Brun bjørn
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
Brun bjørn
Foto: Jean-noël Lafargue |
|||||||||||||||
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||
|
|||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||
| Ursus arctos Linnaeus, 1758 |
|||||||||||||||
|
Den brune bjørns udbredelse
|
|||||||||||||||
|
|
Den brune bjørn (Ursus arctos) er et pattedyr tilhørende bjørnefamilien Ursidae. Den er en af fire nulevende repræsentanter for slægten Ursus og er den mest udbredte bjørneart i verden. Den brune bjørn findes i talrige former, fordelt i underarter som f.eks. den europæiske brune bjørn (Ursus arctos arctos), Grizzlybjørnen (Ursus arctos horribilis) og Kodiakbjørnen (Ursus arctos middendorffi). Der er en del uoverensstemmelser omkring opdelingen af den brune bjørn i underarter, f.eks. tyder nyere forskning på, at isbjørnen burde kategoriseres som en underart til den brune bjørn.
Som et af de største landlevende rovdyr på Jorden spiller den brune bjørn en stor rolle i talrige myter og sagn. Samtidig har den brune bjørn gennem tiderne i høj grad været jaget vildt, da den for det første er menneskets konkurrent i forhold til føde, og for det andet udgør en potentiel fare. Som resultat er den brune bjørn tæt på udryddelse i det meste af vest- og mellemeuropa, hvor de fleste bestande er kraftigt reducerede. Den brune bjørn findes naturligt udbredt i Europa, Asien og Nordamerika. Bestanden i Skandinavien menes at udgøre cirka 1.200 individer i Sverige (primært Sverige) og Norge sammenlagt samt 1.300 individer i Finland. De øvrige lande i Europa, hvor man stadig kan finde den brune bjørn i naturen er Rusland, Polen, Italien, Schweiz, Slovakiet, Jugoslavien og Tyrkiet. Der findes i dag omkring 150.000 – 200.000 brune bjørne i verden, hvoraf ca. 90.000 - 120.000 findes i Rusland.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Udseende
Brune bjørne har en tæt pels, der kan blive op til 10 cm lang og ses i nuancer af blond, lysebrun, mørkebrun og sort. De lange dækhår har ofte lysere sølvgrå spidser, der kan give bjørnen et gråmeleret udseende. Halen er kort og afstumpet, som hos alle andre bjørne. Hovedet er stort og afrundet med et bredt kranie, et smalt snudeparti og konkav profil. Øjnene er små og ørerne er afrundede. De brune bjørne har en karakteristisk muskelpude over skuldrene, der giver ekstra styrke til forbenene f.eks. under gravearbejde. Bjørnen er stærk og kan med et enkelt poteslag brække nakken på en bøffel. De kraftige forben ender i store poter med kløer på op til 10-13 cms længde. Bjørnen er sålegænger som mennesket, dvs. den går på hele fodfladen. Kløerne kan ikke trækkes ind. Bjørnen kan gå oprejst på to ben og den svømmer gerne. De yngre knapt så tunge individer er imponerende klatrere. Normalt bevæger bjørnen sig rundt i adstadigt tempo i [pasgang]]. Men i strakt galop kan bjørnen nå en imponerende topfart omkring 50 - 60 km/t.
En normal brun bjørn bliver mellem 1,7 - 2,8 meter lang fra snude til halespids. Den har en skulderhøjde på mellem 90 - 150 cm. Den mindste underart er den europæiske brune bjørn, hvor voksne hunner kan veje helt ned til omkring 90 kg, mens kodiakbjørnen er den største, hvor en voksen han kan veje op til 680 kg. Bjørne opvokset i zoologiske haver er normalt noget tungere end bjørne opvokset i naturen. Generelt varierer bjørnens vægt med årstiden, vægten er mindst om foråret, når bjørnen forlader vinterhiet og størst om efteråret lige inden bjørnen går i hi igen. Vilde bjørne bliver omkring 25 - 30 år gamle, mens individer i fangenskab kan blive op til 50 år gamle.
[redigér] Føde
Den brune bjørn er som udgangspunkt altædende. Den spiser dog primært planteføde som normalt udgør 65% af dens føde. Fødevalget varierer dog kraftigt alt efter det geografiske udbredelsesområde og tidspunktet på året. Af planter spises græs, urter, knopper og bær. Herudover spiser den brune bjørn også ådsler, fisk, fugleæg, myrer, elge, rensdyr og honning.
[redigér] Forplantning
Den brune bjørn parrer sig kun hver tredje år. Parringen foregår normalt i månederne maj-juni, og først når bjørnen er blevet kønsmoden som to-fire årig.
Efter en drægtighedsperiode på syv-otte måneder føder hunbjørnen to til fire unger, som er små, blinde og næsten nøgne. Synet får de når de er fire-fem uger gamle. Ungerne fødes i bjørnens vinterhule.
Ungerne dier hos moderen i tre-fire måneder og de kan klare sig selv efter halvandet - to år. Ungerne forlader først hulen efter cirka fire måneder.
Hanbjørnen er farlig for bjørneunger, da den opfatter dem som føde eller konkurrenter. Støder en hanbjørn på en bjørneunge risikerer ungen derfor at blive dræbt og ædt. Hunbjørnen beskytter derfor sine unger omhyggeligt. I zoologiske haver er det muligt at have både hanbjørne og hunbjørne med unger sammen.
[redigér] Udseende
Den brune bjørn varierer kraftigt i størrelse alt efter sit geografiske udbredelsesområde, og den kan derfor have en kropslængde på mellem 1,7 og 2,5 meter. Dens vægt ligger på mellem 70 og 250 kilogram. Grizzly bjørnen fra Alaska kan veje op til 700 kilogram og den europæiske brune bjørn kan veje maksimalt 400 kilogram.
Selv om bjørnen kan se lidt klumpet og langsom ud, og normalt også bevæger sig i et roligt tempo, kan den være ekstremt hurtig og komme op på en fart af 50 km/t.
[redigér] Vinterhi
Den brune bjørn benytter sig af et hi, typisk fra månederne november til marts. Hiet er typisk en stor hule. Umiddelbart forud for dette har bjørnen spist sig godt tyk og fed, og de opbyggede depoter anvendes så som energiressource under hiet. Bjørnen vågner dog fra sit hi engang imellem, typisk ved "godt vejr" eller hvis der er fare på færde.
[redigér] Klassifikation
Der er meget få anerkendte underarter af de brune bjørne, på trods af at der er store forskelle på dem alt efter hvor de lever. Alene 2 underarter er anerkendt: Grizzly (Ursus arctos horribilis), som omfatter alle brune bjørne med undtagelse af dem som lever på øerne Kodiak, Skuyak og Afognak, som anerkendes som underarten Kodiakbjørnen (Ursus arctos middendorffi)
Der anvendes dog ofte yderligere underopdelinger af den brune bjørn, som primært er en adskillelse af hvor de lever. For eksempel Europæisk brun bjørn (Ursus arctos arctos) som er den bjørn som lever i Norge og Sverige. Den kaldes undertiden også for den skandinaviske brune bjørn.
Den yderligere opdeling består normalt af følgende 12 underarter, hvoraf Bajan bjørnen er uddød:
- Kodiak bjørnen (Ursus arctos middendorfi)
- Alaska bjørnen (Ursus arctos dalli)
- Den amerikanske grizzly bjørn (Ursus arctos horribilis)
- Den mexikanske grizzly bjørn (Ursus arctos nelsoni)
- Barren Ground grizzly bjørn (Ursus arctos richardsoni)
- Heste bjørnen (Ursus arctos pruinosus)
- Isabellabjørnen (Ursus arctos isabellinus)
- Den sibiriske bjørn (Ursus arctos beringianus)
- Den manchurianske bjørn (Ursus arctos manchuricus)
- Europæisk brun bjørn (Ursus arctos arctos)
- Hokkaido bjørnen (Ursus arctos yesoensis)
- Bajan bjørnen (Ursus arctos californicus)
Isbjørnen er også nært beslægtet med den brune bjørn. Så nært beslægtet at de kan få fødedygtige afkom sammen, en egenskab, der antyder at de to arter måske i virkeligheden kun er variationer indenfor samme art.
[redigér] Udbredelse i Danmark
Den brune bjørn lever ikke vildt i Danmark, men for cirka 10.000 år siden levede Tragtbægerfolket i det meste af Europa inklusiv Danmark, og man har fundet rester af bjørneknogler på deres bopladser der viser at dette folk jagede og spiste bjørne.
Den brune bjørn kan i Danmark alene ses i zoologiske haver og dyreparker. Skandinavisk Dyrepark har et af de mest anerkendte bjørneanlæg i verden, og bjørnen kan også ses i Zoo København.
[redigér] Se også

