Nationalkommunisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Nationalkommunisme betegnede i Sovjettiden en form for kommunisme, der var uafhængig af det sovjettiske styre i Moskva.
Særligt aktuelt blev begrebet i forbindelse med bruddet mellem Stalin og Tito i 1948. I dag anvendes begrebet som en generel betegnelse for en række indbyrdes forskellige former for radikal socialisme, herunder bl.a. kinesisk, jugoslavisk og vietnamesisk kommunisme såvel som den såkaldte eurokommunisme. Selve fænomenet med en blanding af radikal socialisme og nationalisme er imidlertid betydeligt ældre og genfindes fx i den franske revolution, særligt hos Babeuf, og er tillige meget fremtrædende i Pariserkommunen af 1871.
[redigér] Forskellige former for nationalkommunisme
Den russiske revolution i 1917 var i høj grad præget af en klassisk marxistisk overnational tankemåde, ifølge hvilken nationale skel måtte ophæves og arbejdere i alle verdens lande måtte forenes på tværs af landegrænsernes vertikale skel for at bekæmpe de horisontale skel mellem befolkningsgrupper. Både for Lenin og Trotskij var den russiske revolution blot en forløber for en verdensomspændende revolution; og det var også en klar forudsætning, at et socialistisk styre i Rusland ikke ville kunne bestå under international isolation.
Men som så ofte i politikken afveg terrænet en hel del fra kortet. Det blev Stalins nationale løsning, socialisme i et land, og ikke Trotskijs internationalisme, der sejrede allerede i 1924, selv om Trotskij nok rent logisk stod væsentligt nærmere den klassiske teori.
En anden form for national kommunisme finder vi i Kina. Allerede i 1927 efter det katastrofale nederlag i Shanghai, opbyggede Mao Tse-tung den guerillabevægelse, som med hovedbasis i landsbyerne skulle sejre i hele Kina i 1949. Dette skete på et rent kinesisk grundlag og fuldstændig uafhængigt af Moskva. Både for Mao Tse-tung og for Tito var den uforsonlige modstand mod henholdsvis japansk og tysk besættelse en væsentlig forudsætning for den kommunistiske sejr.
Der synes således at være en kraftig generel tendens til, at kommunistiske grupperinger har stået meget stærkt, når de har kunnet fremstå som konsekvente patrioter. På den anden side var et af de største svaghedstegn ved de gamle regimer - uanset om det var i Havana eller Saigon - at de var fuldstændig afhængige af udenlandsk, og det vil her sige nordamerikansk, støtte.
De vestlige kommunistpartier har omvendt lidt under den store vanskelighed, at øvrige dele af det politiske spektrum har kunnet stille særdeles nærgående spørgsmål om disse partiers nationale loyalitet. Dette problem blev forsøgt løst med den såkaldte eurokommunisme inden for det italienske, spanske og delvist det franske kommunistparti.
[redigér] Kilder
| Denne samfundsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |

