Bibelen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Bibel (flertydig).
Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger"[1]) er betegnelsen for de grundliggende kanoniske skrifter i bl.a. jødedommen og kristendommen, dog er den jødiske bibel, også kaldet Tanakh, ikke identisk med den kristne bibel, som beskrives her. Desuden er der inden for kristendommen variationer i antallet og indholdet af Bibelens bøger.
Bibelen er inddelt i to hoveddele. Den første del, Det Gamle Testamente, er næsten identisk med den hebraiske bibel, og blev oprindeligt inddelt i tre hoveddele Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Den anden hoveddel, Det Nye Testamente, indeholder de særligt kristne skrifter, og er skrevet i det første århundrede e. Kr. Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som generelt ikke regnes for kanoniske af jøder og protestanter, og i de fleste protestantiske bibler udelades de da også helt. De deuterokanoniske skrifter findes bl.a. i Septuaginta, den tidligste græske oversættelse af Tanakh med rødder helt tilbage til det 3. århundrede f.Kr., der bl.a. udgjorde de første kristnes bibel, hvorimod apokryferne ikke er at finde i den hebraiske bibel.
Bibelen indeholder skrifter af mange forskellige genrer som for eksempel jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling var ikke at finde i de oprindelige tekster, men er kommet til efterhånden som det på grund af deres religiøse brug blev nødvendigt at kunne henvise mere nøjagtigt til steder i teksterne.
Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. Den 31. december 2006 er hele Bibelen oversat til 429 forskellige sprog og dele af Bibelen, oversat til i alt 2.426 sprog.[2]
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Indhold
Bibelen er egentlig et "bibliotek", en samling af forskellige skrifter. Den hebraiske bibel består traditionelt af 24 bøger, hvilket svarer til de 39 bøger i Det Gamle Testamente (idet inddelingen er en smule forskellig). Det Nye Testamente indeholder 27 skrifter.
I den jødiske tradition opdelte man omkring det 5. århundrede f.Kr. Torahen, de fem Mosebøger, i ugentlige læsninger, der dog ikke svarer til de nuværende kapitler. Sidenhen, i de første århundreder e.Kr., kom versinddelingen til. Heller ikke Det Nye Testamentes skrifter havde oprindelig kapitel- eller versinddeling, men i Codex Vaticanus fra det 4. århundrede e.Kr. finder man evangelierne inddelt i afsnit. Den nuværende kapitelinddeling går tilbage til 1200-tallet og blev udarbejdet af Stephen Langton, hvorimod den nuværende versinddeling først kom til i det 16. århundrede, udarbejdet af Robert Etienne. I de første danske bibler findes ingen versinddeling - den dukker først op i Hans Poulsen Resens bibel fra 1607.
[redigér] Det Gamle Testamente
Hvor skrifterne i den jødiske Tanakh inddeles i de tre hovedinddelinger, Loven, Profeterne og Skrifterne, har man i kristen tradition arrangeret Det Gamle Testamentes skrifter i overensstemmelse med Septuaginta (LXX), der i stedet inddeler Bibelens bøger i historiske skrifter, visdomsskrifter og profetiske skrifter. Dette kan siges at give et mere eskatologisk præg, der peger frem mod fremtidig forløsning, idet samlingen derved slutter med den messianske profeti sidst i Malakias’ bog modsat Tanakh, der slutter med opfordringen til at bygge et nyt tempel sidst i Anden Krønikebog. Det Gamle Testamente indholder:
- Historiske skrifter
- Første Mosebog - Anden Mosebog - Tredje Mosebog - Fjerde Mosebog - Femte Mosebog - Josvabogen - Dommerbogen - Ruths Bog - Første Samuelsbog - Anden Samuelsbog - Første Kongebog - Anden Kongebog - Første Krønikebog - Anden Krønikebog - Ezras Bog - Nehemias’ Bog - Esters Bog
- Poetiske skrifter
- Jobs Bog - Salmernes Bog - Ordsprogenes Bog - Prædikerens Bog - Højsangen
- Profetiske skrifter
- Esajas' Bog - Jeremias’ Bog - Klagesangene - Ezekiels’ Bog - Daniels Bog - Hoseas’ Bog - Joels Bog - Amos’ Bog - Obadias’ Bog - Jonas’ Bog - Mikas Bog - Nahums Bog - Habakkuks Bog - Sefanias’ Bog - Haggajs Bog - Zakarias’ Bog - Malakias’ Bog
[redigér] Det Nye Testamente
Bibelens skrifter er i Det Nye Testamente inddelt efter mange forskellige principper. Først er der de historiske skrifter med de fire evangelier. De er højst sandsynligt sorteret efter den dengang ansete alder på dem. Derefter kommer Apostlenes Gerninger, som danner en overgang fra evangelierne til brevene, som ofte er skrevet på baggrund af, hvad der er sket i Apostlenes Gerninger.
Paulus breve består af 13 breve og er inddelt i to kategorier: Menighedsbrevene, som er sorteret efter størrelse, og derefter de personlige breve. Derefter kommer Hebræerbrevet, som på grund af usikkerhed om forfatterskabet er sat efter Paulus’ breve, fordi man i begyndelsen af kirkens historie mente Paulus var forfatter. De katolske (eller almindelige) breve har denne betegnelse, fordi de ikke har en specifik modtager, men er skrevet til flere. Johannes' Åbenbaring er den naturlige afslutning på de kristnes Bibel med syner om den nye himmel og den nye jord. Det Nye Testamente indeholder:
- Historiske skrifter
- Matthæusevangeliet - Markusevangeliet - Lukasevangeliet - Johannesevangeliet - Apostlenes Gerninger
- Breve
- Romerbrevet - 1. Korintherbrev - 2. Korintherbrev - Galaterbrevet - Efeserbrevet - Filipperbrevet - Kolossenserbrevet - 1. Thessalonikerbrev - 2. Thessalonikerbrev - 1. Timotheusbrev - 2. Timotheusbrev - Titusbrevet - Filemonbrevet - Hebræerbrevet - Jakobsbrevet - 1. Petersbrev - 2. Petersbrev - 1. Johannesbrev - 2. Johannesbrev - 3. Johannesbrev - Judasbrevet
- Apokalyptisk skrift
- Johannes' Åbenbaring
Den ortodokse Bibel har en lidt anden sortering ved at have Paulus’ breve og Hebræerbrevet efter de katolske breve og altså lige før Johannes' Åbenbaring.
[redigér] Tema
Det, at Bibelens består af så mange forskellige skrifter, gør det svært at give den et overordnet tema, som den kan inddeles i. Dog vil det for en kristen bibelforståelse være muligt at se Bibelen som en bog med et tema og én hovedperson. Nemlig Jesus. Derfor kan Bibelen inddeles på følgende måde udfra personen Jesus.
1. Løfterne om at Messias skal komme (Det Gamle Testamente)
2. Løfterne opfyldes, da Jesus kom til jorden, døde og opstod (Evangelieteksterne: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes)
3. Den kristne menighed venter nu på, at Jesus skal komme igen og oprette sit rige (Resten af Det Nye Testamente).
[redigér] Opsummering
Bibelens bøger danner tilsammen en bred, verdensomfattende fortælling, hvor Gud, Jahve er 'helten'. 'Skurken' er døden (der bl.a. viser sig som kaos, ødemark, tavshed). Satan er en gådefuld 'tredje faktor', der på samme tid er Guds redskab og modstander.
Den skabte verden: Bibelen er bygget på den grundforestilling at Gud, Jahve, skabte verden god, og gjorde mennesket til sin repræsentant i den, men verden og (især) mennesket var stridbart, trodsigt og egocentrisk - dog ikke hele vejen og ikke uden glimt af en alternativ, harmonisk virkelighed. Hele den bibelske fortællings spænding drives af Guds stræben efter at blive sammen med sin skabte verden, så den kan blive hel og fredfyldt.
Guds løfter: Bibelen fortæller meget konkret om, hvordan Gud ønskede at gøre sin skabte verden hel og fredfuldt igen. Dette gjorde Gud ifølge Første Mosebogs anden del, ved at Gud gennem manden Abram (senere Abraham), lovede ham, at ham ville blive et stort folk, hvor igennem alle jordens slægter skulle velsignes (1 Mos 12,3). Abraham blev til dette folk, Israels folk, men det viser sig dog snart, at dette folk er ligeså fordærvet, som resten af verden, og Gud må derfor straffe det ved bortførelsen til Babylon. Da Israels folk endeligt kom tilbage til Israels land, var det kun sørgelige rester tilbage (kun Judas stamme, deraf betegnelsen jøderne), og de formådede ikke at løfte arven som det udvalgte folk, der skulle bringe velsignelse til alle folk. Samtidigt er Det Gamle Testamente fuld af løfter og profetier om at en dag vil Israel blive genoprettet, som det mægtige folk, som vil bringe velsignelse til andre folkeslag, med en konge, en salvede, fra Davids slægt.
Jesus Kristus: Det Nye Testamente ser Jesus Kristus, som den, der opfyldte alle løfterne, og som formådede at løfte arven om at bringe velsignelse til hele verden. Dette blev dog ikke gjort ved magtfulde verdslig regering og krigsmagt, som ellers var den daværende opfattelse af Messias-rollen, men ved som en ydmyg tjener at dø på et kors for al verdens synd, som jo i Bibelen ses som grundproblemet. Da Jesus ifølge Det Nye Testamente så opstod på den tredje dag, viste han, at dødens magt var brudt, og at han virkelig var det, han påstod at være, Guds søn.
Udbredelsen af evangeliet: Dog i stedet for at oprette sit fredsrige efter denne sejrrige opstandelse tog han til himmelen og lod sin menighed, dvs. Jesu efterfølgere, udbringe evangeliet (det gode budskab) om Guds rige til hele verden, og Jesus vil så ved verdens ende komme tilbage.
Guds forening med sit skaberværk: Hele den bibelske fortællings spænding drives altså af Guds stræben efter at blive forenet med sin skabte verden, så den kan blive hel og fredfyldt. Ingen af delene er endnu virkeliggjort, da vi stadig lever i tiden før Jesu anden komme; der er stadig grundlæggende problemer at løse. Det forbliver et mysterium, hvorfor Gud er i magtfuld og godgørende bevægelse mod sin verden. Gud og Guds skaberværk er bundet sammen på markant, men også sårbar og skrøbelig vis, der hverken forklares eller analyseres. Bindingen er irreversibel, fordi Gud har besluttet den. Mennesket kan kun bekræfte og bekende sin tillid hertil - eller gøre oprør og modstand mod den.
Bibelens Gud er:
- Anderledes - og hans troende (individer eller samfund) vejledes af utrolige løfter, (eks 1. Mos. 15: 1-6), om stjerner, drømme og engles kald.
- Paradoksal (på een gang fjern og nær, magtfuld, men ikke autoritær) - og hans tjenere er magtfulde (kan f.eks. udføre mirakler og forudsige fremtidige begivenheder) og samtidig udstødte og lidende.
- Suveræn (men ikke diktatorisk) - og hans budbringere er ubøjelige (men samtidig angste og modvillige).
- Urolig - og hans budbringere er demonstrativt aktive.
- Talende - og hans budbringere overbringer verbale budskaber.
[redigér] Datering
Hele Det Gamle Testamente kan (Esthers bog undtaget) med fundet af Dødehavsrullerne siges at foreligge i stort set endelig form i de sidste århundreder f.Kr., men herudover er det særdeles svært at sige noget sikkert om tidsfæstelsen af de bibelske bøger. En del fragmenter af Det Gamle Testamente kan dog dateres til tidligere, heriblandt den aronitiske velsignelse (4. Mosebog 6, 24-26), som kan dateres til perioden lige før Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.
Det Nye Testamente er repræsenteret med over 5000 tusinde tekstvidner i vores kendte antikke, græske litteratur og over 8000 på andre sprog. Det er derfor svært at datere det tidligste tekstvidne til Det Nye Testamente, men der er bred enighed om, at den såkaldte John Rylands-papyrus eller P52, der indeholder et stykke af Johannesevangeliet, kan dateres til ca. 125 e.Kr., hvilket gør den til det tidligste alment anerkendte tekstvidnesbyrd til Det Nye Testamente. Kan P52 dateres til denne tid, da må selve Johannesevangeliet nødvendigvis må være affattet før, og Johannesevangeliet regnes almindeligvis for det seneste af de fire evangelier. Markus-, Matthæus- og Lukasevangelierne dateres da også normalt til perioden 70-90 e.Kr., mens Paulus' breve normalt sættes til tiden omkring år 50.
[redigér] Se også
[redigér] Noter
- ↑ Gads religionsleksikon
- ↑ De Forenede Bibelselskaber (klik på Translation)
[redigér] Litteratur
[redigér] Kilder
- Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1992. ISBN 87-7523-286-3
[redigér] Sekundærlitteratur
- Gads religionsleksikon, Gads forlag, København 1999. ISBN 87-12-03138-0
[redigér] Ekstern henvisning
De følgende af Wikipedias søsterprojekter har yderligere information om
Bibelen:
Billeder og medier fra Commons
- Bibelen - Det danske Bibelselskab
- Bibelen på Hverdagsdansk
- Biblegateway - Dansk oversættelse fra 1933

