Christian 9.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Christian 9.
Konge af Danmark
Christian 9.
Navn: Christian 9.
Regerede: 1863-1906
Født: 8. april 1818, Gottorp Slot
Død: 29. januar 1906
Begravet: Roskilde Domkirke
Valgsprog: Med Gud for ære og ret
Far: Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
Mor: Louise Karoline af Hessen-Kassel
Ægtefælle‍(r): Louise af Hessen-Kassel
Børn: Frederik 8.
Alexandra af Danmark
Vilhelm (Georg 1. af Grækenland)
Dagmar (kejserinde af Rusland)
Prinsesse Thyra
Prins Valdemar
Det Danske Kongehus
Huset Oldenborg (Glücksborg-grenen)

Christian 9.
Børn
   Frederik 8.
   Alexandra, Dronning af Storbritannien
   Vilhelm (Georg 1. af Grækenland)
   Dagmar, kejserinde af Rusland
   Prinsesse Thyra
   Prins Valdemar
Frederik 8.
Børn
   Christian 10.
   Carl, Konge af Norge
   Prinsesse Louise
   Prins Harald
   Prinsesse Ingeborg
   Prinsesse Thyra
   Prins Gustav
   Prinsesse Dagmar
Christian 10.
Børn
   Frederik 9.
   Arveprins Knud
Frederik 9.
Børn
   Margrethe 2.
   Prinsesse Benedikte
   Dronning Anne-Marie
Margrethe 2.
Børn
   Kronprins Frederik
   Prins Joachim
Børnebørn
   Prins Christian
   Prinsesse Isabella
   Prins Nikolai
   Prins Felix

Christian 9., født 8. april 1818Gottorp Slot som en yngre søn af daværende hertug Vilhelm af Holstein-Beck. (I 1825 bliver Frederik Wilhelm hertug af Lyksborg.) Dansk konge af den Glücksburgske (Lyksborgske) slægt 1863-1906. Valgsprog: Med Gud for ære og ret.

Efter faderens tidlige død flytter Christian til København. Her tager det sønneløse kongepar sig af drengen. Dronning Marie Sophie Frederikke er hans moster, og Frederik 6. er hans moders fætter. Christians ældste broder, hertug Carl af Glücksborg, bliver i 1838 gift med kongeparrets yngste datter, prinsesse Vilhelmine.

I 1851 anbefaler den russiske kejser, at prins Christian rykker frem i den danske arvefølge. I 1852 tilslutter stormagterne sig dette. I 1853 godkender den danske rigsdag en ny lov, der rykker Christian frem i arvefølgen. Der er brug for en ny tronfølgelov, da hverken kong Frederik 7. eller tronfølgeren Arveprins Ferdinand har nogen arving til tronen.

I virkeligheden er det prins Christians hustru, Louise af Hessen-Kassel, som han er blevet gift med i 1842, der som niece til Christian 8. og kusine til Frederik 7. i følge Kongeloven har arveret til tronen, men nu nyder hendes mand godt af denne arveret. (Prins Christian er som sin hustru nærtbeslægtet med det danske kongehus, begge er oldebørn af Frederik 5.)

Den 16. november 1863 bliver han, dagen efter Frederik 7.s død, udråbt til dansk konge af den nye kongeslægt, Glücksburgerne, under kongenavnet Christian 9. Han er konge af Danmark fra 1863-1906. Kongeparret får børnene: Frederik (8.), Vilhelm (Georg 1. af Grækenland), Valdemar, Alexandra, Dagmar og Thyra. Christian 9. er kendt som "Europas Svigerfar", idet hele fire af hans børn kommer til at sidde på europæiske troner: Hans ældste søn som Frederik 8., Alexandra som dronning af England gift med dronning Victorias ældste søn, Albert Edward, prins af Wales, Dagmar som kejserinde af Rusland gift med tsar Alexander 3. af Rusland (under navnet Maria Feodorovna) samt Vilhelm som Kong Georg 1. af Grækenland. I 1887 afslår prins Valdemar at blive konge af Bulgarien. Så i årenes løb afholdes mange og store familiefester på Fredensborg med børn, svigerbørn, børnebørn m.fl.

Som nævnt dør Frederik 7. i 1863 uden at efterlade sig arvinger. Dette benytter Friedric af Augustenborg, (1829-1880), til at udråbe sig til hertug Friedrich VIII af Slesvig og Holsten. (Friedrich var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg, Christian August, som var leder af en tysk slesvig-holstensk bevægelse i 1848, Friedrichs far dør først i 1869). Hertugslægten nedstammede fra Hans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte af Otto von Bismarck, hvis mål var en indlemmelse af Slesvig og Holsten i Preussen.

Den egentlige årsag til at Otto von Bismarck kan erklære Danmark krig skyldes, at folketinget i november 1863 vedtager en forfatning som indlemmer Slesvig i det danske rige. C. C. Hall var en af fortalerne for denne ejder-danske forfatning.

Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han kunne forudse problemer med Otto von Bismarck. Imidlertid følte han sig presset hertil, dels af en folkekrav - der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leve Karl den 15. Baggrunden for dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i 1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl d.15. En anden årsag til at kongen til sidst skrev under på forfatningen, kan være ønsket om at fremstå national, der måtte ikke sættes spørgsmålstegn ved hans danske loyalitet.

Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar 1864 går preusserne og østrigerne over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kommer, at preusserne er udstyrede med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne under de Meza afviser det første angreb ved Mysunde den 2. februar. Men stillingen er uholdbar, og de Meza beslutter at foretage en tilbagetrækning, før hæren bliver omgået. Denne gennemføres den 5. februar, men kommer til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kan forstå, at Dannevirke må opgives uden sværdslag. Bagtroppen under Max Müller udkæmper en hård kamp ved Sankelmark den 6. februar, mens hovedstyrken under general Gerlach forskanser sig ved Dybbøl. Efter en måneds bombardement stormes Dybbøl den 18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj bliver der sluttet våbenstilstand, medens man afventer resultaterne af London-konferencen, som er åbnet i april. Danmark tilbyder at afstå strimmelen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette er ikke tilstrækkeligt, og kampene genoptages, og den 29. juni 1864 falder Als. Kampen er umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Ved Freden i Wien den 30. oktober må Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Christian 9. besøgte i 1874 Island og blev den første regerende danske konge, der nogensinde havde besøgt øen.

Forfatningskampen kom til at dominere en lang række af Christian 9.´s regeringsår. Han stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets ønsker, og under hele forløbet støttede han sig uden forbehold til konsejlspræsidenten fra Højre, J.B.S. Estrup, i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre. Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 bekvemmede kongen sig endelig til at udnævne et Venstre-ministerium. Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var en kendsgerning.

Det faldt i Christian 9.`s lod, at han kort tid før sin død kunne give sit samtykke til, at hans sønnesøn, prins Carl, kunne vælges til konge af Norge.

På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, var han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle.

Christian 9. dør, 87 år gammel den 29. januar 1906 på Amalienborg og gravsættes i Roskilde Domkirke i Glücksborgernes kapel. Han efterfølges af sønnen Frederik 8.

Efterfulgte: Kongerækken Efterfulgtes af:
Frederik 7. Frederik 8.

[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:
organisation