Merry Elisabeth Scheel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Merry Elisabeth Scheel, PhD (1929) er en af Danmarks mest fremtrædende sygeplejeteoretikere. Hun blev uddannet sygeplejerske i 1960 og har siden blevet cant.mag og mag.art i filosofi. Herudover har hun igennem mange år været en aktiv skribent, særligt omkring de etiske og filosofiske aspekter af sygeplejefaget.
I Merry Scheels teori opfattes sygeplejen som en interaktionel praksis, altså et praktisk fag, hvor der er et sammenspil mellem sygeplejersken og det menneske hun skal hjælpe. Det inter-aktionelle skal også ses, som relationen mellem sygeplejen og de andre faggrupper, der indgår i patientens forløb.
Scheel beskriver sygeplejen som et spændingsfelt mellem videnskab og relativisme. Den videnskabelige tilgang er generel og teoretisk. Den fortæller os, hvordan vi kan eller bør handle i en hypotetisk situation. Den relativistiske tilgang udspringer derimod af den konkrete situation.
Vi skal søge efter, at finde et balancepunkt mellem yderlighederne. Plejen må på den ene side ikke blive for kold og umenneskelig, men på den anden side heller ikke slå over i det urealistiske og sentimentale (Scheel 2003: 45-51; 209-211). Den interaktionelle sygepleje har sit udgangspunkt i et relationistisk menneskesyn. Mennesket er, i kraft af dets eksistens, i relation med andre mennesker og kan derfor aldrig være fuldstændigt autonomt og uafhængigt. Vi kan ikke bare opføre os, som vi har lyst, uden at tage højde for andre mennesker omkring os.
Hun tager afstand fra det dualistiske menneskesyn. Mennesket skal ses i sin helhed og vi må derfor i vores sygepleje tilgodese både den andens fornuft og følelser. Ellers når vi ikke ind til personen (ibid.: 167-171).
I en hver relation mellem mennesker er der magt. Men magten kan både have en positiv og negativ funktion. Den kan både udøves som tvang, men også ved at undlade at handle og derved fastholde den anden i afhængigheden.
Magten i den interaktionelle sygepleje skal altid være til for patienten. Som sygeplejerske må man derfor gøre sig bevidst om magtrelationen og hele tiden vurdere om den er til gavn for patienten eller ej (ibid.: 171-175).
Tværfagligt samarbejde, er et vigtigt aspekt i den interaktionelle sygepleje. Sundhedsopgaverne er i dag så komplekse, at en selvstændig faggruppe umuligt kunne løse den. Mange forskellige fag, med hver deres indgangsvinkel, er nødvendige for i fællesskab at løste opgaven (ibid.: 105).
Alle fag har både en inderside og en yderside. Ydersiden er fagets samfundslogik, altså det omgivende samfunds forventning om hvilken rolle faget skal spille i helheden. Indersiden er derimod fagets egenlogik og består af fagets faglige indhold. Sygeplejen er historisk opstået fordi, der i samfundet var syge mennesker, som havde brug for pleje og omsorg. De metoder og den kultur, som sygeplejefaget indeholder, har derefter udviklet sig, for bedst muligt at kunne løse den opgave faget har stået overfor.
Et hvert fag har et særligt genstandsområde, som er det fagpersonen står overfor i sit arbejde. Det er altså det faggruppens tanker og handlinger er rettet imod og beskæftiger sig med.
Flere faggrupper kan godt have overlapninger i deres genstandsområde, men vil være koncentreret om forskellige aspekter af det. Sygeplejersker og læger har begge menneskers sygdom og sundhed som deres genstandsområde, men deres arbejde er alligevel ikke det samme, fordi de beskæftiger sig med forskellige vinkler af det. Lægens tilgang til genstandsområdet går igennem behandlingen af mennesket, menes sygeplejerskens tilgang går igennem plejen og omsorgen til mennesket.
De enkelte fags rolle i det tværfaglige samarbejde er en balancegang. På den ene side skal faget være bevidst om, hvad det kan bidrage med får at kunne gøre sig konkurrencedygtigt med de andre. Hvis et fag ikke formår, at opbygge en sikker fagidentitet, vil det miste sin indflydelse og til sidst blive underlagt andre og mere selvsikre fags præmisser. På den anden side må faget heller ikke forfalde til fagchauvinisme, altså at deres måde at gøre tingene på, er den eneste rigtige (ibid.: 100-106). Vi må sætte patienten og den sundhedsfaglige opgave i centrum, men uden at faggrupperne mister deres faglighed og egenart. Derved kan der opstå en ny sundhedsfaglig identitet, der udspringer af opgaven (ibid.: 132-133).
[redigér] Eksterne Henvisninger
- Scheel ME (2005): ”Interaktionel sygeplejepraksis”. 3. udgave, Munksgaard Danmark, København.
- Liljehult J (2006): "Tværfagligheds betydning for sygeplejen". FAS, Hillerød.
- http://www.mscheel.dk/

