Højmiddelalder
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Højmiddelalderen er en betegnelse for den periode i Europas historie som strækker sig fra begyndelsen af 11. århundrede til første halvdel af 14. århundrede. Perioden efterfulgte tidlig middelalder og blev afløst af senmiddelalder.
Omkring år 1000 var de store folkevandringer og invasioner fra randområderne, der havde præget Vesteuropa i den tidlige middelalder, afsluttet, og i stedet begyndte den vesteuropæiske kultur at ekspandere, fx i Østeuropa, Spanien og Sicilien.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Tendenser
Blandt de væsentlige faktorer, som prægede Højmiddelalderen var det hastigt stigende befolkningstal, hvilke fremkaldte store politiske og sociale forandringer, og flere historikere mener at kontinentet var overbefolket omkring 1250.[1] Dette har med stor sandsynlighed været en af grundene til at Den sorte død fik så stort en omfang, men krige og økonomiske kriser kan ligeledes forklares af det. Denne befolkningstilvækst var muliggjort af en klimaforandring. Store landområder, der hidtil havde været skov eller vildnis blev ryddet, nye landsbyer og klostre blev grundlagt, og det totale høstudbytte steg. En af grundene til at disse skove og vildnis blev muliggjort til udnyttelse var den nyere teknologi i form af en Hjulplov, der var mere effektiv en den normale førhenværende plov.
Overskuddet i fødevareproduktionen medførte en velstandstigning og dermed en genoblomstring af langdistancehandelen, så den igen nåede et niveau, der ikke var set siden det Vestromerske riges kollaps i 5. århundrede. Handel gik gennem byer, og mens nye byer opstod i Nordeuropa oplevede de gamle romerske byer i Sydeuropa en ny opblomstring. Handelen var dynamo for nyudviklinger inden for transportteknologien, fx fik den nye skibstype koggen stor betydníng for det nordtyske Hanseforbund. Nye handelsruter både over land og over vand blev etableret, og bandt kontinentet bedre sammen, andre rejsende end købmænd, bl.a. gejstlige, diplomater eller pilgrimme, benyttede de nye transportmuligheder, og de tidligere meget isolerede europæiske lande oplevede nu en mere intens kontakt med fremmede folk andre steder i Europa.
Den vestlige kirke var i hele middelalderen i teorien en enhedskirke, der opretholdt en hierarkisk struktur, der begyndte hos den lokale præst i de enkelte sognekirker, der var underlagt en biskop, og som øverst oppe havde paven i Rom. Klostrene udgjorde en sideordnet organisation ved siden af den almindelige kirke, de var centre for lærdom og bøn, her blev resterne af den litterære tradition, Vesteuropa havde arvet fra romerne, bevaret.
[redigér] Samfund
Vore dages samfund er i høj grad bygget på institutioner, der eksisterer uafhængigt af enkeltindivider, denne samfundsforståelse var ganske fremmed for mennesker i middelalderen. I denne periode var samfundet i højere grad præget af forbindelser og fællesskaber, og alle personer indgik i forskellige netværk, der rakte ud både vertikalt og horisontalt. Et af de vigtigst former for fælleskab var slægten, men troskabsbånd spillede også en stor rolle, ligesom gilder, sogne- og landsby/byfællesskaber. De middelalderlige stater blev derfor bundet sammen af aftaler om gensidigt troskab, forlening af jord af jord og løfter om krigstjeneste og beskyttelse mod ydre fjender fremfor idéen om en fælles nationalstat. Den eneste form for statsadminstration i kongerrigerne var i realiteten lagt ud til den enkelte borgherre, som sad på magten i lokalområdet, herunder retsvæsen og skatteopkrævning.
[redigér] Det feudale samfund
- Uddybende artikel: Feudalisme
Systemet med troskabseder og forleninger havde rod i det gamle germanske samfund, men blev i senere tider, efter middelalderen, kendt som det feudale samfund. Enkeltindivider kom hurtigt til at indgå i dobbelte bindinger til både lensherre og slægt, eller til endog flere lensherrer. Disse bindinger kom ofte til at virke modsat rettede når loyaliteten i en konfliktsituation blev sat på prøve. Men i andre tilfælde kunne den ene forbindelse virke stabiliserende på konflikter, hvor den anden kunne virke destabiliserende og fremme en konfrontation. Det politiske system i perioden havde derfor en ekstremt dynamisk karaktér, og fx indgåelsen af en ny alliance kunne fuldstændigt vende om på magtforholdene.
Dette system opstod omkring år 1000 i Frankrig, her var det karolingiske retssystem gået i opløsning, og et klientelasystem bliver påny dominerende, og initiativet for opretholdelse af lov og orden i lokalområdet blev overført til de lokale stormænd. I et samfund, hvor centraladministrationen havde mistet betydning og indflydelse, var lenssystemet en måde at institutionalisere den magt, der hvilede på voldsudøvelse, så den faktiske voldsanvendelse i videst muligt omfang kunne begrænses.[2] I middelalderforskningen har beskrivelsen af feudalsystemet ofte været et forsøg på at udvikle en statisk model over samfundsformen i en periode, hvor samfundet i høj grad var præget af forandring. Diskussionen om hvad feudalisme dækker over og om den nogensinde reelt eksisterede fylder derfor meget i forskningen.[3]
Statsmagten som den havde set ud i Romerriget eller som den udviklede sig i moderne tid eksisterede overhovedet ikke i højmiddelalderen, det var i stedet de personlige relationer, der holdt sammen på et kongerrige. Først i løbet af 1300-tallet og begyndelsen af senmiddelalderen havde den kongelige centraladministration udviklet sig til et niveau, der betød at den kunne overtage ansvaret for domsafsigelse og opkrævning af skatter.
[redigér] Det gejstlige samfund
Parallelt med det verdslige magtsystem fandtes der en gejstlig organisation, og formelt set var alle kirker og klostre i hele den latinske kristenhed underlagt den romerske paves myndighed. I højmiddelalderen rådede pavestolen desuden over så store ressourcer og nød så stor prestige, at flere af periodens paver insisterede på at de også besad herredømmet over de verdslige fyrster, og derfor forsøgte at bruge deres indflydelse politisk. Perioden er derfor kaldt pavernes storhedstid. [4]
Pavernes magt var dog ikke på noget tidspunkt suveræn, og Innocens III, hvis pontifikat ofte regnes for et højdepunkt for det middelalderlige pavedømme, opnåede reelt set kun fiaskoer med sine prestige projekter.[5] I løbet af 11. århundrede havde pavestolens selvopfattelse ændret sig, og optrådte nu langt mere selvbevidst. Den katolske kirke og den østlige ortodokse kirke havde gensidigt banlyst hinanden, et skisma der har varet til i dag, som nok var et resultat af den øgede selvbevidsthed i Rom.[6]
I det kirkelige hierarki opstod der i 11. århundrede også en reformbevægelse, hvis primære fokusområder var adskillelsen af de gejstlige og de verdslige funktioner i samfundet; en adskillelse som i det middelalderlige samfund reelt var en umulighed, med biskopper, der også optrådte som verdslige fyrster med deraf følgende militære forpligtigelser, og med verdslige fyrster, der gerne indsatte sine egne kandidater i gejstlige embeder i de landområder, som tilhørte dem selv.I et samfund, der byggede på udveksling af gaver, herunder embeder, og på alliancer var en adskillelse mellem kirke og stat ikke mulig. Sammenstødet mellem reformbevægelsens idéer og det feudale samfunds mekanismer skabte i høj grad grundlaget for den investiturstrid, som prægede store dele af højmiddelalderen.
[redigér] Samfundsgrupper
I de få beskrivelser af samfundet, der kendes fra middelalderen, beskrives datidens samfund som bestående af tre forskellige stænder, der var gudgivne og evige. Øverst i hierarkiet var de "bedende" (oratores), dvs. de gejstlige sig. Dernæst de "kæmpende" (bellatores), herunder konger, adel og riddere. Og nederst befandt de "arbejdende" (laboratores) sig, som var resten af samfundet. Rent sociologisk giver denne tredelte struktur dog ikke mening, når det højmiddelalderlige samfund skal beskrives, da bl.a. graden af rigdom og politisk indflydelse sjældent var et udtrykt standstilhørsforhold. Denne opfattelse findes da også i videst udstrækning blandt medlemmer af gejstligheden, og var måske mest af alt et udtryk for ønsketænkning.[7]
I den moderne middelalderforskning er denne samfundsbeskrivelse blevet afløst af en model, der bygger på en pyramidestruktur. Denne model er baseret på de feudale lens og edsforhold, og det var her råderetten over jorden der var afgørende for hvilket niveau man var placeret i. I løbet af højmiddelalderen blev dette system dog udfordret af den fremvoksende pengeøkonomi og den gradvise centralisering af magten hos kongerne. Desuden stod bybefolkningerne ofte helt udenfor lensvæsnet (uddeling af brugsretten til jord), hvis liv ikke var afhængige råderet over jord. En lille gruppe købmænd og bankiere overgik endda i rigdom og politisk indflydelse størstedelen af adelen.
Alligevel træder visse forskelle frem mellem samfundsgrupperne når fokus rettes mod funktioner. Langt den største befolkningsgruppe i højmiddelalderen var landbefolkningen, den var primært beskæftiget med fødevareproduktion. Ressourcerne var som i det øvrige samfund også ujævnt fordelt her, da gruppen inkluderede alt fra landarbejdere og livegne til selvejere, storbønder og herremænd. En anden gruppe var de professionelle krigere, hvor ridderne var en særligt fremtrædende gruppe. Adelen var administratorer og ofte kongernes ligemænd eller rivaler. Bybefolkningen bestod af en broget blanding af håndværkere, købmænd og arbejdere. Ved siden af de ovennævnte grupper stod det gejstlige hierarki, men flere af funktionerne inden for det greb ind i det verdslige samfund. Dertil kom en stor gruppe af tjenestefolk, der i hovedtræk delte livsforhold med det herskab de tjente hos. Udenfor samfundet stod de marginaliserede, som bl.a inkluderede tiggere, beboere i isolerede egne, hedninge og kættere
Ifølge de beskrivelser vi kender fra perioden blev stænderne opfattet som statiske, hvilket dog ikke betød at social mobilitet reelt ikke var en mulighed. Der kendes flere eksempler på personer af lav byrd, der enten gennem en gejstlig eller militær karriere nåede samfundets højeste lag. Langt størstedelen af middelalderens mennesker fortsatte dog med at leve i den samfundsgruppe de var født ind i.
[redigér] Landbefolkningen
Bondestanden i højmiddelalderens Vesteuropa var ikke en ensartet lag af livegne, men de vilkår den levede under varierede meget fra egn til egn.[8] Nogle steder var selveje den mest udbredte form andre steder var det livegenskab. Skellet mellem frie og ufrie var de fleste steder en vigtig social parameter, men var ikke nødvendigvis afgørende for velstandsniveauet. Slaveriet havde på denne måde overlevet overgangen fra antikken, og havde med tiden antaget forskellige former af livegenskab, den store forskel var dog at mennesker nu blev bundet til den jord, hvor de boede og arbejdede, og derfor fulgte med den, når ejerskabet over jorden skiftede hænder.
Et træk der kendetegner perioden mellem år 1000 og 1100 er de store forandringer i landsbystrukturen. Over størstedelen af Vesteuropa ændrede bebyggelserne på landet karaktér, og befolkningen der som hovedregel hidtil havde levet i små bygder flyttede nu sammen i egentlige landsbyer gerne med en kirke i centrum, og sammen med denne udvikling opstod der en kollektiv landsbykultur. Sammenflytningen kom til udtryk på forskellig vis forskellige steder; i Italien fx samlede bønderne sig i befæstede småbyer (incastellomento), men landsbyerne i Danmark fik en permanent beliggenhed, da den oldgamle skik med at flytte begbyggelsen med års mellemrum ophørte.[9]
En af de faktorer der havde stor betydning for forandringerne i landbefolkningens levevis var forholdet mellem dem og øvrigheden, og bondesamfundet i højmiddelalderen blev formet af en kontinuerlig konflikt om kontrollen over de ressourcer bønderne producerede. Den agrare revolution betød at landbrugsproduktionen steg, og uenigheder om fordelingen af velstanden var grundlag for hyppige stridigheder. Et stærkt fællesskab var i denne situation en stor fordel for den enkelte bonde overfor herremanden.[10] Andre og modsatte konklusioner er dog også blevet fremlagt, fx at samlingen af bønder i landsbyer skete på aristokratiets eget initiativ, med den begrundelse at inversteringer i produktionsapparatet og en forøgelse af arbejdsstyrken ville øge produktionen af lukrative eksportvarer.[11] Andre vigtige faktorer bag forandringern inkluderer de selvsamme innovationer, der lå til grund for den agrare revolution; nye teknologier som hjulplove og vindmøller var i forhold til den hidtidige teknologi meget komplicerede, og de nødvendiggjorde et samarbejde mellem flere aktører før de kunne betale sig. Behovet for beskyttelse i urolige tider havde ligeledes betydning, i lighed med udbygningen af den kirkelige organisation i landområderne; hvilket bl.a. kom til udtryk gennem opførelsen af mange nye kirker over hele Vesteuropa.[12]
Den nye landsbyfællesskab var i første række et produktionsfællesskab, hvor man arbejde for eget bedste, det medførte på den ene side fælles fester, social tryghed og sammenhold mod udefrakommnede aktører, men på den anden side også intern rivalisering og sladder.
De få kilder der er bevaret om landbefolkningens (den udgjorde omkring 90% af alle mennesker) verdensopfattelse viser et liv tæt knyttet til den jord de boede på og som de dyrkede, mens store begivenheder vi gerne læser om i historiebøgerne betød meget lidt for den enkelte. Landsbyerne var næsten helt selvforsynende, så kontakt med omverdenen var sjældent nødvendig og derfor aldrig hyppig Bøger fandtes knapt nok, næsten ingen kunne alligevel læse dem udover præsten, og for den almindelige bonde blev de bøger som fandtes i kirken opfattet som kultgenstande på linje med de øvrige ting i kirken. Historien rakte kun så langt tilbage som den mundtlige overlevering nåede, og årstal var uden betydning i en verden hvor årstidernes skiften bestemte arbejdets rytme og vejret var afgørende for høstudbyttet. Bondens liv var et liv på et eksistens minimum, og faktorer som han ingen indflydelse havde på bestemt om ham skulle leve i overflod eller sulte.
Majoriteten af Vesteuropas befolkning opfattede sig selv som kristne, men deres kristendom var kraftigt blandet op med overlevet hedenskab og det gejstligheden kaldte overtro. For bønderne var verden befolket af både ånder og dæmoner og skellet mellem levende og dødt var aldrig skarpt. Den dominerende religionsform i højmiddelalderen adskilte sig derfor i høj grad fra den de lærde nedskrev i bøgerne og derved overleverede til eftertiden.
[redigér] Adel og ridder
Krigeraristokratiet omfattede to grupper; medlemmerne af de fineste adelsslægter og de professionelle riddere, der var blevet belønnet med en forlening. I middelalderen var ulighed mellem mennesker fuldt accepteret, og det at ét mennesker var mere værd end et andet blev opfattet som noget helt naturligt. På samme måde indgik en slægt i et hierarkisk system, hvor nogle få familer besad langt mere prestige end andre. De adelige slægter var langt de mest fornemme og omfattede greverne, hertugerne og kongerne; de udgjorde tilsammen et meget lille og begrænset aristokrati.
[redigér] Adelen
Adelens position var skabt i løbet af den tidlige middelalder, og havde oprindeligt været romerske patricierslægter der havde bevaret deres ejendom og prestige efter Romerrigets kollaps, eller storbønder som det var lykkedes for at blive en del af eliten i de germanske kongeriger. I middelalderen blev adelighed primært opfattet som noget arveligt, men dette var kun et ideal, da høj dødelighed i realiteten gjorde det nødvendigt at optage nye medlemmer i standen af lavere byrd. Mange slægter søgte derfor at sløre et simplet ophav ved at fabrikere fiktive anelister.
[redigér] Ridderne
- Uddybende artikel: Ridder
En stand der var tæt knyttet til adelen og som var en signifikant samfundsgruppe i middelalderen var ridderne. Den har præget perioden i så høj grad at den ofte betegnes som riddertiden. Omkring år 1000 begyndte en udvikling der gjorde den beredne men simple soldatertype til en højt profileret elitekriger med enorm prestige.
Den teknologiske og taktiske udvikling betød at ridderen i højmiddelalderen var alle andre soldatertype overlegen, men hans udstyr var blevet så kostbart, at kun de rigeste og mest magtfulde lensherrer kun engagere ham. Det tætte forhold mellem ridder og adel betød at de to grupper med tiden smeltede sammen. I 1100-tallet opstod en særlig ideologi omkring denne krigertype, som fokuserede på dyder relateret til heroisme, høviskhed og uselviskhed. Nye litterære genrer så samtidig dagens lys i form af ridderromancerne og troubadourdigtning.
I realiteten var ridderen dog primært rygraden i fyrsternes magt. I en tid hvor politik byggede på aktiv voldsanvendelse eller potentialet for den, var en slagkraftig militærstyrke essentiel, og et stærkt følge af riddere havde i den sammenhæng stor betydning.
[redigér] Byen og borgerne
Den generelle velstandsstigning betød at efterspørgslen efter handelsvarer steg, det lagde grunden for en ny opblomstring af byer i Vesteuropa. Rigdomme blev efterhånden i højere grad skabt gennem handel og industri end gennem krig og plyndring, og velstanden blev nu koncentreret i byen frem for på feudalherrens borg. Den spæde begyndelse på en markedsøkonomi medvirkede derfor til at feudalsystemet mistede sin betydning, for med pengene flyttede magten sig, og borgerne i de rigeste byer fik nu mulighed for at frigøre sig fra deres tidligere herrer. Byerne fik privilegier og borgerne løst af deres feudale pligter mod dog at betale en afgift til fyrsten. Handel blev i den samme proces begrænset til de byer, der fik de nødvendige rettigheder; I Skandinavien blev de kaldt købstæder, mens de fx i England hed "boroughs". De allerrigeste og dermed mægtigste byer i fx Norditalien, Flandern og Nordtyskland opnåede en status der nærmede sig uafhængighed.
Da indbyggerne i byerne blev frie borgere måtte de danne byråd, der skulle administrere byen og hindre anarki. Disse byråd blev ofte kontrolleret af de rigeste familier og var scene for mange stridigheder. Håndværkere og købmænd der tilhørte den samme faggruppe indgik gerne i sammenslutninger, kaldet lav eller gilder, for ved fælles hjælp at sørge for så gode forhold som muligt for de enkelte medlemmer. Gilderne fungerede ofte som erstatning for det slægtsfællesskab mange mistede ved at flytte fra deres fødeegn ind til en by. De større byer kunne nu brødføde specialiserede håndværkere som fx skomagere, rebslagere, bagere og våbensmede, og i højmiddelalderen skete hovedparten af rekrutteringen til disse blandt tilflyttere fra landsbyerne. De fleste byer i middelalderen var stadig meget små, og de største af dem som London og Paris havde i 11. århundrede under 100.000 indbyggere, moderne faciliteter som kloakering var ukendte, drikkevandsforsyningen var elendig og dødeligheden var høj. Alligevel strømmede nye indbyggere til for måske at få del i de rigdomme der blev skabt der og en udbredt regel sagde, at den der uantastet havde boet i en by i ét år var en fri mand. Borgerne i højmiddelalderens byer skabte et anderledes fællesskab, der med tiden frigjorde økonomien fra sin gamle afhængighed af jorden og i stedet lagde grunden til den moderne pengeøkonomi.
[redigér] Kultur
[redigér] Kunst
- Uddybende artikel: Kunst i middelalderen
Kunst i højmiddelalderen omfattede mange forskellige stilarter og regionale traditioner. Overordnet var de mest udbredte og indflydelsesrige stilarter i Vesteuropa byzantisk, islamisk, romansk og gotisk kunst, men andre vigtige regionale traditioner inkluderede bl.a. den skandinaviske og slaviske og miniaturer i bøger og dyreornamentik. De vigtigste medier for kunst i perioden var først og fremmest kirkerne, da det mest var her almindelige mennesker overhovedet kom i kontakt med kunst, dertil havde også illustrerede håndskrevne bøger en vis udbredelse.
Den byzantinske kunst var en videreførelse af antikkens, og det meste af den kunst der blev produceret i Konstantinopel i højmiddelalderen var af den højeste håndværksmæssige kvalitet i Europa. Flere medlemmer af Komnenos’ dynastiet var kunstmæcener, og i denne periode blev ikonmaleriet udbredt over hele riget sammen med freskomalerier i kirkerne. Byzantinske kunstnere arbejdede ikke kun i imperiet, men udførte også værker på fx på den normanniske Sicilien (Monréale, Cefalù og Palermo) og i Markuskirken i Venedig, der hører til blandt de bedste eksempler på byzantinsk mosaikkunst. Korsfarernes erobring og plyndring af Konstantinopel i 1204 betød også at kunstværker blev spredt til hele Europa. Omkring 900 begyndte den islamiske kunst at udvikle regionale forskelle, parallelt med opløsningen af abbasidernes kalifat. Det muslimske Spanien var i højmiddelalderen et centrum for kunst og kultur, og især metalvarer, silkestoffer og træskærerarbejder fandt vej til store dele af Europa. Den europæiske brugskunst blev i høj grad inspireret af disse importvarer.
Vikingetidens kunst blev kun langsomt erstattet af de dominerende stilarter i det øvrige Europa. De kalkmalerier der blev udført i Danmark i 11. århundrede blev skabt af udenlandske, især tyske, kunstnere, mens de senere mest blev lavet af lokale kunstnere. I Norge blev stavkirkerne bygget på basis af lokale traditioner og udsmykningerne var i den gamle stil. I Irland skete der en sammensmeltning af den nordiske og den keltiske kunst, da irske metalkunstnere begyndte at imitere urnes og ringerikestilen.
[redigér] Fra romansk til gotisk stil
Romansk stil (kaldes indimellem rundbuestil på dansk) betegner den stil der kendetegnede kunsten i Europa fra omkring 1000 til 1200, hvor den blev afløst af den gotiske. Den blev først navngivet af franske historikere i 19. århundrede, men den udbredelse havde nær sammenhæng med klostervæsenet, der netop i denne periode oplevede en kraftig ekspansion. Kerneområdet var Frankrig, men stilarten blev også meget udbredt i det kristne Spanien, Flandern, England, Tyskland og Italien, hvor også den monastiske bevægelse stod stærkest.
Betydningen af gotisk stil varierer afhængig af genre, tid og sted. Betegnelsen stammer fra fremkomsten af den gotiske arkitektur i midten af 12. århundrede, samtidig med den gotiske billedhuggerkunst, mens den gotiske malestil først udskilte sig som en selvstændig stil op omkring 1200, i 13. århundrede var gotikken blevet en international stilart og den mest dominerende i hele Europa. I Danmark bruges undertiden betegnelsen spidsbuestil.
[redigér] Litteratur
- Hovedartikel: Litteratur i middelalderen
Mange forskellige kulturelle kilder influerede litteraturen i højmiddelalderen, en af de vigtigste var den kristne, herunder især de kanoniske tekster i bibelen samt apokryfe legender. Denne tradition var stærkest i den litteratur der blev skrevet på latin og som blev til i gejstlige kredse, men som også slog igennem i de verdslige tekster skrevet på folkesprogene.
Mange af periodens litterære værker indgik i en tekst kreds, hvor figurer historier og temaer blev genbrugt. De havde mest regional udbredelse, men nogle få fik også international udebredelse. En af de mest kendte var Arthur legenderne, samt Matière de France, der omfattede fortællinger om Karl den store og personerne omkring ham, fx Roland og Holger Danske. En anden var de akritiske (grænsefolkenes) sange fra det byzantinske rige, og som var inspireret af en arabisk tradition. I Provence i det sydlige Frankrig, opstod tidligt en særlig provencalsk litteratur. De mest kendte tekster var troubadoursangene, som gerne kredsede om ridderromancer, og som byggede på ældre latinske og arabisk-spanske traditioner. Den kom siden til at influere flere andre vesteuropæiske kulturer, heriblandt minnesangerne i Tyskland, Sicilien og den norditalienske Dolce stil nuovo, som bl.a. Petrarca og Dante tilhørte. Dante skrev højmiddelalderens vigtigste værk: Den guddommelige komedie. På Island blev store dele af den nordiske litteratur bevaret, og som omfattede både prosafortællinger (sagaer) og poesi (fx Ældre Edda). Teksterne byggede på en mundtlig tradition, men blev nedskrevet i mellem 12. og 14. århundrede.
Langt størstedelen af højmiddelalderens litteratur byggede på mundtlige overleveringer, og det må formodes at kun en lille del af fortællingerne nogensinde blev nedskrevet, og det skete i meget høj grad kun for dem, der cirkulerede inden for overklassen, primært fordi prisen på bøger var umådeligt høj. En kunstform, der nært knyttet til litteraturen var nemlig bogfremstilling. Al tekst der blev nedskrevet eller kopieret før udbredelsen af trykpressen i 15. århundrede blev håndskrevet, og alle dele af en bog var håndlavede. Bøger blev derfor symboler på lærdom og i vid udstrækning opfattet som attributter til Gud. Bogfremstilling var et højt specialiseret håndværk, der krævede en intensiv arbejdsindsats, og prisen på det endelige produkt blev afspejlet deri. Produktionen fandt ofte sted i forbindelse med klostre, som lavede ikke blot bøger med religiøst indhold men også verdslige litterære, videnskabelige og filosofiske tekster eller kopier og oversættelser af antikke forfatteres værker.
Bøger blev et statusobjekt, og de fineste eksemplarer blev illustrerede med miniaturemalerier og i nogle tilfælde udstyret med et omslag af udskåret elfenben, figurer i ædelmetal eller besat med ædelsten. De fremvoksende universiteter skabte efterhånden et stort behov for nye bøger, udført i en simplere og billigere form, men med brede margener, hvor der var plads til notater. I 13. og 14. århundrede begyndte privatpersoner også at anskaffe sig bøger, mest tidebøger og bønnebøger.
[redigér] Musik
- Uddybende artikel: Musik fra middelalderen
Størstedelen af den musik der har overlevet fra højmiddelalderen er religiøs, det skyldes primært at nedskrivning af musik i nodeform blev udviklet i klostre og kirkeinstitutioner til den religiøse musik, og at verdslig musik først senere blev nedskrevet. En af de første til at bruge noder var Guido af Arezzo, som i 11. århundrede opfandt en tegnsætning der gjorde det lettere for sangerne at huske de gregorianske bønner.
Den religiøse musik var i begyndelsen af perioden domineret af den gregorianske form der var bønner udtrykt gennem sang, og bøn var et vigtigt element i den rituelle praksis i de religiøse institutioner. I løbet af 12. og 13.århundrede opstod den polyfoniske sang inden for den gregorianske tradition, bl.a. i værker skabt i forbindelse med Notre Dame skolen i Paris. Nye musikformer opstod med de polyfoniske teknikker, den tidligste var organum, men senere fulgte clausula, conductus og moteten. En anden type der udsprang af den nye teknik var ars nova, mellem 1310 og 1314 blev Roman de Fauvel sat i musik af Philippe de Vitry, og stilen blev herefter i senmiddelalderen populær især inden for verdslig musik. Mange af de elementer, der siden kom til at præge den vestlige klassiske musiktradition har deres oprindelse i denne musikform.
En af de vigtigste sekulære musikgenrer var troubadourernes, der voksede frem i Sydfrankrig i sidste del af 11. århundrede. Troubadourerne kunne være omvandrende musikere, men kom fra alle samfundslag, og skrev og spillede sange om mange forskellige emner, dog mest om høvisk kærlighed. Denne genre fik stor indflydelse på sekulær musik i det øvrige Europa, herunder især de nordfranske trouvèrer, de tyske minnesangere. I Danmark stammer de ældst kendte folkeviser fra omkring 1200, og de byggede i høj grad på den franske og tyske tradition. Men modsat udviklingen i disse lande lever folkeviserne videre i Danmark blandt almuen helt frem til 1800-tallet.
[redigér] Religion
- Uddybende artikel: Religion i middelalderen
Hele middelalderen frem til reformationen var præget af en religiøs mangfoldighed. Hedenskab levede stadig ved siden af kristendommen, og mange steder opstod der nye bevægelser som gerne stod i en form for opposition til det etablerede sytem, men som også tit formåede at forblive inden for den officielle kirke. De bevægelser der forlod moderkirken og blev til egentlige kætterbevægelser, gjorde det ofte pga. tilfældigheder. Kristendommen i sine senere faser, både i sin reformerte og modreformerte form, var i høj grad et resultat af de dynamiske processer der også prægede højmiddelalderens religion. Resultatet, som vi kender det, er dog ikke et udtryk for målrettede handlinger eller særlige programmer, men i stedet effekten af den måde hvorpå datidens mennesker reagerede på de problemer og udfordringer de mødte.[13]
Religionen i 12. århundrede var i forhold til århundrerne før og efter præget af afvigelse og konfrontation. Splittelsen kom bl.a. til udtryk gennem de kætterbevægelser der voksede frem. De forskellige afviger grupper var dog ofte svære helt at adskille fra den ortodokse tradition. Samtidig var opfattelsen af at alle mennesker tilhørte det samme religiøse fællesskab dominerende, og de grupper eller individer der havde afvigende religiøse forestillinger tilhørte ikke andre religioner men djævelen. Attituden over kritik af den etablerede katolske institutioner ændrede sig dog gennem perioden. Fra omkring år 1000 have været ganske lydhøre overfor kritiske røster øverst i det kirkelige hierarki begyndte kirken åbenlyst efter 1200 at støtte forfølgelser af protestbevægelser som kættere. I begyndelsen blev kritikere blot opfattet som radikale fortalere for reformer i en tid hvor pavestolen selv var involveret i en gennemgribende reformproces. Efter at kirken havde konsolideret sig i sin nye form, blev protestbevægelserne nu betragtet som en trussel mod enheden i kristendommen og derfor forfulgt.
Reformbevægelsen i 11. og 12. århundrede havde bl.a. været et forsøg på at inddrage alle aspekter i menneskelivet i den kirkelige sfære. Den omfattede bl.a. pavemagtens forsøg på at underlægge sig de verdslige institutioner under sin indflydelsessfære, og inddragelse af lægfolks liv i de kirkelige sakramenter. samtidigt blev kanonisk lov styrket for at sikre pavens kontrol over hele kirkehierarkiet. Disse forsøg på at udvide pavens og det gejstlige systems magt medførte selvfølgeligt konflikter der hvor det stødte sammen med de verdslige fyrsters interesser, fx i forbindelse med investiturstriden. Den øgede indblanding i almindelige menneskers liv betød også at utilfredsheden med de gejstlige voksede, og mange begyndte derfor at søge alternativer til den katolske kirke.
[redigér] Klosterbevægelserne
Væksten inden for klostersamfundene var et af de områder hvor reffomrbevægelsen stærkest kom til udtryk. Gamle munkeordner oplevede en ny opblomstring og nye ordner blev grundlagt, og over hele Europa blev byggeriet af nye klostre sat i gang. Denne vækst var mulig pga. de øgede donationer, som klostrerne modtog fra verdslige fyrster og rigmænd, og den øgede rekrutering af personer, der ønskede at leve et liv som munk eller nonne.
Opfattelsen af klostrene ændrede sig gennem reformbevægelsen, så de nu var blevet omdannet til helligsteder, der var udskilt fra den jordiske sfære og bragt tættere på den guddommelige. Det var en ny og strengere fortolkning af de rituelle regler for klosterlivet lå til grund for denne forestilling. Denne udviklingen inden for klosterbevægelsen var et udtryk for tidens personlige og inderlige religion, der især var fokuseret på den enkeltes relation til det guddommelige. Idealet for de munkens tilværelse var nu et tilbagetrukket liv, som helt og holdent var fokuseret på religiøse gøremål. I realiteten blev klostrenes beboere dog ofte indblandet i både lokale og internationale affære.
[redigér] Pilgrimsfærd og korstog
I løbet af højmiddelalderen fik lægfolk også mulighed for at knytte sig tættere til de religiøse ordner uden helt at opgive deres verdlige liv og aflægge et munkeløfte. Og udover munke var mange andre også en intergeret del af en klosterorden, fx som lægbroder, pilgrim eller tempelridder.
Pilgrimfærd var et vigtigt element i middelalderens religiøsitet, og var mere end bare en rejse til et helligsted, da selve rejsen og den strabadser havde betydning i sig selv, og blev opfattet som en form for Imitatio Christi. Målet for pilgrimsfærden var heller ikke blot et geografisk punkt, men blev opfattet som en jordisk udgave af det himmelske Jerusalem. En pilgrimsfærd var i højmiddelalderen en konkretisering af menneskelivets vej mod frelse og indtræden i himmelen ved ankomsten til pilgrimsmålet. Korstogene var fra begyndelsen en bevæbnet pilgrimsfærd, og blev til som led i reformkirkens bestræbelser på at inddrage alle verdslige samfundsgrupper i kirkens sfære. Først senere omkring 1200 var korstogene blevet adskilt fra pilgrimsfærden og etableret som hellige krigstogter med sin egen liturgiske praksis.
[redigér] Jøder
Den jødiske befolkning var på én gang en marginaliseret gruppe og en intregeret del af samfundet, og ofte en del af de højeste cirkler. De levede konstant under meget usikre rammer, hvor risikoen for voldshandlinger fra majoritetsbefolkningen hele tiden var tilstede. Mange kristne anså jøderne for at være kristendommens fjender. Øvrigheden og især mange inden for den gejstlige sfære søgte at yde jøderne beskyttelse for de lejlighedsvis pogromer, der fandt sted. Fx fordømte Bernhard af Clairvaux i stærke vendinger de overgreb på jøder der fandt sted i forbindelse med proklameringen af det korstog, han selv havde prædiket for i 1144. Idenfor kirken var opfattelsen af at jødernes tilstedeværelse var nødvendig udbredt og at de derfor skulle beskyttes, da jøders tilstædeværelse er en del af de bibelske fremstillinger af dommedag. Modviljen mod dem bundede ofte i den rolle som pengehandlere og mellemmænd i finasielle transaktioner flere jøder havde. Denne kapital blev ofte stillet til rådighed for købmænd, og var derfor stærkt medvirkende til væksten i den internationale handel og derved til højmiddelalderens økonomiske opsving. Nogle jøder blev derfor enormt rige, og misundelse kan derfor havde været en udløsende faktor for forfølgelser.
[redigér] Teologi, filosofi og litteratur
- Hovedartikel: Tolvte århundredes renæssance
[redigér] De nye universiteter
Europas ældste universitet blev opbygget i Paris i løbet af 12. århundrede. Undervisning havde hidtil foregået på mindre katedralskoler eller i klostrene. I Højmiddelalderen var boglig dannelse fokuseret på grammatik, retorik, filosofi og teologi, og formålet var at uddanne skrivere til bispernes og fyrsternes administration. De studerendes status var klerk, det betød at de tilhørte det gejstlige hieraki, og dermed fritaget fra alle verdslige pligter og beskyttet af kirkeretten.
Indtil 12. århundrede havde de mest prestigefyldte skoler ligget i Tyskland, men nu begyndte klerke fra hele Europa at søge mod de franske skoler og især de parisiske. De studerende knyttede sig til de bedste lærere og til dem, der kunne tilbyde det bedste netværk, så de kunne få en god stilling senere hen. i 12. århundrede var de bedste undervisere samlet i Paris og dermed var de bedste studerende sammested. i 13. åhundrede var der tillige grundlagt nye universiteter i Italien, England og Sydfrankrig.
En gejstlig uddannelse var en mulighed for at bevæge sig op i et ellers strengt hierakisk samfund. En dygtig klerk kunne blive ansat i en magtfuld ærkebiskops eller fyrstes kancelli, og måske selv en dag blive udnævnt til biskop, selvom han oprindeligt kun havde været en skomagers søn.
[redigér] Filosofi
- Hovedartikel: Filosofi i middelalderen
I løbet af 12. og 13. århundrede fik de kristne filosoffer igen adgang til værker, skrevet af de klassiske antikke filosoffer, såsom Platon og Aristoteles. Manuskripterne kom til Vesteuropa fra Spanien og Konstantinopel og blev samlet og kopieret i klostrene og på de nye universiteter. På denne måde blev de nu spredt over det meste af Europa.
På samme tidspunkt og i det samme miljø opstod skolastikkken, som blev den dominerende filosofiske skole i højmiddelalderen. Skolastikerne var lærde, der forsøgte at udarbejde en erkendelsesteori, som forenede den kristne dogmatik med den antikke filosofi. Et væsentligt standpunkt for skolastikerne at deres filosofi skulle bygge på evnen til at argumentere og derpå at drage strengt logiske konklusioner. De tog derfor afstand fra den type teologi, der kun byggede på bibelcitater og henvisninger til kirkefædrene.
Den filosofiske diskussion, der fyldte mest gennem hele højmiddelalderen, var Universaliestriden. Den tog bl.a. udgangspunkt i forskellene på Platons og Aristoteles' filosofiske positioner, og den var i middelalderen en diskussion om forholdet mellem enkeltfænomenerne og almenbegreberne i en teologisk sammenhæng. Universaliestriden var i realiteten en erkendelsesteoretisk diskussion, hvis formål var at forstå grundlaget for verden og at forstå den højere orden, der lå bag skabelsen.
[redigér] Noter
- ↑ reference?
- ↑ T.N. Bisson (1994) er en videreudvkling af G. Dubys banebrydende teori
- ↑ Denne debat kan bl.a. følges i Reynolds (1997), T.N. Bisson (1994) og kommentarerne i Past & Present (1997)
- ↑ Nordberg (1994) pp. 247
- ↑ Nordberg (1994) pp. 247
- ↑ Esmark & McGuire (1999) pp. 95
- ↑ Nordberg (1985) pp. 162-166
- ↑ Uddybende beskrivelser af landbolivet findes bl.a. i Esmark & McGuire (1999), Reynolds (1997) og Nordberg (1985)
- ↑ Se fx de arkælogiske undersøgelser af landsbyen Vorbasse (Erland Porsmose)
- ↑ Bl.a. en vigtig tese i Reynolds (1997) fremstilling
- ↑ Se bl.a. G. Duby (1994)
- ↑ Størstedelen af de danske landsbykirker stammer fx fra denne periode
- ↑ Se fx G. Constable (1996) pp 2-7
[redigér] Litteratur
Oversigtslitteratur på dansk:
- Beck, Steen; Europa – Samfund, kultur, idéer, litteratur; del 2 Middelalderen, 2005 ISBN 87-7996-129-0
- Esmark, Kim & McGuire, Brian Patrick; Europa, 1000-1300, 1999 ISBN 87-7867-041-1
- Nordberg, Michael; Den dynamiske middelalder, 1987 ISBN 87-87007-21-1
Uddrag af speciallitteratur:
- Bartlett, Robert; The Making of Europe, 1994 ISBN 0-14015409-4
- Constable, Giles; The Reformation of the Twelfth-Century, 1996 ISBN 0521638712
- Fichtenau, Heinrich; Heretics and Scholars in the High Middle Ages, 1998 ISBN 0-271-01765-1
- Morris, Colin; The Papal Monarchy, 1989 ISBN 0198269072
- Reynolds,Susan; Kingdoms and Communities in Western Europe – 900-1300, 1997 ISBN 0-19-873147-7
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Tyskland: Frederik Barbarossa | Gyldne bulle | Henrik Løve | Hohenstauferne | Kurfyrsterne | Markgreverne | Minnesang | Ottonerne | Rigsdagen i Worms | Stammehertugdømmerne | Trevangsbrug | Den tyske orden | Venderne | Welferne
Frankrig: Albigenserkrigene | Hertugdømmet Normandiet | Hugo Capet | Kapetingerne | Ludvig den Hellige
England: Angevinske rige | Domesday Book | Magna Carta | Richard Løvehjerte | Salisburyeden | Wales
Spanien: El Andaluz | Kastilien | Katalonien | Leon | Navarra | Reconquista
Kiev-russerne: Alexander Newski | Bojarerne | Gardariget | Juri Dolgoruki | Kreml | Nestorkrøniken | Rurik | Rurikiderne | Russer | Slaverne | Varægerne | Voivoderne
Det byzantinske rige: Clibanarius | Islams ekspansion | Karavanevej | Katafrakt | Korsfarer | Michael Palæologos | Slaverne | Varægergarden
Steppefolkene: Chasarerne | Den gyldne Horde | Magyarerne | Mongolerne | Osmannerne | Petsjenegerne | Poloveserne | Volgabulgarerne
Sydasiens historie: Angkor | Annam | Champa | Dvaravati | Lan Na | Lan Xang | Nanchao | Pagan | Pegu | Srivijaya | Sukhothai
Centralasiens historie: Kinesisk ekspansion | Silkevejen | Tibet | Tyrkerne | Uighurerne
Islams historie: Abbasiderne | Ayyubiderne | Fatimiderne | Harun ar-Rashid | Kalifat | Mamelukkerne | Omaijaderne | Saladin | Seldsjukkerne
Pavemagt: Akka | Bandlysning | Bulle | Canossa | Cølibat | Damiette | Henrik 4. | Interdikt | Jerusalem | Katharerne | Johannitterne | Reformpavedømmet | Skolastik | Tempelridderne | Thomas Aquinas | Valdenserne | Wormske konkordat
Handel: Byprivilegier | Doge | Flandern | Fuggerne | Genova | Gilderne | Hanseforbundet | Kogge | Levanten | Medicierne | Novgorod | Republikken Venezia | Stralsundfreden
Se også: Andre indgange til historien


