Slaget ved Verdun

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Slaget ved Verdun
Del af 1. verdenskrig

Verdun og nærtliggende områder - 21. februar – 20. december 1916
Dato 21. februar19. december 1916
Sted Verdun-sur-Meuse, Nordøstfrankrig
Resultat Fransk sejr
Parter
Frankrig Frankrig Det Tyske kejserrige
Ledere
Philippe Pétain
Robert Nivelle
Erich von Falkenhayn
Styrke
Omkring 30.000 på den 21. februar 1916 Omkring 150.000 på den 21. februar 1916
Tab
378.000; hvoraf de 120.000 døde 337.000; hvoraf de 100.000 døde

Slaget ved Verdun i Nordøstfrankrig var et af de største slag under 1. verdenskrig. Slaget varede fra 21. februar til 19. december 1916 og begyndte som en tysk offensiv, hvor man forsøgte at få den franske hær til at forbløde i stillingerne omkring den stærkt befæstede by Verdun. Men franskmændene forsvarede sig hårdnakket under general Philippe Pétain, som blev berømt på det succesfulde forsvar af byen. Petain afløses i maj af general Robert Nivelle. Tyskerne måtte i juli indstille offensiven og en fransk offensiv fra oktober tvang dem til at opgive det erobrede terræn, herunder fortene Vaux og Douaumont. Slaget sårede i alt ca. en halv million og dræbte mere end en kvart million mennesker. Det var det længste slag i 1. verdenskrig og det blodigste efter Slaget ved Somme (1916), Slaget er sidenhen blevet selve symbolet på den uhyrlige og forfærdende måde 1. verdenskrig forgik på.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Udgangspunkt for det tyske angreb ved Verdun

Allerede i november 1914 havde de kæmpende hære ved Vestfronten sat sig fast i en stillestående skyttegravskrig. Et kæmpe system af skyttegrave og forsvarsværker var med til at gøre forsvarslinjerne permanente. Den militæreteknologiske udvikling tilgodeså på dette tidspunkt især forsvar frem for det direkte angreb. En enkelt maskingeværrede kunne uden problemer forsvare store frontafsnit. Den gængse forestilling blandt krigens generaler, der ikke havde forberedt sig på den nye tids krig, var dog i krigens første år, at hvis de angribende soldater havde viljen og modet, kunne de alligevel trodse de knitrende maskingeværers effektivitet og sejre. Dette førte til mange nyttesløse angreb med uhyrlige tabstal. Ofte forsøgte man før et angreb at bombardere fjendens forsvarsstillinger, men forsvarerne kunne blot krybe i skjul under jorden, og ligeså snart bombardementet ophørte, vidste de at et angreb ville komme, og de kunne tit nå op og forsvare deres position effektivt.

[redigér] Ny tysk strategi

Den tyske general og efterfølger til Moltke den yngre som leder af den tyske generalstab Erich von Falkenhayn gjorde det allerede i november 1914 klart, at krigen ud fra hans synspunkt næsten umuligt ville kunne vindes militært. Han foreslog derfor allerede på dette meget tidlige tidspunkt at afslutte krigen via forhandling, følgende den store tyske militærfilosof Clausewitzs tese om, at krig blot er politik ført med andre midler, og at krigen i dette tilfælde ikke ville kunne bringe nogen løsning. Dette blev afvist, bl. a. på baggrund af generalerne Ludendorff og Hindenburgs protester. Falkenhayn måtte nu udtænke en ny strategi, der kunne tilfredsstille den tyske politiske ledelses ønske om en militær sejr. Falkenhayn så nu kun den mulighed, at man ved at udmatte franskmændene og ved at ødelægge deres moral kunne tvinge dem til at indrømme et nederlag. Dette skulle ske ved hjælp af en såkaldt udmattelsesstrategi, "Ermattungsstrategie". Det var altså aldrig planen at det tyske angreb skulle kunne flytte fronten mere end et par kilometer. Det var alene planen, at angrebet skulle provokere franskmændene til at foretage hasarderede angreb og derved opleve enorme tab af menneskeliv, så den franske krigsmoral kunne blive brudt.

Det hævdes af nogle historikere, at denne udmattelsesstrategi først blev introduceret af Falkenhayn efter angrebet havde sat sig fast, og at det egentlige mål rent faktisk var at opnå store terrænvindinger, men det er svært at sige hvad der er sandt. Et angreb mod den stærkt befæstede Verdun-fæstning lader sig ikke umiddelbart udpege som et optimalt sted for et angrebsfremstød, hvormed tesen om Falkenhayns udmattelsesstrategi forekommer mest sandsynlig.

[redigér] Slagets forløb

Kort over slaget ved Verdun
Kort over slaget ved Verdun

Verdun blev allerede i 1915 udset som et optimalt sted at indlede den tyske offensiv. Verdun var en fæstning med en meget gammel historie, som franskmændene pga. national stolthed aldrig ville forlade. Man kunne med et angreb ved højderne i nærheden opnå artilleri-overlegenhed, og tvinge franskmændene til at beholde meget udsatte stillinger. Ræsonnementet holdt stik, for franskmændene havde ud fra patriotiske snarere end militærstrategiske overvejelser ikke i sinde at trække sig fra den glorværdige stilling. Desværre for tyskerne fik de dog ikke besat højderne ved Verdun helt som planlagt, så i stedet for at kunne holde højderne og skulle forsvare dem mod fremstormende franske angreb, blev det en flere måneder lang kamp for at indtage højderne. Blodmøllen blev en rigtig blodmølle, men ikke den som Falkenhayn havde tænkt sig det skulle være. I starten af slaget opnåede tyskerne flere små fremskridt, men det stod snart klart, at man ikke ville kunne indtage alle de højder der var nødvendige for effektivt at kunne indlede artilleribombardementer.

[redigér] Helvedet ved Verdun

De mange hundredetusinder soldater der i løbet af 1916 blev involveret i slaget ved Verdun var vidne til nogle af de mest forfærdelige og hårrejsende kampe i første verdenskrig. Efter nogle måneder var det forholdsvis lille landområde fuldstændig massakreret af bombardementer, og området flød med døde og rådnende dyr og mennesker, og sønderskudte huse og materiel lå overalt. Især i de varmere måneder var hele området indhyllet i en stank af disse rådnende lig, da man på grund af kampenes intensitet ikke havde tid til at fjerne dem. Mange soldater blev begravet levende under muddermasser eller når skyttegravsafsnit styrtede sammen under bombardementer.

Slaget ved Verdun fik blandt soldaterne betegnelsen "Blodpumpe", og mange gruede for at skulle kæmpe dette sted.

[redigér] Slagets konsekvenser

Utilfredsheden med dette slag, der til sidst manglede et hvert militærstragisk rationale, var tilliden til Falkenhayn forsvundet, og som umiddelbar konsekvens trådte han i august 1916 tilbage. Han overlod posten til Ludendorff og Hindenburg.

På fransk side følte man stolthed over at have afvist tyskerne ved den historiske Verdun-fæstning og man fejrede det som en stor sejr. Men under overfladen var det klart, at den franske befolkning havde taget tabet af de mange menneskeliv utroligt hårdt. Der skulle ikke gå mange måneder før flere tab af franske soldater i 1917 ville føre til omfattende soldaterstrejke på den franske front.

[redigér] Verdun efter første verdenskrig

Slaget ved Verdun er i Frankrig og Tyskland blevet til symbolet på første verdenskrigs rædselfuldhed. Mere end noget andet var dette stedet, hvor mennesket blev udsat for maskinernes hærgen. Førkrigstidens tro på fremskridt og tro på maskinernes vidunderlige egenskaber, futurismen led et alvorligt knæk. Det fik store konsekvenser for tidens kulturelle strømninger inden for maleri, digtning og litteratur. Mange kunstnere havde selv deltaget i slaget og brugte det i deres kunst, således blev den tyske maler Otto Dix berømt for sine gruopvækkende skildringer af dette slag.

[redigér] Se også

Oversigt over de vigtigste krigsslag under 1. verdenskrig

organisation