Sekstant
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En sekstant er et vinkelmålingsinstrument til at måle vinklen mellem solen (stjernerne) og horisonten, solhøjden, ved middagstid for at bestemme breddegraden.
Instrumentet anvendes, blandt andet, af navigatører indenfor sø- og luftfart til stedbestemmelse.
Den nautiske sekstant med spejle, som menes taget i brug i 1767, er en videreudvikling af oktanten, menes opfundet af englænderen John Hadley i 1731.
Omkring samme tidspunkt fremkom amerikaneren Thomas Godfrey med en tilsvarende opfindelse.
Til astronomisk brug (uden spejle og teleskop) fremkom sekstanten allerede i 1500-tallet.[1][2]
Instrumentet er indrettet således det kan holdes i hånden uden stativ, hvilket er nødvendigt til søs og i luften.
Sekstanten består af en ramme på 60 grader (en sjettedel af en cirkelskive), og er forsynet med en gradinddelt skala limbus, (nonius), samt en bevægelig radial arm, alhidaden med et spejl og ved limbus en rude med aflæsningsmærke. Desuden er der på rammen monteret et fast spejl, optisk tilbehør og farvede glas til beskyttelse mod sollyset.
[redigér] Se også
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |

