Dannerhuset
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dannerhuset er bygningen der rummer Grevinde Danner Stiftelsen, en privat, humanitær organisation, der arbejder for kvinders rettigheder. Organisationens fredede bygning i Nansensgade i København indeholder; et krisecenter for voldsramte kvinder og deres børn. Og en politisk organisation som taler voldsramte kvinder og børns sag.
Dannerhuset drives af 20 ansatte, heriblandt Dannerhusets første direktør, Vibe Klarup Voetmann, og 200 frivillige og er Danmarks ældste og også største rådgivnings- og krisecenter for voldsramte kvinder og børn. Krisecenteret modtager årligt mere end 1000 henvendelser fra voldsramte kvinder. Heraf bor de 120 i huset, i en kortere eller længere periode. Flere medbringer deres børn. Dannerhuset, huser ca. 100 børn om året. Grevinde Danner Stiftelsen er en professionel moderne organisation som har til opgave at sikre at kvinder og børn kan leve et liv uden vold og overgreb. Alle husets aktiviteter udspringer af dette fælles mål. På grund af bl.a. sikkerhedshensyn er Dannerhuset er et kvindehus, og mænd har ikke adgang. Der kan dog dispenseres fra denne regel, f.eks. i forbindelse med mandlige foredragsholdere som inviteres af huset.
Dannerhusets ambassadører er, Ataf Khawaja, Isabella Miehe-Renard, Nastja Arcel, Odile Poulsen og Suzanne Bjerrehuus.
Dannerhusets Historie
Organisationens bygning i Nansensgade i København er opført i årene 1873-75 af Frederik 7.’s Stiftelse for fattige Fruentimmer af Arbejdsklassen, der blev grundlagt af Grevinde Danner.
Det var Louise Rasmussen, også kendt som Grevinde Danner, Kong Frederik VII’s foragtede hustru til venstre hånd, der grundlagde huset. Hun blev født som uægte barn af en tjenestepige, men blev gift med Danmarks konge. Hun mødte som ung balletdanser ved Det kongelige Teater den daværende kronprins Frederik, som forelskede sig i hende. Da han senere blev konge, gennemtrumfede han mod regeringens og kongehusets ønske ægteskabet. Efter Frederik d. VII’s død arvede Grevinde Danner store værdier. Til trods for sin nye position fornægtede hun aldrig sin fattige herkomst og grundlagde i 1873 stiftelsen for ubemidlede kvinder af arbejderklassen. Stiftelsens formål stod beskrevet i dens vedtægt, fundatsen. Huset bestod af små lejligheder med selvstændigt køkken. Her kunne enlige kvinder, ugifte eller enker, bo, hvis de i øvrigt var i stand til at forsørge sig selv. Huset blev dengang drevet af en ekstern bestyrelse. Siden 1883 havde stiftelsen huset enlige fruentimmere af arbejderstanden, men i 1979 boede der kun fire kvinder i stueetagen. Det blev afgørende for Dannerhuset fremtid. Havde de fire ikke boet i huset, var Dannerhusets historie sluttet der, og Grevinde Dannerstiftelsen havde ikke eksisteret i dag - i hvert fald ikke i huset i Nansensgade i det indre København.
Op gennem 1900-tallet blev husets oprindelige målgruppe mindre og mindre, i takt med at socialloven og boligforholdene gjorde det lettere at være ’fattige Fruentimmer’. Derfor lod stiftelsens bestyrelse huset forfalde med årene. Det gamle hus var forgældet og ikke længere egnet til beboelse. I 1979 var Bestyrelsens plan således at sælge huset og nedlægge stiftelsen. Bestyrelsen ventede bare på, at Justitsministeren skulle godkende en lille ændring i Dannerstiftelsens fundats, så entreprenørfirmaet Jespersen & Søn kunne købe huset. Ændringen gik igennem, og huset var solgt. En mørk novembernat i 1979 samledes over 300 kvinder til seminar i København. Men seminaret var kun et dække over en af de største aktioner i det 20. århundredes danske kvindebevægelse. Kvinderne rykkede ind i den gamle Kong Frederik d. VII’s Stiftelses forfaldne og halvtomme bygning i Nansensgade i København og besatte den. De ønskede at stiftelsen fortsat skulle være for udsatte kvinder. Besættelsen var en protest mod bestyrelsens planer om at sælge bygningen til et entreprenørfirma, der ville rive den ned for i stedet at bygge kontorer på den attraktive adresse. Det blev derfor besluttet at etablere et kvindehus og et krisecenter. Besættelsen af Dannerhuset markerede startskuddet for den danske krisecenterbevægelse. Der var stor folkelig opbakning bag kvindernes sag. Pressen fulgte sagen intenst. Samtidig med at kvinderne besatte huset, rejste Nansensgade Beboerforening en fredningssag. Sagen blev vundet, og så var det pludselig ikke mere så interessant at være ejer af ejendommen, fordi firmaet ikke måtte rive huset ned og bygge kontorer. Grunden var nu ubrugelig for Jespersen & Søn, og de tilbød kvinderne at købe huset, hvis de i løbet af kort tid kunne skaffe de 2,8 millioner kroner (svarer i dag til ca. 8 millioner), huset kostede.
Kvinderne satte en landsindsamling og mange aktioner, demonstrationer og støttefester i gang, og i løbet af kort tid lykkes det dem at rejse de nødvendige penge. Kvindeorganisationerne havde i første omgang insisteret på kvit og frit at overtage huset i direkte forlængelse af grevindens fundats, men måtte indse, at vejen til at få ret til Dannerhuset gik gennem et egentligt køb. Huset er nu fredet, og det ejes og drives af Kvindecenterfonden Dannerhuset, der blev grundlagt kort efter besættelsen af huset i 1980. Efter overtagelsen af huset samlede kvinderne flere penge ind, så de kunne renovere den forfaldne bygning. Et stort genopbygningsarbejde gik i gang, mens visionerne om Dannerhusets brug så småt blev realiseret. Kvindelige arkitekter, ingeniører, håndværkere og frivillige udførte den gennemgribende renovering af huset. I Danmark er Dannerhuset det eneste eksempel på et renoveringsprojekt i den størrelsesorden udført udelukkende af kvinder. Dannerhuset i dag I forlængelse af kvindebevægelsens parole ’det private er politisk’ blev der åbnet for diskussion om og aktioner til fordel for voldsramte kvinder. Dannerhuset kom hurtigt til at rumme et krisecenter med nødboliger for kvinder og børn, som måtte forlade en voldelig partner eller far, og samtidig blev der skabt rammer for et kvindehus med kreative værksteder, udstillingslokaler, møde- og festlokaler, foredrag og diskussion af kvindepolitiske emner. Gennem årene har aktiviteterne været struktureret i det to-strengede formål (kvinde- og krisecenter), Krisecenteret har været i uafbrudt drift, mens der i 1990’erne ikke var mange udadrettede kvindecenteraktiviteter. Det blev der sat fokus på ved strukturændringen i 2000, hvor ansvaret for den daglige drift blev udmøntet i to koordinatorstillinger for hhv. Kvindecenter og Krisecenter.
Forandring og modernisering – Dannerhuset ansætter direktør
Kvindecenterfonden Dannerhuset var helt fra starten i 1980 baseret på en flad struktur uden ledere. Det var de frivillige kræfter, som gjorde arbejdet og bestemte, hvordan huset skulle drives og udvikle sig. Derfor blev Fællesrådsmødet husets øverste myndighed i alle politiske og driftsmæssige spørgsmål, mens Fondsbestyrelsen havde ansvar for, at Dannerhusets formål blev indfriet, og at der var styr på økonomien.
I 2005 var Dannerhuset atter igennem en større forandringsproces for at tilpasse huset de øgede krav fra omverdenen. Det var nødvendigt med en klarere fordeling af ansvar og kompetencer for at gøre det muligt at håndtere de daglige udfordringer bedre og hurtigere end den hidtidige flade struktur gav mulighed for. Dannerhuset ansatte derfor en direktør, Vibe Klarup Voetmann, i november 2005.
[redigér] Litteratur
Kvinderummet. Dannerhuset som kvindepolitisk forum og krisecenter, er en debatbog om Dannerhusets historiske betydning i dansk kvinde- og krisecenterbevægelse. Kvinderummet er skrevet af tre "Dannerkvinder" (Britta M. Lindqvist, Kari Helene Partapuoli og Lea Holst Spenceley) og blev udgivet i anledning af Dannerhusets 25 års fødselsdag den 2. november 2004.
[redigér] Eksterne henvisninger

