Nicolai Dajon
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Nicolai Dajon (21. januar 1748 – 12. december 1823) var en dansk billedhugger.
Han hørte til en vistnok snarere fransk end, som der meldes, holstensk familie, der allerede i begyndelsen af det 17. århundrede var bosat i København, og hvis medlemmer gennem flere slægtled var kongelige boldmestre, materialforvaltere eller bygningskommissærer.
N. D., en søn af materialforvalter Frands D. (d. 1794) og Agnete f. Plum (d. 1787), blev født 21. Jan. 1748. Han gennemgik Kunstakademiet fra 1759-66, da han fik den store Guldmedaille; samtidig dermed uddannedes han i billedhuggerkunsten hos Wiedewelt, der hørte til familien D.s nærmeste omgangskreds, og deltog således bl. a. i arbejdet på Frederik V's monument i Roskilde Domkirke. 1775 fik D. rejsestipendium. Han var i Italien til 1781 og blev efter sin hjemkomst medlem af Akademiet (1783). Det var en kummerlig tid for kunstnerne, særlig for billedhuggerne, og D., der tilmed kun var en kunstner af tredje rang, hensad i mange år i den beskedne stilling som lærer i Ornamentskolen, indtil han endelig 1803, efter Wiedewelts død, blev professor ved Akademiet. Fra 1815-21 var han Akademiets direktør. D. s direktorat var en højst bedrøvelig tid både for Akademiet og for kunsten, men om end D. s mangel på energi og initiativ bærer sin del af skylden herfor, hviler dog størstedelen af ansvaret på forholdene herhjemme i det hele og på de styrendes uforsvarlige kølighed både over for kunsten og dens udøvere, og forholdene blev ikke bedre, for Modelskolens vedkommende endog meget værre, efter D.s bortgang.
Hans mest bekendte arbejder er statuerne Tapperhed og Borgerdyd på Bondefrihedsmonumentet, Tordenskjolds gravmæle i Holmens Kirkes kapel og A. P. Bernstorffs buste på Rosenborg. Af andre arbejder af D. kan nævnes Brystbillede af Kirurgen Fr. Chr. Winsløw, en Jupiter fra 1774, en Paris fra 1778 og hans receptionsstykke Østersøen. Han udførte også adskillige gravmonumenter, mest særdeles tarvelige, som Weidenhaupts på Assistens Kirkegård, Søren Gyldendals og Ole J. Samsøes sammesteds og Magens' på Holmens.
D. var en venlig, beskeden mand, velvillig mod alle og afholdt af alle. Han havde aldrig været gift, men efterlod sig en naturlig søn, der dog ikke bar hans navn.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |

