Sune Dalgård
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sune Dalgård (9. maj 1922 – 10. august 2007) var en dansk historiker, dr.phil., landsarkivar og medstifter af Den Danske Forening.
Under besættelsen var Dalgård aktiv i den danske modstandsbevægelse og blev som følge heraf arresteret af Gestapo i december 1944 og indsat i Frøslevlejren.
I 1947 blev Dalgård ansat på Rigsarkivet, hvor han i 1962 blev overarkivar og leder af 1. afdeling. I perioden 1977-85 var han leder af Landsarkivet for Sjælland[1]. I 1962 blev han dr.phil. med disputatsen Dansk-norsk hvalfangst 1615-1660: en studie over Danmark-Norges stilling i europæisk merkantil expansion. 11. marts 1965 blev han medlem af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og i 1974 af Videnskabernes Selskab[2]. Selv i en relativ høj alder publiceredes tre værker fra hans hånd som en del af Historisk-filosofiske Meddelelser fra Videnskabernes Selskab: Poul Laxmands sag, 2000, Kanslere og Kancellier - især "tyske" – i Danmark og Holsten hen imod Enevælden, 2005, og Lidt om Vibeke Kruse, 2007.
Hans engagement i Den Danske Forening varede fra stiftelsen helt frem til hans død, hvor han ubrudt var med i styrelsen for foreningen. 1988-90 var han formand og i mange år var han redaktør for foreningens blad, Danskeren.
[redigér] Noter
- ↑ "Dødsfald" i Berlingske Tidende, 14. august 2007, 1. sektion, s. 23
- ↑ http://royalacademy.net.dynamicweb.dk/Organisation/Medlemmer/C-F.aspx
[redigér] Eksterne henvisninger
- Sune Dalgaard er død. Han blev 85 år. - omtale fra Danmarks Radios hjemmeside

