Skånske Lov

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Skånske Lov kan til en vis grad siges at være vejledende for det ældste danske skriftsprog, da den blev nedskrevet på et tidspunkt mellem 1202 og 1216. Jyske Lov kom først i 1241. Skånske Lov gjaldt i den danske tid i alle Skånelandene, det vil sige også i Halland og Blekinge og på Bornholm.

Den er ligesom de sjællandske love en retsbog (ty. Rechtsbuch), dvs. en privat samling af den i landskabet gældende sædvaneret inden for områder såsom arv og eje, ægteskab, jordens rebning, bylagets forhold, drab, legemskrænkelser, hærværk, tyveri, ran og sædelighedsforbrydelser.

Ved siden af ældgamle sædvaneretlige bestemmelser står dog ofte yngre regler præget af Valdemarstidens omskiftelige retsorden. Lovens uofficielle karakter viser sig ved, at den flere steder gengiver modstridende opfattelser af, hvad der var gældende ret, men påvirkningen fra kongemagten er alligevel tydelig, idet Skånske Lov som den eneste af landskabslovene har indarbejdet en række kongelige forordninger, som kendes fra anden side, ligesom øvrige, lidt yngre tillæg, som uddyber og ændrer visse af lovens bestemmelser, findes i de fleste håndskrifter. Ligesom Valdemars Lov og Eriks sjællandske Lov kan Skånske Lov meget vel være blevet udarbejdet af en kreds af lovkyndige og betydningsfulde mænd efter en fælles tingbeslutning, og den opnåede tilsyneladende hurtigt autoritet som gældende lov for Skånelandene. Den blev første gang trykt i 1505 af Gotfred af Ghemen, men større udbredelse fik Henrik Smiths omarbejdede og sprogligt fornyede udgave.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Datering

Skånske Lov tidsfæstes i sin nuværende form til mellem 1202 og ca. 1216, idet dens dels har optaget og indarbejdet en række forordninger af Valdemar Sejr (1202-41) og dels fastholder jernbyrd som bevismiddel, hvilken blev afskaffet af det fjerde laterankoncil i 1215 og kort tid efter af kong Valdemars jernbyrdsforordning. I de øvrige landskabslove samt i nogle senere håndskrifter er jernbyrd afløst af nævn, men dette er f.eks. ikke tilfældet med den i 1505 trykte tekst. Den første optegnelse må ligge længere tilbage.

[redigér] Anders Sunesens parafrase og Arvebog & Orbodemål

Næppe meget yngre end den nukendte udgave af Skånske Lov er Anders Sunesens parafrase (AS), en i det latinske sprog omarbejdet, kommenteret og forklaret udgave af SkL, der med sine lovbegrundelser og retlige definitioner er historikere og retshistorikere til stor hjælp ved forståelsen af de enkelte bestemmelser. Der har været fremsat gisninger om, at den kunne have tjent som lærebog ved undervisningen i domskolen i Lund.

Ved siden af Skånske Lov benyttedes i senmiddelalderens Skåne en udgave af Valdemars Lov kaldet Arvebog & Orbodemål, der kun indeholdt familie- og arveret (arvebogen) samt to dele med strafferetlige afsnit (orbodemål). I flere håndskrifter efterfølger den Skånske Lov og nævnes da med udtryk som "Konning Woldemars ny loug", "Novella lex scanie regis waldemari", "then loug kong Voldemar gjorde anden tiid" og lignende. Arvebog & Orbodemål er kun overleveret i skånske håndskrifter fra begyndelsen af det 15. århundrede eller senere, men Erik Kroman formoder, at den må have været kendt i Skåne allerede ved udarbejdelsen af Skånske Lov, eftersom den synes at have præget dennes opbygning. Omvendt blev en række af Skånske Lovs familie- og landboretlige afsnit optaget i omarbejdet form i den såkaldte Ældre Redaktion af Valdemars Lov, og også i Jyske Lov er påvirkningen fra Skånske Lov mærkbar.

[redigér] Skånske Kirkeret og Skånske Stadsret

Endelig kendes fra østdansk grund Skånske Kirkeret og Skånske Stadsret begge nærmest med form af et tillæg til hovedloven. Førstnævnte er en overenskomst mellem ærkebiskop Eskil og de skånske bønder vedrørende kirkelige forhold og områder, der hørte under den kanoniske ret. Den må være samtidig med Sjællandske Kirkeret, der daterer sig selv 21. juli 1171, idet de to kirkelove i al væsentlighed er ens.

Stadsretten eller "birkeretten", som den kalder sig selv, menes at hidrøre fra Lund, hvorfra den bredte sig til landskabets øvrige købstæder. Den viser os et nordisk bystyre forholdsvist upåvirket af tysk indflydelse. Der siges således intet om rådet, men alle beslutninger træffes i fællesskab på bytinget. Birkeretten må stamme fra 1200-tallet og fra først af have været affattet på latin, ligesom vore øvrige stadsretter, men kendes ikke desto mindre kun i en dansk oversættelse fra omkr. 1400.

[redigér] Håndskrifter

Skånske Lov findes bevaret i en stor mængde håndskrifter, hvoraf de seks er fra det ældre middeldanske tidsrum. Mens den svenske forsker C. J. Schlyter i sin udgave af Skånelagen fra 1859 valgte Cod. Holm. B 76,4° som grundtekst, kaldet det hadorphske håndskrift efter den svenske oldgransker Johan Hadorph, der trykte det i 1676, valgte udgiverne af Danmarks gamle Landskabslove at lægge det runeskrevne AM 28,8°, Codex Runicus, til grund, eftersom det da ansås for ældst.

Efterfølgende har Erik Kroman imidlertid påvist ved en palæografisk undersøgelse, at Cod. Holm. B 74,4°, der ligeledes omfatter Skånske Kirkelov, må være skrevet så tidligt som omkr. 1250 (snarere før end efter), hvad der gør det til det ældste danskskrevne håndskrift. Det står på overgangen mellem karolingisk og gotisk bogskrift, og der bruges endnu ę og æ med "hale".

B 74 falder som vist af sproghistorikeren Johs. Brøndum-Nielsen i to dele, da skriveren har skiftet forlæg et sted først i loven. Den sidste del har et mærkbart ældre og mere skånskpræget sprog, hvor de tryksvage vokaler i vidt omfang er holdt ud fra hinanden. Af samme grund har sprogmanden Anders Bjerrum bygget sin Grammatik over Skånske Lov efter B 74 (1966) over denne del af håndskriftet.

Codex Runicus, som i dag forvares på Universitetsbiblioteket i København, er enestående for nordiske lovtekster. Det er også bemærkelsesværdigt, at den byder på de ældste, kendte danske noder, en skånsk folkevise:

" Drømde mik en drøm i nat, um silki ok ærlik pæl"

Den er siden blevet til Danmarks Radios klassiske og kendteste pausesignal.

[redigér] Skåningestrofen

Fra Skånske Lov kendes også den såkaldte skåningestrofen, de stolte ord på middelalderdansk:

"Haui that Skanunga ærliki mæn, toco vitar oræt aldrigh æn", eller: "Sæd er hos skåninger, de ærlige mænd, de tog mod uret aldrig end".

Denne konstatering af, at skånelænderne aldrig har tålt nogen uret i deres eget land, er Skånelandenes egentlige valgsprog.

organisation
Andre sprog