Daniel Stern
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Daniel Stern er professor i psykologi ved universitetet i Genéve. Han er en af mest betydningsfulde nulevende udviklingspsykologer.
Daniel Sterns ærinde er at opdatere psykoanalyse, således at udviklinspsykologiens nyeste forskningsresultater indtænkes i en ny teori om hvad spædbørn tænker og føler. Hans bøger har haft stor betydning i faglige kredse. i 1985 udgav han “The Interpersonal World of the Infant: A View from Psychoanalysis and Developmental Psychology”, den udkom så på Dansk i 1991 med titlen "Barnets interpersonelle univers - Et psykoanalytisk og udviklingspsykologisk perspektiv" Trods titlen så handler bogen mest om småbørn i alderen 0 til 2 år.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Afsæt for Daniel Sterns teori
Husk at der er to psykologer med navnet Daniel Stern, her er det den nutidige vi taler om. Stern har udviklet sin teori på baggrund af de forskelligheder der er imellem:
- moderne udviklingspsykologi og
- psykoanalytiske teorier om sygdom og personlighed.
Stern er udviklingspsykolog og oprindeligt psykoanalytisk skolet. Hans erfaringer med "rigtige levende" børn modsagde dog mange af de grundlæggende antagelser inden for psykoanalysen. Han er specielt kritisk over for psykoanalysens patologisering (dvs "sygeliggørelse" ) og undervurdering af spædbarnet. Stern behandler mange af den moderne psykologis mest nutidige diskussioner og problemstillinger. Han inddrager nyere forskning i sin teori.
[redigér] Spædbarnets interpersonelle univers
I den vigtige bog "Barnets interpersonelle univers - Et psykoanalytisk og udviklingspsykologisk perspektiv" skelner han mellem det "iagttagede barn" og det "konstruerede barn". Der er på den ene side direkte empiriske iagttagelser af småbørn, som viser at disse børn er mere kompetente end man tidligere troede. På den anden side er der en terapeutisk tradition, som mener at voksne mennesker i krise vender tilbage til lidt primitive barnlige reaktionsmåder. Problemet sat på spidsen er, at børn fra fødslen af har flere evner og færdigheder end man tidligere har ment. De kan godt skelne sig selv (sit selv) fra andre personer, som det fremgår nedenfor. Dermed er de så at sige mere kompetente end voksne mennesker i dyb sjælelig krise, der har svært ved at skelne egne følelser og reaktioner fra andres følelser og rekationer. Den psykoanalytiske tradition for at se voksne menneskers problemer som barndomsrelaterede udsættes dermed for kritik. Forskellen mellem det spædbarn, man kan iagttage og de traumatiserede voksne man har i terapi er for stor.
Der er mange teorier i ældre psykologi som lever livet ind i faser, Eriksson, Freud, Piagett og Vygotsky er eksempler herpå. Imidlertid hævder Daniel Stern at faseteorier som fastlægger psykopatologi til særlige aldre samt fikseringer symbioser mv duer ikke, de passer ikke på de spæde. Symbiose dvs at barn og mor så at sige "smelter samme" findes i det store og hele ikke i spædbarnets univers! (jvf kap 1-2 i Spædbarnets interpersonelle univers")
Man kan derfor betragte hans teori om selvet, som en modreaktion til flere af de klassiske teoretiske retninger, han søger at dokumentere at spæde børn er langt mere kompetente end navnlig Piagett og Freud mente at de er. Stern inddrager moderne sofistikerede iagttagelser baserert navnlig på video i sin argumentation. Man har siden 60érne udviklet talrige eksperimentelle metoder for at gøre spædbørns oplevelser forståelig eller i det mindste målbar.
Stern beskriver kvaliteter i samværet mellem småbørn og voksne, han betoner timing, intensitet og form. Her ses en stor forskel mellem Daniel Stern og tidlig psykoanalyse, hvor navnlig spæde ses som "autistiske" i en eller anden udstrækning. For Stern er det vigtigt at spædbørn er med til at styre øjenkontakten når de er sammen med andre mennesker. Det ser han som en bevidst viljesakt fra barnets side. Her styres påbegyndelse, opretholdelse og afslutning og navnlig intensitet af ”samtalen” eller samværet. Barnet er kort sagt bevidst om samværet og med til at styre det. Se foto evt.
[redigér] Relateringsdomæner
Stern inddeler sin udviklingsteori i ”relateringsdomæner”. Disse domæner skal ses som lag i en art psykologisk lagkage. Det vil sige at der ikke er nogen domæner der, som i Freuds faseteori, forsvinder eller overstås. De forskellige lag fungerer, som sagt, igennem hele livet. I forhold til Freuds faseteori, siger Stern også at der kun er lag, og ikke faser som er rettede mod bestemte ”…kliniske temaer som oralitet, tilknytning, autonomi, selvstændighed og tillid.”. Alligevel påpeger Stern gentagende gange at der mellem hvert domæne er et ”kvantespring”, i de organisatoriske niveauer. Han mener at disse ”kvante-spring” er med til at få barnet til at fremstå som en helt ny person. Det har opnået en an-den fornemmelse for sig selv og sin omverden. Dette kan både skyldes forældrenes nye tolkning, af det ældre barn, men også en udvikling i barnets indre organisation – Stern mener at det er en blanding. Stern arbejder med et udtryk han ynder at kalde RIG’er (Repræsentationer af generalise-rede interaktioner). Disse RIG’er er en art gennemsnitlig vurdering af situationer der er forekommet flere gange – en vurdering barnet selv foretager. Tanken om at interaktioner giver erfaringer som så generaliseres, ses også udtrykt i symbolsk interaktionisme, som er en anden psykologisk strømning, der navnlig er påvirket af George Herbert Mead, ideen ses også hos Bowlby.
Stern omtaler fire fornemmelser, i hans teori, som hver er knyttet til deres eget relate-ringsdomæne. Disse fornemmelser opstår i en formativ fase, som betragtes som en sensi-tiv periode. Det drejer sig hhv. om ”Fornemmelsen af et emergent selv”, ”Fornemmelsen af et kerneselv”, ”Fornemmelsen af et subjektivt selv” og til sidst ”Fornemmelsen af et verbalt selv”.
Fornemmelse af et emergent selv
Denne fornemmelses formative fase strækker sig fra før fødslen, og til den anden eller tredje måned – den arbejder på det emergente relate-ringsdomæne. Stern mener at barnet i denne fase får en fornemmelse for en opblomstrende organisering. Det vil sige at barnet opfatter sine oplevelser som mere og mere organiserede, og ikke bare som en række usammenhængende oplevelser. Dog foregår dette stadig ubevidst. Ifølge Stern er det ikke mulig for barnet at opleve manglende organisering. Her mener Stern at småbørn ikke kan ”….vide hvad det ikke ved, eller at det ikke ved.”. Han taler derfor om at denne fornemmelse dækker over to komponenter hhv. produkterne af oplevelserne, og processen der leder til produktet. Der er flere forskellige ”evner” som hører med til dette domæne. Det er bl.a. den amodale perception som bidrager til indar-bejdelsen af de føromtalte processer og produkter. Ligeledes er der en række automatiske integrationer, som gør barnet i stand til at opleve f.eks. former på ting, selvom det ikke kan se dem (vha. hænderne mm.).
Fornemmelse af et kerneselv
Fornemmelsen af kerneselvet formes mellem den anden og sjette levemåned og opererer i kernerelaterings domænet. Udviklingen sker når barnet er klar over at det er adskilt fra moderen, og at det har sin egen historie. Stern kalder også denne fase for ”Selvet versus den anden” – et udtryk for barnets begyndende adskillel-se fra moderen. Det er på dette tidspunkt at barnet begynder at opleve sig selv som et fysisk selv. Dette ligger dog stadig udenfor bevidstheden, og kan derfor være svært at beskrive. Det er også i dette domæne at Stern implementere udtrykket om agentur – selvhandlen, som et udtryk for barnets egen vilje til at påvirke sin omverden. Dette ses også i Sterns ”selv versus den anden”, som er endnu et udtryk for selvstændigheden i barnet.
Fornemmelse af et subjektivt selv
Mellem syvende og niende måned, begynder barnet at konstruere endnu en subjektiv fornemmelse af selvet – denne fornemmelse operere på det internsubjektive relaterings domæne. Dette sker når barnet bliver klar over at der er andre psykologiske væsner i verden. Barnet er nu klar over at der er andre der besidder følelser, motiver og intentioner, som det ikke umiddelbart kan påvirke. Dette åbner op for fortolkninger og vurderinger som barnet kan udfører – det være sig både rigtige forkerte fortolkninger. Det er her Sterns udtryk ”selvet med den anden”, kommer rigtigt til syne. Det er i den sammenhæng barnet oplever den såkaldte ”echoing” eller spejling – gøren efter. Dette skyldes de andre evner eller kapaciteter der skal i brug, som ikke findes i fornemmelsen af kerneselvet. Disse kapaciteter indbefatter blandt andet evnen til at tillægge andre følel-sestilstande og motiver.
Fornemmelse af et verbalt selv
Denne fornemmelse påbegynder sin udvikling, mellem den 15 og den 18 måned. Den operere på det verbale relaterings domæne. Her begynder barnet at forstå at andre, mu-ligvis, ved mere end det selv – Stern taler om ”…et lager af personlig viden og erfaringer om verden.”. I samme domæne begynder en evne til at reflektere over sig selv at dukke op. Dermed oplever barnet også at viden kan omsættes til kommunikation. Stern mener i den forbindelse at der opstår ”…næsten ubegrænsede muligheder for interperso-nelle hændelser.”, i dette domæne. Dette gør at der kan opstå en fremmedgø-relse mellem selvoplevelsen og samværet. Man kan tale om en forskel på det verbale liv og det repræsentative liv.
[redigér] Følelsesmæssig afstemning (Echoing)
Stern taler også om følelsesmæssig afstemning. Dette er den mekanisme der sørger for at barnet og moderen kan ”forstå” hinanden, og at deres handlinger svarer til hinandens handlinger – udledt af de amodale egenskaber. Denne afstemning hører ikke direkte til i det intersubjektive relateringsdomæne, men opstår omkring ni måneders alderen og fungerer i tiden fremefter. Der findes i Sterns teori "emotional atunement" (oversat til Følelsesmæssig afstemning) på den ene side og på den anden side findes misafstemning, hvor mor og barn ikke deler samme emotion. Det kan f.eks skyldes at mor har depression, ikke holder af sit barn eller andre faktorer.
[redigér] Psykopatologi
Ifølge Sterns teori er det forstyrrelsen af fornemmelserne af selvet, der er årsagen til psy-kopatologi. Her taler Gullestrup, i forhold til Stern, om mestrings og overlevelsesstil – ”Det, barnet gør for at får sine behov dækket, eller for at undgå det der belaster…”. Gullestrup definere kerneselvet som et ”sandt selv”. Dermed opnår hun også definitionen på et ”falskt selv” og et ”splittet selv” m.fl. Disse definitioner kan opfattes som en form for psykopatologi i barnets første leveår. Disse tilstande opstår, som før nævnt, ved at fornemmelsen af selvet forstyrres. Dette kan ske ved at moderen ikke giver barnet nok opmærksomhed mv. Det er dog først i det øjeblik at det ”ubehagelige” fort-sætter i ”…ubærlige mængder…”, at psykopatologien træder frem i form af overlevel-sesstrategier. Disse overlevelsesstrategier er med til at gøre den vedvarende ubehagelige situation tålelig. Denne ”psykopatologi” kan undertiden forekomme helt uden synlige symptomer, og kan derfor være svær at sporer. Imidlertid afhænger ikke alt af forældrene. Nogle børn har en høj ”resilience”, som er et udtryk for barnets medfødte styrke og mentale overskud. Disse børn udvikler overlevelsesstrategier, som ikke umiddelbart påvirker dem i en psykopatologisk retning.
[redigér] Kritisk diskussion
Der er en god overensstemmelse mellem moderne børnepsykologisk empiri som Stern udvælger og diskuterer og hans mere generelle teoritiseringer og begrebsudvikling.
Stern har ikke rigtigt gjort sig tanker om hvad vuggestuer og børnehaver betyder for børn. Der er også et påfaldende fravær af fædre og andre omsorgspersoner i hans teori. Synsvinklen er meget præget af mor-barn samspillet, som om det kunne isoleres fra resten af det samfundsmæssige liv. Søskende relationer, kulturel baggrund og Social-økonomisk status har også en temmelig lille plads i hans teori. Synsvinklen er udpræget dyadisk. Det er svært at forstå hvorfor han fastholder at være "psykoanalytisk" når han
- 1) sprænger rammerne for den tænkning og
- 2) virker i bedre overensstemmelse med symbolsk interaktionisme og grundtankerne i denne psykologiske skoledannelse.
Hans sidste kapitler i Barnets interpersonelle univers handler om sprog og samvær med børn. Her betoner Stern at man kan lyve ved hjælp sprog. Det er sandt nok, men virker som en lidt ensidig negativ fokusering på sproglig udvikling. Sproglig formåen er vel grundlæggende et udviklingspsykologisk gode - ikke et deficit?
[redigér] Bøger
"Barnets interpersonelle univers - Et psykoanalytisk og udviklingspsykologisk perspektiv" (Reitzel 1991 - ny dansk udgave i 2000)
Et spædbarns dagbog (1991)
Moderskabskonstellationen (1997)
De første seks månender (1998)
En mor bliver til (1999) - i samarbejde med Alison Freeland

