Johannes Wiedewelt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Johannes Wiedewelt, 1731-1802, Billedhugger, var født i Kjøbenhavn 1. Juli 1731 og Søn af Just Wiedewelt. Faderen maa tidlig have faaet Øje for sin Søns kunstneriske Begavelse, thi allerede som Dreng blev W. sat i Lære hos den italiensk fødte Historiemaler Miani. Da denne imidlertid forlod Kjøbenhavn 1745, tog Just W. sig selv af Sønnens videre Uddannelse samtidig med, at han lod ham besøge det ældre Kunstakademi, hvor W. rimeligvis har tegnet og modelleret under Petzold. Tidlig er han dog begyndt at arbejde paa egen Haand og har naaet Resultater, der maa have vakt en vis Opmærksomhed; saa meget vides i alt Fald, at den unge Kunstner allerede i Foraaret 1750 havde modelleret og faaet støbt i Tin to smaa Buster, forestillende Kong Frederik V og Dronning Louise, og at disse Arbejder bleve overrakte de høje Herskaber og betalte med 120 Daler. Stort mere end denne Sum har W. næppe haft til Raadighed, da han et Par Maaneder senere gav sig ud paa en større Studierejse. Over Hamborg drog han til Rouen og naaede i Begyndelsen af Avgust Paris, hvor han ikke længe efter havde det Held at gjøre Bekjendtskab med den danske Legationssekretær ved det franske Hof, Justitsraad Wasserschlebe. Denne blev ham en værdifuld Støtte, i det han først skaffede sin unge Landsmand Optagelse i den ansete Billedhugger G. Coustou den yngres Atelier og senere formaaede Kong Frederik til at yde ham en aarlig Understøttelse, foreløbig paa 2 Aar og paa 200 Rigsdaler d. K. aarlig; senere blev Summen forhøjet til det dobbelte. Hos Coustou indtog W. en Stilling dels som Elev, dels som Medhjælper, og var i den sidste Egenskab højt skattet af Mesteren, hvem han stod bi med Marmorhugningen; det viste sig ogsaa, da W. udtalte sit Ønske om at rejse til Italien, at Coustou søgte at holde ham tilbage ved at forestille ham, at han, om han blev i Paris, ved hvis Akademi han havde vundet en Sølvmedaille, endnu et Aar (hele Aaret 1754), vilde kunne gjøre sig Haab om at opnaa Akademiets store Rejsestipendium. Hertil synes W. imidlertid kun at have fæstet ringe Lid, og tilmed stod det ham vistnok klart, at han i det franske Atelier ikke lærte andet godt end at hugge i Marmor. Han skilte sig da fra Coustou, studerede endnu en kort Tid paa egen Haand i Paris og begav sig saa, i Maj 1754, over Lyon, Marseille og Civitavecchia til Rom.

Fra Wasserschlebe havde W. Anbefalingsbreve med til Direktøren for det franske Akademi i Rom, Professor Natoire, der tog venlig imod ham, og gjennem hvem han blev kjendt med adskillige andre franske Kunstnere; til hans Omgangskreds kom ogsaa andre fremmede Mestre til at høre, saaledes Tyskeren Rafael Mengs og Italieneren Pompeo Battoni. Af ganske særlig Betydning for ham blev dog fremfor alt det nære Venskabsforhold, hvori han kom til at staa til den fremragende tyske Arkæolog og Kunstgransker Winckelmann, Grundlæggeren af den nyere Tids Antikstudium. Sammen studerede Winckelmann og W. hvad der paa den Tid fandtes i Rom af Oldtidens Billedhuggerarbejder, og den store lærde vejledede sin unge Ven til deres rigtige Forstaaelse, opmuntrede ham til at tegne saa meget som muligt efter dem og har sikkert ikke forsømt nogen Lejlighed til at indskærpe ham den Grundsætning, som W. senere hævdede i sit lille Skrift «Tanker om Smagen udi Kunsterne i Almindelighed», at den fremadstræbende Kunstner gjør stor Uret mod sig selv og mod sit Kald, dersom han giver sig til at arbejde efter Naturen, før han grundig har studeret Antikken og tilegnet sig dens Aand og Stil. Winckelmanns Indflydelse paa W. har saaledes ingenlunde helt igjennem været af det gode. Mere end tvivlsomt er det dog, om W. i de Aar, han levede i Rom, uden sin Vens Hjælp overhovedet havde faaet Øjnene op for den oldgræske Plastiks Fortrin for den nyere franske og m ægtet at iværksætte de agtværdige Forsøg, han senere i sine bedste Værker gjorde paa at komme ud over den Barokstil, der raadede i Coustous Værksted.

W. blev i Italien til 1758, da Akademiets Præses gav ham Tilhold om at vende hjem; største Delen af de 4 Aar tilbragte han i Rom, men fik dog Tid til at gjøre en Udflugt til Neapel, Pompeji, Herculanum og Portici, i hvilken sidste By han viede de to Rytterstatuer af M. Nonius Balbus en ikke ringere Hyldest end den, han i Rom havde ladet blive sine Yndlingsskulpturer, Apollon i Belvedere, Laokoonsgruppen og Niobegruppen, til Del. 1. Juli i det nævnte Aar tog han i Rom Afsked med Vennerne og gav sig i Følge med Maleren Mandelberg paa Hjemrejsen. Denne gik over Siena og Florents, hvor Vennerne tilbragte 16 Dage og flittig besøgte Kunstsamlingerne; W. har selv i sine Optegnelser og Breve udtalt sig om Indtrykkene, han modtog i disse og i Kirkerne, og det er med noget blandede Følelser, man erfarer, i hvilken Retning hans Smag gik; af Malerierne synes et Værk af den ret ubetydelige Eklektiker Trevisani at have gjort det stærkeste Indtryk paa ham, medens det om Michelangelos Monumenter i Kapellet ved S. Lorenzo (Medicigravene) hedder, at de ere «schlechter, als man sich einbilden sollte». I Pisa saa han Freskerne i Campo santo, «so aber nicht viel taugen», i Padua interessere Billedhuggerarbejderne, deriblandt Donatellos berømte Rytterstatue, ham ikke, «ist nicht sonderlich». Rejsen førte ham for øvrigt over Venedig gjennem Tyrol og Tyskland; til Kjøbenhavn kom han 6. Okt. 1758.

Hvad W. havde hjemsendt fra Rom var ikke meget; foruden en Del Tegninger og Kopier efter Antikken nævnes kun et Relief, der kom til Akademiet i sønderbrudt Tilstand, og hvis Æmne nu ikke kjendes. At man imidlertid i de raadende Kredse allerede regnede ham for en betydelig Kraft, fremgaar af Begivenhedernes Gang: næppe et halvt Aar efter sin Hjemkomst blev han optagen som Medlem af det nyorganiserede Kunstakademi, og samtidig fik han Udnævnelse til kongl. Hof billedhugger med frit Atelier i Materialgaarden ved Frederiksholms Kanal. Og Bestillingerne lod ikke vente paa sig; først blev det ham paalagt at udføre et Monument over Christian VI -- det var færdigt i Marmor 1770 og bestaar af en mægtig, med allegoriske Relieffer prydet Sarkofag, ved hvis Endestykker 2 kvindelige Figurer, «Sorgen» og «Berømmelsen» ere anbragte; det hele er samlet med ikke ringe Følelse for dekorativ Virkning og i mange Enkeltheder smukt modelleret. Lidt senere overdroges det ham at bidrage til den paabegyndte Frederikskirkes Udsmykkelse med en stor Mængde Kunstværker, ikke mindre end 64 «Figurer» og 30 Relieffer foruden flere dekorative Ting. Til alt dette fik W., der maa have modelleret med ganske overordentlig Lethed, Skitserne færdige i mindre end et Aars Tid. Til endelig Udførelse kom disse Arbejder imidlertid ikke, da Opførelsen af Kirken, som man ved, blev standset, og af Skitserne er ikke en eneste bevaret til vore Dage.

I 1760 begyndte W. at efterkomme en vistnok ikke mindre omfattende Bestilling, og det lykkedes ham, selvfølgelig med Bistand af talrige Medhjælpere, at føre Arbejdet til Ende i Løbet af næppe længere -- maaske endog kortere -- Tid end 8 Aar. Det er de mangfoldige Grupper, Statuer og Dekorationer af forskjellig Art, som endnu staa paa deres Plads i Fredensborg Slotshave. Disse Værker ere af meget ulige Værdi og i forskjellig Stil, om de end for Enkeltfigurernes og endnu mere for Figurkompositionens Vedkommende gjennemgaaende bære utvetydigt Mærke af den Paavirkning, Kunstneren havde været underkastet i Paris. Mindst gjælder dette om de kolossale -- 8 Fod høje -- draperede siddende Kvindefigurer, som danne Hovedstykkerne i de 2, hver 62 Fod lange, for øvrigt med Vaabenskjolde prydede «Dekorationer», og som symbolisere Danmark og Norge; her er Ro og plastisk Holdning og en Renhed i Linjerne, der peger tilbage over Coustou og hans samtidige og lige mod den oldromerske Plastik. Men de andre Figurer og Grupper tage sig rigtignok nærmest ud, som om deres Ophavsmand aldrig havde set en Antik for sine Øjne, -- som vare de udgaaede fra en fransk Dekadencekunstners Værksted, hvor Berninis Indflydelse endnu var den bestemmende. Særlig gjælder dette om Gruppen, der forestiller Helenas Bortførelse, hvor især den oprakte Arm med de vidt spredte Fingre gjør en «barok» Virkning, men ogsaa de to andre Bortførelsesscener med Flora og med Proserpina saa vel som Æneas, der med Anchises og Ascanius forlader Troja, vilde have vakt Winckelmanns dybeste Mishag, dersom han, der kaldte Bernini «der grosste Esel unter den Neueren», havde faaet dem at se. Ret tiltalende, især ved det Indtryk de gjøre af virkelig at sove, ere de to hvilende Drenge; af «Aarstiderne» er «Foraaret» ret smuk i Linjerne, men staar, som i det hele W.s Statuer, daarlig paa Benene; de 3 andre ere meget tarvelige. Ikke synderlig mere tiltalende ere de i Dekorationerne indlagte Relieffer; «Gratierne», der pryde Obelisken paa Øen, ere unaturlig tynde og lange og meget flove i Udtrykket; bedre og ikke blottet for Reminiscenser fra Antikken er «Vinhøsten», der findes paa et «Monument champêtre», der som Helhed er godt arrangeret. Dette kan overhovedet siges om næsten alle de til Samlingen hørende helt eller væsentlig set dekorative Arbejder, saaledes om et «Monument pittoresque» med et ionisk Tempel i Relief og med en ypperlig Anvendelse af Ægstave og andre ornamentale Led; endnu værdifuldere ere de fleste af de mægtige, paa firsidede Postamenter opstillede Vaser med deres fine, antikiserende Profiler og stilfulde Udsmykning. Af Arbejderne i Fredensborg fristes man overhovedet til at slutte, at W.s Talent væsentlig gik i Retning af det ornamentale, og at han vilde have kunnet naa overmaade højt, hvis han havde uddannet sig og virket udelukkende som Dekorationsbilledhugger. Den omtalte, for Bedømmelsen af W.s Evner og Udvikling meget vigtige Suite er for øvrigt mærkelig ved at fortælle om det sære Tilbagefald til Dyrkelsen af den franske Stil, der viser sig hos Kunstneren kort efter hans Hjemkomst fra Italien. Senere Arbejder af ham vise langt tydeligere end Fredensborgsagerne, at han virkelig har lært noget af at se og tegne efter antikke Statuer og Relieffer. Man mærker det allerede i 1768, da han tegner en Reliefkomposition til Titelkobberet foran J. G. Bradts Gjengivelser af Monumenterne i Fredensborg Slotshave; af alle W.s Frembringelser er der vistnok ingen, der røber mere Forstaaelse af antik Komposition, Linjeføring og Bevægelse end denne Tegning.

W., der fra 1761 var Professor ved Modelskolen, og som senere opnaaede den paa hans Tid meget høje Titel af Justitsraad, skal have passet sin Lærergjerning omhyggelig, endogsaa efter at han i 1772 var bleven Akademiets Direktør. Den kunstneriske Virksomhed, han ved Siden deraf udfoldede, maa kaldes i forbavsende Grad omfattende, selv om man, hvad der vel er nødvendigt, forudsætter, at han til de fleste af sine Værker -- ligesom senere Thorvaldsen -- har nøjedes med selv at gjøre en Skitse og ladet Medhjælperne besørge Resten, og at han til «det simplere Arbejde», som i rigelig Mængde udgik fra hans Værksted, kun har leveret en Tegning. Mange Bestillinger modtog han paa Gravmæler, af hvilke en stor Del ere spredte omkring i Landets Kirker, og paa Sarkofager, hvoriblandt Holbergs i Sorø (1779) udmærker sig ved sin rene, monumentale Stil og skjønne Udførelse. Adskillige af disse Ting udførtes for Privatfolk; i en Række af Aar var det dog mest efter Ordrer fra Hoffet, han arbejdede. I 1765-66 leverede han saaledes til Riddersalen paa Christiansborg et allegorisk Relief og 12 Medailloner af oldenborgske Konger samt 28 større og mindre Stykker af væsentlig dekorativ Karakter; alt dette gik til Grunde ved Slotsbranden 1794, og kun nogle af Medaillonerne kjendes af Kobberstik. I 1769 fuldendte han sit Hovedværk, Frederik V’s kolossale Monument i Roskilde Domkirke -- en 6 Alen lang og 3 Alen høj Sarkofag, der hviler paa et Fodstykke og prydes af talrige Skulpturer; bag den bærer en Søjle, som krones af en Urne, en Medaillon med Kongens Portræt; for Enderne af Sarkofagen sidde 4 1/2 Alen høje, kronede Kvindeskikkelser, Danmark og Norge, som i dyb Sorg. Om dette Arbejde kan siges det samme som om W.s andre: det dekorerer godt, hvor det staar, og frembyder en Del smukt følte og vel udførte Enkeltheder, men ved Siden deraf meget, som tyder paa en ikke ganske ægte Følelse og en mangelfuld, i alt Fald ikke konsekvent gjennemført Uddannelse.

I 1768-69 var W. paa Rejse i Frankrig og England; efter den Tid fik han fra Regeringen kun én stor Bestilling, nemlig paa over 50 Mindestøtter for fremragende danske og norske, opstillede ved Jægerspris Slot; de bleve udførte i Aarene 1777-84 og ere for en Del i al deres Beskedenhed Vidnesbyrd om Kunstnerens Sans for gode Proportioner og fin Ornamentik. Fra Værkstedet i Materialgaarden udgik end videre de paa «Herkulespavillonen» i Rosenborg Have anbragte Relieffer Herkules og Omphale. Men for øvrigt arbejdede W. i den sidste Snes Aar af sit Liv saa godt som udelukkende for Privatfolk, og de Opgaver, disse stillede ham, vare kun sjælden nogenlunde betydelige eller lønnende -- næsten udelukkende paa mere eller mindre tarvelig udstyrede og derfor prisbillige Gravmæler. Et enkelt Værk fra hans sidste Tid er dog af større Interesse, Statuen «Troskaben» paa Frihedsstøtten i Kjøbenhavn, udført 1797. Her er der, i alt Fald i Figurens Bevægelse, noget, der virkelig minder om, at Kunstneren har staaet over for antikke Billedværker.

W. blev 8 Gange valgt til Direktør for Kunstakademiet og beklædte denne Post sidste Gang 1793-94; han havde adskillige Gange Lejlighed til at vise Kunstskolen betydelige Tjenester, særlig ved at skaffe den ud over de pekuniære Vanskeligheder, som Regeringens store Sparsommelighed beredte den. Virksom var han til det sidste, skjønt han i sin fremrykkede Alder led af stor Legemsskrøbelighed, der vedligeholdtes af gjentagne Slagtilfælde. I sin kraftigste Alder havde han vistnok siddet i ret gode Kaar, men som gammel maatte han ligefrem kæmpe med Fattigdommen. Hans Lønninger beløb sig kun til 500 Daler d. K. eller lidt over 1500 Kroner, hvilket paa en Tid, da en Tønde Rug kostede 18 Kroner og alle andre Priser stod i Forhold dertil, kun kunde forslaa lidet til 4 Menneskers Underhold; W. giftede sig aldrig, men maatte dog ernære ikke alene 2 gamle Søstre, men ogsaa en fattig Slægtning, han havde taget til sig. Usselt bleve hans Arbejder betalte, og til sidst var Nøden i den gamle værkbrudne Mands Hjem saa stor, at næsten alt, hvad der kunde pantsættes, var vandret til Assistenshuset, og at Oldingen selv maatte sove paa laante Sengklæder. Og saa kom, hvis Traditionen har Ret, en afgjørende Katastrofe: et Skib, der førte en Del Marmorblokke, som W. havde betalt med en lille Pengesum, hans Søstre ejede, gik til Bunds under Læsø. Al denne Elendighed var mere, end den haardt prøvede Mand kunde bære, og om Aftenen den 17. Dec. 1802 druknede W. sig i Sortedamssøen. Først 4 Dage senere fandtes hans Lig, og Juleaften blev det jordfæstet paa Assistens Kirkegaard.

Der var Sorg ved hans Død; W. havde været almindelig elsket af alle, der personlig havde med ham at gjøre, og Samtiden saa i ham en Mester af første Rang; at Oehlenschläger, hvis skjønne Mindedigt over ham er almindelig kjendt, kaldte ham «Danmarks Phidias», er næppe af nogen blevet regnet for en Overdrivelse. Den ganske urigtige Vurdering af hans Kunst lader sig i Virkeligheden let forklare, uden at man behøver at søge Grunden dertil ene i hans Samtids fænomenale Kritikløshed og Nøjsomhed. W. var ganske vist ikke nogen stor Kunstner; han stod saaledes langt tilbage for sin samtidige, Svenskeren Sergel; hans oprindelige Begavelse var næppe overvældende, og hans Uddannelse, først i Paris og saa i Rom, af en saadan Art, at Resultatet som Helhed blev en aldrig ret organisk sammensmeltet Blanding af Parykstil og Antik -- en Blanding, hvori den førstnævnte Bestanddel som oftest vejede mest til. Men ved Siden heraf sad han inde med Fortrin, der hævede ham højt over Mængden af Tidsalderens Billedhuggere. Hans Fantasi var rig, han komponerede let og i Regelen naturlig og havde saa megen Smag, at han, selv hvor den franske Indflydelse var umiskjendelig, dog kun rent undtagelsesvis faldt ud i Svulst og Bombast eller i den absolute Tomhed. I Sammenhæng hermed kommer der noget i Forhold til, hvad Tiden ellers frembragte, ret sundt og menneskeligt over hans Arbejder. Om hans nære Forhold til Antikken har der af og til, ogsaa i senere Tider, været talt i alt for høje Toner; ganske vist er han paavirket af sengræsk og romersk Kunst, men Udbyttet, han har haft af at studere det gamle, er dog væsentlig det, at han derved har faaet sin Smag saaledes renset, at han delvis har kunnet sky de Unoder, der skæmmede Periodens franske Skulpturer. Sine bedste Egenskaber lægger han ofte for Dagen i sine Tegninger, mindst dog i dem, han udførte til Pragtudgaven af «Peder Paars», 1772; disse ere blottede for ethvert Spor af Lune og derved dødsdømte.

W.s Samtid og de nærmest følgende Generationer have instinktmæssig følt hans Fortrin som noget, der havde sin Rod i en nobel og fin Kunstnerpersonlighed; de have med rette paaskjønnet, men ogsaa i høj Grad overvurderet dem. For senere Slægter maa han staa som en talentfuld og elskværdig Overgangsskikkelse, der vel i visse Maader peger ud mod det, der skal komme, men hverken er stærk eller oprindelig nok til at bryde nye Baner.

Artiklen om Johannes Wiedewelt kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
organisation
Andre sprog