Den kolde krig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den Kolde Krig (også kaldet Den Tredje Verdenskrig) er betegnelsen for det anspændte forhold mellem landene i NATO og Warszawapagten (særligt USA og Sovjetunionen) i perioden fra 2. Verdenskrig til Sovjetunionens opløsning i 1991.
Den kolde krig sluttede med Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
[redigér] Situationen i 1945
2. verdenskrig var lige sluttet. Det nazistiske Tyskland var endelig besejret. Nu skulle freden udformes, og der skulle samarbejdes mellem de sejrende magter, dvs. først og fremmest ’de tre store’: USA, Storbritannien og Sovjetunionen. Men hurtigt viste der sig uoverensstemmelser. I Vesten opstod en voksende mistillid til de sovjetiske hensigter set i lyset af udviklingen i de sovjetisk besatte områder.
Tyskland kom til at spille en hovedrolle i den kolde krig. Tyskland blev opdelt i fire besættelseszoner, en amerikansk, en britisk, en fransk og en sovjetisk. Hurtigt dannedes der en hovedskillelinje mellem de tre vestlige zoner og den sovjetiske, så man snart kom til at tale om Vesttyskland og Østtyskland. I vest satsede man på demokrati og markedsøkonomi, mens man i øst tilstræbte et samfundssystem med forbillede i Sovjetunionen. Berlin, som lå som en enklave i den sovjetiske zone, blev opdelt på samme måde med tre vestlige sektorer og en østlig.
Også i det øvrige Europa gjorde en opdeling mellem øst og vest sig hurtigt gældende. De østeuropæiske lande, der var blevet befriet fra tyskerne af Sovjetunionen, fik hurtigt at mærke, at det var så som så med befrielsen. Der blev indsat kommunistiske regeringer, og landene blev lydstater for Sovjetunionen. Da den amerikanske politiker George Marshall i 1947 fremkom med en storstilet plan om generøse tilskud fra USA til den europæiske økonomi, vendte Sovjetunionen sig herimod og tillod heller ikke sine lydlande at modtage hjælp.
[redigér] Den kommunistiske magtovertagelse i Øst-Europa
Østeuropa er som betegnelse blevet brugt i perioden fra 1948 og frem til murens fald i 1989 om de lande i Central- og Østeuropa, der efter 2. verdenskrig fik stalinistiske étpartistyrer, indlemmet i COMECON og Warszawapagten og i det hele taget underlagt sovjetisk hegemoni eller «overlay». I dag bruges udtrykket «Østeuropa» sjældent. I hvert fald er der stærk modstand mod udtrykket i de central- og østeuropæiske lande, da udtrykket er forbundet med de 40 år kommunistisk styre. I stedet tales der alternativt om eksempelvis Central- og Østeuropa, Central- og Østeuropa og Sydøsteuropa, Baltikum.
Mellem de enkelte lande var der (og er fortsat) betragtelige historiske, politiske, økonomiske og etniske forskelle. Med undtagelse af Bulgarien, Rumænien og Albanien opstod de som selvstændige stater efter første verdenskrig. I stort set alle landene, med Tjekkoslovakiet som enestående undtagelse, blev der i mellemkrigsperioden skabt ikke-demokratiske regimer, i flere tilfælde med voksende fascistiske og pro-nazistiske elementer og aggressiv nationalisme, der normalt blev rettet mod nabostater og etniske mindretal inden for egne grænser. De østeuropæiske lande led hårdt under den nazistiske besættelse og krigen frem til 1945. Mod slutningen af anden verdenskrig var det for alle landene - med undtagelse af Tjekkoslovakiet - indlysende at en genopretning af mellemkrigstidens styreformer var en utænkelighed, da flere havde været nært allierede med det nazistiske Tyskland.
Lige efter krigen stod kommunistpartiet særlig stærkt i Tjekkoslovakiet. I Jugoslavien og Albanien var kommunisterne kommet til magten takket være kampen mod de fascistiske og nazistiske besættelsesmagter. De kommunistiske partier stod til gengæld særlig svagt i Polen, Rumænien og Ungarn. De kommunistiske partier havde nydt godt af de sovjetiske styrkers indtrængen i landene under krigen mod Tyskland og Italien. Lige efter krigen var situationen usikker, men meget snart stod det klart, at Europa ville blive delt og et «jerntæppe» derefter ville sænke sig ned gennem Europa. Frem til 1947-48 blev de østeuropæiske lande styret af koalitionsregeringer mellem på den ene side de kommunistiske partier og på den anden de borgerlige partier, der efter kommunisternes opfattelse ikke havde samarbejdet med besættelsesmagten. Efterhånden tiltog kommunisterne sig mere og mere magt og de andre koalitionspartner fik reduceret deres indflydelse - eventuelt helt ekskluderet fra regeringen. Den endelige magtovertagelse fandt sted i 1947-48. I Tjekkoslovakiet skete magtovertagelsen i februar 1948 ved et kup, hvorefter kommunisterne tiltog sig de regeringsposter, som de ikke-kommunistiske medlemmer af regeringen havde forladt i protest.
I de fleste af de østeuropæiske lande fortsatte en række ikke-kommunistiske partier deres eksistens, men inden for rammerne af særlige nationale fronter og underlagt de kommunistiske partier. Opposition overfor de regerende kommunistiske partier var ikke tilladt, men de enkelte partier - f.eks. bondepartier - kunne inden for visse rammer godt drive lobbyvirksomhed for bestemte befolkningsgruppers, f.eks. bøndernes interesser. Disse muligheder blev forbedret efter Stalins død i marts 1953 og efter den 20. partikongres i Sovjetunionen i 1956, hvor centralismen og undertrykkelsen af anderledes tænkende blev lempet noget.
I årene efter magtovertagelsen (i 1947-48) blev de østeuropæiske økonomier omdannet til centrale planøkonomier efter sovjetisk forbillede. I de fleste af landene, f.eks. Tjekkoslovakiet og Ungarn, blev der gennemført hårde udrensninger og skueprocesser inden for de kommunistiske partier. I flere af landene var der tale om opgør mellem såkaldt hjemmekommunister, der havde befundet sig i hjemlandene under krigen, og Moskva-kommunister, der havde været i eksil under krigen. «Afvigerne» blev typisk beskyldt for at være titoister, trotskister eller national-borgerlige, og ofte havde forfølgelserne antisemitiske undertoner. Det var i de år, den kolde krig og Koreakrigen kulminerede, og hvor det sovjetiske system blev udfordret af Titos Jugoslavien, der i 1948 var blevet ekskluderet fra den kommunistiske samarbejdsorganisation, Kominform. Jugoslavien kom til at fremstå som et af de førende lande inden for den alliancefri bevægelse og fortaler for en mere selvforvaltende form for socialisme. Efter Stalins død blev forholdet til Sovjetunionen forbedret, men det blev kølnet igen efter den politiske opstramning, der fandt sted inden for den verdenskommunistiske bevægelse efter invasionen af Ungarn i 1956 og forværringen af forholdet mellem Sovjetunionen og Kina.
I Ungarn var der i 1956 tale om et spontant politisk og socialt oprør mod de stalinistiske magthavere, som i sidste ende blev slået brutalt ned gennem en sovjetisk militær invasion. Et arbejderoprør i Polen i oktober 1956 endte med indsættelse af Wladislaw Gomulka som ny partileder. Med hensyn til Kina var der tale om et forskelligt syn på forholdet til den kapitalistiske verden. Hvor Sovjetunionen ønskede en «fredelig sameksistens», iflg. hvilken socialismen skulle sejre gennem en økonomisk-politisk kappestrid og derfor afviste krig på grund af de ødelæggelser en atomkrig ville medføre, ønskede Kina en hård kurs og afviste i princippet ikke brugen af atomvåben, som Mao betegnede som en «papirtiger».
Med opgøret med Kina og det anstrengte forhold til Jugoslavien havde Sovjetunionen sværere ved at skabe sammenhold inden for den kommunistiske lejr. Albanien forlod helt «østblokken» og sluttede sig i en del år til den kinesiske linie. I DDR blev situationen mere og mere uholdbar på grund af flygtningestrømmen til Vesttyskland, hvilket i 1961 førte til at bygningen af Berlinmuren og de-facto delingen af Tyskland. Samtidig blev Sovjetunionen og Østeuropa i begyndelsen af 1960'erne ramt af økonomiske stagnation, der dels gav stødet til en voksende utilfredshed i befolkningerne, dels til økonomiske reformer. Bedst kendt var DDR's økonomiske reform i 1963, Sovjetunionens i 1965 («Kosygin-reformen») og den økonomiske reform i Ungarn i 1968 («NEM-reformen»). Af disse reformer havde den ungarske reform elementer af markedsøkonomi med bl.a. overgang til delvis fri prisdannelse. I de fleste tilfælde var der dog kun tale om «omstruktureringer» og «forbedringer» af de centrale planøkonomier.
I 1960'erne blev vi vidner til en voksende differentiering mellem de enkelte østeuropæiske lande. Længst i retning af reformer gik Ungarn, hvor partilederen Janos Kadar liberaliserede det politiske system efter princippet om at «dem der ikke er imod os, er med os» og indførte det mest forbrugervenlige økonomiske system («goulash-kommunisme»). Fra midten af 1960'erne indtraf der et politisk tøbrud i Tjekkoslovakiet, som i 1968 kulminerede med det såkaldte «Prag-forår», et forsøg på ad fredelig vej at indføre en «socialisme med et menneskeligt ansigt». Eksperimentet blev i august 1968 standset med rå militær magt, partilederen Aleksander Dubcek blev afsat få måneder efter, og under den ny leder Gustav Husak blev der derefter gennemført en politisk og økonomisk «normalisering» med tilbagevenden til central planøkonomi og med udrensning inden for partiet af flere hundredetusinder reformkommunister fra Prag-foråret. I Polen kom det i 1970 til oprør rettet mod partilederen Wladislaw Gomulka og imod regeringens beslutning om prisforhøjelser på en lang række basale forbrugsvarer. Nedkæmpelsen af Prag-foråret havde - sagt med andre ord - ikke skabt den, set fra Sovjetunionen, tilstrækkelige ro inden for den «socialistiske lejr».
Den politiske stabilitet i 1970'erne blev for en stor del opretholdt gennem en øget økonomisk vækst, der ikke så meget blev sikret gennem reformer, men mere gennem øget samhandel med og lån i vestlige banker. De østeuropæiske lande nød godt af opblødningen af den tyske øst-politik under Willy Brandt.
Samtidig med at Vesten blev ramt af olieprisforhøjelserne fra 1973 («oliekrisen») kunne Østeuropa nyde godt af langt lavere priser på olie fra Sovjetunionen. Tyskland opgav den gamle Hallstein-doktrin, hvorefter Vesttyskland ikke ville samarbejde med stater der anerkendte DDR. DDR blev anerkendt som selvstændig stat. Dog forbeholdt Vesttyskland sig retten for at arbejde for en genforening ad fredelig vej.
Den økonomiske vækst og den sociale fred kunne imidlertid ikke opretholdes i længden. De mange lån i vestlige banker førte ikke til økonomisk effektivisering, men indebar en stærkt stigende gæld for alle de østeuropæiske lande med undtagelse af Tjekkoslovakiet og på sigt også Rumænien, der i 1980'erne skar voldsomt ned på importen og tilbagebetalte alt udlandsgæld.
I Polen førte de voksende økonomiske problemer til et regulært oprør, der kulminerede i 1980 med oprettelsen af den uafhængige fagbevægelse Solidarnosz. Oprøret var inspireret af den katolske kirkes voksende indflydelse efter valget af en polak til ny pave. Det polske kommunistiske parti mistede slet og ret sin klassiske «ledende rolle» og konfrontationen endte i december 1981 med indførelsen af undtagelsestilstand. Solidarnosz og andre uafhængige sammenslutninger blev forbudt, ledende systemkritikere blev fængslet og det polske militær fik en central rolle. Undtagelsestilstanden førte imidlertid ikke til en «normalisering» af det økonomiske og politiske liv sådan som i Ungarn efter 1956 og Tjekkoslovakiet i 1970'erne. Med Gorbatjov ved roret i Sovjetunionen kunne myndighederne ikke i samme grad som før støtte sig til Sovjetunionen i deres kamp mod oppositionen. Samtidig forstærkedes de sociale og økonomiske problemer i hele Østeuropa. Alt dette skulle ende med de store omvæltninger i 1989 og med murens og de gamle realsocialistiske systemers fald. Først mistede Sovjetunionen totalt grebet om Østeuropa, og i december 1991 blev den tidligere supermagt selv formelt opløst.
De første 10 år efter 1989 har været begivenhedsrige. Alt er ikke gået som forventet. I begyndelsen var der en udbredt og naiv tro på markedsøkonomiens velsignelser efter princippet om at «markedet klarer alt» og på at det rige Vesten ville træde til og yde de nye demokratier en omfattende ny Marshall-hjælp. Overgangen til demokrati og markedsøkonomi viste sig kort og godt at være langt vanskeligere end først antaget. De første år var der tale om økonomisk tilbagegang svarende til 30-40 % af landenes nationalprodukt (i det økonomiske sprog kaldt «J-kurven»). Dog skal det nævnes, at de økonomiske statistikker har været yderst mangelfulde. Økonomisk havde overgangen fra plan til marked sine vindere og tabere - men taberne var langt i overtal. Desværre har de førende vestlige lande og organisationer ikke været særlig optaget af overgangsprocessens sociale dimensioner.
Politisk har der i de fleste lande (bort set fra ex-Jugoslavien) rådet forbløffende høj stabilitet, de sociale og økonomiske problemer taget i betragtning. De post-kommunistiske regeringer, der overtog magten i bl.a. Litauen, Polen og Ungarn, førte en særdeles moderat politik. De tabte dog efterfølgende valgene, først og fremmest fordi de socialistisk ledede regeringer ikke tog tilstrækkeligt fat om de store uløste sociale problemer. Det skal nævnes at regeringernes handlemuligheder har været yderst begrænsede, dels på grund af manglen på ressourcer, dels på grund af kravene ude fra: fra de vestlige regeringer og økonomiske institutioner, som IMF, Verdensbanken og Den europæiske Udviklingsbank (EBRD), og ikke mindst EU, der i forbindelse med forhandlingerne om associeringsaftaler med de østeuropæiske lande og senere under selve optagelsesforhandlingerne har fulgt en hård forhandlingslinie.
Mønstret har været meget uensartet fra land til land. Østeuropa er under alle omstændigheder ophørt med at udgøre en økonomisk, politisk og social blok. Sagt med andre ord, består Østeuropa (hvis vi stadig skal bruge den betegnelse om regionen) her omkring årtusindeskiftet af et A-hold, dvs. den gruppe lande der har klaret sig bedst eller mindst ringe og derfor inden for en overskuelig fremtid har udsigt til EU-medlemskab; et B-hold, der har ansøgt om medlemskab, men næppe får det indenfor overskuelig fremtid; og et C-hold, som reelt ikke har et medlemskabsperspektiv. Estland, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien blev i første omgang udset til A-hold, men det kan ikke udelukkes, at de bliver overhalet af andre lande. I 1998 og 1999 gik det således skidt med den tjekkiske økonomi, der var i direkte tilbagegang. Polen har også svært med at opfylde EU's krav med hensyn til eksempelvis landbruget og miljøet. Polen, Ungarn og Tjekkiet blev i marts 1999 formelt optaget i NATO, men NATO-medlemskabet betyder flere militærudgifter. Hele Østeuropa har naturligvis været stærkt påvirket politisk og økonomisk af krigene på Balkan, herunder ikke mindst NATO's bombeaktion mod Jugoslavien i foråret 1999, der ikke blev mødt med den store begejstring i de tidligere kommunistiske lande, for at sige det mildt. Den tjekkiske regering og den liberale opposition - især partiet ODS - tillod sig til NATO's store vrede at kritisere bombekrigen og NATO's strategi.
10 år efter 1989 blev der talt om behovet for en ny Marshallhjælp til Østeuropa - frem for alt til staterne på Balkan. Om planen kan realiseres er et åbent spørgsmål, men læren af krigene på Balkan er, at social og økonomisk fremgang - ikke bomber og militærdoktriner - er betingelsen for at vi undgår nye Balkankrige og Balkansituationer. Uden økonomisk og social stabilisering vil større dele af den tidligere kommunistiske verden bliver en politisk og social krudttønde og blive en direkte trussel mod stabiliteten i Europa.
EU-medlemskabet og -perspektivet kan bidrage til løsning af regionens problemer, men forudsat at landene i Østeuropa optages i EU på gunstige betingelser. Der taltes i 1999 om, at de første østeuropæiske lande kunne optages i EU i år 2002 eller 2003, men mere nøgterne vurderinger lød på 2006 for de mere «besværlige» ansøgerlande, eksempelvis det største af dem alle: Polen.
[redigér] Gradvis udvikling af USAs rolle og politik lige efter freden i 1945
USA havde siden Monroe-doktrinen i 1823 været præget af isolationisme, og det var kun nødtvungent, at man var gået med i 2. verdenskrig. Med freden i 1945 kom også, at de gamle kolonimagter Storbritannien og Frankrig begyndte at vakle. Derfor var der kun én reel politisk magt i Europa: Sovjetunionen. Det bekymrede den amerikanske embedsmand George F. Kennan, der i 1946 sendte det såkaldt Lange Telegram til regeringen i Washington for at henvise opmærksomheden på den kommunistiske trussel. Kennan blev således ophavsmand til containment-politikken, der resulterede i, at man i 1947 søsatte Marshall-planen og samtidig fremsatte Truman-doktrinen.
Det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i 1948 blev en katalysator for udviklingen. I Vesten frygtede man, at der var tale om en sovjetisk plan for en trinvis overtagelse af kontrollen med de demokratiske lande i Europa, og man gik i gang med at udarbejde planer for et gensidigt forpligtende sikkerhedssystem byggende på en alliance mellem de vesteuropæiske stater og USA. Atlanterhavspagten, senere kaldt NATO, blev en realitet. Den bestod af i første omgang af USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Italien, Portugal, Norge og Danmark.
Senere udvidedes NATO med Grækenland, Tyrkiet, Spanien og Vesttyskland.
Som modvægt herimod dannedes Warszawa-pagten af Sovjetunionen og de østeuropæiske stater.
I Berlin udspandt der sig et drama i den kolde krig. I juni 1948 indledte Sovjetunionen en blokade af Vestberlin, således at der for vestmagterne kun var adgang til byen ad luftvejen. Hermed blev den berømte luftbro til Berlin en realitet. I næsten et år fik Vestberlin alle sine forsyninger ind med fly, hvilket Sovjetunionen sikkert ikke havde troet kunne lade sig gøre.
[redigér] Koreakrisens begyndelse
Korea var efter Japans nederlag i august 1945 blevet delt i to. En sydlig del under amerikansk indflydelse og en nordlig under kommunistisk. I juni 1950 gik Nordkorea til angreb og nåede næsten at løbe Sydkorea over ende, inden amerikansk hjælp nåede frem. Det lykkedes amerikanerne sammen med styrker fra andre vestlige lande at standse nordkoreanerne og selv komme i offensiven, hvilket betød, at det snart var Nordkorea, som var ved at blive erobret. Kina, der i 1949 var blevet kommunistisk under Mao Tse Tung, greb nu massivt ind med store troppestyrker, og amerikanerne blev drevet tilbage til omkring den gamle grænse mellem Nord- og Sydkorea. Her gik krigen i stå, og først i 1953 blev der sluttet våbenstilstand. Formelt er der stadig krigstilstand mellem de to Korea'er.
[redigér] Korea Krigen
Efter Jappans nederlag i 1945 blev Korea okkuperet af USA og Sovjetunionen. Den koreanske modstandsbevægelse havde organiseret revolutionskomiteer over hele landet og dannede i september en koreansk regering. De nordamerikanske okkupationsmyndigheder ignorerede denne regering og oprettede et råd af koreanere, hvoraf flere havde samarbejdet med japanerne. Sovjetunionen sørgede samtidig for at få kontrol over sin okkupationszone, men samarbejdede iøvrigt med de koreanske revolutionskomiteer. Delingen af Korea var ment som en midlertidig deling, men efterhånden udviklede der sig to koreanske stater, og modsætningen mellem dem steg. Sovjetunionen trak sine besættelsestropper ud af Nordkorea i 1948, og USA trak sine tropper ud af Sydkorea i 1949.
Krigen mellem de to stater brød ud den 25. juni 1950. Hændelsesforløbet, der førte til krigen, er fortsat uklart. Den internationale situation var på dette tidspunkt præget af, at de kinesiske kommunister havde vundet Borgerkrigen og Chiang Kai Chek havde trukket sig tilbage tilTaiwan. I januar 1950 erklærede den nordamerikanske udenrigsminister, at Korea og Taiwan lå udenfor den amerikanske forsvarszone. Men højrefløjen i USA var misfornøjet med denne erklæring. Der havde været mindre sammenstød ved grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Sovjetunionen boykottede på dette tidspunkt FN's sikkerhedsråd. Da krigen brød ud, sendte FN's midlertidige kommission for Korea et telegram til FN's generalsekretær og anmodede om et møde i Sikkerhedsrådet. Den 27. juni gav præsident Truman amerikanske styrker ordre til at støtte Sydkorea og fik Sikkerhedsrådets støtte. Jugoslavien stemte imod, da de mente, at rådet ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at træffe en sådan beslutning. Indien og Egypten undlod at stemme. Sikkerhedsrådet krævede, at de nordkoreanske styrker skulle trække sig tilbage til grænsen (den 38. breddegrad).
Den 15. september landede store amerikanske styrker under general MacArthur i Sydkorea og tvang nordkoreanerne til retræte. Den 1. oktober krydsede de nordamerikanske styrker grænsen og trængte dybt ind i Nordkorea. FN's generalforsamling godkendte dette, på trods af at det oprindelig kun havde været spørgsmål om at tvinge nordkoreanerne til at trække sig tilbage til den 38. breddegrad. Nu var formålet blevet at knuse Nordkorea.
Da FN-styrkerne (overvejende nordamerikanske styrker) nærmede sig den kinesiske grænse, greb Kina efter adskillige advarsler ind i november 1950 og tvang FN-styrkerne tilbage. I januar 1951 stemplede FN Kina som angriber. I 1953 blev der indgået en våbenstilstandsaftale, uden at der var sket territoriale ændringer.
Det er uklart, hvem der begyndte krigen. Det er hævet over enhver tvivl, at Sydkoreas diktator Syngman Rhee stod på vaklende fødder. Han havde tabt valget i maj 1950 og ønskede en krig for at styrke sit regime og tvinge USA til at støtte sig. Regimet var upopulært og aggressivt. Men den amerikanske regering, der frygtede Rhees aggressive politik, havde ikke forsynet ham med tunge våben. Stærke konservative amerikanske kræfter, som ikke ville acceptere USA's nederlag i Kina, ønskede imidlertid en hårdere linie, og denne linie slog igennem på grund af Koreakrigen. Koreakrigen trak den vestlige verden ud af den økonomiske krise, oprustningen blev givet høj prioritet, og USA styrkede sin dominerende stilling indenfor NATO.
Det kan fastslås, at Syngman Rhees regime stod på så vaklende fødder, at det enten ville falde sammen indefra, eller at en militær aktion nordfra ville blive støttet af et oprør i Sydkorea. Der er enighed om, at Kina ikke var forberedt på en krig i Korea. Borgerkrigen var netop slut og Kina stod overfor enorme genopbygningsopgaver. Koreakrigen som førte nordamerikanske tropper helt op til den kinesiske grænse, tvang Kina til at gribe ind i selvforsvar, og var en voldsom økonomisk belastning. Når det gælder Sovjetunionens holdning, er situationen uklar. På den ene side boykottede Sovjetunionen på dette tidspunkt Sikkerhedsrådet. Hvis Sovjetunionen havde indtaget sin plads i Sikkerhedsrådet, ville det have kunnet nedlægge veto mod Sikkerhedsrådets beslutning. På den anden side var der et nært samarbejde mellem Nordkorea og Sovjetunionen. Nordkorea fik omfattende økonomisk og militær hjælp. I sine erindringer hævder Khrustjov, at den nordkoreanske statschef Kim Il Sungi 1949 havde meddelt Stalin, at han havde planer om et angreb på Sydkorea, og at Mao havde godkendt dette. Det er uklart, om dette er korrekt. Under alle omstændigheder er det overvejende sandsynligt, at Mao ikke var orienteret.
Hvordan Koreakrigen begyndte er derfor fortsat uklart. Men dens virkninger er klare nok. Den kolde krig gik ind i en alvorligere fase. Der skete en stramning i østblokken, og i vestblokken gik McCarthyismen sin sejrsgang.
[redigér] Stalins død og midlertidig afspænding
Der indtrådte en vis afspænding i den kolde krig i forbindelse med Josef Stalins død i marts 1953. Et møde i Genève i 1955 startede den positive bølge, der blev brudt, da den såkaldte terrorbalance opstod, da Sovjetunionen senere på året testede sin første brintbombe. Den amerikanske administration med Dwight D. Eisenhower og John Foster Dulles i spidsen frygtede, at det amerikanske overtag i stormagtskonflikten ville smuldre, det skyldtes bl.a. at en række lande i den tredje verden i 1955 ytrede sig for neutralisme på Bandung-konferencen.
Forholdet forværredes yderligere i november 1956, da der udbrød en opstand mod det kommunistiske regime i Ungarn, en ny ungarsk regering blev dannet, og landet meldte sig ud af Warszawapagten. Det blev for meget for russerne. Sovjetisk militær nedtromlede opstanden, titusindvis af mennesker blev dræbt, og opstandens hovedmænd blev henrettet. Og året efter fik amerikanerne endnu et chok: Russerne sendte Sputnik op. Det blev starten til et rumkapløb, da det beviste, at amerikanerne på det felt var bagud. I sig selv var det ikke så farligt, at russerne sendte en rumkapsel op, men i USA frygtede man, at det kunne resultere i en teknologi, hvor atomvåben kunne sendes op i rummet i tilfælde af krig. Dermed var "Ånden fra Genève" definitivt død.
[redigér] Revolutionen i Ungarn
Den 23. oktober 1956 udbrød et folkeligt oprør i Ungarn "1956 Revolutionen og Frihedskampen" mod det stalinistiske regime fra øst. Efter 10 dage blev oprørerne slået ned af sov¬jetiske tropper. 1956 oprørerne tiltrak sig stor international opmærksomhed og udløste en omfattende humanitær indsats. Efter revolutionen gennem¬førtes en hårdhændet udrensning med 25.000 domfældelser. 200.000 ungarere emigrerede, og hvor Danmark modtog over 1.000 ungarske flygtninge.
Om aftenen den 23. oktober 1956 bølgede demonstrationerne gennem gaderne i Budapest, kolossal statuen af Josef Stalin blev væltet omkuld, voldsomme kampe ved Radiohuset kostede et par hundrede mennesker livet og sovjetiske kampvogne var kørt ind i byen for at genoprette roen.
Om eftermiddagen havde byens studenter demonstreret til støtte for Polen som var en satellitstat, hvor et folkeligt pres netop havde tvunget en stalinistisk regering fra magten. Dvs. Stalin havde tvunget den polske regering til at stå af. Med mindre at de samarbejdede med Stalin. Et par hundrede tusinde havde sluttet sig til demonstrationen. Og de havde krævet reformkommunisten ”Imre Nagy” genindsat som regeringschef. Han blev tidligt om morgenen den 24. oktober sat i spidsen for Ungarns stalinistiske regering. Den 25. oktober skød sovjetiske kampvogne, og den forhadte Statssikkerhedstjeneste direkte ind i en fredelig forsamling på Parlamentspladsen. Massakren udløste blodige gadekampe, der nu også blev rettet mod de sovjetiske kampvogne, som oprørerne i stort tal satte ud af spillet med benzinbomber. De sovjetiske myndigheder valgte efter nogle dage at trække kampvognene ud af Budapest.
Den 1. november erklærede ”Imre Nagy”, at Ungarn havde opsagt Warszawapagten. Det var mere, end de sovjetiske myndigheder kunne gå med til. De begyndte at stramme det militære greb om Ungarn, men forklarede det beroligende med, at de blot forberedte en militær rømning af landet. Den 3. november aftalte ”Imre Nagys” omdannede regering og de sovjetiske myndigheder, at de sovjetiske styrker skulle være ude af Ungarn den 15. januar 1957. Da en ungarsk militærdelegation kl. 22 ankom til det sovjetiske hovedkvarter for at underskrive aftalen, blev officererne taget til fange. Af den sovjetiske regering. Seks timer senere - ved daggry søndag den 4. November, gik et par tusinde sovjetiske kampvogne til angreb på Budapest. Kampene varede adskillige dage og var usædvanligt hårde. ”Imre Nagy” nåede i sikkerhed i den jugoslaviske ambassade. Den 22. november forlod han ambassaden under løfte om frit lejde, men blev pågrebet af KGB (det hemmelige statspoliti) og sendt i fangeskab i Rumænien. Den første uge i opstanden udspillede sig hovedsageligt i Budapest. Under ét kom opstanden til at koste op mod 3.000 ungarere livet. Omkring 200.000 nåede at flygte, inden grænserne blev lukket.
Oprøret er også kendt for at have set en genkomst af de arbejder- og soldaterråd der havde præget Sovjetunionen i sine første år efter 1917 revolutionen og også havde eksisteret en kort overgang i Ungarn.
I forhold til hele ”Den kolde krig” har opstanden i Ungarn ikke haft den store Betydninger for krigen i det hele taget.
I efteråret 1989 oplevede man en revolution i øst Europa. De såkaldte sattelitstater løsgjorde sig på rad og række fra Sovjetunionen og hele jerntæppet revnede. Årsagerne til dette skyldtes blandt andet den lave levestandard, men også at landene ikke kunne forvente en sovjetisk indblanding.
[redigér] Protesten i Danmark mod atomvåben
Foranlediget af frygten for at atomvåben i særdeleshed og i Danmark især, dannes i 1960 Kampagnen mod Atomvåben. Dette var starten til en folkelig protest mod atomvåben, med marcher mod atomvåben i årene 1960, 1961, 1962 og 1963.
[redigér] En gradvis spænding frem mod 70'erne
Med udgangen af 50'erne var forholdet mellem USA og Sovjetunionen lavt. John Foster Dulles nægtede at samarbejde med russerne, fordi han anså det for unødvendigt, da USA efter hans mening ikke kunne undgå at vinde våbenkapløbet. Efter Dulles' død lykkedes det dog at få stablet et møde i Paris på benene mellem Eisenhower og Nikita Khrusjtjov, men I maj 1960 blev det amerikanske spionfly U-2 skudt ned over sovjetisk territorium. Denne episode sørgede for at spolere topmødet i Paris.
I 1961 kom John F. Kennedy til magten, og med ham kom et fokusskifte for amerikanerne. Kennedy ville hellere flytte fokus til den tredje verden, fordi han mente, at folkene i den tredje verden var i fare for at falde for kommunismen. Dette resulterede i Svinebugtaffæren, hvor USA lavede en mislykket invasion af Cuba for at fjerne Fidel Castro. Senere på året efter byggede spændingen sig op omkring Vest-Berlins status (Berlinkrisen), og det resulterede i opførelsen af Berlinmuren. Dette var endnu et chok for amerikanerne, der troede, at situationen i Europa var fastlåst og under kontrol. Amerikanerne hjalp indbyggerne i Vest-Berlin, men pludselig fik man også andet at tænke på, da et amerikansk spionfly i 1962 opdagede missiler på Cuba.
[redigér] Cubakrisen
Den måske alvorligste konflikt under den kolde krig var Cubakrisen i 1962, hvor en atomar konflikt mellem parterne var en nærliggende mulighed. Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov havde forsynet Fidel Castros Cuba med raketter, der udstyret med atomsprænghoveder var i stand til at nå store dele af USA. Den amerikanske præsident John F. Kennedy krævede raketterne fjernet, idet han truede med en militær konfrontation, og i nogle dage svævede verden i yderste fare for at havne i en atomkrig. Khrusjtjov valgte at trække raketterne hjem igen, idet han fik den modydelse, at de amerikanske raketter i Tyrkiet blev fjernet.
[redigér] Vietnamkrigen
[redigér] Forår i Prag
I 1968 greb Sovjetunionen igen ind over for en allieret, da man fandt de tjekkoslovakiske reformer for vidtgående. Det var især fordi, at man tillod aviser fra Vesten, der ellers var ulovlige at købe/have, og det faldt ikke i god jord, da det ville påvirke den russiske propaganda. Men den altovervejende årsag var Tjekkoslovakiets ønske om at melde sig ud af Warszawapagten for på den måde at medvirke til at stoppe den kolde krig. Desuden var de andre medlemmer af Warszawapagten bange for den "socialisme med et menneskeligt ansigt" som blev udøvet i Tjekkoslovakiet da den kunne genopblusse kravene om reel socialisme internt i de andre Warszawapagtlande.
[redigér] Afspændingsårtiet
1970'erne bliver kaldt afspændingsårtiet. Selv om der ligger en kraftig forenkling i dette, skete det meget positivt i 70'erne. Det blev dannet en konference omkring sikkerhed og samarbejde i Europa, noget som resulterede i Helsingfors-erklæringen i 1975.
[redigér] Første halvdel af 80'erne
Første halvdel af 80'erne var præget af magteskifte i begge blokke. I USA måtte Jimmy Carter overlade tøjlerne til Ronald Reagan, delvis på grund af hans forfejlede indsats, da 52 amerikanere i 1979 blev holdt som gidsler i Teheran. I Sovjetunionen opstod der en mangel på en ny leder, da Leonid Bresjnev i 1982 døde efter 18 år som landets leder. Den nye leder skulle være fra den gamle inderkreds omkring Stalin - derfor faldt valget på den gamle Jurij Andropov. Andropov var ikke særligt velset i vesten på grund af hans rolle som KGB-chef.
Reagan talte om, at der var et hul i USAs forsvar, det såkaldte Window of Vulnerability. Han ville for alt i verden lukke dette hul, og det førte til den såkaldte prevail-politik, der blev formuleret af Reagans forsvarsminister Caspar Weinberger. Kort sagt gik prevail ud på, at USA skulle have så præcise atomvåben, at man ville kunne sejre i en eventuel atomkrig. Denne nye linje blev kraftigt kritiseret af George F. Kennan og Robert McNamara, der var sikre på, at Reagans linje ville medføre en krig.
1983 blev således et af de mest kritiske år i den kolde krig. USA havde masser af problemer i Latinamerika, hvor fjendtligtsindede regimer kom til magten i El Salvador, Nicaragua og Grenada. For de to førstnævnte landes vedkommende støttede USA oprørsgruppen contraerne, hvorimod Grenada blev invaderet. Samtidig barslede Ronald Reagan med ideen om SDI ("Stjernekrigsprojektet"), hvilket øgede spændingen mellem øst og vest. Det samme gjorde Sovjetunionens nedskydning af et sydkoreansk passagerfly i august '83. Alt dette førte frem til krisen omkring NATO-øvelsen Able Archer, der løb af stablen i november 1983. Øvelsen skulle foregive at Vesteuropa var blevet ramt af et atomangreb. Andropov var sikker på, at øvelsen var et maskeret forsøg på at invadere Sovjetunionen. Krisen blev dog afværget, men anses i dag, som de tætteste verden har været en atomkrig siden Cubakrisen.
9. februar 1984 døde Andropov, hvilket banede vejen for den gamle Konstantin Tjernenko, hvis helbred mildest talt var elendigt. Ved Tjernenkos død et år efter, var der ikke flere af de gamle fra kredsen omkring Stalin tilbage. Det banede vej for nye unge kræfter.
[redigér] Sidste halvdel af 80'erne
I slutningen af 1980'erne blev Sovjetunionen økonomisk svækket, og da den nye præsident, Mikhail Gorbatjov, indledte sin reformpolitik, afstod han fra at bruge militær magt, og folk fra DDR begyndte at udvandre via Ungarns meget lempeligt bevogtede grænse. I Polen havde arbejderbevægelsen Solidaritet dannet regering, og den 9. november 1989 blev der åbnet for trafik gennem Berlinmuren. Begivenheden fik stor, symbolsk betydning, og i løbet af de følgende år faldt Sovjetunionen sammen og blev erstattet af den Russiske Føderation. I mellemtiden havde både de baltiske lande og de centraleuropæiske stater ("Østeuropa") ansøgt om optagelse i både NATO og EU.
[redigér] Efteråret 1989
I efteråret 1989 oplevede man en revolution i Øst-Europa. De såkaldte vasall-stater løsgjorde sig på rad og række fra Sovjetunionen og hele jerntæppet revnede. Årsagerne til dette skyldtes blandt andet den lave levestandard, men også at landene ikke kunne forvente en sovjetisk indblanding.
[redigér] Bekæmpelsen af kommunismen
Den kolde krig gjorde sig gældende over hele kloden. Når Vesten støttede et land, støttede Sovjetunionen dets modstandere og vice versa. Dette fænomen gjorde sig stærkt gældende i Mellemøsten og i udviklingslandene.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Koldkrigsudredningen
- Jørgen Dragsdahl skriver om sikkerhedspolitiske emner: Den Kolde Krig
- Den Kolde Krig - historie, forskning, kultur, litteratur. Danmark og resten af verden

