Farum-modellen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Farum-modellen, også kaldet sale and lease back-modellen er en model, hvor kommunen sælger kommunale ejendomme for derved at skaffe penge til kommunens daglige drift eller investeringer. Kommunen betaler i en årrække leje til den nye ejer og har fortsat brugsretten over bygningerne. Når kontrakten udløber - typisk efter 20 år - har kommunen ret til at købe bygningerne tilbage for en tiendedel af prisen.
Modellen er opkaldt efter Farum Kommune, der under Peter Brixtoftes borgmesterperiode i stor stil solgte ud af kommunale bygninger og anlæg. Først børnehaver og rensningsanlæg, senere skoler, fritidshjem, kulturhus og svømmehal.
Farum-modellen har siden sin fremkomst været omstridt, idet den er i strid med lovgivningen om kommuners forvaltning. Kommunerne må ikke låne penge til drift uden Indenrigsministeriets godkendelse. Reglerne er blevet strammet, således at kommunerne fremover tvinges til hos Indenrigsministeriet at deponere et beløb svarende til indtægten ved salget. Derved forsvinder det umiddelbare økonomiske incitament til at bruge Farum-modellen.

