Erkendelsesteori

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Erkendelsesteori kaldes også epistemologi er en gren indenfor filosofien som arbejder med egenskaberne, ophavet og grænserne for menneskelig viden og erkendelse.

Erkendelsesteori forveksles ofte med videnskabsfilosofi.

Ludvig Wittgenstein (1889-1957) mente, at det eneste, der kunne erkendes var tautologier, dvs dagligsprogets enten eller. F.eks vil sætningen; enten regner det eller også regner det ikke, altid være sand uanset forholdet. Han mente, også at matematikken i bund og grund kun betår af tautologier. Disse antagelser fører ikke nødvendigvis til logiske fejlslutninger, men fører til at virkelighedens beskaffenhed ikke kan udsiges via logik eller andre erkendelsessystemer hvis det er tilfældet konstituerer det falsk erkendelse. Denne anskuelse medføre, at matematikken og logikken fordrer, at disse discipliner ikke kan udsige noget om virkelighedens beskaffenhed, men kun beskrive dens genstande, substanser, objekter osv. Ludvig Wittgensteins meget 'strenge' empirisme betragter hele filosofien som ubrugelig. Filosofiens formål er at erkende virkeligheden, men hvis man sekundere Wittgensteins ideer er der ikke nogle grund til at læse filosofi, fordi filosofien netop er en disciplin, hvis tilhængere prøver at betone paradokser og uligheder i sproget, mere specifikt begreber.


Problemerne er bl.a.:

  • Definitoriske problem. Hvad er viden? Hvordan adskiller den sig fra formodninger? Hvordan adskiller den sig fra psykologisk kognition?
  • Det skeptiske problem. Er viden overhovedet mulig? Dette hænger sammen med svaret på det første problem. Se skepticisme.
  • Værdiproblemet. Er viden værdifuld i sig selv eller kun som middel til f.eks. at beherske naturen (Har den intrinsisk eller blot instrumental værdi?)

[redigér] Se også

organisation