Antisemitisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Begrebet antisemitisme betegner et mere eller mindre udtalt had over for jøder. Ordet "semit" kommer fra Noahs søn Shem, som ifølge Bibelen var stamfar til de semitiske folkeslag, det vil sige bl.a. arabere, aramæere, babylonere, kartaginiensere, etiopere, hebræere og fønikere. Ordet dækker dermed alle de nuværende og uddøde semitisk-talende folk, men i praksis bruges antisemitisme udelukkende om had til folk af mosaisk tro, også kaldet jøder.

Som andre nedsættende udtryk er også dette svært at bruge neutralt. Som nævnt dækker begrebet egentlig had eller foragt overfor alle semitiske folkeslag, men i praksis bliver det kun brugt om had til jøder. På den anden side bliver denne snævre brug også udvandet, sådan at ordet ofte bruges om kritik af staten Israel.

Det ser ud til, at antisemitisme i betydningen "jødehad" har tre baggrunde omkring år 2000:

  • Vrede mod jøderne, fordi de anses for skyldige i Kristi lidelse og død.
  • Vrede mod jøderne, fordi de ses som en genkendelig subkultur, der påstås at gøre sig skyldig i mange forskellige økonomiske og sociale overgreb.
  • Vrede mod jøderne, fordi de af mange personer med muslimsk baggrund oftes ses som værende ansvarlige for staten Israels handlinger.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Had til jøderne som Kristi mordere

Det religiøst betingede had til jøderne kan føres tilbage til den mosaiske tros afvisning af Kristus som Messias. Desuden overlevede Kristendommen som religiøs bevægelse netop ved at tage afstand fra dele af den jødiske lovreligion (se Paulus). Det europæiske jødehad fik sin første opblomstring, da reconquistaen var gennemført, og den spanske kongemagt ønskede at rense landet for "vantro". På den baggrund blev muslimer og jøder forfulgt og efterhånden fordrevet. Martin Luther, der religiøst især knyttede sig til Paulus, hævdede, at jøderne var udsat for Guds vrede, der vil fare ud som en ild, som ingen kan slukke. De var besat af djævelskab og alle midler var acceptable i kampen for at få dem til at omvende sig. Luther udsendte i 1543 skriftet Om jøderne og deres løgne.

[redigér] Had til den jødiske subkultur

Jøderne fastholdt i de fleste tilfælde deres religion og i vidt omfang også deres kultur under deres diaspora. Det indebar adfærdsmønstre og klædedragter, som adskilte dem fra lokalbefolkningerne. På den måde forblev jøderne altid meget synlige, og ved den mindste modgang (f.eks. den sorte død, hungersnød eller krig) blev jøderne beskyldt for trolddom, ondskab eller forrædderi. Da det mange steder var jøderne forbudt at eje jord, fordi de stod uden forflertallets samfundsstruktur, måtte de ernære sig ved byerhverv, det vil ofte sige: handel og pengeudlåning. Simpel misundelse, skyldnerens bitterhed overfor långiveren og politisk opportunisme forenedes ofte om at udpege jøderne som ågerkarle og meget andet ondt. Journalisten Wilhelm Marr udgav i 1879 en tryksag, Jødedommens sejr over det tyske folk, hvor han lancerede ordet antisemitisme, og han dannede senere en antisemitisk liga. Denne understrøm af had og foragt har fulgt jøderne op gennem den europæiske historie, og det var let for nazisterne at udnytte den, da man iværksatte jødeudryddelsen.

[redigér] Had til jøderne grundet Mellemøstkonflikten

I Danmark såvel som i resten af Europa har der i nyere tid (i Danmark fra midten af 1990erne) været en klar nyere tendens i antisemitismen, nemlig forfølgelse af jøder grundet deres relation til staten Israel. Nogle personer af arabisk herkomst ser åbenbart jøder som værende israelere.kilde mangler Dette kom bl.a. til udtryk ved terrorangrebet (en bombe) mod Københavns synagoge i 1985. Det blev af politiet opdaget, at denne bombning var arrangeret af libanesere. Denne form for antisemitisme er dog først rigtig kommet frem i forbindelse med opblusningen af Mellemøstkonflikten i det, der kaldes den "anden intifada". I Danmark har foreningen hizb-ut-Tahrir gjort sig bemærkede i denne retning ved at udstede dødstrusler mod jøder.

[redigér] Se også

organisation