Ikke-religiøs eksistentialisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Sammenskrivningsforslag Denne artikel er foreslået skrevet ind i artiklen Eksistentialisme. (Diskutér forslaget) |
Med ikke-religiøs eksistentialisme menes også ateistisk eksistentialisme. Hvor Søren Kierkegaard må ses som den religiøse eksistentialismes fader, er det samme tilfældet for franskmanden Jean-Paul Sartre inden for den ateistiske eksistentialisme.
Den grundlæggende forskel på ateistisk og religiøs eksistentialisme er, at den religiøse eksistentialisme lader essensen, dvs. meningen, komme forud for eksistensen, dvs. det at leve i fysisk forstand, mens det omvendte er tilfældet for den ateistiske eksistentialisme - hér er der nemlig ingen religion, der kan pejle mennesket, når det skal træffe vigtige beslutninger.
I den ikke-religiøse eller ateistiske eksistentialisme er mennesket med andre ord dømt til selv at skabe dets essens - eller med andre ord dets mening. Det er imidlertid nødvendigt først at erkende, at livet, eksistensen, som udgangspunkt er meningsløs. Kun ved at erkende denne i sig selv angstfyldte kendsgerning er det muligt at opnå en bevidsthed om, at man selv bærer ansvaret for alle de valg, man tager - både til- og fravalg samt de valg, man ikke tager - og at det netop er via disse valg, at man skaber meningen med sit liv.
Sartre blev engang citeret for, at "mennesket er dømt til frihed", hvilket har vist sig som værende den måske mest grundlæggende eksistentielle antagelse. Men selvom ordet frihed i daglig tale har en særdeles positiv ladning, varierer betydningen langt mere i eksistentialistisk terminologi; friheden er positiv, hvis individet er i stand til at erkende, at det er givet denne frihed med det formål selv at definere sin eksistens, mens den snarere bliver negativ, hvis individet i stedet bruger sin frihed til at undgå valgene og i stedet leve et liv, hvor ydre strukturer og en fornægtelse af det ansvar, der konstant hviler over ens skuldre, bliver determinerende for, hvordan man eksisterer.
Fravælger man det eksistentielle ansvar og det, der følger med dette, fravælger man samtidig sig selv - og det at leve.

