Patologi
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Patologi er den naturvidenskabelige lære om sygdomme, deres årsager, opståelsesmekanismer og manifestationer. Ordet kommer af græsk: pathos lidelse og logos lære, dvs. læren som lidelser.
Patologisk anatomi beskæftiger sig med de anatomiske og fysiologiske forandringer, der sker i kroppens celler og væv ved sygdom. Disse forandringer kaldes også for morfologiske forandringer, og har stor betydning når man stiller diagnoser og laver forskning i sygdomme.
Patologien dele i en almen og en speciel del. Den almene del beskæftiger sig med generelle reaktioner og forandringer i kroppen ved sygdomme, mens den specielle, også kaldet organpatologi, beskæftiger sig med de specifikke sygdomme.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Patologisk sygdomsbeskrivelse
Sygdomsbeskrivelse, eller nosografi, er en beskrivelse af en tilstand hos en gruppe mennesker, som menes at fejle de samme. En nosografi består af et navn, definition, forekomst, ætiologi, patogenese, lokalisation og udbredelse, klinik, patoanatomi, forløb og prognose.
Navn: Hver sygdom har et navn, hvilket gør det muligt for alle læger at videregive diagnosen til andre. Navnen stammer ofte fra latin eller græsk, men der bruges også nationale navne af hensyn til patienterne. Fordelen ved de latinske navne er at de er internationale.
Definition: Den enkelte sygdom er defineret ud fra nogle særlige kriterier, som skal være opfyldt, for at diagnosen kan stilles. Der findes flere internationale systemer for diagnose definitioner, bla. ICD-10
Forekomst: Her menes forekomsten i befolkning, altså hvor mange mennesker, som får sygdommen, hvilken aldersgruppe, samt disponerende faktorer. F.eks. taler man om incidens, hvilket vil sige hvormange mennesker, som får sygdommen i løbet af et år, og prævalens, hvilket vil sige hvormange mennesker, der har sygdommen lige nu (fx ud af 10000).
Ætiologi: Herved forstås årsagen til at sygdommen opstår, f.eks. bakterier eller rygning.
Patogenese: Herved forstås måden sygdommen opstår op og hvordan den udvikler sig. Man taler også om sygdomsmekanisme.
Lokatisation og udbredelse: Her menes hvor i kroppen sygdommen og symptomerne sidder og hvordan den spreder sig. En sygdom kan f.eks. være fokal, hvilket vil sige at den kun sidder et bestemt sted, eller systemisk, hvilket vil sige at hele kroppen er påvirket. Andre begreber kan være lokaliseret, diffus, dissemineret, generaliseret og diligeret.
Klinik: Ved klinik forstås de symptomer og objektive fund patienten har. Hvis patienten har en række af symptomer i et karakteristisk mønster taler man om et syndrom.
Patoanatomi: Ved patoanatomi menes vævene morfologi ved specifikke sygdomme. Man taler også om parakliniske fund.
Forløb og prognose: Her menes hvilket forløb sygdommen har med hensyn til tid og sværhedsgrad. Her beskrives om sygdommen opstår pludseligt (akut) eller over tid og om forløbet er langt (kronisk) eller kort. Prognosen er en beskrivelse af hvordan fremtidsudsigterne er, altså hvilket forløb man kan forvente og hvilke følger den vil have (sequelea).
[redigér] Opdeling af sygdomme
Inden for patologien opdeles sygdommme i forskellige sygdomsgrupper. Oftest bruges denne opdeling:
- Medfødte og arvelige sygdomme
- Inflammatoriske, infektiøse og immunologiske sygdomme
- Toksisk betingede sygdomme
- Kredsløbssygdomme
- Metaboliske og endokrine sygdomme
- Mekaniske og neuromuskulære forandringer
- Non-neoplastiske væsktforandringer
- Neoplasier
[redigér] Patologiens historie
Sygdomme har altid været en del af menneskers liv og man har derfor langt tilbage i historien beskæftiget sig med kroppen og dens sygdomme. Fra arkæologiske fund har ved vi, at det i høj grad var de samme sygdomme, som plagede menneskene for 5000 år siden, som det er idag. Dog har fordelingen ændret sig, fordi vi idag bliver ældre og har mulighed for at behandle mange infektionssygdomme.
Selvom sygdommene er de samme, har forklaringerne på dem ændret sig markant igennem tiden. De tidligste skrifter vi kender til er flere tusind år gamle. Her forklares sygdomme med at personen var besat af dæmoner eller ånder.
Den egentlige patologi kan spores tilbage til ca 3-400 hundrede år f.Kr., hvor man både i Grækenland og Ægypten begyndte at lave undersøgelser af døde og syge. Det første anatomiske institut bliver startet i Alexandria i Ægypten i denne periode, sammen med flere andre vigtige fakulteter og et bibliotek, hvor man forsøger at samle al videnskabelig viden i verden. På dette anatomiske institut tillader kongen, at man laver dissektioner af døde, hvilket giver mulighed for at undersøge kroppen indeni og beskrive organerne. Muligvis har man også lavet vivisektioner på kriminelle, hvor de er blevet skåret op, mens de stadig var i live, så man kunne undersøge hvordan kroppen fungerede.
I Ægypten fik man lavet nogle meget omfattende værker med beskrivelser af kroppen. De originale værker er gået tapt, men mange af dem blev oversat af arabiske læger og som tog dem med til bl.a. Persien og Grækenland, hvor traditionerne blev ført videre. Udbredelsen af denne nye viden nåede imidlertid først resten af Europa i det 11. århundrede, men blev selv der i høj grad undertrykt af den katolske kirke.
Studierne af anatomi og patologi blomstrede igen op i renæssancen, hvor universiteterne i Europa igen fik mulighed for at lave dissektioner af døde, hvilket ellers havde været forbudt under katolicismen. En milepæl var udgivelsen af De humani corporis fabrica fra 1543 (Andreas Vesalius), hvor der var yderst detaljerede beskrivelser af menneskekroppen. Også videnskabsmænd som Harley (1578-1657) og Descartes (1596-1650) bidrog med vigtige værker i denne periode.
Sideløbende med at anatomien blev beskrevet, begyndte flere videnskabsmænd at beskæftige sig med afvigelserne fra det normale, som netop er grundlaget for patologien. Hovedværket fra denne tid var Giovanni Battista Morgagnis (1628-1771) bog De sedibus et causis morborum per anatomen indagatis, som beskriver de anatomiske forandringer og kliniske symptomer ved mange af de almindelige sygdomme på den tid, bla. åreforkalkning, levercirrose, lungebetændelse og forstørret prostata.
Den næste store milepæl kom ved opfindelsen af mikroskopet i slutningen af 15-hundredetallet. Dette gav mulighed for at se endnu flere detaljer i de forandrede væv og derved på en mere detaljeret viden om sydgommenes årsag.
[redigér] Eksterne kilder
- Fenger, Baandrup, Clausen, Horn & Vainer (Red.): "Almen patologi - Teori og praksis". FADL's forlag 2005.

