ADAS-model

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

ADAS-modellen bruges i dag af mange økonomer til at beskrive den makroøkonomiske udvikling. Modellen bygger teoretisk set på neokeynesianismen. Målet er at forklare fluktuationer på kort sigt. Vigtigt er det især, at de to klassiske opfattelser om monetær neutralitet og klassisk dikotomi. Pengepolitik kan altså altså godt have indvirkning på reale størrelser såsom outputtet på kort sigt.

Et ADAS-diagram ligner på mange måder et almindeligt udbuds- og efterspørgselsdiagram. En udbudskurve, en efterspørgselskurve, mængde på 1. aksen, og pris på 2. aksen. Den vigtige forskel er dog, at mens de almindelige udbuds- og efterspørgselsdiagrammer har relative priser på 2. aksen, har ADAS-modellen det nominelle prisniveau på 2. aksen. Dette skyldes, at der for økonomien betragtet som helhed ikke er alternative forbrugsmuligheder (ingen substitutter), men eneste alternativ derimod er ikke at forbruge.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Aggregeret efterspørgsel

Den aggregerede efterspørgsel er den samlede mængde goder, som husholdningerne vil købe til et givent nominelt prisniveau. Efterspørgselskurven antages at være faldende grundet:

  • Forbrug/formueeffekten: Når priserne falder, stiger værdien af de penge husholdningerne har liggende, det får forbruget til at stige.
  • Renteeffekten: Når priserne falder, ønsker husholdningerne ikke at have lige så mange penge liggende, og vil derfor prøve at udlåne mere, hvilket presser renten ned. Lavere rente påvirker hhv. 1) Investeringerne, fordi at flere investeringsprojekter bliver rentable, 2) Lavere rente gør huskøb billigere og derved stiger boligprisen og boligformuen, og folk kan låne penge til forbrug, 3) Lavere rente gør også bare simple forbrugslån billigere.
  • Nettoeksporteffekten: Når priserne falder, falder renten. Lavere rente gør, at kapital vil søge ud af landet, hvilket vil øge udbuddet af indenlandsk valuta. Højere valutaudbud vil få kursen til at falde, hvilket styrker eksporten og svækker importen. Højere nettoeksport vil få efterspørgselsen efter indenlandsk producerede varer til at stige.

Dette kan også forklares ud fra likviditetspræferenceteorien (jf. figur), hvor pengeudbuddet sættes som en eksogene variabel i forhold til renten, som er en endogen variabel i modellen. (1) Vi antager, at der kommer et prisfald. (2) Det får efterspørgslen efter penge til at falde, da folk ikke har brug for så mange penge liggende i lommen. (3) Det får renten til at falde grundet ligevægt på pengemarkedet (når renten falder, falder alternativomkostningerne ved at have penge liggende, og efterspørgslen tilpasser sig), hvor pengeudbuddet er uændret. (4) Det får produktionen til at stige jf. ovenfor.

Selve efterspørgselskurven kan rykke ind og ud. Disse ryk kan bl.a. skyldes ændringer i forbrugertilliden og derved forbrugskvoten gør, at forbruget er mindre for ethvert givet prisniveau. Boom på aktiemarkedet, skatteændringer, lønændringer mv. kan også forårsage ændringer.

Ændrede fremtidsudsigter, skatteregler, rentesatser eller ny teknologi kan også spille ind på investeringsprojekters forventede rentabilitet. Forholdet til udlandet kan også spille ind på efterspørgslen via importen.

[redigér] Aggregeret udbud

Den aggregerede udbud er den samlede mængde goder, som virksomhederne vil udbyde til et givent nominelt prisniveau.

[redigér] På lang sigt

Udbudskurvens hældning afhænger meget af tidshorisonten. På lang sigt afhænger udbuddet af de tilstedeværende produktionsfaktorer: arbejdskraft, kapital og naturressource samt det teknologiske niveau for udnyttelse af disse faktorer. De nævnte faktorer afhænger ikke af prisniveauet (jf. den klassiske dikotomi) og derfor er udbudskurven lodret. Den langsigtede udbudskurve kan rykkes som følge af:

  • Arbejdskraftsudbuddet kan ændres af emigration eller immigration samt ændret adfærd, eksempelvis grundet ændrede institutionelle eller lovmæssige forhold (herunder marginalskattens størrelse).
  • Kapitalmængden (fysisk eller human kapital) kan blive større eller mindre.
  • Nye naturressourcer kan blive fundet eller priserne på eksisterende fund kan ændre sig (eksempelvis olieprisændringer på verdensmarkedet)
  • Ny teknologi

[redigér] På kort sigt

Den kortsigtede udbudskurve antages modsat den langsigtede at være stigende. Tre forskellige teorier forklares ved:

  • Træge lønninger: Lønninger er normalt nominelt fastlagt for en flerårig periode, og når priserne så eksempelvis stiger mere end det var forventet, da lønningerne blev fastlagt, falder reallønnen, og virksomhederne vil derfor udbyde mere.
  • Træge priser: Priserne er typisk fastlagte og skiftes kun med visse intervaller (grundet menuomkostninger). Har virksomheden for eksempel aftaler med butikkerne om at sælge til en given pris, mens prisudviklingen pludselig er mere kraftig end forventet, så vil disse priser være relativt lavere, og der vil blive solgt mere.
  • Fejlopfattelse af pris- og lønniveau: Når prisniveauet eksempelvis stiger, så ser virksomhederne i første omgang kun, at det er deres egne priser, der stiger, mens de andres er uændrede, derfor tror de, at deres relative pris er steget, og de sætter derfor produktionen i vejret.

Samlet set kan man altså opstille følgende ligning: Y = Y* + a (aktuelt prisniveau – forventet prisniveau), Y er lig med output og Y* er lig med det naturlige output. Det ses at:

Hvis det aktuelle prisniveau > forventet prisniveau giver et positivt bidrag. Hvis det aktuelle prisniveau > forventet prisniveau giver et negativt bidrag.

Heraf ses også, at udover de faktorer som kan rykke den langsigtede udbudskurve, så kan ændrede inflationsforventninger også rykke den kortsigtede udbudskurve. Det er en vigtigt point i forbindelse med ligevægtsdannelsen.

[redigér] Efterspørgselschok

Et chok til efterspørgselen kan være forårsaget af eksempelvis lempelig finanspolitik, hvorved AD kurven rykker mod højre (fra AD1 til AD2). Herved vil såvel priser som output blive presset op til punktet B (fra punktet A). Denne situation er dog ikke stabil, og på længere sigt vil udbudskurven begynde, at rykke til venstre, hvis den større efterspørgslen ikke forsvinder af sig selv, da den kortsigtede udbudskurve blot tilpasser sig den forventede inflationer (fra ASS1 til ASS2). Derfor vil økonomien ende i C, med samme output som før, men højere prisniveau. På samme måde kan lempelig finanspoltik altså i teorien udbalancere et negativt efterspørgselschok.

[redigér] Udbudschok

Eksempelvis stigende oliepriser kan få den kortsigtede udbudskurve til at rykke mod venstre. Det vil skabe lavere output og højere priser (fra A til B)- også kaldt stagflation. Ligevægten kan nu genopstå på to måder. Hvis udbudschokket er permanent vil den langsigtede udbudskurve rykke til venstre og herved skabe ligevægt. Ellers vil lønninger efter en tid med recession blive presset ned, hvilket vil være et positivt udbudschok og økonomien vil bevæge sig tilbage til A.

[redigér] Økonomien på lang sigt

Samlet set kan man altså se den udvikling vi kender fra den virkelige verden med let stigende inflation og vækst, som det fremgår af følgende figur, hvor såvel produktiviteten som pengemængden i tråd med virkeligheden ændres løbende:

[redigér] Politiske påvirkninger – penge- og finanspolitik

[redigér] Pengepolitik

Centralbanken kan ændre ligevægten på pengemarkedet ved at ændre pengemængden. I praksis hører man typisk om, at centralbankerne ændrer renten. I praksis betyder dette dog bare, at centralbanken siger, at den vil købe og sælge obligationer (hæve og sænke pengemængden) så den udmeldte rente opnås på pengemarkedet. I det følgende ses derfor på ændringer af pengemængden.

En forøgelse af pengemængden vil presse renten ned på markedet. Jf. renteeffekten (som er den kraftigste af de tre nævnte) giver dette et positivt bidrag til efterspørgslen og AD-kurven rykker til højre.

[redigér] Finanspolitik

Ved at pumpe mere efterspørgsel ud i samfundet kan regeringen rykke AD-kurven til højre. Som effekt af dette vil der dog ske en yderligere multiplikatoreffekt. 1) Efterspørgslen stiger, 2) den nye efterspørgsels bliver omsat i varer, 3) dem der har solgt disse nye varer får selv en større efterspørgsels osv. osv. Hvis MPC betegner, hvor meget af en ekstra tjent kr. der bruges til forbrug, fås det at, den samlede effekt af efterspørgselsudvidelsen er: (1 + MPC + MPC^2 + MPC^4 + MPC^4 = …. ) x efterspørgselsudvidelsen.

Dette er en uendelig geometrisk række og det fås at: Multiplikator = 1 / (1 – MPC). Her MPC for eksempel 3/4 er multiplikatoren 4. Det er bemærkes desuden at ændringer i finanspolitikken selvfølgelig kan være diskretionær, men også kan være forårsaget af de automatiske stabilisatorer. Når konjunkturerne er gode, betaler folk meget i skat, og der er ikke så mange som skal have overførselsindkomst. Staten har altså overskud (= kontraktiv finanspolitik). Omvendt er det, når konjunkturerne er dårlige.

Også skatteændringer kan have samme effekt. Er skattesænkelser permanente vil forbruget stige, men hvis de kun er midlertidige, vil forbrugerne bare spare op, så de kan betale deres skat, når denne efterfølgende sættes op. Virkningen er også forskelligt alt efter om det er indkomstskatten eller eksempelvis momsen der ændres. Derfor kan et balanceret budget også have en positiv eller negativ finanseffekt.

Skatteændringer kan derudover gennem ændring af marginalskatten også have betydning for arbejdsudbuddet og derfor AS-kurverne. Investeringerne tilpasser sig også, og da den større efterspørgsel gør flere investeringsprojekter rentable, at dette gennem acceleratoreffekten også en yderligere effekt på efterspørgslen.

I modsat retning trækker crowding-out effekten dog. Når efterspørgslen stiger, har folk brug for mere likviditet mellem hænder, og penge efterspørgslen stiger derfor. Det får renten til at stige, hvilket modvirker virksomhedernes investeringslyst. Problemer med finanspolitik er desuden. 1) Det er svært, at vide hvor meget økonomien påvirkes og hvordan man gør noget, der giver præcis denne påvirkning. 2) Det kan være svært at gøre det i tide, da det tager tid at tage beslutninger og føre disse ud i livet

[redigér] Finans- eller pengepolitik – monetarister og keynesianere

Blandt økonomer er der stor diskussion om, hvilken form for økonomisk politik der er mest effektiv.

Monetaristerne peger på, at pengeefterspørgslen er lidt renteafhængig, investeringerne derimod er meget renteafhængige.

  • Pengepolitik er derfor effektiv, da man kun skal ændre pengemængden lidt for at få et stortrentefald, og heraf et boost til AD-kurven gennem renteeffekten
  • Finanspolitik modvirkes derimod kraftigt af crowding-out effekten.

For monetaristerne er pengepolitik altså mest effektiv.

Keynesianerne peger på, at pengeefterspørgslen er meget renteafhængig, mens investeringerne kun er lidt renteafhængige:

  • Pengepolitik er ikke særlig effektiv, da det kræve store ændringer i pengemængden at skabe et rentefald, som kan igangsætte investeringerne
  • Finanspolitikken er derimod effektiv, da den modvirkende crowding-out effekt kun er meget lille.

Hvor indkomstafhængig efterspørgslen er (dvs. hvor afhængig behovet for at have penge mellem hænder er i forhold til indkomsten er) spiller også ind i hele denne diskussion.

  • Er indkomstafhængigheden høj vil et ryk i AD-kurven virke kraftigt på pengeefterspørgslen, og derved presse renten meget op og fremkalde et kraftig crowding-out effekt.
  • Er indkomstafhængigheden lav vil et ryk i AD-kurven ikke virke så kraftigt på pengeefterspørgslen, og derved presses ikke så meget op og crowding-out effekten bliver beskeden.

Har pengeefterspørgslen en høj indkomstafhængighed er hverken finanspolitik eller pengepolitik altså særlig effektiv.

[redigér] Stabiliserings- eller strukturpolitik

Jf. betragtningerne om skift i hhv. AD-kurven og AS-kurven på kort sigt har stabiliseringspolitik under efterspørgselschok (skift i AD-kurven) mulighed for at modvirke det fuldstændigt gennem penge- og finanspolitiske lempelser og stramninger. Under udbudschok står politikerne derimod i valget mellem at stabilisere produktionen eller stabilisere inflationen. Beslutningerne afhænger her bl.a. af, hvor hurtigt man mener den kortsigtede AS-kurve tilpasser sig. Tilpasser den sig langsomt, står man overfor et længerevarende produktionstab, og den højere inflation kan derfor måske sluges. Tilpasser den så hurtigt, er den aktive stabilisering ikke lige så nødvendig.

[redigér] Relaterede emner

Denne artikel om økonomi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
organisation