Jesus fra Nazaret
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
"Jesus" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Jesus, se Jesus (flertydig).
Jesus fra Nazaret er en skikkelse af stor religiøs betydning, der ifølge de kristne overleveringer levede i Israel fra ca. 7-4 før vor tidsregning til år ca. 30-33. Ifølge Det Nye Testamente er han Guds søn, og kristne kalder ham også for Jesus Kristus eller simpelthen Kristus.
De almindeligt accepterede kilder til Jesu liv er de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, og Johannesevangeliet. De fleste historikere er enige om at Jesus var fra jøde fra Galilæa, blev anset som skriftkyndig og af nogle opfattet som i stand til at helbrede syge og opvække døde. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske guvernør, Pontius Pilatus pga. beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Historikere lægger forskellig vægt på evangeliernes troværdighed, men de mest forsigtige er dog enige i at vi er på fast historisk grund i forhold til visse grundlæggende begivenheder omkring Jesu liv.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kronologi
Den vestlige tidsregning har siden middelalderen været baseret på Jesu formodede fødselsår, der af munken Dionysius Exiguus blev udregnet til at være 753 år efter Roms grundlæggelse. Datoen for Jesu fødsel blev da defineret som d. 25. december i år 1 ante Christum natum ("før Kristi fødsel"), og det umiddelbart følgende år blev designeret som 1 Anno Domini ("i det Herrens år"). Der findes således ikke noget år 0, da årstallene egentlig er ordenstal og ikke kardinaltal. Historisk set er der dog en del problemer med nøjagtigt at stadfæste Jesu fødsel, da evangeliernes oplysninger kun stemmer dårligt overens med de historiske vidnesbyrd, vi ellers kender. Ifølge Matthæus bliver Jesus født, medens Herodes den Store regerer, men vi ved bl.a. fra Josefus, at han døde i år 4 f.Kr.. Lukas lader derimod Jesu fødsel falde sammen med Quirinius' folketælling, der fandt sted i år 6 e.Kr., ti år efter Herodes' død. Nogle teologer mener dog, at Lukas må have hentydet til en tidligere folketælling, vi i dag blot ikke kender til.
[redigér] Jesu liv og lære ifølge evangelierne
| Jesu liv og lære |
|---|
| Jesu liv |
|
| Jesu sidste uge |
|
| Jesu lære |
|
[redigér] Fødsel, barndom og familie
Jesus fra Nazaret blev født i Betlehem syd for Jerusalem mellem år 7 f. Kr. og 4 f. Kr, af sin mor Maria, der havde undfanget ham ved Helligånden. Marias mand var Josef, der tog Jesus til sig som sin søn. Den nat, Jesus blev født, kom der hyrder på besøg, da de af en engel havde hørt om hans fødsel og fået forkyndt, at dette barn var Kristus, Herren (Luk 2,11). Et ukendt antal vismænd kom fra Østerland i et af Jesu første leveår for at tilbede ham og give ham gaver. De var kommet efter at have opdaget en ny stjerne eller stjernekonjunktion, der varslede at en ny jødisk konge var blevet født. I et ønske om at dræbe dette nyfødte kongebarn forestalter Herodes et barnemord i Betlehem på alle drengebørn op til to-årsalderen, men Josef bliver advaret af en engel og når i tide at flygte til Egypten med sin familie. Jesus levede derfor de første år af sit liv i Egypten som flygtning, men efter kongens død bosatte hans forældre sig i Nazaret (deraf navnet), hvor han blev uddannet tømrer.
Fortællinger om hans tidligere barndom er meget sparsomme i de kanoniske evangelier, men det berettes, at han rejste med sine forældre til valfartsfest i Jerusalem, da han var tolv år gammel. Her overraskede han de jødiske skriftkloge med sin viden om skrifterne.
Jesus var bror til Jakob, Joses/Josef, Simon og Judas, og havde mindst 2 søstre (Se bl.a. Mark 6,3). Derudover siger Lukas, at Elisabeth var en slægtning til Maria (Luk 1,36), og derved må Johannes Døberen have været en slags fætter til Jesus.
[redigér] Jesu virke
Jesus er mest kendt for sit senere virke (omkring 30-års alderen), der startede i Galilæa og bredte sig videre til Judæa. Startskudet for hans virke er den dåb, han modtog af Johannes Døberen ved Jordan-floden, hvor Helligånden kom over ham i skikkelse af en due. Derefter drog han ud i ørkenen og blev fristet af Djævelen.
Det første overnaturlige mirakel, der berettes om er forvandlingsunderet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin. Derefter gik han fra by til by og udlagde skrifterne i synagogerne og helbredte de mennesker, der kom til ham. Jesu helbredelser var højst forskellige og dækkede alt fra hebredelse af almindelig feber til spedalskhed, dæmonuddrivelse og endda dødeopvækkelser. Helbredelserne var et tegn til skarene om at Guds rige var kommet til dem (Matt 12,28) Udover helbredelserne så gjorde Jesus også andre overnaturlige ting, som at gå på vandet og bespise 5000 mand med fem brød og to fisk.
Selvom store skare fulgte ham pga. af miraklerne og hans lære, brugte Jesus ofte meget tid væk fra folkeskarene for at være sammen med sine efterfølgere, som han oplærte. Disse tilhængere blev kaldt disciple, og blandt dem udvalgte Jesus sig tolv apostle, som på en særlig måde var omkring ham og blev oplært af ham.
Jesus brugte derudover meget tid sammen med samfundets udstødte. Dette beklagede mange sig over, og Jesu svar må ses som den helt grundlæggende måde, Jesus så sig selv og sit virke ud fra:
- De raske har ikke brug for læge, det har de syge.
- Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. (Mark 2,17)
Jesus var lægen, som var kommet for at hjælpe, helbrede og elske dem, som havde brug for ham. Han var kommet til syndere, og derfor brugte han tiden sammen med mennesker som Zakæus (Luk 19,1-10) og Maria Magdalene (Luk 8,2) og andre af de såkaldt syndere og toldere (Luk 15,1).
[redigér] Jesu undervisning
Jesu budskab bliver af evangelierne samlet i en enkelt sætning: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet" (Mark 1,14), men der er alligevel blevet nedfældet en lang række lignelser og taler som Jesus ifølge evangelisterne har holdt.
Særligt kendt er Bjergprædikenen, hvor Salighedsprisningerne, Fadervor og Den gyldne regel er nedskrevet. Desuden har vi her Jesu nye tolkning af loven og hans tale mod mammon og dømmesyge.
Derudover har vi lignelserne, der som oftest beskriver Guds rige ud fra dagligdags billeder, så som ordet om riget, der som et sædekorn bliver sået i menneskers hjerte, hvor noget vokser op og bære frugt, mens andet bliver kvalt af dagliglivets gøremål, eller forfølgelser (Mark 4,1-20). Andre billeder handler om surdej, sennepsfrø, hyrder, bryllupper, vinbønder osv. Lukas har dessuden også de længere men meget berømte lignelser om den fortabte søn , den barmhjertige samaritaner og farisæeren og tolderen i templet.
Jesus var ofte i konfrontationer med andre jødiske gruppe, særligt farisæerne og de skriftkloge, men også saddukærne og herodianerne. Jesus anklagede dem for hykleri, ubarmhjertig og forstokkenhed. Andet undervisning er myntet på Jesu disciple. Her tales om efterfølgelsens hårde vilkår, om opmundring til udholdenhed i, om at være alles tjenere, om tidernes ende osv.
Jesus benægtede ikke, at han var Kristus/Messias den levende Guds søn overfor sine disciple, men var ellers påpasselig med at udtale sig om dette til den brede folkeskare. Det skyldtes, at han så deres forventninger om Messias som fejlagtige. Jesus var ikke en sejrende Messias men en lidende Messias, og derfor begyndte han også at undervise sine disciple om sin lidelse, død og opstandelse, straks efter at Peter havde bekendt sin tro på ham som Messias.
I det hele taget var Jesu undervisning om sig selv præget af dette billede af ham som den lidende Kristus. Han var kommet for at lade sig tjene og give sit liv til som løsesum for mange (Matt 20,28). Særligt Johannes er fyldt med undervisning om Jesu person. Her kalder Jesus sig selv det levende brød (Joh 6,51), den gode hyrde (10,11), opstandelsen og livet (11,25), verdens lys (8,12), det sande vintræ (15,1) og han siger at han er Guds enbårne søn, som Gud sendte til verden, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv (Joh 3,16).
Efter Jesu opstandelse bar hans undervisning præg af, at han måtte forklare sine disciple betydningen af hans opstandelse og hvordan dette var en opfyldelse af de gamle testamentes skrifter. Derudover fik disciplene nu givet den opgave at være vidner i hele verden om hans død og opstandelse samt hans lære, denne opgave som Kristendommen videreføre i form af mission (Matt 28, 16 og ApG 1,8).
[redigér] Jesu sidste uge i Jerusalem
Efter tre års virke kom Jesus til Jerusalem i anledning af påskefesten ridende på et æsel, som en opfyldelse af en profeti fra Zakarias' Bog. Han blev hyldet af befolkningen som den ventede Messias, men det gjorde blot de jødiske myndigheder endnu mere besluttet på at dræbe ham, før han ville blive for farlig. De næste fem dage, fra søndag til torsdag, bar derfor præg af stigende spændinger og konfrontationer mellem ypperstpræsterne, de skriftkloge og så Jesus. Dog turde de ikke anholde Jesus på grund af folkemængden, men da Judas Iskariot, en af de tolv apostle, besluttede sig for at forråde Jesus, så de deres chance for at gribe ham og lovede Judas penge.
Derefter prøvede Judas at finde et tidspunkt, hvor det ville være muligt at gribe Jesus. Den mulighed opstod, da Jesu holdt påskemåltiet med sine disciple. Det var den aften, siden kendt i Danmark som Skærtorsdag, hvor Jesus indstiftede nadveren. Ifølge Johannesevangeliet var det også denne aften, Jesus holdt sin lange tale om bl.a. Helligånden, der er den længste tale, der er nedfældet i evangelierne. Da Jesus med sine apostle begav sig ud til Getsemane have, fulgte Judas sammen med soldater og vagter efter ham og anholdte ham. Før anholdelsen gengiver evangelierne Jesus kamp i Getsemane mod sin egen angst for den kommende lidelse. Jesus bad Gud tage dette "bæger" fra ham, men tilføjede: ''Dog ske ikke min vilje, men din" (Luk 22,42) På den måde gør evangelierne det tydeligt,at det anså det for Guds vilje, at Jesus skulle dø. Han skulle være det Guds lam, der bærer verdens synd (Joh 1,29)
Efter arrestationen blev Jesus ført til ypperstepræsterne, hvor det øverste Råd dømte ham til døden for gudsbespottelse. På grund af den romerske besættelsesmagt havde jøderne imidlertidigt ikke ret til at idømme dødsstraf, og var dermed nød til at fremvise Jesus for Pilatus. Denne gang bliver han anklaget for oprør, da han jo som Messias, hævdede at være konge. Pilatus anså ham dog ikke for skyldig, men efter længere råb og pres fra Rådet og folkeskarene overgav Pilatus ham til korsfæstelse. Jesus blev derefter ført ud og blev korsfæstet på den høj, der kaldes Golgatha, og som lå lige uden for bymuren. Jesu blev spottet af forbipassende, men fra den sjette time til den niende (ca. fra kl. 12-15) var der mørke. Ifølge Matthæus kom der i forbindelse med Jesu død jordskælv, så grave der sprang op og døde blev levende og forhænget i templet blev revet midt over. På den måde giver Matthæus os også en indirekte tolkning af Jesu død, som en død der giver liv til mange, og som river det forhæng ned, der adskildte Gud fra menneskerne. Jesus blev lagt i en grav tilhørende Josef fra Arimatæa, og en stor sten blev væltet for graven.
[redigér] Jesu opstandelse og himmelfart
Efter tre dage, den første dag i ugen (søndag), opstod Jesus ifølge de fire evangelier. Nogle kvinder var de første til at se den tomme grav, men de og disciplene så i første omgang ikke dette som et tegn på opstandelse. Jesus viste sig dog for dem allerede den samme dag, beviste at han virkelig var opstået, og forklarede dem ud fra skrifterne, at det var forudsagt, at han skulle dø og opstå (Luk 24,44-46). Derefter vandrede han sammen med dem på jorden i 40 dage og udlægger skrifterne for hans efterfølgere. Derefter stiger han til himmels men han velsigner dem. [[ Kristi himmelfartsdag|Kristi himmelfart]] skete fra Oliebjerget, der ligger lige uden for Jerusalem, herfra lovede nogle engle også at Jesus komme tilbage igen på samme måde. Derfor var forventningen om Jesu genkomst også helt central i apostlenes forkyndelse og er i dag en del af de kristnes trosbekendelse om Jesus, der nært er knyttet sammen med forventningen om den nye jord, hvor fred og hamoni skal regere.
[redigér] Etymologi og grammmatik
Kristus er en fordanskning af Christus, som er den latinske form af det græske Χριστός Christós, som betyder "den salvede". Det er igen en oversættelse af det hebræiske ord מָשִׁיחַ māshiaḥ, der ligeledes betyder "salvet", og er indlånt i dansk som Messias – en titel, Jesus blev givet af hans følgere for at understrege hans specielle status, som den, der var blevet profeteret om i den hebræiske Bibel, de kristnes "Gamle Testamente".
Betegnelsen "den salvede" henviser nemlig til løfterne om en konge af Davids slægt, altså en salvet (konger, der var blevet indsat er Gud, var nemlig indsat ved salvelse med olie). F.eks Esajas 9,5 hvor der står: "Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre ... stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone, og over hans rige." Dette var netop sådan, de kristne så Jesus, som den salvede Davidskonge, der snart ville oprette sit rige. Dette henvises der til utallige gange i evangelierne, så som Matthæus 1,1: "Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn".
Navnet Jesus kommer af det hebraiske navn Josva, der betyder ”Jahve frelser”, og dette bliver i Matthæus-evangeliet tolket sådan: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.” (Matt 1,21)
På dansk er det stadig almindeligt at bruge de latinsk-græske genitivformer af navnene Jesus og Kristus (indtil det 20. århundrede skrevet med Ch-): f.eks. Kristi fødsel eller Jesu navn. I ældre dansk møder man tillige en række andre latinske kasus, fx vokativ (Mægtigste Kriste!) og akkusativ (Jesum, Christum). Da Kristus ikke kan tage den bestemte artikel, brugte ældre danske bibeloversættelser formen den Christus. Nu om dage opfattes Kristus nærmest som et egennavn, som ikke behøver nogen artikel.
[redigér] Jesu historicitet
Al historisk forskning drejer sig om sandsynlighed, større eller mindre. I arbejdet med historiske kilder afgøres den historiske sansynlighed af de kriterier og den metode, man som forsker anvender på kilderne. Der har været forsket i den historiske Jesus lige siden Oplysningstiden. De kriterier, forskerne har anvendt, kan opdeles i to grupper, alt efter deres funktioner. Den første gruppe af kriterier tager udgangspunkt i den antagelse, at de ældste kilder giver de mest tilgængelige oplysninger om den historiske Jesus. Denne gruppe kriterier har således til funktion at bestemme en overleverings alder. Den anden gruppe kriterier skal anvendes til at sandsynliggøre, hvad der i de enkelte ældste overleveringer kan siges at omhandle den historiske Jesus.
For mange kristne må Jesu eksistens opfattes som aksiomatisk, idet kristendommen bygger på troen på Jesus som Guds søn. I praksis ved man dog meget lidt uafhængigt om Jesus, idet der ikke findes samtidige kilder, der dokumenterer hans eksistens. Der til skal det nævnes at dette er sandt for de fleste personligheder i oldtiden, Tacitus, Ceasar, Sokrates, Platon, o.s.v. De bibelske fortællinger om Jesu fødsel og liv er desuden skrevet på et tidspunkt, hvor forfatterne ikke har kunnet have førstehåndsviden om sagen.
Det eneste, vi i dag ved med sikkerhed, er at der omkring år 50 e.Kr. fandtes en jødisk gruppe, der var samlet om en person, som de kaldte Jesus. Der var dog på daværende tidspunkt en del prædikanter, der påstod, at de var profeter, og eftersom navnet Jesus var almindeligt dengang, kan der have eksisteret flere personer ved navn Jesus, der samlede grupper af mennesker omkring sig.
Pga. Paulus' yderst sparsomme referencer til Jesu liv har man således spekuleret i, om det er førnævnte gruppes Jesus, som Paulus henviser til i stiftelsen af kristendommen, eller om det har været en anden person ved navn Jesus. Nogen har endda gået så vidt som til, bl.a. også på baggrund af visse usammenhængende oplysninger i det Nye Testamente, helt at benægte Jesu eksistens som andet end et opdigtet sammensurium. Imidlertid anser langt de fleste historikere det for usandsynligt, at der ikke skulle have levet en rigtig person (eller flere), der har skullet været ophavsmand til mange af udtalelserne og centrum for - i det mindste en del - af de beskrevne begivenheder.
[redigér] Historiske kilder
[redigér] De antikke historikere
- Josefus (Josef ben Mattias) var jødisk historiker omkring Jesu tid. Han er født i år 37 e. Kr. og døde i 100 e. Kr. I hans ”Antiquities Judaicae” afsnit 18-20 fra år 93 eller 94 e. Kr nævner han tre af de nytestamentlige personer. Johannes Døberen, Jesus og Jakob (Jesu bror). Johannes Døberen får en længere interessant og lærerig beskrivelse, Jakob får en enkel men meget brugbar sætning, hvorimod citatet om Jesus har været præget af meget diskutioner angående ægthed[1]. Citatet lyder sådan:
| Now, there was about this time, Jesus, a wise man, if it be lawfull to call him a man, for he was a doer of wonderful works, - a teacher of such men as receive the truth with pleisure. He drew over to him many of the Jews, and many of the Gentiles. He was [the] Christ; and when Pilate, at the suggestion of the principal men amongst us, had condemned him to the cross, those that loved him did not forsake him, for he appeared to them alive again the third day, as the divine prophets had foretold these and then ten thousand other wonderful things concerning him; and the tribe of Christians, so named from him, are not extinct at this day.[2] |
- Af mange årsager virker teksten ikke autentisk, bl.a. det positive skær der ligger over teksten, samt dens stærke bekendelse af Jesus som Kristus og opstandelsen. Derfor mener enkelte videnskabsfolk at hele citatet er en forfalskning fra de kristne afskrivere af værket. De fleste tøver dog med at gå så langt. Det skyldes, at skriverne normalt var meget konservative i deres kopiering, så at det er svært bare at finde et eneste sted med tegn på større bevist ændring af Josefus’ omfattende værker[3] Selvom noget af sproget ikke ligner Josefus’, så er der også så meget, der gør, at de fleste mener, at Josefus må have skrevet noget af det citat om Jesus, som vi har i dag. [4] Citat er blevet debateret i de sidste 400 år, og der er skrevet hundredevis af bøger med næsten ligeså mange forskellige foreslag på en løsning på problemet. Det er derfor svært at bruge citatet til meget mere end at sige, at Josefus højst sandsynligt anså Jesus for virkelig at have eksisteret under Pontius Pilatus.
- Josefus beretter også i samme skrift, hvordan ypperstepræsten Ananus ben Ananus i år 62 greb muligheden i fravær af en statholder til at henrette en række mennesker. Deriblandt var også”broderen til Jesus, den såkaldte Kristus, der kaldes Jakob”, (Antiquities 20,9)
- Dette citat anses derimod for særdeles autentisk[5], og når trykket ligger på at han er bror til Jesus og ikke, at han hedder Jakob, så virker det til at forudsætte at Josefus har nævnt Jesus før. Dette taler igen for, at i hvert fald noget at citatet om Jesus i Antiquities 18.63-64 er autentisk. Josefus udtrykker dessuden beklagelse over Jakob og de andres død, som han ikke ser retfærdig. Det kunne tyde på en mere eller mindre positiv holdning til Jesus, og dermed at det positive Jesuscitatet kun har været udsat for en mindre redigering, og ikke en fuldstændig fordrejning.
- Tacitus nævner de kristne (chrestianere) ca. 110 i forbindelse med beretningen om Roms brand og siger at dette navn stammer fra en ”Chrestus som prokuratoren Pontius Pilatus under herskeren Tiberius havde ladet henrette” Derefter kritiserer Tacitus religionen som ”den fordærvelige overtro”(Annalen XV, 44)
- Sueton fortæller efter år 130 i sin beretning om Claudius (død 54), at denne kejser ”jagede jøderne fra Rom, som under anstiftelse af en Chrestus bestandig lavede uro”
[redigér] Religiøse kilder
[redigér] Paulus
Paulus' breve er for de flestes vedkommende skrevet omkring 50-60, og er dermed det første skriftlige vidnesbyrd, vi har om Jesus. Paulus forholder sig dog imidlertid bemærkelsesværdig tavs angående Jesu liv. Det betyder dog ikke, at han taler om en helt anden Jesus, men derimod viser det bare at hans breve ikke er fortællinger om Jesus' liv, men derimod, om hvem Jesus var teologisk set og hvad han betyder. Der gives dog en række oplysninger om Jesus: Han var af Davids slægt (Rom 1,3), han indstiftede nadveren og han blev forrådt (1 Kor 11,23ff) og han døde, blev begravet og opstod på tredje dagen og blev set af apostlene og på et tidspunkt af 500 brødre (dvs kristne) på en gang (1 Kor 15,3-6).
[redigér] Evangelierne
[redigér] Evangeliet ifølge Matthæus
Dette evangelium er det første i Ny Testamente, og var det evangelium den tidlige kirke foretrak. Evangeliets status som det første i Ny Testamente skyldes den stamtavle, der indleder Matthæusevangeliet. Denne stamtavle man har fundet var en optimal måde at indlede hele skriftsamlingen der udgør Ny Testamente. Forfatteren til Matthæusevangeliet er anonym, men blev tidligere tilskrevet apostlen Matthæus, idet evangeliet var det eneste der vidste at tolderen Levi også hed Matthæus. Men denne identifikation er dog usandsynlig, blandt andet fordi evangeliet er afhængig af Markusevangeliet. Matthæusevangeliet er er halv gang længere end det ældste evangelium, Markusevangeliet, og har næsten indoptaget hele stoffet fra dette evangelium. Der er dog tilknyttet en forhistorie til Matthæusevangeliet, der ikke eksisterer i Markusevangeliet, og endvidere er den indoptaget Markus-tekst om ordnet og redigeret. Matthæusevangeliet er blevet til i en jøde-kristen kontekst. Der er i evangeliet en stor fortrolighed med den jødiske tradition og tankegang. Evangeliet er skrevet senere end år omkring år 70, hvor Markusevangeliet er forfattet. Og den udbredte opfattelse er at evangeliet er skrevet engang i 80'erne.
[redigér] Evangeliet ifølge Markus
Markusevangeliet er det evangelium man regner med er det ældste, og er skrevet omkring 40 år efter Jesu død. Evangeliet er oprindelig overleveret anonymt, uden forfatterangivelse. Men efter oldkirkelig tradition, tilskrives evangeliet Markus; der var Peters tolk. Denne tradition er dog næppe sandsynlig. De fortællinger som evangeliet indeholder er overtaget efter mundtlig tradition og overlevering. Disse overleveringer er overtaget og formentlig formet til en helhed af evangelisten. Markusevangeliet er dermed som historisk kilde tvivlsom, men den i evangeliet eksisterende balance mellem det tidstypiske og det individuelle af en sådan karakter at det ikke ligger udenfor hvad der er sandsynligt rent historisk. Markusevangeliet er sandsynligvis skrevet i et hedningekristent miljø, idet en række jødiske sædvaner og hebraiske ord forklares for læseren. Endvidere er der en række latinske låneord i evangeliet, hvilket også i oldkirkelig tradition blev udlagt som om evangeliet blev skrevet i Rom. Denne tradition står dog også hen i det uvisse.
[redigér] Evangeliet ifølge Lukas
Ligesom de øvrige evangelier er også Lukasevangeliet en anonym tekst, der først i en senere tradition er blevet tilføjet et forfatternavn. Der er intet sted i teksten, forfatteren afslører sit navn. Det eneste man får at vide om forfatteren er at denne ikke selv var øjenvidne til de i evangeliet omtalte begivenheder, men derimod er forfatteren afhængig af overleveringer. Selve evangeliet er sandsynligvis skrevet omkring år 80-100, og henvender sig til et ikke-jødisk, hellenistisk publikum. Forfatteren har haft kendskab til tidligere evangelietekster og benytter sig af en del materiale fra Markusevangeliet. Og selve fortællingen følger også Markusevangeliets fortælleramme. Dog er en del materiale fra Markusevangeliet udeladt, og forfatteren benytter sig også af en del materiale der er sammenlignelig med Mattæusevangeliet; den såkaldte Q-tekst. Men omkring en tredjedel af evangeliet er særegent for Lukasevangeliet, og benævnes L. Denne L-tekst er vanskelig at bestemme. Det er usikkert hvor meget der er overleveret materiale og hvor meget der kan tilskrives forfatterens kreativitet. Af L-tekst kan blandt andet nævnes Barndomshistorien 1,5-2,52.
[redigér] Evangeliet ifølge Johannes
Af evangelierne i Ny Testamente er Johannesevangeliet det yngste. Man regner med at evangeliet er skrevet omkring år 100. Traditionen peger på at evangeliet er skrevet i byen Efesos, der på den tid var et mødested for mange religiøse strømninger. Forfatteren til evangeliet er omstridt. I den oldkirkelige tradition regner man med at Johannes Zebedæus'søn var forfatteren. En anden tradition modsiger dog dette, da Johannes i denne skulle være død før affattelsestiden. Johannesevangeliet synes heller ikke at være affattet af en person, der har levet i Galilæa på Jesu tid, men synes nærmere at afspejle en tid, hvor man ikke har kendt den levende, historiske Jesus. Andre teorier om forfatteren af evangeliet, taler om en forfatterskole - et johannæisk forfatterkollektiv.
[redigér] Andre ny testamentlige skrifter
Hebræerbrevet bevidner at Jesus er født af Judas stamme (Hebr 7,14), og døde udenfor byen (Hebr 13,12), at han led og blev fristet (Hebr 2,18; 4,15; 5,8) og at han udholdt korset (Hebr 12,2).
Apostlenes Gerninger har en række grundlæggende historiske dataer om Jesu liv.
[redigér] Apokryfiske skrifter
Der findes desuden en række senere evangelieskrifter, der ikke er optaget i Bibelen (fx Thomas-evangeliet eller Judasevangeliet). Disse repræsenterer ofte andre strømninger inden for den tidlige kristendom, end den, der med tiden skulle udvikle sig til, hvad vi i dag anser for traditionel kristendom, disse er dog ikke nær så godt bevidnet, som de evangelier, vi har i Det Nye Testamente, og er også meget senere forfattet. Thomasevangeliet i år 200, og Judasevangeliet sandsynligvis fra samme tidspunkt eller senere, altså mindst 100 år senere i de evangelier, vi har i Det Nye Testamente. Disse skrifter siger derfor meget mere, om de gnostiske strømninger, som de udsprang af, end om historien om Jesus fra Nazaret.
Apokryferne, navnlig Jakobs præevangelium rummer flere fantasifulde beretninger om Jesu barndom. Her beskrives eksempelvis, hvordan Jesus gør en lerfugl levende, forbander en dreng, så han bliver et træ og forlænger et bræt som han netop havde savet forkert over.
[redigér] Kristendommens syn på Jesus
| Religion | |
| Abrahamitiske religioner | |
| jødedom - islam | |
| kristendom Denne artikel er del af serien Kristendom |
|
| Skrifter | |
|
Bibelen · GT · NT |
|
| Trosartikler | |
| Treenigheden | |
|
Faderen · Sønnen · Helligånden |
|
| Mærkedage | |
|
Kirkeåret |
|
| Livscyklus | |
| Bønner | |
| Kirkeliv | |
| Dagligt liv | |
|
Kristen etik |
|
| Nye testamente | |
| Middelalderen | |
| Reformationen | |
|
Jan Hus · Martin Luther |
|
| Folkekirkelige retninger | |
|
pietisme · grundtvigianisme |
|
| Retninger | |
|
ortodoks |
|
| Kamp og splid | |
Jesus Kristus er hovedpersonen i kristendommen (at være kristen - Christianó kommer fra Christos), og selvom der i dag findes mange kristne kirkeretninger, kan der dog stadig siges meget fælles om kirkernes syn på Jesus, særligt så længe vi taler om de tre hovedgrene: Den ortodokse kirke, den katolske kirke og de protestantiske kirker. Det skyldes, at indenfor disse kirkesamfund og i øvrigt mange af de andre, er det det bibelske matriale, der er autoriteten i forståelsen af Jesus. Derved er fremstillingen af Jesus i evangelierne (se ovenfor) grundlæggende for kristendommen. Det gælder elementer som jomfrufødslen, Jesu mirakler og undervisning, samt hans død, opstandelse, himmelfart og fremtidige genkomst. Dertil kommer benævnelserne som Kristus, Guds søn (Mark 1,1), verdens lys (Joh 8,12) og Ordet (Joh 1,1). Samtidigt med det, har de tre hovedgrene inden for kristendommen, alle kunne tilslutte sig de afgørelser angående Jesu væsen og natur, der blev besluttet på de syv økumeniske kirkekonciler [6]. Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, fra koncilierne i Nikæa 325 og Konstantinopel 381, er derfor fælles for de ortodokse, katolske og protestantiske kirker. Dette traditionelle syn vil blive behandlet her, medens oplysninger om kristologien i andre kirkesamfund, spændende lige fra gamle monofysitiske og nestorianske kirker som den koptiske kirke og assyriske kirke til nye marginale kirkesamfund som Jehovas Vidner og Mormonerne, og liberale teologiske strømningerr må ses på de pågældende kirkesamfunds artikler
[redigér] Jesus - den Opstandne
Ifølge Apostlenes Gerninger var udgangspunktet for apostlenes allertidligste forkyndelse - Jesu opstandelse [7]. Det var det, der beviste, at Jesus var Herre, Guds søn. Han var den, der havde besejret døden, synden og Djævelen, og som nu er ophøjet og sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. [8]. Derfor er de kristnes helligdag også søndagen, den første dag i ugen, den dag hvor Jesus opstod. På samme måde er fejringen af Jesu opstandelse påskedag den vigtigste højtid i kristendommen, og ikke julen som dog ofte er den folkelige vigtigste højtid.
[redigér] Jesu guddommelighed
Allerede i det bibelske materiale bliver der brugt ord om Jesus, der peger på at Jesus er guddommelig. Det bliver sagt om Jesus, at ved ham og til ham er alting skabt. Han er til forud for alt og alt består ved ham (Kol 1,17). Jesus bliver tilbedt (Matt 2,11; 14,33; Luk 24,52), og givet guddommelig navne som Guds søn, Den første og den sidste (Åb 1,18; 22,13), Herren (Luk 2,11) og kaldes af apostelen Thomas for min Herre og Gud (Joh 20,28). Jesus bliver i Joh 1,1 kaldt for Ordet, der var hos Gud og Ordet var Gud. Jesus blev derfor også hurtigt betragtet og tilbedt som Gud i oldkirken.
[redigér] Jesus - en person i treenigheden
Det var dog problematisk i forhold til den strengt monoteistiske arv fra jødedommen, men problemet blev efterhånden løst med begrebet treenigheden, der blev introduceret af Tertullian (ca. 155-230). Han formulerede her, at Gud var: "tres Personae, una Substantia,” tre personer (Faderen, Sønnen og Helligånden)– men kun et væsen/en substans. Denne forestilling blev anfægtet af Arius, som ikke mente Jesus havde været til for evigt og derfor ikke var at betragte som Gud. Kritikken bredte sig hurtig ud i hele kristenheden, og på trods af kirkemødet i Nikæa 325, var det først i Konstantinopel 381, at der kom ro omkring spørgsmålet. Til dette koncil blev den nikænske trosbekendelse endegyldigt stadfæstet. Her står der at Jesus er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, og allevigtigst af samme væsen som Faderen[9].
[redigér] Jesu to naturer
Spørgsmålet om hvordan Jesus kunne være både Gud og menneske blev det næste store stridsspørgsmål, og her blev konklusionen, at Jesus var både fuld Gud og fuldt menneske. Det var særlig det økumeniske kirkemøde i Kalkedon år 451, der formulerede dette, selvom også senere konciler måtte beskæftige sig med emnet. Andre retninger som adoptionisme, doketisme, monofysitisme, nestorianisme og tilhængere af Apollinaris blev ekskommunikeret fra Kirken. Det blev til de første skismaer i kirken, hvor bl.a. den assyriske kirke (nestoriansk) og den koptiske og armenske kirke (monofysisitisk) blev selvstændige. Dette er formuleret således i en af de kirkelige trosbekendelser:
- Vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske. [10]
[redigér] Jesus - Frelseren
Jesus er før noget andet frelseren. Det ligger bl.a. i hans navn (Jesus: Jahve frelser) - for han skal frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Svaret, på hvorfor Jesus døde, er i kristendommen derfor ikke et spørgsmål om historiske begivenheders gang, men at Gud ville, at Jesus skulle dø for at frelse verden. Teologerne har dog gennem tiden diskuteret spørgsmålet om, hvordan en mands (Jesu) død kunne være frelsende for andre mennesker.
Svarene, der er givet, er forskellige, sandsynligvis fordi frelsergerningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under skolastikken blev dog også dette spørgsmål systematiseret. Det blev det i to hovedretninger/forsoningslærer, der indbyrdes konkurrerede om at være den herskende. Der er som sådan bred enighed blandt kristne om, at menneskets syndighed kræver en eller anden form for forsoning mellem Gud og mennesket, og denne forsoning blev tilvejebragt af Gud gennem Kristus. Uenigheden opstår, når man begynder at forklare, hvordan dette foregår. Det ene forsoningslære er Anselm af Canterburys (død ca. 1100) objektive forsoningslære, der siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf og godtgjorde for deres synd overfor Gud. Peter Abelards subjektive forsoningslære hævder derimod, at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen.
Imidlertid har Gustav Aulen argumenteret i 1930 [11] for at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den klassiske forsoningslære der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen mest igennem lyset af Jesu sejr over fordærvsmagterne - døden, synd og Djævelen.
Dog er alle disse elementer til stede i det bibelske matriale, og derfor er det bedst at se disse som forskellige aspekter, som en del af de kristnes soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Den objektive og den klassiske forsoningslære ses f.eks. side om side i dette citat fra Kol 2,14-15.
- Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.
Den subjektive forsoningslære ses i f.eks. Filipperbrevshymnen i Fil 2,5-11, hvor der står:
- I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han som havde Guds skikkelse ... ydmygede sig og blev lydig indtil døden på et kors. (Fil 2,5-6a.8)
Dog er det tvivlsomt om denne efterligning af Jesu sind, noget sted i Bibelen bliver set som frelsende og forsonende overfor Gud (selvom den klart vil være forsonende i menneskelige relationer). Man kan i det hele taget spørge om ikke den subjektive forsoningslære tager "frelserrollen" væk fra Jesus og lægger den over på menneskerne.
Den subjektive forsoningslære er særlig fremherskende i de teologiske strømninger, der betvivler Jesu opstandelse og vender sig bort tanken om Guds krav om et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden. Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i den ortodokse kirke, der derfor ofte vægtlægger Jesu opstandelse den vigtigste betydning. Den objektive derimod er særligt tydelig i de katolske og protestantiske kirker, der følgelig særligt vægtlægger Jesu lidelse og død. Det er også på den baggrund at blodmystik og passion til tider ofte har haft stor betydning i visse kirkesamfund. Eksempelvis kommer det meget tydeligt frem i nogle herrnhutiske digte, men også på moderne plan i film som Mel Gibsons The Passion of the Christ fra 2004.
| Kristologi |
| Adoptianisme | Aftartodoketisme | Antitrinitarisme | Apollinarisme | Arianisme | Doketisme | Dynamisme | Dyoenergisme | Dyofysitisme | Dyoteletisme | Eutychianisme | Homoousios | Homoiousios | Modalisme | Monarkianisme | Monoenergisme | Monofysitisme | Monoteletisme | Nestorianisme | Patripassianisme | Photinianisme | Psilantropisme | Sabellianisme | Socianisme | Socinianisme | Unitarisme |
[redigér] Islams syn på Jesus
| Religion | |
| Abrahamitiske religioner | |
| jødedom - islam | |
| kristendom Denne artikel er del af serien |
|
| Religiøse dogmer | |
| Trosbekendelsen Bøn · Faste · Halal · Haram Pilgrimsrejsen til Mekka · Velgørenhed |
|
| Centrale personer | |
|
Muhammed · Ali · Abu Bakr |
|
| Skrifter og love | |
| Koran · Hadith · Sira Fiqh · Sharia |
|
| Retninger | |
| Sunni · Shi'a · Sufisme Religiøse retninger inden for islam |
|
| Sociopolitiske aspekter | |
| Byer · Arkitektur Kunst · Kalender Islamiske religiøse ledere Imamat · Kalifat Islam og kvinder Politisk islam · Jihad |
|
| Se også | |
| Islamiske begreber Islams historie Kritik af islam Indeks over artikler der handler om islam |
|
Jesus er en central person i Koranen (Al-Qur'an), hvor hans navn (Isa) er nævnt 25 gange. Jesus er en af Allahs væsentligste budbringere, og han må anses som en fundamental del af Islams verdensbillede.
Islams opfattelse af Jesus (Isa) har en del tilfælles med de bibelske fortællinger, så som troen på jomfrufødslen, Jesu som den der helbreder og gør mirakler, Jesus som lærer og så videre. Jesu bliver også ophøjet til himmels, og mange muslimske teologer mener ligesom de kristne at Jesus skal komme igen ved tidernes ende. Jesus kaldes elleve gange for al-Masih (Messias eller Kristus) og i sura 3,45 kaldes han Kalimatullaah (Guds ord).
Alligevel er der meget store forskellige på islams og kristendommens syn på Jesus. Selv når det er de samme beretninger, der fortællers, så har Koranen ofte en helt anden vinkel på begivenhederne. Derudover benægter Koranen, at Jesus er Guds søn og ligeså kristendommens dogme om treenigheden og Jesu guddommelighed. For tilhængere af islam er Jesus en af de allerstørste profeter, men ikke mere end det. Langt de fleste muslimer tror hellere ikke at Jesus døde på korset og opstod. Det skyldes sura 4,158 i Koranen, hvor der er skrevet:
- "Og fordi de [jøderne] har sagt: Sandelig, vi har myrdet Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud! - De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelsen, men han forekom dem (død). Og de, som var uenige derom, er visselig i tvivl derom. De har ingen (sikker) viden, men følger (kun) en formodning, og de dræbte ham visselig ikke."
Der er dog tre steder i Koranen, som umiddelbart læses, som om Jesus faktisk døde (Sura 3,55-56; 19:34 og 5,118), men de fleste muslimske teologer vælger at tolke og oversætte disse steder ud fra sura 4, 158, selvom vendingen i sura 4 -de dræbte ham ikke - kunne tolkes som at jøderne ikke overvandt ham, da han, underforstået, opstod.
Islams eneste kilde til synet på Jesus er åbenbaringerne fra Muhammed. Enkelte muslimske teologer har henvist til det apokryfiske skrift Barnabasevangeliet, der dog sandsynligvis er skrevet i det 14-16. århundrede i Italien eller Spanien under stærk muslimsk påvirkning .
[redigér] Billeder af Jesus
Den største statue af Kristus kan ses i Rio de Janeiro. Men der findes ingen samtidige billeder og figurer af ham, da jøderne havde billedforbud.
[redigér] Litteraturhenvisning
- Nørgaard, Erik, Partisanen Jesus, Bogan 1975
- Strobel, Lee, Research om Jesus, Credo 2004, ISBN 8772422718
- Sørensen, Villy, Jesus og Kristus, Gyldendal 1992
- Diderichsen, Børge, Den historiske Jesus, GAD 1977
[redigér] Kilderhenvisninger
- ↑ Steve Mason, Josephus and the New Testament, side 151(Hendrickson Publishers 1992 ISBN 0-943575-99-0)
- ↑ Antiquities Judaicae 18.63-64. Josephus, Complete works, oversat af Whiston, Kregel Publications, Grand Rapids, side 379.
- ↑ Mason 170
- ↑ Mason 170-171
- ↑ Mason 175
- ↑ Andre afgørelse ved koncilerne afviser nogle protestantiske kirker. F.eks. afgørelsen angående brug af billeder/Ikoner fra det syvende økumeniske koncil bliver traditionelt afvist af den reformerte kirke.
- ↑ ApG 2,32; 3,15; 4,10; 5,30; 10,40; 13,33; 17,31; 26,23
- ↑ Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse (Nicaenum). Formuleret i 325, stadfæstet i 381 hvor den også blev forlænget med tredje trosartikel. Citat her er fra anden trosartikel om Jesus Kristus
- ↑ Nicaenum - Anden trosartikel
- ↑ Den athanasianske trosbekendelse, ukendt forfatter og affattelsestidspunkt. Trosbekendelsen er en af de tre oldkirkelige symboler" i den katolske, anglikanske og lutherske kirke, hvorimod den ikke bruges i den ortodokse og reformerte.
- ↑ Gustaf Aulén Den kristna försoningstanken. Stockholm: 1930.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Dansk oversættelse
- Bibelen - Det danske Bibelselskab
- Bibelen på Hverdagsdansk
- Biblegateway - "Dette er Biblen på dansk", Dansk oversættelse fra 1933 (DO33)


