Gravhøj

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Billede af et gravhøj
Billede af et gravhøj

En gravhøj er et oldtidsminde, og er som sådan som regel fredet. Gravhøjene er begravelsespladser, brugt af vore forfædre lige fra den tidligste bondestenalder og frem til overgangen til kristen tid i slutningen af vikingetiden. Højenes konstruktion og beliggenhed i landskabet varierer gennem tid, og giver således en indikation på højenes alder.

[redigér] Stenalderens høje

I den tidlige del af bondestenalderen, også kaldet tidligneolitikum, bestod gravhøjene af stenbyggede kamrer, også kaldet et dyssekammer, hvoromkring der blev opført en jordhøj. De ældste dysser havde kun en enkelt sten som overligger, og bliver alt efter om højen de ligger i er rund eller aflang, omtalt som runddysser eller langdysser. I slutningen af tidligneolitikum gik man over til at udvide kamrene med flere dæksten, hvorved jættestuen var skabt. Dysserne var oprindelig anlagt som begravelser for én enkelt person, men man gik senere over til at skelettere de afdøde først, og bruge dysserne til gravkammer for flere individer, hvilket sandsynligvis har resulteret i udviklingen af jættestuen.

I den mellemste del af yngre stenalder (mellemneolitikum) var man gået tilbage til enkeltpersonsbegravelser, i det man begravede de afdøde i almindelige jordfæstegrave, hvorover man efterfølgende rejste en høj, der kunne være en meter eller to i højden. man kunne så efterfølgende udvide højen med yderligere en begravelse eller to, hvorved højens størrelse øgedes. Denne periode kaldes også for enkeltgravstid.

I slutningen af bondestenalderen (senneolitikum) begravede man de afdøde i en stensat kiste, også kaldet en hellekiste, hvorover man opkastede en mindre høj.

[redigér] Bronzealderens høje

I den første halvdel af bronzealderen ændrede begravelsesskikken sig endnu engang, idet man gik over til at begrave de afdøde i egekister, hvoromkring man opførte en kæmpemæssig tørvebygget høj, hvis konstruktion medførte at en stor del af egekisterne er blevet bevaret til vore dage, da der dannedes en alkappe omkring kisten, der holdt på vandet, og dermed forhindrede at træet gik i forrådnelse. Som et eksempel på et sådant fund kan nævnes Egtvedpigen, der i 1921 blev fundet i gravhøjen Storhøj ved Egtved. Danmarks største høj, Hohøj ved Randers, stammer også fra denne periode. Bronzealderens høje er gerne placeret markante stedet i landskabet.

I yngre bronzealder gik man over til urnebegravelser, som man nedsatte i de allerede eksisterende høje.

[redigér] Jernalderens høje

I den tidligste del af jernalderen, også kaldet førromersk jernalder, benyttede man sig stadigvæk af urnebegravelser, men man nedsatte dem i en lille høj, knap en meter høj, der var omgivet af en grøft. Denne højtype, der i dag stortset er forsvundet grundet dyrkning, kaldes en tuegrav.

Vi skal helt frem til slutningen af yngre jernalder, og overgangen til vikingetiden, før man atter gravlægger sine afdøde i høje. Højene kendes især fra kongemagtens tidlige centrum, såsom Jelling i Danmark, og Uppsala i Sverige, og sydhøjen i Jelling, der blev færdigbygget o. 975. er sandsynligvis den yngste høj, der kendes i Danmark, da landet herefter gik over til den kristne tro, og man dermed ikke længere opkastede høje over sine afdøde.


Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til:
organisation