Danmarks historie (1848-1945)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|
| Danmarks forhistorie (før 1047) |
| Danmarks middelalder (1047-1536) |
| Danmarks historie (1536-1660) |
| Danmarks historie (1660-1848) |
| Danmarks historie (1848-1945) |
| Danmarks historie (1945-1990) |
| Danmarks historie (1990-2007) |
For fødevareproduktionen betød perioden et farvel til fæstet som det dominerende ejerforhold i landbruget, opløsning af landsbyfællesskabet, andelsbevægelsen og nu senest en begyndende internationalisering af ejendoms- og produktionsforhold. Byerhvervene var ved periodens begyndelse mest ensbetydende med håndværkene, selv om der fandtes enkelte industrilignende forlagsvirksomheder til forsyning af hær og flåde. I løbet af perioden fik retten til fri næring, opsvinget i landbruget og idéerne fra udlandet sat gang i en svag industrialisering, hvor jernbanerne, telegrafen, telefonen, dampskibsruterne og siden elektrificeringen betød afgørende støtte for den mekanisering, som fulgte. I den sidste del af det 20. århundrede har dansk industri måttet opgive at konkurrere på den primære produktion, sådan at fremstilling af tekstiler, banemateriel og støbegods er afviklet eller under afvikling. Skibsværfterne og maskinindustrien er ligeledes ved at forsvinde, og det er almindeligt anerkendt, at Danmark skal leve af serviceydelser, højt forædlede fødevarer og teknologisk innovation.
Levevilkårene for den jævne befolkning har ændret sig fra en betydelig armod via langsomme forbedringer af boligstandarder, sundhedsvæsen og alderdomsforsørgelse til et egentligt velfærdssamfund, hvor den enkelte er tryg gennem hele livet. I de seneste årtier går udviklingen i retning af en indskrænkning i det offentliges forsørgelse af borgere i nød, og tendensen synes at bære mod mere selvfinansiering på alle områder.
Kulturelt har periodens lange linjer bestået i en bevægelse bort fra det fastlåste og traditionsbundne til stadigt større frihed på alle områder. Samtidig har kulturen fået nye medier at udtrykke sig gennem, og især billedmedierne (tv, video, film, fotografi) har bidraget til, at der for alvor kan tales om massekultur, hvor betydelige dele af befolkningen er fælles om de samme kulturpåvirkninger. Dominansen fra den amerikanske kulturindustri bliver tilsyneladende accepteret som en given sag.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Nyeste tid
[redigér] Nationalstat og forfatningskamp
- Uddybende artikel: Danmarks ekspansion efter 1864
Tabet var et hårdt slag for den danske nationalfølelse, og det krævede eftertanke og omstilling at finde frem til en ny selvforståelse. Siden trediveårskrigen havde Danmark tabt store områder til Sverige og Tyskland, og efterhånden var landet blev en rent dansksproget nationalstat. I erkendelsen af landets ringe størrelse, skabtes der en bevidsthed om, at fremtiden måtte ligge i neutralitet og indre udvikling baseret på jord og uddannelse.
Økonomien var stadivæk baseret på eksport af landbrugsprodukter. Op til midten af århundredet var det især korn, man solgte, men efter det tidspunkt gik man i stigende grad over til at producere animalske varer: smør og svinekød. Landbruget organiserede forarbejdningen af råvarerne gennem andelsbevægelsen, og de nye mejerier, slagterier, sparekasser og brugsforeninger bidrog til en hastig overgang fra selvforsyning til pengeøkonomi. Landbrugets udvikling gavnede byerhvervene, og i løbet af 1870'erne indledtes industrialiseringen af Danmark, hvad der satte gang i en vandring af arbejdere fra land til by.
I løbet af den sidste halvdel af det 19. århundrede vandt bønderne også øget indflydelse i Folketinget. Forfatningen krævede ikke direkte, at regeringen skulle have et flertal bag sig (parlamentarisme), og i lang tid støttede kongen en alliance af storborgerskab og godsejere, der nægtede at afgive magten, men ved systemskiftet i 1901 lykkedes det en koalition af bønder, husmænd og akademikere at overtage regeringsmagten. Herefter har alle regeringer siddet, "så længe der ikke er konstateret et flertal imod" dem.
[redigér] Industrialisering og infrastruktur
- Uddybende artikel: Industrialiseringen af Danmark
I begyndelsen af det 20. århundrede tog industrialiseringen rigtigt fart. Indførelse af dampdrevne maskiner gav mulighed for en mekanisering af alle tunge og ensformige arbejder. Forbrændingsmotorer blev efterhånden indført i alle mindre befordringsmidler, og især i biler og flyvemaskiner viste de sig snart at blive enerådende.
Til den tunge trafik udviklede man en infrastruktur, som bestod af dampskibsruter mellem alle landsdele. Det medvirkede til en øget udveksling af varer og personer inden for riget, men også i forhold til udlandet. Anlæggelsen af Esbjerg Havn blev afgørende for den øgede eksport af lurmærket smør og bacon til England.
Den største fordel af dampdriften blev dog fuldførelsen af et fintmasket jernbanenetværk. I modsætning til den besværlige og langsommelige trafik på landevejene var togtransport hurtig og pålidelig, og sammen med dampskibsruterne skabte banerne forudsætningen for, at Danmark blev ét sammenhængende marked for arbejdskraft, varer og tjenesteydelser.
De mange broer og viadukter, banedæmninger og rækkerne af telegraf- og telefonstænger kom til at præge landskabet. På samme tid blev landbrugsområderne præget af pigtrådsindhegnede græsmarker, af store arealer med roer og af den øgede dyrkning af havre og byg til det forøgede kreaturhold. Endelig blev landskabet præget af, at man fik skabt et net af hovedlandeveje, som var befæstet med stenbelægninger, sådan at de var farbare året rundt.
I byerne medførte tilvandringen af arbejdskraft fra landet et hidtil uset byggeri af boligkarréer, hvor kernefamilierne etablerede sig. De hygiejniske forhold lod dog meget tilbage at ønske, hvad der gav sig udtryk i en høj børnedødelighed, udbredt tuberkulose og mange epidemier. Ved hjælp af kloakering, brug af embedslægeinstitutionen, bygning af hospitaler og badeanstalter, uddannelse af jordemødre og oprettelsen af sygekasserne lykkedes det dog efterhånden at forbedre befolkningens sundhedstilstand.
[redigér] 1. Verdenskrig
- Uddybende artikel: Danmark under 1. verdenskrig
I de første årtier af det 20. århundrede dannede det nydannede radikale venstre og venstre regering. I 1915 fik kvinderne stemmeret, og i samme periode blev de vestindiske øer solgt til USA. Der blev lavet reformer af arbejdsmarkedet og af de sociale forhold, som peger frem mod den senere velfærdsstat.
Det lykkedes at holde Danmark neutralt og uden for kamphandlingerne i 1. Verdenskrig, men de dansksindede sønderjyder deltog på tysk side i hele krigen, og de led uforholdsmæssigt store tab (i øvrigt svarende til det polske mindretals tab). Mange tjente formuer på at forsyne de krigsførende lande med fødevarer ("gullaschbaroner"), men hele handelsmønstret blev forrrykket af krigen og de sociale og økonomiske uroligheder, der fulgte af den.
[redigér] Verdenskrisen
- Uddybende artikel: Danmark i 1930'erne
Ved valget i 1924 blev Socialdemokratiet landets største parti under ledelse af Thorvald Stauning. Han indledte et samarbejde med de borgerlige partier, sådan at hans parti blev betragtet som en uomgængelig faktor i politikken. Det var under hans ledelse, at det lykkedes at forhandle sig frem til sociale og økonomiske reformer, der bidrog til at trække landet ud af 1930'ernes økonomiske krise, samtidig med at grundlaget for velfærdsstaten blev skabt.
[redigér] 2. Verdenskrig
- Uddybende artikel: Besættelsen
På trods af landets erklæring om neutralitet ved indledningen af 2. Verdenskrig og stik mod den ikke-angrebspagt, man havde indgået med det nazistiske Tyskland, blev Danmark besat af tyske tropper den 9. april 1940. Besættelsen var usædvanlig på den måde, at Folketinget fik tilladelse til at fortsætte lovgivningsarbejdet, og samlingsregeringen blev også siddende. I det hele taget overlod besættelsesmyndighederne mest muligt af den daglige administration til danske myndigheder. Hær, flåde og politi var under våben og i funktion, men efterhånden blev det mere og mere besværligt at opretholde en tålelig hverdag, og den 23. august 1943 trådte regeringen tilbage. Den 19. september arresterede tyske tropper politiet og al magt var derefter på tyske hænder.
Det civile styre blev dog opretholdt af det såkaldte departementschefstyre helt frem til befrielsen den 5. maj 1945. De to sidste krigsår voksede en modstandsbevægelse frem, som generede tysk krigsførelse tilstrækkeligt til, at Danmark ved krigens afslutning blev betragtet som allieret. Det blev også til fordel for Danmark, at det lykkedes at redde hovedparten af de danske jøder til Sverige, sådan at de undgik at blive deporteret til KZ-lejre i Tyskland.

