Angela Merkel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Angela Merkel | |
| Tysk kansler | |
| I sædet: | 22. november 2005 |
| Efterfulgte: | Gerhard Schröder |
| Privat | |
| Født: | 17. juli 1954 |
| Parti: | CDU |
| Ægtefælle: | Joachim Sauer |
| Uddannelse: | Fysiker |
| Religion: | Evangelsk-luthersk |
Angela Dorothea Merkel, født Angela Dorothea Kasner 17. juli 1954 i Hamborg, er en tysk politiker fra det konservative CDU, der siden den 22. november 2005 har været Tysklands forbundskansler.
Angela Merkel voksede op i DDR, hvor hun hovedsageligt forfulgte en forskerkarriere indenfor naturvidenskab, her opnåede hun at få en doktorgrad i kvantekemi. I slutningen af firserne begyndte hun at involvere sig i politik, og efter murens fald blev hun hurtigt en af kansler Helmut Kohls foretrukne politikere. Som Helmut Kohls protegé blev hun hurtigt minister for kvinder og unge og senere for miljø og atomsikkerhed. Hun var den første ledende CDU-politiker, der brød med Kohl efter en skandale, hvor Kohl havde dækket over ulovlige partibidrag. Den 9. april 2000 lykkedes det hende at udmanøvrere alle de store kronprinser, der havde ønsket at efterfølge Helmut Kohl som det overvejende katolske, mandligt dominerede partis leder. Dette på trods af hendes køn, hendes protestantiske baggrund, hendes fortid i østtyskland og hendes barnløshed. Hun var CDU/CSU's kandidat til forbundskanslerposten ved valget den 18. september 2005 og tiltrådte som Tysklands kansler den 22. november efter lange og svære forhandlinger med SPD.
Angela Merkel er Tysklands første kvindelige kansler, den første kansler fra det tidligere Østtyskland samt den yngste kansler i forbundsrepublikkens historie. Internationalt har Merkel høstet bred anerkendelse for sine forhandlingsevner, senest som EU-formand i juni 2007, hvor det mod mange odds lykkedes hende at skabe enighed om en ny EU-traktat.
Indholdsfortegnelse
|
[redigér] Merkels liv før politik
[redigér] Tidlige liv
Merkel blev født i Hamburg som datter af Horst Kasner, en luthersk præst oprindeligt fra Berlin, og Herlind Jentzsch, en lærerinde i engelsk og latin oprindeligt fra Danzig. Hun har også rødder i Elbing i Øst-Preussen, og en af bedsteforældrene var af polsk afstamning.
Få uger efter hendes fødsel flyttede familien til DDR, hvor faren fik en stilling som sognepræst i Quitzow ved Perleberg i Brandenburg. På denne tid var det stadigvæk muligt at flytte mellem Vesttyskland og DDR. Familien boede i præsteboligen i Quitzow.
Tre år senere flyttede familien til byen Templin, hvor faderen sammen med Andreas Rosenbaum byggede et pastoralkollegium, et kirkeligt videreuddannelsesseminar. Pastoralkollegiet holdt til i den såkaldte Skovgården udenfor bycenteret i Templin. Horst Kasner arbejdede ikke længere som sognepræst, men som leder for pastoralkollegiet, en viktig position i den protestantiske kirke i Berlin-Brandenburg. Moderen fik Berufsverbot i DDR-skolevæsenet, og brugte derfor tiden på at undervise sine egne børn.
I 1961 begyndte Angela Kasner på den polytekniske overskole i Templin. Hun blev medlem af Junge Pioniere, børneorganisationen i den kommunistiske masseungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend (FDJ). På skolen gjorde hun det specielt godt i matematik og russisk. Hun deltog ikke i den kommunistiske Jugendweihe for sin årgang, men blev til gengæld den 3. maj 1970 konfirmeret i St. Maria-Magdalenen-Kirche i Templin. I 1973 tog hun sin Abitur (studentereksamen) og fik gode karakterer som gav hende mulighed for at studere ved universitetet.
Allerede i skoletiden bestemte hun sig for at studere fysik ved universitetet i Leipzig. I lighed med de fleste andre studenter fortsatte hun at være aktiv i FDJ. Under studiet mødte hun sin første mand, Ulrich Merkel. De blev kirkelig viet den 3. september 1977 i Templin, og hun tog dengang mandens navn. Angela Merkel blev anset for en flittig student.
[redigér] Videnskabelig karriere
Hun blev færdig med hovedfag i fysik i 1978. Efter studiet flyttede hun med sin mand til Øst-Berlin, hvor hun fik en stilling ved Zentralinstitut für Physikalische Chemie (ZIPC), en del af Akademie der Wissenschaften. Hun blev skilt fra sin mand i 1982 efter et års separation, men beholdt mandens navn. Ved ZIPC arbejdede Merkel med teoretisk kemi, og tog en doktorgrad i fysik i 1986. Efter doktorgraden blev hun tilknyttet projekter indenfor analytisk kemi. Igennem årene ved ZIPC var Merkel fortsat aktivt FDJ-medlem og blandt andet «sekretær for agitation og propaganda». Hun har selv beskrevet dette arbejde som «kulturarbejde». Hun var ikke politisk aktiv udover dette. På instituttet mødte hun kemikeren Joachim Sauer, med hvem hun giftede sig med i 1998.
[redigér] Merkels politiske karriere i det sammenbrudte DDR
[redigér] Demokratischer Aufbruch (1989)
Først fra slutningen af december 1989, cirka en måned efter murens fald, blev Merkel aktiv i partiet Demokratischer Aufbruch (DA). Enkelte af hendes tidligere venner har udtrykt forundring over at hun senere blev CDU-politiker, og havde heller ventet sig at hun stod nærmere partiet De grønne. Merkels mor blev efter genforeningen aktiv i SPD, Merkels far stod langt fra CDU. Men i december 1989 var DAs placering i det politiske landskab langt fra afgjort. Angela Merkel skrev flyveblade og blev efterfølgende partiets pressetalsmand. I forbindelse med DDR´s første frie valg til folkekammeret i 1990 blev også vesttyske politikere og partier engageret i det politiske arbejde i DDR, og vest-CDU´s generalsekretær Volker Rühe iværksatte valgforbundet Allianz für Deutschland i DDR. I dette valgforbund fik DA en nøgleposition. Helmut Kohl ville ikke udelukkende støtte sig til CDU i DDR, som var belastet fordi partiet havde været et «blokparti» under SED-styret (dvs. et parti, der de facto legitimerede SED´s magt), eller til Deutsche Soziale Union, som stod bayerske CSU nærmere. I februar 1990 tog Merkel permission fra stillingen ved Akademie der Wissenschaften for at arbejde på heltid med valgkampen for DA. Få dage før valget blev det kendt, at partiets leder Wolfgang Schnur havde en fortid som Stasiinformant. Det var Merkels opgave at lede pressekonferencen, hvor DA-ledelsen udtalte sig i sagen.
[redigér] Allianz für Deutschland (1990)
Det første frie Folkekammervalg den 18. marts 1990 endte for partiet DA med et resultat på skuffende 0,9 %. Takket være alliancepartneren CDUs overraskende resultat på 41 % blev alliancen valgets vinder, og DA alligevel en vigtig fakto. Under CDUs toppkandidat Lothar de Maizière blev der dannet en koalition bestående af alliancen, socialdemokratene og de liberale. 12. april valgte Folkekammeret Lothar de Maizière til statsminister. I Maizières regering fik DA én ministerpost. Angela Merkel blev stedfortrædende regeringstalskvinde i den første og sidste demokratisk valgte regering i DDR.
I ugerne efter valget stod spørgsmålet om tysk genforening centralt. Angela Merkel deltog under mange forberedende samtaler, som ledte til valutaunionen med Vesttyskland den 18. maj 1990. DDRs vigtigste forhandlingsleder var Maizières statssekretær Günther Krause, som blev en vigtig mentor for Merkel. 31. august 1990 blev genforeningstraktaten underskrevet i Bonn af Krause og Vesttysklands indenrigsminister Wolfgang Schäuble. Angela Merkel ledsagede Maizière under flere udenlandsrejser.
[redigér] Merkels politiske karriere i det genforenede Tyskland
[redigér] Indmelding i CDU
Det dårlige valgresultat førte til at partiet DA nærmede sig alliancepartneren CDU. Den 4. august 1990 stemte flertallet på en ekstraordinær generalforsamling i partiet for at fusionere med det vesttyske CDU, efter først at ha fusioneret med CDU i DDR. I denne sammenhæng fik Merkel en af de tre delegatposter til CDUs partidag i Hamburg. I en tale der præsenterede hun sig som tidligere pressetalsmand for Demokratischer Aufbruch og medarbejder af Lothar de Maizière. Om eftermiddagen fik hun en personlig samtale med Helmut Kohl, CDUs leder og Vesttysklands kansler.
Med genforeningen den 3. oktober 1990 sluttede Merkels arbejde som regeringstalsmand i DDR. Hun blev i stedet udnævntt til ministerialråd i Presse- und Informationsamt der Bundesregierung. At vende tilbage til instituttet hvor hun havde arbeidet i 12 år var ikke noget alternativ, da det allerede var bestemt at afvikle det. Med hjælp fra Günther Krause stillede Merkel til valg for et mandat i den tyske Forbundsdag.
[redigér] Minister i Helmut Kohls regering
Merkel blev valgt ind i Forbundsdagen, og vandt sin valgkreds Stralsund-Rügen-Grimmen i Mecklenburg-Vorpommern med 48,5 procent af stemmerne.
Af valgets sejrherre Helmut Kohl, som i november 1990 inviterede hende til en samtale i Bundeskanzleramt i Bonn, blev hun overraskende udnævnt til minister for kvinder og ungdom i den føderale regering. Det gamle ministerium for ungdom, familie, kvinder og helse blev delt i tre. Gerda Hasselfeldt blev helseminister og Hannelore Rönsch minister for familier og ældre. Eftersom Merkel på dette tidspunkt var en af de få politikere fra det tidligere DDR uden en belastende fortid, blev hun valgt af Kohl til at lede det lille restministerium for kvinner og ungdom, hvor altså ansvarsområdet var blevet stærkt beskåret. Hun blev taget i ed som minister den 18. januar 1991. Som statssekretærer valgte hun Peter Hintze og Willi Hausmann. [[Bilde:Klaus Toepfer 5.jpg|thumb|right|Klaus Töpfer]] På grund af sin opvækst i DDR havde Merkel ikke taget samme vej i partiet som mange af de vesttyske CDU-topper havde gjort det, hvor af mange kendte hinanden fra ungdomsorganisationen Junge Union. Hendes politiske karrière var baseret udelukkende på kanslerens gunst, og hun gik derfor under betegnelsen «Kohls pige». For at skaffe sig en base i partiet forsøgte hun i november 1991 at blive valgt som leder for CDU i Brandenburg, men tabte valget mod Ulf Fink. Men i december samme år blev hun valgt til næstformand i CDU på partidagen i Dresden, den stilling Lothar de Maizière havde haft, før han trak sig på grund af Stasibeskyldninger. I juni 1993 blev hun valgt til Krauses efterfølger som leder for CDU i Mecklenburg-Vorpommern.
Efter det føderale valg den 16. oktober 1994 blev Merkel udnævnt til minister for miljø, naturbeskyttelse og reaktorsikkerhed, en langt vigtigere ministerpost end hendes forrige. Hendes forgænger var Klaus Töpfer, som også udenfor CDU var anerkendt for sin indsats for miljøet. Hans politik stødte imidlertid på øget modstand fra CDU´s og koalitionspartneren FDP´s erhversvenlige fløj, og forflytningen af Töpfer til minister for bygningsvæsen kan derfor ses som en degradering. Tre måneder efter sin tiltrædelse avskjedigede Merkel Töpfers mangeårige statssekretær Clemens Strotmann og erstattede ham med Erhard Jauck.
[redigér] Slutningen på æraen Kohl og "Spendenaffäre" (finansierinssagen)
Ved valget i 1998 fik CDU/CSU sit dårligste valg siden 1949, og æraen Kohl sluttede. Wolfgang Schäuble, Kohls «evige kronprins», havde fra 1996 flere gange forsøgt at få gang i en diskussion om «kandidatspørgsmålet», hvem skulle være kanslerkandidat ved næste valg. Men Kohl, «den evige kansler», havde ikke været villig til at give magten fra sig endnu. Allerede før valget havde Schäuble ytret kritik mod Kohls nye kandidatur. Efter valgnederlaget blev Schäuble så valgt til ny partiformand. Efter Schäubles forslag blev Merkel generalsekretær, en af de vigtigste poster i partiet i dets nye rolle som oppositionsparti uden ministerposter. Helmut Kohl blev valgt til æresformand, med sæde i præsidiet og styret. I månederne efter fik CDU nogle gode delstatsvalg og et godt valg ved Europavalget i juni 1999. At vælgerne straffer de regerende partier ved mindre vigtige valg har ofte været typisk for tysk politik. Disse valgresultater styrkede også Merkels position i partiet.
I november 1999 brød det som blev kendt som "Spendenaffäre" (finansieringssagen) ud i CDU. Det blev afsløret, at CDU havde modtaget milliongaver til at finansiere sine valgkampagner. Kohl nægtede at fortælle hvem som havde givet gaverne under henvisning til sit «æresord». Merkel kritiserede som en af de eneste CDU-toppolitikere nu Kohl offentligt i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung. Den 18. januar 2000 fratrådte en forbitret Kohl hvervet som æresformand i CDU. Wolfgang Schäuble havde forsøgt at gyde olie på vandene, men det blev hurtigt klart, at han selv var indblandet i sagen, og havde modtaget penge fra den kontroversielle våbenlobbyist Karlheinz Schreiber, noget han ellers havde benægtet i Forbundsdagen. Efter at CDUs kasserer Brigitte Baumeister gav modstridende udtalelser om detaljerne ved pengegaverne var det klart, at Schäuble måtte gå af som CDU-formand.
[redigér] CDU-leder, men ikke kanslerkandidat
16. februar 2000 bekendtgjorde Schäuble sin afgang som partiformand og fraktionsleder for CDU/CSU. I ugerne efter havde partiet ingen leder, og Angela Merkel befandt sig som generalsekretær i en nøgleposition. Der fandt ni såkaldte regionalkonferencer sted, hvor affæren blev diskuteret internt i partiet. Der dannedes snart en større opbakning til fordel for Merkel som Schäubles efterfølger. Merkels baggrund fra DDR og sene politiske karrière blev nu en fordel, hvor det ellers altid havde været en ulempe. Hun blev regnet for at være ubelastet i de skandaler der havde rystet partiet. Den nedersaksiske CDU-leder Christian Wulff udtalte sig tidligt til støtte for Merkel. Derimod var Volker Rühe og Friedrich Merz, samt CSU-lederen Edmund Stoiber, kritiske over for Merkels kandidatur.
10. april 2000 blev Angela Merkel valgt til ny leder i CDU på partidagen i Essen med 897 af 935 stemmer. Efter Merkels forslag blev Ruprecht Polenz ny generalsekretær. Merz blev fraksjonsleder.
Efter at den rødgrønne regering havde klaret at få delstater hvor CDU deltog i regering til at stemme for SPDs forslag i Forbundsrådet skiftede Merkel den moderate Polenz ud med Laurenz Mayer, som optrådte mere aggressivt over for regeringen.
I 2001 begyndte positioneringen mellem CDU og søsterpartiet CSU for det kommende valg i 2002. Merz lanserede sig selv som kandidat til at blive CDU/CSU´s kanslerkandidat, og diskussionen om det såkaldte «K-spørsmålet» blev dermed indledt. Merkels villighed til at stille op som partiets kanslerkandidat var velkendt, men hun havde ikke meget rygdækning i partiet. Flere af CDUs delstatsledere foretrak den bayerske statsminister fra CSU, Edmund Stoiber. I december 2001 blev det på partilandsmødet i Dresden bestemt, at beslutningen skulle tages af CDUs præsidium og styre 11. januar 2002 i Magdeburg. Merkel valgte imidlertid at undgå konfrontrasion, og under en frokost hjemme hos Stoiber i Wolfratshausen i Bayern gav hun ham sin støtte som kansler. Tilbagetoget var også nødvendigt for at sikre hendes egen position; et afstemningsnederlag overfor Stoiber kunne blive tolket som et mistillidsvotum mod hendes person.
[redigér] Oppositionsleder (2002-2005)
Merkel bakkede loyalt op omkring Stoibers kanslerkandidatur ved valget 22. september 2002. De konservative havde i starten ligget godt til i meningsmålingerne, men valget endte alligevel med en smal sejr for den siddende rødgrønne regering under Gerhard Schröder. De rødgrønnes, især Gerhard Schröders, effektive håndtering af Elb-oversvømmelsen og regeringens klare nej til en krig mod Irak, såvel som mindre heldige udtalelser fra Stoiber, bl. a. udtalte han sig negativt om østtyskere, bidrog til deres valgsejr.
Umiddelbart efter valget gjorde Merkel krav på fraktionslederhvervet i Forbundsdagen, et hverv som Friedrich Merz havde besiddet indtil da. Hun ville fremstå som oppositionsleder overfor regeringen i parlamentet. Merz ønskede imidlertid ikke at opgive sit fraktionslederhverv, og kritiserede Merkel. På det afgørende bestyrelsemøde i CDU skal Stoibers stemme til fordel for Merkel have gjort udslaget. Forholdet mellem Merz og Merkel havde allerede tidligere båret præg af konfliktfyldt konkurrence. I november 2002 blev Angela Merkel genvalgt som CDU-leder med 746 af 796 stemmer.
[redigér] 2003
I 2003 opnåede CDU under Merkels ledelse gode delstatsvalg i Hessen og Niedersachsen, og CDUs deraf styrkede stilling i Forbundsrådet gav Merkel mulighed for i større grad at påvirke den rødgrønne regerings politik. CDU medvirkede i denne periode til i samarbejde med SPD at udarbejde flere større reformprojekter.
[redigér] 2004
I starten af 2004 trådte den stadigt mere pressede forbundskansler Gerhard Schröder tilbage fra posten som SPD´s formand, til fordel for Franz Müntefering. Samtidig opnåede CDU ved valget til parlamentet i bystaten Hamburg et godt resultat. Efter en rejse til Tyrkiet udviklede Angela Merkel idéen om et «privilegeret partnerskab» fremfor et fuldt medlemskap til Tyrkiet, som var regeringen Schröders erklærede politik.
I en tale den 20. november 2004 udtalte Angela Merkel med ordene "Det multikulturelle samfund har spillet fallit" sig kritisk til de rød-grønnes multikulturelle vision. Hun positionerede sig dermed stærkt i forhold til de store integrationsproblemer, som præger Tyskland, ved at fokusere på især muslimers manglende evne og vilje til at integrere sig.
Afslutningen på præsident Johannes Raus embedsperiode indebar, at Tysklands højeste embede skulle besættes på ny. Wolfgang Schäuble foreslog tidligt sig selv, og kunne håbe på støtte fra dele af CDU og CSU. Merkels modspillere i partiet som Roland Koch og Friedrich Merz var positive over for Schäubles kandidatur, og det samme var Edmund Stoiber. Horst Köhler, som var forholdsvis ukendt og ikke havde nogen egen politisk base, blev regnet som Merkels kandidat, og da han blev valgt den 23. maj 2004, blev det tolket som en videre udvidelse af hendes magtposition.
Landdagsvalgene og Europavalget i 2004 blev for CDU dog på trods af Merkels succes i partiet alt i alt skuffende, nogle mente det skyldtes samarbejdet med den rødgrønne regering om reformer. De regerende partier opnåede imidlertid endnu dårligere valg. 12. oktober annoncerede Merz i et brev til «kære Angela» at han trak sig fra ledelsen i partiet og fraktionen. 22. december 2004 gik Merkels generalsekretær Laurenz Meyer af, og blev efterfulgt af Volker Kauder.
[redigér] Forbundsdagsvalget 2005 - Angela Merkel bliver kansler
Delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen den 22. maj 2005 betød et enormt nederlag for SPD i delstaten, og dermed en yderligere skærpelse af en negativ trend for partiet, som havde stået på helt siden 2003. Den konservative opposition havde et klart flertal i Forbundsrådet, og kunne dermed effektivt blokere regeringens politik, på grund af Tysklands to-kammer-system. Denne situation førte til, at forbundskansler Gerhard Schröder bestemte sig for at fremskynde det forbundsdagsvalg, som egentlig skulle finde sted i 2006.
Den 30. maj 2005 bestemte præsidierne i CDU og CSU ved et fælles møde at Angela Merkel skulle være kanslerkandidat. På dette tidspunkt var Merkels modstandere i partiet marginaliseret. Merkel udnævnte et skyggekabinet kaldet «kompetenceteam». Den planlagte finansminister Paul Kirchhofs radikale tale om en ekstrem liberalisering af den tyske økonomi endte dog med at skræmme mange vælgere væk, og blev dermed en af hovedårsagerne til CDU´s forholdsvis skuffende resultat ved valget. I visse meningsmålinger havde partiet før Kirchhof ligget med over 50 procent af stemmerne.
Ved valget i september 2005 fik CDU/CSU 35,2 %, mens SPD fik 34,2 %. Merkel vandt sin egen valgkreds i Mecklenburg-Vorpommern med 41,3 %. Begge partier gik klart tilbage, men SPD mest, så CDU/CSU dermed var det største parti i forbundsdagen. CDU/CSU fik et væsentligt dårligere valg end de havde regnet med, og opnåede ikke det som havde været deres mål, et flertal sammen med FDP. Men den siddende regering bestående af SPD og De grønne mistede også sit parlamentariske grundlag. Det postkommunistiske parti PDS havde fået et kanonvalg, men da ingen ville arbejde sammen med dem, var der politisk dødvande imellem de to grupper i forbundsdagen, der ikke kunne mønstre et flertal.
[redigér] Koalitionsforhandlingerne
I ugerne efter valget blev flere konstellationer diskuteret. De grønne afviste hurtigt ideen om en såkaldt Jamaica-koalition, bestående af CDU/CSU, FDP og De grønne. Gerhard Schröder havde erklæret sig villig til at samarbejde med alle andre partier end det venstreekstreme protestparti, Die Linkspartei, som havde opnået et svært godt valg og som ville have kunnet sikre ham fortsat flertal, hvis partiets erklærede mål ikke havde været at vælte den rødgrønne regering. Da liberale FDP også afviste at støtte en fortsat rød-grøn regering, blev det klart, at eneste mulige måde at få en regering i landet var et samarbejde mellem ærkerivalerne CDU/CSU og SPD. For at positionere sig bedst muligt gjorde Schröder op til forhandlingen krav på kanslerembedet, og henviste bl. a. til, at SPD var det største parti (fordi CDU og CSU i praksis er to partier, om end med et meget nært samarbejde, bl.a. fælles fraktion i Forbundsdagen). De konservative på sin side pegede på, at CDU/CSU var største fraktion. Først efter flere ugers politisk tovtrækning valgte Schröder at give afkald på kanslerembedet, og dermed banede han vejen for Merkel. I mellemtiden var Merkel demonstrativt blevet genvalgt som fraktionsleder for CDU/CSU med overvældende 219 af 222 stemmer, og havde dermed fået tydelig rygdækning i eget parti til at kræve retten til kanslerembedet.
10. oktober offentliggjorde SPD, CDU og CSU at man var nået til enighed om, at Merkel skulle vælges til kansler i en regering bestående af SPD og CDU/CSU. 12. november præsenterede partierne en koalitionsaftale som lagde grundlaget for regeringens politik. Som tak for kanslerposten fik SPD nogle af de største og vigtigste ministerposter. Gerhard Schröder trak sig som en del af aftalen ud af tysk politik.
Angela Merkel blev dermed den 22. november 2005 valgt til Tysklands første kvindelige kansler med 397 af 611 stemmer i Forbundsdagen. 202 stemte imod, 12 afstod fra at stemme. Merkel fik 51 stemmer mindre end koalitionspartiene havde til sammen, hvilket kunne tyde på nogen utilfredshed blandt koalitionspartiernes medlemmer.
I forbindelse med koalitionsforhandlingerne erklærede Edmund Stoiber overraskende, at han ville give afkald på posten som finansminister, en post han ellers var blevet tiltænkt. Den officielle grund var, at Franz Müntefering gik af som SPD-leder efter at have tabt en intern magtkamp.
I den vigtige stilling som leder for Bundeskanzleramt valgte Merkel Thomas de Maizière, fætter til Lothar de Maizière.
[redigér] Merkels kabinet fra 2005
- Angela Merkel (CDU) - forbundskansler
- Thomas de Maizière (CDU) - chef for kanslerkontoret og minister for særlige opgaver
- Franz Müntefering (SPD) - vicekansler og arbejdsminister
- Frank Walter Steinmeier (SPD) - udenrigsminister
- Franz Josef Jung (CDU) - forsvarsminister
- Wolfgang Schäuble (CDU) - indenrigsminister
- Peer Steinbrück (SPD) - finansminister
- Brigitte Zypries (SPD) - justisminister
- Michael Glos (CSU) - nærings- og teknologiminister
- Horst Seehofer (CSU) - minister for forbrugerbeskyttelse og landbrug
- Wolfgang Tiefensee (SPD) - transportminister
- Ursula von der Leyen (CDU) - minister for familie, ældre, kvinder og børn
- Ulla Schmidt (SPD) - helse- og socialminister
- Annette Schavan (CDU) - uddannelses- og forskningsminister
- Heidemarie Wieczorek-Zeul (SPD) - bistandsminister
- Sigmar Gabriel (SPD) - miljø- og atomsikkerhedsminister
| Forrige: Gerhard Schröder |
Kansler i Tyskland 22. november 2005 - |
Følgende: ' |
| Denne politikerbiografi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
[redigér] Eksterne henvisninger
- Angela-Merkels officielle hjemmeside (på tysk)

