Weimarrepublikken
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|
| Frankerne |
| Tysk-romerske rige (962-1806) |
| Tysklands historie (1814–1871) |
| Tyske kejserrige (1871-1918) |
| Weimarrepublikken (1918-1933) |
| Nazi-Tyskland (1933-1945) |
| Det delte Tyskland (1945-1990) |
| Tysklands genforening (omkr. 1990) |
Weimarrepublikken er det uofficielle navn for den tyske republik som efterfulgte det andet tyske kejserrige, der blev afskaffet som umiddelbar konsekvens af det tyske nederlag i første verdenskrig. På trods af den nye styreform vedblev man dog med at kalde Tyskland for det tyske rige. Weimarrepublikken bestod fra 1919-1933 og er opkaldt efter Weimarforfatningen, som blev vedtaget af nationalforsamlingen i Weimar 1. august 1919. Republikken er mest kendt for at være et mislykket forsøg på at skabe et velfungerende demokrati i et land med stærke autoritære traditioner. Republikken blev nedlagt da nationalsocialisterne med hjælp fra højre- og midterpartier kunne skaffe to tredjedeles flertal for at afskaffe forfatningen.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Weimarrepublikkens historie
[redigér] Den tyske borgerkrig november 1918-august 1919
Perioden umiddelbart fra første verdenskrigs afslutning 11. november 1918 til vedtagelsen af Weimar-forfatningen august 1919 var præget af store interne stridigheder og ofte regulær krig mellem socialistiske militsgrupper og højrenationale frikorps, der begge i fraværet af en egentlig samlet tysk sikkerhedsstyrke forsøgte at bevæge det tidligere tyske rige i hver sin retning. Den socialdemokratiske overgangsregering så sig tvunget til at benytte sig af de ofte meget rabiate højreradikale frikorps for at bekæmpe kommunisterne. Grunden til den uhellige alliance mellem de højrenationale frikorps og den socialdemokratisk/liberale regering skal findes i det fælles ønske om at opretholde en samlet tysk stat med en samlet styring, og i en fælles frygt for den kommunisme, man allerede så sig udspille i Sovjetunionen. Umiddelbart efter den endelige, til tider meget blodige, nedkæmpning af kommunistiske grupper, viste det sig hurtigt, at de bevæbnede højrenationale frikorps ikke uden videre ville lade sig afvæbne, men blot udskiftede dens kommunistiske fjendebillede med den socialdemokratisk/liberalt ledede regering. En regering de opfattede som svag og fej.
[redigér] Første kriseår 1919-1923
De første år i Weimarrepublikken var præget af ´både intern og ekstern uro. I Polen og ved grænsen til det nyoprettede bolsjevistiske Sovjetunionen var der ekstreme spændinger mellem tyskere og andre folkeslag, og kun pågrund af de førnævnte højrenationale frikorps kunne den socialdemokratisk ledede regering holde polske oprøre væk fra det befolkningsmæssigt blandede Schlesien. Internt fortsatte småstrejker og iblandt regulære oprør blandt arbejdere og kommunister i mange tyske byer. Men de højrenationale frikorps var i disse år måske den største trussel mod Weimarrepublikken. Trætte af at nedkæmpe kommunister og forsvare den tyske grænse på regeringens vegne besluttede nogle højrenationalister at tage magten ved et militærkup. I marts 1920 lykkedes det den preussiske embedsmand og tyske nationalist Wolfgang Kapp med hjælp fra frikorps at indtage Berlin.
Den tyske hær, som egentlig burde adlyde den siddende regering, nægtede som tidligere at forsvare regeringen militært med argumentet, at man ikke ville blande sig i interne stridigheder, og at tyske soldater ikke ville skyde på tyske soldater, hvilket frikorpssoldaterne vitterligt stadig var. Militærkuppet tvang regeringen til at flygte til Stuttgart. Siddende i Stuttgart opfordrede regeringen til en generalstrejke.
En generalstrejke der blev så effektiv, at Wolfgang Kapp, hans frikorpsmænd og mange andre autoritære højrenationalister måtte indse, at selvom de måtte have voldsmonopolet, så kunne de ikke vælte Weimarrepublikken uden folkelig opbakning. Fire dage efter kunne regeringen igen regere fra den tyske hovedstad.
Presset fra de krigsskadeerstatninger man var blevet pålagt at betale til første verdenskrigs sejrherrer blev i 1923 så enormt, at man ikke så sig i stand til at betale. Dette førte til en fransk og belgisk besættelse af Ruhr-distriktet. Tyskere i området udøvede på opfordring af den tyske regering passiv modstand mod besættelsen, hvilket førte til en total nedlukning af det tyske økonomiske kraftcenter, Ruhr-distriktet. Den i forvejen hårdt pressede tyske økonomi kunne ikke klare sig længere, og en af historiens mest voldsomme inflationer, en hyperinflation, begyndte i 1923 at sætte sit præg på tyskernes dagligdag. Hele den tyske middelklasse mistede alt.
I slutningen af 1923 kom det til et foreløbigt sidste kupforsøg fra højrenationale antidemokratiske kræfter. Bayern var blevet samlested for det tyske nationalistiske miljø, hvorfra de nærmest uhindret havde kunne udføre attentater mod tyske demokratisk valgte politikere. Det var den unge Adolf Hitler der var en af hovedbagmændende bag det mislykkede ølstuekup, der blev afværget før det overhovedet gik i gang. Hitler lærte den lektie som Wolfgang Kapp havde måttet lære to år før. At man ikke kunne få magten i Tyskland udelukkende ved brug af vold.
[redigér] Relativ stabilitet 1924-1929
Med indførelsen af en ny møntfod og en ny mere rimelig tilbagebetalingsaftale,Dawes-planen, for den krigsskadeerstatning man var blevet pålagt af de sejrende magter fra første verdenskrig, lykkedes det at rette nogenlunde op på den tyske økonomi. Terroren fra især højre og de interne stridigheder mindskedes også betragteligt. Højrenationale havde indset, at de måtte blive en del af systemet for at kunne bevæge Tyskland i den retning man ønskede, og våbnene blev lagt til side. Det lykkedes sågar at få nogle af de højrenationale til at tage ansvaret for den tyske regeringsførelse.
Udover det forbedrede politiske klima, hvor man nu kæmpede mere med ord end våben, betød de næste år en kort periode hvor tysk kulturliv blomstrede i en sådan grad, at Berlin for en kort tid blev en kulturel hovedstad i Europa, og især tysktalende jødiske intellektuelle bidrog til denne sidste store tyske kulturelle periode. Franz Kafka var en af dem.
På trods af en meget stor ulmende nationalistisk bevægelse, og en ikke så lille ulmende kommunistisk bevægelse, så så det for en tid ud til, at den demokratiske Weimarrepublik ville kunne overleve truslen fra totalitarismen.
[redigér] Begyndelsen til enden 1929-1933
Den sidste store statsmand i Weimarrepublikken, Gustav Stresemann, døde i oktober 1929. Dette var dog kun begyndelsen på Weimarrepublikkens kvaler. Få dage efter krakkede børsen i New York, et krak som indledte en verdensomspændende depression. Depressionen ramte især den i forvejen skrøbelige tyske økonomi hårdt, og medførte en enorm stigning i arbejdsløsheden. Dette skabte en enorm basis for populistiske massepartier som især NSDAP. Mange bønder og almindelige borgere havde aldrig rigtig taget Weimarrepublikken til sig, og med den forværrede situation havde demokratiet for dem at se spillet endeligt fallit. NSDAP havde ved valget i maj 1928 fået 2,6 procent af stemmerne. Efter børskrak og stigende arbejdsløshed fik man nu ved valget i september 1930 18,3. I lyset af truslen fra nazister og kommunister, som tilsammen over en tredjedel af befolkningen stemte på, besluttede Brüning fra det kristelig-demokratiske midterparti Zentrum at regere via nødforordninger. Noget som Weimarrepublikkens forfatning åbnede mulighed for. Dermed var præcedens lagt for at regere udenom parlamentet.
I slutningen af 1932 spidsede situationen sig yderligere til, da den aldrende og tidligere krigshelt præsident Hindenburg ikke længere ville støtte Brünings provisoriske styre, fordi han ikke havde været i stand til at løse landets problemer. Valget i juli 1932 blev til en dramatisk sejr for NSDAP med Adolf Hitler i spidsen der med 37,3 procent af stemmerne blev Tysklands klart største parti. Man kunne nu meget svært komme udenom ham, og mange af de mere moderate højrefløjspolitikere var villige til at lade Hitler komme delvist til magten. Mange troede, at man bedre ville kunne styre ham i en regering end hvis han sad udenfor. Mange vurderede Hitler til kun at kunne gejle en folkemasse op, ikke til at kunne styre et land. Præsident Hindenburg udpegede efter valget Franz von Papen til at sammensætte en regering der kunne mønstre et flertal. Man tilbød Hitler en plads i regeringen, men til højrepolitikernes store overraskelse takkede Hitler nej, og krævede i stedet posten som kansler. Dette ville ingen på højrefløjen gå med på, hvorefter man måtte gennemføre endnu et valg.
Ved valget i november 1932 gik NSDAP 4 procentpoint tilbage til 33,1 procent, men de var stadig det største parti i landet. Den nye af Hindenburg udnævnte Kansler von Schleicher forsøgte at regere landet med støtte fra venstredrejede nationalsocialister, midterpartiet Zentrum og socialdemokrater. Men i januar 1933 lykkedes det von Papen, der nu var blevet venner med Hitler, at presse Hindenburg til at acceptere en koalition mellem højrefløjspartier og NSDAP. Hindenburg gjorde det modstræbende, men troede på von Papens forsikringer om, at Hitler ikke ville holde længe.
[redigér] Adolf Hitler bliver kansler og afskaffer Weimarrepublikken
Den 30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til kansler for Weimarrepublikken. Straks efter gik han i gang med at sætte loyale folk på vigtige poster, og ved hjælp af nødforordninger satte han praktisk talt parlamentet ud af funktion. Rigsdagsbranden i februar benyttede han til at forbyde kommunistpartiet, hvis medlemmer nu blev anholdt over hele landet. Ved rigsdagsvalget i marts 1933 opnåede NSDAP sit hidtil bedste resultat med 43,9 procent af stemmerne. Med støtte fra det ligesindede bayerske tyske folkepartis 8 procent kunne Adolf Hitler nu opløse parlamentet med den berygtede Ermächtigungsgesetz. Weimarrepublikken havde fået dødsstødet.
[redigér] Grunde til Republikkens fald
Man kan ikke udnævne en bestemt faktor til at være udslagsgivende for Weimarrepublikkens fald. Weimarrepublikken stod over for en hel række af faktorer, der i forening gjorde overlevelsesmuligheder særdeles vanskelige. Historikere lægger forskellig vægt på forskellige faktorer, så dette skal ikke ses som en ligeværdig liste, hvis man vil undersøge det nærmere bør man læse noget litteratur om området. Men overordnet set stod Weimarrepublikken over for følgende problemer:
- Mangel på legitimation i den brede befolkning. Af mange blev Weimarrepublikken anset for at være noget som var blevet presset ned over hovedet på tyskerne af de sejrende magter. Den amerikanske præsident Wilson ville som bekendt kun slutte fred med en demokratisk valgt regering, og man var derfor tvunget til at afsætte kejseren.
- Store økonomiske problemer. Startende med inflationen i 1923, men især børskrakket i 1929 forøgede utilfredsheden med Weimarrepublikken. Versaillestraktatens bestemmelser var heller ikke uden skyld i den dårlige økonomiske udvikling.
- Stor skepsis over for den demokratiske tanke. Tyskland havde en lang tradition for autoritært styre, og i den brede befolkning opfattede man demokratiet som noget fremmed for den tyske folkesjæl. Dette hang også sammen med datidens ideologiske strømninger i Tyskland, der så den dekadente demokratiske borgerlighed som svagt. Mange især unge tyskere var besatte af ideen om det stærke og det mægtige, og de afskyede småborgerligheden og passiviteten.
- En voldsom højreekstremistisk drejning i brede dele af især den yngre del af samfundet.
- Ekstremt dygtige politikere i NSDAP. Især den litteratur og filosofi-uddannede Joseph Goebbels forstod at udnytte det nye massedemokratis muligheder for folkeforførelse.
Det var ikke Weimarrepublikkens skæbne at gå under, og i få øjeblikke må det for samtiden have set ud som om det ville kunne lykkes at skabe et velfungerende demokrati i Tyskland, men med de enorme udfordringer den skrøbelige republik blev stillet for, må man alligevel, som en tysk historiker har gjort det, konstatere, at det ikke så meget var besynderligt at den gik under, men at den holdt så længe.
[redigér] Tysk-jødisk kulturs storhedstid og stigende antisemitisme
På trods af de tyske jøders ringe procentdel af befolkningen, kun omkring 1 procent, udfyldte de alligevel utroligt mange samfundsmæssigt vigtige poster. Især universitets- og bankverdenen var præget af tysk-jøder. En stor del af bankverdenen var på tysk-jødiske hænder, og den tyske videnskab ville ikke være det samme uden tysk-jødernes store indflydelse. Albert Einstein er blot et af mange eksempler. Men også indenfor kunst og kultur var tysk-jødiske forfattere og kunstnere langt med fremme. Især expressionismen nød godt af denne indflydelse. Mange tysk-jøder var gået assimileringens vej, for at undgå diskrimination, men startende før første verdenskrig og kulminerende efter blev det efterhånden klart, at antisemitismens form havde ændret sig markant. Før kunne en jøde også risikere hån og fornedrelse, sågar ofte diskrimination som var sanktioneret af loven, men dette var før i tiden udelukkende baseret på det religiøse aspekt. En tysk-jøde kunne ændre på dette forhold ved at konvertere til kristendommen, hvad mange jøder også gjorde. Omkring århundredeskiftet begyndte antisemitismen i takt med den ekstreme videnskabstro dog nu at basere sig på racemæssige skel. Med dette skel kunne en jøde aldrig slippe for antisemitismen ved at lade sig kristne, og dette betød blandt andet, at højreorienterede studenterklubber, Burschenschaften, i starten af tyverne begyndte at smide kristne jøder ud.
[redigér] Højreekstremisme
Man kan i tyvernes Tyskland frem til nationalsocialismen tale om to slags højreekstreme bevægelser, som i høj grad var et tegn på generationsskel.
[redigér] De nye højreekstreme - de unge
Rødderne til tyvernes nye tyske højreekstremisme skal findes i førkrigstilstandene for den opvoksende generation. Det var frem for alt generationen født umiddelbart efter århundredeskiftet der kom til at danne grundkraften i den ny-højreekstremistiske bølge der terroriserede tyverne, og som senere skulle blive Hitlers proto-nazister. I starten af 19-tallet blev disse unge mennesker præget af vitalismen og senere også med elementer af futurismen. Nietzsche var også en af inspiratorerne. Ideer som idealiserede kraften, ungdommen, fremskridtet var centrum i deres livsopfattelser. Sammenblandet med en mytisk dyrkelse af naturen og dyrkelsen af det kraftfulde og det stærkes forret skabte dette en meget voldsom fremadstormende ungdom, der afskyede det de så som det borgerlige dekadente (jødiske) samfund. Det borgerlige, liberale, demokratiske samfund var for dem at se et svagt og egoistisk samfund, der undertrykte dem der egentlig burde styre. Det er i denne opfattelse man skal finde forklaringen på det tilsyneladende paradoks, at mange højreekstreme og kommunister faktisk undertiden gjorde tilnærmelser til hinanden. Her kunne den feje købmand, ofte forstået som jøden, snige sig udenom den glorificerede "kamp", som for de unge højreekstreme at se var det afgørende, og udnytte dem der havde retten til goderne. Den tyske stærke mand.
Udover denne idemæssige baggrund var mange af disse unge mennesker igennem ungdomsbevægelserne Wandervögel blevet præget af ideen om et fællesskab med en leder. Det er blevet påstået, at de nye højreekstreme ønskede at kopiere dette fællesskab over til en samfundsmodel, hvor alle arbejdede sammen under en leder til fælles bedste. Det er svært at sige, for de unge højreekstreme, ofte kun omkring de 20, havde svært ved at forklare deres ideologiske baggrund. En ting er dog sikkert, nationen forstået som folket spillede en uhyre vigtig rolle i disses hoveder. Det tyske folk forstod man som en uløselig enhed. Og i tyvernes turbulente tid så man sig selv som det tyske folks redningsmand.
En stor del af disse unge højreradikale frikorpsmænd blev senere centrale personer i NSDAP, og en del blev SS-officerer. Af markante freikorpspersonliheder, der senere gjorde karriere i Nazi-Tyskland kan bl. a. nævnes Ernst Röhm og Heinrich Himmler, men det var i det hele taget meget almindeligt at støde på tidligere frikorpsmedlemmer i de højere cirkler i SS og SA.
[redigér] De gamle højreekstreme - nationalkonservative
Højreekstreme er et lidt voldsomt ord at bruge, for der er i grunden blot tale om gamle nationalkonservative, men da denne retning efterhånden blev fuldstændigt indkorporeret i den nationalsocialistiske ideologi, kan man godt retfærdiggøre det. De nationalkonservative var ligesom de unge højreekstreme utroligt utilfredse med den liberale, demokratiske tanke. Men de var som borgere ikke direkte imod det borgerlige samfund. I modsætning til de unge højreekstreme var de betydeligt mere klare og pragmatiske, og de kunne meget bedre gøre rede for, hvad de ville. Dette betød, at de allerede fra republikkens start organiserede sig i partier og forsøgte at øve indflydelse. De fleste stemmer fik partiet fra den preussiske elite, storbønder der også kaldtes junkere.
Deres mål var en genoprettelse af det afdøde kejserrige, en autoritær stat styret af en kejser eller konge. Derfor blev de i Tyskland også kaldt monarkister. De opnåede som politisk parti aldrig rigtig stor indflydelse, da de som overklasse ikke brød sig om massebevægelser, og da kejserriget selv for mange højreekstreme i første verdenskrig havde sat sin troværdighed over styr. Den senere rigspræsident og tidligere krigshelt Paul von Hindenburg var en typisk nationalkonservativ.

