Banecykling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Banecykling var tidligere en stor sport i Danmark Der er stolte Danske traditioner: I forfølgelsesløb var Hans Henrik Ørsted et stort navn i 80'erne med flere VM titler og var han ikke blevet kørt ned en pinsedag ved Norsminde i 1980 kort før OL, havde han sikkert også kunne skrive olympisk mester på visitkortet. I pointløb vandt Michael Marcussen OL guld (OL 1988), I holdforfølgelsesløbet fik det Danske hold bronze ved OL 92 i Barcelona. Peder Pedersen, vandt VM i sprint for professionelle i 1974 efter en nervepirende finale. Den mest vindende i nyere tid må dog siges at være Niels Fredborg der med tre gange VM guld en gang OL guld samt både sølv og bronze i 1000meter på tid virkelig viste flaget. På vinterbanerne gjorde Ole Ritter og Gert Frank deres for at cykelsporten blev hvermandseje. Gert Frank's sejrsliste er selv idag af en imponerende størrelse. Derudover skal da også lige nævnes Ole Ritter's verdensrekorder: hans første var i 100km på tid (ja på bane!) og i 1967 satte han timeverdensrekorden. Der skulle senere en Eddy Merkcx til at slå den, det skulle sige lidt om Ritter's merit.

TV's dækning af sportsbegivenheder har affolket tribunerne på cykelbanerne, og det skiftende vejr har heller ikke gjort det lettere. Men med en permanente indendørsbane i Ballerup har gjort banecykling populært i Danmark igen. I disse tider er dansk banecykling præget af unge ryttere, som Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Kasper Jessen og Marc Hester, og der er med garanti flere på vej.

Banecykling er et stort begreb, som dækker flere grene, som pointløb, forfølgelsesløb, individuel forfølgelsesløb (hvor forfølgelsesløbene er på forskellige distancer). Der er flere grene som ryger ud og ind år efter år.

organisation