Heksehammeren
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Malleus Maleficarum, eller Heksehammeren, var den mest kendte «instruktionsbog» for hekserisager. Bogen giver retningslinjer for hvordan myndighederne skulle opspore, afsløre, efterforske og retsforfølge trolddom og heksekriminalitet, noget som blev retsforfulgt som en særdeles alvorlig forbrydelse i 1400 – 1600-tallet. Bogen blev trykt i flere oplag.
Indhold. Heksehammeren består af tre dele.
Den første del skal bevise at hekse findes, den anden del beskriver hvordan hekseri fordrives og den tredje del hvordan hekse opspores, hvordan rettergang og forhør skal drives, samt hvordan heksene uskadeliggøres. Indholdet er i sig selv ikke nyt eller unikt, det består mest af sammenfatninger og gentagelser af udbredte forestillinger, og til en vis grad allerede publiceret materiale
- Den første del behandler hekseriets form. I den beskriver hvordan kvinder gennem sin svage natur og sit lavere intellekt er mere modtagelig for Satans påvirkning. Selve titlen på bogen er skrevet i hunkønsform, maleficarum.
- Skriftet erklærer videre at nogen af tingene som blev tilstået af de hekserianklagede, bare var illusioner skabt af Satan for at forlede dem. Men andre ting, for eksempel at forudsige storme, var derimod virkelige, fremholdt Heksehammeren.
Heksenes usselige vaner er givet stor plads i bogen, og spørgsmålet om hvorvidt dæmoner kan give ophav til afkom med en heks drøftes indgående. Den litterære stil er seriøs og fuldstændig humør løs – for eksempel citeres det et sted en folkelig satirisk anti-kirkelig historie/vits som om den var en virkelig hændelse.
Den sidste del af bogen behandler praktiske detaljer i hekseriprocessen; hvordan hekse kan opspores, forhøres og uskadeliggøres. Bogen kommer med anbefalinger om hvor meget tiltro man kan have til vidneudsagn og behovet for at undgå ondsindede anklager. Den slår også fast at rygtespredning er tilstrækkelig grund til anklage og at et alt for energisk forsvar beviser til og med forsvareren kan være skyldig i hekseri. Der gives regler for hvordan den vestlige magt skal undgå at blive forhekset, og forfatteren forsikrer at anklagerne som Guds repræsentanter er beskyttet mod heksenes kræfter. I detaljer beskrives hvordan tilståelse skal fremtvinges, inkluderet hvordan brug af tortur under forhørene kan udføres. Rødglødende jern anbefales i tillæg til at barbere alt hår af den anklagedes krop så man kan finde Satans tegn.
Heksehammeren blev desuden brugt som reference i retssager, en stor inspiration til fordømmende taler og skrækindgydende historier i folkemunde.
Bogen er kvindefjendtlig. Forfatteren påstod at kvinden lod sig lettere forføre af djævelen end mænd, og bogen er vældig fokuseret på seksualitet. I første række var nok bogens hensigt at bevise djævelens eksistens, og til dette trængtes hekse. De var ment at have førstehåndskendskab til djævelen, og dennes kundskaben var det vigtig at få frem for at finde videnskabelige beviser på hans eksistens.

