Jagten på Odin
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jagten på Odin er projekttitlen på Thor Heyerdahls sidste serie af arkæologiske udgravninger, som foregik ved den russiske by Azov nord for Sortehavet. Ved Heyerdahls død i april 2002 var udgravningerne netop afsluttet.
Heyerdahls intention var at finde asernes oprindelse ved at følge Snorri Sturlusons beskrivelse i Ynglingesagaen. Ruten gik fra Sortehavet og floden Don, (tidligere Tanakvisl), over saksiske områder i Nordtyskland, Odense på Fyn til Sigtuna i Sverige. Snorri Sturluson påstår, at historierne om Odin og de andre guder i virkeligheden handler om et folk, der udvandrede fra et område omkring floden Don til Skandinavien, fordi romerne var begyndt at ekspandere i deres hjemland. De indfødte skandinaver var ifølge Snorri så imponerede af folkene fra Don, at de begyndte at tilbede dem som guder.
Thor Heyerdahl udviklede en teori, der blandt andet gik ud på, at Odin skulle have bosat sig på Fyn med sin hird og derved givet navn til stedet, nemlig Odins Ø. Senere afledninger heraf blev til OdensE. Denne teori er dog blevet generelt afvist i akademiske kredse.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Udgravningerne
Udgravningerne, som blev foretaget i Azov, nær floden Dons udløb i Sortehavet, har vist, at Azov var beboet i den tidsepoke, hvor Heyerdahl postulerer asernes emigration fandt sted (omkring år 60 f.v.t., hvor den romerske ekspansion ind i Kaukasus begyndte). Heyer-dahl hævder også at russiske skriftlige kilder fra Kaukasus-området ikke bare bekræfter eksistensen af aserne og de iranske osseter; dem han beskriver som ”vore dages Odin-folk”– men også eksistensen af en historisk folkegruppe som levede i området ved Vansøen i det moderne Tyrkiet, og som han identificere som Vanerne.
[redigér] Kritik
Heyerdahls Odin-projekt bliver af det akademisk-videnskabelige miljø anset som et klart eksempel på pseudoarkæologi, baseret på selektiv læsning af kilderne, og af en manglende forståelse, eller ligefrem mangel på vilje til at benytte grundlæggende videnskabelig metodologi.
Størstedelen af fundamentet for hans teorier er baseret på ligheder i navne på personer fra den norrøne mytologi og geografiske stednavne i Sortehavs- og Kaukasusregionen. Sammenligningen mellem disse navne er dog gjort helt uden at tage hensyn til alle lingvistiske teorier. Fx mente Heyerdahl at byen Azov i Rusland har sit navn fra as-hof – asenes tempel. Blandt lingvister og historikere er det i dag alment accepteret at byen Azov fik navnet sit fra en tyrkisk befolkningsgruppe, over 1000 år efter den periode, hvor Heyerdahl troede at aserne levede der. Heyerdahl peger desuden på lighederne mellem ordene asir og navnene på folkeslagene azeri og os-seter fra Kaukasus, mellem gudenavnet Odin og det kaukasiske sprog udinsk og mellem gudenavnet Tyr og Tyrkiet, og mellem vaner (en gruppe norrøne guder) og ordet vannisk, som i en periode i det 19. og 20. århundrede blev brugt til at betegne et urartisk sprog, som i tidligere tider blev talt i området omkring Vansøen. Lingvister og historikere mener modsat Heyerdahl at det ikke er nogen grund til at tro at disse ligheder er andet og mere end tilfældigheder. [1]
Det fremstår som en svaghed ved Heyerdahls historieformidling, at han ikke i tilstrækkelig grad inddrager den vestlige sprogvidenskab, herunder den accepterede udvikling af sprog.
Diakrone lingvister hævder at guden Odin for 2000 år siden blev kaldt Wotanaz. Denne betegnelse ligger tæt op ad den old-germanske betegnelse Wotan og angelsaxiske Woden, der igen står i direkte relation til det norrøne (oldnordiske) navn Odin eller Udin, der igen synes at henvise til det udinske sprog, der fortsat er udbredt i kaukasus.
[redigér] Se også
[redigér] Noter
- ↑ En fyldig anmeldelse og kritik findes her: Maal og minne 1, 2002
[redigér] Litteratur
Projektet er beskrevet i bogen Jakten på Odin—På sporet av vår fortid af Thor Heyerdahl og Per Lillieström (ISBN 82-7201-316-9).
[redigér] Eksterne henvisninger
- Bjornar Storfjell A personal account of an anthropologist who worked with Thor Heyerdahl
- Jakten på Odin J.M. Stenersens Forlag

