Tysklands politik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Oversigt over det politiske system i Tyskland, klik for stort foto.
Oversigt over det politiske system i Tyskland, klik for stort foto.
Tyskland

Denne artikel er en del af:
Politik og regering i
Tyskland



Andre lande • Politik

Det tyske politiske system er bygget op omkring den tyske grundlov, Grundgesetz (GG), som blev vedtaget af en vesttysk nationalforsamling i Bonn 1949. Den 3. oktober blev de seks delstater i det tidligere DDR indlemmet i forbundsrepublikken, hvorfor den i starten udelukkende vesttyske forfatning kom til at gælde for hele Tyskland. Tyskland er en parlamentarisk føderal republik, med en præsident som overhoved. Som føderal republik spiller de enkelte delstater en meget stor rolle i tysk politik, og i modsætning til det danske et-kammer-system, består det lovgivende system i Tyskland af to kamre. Et nationalt Bundestag og et af delstatsrepræsentanter sammensat Bundesrat.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Den udøvende magt

Den tyske regeringsleder kaldes bundeskansleren. Han leder regeringen, som skal have støtte af et flertal i Bundestag. Derfor er Tyskland et parlamentarisk demokrati, fordi regeringen skal have flertal i parlamentet. I Tyskland er der tradition for flertalsregeringer, og det er som oftest det største parti der stiller kansleren. Angela Merkel fra CDU er den nuværende bundeskansler.

Bundespræsidenten har på mange områder samme ceremonielle funktion som den danske dronning, dog er bundespræsidenten hvert femte år på valg. Bundespræsidenten vælges af en af Bundestag og Bundesrat sammensat Bundesversammlung, der kun mødes til dette ene formål hvert femte år. Da CDU havde et pænt flertal i Bundesrat var det muligt at vælge en CDU-politiker ind som Bundespræsident, selvom SPD og de grønne havde flertallet i Bundestag. Horst Köhler fra CDU blev derfor valgt som Bundespræsident i 2004.

[redigér] De tyske partier

Uddybende artikel:Politiske partier i Tyskland

Det tyske politiske system er ligesom det danske et parti-demokrati, hvilket betyder, at partier og dets medlemsskare betyder væsentligt mere end f. eks. den angel-saksiske/amerikanske tradition. Historisk set har magten været delt mellem CDU/CSU og SPD, der oftest har benyttet sig af støtte fra mindre partier. I dag er følgende partier, rangeret efter størrelse, repræsenteret i Bundestag:

CDU/CSU - kristeligt/konservativt parti
SPD - socialdemokratiet
FDP - de liberale
PDS/Die Linke - venstreparti, indeholder tidligere socialdemokrater som kommunister
Bündnis90/Die Grünen - de grønne, svarer til SF

[redigér] Slagkraftigt demokrati - læren fra Weimar

Det tyske demokratis grundideer blev skabt i 1949 på baggrund af de erfaringer man havde gjort sig med demokratiet i Weimarrepublikken, en republik som Hitler havde kunnet afskaffe i 1933. Dette demokratiske system havde ikke været i stand til at forsvare sig selv mod anti-parlamentarisme og anti-demokratiske strømninger, og det havde været for nemt for politikere at sætte forfatning og demokratiske spilleregler ud af kraft. Man droppede i 1949 en gængs retspositivistisk indstilling, en forestilling der går ud fra, at regler kan ændres blot et flertal støtter det, og gik over til en mere naturretlig eller overpositivistisk indstilling. Den sidste indstilling går ud fra, at nogle regler er så grundlæggende at de aldrig kan ændres. På den måde håbede man på at kunne beskytte den demokratiske forfatning bedre mod anti-demokratiske strømninger. Denne uantastelighed eller uforanderlighed står klart beskrevet i den tyske Grundgesetz. Hvor artikel 1 omhandlende menneskets uantastbarhed er klart og tydeligt beskrevet. Man kan sammenfatte de nye ændringer i demokratiet af 1949 overfor Weimarrepublikkens fra 1919 i følgende overordnede ændringer:

  • En svagere præsident-funktion der gav præsidenten nærmest udelukkende en ceremoniel rolle.
  • Konstruktivt mistillidsvotum. Hvis man skulle stille et mistillidsvotum til den siddende regering, så skulle man have et alternativ klar selv, der skulle kunne samle et flertal i parlamentet.
  • Forfatningsdomstol der skulle kunne dømme partier ulovlige, hvis de arbejdede imod forfatningens principper om demokrati og menneskerettigheder. Dette er sket to gange i forbundsrepublikkens historie. I 1952 mod et nationalistisk autoritært parti og i 1956 mod det kommunistiske parti.
  • En spærreprocent på 5 procent skulle gøre det sværere for mindre og radikale partier at opnå valg.

[redigér] Kanslerdemokrati?

Især i forbundsrepublikkens første periode under Konrad Adenauer kom der kritiske bemærkninger om, at Tyskland var et kanslerdemokrati, at kansleren alt for let og uhindret kunne tillade sig ikke at informere oppositionen og at droppe debatter med dem. Kritikken er nok i nogen grad berettiget når det gælder Konrad Adenauers nærmest majestætiske opførsel i republikkens første år, men den kan også anses for at være forståelig, når man ser på den manglende tradition og forståelse for den politiske debat i Tyskland på dette tidspunkt. De senere kanslere har været mere under pres fra både presse og opposition, så talen om kansler-demokrati er nok at sætte tingene på spidsen.

[redigér] Det tyske valg november 2005

Det så længe ud til, at Angela Merkels CDU/CSU-blok ville vinde stort, i enkelte meningsmålinger lå de ovenikøbet tæt på den magiske 50 %-grænse, der ville kunne give partiet flertal i parlamentet, men ved valgaftenen viste det sig, at Gerhard Schröder og hans parti havde formået at mobilisere langt flere vælgere end man havde troet. Det lykkedes dermed ikke den borgerlige blok bestående af CDU/CSU og FDP at opnå regeringsmagten, men SPD stod alligevel tilbage med et nederlag. Alle andre partier havde på forhånd afvist samarbejde med det delvis kommunistiske PDS, så situationen så noget speget ud, da hverken den borgerlige blok eller den socialdemokratisk/socialistiske kunne mønstre et flertal. Efter ugers intense og interessante forhandlinger, hvor en såkaldt Jamaica-koalition også var i spil, lykkedes det SPD og CDU/CSU at blive enige om indgåelse af en stor koalition mellem de to ellers noget forskellige partier. Gerhard Schröder trak sig tilbage og overlod posten til lederen af det største parti i parlamentet, CDU´eren Angela Merkel.

Tabellen viser valgresultatet fra november 2005. Husk at lægge CDU og CSU respektive tal sammen for at få det korrekte styrkeforhold mellem SPD og CDU/CSU.
Tabellen viser valgresultatet fra november 2005. Husk at lægge CDU og CSU respektive tal sammen for at få det korrekte styrkeforhold mellem SPD og CDU/CSU.
Ovenfor ses ændrig i stemmer fra sidste valg i 2002.
Ovenfor ses ændrig i stemmer fra sidste valg i 2002.

organisation