Grethe Bartram
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Grethe Bartram (født 23. februar 1924, Århus), egentlig Maren Margrethe Bartram, angav under Besættelsen flere personer fra modstandsbevægelsen. Efter Besættelsen blev hun dødsdømt for disse forhold, men efterfølgende blev straffen ved benådning ændret til livsvarigt fængsel. I 1956 blev hun løsladt og har siden opholdt sig i Sverige under andet navn.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Grethe Bartrams forældre var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og det samme gjaldt familiens omgangskreds. Hjemmet var derudover præget af at være fattigt. Faderen, Niels Peter Christopher Bartram (født 1896) var sønderjyde og havde deltaget i 1. Verdenskrig på tysk side. Grundet granatchok under krigen havde han svært ved at arbejde, men han han havde fået skabt et lille værksted med cykelreparation i Klostergade, hvor familien boede i nummer 70[1].
Som 13-årig forlod Grethe Bartram skolen, og arbejdede herefter et par år på den Kellerske Anstalt i Brejning før hun fik arbejde på Mammens Æskefabrik i Århus. Som 17-årig blev hun gravid og 12. juli 1941 gift med en ung maskinarbejder, Frode Thomsen (født 28. marts 1920), som hun havde mødt på æskefabrikken. Ægteskabet holdt ikke længe (samlivet ophørte i sommeren 1943) og sønnen, Benny Gudmund, blev sat i pleje.
[redigér] Stikkeri under Besættelsen
Bartrams familie, bl.a. storebroderen Christian Bartram, blev under Besættelsen engageret i illegalt arbejde. I september 1942 havde det danske politi udlovet en dusør på 1.000 kroner for oplysninger om en formodet sabotagebrand 15. september mod et uniformslager i Skorups Skrædderværksted i Fredericiagade i Århus[2]. Via broderen fik Grethe Bartram oplysninger om, hvem der havde været involveret og gav disse oplysninger videre til politiet. Sagen overgik til de tyske myndigheder efter at sabotørerne var blevet anholdt af politiet. Under retssagen efter Befrielsen fremførte Grethe Bartram, at havde hun vist, at sagen ville blive overdraget til de tyske myndigheder ville hun ikke have angivet personerne[3]. Ved samme lejlighed angav hun, at "hun havde Lyst til at tjene de udlovede Beløb" som det eneste motiv (hun var ikke tiltalt for dette forhold, da det ikke var omfattet af Straffelovstillægget). Med til billedet hører, at hendes mand i sommeren 1942 havde været udsat for en alvorlig arbejdsulykke, hvorefter han tilbragte lang tid på sygehuset, hvilket satte den unge families økonomi under pres[4]. Og at en arbejdsmand på det tidspunkt havde en typisk månedsløn på ca. 200 kroner[5].
Som resultat af Grethe Bartrams oplysninger blev fire personer, der direkte havde været med ved aktionen, anholdt og det samme overgik herefter Christian Bartram, der have skaffet benzin fra faderens værksted til brug ved brandsættelsen. Den ene af de fire brandstiftere flygtede, men de øvrige tre blev hver 2. december 1942 idømt 10 års tugthus, mens Christian Bartram blev idømt et års tugthus[6].
I tiden herefter deltog Grethe Bartram i det illegale arbejde. I marts-april 1944 blev hun fast angiver hos Gestapo i Århus og modtog ifølge egne angivelse 5-700 kroner om måneden for angiveriet, måske lidt mere[7]. Grethe Bartram angav senere, at hun oprindelig havde kontaktet Gestapo for at få frigivet broderen Hans Andreas Bartram, der 25. november 1943 var blevet idømt to års tugthus i Tyskland. Samtidig fortalte hendes kontaktperson, Hermann Rothenberg (25. januar 1906 – 31. oktober 1944), at DKP-formanden Aksel Larsen under forhør havde videregivet mange oplysninger, hvilket for hende legitimerede, at hun også kunne videregive oplysninger. I sommeren 1944[8] blev hele den lokale ledelse af det kommunistiske modstandsarbejde trævlet op på baggrund af hendes oplysninger.
Tilliden til hende i modstandsbevægelsen var på dette tidspunkt stadig stor, og i august 1944 blev hun endda sendt til København som repræsentant for modstandsbevægelsen for at få etableret en ny ledelse i Århus. Da hun modtog penge af både Gestapo og DKP på dette tidspunkt, kom hun dog efterhånden under mistanke fra modstandsbevægelsens side. Hun fik det derfor arrangeret sådan, at hun blev anholdt af Gestopa og anbragt i Frøslevlejren. Det var dog ikke tilstrækkeligt til at fjerne modstandsbevægelsens mistanke, og da man efterhånden var blevet sikker på hendes skyld forsøgte man at likvidere hende. På et tidspunkt var "Leif", en meget aktiv likvidator, hvis rigtige navn var Ejnar Sørensen, tilsyneladende så tæt på hende, at han kunne have skudt hende, men han kendte hende kun fra billeder og turde ikke skyde[9]. 12. december 1944 blev hun søgt likvideret ved et nakkeskud[10], men overlevede dette forsøg og virkede også som angiver under det efterfølgende lazaretophold, hvor hun gav oplysninger til "Dr. Peters", dæknavn for Olaf Christian Quist, der blev likvideret på Hotel Royal 29. april 1945[11], og August Robert Glaner [12].
Efter at være kommet sig efter likvideringsforsøget virkede Grethe Bartram i Flensborg indtil hun i marts 1945 blev ansat hos Gestapo i Kolding, hvor hun var til befrielsen. Efter den tyske kapitulation flygtede hun, men blev anholdt 10. maj 1945.
[redigér] Retsag, dødsdom og benådning
Ved den efterfølgende retssag kom det frem, at hun havde angivet ca. 50 personer. Af disse var 15 blevet udsat for tortur og 35 var endt i tyske koncentrationslejre. Af den sidste gruppe var otte døde eller meldt savnet. Hun tilstod de fleste forhold og 29. oktober 1946 blev hun dødsdømt ved Århus Kriminalret, hvilket blev stadfæstet ved Vestre Landsret 22. februar 1947 og ved Højesteret 4. september 1947. Ved behandlingen i Højestret ønskede tre af de 11 dommere at idømmer livsvarigt fængsel, da de lagde vægt på, at hun ikke umiddelbart havde set konsekvenserne af hendes handlinger som personer, der havde været involveret i tortur, og at hun var ganske ung på gerningstidspunket[13].
I lighed med den eneste anden dødsdømte kvinde ved retsopgøret, Anna Lund Lorentzen, blev straffen ændret til livsvarigt fængsel ved benådning af justitsminister N. Busch-Jensen 9. december 1947. Ministeren anførte ved benådningen, at Bartram havde været ganske ung på gerningstidspunktet, hun var blevet opdraget i en "antireligiøs, kommunistisk og materialistisk ånd" og hun havde haft økonomiske vanskeligheder[14]. Batram blev løsladt 26. oktober 1956 [15]. Efter løsladelsen rejste hun til Sverige, hvor hun bosatte sig under andet navn.
[redigér] Efter løsladelsen
Journalisten Erik Haaest opsporede i 1976 Grethe Bartram i Sverige og interviewede hende i forbindelse med en artikelserie i Ugens Rapport. I 1977 udkom artikelserien i bogform under titlen Udyr - eller hvad. Her fremgik det bl.a., at hun angrede sine angiverier, men hun fastholdt samtidig: "Jeg anede ikke hvilke konsekvenser, mine angiverier havde". Hun oplyste, at hun i Sverige flere gange havde haft besøg af sin familie, både hendes forældre og hendes brødre. Kontakten ophørte først efter mordet på Marie Lock-Hansen i den århusianske forstad Højbjerg 10. november 1967, hvor en af teorierne lød på, at der var sket en forveksling mellem Marie Lock-Hansen og Grethe Bartram.
Jyllands-Posten bragte 1. januar 1995 et interview af Flemming Chr. Nielsen med Grethe Bartramsen. I lyset af Erik Haaests interview ca. 19 år tidligere oplyses det lidt mystisk: "Dette er derfor Grethe Bartrams første og sidste frivillige interview. Herefter er det hendes ønske at være ukendt af offentligheden i resten af sit liv på jorden." Ligeledes stemmer interviewets oplysning om, at "siden sit farvel til Danmark i 1956 har Grethe Bartram haft ganske almindelige jobs" heller ikke helt med oplysninger i Haaests interview om, at hun i 1976 sammen med en veninde havde egen virksomhed og havde vundet flere internationale udmærkelser for sit arbejde. Erik Haaest er ikke sikker på, at Jyllands-Postens interview virkelig har fundet sted[16]. Foreholdt hendes påstand fra retssagen om, at hun oprindelig tog kontakt til Gestapo for at få frigivet broderen, sagde hun i Jyllands-Postens interview: "Jeg ved ikke, om det var derfor eller ej. Jeg ved ikke, hvorfor jeg handlede som jeg gjorde."
Siden interviewet i Jyllands-Posten har Grethe Bartramsen ikke givet interviews. I forbindelse med en artikel i Samvirke i december 2006 om Grethe Bartram oplystes det: "Grethe Bartram har ikke ønsket at deltage i artiklen. Hun lever nu under en anden identitet i Sverige. Hun oplyser i et brev, at hun er syg og ikke har mange kræfter mere."[17] På Erik Haaests hjemmeside hedder det, at Bartram endnu levede i juni 2006.
Da interviewet i Jyllands-Posten blev gennemført ved juletid 1994 havde Grethe Bartram ikke haft kontakt med sin søn siden tiden i Århus, men tilsyneladende har hun siden fået kontakt via læge Sven Arvid Birkeland, der er tilknyttet Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre[18].
[redigér] Noter
- ↑ Wolthers og Herlufsen 2006, s. 83. Familiens adresse fremgår af den illegale publikation Aarhus Ekko, december 1943, forsiden (omtale af dom over 16-årige Hans Andreas Bartram) og 15. december 1944, s. 3 (likvideringsforsøg mod Grethe Bartram), optrykt i DKP og Frihedskampen, bind 17, 1996, s. 141 og bind 18, 1996, s. 214)
- ↑ Sven Hauerbach: 5. Kolonne. Aarhussabotørernes modig indsats, Århus 1945, s. 22
- ↑ Højesteretstidende 1947, s. 685
- ↑ Wolthers og Herlufsen 2006, s. 83
- ↑ Nielsen 1995
- ↑ Salmon Hansen: Jydske Sabortører. Willy Samsing-gruppen, Århus 1946, s. 7-9 (teksten ligger online her). Fejlagtig angives 1943 som året, da dommen faldt. Aarhus Ekko omtalte dommen i et særnummer 16. december 1942, hvoraf det ses, at årstallet skal være 1942
- ↑ Højestretstidende 1947, s. 685. Et vidne fra Gestopa angav, at Bartram i juli-september 1944 havde modtaget 3/4 af de udbetalte stikkerpenge, der androg 1.200-1.500 kroner om måneden, dvs. ca. 900-1.100 kroner om måneden, Højestretstidende 1947, s. 683
- ↑ Dansk Kvindebiografisk Leksion siger 1943, men det stemmer ikke med Tamm 1984, s. 373 og ud fra sammenhængen virker 1944 mere logisk
- ↑ Niels Åge Nielsen: Mellem jyske modstandsfolk 1941-1945, Forlaget ZAC 1980 ISBN 87-7348-036-5, s. 81
- ↑ Højesteretstidende 1947, s. 685
- ↑ Aarhus under Besættelsen, Århus 1946, s. 323
- ↑ Højestretstidende 1947, s. 685, Glaners fulde navn fremgår af s. 674 samme sted
- ↑ Tamm 1984, s. 374
- ↑ Tamm 1984, s. 374-5
- ↑ http://www.paa-den-anden-side.dk/about.html . Tamm 1984, s. 375 skriver 1954, men af s. 458-9 fremgår det, at den første oprindeligt dødsdømte fange først blev løsladt i december 1955
- ↑ http://www.smartcms.dk/user/haaest/vis.php?side=sider2/udyr00-indhold.htm , se omtalen til kapitel 10
- ↑ Wolthers og Herlufsen 2006, s. 85
- ↑ http://www.smartcms.dk/user/haaest/vis.php?side=sider7/doktor-birkeland.htm
[redigér] Litteratur
- Erik Haaest, Udyr - eller hvad, 1977. ISBN 87-87503-03-4
- Ditlev Tamm, Retsopgøret efter besættelsen, bind 1, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1984. ISBN 87-574-4261-4 (sagen omtales s. 373-75)
- Flemming Chr. Nielsen, "Dødsdømt - benådet - straffet" i Jyllands-Posten 1. januar 1995
- Signe Wolthers og Kristian Herlufsen, "Gestopas største stikker" i Samvirke 12, december 2006, s. 82-85
[redigér] Eksterne henvisninger
- Grethe Bartram - biografi i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
- Storstikkeren - kapitel 10 i Erik Haaests bog Udyr - eller hvad fra 1977 i en opdateret e-udgave fra 2006

