Carl Wilhelm Jessen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Carl Wilhelm Jessen, (10. juli 1764 - 30. marts 1823), var søofficer og søn af etatsråd Nicolai Jacob Jessen.

Jessen blev sekondløjtnant i marinen 1782, premierløjtnant 1789, kaptajnløjtnant 1796, kaptajn 1803, kommandørkaptajn 1810, kommandør 1815 og afgik fra marinen som kontreadmiral 1822. –

Straks efter sin officerseksamen gjorde Jessen et togt med snaven «Lærken» til Vestindien, hvor han deltog i en heldig kamp mod 2 engelske kapere. Hjemkommen herfra for han en tid lang til koffardis på Vestindien og Frankrig som overstyrmand og vendte tilbage 1789. Samme år var han som chef for en kanonbåd i admiral C. v. Schindels eskadre i Østersøen og var det påfølgende år som chef for kongebåden «Makrellen» rekognoscerende for den udsendte eskadre. 1793 gik han som næstkommanderende på briggen «Lovgen» atter til Vestindien (Kaptajn H. Kaas), hvor han på ny deltog i kampe mod kapere. Nogen tid efter hjemkomsten fra dette togt var J. 1797-99 næstkommanderende på Søkadetakademiet, derefter chef for en kutter på togt under Norge for at beskytte neutraliteten og udgik 1800 som chef for briggen «Lovgen» på ny til Vestindien, hvor han desuden havde 2 skonnerter, «Iresine» og «Den Aarvaagne», under sig. Han bemægtigede sig her 1. september den engelske kaper «Eagle», som i lang tid havde forulempet de danske handelsskibe og bestod 3. marts det påfølgende år på heldig måde en kamp mod 2 engelske orlogsfregatter, der, uden at Jessen anede krigens udbrud, overfaldt ham ved øen St. Thomas. Da øernes overgivelse senere påfulgte, måtte han imidlertid udlevere alle 3 ham underlagte skibe til dem og rejste derefter med besætningerne som passager hjem, hvor kongen hædrede ham med en guldæressabel. 1803-4 var han atter på station i Vestindien som chef for fregatten «Frederikssten». Efter nogle togter 1805-6 ansattes han 1807 som chef for linjeskibet «Prins Christian Frederik», der tillige med linjeskibet «Louise Augusta» og briggen «Lovgen» dette år opholdt sig i de norske farvande og derved undgik at blive udleveret til englænderne, da disse tog hele vor øvrige flåde. I december kom han tilbage i Sundet med 200 mand af besætningen på sygelisten og med et skib, der trængte stærkt til eftersyn, da det længe havde været i søen, men fik i marts 1808 ordre at gå over i Storebælt for at forjage en derværende engelsk fregat, som Jessen formodede, navnlig fordi man ønskede uhindret at kunne overføre de franske (spanske) tropper fra Fyn til Sjælland. I København erfarede man imidlertid, at en overlegen engelsk styrke var ankommet ud for Hornbæk, og admiral Bille sendte derfor en skrivelse til ham om at søge tilbage til Sundet sønden om Sjælland. Jessen fik dog ikke dette bud i hænde, førend det var for silde. 22. marts mødte han med sit skib 2 fjendtlige fregatter nord for Sjælland; for at forhindre disse i at komme ind i Bæltet holdt han nord på; de engelske linjeskibe ved Hornbæk havde imidlertid erfaret hans afgang og begav sig samme morgen på jagt efter ham. Kl. 2 opdagedes fra «Prins Christian Frederik» 2 engelske linjeskibe kommende øst fra, og Jessen indså nu, at en afgørende kamp måtte følge. Flygte for fjenden gennem bæltet ville han ikke for ikke at drage den fjendtlige styrke herned, han holdt derfor norden og østen om Sjællands Rev og håbede nu på at kunne undløbe til Sundet. Da vinden imidlertid skrallede mere og mere, lykkedes ej heller dette. kl. 7 1/2 om aftenen på østsiden af Sjællands Odde begyndte kampen, der førtes mod de engelske linjeskibe «Nassau» og «Stately» samt 1 fregat og 2 korvetter. Efter næsten 3 timers kamp måtte Jessen stryge flaget, men var da kommet landet så nær, at han straks efter stødte på grund. Kun med nød og næppe undgik de fjendtlige skibe at dele skæbne med ham. Ved denne lejlighed faldt den bekendte løjtnant Willemoes og 2 andre officerer samt 61 mand, desuden var 129 mænd sårede. Da skibet ikke kunde tages af grunden igen, måtte englænderne den næste dag brænde det. De faldne begravedes på Odden kirkegård, hvor deres grav med et passende monument endnu findes. Jessen, der i slaget selv var blevet såret, udveksledes snart efter i Göteborg, hvorhen de engelske skibe tyede for at reparere. I resten af krigen havde han kommandoen over batteriet Trekroner tillige med en afdeling kanonbåde. 1815 førte Jessen et privat skib til Vestindien. 1822 ansattes han efter sin afsked af Søetaten som guvernør over St. Thomasde vestindiske øer, og i denne stilling forblev han til sin død, 30. marts 1823.

Jessen blev gift 27. august 1794 med Anna Margrethe Erichsen (8. december 1764 - 27. december 1845), datter af konferensråd Jon Erichsen. Han var en kæk og ædel personlighed, der så vel i kampene ude i de vestindiske farvande som også -- og navnlig -- i det ovennævnte slag ved Sjællands Odde på en værdig måde hævdede den danske søkrigerstands ære. En søn af ham var Oberst Tycho Jessen.



Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
organisation