Polyb
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Polyb (Πολυβιος) (ca. 203 f.Kr.-120 f.Kr.) var en ledende græsk politiker og man anså ham dengang for en dygtig, pålidelig historiker, som foretog selvstændige studier af arkiver og dokumenter, og som kritisk vurderede sine oplysninger.
Han var i 168 f.Kr. blandt de 1000 gidsler som det Akaiske Forbund efter slaget i Pytna måtte sende til Rom. Her blev han optaget blandt Scipioerne, en af byens ledede slægter. Det kendskab han fik til romerske forhold og tankesæt, har formentlig givet ham ideen til sit historieværk, hvori han søger at beskrive og forklare, hvorledes Rom erhvervede sig verdensherredømmet
Han boede i Romerriget og er kendt for sin bog Historiae, der omhandler, hvordan Romerriget blev en stormagt. Bogen er skrevet på græsk, men regnes traditionelt blandt den romerske historieskrivning.
Polyb var lærer for Scipio Æmilianus og var på den måde tæt på magtens centrum.
De fleste af Polybs værker er gået tabt, men Historiae er næsten helt overleveret. Værket omhandler tiden fra 264 f.Kr. til Korinths og Karthagos ødelæggelse i 146 f.Kr.. Polyb er med andre ord et førstehåndsvidne til de puniske krige, hvilket gør ham uhyre interessant.
Polyb viser også en stor interesse for, hvad vi i dag ville kalde statskundskab. I 6. bog af Historiae beskriver han den romerske forfatning og spekulerer over, hvad den optimale forfatning er. Han sammenligner Rom og Sparta, fordi de begge har en blandingsforfatning, dvs. en forfatning, der både indeholder elementer af monarki, aristokrati og politeia. De tre negative modstykker til disse tre (tyranni, oligarki og demokrati) er ikke en del af forfatningen, og det anser Polyb for noget positivt. Disse tanker viser, at han, selvom han er meget inspireret af Thukydid, også er inspireret af Herodot, Xenofon og Aristoteles.

