Luchino Visconti

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Luchino Visconti (født 2. november 1906, død 17. marts 1976) var en italiensk film- og teaterinstruktør, aristokrat af fødsel og marxist af overbevisning. Hans mest kendte film er Leoparden og Døden i Venedig

[redigér] Baggrund

Opvokset i Milano som søn af herugen af Modrone og i en af Italiens rigeste familier mødte han i hjemmet kulturpersonligheder som Giacomo Puccini, Arturo Toscanini og digteren Gabriele D'Annunzio.


[redigér] Filmverden

Via sin forbindelse med modeskaberen Coco Chanel blev Visconti medarbejder hos filminstruktøren Jean Renoir under optagelserne til dennes Partie de campagne. Efter en tur til Hollywood genoptog Visconti samarbejdet med Renoir om filmen Tosca, som de på grund af krigen ikke fik færdiggjort. Takket være sin forbindelse med Vittorio Mussolini (Benito Mussolinis søn), der under det fascistiske diktatur kontrollerede landets kulturliv, fik han frie hænder til i 1943 at skabe den første neorealistiske film Ossessione (Besættelse), som var bygget over James Cains roman Postbudet ringer altid to gange.

I 1954 forlod han neorealismen med det historiske melodrama "Sansernes Rus", idet perioden 1954-1965 betegner en overgangsfase mellem periodefilmene i farver og samtidsskildringerne, der, på to undtagelser nær, var i sort-hvid. Afskeden med sort-hvidfilmen er "Sandra", et måske noget stilleestående kammerspil efter et originalt manuskript, der dog havde et avantgardistisk tilsnit, og har påvirket skandinaviske instruktører, såsom Vilgot Sjöman og Ingmar Bergman.

Med Leoparden (1963), som byggede på Guiseppe di Lampedusas roman, tog Visconti fat i mere personligt stof, aristokratiets uafvendelige undergang. Med en stjernebesætning, Burt Lancaster, Alain Delon og Claudia Cardinale, i hovedrollerne, og trods selskabet Twentieth-Century Foxs hårdhændede beskæringer (bl.a. en engelsk sproget adaption beregnet fopr det amerikanske marked), fik filmen stor, international succes. Visconti var dog så utilfreds med selskabets behandling af filmen, at han fralagde sig ethvert ansvar for den. "Leoparden" har siden, efter Viscontis død, fået repremiere i et directors cut.

De lange knives nat fra 1969 er endnu et eksempel på Viscontis forkærlighed for at beskrive skønheden i de riges dekadente ødselhed og undergang, denne gang om en repræsentant for den nye adel, en tysk industribaron og hans families opløsning og undergang i tiden omkring den nazistizske magtovertagelse i Tyskland. Visconti betegnede selv denne film som "opera". Slutningen er meget stilfuld og meget makaber.

I 1971 kom så Døden i Venedig, endnu en undergangsvision. Hvor det i Leoparden var adelen, i De lange knives nat kapitalisterne, er det nu en kulturperson, en komponist, der med sin person repræsenterer en epokes moralske og fysiske død. Det vakte opsigt, dels på grund af sin tematik (det var en filmatisering af Thomas Manns bog fra 1912), og omhandler homoseksuelitet og måske også pædofili på en mærkelig kysk måde, der forbinder sig med det prægtige billedsprog og den geniale anvendelse af den østrigske komponist [Gustav Mahler]s musik (bl. a. adagiettoen fra Mahlers femte symfoni). Gustav Mahler døde i 1911, hvor handlingen for "Døden i Venedig" uspiller sig, angiveligt med Mahler som model for såvel Thomas Manns fortælling som for Viscontis film.

I 1972 fuldendte Visconti sin "tyske trilogi" med storfilmen om Bayerns kong Ludwig II, Ludwig, med Helmut Berger i hovedrollen. Under færdigredigeringen af denne film pådrog instruktøren sig et alvorligt slagtilfælde, der lammede ham i venstre side. Han genvandt aldrig sin gamle fysiske styrke. Men arbejdsmoralen fejlede ikke noget. "Ludwig" blev sablet ned af kritikerne, men har siden vundet klassikerstatus i en posthum, uforkortet (ca. fire timer lang) version, for denne technicolor-panavisionfilm desværre kun i lommeformatet DVD!

I 1974 vendte Visconti på film for en sidste gang tilbage til sine samtidsskildringer med den pessimististiske, urovækkende, og i en Viscontisammenhæng let sentimentale "Vold og Lidenskab" - med Burt Lancaster, [Helmut Berger]] og Silvana Mangano.

I 1976, få måneder efter Viscontis død, havde d'Annunzio-filmatiseringen "Den Uskyldige" premiere (Cannes-festivalen). Denne film, som af mange betragtes som den perfekte slutsats (i en romantisk udklang), foregår blandt de unge, smukke og rige i Italien i 1890, og forener det realistiske fra instruktørens periodefilm med det melodramatiske fra hans samtidsfilm.

Parallelt med sit virke som filminstruktør stod Visconti for talrige teateropsætninger af både moderne og klassiske stykker. I 1950'erne instruerede han på La Scala i Milano koloratursopranen Maria Callas i nogle berømte operaopsætninger. Også på internationale, europæiske operascener gjorde hans sig bemærket.

[redigér] Filmliste

  • Ossessione (Besættelse) (1943)
  • Giorni di Gloria, dokumentarfilm (1945)
  • La Terra trema (Jorden skælver) (1950)
  • Appunti su un fatto di cronaca episode i Documento Mensile no. 2(1951)
  • Bellissima (1951)
  • Siamo donne (Vi kvinder, episode Anna Magnani) (1953)
  • Senso (Sansernes rus), 1954
  • Notti bianche]] (Hvide nætter), 1957
  • Rocco e i suoi fratelli (Rocco og hans brødre), 1960
  • Boccaccio '70, baseret på Boccaccios Decameron). (episode Il lavoro) (1961)
  • Il Gattopardo (Leoparden), 1963
  • Vaghe stelle dell'Orsa... (Sandra), 1965)
  • Lo straniero (Den fremmede), 1967 - baseret på Albert Camus' roman Den fremmede)
  • Le streghe] (Heksene), (episode La strega bruciata viva) 1967
  • La caduta degli dei (engelsk titel: "The Damned" (De lange knives nat), 1969
  • Alla ricerca di Tadzio] (TV-film, 1970
  • Morte a Venezia (Døden i Venedig (film)), 1971
  • Ludwig (Ludwig) 1972
  • Gruppo di famiglia in un interno] (Vold og lidenskab), 1974
  • L'Innocente (Den uskyldige)(1976)


Denne biografi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
organisation