Augustus' religiøse reformer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Religion
Historiske religioner
Egypten - Grækenland
Norden - Keltere

Denne artikel er del af serien Romersk religion

Praksis

Ofring · Kalender
Kejserkult · Templer
Sibyllinske bøger

Guder i statskulten

Jupiter · Venus
Mars · Diana
Interpretatio graeca

Guder i privatkulten

Lar · Genius
Di Manes · Penater

Helte

Romulus og Remus
Æneas

Fester

Fasti
Saturnalia · Lupercalia
Parentalia

Præster

Augur · Flamen · Haruspex
Pontifex maximus
Rex Nemorensis
Rex Sacrorum · Vestalinde

Kultfællesskaber

Gnosticisme
Mysteriereligion
Neoplatonisme
Stoicisme
Urkristendommen

Begivenheder

Kristenforfølgelse
Augustus' reformer

Rediger

Augustus’ religiøse reformer var et forsøg på at revitalisere den traditionelle romerske religion efter at Augustus og kredsen omkring ham havde taget magten i Romerriget. De var del af de reformer, der ifølge det nye regime skulle føre til genetableringen af den romerske stat efter den ødelæggende borgerkrig.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Revitalisering af fortidens religion

Augustus beskrev i sit politiske testamente, Res Gestae Divi Augusti, reformerne på denne måde:

Med udstædelsen af flere nye love fornyede jeg vore slægters forsvindende skikke og jeg var selv forbilledlig på mange områder, for at de efterfølgende (slægter) således kan efterligne (mig).[1]

En stor del af Roms templer og helligdomme var stærkt forfaldne pga. den manglende vedligeholdelse under borgerkrigen, og sammen en række nybyggerier blev de restaureret af Augustus, da hans parti havde vundet den endelige sejr. Flere præsteembeder havde været ubesatte igennem en årrække, og Augustus udnævnte fx en flamen Dialis for første gang siden 87 f.v.t. De traditionelle offerceremonier skulle alle genoptages, mens fremmede religioner blev i flere tilfælde forbudt, og især egyptiske kulte blev forfulgt. Det gælder bl.a. Isiskulten, som ellers var blevet meget populær i Rom.

Blandt de kulte der blev revitaliseret var den for Lares Compitales (guder for vejkryds/skel), men som noget nyt blev denne kult knyttet til kulten for Augustus’ egen genius. Dyrkelsen af række særlige Lares Augusti spredte sig herefter igennem hele Italien.

Augustus fejrede etableringen af sit nye regime med afholdelsen af Ludi Saeculares i 17. f.v.t., men hvor man tidligere havde fejret de underjordiske guder som Dis Pater og Proserpina, var det nu Apollo og Venus, som blev centrum for festen. Dette skulle understrege at det var fremtiden og begyndelsen på en ny gylden epoke som blev fejret.

[redigér] Den nye fred efter borgerkrigen

De religiøse reformer var et vigtigt led i etableringen af Augustus’ principat, da de havde propagandamæssig stor betydning for legitimeringen af det nye regime. Formålet var at vise at, Augustus med sin sejr over Antonius havde bragt fred og ordnede forhold tilbage og genrejst riget i dets tidligere form. Det var en udbredt opfattelse blandt romerne at de mange sejre, som Rom havde vundet også havde svækket byen og åbnet for nye, fremmede og især uromerske skikke. Derfor var byen næsten bukket under, fordi dens ledere havde fået ”græske” idéer såsom demagogi og tyranni, resultatet havde været en borgerkrig.[2]

Mindet om borgerkrigen, hvor de gamle dyder og respekten for de traditionelle skikke og guderne blev glemt, var stadig levende i befolkningens erindring da Principatet blev etableret. Opfattelsen var at det totale kollaps kun med nød og næppe var blevet undgået med freden efter Actium, og frygten for at et nyt kaos kunne bryde ud var stadigt udbredt. Disse holdninger kommer bl.a. til udtryk hos Livius i hans forord til Ab Urbe condita.[3]

Under det nye regime skulle romerne genoptage fortidens skikke og kontakten til den guddommelige verden skulle genoprettes ved at revitaliseringen af de traditionelle ritualer både indenfor statens og den private kult. Borgerkrigen havde været et resultat af romernes svigt af deres religion, for den guddommelige lov (ius divinum) mellem guder og mennesker var brudt og gudernes fred (pax deorum) var ude af kraft. Derfor blev det et vigtigt element i det nye regimes propaganda at give udtryk for, at den gamle orden ville blive genskabt, når de republikanske rituelle skikke var genoplivet. Og Augustus skulle stå som garanten for dette.[4]

[redigér] Konservatisme og patriotisme

Horats beskriver allerede i 35 f.v.t., fire år før Actium, Augustus som en mand, der bekymrede sig for Italien og dets guders helligdomme.[5] Augustus stod under sin krig mod Antonius for en linje der i højere og højere grad blev fremstillet som et forsvar for de vestlige, dvs. italiske og græske, værdier overfor de indtrængende og dekadente østlige skikke. Deres frentræden blev personificeret ved Antonius, der havde allieret sig med den egyptiske dronning Kleopatra. I krigen havde Augustus stået sammen Italiens guder overfor Egyptens bestialske gudehob.

Kredsen omkring Augustus udnyttede sejren ved Actium som platform til at skabe en patriotisk bevægelse, og herudaf opstod der en ”national”-myte, om at romerne havde skabt deres imperium fordi det var uafvendeligt; hvor grækerne havde deres filosofi, kunst og retorik, så var romerne mestre indenfor krigs og statmandskunst. Augustus havde med sin sejr forsvaret disse dyder og skabt mulighed for en ny storhedstid for hele romernes imperium.[6]

På grundlag af en konservativ strømning, der længtes efter et fortidigt idealsamfund, iværksatte Augustus en række reformer, som i navn og form genetablerede de gamle institutioner. Indholdet derimod blev brugt som understøttelse af det nye regimes legitimitet og dermed garanti for dets overlevelse. Denne konservative strømning ydede derved et væsentlig bidrag til fundamentet under en reel nyskabelse i den romerske historie: Augustus principtat.

[redigér] Noter

  1. Oversat fra Res gestae Divi Augusti kap 8: Legibus novis latis complura exempla maiorum exolescentia iam ex nostro usu revocavi et ipse multárum rérum exempla imitanda posteris tradidi. Teksten er udgivet i Loeb Classical Library, 1924
  2. Ronald Syme: The Roman Revolution, Oxford University Press, 1939. ISBN 0-19881001-6 pp. 440-441
  3. Liber I; http://www.thelatinlibrary.com/liv.html Livius' samlede værker (latin)
  4. H. H. Scullard, Form the Gracchi to Nero; A History of Rome 133BC to AD68, 5. ed, Routledge, 1982. ISBN 0-415-02527-3 pp. 335-336
  5. Horats: Satirae I.6.35: http://www.thelatinlibrary.com/horace/serm1.shtml#1.6
  6. Ronald Syme: The Roman Revolution, Oxford University Press, 1939. ISBN 0-19881001-6 pp. 440
organisation