Hal Koch
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hal Koch (6. maj 1904- 10. august 1963) var en dansk teolog og kirkehistoriker, der var gift med politikeren Bodil Koch og far til politikerne Ejler Koch og Dorte Bennedsen.
Koch blev cand.theol. i 1926, dr.theol. 1932 og i 1937 professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet. Han var formand for repræsentantskabet i Dansk Ungdoms Samvirke i 1940-1946, hvor han samarbejdede med De ældres Raad og fremmede i denne forbindelse det folkelige sammenhold mod besættelsen. Efter befrielsen i 1945 var han kritisk over for dele af retsopgøret. Han var den første forstander for Krogerup Højskole 1946-1956, og i 1957 blev han leder af det nystiftede Institut for Dansk Kirkehistorie.
Han udgav taler, artikler og bøger om teologiske, historiske, folkelige og etiske emner.
Den mest kendte af Kochs bøger er formentlig debatoplægget "Hvad er demokrati?", der i sin essay-form stiller spørgsmålstegn ved blandt andet retssamfundet og den i demokratiet så centraliserede afstemning. I et demokrati er det ifølge Koch et nederlag, når man er nødt til at stemme om tingene. Dermed har man faktisk bevist, at demokratiet ikke virker, mener Koch. Det er samtalen, der skal være i centrum. Dermed tager Koch den dialektiske arv op fra Sokrates: Vi kender ikke sandheden, men vi må snakke os frem til den i fællesskab. Koch konstaterer i bogen, at total pacifisme ikke lader sig gøre i et demokrati, eftersom der altid vil findes nogen, der ikke vil følge reglerne og forstå værdien af en samtale - over for disse kan man kun værne sig med politi og militær. At disse enheder så ikke udøver regulær vold skyldes kun, at de har retten på deres side, mener Koch.

