Otto von Bismarck
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Otto Eduard Leopold Fürst von Bismarck (1. april 1815 i Schönhausen - 30. juli 1898 i Friedrichsruh) var først greve, og fra 1871 Fyrste, von Bismarck-Schönhausen, Hertug af Lauenburg. Ligesom kejser Wilhelm 1. var han medlem af frimurerordenen.
- 1862 preussisk ministerpræsident og udenrigsminister
- 1867 forbundskansler for det nordtyske forbund
- 1871 tysk rigskansler (da Wilhelm 1. blev udråbt til kejser over det tyske rige).
- 1890 afsat af kejser Wilhelm 2.
Erhvervede tilnavnet Jernkansleren (der eiserne Kanzler) efter en politisk tale i hvilken han proklamerede at staters magt og indbyrdes forhold/problemer ikke kunne løses diplomatisk, men kun med jern og blod (Eisen und Blut). Denne indstilling kendetegnede også den udenrigspolitik, som kansleren stod for. Bismarck arbejde ihærdigt på en samling af de selvstændige tyske stater under Preussens ledelse, og gennem militære sejre over Danmark (1864), Østrig-Ungarn (1866) og Frankrig (1870-1871) lykkedes det ham at genskabe det tyske kejserrige under kejser Wilhelm I af Hohenzollern. Kejserriget stod frem til 1918.
Bismarcks politik overfor tyske socialister og arbejdere har haft stor indflydelse på flere europæiske landes arbejderbevægelse og arbejderlovgivning.
Bismarck stammede fra den preussiske jordejende adel - junkerne. Fra denne sociale baggrund medbragte han mange forestillinger, vi kan kalde senfeudale. Megen af hans politik blev udformet i mødet med borgerlige 1800-tals synspunkter. Han indtog en ret afvisende holdning overfor borgerligt demokratiske og særlig økonomisk liberalistiske ideer: «Jeg tror ikke, at en laissez faire ... politik... kan anvendes på staten. Specielt ikke på en monarkisk stat der styres paternalistisk.»
To attentater mod kejseren i 1878 gav Bismarck et påskud til at kræve tiltag til beskyttelse af statens sikkerhed. Alle socialdemokratiske, socialistiske eller kommunistiske foreninger, møder og publikationer skulle opløses eller forbydes. Mange blev arresteret i løbet af de 12 år loven gjaldt (til 1890).
Bismarck forestillede sig tidligt, at lovene mod socialistisk virksomhed skulle suppleres af love til beskyttelse af arbejderne. Der blev i 1883 gennemført en lov om sygdomsforsikring, i 1884 og 86 en forsikring mod ulykke og invaliditet samt i 1889 en alderdomsforsikring. Udgifterne blev delt mellem arbejdere, arbejdskøbere og stat.
Bismarck forsøgte med gulerod og kæp at forsone arbejde og kapital, og få arbejderne til at slutte op om hans tyske absolutistiske statsideal. Men det mislykkedes, og arbejderbevægelserne voksede fortsat.
[redigér] Se også:
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |
[redigér] Kilder/henvisninger
- Leksikon.org – artikel i Leksikon for det 21. århundrede

