Kristian Zahrtmann
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Peder Henrik Christian (Kristian) Zahrtmann (31. marts 1843 i Rønne - 22. juni 1917 på Frederiksberg) var maler og uddannet på Kunstakademiet i København 1864 - 1868. Zahrtmann var en af initiativtagerne til Kunstnernes Studieskole, senere kaldt Zahrtmanns skole, han kom til at præge flere generationer i dansk malerkunst. Han holdt til om sommeren i den lille italienske bjerglandsby Civita d'Antino, sammen med flere kollegaer, bl.a. Joakim Skovgaard.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Uddannelse
Efter at have gennemgået Rønne Realskole blev han sendt til Sorø Akademi; 1862 blev han student og tog året efter anden eksamen. I disse år boede han hos en familie, hvor datteren var maler, og det var vistnok derved, han fik lyst til at forsøge sig som kunstner. I vinteren 1863—64 tegnede han på teknisk Institut og fik samtidig privatundervisning af Wenzel Ulrik Tornøe; derefter kom han ind på Kunstakademiet, arbejdede der først under A. Kittendorff, og malede efter under Wilhelm Marstrand og tegnede om aftenen hos Frederik Vermehren. Efter i 1868 at have fået afgangsbevis udstillede han det følgende år En Konfirmandinde på Bornholm, et noget sortladent billede, der imidlertid ved sit stærke præg af følelsens ægthed og finhed indeholdt store løfter. Nogen tid efter trådte han i venskabsforhold til de to omtrent jævnaldrende malere Otto Haslund og Pietro Krohn (den senere direktør for Kunstindustrimuseet), malede i deres fællesatelier og modtog af dem begge en frugtbringende vejledning på teknikkens områder, uden at hans syn på naturen eller hans kunstneriske personlighed påvirkedes udefra.
[redigér] Leonora Christina
Om hans stærke ejendommelighed og det at han var meget optaget af Christian 4.s datter, Leonora Christina, vidnede det første af hans Leonora Christina-billeder Slotsfogden skæmter med Kvinderne i den nylig fængslede Kongedatters Kammer på Blaataarn fra 1871, der efter at have indbragt ham den neuhausenske præmie blev solgt til Kunstforeningen, og som senere fulgtes af en hel række (ca. 20) betydelige værker over motiver fra Leonora Christina dramatiske liv bygget på hendes selvbiografi Jammers Minde, som model for billederne sad ofte hans mor.[1] Hvor mangesidig en kunstner end Zahrtmann senere har vist sig at være, er det dog blandt disse arbejder, man fornemmelig finder dem, der har fastslået hans ry som en af sin tids mest fremragende mestre. Fra sin ungdom havde han følt varmt for Leonora Christina; nu blev han både hendes forherliger og hendes hævner. I 1873 kom Leonora Christina forlader Fængselet, og stedse inderligere fordybede han sig nu i hendes personlighed og karakter, indtil det lykkedes ham at få fastslået et billede af hende, som tiderne ikke ville rokke eller ændre, så stort er det i opfattelsen, så ægte og vederhæftigt i udtryk og form. Blandt de mange andre til samme række hørende kunstværker kunne nævnes Leonora Christina i Fængselet (1875, Den Hirschsprungske Samling); hun ser, liggende på sit leje, rotterne æde af det brændende lys;, Corfits Ulfeldt og Leonora Christina, Leonora Christina på Maribo Kloster (1883; Kunstmuseet), Leonora Christina undersøges af Sophie Amalies Tjenerinder (1888, Den Hirschsprungske Samling) og det grufuldt gribende Dronning Sophie Amalies Død (1882, Kunstmuseet, nu på Den Hirschsprungske Samling). Men samtidig hermed dyrkede Zahrtmann emner fra de mest forskellige kredse. I 1873 udstillede han således kartonen til Job og hans Venner, der i 1887, efter at have indbragt ham den mindre guldmedalje, blev udført som maleri og indlemmet i Kunstmuseet, et af mesterens hovedværker, vældigt og gribende ved hovedfigurens mægtige lidenskab og udtrykket af hans uhyre smerte.
[redigér] Civita d’Antino
Med Akademiets stipendium opholdt han sig 1875—78 i Italien, dels i Rom, dels i mindre byer, særlig Siena, Amalfi og Saracinesco. Som udbytte af denne hans første sydlandstur kan nævnes det smukke billede af En ung Præst, der knæler i Bøn, En Sabinerinde, der vugger sit Barn, Frugtbærersker fra Amalfi og Fem kloge og fem dårlige Jomfruer. Senere har han mange gange været på længere ophold i Italien, 1882 med Det anckerske Legat, også gjort et par rejser til Grækenland, og bestandig udfoldet en rig kunstnerisk virksomhed der. I en række af år har han på sine sydlandsture haft sit ophold i den lille italienske bjergby Civita d’Antino, hvor han er udnævnt til æresborger og har vundet stor indflydelse på de kommunale sager.
[redigér] Idealisten
Foruden de omtalte værker har Zahrtmann dels ude, dels hjemme udfoldet en virksomhed så rastløs som få af vore andre kunstnere. Nævnes kan her fra 1873 Scene fra Christian VII’ s Hof, hvor dronningen og Struensee spille skak, medens kongen, henslængt på en kanapé, driller papegøjen, det mægtige Aspasia ved sin Søns Buste, Det mystiske Bryllup mellem Biskoppen og Abbedissen af Pistoja, Nero (1903) samt de mange italienske folkelivsbilleder, gadepartier og landskaber. Ligesom Zahrtmann i sine behandlinger af historiske eller mere "ideale" emner viser sig som en psykolog af meget høj rang, forstår han også som få andre at lægge sin fortrolighed med den italienske Landalmues ydre færden og indre liv for dagen. Da han først begyndte at gøre sig bemærket, vakte han ofte forargelse ved sin Mangel på Skjønhedssans; nu er det lykkedes ham efterhånden at opdrage sit publikum til erkendelse af, at skønheden i kunsten ikke er noget en gang for alle vedtaget, men har sit udspring fra, hvad den ægte mester stærkest føler og elsker, når han mest er sig selv. I virkeligheden var Zahrtmann en af sin tids mest udprægede idealister; ikke mindst viser dette sig i hans ejendommelige farvesyn. I sin komposition forstår han på sjælden vis at forene skønhed og naturlighed.
[redigér] Zahrtmanns skole
Zahrtmann var en at den tids store pædagoger indenfor kunst sammen med Eckersberg og Aksel Jørgensen. Han prægede mange kunstnere selvom ham ikke var ansat på Kunstakademiet. Netop i protest mod Kunstakademiet dannedes i 1880 Kunsternes Studieskole. I 1882 begyndte Frans Schwartz ledelsen af skolen efter henvendelse fra yngre elever, han fik hjælp af P.S. Krøyer og Tuxen, de 3 var inspireret af den franske malerstil fra deres rejser. I 1885 forsatte Zahrtmann Schwartz’ arbejde. Zahrtmann ændrede grundlaget for skolen fra fransk til italiensk og græsk. Sammen med eleverne besøgtes kunstsamlinger i Europa. Zahrtman mente man skulle finde sine egne veje i kunsten og ikke efterligne ham.[2] Zahrtmann var i en årrække leder af malerskolen, et modspil til Akademiet, som forsøgte at nedlægge den frie malerskole, og som sådan har han haft stor betydning den tids kunst.
Han var blandt stifterne af Den Frie Udstilling.
[redigér] Homoseksuel?
Kristian Zahrtmann havde kun to kvinder i sit liv: Leonora Christina og hans mor. Han blev aldrig gift. Han bliver af mange anset for at have været homoseksuel.
Da Kristian Zahrtmann udstillede i 1914 Adam i Paradis (privat eje), blev det en skandale. Visse kritikere fandt, at han havde ladet hånt om al anstændighed ved at fremstille sin erotiske interesse for mandekroppen, og dette kun få år efter Den Store Sædelighedsaffære.
[redigér] Udvalgte værker
- Jammers-Minde, (1674)
- Leonora Christina-billederne, (1870 - 1911)
- Droning Sofie Amalies død, (1882)
- Studenter drager ud til Københavns forsvar 1658, (1888)
[redigér] Referencer
- ↑ Ny dansk kunsthistorie, 4, realisme, red. Peter Michael Hornung, ISBN 87-7248-205-2, side 155
- ↑ Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Dansk Kunst, ISBN 87-01-92231-9, bind 1, side 310
[redigér] Eksterne links
- Denne artikel bygger hovedsaglig på Sigurd Müllers Biografi i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C. F. Bricka, 19 bind, side 280, Gyldendal, 1887-1905
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |


