Bruger:LundenJensen/Overlord
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Slaget om Normandiet | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af 2. verdenskrig | |||||||
Landsætning i en af de første angrebsbølger på Omaha Beach, om morgenen 6. juni 1944. Fotograferet af Robert F. Sargent. |
|||||||
|
|||||||
| Parter | |||||||
| Ledere | |||||||
| Styrke | |||||||
| 1,452,000 (25. juli)[1] | 380,000 (23. juli)[2] | ||||||
| Tab | |||||||
| USA: 29,000 døde, 106,000 sårede og savnede Storbritannien 11,000 døde, 54,000 sårede og savnede Canada: 5,000 døde; 13,000 sårede og savnede Frankrig: 12,200 civile døde og sårede |
23,019 dræbte, 67,060 sårede, 198,616 savnede eller tilfangetagne[3] | ||||||
Slaget om Normandiet var de allieredes erobring af Normandiet i Frankrig under 2. verdenskrig, med kodenavnet Operation Overlord. Operation Overlord begyndte 6. juni 1944 og sluttede 19. august 1944, da de allierede krydsede Seinen.[4] Over tres år senere er invasionen af Normandiet stadig den største amfibieoperation i historien, og involverede mere end tre millioner soldater der krydsede den Engelske Kanal fra England til Normandiet. Operation Neptune var kodeordet for det indledende angreb, der havde som mål at få fodfæste på kontinentet. Operation Neptune startede 6. juni 1944, der kendes som D-dag, og sluttede 30. juni 1944.
De allierede styrker der primært kom i kamp i Normandiet var fra USA, Storbritannien og Canada. Også større frie franske og polske styrker deltog i slaget efter selve landgangen. Der deltog desuden tropper fra Belgien, Tjekkoslovakiet, Grækenland, Holland og Norge.[5]
Selve invasionen begyndte med indsættelse af tropper med faldskærm og svævefly, massive luftbombardementer og beskydning fra krigsskibe. Tidligt om morgenen 6. juni begyndte landsætningen af tropper på kysten. Tropperne blev udskibet fra baser langs Englands sydkyst. Den vigtigste af disse var Portsmouth. Slaget om Normandiet fortsatte i to måneder, med militære operationer der skulle etablere og udvide et brohoved, og til sidst foretage et udbrud. Slaget om Normandiet sluttede med befrielsen af Paris og Falaise-lommens sammenbrud i slutningen af august 1944.
Adolf Hitler beskrev udfaldets betydning: "I øst kan vi tillade et tab af territorie, uden det er et dødeligt slag mod Tysklands chance for overlevelse. Sådan forholder det sig ikke i vest! Hvis fjenden lykkes her, vil der følge uoverskuelige konsekvenser inden for kort tid."[6]
Indholdsfortegnelse |
[redigér] De allieredes forberedelser
Efter den tyske hær invaderede Sovjetunionen i 1941, med Operation Barbarossa, havde Sovjet været Tysklands primære modstander på det europæiske kontinent. USA's præsident Franklin D. Roosevelt og Storbritanniens premierminister Winston Churchill havde lovet at USA og Storbritannien ville åbne en "anden front" i Europa, for at hjælpe Sovjet med at angribe Tyskland, først i 1942, og igen i foråret 1943.
Briterne, og Churchill, ønskede at undgå de dyrekøbte frontalangreb man havde oplevet under 1. verdenskrig. Churchill og den britiske generalstab ønskede en strategi der skulle optrappe de guerillaoperationer der blev koordineret af Special Operations Executive (SOE). De regulære styrker skulle samtidig angribe fra Middelhavet til Wien, og ind i Tyskland fra syd. Et sådant angreb mente man også kunne skabe en barriere der ville begrænse den sovjetiske indtrængen i Europa. USA mente at den mest effektive løsning var at angribe ad den korteste rute til Tyskland, med udgangspunkt i den stærkeste allierede magtbase i Europa, England. De gjorde det klart at de ikke ville bøje sig, og at dette var den eneste strategi de ville støtte i længden. To indledende forslag blev opridset: Operation Sledgehammer, der var planen for en invasion i 1942, og Operation Roundup, en plan for et større angreb i 1943. Roundup blev tilpasset, og blev til Operation Overlord, selvom den blev forsinket indtil 1944.
Planlægningen startede for alvor i marts 1943. Planlægningen blev først udført af den britiske chef for den allierede generalstab, generalløjtnant Sir Frederick Morgan, og hans amerikanske næstkommanderende generalmajor Ray W. Barker. Planen blev senere overtaget og finpudset af SHAEF (Supreme Headquarters, Allied Expeditionary Force), i januar 1944, under ledelse af general Dwight D. Eisenhower.
De allierede jagerflys korte rækkevidde fra de engelske flyvestationer begrænsede valget af det område man kunne landsætte tropper. Geografien reducerede valgmulighederne til to steder: Pas de Calais og Normandiets kyst. Fordi Pas de Calais var tættest på England, havde de mest egnede strande til en landgang, og tilbød den mest direkte rute til Tyskland, var det også det bedst befæstede og forsvarede. Derfor blev Normandiet valgt til invasionen.
Delvis på grundlag af erfaringer fra angrebet på Dieppe 19. august 1942, besluttede de allierede at undlade at angribe en af de franske havne direkte i angrebets første fase. En landsætning af tropper over en bred front i Normandiet ville true havnene både i Cherbourg, og havne længere vestpå i Bretagne. Samtidig ville det gøre et angreb mod Paris og den tyske grænse muligt. Normandiets kyst var lettere forsvaret, og et uventet men strategisk godt sted at etablere et brohoved. Potentielt kunne man forvirre og sprede de tyske forsvarere.
Først i november 1943[7] blev Eisenhower udpeget øverstbefalende for de allierede styrker i vesteuropa. I januar 1944 blev general Bernard Law Montgomery chef for 21. hærgruppe, hvis tropper skulle udføre invasionen. Han skulle også stå for udarbejdelsen af invasionsplanen.[8]
På dette stadie i planlægningen foreslog planerne en landsætning af tre divisioner fra vandet, og to divisioner fra luften. Montgomery optrappede hurtigt antallet af tropper til fem divisioner fra vandet og tre fra luften, og et angreb mod Utah Beach. Til at begynde med havde Montgomery bedt om fem luftbårne divisioner, men der var kun transportfly til at indsætte tre. I alt ville 47 divisioner blive sat ind i slaget om Normandiet: 19 britiske, fem canadiske og en polsk, alle under britisk kommando. Dertil kom 21 amerikanske divisioner og en fri fransk. Samlet var det 1,400,000 tropper. 7. april og 15. maj præsenterede montgomery sin strategi for invasionen på St Paul's School. Han forudså at slaget ville vare halvfems dage, og sluttede når alle tropper havde nået Seinen, ved at dreje angrebsaksen om byen Caen.
Omkring 6,900 fartøjer, heraf 4,100 landgangsfartøjer, skulle deltage i invasionen, under kommando af admiral Sir Bertram Ramsay. Ramsay havde også været involveret i landsætningerne i Nordafrika og Italien. 12,000 fly, under luftmarskal Sir Trafford Leigh-Mallory skulle støtte landsætningen. 1,000 transportfly skulle indsætte faldskærmstropperne, 10,000 ton bomber skulle kastes over de tyske forsvarsstillinger og 14,000 luftmissioner skulle flyves.
Målet fpr de første 40 dages kampe var at erobre et brohoved, der skulle inkludere byerne Caen og Cherbourg. Specielt Cherbourg var vigtig, fordi byen havde en dyb havn, der kunne modtage forsyninger. Efterfølgende skulle man bryde ud af brohovedet, befri Bretagne og atlanterhavshavnene der, og fortsætte til man nåede en linje fra Le Havre, gennem Le Mans til Tours, ca 190 km sydvest for Paris. Efter 90 dage skulle de allierede altså kontrollere en zone der var indrammet af floderne Loire mod syd, og Seinen mod nordøst.
[redigér] Vildledning
I månederne op til invasionen, gennemførte de allierede en vildledningsoperation, Operation Bodyguard, der skulle overbevise tyskerne om at andre punkter end det nordlige Frankrig var truet (så som Balkan og Sydfrankrig). I ugerne op til invasionen startede de allierede en massiv vildledningskampagne, Operation Fortitude. Operationen var delt i to: Operation Fortitude South skulle overbevise tyskerne om at det primære angreb ville ske mod Pas de Calais, så de beholdt styrker der, istedet for at sende dem til Normandiet efter invasionen. Operation Fortitude North skulle samtidig give indtryk af at man planlagde et angreb på Norge.
Man fik gennem dobbeltagenter og falsk radiotrafik tyskerne til at tro på eksistensen af en fiktiv amerikansk hærgruppe, First U.S. Army Group, der angiveligt befandt sig i det sydøstlige England under kommando af general Lesley J. McNair og general George S. Patton. Tyskerne havde et stort netværk af agenter i England, men hver eneste af de agenter der sendte rapporter om den fiktive hærgruppe var blevet "vendt" af de allierede, som en del af Double Cross systemet. Dobbeltagenterne sendte beskeder hjem til Tyskland, der bekræftede hærgruppens eksistens, og at dens mest sandsynlige mål var Pas de Calais. Falske kampvogne, lastbiler og landgangsfartøjer, såvel som falske militærlejre blev placeret ved havnene ved Englands østlige og sydøstlige kyster, og Luftwaffe fik lov til at fotografere dem.
Operation Skye blev samtidig startet i Skotland, for at støtte Operation Fortitude North. Man udsendte radiosignaler, der var beregnet til at få de tyske analytikere til at forudsige en invasion af det tysk besatte Norge. Fortitude North betød at tropper, der ellers kunne være flyttet til Frankrig, måtte blive i Norge.
[redigér] Specielt udstyr
Nogle af de mere usædvanlige allierede forberedelser omfattede pansrede køretøjer, der blev specielt tilpasset til angrebet. Køretøjerne blev udviklet under ledelse af generalmajor Percy Hobart, Montgomerys svoger, og blev kaldt "Hobart's Funnies." Der blev blandt andet udviklet "svømmende" Sherman kampvogne, Churchill Crocodile kampvognen, der var udstyret med flammekaster, minerydningskampvogne, brobygningskampvogne, vejlægningskampvogne og kampvogne udstyret med svære morterer til at ødelægge betonbunkere. Hovedparten af disse køretøjer blev betjent af små grupper fra den britiske 79th Armoured Division, der blev tilknyttet de forskellige troppeformationer.
Invasionsplanen indebar også konstruktionen af to kunstige havne, de såkaldte Mulberry havne, der skulle fragtes til Normandiets kyst i moduler. Man skønnede dem nødvendige for at kunne forsyne tropperne efter et brohoved var etableret, og indtil man havde erobret dybe havne. Man startede også Operation PLUTO, en serie undervandsrør der transporterede brændstof fra England til invasionsstyrken.
[redigér] Øvelser og hemmeligholdelse
De allierede styrker øvede deres indsats under D-dag måneder før invasionen. 28. april 1944 omkom 749 amerikanske soldater og søfolk, da en tysk torpedobåd overraskede en af landsætningsøvelserne, Exercise Tiger, i farvandet ud for det sydlige Devon.
Rejser til og fra Irland blev forbudt og al bevægelse nær kysten blev begrænset. De tyske ambassader og konsulater i neutral lande blev oversvømmet med vildledende information, i håb om at ægte information om invasionsplanerne ville blive ignoreret.
Der var adskillige lækager før D-dag. Gennem spionen Elyesa Bazna fik tyskerne dokumenter med referencer til Operation Overlord, men dokumenterne var ikke detaljerede.[9] En anden lækage var general Charles de Gaulles radiomeddelelse efter D-dag. Her fortalte han, i modsætning til de øvrige allierede ledere, at dette var den rigtige invasion. Dette kunne potentielt ødelægge de allieredes vildledningsoperationer, Fortitude North og Fortitude South. Eisenhower refererede for eksempel til landsætningerne som den første invasion. Tyskerne troede dog ikke på de Gaulle, og ventede for længe med at flytte ekstra tropper til Normandiet.
[redigér] De allieredes slagplan
Slagordenen var nogenlunde som følger, fra øst til vest:
[redigér] Den britiske sektor (Second Army)
- 6th Airborne Division (faldskærmstropper) skulle indsættes med faldskærm og svævefly øst for floden Orne, for at beskytte den venstre flanke.
- 1st Special Service Brigade (kommandosoldater) skulle gå i land ved Ouistreham, den østligste landsætning.
- I Corps, 3rd Infantry Division (infanteri) og 27th Armoured Brigade (panser) skulle landsættes på Sword Beach, der strakte sig fra Ouistreham til Lion-sur-Mer.
- No.41 (RM) Commando (kommandosoldater) skulle gå i land på den yderste højre flanke på Sword Beach.
- Den canadiske 3rd Infantry Division (infanteri), den canadiske 2nd Armoured Brigade (panser) og No.48 (RM) Commando (kommandosoldater) skulle gå i land på Juno Beach, der strakte sig fra Saint-Aubin-sur-Mer til La Rivière-Saint-Sauveur.
- No.46 (RM) Commando (kommandosoldater) skulle landsættes på Juno Beach, hvor de skulle bestige klipperne på venstre side af Orne flodens munding, og ødelægge et kanonbatteri (batteriets ildkraft viste sig at være meget lille, så de blev istedet holdt tilbage på skibene som en flydende reserve og gik i land dagen efter invasionen).
- XXX Corps, 50th Infantry Division (infanteri) og 8th Armoured Brigade (panser) skulle landsættes på Gold Beach, der strakte sig fra La Riviere til Arromanches.
- No.47 (RM) Commando (kommandosoldater) skulle gå i land på den vestlige side af Gold Beach.
- 79th Armoured Division betjente specialiserede kampvogne, der blev fordelt mellem de forskellige styrker.
[redigér] Den amerikanske sektor (First Army)
- V Corps, 1st Infantry Division og 29th Infantry division (begge infanteri) skulle landsættes på Omaha Beach, fra Sainte-Honorine-des-Pertes til Vierville-sur-Mer.
- 2nd Ranger Battalion og 5th Ranger Battalion (kommandosoldater) skulle angribe Pointe du Hoc (5th Ranger Battalion blev omdirigeret til Omaha Beach).
- VII Corps, 4th Infantry Division og 359th RCT fra 90th Infantry Division (begge infanteri) skulle landsættes på Utah Beach, ved Pouppeville og La Madeleine.
- 101st Airborne Division (faldskærmstropper) skulle indsættes med faldskærm omkring Vierville for at støtte landsætningerne ved Utah Beach.
- 82nd Airborne Division (faldskærmstropper) skulle indsættes med faldskærm omkring Sainte-Mère-Église, og beskytte invasionsstyrkens højre flanke. De skulle oprindelig have været indsat længere vestpå, i midten af Cotentin, for at bane vejen for invasionsstyrken, og forhindre tyskerne i at forstærke den nordlige del af halvøen. Da man i sidste øjeblik fandt ud af at den tyske 91. luftbårne division var i området, måtte planen ændres.
[redigér] Invasionsflåden
Invasionsflåden bestod af skibe fra otte forskellige flåder, og var på ialt 6,938 skibe. Heraf var 1,213 krigsskibe, 4,125 transportskibe (landgangsfartøjer), og 1,600 støtteskibe, heriblandt en del handelsskibe.
Den øverstkommanderende for den allierede flådestyrke, der ydede ildsøtte under landsætningen, var Sir Bartram Ramsay.
[redigér] De tyske forberedelser
Gennem det meste af 1942 og 1943, anså tyskerne, med rette, sandsynligheden for en vellykket allieret invasion i Vesteuropa som lille. Forberedelserne til at modstå invasionen var begrænset til Organisation Todts opbygning af imponerende forsvarsværker, der dækkede de vigtigste havne.
I slutningen af 1943, fik de åbenlyse allierede forberedelser i Storbritannien den tyske øverstbefalende for vestfronten, feltmarskal Gerd von Rundstedt til at bede om forstærkninger. Ud over ekstra tropper, fik Rundstedt nu også en ny underordnet, feltmarskal Erwin Rommel. Efter aftale med Hitler, fik Rommel kommandoen over forsvarsstyrkerne i det nordlige Frankrig, Belgien og Holland. Disse blev organiseret som hærgruppe B i februar 1944. De tyske tropper i det sydlige Frankrig blev organiseret som hærgruppe G, under general Johannes Blaskowitz.
Rommel havde forudset, at på trods af deres værdi som propaganda, dækkede forsvarsværkerne kun selve havnene. De allierede kunne landsætte tropper på resten af kysten, og tage havnene fra landsiden. Under ham blev forsvaret af hele kystlinjen forbedret. Stålspærringer blev udlagt langs strandene, betonbunkere blev konstrueret, lavtliggende områder blev oversvømmet og pæle, kendt som Rommelspargel (Rommels asparges) blev placeret på sandsynlige landingspladser for svævefly.
Arbejdet med disse forsvarsværker var ikke færdigt, specielt i Normandiet, dels fordi de allieredes bombardementer af det franske jernbanesystem hindrede materialerne i at nå frem, og dels fordi tyskerne, gennem vildledningsoperationerne, var overbeviste om at invasionen ville ske ved Pas de Calais. Derfor koncentrerede de deres indsats der.
Rommels forsvarsforanstaltninger blev også hindret på grund af uenighed omkring brugen af kampvogne. Ud over de to hærgrupper B og G, havde von Rundstedt også kommandoen over hovedkvarteret for Panzer Gruppe West, under general Leo Geyr von Schweppenburg. Denne formation var det administrative hovedkvarter for von Rundstedts pansrede og mobile tropper, men skulle omdøbes til 5. Panzer Arme og bruges operativt i Normandiet. Von Geyr og Rommel var uenige om brugen af de vigtige kampvognsdivisioner.
Rommel forudså at de alliered ville have luftherredømmet, og ville være i stand til at hindre troppebevægelserne. Derfor foreslog han at kampvognstropperne blev placeret tæt ved strandene. Han mente at det var bedre at have en kampvognsdivision at sætte ind over for invasionsstyrken på den første dag, end tre kampvognsdivisioner tre dage senere, hvor de allierede allerede ville have oprettet et brohoved. Von Geyr mente at man burde bruge den almindelige kampvognsdoktrin, og koncentrere kampvognsdivisionerne på et centralt sted, omkring Paris og Rouen, så man kunne sende dem mod det allierede brohoved når dette var blevet identificeret.
Uenigheden nåede hele vejen til Hitler, der påtvang parterne et kompromis. Rommel fik tre divisioner, for få til at dække alle de truede områder, og von Geyr fik tre, hvilket ikke var nok til en afgørende indgriben (fire andre divisioner blev sendt til det sydlige Frankrig og Holland, og var dermed ikke styret af hverken Rommel eller von Geyr). Hitler påtog sig også selv at beslutte hvornår de fleste af disse divisioner måtte sættes ind. 6. juni var mange kampvognsdivisioner ikke i stand til at bevæge sig mod invasionsstyrken, fordi Hitlers stab ikke ville vække ham da de hørte om invasionen.
[redigér] Det tyske forsvar
Tyskerne havde forberedt et omfattende forsvar af strandene i Atlanterhavsmuren, og mente at landgangen ville ske ved højvande. Det gjorde at de alliered angreb ved lavvande. Den sektor der blev angrebet 6. juni blev bevogtet af fire divisioner, hvoraf kun en (352. infanteridivision) var gode tropper. De andre forsvarende styrker inkluderede tyskere der ikke ansås for egnede til tjeneste på østfronten, typisk på grund af sundhedsproblemer. Der var også en del tropper fra andre lande: Tvangshvervede polakker, og tidligere russiske krigsfanger, der var gået med til at slås for tyskerne, for at slippe for de frygtelige tilstande i de tyske krigsfangelejre. Disse Osttruppen, Østtropper, havde tyske ledere.
[redigér] Divisionsområder
- 716. infanteridivision forsvarede den østlige ende af de landgangsområdet, herunder det meste af de britiske og canadiske strande.
- 352. infanteridivision forsvarede et område mellem Bayeux og Carentan, herunder Omaha Beach. I modsætning til de andre tyske divisioner i området var denne division godt trænet, og havde mange veteraner fra Østfronten. Divisionen var dannet i 1943, og indeholdt tropper fra 321. division, der stort set var blevet udslettet på Østfronten samme år.
- 6. faldskærmsdivision under oberstløjtnant Friedrich August Freiherr von der Heydte forsvarede byen Carentan.
- 91. luftbårne division under generalmajor Wilhelm Falley, og bestående af 1057. infanteriregiment og 1058. infanteriregiment, var en regulær infanteridivision, der var udstyret og trænet til at blive transporteret med fly (det betød at divisionen havde let, transportabelt artilleri og få tunge støttevåben). Divisionen var placeret i det indre af Cotentin-halvøen, og forsvarede blandt andet det område hvor de amerikanske faldskærmssoldater skulle indsættes.
- 709. infanteridivision under generalløjtnant Karl-Wilhelm von Schlieben, bestod af 729., 739. OG 919. infanteriregiment. Divisionen bestod til dels af "østtropper" og bemandede kystforsvaret på den østlige og nordlige Cotentin-kyst, inklusive Utah Beach.
[redigér] Tilstødende divisionsområder
Andre divisioner forsvarede området uden for landgangszonen, herunder:
- 243. infanteridivision under generalløjtnant Heinz Hellmich, og bestående af 920., 921. og 922. infanteriregiment. Divisionen havde ansvaret for kystforsvaret på Cotentin-halvøens vestlige kyst.
- 711. infanteridivision, bestående af 713. og 744. infanteriregiment forsvarede den vestlige del af Pays de Caux.
- 30. mobile brigade under oberstløjtnant Freiherr von und zu Aufsess bestod af tre bataljoner med cykler.
[redigér] Mobile reserver
21. kampvognsdivision under generalmajor Edgar Feuchtinger var placeret nær Caen som en mobil angrebsstyrke. 12. SS kampvognsdivision "Hitlerjugend," under brigadeführer Fritz de Witt, var placeret mod sydøst. Divisionens officerer og befalingsmænd var veteraner, men de menige soldater var alle rekrutteret direkte fra Hitlerjugend bevægelsen som syttenårige i 1943. Divisionen fik et ry for agressivitet og krigsforbrydelser i det kommende slag. Længere mod sydvest var Panzerlehrdivision under generalmajor Fritz Bayerlein placeret. Divisionen var en eliteenhed der bestod af instruktører fra forskellige træningsfaciliteter. Personellet var ikke blot af høj kvalitet, men divisionen havde et udsædvanligt højt antal af de nyeste og bedste pansrede køretøjer.
[redigér] Invasionen
Umiddelbart før invasionen begyndte, udsendte general Eisenhower en historisk meddelelse til alle medlemmer af den allierede ekspeditionsstyrke. Den lød blandt andet: "I skal nu afsted det store korstog, mod hvilket vi har arbejdet disse mange måneder."[10]
[redigér] Vejrudsigten
Den endelige faktor der bestemte datoen for invasionen var det forventede vejr. På dette tidspunkt i krigen var de tyske U-både stort set drevet ud af Atlanterhavet, og de tyske vejrstationer på Grønland var blevet lukket. De allierede havde en fordel, fordi de kendte til vejrforholdene i Atlanterhavet.
Der krævedes et tidspunkt med fuldmåne til indsættelsen af faldskærmstropper, og for at opnå de bedste tidevandsforhold for landgangsbådene. Dermed var de mulige datoer begrænset til blot nogle få dage hver måned. Eisenhower havde valgt 5. juni som invasionsdagen. I løbet af maj havde der været godt vejr, men det ændrede sig i starten af juni. 4. juni var forholdene klart uegnede til en invasion. Vind og høje bølger ville gøre brugen af landgangsbåde umulig, og lave skyer ville forhindre transport- og bombefly i at finde deres mål. De allierede troppetransporter der allerede var til søs, måtte søge tilflugt langs den sydlige engelske kyst.
Det virkede som en mulighed at alt måtte aflyses, og tropperne vende tilbage til deres lejre, hvilket ville være et kæmpe projekt, da de næste tropper allerede var blevet klargjort til transport over kanalen. Den næste periode med fuldmåne lå næsten en måned væk. På et afgørende møde 5. juni, forudså Eisenhowers ledende meterolog, Group Captain J.M. Stagg, at der ville være en lille forbedring i vejret 6. juni. Eisenhowers stabschef, general Walter Bedell Smith, ville fortsætte med invasionen. Leigh Mallory var i tvivl, men admiral Ramsay mente at forholdene ville være marginalt egnede. På baggrund af Staggs vejrudsigt beordrede Eisenhower at invasionen skulle fortsætte.
Tyskerne tog det roligt på grund af de dårlige vejrforhold, og mente ikke at en invasion var mulig flere dage fremover. Nogle tropper blev sat i lavt beredskab, og mange højtstående officerer var fraværende. Rommel tog for eksempel et par dages orlov med sin familie, mens dusinvis af ledere af divisioner, regimenter og batalioner var væk fra deres poster og deltog i strategiske øvelser.
[redigér] Den franske modstandsbevægelse
De forskellige grupperinger og kredse i den franske modstandsbevægelse var inkluderet i planen for Operation Overlord. Det britiske SOE, Special Operations Executive, koordinerede modstandsbevægelsen i omfattende sabotageoperationer. Grupperne fik til opgave at ødelægge jernbaner, lave bagholdsangreb ved veje, eller ødelægge telefonomstillinger og elektricitets netværket.
Ordrerne blev leveret via radio, af BBC's franske station i London. Hundredevis af tilsyneladende meningsløse beskeder blev sendt, for at dække for de få af dem, der var kodede ordrer.
Mellem strømmen af tilsyneladende meningsløse beskeder sendt af BBC klokken 21:00 5. juni, var kodede instruktioner så som "Les carottes sont cuites" (gulerødderne er tilberedt) og "Les dés sont jetés" (Terningen er kastet).[11]
Josef Götz, lederen af den tyske signaltjeneste i Paris, havde opdaget meningen med en del af beskederne der indløb 5. juni. Signaltjenesten mente, med rette, at det betød en snarligt forestående invasion. De alarmerede deres ledere, og alle ledende officerer i Frankrig. Desværre for dem, havde de måneden før udsendt en lignende advarsel måneden før, da de allierede havde gjort klar til invasionen, og alarmeret modstandsbevægelsen, men var blevet nødt til at afbryde på grund af dårligt vejr. Derfor blev alarmen fra signaltjenesten behandlet som ren rutine.
[redigér] Invasion fra luften
Hvis angrebet fra havet skulle lykkes, krævede det at der var etableret en sikker zone omkring brohovedet, så dette kunne udvides, og en tilstrækkelig stor styrke kunne få fodfæste i Frankrig. Amfibiestyrkerne var specielt sårbare overfor fjendtlige modangreb før brohovedet var ordentligt etableret. For at forsinke og hindre fjendens mulige modangreb blev luftbårne tropper sat ind for at indtage nøglepositioner så som broer, vejkryds og strategisk vigtigt terræn, specielt på den østlige og den vestlige flanke af landingsområdet. De amerikanske 82. og 101. luftbårne divisioner blev landsat vest for Utah Beach, mens den britiske 6. luftbårne division blev landsat på den østlige flanke.
[redigér] De britiske faldskærmstropper lander
- Hovedartikel: Operation Tonga
Øst for landingsområdet var den åbne, flade flodslette mellem floderne Orne og Dives ideelle til et tysk modangreb med kampvogne. Men et modangreb fra flodsletten spærredes af floden Orne, der flyder fra byen Caen til seinebugten. Det eneste sted floden kunne krydses nord for Caen var 7 km fra kysten, nær Bénouville og Ranville. De tyske tropper skulle over de to broer ved disse to byer, for at angribe invasionsstyrken fra flanken. For de allierede var broerne også centrale, hvis Caen skulle kunne angribes fra øst.
De britiske faldskærmstroppers taktiske mål var:
- At erobre de to broer ved Bénouville-Ranville overgangen intakte
- At forsvare broerne mod det uundgåelige modangreb med kampvogne
- At ødelægge fem broer over floden Dives for at yderligere hæmme de tyske styrkers bevægelsesfrihed.
Luftbårne tropper, primært fra 3. og 5. faldskærmsbrigader blev indsat efter midnat 6. juni, og mødte med det samme modstand fra elementer af den tyske 716. infanteridivision. Ved daggry angreb kampgruppe Von Luck fra 21. Panzer Division fra syd på begge sider af floden Orne. Da havde faldskærmstropperne etableret en forsvarslinje omkring broerne. Tabene på begge sider var svære, men de faldskærmstropperne holdt deres stillinger. Kort efter daggry blev de forstærket af kommandosoldater fra 1st Special Service Brigade. Ved slutningen af D-dag havde de britiske faldskærmstropper udført deres opgaver. I flere dage efter led både britiske og tyske tropper svære tab mens de kæmpede om broerne. 12. juni overvældede faldskærmstropperne de tyske panzergrenaderer i slaget om Bréville. De tyske tropper forsøgte ikke større angreb på broerne igen. 6. luftbårne division fortsatte som fronttropper frem til september, hvor de blev trukket tilbage.
[redigér] De amerikanske faldskærmstropper lander
- Hovedartikel: De amerikanske faldskærmstropper i Normandiet
De amerikanske 82. og 101. luftbårne divisioner blev indsat med faldskærm af 12 troppetransport grupper. De var mindre heldige med at udføre deres mål hurtigt, sammenlignet med briterne. For at overraske de tyske tropper, skulle troppetransporterne nærme sig Normandiet fra vest. Flere faktorer gjorde faldskærmstroppernes arbejde svært, men den primære var beslutningen om, at foretage en så stor indsættelse med faldskærm om natten, et koncept der ikke blev brugt igen i krigens tre senere store faldskærmsoperationer. Resultatet var at 45% af de amerikanske faldskærmstropper var spredt, og ikke kunne samles i større enheder.
Tre regimenter fra 101. luftbårne division blev indsat først, mellem 00:48 og 01:40, efterfulgt af tropper fra 82. luftbårne, der blev indsat mellem 01:51 og 02:42. Hver operation involverede omkring 400 C-47 transportfly. Før daggry blev to bølger af svævefly brugt til at bringe 2 artilleribataljoner med 24 artilleripjecer til 82. luftbårne. Yderligere svævefly landsatte 325. svæveflyinfanteri regiment, der var en del af 82. luftbårne. To forsøg på at nedkaste forsyninger til faldskærmstropperne samme dag viste sig at være ineffektive.
Efter 24 timer var kun 2,500 tropper fra 101. division og 2000 fra 82. under divisionernes kommando, svarende til omkring en tredjedel af de indsatte styrker. Faldskærmstroppernes spredte indsættelse havde dog den effekt at det forvirrede de tyske forsvarere, og spredte deres modangreb. Tyskernes ide med at oversvømme lavtliggende områder, hjalp også med at beskytte amerikanernes sydlige flanke.
Faldskærmstropperne fortsatte med at kæmpe bag fjendens linjer i dagevis. Mange samledes i mindre grupper, omkring befalingsmænd eller officerer. Ofte var disse grupper sammensat af mænd fra forskellige kompagnier, bataljoner, regimenter og enddog divisioner. 82. luftbårne indtog byen Sainte-Mère-Église tidligt om morgenen 6. juni. Byen blev dermed den første befriede by i invasionen.
[redigér] Referencer
- ↑ Normandy 1944, German Military Organisation, Combat Power and Organizational Effectiveness; Niklas Zetterling, J.J. Fedorowicz Publishing Inc., 2000, ISBN 0-921991-56-8. s. 32: "On 25 July there were 812,000 US soldiers and 640,000 British in Normandy."
- ↑ Zetterling, s. 32: "When Operation Cobra was launched, the Germans had brought to Normandy about 410,000 men in divisions and non-divisional combat units. If this is multiplied by 1.19 we arrive at approximately 490,000 soldiers. However, until July 23, casualties amounted to 116,863, while only 10,078 replacements had arrived."
- ↑ Zetterling, s.77: "The following casualties were recorded during the summer of 1944 for OB West", followed by a table for the months of June, July and August, previously he also noted casualty ratings as reported in "British literature" he assumes to be based on wartime estimates; "210,000 prisoners and 240,000 killed and wounded"
- ↑ OUTLINE OF OPERATION OVERLORD - den amerikanske hærs hjemmeside
- ↑ The long left flank : the hard fought way to the Reich, 1944-1945 - Jeffery Williams. Cooper, London, 1988 ISBN: 0850528801 9780850528800
- ↑ D-Day June 6, 1944: The Climactic Battle of World War II, Stephen Ambrose, Simon & Schuster, 1995
- ↑ Eisenhowers biografi - Ibiblio.org
- ↑ Nigel Hamilton, Montgomery, Bernard Law, Oxford Dictionary of National Biography (2004)
- ↑ Keegan, John. The Second World War, p 279. ISBN 014011341X
- ↑ Eisenhower's Order of the Day, June 6, 1944 - Audio med tekst, The Eisenhower Presidential Center Homepage
- ↑ La Seconde Guerre Mondiale - Hors-série Images Doc ISSN 0995-1121 - juni 2004

