Bybygning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Bybygning eller Urban Design som det internationalt betegnes er en relativt ny fagudvidelse indenfor fagene arkitektur og byplanlægning. Fagområdet der rummer dele af arkitektur og byplanlægning, befinder sig også niveaumæssigt mellem disse fagspecialer. Det er opstået i erkendelse at at et stort område mellem arkitektur og planlægning ikke var blevet behandlet grundigt nok. Hvor arkitekter behandlede husenes udseende og konstruktion, tog planlæggerne sig af den overordnede fysisk/funktionelle placering i byen. Men ingen af grupperne havde rigtig forsket i det der ligger imellem, pladser, gader kort sagt der hvor folk færdes i offentlige og halvoffentlige zoner. Indretningen af disse havde i for høj grad hvilet på postulater om anvendelighed og fortræffelighed, men målte man på trivsel og aktiviteter så det tit sløjt ud: De områder eller zoner der skulle være basis for liv og kultur i området lå øde hen, overladt til sig selv som følge af tilfældige beslutninger.

Bybygning handler på overordnet plan meget om en konstruktion eller rekonstruktion af byens rum. Hvor der før, i gamle bydele opstod mindre torve og pladser tæt integreret i byens liv blev disse, især under funktionalismen udvandet og omgivet af tilfældigt placerede bygninger i modernistisk stil. Modtrækket var, gennem hensigtsmæssig tilbygning at skabe et sammenhængende hierarki af pladser, mindre torve og gaderum hvor man på ethvert niveau kunne finde den grad af offentlighed/privathed situationen eller lokaliteten lagde op til. Samtidig påpegedes vigtigheden af at tilpasse områdernes visuelle udtryk til den menneskelige skala og ikke til forbikørende biltrafik i fuld fart.

Ud fra studier om adfærd i offentlige rum samt indretning af disse var det muligt at opstille er række tommelfingerregler der burde følges for at få det bedst mulige fysisk/sociale/kulturelle miljø. Herigennem blev det også erkendt hvor vigtig en rolle de såkaldte halvoffentlige zoner spiller. Forskellen på rigtig og forkert behandling af disse var intet mindre end forskellen på liv og trivsel kontra tomhed og konformitet i byrummene. Gentagne gange kunne det konstateres hvor velfungerende f.eks. visse italienske torve/pladser var, mens lange, detailfattige gadeforløb i betonforstæder kun skabte mere tomhed og deraf følgende identitetsløshed. Der lå en vigtig opgave i at påpege hvordan et trøstesløst miljø kun kunne påvirke mennesker negativt samt at fremkomme med alternative forslag, hvor byer, byggeri og gaderum i højere grad blev præget af menneskelige værdier i menneskelig skala.

Studiegrupper på Kunstakademiets Arkitektskole samt tilsvarende i udlandet startede i 70’erne forskning i dette vigtige delområde hvilket har udmøntet sig i flere rapporter samt bøger som ”Livet mellem husene” af J.Gehl. m.fl.

Forskningen finder fortsat sted, nu om dage i Center for Byrumsforskning på Kunstakademiets Arkitektskole og Arkitektskolen Aarhus.

organisation