Herodes den Store
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Herodes.
Herodes den Store (ca. 73 f.Kr. til 4 f.Kr.) var en jødisk konge, som regerede i Iudaea, det nuværende Palæstina fra 37 f.Kr. til sin død.
Herodes blev udpeget til konge af Det romerske Senat efter sin far Antipaters død. I forbindelse med Herodes besøg i Rom ofrede han blandt andet til Roms guder på Kapitol. Herodes fik først fuld kontrol over sit kongerige i 37 f.Kr. dengang var han 25 år gammel, men i løbet af sin regeringstid fik han bl.a. udryddet de sidste Makkabæere og anlagt den store dybvands havneby Caesarea Maritima i det nordlige Iudaea, foruden borgen Masada ved Dødehavet, et vinterpalads i Jericho, det nordlige Sebastefort og Herodium, hans kongepalads, regeringscenter og gravmonoment. Herodes stod også for en imponerende ombygning og udvidelse af Jødernes største helligdom Templet i Jerusalem.
Han var kendt som en grusom tyran, der angiveligt lod sin kone Marianne henrette og siden tre af sine sønner Alexander, Aristobulus og Antipater på baggrund af mistanke om sammensværgelse. Ifølge Matthæusevangeliet kap 2. var det også Herodes der stod bag barnemordet i Rama og Betlehem i forsøget på at udrydde Jesus, da han havde hørt rygter om en ny konge den udvalgtes fødsel.
Ifølge den jødiske historiker Josefus døde Herodes i år 4 f.Kr. og riget blev delt i tetraker imellem de tre tilbageværende sønner Arkhelaos, Herodes Antipas og Herodes Filippo.
Den 7 maj 2007 bekendtgav et hold af arkæologer under ledelse af Professor Ehud Netzer fra Hebrew Universitet, at de havde fundet hans grav[1].
| Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |

