Margrete 1.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Margrete 1. (1353 – 28. oktober 1412) var regent for Danmark (1375-1412), Norge (1388-1412) og Sverige (1389-1412). Hun er desuden kendt som grundlæggeren af Kalmarunionen og som Danmarks første kvindelige monark, ihvertfald af gavn.
[redigér] Biografi
Margrete 1. var datter af Valdemar Atterdag. Som 10-årig blev hun gift med kong Håkon VI af Norge. Margrete har aldrig været dronning af Danmark, da en kvinde kun kunne være "fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder". Ihvertfald indtil sønnen, hendes mindreårige søn Oluf, kunne blive konge. Så mens Oluf var mindreårig, var hun hans formynder og regerede på hans vegne. Da Oluf døde i 1387, valgte Rigsrådet Margrete til regent, ivrigt tilskyndet af drost Henning Podebusk. Margrete tog nu sin søsters dattersøn, Bogislaw, til sig som sin fostersøn. Bogislaw, som var søn af Vartislav VII af Pommern, fik det mere svenskklingende navn Erik (senere Erik af Pommern). I 1388 blev Margrete valgt til regent i Norge. I Sverige var der nærmest borgerkrig mellem stormændene og kongen, Albrecht III af Mecklenburg. Ved Dalaborgaftalen i 1388 blev Margrete valgt til regent over den del af Sverige som stormændene kontrollerede, og de lovede at hjælpe Margrete med at få resten af Sverige. Stockholm, som var under kontrol af tyske købmænd, blev belejret. Mecklenburg kom nu til hjælp og begyndte at hærge de danske kyster. Men efter et forlig endte det med, at Margrete blev regent i Sverige. Da var hele Norden i hendes magt, herunder også Island, Færøerne og Grønland, som fulgte med Norge, og Finland, som fulgte med Sverige.
Margrete begyndte nu at styrke sin position. Hun overtog selv embederne som marsk og drost og sørgede for, at Rigsrådets indflydelse mindskedes. Hun forbød stormændene at bygge deres egne borge, og byer måtte heller ikke længere befæstes. Meget af det gods, som stormændene har erhvervet under Valdemar Atterdags ophold i Tyskland, bringes tilbage under kronen. I 1396 vedtog landstingene den såkaldte "Dronning Margretes Fred", hvori borgerne lovede regeringen at overholde gældende love. Dette er modsat de såkaldte håndfæstninger, hvori kongen lovede borgerne at overholde gældende love.
I 1396 fik Margrete hyldet Erik som konge af Danmark og Norge og senere af Sverige. Der indkaldtes til unionsmøde i Kalmar, og den 17. juni 1397 blev Erik kronet til konge af Norden, af Kalmarunionen. Den 13. juli 1397 sættede 67 gejstlige og rigsrådet deres segl på kroningsbrevet, hvori de aflagde troskabsløfte til kongen. Margrete trådte tilbage som formynder i 1401, men det er dog stadig hende, der trækker i trådene, indtil hun dør. Margrete begynder at blande sig i Slesvigs forhold. Hun opkøbte flere borge i Slesvig, og i 1409 fik Margrete Flensborg og Nyhus Slot. I 1410 erobrede Erik Als og Ærø. I 1411 tilbageerobrede de holstenske grever Flensborg, men Margrete klarede igen sagen ved forhandlinger, og den 24. oktober kunne Margrete og Erik marchere ind i Flensborg. Endnu engang var Slesvig tæt på genforening med Danmark. Margrete døde den 28. oktober 1412 på sit skib i Flensborg Fjord. Hun blev begravet i Sorø, men flyttes senere til Roskilde Domkirke, hvor hun idag ligger.
| Efterfulgte: | Danmarks kongerække | Efterfulgtes af: |
| Oluf 2. 1376-1387 |
Erik 7. af Pommern 1412-1439 |
| Efterfulgte: | Sveriges regenter | Efterfulgtes af: |
| Albrekt af Mecklenburg 1363-1389 |
Erik 7. af Pommern 1396-1439 |
| P | I | II | III |
|---|---|---|---|
|
Proband: |
Farfar: Christoffer 2. |
Farfars far: Erik Glipping |
|
| Farfars mor: Agnes af Brandenburg |
|||
| Farmor: Eufemia af Pommern |
Farmors far: Bogislaw 4. af Pommern |
||
| Farmors mor: Margareta af Rügen |
|||
| Mor: Helvig (Valdemar Atterdags hustru) |
Morfar: Erik 2. af Sønderjylland |
Morfars far: Valdemar 4. af Sønderjylland |
|
| Morfars mor: Elisabeth af Sachsen-Lauenburg |
|||
| Mormor: Adelheid af Holsten |
Mormors far: Henrik 1. af Holsten |
||
| Mormors mor: Hedvig af Bronkhorst |
[redigér] Kilder/henvisninger
- Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
- Lexopen

