Ny musik
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ny musik betyder egentlig blot musik af nyere dato, men i kompositionsmusik-sammenhæng er det en ofte benyttet betegnelse for ny, eksperimenterende musik inden for rammerne af den klassiske musiktradition.
Begrebet er formentlig opstået med den tyske musikkritiker Paul Bekkers foredrag "Neue Musik" (1919) og yderligere udbredt med Adornos bog Den ny musiks filosofi fra 1948. I begyndelsen var ny musik en betegnelse for opgøret med senromantikken til fordel for et atonalt tonesprog (især Den 2. Wiernerskole), men siden fik det en bredere betydning som den musik der bygger videre på denne musikalske modernisme.
Det indebærer som regel at det er musik skabt af konservatorie-uddannede komponister som opføres i koncertsale bygget til klassisk musik af konservatorieuddannede musikere. Andre betegnelser er "nyklassisk musik", "ny partiturmusik" og "ny kompositionsmusik".
Betegnelsen er blevet kritiseret i de senere år for at være upræcis og for at tage patent på ordet "ny". Desuden, hævdes det, er den samtidige kompositionsmusik ikke så forskellig fra andre genrer som den har været - især i lyset af elektronisk musik, der rummer både uddannede og autodidakte komponister.[1][2]
[redigér] Litteratur
- Palle Andkjær Olsen & Ursula Andkjær Olsen. Ny musik efter 1945, Systime 2001.

