Holocaust

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Skiltet med "Arbeit macht frei", her fra Auschwitz skulle bilde jøderne ind, at de havde mulighed for at blive frigivet fra lejrene, hvis de arbejdede hårdt og gjorde hvad der blev sagt. En nazistisk propaganda-løgn. Billede af H. Pellikka
Skiltet med "Arbeit macht frei", her fra Auschwitz skulle bilde jøderne ind, at de havde mulighed for at blive frigivet fra lejrene, hvis de arbejdede hårdt og gjorde hvad der blev sagt. En nazistisk propaganda-løgn. Billede af H. Pellikka

Holocaust (af græsk holokáutoma, olos = fuldstændigt - og kausis = brand /forbrænding, siden anglificeret) er den generelt accepterede betegnelse for den nationalsocialistiske jødeforfølgelse og efterfølgende målrettede udryddelse af ca. 6 millioner mennesker af jødisk afstamning fra 1933 til 1945. Nazisterne gav udryddelsen navnet die Endlösung, forstået som den endelige løsning på det påståede jødeproblem, som Adolf Hitler allerede i sin bog fra 1924, Mein Kampf, havde beskrevet.

Betegnelsen dækker i nogle sammenhænge også over undertrykkelse og udryddelse af andre folkegrupper som Sinti og Roma (sigøjnere) samt såkaldte "Unerwünschte", uønskede, grupper som eksempelvis homosexuelle, Jehovas vidner, udviklingshæmmede. Der er ikke enighed om, hvor grænsen går for definitionen af Holocaust, mens nogle historikere betegner alle gruppers forfølgelse i Nazi-Tyskland, så holder andre historikere sig til udelukkende at benytte ordet Holocaust om forfølgelsen og udryddelsen af jøder. Hvis man medtager alle grupper, også sovjetiske og polske krigsfanger, politiske fanger m. fl. så beløber det samlede antal ofre for nazisternes udryddelsesstrategi i de mange Koncentrationslejre sig til omkring ni til elleve millioner.

Holocaust var et system til fordrivelse, undertrykkelse og ultimativt til udryddelse af jøderne. Dette indebar først særlove, der beskar visse folkegruppers borgerrettigheder, senere internering og tvangsarbejde i de såkaldte kz-lejre, kulminerende i deciderede udryddelseslejre. Samme system blev med varianter brugt i samtlige fascistisk kontrollerede områder før og under 2. verdenskrig med undtagelse af Spanien - og tildels Bulgarien - og blev brugt primært (men ikke udelukkende) mod jøder.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Holocausts rødder i den tyske antisemitisme

[redigér] Antisemitismen før nazisternes magtovertagelse 1933

Antisemitismen havde haft godt fat i Tyskland længe før Hitler begyndte at bruge den. Før i tiden havde antisemitismen dog hovedsageligt været religiøst eller politisk funderet, hvormed en assimileret og til protestantismen omvendt jøde kunne undslippe diskriminering og forfølgelse i tiden før Nazi-Tyskland. Nationalsocialismen tilføjede dog en ny antisemitisme, der havde rødder i en stigende pseudovidenskabelig racelære. Jøderne var nu ikke bare et problem pga. religion eller politiske krav, men et problem pga. deres "urene race". Som sådan kunne en jøde nu ikke som tidligere undslippe antisemitismen. Denne forestilling var en del af det nazistiske verdensbillede om, at al historie var racekamp.

[redigér] Antisemitismen og nazisternes chikane 1933-1939

Allerede den 1 april 1933, blot en uge efter den nazistiske magtovertagelse den 24. marts, begyndte de tyske jøder at kunne mærke de nye tider. En af Joseph Goebbels iværksat propaganda mod jødiske forretninger opfordrede tyskere til at boykotte jødiske forretningsdrivende, og den nazistiske kamporganisation Sturmabteilung, SA, ødelagde flere steder jødiske forretninger og tæskede deres indehavere. Blot en måned senere, den 10. maj, stormede tusinder af nazistiske studerende sammen med en del professorer biblioteker og boghandler over hele landet for at fjerne bøger skrevet af ikke-ariere samt bøger der var i modsætning til den nationalsocialistiske ide. Kampagnen var startet af Deutsche Studenterschaft og endte i 30 byer i offentlige afbrændinger af store mængder bøger af pacifistiske, marxistiske og jødiske forfattere, dem man anså for at stå i modsætning til det germanske folk. Bogafbrændingen skulle få Heinrich Heines profetiske ord sagt 100 år i forvejen til at give mening: "Der hvor man engang brænder bøger, vil man en dag brænde mennesker".

I flere af de nazistisk styrede regionale enheder i landet vedtoges der uafhængigt af den nazistiske ledelse skrappere og skrappere regler for jøder; ofte måtte ledelsen sågar dæmpe nogle regionale enheder i reform-iveren. Disse regler udviklede sig efterhånden til det rene apartheid, hvor jøder ikke havde ret til at benytte de samme bænke, toiletter, gader, busser som de "ariske" tyskere.

Med vedtagelsen af Nürnberglovene september 1935 blev det gjort klart hvordan man racemæssigt definerede en jøde. Hvis man var af en slægt med religiøst funderede jøder, blev man pludseligt defineret racemæssigt som jøde. Endvidere blev ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder forbudt ved lov, for at kunne holde det germanske blod "rent". Den største konsekvens fik denne lov ved at jøder nu blev frataget deres rettigheder som tyske statsborgere. Hvis man var af jødisk afstamning var man nu andenrangsborgere, og kunne som sådan ikke gøre krav på samme behandling som de "rene" tyskere. For mange jøder der havde kæmpet eller haft familiemedlemmer der døde for Tyskland i 1. verdenskrig var dette et fuldstændigt uforståeligt skridt, men også noget af en øjenåbner. Mange jøder, der havde følt sig som tyske, og hvis slægt havde boet i Tyskland i flere hundrede år, vendte sig nu mod jødedommen og zionismen eller forsøgte at råbe nazisterne op. Forgæves.

Den berygtede terrorforanstaltning Rigskrystalnatten, 9. november 1938, var for mange jøder et afgørende tegn på ulykkens komme. Her blev samtlige synagoger i landet ødelagt og brændt, og mange jøder blev tæsket til døde. 30.000 jøder anholdtes og jøder fik nu formelt forbud mod at drive forretning. Som konsekvens af den stigende chikane, Nürnberglovene og Rigskrystalnatten blev den udbredte følelse af angst for meget for mange jøder, og omkring 170.000 tyske jøder, 1/3 af det oprindelige antal, havde i slutningen af 1938 måttet tage det smertefulde skridt at udvandre fra Tyskland. ´ Der var dog i nabolandene ikke meget vilje til at tage imod de flygtende og forfulgte jøder. Bl. a. Danmark afviste ved flere lejligheder at give flygtningene asyl. Mange jøder ville flygte, men kunne altså ikke.

[redigér] Nationalsocialistisk propaganda

En vigtig del af Holocaust var den propaganda man fra Nazi-Tysklands side iværksatte for at overbevise den tyske befolkning om jødernes urenhed. Jøderne blev fremstillet som uærlige, listige, ækle, langnæsede, profitorienterede snydere, der intet kendte til de kardinaldyder om troskab og loyalitet, som nazisterne i deres propaganda udlagde som særligt tyske. Den konspiratoriske og usande Zions Vises Protokoller blev anvendt i promoveringen af den store konspirationsteori, og film og blade, eksempelvis nazibladet der Stürmer, portrætterede jøder som onde mennesker, der udelukkende pønsede på at falde det tyske folk i ryggen.

[redigér] Oprettelsen af koncentrationslejre - Optakt til Holocaust

[redigér] Første koncentrationslejre 1933-1938

Allerede i marts 1933, da Hitler kun var provisorisk ved magten og endnu ikke havde vundet det afgørende valg senere på måneden, begyndte man at oprette koncentrationslejre rundt omkring i landet, til at opbevare mange af de politiske modstandere, man efter Rigsdagsbranden sidst i februar havde anholdt. En af de første lejre, Dachau i Bayern, blev hurtigt fyldt med politiske modstandere som kommunister, men sidenhen, efter socialdemokratiets ulovliggørelse, også socialdemokrater. Meget hurtigt begyndte man nu at indsætte folk i lejrene, de såkaldte uønskede, som man anså for at være til fare for det germanske blod og det germanske folk. I starten brugte man lagerhuse eller kældre til at opbevare de mange indsatte, men meget snart udvikledes et system af koncentrationslejre over det meste af Tyskland.

Indtil 1938 var koncentrationslejrene hovedsageligt blevet brugt mod politiske modstandere, homosexuelle eller udviklingshæmmede, men med Rigskrystalnatten (tysk: Reichskristallnacht) den 10./11. november ændrede billedet sig. Her blev 30.000 af de mest prominente jøder, rabbinere, tidligere politikere og intellektuelle, også smidt i lejre.

[redigér] Internering af jøder i ghettoer fra 1940

Czestocowa-ghettoen i det sydlige Polen. Et jødisk arbejdshold skovler sne, mens en tysk soldat ser til.
Czestocowa-ghettoen i det sydlige Polen. Et jødisk arbejdshold skovler sne, mens en tysk soldat ser til.

Med invasionen af Polen begyndte man at samle jøder i ghettoer rundt omkring i de besatte områder. Især i Polen, hvor antallet af jøder var størst, oprettede man enorme ghettoer med flere hundredetusinder jøder. I Warszawa og Lodz oprettede man de største, men ghettoerne kunne findes mange steder, bl. a. af mindre størrelse som i Frankrig.

Op til 1,6 millioner jøder blev under krigen dræbt udenfor koncentrationslejre ved improviserede massehenrettelser rundt omkring i Østeuropa. Dette skete især i 1940 og 1941 hvor SS-tropper allerede var gået i gang med en systematisk henrettelse af jøder, især i Sovjetunionen. Disse såkaldte Einsatzgruppen huserede i området bag ved østfronten, hvor de dræbte jøder, intellektuelle og modstandsfolk.

Indtil 1942 var der kommet flere og flere lejre der skulle huse forskellige uønskede samfundsgrupper, men i 1942 havde man i det fjerneste Polen, langt fra den tyske befolkning, indrettet seks deciderede udryddelseslejre.

Disse lejre skulle danne rammen om den endelige løsning på jødeproblemet, som man var nået frem til ved Wannsee-konferencen januar 1942. Det var før blevet foreslået at skibe de indespærrede jøder til Madagascar ved det sydlige Afrika, men denne ide viste sig håbløs at realisere for nazistyret. Den 19. juli 1942 beordrede Heinrich Himmler de første deportationer af jøder til de nybyggede udryddelseslejre. I de næste 52 dage blev omkring 300.000 mennesker alene fra Warszawa transporteret til udryddelseslejren Treblinka. Hurtigt tømtes de mange ghettoer for beboere. Da de indespærrede jøder indså deres kommende skæbne, rejste et væbnet Ghetto-oprør sig i september 1942. Men modstand var i længden nyttesløs, selv om mange jøder kæmpede til det sidste.

[redigér] De nazistiske udryddelseslejre

Mindemonument i Berlin for ofrene for holocaust.
Mindemonument i Berlin for ofrene for holocaust.

Allerede i december 1941, en måned før Wannsee-konferencen, havde man med åbningen af Chulmno startet den første af i alt seks egentlige udryddelseslejre. I disse seks lejre skulle ca. 3 millioner blive gasset ihjel eller på anden måde blive henrettet. I den største, Auschwitz-Birkenau, der også fungerede som arbejdslejr, blev op imod 1,6 millioner jøder slået ihjel.

[redigér] Holocaust og dets særkende

Holocaust adskiller sig fra andre folkedrab i historien på en række måder.

[redigér] Effektivitet og industriel udførelse

Udryddelsen af jøder var i Nazi-Tyskland især kendetegnet ved systematisk og nådesløs effektivitet. Den blev nærmest minutiøst og skematisk tilrettelagt efter et industrielt mønster. Man regnede ud hvor mange mennesker man kunne have i hver togvogn, man regnede ud hvor lang tid det ville tage at brænde et vist antal mennesker, man fandt ud af, at gas var den mest effektive måde at gøre det på, eksemplerne er mange og nærmest ubegribeligt horrible.

Allerede i 1941 havde man ved hjælp af flere forsøg med sovjetiske krigsfanger f. eks. fundet frem til gas som det mest effektive. At henrette folk med kugler og dynamit var for langsommeligt, besværligt og kostbart, men så kom man på ideen med gassen, der viste sig at være særdeles effektiv til udryddelsen af mennesker. Alle døde næsten med det samme, og der var ikke store oprydningsproblemer bagefter. Men at komme af med det enorme antal mennesker var stadig et problem. Mange tyske firmaer henvendte sig uopfordret til nazisterne med løsningsmodeller til den mest effektive udryddelse af menneskeliv. Ofte firmaer der stadig eksisterer i dag.

[redigér] Omfang

I forhold til det forholdsvis korte tidsrum Holocaust fandt sted i, er der tale om en udryddelse, hvis lige aldrig er set før i verdenshistorien. Planlagt ned til mindste detalje blev næsten alle jøder i Øst- og Mellemeuropa registreret, hentet, sendt afsted og til sidst gasset ihjel.

[redigér] Ondskab

Der blev ikke på nogen måde taget hensyn til ofrene. Ofte blev små børn, gamle og syge sågar henrettet som de første, fordi de ikke var i stand til at arbejde i lejrene. Opfattelsen af jøderne som en laverestående race, og propagandaen om "jøderne som skadedyr" havde gjort sin virkning. Der blev endvidere udført horrible forsøg med mennesker, hvor lang tid kunne et barn f. eks. overleve i 5 grader koldt vand, eller hvor meget gift kunne det tåle før det døde. Den berygtede lejrlæge dr. Josef Mengele fra Auschwitz-lejren blev kendt for at være en af de ivrigste til at udføre disse forsøg. Det er senere hen blevet et meget stort etisk problem, om man i den moderne lægevidenskab skal bruge de rent faktisk nyttige opdagelser man fik ud af disse umenneskelige forsøg.

Udover den systematiske udryddelse fandtes der i de forskellige koncentrationslejre nærmest ingen retningslinjer eller begrænsninger i lejrkommandanternes beføjelser, hvilket førte til hårde mishandlinger, selv af de fanger der ikke stod til udryddelse i gaskamre.

[redigér] Antal ofre for Holocaust

Det er svært at finde præcise tal for ofrene for udryddelsen, for selvom nazisterne førte præcise protokoller så var der alligevel nogle der undgik registrering, især i krigens sidste dage, og så var det svært at holde styr på, bl. a. hvor mange jøder og andre folkeslag SS-Einsatzgruppen gjorde det af med ved tilfældige henrettelser i Østeuropa. Det alment accepterede antal jødiske ofre anslås til at være omkring 6 millioner eller lidt derunder. Hvis alle grupper regnes med ligger tallet i omegnen af 11 millioner, men mange historikere sætter dette tal endnu højere. Herunder er de tal for dræbte jøder pr. europæisk land der gives i bogen Dimensionen des Völkermordes af historikeren Wolfgang Benz.

Det danske tal er i forhold til de andre besatte lande meget lavt. Dette skyldes redningen af de danske jøder i 1943, hvor mange jøder blev fragtet til Sverige.

[redigér] Holocaust-benægtelse

En række såkaldte "revisionistiske historikere" eller rettere sagt, holocaust-benægtere (der ved adskillige domstole verden over er blevet kendt skyldige i historieforfalskning (se: [1] )), benægter mordet på de 6 millioner jøder, der myrdedes 1933 til 1945 under naziregimet. Den mest kendte af disse holocaustbenægtere er David Irving.

[redigér] Se også

[redigér] Udryddelseslejre

[redigér] Eksterne henvisninger

Dansk Center om Holocaust studier (om holocaustbenægtelse)

Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

organisation