Freedom Riders
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
[redigér] ”Freedom Riders” (Friheds Rejsende)
I marts 1961 bestemte de tre bevægelser CORE, SCLC og SNCC at de ville finde på en ny ikke-voldelig måde at få opmærksomhed på de sortes problemer. De ville også presse præsident Kennedy og regeringen, der ikke gjorde meget ud af deres løfter om bedre vilkår for de sorte. De fandt på noget som de kaldte ”Freedom Riders”(Friheds Rejsende). De fik fat i nogle frivillige personer. Disse personer steg på en helt almindelig bus. Hver gang at bussen stoppede ved et stoppested skulle de tjekke om de forskellige faciliteter i nærheden stadig var raceadskilt og hvis de var, skulle de bruge ”de forkerte”. For selv om der var blevet udstedt en lov fra regeringen om at denne raceadskillelse ikke var lovlig, fungerede den stadig i bedste velgående. Der afgik to busser fra Washington D.C. og de skulle køre igennem staterne Virginia, North og South Carolina og Alabama. I de første tre stater gik turen som ventet, med få voldsepisoder, men da busserne nåede Alabama gik det helt galt. Da en af busserne kørte ind i byen Anniston ventede en hel hær af vrede hvide. De fleste af disse hvide var medlemmer af det racistiske Ku Klux Klan. Den store skare smadrede bussen med jernstænger og satte ild til den med brandbomber. Da ikke-voldsaktivisterne flygtede ud af den brændende bus blev de gennemtævet af de ventende hvide. Alt dette blev transmitteret på TV. Det gik ikke bedre for den anden bus. Da den kom til byen Birmingham, ventede der ligeså en flok vrede hvide. Disse hvide havde fået et kvarter stillet til rådighed af politiet til at tæve aktivisterne! Myndighederne gjorde alt for at standse disse frihedsrejser. De tog bl.a. nogen af aktivisterne og satte dem af på en øde landevej 150 km væk fra byen. Det lykkedes dog alligevel at få sendt en bus helt til Montgomery hvor der ventede en hær af mennesker med baseballkøller. Alt dette fik Martin Luther King til at holde et krisemøde i baptistkirken, hvor hele tolvhundrede mennesker mødte op. Dette gik dog ikke bedre en at kirken blev angrebet med tåregasgranater og andre kasteskyts. Martin Luther King ringede, inde fra kirken, til præsident Kennedy og bad ham om at gøre noget. Kennedy satte en hær af soldater ind som til sidst fik dæmpet masserne. Al denne ballade førte til at præsident Kennedy satte en stopper for raceadskillelsen på stationer, i busser og i toge.
[redigér] Kildehenvisning
- Freedom Riders: 1961 and the Struggle for Racial Justice af Raymond Arsenault (Oxford University Press, 2006).

