Nazi-Tyskland
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|
| Frankerne |
| Tysk-romerske rige (962-1806) |
| Tysklands historie (1814–1871) |
| Tyske kejserrige (1871-1918) |
| Weimarrepublikken (1918-1933) |
| Nazi-Tyskland (1933-1945) |
| Det delte Tyskland (1945-1990) |
| Tysklands genforening (omkr. 1990) |
Nazi-tyskland eller Det tredje rige, et navn som nazisterne brugte, betegner det nazistisk regerede Tyskland i perioden 1933-45 der efterfulgte Weimarrepublikken. Riget blev ledet af diktatoren Adolf Hitler, som også gik under betegnelsen 'Føreren' (Der Führer). Regimet førte en kraftig ekspansionspolitik, en af hovedårsagerne til anden verdenskrig.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Nationalsocialismen
Uddybende artikel Nazisme
Nationalsocialismen var den tyske variant af den totalitære fascisme som herskede i Italien. På trods af mange ligheder, kan man ikke umiddelbart sammenligne de to ideologier, da bestemte tyske idehistoriske strømninger i høj grad prægede nationalsocialismen. Fælles for fascismen og nazismen var dog:
- En antidemokratisk førerkult
- En militarisme, der gennemsyrede hele samfundet
- En ekstrem undertrykkende og kontrollerende stat
- Aggresiv nationalisme
- Organismetanken, Føreren var hovedet, resten af befolkningen udgjorde forskellige, men vigtige funktioner.
- Den af socialismen inspirerede folkelige enhed
Nationalsocialismen havde mange forskellige udspring, og ideologiens parti, NSDAP, flirtede sågar også en overgang med kommunisterne. Meget firkantet kan man dog sige, at det var en hybrid mellem en meget nationalistisk konservativ indstilling og en mere folkelig nysocialistisk opfattelse.
Hvad der især kendetegnede Nationalsocialismen og gjorde den væsensforskellig fra andre totalitære strømninger som bl. a. fascismen var racetænkningen. Al historie er racekamp, var opfattelsen. Denne racetænkning udmøntede sig overordnet set på to måder:
[redigér] Antisemitisme
Den udprægede antisemitisme, der havde sine rødder i en særlig tysk racebegrundet racisme overfor jøder, var en væsentlig bestanddel af Nationalsocialismen. Allerede i Mein Kampf, Adolf Hitlers politiske testamente skrevet i fængslet i 1924, gjorde Hitler det klart, at jøderne var skyld i mange af Tysklands ulykker, og at man måtte finde en løsning på "jødeproblemet". Jøderne blev brugt som syndebukke for alt lige fra en dårlig økonomi til fjendtlige nabostater.
[redigér] Herrefolket
Udover antisemitismen var også opfattelse af tyskerne som herrefolket en grundide i den nationalsocialistiske ideologi. Denne opfattelse var heller ikke ny, den beroede på den historiske antagonisme mellem germanske og slaviske hhv. romanske befolkninger. Især slaviske folkeslag blev opfattet som underlegne i forhold til den germanske race. Noget som 2. verdenskrig også skulle vise eksempler på. Ideen om det tyske folks ret til Lebensraum udsprang af denne herrefolks-tænkning. Konceptet Gross-Deutschland dækkede over ideen om et enormt Tyskland, der mod vest beholdt nogenlunde de hidtige grænser, men mod øst strakte sig langt ud på de asiatiske stepper. Man forestillede sig at de slaviske folkeslag, som man regnede for underlegne, skulle skubbes længere mod øst, og udelukkende fungere som en art slavearbejdere for herreracen. Det tyske folk skulle bosætte sig som gårdejere og opfylde en mytisk, romantisk opfattelse af det selvstændig landbrugsliv som den egentlige urtilstand, hvori det tyske folk retteligt hørte hjemme.
[redigér] Historie
[redigér] Tyskland før den nazistiske magtovertagelse
Uddybbende artikel Weimarrepublikken
Baggrunden for den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 skal findes i dens forløber, den demokratiske Weimarrepublik. Denne republik havde været præget af store problemer og legitimationsproblemer. Kommunister og ekstreme nationalister der begge afskyede det borgerlige liberale demokrati, opnåede i flere omgange flertal blandt stemmerne ved valgene, men kunne af gode grunde dog ikke samarbejde. Selvom de demokrati-støttende partier dermed sad på magten, så var regeringsledelsen meget vanskelig. De økonomiske problemer der efterfulgte Wallstreetkrakket i 1929, og fik arbejsløsheden til at runde 5 millioner, var Weimarrepublikkens dødsstød.
Under Weimarrepublikken mobiliserede højrenationale kræfter, og med tiden fik især NSDAP med sine populistiske og letklingende paroler succes. De havde formået at forene en udbredt nationalisme med befolkningens ønske om enhed og folkeligt sammenhold.
[redigér] Tyskland under nazismen 1933-1945
[redigér] 1933 Hitlers magtovertagelse
Den 30. januar blev Adolf Hitler af Rigspræsident Paul von Hindenburg udnævnt til rigskansler af Weimarrepublikken. Hindenburg udskrev samtidig valg, der skulle afholdes i marts 1933. I den korte tid op til valget udnyttede ledende nazister i regeringen samtlige muligheder i regeringsstyrelsen for at konsolidere sig før valget. Især rigsdagsbranden fik afgørende betydning. Da man fandt ud af, at den var blevet påsat af en noget forvirret hollandsk anarkist, var nazisterne ikke sene til at benytte sig af den generelle frygt for kommunister til at få præsident Hindenburg til at forbyde kommunistpartiet og anholde mange af deres ledere. Dermed var deres direkte konkurrent til magten i Tyskland effektivt ryddet af vejen. Kommunistspøgelset var i øvrigt noget NSDAP var dygtige til at benytte sig af over for borgerlige vælgere.
Ved rigsdagsvalget i marts 1933 kunne Hitler og hans støtteparti opnå over 50 procent af stemmerne, og kunne dermed regere alene. Ved en mellemting mellem løfter og tvang lykkedes det den 23. marts Hitler og NSDAP at få også andre partier til at stemme for "Ermächtigungsgesetz", og dermed opnå de to tredjedeles flertal der krævedes for en forfatningsændring. Kun socialdemokraterne, det eneste tilbageværende venstre-parti, stemte imod. Parlamentet havde med historikeren Sebastian Haffners ord, nedlagt sig selv uden sværdslag. "Ermächtigungsgesetz" gav Hitler ret til i en periode på fire år at indføre love udenom parlamentet. Med vedtagelsen af "Ermächtigungsgesetz" var den uindskrænkede magt til NSDAP og Hitler en realitet, og den sidste rest af retsstatlig Weimarrepublik væk.
[redigér] Konsolidering af magten 1933-1936
Med det samme begyndte NSDAP under Hitlers ledelse at udnytte den uindskrænkede magt til at fjerne al opposition, og til at samle landet under partiet. Allerede i maj 1933, blot 2 måneder efter magtovertagelsen, blev alle fagforeninger tvunget ind i Den tyske arbejderfront, en af den nazistiske topledelse styret fagforening. Kort derefter kom det til forbuddet mod socialdemokraterne efterfulgt af lukningen af samtlige andre tidligere partier. I juli 1933 blev det så vedtaget, at oprettelsen af nye partier var forbudt, og at NSDAP var det eneste lovlige parti i Tyskland. Hitler havde udnyttet sine beføjelser til fulde. Endvidere påbegyndte man det der på tysk kaldes Gleichschaltung. Dette ord betegner den proces, hvormed NSDAP sikrede sig magten over de relativt selvstyrende delstater i Tyskland. Delstaterne mistede efterhånden flere og flere opgaver og rettigheder, og styringen af de mindre regionale enheder overgik i løbet af 1933 fuldstændig til partiet NSDAP´s kontrol. Udover det blev den frie presse afskaffet og erstattet af fuldstændig partistyret presse.
I løbet af 1933 og 1934 røg en hel del tidligere uafhængige statslige institutioner direkte ind under nazistpartiets kontrol. Dette gjaldt bl.a kulturministeriet og kirken, men listen kan fortsættes, for det var efterhånden uklart hvad der var stat og hvad der var parti. Den amerikanske iagttager Ernst Fraenkel beskrev denne udvikling i sin bog med den meget sigende titel "Dual State".
Den tyske økonomi var allerede før Hitler blevet mere og mere statslig styret, men med NSDAP tog denne udvikling for alvor fart. Delvis inspireret af Franklin Delano Roosevelts succes med New Deal, påbegyndte man også i Tyskland store anlægsprojekter. Især motorvejsnettet blev udbygget. Udover at formindske arbejdsløsheden og skabe bedre rammer for handelen, så havde motorvejene også en meget vigtig militærstrategisk fordel, der i tilfælde af krig skulle lette transporten af tropper, materiel og tanks mellem den østlige og vestlige del af Tyskland.
[redigér] Ekspansion og aggression - optakt til krig 1937-1939
Med udmeldelsen af det svækkede folkeforbund i 1933 signalerede den nazistiske ledelse allerede tidligt at de ikke var interesseret i samarbejde. I november 1937 gjorde Hitler det klart for sin udenrigsminister, at man ville løse de påståede Lebensraum-problemer ved at udvide det tyske rige med Østrig og Tjekkoslovakiet. Østrig havde efter 1. verdenskrig levet en noget omskiftelig tilværelse. Østrig havde aldrig været et land for sig selv, men havde indtil 1918 været en del af det østrig-ungarske kejserrige. Efter 1. verdenskrig var der mange der gerne så en forening med det tyske rige, den gamle stor-tyske løsning, som man mente man havde forpasset i 1871, men Ententen forbød dette, da man frygtede et for stærkt Tyskland. I 1933 blev Østrig et autoritært styre under ledelse af først Engelbert Dollfuss og siden Kurt Schussnigg. Efter et ultimatum til den østrigske regering måtte sidstnævnte dog opgive forsøget på at bevare østrigsk selvstændighed og lade regeringen træde tilbage. Umiddelbart derefter marcherede tyske tropper i marts 1938 ind i Østrig. Mange østrigere bifaldt denne udvikling, og ikke så få tog godt imod de tyske tropper. Mange snakkede om Østrigs indtræden i det tyske rige som "Heim ins Reich". Første del af Hitlers udvidelsesplaner var lykkedes uden de mindste problemer.
Ved München-konferencen i september 1938 vandt Adolf Hitler sin hidtil største udenrigspolitiske sejr. Man havde i Nazi-Tyskland i lang tid været ude efter at få tilbagegivet de områder af Tjekkoslovakiet, hvor der var tysk befolkningsflertal. De europæiske ledere besluttede med en blanding af frygt og vel også forståelse for det tyske ønske at tvinge Tjekkoslovakiet til tilbagegivelse. De sudetertyske områder i Tjekkoslovakiet blev derfor overgivet til det tyske rige. Blot et halvt år senere skulle det vise sig at dette ikke var nok. Tro mod sine løfter til sin udenrigsminister truede Hitler den tjekkiske regering til at gå af, og tyske tropper kunne derfor i marts 1939 uhindret besætte Tjekkoslovakiet. Nazi-Tyskland havde besat et fremmed og uafhængigt land, og var sluppet fra det uden at skulle løsne et eneste skud. I England og Frankrig besluttede man nu at gå bort fra den hidtige Appeasement-politik, der ikke havde kunnet bremse Hitlers fremmarch, og man udstedte en garanti til Polen, det næste land i rækken for de tyske Lebensraum-planer. Det stod klart for de fleste i Europa, at Hitler og hans parti ikke skyede nogen midler, og at de ikke var bange for en krig, men snarere arbejdede hen imod den.
[redigér] Anden Verdenskrig 1939-1942
Uddybende artikel 2. verdenskrig
Med det engelsk-franske ultimatum stod det nu klart, at endnu en tysk indmarsch i et uafhængigt land ville udløse endnu en europæisk storkrig. Dette var dog ikke noget man frygtede i Nazi-Tyskland, det havde snarere hele tiden været en del af planen, at man skulle i krig med England og Frankrig, det var det den ekstremt dygtige rustningsminister Albert Speer havde forberedt hele den tyske industri på i de sidste 6 år. Den tyske værnemagt var en toptunet professionel kampstyrke. For at kunne overbevise det tyske folk om det uundgåelige i endnu en verdenskrig, en krig som det tyske folk ikke var synderligt interesseret i, opfandt Hitler en myte, der skulle bilde tyskerne ind, at ikke bare var krigen uundgåelig, det var ovenikøbet en forsvarskrig, som det fredelige Tyskland måtte udkæmpe for at overleve. Hitlers tale den 1. september 1939 er et studie i folkeforførelse, hvor det påstås, at polske soldater havde angrebet den tyske grænse, hvilket naturligvis var løgn, og at det hele var en del af en større engelsk-fransk plan der skulle udslette Tyskland.
Med angrebet på Polen startede 2. Verdenskrig. I første omgang lykkedes det Tyskland på to uger at besætte de polske områder. De vestlige polske områder grænsende op til Tyskland blev som en del af østudvidelsesplanen hurtigt indlemmet i riget. De tre resterende områder i midten blev oprettet som Generalgouvernement med den berygtede Hans Frank som generalguvernør. Et par uger efter benyttede Sovjetunionen sig af chancen til at hævne Polens landvindinger i 1. verdenskrig og besatte den østlige del af Polen. Tyskland og Sovjetunionen indgik en ikke-angrebspagt. Med den hurtige sejr over England og Frankrig i vest, også kaldet Blitzkrieg, lå hele Europa med undtagelse af de engelske øer i nazisterne Hænder. Den 22. juni 1941 tog Hitler den skæbnesvangre beslutning at angribe Sovjetunionen. Det var som om krigstilstanden var normaltilstanden for Nazi-Tyskland, og at man derfor ikke kunne klare længere perioder med relativ fred. I løbet af de næste år løb offensiven fast i de uendelig russiske stepper, og den russiske bjørn var i løbet af 1942 klar til at slå igen.
[redigér] Anden Verdenskrig og Nazi-Tysklands undergang 1943-1945
I 1943 begyndte det for alvor at stå klart for den tyske befolkning at nederlaget var sandsynligt. Nederlaget i Stalingrad var ikke militærstrategisk set vendepunktet i 2. verdenskrig, det stod allerede tidligere klart at Tyskland ikke ville kunne vinde, men slaget fik for første gang den tyske befolkning til at indse, at krigen meget vel ville tabes. Stalingrad var et kæmpe nederlag, næsten hver eneste familie kendte nogen der var gået til ved slaget, og den tyske propaganda minister, Joseph Goebbels, kunne umuligt trylle en sejr ud af det, lige som han havde gjort så mange gange før. I stedet valgte han at holde den berømte "Wollt ihr den totalen Krieg"-tale (Vil I have den totale krig?), der skulle motivere tyskerne til at kæmpe nærmest udelukkende for kampens skyld. Denne tale eksemplificerer om noget det nazistiske styres vanvid. Med de tiltagende allierede bombardementer og informationer om den russiske fremmarsch i øst begyndte krigen for alvor at gøre ondt på hjemmefronten. I juli 1943 blev et helt kvarter i Hamburg lagt øde af en af krigens hidtil værste civilbombardementer. 30.000 hovedsageligt kvinder og børn dør i flammerne. For at standse den for Tyskland håbløse krig forsøgte en række officerer i hærledelsen i juli 1944 at slå Hitler ihjel ved et bombeattentat. Hitler overlevede nærmest mirakuløst da han i sprængningsøjeblikket netop havde bevæget sig i læ af et enormt egetræsskrivebord. Flere andre i lokalet døde.
Hitler besluttede sammen med andre ledende nazister i september 1944 at forsøge et sidste desperat angreb, der skulle presse de fra vest kommende allierede soldater tilbage i Atlanterhavet. Dette angreb fik navnet Volkssturm, og det indbefattede alle våbenføre mænd mellem 16 og 60. På trods af overraskelsesmoment og nogen succes løb angrebet hurtigt fast i Ardennerne. De allieredes fremmarsch i både øst og vest tog for alvor fart i de første måneder af 1945. I januar 1945 brød den østlige front nærmest helt sammen efter et enormt sovjettisk angreb. Den 30. april begik Hitler selvmord i sin førerbunker, med sovjettiske soldater blot få hundrede meter derfra. Den 8. maj underskrev Admiral Dönitz den tyske kapitulation. Det nazistiske rædselsregime var slut.
[redigér] Jødeforfølgelsen
[redigér] Stigende chikane 1933-1939
Allerede den 1 april 1933, blot en uge efter den nazistiske magtovertagelse den 24. marts, begyndte de tyske jøder at kunne mærke de nye tider. En af Joseph Goebbels iværksat boykot mod jødiske forretninger opfordrede tyskere til at boykotte jødiske forretningsdrivende, og den nazistiske kamporganisation Sturm Abteilung, SA, ødelagde flere steder jødiske forretninger og tæskede deres indehavere. I flere af de af nazisterne styrede regionale enheder i landet vedtages der skrappere og skrappere regler for jøder, regler der efterhånden udvikler sig til apartheid, hvor jøder ikke har ret til at benytte de samme bænke, toiletter, gader, busser som de "ariske" tyskere. Med vedtagelsen af Nürnbergerlovene september 1935 gøres det klart hvordan man racemæssigt definerer en jøde, og ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder forbydes ved lov. Som konsekvens af denne lov og en udbredt følelse af angst blandt de tyske jøder er 170000 tyske jøder, 1/3 af det oprindelige antal, udvandret fra Tyskland i slutningen af 1938. Især den berygtede rigskrystalnat den 9. november 1938 var for mange jøder et afgørende tegn på ulykkens komme. Her blev samtlige synagoger i landet ødelagt og brændt, og mange jøder blev tæsket til døde. 30000 jøder anholdtes og jøder fik nu formelt forbud mod at drive forretning.
[redigér] Holocaust - udryddelsen af jøder og andre befolkningsgrupper
- Uddybende artikel: Holocaust
Holocaust (af græsk holokáutoma - fuldstændigt - og kausis - brand, forbrænding) er betegnelsen for det systematiske folkemord som nazisterne iværksatte mod jøder og andre befolkningsgrupper. Ca. 6 millioner jøder blev dræbt i løbet af denne udryddelseskampagne.
I løbet af krigens første måneder var jøder blevet tvunget til at leve i dertil indrettede ghettoer, de største i Lublin og Warszawa. Man havde også overvejet at skibe de i Tyskland boende jøder til Madagaskar, men da dette ikke havde gode udsigter, begyndte man i løbet af 1940 at oprette enorme arbejdslejre hovedsageligt i det besatte Polen, hvor de fleste jøder havde hjemme. Nogle jøder i det vesttyske område blev en overgang sendt til det besatte Frankrig.
Men ved den tyske fremmarsch i Sovjetunionen i 1941 begyndte SS systematisk at udrydde sovjettiske jøder i stort tal, og behandlingen af "jødeproblemet" tog nu en dramatisk drejning. Ved Wannseekonferencen i 1942 blev "Endlösung" vedtaget. Denne endelige løsning betød formelt set starten på den organiserede udryddelse i de dertil indrettede udryddelseskoncentrationslejre Auschwitz-Birkenau, Majdanek, Treblinka, Sobibor og Chelmno. I disse lejre blev langt størstedelen af de 6 millioner ofre for Holocaust under forfærdelige forhold gasset ihjel.
[redigér] Historikerstrid - polykrati?
Blandt historikerkredse er der udbredt uenighed om, hvordan Nazi-Tyskland overhovedet blev styret. Især den berømte tyske historiker Hans Mommsen har med sin polykrati-ide præget debatten. Hans tese er, at Nazi-Tyskland faktisk nærmest ikke blev styret af en ledelse, men af mange. Deraf det græske ord polykrati, der betyder mange-styre eller fler-styre Det hul der opstod mellem parti og stat blev til en slagplads mellem forskellige nyoprettede ministerier, institutioner og stærke, handlekraftige embedsmænd. Således blev beslutninger taget oppefra ofte udført endnu mere radikalt og utilsigtet længere nede i systemet, hvor forskellige instanser lå i direkte konkurrence med hinanden. Denne tese er blevet godtaget af de fleste, men der hersker indenfor polykratimodellen også uenighed. Var det en bevidst strategi af Hitler at spille sine underordnede ud mod hinanden for at opnå de bedste resultater, eller havde han simpelt hen ikke overblik til at styre tingene. Hans Mommsen er så afgjort tilhænger af den sidste opfattelse, og Mommsen er blevet kendt for nærmest at latterliggøre Hitlers evner på regerings-området.
[redigér] Danmark og Nazi-Tyskland
- Uddybende artikel: Besættelsen
Besættelsen af Danmark i april 1940 var starten på en af de mere specielle tyske besættelser i 2. verdenskrig. I modsætning til de fleste andre besatte lande blev den danske regering siddende, og de fleste områder af det danske samfund fik lov til at køre som hidtil uden tysk indblanding. Som en del af den tyske efterkrigsplan, en plan som naturligvis gik ud fra en tysk sejr, skulle Danmark indkorporeres i et fælleseuropæisk Gross-Wirtschafts-Raum. Den danske udenrigsminister Scavenius var i 1940 umådeligt tæt på at tage forskud på denne udvikling, ved at komme til at signalere dansk interesse i projektet. Dette medførte at den tyske ambassadør Ritter juli 1940, blot tre måneder efter tyskerne havde overfaldet den danske nation, stod klar i København med en plan om et tæt samarbejde mellem Danmark og Nazityskland. En plan der reelt ville betyde ophørelsen af Danmark som nation, Danmark ville få status som tysk protektorat. Bestyrtelsen var enorm i Danmark, og planen blev pænt afvist.
Udover denne plan bidrog dansk næringsliv i høj grad til den tyske krigsindsats. Selv om der ikke blev produceret våben og ammunition af betydning i Danmark, så havde den store danske fødevareindustri enorm betydning for den tyske krigsindsats. Man mener at Danmark brødfødte op imod 10 millioner tyskere i krigens slutfase. Militært set deltog Danmark med Frikorps Danmark med ca. 6000 soldater på tysk side. Disse frivillige danske soldater kæmpede med den danske regerings tilsyneladende velvilje ved østfronten mod Sovjetunionen.
[redigér] Oversigt over personer og organisationer
- Personer
- Martin Bormann - chef for partikansliet
- Karl Dönitz - storadmiral og kortvarigt Hitlers efterfølger
- Adolf Eichmann - departementschef for national sikkerhed
- Roland Freisler - præsident for folkedomstolen (højesteret i Nazi-Tyskland)
- Joseph Goebbels - propagandaminister
- Hermann Göring - ansvarlig for fireårsplanen og Luftwaffe
- Rudolf Hess - Hitlers stedfortræder
- Reinhard Heydrich - chef for RSHA, ansvarlig for Einsatzgruppen
- Heinrich Himmler - SS-chef
- Josef Mengele - Læge i Auschwitz
- Joachim von Ribbentrop - rigsudenrigsminister
- Baldur von Schirach - chef for Hitlerjugend
- Albert Speer - rustningsminister og rigsarkitekt
- Hjalmar Schacht - nationalbankdirektør og ansvarlig for Nazi-Tysklands økonomiske fremgang
- Franz Hippler, chef for propagandaministeriets filmafdelning under Goebbels
- Leni Riefenstahl- filminstruktør
- Organisationer:

