Danmarks historie (1536-1660)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|
| Danmarks forhistorie (før 1047) |
| Danmarks middelalder (1047-1536) |
| Danmarks historie (1536-1660) |
| Danmarks historie (1660-1848) |
| Danmarks historie (1848-1945) |
| Danmarks historie (1945-1990) |
| Danmarks historie (1990-2007) |
Perioden 1536–1660 i Danmarks historie var en urolig tid. Perioden indledtes med en borgerkrig omkring valget af tronfølgeren efter Frederik 1. Da krigen sluttede indførtes Reformationen af den nye konge Christian 3. Resten af hans regeringsperiode var forholdsvis stille, men under hans efterfølgere blev Danmark indblandet i flere krige, specielt med nabolandet Sverige. Langsomt, men sikkert erobrede Sverige flere og flere danske områder hvilket kulminerede i 1657–60 da Danmark blev invaderet af svenske tropper og måtte opgive Skånelandene og flere norske landsdele. Tilgengæld gav denne sidste krig Frederik 3. muligheden for at indføre enevælden.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Borgerkrig og reformation
Allerede i 1525 begyndte johannitermunken Hans Tausen at prædike luthersk i Viborg. I årene herefter bredte den lutherske bevægelse sig i landet og skønt Frederik 1. i sin håndfæstning havde lovet at bekæmpe lutheriet udstedte han alligevel i 1526 et værnebrev til Viborgs borgere, der forpligtede dem i at beskytte Hans Tausen. Den lutherske bevægelse havde taget sit udspring i Tyskland, og var opkaldt efter Martin Luther, der var den væsentligste drivkraft. Bevægelsen fik hurtigt stor indflydelse i Danmark, selv om humanister som Poul Helgesen længe forsøgte at opretholde en reformbevægelse inden for romerkirkens rammer, i stedet for at afskaffe den helt, som lutheranerne ville. I de første år af 1530'erne opmuntrede kongens passivitet befolkningen til at angribe klostre og kirker. Christian 2. der siden 1523 havde levet i landflygtighed prøvede at bruge den uro dette gav til at udsende propagandaskrifter der agiterede for ham og den nye lutherske lære. Da Frederik 1. døde i 1533, kunne man på herredagen ikke blive enige om en ny konge. Et katolsk flertal foretrak Frederiks 12-årige søn Hans, mens et mindretal gik ind for dennes halvbror Christian, der som hertug i hertugdømmerne i 1520'erne havde indført lutherdommen. Kongevalget blev pga. uenighed udsat et år og i mellemtiden skulle rigsrådet regere og bisperne bestemme hvad der måtte prædikes i deres stift. Desuden blev Hans Tausen på herredagen anklaget for kætteri og blev bortvist fra Sjælland, men blev af Roskildes biskop kaldt tilbage kun en måned efter. Utilfredsheden med at det af adelen styrede rigsråd havde overtaget styringen med landet fik borgere fra Malmø og København og bønder fra især Nordjylland til at slutte op om den landsforviste Christian 2.
[redigér] Grevens Fejde
- Uddybende artikel: Grevens Fejde
På herredagen havde man desuden sluttet sig til en nederlandsk-slesvig-holstensk alliance istedet for til Lübeck, som også havde været repræsenteret, af dens borgmester Jürgen Wullenwever, på herredagen.
I januar 1534 nægtede Malmøs bystyre, med borgmester Jørgen Kock i spidsen, at efterkomme en ordre fra ærkebispesædet om at udvise de lutherske prædikanter. Malmø havde allerede længe været centrum for evangelisk virke og besvarede ordren ved at besætte stadens borg, Malmøhus, og arrestere lensmanden. I maj blev dette oprør fulgt op af grev Christoffer af Oldenburgs angreb på Holsten. Han var blevet hyret af Jørgen Kock og Wullenwever til at erobre Danmark, officielt for at genindsætte Christian 2. Grevens deltagelse i de kommende godt to års borgerkrig gav den navnet Grevens Fejde. Grevens hovedmål var ikke Holsten, men derimod Sjælland hvortil han sejlede til og snart fik kontrol over alt dansk land øst for Storebælt.
Den 4. juli 1534 mødtes repræsentanter fra den jyske adel og rigsråder i Rye ved Silkeborg. Her tvang lavadlen bisperne til at pege på lutheraneren hertug Christian, som kongsemne. Da den fynske adel tilsluttede sig sagde hertug Christian ja og blev 18. august samme år hyldet i Horsens som kong Christian 3.
Efter at både Fyn og Jylland havde gjort oprør og Sverige og Preussen blev indblandet i krigen i Skåne trak Lübeck sig i januar 1536 ud af kampen og 6. april kapitulerede Malmø, dog uden at miste hverken privilegier eller den evangeliske lære. Efter at havde sultet i flere måneder gav København til sidst op og borgmesteren Ambrosius Bogbinder begik selvmord. Ligesom Malmø mistede den heller ikke sine privilegier og oprørerne fik amnesti.
[redigér] Reformationen
- Uddybende artikel: Reformationen
Den 6. august 1536 kunne Christian 3. holde sit indtog i København og 6 dage efter gennemførte han et statskup. De tre bisper, som opholdt sig i København, blev arresteret og de resterende blev fundet og også sat bag lås og slå. Den officielle begrundelse var deres tøven med at vælge Christian til konge og for på andre måder at have optrådt forbryderisk. Den rigtige grund var dog at Christian 3. ville slå to fluer med et smæk: gennemtrumfe en luthersk reformation og konfiskere bispegodset, hvis indtægter bl.a. skulle dække udgifterne til den netop afsluttede borgerkrig. På et stændermøde i oktober samme år, hvor den menige adel, repræsentanter for de 81 købstæder og tre bønder fra hvert herred var til stede, blev der udarbejdet en håndfæstning og en rigslov. Danmark skulle fortsat være et valgkongedømme, hvor kongen blev valgt af rigsrådet, men Christian fik allerede på det tidspunkt valgt sin to-årige søn Frederik til tronfølger. Det blev endvidere bestemt, at kongen skulle have en hofmester, kansler og marsk, der alle automatisk var medlemmer af rigsrådet. Skattebevilgingerne tilfaldt rigsrådet og habeas corpus-reglen, at ingen kunne fængsles uden dom, medmindre han gribes på fersk gerning, blev indskrænket til kun at gælde adelige. Desuden sikrede adelen at de og bønder måtte handle med hvem de ville og at borgere og bønder ikke kunne købe eller pantsætte adelgods. Desuden måtte kongen ikke blande sig i adelens indre anliggender og adelen havde hals- og håndret over deres bønder. Bispetiende skulle for fremtiden tilfalde kongen, men samtidig blev adelen gjort fri af denne. På stændermødet blev Norge også gjort til en del af det danske rige. Det norske rigsråd, der havde hyldet Christian 2. blev afskaffet.
Året efter blev forholdene for den nye lutherske-evangeliske kirke ordnet i kirkeordinansen, der blev godkendt af selveste Martin Luther. Den vendte sig mod helgendyrkelse, fastedage, sjælemesser, cølibat og alt andet, der blev betragtet som katolsk fjas og gik i stedet ind for forkyndelse og prædiken på dansk.
Efter Christian i 1536 havde sikret at hans søn var blevet valgt som tronfølger ville han sikre sig imod Christian 2.s arvinger, døtrene Dorothea og Christine, der som børn af af kejser Karl 5.s søster kunne få støtte af kejseren. Derfor indgik Christian 3. en aftale med en nordtysk alliance af protestantiske fyrster og byer. Desuden indgik han ved Brömsebro en 50-årig militæralliance med Sverige, hvor man lovede hinanden gensidig hjælp mod indre og ydre fjender og at tvistemål imellem de to riger skulle afgøres ved en voldgift. Danmark indgik også i et forsvarsforbund med Frankrig. Da Frankrig blev angrebet af Karl 5. blev Danmark trukket ind i krigen og dermed også mod Nederlandene. Man spærrede Øresund for nederlandske skibe og man indledte et mislykket angreb på den nederlandske ø Walcheren. Året efter indgik man freden i Speyer med kejseren. Nederlandene fik fri handelsret i Danmark og Danmark-Norge opgav forbundet med Frankrig. Til gengæld lovede kejseren ikke mere at støtte Christian 2.s arvinger. Senere samme år delte Christian 3. hertugdømmerne med sine halvbrødre, Hans, som ikke efterlod sig arvinger, og Adolf, der blev stamfader til den gottorpske hertuglinie.
[redigér] Kampen om Østersøen
[redigér] Den Nordiske Syvårskrig
- Uddybende artikel: Den Nordiske Syvårskrig
1. januar 1559 døde Christian 3. 24 dage efter, 25. januar, døde hans fætter Christian 2., der i 1549 var blevet flyttet fra sit fængsel på Nyborg Slot til Kalundborg Slot, hvor den tidligere konge havde haft større bevægelsesfrihed.
Frederik 2. underskrev en håndfæstning meget lig hans faders, men denne gang blev der ikke valgt en tronfølger. Rigsrådet ville overtage styret efter kongens død og desuden skulle kongen stå ret for rigsrådet i tilfælde af klager over hans styre.
Da Frederik 2. også var hertug i hertugdømmerne deltog han sammen med sine farbrødre, hertug Hans og Adolf, i erobringen af Ditmarsken. Samtidig overdrog han i 1560 den estiske ø Øsel til sin bror Magnus for at undgå en yderligere opdeling af hertugdømmerne. Magnus søgte efterfølgende at erobre Estland, men blev slået tilbage af russerne, der var ved at kæmpe sig vej ud til Østersøen. Tallinn søgte beskyttelse fra russerne hos den svenske kong Erik 14. Denne tilbød Magnus at blive Eriks vasal for 20.000 daler. Da Magnus takkede nej, indførte Erik 14. et forbud mod al handel med russiske varer på kystbyen Narva. Handelen skulle så gå over den finske by Viborg og Tallinn, som den svenske konge kontrollerede. Danmark ville dog ikke finde sig i, at svenskerne sad inde med handelen i Den Finske Bugt, så man indkaldte til et møde mellem de to lande i København. Under forhandlingerne mødte den svenske diplomat op med Erik 14. nye våbenskjold, som nu indeholdte de danske løver og den norske løve. Omvendt indeholdt Frederik 2. våben tre kroner, som hans far havde indført i 1550'erne under svenske protester. Mødet førte ingen løsning med sig og i landene indførte man en større beskatning for at have penge til den krig som kun var rykket nærmere efter propagandakrigen med våbenskjoldene i København. Den 30. maj 1563, ud for Bornholm, ramte et dansk varselsskud ved et uheld det svenske admiralskib, hvilket resulterede i at de nitten svenske skibe gik i kamp mod de ni danske og svenskerne erobrede 3 af skibene samt deres besætninger på omkring 500 mand.
Danmark indgik herefter en alliance med Lübeck i juni og i oktober sluttedes yderligere forbund med Polen. Forinden var de danske og lybske fejdebreve (krigserklæringer) blevet afleveret i Stockholm 31. juli, hvorved Den Nordiske Syvårskrig var startet.
Danmark sendte omkring 25.000 mand ind mod Sverige hvor den svenske fæstning, Elfsborg, måtte overgive sig allerede 4. september. Erik 14. prøvede herefter et angreb mod Halland, men blev slået tilbage igen. Skønt den dansk-lybske flåde havde herredømmet i krigens første år formåede den aldrig at spille en afgørende rolle og havde ingen indflydelse på landkrigen, hvor begge parter udførte massakrer på modstanderens byer.
Danmark led hurtigt under den resultatløse krig, med de store skatter og senere tvangsudskrivning af bønder til krigstjeneste. Året efter i oktober 1565 kom krigen dog igang igen og den svenske flåde begyndte nu at få overtaget herredømmet. En dansk blokade af Øresund medførte kun at Nederlandene, England, Spanien og de neutrale hansestæder blev fjendtligt stemt overfor Danmark. I juli 1566 gjorde en storm udfor Gotlands kyst det af med størstedelen af flåden og 4000 ud af 6000 omkom.
I 1568 blev Erik 14. afsat af sine brødre Johan og Karl, hvoraf Johan senere blev valgt som konge under navnet Johan 3. Johan søgte om våbenstilstand med Danmark og under fredsforhandlingerne i Roskilde gik de svenske forhandlere med til at betale en krigsskadeerstaning til Danmark. Johan fik i 1569 stænderforsamlingen til at forkaste dette forslag og krigen forsatte. Det danske rigsråd ønskede at afslutte krigen inden den bragte landet i knæ men Frederik 2. fik, ved hjælp af en trussel om abdikation, 1. januar 1570 rigsrådet til at indkalde til stændermøde, for at udskrive nye skatter. 26. februar fik kongen det han forlangte, men allerede 15. juli mødtes man, på den tyske kejsers initativ til et fredsmøde i Stettin. 13. december 1570 blev Freden i Stettin sluttet og endte med et egentligt status quo, dog skulle Danmark beholde Elfsborg, indtil Sverige havde betalt en krigsskadeserstatning på 150.000 daler.
I resten af Frederik 2.s regeringstid herskede der fred i Danmark og trods de høje skatter, som blev opretholdt for at fylde den tomme statskasse gik det landbruget godt. Faktisk gik det så godt at kongen i 1576 begyndte at udstede såkaldte luksusforordninger. Det blev bl.a. forbudt for adelen at afholde overdådige begravelser, der oversteg selv kongebegravelser og adelens fruer måtte ikke smykke sig for meget, så man ikke kunne kende forskel på dem og fyrstinder.
[redigér] Christian 4.
Da Frederik 2. døde i 1588, var den i 1580 valgte tronfølger Christian 4. kun elleve år gammel. Da han således hverken kunne regere eller underskrive den håndfæstning hans far havde lovet han skulle underskrive, indsatte man i stedet en formynderregering bestående af fire rigsråder. Enkedronningen blev hermed sat udenfor indflydelse og fik udelukkende lov at fungere som familiens overhoved.
I 1595 besluttede man på en herredag at krone Christian til konge året efter og kroningen, i august 1596, blev en af de mest overdådige af slagsen. Håndfæstningen kongen skulle underskrive var en tro kopi af faderens. Året efter sin kroning blev Christian 4. gift med Anna Cathrine af Brandenburg.
Christian 4. huskes nok først og fremmest for sine bygningsværker, såsom Rundetårn, Holmens Kirke, Nyboder og Børsen, samt oprettelsen af bydelen Christianshavn. Kongen var selv meget velhavende. Dette hang sammen med at Øresundstolden gik direkte i kongens kasse, desuden modtog Chriatian 4. 10 tønder guld som krigsskadeerstatning og i sidste instans kunne han låne pengene hos sin mor, der, med stor succes, drev godsområdet for Nykøbing slot.
[redigér] Store planer
- Uddybende artikel: Ostindisk Kompagni
Udstyret med en god personlig økonomi havde Christian 4. således et godt udgangspunkt for at føre en aktiv erhvervspolitik. Hans første handling kom i 1613 da han fratog alle håndværkerlavene deres skråer (vedtægter). Problemet med lavene var, at de bl.a. skruede priserne i vejret og lagde hindringer i vejen for at nye mestre kunne komme til. 1621 kom så en ny forordning for lavene: De bestemte fortsat lærlinge- og svendetidens længde, men måtte ikke kræve mesterstykke og dyrt gæstebud, hvis en svend ville slå sig ned som mester. Mestrene måtte heller ikke holde fremmede mestre, der søgte optagelse i lavene, ude og blev også forbudt at aftale priser indbyrdes.
Christian 4. drømte også om at starte en dansk tekstilindustri. i 1605 havde han indrettet Tugt- og børnehuset, hvor straffefanger, omstrejfere og forældreløse børn blev sat til at lave klæder. Efter en lukning i 1619, grundet en pest-epidemi, blev de to afdelinger opdelt, således at børnehuset blev en decideret håndværkerskole. Desværre var det meget svært at få afsat klædet og størstedelen endte således i kongens klædekammer. I 1620 inviterede kongen silkehåndværkere fra bl.a. Nederlandene til Københvan for at grundlægge et silkemanufaktur. Projektet blev slået stort op, men rendte hurtigt ind i problemer, da råsilke skulle importeres og var meget dyr. Desuden var markedet for silkevarer meget lille. På trods af indførelse af toldfrihed på råsilke og forbud mod import af udenlandsk silke blev Silkeværket en fiasko og i 1624 solgte kongen det til to hollændere, der dog heller ikke kunne få det til at løbe rundt og måtte lukke ned i 1626.
Handelen havde også kongens store interesse og han gav bl.a købmænd fra Malmø, København og Helsingør eneret til handelen på Island fra 1602–14. Dette monopol blev, efter en fornyelse, i 1619 senere udbygget til også at omfatte Grønland og Færøerne og blev nu varetaget af et københavnsk aktieselskab.
I 1616 oprettede kongen Ostindisk Kompagni, som fik monopol på al handel i Det magellanske Hav og stræde, omkring Kap Det Gode Håb, alle ostindiske lande samt Kina og Japan. Især det københavnske borgerskab skød penge i det nye foretagende, der i 1618 tilsyneladende fik en kæmpe chance. Hollænderen Marselis Boshouwer, som præsenterede sig som udsending for kejserriget Ceylon, sluttede 30. marts en traktat mellem Danmark og rajah'en af Kandy, navnet på den ceylonske kejser. Traktaten gav Danmark eneret på handel med Ceylon i 12 år, mod at forsvare rajah'en mod portugiserne, der havde kontrol over en del af Ceylon. I 1620 ankom det første skib for at varsle ankomsten af 4 orlogsmænd med admiral Ove Gjedde i spidsen, forliste efter at have været i kamp med portugisere ud for Indiens sydøstkyst, 150 km. nord for Ceylon. De overlevende, der nåede i land, fik husly hos fyrsten af Tanjore. Efter et stykke tid ankom Ove Gjedde, som i mellemtiden havde fået besked fra kejser af Ceylon om at Boshouwer aldrig havde fået fuldmagt til at slutte en traktat med Danmark. Gjedde indgik istedet en aftale med fyrsten af Tanjore, som betød at Danmark overtog et stykke land mod en årlig afgift. Hermed var den danske koloni Trankebar grundlagt.
Ostindisk Kompagni kom dog aldrig til at gå ordentligt, da man var i konstant konkurrence med de andre kolonimagter. I 1650 tog regeringen konsekvensen og ophævede kompagniet.
[redigér] Krige
[redigér] Kalmarkrigen
- Uddybende artikel: Kalmarkrigen
Ligesom sin far var Christian 4. interesseret i herredømmet i Norden. I 1599 foretog han således, under dæknavnet kaptajn Frederiksen, en rejse over Nordkap til Kolahalvøen i Rusland. Dette skete for at demonstrere dansk herredømme over Nordnorge, da man anede at svenskerne havde en anneksion af området i tankerne. Således byggede Christian 4. også fæstningsstaden Kristianopel i Blekinge som modvægt til den svenske fæstning Kalmar.
I det første tiår af 1600-tallet beskyldte Christian 4. den svenske kong Karl 9. for bl.a. at chikanere danske købmænd, anfægte Danmarks østersøherredømme og gøre uretmæssige krav på Nordnorge ved at kalde sig "de lappers konge". Da Karl 9., i 1609, anlagde Gøteborg og gav byen privilegier på sejlads i de nordlige have og året efter blokerede handelen til Riga blev det Christian 4. for meget. Med de nævnte sager som begrundelse ønskede han nu en krig med Sverige. Rigsrådet strittede dog imod med henvisning til de forligsmøder, mellem de landes rigsråder, man havde indvilliget i ved Freden i Stettin i 1570. Kongen skulle bruge rigsrådets samtykke for erklære krig, så han truede i stedet for med at erklære krig som slesvig-holstensk hertug. Dette stod ham frit da rigsrådet ikke havde nogen magt syd for Kongeåen. Da rigsrådet ikke kunne stoppe en krig valgte de, for at kunne opretholde en vis kontrol, at støtte Christian 4. og 4. april 1611 erklærede Danmark Sverige krig og Kalmarkrigen var en kendsgerning. Den danske konge gik 1. maj over den dansk-svenske grænse ved Blekinge og indledte, efter selve Kalmar by var indtaget 27. maj, en belejring af selve fæstningen. Man havde håbet at de svenske bønder ville se danskerne som befriere, men i stedet lavede nogle bønder lokale fredsaftaler eller angreb ligefrem de danske styrker. Karl 9.s søn Gustav Adolf angreb og nedbrændte 26. juni den danske fæstning Kristianopel. Karl 9.s angreb på belejringsstyrekn ved Kalmar 17. juli mislykkedes og 2. august kunne Christian 4. indtage fæstningen efter at have bestukket kommandanten. En dansk besættelse af Øland blev slået tilbage af Gustav Adolf i september.
Efter erobringen af Kalmar udfordrede Karl 9. Charistian 4. til en duel, som Christian 4. dog afviste og kaldte den svenske konge for en gammel nar. Ikke lang tid efter døde Karl 9. og hans 16-årige søn Gustav Adolf efterfulgte ham som svensk konge 30. oktober 1611.
Igen var de store tabere ved krigen de danske bønder, som blev brandbeskattet og led under både tvangsleverancer og tvangsindkvarteringer af kongens soldater. Desuden var der også tvangsudskrivninger, selvom Christian 4. foretrak lejetropper, da han mente at bønder var uduelige som soldater.
Efter at man havde afvist et svensk fredsforslag erobrede danskerne 1. juni 1612 Elfsborg og en dansk flåde nåede helt op til Stockholm, hvor den ankrede op ved Vaxholm i Skærgården 1. september. Man medbragte dog ikke landgangstropper og efter at have efterladt en varde, som bevis for tilstedeværelsen, forlod man området igen.
Da den nederlandske østersøhandel blev forstyrret af krigen tilskyndede man England til at fungere som mægler mellem parterne. Fredsforhandlinger blev indledt 29. november 1612 og 20. januar 1613 kunne man indgå Freden i Knærød. Christian 4. havde ikke formået at samle Norden under den danske krone, men havde i Elfsborg og Kalmar gode kort på hånden. Resultatet af forhandlingerne blev, at godt nok fik Sverige toldfrihed i Øresund og der blev indført toldfrihed de to lande imellem, men til gengæld måtte Sverige opgive sine krav på Nordkalotten, anderkende den danske førelse af de tre kroner i rigsvåbenet og skulle desuden betale ti tønder guld, en million rigsdaler, i krigsskadeserstatning til Danmark over seks år. Indtil summen var betalt skulle Danmark beholde Elfsborg som pant og derfor er beløbet også kendt som Elfsborgs løsen. Sverige betalte dog beløbet i løbet af de seks år.
[redigér] Kejserkrigen
- Uddybende artikler: Kejserkrigen og Trediveårskrigen
Trediveårskrigen startede i Prag i 1618 da tjekkiske protestanter gjorde oprør mod den tyske kejser, der var katolik. Selvom Christian 4., gennem sin søster Annas datter, var i familie med oprørernes fyrste, Fredrik af Pfalz, greb han ikke ind da denne blev angrebet af kejserens styrker året efter. 1621 sluttede Christian 4. så en venskabskontrakt med England og Nederlandene vendt mod den tyske kejser. I 1624 ønskede englænderne Fredrik af Pfalz genindsat og opfordrede Christian 4. og Gustav 2. Adolf af Sverige til at lede en alliance mod kejseren. Gustav Adolf havde stor succes østpå hvor han i 1621 havde erobret den vigtige baltiske handelsby Riga. Hans planer var derfor at fortsætte sydover. Da Christian 4. gerne ville styrke sin position i Nordtyskland og i hvert fald ikke ville lade Gustav Adolf komme ham i forkøbet sagde han ja til opfordringen. Det danske rigsråd nægtede i midlertidig at godkende kongens krigsplaner og kongen brugte derfor sit kneb fra Kalmarkrigen og lod sig i marts 1625 i egenskab af holstensk hertug vælge til øverstkommanderende i den nedersachsiske kreds, der var en sammenslutning af nordtyske fyrstendømmer oprettet for at holde freden i regionen og kejserens katolske tropper væk. Den engelske og nederlandske støtte udeblev dog og de tyske hertuger forholdt sig derfor afventende.
I juni 1626 rykkede Christian 4. over Elben og frem mod Weser, mens kejserens hær erobrede den sydøstlige del af den nedersachsiske kreds. Et forsøg på mægling blev afslået og England og Nederlandene lovede nu en aktiv støtte, så Christian 4. gjorde klar til en offensiv. Hans mål var at forhindre kejserens to hære under ledelse af generalerne Tilly og Wallenstein i at forene sig. Den 17. august stødte den danske konges hære sammen med general Tillys tropper ved Lutter am Barenberg i udkanten af Harzen. Slaget blev en katastrofe for de danske styrker.
I Danmark kunne man se hvor dette bar hen. Selvom rigsrådet ikke havde taget del i krigen gruede man for følgerne for et nederlag. På et stændermøde i januar 1627 i Odense bevilgede man derfor en krigsskat og den skattefri adel lovede at yde en femtedel af sin indtægt og 2 % af sine rentepenge.
Kongens nederlag ved Lutter am Barenberg efterfulgtes af endnu et nederlag ved floden Oder til Wallensteins tropper. Efter dette overgav en del af alliancen sig til den tyske kejser, men kongen holdt dog stand. I begyndelsen af august rykkede Tilly ind i Holsten og senere samme måned nåede Wallenstein Lauenburg, hvorefter de begge rykkede op igennem Holsten og Slesvig og i oktober var hele Jylland erobret. Området blev hærget og udplyndret af både Wallensteins tropper og de landsknægte, der havde været i dansk tjeneste.
Året efter blev Wallenstein forlenet med Mecklenburg og udnævnt til "general over det oceanske og baltiske hav" og i sine bestræbelser i at opnå herredømmet over Østersøen begyndte han en belejring af hansestaden Stralsund i Forpommern. Danmark og Sverige besluttede sig for at komme byen til undsætning, men det blev den svenske konge, der havde kæmpet sig vej fra Baltikum, der tog byen under sin beskyttelse. Efter Gustav Adolfs indtræden i krigen blev der, med hertugen af Gottorp og kurfyrsten af Sachsen som mæglere, indledt fredsforhandlinger i Lübeck 6. januar 1629. Samtidig arrangerede man fra dansk side et topmøde mellem Christian 4. og Gustav Adolf i Ulvsbäck præstegård på den svenske side af grænsen mellem Halland og Småland. Mødet førte dog ikke til en alliance mellem de to lande og blev mest af alt brugt af Christian 4. til at påvirke de igangværende fredsforhandlinger. Dette hjalp også da Wallenstein efterhånden bl.a. opgav krav om afståelse af hertugdømmerne, overdragelse af Jylland til kurfyrsten af Sachsen som pant for kejserlig gæld til ham, opgivelse af Frederiks nordtyske stifter, en stor krigsskadeserstatning til kejseren og spærring af Øresund for kejserens fjender. Freden i Lübeck, der blev aftalt 12. maj 1629, blev utrolig gunstig for Danmark, de danske nederlag i krigen taget i betragtning. Christian 4. måtte opgive de tyske stifter og afstå fra at blande sig i tyske anliggender. Kongen lod i første omgang som om han var utilfreds med aftalen og fik rigsrådet til at bevillige ham ti tønder guld til erstatning for sine personlige tab, før han ratificerede traktaten. Denne ekstraregning blev betalt via skatter og lagde således et ekstra pres på de i forvejen krigsplagede bønder.
De jyske bønder og borgere var dem der havde lidt mest under den overståede krig og repræsentanter fra de jyske købstæder, ikke bønderne, udarbejdede en klage til kongen over adelens optræden under krigen. Skønt kongen lyttede til klagerne havde han ingen intentioner om at indgå i en alliance med borgerne og protestbevægelsen løb ud i sandet og adelen fik bagefter indført at klager i fremtiden skulle gå igennem lensmændene og ikke direkte til kongen. Samme år kom kongen også ud i et ægteskabeligt opgør med Kirsten Munk som han havde ægtet i 1615. Kongen anklagede Kirsten Munk for at have en elsker, lejetropsføreren rhingrev Otto Ludwig af Salm. I januar 1630 forlod hun således hoffet og tog ophold i Jylland. Kongen var var ked af skilsmissen og forsøgte resten af livet at vinde hende tilbage med løfter, men kom samtidig med selvmodsigende anklager.
1629 må alt i alt siges at være et dårligt år for kongen. Han havde tabt en stor krig, bønder og borgere var utilfredse og ægteskabet knagede. Da varsler på den tid blev taget meget alvorligt var det en katastrofe da Kronborg brændte og kongen kunne således ane, at der lå nedgangstider forude.
Imens Christian 4. var blevet smidt ud af Tyskland havde den svenske konge stort held med sin offensiv, men i 1634 gik offensiven i stå og Christian 4. fik her held som mægler og fik endda sn søn Frederik genindsat i sine stifter. Samme år kunne den ældste søn, den udvalgte prins Christian, og prinsesse Magdalena Sibylla af Sachsen fejre deres bryllup ved en overdådig og prangende fest, hvor Christian 4. kunne demonstrere, at Danmark stadig var en stor og mægtig magtfaktor.
Kongen prøvede samtidig at genopruste for at genvinde sin europæiske magtstilling. Rigsrådet var dog modstander af en stående hvervet hær, som kongen foretrak fremfor udskrevne bønder. Rigsråderne mente at en stående lejet hær både var dyr at opretholde og var til gene for rigets indbyggere. I 1638 fik kongen sin vilje, men der blev også udskrevet bønder til soldatertjeneste og samtidig skulle bevillinger til landmilitsen forvaltes af særlige landkommissærer, valgt af adelen. På denne måde mistede kongen kontrollen over en stor del af skatteindtægterne.
Da kongens økonomi således skrantede valgte han i 1640 at hæve Øresundstolden, som jo gik direkte til hans kasse. Desuden blev skibe fra de nye svenske besiddelser tvunget til at betale told, da kongen ikke mente de var omfattet af den aftalte svenske toldfrihed. Dette førte straks til indgåelsen af et femtenårigt forbund mellem Sverige og Nederlandene, som året efter tvang Christian 4. til at gå ind på en væsentlig nedsættelse af tolden. Ligeledes søgte kongen at forøge sine indtægter i Holsten ved at kræve told af alle skibe der sejlede på Elben til og fra Hamborg. For at sikre inddrivelsen af tolden og som sikring af grænsen mod syd havde Christian 4. anlagt byen Glückstadt, som han også håbede kunne udkonkurrere Hamborg rent kommercielt. Tolden førte til gentagne konflikter mellem kongen og hansestaden og tilsidst blokerede kongen, i 1643, simpelthen byen, der indtil videre måtte anerkende kongen som sin overherre. Situationen skiftede dog drastisk d. 12. december, da den svenske general Lennart Torstensson, uden forudgående krigserklæring, gik sydfra over grænsen til hertugdømmerne.
[redigér] Torstensonkrigen
- Uddybende artikel: Torstenson-krigen
Torstensson erobrede hertugdømmerne på to uger og den gottorpske hertug Frederik 3. forhandlede sig til neutralitet mod visse ydelser til svenskerne. I løbet af januar 1644 angreb og besattes Jylland af Torstenssons tropper. Herefter blev Skåne angrebet og kun Malmø kunne holde stand. Et angreb på Norge mislykkedes og en svensk-nederlandsk flåde led nederlag ved et slag i Listerdyb ud for Slesvigs kyst.
1. juni sejlede den svenske hovedflåde ud fra Stockholm, nu skulle Torstenssons tropper sejles til Sjælland. Da flåden nåede frem var der ingen tropper og flåden eroberede istedet for Femern. 1. juli mødtes den danske og svenske flåde i Søslaget på Kolberger Heide. Slaget endte uafgjort, men det lykkedes den danske flåde at indespærre den svenske flåde i Kielerfjorden ud fæstningen Christianspris, grundlagt af Christian 4. Det lykkedes imidlertidig for den svenske flåde at undslippe 1. august og flådens admiral Peder Galt blev af kongen anklaget for grov forsømmelse og blev dødsdømt og henrettet, trods indsigelser fra rigsrådet. Søslaget på Kolberger Heide er senere blevet berømt da det blev kendt at kongen var faldet ombord på sit skib Trefoldigheden og havde mistet synet på højre øje. Han havde straks rejst sig igen og opfordret til videre kamp og gav dermed inspiration til den senere danske kongesang Kong Christian stod ved højen Mast. 13. oktober samme år led den danske flåde dog et sviende nederlag til en svensk-nederlandsk flåde i farvandet mellem Femern og Lolland. Nederlandene arbejdede dog samtidig for en fred, da de ikke havde interesse i at se et dansk Østersø- og Øresundsherredømme blive afløst af et svensk ditto. I december blev man enige om at starte fredsforhandlinger og disse blev indledt 8. februar 1845 på øen Brömsebro på grænsen mellem det danske Blekinge og det svenske Småland. Svenskerne krævede frihed for Øresundstold og ret til at lade svenske krigsskibe sejle gennem Øresund. Ligeledes krævede de afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge og afgivelse af den danske konges højhedsret over Øresund samt en afskaffelse af Elbtolden.
Danskerne nåede en særaftale med nederlænderne. Ved Kristianopeltraktaten 12. juni nedsatte danskerne Øresundstolden, så den kom til at ligge på et niveau under hvad den havde været i 1628. 13. august kunne man så slutte Freden i Brömsebro med Sverige. Danmark måtte her afstå øerne Gotland og Øsel, de norske landsdele Jämtland og Härjedalen samt Halland for en 30-årig periode. Sverige og Nederlandene blev desuden fri for Elbtolden. Desuden kom hertug Frederik til at afstå Bremen og Verden til Sverige.
[redigér] Tronskifte og adelens styrkelse
I juni 1647 døde den udvalgte prins Christian. Kongen søgte nu i stedet at få sin eneste tilbageblevne søn med dronning Anna Catrine, hertug Frederik, tidligere to gange biskop i Bremen og Verden, valgt som ny tronfølger. Men kongens position var alvorligt svækket, både fysisk efter Kolberger Heide, økonomisk efter krigen mod Sverige og politisk da rigsrådet ifølge håndfæstningen havde ret til at vælge kongens efterfølger.
Christian 4. havde ellers sørget for at gifte sine døtre, med Kirsten Munk, væk til den danske højadels sønner i håb om at danne en kongeloyal adelsfraktion, som kunne dæmme op for rigsrådets magt. Den mest indflydsrige af disse var Corfitz Ulfeldt, gift med Leonora Christina. Han var i 1637 blevet statholder for København og rigshofmester i 1643, men i stedet for at være svigerfaderens allierede tog han lidt efter lidt magten fra ham. Christian 4. havde i 1644 anklaget ham for lade store summer gå uden om staten og på mange andre måder gøre hvad der passede ham. Efter dette meldte Ulfeldt sig syg og anmodede om sin afsked. Da kongen ikke kunne have en regeringskrise midt under en krig bøjede han sig og Ulfeldt kunne fortsætte i sine embeder. Efter flere gnidninger kulminerede det i 1647 med, at kongen nægtede at betale for en trekvart år lang diplomatisk rejse til Nederlandene og Frankrig, foretaget af Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina. Dette fik igen Ulfeldt til at nægte at fungere i sine embeder.
Prins Christians død gav således Ulfeldt en enestående mulighed for at komme tilbage og stillede, sammen med rigsrådet, bl.a. en fuldstændig oprejsning som betingelse for at pege på hertug Frederik som tronfølger. Og ifølge Ulfeldt udfærdigede kongen 18. november et brev der rensede Ulfeldt og han genoptog igen sine embeder.
Ulfeldt havde ikke det bedste forhold til kongens øvrige svigersønner i rigsrådet, men nu fandt de sammen omkring en fælles sag, at få deres ægtefæller bragt standsmæssigt på linie med kongens og dronning Anna Cathrines børn, for derigennem at styrke deres egen stilling. Som skrevet tidligere havde kongen ikke tænkt sig at tilgive sin tidligere kone og havde endda forbudt døtrene at besøge hende i hendes husarrest. Men på grund af presset for at få sin søn valgt måtte kongen igen kapitulere og Kirsten Munk fik endda noget af sin frihed tilbage. Slutteligt måtte kongen desuden opgive en plan om bortforpagtning af de len adelen tjente gode penge på. Efter alle disse indrømmelser indkaldte rigsrådet til stændermøde for at vælge hertug Frederik som tronfølger og mødet blev berammet til april 1648.
Den 28. februar 1648 døde Christian 4. Hans elskerinde, Vibeke Kruse, blev straks forvist fra slottet og blev efter sin død i april samme år i stilhed begravet udenfor voldene. Rigsrådets adelige fik i al hast bekræftet Christian 4.s ægteskab med Kirsten Munk således, at deres børn blev anerkendt som ægtebørn, men det blev samtidig fastslået, at det ikke måtte stå i vejen for hertug Frederiks rettigheder. Selvom ikke hele rigsrådet var glade ved Ulfeldt og de andre svigersønners store indflydelse blev man enige om en håndfæstning, der skulle forelægges hertug Frederik. Denne håndfæstning blev den strengeste en dansk konge nogensinde har underskrevet. Udover adelens sædvanlige privilegier måtte kongen ikke rejse udenlands uden rigsrådets samtykke Han måtte ikke forringe lensvilkårene og skulle indkalde til årlige herredage. Han kunne ikke selv vælge hvem der skulle sidde i rigsrådet. Når et medlem døde skulle adelen i den pågældende provins udvælge seks til otte kandidater som kongen så kunne vælge imellem. Desuden blev det bestemt at rigsrådet altid skulle bestå af 23 medlemmer, på denne måde kunne kongen ikke lade rådet sygne hen ved ikke at udnævne nye medlemmer. Den sidste paragraf gjorde i realiteten Danmark til et adelskonstitutionelt kongedømme; Hvis kongen var uenig med rigsrådet og efter to forhandlinger ikke fulgte deres indstilling kunne rigsråderne forordne det de ville, uden kongen kunne gribe ind. Alle disse stramninger var et forsøg på at undgå en gentagelse af Christian 4.s forsøg på at regere udenom rigsrådet og hertug Frederik måtte gå ind på dem alle for bare at blive udvalgt konge. Den 8. maj underskrev han den foreløbige og 6. juli den endelige håndfæstning, der begge var enslydende. 23. november 1648 blev Frederik 3. kronet. Kronen, der havde været pantsat til en hamburgsk købmand, blev indløst af Corfitz Ulfeldt for udstedelsen af et gældsbrev på 15.000 rigsdaler. Den danske adel stod på magtens tinde.
[redigér] Opgør med svigersønnerne
I februar 1649 foretog Ulfeldt endnu en diplomatisk rejse til Nederlandene. Her indgik han en aftale om, at Danmark og Nederlandene skulle komme hinanden til hjælp hvis et tredjeland angreb den ene part. Desuden fik Nederlandene toldfrihed i Øresund mod at betale en årlig afgift på 140.000 rigsdaler. Da Corfitz Ulfelt kom hjem erfarede han at Frederik 3. havde taget flere beføjelser fra hans rigshofmesterembede og lagt dem under rentemestrene og den nyudnævnte statholder for København, Joachim Gersdorff. Ulfeldt brugte sin gamle taktik og meldte sig straks syg. Denne begrænsning i Ulfeldts indflydelse var blot første skridt i kongens bestræbelser på at blive kvit med svigersønnernes parti. Allerede i 1648 havde han fyret Glückstadts kommandant Christian von Pentz, der var gift med Kirsten Munks datter, Sophie Elisabeth. I 1651 blev Bornholms lensmand, Ebbe Ulfeldt, gift med Hedevig, afskediget med bondeplageri som begrundelse. Til sidst fratog han døtrene den grevindetitel Christian 4. havde givet dem og forbød dem at køre ind i slotsgården og som salt i såret gav han sine egne døtre titel af prinsesse. Når kongen kunne gøre alle disse ting næsten uhindret skyldtes det blandt andet at fem ud af seks nyvalgte rigsråder var imod det ulfeldt'ske parti og året forinden var det lykkedes ham at få en stænderforsamling til at vælge sønnen Christian til tronfølger. Mens kongen gik efter Ulfeldt søgte rigsrådet at få ram på den næststærkeste af svigersønnerne, Hannibal Sehested, gift med kongedatteren Christiane. Siden hans udnævnelse til statholder for Norge i 1642, havde han stræbt efter økonomisk uafhængighed fra Danmark. Indtægterne fra det norske rige kom ikke længere til Danmark og rigsrådet anklagede ham nu for at putte pengene i egen lomme. Frederik var som udgangspunkt ikke ivrig efter at slippe af med Sehested, da han gerne så Norges uafhængighed understreget. På denne måde kunne han understrege det som han og tidligere konger havde fastholdt, at Norge var et arverige i modsætning til valgrige som man havde i Danmark. Noget rigsrådet ikke var enige i. På grund af de klare beviser imod ham og eftersom han tilhørte svigersønnernes parti lod Frederik 3. ham falde. Sehested måtte forlade både sin statholderstilling og plads i rigsrådet. Desuden måtte han forlade rigerne og se hans store norske gods konfiskeret. Dette var betingelserne for, at han ikke blev retsforfulgt.
Nu var det så kun Ulfeldt kongen manglede at slippe af med. Han havde uden held protesteret mod indskrænkningerne i sit embede og blev også væk fra statsforetningerne. I december 1650 skete det at en Dina Vinhofvers, via sin elsker oberst Walter, kontaktede kongen og fortalte at hun også var Ulfeldts elsker. Hun havde ligget under Ulfeldts dyne og hørt ham og Leonora Christina planlægge et giftmord mod kongen. Frederik 3. blev skræmt fra vid og sans og fik sat ekstra vagter på. I februar 1651 opsøgte Vinhofvers så Leonora Christina og fortalte at hoffet planlagde at myrde familen Ulfeldt. Denne gang var det så rigshofmesteren, der blev skræmt og forskansede sig i sit hus på Gråbrødre Torv, med ladte våben. Efter to måneder opsøgte Ulfeldt dog kongen for at få opklaret sagen, men da han samtidig antydede at rygterne om et attentat mod ham nok ikke var helt urigtige blev kongen rasende og forbød ham at forlade København. Dog tillod han Ulfeldt at føre retsag mod Dina Vinhofvers og hun erkendte, at hun aldrig havde ligget i hans seng og hørt den samtale hun havde refereret til kongen. Hun blev dømt til døden og hendes påstand om kongens attentat mod Ulfeldt blev affærdiget som "gækkeri" og blev ikke omtalt under retssagen. Ulfeldt blev renset og Dina henrettet på Københavns slotsplads 11. juli 1651.
Ulfeldt kunne dog ikke slappe af længe for to dage efter fremkom kongen med en serie anklager mod Ulfeldt over for rigsrådet. Han blev både beskyldt for at have udnyttet sit embede til egen vindings skyld og for at disponere uden kongens vidende. Cortitz Ulfeldt kunne godt se hvor dette bar hen og frygtede at ende som Sehested. Allerede dagen efter anklagerne kørte han og familien til Hellebæk hvor de gik ombord på et bestilt skib. De flygtede via Holland til Sverige hvor de levede ved det svenske hof mellem juni 1652 og maj 1655. Frederik 3. brugte Ulfeldts flugt til at føje flere klagepunkter til i anklagerne. Nu blev han også beskyldt for at have holdt Frederik fra sin fars dødsleje, for egenhændigt at have gennemsøgt den dødes gemakker uden rigsrådets samtykke og fjernet en æresport på Amagertorv så dronning Sophie Amalie, under sin kroning, ikke havde kunnet drage til og fra kirke med ære.
Da svigersønnerne nu var væk havde Frederik 3., trods den skrappe håndfæstning, styrket sin position, da han nu havde et mere medgørligt rigsråd. Dog støttede han sig i den daglige regering til de tyske rådgivere han havde taget med fra sin tid som biskop i Bremen og Verden.
[redigér] På afgrundens rand
I England var man ikke glad for den aftale Ulfeldt havde indgået med Nederlandene og da det i 1651–53 kom til krig mellem Nederlandene og England var Danmark, i henhold til 1649 aftalen, nødt til at yde sin forbundsfælle støtte. Danmark beslaglagde således alle engelske skibe i Københavns havn og som modsvar beslaglagde englænderne alle danske og norske skibe på Themsen. Efter dette blev alle danske stræder spærret for engelske skibe. Sverige forblev, på trods af pres fra Ulfeldt og England, neutralt, selvom de heller ikke syntes om den dansk-nederlandske traktat om toldafløsning. For at mildne Sverige søgte den danske regering at ophæve traktaten og da nederlænderne heller ikke syntes de havde fået nok ud af traktaten blev den opløst i 1653. Efter krigen mellem England og Nederlandene indgik Danmark således en traktat med England om gensidig handelsfrihed.
I juni 1654 abdicerede den svenske dronning Kristina og blev efterfulgt af sin fætter Karl X Gustav, der var interesseret i at udvide Sveriges magtområde. Siden slutningen på Trediveårskrigen med den Westfalske fred i 1648 havde Sverige været i besiddelse af Forpommern med Rügen og Stettin, samt Wismar, Bremen og Verden. Derfor måtte Sverige, ifølge Karl Gustav, enten klemme Danmark yderligere eller sikre de nordtyske positioner mod Polen og Rusland. Da man fik nys om et snarligt russisk angreb på Polen kom man dem i forkøbet og angreb Polen i 1656 og erobrede Warszawa og Krakow. Det lykkedes også Karl X Gustav at slå et katolsk-nationalt oprør ned. Dette fik Rusland til at søge et forbund med Danmark og Frederik 3. anede en mulighed for at få revanche mod Sverige. Nederlandene kunne man ikke få med, da de blev neutraliseret af en traktat med den svenske konge om handelen på Østersøen. Kejseren antydede dog muligheden for en traktat, på den betingelse at man angreb det egentlige Sverige og ikke de tyske besiddelser. I december 1656 fik kongen rigsrådets tilslutning til oprustning og indgåelse af alliancer med Polen, Rusland og kejseren. Rigsrådet ønskede også en aftale med Nederlandene inden et angreb, men de stod fast på deres aftale med Sverige. På et stændermøde i Odense blev pengene til oprustningen bevilliget og 22. april 1657 gav rigsrådet kongen tilladelse til at erklære krig mod Sverige. Krigserklæringen kom 1. juni.
[redigér] Karl Gustav-krigene
- Uddybende artikel: Karl Gustav-krigene
Den 16. juni angreb man Bremen og det lykkedes i første omgang at at erobre størstedelen af hertugdømmet, men man var ikke i stand til at sejre over de svenske tropper og Karl X Gustav, der befandt sig i Polen. Den svenske hovedstyrke marcherede nu mod Holsten hvis grænse den overskred i slutningen af juli og i august nåede man Kolding. Herefter nåede man den i 1650 anlagte fæstning, Frederiksodde, det senere Fredericia. Den var så ny at ikke engang den svenske efterretningstjeneste kendte til dens eksistens. Man belejrede den mens en del af den svenske hær blev sat til at erobre resten af Jylland. På trods af forbundene med bl.a. Polen, kejseren og Brandenburg hvoraf kejseren angreb svenskerne i Polen, rørte dette ikke ved Karl Gustavs fremfærd og 24. oktober blev Frederiksodde løbet over ende. Karl X Gustav havde således i starten af 1658 hele Jylland under sig og valgte at slå til mod resten af det danske rige.
Til alt held for ham var vinteren 1657/58 ekstra streng og de indre danske farvande frøs til og det viste sig at isen var tyk nok til at hele den svenske hær kunne vandre fra Frederiksodde over Lillebælt til Fyn, og via Tåsinge, Langeland og Lolland-Falster til Sjælland. Danskerne var lamslåede og skyndte sig at sende en delegation, der 11. februar indledte forhandlinger med en svensk delegation, som også talte den frafaldne Cortitz Ulfeldt, i Vordingborg. Imens fortsatte den svenske hær op i Sjælland og stod snart kun 20 km. fra København.
Efter flere forhandlinger blev man enige og underkrev 26. februar 1658 Freden i Roskilde, som bestød at Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, samt Bohuslän og Trondhjems len. Endvidere skulle Danmark spærre bælterne for svenskfjendtlige flåder, bespise svenske tropper i landet indtil 2. maj og tilbagelevere Corfitz Ulfeldts konfiskerede værdier.
Den svenske konge, Karl X Gustav, var dog ikke tilfreds med aftalen, da han øjnede chancen for helt at blive af med det besværlige Danmark, og han fortsatte derfor krigen efter kun 6 måneders fred. 7. august ankom Karl X Gustav til Korsør og allerede 11. august påbegyndtes belejringen af København. Efter Kronborg faldt i september var København reelt den eneste del af selve det danske rige der ikke var besat af svenske tropper. Dette højnede modstandsviljen og byen holdt stand. Byens forsvarere fik nyt håb da en nederlandsk flåde ankom i slutningen af oktober. Nederlandene havde, af frygt for total svensk dominans i Norden og Østersøområdet, igen skiftet side. Her fik man også nyheden om at polske og brandenburgske tropper have befriet Jylland. Ligeledes blev svenskerne slået tilbage ved Trondhjem og på Bornholm. Svenskerne prøvede natten til d. 11. februar 1559 at storme København, men blev slået tilbage. Dette førte til at England, Frankrig og Nederlandene i marts 1559 indledte forhandlinger i Haag om en afslutning af krigen. Man valgte at opretholde Freden i Roskilde, dog uden den paragraf der sagde, at Øresund skulle spærres for skibe fjendtlige over for Sverige. Efter Frederik 3. forgæves selv havde søgt et møde med svenskerne gik han ind på betingelserne fra Haagmødet. Englænderne og Nederlandene var på et nyt møde blevet enige om at bruge magt mod den af de to magter der ikke ville gå ind på betingelserne. Således forenede nederlænderne og danskerne sig og angreb de svenske styrker på Fyn. Her tilføjede man svenskerne et kæmpe nederlag 14. november og fik derefter renset øen helt for svenske tropper.
Den endelige slutning kom da Karl X Gustav, under et ophold i Göteborg, døde 13. februar 1660 og man kunne 27. maj 1660 endelig slutte freden i København. Den var en kopi af freden i Roskilde, dog beholdte Danmark Trondhjems len og Bornholm og skulle ikke spærre de danske farvande for fremmede orlogsskibe.
Indenrigspolitisk fik krigen store konsekvenser, da den ansporede til Frederik 3.s statskup og medførte overgangen til enevælden senere samme år.
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår af Benito Scocozza & Grethe Jensen, Politikens Forlag 1999. ISBN 87-567-6094-9
- Politikens bog om danske monarker af Benito Scocozza, Politikens Forlag 1997. ISBN 87-567-5772-7
- Carlstad - Københavns naboby 1958-60 af Lars Cramer-Petersen, Brønshøj Museum 1997. ISBN 87-90146-26-3

