Luftbombardementet af Dresden
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Luftangrebet på Dresden, under 2.verdenskrig, blev udført af Royal Air Force (RAF) og United States Army Air Force (USAAF) på området i og omkring Dresden. Det foregik gennem fire, på hinanden følgende luftangreb i dagene fra den 13. – 15. februar 1945. Antallet af dræbte er ukendt og vurderingerne heraf varierer meget. De fleste historikere er enige om at antallet ligger mellem 25 og 40.000 og at antallet af sårede ligger på cirka 30.000. Derudover blev store dele af den indre by i Dresden ødelagt, lige såvel som den industrielle og militære infrastruktur blev lagt i ruiner. Selvom luftangrebet på Dresden ikke var det heftigste bombardement under anden verdenskrig, bliver det ofte brugt til at sætte spørgsmålstegn ved det britiske Area Bombing Directive, om bombardementerne kunne legitimeres militært og om de kan prædikeres som krigsforbrydelser.
[redigér] Baggrund og kontekst for angrebet
I efteråret 1944 og i vinteren 1944/45 foregik den allierede fremrykning væsentligt mere trægt, end hvad tyskerne havde frygtet. Så den allierede Operation Market Garden mislykkedes i store træk, på trods af at de tyske tropper var spredt og isoleret i store områder af Europa. Det lykkedes sågar de tyske tropper at blive ført sammen i forbindelse med Ardenneroffensiven. Den sovjetiske fremrykning var kommet til Østpreussen og Ungarn i 1944, inden de blev midlertidigt stoppet ved Oder i februar 1945; på det tidspunkt holdt tyskerne stadig fast i stærke fæstningsbyer som Breslau og Königsberg. Tyskerne havde stor interesse i at lade andre byer fungere som lignende fæstningsbyer.
I begyndelsen af 1945 var udfaldet på den sidste fase af krigen, slet ikke så entydig som den ofte bliver fremstillet i dag. Den såkaldte Gauleiter i Dresden Martin Mutschmann glædede sig i julen 1944 over på ny at se sit folk i angreb ( ”…Volk wieder im angriff zu sehen…”).
I begyndelsen af 1945 begyndte de allierede deres afgørende angreb på Tyskland. De vestallierede havde nået Rhinen i november 1944 og de sovjetiske tropper var kommet på geografisk omgangshøjde med Berlin, da man krydsede Oder i slutningen af januar 1945, og havde kort forinden erobret Schlesien. Østfra strømmede millionvis af flygtninge mod det midttyske område. Sprængte værnemagtsenheder forsøgte at bekæmpe den fremadstormende røde hær, på de frontafsnit hvor denne endnu ikke var overlegen, det blev den først i februar og marts 1945, hvor slaget om Berlin, nærmede sig. For de vestallierede var koncentrationen i deres militære strategi rettet mod Ruhrområdet.
Det var naturligt for de allierede at udnytte den overlegenhed de besad i luftrummet, til at forberede den militære indmarch på landjorden. Angrebene var rettet mod militær-, infrastruktur-, og forvaltningsenheder samt produktionssteder. Ødelæggelserne sigtede på at ødelægge moralen blandt befolkning og politikere. Udfra denne strategi blev talrige store som små tyske byer, udsat for bombardementer i de sidste måneder af krigen.
Siden sommeren 1944 havde den britiske bomber Command planlagt at rette et angreb, med det formål at stække den tyske befolkning udholdenhed og modstandsdygtighed endeligt. I januar 1945 var det lykkedes den engelske efterretningstjeneste at udregne, at det stadig var muligt for den tyske værnemagt at kommandere 42 divisioner mod Øst. Fra da af blev RAF´s angrebstogter modificeret. Dresden] blev sammen med Berlin, Leipzig og Chemnitz gjort til de mest oplagte mål for bomber.
På Jalta-konferencen fra 4. - 11. februar 1945, blev de allierede enige om, på Sovjetunionens foranledning, at intensivere antallet af bombetogter, herunder også på Dresden. Det skulle sætte et vigtigt produktions og trafikalt centrum ud af kraft, så det kunne forhindre videre transport af tropper. Det skulle besværliggøre tyske evakueringer af soldater og dermed lette den sovjetiske fremmarch.
[redigér] Dresden i krigen
I begyndelsen af krigen var Dresden Tysklands syvendestørste by med 642.143 indbyggere. Dens område lå indtil august 1944, udenfor rækkevidde af de allieredes bombetogter. I efteråret 1944 var Dresden, sammen med Breslau, de eneste større ubeskadigede industri-, erhvervs-, og forvaltningsteder samt trafikale knudepunkt i det tyske rige.
[redigér] Trafik
Dresden var den tredjestørste banegårdsomlæsningsplads i det tyske rige. Strækningerne til Berlin, Leipzig, Prag, Breslau, Warszawa og Nürnberg krydsede igennem byen. Da baneanlæggene i de andre byer mestendels var ødelagt, omlagde man meget af trafikken mellem Leipzig-Dresden-Berlin, til at gå over Gods-, og Rangbanegård Friedrichstadt, hovedbanegården og banegården i Dresden-Neustadt. Dertil forsynedes anlæggene yderligere fra industrivirksomhederne i Freitals, bjergværksdriften i Erzgebirge og industrivirksomhederne i Pirna, Heidenau, Radebeul, Coswig, Bautzen og Görlitz. Dresdens store industrivirksomheder var forbundet, via kulbanegården, med Alberthafen (Alberthavn) og godsbanegården i Leipziger Vorstadt (i dag Neustadt). Dresden var sæde for Reichsbahndirektion Dresden, der organiserede det meste af jernbanedriften i Sachsen og det nordvestlige Sudeterland. Derudover rådede Rigsbanen i Dresden over et værksted samt en fremstillingsvirksomhed. Såvel fangetransport til udryddelseslejrene som troppe-, og materialetransport gik over Dresden. Fra øst strømmede millioner af flygtninge til de midttyske områder. Dresden fungerede som transitstation for millioner af flygtninge i slutningen af 1944, selve byen havde fået et indvandringsforbud.
[redigér] Industri
Efter udsagn af Dresdens Industri-, og Handelskammer fra 1941, var byen en af de vigtigste industriplaceringer i det tyske rige (”einer der ersten Industriestandorte des Reiches”). I 1944 var det meste af erhvervet i byen omstruktureret til at høre under oprustningen. Efter udsagn fra US Army Air Force (USAAF) var der i februar ”mindst 110 fabrikker og firmaer” fast i Dresden, der skulle regnes med som ”legitime militære mål”. Der blev alene holdt 50.000 mennesker i beskæftigelse i rustningsindustrien, dertil skal regnes bl.a. underleverandører til flyværkstedet i Dresden-Klotzsche. Underarkivet til Hauptstadtarchiv Dresden, lader ane, at den erhvervsmæssige betydning samt produktivitet blev holdt intakt, ikke mindst grundet en stadig tilstrømning af tvangsarbejdere. Eksempelvis finder man 44 virksomheder der handler med penge-, bank-, og forsikringsvæsen, 29 maskinværksteder, 13 elektroteknik og specialiseret redskabsbyggeri, 12 virksomheder der lavede levneds-, og nydelsesmidler, overvejende cigaretindustri, seks finmekaniske og optiske virksomheder og dertil videre værker, der alle var blevet omstillet til krigsindustri og indtil 1944 var forblevet uspoleret. Som militært betydningsfulde er, ifølge lokale kilder, især nævnt følgende industrier.
- Den kemiske industri i Niedersedlitz
- Våbenfabrikken Lehmann, Friedrichstadt
- Optiske værker, specielt Zeiss Ikon i centrum og Emil Wünsche i Reick
- Stålværk Kelle & Hildebrandt i Grossluga
- Fremstiller af transformatorer og senere røntgenredskaber som Koch og Sterzel AG i Mickten
- Omformere- og apparatbyggeri af brødrene Bassler
- Radioteknik fra Radio Mende
Sachsenværket, AVUS og MIAG producerede maskindele i Leuben. Erhverv i Dresden (Löbtau) og i det sydlige opland (Erzgebirge) fremstillede glasgranater. Krigsfanger blev fordelt til virksomheder rundt i byen, hvor de fik funktion af tvangsarbejdere, bl.a. i rustningsfabrikken Universelle Maschinenfabrik i den sydlige forstad (Zwickauer Strasse, Florastrasse) og på området ved mølleværket i Leuben. Man kender til ti filialer af koncentrationslejrene Flossenbürg og Auschwitz-Birkenau samt andre i byen. Siden slutningen af 1944 var der videre blevet bragt omkring 5000 fanger til Dresden, derunder omkring 2000 jøder, der skulle ”udslettes via arbejde” (”durch arbeit zu vernichten”). De blev presset sammen i såkaldte jødehuse, sammen med borgere fra Dresden der havde en jødisk tro og brugt som tvangsarbejdere i rustningsindustrien hos bl.a. Goehle-Werke, Osram-AG, Bernsdorf-AG og til at udbedre skaderne på jernbanenettet.
[redigér] Militær
I februar 1945 var Dresden den sidste intakte garnisonsstad bag østfronten. I den nordlige rand af byen var Albertstadt opstået som militærområde allerede i det 19. århundrede. Det omfattede vidtløftige kasernekomplekser og forsyningsindretninger med forbindelsesspor og egen banegård, pakhus, afskibningsramper, hærbageri, metalforarbejdning-, og håndværkserhverv som sadelmageri og snedkeri. Derudover var der ekcerserplads, kanonskudsbaner, en kirke og hærens officerskole (OSH). Derudover blev der henholdsvis udbygget og anlagt kaserner i Mickten og Johannstadt.
Resterne af Rigsværnet fra 1918 blev fra og med 1921 stationeret i ro i Dresden. I begyndelsen af 1930´erne begyndte anlæggelsen af flyvepladsen i Klotzsche. Den første luftkrigsskole (LKS 1) i Tyskland blev anlagt i 1936 på ”Hermann-Göring-Strasse” (i dag zur Wetterwarte) i Klotzsche i 60 bygninger. Fra og med 1940 blev flyvepladsen brugt udelukkende militært. Efter nationalsocialisterne havde overtaget magten, blev byens militære funktion yderligere udbygget og den blev lagt ind under værneområdekommando. Luftgaukommando IV blev anlagt i Strehlen i udkanten af byen. Ved Nickern i den sydlige del af byen opstod i 1939/40 endnu et kasernekompleks til Luftvåbnet (Luftwaffe).
Dertil stod der i 1939, 20.000 mand fra fjerde værneområdes 6. arme i Dresden. I løbet af krigen blev de fleste af tropperne, inklusive luftværnet, flyttet til selve fronten. Kasernerne blev herefter, primært fyldt med uddannede reservetropper. Garnisonsstaden var blevet til en lazaret-, og forsyningsby. Derudover blev også de berømte balhuse, kroer og floddampere (Elben) omdannet til lazaret og lejr.
[redigér] ”Forsvar” og ”Fæstningsområde”
I Stalingrad og senere i Königsberg, havde den tyske værnemagt erfaret at helt unge mennesker såvel som gamle, kunne bruges til at rette et anslag mod panser, ved at angribe med pansernæver og granater fra korte distancer. I november 1944 blev der rekrutteret 10 bataljoner folkestormere (Volkssturm) i Dresden, der blev taget i ed straks: Derunder enheder til at bygge skanser, panserjagtkommandoer, efterretningsenheder, transportbataljoner derudover blev samtlige Dresdens lastvogne indkrævet til stormen med chauffører. Nogle af disse blev i januar 1945 sendt til østfronten. Størstedelen – 20.000 mand fra Volkssturm og Hitlerjugend – blev dog installeret på kaserne i Dresden. Disse tropper blev uddannet som officerer i hæren, men da våbenforsyningen blev knap var man rangeret under værnemagten, SS og politiet og deres funktion blev at holde positionerne.
Nationalsocialisternes plan var at gøre Elben (Hamburg og til Prag) til den sidste forsvarslinje mod den røde hærs fremrykning. Byerne nær ved floden skulle omdannes til ”fæstninger” og ideen var at ”volkssturm” skulle forsvare byerne. Den foreløbigt hemmelige befaling om oprette forsvarsområdet Dresden-Riesa blev overdraget byen af Generaloberst Heinz Guderian 1.december 1944: Rundt om byen skulle der anlægges panserspærrer, pansergrave, skyttegrave, artilleristillinger samt minefelter. Kommandoen i byen var fra da af overgivet korpsstaben.
Reservetropperne fra fronten hobede sig op i byen efter de første luftangreb i januar 1945. Mange blev afvist, bl.a. den 4.panserarmé der kæmpede for forsvaret af byen. Dresden beholdt helt hen til maj 1945 en betragtelig troppestyrke, der først og fremmest bestod af Division 404, Waffen-SS, Luftwaffe, dårligt udrustede luftværnsafdelinger og marinen (i Tharandt og Ottendorf-Okrilla). Militærpolitiets tropper blev i marts 1945 rykket østpå til fronten.
Helt frem til April 1945 gav Gauleiter Martin Mutschmann devisen ”byen skal forsvares med alle midler og til sidste mand” og startede et opråb til byen ”fjenden truer vores hjemstavn – kæmp til det sidste”.
[redigér] Luftangreb
Truslen om luftangreb var ikke borgerne i Dresden ubekendt, da nabobyen Leipzig (120 km i afstand) i foråret var blevet kraftigt ødelagt under bombardementer i foråret 1943. Ifølge lokalhistorikeren Neutzner, havde borgerne i Dresden levet i en frygt og angst som var blevet integreret i hverdagen i krigsårene. Denne angst og frygt er dokumenteret i dagbøger og breve. Mellem august 1944 og april 1945 kastede de allierede cirka 10 millioner flyveblade ud over byen, hvor beboerne blev opfordret til at opgive kampen. Siden 1935 havde hele Tyskland forberedt sig på luftangreb. Gau-hovedstaden Dresden var henregnet til højeste risikoniveau. Der blev udstedt et immigrationsforbud, hvor gennemrejsende og flygtninge til byen kun måtte opholde sig i byen en nat, hvilket også blev strengt overvåget. I 1944 blev børnene i byen evakueret. Indbyggerne i den indre by blev opfordret til ikke at overnatte i deres lejligheder i midtbyen, men i stedet overnatte i forstæderne.
Industri og forvaltning forberedte sig omhyggeligt på angreb, hvor man udfra erfaringer i andre byer søgte at afbøde de mulige ødelæggelser. Den 13. oktober 1944 i forbindelse med mindehøjtideligheden for bombeangrebet 7. oktober, lod Mutschmann Dresdner Zeitung vide: ”Ingen skal leve i den illusion, at lige hans område, hans by, ikke bliver angrebet …Der er ingen fredelige øer tilbage i Tyskland”
Dette var den eneste pressemeddelelse i forbindelse med det første luftangreb på Dresden.
[redigér] Første Luftangreb; August 1944 til januar 1945
Siden marts 1944 besad de allierede i stigende omfang luftherredømmet over Tyskland og de besatte områder. Siden efteråret 1944 lød luftalarmen hyppigt over Dresden. Den 24.August 1944 foregik det første angreb på industriområderne i Freital (mineralolieværket), Dresden-Gittersee og Freital-Birkigt. En bombe faldt i Dresden-Coschütz. Ved angrebene døde et ukendt antal mennesker; Sachsische Zeitung taler om 241 personer, mens USAAF ikke har lavet nogen statistik derover.
Den 7. oktober 1944 fløj 30 amerikanske bombefly henover Dresden og smed omkring 80 US-ton sprængbomber som erstatning for det oprindelige primære mål Brüx, blev banegården Friedrichstadt og rustningsfabrikken Lehmann. Enkelte bomber faldt i den vestlige gamle bydel (Seevorstadt) og dræbte 312 mennesker.
Den 16.januar 1945 bombarderede USAAF med 133 fly, 279,8 sprængbomber, 41,6 ton brandbomber dagen igennem på ny Bahnhof Friedrichstadt. Derudover blev også Dresden-Cotta, Löbtau og Leutewitz angrebet. Der døde 334 ved angrebet.
Dresdens luftforsvar var svækket. På trods af angrebet blev antiluftskytset i byen flyttet til østfronten i slutningen af januar. I lufthavnen i Dresden-Klotzsche stod omkring 30 jægere klar, der knap havde brændstof til brug.
[redigér] Luftangrebet fra 13.-15.februar 1945
Angrebsbefalingen blev givet af Arthur Harris, der siden 1942 havde været den britiske øverstbefalende for [[”Bomber Command”]] . Siden den tid var det sædvane at RAF tog sig af de natlige angreb og at USAAF tog sig af de daglige. Kodeordet for angrebet lød ”Chevin”. Seks bombeskalaer fløj af sted fra Horsten i Sydengland kl. 17.30, de fulgte to forskellige ruter. Bagved vestfronten fløj nogle jægere andre ruter for at distrahere det tyske antiluftskyts.
På fastelavnstirsdag 13.februar 1945 kl. 21.45, blev den 175 flyveralarm udløst over byen. Menneskene bevægede sig ned i kældrene i deres beboelsesblokke. Der var ikke plads til mange i luftskytsbunkeren da Gauleiter Mutschmann, havde forsømt at sætte den i stand.
Angrebet begyndte med en klar og skyfri nattehimmel. Kl. 22.03 blev den indre by lyst op med lyskaskader. To minutter efter blev der kastet røde markeringer ned på det sigtbare Hanz-Steyer-Stadion, i Ostragehege nord for bykernen. Fra 22.13 til 22.28 faldt de første bomber. 244 britiske bomber fra pionerenheden nr. 5, ødelagde hustagene med 529 luftminer, 1800 spræng og brændbomber i alt 900 ton. Flyverne fløj lavt i en 45 graders vifte mellem den store Elbsløjfe i den vestlige del af byen og den industrielt bebyggede ”Ostragehege” (i dag Messegelände) og hovedbanegården 2,5 kilometer derfra.
I de 15 minutter blev tre fjerdedele af området i Dresdner Altstadt sat i brand. Det var hverken hensigten eller muligt for RAF at udføre nogle fuldtræffere på dette natlige bombetogt. Meget mere skulle blive ødelagt af tæppebombninger i den indre by.
Kl. 1.23 begyndte den anden angrebsbølge med 529 britiske Lancaster-bombere. De kastede indtil 1.54, 650.000 stavbrandbomber – 1500 ton – over et område fra Löbtau til Blasewitz og fra Neustadt til Zschertnitz. De brande, som den første angrebsbølge havde forårsaget, tjente som øjenvidne for de engelske flyvere orientering. Bomberne ramte Elbengene og Grosser Garten, hvor mange folk var flygtet hen efter den første serie af bomber, og skadede også klinikerne, hvor kvindeklinikken i Pfotenhauer Strasse og Diakonissenhaus Neustadt blev svært beskadiget. Begge bombardementer ramte et område i byen på omkring 15 kvadratkilometer.
Den anden angrebsbølge forhindrede effektivt ethvert forsøg på at slukke de første brande, resultatet blev at talrige enkeltbrande udviklede sig til en orkanagtig ildstorm. Det ødelagde hele sporvogne; i den stærke hede smeltede såvel glas som metal. Mennesker og kæmpe genstande blev kastet rundt af de stærke lufthvirvler nogle af dem direkte ind i ilden. Flammerne dækkede på store områder store dele af himmelen. I Neustadt, cirka 35 kilometer derfra, faldt der den følgende dag askeregn ned. Mennesker brændte ihjel, døde af varmechok eller blev kvalt i beskyttelsesrummene af brandgasser. De, for hvem det lykkedes at redde sig fri, var stadig udsat for ildstormen og endnu ikke detonerede bomber.
Efter de første angreb i 1944, havde luftforsvaret sørget for at det var muligt at bryde igennem til nabohusene i kældrene. Iflg. vidneudsagn lykkedes det nogle mennesker at flygte af den vej, linje for linje, til mindre uskadte huse; andre lykkedes det at flygte og skjule sig via lagrene nedenfor Altstadt og bringe sig i sikkerhed på engene på Elbens bred – f.eks. overlevede omkring 1000 mennesker angrebet i Annenkirche. Mange blev dog indhentet af brandgasser og kvalt midt i deres flugt; Familier blev revet fra hinanden. De overlevende, der havde ventet i bunkere og kældre, var for resten af livet svært traumatiseret.
Tusinde af mennesker flygtede til mindre beskadigede bydele som Mockritz, Leuben, Blasewitz, Pieschen, Löbtau og eller til oplandet. Offentlige bygninger, som NSDAP-stederne, kroer, hoteller og skoler blev taget i brug som opholdshjem og ombygget til provisoriske nødhjem. Alene i de fem nødhjem i Plauen (Dresden) var der registreret 16.000 flygtninge i midten af marts 1945. Mange af de udbombede blev kommanderet til at tage ud i oplandet.
De natlige angreb blev fulgt af et dagsangreb den 14. februar fra 12.17 til 12.27 fra 311 B-17 bombere ved siden af 5 ledsagende jægere fra USAAF. I dårligt vejr kastede de 1800 sprængbomber og 136.800 stavbrandbomber ned over byen, præcisionen blev sikret af målradar. Målene for angrebene var denne gang Rustningsområderne, banegårdene og Rustningsværkstedet i Friedrichstadt. Derudover ramte man sygehuset og de beboelsesområder der lå omkring.
Jøder var nægtet adgang til beskyttelsesrum over hele det tyske rige. Det var dog lykkedes enkelte jødiske borgere i Dresden at flygte til kældre i starten af angrebet. Da bomberne også ødelagde Gestapocentralen i byen blev de sidst ankomne jøder, 174, reddet fra den planlagte deportation, der skulle finde sted i dagene mellem 14. og 16.februar 1945. På denne vis undgik få jøder fra Dresden Holocaust, bl.a. Henny Brenner og litteraturvidenskabsmanden Victor Klemperer.
”Når det lykkedes at undgå 70 stjerneskud denne nat, så måtte det betyde redningen, at det i det almene kaos lykkedes at undgå Gestapo” (Wen aber von den 70 sternträgern diese nacht verschonte, dem bedeutete die Errettung, denn im allgemeinen Chaos konnte er der Gestapo entkommenn”
Den 15. februar ca. kl. 10.15 styrtede den udbrændte Frauenkirche sammen. Fra 11.51 til 12.01 fulgte et videre dagsangreb fra 211 amerikanske B-17´ere. I dårligt sigte smed de 460 ton bomber, spredt fra området mellem Pirna og Meissen, ud. Mange brande havde flammer i sig fire dage derefter. I de følgende dage blev ligene samlet sammen på lastvogne og håndkærrer og bragt til offentlige pladser for at blive identificeret, de blev stablet oven på hinanden i tusindvis. De mest medtagne af ligene var ikke længere mulige at identificere. Af frygt for epidemier blev 6.865 lig brændt på krematorium Tolkewitz på det nuværende Altmarkt. Indtil 17. april 1945 blev der begravet omkring 25.000 på Heidefriedhof. Gaulederen lukkede hele områder og erklærede dem som ”døde områder”.
[redigér] Videre angreb på ”fæstningen” Dresden fra februar til afslutningen af krigen
Den 2. marts 1945 fløj 455 B-17 bombere med ordre fra USAAF om at bombe Hydroværket Schwarzheide, de veg dog uden om og bombede i stedet reservemålet for missionen – Dresden. Kl. 10.27 faldt 853 ton sprængbomber og 127 ton brandbomber på baneanlæggene i Friedrichstadt og Neustadt samt de omkransende beboelsesområder.
Werner von Gilsa var kommet til Dresden efter angrebene i Februar, og overtog kommandoen over fæstningsområdet efter sin forgænger Friedrich-Wilhelm Liegmann. Hans stab befandt sig først og fremmest i Taschenbergpalais (Altstadt) og dernæst i Albertstadt. Han lod fødevarelagrene stå åbne, og stillede luftwaffes sanitætsenheder, i Nickern, til disposition for de mange bombeflygtninge. Andre troppedele lod han opspore og udkommandere; ferierende og lettere sårede blev samlet i nye troppeenheder.
Den 10. april befalede Gauleder Mutschmann også at skoleelever skulle bygge forsvarsstillinger. Der blev bl.a. stillet kanoner op på de Brühlsche Terrasser.
Den 8. bombeflåde i USAAF fløj, med 572 maskiner, den 17. april et sidste bombetogt over byens område. Der blev kastet 1385 ton sprængbomber og 150 ton brandbomber, ned over Rangierbanegården derudover blev der kastet 25 ton sprængbomber over et endnu ikke navngivet industriområde. Først fra da af var banesystemet via Dresden endelig gjort uvirksomt.
Nazi-regimet udnyttede de hærgende angreb i deres propaganda mod de allierede, til en opfordring til de levende om en sidste mobilisering. Man nærede et håb til det sidste om at Anti-Hitler-koalitionen kunne falde, og meddelte derfor til Elblinjen ”At den skulle holdes til det sidste” (Halten bis zum letzten!) . Den 14.April erklærede Mutschmann officielt Dresden for fæstning. Luftbilleder fra USAAF bekræfter opbygningen af forsvarslinjer.
Den 23. april kastede RAF fornyet 40.000 flyverblade ud over byen, der viste frontens dagligdag. Den 2. maj kapitulerede Berlins værnemagtsenheder. Først da opløste Gilsa forsvarsberedskabet af Dresden og beordrede en rømning af byen. Selv derefter forsvarede små sprængte grupper den ødelagte by i perioden frem til den betingelsesløse kapitulation den 8.maj. Først på denne den sidste krigsdag overtog den røde hær den fuldstændige kontrol med byen.
[redigér] Konsekvenser
[redigér] For Dresden
Dresdens tæt befolkede indre by bestod hovedsageligt af bygninger fra renæssancen, barokken og blandede stilarter fra den såkaldte gründerzeit på et middelalderligt grundrids. Dengang var det normalt at anlægge industri i baggårdene af beboelsesejendomme op og ned af tæt bebyggede områder.
Altstadt brændte mestendels ud. Udover ruinerne blev der kun få svært beskadigede bygninger tilbage. Seevorstadt, Johannstadt og den østlige Südvorstadt var i vidt omfang nedbrændt og lagt i ruiner. Også de gamle centre og historiske byggerier i Mickten, Strehlen og Gruna blev udslettet. Dertil kom svære skader i Reick, Friedrichstadt, Plauen, Zschertnitz, det indre Neustadt, som brande i Prohlis. Mellem Schandauer Strasse og Bodenbacher Strasse blev omkring 800 husblokke med godt 7000 lejligheder, fabrikker og værksteder fuldstændig ødelagt. ”Lettere skader” skader på enkelte husblokke var meldingen fra Hechtviertel, Pieschen, Niedersedlitz og Albertstadt; de tætteste beboede områder i det ydre Neustadt blev overvejende skånet.
Bombeangrebene ødelagde flere uerstattelige kulturmindesmærker fra senbarokkens ”Elbens Firenze”, det gjaldt bl.a. Semperoperaen, Frauenkirche, Dresdner Schloss, Sophienkirche og Zwingermuseet. Genopbygningen, som DDR-styret stod for, ignorerede det meste af den oprindelige bys grundrids, man nedrev flere af de udbrændte bygninger (eksempelvis Sophienkirche i Grosse Meissner Strasse og Secondigenitur); andre ruiner eller ruindynger fik lov at stå bevaret som mindesmærker (Frauenkirche og Kurländer Palais), dette har været med til at fastholde indtrykket af en totalt ødelagt by.
Selvom de natlige angreb fra RAF ikke var direkte målrettet mod Dresdens rustningsindustri, så blev 70% af industriområderne ødelagt og store dele af vand, gas og kræftværkerne blev stærkt beskadiget. Også de følgende dagsangreb fra USAAF var meget upræcise grundet det dårlige sigte. I beboelsesområderne blev der, indtil maj 1945, i alt ødelagt mellem 60.000 og 75.000 boliger med indbo og tøj, ud af et samlet antal på 222.000 boliger. Derudover var 18.000 boliger blevet svært beskadiget og 81.000 let beskadiget. 30 % af de selvstændige var blevet gjort ufunktionelle, deriblandt tre stormagasiner i Altstadt og markedshallen Weisseritzstrasse, Antonsplatz og det indre Neustadt, på de steder hvor handelen dengang var koncentreret med frugt og grøntsager. Det første åbent citerede telegram fra Churchill er blevet bevaret, og viser hvorledes han giver sin udiplomatiske beundring af bombeangrebet. Det blev dog en noget kortere og mere moderat udgave der blev udsendt, her blev det fortrinsvist betonet at det havde været i Storbritanniens egen interesse at begrænse ødelæggelserne af beboelsesområder, da det skulle genopbygges efter krigen.
Den følgende dag vurderede Arthur Harris følgevirkningerne af bomberne således i Air Ministry:
Dresden var et samlepunkt for ammunition, et intakt forvaltningscentrum og et trafikalt knudepunkt mod Øst. Nu er der ikke mere af det! ( Dresden var ein ansammlung von Munitionsfabriken, ein intaktes Verwaltungszentrum und ein knotenpunkt für transport nach Osten. Nun ist es nicht mehr davon.)
[redigér] Historiske debatter
[redigér] Propaganda
Måden at luftangrebet bliver betragtet på afspejler den dag i dag de politiske ståsteder. Siden Joseph Goebbels har der været grupperinger der har brugt bombardementet af Dresden til at relativere den tyske krigsskyld og i stedet forsøgt at tilskrive Tyskland en rolle som offer. Under den kolde krig stod fornyede ideologiske præmisser i vejen for en saglig historisk udredning af selve krigsforløbet.
Dresdens første efterkrigs borgmester Walter Weidauer, udtalte i 1946 at bombardementet kunne have været undgået, men at tyske fascister havde fremprovokeret det: Tre år senere i 1949 lagde han hele skylden for den forbryderiske udbombning af Dresden, hos vestmagterne, her talte han om en forbrydelse, der ingen militær nødvendighed havde. Siden 1949 fremstillede DDR-propagandaen angrebet som et ønske fra de vestallierede om at udbombe de dele af Østtyskland, som Sovjetunionen skulle overtage, for at sætte dem så langt tilbage som muligt, dette taler imod alle kendsgerninger vi i dag kender til.
I denne ideologiske debat hører også diskussionen om antallet af døde. Fra højreekstremister og historierevisionister hører man ofte om tal der svinger mellem 130.000 og helt op til 600.000.
De høje vurderinger hviler mest af alt på udtalelser fra samtidige vidner, der ikke længere kan prøves efter, og deraf kommer de fleste af de fejlinformationer der siden er blevet udbredt også:
- Et dokument fra 1946 fra Røde Kors Internationale Komitee (IKRK) angav et dødstal på omkring 275.000. Dokumentet var ikke resultat af en decideret undersøgelse, men byggede derimod på udtalelser fra Joseph Goebbels propagandaministerium, der burde være kigget på med noget mere kritiske øjne.
- Siden 1992 har den tidligere generalstabsofficer Eberhard Matthes, der var med i datidens oprydningsarbejde, han hævdede at den 30. april 1945 havde man identificeret 3.500 lig, delvist identificeret 50.000 lig og manglede stadig at identificere 168.000 lig. Dette skulle man angiveligt have meddelt Hitler i egen person. Der findes intet skriftligt belæg for en sådan påstand, og der er god grund til at betvivle at Hitler skulle have modtaget en sådan melding personligt, den dag han begik selvmord.
- Også populære leksika (Britannica, Bertelsmann, Brockhaus) og printede medier (Süddeutsche Zeitung, Die WELT og Frankfurter Allgemeine) angiver ikke bekræftede tal på mellem 60.000 og 300.000 døde.
De upræcise vurderinger skyldes at der er flere forskellige faktorer som man ikke kender nøjagtigt til:
- Dresdens indbyggertal i 1945. Det er derigennem at de meget usikre tal om dødstallet i Dresdens befolkningstætte områder hænger sammen.
- Hvor mange af Dresdens borgere der kæmpede og/ eller var døde ved fronten. Hvor mange der var i koncentrationslejre, hvor mange der var flygtet grundet de mange tidligere angreb/ den knappe forsyningssituation.
- Antallet af flygtninge. Dresden gennemkrydsedes på det tidspunkt dagligt af tusinde af flygtninge, specielt Schlesiere fra Breslau, der var under belejring på det daværende tidspunkt. - Tallet på ukendte, grundet krigssituationen den manglende optælling af døde. - Tallet på ikke fundne, på fuldstændig bortbrændte eller forkullede døde. I 1970 fandt byggearbejdere omkring 1.900 lig.
Historikere går udfra at Dresdens indbyggertal lå cirka 10 % lavere end før krigsudbruddet, dengang havde man i underkanten af 600.000 indbyggere. I november 1945 gav en folketælling et tal på 454.247; der blev ligeledes registreret mange flygtninge i oplandet. USAAF holder muligheden åben for at op mod en million mennesker opholdt sig i Dresden og omegn, under angrebene 13. og 14. februar 1945. Dertil svarer Dresden-historikeren Götz Bergander at han regner med at der opholdt sig 570.000 borgere og 200.000 flygtninge i Dresden og omegn. Men på grund af de meget begrænsede boligforhold, er det ikke sandsynligt at mere end 10.000 af flygtningene har opholdt sig i den indre by. Dette noget vage udgangspunkt for at konkludere bekræftes dog af følgende faktum: Tvangsforflyttelsen af børnelandet var gennemført i 1944, der var givet et indvandringsforbud og beboerne var blevet opfordret til ikke at overnatte i deres lejligheder i midtbyen.
Den historiske forskning har relativt pålidelige officielle dokumenter, der afdækker datidige gennemførte folketællinger.
- i en ”slutmelding” fra politiet fra marts 1945 hedder det: den 10.3.1945 en tidlig fastsættelse: 18.375 faldne. 2.212 hårdt sårede. 13.718 let sårede. 350.000 hjemløse og langvarigt omkvarteret. Det samlede antal af døde blev vurderet til at være omkring 25.000.
- Den 22. marts 1945 bekendtgjorde SS-, og politiføreren Elben dagsbefaling nr. 47: Den beretter om 20.204 der vides døde med sikkerhed og vurderede at disse tal sandsynligvis kan forhøjes til 25.000. – I højreekstremistiske kredse er et falskt fremstillet udgave af dette dokument meget berømt, her fremtræder de samme tal, bare med et ekstra nul bagved. Dette dokument blev erklæret ugyldigt i en retssag, mod den senere dømte Holocaustbenægter, David Irving. Denne havde tidligere angivet et dødstal på op til 250.000, men måtte nu indrømme at han havde taget fejl.
- I situationsrapport 1404 fra Berlins politi bekræftedes tallene fra den første udgave af dagsbefalingen: Heri blev der slået fast at der vides at der 18.375 døde og at vurderingerne gik op mod 25.000 til 35.000. De sidste tal blev angivet af otte bjærgningsledere. Disse tal er det senere blevet påvist at de har været begrundet på en beregningsfejl og derfor må anses at være for høje.
- Tal fra Dresdens stadsarkiv fra 1993, viser tal fra begravelsesforretningerne i byen og de opgør det samlede antal af begravede i perioden op til 17.april 1945 til at være cirka 25.000. I disse tal skal ofrene for angrebene kun ses som en del af det samlede regnskab.
På baggrund af dette vurderer de fleste historikere at det samlede dødstal ligger omkring de 25.000 og højst kan komme op omkring de 40.000.
I forsøget på at indsnævre det præcise antal af døde mere præcist, nedsatte Dresden by i forbindelse med 60.årsdagene for angrebene i 2005 en historikerkommission, der skulle efterprøve de allerede kendte kilder og efterforske om der findes nye metoder til at komme tallet nærmere. Leder af projektet var Rolf-Dieter Müller, militærhistoriker fra militærhistorisk forskningsafdeling i Potsdam. Derudover deltog endvidere Wolfgang Fleischer fra militærhistorisk museum for bundeshæren i Dresden, Götz Bergander, Thomas Widera fra Hannah-Arendt-Institut für Totalitarimus-forschung, luftkrigseksperten Horst Boog, Stadsarkivslederen, Thomas Kübler og historikeren Friedrich Reichert.
Kommissionen arbejdede uden at lede efter et på forhånd givet resultat, og søgte yderligere efter nye primærkilder samt førstehåndsvidner, disse nye dokumenter skulle have givet afgørende ny aktindsigt, og resultatet var set frem til at skulle blive offentliggjort i forbindelse med Dresdens 800-årsjubilæum i 2006. Udfra specielt begravelsestallene ender kommissionen med at konkludere at tallet ligger mellem de 25.000 og 35.000 døde, men at det er mest sandsynligt at tallet ligger nærmere de 25.000 end de 35.000. I juni 2006 blev kommissionens arbejde desværre indstillet af økonomiske årsager.
[redigér] Legender
Overleveringerne af begivenhederne er der visse hændelser der går igen - Fosforregn - Og lavtgående flys bombardement på sagesløse flygtninge
De tyske historikere Götz Bergander, Helmut Schnatz og Frederick Taylor har gennemgået beretningerne og betegner deres udsagnskraft som ”legender”. Offentliggørelsen af dette har stødt mange i Dresden og har været genstand for heftig opposition.
Schnatz bestrider at det har kunnet ”regne” med hvidt fosfor den 13. februar 1945: Fosforgummi blev dengang brugt dengang altid brugt som brandforøgere i bombedunke og ville dermed aldrig falde som regn. I 1945 havde RAF – i modsætning til operation Gomorrah mod Hamburg – afskaffet brugen af fosfordunke. Bergander henviser til at Goebbels i 1943 korrekt meddelte det tyske folk, for at berolige den tiltagende panik i befolkningen, at der ”Aldrig skulle falde fosforregn over Tyskland” og at dette kunne ses som et optisk bedrag, hvor Goebbels troede at han gav de allierede et nederlag ved at benægte fosforen. I overensstemmelse hermed kunne også den lysammunition og stavbrandbomber være blevet forvekslet med det lysende fosfor.
Øjenvidner beretter om at lavtflyvende maskiner skulle have beskudt flygtninge, henholdsvis 14. og 15.februar 1945, på de steder hvor folk havde forskanset sig som, engene ved Elben, i Grossen Garten og på deres vej væk af de forskellige udfaldsveje. Heller ikke her har nyere forskning fundet noget der bakker disse øjenvidner op i deres beretninger, hverken fra engelske militærkommandoer, pilotudsagn eller fra de nationalsocialistiske i deres dødsrapporter. Såvel RAF og USAAF bestrider at sådanne angreb skulle have fundet sted i Dresden.
De ledsagende jægere hos de allierede skulle udeblive fra at deltage i luftkampene, og i stedet skulle de holde deres koncentration rettet mod mål på landjorden. Schnatz, der har studeret befalingskæden intensivt, har fundet frem til den mest udtrykkelige befaling om at den 8. Air Force ikke skulle gribe ind i luftrummet over Dresden. Det ligger dog fast at RAF modtog en ordre fra de amerikanske Mustangs om at skyde på trafikken i omegnen af Dresden for at intensivere det overordnede kaos. (Part of the American Mustang fighter-escort was ordered to strafe traffic on the roads around Dresden to increase the chaos and disruption to the important transportation network in the region.)
Det var samtidig næppe muligt og heller ikke normalt at dybtflyvende jagere og højtflyvende bombere opererede samtidig under et så heftigt bombardement. Derudover pointerer Schnatz, at den første nats ildstorm over byen ikke gjorde det muligt for nogle lavtflyvende maskiner at bevæge sig over byen, den nat. Ved de følgende dagsangreb, har det altså også kun været muligt for de lavtflyvende jægere at starte efter bomberne – som det var typisk for US-operationer – og med den meget knappe brændstofssituation er det næppe tænkeligt.
Bergander fandt, uafhængigt af Schnatz, frem til at øjenvidnerne hviler alene på dagsangrebet den 14. februar 1945, og at der var tale om en bombeeskadron der var på vej mod Prag. Hverken i værnemagtsindberetningerne eller i dødsårsagspapirerne er der opgjort noget om sådanne overfald på civile, hvilket ellers på ingen måde ville blive holdt skjult.
På trods af at forskningen ender op med at konkludere at skud mod civile er stærkt tvivlsomt, fastholder et stort tal af øjenvidner at de har været udsat for sådanne overfald. Erindringsdetaljer – eksempelvis optegnelser over US-flyverne – er efterprøvet som falske; ingen af disse beretninger kan bruges som historisk målestok eller gælde som pålidelige. Bergander benævner de få troværdige vidnesudsagn følgende:
Det var med stor sandsynlighed amerikanske ledsagere, der fulgte tyske jægere; Luftkampe foregik ofte i højfart ikke langt over jordens overflade, og luftkampe forløb uden tvivl i området omkring Dresden og Chemnitz… Ved en forfølgelsesjagt i jordhøjde kunne der slå skud ned i nærheden af folk, og det er ganske psykologisk naturligt at mennesker har oplevet at disse skud har været rettet mod dem.
Her som i mange andre tilfælde udnyttede det nationalsocialistiske regime på brutal vis, de subjektive oplevelser af uretfærdighed blev udnyttet af propagandaapparatet til at udnævne en „krigsforbrydelse“, for at opildne befolkningen til had. Således ser man det da tidsskriftet Der Reich den 4.marts 1945 forberedte en artikel med titlen „Dresdens død“ (Der tod von Dresden):
Ved midnat skinnede en glødende rød himmel i Elbdalen, da den anden britiske luftflåde rettede sprængbomber og våben mod menneskemasserne på de grønne områder, forårsagede det et blodbad som ikke engang en Ilja Ehrenburg havde fantasi til at forestille sig.
Denne propagandaløgn gik ukritisk direkte ind i den tyske efterkrigslitteratur (bl.a. hos Axel Rodenberger „Der tod von Dresden“ , 1951) og også hos David Irving blev den gengivet i uændret form (Der Untergang Dresdens, 1964).
[redigér] Fortællemæssige dramatiseringer
Der dukker regelmæssigt dramatiske skildringer af angrebet frem i såvel litteratur som aviser. Denne emotionelle fortællemæssige kerne har, iflg. Matthias Neutzner, sat sig varige præg på den kollektive erindring om begivenheden og reproduceres stadig ofte verden over den dag i dag. Bombardementet af Dresden har bl.a. fået en fast vending i det engelske sprog: Like Dresden der tankeløst bliver brugt om en forhærgende brand og ødelæggelse af kulturelle perler. I disse fortællinger indgår, der en konstant brug af dramaturgi i skildringen, som Neutzner har påpeget. Angrebet beskrives hyppigt som uventet, pludseligt, meningsløs ødelæggelse af en helt igennem uskyldig by, kort før den nært forestående ende på krigen. Den indtil da prægtige residensstad, næsten uskadte by, var ikke så uskyldig som den hidtil har været fremstillet.
[redigér] Militærisk rationalitet og krigsforbrydelser
[redigér] Erindring
[redigér] Kirke
[redigér] Politik
[redigér] Højre-, og venstre-ekstremister
[redigér] Byens reaktioner
[redigér] Enkeltbeviser
[redigér] Litteratur
[redigér] Faglitteratur, monografier og enkeltbidrag
[redigér] Romaner, beretninger og autobiografier
[redigér] Afhandlinger og aktuelle artikler
[redigér] Film

