Slaget ved Poitiers (1356)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne artikel omhandler Slaget ved Poitiers i 1356. Opslagsordet har også anden betydning, se Slaget ved Poitiers.
Grafisk fremstilling af slaget med de engelske bueskytter til venstre og de franske riddere til højre.
Grafisk fremstilling af slaget med de engelske bueskytter til venstre og de franske riddere til højre.

Slaget ved Poitiers 1356 var et slag mellem kongedømmet England og Frankrig udkæmpet den 19. september 1356. Slaget resulterede i en strålende sejr over den franske kong Johan 2. og blev dermed den anden af i alt tre store engelske sejre i Hundredårskrigen. De andre var slagene ved hhv. Crécy og Agincourt.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Baggrund

Den 8. august begyndte den sorte prins Edward et raid nord for den engelske base op i Aquitanien, i et forsøg på at undsætte allierede støttepunkter i det centrale Frankrig, men også for at ødelægge og hærge det franske kerneland. Han mødte ingen modstand, så hans hær kunne uhindret brænde byer og fouragere ved at hugge mad fra bønder. Da de nåede til fæstningsbyen Tours ved Loire-floden, var de dog ude af stand til at tage fæstningen, og et heftigt regnvejr stoppede deres yderlige færd. Dette gav Johan 2. tid til at eftersætte Edward med sin franske hær på omkring 20.000 mand.

Da Edward fik nys om den store franske hærs snarlige komme, besluttede han at trække tropperne tilbage til mere sikre egne. Men et par kilometer før Poitiers blev den engelske hær indhentet af den franske. Edward besluttede sig for at anvende den samme sejrrige taktik som han som blot 16-årig havde anvendt ved slaget ved Crécy. Han opstillede sine tropper i stærke forsvarspositioner beskyttet af naturlige forhindringer. Hans langbuemænd placerede han langs siderne i en V-form.

[redigér] Slaget

I begyndelsen af slaget simulerede englænderne en flugt på den venstre flanke, hvilket fremprovokerede et voldsomt kavalleriangreb fra fransk side. Englænderne der havde lokket franskmændene frem gjorde sig dog nu klar med buerne. Ved at skyde de fremadstormende riddere fra siden, lykkedes det at ramme hestene udenom deres rustning, og de mange hestes fald ødelagde angrebet fuldstændig.

Det næste angreb kom fra de franske infanterister, der dog efter kort kamp ligeledes måtte trække sig tilbage for at omgruppere. Denne omgruppering fik også den næste række af infanterister til at gå i panik og trække tilbage. Den sidste større franske angrebsgruppe var kong Johan 2.´s egen, der nu gik i hård kamp med de engelske soldater, der i mellemtiden var løbet tør for pile. Edward havde dog gemt en reserve i en nærliggende skov, og da de angreb flygtede mange franske soldater af frygt for at blive omringet. Kong Johan 2. med følge blev taget til fange.

[redigér] Efterspil

Resultatet blev et katastrofalt nederlag for Frankrig, ikke bare militært, men også økonomisk. Frankrig blev afkrævet en uhyrlig sum svarende til to gange landets årlige indtægt for at få den tilfangetagne konge tilbage. Dette blev ikke gjort, og kong Johan 2. døde senere i fangenskab i England. Slaget ved Poitiers blev på mange måder en gentagelse af slaget ved Crécy, hvor strategi og taktik også havde vist sig at kunne eliminere forskellen i tal.

[redigér] Se også

Slaget ved Poitiers fra 732.

organisation