Krigen mellem aser og vaner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne side virker ikke som en encyklopædisk artikel
En bruger mener ikke denne artikel er bygget op som en encyklopædisk artikel. Du kan hjælpe ved at omskrive til konkrete redegørelser af fakta.
Ellers kan det komme på tale med en sletning af artiklen.
Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Følgende artikel er en universitetsopgave skrevet ud fra Ynglinge saga kapitel 4: --Metsken 29. maj 2007, 17:23 (CEST) 2) Kommenteret gennemgang af Ynglinga saga kapitel 4 (Schjødt 1999, 99-100)

2.1) Kort om Ynglinga saga og Snorre Sturlason
Snorre Sturlason, en kristen islænding, levede i begyndelsen af 1200-tallet. Han forfattede de to store værker: Edda og Heimskringla. Heimskringla omhandler de norske kongers hi-storie. Ynglinga saga er den første saga i Heimskringla og omhandler de mytiske konger, Ynglinge-ætten, hvis stamfar anses for at være Frej (også kaldet Yngve-Frej). Snorre skrev ud fra det euhemeristiske synspunkt, at guderne engang havde været mennesker, og at disse mennesker efter deres død var blevet guddommeliggjort og dyrket som guder (Näs-ström 2001, 16-18 og 85).

2.2) Krigen ml. gudegrupperne I Nordisk religion findes to hovedgrupper af guder: Aser og Vaner. Ynglinga saga, kapitel 4, fortæller at aserne og vanerne var i krig med hinanden, og om hvordan de sluttede fred gennem en gidseludveksling. Denne krig betragtes som den første krig i verden (Steins-land 2005, 138), den arketypiske krig (jf. Eliade).

  Linjerne 1-5 fortæller hvordan aser (Odin er her repræsentant for asegruppen) og vaner kæmpede en meget lige kamp, indtil de alle blev trætte af det, og sluttede fred. Fredslut-ningen indebar gidsler og i linjerne 5-10 bliver navnene på gidslerne opremset op sammen med deres forskellige evner. Gidslerne vil jeg komme nærmere ind på i afsnit 2.3. 

Linjerne 11-20 omhandler da ase-gidslernes (Høner og Mimer) skæbne, mens linjerne 20-26 omhandler vane-gidslerne. Heimskringla nævner intet om hvorfor krigen brød ud. Der er skabt mange forskningsteorier omkring dette, og jeg vil komme ind på det i afsnit 3.

2.3) De nævnte guder:

a) Odin I teksten her repræsenterer Odin som sagt aserne som helhed, og det siges at han ledte hæren: ”Odin for med en hær mod vanerne” (linje 1). Dette passer godt med vores gene-relle viden om Odin. Odin er en sammensat figur, men en af hans funktioner er som krigsgud. Vel og mærke ikke som krigernes, men som kongens, strategens og (bersærker-)raseriets gud (Näsström 2001, 58-59 og Wikipedia 2007). Desuden betegnes Odin ofte som ”Alfader” for i kraft af sin funktion som kongernes gud, opfattes han også ofte som en art gudernes konge, på linje med Zeus i græsk religion (Näsström 2001, 55). Dette ser vi også i tekstens ”Odin gjorde Njord og Frej til blotgoder” (linje 20-21) hvor Odin altså i sin egen-skab af ”øverstbefalende” udstikker retningslinjerne for vane-gidslerne. b) Vane-gidslerne Njord, Frej, Kvaser (og Freja) De 4 gidsler er de eneste vaner som i mytologien nævnes ved navn.

  Njord opfattes i teksten (og mytologien generelt) som far til Frej og Freja (linje 6 og 21). Han kaldes desuden ”den rige” hvilket antyder en stilling som frugtbarhedsgud, Njord er nemlig først og fremmet knyttet til havet, og dermed både vind og vejr og fangst, og der-med også bl.a. velstand. Det mest interessante vi i teksten lærer om Njord har da også et frugtbarhedsaspekt: ”Da Njord boede hos vanerne, havde han været gift med sin søster, fordi det var lov der”. I afsnit 3 vil jeg komme nærmere ind på aser og vaners forskellige holdninger til ægteskabet, og her i stedet nævne følgende: Da Njord ikke kan have sin sø-ster med sig som hustru til Asgård  indgår han senere et andet ægteskab, nemlig med jæt-tekvinden Skade. Det fortæller Snorre om i Skáldskaparmál   kapitel 3 (Schjødt 1999, 88-89). Ægteskabet er dog meget ulykkeligt, parret bor ikke sammen og får ingen børn (Steinsland 2005, 144-146). 
  Så nok er Njord en frugtbarhedsgud i den nordiske mytologi, men en usædvanlig en af slagsen som hverken lever i ægteskab eller får mange børn!
  Frej nævnes i teksten på linje med sin far og sammen med sin far bliver han af Odin gjort til ”blotgode”  (linje 21). Frej er altså tæt knyttet til kulten, men samtidig er han også en frugtbarhedsgud, i endnu mere udtalt grad end sin far (Steinsland 2005, 151). Ligesom sin far gifter han sig med en modvillig jættekvinde (Gerd), og heller ikke dette ægteskab er lykkeligt. Dog får de et barn, igennem hvem Frej altså bliver stamfar til de norske konger (Näsström 2001, 84-85). 

Af dette kan vi konkludere at Frej er en meget alsidig guddom, både knyttet til kulten, frugtbarheden og herskermagten.

  Om Freja lærer vi i teksten noget meget vigtigt, nemlig at hun var den første som lærte aserne sejd (linje 22). Sejd er i nordisk religion og kultur en alsidig form for magi, med bå-de en ond og en god side. Sejden kan f.eks. anvendes til divination eller forgørelse (Näs-ström 2001, 238-239). 

Sejd var ifølge teksten her ”almindeligt hos vanerne” (linje 23) og hænger ifølge Voluspá tæt sammen med krigsudbruddet mellem aser og vaner (Steinsland, 136-137).

  Kvaser nævnes kun kort i teksten som ”den klogeste” i vanernes flok (linje 10). Det synes mærkeligt i det Kvaser i Skáldskaparmál har en helt anden rolle: 

”…de aftalte et fredsstævne og sluttede fred på den måde at begge parter gik til et kar og spyttede i det. Men da de skulle skilles, tog guderne det og ville ikke lade dette fredstegn gå tabt; og de skabte deraf en mand, som hedder Kvaser. Han er så vis, at ingen kan spørge ham om noget, han ikke kan besvare.”

Her lader Snorre til helt at overse den version som han beskriver i Ynglinga saga! Væk er gidslerne og Kvasers identitet som vane, i stedet har vi her en fredsslutning med et helt konkret produkt. Kvasers videre historie er interessant, men inden for rammerne af denne opgave kan jeg blot gengive hovedtrækkene fra Skálskapermál kapitel 4 og 5: Efter freds-slutningen slås Kvaser ihjel af to dværge, og af hans blod brygges den såkaldte skjalde-mjød som giver skjaldeevner til den som drikker af det. Skjaldemjøden skifter hænder et par gange, indtil den havner hos Odin (guden for skjaldeskab) og altså i Asgård (Schjødt 1999, 89-91). c) Ase-gidslerne Høner og Mimer Om Høner hører vi i teksten kun lidt, og han spiller i det hele taget en lille og temmelig forvirrende rolle i mytologien. Det vigtigste i forhold til vores tekst er da naturligvis at aserne bilder vanerne ind at Høner vil være et godt høvdingeemne, men at han viser sig som det modsatte. Vanerne bliver godt sure, og stik mod al fornuft slår de da den kloge Mimer ihjel og sender hans hoved tilbage til aserne.

  Mimers hoved tager Odin sig da af, og det bliver en kilde til viden for ham. På denne måde ligner historien om Mimer altså her historien om Kvaser i Skálskaparmál: Et poten-tielt klogt væsen dør og reduceres derved til sit intellekt (hovedet / mjøden), herefter over-går intellektet til Odin som en art attribut og kilde til numinøs viden. Men de to historier kan sammenlignes på endnu et punkt: Mimer dør hos vanerne, som er frugtbarhedsguder, og dermed i indoeurpæisk  sammenhæng forbundet med underverden (dette ses også ved at Freja andre steder siges at få halvdelen af de døde) (Näsström 2001, 47). Kvaser dør hos dværgene


2.4) Forholdet ml. aser og vaner ifølge Ynglinga saga – en konklusion.

Denne artikel hører til i en eller flere kategorier. Kategoriser venligst denne artikel for at placere den sammen med lignende emner.
Fjern denne skabelon efter kategorisering.
organisation