Bruger:Jakobrahbek/sandkasse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne side er en Wikipediabrugers private sandkasse til at afprøve redigeringsrelaterede ting. Rettelser fra andre er ikke nødvendigvis velsete - spørg på diskussionsiden.
Jesus fra Nazaret er en skikkelse af stor religiøs betydning, der ifølge de kristne overleveringer levede i Israel fra ca. 7-4 før vor tidsregning til år ca. 30-33. Ifølge Det Nye Testamente er han Guds søn, og kristne kalder ham også for Jesus Kristus eller simpelthen Kristus.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kronologi
Den vestlige tidsregning har siden middelalderen været baseret på Jesu formodede fødselsår, der af munken Dionysius Exiguus blev udregnet til at være 753 år efter Roms grundlæggelse. Datoen for Jesu fødsel blev da defineret som d. 25. december i år 1 ante Christum natum ("før Kristi fødsel"), og det umiddelbart følgende år blev designeret som 1 Anno Domini ("i det Herrens år"). Der findes således ikke noget år 0, da årstallene egentlig er ordenstal og ikke kardinaltal. Historisk set er der dog en del problemer med nøjagtigt at stadfæste Jesu fødsel, da evangeliernes oplysninger kun stemmer dårligt overens med de historiske vidnesbyrd, vi ellers kender. Ifølge Matthæus bliver Jesus født, medens Herodes den Store regerer, men vi ved bl.a. fra Josefus, at han døde i år 4 f.Kr.. Lukas lader derimod Jesu fødsel falde sammen med Quirinius' folketælling, der fandt sted i år 6 e.Kr., ti år efter Herodes' død. Nogle teologer mener dog, at Lukas må have hentydet til en tidligere folketælling, vi i dag blot ikke kender til.
[redigér] Etymologi og grammmatik
Kristus er den latinske form af det græske Χριστός Christos, som betyder "den salvede". Det er igen en oversættelse af det hebræiske ord מָשִׁיחַ māshiaḥ, der ligeledes betyder "salvet", og er indlånt i dansk som Messias - en titel, Jesus blev givet af hans følgere for at understrege hans specielle status, som den, der var blevet profeteret om i den jødiske Bibel, de kristnes "Gamle Testamente".
Betegnelsen "den salvede" henviser nemlig til løfterne om en konge af Davids slægt, altså en salvet (konger, der var blevet indsat er Gud, var nemlig indsat ved salvelse med olie). F.eks Esajas 9,5 hvor der står: "Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre ... stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone, og over hans rige." Dette var netop sådan, de kristne så Jesus, som den salvede Davidskonge, der snart ville oprette sit rige. Dette henvises der til utalllige gange i evangelierne, så som Matthæus 1,1: "Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn".
Navnet Jesus kommer af det hebraiske navn Josva, der betyder ”Jahve frelser”, og dette bliver i Matthæus-evangeliet tolket sådan: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.” (Matt 1,21)
På dansk er det stadig almindeligt at bruge de latinske genitivformer af navnene Jesus og Kristus (indtil det 20. århundrede skrevet med Ch-): f.eks. Kristi fødsel eller Jesu navn. I ældre dansk møder man tillige en række andre latinske kasus, fx vokativ (Mægtigste Kriste!) og akkusativ (Jesum, Christum). Da Kristus ikke kan tage den bestemte artikel, brugte ældre danske bibeloversættelser formen den Christus. Nu om dage opfattes Kristus nærmest som et egennavn, som ikke behøver nogen artikel.
[redigér] Jesus historicitet
For mange kristne må Jesu eksistens opfattes som aksiomatisk, idet kristendommen bygger på troen på Jesus som Guds søn. I praksis ved man dog meget lidt uafhængigt om Jesus, idet der ikke findes samtidige kilder, der dokumenterer hans eksistens. Der til skal det nævnes at dette er sandt for de fleste personligheder i oldtiden, Tacitus, Ceasar, Sokrates, Platon, o.s.v. De bibelske fortællinger om Jesu fødsel og liv er desuden skrevet på et tidspunkt, hvor forfatterne ikke har kunnet have førstehåndsviden om sagen.
Det eneste, vi i dag ved med sikkerhed, er at der omkring år 50 e.Kr. fandtes en jødisk gruppe, der var samlet om en person, som de kaldte Jesus. Der var dog på daværende tidspunkt en del prædikanter, der påstod, at de var profeter, og eftersom navnet Jesus var almindeligt dengang, kan der have eksisteret flere personer ved navn Jesus, der samlede grupper af mennesker omkring sig.
Pga. Paulus' yderst sparsomme referencer til Jesu liv har man således spekuleret i, om det er førnævnte gruppes Jesus, som Paulus henviser til i stiftelsen af kristendommen, eller om det har været en anden person ved navn Jesus. Nogen har endda gået så vidt som til, bl.a. også på baggrund af visse usammenhængende oplysninger i det Nye Testamente, helt at benægte Jesu eksistens som andet end et opdigtet sammensurium. Imidlertid anser langt de fleste historikere det for usandsynligt, at der ikke skulle have levet en rigtig person (eller flere), der har skullet været ophavsmand til mange af udtalelserne og centrum for - i det mindste en del - af de beskrevne begivenheder.
[redigér] Historiske kilder
[redigér] De antikke historikere
Josefus (Josef ben Mattias) var jødisk historiker omkring Jesu tid. Han er født i år 37 e. Kr. og døde i 100 e. Kr. I hans The Antiquities of the Jews fra år 93 eller 94 e. Kr. skriver han:
"3. Now, there was about this time, Jesus, a wise man, if it be lawfull to call him a man, for he was a doer of wonderful works, - a teacher of such men as receive the truth with pleisure. He drew over to him many of the Jews, and many of the Gentiles. He was [the] Christ; and when Pilate, at the suggestion of the principal men amongst us, had condemned him to the cross, those that loved him did not forsake him, for he appeared to them alive again the third day, as the divine prophets had foretold these and then ten thousand other wonderful things concerning him; and the tribe of Christians, so named from him, are not extinct at this day." (Josephus, Complete works, oversat af Whiston, Kregel Publications, Grand Rapids, side 379)
Josefus beretter også i ca. år 90 om Jakobs henrettelse og kalder ham Jakob, ”bror til Jesus, den såkaldte Kristus”
Tacitus nævner de kristne (chrestianere) ca. 110 i forbindelse med beretningen om Roms brand og siger at dette navn stammer fra en ”Chrestus som prokuratoren Pontus Pilatus under herskeren Tiberius havde ladet henrette” Derefter kritiserer Tacitus religionen som ”den fordærvelige overtro”(Annalen XV, 44)
Sueton fortæller efter år 130 i sin beretning om Klaudius (død 54), at denne kejser ”jagede jøderne fra Rom, som under anstiftelse af en Chrestus bestandig lavede uro”
[redigér] Det nye testamentlige kilder
[redigér] Paulus
Paulus' breve er for de flestes vedkommende skrevet omkring 50-60, og er dermed det første skriftlige vidnesbyrd, vi har om Jesus. Paulus forholder sig dog imidlertid bemærkelsesværdig tavs angående Jesu liv. Det betyder dog ikke, at han taler om en helt anden Jesus, men derimod viser det bare at hans breve ikke er fortællinger om Jesus' liv, men derimod, om hvem Jesus var teologisk set og hvad han betyder. Der gives dog en række oplysninger om Jesus: Han var af Davids slægt (Rom 1,3), han indstiftede nadveren og han blev forrådt (1 Kor 11,23ff) og han døde, blev begravet og opstod på tredje dagen og blev set af apostlene og på et tidspunkt af 500 brødre (dvs kristne) på en gang (1 Kor 15,3-6).
[redigér] Evangelierne
Af kilder til Jesu liv er evangelierne de vigtigste, der skriver om Jesu liv, lære og den sidste uge, hvor han dør og opstår. Der er forskellige meninger om, hvor pålideligt vi kan betragte evangeliernes beretning om Jesus. Herunder er spørgsmål angående forfatterskab og datering. Oldkirken og konservative teologer anser skrifterne for at være forfattet af de personer, som evangelierne tidligt er blevet tilskrevet til dvs. enten af apostlene (Matthæus og Johannes) eller af nære medarbejdere til apostlene (Markus og Lukas). Disse konservative teologer regner ofte med at evanglierne er skrevet i tresserne, dvs ca. 30 år efter Jesu død. Johannesevangeliet dateres dog til omkring 90, da evangliet selv virker til at give et indtryk af at være skrevet af Johannes i de sidste år før sin død.
Den nyere liberale forskning mener derimod, at evangelier er skrevet af anonyme forfatter oftest uden tilknytning til apostlene. Evangelierne dateres allertidligst efter år 70, da disse teologer opfatter det umuligt at evangelierne skulle kunne have forudsagt Jerusalems fald i år 70. Evangelier bliver derfor anset til at være skrevet mellem år 70-100. Læs mere under de enkelte evangelier.
Spørgmålet om de tre første evangeliers indbyrdes brug af hinanden, ofte kaldt det synoptiske problem, er længe blevet diskuteret, men i dag hælder de fleste til den såkaldte to-kilde hypotese, hvor Matthæus og Lukas, udover eget særstof, har lånt stof fra Markusevangeliet og en anden ukendt kilde kaldt Q-kilden. Se mere under det synoptiske problem.
[redigér] Andre ny testamentlige skrifter
Hebræerbrevet bevidner at Jesus er født af Judas stamme (Hebr 7,14), og døde udenfor byen (Hebr 13,12), at han led og blev fristet (Hebr 2,18; 4,15; 5,8) og at han udholdt korset (Hebr 12,2).
Apostlenes Gerninger har en række grundlæggende historiske dataer om Jesu liv.
[redigér] Apokryfiske skrifter
Der findes desuden en række senere evangelieskrifter, der ikke er optaget i Bibelen (fx Thomas-evangeliet eller Judasevangeliet). Disse repræsenterer ofte andre strømninger inden for den tidlige kristendom, end den, der med tiden skulle udvikle sig til, hvad vi i dag anser for traditionel kristendom, disse er dog ikke nær så godt bevidnet, som de evangelier, vi har i Det Nye Testamente, og er også meget senere forfattet. Thomasevangeliet i år 200, og Judasevangeliet sandsynligvis fra samme tidspunkt eller senere, altså mindst 100 år senere i de evangelier, vi har i Det Nye Testamente. Disse skrifter siger derfor meget mere, om de gnostiske strømninger, som de udsprang af, end om historien om Jesus fra Nazaret.
[redigér] Islams syn på Jesus
Jesus er en central person i Koranen (Al-Qur'an), hvor hans navn (Isa) er nævnt 25 gange. Jesus er en af Allahs væsentligste budbringer, og han må anses som en fundamental del af Islams verdensbillede.
Islams opfattelse af Jesus (Isa) har en del tilfælles med de bibelske fortællinger, så som troen på jomfrufødslen, Jesu som den der helbreder og gør mirakler, Jesus som lærer og så videre. Jesu bliver også ophøjet til himmels og mange muslimske teologer mener ligesom de kristne at Jesus skal komme igen ved tidernes ende. Jesus kaldes eleve gange for al-Masih (Messias eller Kristus) og i sura 3,45 kaldes han Kalimatullaah (Guds ord).
Alligevel er der meget store forskellige på islams og kristendommens syn på Jesus. Selv når det er de samme beretninger, der fortællers, så har Koranen ofte en helt anden vinkel på begivenhederne. Derudover benægter Koranen, at Jesus er Guds søn og ligeså kristendommens dogme om treenigheden og Jesu guddommelighed. For dem er Jesus en af de allerstørste profet, men ikke mere end det. Langt de fleste muslimerne tror hellere ikke, hverken at Jesus døde på korset og opstod. Det skyldes sura 4,158 i Koranen, hvor der er skrevet:
- "Og fordi de [jøderne] har sagt: Sandelig, vi har myrdet Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud! - De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelsen, men han forekom dem (død). Og de, som var uenige derom, er visselig i tvivl derom. De har ingen (sikker) viden, men følger (kun) en formodning, og de dræbte ham visselig ikke."
Der er dog tre steder i Koranen, som umiddelbart læses som om Jesus faktisk døde (Sura 3,55-56; 19:34 og 5,118), men de fleste muslimske teologer vælger at tolke og oversætte disse steder ud fra sura 4, 158, selvom vendningen i sura 4 -de dræbte ham ikke - kunne tolkes som at jøderne ikke overvandt ham, da han, underforstået, opstod.
[redigér] Kilder
Islam har ingen kilder udover åbenbaringerne fra Muhammed til at understøtte deres syn på Jesus. Enkelte muslimske teologer har henvist til det apokryfiske skrift Barnabasevangeliet, der dog sandsynligvis er skrevet i det 14-16. århundrede i Italien eller Spanien under stærk muslimsk påvirkning .
[redigér] Billeder af Jesus
Den største statue af Kristus kan ses i Rio de Janeiro. Men der findes ingen samtidige billeder og figurer af ham, da jøderne havde billedforbud.


