Israels historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Israels historie er opregnelsen af begivenhederne der har fundet sted i området idag kendt som Israel. Landet har gennem historien været under skiftende herskere som hver især har sat deres præg på landet.

[redigér] Bibelens beretninger

Den tidlige historieskrivning er traditionelt baseret på bibelens beretninger. Deres historiska korrekthet er omdiskuteret; der findes dem som hævder at det jødiske folk aldrig befandt sig i Egypten eller muligheden for bare dele af folket.

Navnet Israel udspringer egentlig af den bibelske person, Jakob, som var far til de tolv sønner som siden blev stamfædre til Israels tolv stammer. Efter en periode på nogle hundrede år i Egypten flyttede disse stammer omkring år 1200 f.Kr. til det nuværende Israel/Palestina som dengang kaldtes Kana'ans land og som beboedes af kanaanæerne. Jøderne fejrer påske for at mindes udvandringen fra Egypten. Det Gamle Testamente beskriver udførligt hvordan det jødiske folk gennem hårde kampe besejrede det kanaanæiske folk.

De næste ca. 300 år er kendt som dommertiden, som regerede landet med militær magt og dømte i interne sager, men omkring 1020 f.Kr. vælges Saul ifølge Bibelen til landets første konge. Saul efterfølges af David, ophavsmanden til bl. a. Davidsstjernen. Hans søn Salomo blev derefter det forenede kongeriges sidste konge. Salomo var kendt for sin visdom, og landet blomstrede under hans regeringsperiode. Han byggede Salomos Tempel i Jerusalem ca 960 f.Kr. på den plads hvor Klippemoskeen i dag forefindes. Efter Salomos død splittes riget i en nordlig del (Israel) med Samaria som hovedstad og en sydlig del (Juda) med Jerusalem som hovedstad. Disse riger var ikke sjældent i krig med hinanden. Det nordlige rige gik under ved et assyrisk angreb år 722 f.Kr. og det sydlige ved et babylonisk angreb i år 586 f.Kr., hvor Salomos tempel ødelægges af den babyloniske konge Nebukadnesar, og folket tages med i landflygtighed i Babylon Da perserne senere erobrede Babylonien fik jøderne mulighed for at vende tilbage og opbygge templet igen i årene 526-515, senere kendt som Serubabbels tempel, på ruinerne af Salomos tempel. År 167 f.Kr. lod kong Antiochus IV Epifanes bygge et alter til guden Zeus ovenpå templets brændofferalter. Jøderne gjorde da oprør og rensede templet. Til minde om dette fejres tempelindvielsesfesten (Chanukka) i dag. Herodes den Store påbegyndte renoveringen af Serubabbels tempel ca 20 år før Jesu' fødsel. Dette tempel ødelægges i år 70 af den romerske hærfører Titus.

[redigér] Tidlig historisk tid

År 70 ødelagde romerne Jerusalem efter en kortere tids oprør mod besættelsesmagten - den første jødisk-romerske krig. Efter Det andet jødiske oprør ledet af Simon Bar Kokhba år 132-135 jævnede romerne Jerusalem med jorden og byggede en romersk by, Aelia Capitolina, på samme sted. Den jødiske befolkning blev fordrevet, navnet på provinsen ændredes fra Judæa til Syrisk Palæstina, og jøderne blev forbudt at samles der. Det indledte den lange diaspora som først ophørte ved dannelsen af den nye stat Israel.

Landet var en del af det romerske rige og siden det østromerske rige. Under en periode i middelalderen styredes dele af landet af korsfarere. Fra 800-talet var Palæstina en del af det arabiske kulturområde. Efter det havde hele Palæstina en kontinuerlig arabisk identitet i mere end 1100 år, hvilket er unikt i forhold til områdets hurtigt vekslende historie. Palæstina hørte under det Osmaniske rige fa 1516 til 1918.

[redigér] Den zionistiske bevægelse

Uddybende artikel: Zionisme
organisation