Kimbrer
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kimbrerne var en germansk stamme, der var bosiddende i det nuværende Danmark, muligvis i Himmerland. Kimbrerne drog i 120 f.Kr. mod Romerriget, der endnu i det 2. århundrede f.Kr. var en republik. Et andet germansk folkeslag, teutonerne, fulgte kimbrerne i deres folkevandring mod Sydeuropa.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Udvandring fra Jylland.
Ca. 120 f.kr. fandt der en gigantisk folkevandring sted, hvor såvel kimbrer som teutoner hærgede og plyndrede ned gennem Europa. Det første møde mellem romerne og de to germanske stammer er i 113 f.Kr., hvor de på deres vandring fra Jylland er nået frem til Noreia, det nuværende Neumarkt i det sydlige Østrig. Mødet mellem dem resulterede i et slag, som romerne, under kommando af Gnæus Paririus Carbo, taber. Den romerske hær bliver løbet over ende, og rygtet om nederlaget udløser en voldsom forskrækkelse i Rom.
Fordi Roms opmærksomhed er vendt mod problemer i Middelhavsområdet, har de ikke tid til at tage sig af de nordlige barbarer. Kimbrerne drager planløst rundt i Spanien og Frankrig. I oktober år 105 f.Kr., var stammerne nået frem til Arausio, det nuværende Orange, der ligger nær floden Rhône i Sydfrankrig. Her støder romerne, under kommando af Quintus Servilius Caepo og Gnæus Mallius Maximus, og stammerne igen sammen. Denne gang resulterer det i endnu en overlegen sejr til kimbrerne og teutonerne.
[redigér] Roms redningsmand
Rom var forfærdet. Ifølge rygtet var der tale om enorme folkemasser. Mere end 300.000 våbenføre mænd, hertil kom endnu flere kvinder og børn. De søgte mod hjertet i Romerriget, Italien, i håbet om at slå sig ned. Drivkraften bag folkevandringen var beretningen om kelterne, der tidligere havde haft held til at slå etruskerne, for derpå at bosætte sig i Norditalien.
Alene den enkelte krigers udseende og kampmod var frygtindgydende. Folkestammerne var i romernes øjne høje, blåøjede og både modige og stærke. Efter nederlaget i 105 f.Kr. havde der bredt sig en stor usikkerhed om hvorvidt kimbrerne og teutonerne kunne sætte en brat stopper for det voksende Romerrige.
Netop i år 105 f.Kr. havde den romerske hærfører Gaius Marius afsluttet krigen mod Jugurtha i Nordafrika. Han var ikke populær blandt de indre kredse i Rom, fordi han pralede om sin ydmyge oprindelse, og hans manglende respekt for overklassen. Men i kamp var Marius en værdig general og strateg. Udover hans militære geni var han, trods forbud, konsul fra 105 til 101 f.Kr.
Som konsul begyndte Marius at reorganisere den romerske hær, (se Marius' militærreformer). Den romerske hær som før bestod af værnepligtige bønder, blev nu ændret til en professionel hær. Men også kimbrernes hærgen i Spanien, og teutonerne der blev i Frankrig, gav tid til at lægge en strategi.
I 103 f.Kr. blev Marius genvalgt, denne gang med Quintus Lutatius Catulus som kollega. Samtidig besluttede kimbrerne og teutonerne at drage til Italien. Af ukendte grunde drog stammerne i hver sin retning, så teutonerne fulgte Middelhavskysten, mens kimbrerne skulle krydse Alperne, og nærme sig Italien nordfra.
[redigér] Slaget ved Aquae Sextiae
Romernes strategi blev, at Marius skulle tage sig af teutonerne, medens kollegaen Catulus stoppede kimbrerne. Marius drog til Sydfrankrig, hvor han slog lejr ved Rhône-floden.
Skønt Marius' hær var i undertal, men ivrige efter en hurtig kamp, holdt Marius dem tilbage. Han ønskede de vænnede sig til teutonerne. Situationen tillod ikke en hurtig afgørelse, da romerne så ville tabe. Teutonerne blev trætte af al den venten, og drog videre. Ifølge historikeren Plutarch, tog det 6 dage for teutonerne, at passere forbi romernes lejr.
Romerne fulgte efter teutoerne, der slog lejr ved Aquae Sextiae, det nuværende Aix-en-Provence, der ligger henved 30 km. i fugleflugt nord for Marseille, oldtidens Massilia. Her tog Marius sig også god tid, og det første samstød mellem parterne var et mindre samstød, mellem ambronere, der var teutonere, og romere. Ambronerne tabte og flygtede tilbage, med nogle få forfølgende romere. Tæt på deres lejr blev de første flygtende ambronere hugget ned som forræddere, og forfølgerne som fjender, af ambronernes egen koner.
Marius sendte sin undergeneral Claudius Marcellus afsted med 3.000 svært bevæbnede infanterister, så de kunne støde mod fjendens ryg.
Dagen efter, i Slaget ved Aquae Sextiae, lod Marius sine soldater tag stilling foran lejren på et højdedrag. Marius ventede, og de utålmodige teutonere drog frem. Det resulterede i, at teutonerne angreb opad bakke. Først ved sammenstødet mellem Marius' hær og teutonerne, involverer Marcellus sig, hvilket medfører at teutonernes rækker går i opløsning, de drives på flugt, og romerne enten dræbte eller fangede mere end 100.000 mænd.
[redigér] Kimbrerne ved Vercellae i 101 f.Kr.
En kort periode efter sejren over teutonerne modtog Marius dårlig nyt om kollegaen Catulus i Norditalien. Planen mod kimbrerne var, at Catulus skulle stoppe kimbrerne ved floden Atesis, idag Adige, nord for Verona.
Kimbrerne skræmte romerne fra vid og sans, på grund af deres sære fremfærd. De rullede sig nøgne i sneen, gik op på bjergtoppene for derpå at sætte sig på deres skjolde og således kure ned ad bjergene over stok og sten. Kom de til en flod, og der manglede en bro, fyldte de floden med bakketoppe og træer de rev op med rode.
Overfor disse kæmper besluttede Catulus at trække hæren længere mod syd. Marius blev kaldt til Rom for at forklarer sig i Senatet. Derpå tog han op til Catulus, hvor Marius's hær nu befandt sig. Begge hære slog lejr nær Vercellae vest for Mediolanum, det nuværende Milano. Catulus's hær var på 20.300 mænd, Marius's på 32.000 mænd.
Kimbrerne ventede dog på teutonernes ankomst. De nægtede at tro på rygterne om nederlaget ved Aguae Sextiae. Derfor sendte de forhandlere over til Marius, for at få romerne til at overdrage land og byer til teutonerne og dem selv til at de kunne bosætte sig. Marius berettede om teutonernes nederlag, og fremviste de tilfangetagne teutonerhøvdinger.
Med denne ydmygelse bad kimbrernes høvding, der hed Boiorix, Marius om dato og sted for den afgørende kamp. Kampen skulle stå den 30. juli på sletten ved Vercellae.
Den bagende sol og støvskyerne var til romernes store fordel. Romerne var vant til varmen, medens intet var værre for kimbrerne. Romerne var talmæssigt underlegne, mod kimbrernes 180.000, men det lykkes romerne at slå kimbrerne og jage de overleverende på flugt.
Under forfølgelsen mødte der romerne et forfærdeligt syn, da sortklædte kvinder i kimbrernes lejr, slog alle ihjel, der kom løbende imod dem, ægtemænd, brødre og fædre. Børnene blev kvalt, og deres kroppe kastede ned for oksernes fødder. Kvinderne begik derpå selvmord, og mændene ligeså.
De to germanske folkeslag drømte om et bedre liv i Italien, men da der på grund af nederlagene til romerne kun ventede dem trældom, tog de deres eget liv. Mere end 120.000 mænd skulle have mistet livet under selve kampen, medens 60.000 blev taget til fange, skriver Plutarch.
I over et årti havde teutonerne og kimbrerne spredt rædsel i Romerriget. Efter Slaget ved Vercellae, var romerne igen beroliget i visheden om, at være herrefolket, indtil de senere folkevandringer undergravede Romerriget næsten fem århundrede senere.
[redigér] Oprindeligt hjem
Ifølge de græske og romerske forfattere kom kimbrerne fra Jylland, der blev kaldt Chersonesus Cimbrica eller Χερσόνησος Κιμβρική efter dem. Augustus fortæller således i sine Res gestae, at der stadig fandtes kimbrere på halvøen omkr. Kristi fødsel (kap. 26):
- Min flåde sejlede fra Rhinmundingen mod øst indtil kimbrernes land, som der indtil den dag ikke var kommet en eneste romer til ad landvejen eller søvejen. Og kimbrerne, charuderne, semnonerne og andre germanske folk fra dette verdenshjørne anmodede gennem gesandter om mit og romerfolkets venskab.
Den græske geograf Strabon, der skriver på omtrent samme tid, bevidner også, at der stadig var en stamme, der hed kimbrerne, formentlig på den "Kimbriske Halvø" (Geogr. 7.2.1):
- Hvad angår kimbrerne, er det der bliver fortalt, dels forkert og dels upålideligt: Man kan ikke tro at det var fordi en stor oversvømmelse havde jaget dem bort fra den halvø de boede bo på, at de så siden blev omvandrende røvere. De bor nemlig stadig i det samme land, som de før boede i. De sendte deres mest hellige kedel til Augustus som gave og bad om venskab og amnesti for deres krænkelser, og de var blevet bevilget det de bad om, vendte de hjem. Det er latterligt at de skulle være blevet forledt til at udvandre fra deres land på grund af en naturlig og tilbagevendende hændelse der indtræffer to gange hver eneste dag. Det ligner digtværk at der skulle være fundet en særlig stor oversvømmelse sted. For der sker nok hævelser og sænkelser, men de er ordnede og periodiske, når havet opfører sig sådan.
Hvis det var en oversvømmelse der udløste kimbrertoget, tyder det på at deres oprindelig hjem lå et eller andet sted i Vadehavet. På Ptolemæus' kort er kimbrerne dog blevet anbragt længst mod nord i Jylland (Geogr. 2.11.7), dvs. i nutidens Himmerland (eftersom Vendsyssel og Thy på det tidspunkt var selvstændige øer).
De fleste forskere sætter da også Himmerlands navn (gammeldansk Himbersysel) i forbindelse med kimbrerne.[1] Det latinske Cimbri afspejler da en ældre form fra før den germanske lydforskydning var slået igennem (med den regelmæssige udvikling k > h). Eller også betegner det latinske c et forsøg på at gengive et germansk [χ], evt. formidlet af keltisktalende tolke (det samme problem gør sig gældende med teutonernes navn, der på germansk ville hedde *Þeuðanōz). Navnets oprindelse er ukendt. En tænkelig etymologi er urindoeuropæisk *tk'im-ro- "indbygger", til *tk'oi-m- (= da. hjem); i så fald har det germanske *χimbra- en nøjagtig parallel i det slaviske sębrъ "landmand" (kroatisk, serbisk sebar, russisk sjabër).[2] Hvis denne etymologi er korrekt, vil folkenavnet i virkeligheden være et fællesnavn (ligesom i øvrigt *Þeuðanōz = "folket") og derfor ikke knyttet til nogen bestemt lokalitet. Kimbrerne og teutonerne ville kunne være hvilke som helst "bosættere" og "folk" overalt i Nordeuropa og ikke nødvendigvis indbyggerne i landskaberne Himmerland og Thy.
På grund af navnenes lighed er det populært at sætte kimbrerne sammen med Cymry, walisernes egen betegnelse for deres land.[3] Dette ord bliver imidlertid normalt ført tilbage til et ældre *Kombroges, landfæller"[4], og det er næppe sandsynligt at romerne ville have forvansket en sådan form til Cimbri.
[redigér] Sprog
De græske og romerske forfattere var tilbøjelige til at sammenfatte alle folkeslag i det nordlige Europa under betegnelserne galler, kelter eller germaner uden at skelne synderligt imellem dem. Cæsar ser ud til at være en af de første forfattere der rent faktisk skelner imellem gallere og germanere, men han har også et politisk motiv for at gøre det (han argumenterer for rhingrænsen).[5] Ikke desto mindre kan man ikke altid tage Cæsar og Tacitus for pålydende når de henregner enkeltpersoner og stammer til den ene eller den anden kategori.
Hvis kimbrerne rent faktisk boede i det nordlige Jylland, må man formode at deres sprog var urgermansk. Der er imidlertid vidnesbyrd der tyder på at kimbrerne faktisk talte keltisk. Således skriver Plinius den Ældre, "Philemon siger, at det (Østersøen) bliver kaldt Morimarusa, dvs. "døde hav", af kimbrerne" (Naturalis Historia 4.95). Ordene for "hav" og "død" er muir og marbh på irsk og mor og marw på walisisk.[6] Vi får også at vide at romerne brugte gallere som spioner i kimbrernes lejr op til det sidste slag i 101 f.Kr., hvilket tyder på at keltisk var det almindelige sprog blandt kimbrerne. [7] Endelig nærer kimbrernes og teutonernes konger tilsyneladende keltiske navne: Boiorix og Teutobodus.
Omvendt er der ingen positive vidnesbyrd om germanske ord eller navne i forbindelse med kimbrerne. Hvis "kimbrer" kommer af indoeuropæisk *tk'im-ro-, kan det lige så godt være keltisk (og den latinske form ville i så fald være lettere at forklare). På den anden side er de romerske kilder enige om at indordne kimbrerne som en germansk stamme (f.eks. Cæsar, Gallerkrigen 1.33.3-4; Plinius, Naturhistorie 4.100; Tacitus, Germania 37, Historie 4.73). Eftersom alle klassiske kilder anbringer kimberne i Jylland, synes der at være overvældende indicier for at de trods alt var germanere. Der er intet som helst der tyder på at keltisk blev talt i Jylland.; tværtimod betragter sprogforskerne Danmark som et germansk kerneområde.
Der er følgende tænkelige muligheder:
- Kimbrerne var germansktalende, og de oplysninger de antikke kilder giver om kimbriske ord og navne, er upålidelige.
- Kimbrerne var oprindelig germansktalende, men de gik over til at tale keltisk efter at have optaget en stor mængde keltisktalende personer på den lange rejser ned gennem.
- Kimbrerne var germansktalende, men eliten var tosproget på grund af den keltiske kulturs enorme indflydelse (jf. keltiske låneord som rig, embede)
- Kimbrerne talte ganske enkelt keltisk allerede i Nordjylland.
- Kimbrerne var en keltisk stamme et sted i Midteuropa, og de har kun navnet til fælles med de jyske kimbrere som de senere forfattere skriver om, og som gav navn til Himmerland.
[redigér] Efterkommere
Nutidens himmerlændinge hævder naturligvis at de er kimbrernes direkte efterkommere. Himmerlændingen Johannes V. Jensen beretter således om kimbrernes eventyr i romanen Cimbrernes Tog (1922), der indgik i romancyklusen Den lange Rejse. I Aalborg rejste man ligeledes 14. april 1937 en statue der skal forestille Kimbrertyren (af Anders Bundgaard) I Norditalien tales der et germansk sprog der traditionelt bliver kaldt "kimbrisk", i en række landsbyer nær Verona og Vicenza.
Siden det 14. århundrede har man ment at der var tale om efterkommerne af kimbrerne der var blevet besejret ved Vercelli, nogle hundrede kilometer længere mod øst. Det er dog efter alt at dømme blot en myte.[8] Sproget er i virkeligheden beslægtet med de østrigske og bayriske dialekter af tysk – ligesom så mange andre dialekter i Norditalien, det er blot mere isoleret og derfor sværere at genkende som tysk. navnet er enten indfødt (af Zimmer = "tømmer"?) eller givet til dem af italienske humanister der ønskede at belægge dette "levende fossil" fra oldtiden.
[redigér] Kimrerne og teutonerne i tal
- 113 f.Kr. Kimbrerne og teutonerne besejrer romerne ved Noreia (Neumarkt)
- 105 f.Kr. Romerne knuses ved Arausio (Orange) i Sydfrankrig
- 102 f.Kr. Teutonerne falder ved Aquae Sextiae (Aix-en-Provence) nær den franske Middelhavskyst
- 101 f.Kr. Kimbrerne falder ved Vercellae, vest for Milano i Norditalien
[redigér] Noter
- ↑ Jan Katlev, Politikens etymologisk ordbog, 2000, s. 294.
- ↑ Vasmer, Russisches etymologisches Wörterbuch, 1958, bd. 3, s. 62.
- ↑ C. Rawlinson, "On the Ethnography of the Cimbri", Journal of the Anthropological Institute of Great Britain and Ireland 6 (1877) 150-158.
- ↑ e.g. C. T. Onions & R. W. Burchfield, The Oxford Dictionary of English Etymology, 1966, s.v. Cymry.
- ↑ A.A. Lund, Die ersten Germanen: Ethnizität und Ethnogenese, Heidelberg 1998.
- ↑ F. M. Ahl, "Amber, Avallon, and Apollo's Singing Swan", American Journal of Philology 103 (1982) 399.
- ↑ Rawlinson, Journal of the Anthropological Institute of Great Britain and Ireland 6 (1877) 156.
- ↑ Børglum, Vernesi, Jensen, Madsen, Haagerup & Barbujani: "No Signature of Y Chromosomal Resemblance Between Possible Descendants of the Cimbri in Denmark and Northern Italy", American Journal Of Physical Anthropology 132:278–284 (2007)[1].
[redigér] Kilde
- Jens Bråten, Kimbrerne, Jens Bråtens Forlag, 1988, ISBN 87-981962-4-3
- PDFnet, Kimbrene og Kimbrertogtet
- Henrik Bolt-Jørgensen, Kimbrene og teutonerne, Thisted Gymnasium

