Træl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Træl er den gamle nordiske betegnelse for slave. Trældom var arvelig på den måde, at havde man trælle som forældre, blev man selv træl. Også krigsfanger blev i stort omfang gjort til trælle, hvilket var praksis under vikingetogene.

En træl var ufri og retsløs. Han kunne ikke eje jord, føre sag, vidne eller aflægge ed, og han tilhørte sin husbond, som kunne købe og sælge ham og hans familie.

I løbet af den tidlige middelalder skete der på grund af kirkelig indflydelse en langsom afvikling af trælleforholdet, og det forsvandt helt i 1200-tallet. Man må antage, at trællene er blevet opsuget i de lavere sociale lag af samfundet, især i bondestanden.

[redigér] Træl i den nordiske mytologi

I Rigs vandring fra nordisk mytologi findes beretningen om Træl, søn af Edda og Heimdal. Han tager sig Thir til hustru, og de bliver sammen ophav til trællenes æt.

[redigér] Se også

organisation