Nibelungenlied

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Det ældste kendte manuskript, "Håndskrift C", til Nibelungenkvadet.
Det ældste kendte manuskript, "Håndskrift C", til Nibelungenkvadet.

Nibelungenlied eller Vølsungesagnet er et heltekvad, der handler om burgundernes nederlag til romersk-hunniske styrker i slaget ved Worms. Det har været videregivet mundtligt, fra samtiden og indtil det blev nedskrevet på mellemhøjtysk i det 13. århundrede. Titlen stammer fra den afsluttende linje: Hie hât daz mære ein ende: daz ist der Nibelunge liet (= "Her har fortællingen en ende: det er kvadet om Nibelungerne").

Den historiske kerne i sagnkredsen drejer sig om ødelæggelsen af burgunderriget omkring Worms, fremkaldt af den romerske hærfører Aëtius og hans hunniske hjælpetropper i 436. Formentligt er striden ved de merovingiske hoffer mellem Brunichilde (= Brynhilde) og Fredegunde (= Fredegund) (efter 575) blevet blandet ind i fortællingen sammen med en beretning om Attilas bryllup med den germanske fyrstedatter Ildikó i 453.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Forfatter

Forfatteren til kvadet bliver ikke nævnt i teksten, hvad der stemmer godt med datidens norm for arbejdet med den mundtlige overlevering (altiu mære = gamle fortællinger). Derfor ved man stadig ikke, om der har været tale om et stykke originalkunst (og dermed en enkelt forfatter), eller om det snarere drejer sig om en redaktørs arbejde eller måske om én eller flere digtrecitatører, der har nedskrevet det indtil da mundtligt overleverede kvad.

Den skrevne version kan tidsfæstes gennem nogle politiske strukturer og henvisninger til samtidig digtning. Man antager, at kvadet er nedskrevet mellem år 1180 og år 1210, hvilket vil sige midt i den middelhøjtyske litteraturs blomstringsperiode. Forfatterens stedkendskab, en overvægt af tidlig overlevering fra det bayersk-østrigske område og en påfaldende fremhævelse af biskoppen af Passau som aktiv figur i digtet peger på området omkring Passau som tilblivelsessted. Meget tyder på, at digtet er nedskrevet hos Wolfger af Erla, der var mæcen og biskop af Passau (1191-1204). De fleste går i dag ud fra, at forfatteren til Nibelungenlied har været en gejstligt og litterært uddannet person, der var knyttet til bispehoffet i Passau, og at læserne først og fremmest har været adelige i gejstlig eller verdslig tjeneste ved hoffer dér.

[redigér] Kilder

Teksten til Nibelungenlied kendes i dag fra 35 tyske håndskrifter og en nederlandsk bearbejdelse. Håndskrifterne er fortrinsvis fundet i Sydtyskland, Østrig og Svejts med et centrum i Tyrol. De tre ældste tekstlige kilder ("hovedhåndskrifterne") betegnes med bogstaver:

  • A = Hohenems-München håndskriftet (sidste fjerdedel af det 13. århundrede) befinder sig på det bayriske statsbibliotek.
  • B = Skt. Gallen håndskriftet (fra det 13 århundrede) ligger på stiftsbiblioteket i Skt. Gallen
  • C = Hohenems-Laßberg håndskriftet / Donauesching håndskriftet (fra den første halvdel af det 13. århundrede) ligger siden 2001 på delstatsbiblioteket i Karlsruhe.

Disse tre manuskripter anses også for at være de vigtigste repræsentatnter for tre forskellige tekstudgaver, hvis indbyrdes forhold endnu ikke er afklaret. Ved siden af disse tre håndskriftsrækker (A, B og C) må man også regne med, at en bred, mundtlig tradition har eksisteret videre og har kunnet påvirke de nedskrevne versioner i en grad, som er vanskelig at bedømme.

Ofte grupperer man håndskrifterne og deres tekstrækker efter den sidste verselinje. Række A og B slutter således med ordene daz ist der Nibelunge not (= "det er Nibelungernes undergang"). Derfor kaldes tekstrækken og de forskellige håndskrifter, der hører til i den, for not-versionen. Håndskrift C slutter derimod med ordene daz ist der Nibelunge liet (= "det er Nibelungernes kvad"), og både det rækken af yngre håndskrifter kaldes derfor for liet-versionen.

[redigér] Wagners brug af kvadet

Komponisten Richard Wagner brugte kvadet som grundlag for sit store operaværk Ring des Nibelungen. Her blev der digtet videre på middelalderteksten, sådan at operakredsen næsten fik karakter af et tysk "nationalepos", og under Hitlertiden blev Wagners musik og digtets indhold fremhævet som eksempler på ægte tysk kultur.

[redigér] Litteratur

  • Michael S. Batts (udg.): Das Nibelungenlied. Parallelt opstillede tryk af håndskrifterne A, B og C med henvisninger til de øvrige håndskrifter, 1971 ISBN 3-484-10149-0
  • Hermann Reichert (udg.): Das Nibelungenlied. Efter Skt. Gallen håndskriftet, 2005 ISBN 3-11-018423-0.
  • Ursula Schulze (udg.): Das Nibelungenlied. Efter håndskrift C i Karlsruhe, 2005 ISBN 3-538-06990-5.

[redigér] Eksterne links


organisation