliterne eller Rytterne fik fra først af Sold, men maatte selv sørge for sit Underhold og bekoste sin Udrustning. Direkte Skatter blev derimod kun paalagte under overordentlige Forhold; men ved deres Fordeling toges intet Hensyn til Klasseinddelingen, der kun var grundet paa Jordeiendommen. Enhver Formue, hvad enten den var nedlagt i Grundbesiddelse eller i Kapitaler, der var samlede ved Handel og Industri, maatte da betale Skat efter et vist Forhold. De rigeste Borgere maatte desuden i en vis Orden, enten alene eller flere sammen, udrede adskillige Udgifter, som ellers pleier at bestrides direkte af Statskassen; saaledes paalagdes dem delvis Udgifterne ved Flaadens Udrustning og Bemanding, ligesom Bekostningerne til de pragtfulde Kor ved de offentlige Skuespil og religiøse Fester bestredes efter Omgang af de Borgere, hvis Formue ei var under tre Talenter<ref>En Talent var omtrent 4000 Kroner. </ref>. Byrderne var altsaa fordelte, og faldt disse end tungt paa de mere formuende Borgere, fik disse dog fuld Erstatning derfor ved de større Rettigheder, den soloniske Statsforfatning tilstod dem. Solon gav alle Klasser lige Ret og Stemme i Folkeforsamlingen, og de fleste Dommere skulde tages af det hele Folk; men Adgang til Raadet og Statens Embeder havde kun de tre øverste Klasser, og det høie Archontembede maatte alene beklædes af de Borgere, der tilhørte første Klasse. Under Demokratiets senere Udvikling blev dog disse Forhold væsentlig forrykkede; det attiske Folk, der sværmede for Lighed i alle Ting, kunde nemlig i Længden ikke taale, at den ene Borger havde en Ret, som den anden manglede, og vi finder derfor, at de Rettigheder, Solon havde forbeholdt de rigere Borgere, snart bliver felles for alle. Den Mand,<noinclude><references/></noinclude> c1z1rx9dtkewtkr64bxvusvhmhjh9ns 104 142932 330865 2026-08-16T12:33:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330865 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der gav det attiske Demokrati det første og vigtigste Fremstod, var {{sp|Kleisthene|s}} (omtr. 510), og det er rimeligvis ham, der har indført Lodkastning ved Besættelsen af Embeder og Raadsherreposter. Idet vi herefter skal skildre de væsentligste Led i det Statsmaskineri, Solon skabte, vil vi, da det i mange Tilfælde er ugjørligt at angive, hvad der i de enkelte Institutioner skriver sig fra Solon, og hvad der er af ældre eller yngre Oprindelse, prøve at udkaste et Billede af disse, saaledes som de var i Athens Blomstringstid, idet vi dog i nogen Mon tåge Hensyn til Udviklingen. {{---}} I den attiske Stat laa egentlig al Magt i det suveræne Folks Hænder; det udøver denne enten selv personlig i Folkeforsamlingen eller gjennem Myndigheder, der er at betragte som dets Repræsentanter eller engere Udskud af det hele Folk, som Raadet og de heliastiske Domstole. Til at udføre Folkeviljen er Embedsmændene bestemte; de indtage derfor i det hele en lidet selvstændig Stilling. Det egentlige Drivhjul i Statsmaskineriet er Raadet, og vi begynder derfor ogsaa vor Fremstilling med dette. {{sp|Raade|t}} talte under Solon 400 aarlig vekslende Medlemmer, nemlig 100 af hver af de gamle Fyler; da Kleisthenes ophævede disse og inddelte Folket i ti nye Fyler, forøgedes Raadsherrerues Antal til 500 eller 50 af hver ny Fyle. Deres oprindelige Valgmaade er usikker; fra Kleisthenes' Tid valgtes de ved Lodkastning og rimeligvis efter Perserkrigenes Slutning blandt alle Borgere, som meldte sig. Raadets Medlemmer underkastedes en Prøve, der dog ligesaalidt som Embedsprøven gik ud paa en Undersøgelse af Kundskaber og Duelighed, men kun skulde godtgjøre, om de havde den fornødne Alder (30 Aar),<noinclude><references/></noinclude> smmbz70p5lti5adkcm037p18jtjlib5 330866 330865 2026-08-16T12:33:32Z Øystein Tvede 3938 330866 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der gav det attiske Demokrati det første og vigtigste Fremstod, var {{sp|Kleisthene|s}} (omtr. 510), og det er rimeligvis ham, der har indført Lodkastning ved Besættelsen af Embeder og Raadsherreposter. Idet vi herefter skal skildre de væsentligste Led i det Statsmaskineri, Solon skabte, vil vi, da det i mange Tilfælde er ugjørligt at angive, hvad der i de enkelte Institutioner skriver sig fra Solon, og hvad der er af ældre eller yngre Oprindelse, prøve at udkaste et Billede af disse, saaledes som de var i Athens Blomstringstid, idet vi dog i nogen Mon tage Hensyn til Udviklingen. {{---}} I den attiske Stat laa egentlig al Magt i det suveræne Folks Hænder; det udøver denne enten selv personlig i Folkeforsamlingen eller gjennem Myndigheder, der er at betragte som dets Repræsentanter eller engere Udskud af det hele Folk, som Raadet og de heliastiske Domstole. Til at udføre Folkeviljen er Embedsmændene bestemte; de indtage derfor i det hele en lidet selvstændig Stilling. Det egentlige Drivhjul i Statsmaskineriet er Raadet, og vi begynder derfor ogsaa vor Fremstilling med dette. {{sp|Raade|t}} talte under Solon 400 aarlig vekslende Medlemmer, nemlig 100 af hver af de gamle Fyler; da Kleisthenes ophævede disse og inddelte Folket i ti nye Fyler, forøgedes Raadsherrerues Antal til 500 eller 50 af hver ny Fyle. Deres oprindelige Valgmaade er usikker; fra Kleisthenes' Tid valgtes de ved Lodkastning og rimeligvis efter Perserkrigenes Slutning blandt alle Borgere, som meldte sig. Raadets Medlemmer underkastedes en Prøve, der dog ligesaalidt som Embedsprøven gik ud paa en Undersøgelse af Kundskaber og Duelighed, men kun skulde godtgjøre, om de havde den fornødne Alder (30 Aar),<noinclude><references/></noinclude> j7t5kaqv0zhw0rtqt5u0acyeobcgya4 330931 330866 2026-08-16T22:31:43Z Øystein Tvede 3938 330931 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der gav det attiske Demokrati det første og vigtigste Fremstød, var {{sp|Kleisthene|s}} (omtr. 510), og det er rimeligvis ham, der har indført Lodkastning ved Besættelsen af Embeder og Raadsherreposter. Idet vi herefter skal skildre de væsentligste Led i det Statsmaskineri, Solon skabte, vil vi, da det i mange Tilfælde er ugjørligt at angive, hvad der i de enkelte Institutioner skriver sig fra Solon, og hvad der er af ældre eller yngre Oprindelse, prøve at udkaste et Billede af disse, saaledes som de var i Athens Blomstringstid, idet vi dog i nogen Mon tage Hensyn til Udviklingen. {{---}} I den attiske Stat laa egentlig al Magt i det suveræne Folks Hænder; det udøver denne enten selv personlig i Folkeforsamlingen eller gjennem Myndigheder, der er at betragte som dets Repræsentanter eller engere Udskud af det hele Folk, som Raadet og de heliastiske Domstole. Til at udføre Folkeviljen er Embedsmændene bestemte; de indtage derfor i det hele en lidet selvstændig Stilling. Det egentlige Drivhjul i Statsmaskineriet er Raadet, og vi begynder derfor ogsaa vor Fremstilling med dette. {{sp|Raade|t}} talte under Solon 400 aarlig vekslende Medlemmer, nemlig 100 af hver af de gamle Fyler; da Kleisthenes ophævede disse og inddelte Folket i ti nye Fyler, forøgedes Raadsherrernes Antal til 500 eller 50 af hver ny Fyle. Deres oprindelige Valgmaade er usikker; fra Kleisthenes' Tid valgtes de ved Lodkastning og rimeligvis efter Perserkrigenes Slutning blandt alle Borgere, som meldte sig. Raadets Medlemmer underkastedes en Prøve, der dog ligesaalidt som Embedsprøven gik ud paa en Undersøgelse af Kundskaber og Duelighed, men kun skulde godtgjøre, om de havde den fornødne Alder (30 Aar),<noinclude><references/></noinclude> 5az6jrvn2phm46rj35xghdvg5ix2k4r 104 142933 330867 2026-08-16T18:56:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330867 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om de var i Besiddelse af fulde politiske Rettigheder og havde ført en pletfri Vandel og overhovedet levet som gode Borgere og brave Mennesker. Oprindelig var Raadsherrerne ulønnede og har vel derfor i Regelen været rigere Borgere. Da de fra Perikles' Tid fik en daglig Løn af én Drachme, meldte vel ogsaa de fattigere Borgere sig til disse Poster. Til Raadsherrernes Forrettigheder hørte en særegen Plads i Theatret og Fritagelse for Krigsfj eneste i det Aar, de indehavde denne Stilling. I Raadsmøderne bar de en Myrtekrans paa Hovedet. Til Raadets Virkekreds hørte for det første den forberedende Behandling af enhver Sag, der skulde forelægges Folkeforsamlingen; men dernæst havde det en Mængde andre vigtige Forretninger. Det havde Bestyrelsen eller ialfald Overopsyn med Bestyrelsen af Statskassen, forestod Bortforpagtningen af Statsindtægterne<ref>Oldtidens Stater opkrævede ikke gjennem egne Embedsmænd Told og andre Afgifter, men bortforpagtede disse Indtægter for en vis Sum til Enkeltmand eller Kompagnier, som da selv besørgede Opkrævningen. Derved undgik Staten at holde en talrig Skare Oppebørselsbetjente.</ref> og Udførelsen af offentlige Arbeider, førte Kontrol med Finansembedsmændene og forelagde Folket en Udsigt over Statens Indtægter og Udgifter; fremdeles havde Raadet Opsigt med den aarlige Bygning af Krigsskibe og skulde fra Tid til anden mønstre det staaende Rytteri. Det modtog endvidere fremmede Sendebud og indførte dem i Folkeforsamlingen, ligesom alle Indberetninger gik gjennem Raadet; kort sagt, det dannede den egentlige Regjering, der besørgede de løbende Forretninger og holdt Statsmaskineriet igang. Desuden havde Raadet nogen dømmende Myndighed og kunde for mindre Forseelser ilægge Bøder, der dog ikke maatte overskride et Beløb af 500 Drachmer. Raadet holdt daglig Møder paa Raadhuset; da det<noinclude><references/></noinclude> hmda7us38g40l2xu46clhctypah2lqk 330932 330867 2026-08-16T22:33:42Z Øystein Tvede 3938 330932 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om de var i Besiddelse af fulde politiske Rettigheder og havde ført en pletfri Vandel og overhovedet levet som gode Borgere og brave Mennesker. Oprindelig var Raadsherrerne ulønnede og har vel derfor i Regelen været rigere Borgere. Da de fra Perikles' Tid fik en daglig Løn af én Drachme, meldte vel ogsaa de fattigere Borgere sig til disse Poster. Til Raadsherrernes Forrettigheder hørte en særegen Plads i Theatret og Fritagelse for Krigstjeneste i det Aar, de indehavde denne Stilling. I Raadsmøderne bar de en Myrtekrans paa Hovedet. Til Raadets Virkekreds hørte for det første den forberedende Behandling af enhver Sag, der skulde forelægges Folkeforsamlingen; men dernæst havde det en Mængde andre vigtige Forretninger. Det havde Bestyrelsen eller ialfald Overopsyn med Bestyrelsen af Statskassen, forestod Bortforpagtningen af Statsindtægterne<ref>Oldtidens Stater opkrævede ikke gjennem egne Embedsmænd Told og andre Afgifter, men bortforpagtede disse Indtægter for en vis Sum til Enkeltmand eller Kompagnier, som da selv besørgede Opkrævningen. Derved undgik Staten at holde en talrig Skare Oppebørselsbetjente.</ref> og Udførelsen af offentlige Arbeider, førte Kontrol med Finansembedsmændene og forelagde Folket en Udsigt over Statens Indtægter og Udgifter; fremdeles havde Raadet Opsigt med den aarlige Bygning af Krigsskibe og skulde fra Tid til anden mønstre det staaende Rytteri. Det modtog endvidere fremmede Sendebud og indførte dem i Folkeforsamlingen, ligesom alle Indberetninger gik gjennem Raadet; kort sagt, det dannede den egentlige Regjering, der besørgede de løbende Forretninger og holdt Statsmaskineriet igang. Desuden havde Raadet nogen dømmende Myndighed og kunde for mindre Forseelser ilægge Bøder, der dog ikke maatte overskride et Beløb af 500 Drachmer. Raadet holdt daglig Møder paa Raadhuset; da det<noinclude><references/></noinclude> k6f1it9ld45epqil6j31m21961qjod0 104 142934 330868 2026-08-16T19:02:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330868 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>imidlertid var tungvindt at holde en saa talrig Forsamling samlet den hele Dag, medens Forretningerne krævede, at der stedse var nogle tilstede, som kunde varetage Statens Tarv, var det bestemt, at Raadsherrerne af hver Fyle vekselvis en Tiendepart af Aaret skulde være tilstede til enhver Tid. Disse fungerende Raadsherrer, hvis Antal altsaa var 50, besørgede følgelig Forretningerne i 35 à 36 Dage (i Skudaar 38 å 39)<ref>Det attiske Aar var et Maaneaar paa 354 Dage; for at bringe det i Overensstemmelse med Solaaret pleiede man fra Tid til anden at indskyde en Skudmaaned paa 30 Dage.</ref>; de kaldtes {{sp|Prytane|r}} og deres Funktionstid et {{sp|Prytan|i}}. Prytanerne udtog daglig af sin Midte ved Lodkastning en Formand, der kaldtes {{sp|Epistate|s}}; denne ledede Forhandlingerne ikke alene i Prytanernes og det samlede Raads Møder, men ogsaa i Regelen i Folkeforsamlingen, bistaaet af samtlige Prytaner. I hans Varetægt var Nøglen til Athens Borg og til Statsarkivet samt Statsseglet. Prytanernes Samlingssted var det saa kaldte Prytaneion, hvor de ogsaa holdt sine Maaltider paa offentlig Bekostning. Alle Raadsmøder indlededes med Bønner til Guderne, og saavel ved et nyt Raads Til træden som ved dets Aftræden ved Aarets Slutning holdtes høitidelige Ofringer. Havde Raadet gjort sin Pligt til Folkets Tilfredshed, pleiede dette i senere Tid at votere det afgaaede Raad en Guldkrans, der da blev opbevaret i et eller andet Tempel til Minde om dets Virksomhed. En Raadsherre kunde udstødes af sine Kolleger; men Raadet selv, der egentlig er at betragte som et engere Udskud af Folket, var som Helhed uansvarligt. I {{sp|Folkeforsamlinge|n}}, hvortil enhver attisk Borger over tyve Aar havde Adgang, udøvede det hele Folk sit Selvstyre. Om den ogsaa i den soloniske Tid er traadt sammen paa bestemte Dage, er usikkert; senere holdtes der regelmæssig Folkeforsamling én Gang i hvert Prytani,<noinclude><references/></noinclude> ooskdnpdvl7lnnn4nsimzfc8mcr4isi 330869 330868 2026-08-16T19:02:41Z Øystein Tvede 3938 330869 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>imidlertid var tungvindt at holde en saa talrig Forsamling samlet den hele Dag, medens Forretningerne krævede, at der stedse var nogle tilstede, som kunde varetage Statens Tarv, var det bestemt, at Raadsherrerne af hver Fyle vekselvis en Tiendepart af Aaret skulde være tilstede til enhver Tid. Disse fungerende Raadsherrer, hvis Antal altsaa var 50, besørgede følgelig Forretningerne i 35 à 36 Dage (i Skudaar 38 å 39)<ref>Det attiske Aar var et Maaneaar paa 354 Dage; for at bringe det i Overensstemmelse med Solaaret pleiede man fra Tid til anden at indskyde en Skudmaaned paa 30 Dage.</ref>; de kaldtes {{sp|Prytane|r}} og deres Funktionstid et {{sp|Prytan|i}}. Prytanerne udtog daglig af sin Midte ved Lodkastning en Formand, der kaldtes {{sp|Epistate|s}}; denne ledede Forhandlingerne ikke alene i Prytanernes og det samlede Raads Møder, men ogsaa i Regelen i Folkeforsamlingen, bistaaet af samtlige Prytaner. I hans Varetægt var Nøglen til Athens Borg og til Statsarkivet samt Statsseglet. Prytanernes Samlingssted var det saa kaldte {{sp|Prytaneio|n}}, hvor de ogsaa holdt sine Maaltider paa offentlig Bekostning. Alle Raadsmøder indlededes med Bønner til Guderne, og saavel ved et nyt Raads Til træden som ved dets Aftræden ved Aarets Slutning holdtes høitidelige Ofringer. Havde Raadet gjort sin Pligt til Folkets Tilfredshed, pleiede dette i senere Tid at votere det afgaaede Raad en Guldkrans, der da blev opbevaret i et eller andet Tempel til Minde om dets Virksomhed. En Raadsherre kunde udstødes af sine Kolleger; men Raadet selv, der egentlig er at betragte som et engere Udskud af Folket, var som Helhed uansvarligt. I {{sp|Folkeforsamlinge|n}}, hvortil enhver attisk Borger over tyve Aar havde Adgang, udøvede det hele Folk sit Selvstyre. Om den ogsaa i den soloniske Tid er traadt sammen paa bestemte Dage, er usikkert; senere holdtes der regelmæssig Folkeforsamling én Gang i hvert Prytani,<noinclude><references/></noinclude> 0qmos7wo2cml1w56ccjtbeyfmexgamu 330933 330869 2026-08-16T22:36:59Z Øystein Tvede 3938 330933 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>imidlertid var tungvindt at holde en saa talrig Forsamling samlet den hele Dag, medens Forretningerne krævede, at der stedse var nogle tilstede, som kunde varetage Statens Tarv, var det bestemt, at Raadsherrerne af hver Fyle vekselvis en Tiendepart af Aaret skulde være tilstede til enhver Tid. Disse fungerende Raadsherrer, hvis Antal altsaa var 50, besørgede følgelig Forretningerne i 35 à 36 Dage (i Skudaar 38 à 39)<ref>Det attiske Aar var et Maaneaar paa 354 Dage; for at bringe det i Overensstemmelse med Solaaret pleiede man fra Tid til anden at indskyde en Skudmaaned paa 30 Dage.</ref>; de kaldtes {{sp|Prytane|r}} og deres Funktionstid et {{sp|Prytan|i}}. Prytanerne udtog daglig af sin Midte ved Lodkastning en Formand, der kaldtes {{sp|Epistate|s}}; denne ledede Forhandlingerne ikke alene i Prytanernes og det samlede Raads Møder, men ogsaa i Regelen i Folkeforsamlingen, bistaaet af samtlige Prytaner. I hans Varetægt var Nøglen til Athens Borg og til Statsarkivet samt Statsseglet. Prytanernes Samlingssted var det saakaldte {{sp|Prytaneio|n}}, hvor de ogsaa holdt sine Maaltider paa offentlig Bekostning. Alle Raadsmøder indlededes med Bønner til Guderne, og saavel ved et nyt Raads Tiltræden som ved dets Aftræden ved Aarets Slutning holdtes høitidelige Ofringer. Havde Raadet gjort sin Pligt til Folkets Tilfredshed, pleiede dette i senere Tid at votere det afgaaede Raad en Guldkrans, der da blev opbevaret i et eller andet Tempel til Minde om dets Virksomhed. En Raadsherre kunde udstødes af sine Kolleger; men Raadet selv, der egentlig er at betragte som et engere Udskud af Folket, var som Helhed uansvarligt. I {{sp|Folkeforsamlinge|n}}, hvortil enhver attisk Borger over tyve Aar havde Adgang, udøvede det hele Folk sit Selvstyre. Om den ogsaa i den soloniske Tid er traadt sammen paa bestemte Dage, er usikkert; senere holdtes der regelmæssig Folkeforsamling én Gang i hvert Prytani,<noinclude><references/></noinclude> seolw7sulyxzd9jpeinvd7eko40v2wr 104 142935 330909 2026-08-16T21:36:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330909 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>altsaa ti Gange om Aaret, og endnu længere ned i Tiden steg de regelmæssige Folkeforsamlingers Antal til fyrretyve. Samlingsstedet var oprindelig Torvet, senere {{sp|Pny|x}}, en Høi nær dette, fra hvilken man kunde se ud over Havet; ofte samledes man ogsaa i det rummelige Dionysostheater. Det paalaa Prytanerne fire Dage, før Folkeforsamlingen skulde holdes, at bekjendtgjøre Tiden for den, samt hvad der skulde forhandles. Selve Samlingsdagen blev der paa et fremtrædende Sted opstukket en Fane for at minde Borgerne om deres Pligt. Da Borgerne senere viste sig mere tilbøielige til at drive om paa Torvet end befatte sig med Statsanliggender, greb man til det Middel at lade en Afdeling Politisoldater drive den paa Torvet forsamlede Mængde til det Sted, hvor Folkeforsamlingen holdtes. Ved Indgangen til dette stod de seks saakaldte Lexiarcher med tredive Medhjælpere dels for at hindre, at uvedkommende trængte sig ind, dels for at uddele de Tegn, ved hvis Forevisning Borgerne kunde hæve den Betaling, der i senere Tid blev ydet for Udøvelsen af denne Borgerpligt. Betalingen var først én, siden tre Oboler<ref>En Obol er omtrent II Øre.</ref> Den, som kom for sent, gik glip af denne Betaling; udeblev man uden gyldig Grund, kunde man blive ilagt Bøder. Moderne aabnedes med Ofringen af en Gris, hvis Blod stænkedes paa Forsamlingspladsen, og med høitidelige Bønner og Røgoffer. Derefter oplæste Formanden, der ialfald en Tid var Epistaten, Forhandlingsgjenstandene og de Forslag til Beslutning, Raadet maatte fremsætte. Var nu Folket enigt med Raadets foreløbige Beslutning, tilkjen degav det dette ved Haandsoprækning; ønskede man Ordskifte om Forslagene, opfordrede Formanden dem, der vilde ytre sig, til at melde dette. Han gav derpaa Ordet, ialfald i den ældre Tid, først til dem, der var over femti Aar<noinclude><references/></noinclude> l2sqmq0a3yqxunflobncpgwc1rkj7dx 330910 330909 2026-08-16T21:36:58Z Øystein Tvede 3938 330910 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>altsaa ti Gange om Aaret, og endnu længere ned i Tiden steg de regelmæssige Folkeforsamlingers Antal til fyrretyve. Samlingsstedet var oprindelig Torvet, senere {{sp|Pny|x}}, en Høi nær dette, fra hvilken man kunde se ud over Havet; ofte samledes man ogsaa i det rummelige Dionysostheater. Det paalaa Prytanerne fire Dage, før Folkeforsamlingen skulde holdes, at bekjendtgjøre Tiden for den, samt hvad der skulde forhandles. Selve Samlingsdagen blev der paa et fremtrædende Sted opstukket en Fane for at minde Borgerne om deres Pligt. Da Borgerne senere viste sig mere tilbøielige til at drive om paa Torvet end befatte sig med Statsanliggender, greb man til det Middel at lade en Afdeling Politisoldater drive den paa Torvet forsamlede Mængde til det Sted, hvor Folkeforsamlingen holdtes. Ved Indgangen til dette stod de seks saakaldte Lexiarcher med tredive Medhjælpere dels for at hindre, at uvedkommende trængte sig ind, dels for at uddele de Tegn, ved hvis Forevisning Borgerne kunde hæve den Betaling, der i senere Tid blev ydet for Udøvelsen af denne Borgerpligt. Betalingen var først én, siden tre Oboler<ref>En Obol er omtrent 11 Øre.</ref> Den, som kom for sent, gik glip af denne Betaling; udeblev man uden gyldig Grund, kunde man blive ilagt Bøder. Moderne aabnedes med Ofringen af en Gris, hvis Blod stænkedes paa Forsamlingspladsen, og med høitidelige Bønner og Røgoffer. Derefter oplæste Formanden, der ialfald en Tid var Epistaten, Forhandlingsgjenstandene og de Forslag til Beslutning, Raadet maatte fremsætte. Var nu Folket enigt med Raadets foreløbige Beslutning, tilkjen degav det dette ved Haandsoprækning; ønskede man Ordskifte om Forslagene, opfordrede Formanden dem, der vilde ytre sig, til at melde dette. Han gav derpaa Ordet, ialfald i den ældre Tid, først til dem, der var over femti Aar<noinclude><references/></noinclude> 58sk0gpajbewznm7j3m7r76pnvxv70j 330934 330910 2026-08-16T22:40:04Z Øystein Tvede 3938 330934 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>altsaa ti Gange om Aaret, og endnu længere ned i Tiden steg de regelmæssige Folkeforsamlingers Antal til fyrretyve. Samlingsstedet var oprindelig Torvet, senere {{sp|Pny|x}}, en Høi nær dette, fra hvilken man kunde se ud over Havet; ofte samledes man ogsaa i det rummelige Dionysostheater. Det paalaa Prytanerne fire Dage, før Folkeforsamlingen skulde holdes, at bekjendtgjøre Tiden for den, samt hvad der skulde forhandles. Selve Samlingsdagen blev der paa et fremtrædende Sted opstukket en Fane for at minde Borgerne om deres Pligt. Da Borgerne senere viste sig mere tilbøielige til at drive om paa Torvet end befatte sig med Statsanliggender, greb man til det Middel at lade en Afdeling Politisoldater drive den paa Torvet forsamlede Mængde til det Sted, hvor Folkeforsamlingen holdtes. Ved Indgangen til dette stod de seks saakaldte Lexiarcher med tredive Medhjælpere dels for at hindre, at uvedkommende trængte sig ind, dels for at uddele de Tegn, ved hvis Forevisning Borgerne kunde hæve den Betaling, der i senere Tid blev ydet for Udøvelsen af denne Borgerpligt. Betalingen var først én, siden tre Oboler<ref>En Obol er omtrent 11 Øre.</ref> Den, som kom for sent, gik glip af denne Betaling; udeblev man uden gyldig Grund, kunde man blive ilagt Bøder. Møderne aabnedes med Ofringen af en Gris, hvis Blod stænkedes paa Forsamlingspladsen, og med høitidelige Bønner og Røgoffer. Derefter oplæste Formanden, der ialfald en Tid var Epistaten, Forhandlingsgjenstandene og de Forslag til Beslutning, Raadet maatte fremsætte. Var nu Folket enigt med Raadets foreløbige Beslutning, tilkjendegav det dette ved Haandsoprækning; ønskede man Ordskifte om Forslagene, opfordrede Formanden dem, der vilde ytre sig, til at melde dette. Han gav derpaa Ordet, ialfald i den ældre Tid, først til dem, der var over femti Aar<noinclude><references/></noinclude> 03mr8blb2ozwd75twpi6hgz8yp25bfy 104 142936 330911 2026-08-16T21:39:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330911 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gamle; siden kunde de yngre faa Anledning til at fremsætte sine Anskuelser. Naar Taleren betraadte Talerstolen, satte han en Myrtekrans paa sit Hoved; han maatte kun tale én Gang, og kun Formanden havde Ret til at afbryde ham. Syndede han mod god Tone, kunde Formanden fratage ham Ordet, ilægge ham en Pengebod eller lade ham føre ned fra Talerstolen og vise ud af Forsamlingen. Da Folkeforsamlingerne senere ofte blev temmelig stormende, havde et vist Antal Borgere af én Fyle Plads i Nærheden af Talerstolen for at paase Orden. Enhver Borger havde Ret til at fremkomme med Ændringsforslag eller Modforslag; men det tilkom Formanden at afgjøre, om disse skulde sættes under Afstemning eller ikke. Stemmegivningen foregik dels ved Haandsoprækning dels ved Stemmestene. Foråt en Folkebeslutning skulde være gyldig, krævedes, at et vist Antal Borgere var tilstede; saaledes synes det at have været fast Skik, at mindst 6000 maatte være tilstede, naar der forhandledes om Uddeling af Borgerret, Anvendelse af Ostrakismen (se følgende Side) og andre vigtigere Sager. Folket afgjorde alle Anliggender af større Betydning; uden dets Minde kunde hverken Krig erklæres eller Fred og Forbund sluttes; det fattede Beslutninger om Krigsrustningernes Udstrækning og bevilgede de dertil fornødne Penge, ligesom det i det hele fastsatte Statsudgifterne og paalagde Skatter og Afgifter. For Folket maatte hjemvendende attiske Sendemænd aflægge Rapport, ligesom fremmede forestilledes for det af Raadet og fremsatte sine Andragender. Det tilkom Folket at tilkjende fortjente Mænd Belønninger; hertil hørte Æreskranse, gratis Bespisning for Livstid paa Prytaneion, en Ret, der endog kunde gaa over paa Efterkommerne, fremdeles Skattefrihed og, forsaavidt det var fremmede, som skulde belønnes, attisk Borgerret. — Før Lodkastning indførtes ved Embedsbesæt-<noinclude><references/></noinclude> sfo2yht2c37i95llfebhhd3tq880hpa 330935 330911 2026-08-16T22:42:31Z Øystein Tvede 3938 330935 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gamle; siden kunde de yngre faa Anledning til at fremsætte sine Anskuelser. Naar Taleren betraadte Talerstolen, satte han en Myrtekrans paa sit Hoved; han maatte kun tale én Gang, og kun Formanden havde Ret til at afbryde ham. Syndede han mod god Tone, kunde Formanden fratage ham Ordet, ilægge ham en Pengebod eller lade ham føre ned fra Talerstolen og vise ud af Forsamlingen. Da Folkeforsamlingerne senere ofte blev temmelig stormende, havde et vist Antal Borgere af én Fyle Plads i Nærheden af Talerstolen for at paase Orden. Enhver Borger havde Ret til at fremkomme med Ændringsforslag eller Modforslag; men det tilkom Formanden at afgjøre, om disse skulde sættes under Afstemning eller ikke. Stemmegivningen foregik dels ved Haandsoprækning dels ved Stemmestene. Forat en Folkebeslutning skulde være gyldig, krævedes, at et vist Antal Borgere var tilstede; saaledes synes det at have været fast Skik, at mindst 6000 maatte være tilstede, naar der forhandledes om Uddeling af Borgerret, Anvendelse af Ostrakismen (se følgende Side) og andre vigtigere Sager. Folket afgjorde alle Anliggender af større Betydning; uden dets Minde kunde hverken Krig erklæres eller Fred og Forbund sluttes; det fattede Beslutninger om Krigsrustningernes Udstrækning og bevilgede de dertil fornødne Penge, ligesom det i det hele fastsatte Statsudgifterne og paalagde Skatter og Afgifter. For Folket maatte hjemvendende attiske Sendemænd aflægge Rapport, ligesom fremmede forestilledes for det af Raadet og fremsatte sine Andragender. Det tilkom Folket at tilkjende fortjente Mænd Belønninger; hertil hørte Æreskranse, gratis Bespisning for Livstid paa Prytaneion, en Ret, der endog kunde gaa over paa Efterkommerne, fremdeles Skattefrihed og, forsaavidt det var fremmede, som skulde belønnes, attisk Borgerret. — Før Lodkastning indførtes ved Embedsbesæt-<noinclude><references/></noinclude> 0wr6907nsw2tjm95an923ivagsf19sg 104 142937 330912 2026-08-16T21:42:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330912 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>teiser, valgte Folkeforsamlingen alle Embedsmænd; ogsaa i senere Tider kaarede Folket de Embeds- og Ombudsmænd, af hvem der krævedes en mere særlig Dygtighed, saaledes visse Finansembedsmænd, Feltherrer, offentlige Sendebud og enkelte andre. Fremdeles øvede Folkeforsamlingen et Slags Censur over Embedsmændene efter deres Tiltrædelse. I den første Folkeforsamling i hvert Prytaniskulde nemlig Archonterne spørge Folket, om det var fornøiet med sine Embedsmænd; det kunde derpaa afsætte eller suspendere dem, der havde vakt dets Misnøie. En Gang aarlig forelagdes der Folket Spørgsmaal om, hvorvidt det ønskede, at {{sp|Ostrakisme|n}} skulde anvendes. Ostrakismen, der tilskrives Kleisthenes og var et af de Midler, man troede bedst skulde sikre Demokratiet, havde til Hensigt at tjerne en Mand fra Staten, nåar han syntes farlig for dens Frihed eller mentes at stræbe efter Eneherre dømmet. Folket kunde da forvise ham paa ti (senere fem) Aar; men dette betragtedes ikke som nogen vanærende Straf. Han beholdt sin Eiendom ukrænket og led intet Skaar i sine borgerlige Rettigheder, nåar han vendte til bage. Ostrakismen, der havde sit Navn af, at Borgerne skrev den Mands Navn, de ønskede forvist, paa Potteskaar, rammede Athens ædleste Mand som Aristeides. Den gav imidlertid snart Anledning til Misbrug og afskaffedes alle rede paa Peloponneserkrigens Tid. Folkeforsamlingen var vistnok i Besiddelse af dømmende Myndighed, men benyttede den sjelden selv. De Sager, der indankedes for dens Domstol, henskjød den i Regelen til de saakaldte {{sp|Heliaster|s}} Afgjørelse. Disse Folkedommere er at betragte som Juryer og som Repræsentanter for det hele Folks dømmende Magt. Hvert Aar udtog Archonterne ved Lodkastning blandt de Borgere, som meldte sig, 6000, nemlig 600 af hver Fyle, til at fungere som Heliaster. Af disse 6000 Borgere, der maatte være<noinclude><references/></noinclude> 0go3zafmgajbpgecur2oyw2yg5mb6eg 330936 330912 2026-08-16T22:45:59Z Øystein Tvede 3938 330936 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>telser, valgte Folkeforsamlingen alle Embedsmænd; ogsaa i senere Tider kaarede Folket de Embeds- og Ombudsmænd, af hvem der krævedes en mere særlig Dygtighed, saaledes visse Finansembedsmænd, Feltherrer, offentlige Sendebud og enkelte andre. Fremdeles øvede Folkeforsamlingen et Slags Censur over Embedsmændene efter deres Tiltrædelse. I den første Folkeforsamling i hvert Prytani skulde nemlig Archonterne spørge Folket, om det var fornøiet med sine Embedsmænd; det kunde derpaa afsætte eller suspendere dem, der havde vakt dets Misnøie. En Gang aarlig forelagdes der Folket Spørgsmaal om, hvorvidt det ønskede, at {{sp|Ostrakisme|n}} skulde anvendes. Ostrakismen, der tilskrives Kleisthenes og var et af de Midler, man troede bedst skulde sikre Demokratiet, havde til Hensigt at fjerne en Mand fra Staten, naar han syntes farlig for dens Frihed eller mentes at stræbe efter Eneherredømmet. Folket kunde da forvise ham paa ti (senere fem) Aar; men dette betragtedes ikke som nogen vanærende Straf. Han beholdt sin Eiendom ukrænket og led intet Skaar i sine borgerlige Rettigheder, naar han vendte tilbage. Ostrakismen, der havde sit Navn af, at Borgerne skrev den Mands Navn, de ønskede forvist, paa Potteskaar, rammede Athens ædleste Mand som Aristeides. Den gav imidlertid snart Anledning til Misbrug og afskaffedes allerede paa Peloponneserkrigens Tid. Folkeforsamlingen var vistnok i Besiddelse af dømmende Myndighed, men benyttede den sjelden selv. De Sager, der indankedes for dens Domstol, henskjød den i Regelen til de saakaldte {{sp|Heliaster|s}} Afgjørelse. Disse Folkedommere er at betragte som Juryer og som Repræsentanter for det hele Folks dømmende Magt. Hvert Aar udtog Archonterne ved Lodkastning blandt de Borgere, som meldte sig, 6000, nemlig 600 af hver Fyle, til at fungere som Heliaster. Af disse 6000 Borgere, der maatte være<noinclude><references/></noinclude> 9qm6xpxju6j7ul6vzc79x5nh6mv40bj 104 142938 330913 2026-08-16T21:44:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330913 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>over Trediveaarsalderen, beklædte dog kun 5000 Dommerværdigheden, medens Resten var Suppleanter. De deltes i ti Afdelinger, og i hver Sag dømte snart kun én Afdeling eller mindre, snart flere; man sørgede i Regelen for, at Dommernes Antal var ulige. Før Heliasterne overtog sit Hverv, edfæstedes de, men var forøvrig som Folkets Repræsentanter uansvarlige; de lønnedes ligesom Deltagerne i Folkeforsamlingen først med én, siden med tre Oboler daglig. Deres dømmende Myndighed udstrakte sig til alle Sager undtagen dem, der angik Mord, og nogle andre, og Sager, der allerede var paakjendte ved andre Domstole, kunde indankes for dem. Ja endog Folkebeslutninger kunde underkastes Heliasternes Dom; enhver attisk Borger kunde nemlig bevirke en Folkebeslutning hævet ved under Ed at erklære, at han vilde anlægge Sag for ulovlig Fremfærd mod den, der havde fremsat Forslaget. Fandt da Heliasterne Klagen begrundet, kasseredes Beslutningen, og Heliasterne, der i Regelen var modne Mænd, havde saaledes den gavnlige Indflydelse at kunne gjøre en overilet Beslutning af den letbevægelige Folkeforsamling uskadelig. Heller ikke Lovgivningsmyndigheden udøvedes direkte af Folket i den store Folkeforsamling, men af etslags Folkekomité. Hvert Aar i den første Folkeforsamling adspurgtes Folket, om det ønskede nogen Forandring i de bestaaende Love. Forslag derom kunde da fremsættes af enhver; men disse afgjordes ikke af Folket selv, men af de saakaldte {{sp|Nomothete|r}}. Disses Antal var forskjellig-, de udtoges blandt Aarets Heliaster, og Forhandlingerne for dem foregik som ved en Domstol. Naar Nomotheterne havde traadt sammen, indbragtes de nye Forslag for dem, og foråt de bestaaende Love ikke skulde savne Forsvar, opnævnte Folket fem Talere, hvis Hverv det var at hevde det bestaaendes Ret og bekjæmpe de nye Forslag. Forresten havde det hele Præget af en Rettergang, hvori<noinclude><references/></noinclude> 5lyxhhot38kbp1v20qpf2c3rv8250hr 330937 330913 2026-08-16T23:08:34Z Øystein Tvede 3938 330937 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>over Trediveaarsalderen, beklædte dog kun 5000 Dommerværdigheden, medens Resten var Suppleanter. De deltes i ti Afdelinger, og i hver Sag dømte snart kun én Afdeling eller mindre, snart flere; man sørgede i Regelen for, at Dommernes Antal var ulige. Før Heliasterne overtog sit Hverv, edfæstedes de, men var forøvrig som Folkets Repræsentanter uansvarlige; de lønnedes ligesom Deltagerne i Folkeforsamlingen først med én, siden med tre Oboler daglig. Deres dømmende Myndighed udstrakte sig til alle Sager undtagen dem, der angik Mord, og nogle andre, og Sager, der allerede var paakjendte ved andre Domstole, kunde indankes for dem. Ja endog Folkebeslutninger kunde underkastes Heliasternes Dom; enhver attisk Borger kunde nemlig bevirke en Folkebeslutning hævet ved under Ed at erklære, at han vilde anlægge Sag for ulovlig Fremfærd mod den, der havde fremsat Forslaget. Fandt da Heliasterne Klagen begrundet, kasseredes Beslutningen, og Heliasterne, der i Regelen var modne Mænd, havde saaledes den gavnlige Indflydelse at kunne gjøre en overilet Beslutning af den letbevægelige Folkeforsamling uskadelig. Heller ikke Lovgivningsmyndigheden udøvedes direkte af Folket i den store Folkeforsamling, men af etslags Folkekomité. Hvert Aar i den første Folkeforsamling adspurgtes Folket, om det ønskede nogen Forandring i de bestaaende Love. Forslag derom kunde da fremsættes af enhver; men disse afgjordes ikke af Folket selv, men af de saakaldte {{sp|Nomothete|r}}. Disses Antal var forskjellig, de udtoges blandt Aarets Heliaster, og Forhandlingerne for dem foregik som ved en Domstol. Naar Nomotheterne havde traadt sammen, indbragtes de nye Forslag for dem, og forat de bestaaende Love ikke skulde savne Forsvar, opnævnte Folket fem Talere, hvis Hverv det var at hevde det bestaaendes Ret og bekjæmpe de nye Forslag. Forresten havde det hele Præget af en Rettergang, hvori<noinclude><references/></noinclude> 4g7qhksbhb3zcno70zxeuv0x0t17sk6 104 142939 330914 2026-08-16T21:46:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330914 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Nomotheternes Dom afgjorde Sagen. En Lov, der saaledes var antagen af disse, kunde imidlertid atter blive op hævet, nåar en ved at indanke Afgjørelsen for Heliasterne kunde faa den forkastet af disse. At Lovgivningen saaledes overlodes en Forsamling sindige Mænd istedenfor den talrige og ofte vildledede Folkeforsamling, var en klog Foranstaltning, der skyldes Solon. Han forudsaa, at Lovforandringer vilde blive nødvendige; han sørgede imidlertid ogsaa for, at man ikke letsindig omstyrtede det bestaaende, men foretog Forandringerne efter forudgaaende alsidig og omhyggelig Prøvelse. Den Rolle, {{sp|Embedsmænden|e}} spillede i den attiske Stat, var lidet selvstændig, omend deres Betydning var langt større i den soloniske Tid end senere. Demokratiet kunde ikke taale noget Embedsvælde, og det søgte at forebygge, at noget saadant skulde opstaa, dels ved at forøge Embedernes Tal, dels ved at indskrænke det enkelte Embedes Magtomraade og Betydning. Embedstiden var sedvanlig kun et Aar, og ingen kunde to Gange faa samme Embede. Embedsmændene kunde suspenderes af Folkeforsamlingen og var ansvarlige. De fleste af dem havde nogen Dommermyndighed og Ret til at ilægge Mulkter; men fra deres Kjendelser kunde der appelleres til Heliasterne; senere mistede de al Domsret og præsiderede kun i Domstolene. Embedsmændene valgtes blandt Borgere over tredive Aar, i den ældre Tid af Folkeforsamlingen, senere ved Lodkastning. De maatte underkaste sig en Prøve af samme Art som Raadsherrernes; ved Embedsaarets Udløb aflagde de Regnskab for sin Forvaltning og for de Stats midler, de maatte have havt under Hænder; før dette var skeet, maatte de ikke forlade Landet. Embede rne var ulønnede og betragtedes som Æresposter; nogle Embedsmænd havde dog fri Fortæring dels paa Prytaneion, dels i sine Embedslokaler. Under Udøvelsen af sin Myndighed<noinclude><references/></noinclude> maluxug1bwcoxrc7ihpxw6h0mdh3th3 330938 330914 2026-08-16T23:10:59Z Øystein Tvede 3938 330938 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Nomotheternes Dom afgjorde Sagen. En Lov, der saaledes var antagen af disse, kunde imidlertid atter blive ophævet, naar en ved at indanke Afgjørelsen for Heliasterne kunde faa den forkastet af disse. At Lovgivningen saaledes overlodes en Forsamling sindige Mænd istedenfor den talrige og ofte vildledede Folkeforsamling, var en klog Foranstaltning, der skyldes Solon. Han forudsaa, at Lovforandringer vilde blive nødvendige; han sørgede imidlertid ogsaa for, at man ikke letsindig omstyrtede det bestaaende, men foretog Forandringerne efter forudgaaende alsidig og omhyggelig Prøvelse. Den Rolle, {{sp|Embedsmænden|e}} spillede i den attiske Stat, var lidet selvstændig, omend deres Betydning var langt større i den soloniske Tid end senere. Demokratiet kunde ikke taale noget Embedsvælde, og det søgte at forebygge, at noget saadant skulde opstaa, dels ved at forøge Embedernes Tal, dels ved at indskrænke det enkelte Embedes Magtomraade og Betydning. Embedstiden var sedvanlig kun et Aar, og ingen kunde to Gange faa samme Embede. Embedsmændene kunde suspenderes af Folkeforsamlingen og var ansvarlige. De fleste af dem havde nogen Dommermyndighed og Ret til at ilægge Mulkter; men fra deres Kjendelser kunde der appelleres til Heliasterne; senere mistede de al Domsret og præsiderede kun i Domstolene. Embedsmændene valgtes blandt Borgere over tredive Aar, i den ældre Tid af Folkeforsamlingen, senere ved Lodkastning. De maatte underkaste sig en Prøve af samme Art som Raadsherrernes; ved Embedsaarets Udløb aflagde de Regnskab for sin Forvaltning og for de Statsmidler, de maatte have havt under Hænder; før dette var skeet, maatte de ikke forlade Landet. Embederne var ulønnede og betragtedes som Æresposter; nogle Embedsmænd havde dog fri Fortæring dels paa Prytaneion, dels i sine Embedslokaler. Under Udøvelsen af sin Myndighed<noinclude><references/></noinclude> rk4hesv5g8t36egzlqgwx1ny195e2fs 104 142940 330915 2026-08-16T21:49:48Z Øystein Tvede 3938 /* Rå */ Ny side: bar nogle af dem Myrtekranse; andre Embedsinsignier omtales ikke. Af de mange Embeder, der havde med de forskjellige Grene af Forvaltningen at gjøre, vil vi her kun omtale det høieste af dem alle, {{sp|Archontembede|t}}, der, som vi har seet, afløste Kongemagten og ogsaa blev staaende i den soloniske Stat. Archonternes Antal var ni. Den første i Kollegiet kaldtes blot og bart {{sp|Archonte|n}}; han nød den Ære, at hans Navn brugtes til Betegnelse af det borgerlige Aa… 330915 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bar nogle af dem Myrtekranse; andre Embedsinsignier omtales ikke. Af de mange Embeder, der havde med de forskjellige Grene af Forvaltningen at gjøre, vil vi her kun omtale det høieste af dem alle, {{sp|Archontembede|t}}, der, som vi har seet, afløste Kongemagten og ogsaa blev staaende i den soloniske Stat. Archonternes Antal var ni. Den første i Kollegiet kaldtes blot og bart {{sp|Archonte|n}}; han nød den Ære, at hans Navn brugtes til Betegnelse af det borgerlige Aar, ligesom Konsulernes Navne i Rom; den anden Archont kaldtes {{sp|Konge|n}}, fordi Kongemagtens prestelige Forretninger fortrinsvis var gaaede over til ham, den tredie {{sp|Polemarche|n}} (Krigshøvding) , fordi han særlig havde med Krigsvæsenet at gjøre. De øvrige seks kaldtes {{sp|Thesmothete|r}}, saa kaldte paa Grund af sin oprindelig temmelig udstrakte Dommermyndighed. Medens Archonterne oprindelig var Statens øverste Ledere og havde en omfangsrig Magt, indskrænkedes denne efterhaanden saaledes, at de foruden nogle Forretninger af ringere Betydning kun beholdt dømmende Myndighed, og selv denne blev efterhaanden saaledes beskaaret, at de tilslut kun var Formænd i den Domstol, der skulde afgjøre Sagen. Det paalaa det samlede Kollegium ved Lodkastning at lidtage Aarets Heliaster, ligeledes var det Archonterne, der henvendte det før omtalte Spørgsmaal til Folket, om det var fornøiet med sine Embedsmænd. Endvidere præsiderede de i Folkeforsamlingen ved visse Valghandlinger. Polemarchens tidligere Ledelse af Krigsvæsenet ophørte snart, og han havde siden intet andet at gjøre hermed end at sørge for de i Krigen faldnes Begravelse. Tilslut kan nævnes, at de enkelte Archonter havde med Ledelsen og Anordningen af visse Fester at gjøre. Naar Archonternes Embedsaar var udløbet, optoges de, hvis de dadelløst havde røgtet sin Gjerning, som livs-<noinclude><references/></noinclude> rf7n5bl2ewxbv50f98ljfey3gembwp8 330916 330915 2026-08-16T21:49:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330916 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bar nogle af dem Myrtekranse; andre Embedsinsignier omtales ikke. Af de mange Embeder, der havde med de forskjellige Grene af Forvaltningen at gjøre, vil vi her kun omtale det høieste af dem alle, {{sp|Archontembede|t}}, der, som vi har seet, afløste Kongemagten og ogsaa blev staaende i den soloniske Stat. Archonternes Antal var ni. Den første i Kollegiet kaldtes blot og bart {{sp|Archonte|n}}; han nød den Ære, at hans Navn brugtes til Betegnelse af det borgerlige Aar, ligesom Konsulernes Navne i Rom; den anden Archont kaldtes {{sp|Konge|n}}, fordi Kongemagtens prestelige Forretninger fortrinsvis var gaaede over til ham, den tredie {{sp|Polemarche|n}} (Krigshøvding) , fordi han særlig havde med Krigsvæsenet at gjøre. De øvrige seks kaldtes {{sp|Thesmothete|r}}, saa kaldte paa Grund af sin oprindelig temmelig udstrakte Dommermyndighed. Medens Archonterne oprindelig var Statens øverste Ledere og havde en omfangsrig Magt, indskrænkedes denne efterhaanden saaledes, at de foruden nogle Forretninger af ringere Betydning kun beholdt dømmende Myndighed, og selv denne blev efterhaanden saaledes beskaaret, at de tilslut kun var Formænd i den Domstol, der skulde afgjøre Sagen. Det paalaa det samlede Kollegium ved Lodkastning at lidtage Aarets Heliaster, ligeledes var det Archonterne, der henvendte det før omtalte Spørgsmaal til Folket, om det var fornøiet med sine Embedsmænd. Endvidere præsiderede de i Folkeforsamlingen ved visse Valghandlinger. Polemarchens tidligere Ledelse af Krigsvæsenet ophørte snart, og han havde siden intet andet at gjøre hermed end at sørge for de i Krigen faldnes Begravelse. Tilslut kan nævnes, at de enkelte Archonter havde med Ledelsen og Anordningen af visse Fester at gjøre. Naar Archonternes Embedsaar var udløbet, optoges de, hvis de dadelløst havde røgtet sin Gjerning, som livs-<noinclude><references/></noinclude> 1iozmk48jijpqdvr9i2w5rhcxft2qmq 330939 330916 2026-08-16T23:17:55Z Øystein Tvede 3938 330939 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bar nogle af dem Myrtekranse; andre Embedsinsignier omtales ikke. Af de mange Embeder, der havde med de forskjellige Grene af Forvaltningen at gjøre, vil vi her kun omtale det høieste af dem alle, {{sp|Archontembede|t}}, der, som vi har seet, afløste Kongemagten og ogsaa blev staaende i den soloniske Stat. Archonternes Antal var ni. Den første i Kollegiet kaldtes blot og bart {{sp|Archonte|n}}; han nød den Ære, at hans Navn brugtes til Betegnelse af det borgerlige Aar, ligesom Konsulernes Navne i Rom; den anden Archont kaldtes {{sp|Konge|n}}, fordi Kongemagtens prestelige Forretninger fortrinsvis var gaaede over til ham, den tredie {{sp|Polemarche|n}} (Krigshøvding), fordi han særlig havde med Krigsvæsenet at gjøre. De øvrige seks kaldtes {{sp|Thesmothete|r}}, saa kaldte paa Grund af sin oprindelig temmelig udstrakte Dommermyndighed. Medens Archonterne oprindelig var Statens øverste Ledere og havde en omfangsrig Magt, indskrænkedes denne efterhaanden saaledes, at de foruden nogle Forretninger af ringere Betydning kun beholdt dømmende Myndighed, og selv denne blev efterhaanden saaledes beskaaret, at de tilslut kun var Formænd i den Domstol, der skulde afgjøre Sagen. Det paalaa det samlede Kollegium ved Lodkastning at udtage Aarets Heliaster, ligeledes var det Archonterne, der henvendte det før omtalte Spørgsmaal til Folket, om det var fornøiet med sine Embedsmænd. Endvidere præsiderede de i Folkeforsamlingen ved visse Valghandlinger. Polemarchens tidligere Ledelse af Krigsvæsenet ophørte snart, og han havde siden intet andet at gjøre hermed end at sørge for de i Krigen faldnes Begravelse. Tilslut kan nævnes, at de enkelte Archonter havde med Ledelsen og Anordningen af visse Fester at gjøre. Naar Archonternes Embedsaar var udløbet, optoges de, hvis de dadelløst havde røgtet sin Gjerning, som livs-<noinclude><references/></noinclude> mtv3e41v61irfx76ty442ik84o8ndc3 104 142941 330917 2026-08-16T21:53:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330917 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>varige Medlemmer af det {{sp|areiopagitiske Raa|d}} eller {{sp|Areiopago|s}}, saa kaldet, fordi det samledes paa Areiopagos, d. e. Ares' Høi. Dets Oprindelse føres tilbage helt til den mythiske Tid; men hvad man ved om dets Myndighed, navnlig i den soloniske Tid, er lidet og høist usikkert. Medens Areiopagos i senere Tider væsentlig var en Domstol, var det i den soloniske Tid tillige et Raad, der skulde have Overopsynet med den hele Stat og paase Lovenes Overholdelse. Det heder, at Areiopagos og de fire hundredes Raad var »de to Ankere, for hvilke Statsskibet skulde ligge trygt og uden Slingringer«. Men at optrække Grænsen mellem disse to Institutioners Magtomraade er saare vanskeligt. Areiopagos synes at have havt Ret til at nedlægge Indsigelser mod Folkebeslutninger, der forekom det ulovlige eller skadelige for det almene Vel, ligesom det ogsaa kunde træde op imod Embedsmændenes Pligtovertrædelser ; men medens det senere mistede disse Rettigheder, havde det stedse at vaage over den borgerlige Orden og Sedeligheden, straffe Ryggesløshed og Yppighed og paase, at Religionen bevaredes i sin Renhed, og at Ungdommens Opdragelse gik i det rette Spor. — Areiopagos' dømmende Virksomhed angik væsentlig Sager om Mord, Giftblanderi og Mordbrand. Som Domstol samledes Areiopagos, ledet af den anden Archont, Kongen, under aaben Himmel, forat Dommerne ikke skulde være under samme Tag som den med Blodskyld bedækkede, urene Morder, og Kongen tog ved disse Leiligheder Myrtekransen af sit Hoved. Den anklagede maatte personlig føre sit Forsvar, og det var ham forbudt at bruge noget Middel, hvorved han kunde stemme sine Dommere til Medlidenhed. Naar Sagen optoges til Dom, lagde de, der stemte for Frikjendelse, en hvid Sten, de, der erklærede den anklagede skyldig, en sort i Stemmeurnen. Var Stemmetallet lige, lagde Kongen en hvid Sten i Urnen,<noinclude><references/></noinclude> jj67mow7ou4te8kjv5sd69tvk02hl4r 330940 330917 2026-08-16T23:20:46Z Øystein Tvede 3938 330940 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>varige Medlemmer af det {{sp|areiopagitiske Raa|d}} eller {{sp|Areiopago|s}}, saa kaldet, fordi det samledes paa Areiopagos, d. e. Ares' Høi. Dets Oprindelse føres tilbage helt til den mythiske Tid; men hvad man ved om dets Myndighed, navnlig i den soloniske Tid, er lidet og høist usikkert. Medens Areiopagos i senere Tider væsentlig var en Domstol, var det i den soloniske Tid tillige et Raad, der skulde have Overopsynet med den hele Stat og paase Lovenes Overholdelse. Det heder, at Areiopagos og de fire hundredes Raad var »de to Ankere, for hvilke Statsskibet skulde ligge trygt og uden Slingringer«. Men at optrække Grænsen mellem disse to Institutioners Magtomraade er saare vanskeligt. Areiopagos synes at have havt Ret til at nedlægge Indsigelser mod Folkebeslutninger, der forekom det ulovlige eller skadelige for det almene Vel, ligesom det ogsaa kunde træde op imod Embedsmændenes Pligtovertrædelser; men medens det senere mistede disse Rettigheder, havde det stedse at vaage over den borgerlige Orden og Sedeligheden, straffe Ryggesløshed og Yppighed og paase, at Religionen bevaredes i sin Renhed, og at Ungdommens Opdragelse gik i det rette Spor. — Areiopagos' dømmende Virksomhed angik væsentlig Sager om Mord, Giftblanderi og Mordbrand. Som Domstol samledes Areiopagos, ledet af den anden Archont, Kongen, under aaben Himmel, forat Dommerne ikke skulde være under samme Tag som den med Blodskyld bedækkede, urene Morder, og Kongen tog ved disse Leiligheder Myrtekransen af sit Hoved. Den anklagede maatte personlig føre sit Forsvar, og det var ham forbudt at bruge noget Middel, hvorved han kunde stemme sine Dommere til Medlidenhed. Naar Sagen optoges til Dom, lagde de, der stemte for Frikjendelse, en hvid Sten, de, der erklærede den anklagede skyldig, en sort i Stemmeurnen. Var Stemmetallet lige, lagde Kongen en hvid Sten i Urnen,<noinclude><references/></noinclude> sb1phaip238jw3nvclzqfxc6ae56m22 104 142942 330918 2026-08-16T21:55:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330918 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det var Athenes barmhjertige Stemme, og den anklagede blev frikjendt. {{---}} Vi har saaledes skildret de af Solon grundlagte Statsformer i deres senere fyldigere Udvikling. Men Solons Lov givning omfattede desuden en Mængde Love og Bestemmelser, som angik Folkets Liv og Seder, f. Eks. Bestemmelser om Agerbruget, om Haandverksdriften og Handelen, om Fadermyndigheden, Arveretten, Opdragelsen, om Kvindernes Luksus o. s. v. I alle disse Bestemmelser raader den samme retfærdige, frisindede Aand, som er et Særkjende for Solons Lovgivning. I Lykurgos' Stat forsvandt Mennesket for Borgeren, der blev hemmet i sin frie Udvikling af de Baand, hvori Staten indsnørede ham. I Solons Stat derimod var der ladet den enkelte vidt nok Spillerum til at udfolde sine Evner. Medens Lykurgs Lovgivning lagde Beslag paa og udviklede Folkets Kraft fortrinsvis kun i én Retning, nemlig at danne Borgerne til fremragende Krigere, var Solons Maal at udnytte alle Kræfter blandt Folket, at mane Borgerne til Kappestrid ogsaa i Fredens Sysler og fremme en alsidig Udvikling og Dannelse. Medens Sparta forbød sine Borgere at arbeide, gjorde Athen dette til en Pligt og straffede dem, som gik ledige. En Søn var ikke pligtig til at underholde sin Fader i hans Alderdom, nåar denne ikke havde ladet ham lære en Haandtering. I Athen var Opdragelsen væsentlig overdraget Forældrene, ikke som i Sparta Staten. Heller ikke havde den i Athen ligesom i Sparta blot til Hensigt at hærde og øve Legemet; foruden i Gymnastik, hvortil hørte Legemsøvelser i videste Forstand, undervistes de attiske Gutter tillige i Musik, og under dette Begreb er alt indbefattet,<noinclude><references/></noinclude> 48rba0t4rnbeureqyqxjzrqr6z92spa 330941 330918 2026-08-16T23:27:01Z Øystein Tvede 3938 330941 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det var Athenes barmhjertige Stemme, og den anklagede blev frikjendt. {{---}} Vi har saaledes skildret de af Solon grundlagte Statsformer i deres senere fyldigere Udvikling. Men Solons Lovgivning omfattede desuden en Mængde Love og Bestemmelser, som angik Folkets Liv og Seder, f. Eks. Bestemmelser om Agerbruget, om Haandverksdriften og Handelen, om Fadermyndigheden, Arveretten, Opdragelsen, om Kvindernes Luksus o. s. v. I alle disse Bestemmelser raader den samme retfærdige, frisindede Aand, som er et Særkjende for Solons Lovgivning. I Lykurgos' Stat forsvandt Mennesket for Borgeren, der blev hemmet i sin frie Udvikling af de Baand, hvori Staten indsnørede ham. I Solons Stat derimod var der ladet den enkelte vidt nok Spillerum til at udfolde sine Evner. Medens Lykurgs Lovgivning lagde Beslag paa og udviklede Folkets Kraft fortrinsvis kun i én Retning, nemlig at danne Borgerne til fremragende Krigere, var Solons Maal at udnytte alle Kræfter blandt Folket, at mane Borgerne til Kappestrid ogsaa i Fredens Sysler og fremme en alsidig Udvikling og Dannelse. Medens Sparta forbød sine Borgere at arbeide, gjorde Athen dette til en Pligt og straffede dem, som gik ledige. En Søn var ikke pligtig til at underholde sin Fader i hans Alderdom, naar denne ikke havde ladet ham lære en Haandtering. I Athen var Opdragelsen væsentlig overdraget Forældrene, ikke som i Sparta Staten. Heller ikke havde den i Athen ligesom i Sparta blot til Hensigt at hærde og øve Legemet; foruden i Gymnastik, hvortil hørte Legemsøvelser i videste Forstand, undervistes de attiske Gutter tillige i Musik, og under dette Begreb er alt indbefattet,<noinclude><references/></noinclude> axwfvhdho7qkic82fs0rzai6yjv21dt 104 142943 330919 2026-08-16T21:56:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330919 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som hører til Aandens Dannelse. Atten Aar gamle bliver de unge Mænd myndige i visse Henseender og udskrives til Krigstjeneste. Naar en Borger havde naaet seksti Aar, var han fri for al Krigstjeneste. Tallet paa stemmeberettigede Borgere anslaaes paa Athens Blomstringstid til henimod 20,000. Det var dog kun en mindre Del af disse, som mødte i Folkeforsamlingerne. Der nævnes, at en almindelig Folkeforsamling sjelden talte over 5000 Medlemmer. I visse Tilfelde fordredes der dog et mere fuldtalligt Møde (se Side 210). Attikas Befolkning antages at have udgjort 500,000 Mennesker. Af disse var kun omtrent 100,000 af attisk Byrd, 350,000 var Træler og Resten fremmede ({{sp|Metøke|r}}). Trælernes Kaar var i Athen langt fra saa haarde som i de fleste andre af Oldtidens Stater. Herren kunde saaledes ikke som paa andre Steder dræbe Trælen, og i Tilfelde af altfor streng Behandling kunde denne forlange at blive solgt til en anden Herre. Metøkerne havde ingen borgerlige Rettigheder og maatte betale en aarlig Skat til Staten, men var forresten frie Mænd og stod under Lovenes Beskyttelse. Samme Vilkaar havde ogsaa frigivne Træler. Solon lod indridse sine nye Love paa Træpiller, som kunde dreies rundt og opstilledes paa Akropolis. Da han blev spurgt, om dette nu var de bedste Love, som kunde gives Athenerne, svarede han med de Ord: »Ja, de bedste, som Athenerne er istand til at modtage«. Mange var dog misfornøiede med hans Love, og daglig blev han bestormet af Folk, der dels vilde have dem forandrede, dels ønskede at faa hans Forklaring over dette eller hint Punkt. For at unddrage sig denne Paatrængenhed besluttede Solon igjen at forlade sit Fædreland og paany foretage en Reise til fjerne Lande. Først lod han dog sine Medborgere aflægge Ed paa, at de skulde bevare hans Forfatning uforandret i ti Aar; han haabede, at de, inden<noinclude><references/></noinclude> k9d0yh6na5hec3jed4a1v2o6pl728rx 104 142944 330920 2026-08-16T21:59:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330920 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den Tid var forbi, vilde være komne til Erkjendelse af dens Godhed og Fortræffelighed. Solon gik først til Ægypten, hvor han opholdt sig i længere Tid ved Kong Atnasis' Hof (Side 38), æret og agtet af denne. Derpaa seilede han til Øen Kypros, hvor han ogsaa blev modtagen med stor Hæder af Kong Philokypros. Om hans Ophold ved Lyderkongens Hof er der tidligere talt (Side 29—31). Denne Solons Udenlandsreise faldt dog tidligere end Aaret 563, da Krøsos besteg Lydiens Throne. Mange anser derfor den hele Samtale for opdigtet for at stille den dybe Visdom og det ophøiede Tænkesæt hos en dannet Hellener, der var slet og ret Borger i en fri Stat, i skarp Modsætning til den tomme Pragt og den forfengelige Stolthed hos en asiatisk Hersker, der satte al sin Tillid til sine jordiske Goder og sin hurtig forgjængelige Magt. Det er dog meget muligt, at Solon i sine ældre Aar kan have gjort endnu en tredje Udenlandsreise og paa denne besøgt Sardes. Da Solon efter ti Aars Fravær vendte tilbage til Athen, fandt han, at de gamle Partistridigheder paany var blussede op. Denne Kamp fik den Udgang, at {{sp|Peisistrato|s}} i Aaret 560 tilvendte sig Eneherredømmet. Kort Tid i Forveien havde Solon, som gjettede hans ærgjerrige Planer, en Dag mødt frem i Folkeforsamlingen i fuld Rustning for at vise, hvilken Fare der var forhaanden. Men de præsiderende Pn taner erklærede kun, at »ligesom Solon i sin Ungdom havde anstillet sig vanvittig, saaledes havde han nu i Virkeligheden mistet Forstandens Brug«. Skjønt Solon paa alleMaader havde modarbeidet Peisistratos, vilde han dog ikke tage Flugten, da denne var bleven Tyran. Da hans Venner med Bekymring spurgte ham, hvad der vilde beskytte ham mod Voldsmandens Hevn, svarede han: »Min Alder«. Og Peisistratos ærede hans Alder og hans Fortjenester, han søgte hans Gunst og fulgte hans Raad.<noinclude><references/></noinclude> f1h5vunqakm82x873cunpuglj60yi7k 330942 330920 2026-08-16T23:32:14Z Øystein Tvede 3938 330942 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den Tid var forbi, vilde være komne til Erkjendelse af dens Godhed og Fortræffelighed. Solon gik først til Ægypten, hvor han opholdt sig i længere Tid ved Kong Atnasis' Hof (Side 38), æret og agtet af denne. Derpaa seilede han til Øen Kypros, hvor han ogsaa blev modtagen med stor Hæder af Kong Philokypros. Om hans Ophold ved Lyderkongens Hof er der tidligere talt (Side 29—31). Denne Solons Udenlandsreise faldt dog tidligere end Aaret 563, da Krøsos besteg Lydiens Throne. Mange anser derfor den hele Samtale for opdigtet for at stille den dybe Visdom og det ophøiede Tænkesæt hos en dannet Hellener, der var slet og ret Borger i en fri Stat, i skarp Modsætning til den tomme Pragt og den forfengelige Stolthed hos en asiatisk Hersker, der satte al sin Tillid til sine jordiske Goder og sin hurtig forgjængelige Magt. Det er dog meget muligt, at Solon i sine ældre Aar kan have gjort endnu en tredje Udenlandsreise og paa denne besøgt Sardes. Da Solon efter ti Aars Fravær vendte tilbage til Athen, fandt han, at de gamle Partistridigheder paany var blussede op. Denne Kamp fik den Udgang, at {{sp|Peisistrato|s}} i Aaret 560 tilvendte sig Eneherredømmet. Kort Tid i Forveien havde Solon, som gjettede hans ærgjerrige Planer, en Dag mødt frem i Folkeforsamlingen i fuld Rustning for at vise, hvilken Fare der var forhaanden. Men de præsiderende Prytaner erklærede kun, at »ligesom Solon i sin Ungdom havde anstillet sig vanvittig, saaledes havde han nu i Virkeligheden mistet Forstandens Brug«. Skjønt Solon paa alle Maader havde modarbeidet Peisistratos, vilde han dog ikke tage Flugten, da denne var bleven Tyran. Da hans Venner med Bekymring spurgte ham, hvad der vilde beskytte ham mod Voldsmandens Hevn, svarede han: »Min Alder«. Og Peisistratos ærede hans Alder og hans Fortjenester, han søgte hans Gunst og fulgte hans Raad.<noinclude><references/></noinclude> oruh4gaja0qcwc3f1c8rpu0f1xvhbxg 104 142945 330921 2026-08-16T22:01:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 330921 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Solon døde i Athen i Aaret 559 omkring 80 Aar gammel. Ifølge en anden Beretning forlod han sin Fødeby af Sorg over at se den frie Forfatning omstyrtet og begav sig til Kypros, hvor han døde. {{---}} {{c|{{stor|35. Peisistratiderne.}}}} {{--}} Medens Solons Berømmelse udbredte sig rundt hele Hellas, maatte han selv i sin høie Alder gjøre den smertelige Erfaring, at hans store Fredsverk kun havde været en Vaabenstilstand i den Partistrid, som altid havde sit Hjem i Athen. Under Partistridigheder pleier de videst gaaende Anskuelser i Regelen at finde Tilhængere blandt den Del af Befolkningen, hos hvem der hersker mest Utilfredshed. I Athen bestod det misfornøiede Parti væsentlig af Hyrderne, Kulbrænderne og Høilandets fattige Bønder. De følte sig skuffede i sine Forventninger, og da de udelukkende var Folk, som havde lidet at tabe og alt at vinde, fandt Tale om Forurettelse og Tilsidesættelse her den gunstigste Jordbund. Og ingensteds var Talen mere en Magt end hos det nyfigne og letbevægelige Athenerfolk. Derfor havde de fornemme Athenere allerede i lang Tid dyrket Veltalenhedens Kunst, og den samme Magt, som Solon havde anvendt til Fædrelandets Vel, maatte nu træde i egennyttige Partiføreres Tjeneste. {{sp|Peisistratidern|e}} udledede sin Herkomst fra Peisistratos, Søn af Troerkrigens bedagede Helt Nestor, den<noinclude><references/></noinclude> dgpqxjza5185ld5uaueqpb4oppjclcm