Josef Mengele

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Josef Mengele - 1959
Josef Mengele - 1959

Josef Mengele (16. marts 1911 i Günzburg, Tyskland – 7. februar 1979 ud for Bertioga, Brasilien) var en tysk nazist og SS-læge. I perioden 1943-1945 var Josef Mengele, i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, ansvarlig for udvælgelse af nyankomne jøder til døden i gaskamrene, likvideringer samt medicinske forsøg på fanger. Efter 2. verdenskrig tildelt øgenavnet "Dødens Engel" eller "Dødsenglen fra Auschwitz".

Josef Mengele er den nazi-forbryder der har stået anklaget for de mest grusomme og omfattende forbrydelser begået mod menneskeheden under 2. Verdenskrig. Han flygtede fra Auschwitz og Europa og blev siden genstand for en af de mest langvarige menneskejagter set i nyere tid. Mengele blev aldrig fanget og bragt til retsforfølgelse, men døde i 1979 ved en drukneulykke. Det var imidlertid først i 1985, at hans død år forinden blev afsløret, og efterfølgende kunne mysteriet om de mere end 30 år i skjul afdækkes, bl.a. via fundet af Mengeles egne dagbøger.


Indholdsfortegnelse

[redigér] Ungdom

Josef Mengele var ældste søn af Karl og Walburga Mengele. Karl Mengele ejede i Günzburg en fabrik; Karl Mengele & Söhne, der fremstillede landbrugsmaskiner. Mengele-familien var førende i byen, og som dreng blev Josef Mengele blandt bysbørnene kendt under kælenavnet ”Beppo”. Karaktererne i skolen var kun middel, og han var ikke særlig flittig, men Mengele ønskede brændende at opnå akademisk berømmelse. Selvom Josef Mengele var udset til at efterfølge faderen, ville han dog gå sine egne veje. Da Josef Mengele i 1930 afsluttede gymnasiet, havde han besluttet at læse lægevidenskab. Til sin gymnasiekammerat Julius Diesbach har han dengang pralende sagt, at "en dag vil man læse mit navn i alverdens leksika" [1]. Mengele studerede de følgende år ved universiteterne i München, Bonn, Frankfurt og Wien. Han var som ung ikke politisk interesseret, men trådte i 1932 ind i Stahlhelm, en halvmilitær organisation af frontkæmpere, men da den blev nedlagt og indlemmet i SA i 1934, forlod han organisationen.

Der er intet i den unge Josef Mengele, der kunne forvarsle de forbrydelser, han senere begik. Præcist hvad, der korrumperede Mengeles ambitiøse sind og det lægeløfte som han aflagde ved sin lægeeksamen, er vanskeligt at slå fast, men det var på universitetet, at Mengeles ideologiske grundlag for de senere handlinger i Auschwitz slog rod. Kombinationen af det politiske klima i Tyskland under NSDAP, Mengeles store interesse og ambition indenfor genetik og antropologi faldt sammen med det fremherskende koncept, at de mennesker, som havde fysiske eller psykiske skavanker, var uegnede til at reproducere sig selv - endda uværdige til at leve. Mengele studerede under Tysklands fremmeste forskere, og de var alle fortalere for teorien om "uværdigt liv", som hurtigt blev accepteret i den akademiske verden og ført fra auditorierne og ud i praksis i form af nazisternes euthanasi-program. Samtidig var propagandaen for den jødiske races underlegenhed i stadig større grad en del af retorikken i den akademiske verden, hvor universitetsfagene alle fik en klar antisemitisk drejning. Mengele blev overbevist om disse idéer, og vejen blev dermed banet for, at visse mennesker kunne betragtes som undermennesker, og at foranstaltninger som medlidenhedsdrab og koncentrationslejre kunne anses som fuldt acceptable.

Mengele tog i 1936 sin eksamen med speciale i antropologi. Han blev ansat som forsknings-assistent på det prestigefyldte "Institut for arvebiologi og racehygiejne" ved universitetet i Frankfurt, hvilket var den forskningsmæssige del af "Det Tredje Riges" racehygiejniske praksis. Instituttet var ledet af Otmar Freiherr Von Verschuer; den tids ledende forsker indenfor tvillingeforskning. Mengele udarbejdede desuden indstillinger vedrørende arrestation og tvangssterilisering af romaer, som skulle deporteres. Allerede på dette tidspunkt gjorde Mengele sig dermed medansvarlig i afgørelser, som betød ødelæggelsen af menneskers tilværelse. I 1937 skrev han sin 2. doktordisputats og arbejdede i denne periode ofte sammen med Verschuer på dennes projekter. Verschuer indtog mentor-rollen for Mengele, som kom under betydelig indflydelse af sin læremesters overbevisninger. Det var Verschuer, der lærte Mengele, at eksperimenter på mennesker var fuldt acceptable, hvis de havde et videnskabeligt formål.

I 1937 var Josef Mengele blevet medlem af nazipartiet, NSDAP, og i 1938 trådte han ind i SS. Da han havde modtaget sin indkaldelse i 1940, meldte han sig som frivillig i SS-elitekorpset Waffen-SS. Han blev indkaldt og deltog som læge i krigen på Østfronten, og fik udmærkelsen Jernkorset af 1. og 2. grad for heltemodig indsats. I 1942 blev han såret og erklæret uegnet til videre kamptjeneste. Mengele blev genansat ved racekontoret i Berlin, hvor Verschuer havde indtaget stillingen som chef ved Kaiser-Wilhelm instituttet. Dette gav mulighed for at skaffe Mengele spændende opgaver indenfor forskning, som Mengele savnede. På dette tidspunkt kendte de begge til de forsøgsprojekter, der fandt sted i nogle af kz-lejrene. Det vides ikke, om Verschuer havde andel i beslutningen om, at Mengele i 1943 fik udstationeringen som SS-læge i Auschwitz. Efter al sandsynlighed stod Mengele øverst på listen, da indkaldelsesmyndigheden skulle besætte stillingen, som var blevet ledig pgr. af sygdom. I Auschwitz ville der imidlertid være uanede muligheder for menneskeligt forsøgsmateriale, og Verschuer skaffede efterfølgende bevillinger til et tvillingeforskningsprojekt.


[redigér] Auschwitz-Birkenau 1943-1945

30. maj 1943 tiltrådte Josef Mengele i Auschwitz-Birkenau. Mengeles tid i Auschwitz blev skæbnesvanger. Det var hans grusomme handlinger i Auschwitz, der for altid skulle klæbe sig til hans navn.

Når togene ankom med jøder til udryddelseslejren i Birkenau, var det SS-læger, der stod for udvælgelsen af de ofte 80-90 % af en transport, som blev sendt direkte til gaskamrene. Josef Mengele deltog i udvælgelserne og blev dermed medansvarlig i at have sendt flere hundredtusinde mænd, kvinder og børn i døden helt frem til sprængningen af gaskamrene i november 1944.

Ifølge vidneudsagn fra fanger og kollegaer skilte Mengele sig ud fra sine kollegaer ved den entusiasme, hvormed han udførte udvælgelserne, som ellers hørte til den mest forhadte beskæftigelse blandt SS-lægerne. Beretningerne lyder, at Mengele stod ulasteligt klædt i sin SS-uniform på ankomstrampen, og undertiden fløjtede melodien fra et stykke klassisk musik, mens han med antydningen af et smil, viste de nyankomne fanger til højre eller venstre, alt efter om de skulle leve eller dø. Selv når Mengele ikke havde vagt, kunne han komme på rampen i Birkenau. Tilstedeværelsen sikrede, at han blandt de ankomne fik frasorteret tvillinger til den medicinske forskning, som han havde påbegyndt i lejren.

Dokumentation for formålet med Josef Mengeles tvillingeforsøg er ikke fundet. Ud fra den forskning, Mengele allerede havde deltaget i sammen med Verschuer, menes det, at det højere mål var at finde en nøgle til at kontrollere menneskets arvelige anlæg, og med denne viden lede Tyskland til hastigt at kunne rendyrke og reproducere den ariske race - sandsynligvis gennem tvillingefødsler. Tvillinger var af Verschuer allerede i 30'erne blevet anset for det optimale afsæt for forståelsen af arvelige anlæg. De enorme deportationer af jøder til Auschwitz gav en enestående adgang til tvillinger, og i koncentrationslejrens kontekst fandt Verschuer en enestående mulighed for at lade sin assistent udføre in vivo forsøg som hidtil ikke havde været afprøvet eller været etisk mulige.

Før forsøgene blev detaljerede undersøgelser og målinger af tvillingerne foretaget af fangelæger og -assistenter. Mange af de forsøg, som efterfølgende blev udført på tvillingerne, hvoraf de fleste var mindreårige, må betegnes som bizarre og grusomme og uden reel videnskabelig værdi. Josef Mengele udførte kun delvist selv indgrebene. Ofte beordrede han fangelæger til det, mens han undertiden deltog eller overværede dem. Eksempler på meningsløse indgreb var bl.a. kirurgiske operationer uden bedøvelse, forsøg på kønsskifteoperationer, fjernelse af organer, blodtransfusioner, indsprøjtninger med dødbringende bakterier samt amputation af lemmer.

Mengele blev desuden interesseret i at undersøge, hvorvidt farven på øjeniris kunne ændres på tvillinger. Tvillingebørn fik dryppet eller indsprøjtet kemikalier i øjnene, som forårsagede infektioner og undertiden efterfølgende blindhed. Resultaterne af forsøgene, herunder med udtagne og præparerede øjne fra de henrettede forsøgspersoner, blev ligesom mange andre forsøgsobjekter sendt til nærmere undersøgelse på Verschuers institut i Berlin. Selvom Mengeles tvillinger var privilegerede i lejren og bl.a. havde særlig indkvartering og forplejning og f.eks. fik lov at beholde tøj og deres hår, var dette alene med henblik på at skabe optimale betingelser for forsøgene, som ofte endte med at forårsage ofrene store smerter og til sidst døden. Det er anslået, at i alt ca. 3000 tvillinger blev sendt til Mengeles laboratorier i Birkenau, og at ca. 200 overlevede til befrielsen af Auschwitz 27. januar 1945.

Ud over tvillingeforsøg var Mengele involveret i flere typer medicinske forsøg, selvbestaltede eller i samarbejde med andre SS-læger, bl.a. tvangssterilisation. Forsøgene spændte vidt inden for det lægevidenskabelige område og lå ofte udenfor for Mengeles kompetence, men manisk og med skruppelløse ambitioner udførte han dem og bekymrede sig ikke det mindste om fangernes lidelser. Mengele havde derudover en særlig interesse i fanger med medfødte fysiske anormaliteter af forskellig karakter. Når han fandt disse tilfælde blandt de nyankomne, beordrede han ofte fangerne undersøgt og likvideret. Den efterfølgende patologiske undersøgelse af disse ofre var det egentlige formål.

Mengele blev i sin tjeneste i Auschwitz udnævnt til både lejrchef for sigøjnerlejren i Birkenau samt cheflæge for hospitalet i Birkenau, og i sidstnævnte foretog han under sin stuegang ofte udvælgelser til gaskamrene blandt de syge. Ifølge øjenvidneberetningerne demonstrerede Mengele en særlig ondskab overfor de kvinder, som han opdagede var gravide, og henrettelser eller smertefulde provokerede aborter var ofte straffen.

Det tyske anklageskrift over Josef Mengele fra 1981 opregnede i alt 78 dokumenterede forbrydelser begået af Mengele, heriblandt forbrydelser hvor Mengele egenhændigt udførte drab. Han stod bl.a. anklaget for at i adskillige tilfælde at have likvideret fanger med sin tjenestepistol og at have henrettet mange fanger ved indsprøjtning med fenol, benzin eller luft i hjertet, at have smidt spædbørn levende i de brændende krematoriegrave i sommeren 1944, hvor krematorieovnene ikke havde kapacitet til at følge med gasningen af jøder.

Mengeles hustru besøgte ham i Auschwitz, men det menes ikke, at han nogensinde fortalte detaljer om, hvad han foretog sig i lejren, hverken til familie eller venner. Under et besøg i Günzburg skal han om sit arbejde i lejren blot have udtalt; ”det er forfærdeligt, jeg kan ikke tale om det”.


[redigér] Flugten efter 1945

Josef Mengele forlod Auschwitz i hast den 17. januar 1945, før de russiske tropper nåede lejren 10 dage senere. Forinden destruerede han bevismateriale fra forsøgene, men havde desuden sikret de vigtigste prøver samt dokumenter fra forsøgene og sendt disse til instituttet i Berlin. Mengele opholdt sig herefter bl.a. i kz-lejren Gross-Rosen, hvorefter han i maj 1945 søgte mod vest og tilsluttede sig en Wehrmacht lazaretenhed, som kort efter måtte se sig taget til fange af amerikanerne. Forinden havde han nået at udskifte SS-uniformen med en almindelig Wehrmacht-uniform. Mengele forfalskede under interneringen sin identitet til Fritz Ullmann med hjælp fra en medfange. At Mengele år forinden havde valgt ikke at få lavet den karakteristiske SS-tatovering i armhulen, menes at være hovedårsag til, at amerikanerne ikke identificerede Mengele som SS-mand. Det lykkedes Mengele at blive løsladt igen i august 1945, hvorefter han søgte mod fødebyen Günzburg.

I en kort periode opholdt Mengele sig i skovene nær Günzburg, men frygtede at blive taget til fange, såfremt han opsøgte familien. I sommeren 1945 valgte han under sin falske identitet at tage ophold som landbrugsmedhjælper på en gård i Mangolding uden for München. Mengele var nu eftersøgt af de allierede, men Mengele-familien fortalte, at de ikke havde modtaget livstegn fra ham. Hans hustru havde dog haft kontakt med Mengele og vidste, hvor han opholdt sig. Efterfølgende var møderne med hustruen og familiemedlemmer yderst få, og de undgik kontakt af frygt for opdagelse og af hensyn til virksomhedens omdømme.

Da Mengele i 1947 hørte om dommene, der blev afsagt i Nürnberg-processen, opgav han det spinkle håb, han havde haft om at blive renset for anklagerne og snart vende tilbage til sin forskning. Han havde arbejdet på gården i mere end 3 år, og fremtiden i Tyskland syntes nu udsigtsløs. Tilskyndet af sin hustru besluttede Mengele sig for et liv i Sydamerika, hvor der blev berettet om gode tilflugtsmuligheder. Det var en ansat af familieforetagendet og ungdomsven, Hans Sedlmeier, der forestod planlægningen og med familiens finansielle bistand flygtede Mengele i juli 1949 via Italien med skib til Buenos Aires i Argentina.


[redigér] Sydamerika 1949-1979

Tyskland var under hastig genopbygning i 1950'erne, og myndighederne havde andre prioriteter end at fange tidligere naziforbrydere, hvoraf nogle tilsyneladende ikke var blevet stillet til regnskab for deres forbrydelser. Forhenværende kz-fanger rettede opmærksomheden mod dette, og under indsamlingen af bevismateriale til det, der skulle blive Auschwitz-processen (1963-65) mod tidligere SS-vagter i Auschwitz, begyndte Mengeles navn at dukke op i talrige øjenvidneberetninger. Anklagemyndigheden i Tyskland valgte derfor i 1959 at udstede en international arrestordre.

Myndighederne blev kort efter opmærksomme på Mengeles tilholdssted i Argentina via hans skilsmissebegæring fra sin hustru i Tyskland, udstedt i 1954. Mengele levede under sit rigtige navn i Buenos Aires hvor han var blevet indlemmet i et netværk af nazister og ernærede sig som kompagnon i et mindre firma. Mengele var i 1956 kortvarigt tilbage i Europa, hvor han fløj til Schweiz og under en skiferie bl.a. genså sin søn samt besøgte familien i Gunzbürg, inden han vendte tilbage til Buenos Aires.

Det var dog ikke arrestordren, men nyheden om Adolf Eichmanns tilfangetagelse i Buenos Aires i 1960, der blev den direkte årsag til, at Mengele valgte flytte fra Argentina til Paraguay og efterfølgende Brasilien. Mengele havde indtil da haft 10 rolige år i Argentina og levet et udadvendt og velstillet liv. Dette var slut nu, hvor han igen måtte leve i skjul.

Mengele modtog i de efterfølgende år økonomisk hjælp fra familien, som han stadig korresponderede med via Hans Sedlmeier. Sedlmeier sørgede for at formidle kontakten med de to familier, som Mengele i længere perioder kom til at bo hos i Brasilien. Den sidste periode af sit liv levede Mengele under navnet "Wolfgang Gerhard", en identitet han overtog fra en østrigsk nationalsocialist, som i en periode var hans trofaste støtte, og som siden vendte tilbage til Østrig. Mengele indrømmede sin sande identitet over for begge familier, men ikke anklagerne mod sig. Om sine forfølgere kommenterede han: "De er ikke anklagere, men hævnere".

[redigér] Afsløringen i 1985

I 1985 blev verdens opmærksomhed igen rettet mod Mengele. 40-året for befrielsen af Auschwitz nærmede sig, og overlevende Mengele-tvillinger udøvede pres på myndighederne for at finde ham. En sidste kraftanstrengelse fra Tyskland og USA’s side blev iværksat, og den hidtil største dusør for informationer, der kunne føre til hans tilfangetagelse, blev fremsat. Det afgørende gennembrud kom i maj 1985, hvor de tyske myndigheders ransagning hos Hans Sedlmeier førte til opdagelsen af en kasse med omfattende og årelang brevkorrespondance med Mengele.

Da var det imidlertid for sent at arrestere Mengele, idet familien brød sin årelange tavshed og meddelte, at han var død 6 år forinden af et slagtilfælde under en svømmetur i Brasilien. Fundene i lejligheden og afhøringen af Sedlmeier ledte de tyske og brasilianske myndigheder til Mengeles tidligere tilholdssteder i Brasilien og afsløring af Mengeles kontakter, og disse førte til hans gravsten i Embu, nær Sao Paulo, hvor han var begravet under navnet Wolfgang Gerhard.

Offentligheden fik kendskab til Mengeles liv på flugt, efter at sønnen Rolf Mengele overdrog Mengeles dagbøger, notater og breve til det tyske ugeblad Bunte. Mengele levede i Brasilien et spartansk og tilbagetrukket liv med begrænset kontakt med omverdenen. Materialet afslørede et liv i ensomhed og stor selvmedlidenhed over sin skæbne. Mengele var plaget af tiltagende neurotisk angst for tilfangetagelse samt et dårligt helbred. Mengele afslørede en slet skjult bitterhed over det akademiske liv, han havde måttet opgive og gav udtryk for fortrydelse over manglen på nationalsocialistiske idealer i det nye Tyskland og den omverden, som han betragtede på afstand. Mengele kommenterede aldrig direkte Auschwitz og fortrængte, hvad han havde foretaget sig dér, og det stod klart, at han ikke følte nogen anger. ”I Auschwitz gav jeg liv - jeg tog det ikke”, skrev han.

Identiteten af resterne fundet i graven i Embu var i følge de retsmedicinske undersøgelser Josef Mengele, men denne konklusion blev mødt med skepsis af flere nazijægere. Identiteten blev endegyldigt afklaret i 1992, da en DNA-test af resterne, som da var blevet bragt til Europa, blev sammenholdt med DNA fra blodprøver fra Mengeles søn og tidligere hustru. Afgørelsen fra retsmedicinerne var klar: knogleresterne i Brasilien stammede fra Josef Mengele. I 2004 fandt det brasilianske politi i Sao Paolo en arkiveret kasse på politikontorerne med ikke tidligere offentliggjorte breve og dagbogsnotater. Brevene, der både var hånd- og maskinskrevne, afslørede kun yderligere Mengeles racistiske overbevisninger, hvor han i et brev bl.a. priste Sydafrikas apartheidsystem.


[redigér] Mengele – læge og forbryder

Mengele er med rette blevet kaldt det personificerede symbol på Auschwitz. Han fremstod i dæmonisk harmoni med stedets brutalitet og umenneskelighed i en grad, så han ikke kun udnyttede, men kynisk og skruppelløst ekspanderede de muligheder, som lejren gav ham. Mengele var ikke en sadist, han fandt ikke nydelse i at pine eller dræbe, men han nød magten ved at være almægtig ved at kunne bestemme, hvor og hvornår en fange skulle dø. Mengele var en utilregnelig Jekyll & Hyde, der kunne fremstå venlig og omsorgsfuld eller kynisk og grusom, alt efter hvordan det bedst tjente hans personlige interesser og ambitioner. Han kunne tage et barn i sine arme og give det et bolche blot for derefter at sætte det i sin bil og køre det til gaskammeret. Når alt kom til alt var jøderne, sigøjnerne og de andre internerede folkeslag i Auschwitz blot menneskeligt affald for ham - et forsøgsmateriale, som han frit kunne udnytte og smide væk igen.

Mengeles stræben efter karrieremæssig succes gav ham enorme vrangforestillinger om egne lægefaglige evner og den forskningsmæssige relevans i hans medicinske forsøg. Der findes ikke nogen psykologisk forklaring på, hvordan Mengele samvittighedsløst kunne udføre sine grusomme medicinske forbrydelser og sende folk i døden, men det er en kendsgerning, at for Mengele helligede ambitionerne midlet, og han var overbevist om, at den jødiske og ariske race kæmpede om verdensherredømmet, og at den jødiske race efter hans overbevisning derfor måtte tilintetgøres.

Efter Auschwitz fortrængte Mengele sin tid i Auschwitz. Der vistes ingen tegn på anger i samtalerne med familien, venner eller i hans egne dagbøger, og han kommenterede aldrig anklagerne direkte. I sine notater og breve så han sig selv i et romantisk billede som soldaten , der havde forsvaret Tyskland, og som havde handlet efter ordre, men gjort sit bedste for at hjælpe menneskene.


[redigér] Myten Mengele

Mengeles forbrydelser blev først kendt af den brede offentlighed under Auschwitz-processen i 1963-65, hvor hans navn blev nævnt ofte i de mange hundrede vidneudsagn. I de efterfølgende 20 år var Mengele et af de mest eftersøgte mennesker, men mystikken om hans liv og tilholdssteder gav basis for mytedannelse og deciderede fejlagtige oplysninger, som den dag i dag stadig florerer, især på Internettet.

Mengele er ofte portrætteret som den perfekte og fanatiske SS-mand i litteratur og på film. I talrige beretninger fortælles der om hans flotte udseende, forfængelighed og tilsyneladende charmerende tiltrækningskraft, selv på kvindelige fanger. Det er dog sandsynligt, at sådanne beskrivelser af Mengele også må tilskrives, at han stod i en skærende kontrast til de forfærdelige forhold i Auschwitz og de forhutlede fanger, der omgav ham.

Under sin tjeneste i Auschwitz fik Mengele betydelige poster i dele af Birkenau-lejren. Kilder beskriver fejlagtigt Mengele som cheflæge i Auschwitz. Dette var imidlertid en titel, som hans overordnede Standort-Arzt Eduard Wirths bestred. Mengele var kendt i Auschwitz, men han var ikke nogen prominent nazist eller SS-læge og ikke kendt af Hitler. Det har ofte været beskrevet, at Mengele havde en doktorgrad i filosofi, hvilket han ikke havde. Mengele tog ud over sin eksamen i medicin doktorgrad i antropologi.

Antallet af ofre, som Mengele udvalgte til gaskamrene, er flere steder nævnt til 400.000, hvilket ikke er et realistisk antal. Selvom Mengele havde tjeneste i den periode, hvor gasningen af jøder var på sit højdepunkt, havde et betydeligt antal SS-læger tjeneste i lejren, og for mange af disse var deltagelse i udvælgelserne en del af tjenesten. Mengele havde desuden flere opgaver i lejren. Den nyeste forskning foretaget af Auschwitz-Birkenau museet anslår, at ca. 1,1 mio. mennesker omkom i lejren, mens den fungerede, heraf alene ca. 865.000 jøder i gaskamrene. Ud fra disse betragtninger menes et femcifret tal at være det tætteste, man kan komme på mht. antal af drab på mennesker, som Mengele er personligt ansvarlig for.

Trods store internationale anstrengelser og dusører for opsporingen af Mengele lykkedes det aldrig at opspore ham, selvom om Sydamerika blev anset for hans skjulested. Der kom gennem årene efterretninger om et fashionabelt liv og en forsættelse af tvillingeforskningen, fremsat af forskellige nazijægere i forsøg på at bevare interessen for sagen. Myten blev portrætteret i litteratur og spillefilm og satte sig spor. Mengele levede de sidste mange år af sit liv isoleret, og dette var en betydelig faktor i hans held med at undslippe retsforfølgelse. Mengele ville dog aldrig have klaret den uden den mangeårige hjælp fra familien samt den lukkede kreds af få loyale venskaber og kontakter under flugten fra Europa og de mange år i Sydamerika. Mengeles held blev hans eneste straf - efter Auschwitz måtte han leve resten af sit liv i angst for tilfangetagelse.


[redigér] Film

  • Hitlers Håndlangere II: Mengele - Dødsenglen (2005), Dokumentarfilm, ZDF. Biografi over Mengeles liv, med rekonstruktion af hændelserne, samt interviews med overlevne tvillinger samt Mengeles tidligere SS-kollega; Dr. Hans Münch.
  • Auschwitz (2005), Dokumentarfilm, af: Laurence Rees, BBC. Detaljeret gennemgang af lejrens funktion og historie.
  • Forgiving Dr. Mengele (2005), Dokumentarfilm, af: Bob Hercules, Cheri Pugh. Mengele-tvillingen Eva Mozes Korr's beretning fra Auschwitz og tilgivelse af Mengele.
  • The Grey Zone (2001), Fiktion. Instr: Tim Blake Nelson. Med Henry Stram som Mengele. Baseret på virkelige hændelser fra det Sonderkommando som i 1944 gjorde oprør i et af krematorierne i Birkenau.
  • Nichts als die Wahrheit, (1999), Fiktion, Instr:: Roland Suso Richter, Med Götz George som Mengele. Fiktiv skildring af retssagen mod den ældre Mengele.
  • Out of the Ashes (2003), Fiktion (TV-film), Instr: Joseph Sargent. Med Jonathan Cake som Mengele. Baseret på Gisella Perls øjenvidneberetninger som fangelæge under Mengele i Auschwitz.
  • Und die Geigen verstummen (And the Violins Stopped Playing, 1988), Fiktion, Instr: Alexander Ramati, Med Marcin Tronski som Josef Mengele
  • The Boys from Brazil (1978), Fiktion, Instr: Franklin J. Schaffner. Med Gregory Peck som Mengele. Spillefilm som Mengeles fashionable liv i sydamerika som tvillinge-forsker og med planer om fuldføre drømmen om den ariske races verdensherredømme.

[redigér] Kilder/litteratur henvisninger

  • Josef Mengele. Der Arzt von Auschwitz / Ulrich Völklein, 2003, ISBN 3882436859
  • MENGELE: The Complete Story / Gerald L. Posner & John Ware, 1986, ISBN 0440155797
  • Children of the Flames: Dr. Josef Mengele and the Untold Story of the Twins of Auschwitz / Lucette Matalon Lagnado & Sheila Cohn Dekel, 1992, ISBN 0688096956
  • Günzburg und der Fall Josef Mengele: Die Heimatstadt und die Jagd nach dem NS-Verbrecher / Sven Keller, 2003, ISBN 3486645870
  • THE NAZI DOCTORS: Medical Killing and the Psychology of Genocide / Robert J. Lifton, 1986, ISBN 0-465-09094
  • Kalendarium der Ereignisse im Konzentrationslager Auschwitz-Birkenau 1939 - 1945 / Danuta Czech, 1989, ISBN 3498008846
  • Auschwitz, a Doctor;s Eyewitness Account / Miklos Nyiszli, ISBN 1559702028
  • I Was a Doctor in Auschwitz / Gisella Perl, 1948, ISBN 0405123000
  • Prisoners of Fear / Ella Lingens-Reiner, 1947, ISBN 0300095570
  • Echoes from Auschwitz: Dr. Mengele's Twins: The Story of Eva & Miriam Mozes / Eva Mozes Kor und Mary Wright, 1995, ISBN 0964380757


[redigér] Eksterne links

[redigér] Billeder

organisation