Bufotenin
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Hvad handler artiklen om? Denne artikels indledning bør kort forklare, hvad artiklen handler om, jf. stilmanualen. |
| Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Virkning
Virkningen minder meget typisk om Hallucinagener så som LSD, men den er ikke nær så effektiv og desuden større risiko af en række bivirkninger. Optiske hallucinationer såsom lysglimt kan forkomme sammen med kvalme, højt blodtryk, forvirrings fornemmelse og svimmelhed. Den virksomme dosis ligger mellem 16 mg-ß og 20 mg-ß. Den hallucinagene Virkning var længe omstridt. De første spor fandt man i 1950erne. Menneske forsøg i de kommende årti gav ingen indblik, da stoffet også opfordrede til psykiske sygdomme. Det gav ikke det bedste lys i forskningen og blev derfor lag til siden. Derimod findes der talrige beretninger om kulturel nytte af Bufotenin. Den rene substans spiller ingen rolle inden for rusmidler eller farma miljøet og er desuden ikke ulovlig.
Forekomster
Bufotenin findes i forskellige planter og er et af de få psykoaktive stoffer som kan udvindes af nogle dyr. Desuden blev substansen eftervist i menneskeurin, blot i meget små mængder, som tyder på at det er et normalt affaldsprodukt fra det mennesklige stofskifte.
Anadenanthera peregrina
Anandenanthera peregrina er et træ som er i familien med hylsterfrugterne. Frøene tørres, ristes og knuses til pulver. Ud af dette pulver forarbejder forskellige sydamerikanske indianerstammer, et hallucinagenisk snuspulver til shamanske ritualer. I Orinoco området bliver "snusen" kaldt Yopo. På de karibiskeøer var det kendt som Cohoba, men bliver ikke indtaget længere.
Anadenanthera colubrina
Anadenanthera colubrina er meget nær beslægtet til Anandenanthera peregrina. Også her bliver de Bufotenin indholdige frø knust og intaget som "snus". "Snusen" er i Peru og Argentinien gået under navnet Vilca eller Huilca. I den gulefluesvamp og den gule pantersvamp er det meget små mængder Bufotenin.
Forekomster hos dyr.
Bufotenin kan findes i forskellige hudsekreter hos tudser. Kultur historisk betydning har specielt Aga-tudsen (Bufo marinus). I Veracruz blev den tidligere tilberedt til et hallucinaget afkog, som blev brugt i kulturelle sammenhæng. Fra Australien er der i 1990erne kommet beretninger om en ny trend. Slikke på tudser. Ved massage udfanger man det giftige sekret fra tudsen, som derefter indtages oralt. Om det virkeligt er et ombredt vane eller om det blot er medierne som har piftet noget op er uklart. En ting er dog sikkert, at intagelsen af sekretet ikke er ufarligt, da der er andre forskellige substanser uderover Bufotenin, såsom Bufotoxin, som er et hjertegift. Virkingen minder lidt om Digitalisglykosider. For at undgå giftwirkningen, anbefales det at ryge det tørrede tudseskind, da det efter sigende skulle destruere de giftige stoffer. Men det psykoaktive stof Bufotenin bliver vedholdt. Der er efter sigende blevet efter vist Bufotenin i næsten alle tudser blot i meget midre mængder, frem for Bufo marinus.

