Danmarks økonomi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Nationalbankens bygning, tegnet af Arne Jacobsen.
Nationalbankens bygning, tegnet af Arne Jacobsen.

Danmarks industrialiserede markedsøkonomi er bygget på import- og eksport. Den er hovedsagelig baseret på arbejdspladser i servicesektoren. Landet præges af en moderne teknologisk landbrugssektor, moderne småvirksomheder og industriselskaber. Indenfor EU taler Danmark for liberal handelsøkonomi. Landets levestandard er blandt de højeste og mest ligeligt fordelte i verden, og Danmark giver 0,8% af sin bruttonationalindkomst til ulandsbistand.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Samhandel

Danmark er selvforsynende med energi - en betragtelig produktion af olie, naturgas og vindenergi. Landets primære eksport er maskineri, instrumenter, fødevareprodukter og modetøj. USA er Danmarks største ikke-europæiske handelspartner, som står for 5,8% af den totale danske eksporthandel. De primære eksportvarer fra Danmark til USA er industrimaskiner, kemiske produkter, møbler, farmaceutiske produkter og kød på dåse, samt svinekød. Den danske import fra USA består primært af fly, computere[Kilde mangler], maskineri og instrumenter. I Danmark eksisterer der ca. 250 firmaer, som er amerikansk ejede.

[redigér] 1980' og 90'erne

Fra 1982 ledede en centrum-højre regering Danmark, også kendt som firkløverregeringen, under ledelse af den konservative Poul Schlüter til 1993. Firkløverregeringen brød den lange kæde af devalueringer, fastholdt kronekursen og fik bugt med inflationen. En ophedet økonomi førte til Kartoffelkuren og en nedsat økonomisk aktivitet med arbejdsløshed. I 1993 blev en ny regering dannet. Denne gang under socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, som forblev statsminister indtil 2001. Den nye regering søgte med succes at reducere arbejdsløsheden, der toppede med 12,4%(1993); 13,8% (386.186 personer) (januar 1994). Den årlige, økonomiske vækst var på 1-3%. I november 2001 vandt Venstre regeringsmagten sammen med Konservative. Det skete under ledelse af Venstres formand Anders Fogh Rasmussen. VK-regeringen beholdt den høje skatteprocent indtil skattenedsættelsen i 2003. VK-regeringen iværksatte også en gennemgribende strukturreform af den offentlige sektor, bl.a. en kommunalreform for at forbedre den politiske administration af Danmark, en reform, som trådte i kraft den 1. januar 2007.

[redigér] 00'erne

I årene 2004, 2005 og 2006 var den danske økonomi utrolig stærk - et niveau som sidst blev set i starten af 1970'erne. Overskuddet på statsfinanserne (inkl. ATP) var på over 30 milliarder DKK i 2004, og i 2006 havde staten et rekordstort overskud på 98,5 milliarder kroner, 6% af BNP. Fra et ØMU-underskud (eksl. ATP) i hele den offentlige sektor på 0,6 milliarder DKK i 2003 steg ØMU-overskuddet til 28,7 milliarder DKK (2,0 % af BNP) i 2004, 72,4 (4,7%) i 2005 og 68,7 milliarder DKK (4,2%) i 2006. ØMU-gælden (eksl. ATP) i forhold til BNP i hele den offentlige sektor var 68,0 % ultimo 1992, 80,1 % (730 mia. DKK) 1993 og var faldet til 30,2 % (494 mia. DKK) ultimo 2006.[1]Fra og med 1987 har der været overskud på handelsbalancen og fra og med 1990 overskud - det første siden 1963 - på betalingsbalancen, sidstnævnte dog med undtagelse for 1998. Arbejdsløsheden var i april 2006 4,8% (132.400), den laveste i 30 år, og i juni 2007 var den faldet yderligere til 3,5% (97.400).

VK-regeringen bruger de årlige store overskud på statsfinanserne til at nedbringe Danmarks statsgæld. Danmarks statsgæld (ØMU (brutto)gæld/passiver) var på 328 milliarder DKK i slutningen af 2006, en reduktion med 90 mia. DKK på et år.[2] 1. april 2007 var hele den offentlige sektors nettogæld faldet til 12 milliarder DKK, et fald på 33 milliarder DKK på tre måneder, et tal, der antyder et stort overskud på de offentlige finanser for hele året.[3]

[redigér] Velfærdssystem

Danmark, og Norden generelt har et udbredt (universelt) og bredt- og velfinansieret velfærdssystem. I 2006 havde Danmark et skattetryk på 49,07% af BNP, som var på 1.637.603.000.000 DKK (301.209 DKK/indbygger).[4] De samlede skatte- og afgiftsindtægter og indtægter fra statens ejerandele i Danmark i 2006 var på 803,693 milliarder kroner. Indtægterne 1991: 403,471 milliarder kroner.[5] I Danmark ejes og drives hovedparten af institutionerne af det offentlige (i offentligt ejede bygninger af offentligt ansatte), ikke af private. Dermed tilfalder hele værditilvæksten i den faste ejendom den offentlige sektor og kommer dermed hele befolkningen til gode, samtidig med at inflationen holdes i skak, da der ikke er stigende udgifter til husleje. Det karakteristiske ved Danmark er, at landets velfærdsydelser kun undtagelsesvis finansieres af øremærkede lønafgifter (tysk:Lohnsteuer;eng:payroll tax), hvilke sidstnævnte hovedsagelig er betalt af arbejdsgiveren men også delvist af lønmodtageren selv. Velfærdsydelserne finansieres derimod i overvejende grad af generelle, ikke øremærkede indkomstskatter (tysk:Einkommensteuer;eng:income tax) og ditto forbrugsafgifter og moms. (Eksempel: I 2006 udgjorde Tysklands nationale indtægter fra Lohnsteuer cirka 4.000 €/indbygger, fra Einkommensteuer cirka 1.000 €).Et nationalt sundhedsbidrag på 8% til regionerne har afløst en del af amtsskatten fra 2007, og kommunerne og staten bidrager også yderligere til regionernes finansiering. Dette system er populært; det sikrer bl.a. landets borgere gratis lægehjælp, fri uddannelse og arbejdsløshedsunderstøttelse, sidstnævnte hvis man er medlem i og betaler a-kasse- og evt. efterløns-bidrag ud over indkomstskat til en arbejdsløshedskasse, et medlemskab som efter 30 år også giver ret til efterløn, tidligst fra man er 60 år. Over 150.000 er på efterløn. Hvis man ikke kan få dagpenge fra a-kassen, må man henvende sig til sin kommune for at få kontanthjælp.Over de sidste 20 år har antallet af danskere på overførselsindkomst været stigende til omkring 1 million i den arbejdsdygtige alder, næsten 20% af landets befolkning. Denne procentsats er på samme niveau i mange vesteuropæiske lande, endda højere, da folk i Danmark har arbejde,heraf en meget stor andel i den skattefinansierede offentlige sektor, og dermed samtidig sparer op til deres egen pension. En stor del af skattefinansieringen sker via folks forbrug, dvs vha. forbrugsskatter (bl.a. registreringsafgift mm på køretøjer og momsen, hvilket sikrer en bredt funderet finansiering af den offentlige sektor. I 2005 og 2006 har staten haft 155 hhv. 167 milliarder kroner(27 og 29 mia.$) i årlig momsindtægt. Momsindtægter er delvis uafhængige af de økonomiske konjunkturer (arbejdsløshed), hvilket sidstnævnte medfører kraftige udsving i de offentlige indtægter ved lønafgiftfinansiering, samtidig med at det er en finansiel byrde for erhvervslivet. Sidstnævnte er tilfældet i f.eks. USA, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og i mindre grad Sverige. Samtidig mister den ansatte alle velfærdstilbuddene ved arbejdsløshed, hvilket ikke er tilfældet i Danmark (når bortses fra arbejdsmarkedspensionen), hvor bl.a. momsen finansierer velfærdsydelserne, herunder den universelt udbredte folkepension, der ikke kræver nogen form for arbejdsmarkedstilknytning (rådighedskrav).

Rederiernes indtjening vejer tungt på statens budget og handelsbalancen.[6] Udvindingen af olie og naturgas i Nordsøen er også uundværlig bl.a. for statens indtægter og handelsbalancen. I 2006 var værdien på 60,7 milliarder kroner, hvoraf staten fik 31,5 milliarder. [7] Nogle grunde til skattetrykket er at inddrage købekraft for at undgå underskud på samhandlen med udlandet og for at undgå inflation pga. stor indenlandsk efterspørgsel. Det af politikerne nævnte råderum indebærer, at skattesænkninger ikke må føre til underskud på handels- og betalingsbalancen eller øget inflation (stigende timeløn og vare- og tjenesteprisstigninger samt øgede priser på fast ejendom (bl.a. privatboliger)) pga. øget efterspørgsel efter (og dermed større mangel på) arbejdskraft, varer, boliger etc. Der er ganske enkelt (2007) ikke nok arbejdskraft i Danmark til at producere de tjenesteydelser, varer og f.eks. boliger, der efterspørges. Det er altså arbejdskraftmanglen og det sandsynlige underskud på samhandlen med udlandet som følge af en skattelettelse, der gør råderummet for skattelettelser lille. En skattelettelse kunne dermed gøre et indgreb som kartoffelkuren i 1986 nødvendigt.

Lægehjælpen og ældreplejen for ældre er specielt en byrde for velfærdssystemet, da der er en voksende del af ældre i befolkningen, og antallet af unge svarer ikke til antallet af ældre, der forlader arbejdsmarkedet. Dette har gjort, at diskussionen om nødvendigheden af reformer i velfærdssystemet er blevet øget. Mere end en 1/3 af arbejdsstyrken er ansat i den offentlige sektor. Derved lever 61% af den voksne befolkning på kontantoverførsler eller som ansatte af det offentlige. (2005). Den høje andel ansatte i den offentlige sektor skyldes delvis, at politikerne pga pres fra opinionen på nationalt plan har indført love, der har ladet den offentlige, skattefinansierede sektor overtage flere private ordninger (sygesikring, hjemmehjælp, med meget mere) for at udbrede ordningerne til hele befolkningen, f.eks. for at gøre det muligt for alle at studere og arbejde, mens deres børn bliver passet. Næsten alle børn mellem 3 og 5 år bliver passet ude. 95% af børn går i børnehave. 59% af alle under 14 år passes ude.[8] Dette gør det muligt for kvinder i Danmark at have en meget høj arbejdsmarkedstilknytning. Derfor har Danmark en meget høj placering blandt Verdens lande mht. hvor stor en del af befolkningen, der er i arbejdsstyrken. Mindre lande/politisk-administrative områder som Cayman Islands og Bermuda undtaget, så ligger Danmark efter Kina, Schweiz, Thailand og Canada på 54,4%[9] af befolkningen i arbejdsstyrken, og her tages ikke hensyn til det seneste års kraftige fald i arbejdsløsheden og det dermed øgede incitament til at søge ud på arbejdsmarkedet. Storbritannien har 50,2% og Tyskland 48,5% i arbejdsstyrken. Blandt de 15 gamle EU-lande ligger Danmark højest (2005) mht beskæftigelsesfrekvensen i aldersgruppen 15-64 år, hvoraf 75% var i beskæftigelse i Danmark (Sverige,74%.UK,73%.Italien,57%). Dette bragte den gennemsnitlige arbejdstid per indbygger i nævnte aldersgruppe op på 1171 timer/år, den fjerdehøjeste i EU-15, og siden da er beskæftigelsen steget.[10] Denne høje arbejdsmarkedsdeltagelse medfører, at Danmark sammen med f. eks. Storbritannien - makroøkonomisk set, nationalt - ikke har problemer med lav pensionsopsparing, og muligvis bl.a. pga den udbredte børnepasning samt det store udbud af jobs i den offentlige sektor (jobsikkerhed) føder kvinder i Danmark flere børn end kvinder i de fleste europæiske lande, og dermed er det fremtidige arbejdskraftudbud sikret bedre end i de fleste øvrige europæiske lande.

Det samlede beløb indbetalt på private pensionsopsparinger (f.eks. rate- og kapitalpension) var ultimo 2006 på 2300 milliarder kroner, som beskattes ved udbetaling. [11] På trods af den næsthøjeste snitløn mm., 34,51$ i timen (Norge 37,33$)[11] for en ansat i industrien, stiger antallet af jobs kraftigt trods udflytning af arbejdspladser. Det er let og billigt at fyre ansatte i Danmark, hvilket sidstnævnte er særdeles dyrt i lande, hvor lønafgifter er hovedkilden til finansiering af velfærdsydelser, jævnfør ovenfor. Dette medfører, at arbejdsmarkedet er særdeles fleksibelt. Cirka 10 % af arbejdspladserne nedlægges hvert år, men der skabes hele tiden nye. I normale år uden ekstrem høj- eller lavkonjunktur bliver der besat 260.000 jobs og der har været en afgang fra 250.000 jobs hvert år (heraf den offentlige sektor 80.000)-dvs ca. 10% af arbejdsstyrken-, hvilket vidner om et af Verdens mest fleksible arbejdsmarkeder. Inklusiv firmaintern ændring af jobs, f.eks. pga ændret jobindhold, skifter omkring ⅓ af arbejdsstyrken hvert år job(opgaver) i de seneste år. Pga. manglen på arbejdskraft har bl.a. fagforeningsfolk og politikere samt arbejdsgivere udtrykt bekymring for, at der ville blive lønfest ved overenskomstforhandlingerne ligesom i 1980'erne, og man har i stedet opfordret til at der bliver jobfest ved at holde tilbage med krav om lønstigninger. Den offentlige sektor er finansieret af høje skatter. Momsen i Danmark er på 25% og sikrer staten en indtægt på handelen mellem firmaer og forbrugere. Indkomstskatten i Danmark ligger mellem 9 og 44% for lavindkomstfamilier til 44 til 62% for middelklassefamilier. 850.000 danskere (31% af alle ansatte og 44% af alle fuldtidsansatte) betaler en marginalskat på 62%. Det forventes, at antallet af danskere, der betaler marginalskat i 2006, vil nå op på 925.000. På trods af høje offentlige udgifter bruger Danmark væsentligt mindre andel af BNP end mange andre lande på sundhedsvæsen (9%;USA:15%) og forsvar (1,4% (2006);(20 mia. DKK(3,5 mia. $));(1,3% (2005));USA:3,6%(2006)). [12]

[redigér] Den danske model

Siden 2003 har den danske økonomi været overraskende stærk - overskuddet på statsbudgettet (Drifts-, anlægs- og udlånssaldoen) nåede 98,5 milliarder DKK i 2006. Den danske regering bruger det meste af overskuddet til en reduktion af statsgælden. Mod slutningen af marts 2006 fremkom en rapport fra Danmarks Nationalbank om, at udlandets gæld til Danmark er større end Danmarks gæld til udlandet, hvilket betyder, at Danmarks netto-udlandsgæld er betalt.

I en prognose for 2015 er arbejdsløsheden anslået til at være på 65.000, arbejdsmarkedsdeltagelsen vokser med 10.000 til 2.860.000 og antallet af arbejdspladser med 70.000 til 2.790.000.[13]

EU har undersøgt Danmark som en mulig model for en fremtidig europæisk social model[12]. Begrebet, der er døbt "Flexicurity", er baseret på det relativt fleksible arbejdsmarked, hvor jobudskiftning er normalt. Det er så forbundet med den brede og dybe sociale sikkerhed, velfærdssamfundet, der sikrer folk ydelser såsom folkepension, gratis sygehusophold og uddannelse samt bistandshjælp.

[redigér] Grønland og Færøerne

Grønland led under en økonomisk nedgang i starten af 1990'erne, men siden 1993 har økonomien forbedret sig. En stram finanspolitik ført af Grønlands Hjemmestyre siden slutningen af 1980'erne hjalp til at skabe en lav inflation og overskud på betalingsbalancen, men prisen var en stigende udlandsgæld af Grønlands Hjemmestyres kommercielle rettigheder. Siden 1990 har Grønland kunnet registrere underskud på udlandshandelen.

Siden lukningen af Grønlands sidste bly- og zinkmine i 1989 er øens økonomi ene og alene afhængig af fiskeindustrien og de danske bevillinger. Selv ikke genoptagelsen af flere interessante hydrokarbonat- og mineralundersøgelsesaktiviter har haft effekt, da det vil tage flere år, før produktionen kan påbegyndes. Grønlands rejefiskeri er den største indtægtskilde, dog er fangsterne dumpet til historiske lave niveau. Turisme er den eneste sektor, der vil kunne føre til gevinster. Selv dette bidrag vil være minimalt, da sæsonen er kort og medfører høje udgifter. Den offentlige sektor spiller en dominerende rolle i Grønlands økonomi. Bevillinger fra Danmark og EUs fiskeriunderstøttelse udgør ca. halvdelen af Hjemmestyrets indtægtskilder.

Færøerne er ligesom Grønland også afhængigt af fiskeriet og relaterede eksportområder. Uden den danske stats økonomiske redningsaktioner i 1992 og 1993, ville den færøske økonomi være gået bankerot. Siden 1995 har den færøske økonomi set en stigende vækst, men kan fortsat være i fare for kollaps. Arbejdsløsheden er ekstremt lav i begyndelsen af 2007, under to procent. Fornylig har boringer i farvandet omkring Færøerne givet håb om færøske felter med olie- og naturgas. Disse mulige forekomster kan med tiden danne grundlag for en økonomisk kickstart af et bredere funderet erhvervsliv.

[redigér] Oversigt

Danmark har en lille, meget åben og meget fleksibel økonomi, hvoraf den offentlige sektor udgør en stor del. Som det land, der i mange år har haft verdens mest lige indkomstfordeling, passer udtrykket "hvor få har for meget, men færre for lidt!" på Danmark. Danmark har et "hyr og fyr" arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere siden Septemberforliget i 1899 så vidt muligt uden politikernes indblanding forhandler om overenskomsterne, og hvor lovgivningen ikke forsøger at sikre arbejdspladsernes beståen, for det er umuligt i en globaliseret verden. Derimod sørger politikerne for at sikre indkomsternes beståen via høje overførselsindkomster til de arbejdsløse i en begrænset periode. Dermed udnyttes den egenskab, som gør en kapitalistisk, ikke centralt planlagt økonomi uovertruffen, nemlig evnen til at forny sig selv, samtidig med at folk ikke bliver fattige, når de midlertidigt ikke har en arbejdsindkomst. Med det høje lønniveau især i den private sektor kan Danmark ikke konkurrere med andre lande på lønnen, men kun vha. nicheproduktion, et højt innovationsniveau og høj produktivitet. Som i de øvrige skandinaviske lande er skatter og afgifter høje, deriblandt momsen i detailhandlen, men næsten alle modtager også nogen form for betaling fra det offentlige, og derfor betaler 90% af befolkningen skatter og afgifter, og 90% af befolkningen modtager overførselsindkomst eller andet fra det offentlige ("90% betaler til 90%" af befolkningen). Den progressive indkomstskat medfører dog, at f.eks. en privat it-konsulent med en arbejdsindkomst på 1,5 millioner DKK betaler over 15 gange mere i indkomstskat end en ansat i et supermarked (årsløn: 250.000 DKK). ("De bredeste skuldre bærer de tungeste byrder"). Pga Schlüter-regeringernes fastkurspolitik gav The Economist den danske valuta øgenavnet "Danemark", en hentydning til Tysklands "Deutschmark", som før 1999 var den valuta, DKK var bundet til, før euroen blev introduceret som regningsenhed (fysisk (sedler og mønter) fra 2002). Med udgangspunkt i en kurs på euroen på 746,038 DKK for 100 euro ifølge ERM2-aftalen må kursen på euro regnet i DKK højest afvige +/- 2,25% (fra 762,823 til 729,252). [14]

Den moderne danske markedsøkonomi bærer præg af både et højt teknologisk baseret landbrug, moderne små virksomheder og store selskaber, et stort statsligt velfærdssystem, høj levestandard og en stor afhængighed af samhandel. Danmark er nettoeksportør af fødevarer og energi og nyder godt af overskud på betalingsbalancen. Landets centrum-højre regerings opgaver er at reformere landets administration og videreføre privatisering af statsejede virksomheder. Regeringen har efter egne udsagn haft succes med at opnå sine økonomiske mål og har endvidere opnået at kunne efterleve den tredje fase i den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) Danmark har valgt ikke at udskifte kronen med euroen, men dog fører Danmark en fastkurspolitik over for euroen. Væksten i BNP fra 1990 til 2005 var på 34% (løbende priser), i 2005 på 3,1% og i 2006 på 3,2%. Danmark havde både i 2005 (4,9%) og 2006 det højeste overskud sammenlignet med de øvrige EU-lande på statens finanser (Drifts-, anlægs- og udlånssaldoen), 68,7 mia. DKK ('06), 4,2% af BNP(2.Finland 3,9%, sidst:Ungarn -9,2%), fraregnet ATP. På grund af det høje BNP pr. indbygger, velfærdsfordele, verdens laveste Gini-koefficient (laveste forskel i indkomstfordelingen) i mange år og politisk stabilitet, nyder det danske folk godt af en levestandard, som er meget højere end gennemsnittet i verden. Et langsigtet problem vil være den voksende gruppe af ældre, der muligvis vil føre til forringelser af velfærdssystemet. 4,4% af befolkningen anses statistisk set at leve under fattigdomsgrænsen, en fattigdomsgrænse, som ikke er statisk, men stiger hvert år, og hvor halvdelen af gruppen "udskiftes" hvert år, da de får et arbejde efter endt uddannelse(studerende på SU med barn/børn) og i øvrigt forlader køen af arbejdsløse, ifølge Finansministeriet. Til sammenligning udgør gruppen af fattige i Tyskland 15,5% af befolkningen, statistisk set.

[redigér] Fakta

BNP - (Bruttonationalproduktet, købekraftskorrigeret(PPP)): $201 milliarder (2007 anslået)

BNP - (officiel valutakurs): $307 milliarder (2007 anslået)[15]

BNP - reelle vækstrate: 2,2% (2005 ca.)

BNP - pr. indbygger, købekraftskorrigeret(PPP): $36.960 (2007 anslået)[16]

BNP - deling af sektor:
landbrug: 1,4%
Industri: 24,6%
Tjenester: 74% (2005 ca.)

Arbejdsstyrke: 2,9 millioner (2005 ca.)

Arbejdsstyrke- områder: landbrug 4%, industri 17%, tjenester 79% (2002 ca.)

Arbejdsløshedsprocent: 4,5% (2006 ca.) Befolkning under fattigdomsgrænsen: NA

Husholdningsindkomst eller forbrug pr:
laveste 10%: 2%
højeste 10%: 24% (2000 ca.)

Distribution af familieindkomst - Gini-indeks: 24,7 (1997)

Inflation (Forbrugerpriser): 1,9% (2005 ca.)

Investering (brutto): 19,5% af BNP (2005 ca.)

Budget:
indtægter: $148,8 milliarder
udgifter: $142,6 milliarder, inkluderet kapitaludgifter på $500 millioner (2005 ca.)

Offentlig gæld: 28,9% af BNP (2006)(23,1%('07)18,3%('08))[17]

landbrug - produkter: byg, hvede, kartofler, roesukker, svin, mælkeprodukter, fisk.

Industrier: jern, stål, rustfri metaller, kemikalier, fødevareforarbejdning, maskineri- og transportudstyr, tekstiler, elektronik, konstruktioner, møbler og andre træprodukter (juletræer og pyntegrønt), skibsbygning, vindmøller.

Industriproduktion vækstrate: 4% (2005 ca.)

Elektricitetsproduktion: 43,32 milliarder kWh (2003)

Elektricitet - produktion pr. område:
Fossilbrændsel: 82,7%
Hydro: 0,1%
Atom: 0%
Andet: 17,3% (2001)

Elektricitet - forbrug: 31,68 milliarder kWh (2003)

Elektricitet - ekport: 15,6 milliarder kWh (2003)

Elektricitet - import: 7 milliarder kWh (2003)

Olie - produktion: 376.900 tønder/dag (2003)

Olie - forbrug: 188.300 tønder/dag (2003 ca.)

Olie - eksport: 332.100 tønder/dag (2001)

Olie - import: 195.000 tønder/dag (2001)

Olie - påviste reserver: 1,23 milliarder tønder (1 Januar 2002)

Naturgas - produktion: 8,38 milliarder ku/m (2001 ca.)

Naturgas - forbrug: 5,28 milliarder ku/m (2001 ca.)

Naturgas - eksport: 3,1 milliarder ku/m (2001 ca.)

Naturgas - import: 0 ku/m (2001 ca.)

Naturgas - påviste reserver: 81,98 milliarder ku/m (1 January 2002)

Betalingsbalance: $7,019 milliarder (2005 ca.)

Eksport: $84,95 milliarder f.o.b. (2005 ca.)

Eksport - partner: Tyskland 18%, Sverige 13,2%, UK 8,7%, US 5,8%, Nederlandene 5,5%, Norge 5,4%, Frankrig 5% (2004)

Import: $74,69 milliarder (2005 ca.)

Import - partner: Tyskland 22,3%, Sverige 13,5%, Nederlandene 6,8%, UK 6,1%, Frankrig 4,5%, Norge 4,5%, Italien 4,1%, Kina 4% (2004)

Reserver af udenlandsk kapital og guld: $40,05 milliarder (2004 ca.)

Gæld - ekstern: $352,9 milliarder (30 June 2005)

Økonomisk bistand - donor: Ulandsbistand, $1,63 milliarder (1999)

Møntfod (kode): Danske kroner (DKK)

Møntfod kode: DKK

Vekslingsrate: Danske kroner pr. US Dollars - 5,93 (2005), 5,9911 (2004), 6,5877 (2003), 7,8947 (2002), 8,3228 (2001)

År BNP
i milliarder af USD PPP
 % BNP vækst
2002 166,876 0,5
2003 170,798 0,7
2004 178,477 2,4
2005 187,721 2,2
2006 195,581 2,1

[redigér] Fodnoter

  1. [1]Offentlig økonomi;tabeller EDP 3+4 (1-5)
  2. [2]Offentlige finanser
  3. [3]Fald i offentlig gæld
  4. [4] Nationalregnskab:tabel NAT01+15
  5. [5] Offentlige finanser:tabel OFF12
  6. [6]Ca. 150 mia. DKK på søtransport(Tabel NAT01)
  7. [7] Nordsøindtægter
  8. [8]Børnepasning
  9. The Economist:Pocket World in Figures.2007 Edition.
  10. [9] Myte at danskerne er blandt dem, der arbejder mindst i OECD
  11. The Economist:Pocket World in Figures. 2007 Edition.
  12. The Economist:Pocket World in Figures.2007 Edition.
  13. www.akf.dk/udgivelser/2006/arbejdsmarkedet_sjaelland_oeer/
  14. [10] Den danske krone spiller med musklerne
  15. (inkl.ovenstående)The Economist:The World in 2007
  16. The World..
  17. Danske Bank:Nordisk økonomi,Februar 2007

[redigér] Referencer

[redigér] Eksterne henvisninger

organisation