Hamborg-Bremen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ærkebispesædet i Hamborg-Bremen etableredes 831 i Hamborg som det karolingske Tysk-romerske riges yderste mission mod nord og øst, men blev 845/847 trukket tilbage til det mere sikre Bremen, som siden 787 været bispesæde grundlagt af Karl den Store, men nu blev slået sammen med Hamborgsstiftet.
Ansgar var ærkebiskop i Hamborg-Bremen fra 848 - 865.
Ærkebiskoppen i Hamborg-Bremen kom til at spille en stor rolle som magtfaktor i forbindelse med kristningen af Skandinavien. Hamborg-Bremen repræsenterede en indflydelse fra det tyske kejserdømme som især de danske konger forsøgte at værge sig i mod, da det samtidtig knyttede Danmark nærmere til kejserriget end de var interesseret i . Adalbert af Bremen (ærkebiskop 1043-1072) forsøgte at skabe en selvstændig kirkeprovins Nordtyskland, Baltikum og Skandinavien, mest mulig uafhængig af paven i Rom.
Som et led i stridighederne omkring Danmarks selvstændighed allierede Svend Tveskæg sig med Ærkebiskoppen af Canterbury, og især Norge og Skåne kom under indflydelse af missionærer fra England. I 1060, da den danske kirke fik en ny stiftsindeling, havde Lund nære relationer med Canterbury mens biskop Egino i Dalby, halvanden mil østpå , hørte til Hamburg-Bremen. Lunds Biskop Henriks død 1066 faldt sammen med de danske konger blev trængt ud af England, og dermed ophørte Canterburys indflydelse.
Adam af Bremen skrev sin historie om ærkestiftet Hamborg-Bremen i 1070'erne, og det menes at han undervurderer Canterburys indsats og indflydelse i Skandinavien [1].

