Treårskrigen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Treårskrigen eller 1. Slesvigske krig, i Tyskland også kendt som den Slesvig-Holstenske krig, fra 1848-1850 var en dansk-tysk krig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848. Over for hinanden stod de tyske nationalliberale slesvig-holstenere med krav om Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og den danske nationalliberale ejderpolitik, som sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne, så Holsten og Lauenburg som tyske områder, der skulle løsgøres fra kongeriget, mens Slesvig som dansk skulle integreres fuldt ud i Kongeriget Danmark.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Årsag til krigen
Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg havde været tilknyttet Danmark i en personalunion. Slesvig har været et dansk len, hvorimod Holsten og Lauenborg var tyske len og dermed medlemmer af det tyske forbund. Det var aldrig lykkedes danske konger at løse problemet omkring landets status, så de kunne blive en fast og integreret del af det danske kongerige. Hertugdømmet Slesvig havde i middelalderen til en grænse, der gik omkring til Ejderen, Trenen og Dannevirke, været præget af dansk sprog og kultur. I løbet af de sidste par århundreder havde tysk sprog dog præget regionen i stadig større grad. I forbindelse med den nationalliberale bølge som havde ramt Europa, og fra 1848 også Tyskland og Danmark, krævede nationalliberale bevægelser i hele Europa oprettelsen af nationale stater med frie forfatninger. I Slesvig og Holsten, deres stænderforsamlinger var præget af tyskerne, blev dette til et stigende krav om Slesvigs optagelse i det tyske forbund og dermed løsrivelse fra det Danmark, der i flere århundreder havde haft overhøjheden over området. Den danske politik var splittet mellem den konservative Helstatspolitik og den nationalliberale Ejderpolitik. Helstatsfolkene ville bevare den dansk-tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Ejderfolkene ville have adskilt hertugdømmerne, så det tyske Holsten blev udskilt og fortfarende vil være en del af det tyske forbund, mens det overvejende danske område nord for Ejderen, Slesvig, skulle blive en del af kongeriget Danmark.
Kampen om Slesvigs status spidsede for alvor til da revolutioner udgående fra Frankrig i februar 1848 begyndte at sprede sig i Europa. I marts 1848 lod kong Frederik 7. efter pres fra den danske befolkning det såkaldte martsministeriet danne under ledelse af A.W. Moltke, med det formål at lave en grundlov for et nyt demokratisk Danmark. Grunden til dannelsen af et grundlovsgivende ministerium var direkte anledt af det slesvigske spørgsmål, da en repræsentant for de tysksindende slesvigske og holstenske stænderforsamlinger den 18. marts var mødt op i København med et krav om løsrivelse af hertugdømmerne. I København betød dette, at nationalliberale Ejderfolk kunne presse en del af kongens helstatsfolk ud fra deres ministerposter og overtage styringen af Danmark den 22. marts 1848. Den nye regering sendte den 24. marts deputationen fra Slesvig og Holsten tilbage med beskeden om, at man ville tillade en holstensk udskilning af riget, men at Slesvig skulle stadigvæk høre under Danmark. I mellemtiden havde oprørske tyske embedsfolk og borgere dog den 23. marts 1848 som en konsekvens af udviklingen i København dannet en provisorisk slesvig-holstensk regering i Kiel. Deres mål var at indlemme Slesvig (som var et dansk len) og dermed hele det slesvig-holstenske område i det tyske forbund, noget som den danske regering aldrig ville tillade. Ejderfolk derimod ville indlemme Slesvig i en ny dansk forfatning.
Den nye regering i Kiel manglede alt omkring opbygningen af en aktionsduelig hær, så de næste par uger gik i Slesvig og Holsten med at stampe en oprørshær på benene. Styrkerne i området talte i januar/februar 1848 kun omkring 1500 mand, da Danmark allerede havde lugtet lunten om et muligt mytteri blandt de slesvig-holstenske soldater. Danske arsenaler i Rendsborg kunne dog forsyne oprørshæren rigeligt med kanoner og materiel. Mange tyskere var ansat som soldater af den danske stat, og de hoppede nu over til dannelsen af en tysksindet hær. Officerer og soldater med tilknytning til Danmark fik lov til at vende hjem, mod at sværge på aldrig at ville kæmpe for den danske hær mod slesvig-holstenerne. Kun 65 ud af 159 officerer valgte at blive og kæmpe for den slesvig-holstenske sag. Regeringen i Kiel havde ingen flådefartøjer af militær værdi, hvorfor Danmark kunne regne med overherredømmet til søs.
[redigér] Krigens forløb
Den danske hær besatte efter den danske sejr den 9. april i slaget ved Bov Slesvig ned til Ejderen. Preussen og det Tyske forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angreb 32.000 mand med 74 kanoner i slaget ved Slesvig de danske stillinger påskedag den 23. april 1848. Trods tapper modstand lykkedes det ikke for de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trak sig tilbage til Als. Fra Als foretog Hedemann og F. A. Schleppegrell et sejrrigt angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende ved Dybbøl den 5. juni vakte selvfølgelig begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. På den anden side ville Rusland heller ikke tillade Preussen at gå over Kongeåen og hermed ind i selve kongeriget. Kampene ebbede ud, og den 26. august sluttedes våbenhvile i Malmø.
Det følgende år blev våbenstilstanden opsagt fra dansk side, og krigen blev genoptaget. Den danske hær bestod nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt besluttede man at trække danskerne nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag i slaget ved Kolding, hvorefter de tyske forbundstropper besatte området til Århus. General Olaf Rye trak sin brigade ud på Mols og forskansede sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forblev på Als.
I Fredericia var en styrke på 7000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 tyske slesvig-holstenere. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye udskibede sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Mezas styrke blev i stilhed trukket til Fyn fra Als. Slaget ved Fredericia fandt sted den 6. juli 1849 og resulterede i en stor dansk sejr, men general Rye faldt. Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.
De slesvig-holstenske oprørere fortsatte krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under Slaget på Isted Hede kæmpede 40.000 danske soldater mod 34.000 tyske slesvig-holstenere, og da slaget sluttede 12 timer senere var resultatet 5.500 døde og sårede. Blandt de faldne var bl.a. general Schleppegrell og oberst Læssøe.
Krigens afslutning. London Protokollen.
[redigér] Slag i Treårskrigen
- 9. april 1848 Slaget ved Bov
- 23. april 1848 Slaget ved Slesvig
- 5. juni 1848 Slaget ved Dybbøl
- 5. april 1849 Slaget i Egernførde Fjord
- 23. april 1849 Slaget ved Kolding
- 6. juli 1849 Udfaldet fra Fredericia
- 25. juli 1850 Slaget på Isted Hede
- 4. oktober 1850 Kampen om Frederiksstad

