Dykkerklokke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Dykkerklokke
Dykkerklokke

En dykkerklokke er, i sin simpleste udformning en beholder med en åbning i bunden. I klokken vil luft være indespæret, når man sænker klokken ned i vand. Luften vil da have det samme tryk som vandet uden for klokken.

[redigér] Historisk

Dykkerklokken blev første gang beskrevet af Aristoteles i det 4. århundrede f.Kr.:"...they enable the divers to respire equally well by letting down a cauldron, for this does not fill with water, but retains the air, for it is forced straight down into the water."[1] I 1535 skabte og anvendte Guglielmo de Lorena hvad der i dag anses for at være en moderne dykkerklokke.

De tidligste anvendelser var sandsynligvis kommercielle til svampe-fiskning. En dykkerklokke blev anvendt under bjergningen af de fleste af de værdifulde kanoner fra det svenske krigsskib Vasa et stykke tid efter det sank i 1628.

I 1690 færdiggjorde Edmund Halley planer til en dykkerklokke, som var i stand til længere tids neddykning og som var udstyret med et vindue/koøje med formålet af foretage undervandsundersøgelser. I Halley's dykkerklokke blev luften løbende udskiftet med luft fra tønder med "dykkerbælter" sendt fra vandoverfladen.

[redigér] Kilder/referencer

  1. Arthur J. Bachrach, "History of the Diving Bell", Historical Diving Times, Iss. 21 (Spring 1998)
organisation