Urnemarkskulturen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kort over Europa omkring 1200 f.Kr., der viser udbredelsen af urnemarkskulturen (markeret med rødt). Det centrale, lavendelblå område ("Knovitz-kulturen") regnes normalt også med til urnemarkulturen.
Kort over Europa omkring 1200 f.Kr., der viser udbredelsen af urnemarkskulturen (markeret med rødt). Det centrale, lavendelblå område ("Knovitz-kulturen") regnes normalt også med til urnemarkulturen.

Urnemarkskulturen er en betegnelse, der bruges om en periode af Centraleuropas bronzealder, nemlig mellem ca. 1300 f.Kr. og 750 f.Kr.. Kulturen har fået navn efter gravskikken, der ændrede sig, sådan at man begyndte at brænde de afdøde i et område, der når fra det nuværende Ungarn via en bue over Østrig, Tjekkiet og Sydtyskland til det østlige Frankrig. Det blev almindeligt at oprette store gravpladser med urnegrave både på flad mark og under lave høje. I nordeuropa kaldes den samme periode oftest for Yngre bronzealder.

[redigér] Oprindelse

Urnemarkskulturen var en udvikling fra den tidligere ”tumuluskultur” (gravhøjskultur). Ændringen skete gradvist, sådan som det kan ses af keramikken og gravgaverne. I visse dele af Tyskland eksisterede ligbrænding og kistebegravelser samtidigt, og nogle grave indeholder kombinationer af både tumuluskeramik og Urnemarkssværd eller indgraverede tumulusmønstre i keramik samman med tidlig Urnemarkskulturstil.

16 spænder, deponeret i en mose i Ellmoosen (Kreis Bad Aibling, Tyskland), omfatter hele den kronologiske periode fra Bronze B til tidlig Ha A. Dette viser en stærk, rituel kontinuitet. Ved nogle vadesteder over floderne Loire, Seine og Rhône har man fundet sammenhængende offeringer, som viser sammenhæng i hele tidsrummet fra slutningen af yngre stenalder frem til Urnemarksperioden.

Oprindelsen til ligbrændingsritualerne ses almindeligvis på Balkan, hvor det var almindeligt brugt allerede i den østlige del af tumuluskulturen. Enkelte kremeringer er også fundet i Proto-Lausitzkulturen og Trzcinieckulturen.

Typiske gravgaver fra Urnemarkskulturen.
Typiske gravgaver fra Urnemarkskulturen.

[redigér] Kronologi

Inden for visse områder som det sydvestlige Tyskland, regner man periodens begyndelse fra 1200-talet (begyndelsen af Ha A), men allerede bronze D Riegsee-fasen gennemfører ligbrændinger. Eftersom ændringen fra den mellemste bronzealder til Urnemarkskulturen var gradvis, er det kun et spørgsmål om definition.

Urnemarkskulturen omfatter Hallstatt A og B (Ha A og B) i Paul Reineckes kronologi, hvilket ikke må sammenblandes med Hallstattkulturen (Ha C og D) i tidlig jernalder. Dette svarer til faserne III-IV i Oscar Montelius' periodeindeling for nordisk bronzealder. Det varierer som nævnt med forfatter og region, om man skal medtage Reineckes Bronze D.

Urnemarkskulturen er indelt i de følgende faser.

f.kr
Bronze D 1300-1200
Ha A1 1200-1100
Ha A2 1100-1000
HaB1 1000-800
HaB2 900-800
Ha B3 800-750

Eksistensen af Ha B3 er omdiskuteret, eftersom materialet udelukkende består af kvindegrave. 100-års inddelingerne viser, at inddelningen i allerhøjeste grad er skematisk. Faserne er baseret på typologiske ændringer, og det betyder, at de ikke er helt tidsrettede. Flere dendrokronologiske og radiokronologiske dateringer er yderst påkrævede.

Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
organisation