Epikuræismen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sammenskrivningsforslag
Denne artikel er foreslået skrevet ind i artiklen Epikur.   (Diskutér forslaget)

[redigér] Epikuræismen

Oprindelse:

Epikuræismen blev grundlagt af Epikur, som levede 341-271 f.Kr. Han var født på Samos, men slog sig ned i Athen, hvor han i 306 f.Kr. oprettede sin skole, sin "ha­ve", der var åben for alle, også slaver og kvinder.


Verdensopfattelse:

Verden består af et uendeligt antal bittesmå enheder, atomer, der bevæger sig i et tomt rum. Atomos er græsk og betyder udelelig. Når de kolliderer sker der en kædereaktion og atomerne indgår helt tilfældigt i forskellige forbindelse. Det vi ser og opfatter som forandringer er blot nye konstellationer eller opløsninger af atomer.

På den måde er alt tilfældigt og mennesket kan intet stille op. I stedet må det lære at affinde sig, at leve uforstyrret med mindst muligt ubehag og smerte.


Guderne:

Guderne eksisterer, men lever i fuldkommen lykke og harmoni langt fra menneskets forgængelige og tilfældige verden. Guderne griber ikke ind i menneskets liv, så der er ingen grund til at frygte dem. Kun guderne er lykkelige og fungerer dermed som forbilleder for menneskene.


Det højeste gode:

For Epikur er det højeste gode voluptas nydelsen. Nydelsen er frihed for smerte og smerte kan fx være angst for guderne eller angst for døden.

Men døden er absolut, kun en opløsning af atomer, der er intet efter døden, og derfor er der heller ingen grund til frygt. "Når vi er, er døden ikke; når døden er, er vi ikke".

Man skal koncentrere sin psykiske energi på det, man har ind­flydelse på. Da intet er forudbestemt har mennesket en fri vilje til at skabe et liv i indre frihed, uafhængig af den ydre verden.

organisation