Psykoanalyse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Psykoanalyse er en psykologisk teori skabt af den østrigske læge Sigmund Freud. Den er også en terapeutisk metode.
Freud introducerede (1901) det ubevidste, altså fænomener i vor personlighed, som vi ikke er klar over eller har fortrængt.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Senere
Ifølge Freuds senere opfattelse (1923) kan personligheden opdeles i Jeg'et, Det og Overjeg. Eller på latin: Ego, Id og Superego.
Det'et er menneskets (asociale) drifter, mens Superego er jeg-ideal, samvittighed og kritisk selvobservation. Jeg'et forsøger at tilfredsstille Det'ets drifter på en måde som ikke er i konflikt med idealerne i Overjeg'et og på en måde som realistisk kan lade sig gøre. Jeg'et omfatter derfor den bevidste opfattelse, tænkning og planlægning. Angst optræder på overgangene i modellen: Personen kan føle sig bange for at blive overvældet af Det'ets drifter (driftsangst), af oplevelse af dårlig samvittighed fra Overjeg'et (samvittighedsangst) eller for at handle forkert i omverdenen med negative konsekvenser.
Efterhånden lærer den velfungerende person at undgå disse former for angst. Når personen er ved at foretage sig noget som kan fremkalde en af disse angstformer, vil vedkommende nemlig opleve en lille smule angst (signalangst), som fungerer som et advarselssignal så det bliver muligt at vare sig i tide. Som hjælp til at undgå at opleve angst kan Jeg'et betjene sig af forsvarsmekanismer som er måder at undgå klare oplevelser af de nævnte indre konflikter. Nogle forsvarsmekanismer ændrer på oplevelsen f.eks. således at personen kun tager ansvar for den ene side af sin egen konflikt, mens den anden side tillæges nogen i omverdenen (projektion).
Et eksempel er den indre konflikt mellem at være vred, og samtidig skamme sig over denne følelse. Ved projektion tillægges vreden en anden person, så personen selv kun mærker at han/hun er bange for denne anden, vrede person. Projektion er et eksempel på en primitiv forsvarsmekanisme.
[redigér] Fortrængning
En mere veludviklet mekanisme er fortrængning. Når en person bruger projektion, er der en tydelig forvrængning i oplevelserne, som kan være let for andre at se. Ved fortrængning 'glemmes' hele problemstillingen. I eksemplet med vreden glemmer personen både sin vrede og sin skam over vreden. En konsekvens kan være at det er svært for denne person at blive vred når det er relevant, eller i det hele taget at beskæftige sig med vrede. Sublimering anses for en af de mest modne forsvarsmekanismer. Vores vrede person vil ved sublimering udnytte sin vrede konstruktivt, og måske skrive kritiske og præcise læserbreve.
[redigér] Freuds faser
Freud påpegede også den infantile seksualitet. Ifølge ham kan barndommen inddeles i en række faser, hvor barnets seksualitet drejer sig om en række bestemte kropsområder.
- Den orale fase
- Den anale fase
- Den falliske/ødipale fase
- Latensfasen
- Den genitale
Forstyrrelse og undertrykkelse af den naturlige udvikling kan medføre bestemte neurotiske symptomer i voksenalderen. F.eks. kan en voksen have en anal personlighed.
Freud anser fortrængning for et grundvilkår for at kunne leve sammen i et samfund. Han kaldte det ubehaget i kulturen.
[redigér] Den orale fase
Aldersperioden 0-18 måneder. Begrebet oral referer til munden, og i den første fase af barnets liv er munden det centrale element. Den tidligste form for lyst og tilfredstillelse knytter sig til mund, læber og tunge. I denne fase er barnet hjælpeløst og derfor afhængig af sin mors omsorg og pleje. Hvis barnet får hvad det har brug for, vil det lære at verden er tryg og god. Men hvis barnet ikke får nok fysisk og psykisk omsorg vil det fikseres altså fastlåses i sine orale tilfredstillelsesformer og gennem livet hungre efter kærlighed.
[redigér] Den anale fase
Aldersperioden 18 måneder - 3 år I denne fase er endetarmsåbningen og afføring det, der forbindes med lyst og interesse. Kontrol over endetarmens lukkemuskel udvikles i denne periode. Barnet lærer i denne periode at gå, tale og sætte sin vilje igennem. Jeg'et dannelse er i fuld gang. Og barnet udvikler selvstændighed.
[redigér] Den Ødipale/Falliske fase
Aldersperioden 3 - 5 år. Hvor lysten knytter sig til fallos: hos drengen penis og hos pigen klitoris. Det væsentlige og personlighedsdannende i denne fase er ødipuskomplekset. Den ødipale situation beskrives som et trekantsdrama (=Triade) hvor drengen seksuelle ønsker er rettet mod moderen, mens pigens mod faderen. Drengen opfatter sin far som rival, men samtidig angst for faderens hævn. Af frygt for at faderen skal straffe ham, ved at destruerer det sensitive organ (kastrere ham), bevarer han ønsket om at være ligesom sin far og dennes værdier = identifikation med angriberen. Dette resulterer i en dannelse af overjeg'et For pigen er den ødipale fase endnu mere kompliceret. ligesom drengen har den lille pige oprindeligt begæret og idealiseret moderen. Pigen opdager at hun ikke har en penis ligesom sin far - og udvikler en fantasi om at hun er blevet kastreret af moderen. Dette leder vrede mod moderen, og pigen vender sig mod faderen i håb om at han vil give hende det hun mangler altså en penis.

