Panokrati (John Talbut)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Panokrati er et nyt ord skabt af John Talbut ud fra pan- (altomfattende) og -krati (styre, herredømme) og betyder "alles styre". Det dækker over, at alle har ret til at deltage i de beslutninger som vedrører dem, og at ingen har ret til at beslutte på andres vegne uden de har givet lov. Panokratiet accepterer at hver person kan have forskellige holdinger, som fortjener lige meget respekt. Panokratiske beslutningsprocesser lægger op til at løse problemerne, fordi de lader alle holdninger komme frem og blive bearbejdet. Samtidig giver de dels mulighed for samarbejde, dels for at arbejde videre med flere forskellige løsninger på samme tid.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] I praksis
Centralt for de panokratiske metoder er at indsamle og dele information, især om enkeltpersoners behov og holdninger. Dette betyder, at metoderne især søger at belyse problemerne og dermed danne basis for en effektiv problemanalyse, i modsætning til demokratiske- eller konsensus-metoder, hvor fokus ligger på løsninger, mens forståelse af problemerne bliver en biting. Panokrati har også tendens til at undgå, at folk har så travlt med at få deres egen holdning frem, at de ikke lytter til de andres meninger og ikke prøver at løse problemerne.
Indsamlingen af information giver en god basis for problemløsning, som ofte foregår ved diskussion og med yderligere informationsindsamling. Så snart en person eller gruppe synes at det er passende for dem at føre noget ud i livet, følger det af panokratiet, at de har muligheden for at gøre det. De gør det imidlertid på eget ansvar og i lyset af den information, der er samlet. Dvs. de har information om, hvordan deres handling vil påvirke andre og hvordan andre agter at reagere.
På denne måde støtter panokrati det personlige initiativ og gør det muligt at forfølge flere, evt. modstridende, tilgange til problemerne på samme tid. Det giver også mulighed for at handle på trods af uenighed. Et flertal kan ikke forhindre et mindretal i at handle, men alle parter har viden om, hvordan de andre vil blive påvirket og kan forventes at reagere. Et mindretal kan ikke blokere for handling, sådan som de kan i nogle konsensusmodeller. Fordi enhver handler på egne vegne, behøver de der er uenige ikke at bøje sig for beslutninger truffet af andre, men kan fortsætte ud fra deres egne holdninger.
I små forsamlinger kan teknikker som omgange og opsummeringer gøre det muligt at indsamle oplysninger fra alle deltagere. I sådanne situationer er det ofte muligt at nå afgørelser, der tilfredsstiller de fleste (måske endda alle) behov og holdninger hos deltagerne. Afgørelserne er imidlertid enkeltpersonernes; kun ved enstemmighed er det gruppens beslutning. I små forsamlinger vil enkeltpersoner eller grupper ofte indikere hvad de hver især har besluttet, hvis enstemmighed ikke kan opnås — og der er ikke noget pres for at opnå enstemmighed.
Jo større gruppen eller organisationen er, jo mindre realistisk er det for mange mennesker at være aktivt involveret i alle beslutningerne. Derfor får enkeltpersoner (fx ledere) eller grupper (fx udvalg, bestyrelser eller parlamenter) ansvaret for at træffe beslutninger. Enhver har dog stadig ret til at deltage. Dette betyder frem for alt, at hver person selv vælger, hvordan han/hun vil reagere på de beslutninger, andre har truffet. Derfor er beslutninger som vedrører andre nødt til at have deres samtykke, og beslutningstagerne er må indsamle information om andres holdninger, inden de træffer deres afgørelse. Denne indsamling af information er helt central for panokratiet.
Fordi indsamling og deling af viden er altafgørende for panokratiets succes, kan informationsteknologi spille en afgørende rolle. Eksempelvis kan et wiki være nyttigt til opsummeringer, som alle kan bidrage til.
[redigér] Ansvar
Panokratiet siger, at ingen har ret til at træffe beslutninger på andres vegne, og omvendt gælder også at alle er ansvarlige for deres egne beslutninger og handlinger (eller for at vælge ikke at gøre noget). Det samme gælder personer, som er udnævnt til at beslutningstagere, såsom ledere, bestyrelsesmedlemmer, folketingsmedlemmer osv.
Panokrati er en holdning til styreform og beslutninger, men lægger ikke op til specifikke systemer. Beslutningstagere træffer beslutninger for andre, men ikke på deres vegne. Dem der træffer beslutningerne har ansvaret for dem. Beslutningstagerne repræsenterer ikke andre og handler ikke på deres vegne, i modsætning til politikere i demokratiske systemer, som kan hævde at udføre "folkets vilje" eller i hvert fald "partiets vilje". Panokratiet siger, at beslutningstagerne træffer de bedste beslutninger de kan, baseret på den information de har, og at de er ansvarlige for deres beslutninger.
Disse rettigheder og ansvar stopper ikke efter at beslutningen er truffet. Der kommer ikke et tidspunkt, hvor "du havde muligheden for at ytre dig tidligere, og nu må du følge beslutningen". Hvis folk ikke synes om en beslutning, kan de handle derefter. I praksis leder dette hverken til kaos eller til at tingene går i stå. Beslutningstagere træffer beslutninger ud fra en indsamlet viden om, hvordan de vil påvirke folk og hvordan folk kan forventes at reagere. Folk har den samme viden til rådighed, når de selv skal vælge, hvordan de vil reagere på beslutningerne, og dermed bliver baggrunden for beslutningerne den samme. At gøre ingenting er også en beslutning, og hvis folk ikke er tilfredse med den, kan de selv gøre noget ved sagen.
[redigér] Handlefrihed
Panokrati kan kun fungere, hvis folk føler sig i stand til at handle på egen hånd, se empowerment. Det er derfor nødvendigt at folk kender deres valgmuligheder, kan træffe valgene ud fra deres egne ønsker, og kan handle ud fra de trufne valg. Mange mennesker føler sig ikke i stand hertil; de føler sig hjælpeløse og ude af stand til at gøre en forskel, og derfor afgiver de deres magt til regeringer og andre beslutningsmagere.
Panokratiet søger at nedbryde forestillingen om, at det er forkert at handle for sit eget bedste. "Sit eget bedste" skal dog forstås bredt til også at indregne andres forventede reaktioner på hvad man vil gøre. Det er således som regel til ens eget bedste at have et fredeligt samarbejde med andre mennesker.
Denne del af panokratiet kan ses som selvudvikling, fordi den vedrører den enkeltes evne til at kunne handle inden for de rammer, samfundet giver, uanset om de er vide eller smalle.
[redigér] Kritik af demokrati
John Talbut kritiserer demokrati på tre punkter:
- Demokratiet går ud fra, at folket har én vilje. Det har det ikke, hver enkeltperson har sine egne holdninger, som har svært ved at komme frem i de demokratiske processer.
- Folk narres til at tro, at de har en indflydelse på de beslutninger, som træffes på deres vegne.
- Demokrati bliver automatisk regnet for noget positivt, og man er ikke parat til at diskutere principperne bag.
[redigér] Eksempler
§56 i Grundloven: Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere kan ses som et panokratisk element, selv om Grundloven ellers snarere er demokratisk end panokratisk.
Sociale bevægelser vil — selv om de normalt ledes af fremtrædende personer som Martin Luther King og Mahatma Gandhi, og selv om de varierer meget i arbejdsmetoder og mål — automatisk følge en panokratisk model: de gør det som medlemmerne vil. Et nyligt eksempel med panokratisk drivkraft er intentional living (folk som vælger at tilrettelægge deres liv på en særlig måde, fx bo i kollektiv eller spise vegetarisk).
Panokratiske metoder ses også brugt i organisationer inden for selvudvikling, fx Co-Counselling International, som er et internationalt netværk uden en fælles fast struktur.
Fri software fungerer langt hen ad vejen efter panokratiske principper. Normalt kan enhver deltage i hvad de nu har lyst til. Der gøres en stor indsats for at samle information fra brugere og programmører, fx vha. et forum eller en nyhedsgruppe. Den person der træffer beslutningen er ansvarlig for den, og hvis andre er uenige, kan de sige det, eller de kan bare vælge at bruge et andet program.

