Ashkenazisk jødedom
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ashkenazisk jødedom er den østeuropæiske jødedom. Efterhånden som jødedommen udvikledes gennem århundrederne, opstod der ganske forskellige traditioner. Man taler særligt om to grupper af traditionssæt: De ashkenaziske jøder, som især var koncentreret i Østeuropa og de sefardiske jøder på den iberiske halvø. På grund af vedvarende forfølgelser, der varede helt op til staten Israels oprettelse i 1948, har jøder været tvunget til at flytte meget, og der findes således masser af lande, hvor jøder praktiserer traditioner, der ellers ikke er forventelige for det geografiske område, de opholder sig i.
Den relativt lille gruppe danske jøder har hovedsagligt bestået af ashkenaziske jøder, selvom der dog også har været en del sefardiske gennem tiderne.
Eksempler på forskelle mellem ashkenaziske og sefardiske jøder:
- Udtalen: Hebraisk kan udtales forskelligt (her skal det dog bemærkes, at det er den sefardiske udtale, der har vundet som det talte sprog i staten Israel, og rigtig mange ashkenaziske jøder vælger derfor den sefardiske udtale).
- Gravsten: Mens ashkenaziske jøder lader gravsten stå ved grave, lægger sefardiske jøder deres gravsten vandret ned, således at den dækker graven.
- Gudstjenesten: Der er forskel på den jødiske gudstjeneste, afhængigt af om det er en sefardisk eller ashkenazisk gudstjenesteritus, man følger. Det er dog ikke sådan, at en sefardisk jøde ikke kan deltage i en azhkenazisk gudstjeneste eller omvendt. Det er mere et spørgsmål om rækkefølgen af de forskellige tekster, der læses, og evt. tilføjelsen/bortfaldet af nogle mindre væsentlige salmer.

