Opdrift (statisk)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Opdrift.
Statisk opdrift, også set beskrevet som Arkimedes princip, er en opadrettet kraft, der påvirker et legemes position i væsken eller gassen, som legemet er i. Der er to modsatrettede krafter, der påvirker legemets position: Tyngdekraften, der trækker legemet nedad og Opdriften, der trækker legemet opad. På grund af newtons lov vedrørende tyngdekraften på legemet F=m*g (Tyngdekraft=masse (af legemet)*tyngdeacceleration (i Danmark ca. 9,82 m/s2, varierer dog rundt om jorden)) mod formlen for opdrift: Opdrift=masse af fortrængt stof*g, er det legemers massefylde (densitet) der bestemmer om et legeme i en væske eller gas svæver, falder eller flyver. Eksempel: Et stykke træ har lavere massefylde end vand, hvilket gør at massen af det fortrængte vand er større end selve træets masse og derfor vil træet flyde ovenpå. Modsat dette, er træets massefylde større end atmosfærens. Derfor er massen af det fortrængte stof en del lavere end selve træets, og opdriften på træet vil da være lavere end tyngdekraften på det og det vil falde til jorden.
Det skyldes den hydrostatiske opdrift, at skibe, pontoner, tømmerflåder o.lign. kan flyde i overfladen og den aerostatiske opdrift, at balloner og luftskibe (aerostater) kan stige eller holde sig svævende.
Andre eksempler:
- is stiger opad i vand.
- Gasbobler (luft eller CO2) i øl og akvarier stiger opad.
[redigér] Se også
| Denne naturvidenskabsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |

