DDR

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Deutsche Demokratische Republik
Østtysklands flag
(Østtysklands flag)
LocationEastGermany.png
Officielt sprog Tysk
Hovedstad Østberlin, officielt: "Berlin, Hauptstadt der DDR" (Berlin, DDR's hovedstad)
Areal 108.333 km²
Befolkning
 - Total (1989)
 - Tæthed

17.000.000
154/km²
Forfatning 7. oktober 1949
Valuta 1 Mark (Østmark) =
100 Pfennig
Tidszone UTC +1
Religion 46% lutheranere, 7% romersk-katolske, 45% tilhører ikke noget trossamfund
Nationalmelodi Auferstanden aus Ruinen
(Opstået fra ruiner)
International telefonkode +37 (forældet)
ISO 3166-1 DD (forældet)
ISO 3166-3 DDDE

Landet DDR (Deutsche Demokratische Republik), også kaldet Østtyskland, var et tysk land som eksisterede fra 1949 til 1990, og som bestod af de nuværende tyske delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Thüringen samt den østlige del af delstaten Berlin.

DDR udgjorde den del af Tyskland som Sovjetunionen efter aftale med de vestligt allierede havde besat efter anden verdenskrig. Landet var i modsætning til Forbundsrepublikken et kommunistisk diktatur, og dermed i praksis en totalitær etpartistat, selvom den proklamerede at være en demokratisk republik. Indtil 1973 var landet ikke anerkendt af Vesttyskland og en række andre vestlige lande, men anerkendt af hele østblokken. Under den kolde krig var landet medlem af Warszawa-pagten, og skulle i tilfælde af krig udgøre hovedpunktet for en storoffensiv mod vesten.

DDR blev opløst i 1990 efter længere tids uro i de østeuropæiske befolkninger samt konturerne af et snarligt sovjetisk sammenbrud. Udløsende faktor for statens opløsning var Berlinmurens fald den 9. november 1989. DDR blev herefter indlemmet i Forbundsrepublikken. I Tyskland i dag benævnes det tidligere Østtyskland som 'de nye forbundslande'. Siden genforeningen har forbundsregeringen brugt mere end 100 milliarder kroner om året på at få det tidligere DDR på fode igen.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Historie

Uddybende artikel: DDR´s historie

[redigér] DDR´s oprettelse

Opdelingen af Tyskland efter 2. verdenskrig i forskellige allierede besættelseszoner var i starten ikke tænkt som en permanent løsning, men efterhånden som antagonismen mellem det kommunistiske Sovjetunionen og de vestlige liberale demokratier under ledelse af USA blev større, blev det klart at den sovjetiske besættelseszone ville tage en anden udvikling end de vestlige områder. Med oprettelsen af Vesttyskland den 23. maj 1949 var vejen lagt for oprettelsen af også en østtysk selvstændig stat efter sovjetkommunistisk forbillede, hvilket skete den 7. oktober 1949.

Den østtyske forfatning kom i store træk til at minde om den fra Weimarrepublikkens dage, og ytrings- presse- og religionsfrihed blev specifikt nævnt i artiklerne. Men det viste sig hurtigt at man gennem gummiparagraffer kunne underminere disse retsprincipper. Gummiagtige formuleringer i den berygtede artikel 6 i forfatningen blev i praksis brugt til at undertrykke befolkningen[1].

[redigér] De første år

Styringen af landet blev lagt i hænderne på det nydannede socialistiske enhedsparti SED, der var blevet dannet gennem en tvangsindlemmelse af det østtyske SPD i det kommunistiske KPD. Da DDR reelt var en etpartistat var magten koncentreret i partiets organisation. Fra DDR´s oprettelse 1949 til 1971 var Walter Ulbricht i kraft af partiets første sekretær i praksis landets magthaver. Sovjetunionen havde umiddelbart efter krigen drænet den østtyske industri for maskiner og produktionsapparater som en slags godtgørelse for de lidelser det sovjetiske folk havde måttet gå igennem under 2. verdenskrig. Det var derfor vigtigt at få ordnet de økonomiske forhold i landet. I 1951 trådte den første af en længere række fem-års-planer i kraft. Med disse planer havde DDR lagt sig fast på en temmelig stram planøkonomi, hvor al produktion blev dirigeret og styret fra statslig side.

Stalins død den 5. marts 1953 fik stor betydning for de kommunistiske regimer, hvor magtkampe mellem tilhængere af den stalinistiske linje og fortalere for en mindre stram og mere blød politisk linje brød ud i lys lue. I DDR brød der den 17. juni 1953 på grund af længere tids utilfredshed med dårlige lønninger og en elendig levnedsmiddelsituation strejker ud blandt østberlinske arbejdere, der snart fik opbakning fra studenter. Strejkerne bredte sig snart over hele landet. Kun takket være en voldsom indsats fra sovjetiske kampvogne kunne DDR´s styre blive siddende på magte. Walter Ulbrichts var dermed takket være den militære støtte fra Sovjetunionen blevet styrket i sin magtposition, og kunne nu fortsætte en temmelig hård kommunistisk linje.

[redigér] Udvandring

Allerede fra starten af DDR´s oprettelse begyndte indbyggere at forlade landet til fordel for det mere velhavende og friere Vesttyskland. Man har siden hen betegnet denne flygtningestrøm som befolkningens "Afstemning med fødderne". I 1956, hvor indtil videre 1,72 mio indbyggere havde forladt landet, indførte man en strammere visum og paslov, der skulle forhindre udvandringen. Det var især unge og veluddannede der forlod landet, de folk det nyoprettede land allermindst kunne undvære. Det blev endvidere gjort forbudt at planlægge flugt fra landet, såkaldt "Republikflucht".

[redigér] Berlinmuren

Uddybende artikel: Berlinmuren

Grænserne til Vesttyskland var allerede i starten af 50´erne blevet udbygget og blevet utroligt velbevogtede. Det var kun gennem Berlin man stadig kunne flygte til vesten uden problemer. Man kunne stige på et S-tog i Østberlin i DDR, og stige af i den vesttyske forbundsrepubliks Vest-Berlin. I løbet af 1960 og 1961 steg antallet af flygtninge til uholdbare mængder, der på længere sigt ville årelade DDR for de dygtigste klasser i befolkningen. Alene i de første syv måneder af 1961 flygtede hele 153.000 indbyggere[2]. Partiet så sig nødsaget til at handle, og den 13. august 1961 vågnede berlinerne op til store grupper militær der tog opstilling langs den usynlige grænse mellem øst og vest. I løbet af få timer var der pigtråd på hele strækningen, og i løbet af få måneder stod der en betonmur som markering for grænsen mellem øst- og vestdelen af Berlin.

[redigér] Stabilitet

Berlinmurens bygning betød en indre ro i DDR. Mange folk der havde planlagt flugt måtte nu prøve at få det bedste ud af det i DDR. Med en større økonomisk reform i 1963 blev der løsnet lidt op for den rigide planøkonomiske styring. Man benyttede sig nu mere af konkurrence, belønning og incitamentsystemer i styringen af økonomien, og alt dette betød at DDR stabiliseredes økonomisk. De nye økonomiske reformer var et vigtigt skridt for DDR på vejen til at blive en af verdens ti største industrinationer, som landet senere blev.

[redigér] Afspænding i forhold til Vesttyskland

Med Willy Brandts tiltræden som forbundskansler i 1969 blev Vestysklands politiske linje under parolen "Neue Ostpolitik" lagt om i forhold til DDR. Dette betød at politikere fra øst og vest i 1970 for første gang officielt mødtes og talte med hinanden, selvom man fra vesttysk stadig nægtede at anerkende DDR og man stadig hævdede at være den egentlige tyske nation, så betød denne gestus alligevel meget for den østtyske stat i dets bestræbelser på at skabe et holdbart tysk alternativ til den vesttyske forbundsrepublik. Med "Grundlagenvertrag" fra 1972 blev det besluttet at de to tyske stater skulle udvikle et godt naboskab med hinanden.

[redigér] Ulbricht forlader scenen, Honecker tager over

I 1971 var det slut for den aldrende Walter Ulbricht med at sidde ved styrepinden. Efter længere tids intern uro i partiet blev Ulbricht tvunget til at træde af til fordel for Erich Honecker, der de skulle komme til at lede landet indtil 1989, hvor hans modstand mod reformer kostede ham lederposten. I halvfjerdserne forsøgte DDR stadig mere intensivt at opbygge en national identitet omkring nationen DDR. Dette betød at tysk historie gik fra at blive fortolket som et langt mørkt kapitel til at blive fortolket som en forløber for oprettelsen af den østtyske stat. Et tidligere forhadt symbol som den preussiske konge Frederik den Store blev pludselig til en tidlig socialist og ven af det fattige bondefolk.

DDR fortsatte dog med at køre hårdt frem mod kritiske røster. Den prominente østtyske forfatter og digter Wolf Biermann blev efter et besøg i Vesttyskland ganske enkelt nægtet indrejse til DDR igen. Andre blev overvåget og afhørt af det berygtede Stasi, der med 100.000 ansatte og over 2 mio informanter effektivt kunne overvåge den østtyske befolkning.

[redigér] Begyndende økonomiske problemer og Gorbatjov

Fra slutningen af halvfjerdserne begyndte den østtyske økonomi at klare sig stadigt dårligere. Især de to oliekriser i 1973 og 1978 betød store underskud, der måtte finansieres ved hjælp af store låntagninger i udlandet. I 1979 ved et sovjetisk statsbesøg bankede en hidsig Bresjnev i bordet og sagde direkte til Honecker, at han med sin gæld til vesten var ved at køre DDR direkte i bankerotten. Der blev i løbet af firserne ikke taget initiativ til at løse de store strukturelle problemer i den østtyske planøkonomi, og hvis ikke andre begivenheder havde forårsaget DDR´s sammenbrud, var DDR sandsynligvis brudt økonomisk sammen af sig selv.

I 1985 blev Gorbatjov ny leder af Sovjetunionen, og hans "Perestrojka" og "Glasnost"-politik fik hurtigt følger også for DDR, der under Honeckers markante ledelse var et af de mest kommunistiske lande i østblokken.

[redigér] DDR´s sammenbrud

I slutningen af firserne steg antallet af oppositionsgrupper inden for DDR, og de blev efterhånden umulige at holde nede. Det drejede sig bl. a. om miljøgrupper, der ville gøre noget ved den enorme forurening den kommunistiske stat udledte, ofte i overfyldte beboelseskvarterer til stor skade for beoerne. Også freds- og menneskerettighedsgrupper voksede i antal og betydning. Selv om religion var svært foreneligt med den kommunistiske lære havde man siden 1978 alligevel givet kirkerne visse friheder, og det blev derfor i kirkerne at oppositionsgrupper samledes og planlagde demonstrationer mod regimet.

I august 1989 fik en begivenhed i Ungarn dog for alvor udviklingen til at løbe DDR´s ledelse fuldstændig ud af kontrol. Her åbnede man med stiltiende accept fra Sovjetunionen for grænsen til det vestlige naboland Østrig. Der var dermed slået et hul i det finmaskede jerntæppe, hvorfra østtyskere kunne flygte til Vesttyskland. Dette betød en fuldstændig underminering af DDR´s eksistensberettigelse, der kun havde kunnet eksistere ved at holde befolkningen fanget i landet. En brutal opløsning af fredelige demonstrationer over hele landet den 7. oktober 1989 var et tydeligt tegn på regimets manglende overbevisningsformåen. De næste dage voksede demonstrationerne i antal, og dette tvang den stædige Erich Honecker fra posten. Han var få dage for inden blevet advaret af Gorbatjov om ikke at være for stædig. "Den der kommer for sent, forpasser livet" havde den russiske statsleder sagt til ham.

Den 9. november blev det ved et pressemøde af en tydeligt presset østtysk politiker Günter Schabowski bekendtgjort, at alle grænseovergange var åbne. En sand folkestorm brød løs mod grænseovergangene i Berlin, og grænsesoldater så sig uden instrukser nødsaget til at give efter for folkepresset og åbne grænserne. DDR´s sammenbrud var nu uafvendeligt.

[redigér] Genforeningen

De første frie valg i DDR fandt sted i marts 1990 og gav en kæmpesejr til det konservative CDU, der for første gang var opstillingsberettiget. Dette parti havde ført kampagne med en ophævelse af DDR og en indlemmelse i Vesttyskland. Dette trådte i kraft den 3. oktober 1990, hvor den kommunistiske tyske stat DDR efter 41 års levetid ophørte med at eksistere.

[redigér] Geografi

Den nordlige og mellemste del af det tidligere DDR er en del af det nordtyske fladland, hovedsageligt præget af lavland med landbrug, afvekslende med skove. Karakteristisk for den nordlige del af landet er et morænepræget istidslandskab og talrige større og mindre søer. Længere sydpå rejser landet sig noget og bliver mere bakket. I højlandet finder man store lavlandsbugte, bl. a. omkring Leipzig. Harzen, Thüringer skoven, Rhön, Erzgebirge, Elbsandsteingebirge, Sächsische Schweiz, Zittauer Gebirge og Lausitzer Bergland udgør de højeste højdeplateauer og bjergrygge i syden. Landet præges endvidere en del af de store floder Elben og Oder der skærer sig igennem landet.

  • Højeste bjerge: Fichtelberg i Erzgebirge 1214 m, Brocken i Harzen 1142 m, Inselsberg 916 m,
  • Vigtigste floder: Elben, Saale, Oder, Havel, Mulde, Neisse, Spree, Ilm, Peene, Unstrut, Warnow, Werra
  • Største søer: Müritz, Schweriner See, Malchiner See,
  • Øer: Rügen, Usedom, Poel, Hiddensee, Halbinsel Fischland-Darß-Zingst

[redigér] Administrativ inddeling

"Bezirke" i DDR fra 1952-1990
"Bezirke" i DDR fra 1952-1990

DDR´s territorium bestod af de nuværende delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen, endvidere også den østlige del af den nuværende delstat Berlin. DDR grænsede op til den daværende indretyske grænse til Vesttyskland, det daværende Tjekkoslovakiet samt Polen, mod nord lå Østersøen hvorfra man kunne komme til Danmark. Vest-Berlin lå som en vesttysk enklave midt i DDR.

Fra 1952 blev DDR opdelt i 15 administrative regeringscentre, Bezirke. Udover hovedstaden Øst-Berlin var det.

  • Bezirk Dresden
  • Bezirk Karl-Marx-Stadt
  • Bezirk Leipzig
  • Bezirk Gera
  • Bezirk Erfurt
  • Bezirk Suhl
  • Bezirk Halle
  • Bezirk Magdeburg
  • Bezirk Cottbus
  • Bezirk Potsdam
  • Bezirk Frankfurt (Oder)
  • Bezirk Neubrandenburg
  • Bezirk Schwerin
  • Bezirk Rostock

Umiddelbart før genforeningen i 1990 blev de 15 "Bezirke" opsplittet i fem delstater, der blev indlemmet i den vesttyske forbundsrepublik den 3. oktober 1990.

[redigér] Økonomi

DDR var på trods af de store reparationer man måtte betale til Sovjetunionen alligevel den højstudviklede industrination i hele østblokken, og havde en højere levestandard end mange andre udviklede lande i verden. Landet led dog konstant af varemangel, hvorfor man til tider måtte stå i timers kø for at få basale ting som bukser, sko, skinke, brød osv. Der var dog aldrig decideret levnedsmiddelmangel, blot mangel på forskellige levnedsmidler. Dette forhold var en konsekvens af det meget rigide planøkonomi, der ikke kunne tage højde for pludselige markedsknaphed. Planøkonomien blev styret efter fem-års-planer, der ofte tog fejl af udviklingen i efterspørgslen på forskellige varer. De få små private virksomheder der rent faktisk blev tilladt at virke kunne ikke ændre meget ved dette forhold.

[redigér] Kort økonomisk historie

Den første fem-års-plan fra 1951 til 1955 skulle hovedsageligt forsøge at fjerne de mærkbare følger af 2. verdenskrigs ødelæggelser og sovjetisk demontage af østtysk industri. Man fokuserede på at opbygge en stabil energisektor samt svær og kemiindustri. I den første periode var planøkonomien ikke trådt igennem for alvor, der var stadig over 13.000 private virksomheder, og i landbruget var tvanskkollektiviseringer endnu ikke trådt fuldt i kraft.

Allerede i 1957 opnåede man i DDR en produktion der var dobbelt så stor for det tilsvarende område før 2. verdenskrig. 50 procent af verdens brunkulproduktion kom på det tidspunkt fra DDR, og landet leverede. I andre sværindustrigrene som kemi og stålproduktion lå DDR også på et meget højt niveau.

I starten af halvfjerdserne var DDR målt på produktion i en årrække verdens tiendestørste industriland. Ved genforeningen var DDR blandt de 25 største industrinationer i verden. På trods af dette blev en stor del af landets udgifter finansieret ved hjælp af store låntagninger i andre, især vestlige, lande. Man fik i løbet af firserne ikke løst disse problemer, bl. a. fordi man ikke ville skære i sociale tilskud og goder til befolkningen.

[redigér] Planøkonomien og dens strukturelle problemer

Selv om DDR på mange områder ikke var en fuldstændig umulig stat økonomisk set, så var den målt med tilstødende vestlige nationer håbløst langt bagefter, og selv om planøkonomien i visse tilfælde ikke var helt uden succeser, så ville de strukturelle problemer denne økonomiske model skabte på længere sigt føre til et økonomisk kollaps i konkurrence med de frie markedsøkonomier.

I alle varegrupper herskede der fra tid til anden vareknaphed. Mest udtalt var dette forhold indenfor køb af biler, hvor man for visse modeller måtte vente op til 15 år.

Priser og løn blev fastsat fra statsligt hold. En arbejder kunne ofte tjene næsten det samme som en universitetsansat kemiingeniør. Dette betød at boligområder ikke var så socialt homogeniserede, som man kan opleve i dag.

[redigér] Politik

[redigér] Politisk system

DDR definerede sig selv som en demokratisk socialistisk stat. Der var tale om et meget centralistisk opfattelse af demokratiet, hvorfor al magt var centreret i det siddende parti. Der blev afholdt valg i DDR, men de var hverken frie eller åbne. Det var forbundet med tvang at deltage i valghandlingen, hvor man dog ikke kunne stemme på andre kandidater end dem partiet SED på forhånd havde opstillet på en prioriteret liste.

[redigér] Militær

Allerede i 1948 oprettedes på sovjetisk initiativ mindre militærafdelinger i DDR, der bestod af østtyske politienheder, også kaldet "Volkspolizei". Med den begyndende kolde krig og med Vesttysklands indtræden i NATO og efterfølgende oprettelse af det vesttyske militær, Bundeswehr, blev det nu besluttet, at også DDR skulle have sit eget militær. Den 1. marts 1956 blev den nationale folkearme (NVA-"Nationale Volksarmee") dannet, ofte fik man ligesom i Vesttyskland dertil hjælp af mange af de værnemagts-officerer, der blot få år forinden havde kæmpet mod den røde hær under Hitlers ledelse.

Med indførelsen af værnepligten i 1962 nåede det samlede antal soldater i NVA op på cirka 170.000 mand. NVA deltog på intet tidspunkt i krigshandlinger, men der var planer om at lade divisioner fra NVA deltage i nedslagningen af oprøret, Pragforåret, i Tjekkoslovakiet i 1968.

[redigér] Kultur

[redigér] Litteratur

[redigér] Film og TV

[redigér] Idræt

[redigér] Kilder

  1. Deutsche Geschichte in Schlaglichtern side 338
  2. Deutsche Geschichte in Schlaglichtern side 361
organisation