Sokrates
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Vestlig filosofi Græsk antik |
|
|---|---|
| Navn: | Sokrates |
| Født: | ca. 470 f.Kr. |
| Død: | 399 f.Kr. |
| Skole/tradition: | Klassisk græsk filosofi |
| Fagområde: | Etik, epistemologi |
| Betydningsfulde ideer: | Sokratiske metode, sokratisk ironi |
| Har påvirket: | Platon, Aristoteles og resten af den vestlige filosofi |
Sokrates (470 f.Kr.-399 f.Kr.) var en græsk filosof bosiddende i Athen. Hans indflydelse, formidlet igennem hans elev Platon, har været så massiv, at han i lang tid solidt har befundet sig blandt de mest kendte og respekterede tænkere overhovedet. Som bare én illustration heraf, er en udbredt samlet betegnelse for tidligere klassiske filosoffer simpelthen førsokratikerne.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kilderne til viden om Sokrates
Sokrates skrev ikke selv bøger. Kilderne til Sokrates er først og fremmest filosofferne Platon og Aristoteles, officeren Xenofon og komediedigteren Aristofanes. Perspektiverne på Sokrates' liv er forskellige: For Platon var Sokrates det gode menneske og den store lærer. Platon benytter dog med tiden også Sokrates som talerør for sin egen filosofi i sine dialoger, hvilket komplicerer fortolkningen af teksterne en del. Xenofon ser i højere grad end Platon Sokrates i et mere konservativt lys, som fornuftig borger. Aristofanes gør omvendt i sin komedie Skyerne nar af Sokrates, der som figur heri stiller spørgsmål om alt - også om selv de mest idiotiske ting.
[redigér] Liv og død
I sit voksne år brugte Sokrates ifølge Platon næsten hele sin dag på at gå rundt og diskutere filosofi med borgerne i Athen. Hans indkomst begrænsede sig til mad og gaver fra venner og de mønter han fandt på gaden (!), hvilket hans kone, den iltre Xantippe, forståeligt nok var utilfreds med.
Sokrates synes omvendt at have ydet en ærefuld indsats i den athenianske hær under mindst tre kampagner. Folk roser ham således flere gange for hans rolige mod i kamp, bl.a. i dialogen Symposion (et symposium er en uoficiel konference blandt venner).
I 399 f.Kr. blev Sokrates dømt for blasfemi og for at forføre ungdommen. I Athen skulle anklageren og forsvaret anbefale hvilke straf forseelsen skulle have. Det var derefter op til domstolen hvilke af de to anbefalinger der skulle stadfæstes. Anklageren krævede at Sokrates fik dødsdom, hvorimod Sokrates selv mente at intet mindre end gratis bespisning på rådhuset burde være den korrekte "straf" for at have oplyst Athens ungdom. Denne ære tilfaldt normalt kun borgere, der havde udmærket sig i sport eller krig. Sokrates venner og elever bønfaldt ham om at ændre forsvarets anbefaling. De ville gerne betale store bøder for at undgå at Sokrates blev idømt dødsstraffen, men Sokrates stod fast. Da domstolen via dens procedure kun havde anklagerens og forsvarets muligheder at vælge imellem blev Sokrates dømt til døden. Som det var almindeligt, fik Sokrates dog den uofficielle chance for at gå i landflygtighed istedet, men Sokrates valgte at modtage sin straf.
Sokrates blev dømt til at begå selvmord, sandsynligvis ved at drikke saften af den giftige plante skarntyde. I dialogen Faidon beskriver Platon de sidste timer i Sokrates' liv. Platon var ikke selv til stede ved Sokrates' henrettelse, så beskrivelsen baserer sig på overleveringer fra andre tilstedeværende. Platon beskriver ret detaljeret de symptomer, Sokrates oplever efter at have drukket giften. Sokrates bliver tung i benene og mister derefter følesansen, først i fødderne og senere længere op i kroppen. Teksten kan opfattes bogstaveligt - og bliver så en beskrivelse af giftens virkning. En anden tolkning er at beskrivelsen repræsenterer en filosofisk idé, nemlig sjælens frigørelse fra kroppen. Dette er så illustreret ved at Sokrates gradvist bliver følelsesløs i kroppen og dør med et lille spjæt, da sjælen forlader legemet.
I den filosofiske tradition betragtes Sokrates ofte som en helt, der døde for filosofiens skyld, og som en oprører imod falske autoriteter.
Andre, som fx journalisten I.F. Stone eller filosoffen Karl Popper, giver et andet billede af Sokrates, i retning af at han var en elitær anti-demokrat og en trussel imod det frie samfund. Denne dom uddeles bl.a. på baggrund af den dokumenterede omgang med Alkibiades, der hoppede af til Sparta, og Kritias, den nok værste af de tredive tyranner. Begge var de Sokrates' lejlighedsvise elever.
[redigér] Oraklet: Sokrates er den viseste
I Sokrates' forsvarstale, som er gengivet i sin helhed af Platon, nævner Sokrates sin gode ven Chairefon, der engang havde spurgt Oraklet i Delfi, om nogen var visere end Sokrates. Oraklet havde svaret benægtende på dette spørgsmål, hvilket havde undret Sokrates det meste af hans liv, da han ikke selv anså sig for særlig vís. For imidlertid at forsøge at modbevise oraklets gud, havde han brugt store dele af sit liv i søgen efter en mere vís person. Han havde gået fra politikerne over digterne til håndværkerne, men selvom disse personer havde stor viden på deres respektive område, var de ifølge Sokrates alle selvovervurderende på andre områder, - og anså i det hele taget deres viden for mere værdifuld end den var. Derfor konkluderede Sokrates, at han selv virkelig var visest i den udstrækning, at han havde indset, at hans egen menneskelige visdom, "når man holder sig strengt til sandheden", intet var værd.
[redigér] Filosofi
Sokrates er blevet beskyldt for at være sofist, men dette må siges at være forkert. Han troede omvendt i modsætning til de relativistiske sofister på en universel sandhed og noget universelt godt og skønt, og han havde modvilje imod retorik og overfladisk veltalenhed. Samtidig kritiserer Sokrates overfladisk fysisk kærlighed, eros og forsvarer den åndelige kærlighed (se platonisk kærlighed). Den unge Alkibiades lovpriser i Symposion Sokrates: For selv om han udenpå er grim, besidder han indre skønhed.
Sokrates mener også, at dyd og moral er viden. Kender man sig selv og verden tilstrækkelig godt, vil man automatisk handle rigtigt. Man kan ikke skade det vidende og gode menneske, men derimod kan mennesker skade sig selv ved at begå onde og forkerte gerninger.
Sokrates' bidrag til den pædagogiske filosofi er den maieutiske metode. På græsk betyder maieutikos jordemodergerning eller obstetrik. Læreren er altså en slags jordemoder for en viden som eleven i forvejen besidder.
I dialogen Menon viser Sokrates hvordan selv en uvidende slavedreng kan bringes til at indse matematiske sandheder. Men man kan ikke dybest set lære en anden noget. Vi har alle en viden i os, og den gode lærer kan ved sin undervisning bringe denne frem.
[redigér] Kilder
- Platon: Sokrates forsvarstale. Frederiksberg, Det lille forlag 1998.
- Platon: Symposion. Gyldendal, 1998. 1. udgave, 19. oplag.
- Stone, I. F.: The Trial of Socrates
- Popper, Karl: Det åbne samfund og dets fjender
- Platon: Menon
[redigér] Eksterne henvisninger
- I. F. Stone Interviewed about the Trial of Socrates
- Dansk online artikel om skarntydegift og Sokrates

