Anarkisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||||||||||||||
|
Anarkisme (gr. ἀναρχία anarkhia "anarki, fravær af et styre") er den lære, der hævder, at intet menneske skal herske over et andet menneske. En tilhænger af anarkismen kaldes anarkist.
Det anarkistiske mål, anarkiet, er grundlæggende visionen om et anti-autoritært samfund, hvor ethvert individ har mulighed for at leve og udvikle sig selvorganiseret, selvstyret og mest muligt frit. Hvordan anarkiet i praksis kunne udfolde sig, er der i tidens løb blevet givet mange bud på.
Den traditionelle anarkisme modsætter sig eksistensen af stater og kapitalisme (eller ethvert økonomisk system baseret på (privat) ejendomsret). Staten eller dens funktioner menes at være grundlæggende for autoritære samfund. Kapitalismen menes at være et økonomisk system, der skaber ufrie og ulige mennesker. Dog kendetegnes anarkismen også ved dens radikale kritik af alle former for hierarkisk organisering og undertrykkende og diskriminerende behandling.
En nyere strømning mener, at anarkismen også er den yderste konsekvens af liberalismen, da anarkismen netop tillader det enkelte menneske maksimal frihed. Af samme grund findes der også liberalistiske anarkister, omend den anarkistiske hovedstrømning som regel er antikapitalistisk. Her skal dog særligt hovedstrømningen beskrives. Nederst er en lille indledning til diskussionen mellem denne såkaldte anarko-kapitalisme og den traditionelle anarkisme. Se i øvrigt også anarko-kapitalisme.
Det anarkistiske "fravær af styre" er ikke lig kaos, selvom ordet anarki af folk uden videre kendskab til den anarkistiske ideologi oftest sætter lighedstegn mellem kaos og anarki.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Oprindelse
Der er mange enkelte forløbere for den moderne anarkisme, blandt andet i det antikke Grækenland, der foregriber nogle tanker om anarki i forståelsen "statsløshed", men det man kan kalde den moderne anarkisme opstod i den revolutionære arbejderbevægelse i det 19. århundrede.
Da de europæiske og nordamerikanske samfund gennem det 19. århundrede omdannedes til kapitalistiske og industrialiserede samfund, måtte mange bønder flytte ind i byerne for at kunne forsørge sig. Mange teoretiske grundlæggere af anarkismen havde kun begrænset oprindelig tilknytning til arbejderklassen.
Arbejderne solgte deres arbejdskraft på fabrikker til fabriksejerne, også kaldet kapitalisterne, mod betaling og blev dermed til lønarbejdere. Arbejderne var på denne tid uorganiserede og arbejdede – og som regel også levede - under særligt dårlige forhold. Dette var baggrunden for, at anarkismen blev til en bevægelse med sit centrum i den industrielle produktionssektor.
I områder der på denne tid var mindre industrialiserede betød det også opkomsten af store, anarkistiske landarbejderbevægelser. Se fx Makhnobevægelsen i Ukraine.
[redigér] Anarkismen i praksis
Anarkister adskiller sig fra mange andre bevægelser gennem deres praksis. Et kernebegreb i den anarkistiske praksis er ’’direkte aktion’’. Direkte aktion vil sige at opnå sine mål direkte, i stedet for kun at øve indflydelse på andre (gennem f.eks. parlamenter). Anarkister gør dog brug af begge. Den direkte aktion blev til at starte med særligt brugt i faglige kampe gennem strejker og blokader, men blev også udvidet til bl.a. bolig-kampen.
[redigér] Anarkismen frem til 1945
Anarkismen opstod som sagt i arbejderbevægelsen og blev teoretisk bakket op af diverse intellektuelle og akademikere. Den første person der offentligt kaldte sig anarkist siges at være Joseph-Pierre Proudhon. Senere blev ordet brugt til beskrivelse af arbejdere og andre tilhængere af de ideer, som Proudhon stod for. Mange fagligt aktive arbejdere, der tilsluttede sig Proudhons ideer, blev efter dannelsen af Den Internationale Arbejdersammenslutning eller Første Internationale i 1864 internationalt anset som tilhørende den anarkistiske bevægelse, der særligt modsatte sig lederskab i bevægelsen og staten som institution i samfundet.
Internationalen blev en toneangivende international bevægelse, der var afgørende for udviklingen i mange europæiske nationalstaters arbejderbevægelser. I Danmark opstod en afdeling i 1871. Allerede fra Internationalens begyndelse opstod konflikter mellem anarkistiske og marxistiske fløje - først mellem Proudhon og Karl Marx og senere mellem Mikhail Bakunin og Marx.
Selvom Proudhon og Bakunin tilhørte to forskellige anarkistiske ideer var de dog enige i kritikken af Marx og hans tilhængere, som de anså som centralistiske og autoritære i deres praksis i Internationalen og teoretisk pga. deres brug af parlamentariske midler til at skaffe sig indflydelse.
I 1872 fik Marx på meget autoritær vis flyttet Internationalens hovedsæde til New York og fratog dermed anarkisterne deres indflydelse. I 1876 opløstes den dog. Først 13 år senere opstod den Anden Internationale, som var en reformistisk-socialistisk organisation.
Anarkisterne var dog fortsat aktive i de nationale arbejderbevægelser. Anarkismen var på denne tid ikke en selvstændig bevægelse, men så sig ofte i højere grad som en libertær eller anti-autoritær fløj i den socialistiske bevægelse. Først i 1895 dannes den første fagforening på et anarkistisk grundlag i Frankrig (Confédération Générale du Travail), da splittelserne internt i arbejderbevægelsen blev for store mellem anarkistiske og socialistiske grupperinger. Omkring 1910 opstår der lignende fagforeninger i de fleste europæiske lande, herunder også Danmark.
I det 20. århundrede så man derfor for første gang en særskilt anarkistisk arbejderbevægelse, der frem til 2. Verdenskrig opnåede betydelig opmærksomhed internationalt, såvel som i Danmark. Bevægelsen kaldtes anarko-syndikalistisk og byggede på arbejdernes solidaritet, direkte aktion og arbejdernes selvorganisering af produktionen, men i praksis begrænsede anarko-syndikalismen sig ikke til faglig kamp. Den faglige kamp var i højere grad en platform for en bredere samfundsmæssig kamp.
Se også Syndikalisme.
Under den russiske revolution var store dele af den russiske arbejderbevægelse anarko-syndikalistisk, men blev besejret af bolsjevikkerne. I Spanien under Borgerkrigen og i Europa få år senere under 2. Verdenskrig blev den anarko-syndikalistiske bevægelse knust af autoritære regimer i alle europæiske lande.
[redigér] Anarkismen efter 1945
Den anarkistiske bevægelse overlevede 2. Verdenskrig med stort besvær, ligesom andre samfundskritiske grupper generelt. Ikke i Danmark, men i andre lande formåede den anarkistiske bevægelse at generobre indflydelse i arbejderbevægelsen og har stadig en vis magt i visse dele af arbejderbevægelsen.
Overordnet markerer den anarkistiske bevægelse sig dog ikke længere gennem faglige kampe.
[redigér] 68'-oprøret
Den første gang efter 2. Verdenskrig, hvor anarkister fik større opmærksomhed og indflydelse, også i Danmark, er gennem ungdomsoprøret i og omkring 1968. Der blev dannet mange anarkistiske grupper og der blev også dannet en koordinationsorganisation ved navnet "Den Anarkistiske Føderation i Danmark", ligesom den faglige kamp igen blev opprioriteret. Ungdomsoprøret bestod dog på ingen måde kun af anarkister, men de fleste havde dog en samfundsutopi, der på visse punkter svarer til anarkismen, og forsøgte også at leve livet på en sådan måde.
Under ungdomsoprøret og i de efterfølgende kommuner/kollektiver, der blev dannet, forsøgtes hovedsageligt at gøre op med forældrenes borgerlige moral, med de nye isolerede boformer, som fx parcelhuskvarterer, med den hierarkiske organisering på uddannelsessteder og i familierne (se Patriarkat), men også på storpolitisk niveau ved antimilitaristiske aktiviteter mod Vietnamkrigen.
Endnu idag eksisterer Christiania, som også var et forsøg på at skabe et andet samfund på bydelsniveau. Christiania undergår dog nu en såkaldt normalisering. På Christiania eksisterede der kollektiv ejendomsret til jorden og beslutningsprocesserne var nært demokratiske. Man søgte at skabe en bydel, der er et leveværdigt sted for alle. Samtidig ser man også på Christiania mange selvorganiserede aktiviteter, såsom fællesmøder og kulturelle aktiviteter m.m.
De fleste anarkistiske grupper opløstes dog igen i 1970'erne, mens nye genopstod i andre sammenhænge.
[redigér] Anarkistiske ideer udenfor den anarkistiske bevægelse
[redigér] Punk
I et subkulturelt og musikalsk perspektiv opstår i slutningen af 1970'erne punkerne, der spillede punk. Punken er i højere grad anarkistisk præget end fx 68'erne uden at have en egentlig politisk profil, fordi de fraskrev sig alle autoriteter. Punken var i sin oprindelige form ikke-kommerciel og byggede derimod på DIY-princippet.
[redigér] Den autonome bevægelse og boligbevægelsen
Sideløbende med punkerne opstod også boligbevægelsen (se BZ) og den autonome bevægelse, hvor mange punkere i øvrigt også var aktive. Boligbevægelsens mål var at overtage tomtstående huse som direkte aktion mod bolignøden. Disse huse blev enten indrettet som med alternative boformer og blev også ofte udgangspunkt for politisk, social og kulturel aktivitet i lokalområdet. Nogle huse blev også for en nat eller i det mindste uden offentlighedens kendskab besat. Det betegner man normalt som at slumstorme.
Det eneste hus som består i dag er Ungdomshuset på Nørrebro i København, der efter flere besættelser blev udlånt af Københavns Kommune til en ikke nærmere defineret gruppe af brugere. Siden har det været et samlingspunkt for ikke-kommerciel kultur og politisk aktivisme blandt københavnske anarkister, venstreradikale og alternativ subkultur.
Den autonome bevægelse var en politisk bevægelse og forsøgte at finde et nyt udgangspunkt for marxistisk teori og praksis, men førte det også ud i livet. De autonome grupper beskæftigede sig hovedsageligt med international solidaritet i forbindelse med repressionen mod de tyske, som terroristisk betegnede, grupper, som fx Rote Armee Fraktion (populær under navnet "Bahder-Meinhof-banden"), i forbindelse med USA's aggressive adfærd i udlandet og i forbindelse med den palæstinensiske intifada. Da EU gennem 80'erne og 90'erne udvider sin magt i forhold til nationalstaterne, kommer det også til at spille en vigtig rolle. Den autonome bevægelses finder så småt sin ende efter gadekampene på Nørrebro, København, d. 18. maj 1993, selvom bevægelsen først virkeligt får navnet herefter.
Hverken punkerne, boligbevægelsen eller den autonome bevægelse kan defineres som anarkistiske, derimod så særligt autonome sig som (neo-)marxister, men mange var inspirerede af anarkistisk teori og praksis (bl.a. antiautoritarisme og direkte aktion).
[redigér] Anarkisme i Danmark i dag
Anarkismen har aldrig som enkeltstående kraft fået fodfæste i Danmark, og dette præger også billedet i det nye årtusinde. Således er den organiserede anarkisme meget spredt. Der eksisterede en gruppe/et netværk med navnet "Den Anarkistiske Føderation" i starten af 2000-tallet, men gruppen er ikke længere aktiv. I København er de anarkistiske aktiviteter særlig samlet i og omkring Ungdomshus-miljøet. Der findes også mindre anarkistiske grupper rundt omkring i landet. Anarkister i Danmark mødes normalt til kampe om fristedet Ungdomshuset, til aktioner mod G8-topmøderne og deltager ellers i aktioner og aktiviteter med venstreorienterede grupper eller andre mennesker, som de kan finde fælles fodslag med.
Det er også vigtigt at nævne de mange grupper, der har udgivet anarkistiske tidsskrifter. Et succesfuldt tidsskrift var det Aalborg-baserede "Sabot", men det udgives ikke mere.
[redigér] Livsstils-anarkisme
En ikke-politisk anarkisme er livsstilsanarkismen, der særligt er udbredt i punk-miljøet. Livsstilsanarkister besætter ofte huse og vælger at leve uden lønarbejde.
[redigér] Teori
Den anarkistiske teori begynder at udvikle sig under fælles betegnelse i slutningen af det 19. århundrede - særligt gennem Proudhon, Bakunin og Pjotr Kropotkins arbejde. Konteksten de opstod i var den nye arbejderbevægelse og havde derfor særligt fokus på økonomi og produktion. De tre ovennævnte anarkister repræsenterer dog også i dag tre forskellige teoretiske strømninger.
Lighederne mellem dem overskyggede dog deres uenigheder.
De modsatte sig alle lønarbejde og foreslog alternativt en selvorganiseret produktion, hvor producenten (arbejderen) selv bestemmer over sit arbejde - uanset om produktionen er kollektiv eller individuel. De var også enige om, at lønarbejdet skyldtes ejendomsforhold. Ejendomsretten, særligt den til produktionsmidlerne (jord, maskiner osv.), mentes at føre til en koncentration af magt hos dem, der besidder disse midler, fordi produktionsmidlerne koncentreres på færres hænder, hvilket vil føre til at det overvejende flertal må leve på mindretallets betingelser.
Fremfor den private ejendomsret mente de, at man ikke skulle kunne kontrollere mere ejendom end man selv kunne arbejde med. Dette kunne skabe grundlaget for en mere lige fordeling af verdens goder, så man effektivt kunne bekæmpe fattigdom og økonomisk afhængighed gennem lønarbejde.
Mange misforstår ofte ideen om ejendomsrettens afskaffelse. Disse tillægger således anarkister ideen om "kaos", hvor mennesker har fri mulighed for at stjæle fra andre og gøre andre skade efter forgodtbefindende. Med ejendomsrettens afskaffelse ser anarkister dog først og fremmest muligheden for at skabe et frit og lige samfund, fordi individer (ofte sammen med andre) først da har mulighed for på den ene side at være kreativ og producere goder frit og på den anden side at kunne forbruge goder (fx mad og drikke) frit - altså efter egne behov.
Afskaffelsen af den private ejendomsret til fordel for eksempelvis kollektiv ejendomsret i anarkistisk teori er heller ikke et forsøg på at underlægge individerne en kollektiv størrelse, men den holdning, at man gennem en kollektiv produktion og fordeling bedst kan skabe rammer for anarkiet.
Helt centralt modsatte de sig også staten og lignende institutioner eller funktioner, derimod foretrak de lige individer, der sammen tager de beslutninger der vedrører dem og tilsvarer alle parters behov bedst. Derfor afviste de enhver brug af parlamenter til at få indflydelse.
[redigér] Anden kritik
Meget få eller sig i periferien befindende traditionelle anarkistiske forfattere beskæftigede sig med andre temaer. Visse prominente anarkister, som f.eks. Proudhon, kritiseres derfor bl.a. for en antisemitisk kapitalismekritik og en sexistisk holdning overfor kvinder.
I dag vil det derimod være uomgåeligt for en anarkist ikke at afvise f.eks. racisme, sexisme og homofobi.
[redigér] Anarkistiske retninger
Der findes et utal af forskellige anarkistiske retninger, der afviger teoretisk fra hinanden. De vigtigste af dem figurerer i nedenstående liste:
- Anarko-kommunisme
- Mutualisme
- Kollektivistisk anarkisme
- Individualistisk anarkisme
- Grøn anarkisme
- Anarko-primitivisme
- Anarko-syndikalisme
- Kristen anarkisme
- Anarka-feminisme
[redigér] Anarkisme i forhold til liberalisme
Den gren af liberalismen som nærmer sig anarkismen kaldes i dag ofte libertarianismen eller anarko-kapitalisme. I modsætning til de traditionelle anarkister går den liberale anarkisme stærkt ind for den private ejendomsret, som ses som grundlæggende for enhver 'ret'. Den rene anarko-kapitalisme modsætter sig eksistensen af en stat og overlader til frivillige sammenslutninger og private vagtværn at håndhæve den private ejendomsret, medens de såkaldte minarkister går ind for en minimal natvægterstat til at håndhæve den.
Mange nutidige libertarianister føler, at de er de amerikanske individualistiske anarkisters efterfølgere, som de blot mener ikke havde den økonomiske viden til at kalde sig selv for libertarianister.
Hvor libertarianismen ligger tæt på en anarkistisk tankegang, så ville det være en fejl at sammenblande den almindelige liberalisme med anarkismen, da liberalismen for det første bygger på helt andre analyser og opfattelser af samfundet. For det andet fordi liberalisme historisk set blev udviklet i modsætning til ideologier som monarkismen, der byggede på særlige privilegier til visse mennesker. Almindelig liberalisme ønsker ikke bare at sikre frie transaktioner i og imellem samfund, men også lighed imellem menneskers udgangspositioner. Dette fører til, at staten under liberalistisk ledelse let kan vokse sig endda ganske stor, fordi den også skal kompensere de mennesker, der uheldigvis er født ind i ufordelagtige betingelser (fx i et handicap eller i en socialt belastet familie).
[redigér] Litteraturhenvisninger
- Stirner, Max: Den eneste og hans ejendom, ISBN 87-986359-2-1
- Proudhon, Joseph-Pierre: What is Property? (Hvad er ejendom?), ISBN 0521405556
- Kropotkin, Pjotr: Gensidig hjælp, ISBN 87-90820-02-9
- Kropotkin, Pjotr: Staten – dens historiske rolle, ISBN 87-7496-781-9
- Kropotkin, Pjotr: The Conquest of Bread (Erobringen af brødet), ISBN 0521459907
- Bakunin, Mikhail: Autoritet eller selvforvaltning, ISBN 87-418-4821-7
- Bakunin, Mikhail: Gud og staten, ISBN 87-87489-13-9
[redigér] Eksterne henvisninger
- Anarchopedia - begyndelsen på en dansk-sproget anarkistisk encyklopædi
- Anarcho.dk - Anarkistisk debatforum m.m.
- Anarkister.dk - Anarkistisk gruppe - større udvalg af anarkistiske tekster
- En dybdegående anarkistisk FAQ på engelsk
- Sabot - Hjemmeside og arkiv for det nu opløste anarkistiske tidsskrift Sabot
- Om den danske arbejderbevægelse

