Jøder i Danmark
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
De første jøder, der kom til Danmark, var inviteret af Christian IV. Denne så nemlig, at de portugisiske jøder - de sefardiske jøder - havde en gunstig indvirkning på økonomien i de lande, hvor de boede. Og forbedring af den danske økonomi var noget, Christian IV havde brug for. Han lokkede jøderne til landet med skattefordele og løfter om, at jøderne måtte klæde sig, som de ville. Dette var absolut ikke normalt dengang - jøder blev i andre europæiske byer tvunget til at klæde sig på forskellig vis og oftest også til at bo i ghettoer.
De første jøder bosatte sig i den nu tyske by Glückstadt, da de kom i 1634. Snart kom der også ashkenaziske jøder til, og der dannedes efter et halvt århundrede små jødiske menigheder i Altona (der dengang var dansk ligesom Glückstadt), Fredericia, Fåborg og København. Man har således identificeret mange af de traditioner, som anvendes i Københavns synagoge, som værende fra Altona (fx melodien til Tora-læsningen), og i samme synagoge findes der Torah-ruller, som kommer fra forskellige af disse byer. Den første jødiske menighed i Danmark dateres til 1684.
Selvom der var visse restriktioner om, hvad jøder måtte og ikke måtte, havde jøderne det relativt godt i Danmark sammenlignet med deres trosfæller i andre europæisk byer. Dette viste jødefejden således også.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Jødefejden
I 1813 - efter den danske statsbankerot, der medførte arbejdsløshed for mange danskere - kørte der i en periode en meget grov hetz mod jøderne i de danske medier. Man angreb dem for at være skyld i de økonomiske problemer. Jøderne svarede igen samme sted (altså i medierne). Denne episode kaldes den litterære jødefejde, men overses ofte, da den står i skyggen af den '"korporlige jødefejde'" nogle år senere.
Den 29. marts 1814 satte kong Frederik VI dog endeligt punktum for den litterære jødefejde med den såkaldte kongelige anordning af 1814, der også betegnes som fundamentet for Mosaisk Troessamfund. Ifølge anordningen blev alle love om jøder ugyldiggjorte, og det blev forbudt at anvende ordet "jøde", da dette betragtedes som nedsættende. Der blev givet tilladelse til afholdelse af vielser, gudstjenester m.v.
Folket var imidlertid ikke tilfredsstillet, og en nat i 1819 gik det over gevind. En ophidset folkemængde angreb jødiske hjem og forretninger både i København og i provinsbyer, og jøder måtte flygte over hals og hoved. Men ingen jøder blev dræbt, ulig samtidige jødefejder i bl.a. Frankfurt, der tog sig meget mere blodige ud. Politiet fik dog kontrol over situationen efter forholdsvis kort tid.
[redigér] Fra 1819 til 1933
I 1849 fik jøderne med Grundloven fastcementeret retten til deres egen religion. Sammen med den almindelige udvikling i samfundet (videnskabeligt som kulturelt) udvikledes den jødiske menighed også. Og adskillige jøder gjorde sig bemærkede i det danske samfund, mest kendt er formentlig Meïr Aron Golschmidt, Mendel Levin Nathanson og Georg Brandes (senere også inden for videnskaben: Niels Bohr).
Omkring århundredeskiftet var der adskillige pogromer (jødeforfølgelser) i Østeuropa, den mest voldsomme og derfor kendte i Kiev i 1903. Millioner af jøder flygtede til Vesteuropa og mange videre til USA. Menigheden i København voksede derfor støt, og det var ikke altid til glæde for de "gamle danske jøder", der var særdeles velintegrerede i Danmark, at de nu fik fattige trosfæller i landet, der ikke engang talte dansk. Disse jøder bosatte sig i de fattigste arbejderkvarterer i København. Deres børn avancerede dog hurtigt i de sociale lag i samfundet, og den jødiske integrationshistorie er således en succes - hver generation overgår den forrige.
[redigér] Anden Verdenskrig
- Uddybende artikel: Redningen af de danske jøder
Da Hitler kom til magten i 1933, fulgte endnu en indvandringsbølge af jøder til Danmark, denne gang især fra Tyskland. Jøder var bange for Hitler og hans antisemitiske politik. I denne periode kom der desuden flere chalutzim (hebraisk: pionerer) til Danmark for at studere landbrug med henblik på sidenhen at rejse til det daværende Palæstina, senere Israel for at opdyrke landet.
Den danske regering var ikke glad for indvandringen, og den blev hurtigt stoppet, idet det blev ganske svært for jøder at få opholdstilladelse.
Da nazisterne besatte Danmark i 1940, fangede de de mest fremtrædende jøder i Danmark, herunder overrabbiner Max Friediger og den københavske menigheds formand, C.B. Henriques (sidstnævnte blev dog sat fri igen, eftersom han var højesteretssagfører). De fangne blev sat i Horserødlejren i Nordsjælland.
Efter bruddet med samarbejdspolitikken 29. august 1943 var der stor frygt blandt jøderne i Danmark. Man havde hørt rygter om de forfærdelige koncentrationslejre og gaskamrene ude i Europa, og jøderne i Norge (der var blevet besat samtidig med Danmark) var allerede blevet deporteret. Den tyske gesandt i Danmark, Werner Best, skrev den 8. september 1943 et meget omdiskuteret telegram til udenrigsministeriet i Berlin, hvor han forespurgte om, hvad man skulle gøre med jøderne i Danmark. Det blev som følge heraf planlagt, at jøderne skulle fanges natten mellem 1. og 2. oktober 1943. Denne dato var ganske velvalgt. Det var både fredag aften (altså shabbat) og desuden også Rosh Hashanah, det jødiske nytår. Det var altså en aften, hvor jøder var beskæftigede med religiøse ritualer. Sekretæren på det tyske gesandtskab, Georg Duckwitz, lod imidlertid planen slippe ud. Da jøderne mødte til morgengudstjeneste i synagogen fredag den 1. oktober, kunne rabbiner Marcus Melchior derfor fortælle menigheden, at gudstjenesten var aflyst. Nu skulle man flygte.
I de næste par dage flygtede ca. 6000 jøder til det neutrale Sverige. Dette lod sig gøre med hjælp fra både danske modstandsfolk og med hjælp fra lokale fiskere i Nordsjælland (særligt mange flygtede fra Gilleleje, hvor der i dag står en mindeskulptur efter aktionen). Redningen af jøderne er kendt som Oktober 43.
De ca. 500 jøder, der ikke flygtede, blev fanget og sat på skibe i Københavns Havn. Deres skæbne er imidlertid omgærdet med mystik, som ingen historiker indtil i dag har kunnet give en fornuftig forklaring på. De danske jøder blev - skønt det formentlig har været forfærdelige oplevelser for dem - behandlet meget bedre end jøder i andre lande. For det første siges det, at de nazistiske tropper bankede på døren, når de skulle arrestere jøder - istedet for at sparke døren ind, som de gjorde det i andre lande - og nogle soldater gik (ifølge enkelte kilder) blot videre, hvis ingen åbnede. For det andet blev de danske jøder ikke sendt i gaskamre, men til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet, dengang Tjekkoslovakiet. I denne lejr var der ingen gaskamre og således slet ikke et organiseret massemord. Nazisterne brugte lejren som transitstation, fra hvilken mange jøder blev sendt videre til dødslejrene i fx Polen. De danske jøder blev dog aldrig sendt videre, og af de kun ca. 500 deporterede danske jøder, mistede under 50 livet - og dødsårsagerne var her sygdomme, som fx tyfus, der huserede i lejren (det skal her tilføjes, at der også omkom nogle dusin under flugten til Sverige).
Der har formentlig været ganske få jøder i Danmark efter oktober 1943. De få levede skjult eller under andre navne. Blandt andet er der beretninger om jøder, der levede som "patienter" indlagt på danske hospitaler.
Den 13. april 1945 blev de danske jøder dog hentet af Røde Kors' "hvide busser" i Theresienstadt. De blev nu kørt til Sverige.
[redigér] Efterkrigstiden
Efter krigen genopstod menigheden i København. Da jøderne kom tilbage fra Sverige, fandt de mange steder deres hjem intakte - takket være venlige danske naboer, der havde passet på dem. Synagogen var ligeledes intakt, hvilket undrede mange. Nazisterne havde nemlig brændt utallige synagoger over hele Europa. Præster fra Trinitais Kirke havde ellers - i frygt for nazistiske angreb - været inde i synagogen og hentet de dyrebare Torah-rullerne, for at disse ikke skulle komme noget til under et evt. nazistisk angreb.
Fra Anden Verdenskrig er den jødiske menighed Danmark domineret af tre tendenser.
- Efter Israel oprettelse i 1948 er der udvandret en del jøder fra Danmark til dette land.
- I 1970'erne kom der en del polske jøder til Danmark (på flugt fra nye forfølgelser).
- En del jøder er assimileret - og dermed "forsvundet" - ud i det danske samfund.
Det er især grundet den sidste tendens, at det er svært at angive antallet af jøder i Danmark omkring år 2000. Den jødiske menighed har under 3000 betalende medlemmer (disse er dog alle over 18 år, så der skal adderes nogle hundreder til tallet), men det anslås, at der er 5-7000 jøder i alt i Danmark (efter den halachiske definition: Jøder er personer, der enten er konverteret eller født af en jødisk mor).
[redigér] Kilder
- Det Mosaiske Troessamfund
- Jacques Blum: Dansk og/eller jøde (bog)

