Sudeterlandet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sudeterlandet er en betegnelse, der overvejende er blevet brugt efter 1918 om et område i det daværende Tjekkoslovakiet, indenfor hvilket der hovedsageligt taltes tysk og levedes efter tysk tradition. I det 19. århundrede blev betegnelsen overvejende anvendt på grænsebjergene i området mellem Böhmen, Schlesien og Mähren. Det blev efter 1. Verdenskrig og Tjekkoslovakiets opståen brugt som betegnelse for det område i Böhmen og Mähren, hvor der hovedsageligt boede tyskere. Herfra er begrebet sudetertyskerne afledt om de tidligere beboere i de tyske områder i Sudeterne. Tidligere gik disse under navnet böhmertyskere (Deutschböhmen) og mährentyskere (Deutschmähren).
I etnisk henseende bestod Sudeterlandet af de områder i Böhmen, Mähren og Schlesisk-Mähren, der efter 1918 havde flertal af personer, der havde tysk som modersprog og var præget af tysk kultur.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
Tyskerne i Østrigsk-Schlesien, Nordøstböhmen og Nordmähren, udråbte i oktober 1918 den tysk-østrigske provins Sudeterlandet. Denne provins tilsluttede sig i november samme år Tysk-Østrig. Indtrædelsen blev dog forhindret af den samtidige etablering af den ny republik Tjekkoslovakiet, der bestod af hele Böhmen, Mähren og Schlesien. Allerede i løbet af november og december 1918 blev det tjekkoslovakiske overherredømme faktisk gennemført, og officielt blev det fastslået ved Saint-Germain-traktaten af 10.september 1919.
[redigér] Reichsgau Sudetenland'
Efter Münchenaftalen 29.september 1938 blev Sudeterlandet oprettet som et distrikt (Gau) i det stortyske rige ifølge en lov fra den 14.april 1939. Hovedstaden var Reichenberg (tj: Liberec). Dette distrikt eksisterede administrativt indtil slutningen af 2.Verdenskrig i maj 1945.
[redigér] Historie
Områdets historie er den samme, som man finder ved at fortælle historien om Böhmen, Mähren og Schlesien. Indtil 1939 udgjorde det såkaldte Sudeterland ingen selvstændig forvaltningsenhed. Imidlertid eksisterede der i få uger i oktober-november 1918 en provins i Nordmähren, Nordøstböhmen og Schlesisk-Mæhren, der gik under dette navn. Som nævnt ovenfor opstod begrebet Sudeterlandet først i overgangen mellem det 19. og det 20.århundrede, dog brugtes allerede lejlighedsvist i midten af det 19.århundrede udtrykket ”Sudeterlandene” om de böhmiske lande, eller man talte om ”Sudeterlandenes tyskere”.
De tyske markomanner bosatte sig i Böhmen i det 1.århundrede e.Kr. under et stammeforbund med en dertil hørende konge, Bøhmen. Før den tid var befolkningen ifølge overleveringen keltisk. De drev handel med romerne, hvilket stækkede deres ekspansionstrang i området. I takt med at de germanske folk under folkevandringstiden gjorde gradvist større indhug i de romerske områder, blev de bøhmiske områder affolket for germanere. I det 6.årh. blev området befolket af slavere. Ifølge den tjekkiske fødselsmyte skulle det være grundlagt af deres stamfar Tschech på bjerget Ríp. Han skulle mest sandsynligt være kommet fra det hinsidige Tatra og mindre sandsynligt fra Kroatien. De fleste bosættelsesarkæologer er i dag enige om, at området endnu var bosat af germanere, da slaverne ankom til området. Man mener udfra gravfund, at grupperne i flere hundrede år levede i fredelig sameksistens med hinanden.
Fra det 12.århundrede var Böhmen og Mähren forenet under det Hellige Tysk-Romerske Rige, imidlertid dog uafhængigt af de tyske rigsstænder.
I det 12. og 13.århundrede kom store bølger af tyske indvandrere til begge lande. Indvandringen koncentrerede sig mest i grænseområderne, men også i de med tysk hjælp nyligt grundlagte byer. De bragte den i Tyskland udviklede bykultur med sig, med alle dens institutioner og kunnen som f.eks. lav og håndværksteknik, men også en ting som byrettigheder. Enkelte af de senere tyske områder var indtil Trediveårskrigen for største delen befolket af tjekker. Efter krigshandlingerne og den efterfølgende hungersnød og epidemi blev der delvist gennemført en plan, hvor tyskere blev hvervet til at bosætte sig i området. Gravindskrifter fra middelalderen og den tidlige nytid er mest udført på tjekkisk eller latin, det samme gælder for dokumenter fra byarkiverne. Som særtilfælde gælder dog den tidligere fri rigsstad Eger (tj: Cheb), der i 1322 blev afgivet i pant til Böhmen. Imidlertid blev pantet aldrig indløst, og byen forblev autonom under kongeriget Böhmen, inden den først endeligt i 1806 blev lagt endegyldigt ind under kongeriget Böhmen.
Indtil 1806 hørte Böhmen, Mähren og Schlesien til det Hellige tysk-romerske Rige. Siden til kejserriget Østrig og efter den østrig-ungarske udligning i 1867 sammen med kronlandet Østrig samt Galizien til den vestlige halvdel Cisleithanien. Forsøg på at indføre ensartethed mellem tyskere og tjekkere blev kvalt i adskillige bataljer.
1918/1919
Efter opløsningen af Donaumonarkiet i 1918 oprettede en tysk-østrigsk nationalforsamling med deltagelse af delegerede fra Böhmen, Mähren og Mährisk-Schlesien den 21.oktober en provisorisk forfatning for den nyligt grundlagte republik Tysk-Østrig (senere Republikken Østrig). Den 28. oktober blev den tjekkoslovakiske republik proklameret. Dermed gjorde begge lande krav på de hovedsageligt tyskbeboede grænseområder i Böhmen, Mähren og Mährisk Schlesien. Tjekkiske troppers besættelse af området i slutningen af november 1918 forhindrede etableringen af den ny provins ”Deutschböhmen und Sudetenland (Nordböhmen & Mæhrisch Schlesien). I november gik regionalregeringen i eksil.
I et interview i det dengang førende franske dagblad ”Le Matin” den 10.januar 1919 erklærer præsident og grundlægger af Tjekkoslovakiet Tomas Masaryk følgende: Vores historiske grænser stemmer godt overens med de etnografiske. Kun i de nordlige og vestlige randområder i den bøhmiske firkant er der på grund af en stærk tysk indvandring i løbet af det sidste århundrede et tysk flertal. For disse fremmede vil det dog være muligt at opnå en vis modus vivendi, og hvis de viser sig som loyale borgere, er det endda muligt, at vores parlament (…) i et vist omfang vil tildele dem autonomi. I øvrigt er jeg også fuldt ud overbevist om, at der vil foregå en rask afgermanisering i disse områder.
Den 4.marts 1919 foregik der i anledning af det i Østrig afholdte valg demonstrationer i de tyske bosiddelsesområder til fordel for selvbestemmelsesret og tilhørsforhold til Østrig. I den anledning blev 54 tyskere og 2 tjekkere dræbt af tjekkiske soldater.
19. september 1919 blev den tjekkoslovakiske suverænitet over de omstridte områder bekræftet gennem Saint-Germain-traktaten. Sejrsmagterne havde bestemt, at de historiske böhmiske kronlande ikke skulle deles. Bjergene i den ”böhmiske firkant” dannede en militært nyttig forhindring mod mulige angreb fra Tyskland eller Østrig, på hvem sejrsmagterne lagde skylden for krigen. I modsætning til den amerikanske præsident Woodrow Wilsons 14-punkt-program blev der ikke stillet nogen folkeafstemning om det nationale tilhørsforhold i udsigt (som der f.eks. blev i Oberschlesien).
[redigér] Fra 1919 til München-aftalen
I den nye multinationale stat Tjekkoslovakiet grupperede samtlige etniciteter sig i egne politiske partier, havde egne repræsentanter i parlamentet, havde egne skolesystemer, og delegerede i parlamentet brugte deres eget modersprog. Sudetertyskerne udgjorde den næststørste befolkningsgruppe i den første tjekkoslovakiske republik. De var færre end tjekkerne, men flere end slovakkerne. For at ”statsfolket” imidlertid skulle være klart i overtal, gjaldt tjekker og slovakker som ét folk, skønt det slovakiske sprog måtte hjælpes frem. Den tyske befolkningsdel fik sammen med den ungarske, polske og ruthenske mindretalsrettigheder, men dog ingen autonomi.
Med tiden lagde spændingerne sig, og ved to valg i 1920´erne stemte de tyske borgere på partier, der gik ind for en øget integration i Tjekkoslovakiet. Men flertallet af de tysksindede hældede dog mest retning af en løsrivelse fra Tjekkoslovakiet. Denne holdning dominerede også de fleste byråd (eks. mindetavlen for Egerkilden).
Den 1. oktober 1933 dannede Konrad Henlein det Sudetertyske Parti (SdP). Til at begynde med var partiets mål kun en større grad af autonomi for Sudeterlandet, understøttet af en tilknytningspagt til Tjekkoslovakiet. Men efter personlige aftaler med Adolf Hitler orienterede partiet sig senere i nationalsocialistisk retning som i Tyskland. Ukendt for offentligheden erklærede Hitler over for sine øverstbefalende i hæren i 1937, at det Østrigske ”Anschluss” og nedkæmpelsen af Tjekkoslovakiet var det næste skridt på vejen i fuldførelsen af det tyske ”Lebensraum” i øst. I 1938 bekræftede Hitler sin plan over for hæren. ”At Tjekkoslovakiet i en overskuelig fremtid skal nedkæmpes gennem en militæraktion” På denne måde var SdP en for Hitler føjelig partner i løsningen af det tyske områdespørgsmål. Henlein fik den opgave at sørge for, at den tjekkoslovakiske regering skulle komme i konflikt med sudetertyskerne, så krisen mellem tjekkere og tyskere kunne blive forværret.
Under et bestandigt stærkere tryk bekendtgjorde Tjekkoslovakiet i maj 1938, at et snarligt tysk angreb var under opsejling med henvisning til kendskab til en stærk tysk mobilisering. Deres alliancepartnere Frankrig og England var i tidsnød og erklærede at ville hjælpe. Tyskland gjorde derimod alt for at optrappe krisen og satte hæren i fuldt beredskab. Ved Benito Mussolinis mellemkomst lykkedes det nok engang England at forhindre den af Hitler ønskede konfrontation.
Igennem München-aftalen (der på tjekkisk lyder enten München-diktatet eller München-forræderiet) den 29.september 1938, så den tyske befolkning i Sudeterlandene, at den med 20 års forsinkelse som følge af den uretfærdige og selvbestemmelsesfornægtende Saint-Germain-traktat havde fået sin plads tilbage i det opløste østrigske kejserrige. En selvbestemmelse, der i sin virkeliggørelse havde ført til, at Sudeterlandet nu var en del af det nazistiske Tyskland. Uagtet dette blev indlemmelsen i det Tyske Rige af de overvejende tyske randområder og oprettelsen af Rigsdistriktet Sudeterlandet (Reichsgau Sudetenland) modtaget med stor glæde af et flertal af befolkningen. Det bliver på denne baggrund heftigt diskuteret af politikere og historikere, om ikke i det mindste en del af sudetertyskerne kan tillægges en moralsk medskyld i de forbrydelser, som Tyskland udøvede mod deres nabofolk under 2.Verdenskrig. I 2002 skabte den daværende tjekkiske premierminister Milos Zeman skandale, da han gik så langt som til at tale om, at sudetertyskerne havde udøvet femtekolonnevirksomhed for Det Tredje Rige.
Allerede få måneder efter München-aftalen udviklede Edvard Benes, der som tjekkoslovakisk præsident var flygtet til London og dannede en eksilregering, de første ideer til en genindlemmelse af de tabte områder, og at disse ideer også sigtede mod en total udvisning af alle tyskere er et faktum.
[redigér] Besættelse af det såkaldte ”Rest-Tjekkiet” og Anden verdenskrig
München-aftalen blev begyndelsen på enden for den tjekkoslovakiske republik. Den 9.marts 1939 besatte tjekkiske tropper delstaten Slovakiet. På baggrund heraf pressede Hitler den afsatte slovakiske premierminister til en erklæring om et selvstændigt Slovakiet (14.marts 1939), der stillede sig under beskyttelse af den tyske hær. Med den tyske hærs indmarch i Prag 15.marts 1939 var den politiske omdannelse fuldbragt.
Grænsen mellem protektoratet med 96% etniske tjekkere og Sudeterlandet måtte kun krydses med statslig tilladelse. Toldgrænsen til protektoratet blev imidlertid ophævet 18.september 1940.
Umiddelbart efter udbruddet på anden verdenskrig dannede Edvard Benes den tjekkoslovakiske nationalkomite, der blev anerkendt af såvel det franske som det britiske parlament. Og efter den tyske sejr over Frankrig i 1940 anerkendte briterne i juni 1940 den tjekkiske eksilregering med Edvard Benes som præsident. I denne position forstærkede Benes sine bestræbelser markant på en gendannelse af Tjekkoslovakiet med en genindlemmelse af Sudeterlandene og en udvisning af den tyske, polske, ungarske og ruthenske befolkning.
Temmelig længe før krigens afslutning opnåede Benes fra de vestallierede det principielle samtykke til at annullere rettigheder og godkendelse af fordrivelsesplaner. Så det var allerede i 1943, at det, der siden skulle blive kendt som det såkaldte Benes-dekret, blev udtænkt og formuleret.
[redigér] Efterkrigstid
Efter afslutningen på 2. Verdenskrig, blev det, som de eksilerede tjekkere i London havde udtænkt, omsat i handling. Benes forkyndte sit dekret, der betød ekspropriation og annullering af rettigheder hos samtlige sudetertyskere og ungarere (Ungarerne fik deres rettigheder tilbage i 1948). Tyskere, der ikke kunne overbevise om deres antifascistiske sindelag, blev brændemærket med et ”N” og blev fordrevet. De blev sat til at arbejde i arbejdslejre, kulgruber eller på bondegårde uden betaling og med minimal føde og derefter tvangsudvist. For ungarernes vedkommende blev en stor del udvekslet med de mange slovakker, der levede i det daværende Ungarn.
I alt blev 3 millioner ud af i alt 3,2 millioner sudetertyskere fordrevet. Ved hævnmassakrer omkom mange tyskere, det præcise antal er ukendt. Antageligt et tal på 30.000. Ifølge forskellige befolkningsopgørelser faldt antallet af sudetertyskere fra maj 1945 og til det tal, man kunne se, der var kommet til Tyskland i 1950, med op til 200.000.
I de rømmede områder kom der tjekker, der tidligere var blevet fordrevet af tyskerne, andre tjekker og derudover et stort antal slovakker og sigøjnere. De fleste blev lovet en lejlighed helt gratis, som tyskere eller ungarere havde forladt, af den tjekkoslovakiske regering. Enkelte tog huse, der endnu ikke var blevet forladt af deres forrige beboere, i besiddelse med magt. Derudover blev der deporteret godt 44.000 ungarere til tvangsarbejde de forladte Sudeterlande. Efter 1 til 2 år blev det tilladt ungarerne at bosætte sig i det sydlige Slovakiet, hvad godt og vel 24.000 benyttede sig af.
På baggrund af overtagelsen af de mange tomme lejligheder førte det for mange tjekker ”som en udligning af den uret nationalsocialisterne forøvede mod os” til en betragtelig velstandsstigning. I dag er dette tema stadig årsag til spændinger mellem på den ene side den tyske, østrigske og ungarske regering og på den anden side den tjekkiske. At mindske disse spændinger er et af de vigtigste mål for den tysk-tjekkiske erklæring fra januar 1997.
I dag mødes mange sudetertyske årligt på den sudetertyske dag. Mens det i starten var det uretfærdige element, der var det bærende, er det i dag den mellemfolkelige europæiske tanke, der spiller den største rolle.
[redigér] Sprog
De fem sudetertyske dialekter kan inddeles i fem underafsnit.
- Mittelbairisch (det tales i Sydmæhren, i nedre og midt Bøhmerwald, Schønhengst, i enklaverne Budweis, Brünn, Wischau og Ölmütz)
- Nordbairisch eller Oberpfälzisch (Vestbøhmen og enklaven Iglau)
- Ostfränkisch (den mindste af dialekterne, den rækker fra det nordvestlige Bøhmen og til området omkring Bamberg og er også udbredt i området omkring Schönhengst og i det centrale Nordmæhren.)
- Schlesisch (Østbøhmen og Nordmæhren)
- Obersächsisch (i Nordbøhmen og en miks-dialekt med nordbairisch findes i enklaven Iglau).
Denne ordskat er beskrevet i den sudetertyske ordbog. Dette sproglige landskab er udforsket og beskrevet i atlasset over de historiske tyske dialekter i det nuværende Tjekkiet.
[redigér] Betydningsfulde byer
- Asch (As)
- Aussig (Usti nad Labem)
- Bischofteinitz (Horsovsky Tyn)
- Brünnlitz, Brněnec er en by med 1.400 indb.
- Brüx (Most) – havde fra cirka 1930 et lille tjekkisk flertal, byen opstod i forbindelse med bjergværksfolks tilvandring omkring 1860.
- Eger (Cheb)
- Falkenau (Sokolov)
- Franzensbad (Františkovy Lázně)
- Freudenthal (Bruntál)
- Gablonz (Jablonec nad Nisou)
- Graslitz (Kraslice)
- Grulich (Králíky)
- Iglau (Jihlava) - med tjekkisk mindretal; blev ikke annekteret i Tyskland i 1938, og udgør en sproglig enklave i det tjekkiske hovedland.
- Jägerndorf (Krnov)
- (Sankt) Joachimsthal (Jáchymov)
- Karlsbad (Karlovy Vary)
- Klattau (Klatovy)
- Komotau (Chomutov) - med tjekkisk mindretal siden slutningen af det 19.årh.
- Leitmeritz (Litoměřice)
- Lundenburg (Břeclav) - blev en del af Tyskland trods et knapt tjekkisk flertal fra omkring 1915 og et stort tjekkisk flertal i 1919
- Mährisch-Schönberg (Šumperk)
- Marienbad (Mariánské Lázně)
- Markt Eisenstein (Železná Ruda)
- Mies (Stříbro)
- Nesselsdorf (Kopřivnice)

