Genforeningen 1920

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Amerikansk kort over Danmark fra 1921. De fleste byer i Sønderjylland er endnu angivet med tyske navne. Området på begge sider af grænsen kaldes Schleswig; de fire nye sønderjyske amter er ikke kommet med.
Amerikansk kort over Danmark fra 1921. De fleste byer i Sønderjylland er endnu angivet med tyske navne. Området på begge sider af grænsen kaldes Schleswig; de fire nye sønderjyske amter er ikke kommet med.

Genforeningen er det almindeligt anvendte navn for Sønderjyllands (Nordslesvigs) overgang fra tysk til dansk herredømme i 1920.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Baggrund

I første halvdel af 1800-tallet var der opstået en strid om, hvorvidt Slesvig var tysk eller dansk. Sprogligt set var området blandet mellem tysk, dansk og frisisk. Statsretligt set hævdede man fra dansk side, at hertugdømmet Slesvig var et gammelt dansk len, mens man fra tysk side var imod alle forsøg på at knytte Slesvig tættere til kongeriget. En deling af Slesvig havde allerede dengang været foreslået, men blev afvist af både den danske og tyske bevægelse i Slesvig. [1]

Efter krigen i 1864 måtte det danske monarki afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Slesvig blev administreret af Preussen, Holsten af Østrig. I 1866 udbrød der krig mellem de to tyske stormagter. Preussen vandt krigen, og Østrig måtte afstå sin del af byttet fra 1864 ved Pragfreden. Napoleon 3. af Frankrig fik dog indsat en bestemmelse om, at indbyggerne i Nordslesvig ved lejlighed kunne få lov til at stemme om, hvorvidt de ville høre til Danmark eller Preussen. Denne paragraf 5 blev efter aftale med Østrig ophævet af Preussen i 1879. Derefter var der umiddelbart intet håb om en ændring af det statslige tilhørsforhold.

I oktober 1918 var Tysklands militære nederlag i 1. verdenskrig en realitet. Samme år havde USA's præsident Woodrow Wilson fremlagt en 14-punkts fredsplan for Europa. Heri indgik blandt andet pricippet om folkenes selvbestemmelsesret, dvs. at nationale mindretal skulle have ret til at afgøre hvilken stat, de ville tilhøre. Den sidste tyske regering før revolutionen forsøgte at klare grænseproblemet ved at tilbyde en afståelse af Haderslev Amt. Den danske regering afslog med den begrundelse, at man ville afvente en fredsaftale. Regeringen havde fra den dansksindede rigsdagsmand i den tyske rigsdag i Berlin, H. P. Hanssen Nørremølle, fået informationer om, at en ny tysk regering måske ville være villig til en større afståelse.

[redigér] Folkeafstemningen

Versailles-freden i 1919 bestemte, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Slesvig i to omgange, en i Nordslesvig og en i Mellemslesvig. De tyske myndigheder skulle rømme området indtil syd for linjen Slesvig-Husum, hvilket dog kun skete delvis i den sydlige del. En international kommission bestående af medlemmer fra Frankrig, England, Norge og Sverige overtog administrationen, og franske tropper besatte området. Den internationale kommission planlagde og gennemførte afstemningerne i de to zoner.

Afstemningen i Nordslesvig, i den såkaldte 1. zone, blev afholdt den 10. februar 1920. Der blev afgivet 75 procent danske stemmer mod 25 procent tyske. Man stemte en bloc, d.v.s. flertallet i et udelt Nordslesvig skulle være afgørende for det statslige tilhørsforhold.

I 2. zone, i Mellemslesvig, hvor Flensborg lå, foregik afstemningen den 14. marts 1920. Der var her 20 procent danske stemmer og 80 procent tyske. Her gjaldt kommunevis afstemning, således at eventuelle tilgrænsende kommuner med dansk flertal kunne komme til Danmark. Bortset fra tre små landsbyer på Før havde dog ingen kommuner i 2. zone dansk flertal.

En 3. zone, der gik ned til Slien og Dannevirke, kom overraskende med i det første udspil til fredstraktaten. Baggrunden var henvendelser fra nationale danske kredse. Efter anmodning fra den danske rigsdag blev den 3. zone sløjfet fra den endelige traktat.[2][3]

[redigér] Flensborg-bevægelsen og påskekrisen

I Danmark var der stor glæde over foreningen med Nordslesvig. Men i konservative, nationale kredse var der utilfredshed med, at Flensborg ikke kom til Danmark - på trods af, at kun en fjerdedel af byens indbyggere havde stemt dansk. Man argumenterede med at tilvandring havde ændret flertallet i byen, der endnu havde haft dansk flertal ved rigsdagsvalget i 1867. Yderligere var en stor del af de danske beboere som følge af besættelsen udvandret til USA. Flensborg-bevægelsens protester og generel social urolighed førte til at kongen afskedigede regeringen, hvilket udløste Påskekrisen i 1920.

[redigér] Overdragelse af landsdelen

I maj 1920 overtog dansk militær kontrollen med Nordslesvig. I juni kom der dansk forvaltning, og kronen afløste den tyske mark. Den 15. juni, på Valdemarsdag, blev området officielt forenet med Danmark som de sønderjyske landsdele. Den 10. juli red Christian 10. over den gamle grænse på landevejen ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld. En stor genforeningsfest fandt sted dagen efter på Dybbøl Banke.[4] Den 12. juli mødte Christian 10. ved et møde i Kruså de danske sydslesvigere, som ikke blev genforenet.

Genforeningsdagen, 15. juni, og afstemningsdagen, 10. februar, fejres endnu af dansksindede i Sønderjylland.

[redigér] Kilder og eksterne henvisninger

  1. http://graenseforening.dk/artikel.php?id=21305
  2. Salmonsens Konversationsleksikon, artiklen Danmark
  3. [1]
  4. http://www.graenseforeningen.dk/artikel/3719
organisation