Frelsesreligion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En frelsesreligion er præget af forestillingen om en kommende udfrielse fra denne verden til en hinsides verden, troen på at den kommende verden på alle måder er bedre en den på Jorden er indbygget i denne forestilling. Overgangen til det hinsides muliggøres gennem en guddommelig indgriben (frelse), oftest i forbindelse med døden.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Frelsesreligioner

[redigér] Hellenistisk-romersk periode

I hellenistisk-romersk tid kom der et større fokus på efterlivet end der hidtil havde været i de traditionelle religioner. Og i flere af de nye religioner, som opstod i perioden blev den menneskelige tilværelse på Jorden opfattet som et fængsel, hvor mennesket blev holdt fanget i sin krop og umyndiggjort af sin skæbne. En udbredt forestilling var, at menneskets eneste håb lå i sjælens frigørelse fra det kropslige og jordiske liv, og at det rene og rette liv kun fandtes i nærheden af det guddommelige. Udfrielsen kunne enten finde sted i døden eller gennem den mystiske oplevelse

I de såkaldte mysteriereligioner indgik frelsen som et meget vigtigt element, da indvielsen til den centrale guddom skabte et bånd mellem mennesket og den guddommelige verden. Også i de filosofiske miljøer spillede frelse en vigtig rolle, her var man især tiltrukket af mystikken og platonismen, hvor hulelignelsen havde en stor plads.

[redigér] Kristendommen

En anden af de nye frelsesreligioner som dukkede op i hellenistisk-romersk tid var kristendommen. Den byggede i høj grad på jødedommen, hvor frelse traditionelt blev opfattet som frihed for jøderne til at leve i deres eget land, givet af Jahve. I den kristne forkyndelse kom dette til at gælde for alle mennesker. Gudsriget var åbent for alle, og det var på én gang nærværende i hvert eneste menneske, men var samtidigt noget kommende, som ville opstå efter en dommedag. Traditionelt opfattes frelsen i kristendommen som en konkret, legemelig opstandelse, men der kunne og kan dog også ses tendenser til at opfatte opstandelsen mere sjæleligt.

Da kristendommen voksede og spredte sig i hele Romerriget, blev den også blandet med mange af de øvrige religioner, fx de filosofiske miljøer, her opstod nye former for kristendom, fx gnosticismen. Denne gruppe beskrev Jorden som et ondt sted, skabt af en ond skabergud, og mennesket var ved en fejl havnet her. Frelsen bestod for gnostikerne i at indse dette og finde vej hjem til den sande gud. I middelalderen blev Jorden opfattet som Babylon, det mest ugudelige og syndefulde sted i bibelen, der hvor Guds folk blev holdt fanget. Livet var derfor en rejse (pilgrimsfærd) til det sande hjem i Jerusalem.

I løbet af kristendommens flere tusindårige historie har opfattelsen, af hvad frelsen var og hvor stærkt fokus har været på den, ændret sig meget. Moderne liberal teologi har fx forsøgt at give frelsen en nutidig og dennesidig betydning, ved at påpege at frelse er en frigørelse, som muliggør en rigtigt liv på Jorden og i livet før døden.

[redigér] Buddhisme

I Indien opstod der i lighed med den hellenistisk-romerske verden en opfattelse af at livet på Jorden var som et fængsel, og at mennesket i virkeligheden hørte til en andet sted. Denne udvikling ses bl.a. i fremkomsten af buddhismen. Begrebet frelse kendes ikke direkte indenfor buddhisme, men frigørelsen fra livets kredsløb af genfødsler (samsara) kan forståes synomynt med det vestlige frelsesbegreb. Igennem frigørelsen fra livet kan mennesket nå nirvana, som er en tilstand, der ikke kan beskrives med ord, og som på alle måder er forskellig fra denne verden.

[redigér] Islam

Islam har fem søjler: 1. At tro på at Gud, Allah, tro på at Muhammad er hans profet 2. At bede 3. At give de fattige penge 4. At faste i ramadan 5. Al- Hajj

organisation