Opgørelse af folketingsvalg
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Når man skal vælge en forsamling som det danske Folketing er det to grundlæggende måder at gøre det på. Man kan enten dele landet op i lige så mange valgkredse som der er mandater. Det parti der får flest stemmer i en valgkreds vinder kredsens mandatet. Alternativt tæller man stemmerne sammen i hele landet og tildeler hvert parti et antal mandater der svarer til andelen af deres stemmer, altså så 10% af stemmerne giver 10% af mandaterne.
Enkeltmandskredse har den fordel at mandaterne er tæt knyttet til det lokalområde de er valgt i, men et parti der har et lille flertal i alle kredsene får alle mandaterne og sammensætningen af Folketinget vil derfor ikke afspejle befolkningens holdninger.
For både at sikre et Folketingets medlemmer har en lokaltilknytning og at Folketingets sammensætning afspejler befolkningen er opgørelsen af et dansk folketingsvalg noget kompliceret. Et parti kan opnå mandater på to måder: kredsmandater eller tillægsmandater. Først vælges kredsmandater lokalt og så bruges tillægsmandater til at udligne så partierne har et antal mandater der svarer til partiets samlede stemmetal.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kredsmandater
Landet er opdelt i 10 storkredse. Til hver kreds hører et antal kredsmandater, der fordeles efter den d'Hondtske metode. Det går ud på, at de enkelte partiers stemmetal divideres med faktorene 1, 2, 3, 4 og så videre så langt, som det aktuelt er nødvendigt. Herefter fordeles kredsmandaterne således, at partiet med den største af de fremkomne kvotienter får det første kredsmandat, partiet med den næststørste kvotient får det andet kredsmandat og så fremdeles til alle kredsmandaterne er fordelt. Er to kvotienter lige store trækkes der lod.
[redigér] Eksempel
I dette eksempel skal der fordeles 7 kredsmandater. Ved divideringen af de enkelte partiers stemmetal er fremkommet de givne tal. De syv største tal er markeret med rød og er udslagsgivende for fordelingen af kredsmandaterne.
|
Parti A
|
Parti B
|
Parti C
|
Parti D
|
Parti E
|
|
|
Stemmer
|
340.000
|
280.000
|
160.000
|
60.000
|
15.000
|
|
1. mandat
|
340.000
|
280.000
|
160.000
|
60.000
|
15.000
|
|
2. mandat
|
170.000
|
280.000
|
160.000
|
60.000
|
15.000
|
|
3. mandat
|
170.000
|
140.000
|
160.000
|
60.000
|
15.000
|
|
4. mandat
|
113.333
|
140.000
|
160.000
|
60.000
|
15.000
|
|
5. mandat
|
113.333
|
140.000
|
80.000
|
60.000
|
15.000
|
|
6. mandat
|
113.333
|
93.333
|
80.000
|
60.000
|
15.000
|
|
7. mandat
|
85.000
|
93.333
|
80.000
|
60.000
|
15.000
|
|
Mandater i alt
|
3
|
3
|
1
|
0
|
0
|
[redigér] Tillægsmandater
For at tildele tillægsmandater opdeles landet i tre landsdele: Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland. Et parti kan få tildelt tilægsmandater hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
- opnået mindst ét kredsmandat
- i to af de tre landsdele har fået lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer delt med antallet af kredsmandater
- opnået mindst 2% af det samlede antal stemmer XX
Stemmetallet for de partier der opfylder et af ovenstående krav lægges sammen og divideres med 175 fratrukket antallet af valgte løsgængere. Det vil sige at hvis der bliver valgt en enkelt løsgænger på et kredsmandat deles med 174. Hvert partis stemmetal divideres med resultatet, dette giver antallet af mandater partiet burde have i folketinget. Mandattallene afrundes så hvert parti får et helt antal mandater og det samlede antal mandater bliver 175 (minus løsgængere) dog således af de partier der er tættest på at få et ekstra mandat får det.
Hvert parti tildeles så et antal tillægsmandater der svare til forskellen mellem antallet af kredsmandater og ovenstående antal mandater. Hvis et parti på denne måde har fået for mange kredsmandater laves der en ny beregning hvor partiet og dets mandater er udeladt.

