Syv dødssynder
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
De syv dødssynder er Hovmod ("superbia"), griskhed ("avaritia"), nydelsessyge ("luxuria"), misundelse ("invidia"), frådseri ("gula"), vrede ("ira") og ladhed ("acedia"), ofte samlet i akronymet saligia.
De syv dødssynder er en klassifikation af synder som oprindeligt blev brugt i tidlig kristen undervisning til at uddanne og instruere tilhængere i menneskets tendens til at synde. En dødssynd er bestemt som bortvendthed fra Gud i form af en bevidst overtrædelse af hans lov. I traditionel katolsk teologi skelnes mellem tilgivelig synd og dødssynd, i dag kaldet svag-hedssynd og alvorlig synd.
Dødssynden er udtryk for et menneskes principielle oprør mod Gud og ri-ver som sådan den troende ud af nåden. Hvis ikke dødssynden skriftes og tilgives fører den til åndelig død og og fortabelse. Protestantiske teologer afviste tidligt, at der skulle være nogen forskel mellem tilgivelige synder og dødssynder. I den opfattelse er al slags synd nemlig udtryk for et oprør mod Gud.
Oprindelig blev synderne omtalt som hovedsynder ("vitia capitalia"), der blev betraget som kilder til alle mulige andre overtrædelser af moralbudene (se Thomas Aquinas). I Biblen tales der ikke om dødssynder, men flere steder op-regnes såkaldte lastekataloger (f.eks. Kor. 6,9 ff.). Pave Gregor 1. Den Store (540-604) skrev en tidlig liste over dødssynder, senere modificeret af Thomas Aquinas og reduceret til syv:
- Superbia (hovmod)
- Avaritia (griskhed)
- Luxuria (utugt)
- Ira (vrede)
- Gula (grådighed)
- Invidia (misundelse)
- Acedia (dovenskab)
Hver af de syv dødssynder har en modsvarende dyd blandt de syv hellige dyder. Identifikationen af og definitionen på de syv dødssynder har igennem tiden været en flydende process, som det generelt er tilfældet med mange aspekter af religion, og ideen om hvad synderne egentlig refererer til har ændret sig med tiden.
Denne proces skyldes at synderne ikke er beskrevet i en sammenhængende form i Biblen, og derfor må definitioner ofte findes i forskellige gejstlige og andre litterære værker. Fra begyndelsen af det 14. århunderede blev de syv dødssynder et populært tema blandt kunstnere I Europa, hvilket gjorde dødssynderne til en fast bestanddel af den kristne kultur og den kristne bevidsthed generelt overalt i verden.
Anden del af Dantes Den guddommelige komedie, Purgatorio, har siden renæssancen været en af de mest benyttede kilder, men senere fortolkninger af dødssynderne, især blandt konservative pinsemissionske, protestantiske bevægelser , har i stedet antydet, at konsekvensen for at bryde en dødssynd er evig tortur i Helvede, fremfor mulig renselse i Skærsilden.
I 1589 knyttede Peter Binsfeld en dæmon til hver af de syv dødssynder, som fristede folk gennem den tilhørende synd:
- Lucifer: Hovmod
- Mammon: Griskhed
- Asmodeus: Utugt
- Leviathan: Misundelse
- Beelzebub: Grådighed
- Satan: Vrede
- Belphegor: Dovenskab
[redigér] Litterære fortolkninger af synderne
Luxuria
(Utugt, liderlighed, seksuel afvigelse)
Utugt bliver oftest tænkt på som involverende besættende tanker eller lyster af seksuel karakter. Uopfyldte lyster kan lede til seksuelle eller sociale tvangstanker og/eller overtrædelser som utroskab, seksuel afhængighed, dyriskhed og voldtægt.
Dantes formulering var “besættende kærlighed til andre”, som derved reducerede kærligheden og hengivenheden til Gud til noget sekundært. Men lyst og kærlighed er forskellige ting: Ægte og uselvisk kærlighed kan repræsentere den højeste grad af udvikling og følelse af fællesskab med andre. Begær kan der-imod beskrives som umådeholden lyst til seksuel forløsning. Den begærede bliver derved til et objekt, der kun bruges til at tilfredsstille begæret. I Purgatorio skal den angrende synder gå gennem flammer for at rense sig selv for begærlige tanker.
Gula
(Grådighed, spild, frådseri)
Den moderne fortolkning af grådighed indebærer frådseri med mad og drikke, mens enhver form for tankeløst frådseri tidligere blev associeret med denne synd.
Grådighed gør sig bemærket ved unødvendigt og umådeholdent forbrug, og således kan grådighed også inkludere forskellige former for destruktiv opførelse, specielt inden for sport. Stofmisbrug og druk hører også derunder.
De angrende syndere i Purgatorio måtte stå mellem to træer ude af stand til at nå eller spise den frugt som hang fra grenene, og de blev således beskrevet som sultende.
Avaritia
(Griskhed, forræderi, begær)
Griskhed er som utugt og grådighed udtryk for umådeholdenhed. Dog er griskhed, som det ses af kirken, især forbundet med opnåelse af velstand.
Thomas Aquinas skrev at grådighed var "en synd mod Gud, ligesom alle dødssynder, på samme måde som mennesket fordømmer evige ting til fordel for forgængelige ting" . I Dantes Purgatorio, måtte de angrende syndere, for at opnå renselse, knæle på hård sten og recitere eksempler på griskhed og dens modsvarende dyd, velgørenhed.
Griskhed inkluderer også illoyalitet, overlagt bedrag, forræderi, specielt for personlig vinding, som det sker, når nogen lader sig bestikke. Hamstring af materialer eller ting, tyveri og røveri, specielt ved brug af vold, bedrag eller manipulation med myndigheder er alle handlinger, der kan være inspireret af grådighed.
Acedia
(Dovenskab, ladhed, tristhed, apati)
Mere end nogen af de andre synder har definitionen på dovenskab ændret sig, siden den oprindeligt blev inkluderet i de syv dødssynder. I starten blev den især karakteriseret som det man i vore dage ville kalde sløvhed, depression og glædesløshed, hvor det sidste blev set som et afslag på at nyde Guds godhed og den verden han havde skabt. Da Thomas Aquinas valgte Acedia til sin liste, beskrev han den som en ”utilpashed af sindet”, som var årsag til mindre synder såsom utålmodighed og ustabilitet. Dante redefinerede denne definition og beskrev dovenskab som “ikke at være i stand til at elske Gud med hele sit hjerte, hele sit sind og hele sin sjæl”. Han beskrev den også som værende den midterste synd og som sådan den eneste synd, der var karakteriseret som mangel på kærlighed.
Den moderne fortolkning er ikke at være i stand til at bruge sine evner og sine talenter. F.eks. ville en studerende, som ikke arbejder så hårdt som det er krævet, og derfor ikke udnytter sit fulde potentiale, blive karakteriseret som doven.
Nutidige fortolkninger ser derfor dovenskab som værende uvillighed frem for manglende kærlighed til Gud, og derfor ses denne synd ofte som værende meget mindre alvorlig end de andre synder.
Ira
(Vrede, had, fordomme, diskrimination)
Vrede kan beskrives som ubeherskede og ukontrollerede følelser af had og raseri. Disse følelser kan vise sig som voldsom fornægtelse af sandheden, både overfor andre og i form af selvfornægtelse, utålmodighed med retsprocedurer, lysten til at søge hævn udenfor retssystemet (selvtægt), fanatiske politiske overbevisninger samt generelt at ønske at gøre andre ondt og skade dem.
En moderne definition inkluderer også had og intolerance overfor andre på grund af race eller religion, hvilket fører til racisme.
Handlinger der kommer som følge af vrede er blandt de værste og inkluderer mord, overfald, diskrimination og i ekstreme tilfælde folkedrab. Vrede er den eneste synd som ikke nødvendigvis er sammenhørende med egoisme eller selviskhed, selvom man kan blive vred af selviske grunde, f.eks. jalousi.
Dante beskrev vrede som “forkærlighed for retfærdighed forvrænget til hævngerrighed og ondskabsfuldhed” .
Invidia
(Misundelse, jalousi)
Ligesom griskhed er misundelse karakteriseret af umættelig lyst, men de adskiller sig dog på to punkter: For det første er griskhed i det store hele associeret med materielle ting, hvor misundelse er mere generel. For det andet vil de som begår en synd på grund af misundelse begære noget som en anden har og som de føler, at de selv mangler. Dante definerede dette some "forkærlighed for nogens goder forvrænget til et begær efter at fratage dem det". I Dantes Purgatorio, er straffen for misundelse at de misundelige skal have øjnene syet sammen med tråd, da de har opnået syndig tilfredsstillelse ved at se andre blive nedgjort.
Superbia
(Hovmod, stolthed, forfængelighed, narcissisme, overmod)
På næsten alle lister over dødssynder nævnes hovmodet som den værste, og det er hovedsageligt den kilde hvorfra de andre synder udspringer.
Den er identificeret som et begær efter at blive vigtigere eller mere attraktiv end andre og forhindrer en i at give komplimenter til andre, selvom de måske fortjener dem, samt stor selvforherligelse (specielt når man holder sig selv ude af en passende position overfor Gud). Dantes definition var “selvkærlighed forvrænget til had til og foragt for sin næste”. I Jacob Bidermanns middelalderlige mirakelstykke, Cenodoxus, er hovmod den dødeligste af alle synder og leder direkte til fordømmelse af den berømmede Doktor af Paris, Cenodoxus. I måske det mest berømte eksempel, historien om Lucifer, skyldtes hovmodet hans fald fra Himlen og den resulterende transformation til Satan. Forfængelighed og narcissisme er de fornemste eksempler på denne synd.
I Den guddommelige komedie måtte de angrende syndere gå med bøjede hoveder mens de blev pisket for at fremkalde en følelse af ydmygelse.

