Pariserkommunen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Pariserkommunen var det revolutionære folkestyre som blev oprettet i Paris i protest mod den nationale regering i slutningen af Den fransk-preussiske krig. Kommunen blev oprettet 18. marts og eksisterede i 72 dage frem til 28. maj 1871. Man havde haft noget tilsvarende også i 1792. Pariserkommunen af 1871 byggede blandt andet på anarkistiske og marxistiske ideer. Det var desuden her begrebet nationalisme opstod.
Den 18. marts 1871 gjorde Paris oprør og oprettede et revolutionært folkestyre: Pariserkommunen. Bag det spontane oprør stod arbejderne og småborgerskabet. Den sociale utilfredshed havde længe rådet i disse grupper. De havde ikke fået megen del i den økonomiske vækst under Napoleon III. Trods den stigende realløn og bedre levevilkår oplevede de en forarmning i forhold til de andre samfundsgrupper, og den hurtige industrialisering medførte en proletarisering af brede lag - særligt i Paris hvor småhandlen og håndværket endnu var fremherskende. Desuden havde saneringen af bykernen under baron Haussmand skabt skarpe geografiske klasseskel. De folkelige lag blev pressede ud mod byens udkanter i nord, øst og syd og fik en følelse af at have mistet «deres» by.
Den 18. marts 1871 gik folket ned fra højene omkring Paris og generobrede «deres» by. De indførte det frem til det hidtil længst varende revolutionære folkestyre. Prisen for på denne måde at udfordre borgerskabet blev høj. Versaillestropperne dræbte efterfølgende 30-40.000 børn, kvinder og mænd. 36.000 blev arresteret. Heraf 819 kvinder og 538 børn. 10.000 blev dømt, 23 henrettet og 4.600 deporteret til straffearbejde i Ny Caledonien. De der nåede at flygte måtte vente ti år i eksil på amnesti. Fransk arbejderbevægelse behøvede næsten ti år for atter at rejse sig, og Første Internationale der blev gjort ansvarlig for kommunardopstanden fik sig et definitivt knæk.
I Frankrig styrkede Kommunens nederlag det republikanske styre, der havde vist sig i stand til at slå en revolution ned. Paris var ikke længere et revolutionært centrum, den franske utopiske socialisme fik sit banesår og vejen lå dermed åben for marxismen i Frankrig og i andre lande. For kvindebevægelsen var Kommunen et bevis på, at klassekamp og revolution ikke nødvendigvis fører til frigørelse og ligestilling.
[redigér] Kilde

