Bruger:IbRas/Testside

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Dette er bruger IbRas' testside/arbejdsområde. Det tjener ikke noget formål for andre, at rette på denne side. Faktisk vil jeg tage det ret ilde op, hvis der er nogen skulle finde på det.



Indholdsfortegnelse

[redigér] Testområde

Eksempler på den nye Kirke-skabelon kan ses på Immanuelskirken (Frederiksberg Kommune) og alle Folkekirke-artikler.

[redigér] Kladdeområde

[redigér] Kirkekladdeområde

[redigér] Vor Frelsers Kirke (Københavns Kommune)

For alternative betydninger, se Vor Frelsers Kirke.
IbRas/Testside

Vor Frelsers Kirke
Klik for at forstørre
Bygget 1682-96 Spiret: 1749-52
Stift Københavns Stift
Provsti Amagerbro Provsti
Pastorat Vor Frelsers Pastorat
Sogn Vor Frelsers Sogn (Københavns Kommune)
Kommune Københavns Kommune
Websted www.vorfrelserskirke.dk


Vor Frelsers Kirke ligger i Sankt Annægade 29 på Christianshavn i Københavns Kommune. Kirken er mest kendt for sit spiralsnoede spir, men den rummer også en imponerende, udskåret orgelfacade fra 1698 og Nicodemus Tessins mesterstykke af en altertavle.

Kirken ligger med sin symmetriakse orienteret fra sydvest - tårnet - mod nordøst - alteret - men for nemheds skyld benævnes denne akse som vest-øst i denne artikel. Tårnindgangen kaldes derfor vestportalen, selvom det ikke stemmer helt med kompasset.

[redigér] Historie

Da Christian 4. omkring 1617 bestemte sig for bygge Christianshavn, var den tænkt som en selvstændig købstad på Amager, og skulle derfor have både en kirke og et rådhus. Rådhuset blev aldrig til noget, men kirken var med allerede på Johan Semps første udkast til en byplan for området, fra september 1617. Her var kirken placeret tæt ved det centrale torv, men allerede december samme år blev planen ændret, og kirken flyttet til en position vest for den nuværende kirkes. Omkring 1620 bliver der lagt et fundament på dette sted, men videre kommer det ikke.

[redigér] Den midlertidige kirke

Tredie forsøg kom i 1639 i form af en midlertidig kirke, bygget lige syd for den nuværende. Idéen var at opføre en bygning, der kunne anvendes som kirke, indtil den rigtige var færdig, og siden kunne fungere som skole, præste- og kapellanbolig. At der ikke skulle ofres for meget på byggeriet, fremgår bl.a. af at kongen gav Niels Trolle, som han havde indsat som bygmester, besked på at finde brugbart inventar i slottets beholdning.

[redigér] Bygningen

Byggeriet startede med opfyldning af den lave, sumpede grund. Der blev lagt et fundament i 2 stens tykkelse, men murene var kun 1½ sten tykke, så der blev muret 5 støttepiller på hver langside. Bygningen var 60 alen lang men kun 13 alen bred (ca 37,5 x 8 m). Langmurene var 9 alen høje (ca 5,5 m), gavlene 14 alen (ca 8,7 m). Murerarbejdet gik stærkt - det var afsluttet inden udgangen af 1639 - men åbenbart også for stærkt, for allerede i begyndelsen af 1640 begyndte murene at give sig, så man måtte mure ekstra støttepiller på indersiden.

Der var to rækker af vinduer rundt på bygningen, af hensyn til pulpiturene. I tømrerkontrakten nævnes et "tårn", som formodentlig var en tagrytter. Der nævnes også et "skur" foran indgangen, altså et våbenhus. Det var placeret ved nordsiden, tæt på vestgavlen. Indvendig var det ét stort rum med bjælkeloft og murstensbelagt gulv. Et korgitter adskilte koret fra skibet, og i skibet var der pulpiturer, formodentlig på alle tre sider.

Kirken blev indviet i maj 1640, selvom der åbenbart manglede meget arbejde. Først i oktober 1641 var der synsforretning over tømrerarbejdet. Hastværket med at få bygningen opført havde sine følger. Da man endelig i 1696 kunne flytte ind i den nuværende kirke, var den midlertidige så forfalden, at man ikke kunne anvende den til de formål, man oprindeligt havde planlagt. Den blev brugt som billedhuggerværksted i nogle år, indtil den i 1708 blev solgt til nedrivning. I 1709 blev fundamentet optaget, og dermed var sporene af Christianhavns første kirke slettet.

[redigér] Inventar

Den midlertidige kirkes udgifter til inventar blev også holdt på det jævne. Alteret bestod af egeplanker på et muret fundament. Altertavlen og prædikestolen blev købt fra Sankt Petri Kirke i København. Christian 4. skænkede altersølvet, og messehagler blev overført fra Slotskirkens beholdning. Døbefonten beskrives som et lille ottekantet fyrretræsbord. Kirkens orgel blev leveret af Johan Lorentz, og omtales kun som et positiv, hvilket antageligt indebærer et instrument med kun ét manual og ingen pedal.

Det meste inventar er siden gået til, men ikke alt. Blandt andet et sæt alterstager fra 1670, berettelsessæt, et maleri og klokkerne blev overført til den nye kirke. Prædikestolen og et sæt alterstager fra 1640 blev overtaget af Kærby Kirke, og Abel Cathrines Stiftelse overtog noget af altersølvet, som senere er gået videre til plejehjemmet Gammel Kloster og Københavns Bymuseum.

[redigér] Plan 4

Næste plan for den rigtige kirke ses første gang i 1668. Nu er der Frederik 3. der står bag, og planen bryder med forgængerne ved at placere kirken ved Strømmen (det nuværende havneløb) tæt ved den første Knippelsbro. Der blev kørt en masse sten til den nye plads, men mere skete der ikke. I 1672 fik Christian 5. området afgrænset med en kampestensmur, og bygningens grundplan afmærket med fundamentsten, men så gik det igen i stå, og til sidst blev projektet opgivet til fordel for Lambert van Havens plan.

[redigér] Lambert van Havens kirke

Femte forslag til en kirke på Christianshavn kom fra Lambert van Haven, og var det største og flotteste af dem alle - i virkeligheden alt for stort til den lille nye by. Præcis hvornår forslaget fremkommer vides ikke, men regnskaberne starter i 1681, hvor de forberedende arbejder var gået i gang. Man valgte en grund til bygningen, lige vest for den midlertidige kirke, som denne havde brugt som begravelsesplads.

[redigér] Byggeprocessen

Det første år eller mere gik med at forberede den lavtliggende, sumpede grund til byggeriet. Der blev kørt jord til, der blev gravet dræningsgrøfter og man hentede fundamentstenene fra de tidligere forsøg på at få bygget en kirke. I denne periode var der ikke meget at gøre på byggepladsen for arkitekten, og det daglige arbejde blev ledet af præsidenten for Københavns magistrat Peder Hansen Resen. Resen fandt en mand med sans for det praktiske, Johannes Christensen Meller, og satte ham til at organisere byggeriet, fra 1682 med titel af kirkeværge. Meller skulle senere stige i graderne, og ende med selv at beklæde posten som stadens præsident. Meller har efterladt sig et større antal regnskabsbøger fra byggeriet, ført med en usædvanlig detaljeret nøjagtighed, der sætter os i stand til i dag at følge, hvordan byggeriet skred frem. Hvad regnskaberne dog ikke afslører, er hvorfor byggeriet tog så lang tid, som det gjorde.

1681 gik med at fylde jord på grunden, og fra forår og sommer 1682 meddeles kun at grunden drænes. Først i efteråret bliver bygningens placering udstukket, og der bliver rammet pæle ned, hvor den skal stå. Der bliver gravet fundamentsgrøfter, og den 19. oktober oprinder den store dag, hvor Christian 5. kan nedlægge grundstenen til kirken. Der bliver i den anledning slået en medalje, hvorpå man kan se kirken med det barokspir, som det var planen, den skulle have. Samme dag godkender kongen officielt van Havens tegninger til kirken.

Efter vinterpausen går murerarbejdet i gang i foråret 1683, i første omgang med grundvolden. Man kan af murmestrenes afregning slutte, at ved udgangen af 1684 må murene være omkring 3 alen høje. Arbejdet fortsætter gennem 1685 og '86, og ved arbejdets start i 1687 er man 15 alen oppe ad de mure, der skal ende med at være 30 alen høje (knap 19 meter). I marts '87 skriver kongen til magistraten, at han gerne ser kirken under tag samme eller næste år. Givet det hidtidige byggetempo, må det siges at være et optimistisk ønske, og kongen må da også vente 5 år på, at der kommer tag på bygningen.

1687 er også året, hvor Nicodemus Tessin besøger byggepladsen. Vi ved at Tessin er kritisk mod van Haven, men vi ved ikke i detaljer, hvad kritikken går ud på. Antaglig synes Tessin, der har studeret i Rom, at van Havens nederlandsk inspirerede barokstil er gammmeldags, sammenlignet med den romerske, han kender fra sine rejser. Der er ting, der tyder på, at van Haven tog ihvertfald noget af kritikken til efterretning. Der er ujævnheder i murværket, der indikerer at det oprindeligt har været planen at lave hvælvingerne i sideskibene lavere end i midterskibet, og at dette undervejs er ændret til samme højde. Tessins synspunkter synes at have gjort indtryk på kongen, da det er ham og ikke van Haven, der senere bliver bedt om at tegne altertavlen.

I løbet af 1687 og '88 bliver murene færdige, og derefter er det mest de tre stenhuggere, som figurerer i regnskaberne. De har lavet baser og kapitæler til pilastrene, og går nu igang med hovedgesimsen. Arbejdet tager sin tid, og først i 1690 afregnes der for det sidste arbejde, udført i maj måned. Samtidig mures de fire store piller inde i kirken. De er nederst er af tegl, da denne del skal panelbeklædes, og øverst af sandstensblokke omkring en teglkerne. I 1691 er man åbenbart blevet usikker på underlagets stabilitet, for her berettes om, at der graves dybe grave omkring pillerne, som fyldes med kampesten. Ved udgangen af 1691 er muringen af buerne mellem pillerne og væggene påbegyndt.

Fra forår til efterår 1692 rejses tagets tømmerkonstruktion af pommersk fyr. Murerne går i gang med at mure tårnet, og stenhugggerne leverer sandstensdetaljerne til det. Det følgende år mures de mindre hvælv i kirkerummet, mens de store må vente, da murerne først skal tække taget med glaserede hollandske tagsten. Noget af taget tækkes med kobber, som det kan ses på billedet. Ved udgangen af 1693 er kirken endeligt under tag, og også tårnet har fået et spir, omend den lille teglbeklædte, pyramideformede hætte ikke minder meget om van Havens planlagte store barokspir.

I 1694 bliver hvælvingene muret færdigt, og stenhuggeren Christian Nerger kan begynde på stukkaturerne. Andre stenhuggere arbejder i denne periode på vestportalen under tårnet, som bliver opstillet i november. Maleren Hans Jørgen Drost, som maler og forgylder portalen, dekorerer også de 25 kvistluger på kirkens tag med billeder af apostlene, patriarkerne, evangelisterne og de 4 store profeter. Billederne er desværre forlængst gået tabt. Under muringen af væggene havde man indsat vinduernes jernrammer, men ikke taget højde for, hvor meget murværket ville sætte sig, så der kommer så meget tryk på rammerne, at jernsprosserne bukker. En kleinsmed får midt i '94 til opgave at tage alle vinduesrammerne ud og rette dem ud igen.

Det er mest indretningen af kirkerummet der arbejdes på i 1695. Der sættes stuk op, der males, lægges gulvfliser og opstilles stolestader. I starten af 1696 er der travlt med at få de sidste detaljer på plads, så kirken endelig kan indvies den 19. april, med kongelig deltagelse og stort ceremoniel, 14 år efter at man begyndte at klargøre grunden.

[redigér] Laurids de Thurahs spir

Selv om kirken nu var officielt navngivet og kunne tages i brug, så var den ikke færdig. De centrale inventardele, som alter og prædikestol, var af klar midlertidig karakter, og frem for alt manglede der et ordentlig spir på tårnet. I 1732 fik kirken et alter, der matchede bygningen i storslåethed (se nedenfor), men i starten af 1740'erne, hvor Thurah i sine arkitekturbøger betegnede kirken som den prægtigste i København, manglede den stadig prædikestol og spir.

I 1744 skrev københavns magistrat, via Kancelliet, til Christian 6. og foreslog diplomatisk, at kongen fuldførte sin forfaders projekt, ved at lade van Havens spir bygge. Der blev dog ikke sat noget i gang før kongen døde i 1746. Magistraten forsøgte igen i 1747, og den nye konge, Frederik 5., skænkede 5000 rdl til opførelsen af spiret efter den af Christian 5. godkendte model, som blev opbevaret i Rådstuen.

[redigér] Spiralspiret

På dette tidspunkt blev Thurah inddraget i projektet. Han udtaler sig postivt om van Havens projekterede spir, men der er vist ingen tvivl om, at han ikke havde megen lyst til bygge 50 år gammel arkitektur. Der gik ihvertfald ikke længe, før han påstod at kongen hellere ville have noget mere moderne, og fremsatte sit eget projekt, som kongen straks godkendte. Magistraten var ikke glad for denne ændring, da det nye projekts pris blev anslået til 25857 rdl mod 15500 rdl for det gamle, og han reelt ikke havde andet end de ovennævnte 5000 rdl til rådighed. Man fornemmer også på ordvalget i hans klagebrev til Kancelliet, at han ikke brød sig meget om Thurahs nymodens idéer.

Thurah var blevet inspireret af Borrominis lanterne på Sant'Ivo alla Sapienza, og hans første projekt var for en lavere spiral, udført i bremersandsten, som gik op fra en ottekantet vægtergang. På grund af spirets vægt ville han stryge det øverste stokværk på van Havens tårn. Før byggeriet kom i gang ændrede han det imidlertid til en meget lettere kobberbeklædt tømmerkonstruktion, så det ikke var nødvendigt fjerne noget af tårnet, og samtidig gjorde det muligt at lave spiralen meget højere.

Det nye projekt, som blev approberet af kongen i februar 1749, omfatter et ottekantet stokværk ovenpå van Havens tårn, toppet med en vægtergang, hvorfra spiraltrappen starter. Trappen løber fire omgange og toppes af en ballustrefod, "vasen", som bærer globusen, hvorpå kristusfiguren, "Manden", står. Byggeriet startede i marts 1749, og bortset fra nogle mindre detaljer blev spiret udformet efter planen.

På de fire hjørner omkring det ottekantede stokværk blev placeret statuer af de fire evangelister, udført af J. F. Hännel. "Manden" på toppen blev udført af kobbersmeden Jacob Høvinghof, og er blevet betegnet som det grimmeste stykke skulptur i København, men det skyldes, at den med vilje er udformet med overdrevne proportioner, da den er beregnet til, kun at blive set på stor afstand.

Rejsningen af tømmerkonstruktionen gik hurtigt, og den 26. april 1750 kunne "Manden" og kuglen sættes på plads på toppen. Kobberbeklædningen og bygningen af trappen varede til efteråret 1752, og først den 28. august kunne kongen besigtige det færdige resultat. 3. september afholdtes en takkegudstjeneste i kirken.

[redigér] Myten

Der cirkulerer en sejlivet myte, der påstår, at da spiret stod færdigt, gik det op for arkitekten, at spiralen gik den forkerte vej rundt, og han begik selvmord, ved at kaste sig ud fra toppen af spiraltrappen. Åbenbart skulle enten Frederik 5. eller arkitekten selv have ønsket, at trappen snoede den modsatte vej.

Da det er et historisk faktum, at Thurah døde af sygdom syv år efter spirets færdiggørelse, skulle selvmordsdelen af myten vel være tilbagevist, men var der noget galt med spiralen? Hvis kongen havde tænkt sig den modsatte retning, så ville det nok være kommet frem allerede ved godkendelsen af tegningerne, og det skulle være en dårlig arkitekt, der først opdager, hvordan hans værk ser ud, når det er færdigbygget. Desuden drejer spiralen samme vej som på Sant'Ivo-lanternen, som Thurah selv nævner som sin inspirationskilde. Der er da heller ikke noget der tyder på, at hverken kongen eller Thurah var andet end tilfredse med byens nye vartegn.

Det skulle dermed være klart for enhver, at myten ikke indeholder et gran af sandhed, men den vil sandsynligvis alligevel blive holdt i live, så længe turistindustrien ser deres fordel deri.

[redigér] Kirken historie efter 1752

Ved færdigørelsen af spiret havde Vor Frelsers Kirkes eksteriør fået sin endelige form, som der ikke er ændret væsentlig ved siden. Der er udført reparationer og vedligeholdelse gennem århundrederne, men ingen grundlæggende ændringer. Den største forskel i kirkens ydre i dag, i forhold til det oprindelige, er at sandstensdetaljerne og vestportalen var forgyldt og marmoreret. Denne udsmykning blev vedligeholdt op gennem 1700-tallet, men siden har facaden fået lov at stå i dens naturlige udseende.

Da Tessins alter blev opbygget i 1720'erne (se nedenfor), blev de to sidevinduer i korets østgavl muret til, efter Tessins ønske, for at altertavlen ikke skulle stå i modlys, men belyses harmonisk fra vinduerne i korets sider. Midtervinduet i østgavlen, der oprindeligt var rundbuet, som de øvrige vinduer, er på et senere tidspunkt - måske 1890 - blevet ændret til et mindre cirkulært vindue.

Oprindeligt var det planen, at nord- og syddøren også skulle have sandstensportaler, ligesom vestdøren, men det blev aldrig til noget. Syddøren er blevet udskiftet på 1700-tallet, mens norddøren menes at være den originale. En dør i korets sydside blev tilmuret i 1747 (antageligt). Alle indgange var forsynet med vindfang frem til 1780'erne. Tårnindgangens har sandsynligvis været indvendig, men på de andre indgange var det udvendige 'skure' af træ med kobberinddækning.

I 1744 blev der foretaget en istandsættelse af mur- og tømmerværk, hvis detaljer ikke kendes, men da Diderik Gercken var involveret har den sikkert også omfattet sandstensarbejde. I 1772 er der foretaget en hovedreparation, men igen er der ikke overleveret nogen detaljer. I 1791-93 blev der fortaget reparationer af taget.

Stadsbygmester Peder Malling ledte en hovedreparation i 1813-15 af tårn, kirke og hegn, "hvortil den høiligen trængte", som der står på mindetavlen, som stadig hænger i kirken. Fra 1850 og frem repareres på sandstensgesimsen, og fra 1863-68 forestår N.S. Nebelong reparationsarbejde på de øverste dele af muren og de nederste dele af taget. Ved denne lejlighed bygges også et ligkapel i østsiden af grunden. 1890 blev spiret repareret. Dele af tømmeret blev udskiftet, og det meste af kobberbeklædningen blev fornyet og forgyldningerne opfrisket. Sandstensfigurerene ved spirets fod blev nyhugget af Hans Christian Petersen.

I starten af 1900-tallet blev der repareret på kransgesimsen, et arbejde, der først blev meldt færigt i 1913. I 1933 fjernes Nebelongs ligkapel igen. I 1944 blev vestportalens trappe fornyet. I 1949 konstanterer man at murene i pricippet er ved at falde fra hinanden. De kraftige jernankre, som er indmuret over vinduerne, ruster, og rusten spalter murværket. Reparationsarbejdet varede frem til 1955-56, og man sikrede ved denne lejlighed også hvælvingssystemet med en armeret betonkonstruktion, anbragt på loftet over hvælvingerne. Kirken blev genåbnet 15. marts 1957.

I 1991 ville man reparere vægtergangen under spiret, men da man undersøgte tingenes tilstand, viste det sig nødvendigt med en gennemgribende renovering af hele spiret. Kobberpladerne var ved at blæse af, og der var gået råd i træværket, så spiret nærmest var livsfarligt at gå op på. Store dele af træværket blev udskiftet, kobberbeklædningen fornyet of de forgyldte del nyforgyldt, inklusive globen og "Manden" på toppen. Wohlert Arkitekter stod for arbejdet, som blev 10 gange dyrere end først antaget. Spiret blev åbnet igen for offentligheden i marts 1996, men de sidste arbejder var først færdige i efteråret 1997.

I september 2006 lukkede kirken for en større renovering. Den sumpede byggegrund har altid givet problemer, og nu er det igen nødvendigt at rette gulvet op. Vinduerne vil også blive efterset, og forsynet med forsatsruder. Man benytter også lejligheden til at efterse inventardelene, hvidte vægge og hvælvinger og bringe bygningens tekniske faciliteter up-to-date. Kirken forventes at åbne igen i starten af 2009.

[redigér] Kirkebygningen

Vor Frelsers Kirke fremstår i dag i den form, som den fik i 1752 ved færdiggørelsen af spiret, når vi set bort fra staffering og forgyldning af sandstensdetaljerne, som man holdt op med at vedligeholde omkring starten af 1800-tallet. Bygningens grundform er det græske kors, dvs fire lige lange korsarme, men i indhakkene mellem korsarmene er der kvadratiske udbygninger. Den vestre korsarm er lidt længere end de øvrige, for at få plads til tårnet, og ved den østre gavl er der en lavere tilbygning til sakristiet, hvilket gør at kirkens øst-vest-akse er noget længere end nord-syd-aksen, hhv 57 m og 48 m.

Murene hviler på en høj sokkel af tildannede granitblokke. Murværket er af blandede røde og gule teglsten, men ikke systematisk stribet, som på Christian 4.s bygninger. Facaden er opdelt med pilastre i palladiansk stor orden, dvs i hele bygningens højde fra sokkel til kransgesims. Pilastrene er i toscansk orden med basis og kapitæl i sandsten. Den høje kransgesims er også i sandsten, dog med den glatte frise i tegl. Den går hele kirken rundt, og er forkrøbbet omkring pilastrene. Mellem pilastrene sidder høje rundbuede vinduer af klart glas med jernsprossser, indsat direkte i murværket uden sandstensindfatninger.

Kirken har indgange i gavlene på korsarmene, undtaget østgavlen, hvor sakristiet er tilbygget. Sakristiet har sin egen dør i sydsiden. Af de tre øvrige indgange er det primært den vestlige, under tårnet, som anvendes. Det er også den eneste, der er blevet udsmykket med en sandstensportal. Indgangene er hævet fire trin over gadeniveau. På hver side af tårnet er der en port i gadeniveau, som giver adgang til de to gravkrypter, der ligger der. Den nordre har et udvendigt gråmalet "skur", alle de øvrige døre er malet mørkegrønne ("portgrønne").

Taget på korsdelen af kirkebygningen er fuldvalmet og beklædt med sortglaserede tegl. Der er 25 små kvistluger, fordelt i to niveauer, som alle er kobberinddækket. Udbygningerne mellem korsarmene er kobbertækket.

Det firkantede tårn hæver sig tre stokværk over den vestlige korsarm. Stokværkene afgrænses af sandstensgesimser, som bliver større med højden. Der er rundbuede åbninger på de frie sider i hvert stokværk, med sandstenssprosser og rødmalede luger. Øverste stokværk er udsmykket med flade pilastre i samme stil som bygningen, og under øverste gesims hænger midt på hver side en forgyldt, gennembrudt urskive. Viserne er forbundet til et urværk i tårnet.

På toppen at tårnet står spiret, som er en kobberbeklædt tømmerkonstruktion. Nederst et ottekantet stokværk med rundbuede åbninger og runde vinduer med forgyldte karme. Vinduerne er flankeret af pilastre med forgyldte kapitæler i kompositstil. Rundt om stokværket, på tårnets frie hjørner, står fire evangelistfigurer, som med deres sorte overflader forsvinder lidt blandt alle de forgyldte detaljer.

Ottekanten toppes af en vægtergang med forgyldt rækværk. Fra vægtergangen udgår den berømte spiraltrappe, som med 150 trin snor sig, med stadig mindre radius, fire gange omkring spiret, og ender ved "vasen", som bærer globen på hvilken frelsermanden står med sin fane. Væggen langs trappen er udsmykket med fladbuede nicher med forgyldte karme. Efter fornyelsen af kobberet i 1990'erne fremstår spiret i en afdæmpet brun kulør, men med årene vil den velkendte irgrønne farve komme igen.

[redigér] Interiør

[redigér] Referencer

[redigér] Literatur

  • Danmarks Kirker, København, bind 2: Vor Frelsers Kirke. s. 461-635 (Hæfte 13-14), Nationalmuseet 1960-1965

[redigér] Eksterne henvisninger

Koordinater: 55° 40′ 22,5″ N, 12° 35′ 38,5″ Ø

organisation