Romersk Britannien
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Romersk Britannien betegner de områder af de Britiske øer, der var kontrolleret af romerne i perioden 44 e.v.t. til 410 e.v.t. Territoriet udgjorde provinsen Britannien (lat. Britannia), som i store træk dækker det landområde, der i dag kaldes England og Wales.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
De britiske var ikke ukendte i den antikke verden, grækerne kaldte dem "Cassiterides" (Tin-øerne), og både karthagerne og grækerne handlede med briterne. Øerne var før den romerske erobring beboet af keltiske stammer, som af fønikiske handelsfolk blev kaldt briter, de ydede støtte til deres keltiske allierede i Gallien under gallerkrigene, bl.a. dette gav romerne anledning til at forsøge at få indflydelse på området.
Julius Cæsar var den første romerske general der rørte Britannien. I år 54 og 55 f.kr. invaderede Julius Cæsar det sydligste Britannien, men det resulterede ikke i nogen langvarig erobring af landet. Senere i år 40 prøvede romerne igen at invaderer Britannien]. Gaius Julius Caesar Augustus Germanicus (født 12, død 41 e.Kr) sendte store hære til Britannias sydvendte kyster, men igen måtte romerne lide nederlag til de lokale hære.
Igen i år 43 foretog romerne en invasion af Britannien. Den romerske hær var nu stærkt overlegen, og den romerske provins Britannia blev formelt oprettet. Aulus Plautius blev den første romerske guvernør i Britannia. Hans hære kæmpede mod britiske tropper, som nægtede at overgive sig – først i år 50 opgav disse tropper.
De fredelige romerske provinser var ledet af senatet,[1] mens de urolige var ledet af guvernøren i området. Romerne var mest aktive i de sydlige områder af det nuværende Skotland med god landbrugsjord. Her opkrævede de skatter og koloniserede store dele af området. Camulodonum (i dag byen Colchester nær Essex) var den første egentlige romersk styrede hovedstad i Britannia. Dog voksede London sig større med årene, på grund af dens gode handelsforbindelser. Fra London handlede romerne med slaver, metaller og meget andet.
[redigér] Alliancen
I år 55 begyndte mange af de keltiske stammer i det nordligste Britannien at røre på sig. Icenerne, som var en folkestamme i det nuværende Wales, valgte under dronning Boadicea at starte et folkeoprør. Dette var et af de første større oprør mod Romerriget, og også det som satte idéen om direkte krigsførelse mod Romerriget i gang.
Boadiceas alliance, der også omfattede trinovanterne og catuvellaunerne (to keltiske stammer i det sydøstlige England) angreb den romerske lejr Camulodunum. De plyndrede og brændte byen ned, og den romerske guvernør Gaius Suetonius Paulinus blev nødt til at opgive landområdet til alliancen. I år 66 angreb alliancen to af de største byer i Britannia; Verulamium (i dag byen St. Albans i Hertfordshire) og Londinium (i dag London).
Verulamium og Londinium blev hærget og plyndret, og det så guvernør Gaius Suetonius Paulinus alvorligt på. Han sendte bud til Rom og fik tilladelse til at bruge Legion XIV Gemina imod den oprørske alliance. Den legionen vandt en knusende sejr og dronning Boadicea blev tvunget til at trække sine krigere tilbage.
[redigér] Nyt pres på romerne
I år 70 var dronning Boadiceas alliance brudt, og nu angreb de keltiske stammer kun som små grupper og klaner. Den romerske hær som stadig var overlegen, kunne trods dens styrke ikke holde styr på alle de små grupper. Alligevel valgte den romerske guvernør Gnaeus Julius Agricola i år 78 at indtage nye landområder mod nord. De keltiske stammer tabte, og måtte give store dele af deres jordområder til romerne. Men i de følgende seks år var bl.a. pikterne og icenerne (der begge i år 79, sammen med andre stammer blev til caledonere) - stadigt meget aktive i kampen mod romernes invaderinger af deres landområder.
Presset fra de oprørske grupper gjorde at romerne i år 84 meddelte caledonerne og resten af de keltiske folkestammer krig. Guvernør Gnaeus Julius Agricola sendte bud til de omkringliggende områder for at indsamle romerske soldater til kamp mod caledonerne, men det viste sig at den romerske hær var blevet svækket af det jerngreb, som romerne havde haft om de keltiske folkestammer. ”Slaget ved Mons Graupius” i året 85, var et af de første slag, der fulgte efter romernes krigsmelding.
[redigér] Slaget ved Mons Graupius
Slaget ved Mons Graupius blev i år 85 udkæmpet i det nuværende skotske lavland. Caledonerne og deres allierede mødte op med omkring 30.000 tropper i et område nær Bennachie. De romerske soldater var i den seneste tid blevet svækket kraftigt, og kunne derfor kun stille op med 20.000 tropper. Det varede lang tid før romerne kunne møde caledonerne i direkte kamp, men da det endelig skete vandt romerne trods deres undertal. Man mener at den romernes sejr var som følge på deres kendte og effektive krigstaktikker. Romerne valgte, trods deres sejr, at rykke deres grænse længere mod syd til en linje mellem Firth of Forth (på østkysten, se kort) og Firth of Clyde (langs vestkysten), fordi den var lettere at forsvare.
[redigér] Hadrians og Antonios mure
I årene 100-115 kulminerede caledonernes hærgen og ødelæggelser på de romerske byer i Britannia. Romernes forter blev angrebet og brændt ned af både caledonere og saksere. Sakserne kom fra det europæiske fastland og angreb langs syd- og østkysten. Andre forter, der ikke blev angrebet, blev ombygget og udvidet til at være større og stærkere til at modstå angreb. Romerne sendte bud om hjælp til germanerne (som de var allieret med), men de var ikke nogen stor hjælp. Romerne blev til sidst nødt til at flytte grænsen længere sydpå.
I Hadrians regeringstid ca. år 117-120 begyndte caledonerne at gøre klar til angreb i større og mere organiserede hære. Disse angreb var til fare for romernes nord-grænser, hvilket fik Guvernør Quintus Pompeius Falco til at sende forstærkninger op til nord-Britannia. Caledonerne stod parat med flere tusind soldater til at modtage de romerske tropper, men alligevel vandt romerne til sidst.
Efter denne hændelse bestemte kejser Hadrian i år 120 at der skulle bygges en omfattende forsvarsmur mod nord (Hadrians mur). Denne mur blev bygget i håb om fred med de keltiske stammer, men den var ikke nok til at sikre fred. De keltiske alliancer angreb hele tiden muren og de omkringliggende byer, og det kostede romerne dyrt altid at genopbygge de hærgede områder samt at fragte nye soldater til grænsen. Derfor valgte guvernør Antoninus Pius at gå frem til [[Firth of Forth], og invadere det skotske lavland.
Antoninus Pius havde forestillet sig en lettere fremgang mod Firth of Forth-området og besluttede sig derfor da han var nået frem, at der skulle bygges endnu et omfattende fæstningsværk, som skulle holde caledonere og andre keltiske stammer væk fra området. I 142 stod ”Den antoniske mur” færdigbygget, hvilket førte til at forskellige pikter-stammer og caledonere gjorde oprør. I 155–157 toppede oprøret, og guvernør Gnaeus Julius Verus blev nødt til at sende alle de tropper han kunne få fat i til Antonius mur. Krigen varede helt op i år 163 (alternativt 164) før romerne måtte trække sig tilbage til Hadrians mur. Det var et af de største tab romerriget havde oplevet i Britannia.
[redigér] Verdensriget smuldrer
I disse år tabte Romerriget mange krige rundt omkring i Europa, og det kunne mærkes i Britannia. Romerne blev nødt til at betale de oprørske grupper i området til fred, men enkelte ville hellere have deres jord tilbage, end at modtage den bestikkelse som romerne tilbød.
I år 175 angreb en sarmatisk(4) hær på 5000-5500(5) mand Hadrians mur. Det angreb var kilden til et meget kraftigt oprør som varede fra 175-180, hvor en caledonisk hær brød igennem Hadrians mur til sidst. Romerriget var i krise, og deres eneste måde at bevare Britannia på, var at sende bud efter romerske hære fra andre lande. I 181 ankom de kaldte legioner fra områder omkring Normandiets kyster. Disse romerske hære fik i 184 alle keltiske soldater ud fra Britannia, og op i det nuværende skotske lavland.
[redigér] Romernes tilbagegang og kollaps
[redigér] Det tredje og fjerde århundrede
I 201 var der splid i Britannia om hvem der skulle være guvernør. Romerriget var begyndt at miste magt og landområder i Europa, og deres økonomi var haltende. Problemerne var tydeligvis nået til Britannia hvor 4-5 kandidater kæmpede om at blive guvernør. I andre romerske områder splittedes guvernørerne og meldte krig mod hinanden. Der var mytterier på vigtige embedsmænd i mange af de romerske områder, og mange af provinsernes guvernører forrådte Rom, og kørte deres eget løb. Efter guvernør Commodus død var der dukket flere rivaler op for at tage hans post som guvernør af Britannia.
I Rom blev det bestemt, at Septimius Severus skulle være guvernør i Britannia, men hans største rival Clodius Albinus mente, at det er uretfærdigt. Han ville have en af de tre legioner i Britannia ned og forsvare romerriget mod angreb fra saksere og keltere i Normandiet, hvor han var hærfører. Septimius Severus acceptere det, og sendte en legion ned til Clodius Albinus østvendte forter.
I 205 gjorde caledoner]]ne igen oprør, og angreb Hadrians mur. Men fem år efter, i år 210 kom man via en fredsaftale mellem caledonerne og romerne frem til at grænsen mellem Romerriget og caledonerne lå langs Hadrians mur. Denne aftale førte til næsten 50 års fred mellem caledonerne og romerne.
Guvernør Constantius Chlorus samlede i år 306 en stor romersk hær (Det er uvist hvor mange tropper der var i den). Denne hær stationerede i Britannia, indtil den i 308 vandrede op igennem øst Skotland for at erobre caledonernes områder. Til romernes overraskelse blev de slået tilbage af caledonerne og deres allierede. Godt nok fik romerne erobret små dele af det sydligste Skotland, men de havde regnet med en langt større erobring.
I årene 346-71 angreb sakserne og caledonerne løbende, og den romerske kontrol over Britannia blev svagere og svagere. I år 397 valgte romerne at tage halvdelen af alle styrker fra Britannia ud for at forsvare andre truede områder i Europa.
[redigér] Slutningen på det romerske styre
Ærkæologiske fund viser at romerne var ude i alvorlige økonomiske problemer i år 350 til deres endelige kollaps i 476. De havde ikke penge til at betale soldaterne eller holde hele den erobrede verden ved lige. De fik ofte angreb på byer, hvilket også var dyrt for dem når de skulle genopbygge dem. Hærene blev mindre og mindre og økonomien begyndte at halte, hvilket fik senatet til at blive urolige.
I år 407 valgte senatet Konstantin 3. som kejser af Britannia. Hans hovedsag var at få Britannia op at køre økonomisk igen. For at genopbygge rigdomme valgte han at samle en hær hvis formål var at angribe Gallien. I Gallien havde han tænkt sig at opkræve skatter og udvinde metaller. Men Konstantins legioner vandt aldrig hele Gallien, og man mener at Konstantin døde under et af slagene i vestlige del af det nuværende Normandiet.
I året 409 kom sakserne med store hære på omkring tre legioner fra øst og invaderede Britannias kyster. Der var problemer med den romerske hær og efter kejserens død havde man ikke fundet en ny, så romerne kunne kun stille op med en legion. Her var det caledonerne og briterne, der gik i kamp og slog sakserne tilbage. Det var et stort chok for romerne at se caledonerne, pikter-stammerne og briterne være så kampdygtige, at de kunne forsvare sig selv over for så store magter. Samme år kom en række små oprør fra Britannias side, oprørerne var bl.a. skyld i drab på embedsmænd og andre vigtige personer, der fik romernes samfund til at fungere i Britannia.
Næsten alt var nu knust for romerne. Deres hære var dårligt organiserede og mange vigtige poster kunne ikke fungere. Legionerne blev flyttet ud af landet og hen til andre truede steder i Europa. Senatet havde indset at landet ikke kunne bruges til noget og at det var spild af penge. I år 410 sendte den nye kejser Honorius et reskript, der fortalte at romerriget ville stoppe sendingen af romerske legioner til Britannia. Der var det officielt at Britannia ikke længere var ejet af senatet i Rom. Efter Storbritanniens ”befrielse”, var der store slag og uenigheder om landets fremtid. Først 200 år efter fik Britannia deres første konge og nye religiøse retninger, det tog et stykke tid før den romerske kultur forsvandt fra området. Tiden efter det romerske styre kaldes idag den sub-romerske tid.
[redigér] Byer i romersk Britannia
- Hovedartikel: Liste over romerske stednavne i Britannia
| Latinsk navn | Moderne navn | Merknader |
| Aluana | Alcester | |
| Aquae Sulis | Bath | |
| Camulodonum | Colchester | |
| Corinium | Cirencester | |
| Deva | Chester | |
| Durnovaria | Dorchester | |
| Durovernum | Canterbury | |
| Eboracum | York | |
| Glevum | Gloucester | |
| Isca Dumnoniorum | Exeter | |
| Lactodorum | Towcester | |
| Lindum | Lincoln | |
| Londinium | London | |
| Mamucium | Manchester | |
| Moridunum | Carmarthen | |
| Noviomagus | Chichester | |
| Portus Dubris | Dover | |
| Ratae Coritanorum | Leicester | |
| Venta Belgarum | Winchester | |
| Venta Silurum | Caerwent | |
| Verulamium | St. Albans |
[redigér] Kildehenvisninger og noter
- ↑ Senatet var den øverst bestemmende magt i romerriget. Alle vigtige beslutninger skulle tages i samarbejde med dette råd.
| Romerske provinser år 120 | |
|---|---|
| Achaea | Aegyptus | Africa | Alpes Cottiae | Alpes Maritimae | Alpes Poenninae | Arabia Petraea | Armenia Inferior | Asia | Assyria | Bithynien | Britannia | Cappadocia | Cilicia | Commagene | Corduene | Corsica et Sardinia | Cyrenaica | Cyprus | Dacia | Dalmatia | Epirus | Galatia | Gallia Aquitania | Gallia Belgica | Gallia Lugdunensis | Gallia Narbonensis | Germania Inferior | Germania Superior | Hispania Baetica | Lusitania | Hispania Tarraconensis | Italia | Iudaea | Lycaonia | Lycia | Macedonia | Mauretania Caesariensis | Mauretania Tingitana | Moesia | Noricum | Numidia | Osroene | Pannonia | Pamphylia | Pisidia | Pontus | Raetia | Sicilia | Sophene | Syria | Thracia | | |
| edit | |

