Voldtægt
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Voldtægt er den kriminelle handling, at tvinge nogen til samleje enten ved vold, trusler om vold eller ved at gøre offeret ude af stand til at modsætte sig (fx ved at bedøve offeret). Voldtægt er en særlig form for personfarlig kriminalitet. Udover den anvendte vold eller trussel om vold indebærer voldtægt også en grov og traumatiserende krænkelse af offerets - typisk kvindens - integritet og værdighed. Der er ved voldtægt tale om en dyb og indgribende krænkelse af offerets identitet og frihed. De påførte skader er endvidere ofte betydelige og langvarige og af såvel fysisk som psykisk og social karakter. I Danmark er voldtægt en afart af frihedsberøvelse, og strafferammen er blandt andet derfor høj.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Definition
I straffeloven defineres voldtægt således [1]:
- § 216. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.
- Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.
Tilkomne love har siden udvidet definitionen til også at omfatte tvungen oral- og analsex, samt sex mellem personer af samme køn.
Oral- og analsex straffes dog i henhold til straffelovens § 224 om anden kønslig omgængelse end samleje, men kan i realiteten straffes lige så hårdt som vaginalt samleje.
Endelig er også forsøgshandlinger på ovenstående strafbart. Forsøg på voldtægt (eller forsøg på anden kønslig omgængelse end samleje) er fx tilfældet, hvis gerningspersonen har til hensigt at begå forbrydelsen, men må opgive sit forehavende på grund af udefra kommende faktorer. Et eksempel på tilbagetræden fra forsøg (hvilket ikke er strafbart) er, hvis gerningspersonen ikke begår forbrydelsen, fordi han/hun får ondt af offeret og kommer på bedre tanker. Gerningspersonen vil eventuelt kunne straffes for blufærdighedskrænkelse, trusler mv.
I en strafferetssag om voldtægt fungerer ofret ikke - som man kunne tro - som anklager, men snarere som vidne for en offentlig anklager. Det betyder, at offeret (i politijargon: forurettede) har pligt til at tale sandt og kan straffes, hvis hun ikke fortæller sandheden i retten. Gerningspersonen derimod er ikke vidne, men tiltalt, og det betyder, at han i overenstemmelse med selvinkrimineringsprincippet hverken overfor politiet eller domstolen kan straffes for at lyve.
I forbindelse med strafferetssagen tages der også stilling til, om gerningspersonen skal pålægges at betale offeret en erstatning for tort (hvor det er ydmygelsen der begrunder kravet) og eventuelt offerets øvrige udgifter som følge af forbrydelsen, fx udgifter til psykologbehandling, tabt arbejdsfortjeneste og lignende.
[redigér] Gerningsindholdet
Det er en udbredt misforståelse, at offeret skal have været udsat for vold, for at der er tale om voldtægt. Det væsentlige er imidlertid, om gerningsmandens adfærd (se nedenfor under 'Tilregnelse') har fået offeret til at give efter. Hvis en mand tiltvinger sig samleje ved at tage halsgreb eller true kvinden med fx en kniv, realiserer han naturligvis gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen. Det samme er tilfældet, hvis gerningspersonen - uden i øvrigt at bruge våben - tiltvinger sig samleje, fordi offeret i kraft af gerningspersonens fysiske overlegenhed ikke tør andet end at give efter.
Det er heller ikke en forudsætning for voldtægt, at samlejet er kommet til ende og gerningspersonen har fået udløsning. Så snart det mandlige kønslem er indført helt eller delvis i offerets skede, er der tale om fuldbyrdet voldtægt.
I løbet af 1980'erne udvidedes voldtægtsdefinitionen til også at omfatte forhold, hvor kvinden ikke nødvendigvis havde følt sig truet på livet af gerningsmanden og derfor havde givet efter. I takt med at gerningsindholdet i straffelovens voldtægtsbestemmelse er blevet udvidet, er debatten om retssystemets håndtering af voldtægtsofre ikke som forventet blevet mindre. Mange kritikere mener stadig, at voldtægtsforbryderne alt for ofte klarer frisag i forbindelse med en straffesag. I Norge har man forsøgt at umødegå denne kritik ved siden år 2000 at kriminalisere 'grovt uaktsom voldtekt' (se nedenfor)
[redigér] Tilregnelse (strafferetlig skyld)
Når anklagemyndigheden har ført bevis i en straffesag for, at gerningsindholdet (tiltvingelse af samleje) er realiseret, skal der endvidere føres bevis for forbrydelsens subjektive side (tilregnelse): Var gerningspersonen klar over, at han rent faktisk udøvede voldtægt? Spørgsmålet kan lyde hypotetisk, men det er med hensyn til tilregnelse, at politiets jurister møder de største udfordringer, når en sag om voldtægt føres for retten. I straffeloven er udgangspunktet, at en forbrydelse kræver forsæt hos gerningspersonen. Forbryderen skal med andre ord have til hensigt at begå forbrydelsen.
Der vil ofte opstå bevismæssige vanskeligheder, når der ikke er objektivt konstaterbare tegn på tvang. Hvis der er ført bevis for voldtægt (fx i form af tekniske beviser, herunder dna-spor) vil en gerningsperson kunne forsvare sig med, at han rigtignok havde fuldbyrdet samleje med offeret, men at han ikke opfattede det som voldtægt. Så er der tale om påstand mod påstand, og såfremt begge parter fx har været under indflydelse af alkohol kan det for dommerne være vanskeligt at vurdere, hvilket udsagn, der er mest troværdigt.
De senere år har der i medierne været eksempler på sager om voldtægt, hvor gerningspersonen endte med at blive frifundet på trods af forholdsvis stærke beviser for voldtægt. I den såkaldte julefrokostsag fra Retten på Frederiksberg i 2003, hvor en ung kvinde blev voldtaget af mindst fire mænd i en baggård, valgte den juridiske dommer og en af domsmændene at frifinde de fire mænd for voldtægt. En enkelt domsmand ville dømme for voldtægt. Dommen vækkede opsigt i brede kredse, blandt andet fordi nogle mente, at den sendte et signal om, at det var nemt at slippe godt fra gruppevoldtægt. Anklagemyndigheden ankede sagen, og i Østre Landsret blev de fire gerningsmænd idømt hver 2 års fængsel, hvilket på daværende tidspunkt var et højt strafniveau i voldtægtssager (strafniveauet i sager om vold i henhold til straffelovens § 244 er ofte 30-40 dages fængsel og i sager om kvalificeret vold (§ 245) ofte 3-4 måneders fængsel).
[redigér] Typer af voldtægt
Folketinget pålagde i 2002 Rigsadvokaten (den overordnede anklagemyndighed) at undersøge det daværende strafniveau i voldtægtssager og fastsætte pejlemærker for et fremtidigt strafniveau. Rigsadvokaten inddelte i denne forbindelse voldtægter i tre kategorier:
- Overfaldsvoldtægt (gerningsperson og offer kender ikke hinanden på forhånd)
- Kontaktvoldtægt (gerningsperson og offer kender hinanden, men ikke indgående. De har fx mødt hinanden på nettet, været på date sammen, er kolleger, studiekammerater eller tilsvarende)
- Parvoldtægt (gerningsperson og offer kender hinanden godt og er evt. samlevende)
[redigér] Omfang
Voldtægt er i det store perspektiv en sjældent forekommende forbrydelse. Ifølge den danske kriminolog Flemming Balvig skønnes det, at der her i landet årligt er ca. 2000 kvinder, der oplever sig tvunget til samleje, hvoraf kvinden oplever sig voldtaget i ca. 1000 tilfælde. Heraf registreres ca. 500 af disse forholdt af politiet. I 300 af forholdene sigtes en mulig gerningsmand, og i ca. 90 sager dømmes gerningsmanden [2].
Mange eksperter mener, at der er et stort mørketal af voldtægter, der ikke anmeldes. Der blev anmeldt 453 voldtægter i Danmark i 2003 [3].
Der synes dog også at være et stort antal falske anmeldelser. I 2003 blev 42 voldtægter politianmeldt [3] i Fyns Amt, herunder Odense. Men pr. 1. Juli 2004 melder Odense politi om foreløbig 15 falske anmeldelser for voldtægt i første halvdel af 2004 [4]. I Odense udgør de falske anmeldelser altså mindst en tredjedel af de anmeldte voldtægter (ifølge politiet).
[redigér] Ofre og gerningsmænd
| Overtrædelser af straffelovens særlige del | |
|---|---|
| § 114 | Terrorisme |
| § 119 | Vold mod personer i offentlig tjeneste |
| § 123 | Vidnetrusler |
| § 140 | Blasfemi |
| § 203-4 | Hasardspil |
| § 216 | Voldtægt |
| § 222 | Seksuelt misbrug af børn |
| § 232 | Blufærdighedskrænkelse |
| § 237 | Drab |
| § 244 | Vold |
| § 245 a | Kvindelig omskæring |
| § 266 b | Racismeparagraffen |
| § 267 | Ærekrænkelse |
| § 276 | Tyveri |
| § 278 | Underslæb |
| § 279 | Bedrageri |
| § 280 | Mandatsvig |
| § 282 | Åger |
| § 283 | Skyldnersvig |
| § 291 | Hærværk |
| § 293 | Brugstyveri |
| § 299 b | Ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter |
| Rediger | |
De fleste gerningsmænd er mænd og de fleste ofre er kvinder. Ifølge Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet er 10 % af ofrene for "drug rape" mænd [5], det vil sige den type voldtægt, hvor offeret bedøves med stoffer, mens andelen af mandlige ofre ved andre typer voldtægt udgør under 1%.
[redigér] Teorier om voldtægt
Voldtægt anses normalt ikke for en perversion men en voldeligt motiveret forbrydelse eller magtdemonstration. Der findes mange teorier om voldtægt.
En (ekstrem) feministisk teori går ud på, at voldtægt er mænds måde at fastholde undertrykkelsen af kvinder.
I krigssituationer ses ofte hvordan "almindelige" mænd voldtager fjendens kvinder, hvoraf en del efterfølgende føder børn. Børnene får en del af voldtægtsmandens fysiske kendetegn, men vokser til gengæld op med moderens etnicitet og vil derfor uden tvivl ofte nære et stærkt had til sit biologiske ophav på faderens side.
Voldtægt har formentlig eksisteret i alle samfund.
Én teori fremsat af Robin Baker i bogen "Sædkrigen" (ISBN 8721004935) er den biologiske motivation for at viderebringe sine gener. Her fungerer voldtægt blot som "usamtykkende forplantning" og tjener således et biologisk formål. Som understøttelse for dette nævnes observerede tilfælde af voldtægt blandt (patte-)dyr, hvor normen er at tage én mage og samarbejde om afkoms-plejen. Denne teori er blottet for det etiske aspekt af forplantning igennem voldshandlinger og tager således udelukkende stilling til instinkter og de biologiske konsekvenser af disse instinkter.
En anden teori er at forbryderen (i det civile samfund) blot er mentalt afvigende og voldelig.
[redigér] Uagtsom voldtægt
Som følge af at domfældelsesraten i voldtægtssager er bemærkelsesværdig lav, har det i Danmark fra tid til anden været diskuteret, hvorvidt man burde lempe tilregnelseskravet og kriminalisere uagtsomhed. Ifølge tilhængere af denne løsning vil det tvinge domstolene til i højere grad at fokusere på gerningsmandens adfærd.
I sager, hvor det er påstand mod påstand, vil en sag ofte falde ud til gerningsmandens fordel, såfremt kvinden har været under indflydelse af alkohol eller i øvrigt kan mistænkes for et mindre troværdigt vidneudsagn. På den ene side mener nogle jurister, at der er store retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at kriminalisere uagtsom voldtægt, blandt andet fordi risikoen for, at uskyldige mænd dømmes, er større, når der kun skal føres bevis for uagtsom og ikke forsætlig adfærd.
Tilhængere af uagtsom voldtægt-modellen mener på den anden side, at såvel forsætlige som uagtsomme forbrydelsestyper forudsætter, at bevisbyrden skal løftes ud over enhver grundet tvivl. Herudover mener tilhængerne, at retssikkerhedsbetragtningen tages alvorligt, idet der udelukkende vil kunne dømmes for grov og ikke simpel uagtsomhed - gerningspersonens adfærd skal med andre ord være en klar eller forkastelig afvigelse fra en tænkt standard for pligtmæssig optræden. Endelig vil uagtsom voldtægt kunne sende et signal til potentielle voldtægtsforbrydere om, at man ikke kan undskylde sig med, at man troede at kvinden gerne ville have sex - 'hun plejer jo at græde, når vi har sex'. Med andre ord vil fokus ikke kun være rettet mod offerets adfærd men også på, hvorvidt gerningsmanden gjorde nok for at indse, at offeret havde samleje mod sin vilje.
[redigér] Center for Voldtægtsofre
Personer, der har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg, kan foruden at rette henvendelse til egen læge, socialvagter, krisecentre for voldsramte kvinder mm. rette henvendelse til et af landets 8 centre for voldtægtsofre. På centrene er der specialuddannet personale, fx læger, sygeplejersker og psykologer, som tager sig af voldtægtsofrene og eventuelt pårørende.
Man kan få hjælp uanset, om man har anmeldt voldtægten til politiet eller ej.
Centrene har åbent døgnet rundt, og man kan komme uden forudgående aftale.
Selv om man på tidspunktet for henvendelse på Center for Voldtægtsofre er uafklaret med hensyn til, om man vil foretage politianmeldelse, kan det alligevel være en god ide at lade sig undersøge på centret, hvor dna-materiale kan hjælpe politiet ved en eventuel efterforskning af sagen.
Der er Centre for Voldtægtsofre følgende steder i Danmark:
Region Hovedstaden mv.:
- Centret i København
- Centret i Hillerød
- Centret på Bornholm
Fyn og Jylland:
- Centret i Odense
- Centret i Århus
- Centret i Aalborg
- Centret i Herning
- Centret i Kolding
[redigér] Kilder
- ↑ Retsinfo
- ↑ Hallmann (1997) citeret af Balvig & Kyvsgaard: Voldsofferundersøgelsen 2003
- ↑ 3,0 3,1 Danmarks Statistik
- ↑ Unge kvinder lyver oftere om voldtægt - Politiken (1. juli 2004)
- ↑ Drug rape går også ud over drenge

