Lied der Deutschen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lied der Deutschen (Tyskernes sang/vise) eller Deutschlandlied har været Tysklands nationalsang siden 1922; i dag er dog kun tredje vers nationalsang. Teksten er skrevet af August Heinrich Hoffmann von Fallersleben i 1841. Melodien er den østrigske kejsermarch af Joseph Haydn.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Status som nationalsang
Siden 1991 har det ligget fast at kun tredje vers er nationalsang. Begyndelseslinjen af verset, Einigkeit und Recht und Freiheit, er samtidig Forbundsrepublikkens motto.
Fra 1952 til 1990/1991 var Forbundsrepublikkens officielle politik at alle tre vers var nationalsang, dog således at kun tredje vers skulle synges ved officielle lejligheder.
Under nazismen brugtes kun første vers af sangen umiddelbart fulgt af Horst-Wessel-Lied (Die Fahne hoch). Deutschlandlied var forbudt i en periode efter 1945, men brugt i statslig sammenhæng igen fra 1949.
Mange, især i udlandet, forbinder sangen og melodien med nazisme. I Tyskland handler debatten især om hvorvidt teksten er stortysk og reaktionær eller ej. Nogle venstreorientede mener at hele sangen, også 3. vers, er uegnet som nationalsang. Derimod insisterer nationale kredse, blandt andet mange af de nationalkonservative tyske studenterklubber, på at synge alle tre vers.
Nationalsangen bliver nogle gange ironisk betegnet som die dritte Strophe (det tredje vers). Det er ikke ulovligt at synge første og andet vers, men det er kontroversielt blandt de fleste tyskere. Derimod er f.eks. den nazistiske Horst-Wessel-Lied forbudt, både tekst og melodi.
[redigér] Retlig beskyttelse
Den tyske straffelov forbyder misbrug og skænding af forbundsrepublikkens farver, flag, hymne og statsvåben. Siden 1992 er det fastslået, at denne beskyttelse kun gælder 3. vers.
[redigér] Historie
August Heinrich Hoffmann von Fallersleben, professor i tysk og fortaler for et liberalt, samlet Tyskland, skrev Lied der Deutschen i 1841 under et ophold på øen Helgoland, der dengang hørte til Storbritannien. I mangel af fri presse diskuterede man i saloner og drikkelag, og sangen er ment som selskabssang. Melodien er fra den østrigske kejserhymne af Haydn, som igen var inspireret af en kroatisk folkesang.
Von Fallersleben blev i 1842 afskediget af den preussiske regering for sine Unpolitische Gedichte, en samling af ikke helt upolitiske digte, og drog i eksil i Frankrig.
I 1848 sang revolutionsforsamlingen i Paulskirche i Frankfurt Lied der Deutschen. Revolutionen mislykkedes senere.
Da Tyskland i 1871 forenedes som et kejserrige, gav det reel mening at bruge sangen som fædrelandssang. Som kejserhymne valgtes dog den preussiske kongesang Heil dir im Siegerkranz. Der var ingen officiel nationalsang.
I 1884 kaldte Friedrich Nietzsche 1. vers af sangen for ”verdens dummeste parole”.
I 1890 blev sangen for første gang sunget ved en officiel lejlighed, da Tyskland overtog Helgoland fra englænderne i bytte for kolonien Zanzibar.
Under Første Verdenskrig blev Deutschlandlied brugt som angrebssang lige som andre tyske, engelske, franske og italienske sange. Det skete første gang i slaget ved Langemark i 1914 og indgik i en heroisk myte om de unge, tyske soldater.
I 1918 forbød de allierede sejrherrer brug af Deutschlandlied.
I 1922 blev Deutschlandlied gjort til nationalsang i Weimarrepublikken af den socialdemokratiske præsident Friedrich Ebert. Formålet var bl.a. at være samlende symbol for befolkningen, der er splittet efter flere kupforsøg.
I 1927 kalder den venstreorienterede digter Kurt Tucholsky kalder 1. vers for ”et tåbeligt vers i et pralende digt”.
Fra 1933 til 1945 var nazisternes nationalsang 1. vers af Deutschlandlied umiddelbart fulgt af nazi-kampsangen Die Fahne hoch. Andet vers af Deutschlandlied var uønsket og tredje vers forbudt.
Adolf Hitler kaldte i 1937 sangen ”en stor sang om længsel” og mente: ”Mange, i andre folk, forstår den ikke. De vil netop i den sang se noget imperialistisk, som dog ligger meget langt fra deres imperialisme."
Den 19. august 1945 forbød de allierede flere sange og melodier som var brugt af nazisterne, herunder Deutschlandlied.
Efter Forbundsrepublikkens grundlæggelse i 1949 blev Deutschlandlied igen brugt officielt, men der var ikke fastlagt en egentlig nationalsang. Forskellige forslag til nationalsang blev fremlagt, bl.a. Beethovens Ode an die Freude og den nyskrevne Hymne an Deutschland.
Samme år vedtog DDR nationalsangen Auferstanden aus Ruinen (tekst af Johannes R. Becher, komponist: Hanns Eisler). Da teksten taler om tysk enhed, blev den ikke mere sunget fra 1971, kun spillet instrumentalt.
I 1952 sætter den konservative forbundskansler Konrad Adenauer igennem at Deutschlandlied er nationalsang. Den liberale præsident Theodor Heuss må nødtvungent acceptere, men fastlægger at kun 3. vers skal synges ved officielle lejligheder. Det er ikke klarlagt om det var ment som en permanent eller midlertidig regel.
I 1953 synges Deutschlandlied under folkeopstanden i Østtyskland.
I 1954 vinder Vesttyskland overraskende VM i fodbold. Både på stadionet i Bern og i Vest- og Østtyskland synger folk første vers af Deutschlandlied. Den schweiziske radio afbryder derfor transmissionen.
I 1955 bestemmer Hessens kulturminister at alle tre vers skal læres i skolen.
I 1981 fortolker forfatteren Hans Magnus Enzensberger første vers af Deutschlandlied kritisk: "Meningen er skjult, men ganske entydig: Hvis Tyskland holder sammen, kan det hæve sig op over hele verden."
Fra 1987 trykkes igen alle tre vers af Deutschlandlied i sangbøger til brug i skolernes musikundervisning.
I Hessen forsøger man i 1989 at genindføre alle tre vers af Deutschlandlied i skolernes undervisning. Et af de store lærerfagforbund (GEW) udsender brochuren Argumente gegen das Deutschlandlied. Indenrigsministeriet advarer mod kritik af sangen: "Med en udifferentieret dom over hele sangen piller man ved et fundament for den demokratisk-republikanske konsensus."
Ved nyheden om Berlinmurens fald i 1989 rejser forbundsdagen sig spontant og synger Deutschlandlied (formentlig 3. vers). Nogle medlemmer af De Grønne udvandrer.
I 1990 står regeringen fast på at hele sangen er nationalsang, selv om kun 3. vers bruges officielt. Forfatningsdomstolen afgør derimod at kun 3. vers er statslig beskyttet nationalsang.
Dieter Wunder, formand for lærerfagforbundet GEW, proklamerer i 1991: "Deutschlandlied hører hjemme på et museum". I årene umiddelbart efter genforeningen er der igen forslag fremme om alternative nationalsange: Bertolt Brechts Kinderlied eller en kombination af tredje vers af Deutschlandlied og den østtyske Auferstanden aus Ruinen, der af digteren var forberedt til at kunne synges på samme melodi.
I 1991 fastslår præsident Weizsäcker og kansler Helmuth Kohl i en brevveksling at kun 3. vers er Tysklands nationalsang. Man har dermed sat punktum for det pudsige dilemma fra 1952, hvor hele sangen er nationalsang, men kun 3. vers bruges.
Samtidig udtaler det store tysk-østrigske studenterforbund Deutsche Burschenschaft, der har rødder tilbage til 1800-tallets liberale nationalisme, at de vil fortsætte med at synge hele sangen ved deres stævner.
Postvæsenet udsendte i 1991 et frimærke i anledning af 150-årsjubilæet for sangen.
I 2000 sang landdagsmedlem Günther Oettinger, CDU i Baden-Württemberg, med på første vers ved et møde i en studenterforening. Han udsættes for kritik, men blev senere ministerpræsident i delstaten.
Frankfurter Allgemeine Zeitung skrev i 2000 i en overskrift: ”Selv første vers provokerer næppe mere.”
Nürnberger Zeitung nævner i 2001 ”bekendelse til alle vers i Deutschlandlied” som et typisk tegn på højreekstremisme.
I 2006 blev Deutschlandlied diskuteret i flere omgange:
VM i fodbold afholdes i Tyskland, og nationalsangen bliver igen sunget udbredt i befolkningen (i de fleste tilfælde kun 3. vers). Kort forinden har lærerforbundet GEW igen udsendt brochuren Argumente gegen das Deutschlandlied fra 1987, der vækker heftig debat.
Det andet store lærerforbund, Deutscher Lehrerverband, svarer at "det store flertal af lærerne bekender sig til Deutschlandlied" og at det venstreorienterede GEW befinder sig i en "ideologibunker" fra 1968.[1]
Forbundsdagsmedlem Hans-Christian Ströbele, De Grønne (tidligere forsvarsadvokat for medlemmer af Rote Armee Fraktion) foreslår at oversætte den tyske nationalsang til tyrkisk som tegn på integration og flersprogethed. Flere tyrkiske versioner findes dog allerede.
I april 2007 synger det danske folketingsmedlem Morten Messerschmidt ifølge dagbladet B.T. nogle linjer af sangen på et værtshus i Tivoli. Sangen beskrives i avisen som en "nazi-sang", og sagen vækker debat.
[redigér] Tolkning
Det er vanskeligt at fortolke sangens første linjer præcist, bl.a. fordi sætningen er grammatisk ufuldstændig (uden subjekt og verballed). En direkte oversættelse lyder: Tyskland, Tyskland over alt, over alt i verden, når det altid holder sammen i beskyttelse og forsvar (eller: i forsvar og angreb). Da sangen umiddelbart er tænkt som selskabs- og drikkevise, er det muligt at forfatteren ikke har lagt det dybere indhold i parolerne, som eftertiden har tillagt ham.
[redigér] Forsvar
Fortalerne for sangen peger på følgende:
- Der eksisterede slet ikke et samlet, tysk rige i 1841. Begyndelseslinjerne "Deutschland über alles" skal derfor forstås sådan at de splittede tyskere skal sætte et samlet Tyskland "over alt".
- Ordene "Schutz und Trutz" er ikke aggressivt ment, men skal forstås som beskyttelse og forsvar.
- Floderne Maas, Memel (i dag Nemunas) og Etsch (på italiensk Adige) samt der Belt (Lillebælt) var dels det Tyske Forbunds grænser, dels grænserne for tysk sprogs udbredelse. Dermed er der ikke noget territorialkrav i sangen, selv om grænserne i dag er historiske.
- Digteren var med i den liberale, revolutionære bevægelse og kan derfor ikke tages til indtægt for kejsertiden og nazismen.
- Sangen skaber en forbindelse tilbage til den demokratiske revolution i 1848, ligesom det sort-rød-gule flag.
- Sangen har stor symbolbetydning for det tyske folk.
- Andre landes nationalsange, f.eks. Marseillaisen, er langt mere krigeriske og blodige.
På den yderste højrefløj, og somme tider også i borgerlige partier som CSU, ønsker man at genindføre alle tre vers som nationalsang. Argumentet er at det er forkert at amputere to vers af en historisk sang, og den "tyske normalitet" bør genoprettes. Kritikerne beskyldes for ikke kun at være antinationalister, men antityske.
[redigér] Kritik
Kritikerne, som ofte findes på venstrefløjen, har følgende indvendinger mod sangen:
- Da Deutschlandlied blev brugt så ofte under nazismen, er den kompromitteret eller i det mindste pinlig, uanset hvad den måtte betyde tilbage i 1800-tallet.
- Ofre for nazismen kan aldrig føle at sangen er deres nationalsang. Ved tyske statsbesøg i Israel er afspilning af Deutschlandlied upassende.
- "Deutschland über alles" kan kun tolkes sådan at Tyskland skal erobre eller dominere andre nationer.
- "Schutz und Trutz" er en fast vending, der betyder forsvar og angreb, og derved er sangen også aggressiv.
- Maas og Etsch var ganske vist det Tyske Forbunds grænser i 1841; Memel var grænse for tysk befolkning og lå i Preussen, men udenfor det Tyske Forbund, mens begge sider af Lillebælt tilhørte Danmark. Derved var hensigten med sangen stortysk, dvs. at samle alle tyske i ét rige, uanset om de var i mindretal i deres områder (som f.eks. i Nordslesvig).
- Andet vers er kønsdiskriminerende og stereotypt med parolen "Tyske kvinder, tysk troskab, tysk vin og tysk sang".
- Heller ikke tredje vers bør bruges, da den er uløselig forbundet med de andre vers.
- Parolen "Einigkeit und Recht und Freiheit" hævdes desuden at være en forvansket udgave af den franske revolutionsparole frihed, lighed, broderskab, hvor de tre begreber er sat i modsat rækkefølge, idet tysk, konservativ tradition sætter enhed før demokrati.
- Den liberale og nationale bevægelse, som forfatteren tilhørte, var - særlig i Tyskland - ikke synderlig demokratisk, men førte derimod frem til nationalismen i Første og Anden Verdenskrig.
- Forfatteren havde antisemitiske, anti-danske og anti-franske synspunkter, selv om de ikke nødvendigvis kommer til udtryk i sangen.
[redigér] Tekst
(De første to vers, der ikke bruges officielt i dag:)
|
Deutschland, Deutschland über alles,
|
Tyskland, Tyskland over alt,
|
|
(Tredje vers, der udgør den nuværende nationalsang:) |
|
|
Einigkeit und Recht und Freiheit |
Enighed og ret og frihed |
[redigér] Alternativt omkvædI von Fallerslebens originale udgave var der to mulige omkvæd på det sidste vers. Den anden variant lød: |
|
|
|: Stoßet an und ruft einstimmig: |
|: Stød an (dvs. skål!) og råb enstemmigt: |
[redigér] Fjerde versI mellemkrigstiden forekom et uofficielt fjerde vers, skrevet af Albert Matthai i 1921 som reaktion på nederlaget i Første Verdenskrig og Versailles-freden. Verset var meget brugt af veteranerne i det paramilitære Stahlhelm-korps og andre tysknationale kredse, men blev også optaget i den tyske krigsmarines sangbog fra 1927. |
|
|
Deutschland, Deutschland über alles, |
Tyskland, Tyskland over alt, |
[redigér] Kilder og henvisninger
- www.deutschlandlied.de
- Rund um die WM: Die ungeliebte Hymne der Deutschen, Deutsche Welle, 25.6.2006
- Claus Christian Malzahn: Die blödsinnigste Parole der Welt, Spiegel, 24.6.06
- Deutschlandlied auf türkisch
- Argumente gegen das Deutschlandlied
- Taler om nationalsangen i anledning af Hoffmann von Fallersleben-dagen

