Château de Chenonceau
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Chenonceau slot ligger 30 km. fra Tours nær landsbyen Chenonceau ved floden Cher i departementet Indre-et-Loire i Loiredalen i Frankrig. (Slottet hed oprindeligt Chenonceaux, men x-et blev fjernet under revolutionen.)
Slottet blev opført 1515-1521 af Thomas Bohiers, kong Frans 1.s finanssekretær. Kongen overtog det siden selv og efter hans død skænkede hans efterfølger, Henrik 2., slottet til Diane de Poitiers, Frans' elskerinde. Hun lod bygge en bro der forbandt slottet med den anden flodbred, ligesom hun indrettede parker og haver efter sine hortonomiske interesser.
Da hendes velynder, Henrik 2. døde i 1559, blev Diane de Poitiers af dronningen, Katarina af Medici, tvunget væk fra sit elskede slot men fik dog et andet, Château de Chaumont, der ligger få kilometer væk, i bytte. Katarina, som var Frankrigs de facto regent, ofrede formuer på at udvide slottet, bl. a. i 1577 med gallerierne oven på broen over Cher og med flere haveanlæg. Slottet dannede rammen om overdådige fester, således blev i 1560 Catherines søn, Frans 2.s, tronbestigelse fejret med Frankrigs første fyrværkeri.
Ved Catherines død i 1589 overgik Château de Chenonceau til svigerdatteren Louise de Lorraine-Vaudémont, gift med en anden søn, kong Henrik 3.. Som den sidste adelige eller kongelige ejer købte hertugen af Bourbon slottet i 1720. Lidt efter lidt solgte han ud af inventar og kunstværker; en række statuer havnede således på Versailles.
Hustruen til den første borgerlige ejer, Louise Dupin, genindførte de livlige tider på slottet, bl. a. havde hun som gæster nogle af oplysningstidens fremmeste mænd (Voltaire, Fontenelle, Marivaux, Montesquieu, Buffon og Rousseau.) Under revolutionen blev Chenonceau i modsætning til andre slotte skånet for revolutionsgardens ødelæggelser, fordi det rummede broen over Cher, og der var langt til nærmeste overgang. Det hjalp også, at Louise Dupin ændrede slottets navn ved at fjerne det adelige x i Chenonceaux.
I 1864 solgte Dupin-familien slottet til skotten Daniel Wilson, som var blevet rig ved at installere gasbelysning i Paris. Han forærede Chenoceau til sin datter, Marguerite Pelouze. Hun fortsatte traditionen med overdådig selskabelighed, men pengene slap op, og en cubansk rigmand, José-Emilio Terry, overtog herlighederne i 1891.
Siden 1913 har Chenonceau været i chocoladefamilien Meniers eje. I 1950erne lod de gennemføre en gennemgribende istandsættelse efter delvise ødelæggelser under den tyske besættelse og en voldsom oversvømmelse.

