Sømærke
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
.
Sømærker er mærker eller symboler som er opsat til at vejlede skibsfarten. De kan være fast opsat på land eller rev eller de kan være udlagt som flydende bøjer. Historisk har sømærker haft mange udformninger, men i dag er afmærkningen internationalt standardiseret.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Overblik
Sømærker kan til en vis grad sammenlignes med vejskilte i trafikken, men der er den væsentlige forskel at sømærker i de fleste tilfælde kun er vejledende og deres relevans må vurderes på det enkelte skib. F.eks. kan en markering af et grundt område have stor betydning for et fragtskib, mens det kan være uden betydning for en jolle. En sådan vurdering kan kun foretages ved at studere søkort over farvandet.
Flydende sømærker består af et flydeelement i form af en tønde. Herover kan der være en overbygning eller en stage som bærer en signalfigur kaldet en topbetegnelse. En del sømærker er også forsynet med blinkfyr. Ud fra sømærkets form, farve og topbetegnelse kan man fastslå hvilken type den har og dermed hvad den betyder.
Man inddeler mærkerne i forskellige kategorier:
- Sideafmærkninger bruges til at markere render og løb. Der findes et bagbords- og et styrbordsmærke som skal holdes til henholdsvis bagbord og styrbord når man sejler for indadgående. Der findes også nogle skillemærker som visse steder bruges til at markere når sejlrender løber sammen.
- Kompasafmærkninger (til tider også kaldet kardinalafmærkninger) placeres rundt om hindringer og der er fire forskellige - øst, vest, nord og syd - som hver især angiver hvilken retning mærket står i forhold til hindringen.
- Midtfarvandsmærker markerer en fri passage og det kan passeres på begge sider. Det er normalt opsat midt i løb eller nær indsejlinger hvor det fungerer som anduvningsmærke.
- Isoleret fareafmærninger som bruges til at markere lokale farer såsom sten eller vrag.
- Specialafmærkninger er et generelt mærke som kan markere f.eks. skydeområder, kloakudløb, fredningszoner eller områder med forbug mod ankring eller fiskeri. Man er nødt til at konsultere et søkort for at få nærmere oplysninger om hvad en konkret afmærkning angiver.
[redigér] Historie
Sømærker har eksisteret langt tilbage i historien, men en systematisk opsætning begyndte med oprettelsen af nationale vagervæsener. Danmark fik oprettet Kongelig Dansk Vagervæsen i 1844[1] og har besluttede man hvor og hvordan der skulle afmærkes i dansk farvand. Men der var ikke nogen international koordinering: I Danmark udviklede man et system med røde og sorte sideafmærkninger monteret med koste som kunne pege opad eller nedad, men kom man til Tyskland, Sverige eller Norge havde afmærkningen andre farver, former eller funktioner.
Det stod i lang tid klart at denne situation var uholdbar og man arbejdede i den internationale organisation IALA (International Association of Lighthouse Authorities) på at få det ensrettet[2]. I 1980 kunne man endelig vedtage et regelsæt som reducerede de mange nationale regler til to internationale systemer som er i brug i dag. De to systemer kaldes A og B og bruges forskellige steder på jorden. System B bruges i Nord- og Sydamerika samt visse steder i Asien. System A bruges i resten af verden, herunder Danmark.
Heldigvis er system A og B ens på de fleste punkter; hovedforskellen er at farven (men ikke formen) på sideafmærkningerne er byttet om.
[redigér] Sømærker i IALA system A
De forskellige afmærkninger er kendetegnet ved forskellige farver, former og topbetegnelser.

