Rote Armee Fraktion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Rote Armee Fraktion Logo - en Heckler & Koch MP5 maskinpistol med en rød stjerne som baggrund
Rote Armee Fraktion Logo - en Heckler & Koch MP5 maskinpistol med en rød stjerne som baggrund

Rote Armee Fraktion også kendt som Baader-Meinhof-gruppen, navngivet efter Andreas Baader og Ulrike Meinhof, var en tysk venstreorienteret, ekstremistisk terrorgruppe.

Gruppen var aktiv fra 1970 til 1998 og myrdede omkring et dusin højt placerede tyskere. De var særlig aktive i efteråret 1977, hvor det medførte en tysk regeringskrise. Mange af gruppens medlemmer blev fængslet, og flere døde i fængsel under omstændigheder, der medførte forskellige konspirationsteorier.

RAF ville med inspiration fra sydamerikanske modstandskæmpere, f.eks. Tupamaros i Uruguay, føre væbnet kamp som "byguerilla" mod "systemet" og den herskende kapitalistiske stat. De hævdede også at Vesttyskland var styret af fascister og at Vesttyskland var en politistat. Den eneste måde, de mente at kunne bevise dette på, var ved gennem mord, røverier og gidseltagninger at tvinge politiet frem, således at man kunne se politistaten.

Navnet var inspireret af den Japanske Røde Armé, en lignende japansk terrororganisation, mens "Fraktion" skulle illustrere tilknytningen til en større marxistisk bevægelse. RAF var i konservativ tysk presse også kendt som Baader-Meinhof-banden, efter to af medlemmerne, Andreas Baader og Ulrike Meinhof.

RAF samarbejdede med flere andre venstreorienterede terrororganisationer uden for Vesttyskland, bl.a. den franske organisation Action Directe. Vesttysk politi og tyske militære specialenheder forsøgte med alle midler at bekæmpe gruppen - flere af gruppens medlemmer endte i fængslet i Stammheim, hvor de dog ikke gav op, men ofte forsøgte flugt eller sultestrejker. Gruppens voldelige islæt førte ofte til at politiet og militæret skød først, således også under en flykapring, hvor vesttyske specialenheder (GSG 9) tilbageerobrede flyet i Somalia. Gruppen var konstant i politiets og politikernes søgelys. I slutningen af 80'erne fandt man ud af at flere af gruppens medlemmer opholdt sig i DDR.Således har der også været teorier om at RAF fik aktiv hjælp fra STASI (Stats sicherheits dienst= Østysk efterretningstjeneste)til at udføre deres attentater mod mål i Vesttyskland.

Til kendte ofre hører den tyske arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer, rigsadvokat Siegfried Buback, Dresdner Bank-chefen Jürgen Ponto, Berlins justitskammerpræsident (øverste dommer) Günther von Drenkmann, Deutsche Bank-chefen Alfred Herrhausen, Tysklands militærattaché i Stockholm, Andreas von Mirbach samt handelsattachéen samme sted, Heinz Hillegart, desuden Karl Heinz Beckurts, medlem af ledelsen i Siemenskoncernen, Gerold von Braunmühl, højtstående embedsmand i det tyske udenrigsdepartement og Detlev Karsten Rohwedder, chef for Treuhand (havde ansvaret for overføring af det styrtede DDR-regimets ejendom til rette ejere eller reprivatisering gennem salg); i tillæg et stort antal politimænd, sikkerhedsvagter og privatchauffører.

I 1998 opløste organisationen sig selv. Der er stadig medlemmer af RAF på fri fod, disse rangerer højt på listen af eftersøgte personer, som BND (Bundes Nachrichten Dienst=Tysk efterretningstjeneste)gerne ser i deres varetægt.

Efter langvarige fængselsstraffe er en del RAF-medlemmer blevet sat fri. Således blev Brigitte Mohnhaupt løsladt 25. marts 2007 efter at have siddet inde i 30 år, dømt for mordet på Jürgen Ponto. Derimod fik Christian Klar 7. maj samme år af forbundspræsident Horst Köhler afslag på sin ansøgning om benådning. Klar har været i fængsel siden 1982 dømt som medskyldig i mordene på Buback, Ponto og Schleyer. 17. august 2007 blev Eva Haule løsladt efter 21 år bag tremmer - hun blev i 1994 idømt livstid for tredobbelt drab i forbindelse med et bombeattentat mod en amerikansk militærlufthavn i Frankfurt i 1985.


Denne samfundsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

organisation