Beduin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer
En beduin hviler på en bakke ved Sinai-bjerget
En beduin hviler på en bakke ved Sinai-bjerget

Navnet beduin stammer fra det arabiske ord badawi, som betyder vandrer (eller nomade). Beduinerne lever i den arabiske verden. De største koncentrationer findes i Saudi Arabien, i Jordan, det sydlige Syrien, Irak og det sydøstligste Israel. Desuden er der store koncentrationer omkring det sydlige Tunesien og det nordligste af grænsen mellem Libyen og Egypten. Beduinerne er nomader og bor i telte. Det er sheiken, der er stammens leder. De holder dromedarer og mange forskellige andre dyr. Der findes mange forskellige beduinstammer.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Historie

Beduinerne er et gammelt folk. Så gammelt, at selv de gamle egyptere har beskrevet deres møder og problemer med folkene i ørknen. Beduinerne overfaldt egypternes karavaner i Sinai, og beduinerne kæmpede kampe med egypterne. Det var nemlig i Sinai, at egypterne udvandt deres turkis, og de var nødt til at bygge store mure omkring minerne for ikke at blive angrebet af beduinerne. Også Romerriget, der på den tid beherskede Middelhavet med deres besiddelser i Spanien, Italien, Grækenland og Nordafrikas kyster, fortæller også om deres møder med beduinerne i ørknen. Det var de arabiske byboere, der gav beduinerne deres navn. Byboerne så ikke meget til ørkenvandrerne. De mødte dem kun, når de handlede med dem.

[redigér] Religion

Beduinerne troede oprindeligt på guder og ånder, som variede fra stamme til stamme. Det kunne være ånder eller guder for livet eller døden, for foråret eller efteråret. Men i år 622 grundlagde Muhammed religionen Islam. Muhammed modtog åbenbaringer fra sin gud, Allah, og han prøvede ihærdigt at overbevise folkene i Mekka, hans hjemby, om at vende ryggen til de gamle guder, og tilbede Allah. Men beboerne i Mekka opfattede Muhammed og hans religion som et angreb på de gamle guder, og de fordrev ham fra deres by. Herfra rejste Muhammed og hans beskedne følge til Medina, hvor de for alvor fik fat. De fik de lokale beboere bag sig, men også flere af de største beduinstammer sluttede op om religionen. Herfra kæmpede Muhammed og hans flere og flere tilhængere om at få hele Arabien til at vende sig til Islam. Han indgik et forlig med områdets kristne og jøder, og nu var Islam stort sert udbredt over hele området. Han befalede de beduinske stammer, der endnu ikke havde underkastet sig Islam, at tilbede Allah. Han gav dem et ultimatum, og efter ultimatummets udløb skulle alle de beduiner, der ikke ville underkaste sig Islam nedslagtes. De fleste beduiner besluttede sig for at underkaste sig Islam, og dem der ikke ville adlyde ordren, blev dræbt. Herefter, i løbet af de næste århundreder, begyndte de nye, muslimske beduiner at trænge ned gennem Nordafrika, hvor de fortrængte der oprindelige nomader der boede der, Berberne, væk. Beduinerne har siden været muslimske, men stadig beholder de nogle elementer fra deres gamle tro på guderne og ånderne. De tror, at der omkring dem lever både gode og onde ånder. Beduinernes præster kan rense folk og steder, der har været i kontakt med onde ånder.


[redigér] Højtider

Beduinernes vigtigste højtider er fødsel, omskærelse og bryllup. Når der fødes et barn i lejren, bliver der afholdt store festligheder, der kan vare flere dage. Specielt hvis der fødes en dreng, festes der, for med en dreng, kan man føre stammens slægt videre. I gamle dage slog man nogle gange nyfødte piger ihjel af bar skuffelse over barnets køn. I de fleste beduin-stammer følger man en muslimsk regel om, at barnet skal omskæres kort tid efter fødslen, men andre steder sker dette først ved fem-årsalderen. Da afholdes der også store festligheder. Når personen er blevet omkring 25 år, nogle gange ældre, nogle gange yngre, gifter personen sig. Brylluppet foregår ved, at brudgommens og brudens familier er blevet enige om, at de to unge mennesker skal giftes. Ofte er det fætter og kusine, da en muslimsk regel siger, at man har ret til sin farbrors datter. Hvis man ikke vil giftes med denne, skal man give tilladelse til, at hun må giftes med en anden. Forældrene bliver enige om den pris, gommens familie skal have i medgift, og den pris, brudens familie skal have. Selve bryllupsdagen foregår ved, at bruden om morgenen fik nyt tøj og nye smykker. Så blev hendes hænder malet med smukke røde mønstre. Så bliver hun sat op på en kamel, på en speciel sadel. De er nærmest udformet som et telt, hvori bruden skal sættes. Så bliver hun trukket til gommens telt, i mens andre kvinder synger og slår triller med tungen for at vise deres begejstring over brylluppet. Nogle gange havde kvinden også et barn med oppe i teltet. Det skulle symbolisere frugtbarhed. Når så bruden kom til teltet, hvor brylluppet skulle stå, blev hun trukket rundt om teltet syv gange, stadig om bord i dromedarens telt. Så steg hun ned fra dromedaren, og gik ind i den specielle kvindeafdeling af teltet. Her ventede hendes nærmeste kvindelige slægtninge. Gommen havde lov til at se hende én gang inden brylluppet. Nogle gange var dette den første gang, gommen så bruden. Efter brylluppet blev der naturligvis holdt stor fest. Nogle gange varede den i op til syv dage.

[redigér] Geografi

[redigér] Stammerne

Der er mange forskellige beduiner-stammer, men det samlede befolkningstal er svært at afgøre, da beduiner er frie nomader, og ikke bor i byer. Man gætter på et tal tæt på syv millioner beduiner, alle lande sammenlagt. Beduinerne er ikke skrevet op i et folkeregister, og fødsler og dødsfald meddeles ikke til registeret, hvis der da overhovedet er et register i det pågældende land. Beduiner har heller ikke nogen faste landegrænser, de kan ikke betegnes som ”Libyere” eller ”Egyptere”, for de rejser over landegrænser. Her følger en liste over de største og mest udbredte stammer. Bemærk, at selvom der står et befolkningstal ud for nogle af stammerne, betyder det ikke at alle bor i samme lejr.

  • Aniza, den største af beduin-stammerne, har et befolkningstal på 700.000 mennesker (inkl. under-klanen Rwala). De bor i det nordlige Saudi Arabien, det vestlige Irak og de syriske stepper.
  • Rwala, der er en stor under-klan af Aniza-stammen, har et befokningstal på 250.000-500.000.
  • Howeitat, der bor i Wadi Arabien og Wadi Rum i Jordan.
  • Beni Sakhr i Syrien og Jordan.
  • Al Murrah i Saudi Arabien.
  • Bani Hajir, eller Al Hajri, lever i Saudi Arabien og de østlige Golfstater.
  • Juhayna, der er en stor stamme. Mange af dens krigere blev hyret af Prins Faisal som lejesoldater under første verdenskrig. Stammen bor omkring Mekka og deres område strækker sig til det sydlige Medina.


[redigér] Fakta og Kultur

[redigér] Nomader

Beduinerne er et nomade-folk. Det vil sige, at de rejser fra sted til sted. Men hvorfor vandre fra sted til sted? Svaret er simpelt. De er nødt til det, for deres omgivelser er så barske, at de ikke tillader at man bliver i længere tid af gangen. Så er der måske ikke mere vand tilbage, eller måske er man løbet tør for vand. Så må man skynde sig videre til en oase. Man skal også bruge græs til de dyr man holder. Men ikke alle de folk, der lever som nomader, har valgt at leve sådan. Fx har buskmændene i Afrika måske engang levet fast et sted, men er blevet nødt til at flygte pga. konflikter med andre stammer. Men andre, som fx de oprindelige inuitter, har valgt at flytte rundt for at hylde den verden, som de levede i. Andre igen er blevet nødt til at stoppe med at flytte rundt, som fx nogle af samerne i det nordlige Skandinavien. Kun enkelte samer bor stadig i telte på den gamle måde. I dag bor de fleste samer fast, og kun en gang i mellem mærker de deres rensdyr eller jager på den gode, gamle måde. I dag kommer de dog rundt på snescootere. Men nogle nomadefolk nægter at slå sig ned, såsom de fleste beduiner. De har taget nogle af de moderne bekvemmeligheder til sig, såsom nogle redskaber og kaffemaskinen. Kaffemaskinen har i dag taget hæderspladsen midt i mændenes afdeling af teltet, fordi man i dag byder gæster på kaffe.

[redigér] Beduinernes føde

En ung beduin tænder et lejrbål i Wadi Rum i Jordan
En ung beduin tænder et lejrbål i Wadi Rum i Jordan

Normalt får beduinerne ikke meget at spise, og de fattigste lever på et eksistensminimum. Kosten er meget ensformig, da madvarerne skal kunne tåle høj varme, og skal behandles med omhu. Beduinerne har jo ikke mulighed for lige at gå ned i supermarkedet midt ude i ørkenen. Men når beduinerne så spiser, spiser de ting som dadler, kød og brød. Brødene bliver ikke bagt i ovnen, men i stedet bages de på varme metalplader eller under glødende kul. Mælk og kaffe er de foretrukne drikke. Det er kvinderne i lejren, der laver maden, men de spiser ikke sammen med mændene. Mændene og kvinderne spiser i hver sit telt. Beduinerne bruger ikke tallerkner. I stedet har de et stort fad i midten af teltet. Med små brød, som de holder mellem fingrene på højre hånd, spiser de maden. De tager kun fra den del af fadet, der ligger tættest på dem selv. Til dessert kan de for eksempel spise en særlig sød dessert, ”halawa”. Halawa er en pasta lavet af sesamfrø og honning. Denne dessert spises oftest, når beduinerne vandrer i ørknen. Andre desserter er figner og dadler. Når der er fest i lejren, fx ved bryllup eller fødsel, serveres der er et festmåltid. Det kunne være retten ”mansef”. Mansef er en gryderet, der består af fåre- eller gedekød, tørret yoghurt og krydderier. Denne ret serveres også på et fad, og til denne ret hører der ris. Disse festmåltider er også med til at knytte familien tættere sammen.

[redigér] Teltet

Beduinerne, der jo er nomader, bor i telte. Disse telte er lavet af gede- eller dromedarhår, som er vævet sammen af kvinderne i lejren. Generelt er teltene kvindernes område. De laver dem, rejser dem, piller dem ned igen, reparerer dem når der er brug for det og det er også kvinderne, der trods regn og kulde må ud i natten for at se til en løs pløk eller et revnet stykke telt. Teltet er normalt delt op i to afdelinger, en til mændene og en til kvinderne. Nogle gange er sheikens (overhovedet for stammens) telt delt op i fire-fem afdelinger, så han kan modtage gæster. De forskellige beduinstammers telte ligner hinanden meget i form og grundplan, men farven varierer. I Saudi-Arabien er den foretrukne farve sort, mens hvide gedehår er foretrukket af beduinerne i Sahara. Men teltet er ikke bare klasket op. Det er udsmykket med flotte farver og brune kantstykker. Beduinerne skal jo bruge lang tid i teltet, og hvis det ikke er pænt kan det godt blive hårdt at sidde i og uden for teltet. Bunden af teltet er dækket af farverige og smukke tæpper. Man må ikke have sko på ind i teltene, da disse tæpper så kan blive snavsede, og dem sidder man på. Midt i mændenes afdeling af teltet er der ofte en bar plet. Det er til gløder, som kvinderne kommer med. Over disse gløder kan beduinerne lave te. Nogle gange kan beduinerne også have et bål i midten af teltet. Selve teltet består af seks-syv baner stof, der skal sys sammen. Dette store stykke stof udgør taget. Væggene kan sys sammen af to eller tre stykker, der køres rundt om hele teltet.

[redigér] Dyr

Beduinerne holder meget af dyr. De dræber dem ikke, med mindre det er for at spise dem. I det reservat, der hedder Sankt Katharina i Sinai-ørknen, er der beduiner, der er ansat som vildtbetjente, fordi de kender området meget godt. Beduinerne selv holder også dyr. Næsten alle beduin-lejre har dromedarer. De er som bygget til beduinernes livsstil. De kan klare sig uden vand i lang tid, de er stærke, og deres klove forhindrer at de glider ned i sandet. Desuden kan dromedarer klare sig med det vand, de får fra at spise små og tornede planter, der vokser i ørkenbunden. Nogle beduiner i den Arabiske Ørken holder kun dromedarer, men i Sahara-, Sinai- og Negevørknen er der større variation på dyreholdet. Her holder man også får og geder. Hårene og ulden kan bruges til telt-vævning og tæpper, mens begge dyr giver mælk. Beduinerne har en helt speciel måde at malke får og geder på. De sætter dyrene sammen på to lange rækker, med hovederne mod hinanden. Så binder de hovederne sammen, og så begynder de at malke fra en ende af. Normalt er det to kvinder, der tager hver sin række. Alle lejre har desuden også en vagthund. Det kunne være en halvvild pariahund. Netop sådan nogle hunde er skræddersyede til at være vagthunde. Med deres rasende gøen kan de advare om, at der lurer en ulve- eller hyæneflok i omegnen. Eller måske er der en vild flok gazeller, der passerer på nært hold. Så kan mændene i lejren hurtigt skaffe kød til et stykke tid. Men når mændene går på planlagt jagt, er det den persiske mynde, der er den foretrukne makker.

[redigér] Beduinernes årstider

Beduinerne lever efter året. De tilpasser sig varme og kulde, regn og tørke, vinter og sommer. Foråret er den bedste årstid for beduinerne. Der falder meget regn, og alle planter spirer frem, nærmest fra dag til dag. Foråret er også den årstid, hvor dyrene får deres unger. Det betyder ikke kun en forøgelse af flokken, men også at moderen kan malkes i tiden efter fødslen. Beduinerne glæder sig til foråret, som er februar, marts og april måneder.

Efter forår kommer sommer, og det betyder tørke. Om sommeren falder der kun et minimum af regn, hvis der da overhovedet falder noget. Vandet i brøndene, der blev fyldt op i foråret, forsvinder. Det er om sommeren, beduinerne flytter mod oaserne. De slår lejr i udkanten af dem, og en gang imellem fører de deres dyr ind i oasen så de kan drikke af vandet derfra. Det er også først på sommeren, at gederne og fårene bliver klippet, så det er også om sommeren, kvinderne væver nye baner stof til teltene. De skal nemlig kunne klare efterårets regn og vinterens kulde. Sommeren falder i maj, juni og juli.

Efteråret følger sommeren. Efteråret er meget ustadigt. Det kan regne meget, eller også kan der være tørke. Om vinteren kan der være frostgrader om natten i ørknen, og der falder ofte meget nedbør om vinteren. Det er dog sket, at der ikke er faldet noget regn om efteråret. Dette er katastrofalt for beduinerne. Sådanne tørker har fundet sted omkring 1960’erne og i midten af 1980’erne. I disse situationer dør mange af beduinernes dyr, og de unge mænd fra stammerne er nødt til at søge til byen og få et job. Når der er tørke søger beduinerne nærmere landsbylivet.

[redigér] En ny livsstil

Mange beduiner er begyndt at droppe deres originale livsstil, nomadelivet, og er gået over til at slå sig ned i de større mellemøstlige byer. I Syrien sluttede nomadelivet brat, da der kom en stor og lang tørke, der varede i årene 1958 til 1961 og mange beduiner blev tvunget til at slå sig ned i byerne, selvom de måske ikke havde lyst til det. Da der kom olie i Libyen og Golfen, besluttede mange beduiner sig også for at slå sig ned i byerne for at få en bedre levestandard. Derfor er mange beduiner i dag borgere i byerne, i stedet for at være hyrder i ørkenen.

[redigér] Kilder

  • Beduiner – nomader fra Arabien - Af Jørn E. Albert
  • Truede folk: Beduiner - Af Flemming Madsen Poulsen
  • Beduiner - Af Elizabeth Losleben
organisation