Stednavne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et stednavn eller toponym er navnet på en geografisk lokalitet. Stednavneforskning giver mulighed for at udlede viden om landområders tidlige historie med hensyn til bebyggelse, samfundsstruktur og samfærdsel.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Danske stednavnes afgrænsning

Enkelte stednavnetyper, fx bebyggelsesnavne på -inge, -sted og -um (1) (= olddansk hēm) forekommer i alle germanske sprog (tysk -ingen, -stedt, -heim; engelsk -ing, -stead, -ham) og er således ældre end disse sprogs opsplitning. Senere opstår en skarp sproggrænse fra Egernførde syd om Hedeby og langs Danevirke og Trene til Husum, som er sydgrænsen for danske stednavne. Da grænserne mellem de nordiske sprog derimod aldrig har været skarpe, forekommer de fleste af Danmarks stednavnetyper over hele Norden, og bør rettelig behandles under et med svenske og norske navne. Mange af dem har dog karakteristiske danske former, der også kendetegner Skåne og Halland, mens Blekinge i stednavnemæssig henseende er en fortsættelse af Småland.

Danmarks stednavneforråd må i sammenligning med andre landes betegnes som præget af kontinuitet og enhed, idet området ikke har oplevet sprogskifter i den periode hvor navnene er givet; således er de ældste navnes sprogtrin, urgermansk og urnordisk, ophav til senere navnes sprogtrin, oldnordisk og olddansk, lige til det i dag talte sprog; centraleuropæiske og østeuropæiske stednavnetyper rummer derimod ofte flere lag, keltiske, romanske, germanske og slaviske.

Desuden findes i Danmark kun ganske få stednavne fra andre sprog, bl.a. enkelte vendiske navne på Lolland-Falster.

[redigér] Morfologi og semantik

Stednavne inddeles ofte i bebyggelsesnavne, der direkte betegner menneskelig bebyggelse, og naturnavne, der betegner topografiske træk, fx søer og vandløb, terrænformationer og bevoksning. Naturnavnes betydning kan dog også udvides til at betegne nærliggende bebyggelse.

De hyppigste navnetyper består af en sammensætning af to leksikalske morfemer, kaldet for- og efterled, men kan også være énleddede (Lund), ligesom navne med flere led forekommer (Skjoldenæsholm).

Hvis en bebyggelse i historiens løb opdeles i flere, eller hvis det er nødvendigt at skelne mellem enslydende navne, der kan forveksles, kan de udvides med ekstra led, der sætter dem i forhold til hinanden, gerne adjektiviske som Nørre, Sønder, -ovre, -nedre osv., men substantiviske udvidelser som Kirke Hvalsø, Sø Torup og Tveje Merløse eller kombination med et andet stednavn som Snoldelev Hastrup og, af ung alder, Nykøbing Falster forekommer også. Denne udvidelsesproces kaldes reciprokering.

[redigér] Datering

Stednavne i Danmark nævnes første gang i kilder fra 1200-1400-tallet, bl.a. Kong Valdemars Jordebog, men er langt ældre. Mange navne stammer sandsynligvis fra Germansk Jernalder, og mange fra Vikingetiden. Det er ret få navne, som opstår efter Vikingetiden.

Navneforskere er i dag forsigtige med en specifik datering af navnene, men i danske stednavnes tilfælde er et godt kronologisk holdepunkt bl.a. området Danelagen i England, som Vikingerne bebyggede i slutningen af 800-tallet, og hvis navne afspejler den tids navneskik. Hermed er det muligt at henføre navnene til hhv. Jernalderen, Vikingetiden og tidlig Middelalder. Kristendommens indførelse og dens indflydelse på personnavneskikken giver også vigtige fingerpeg, når forleddet er et personnavn.

Rent sproghistoriske kriterier som tilstedeværelse af omlyd eller forekomst af visse ældre genitivendelser i forleddet kan også medvirke ved dateringen, da ingen af delene er produktive efter Vikingetiden.

I Vikingetiden er bl.a. efterleddene -by, -toft(e) og -torp (> -trup, -drup, -rup) produktive. Derimod er -ing(e), -lev, -løse, -sted og -um (1) fra Jernalderen, mens efterleddene -bøl(le) og -rød er fra tidlig Middelalder.

Blandt allerældste stednavne i Danmark er fx en del ønavne, der er dannet med germanske afledningssuffikser, der ses ikke længere at være produktive ved Jernalderens germanske bosættelse i England. Disse navne, fx Fyn, Als, Mors, må derfor antagelig henføres til Bronzealderen.

[redigér] Typiske forled i bebyggelsesnavne

Stednavnes forled er i sagens natur overordentlig talrige, men kan opdeles i forskellige klasser. Det kan være en personbetegnelse, oftest et navn, hvorved angives, at en bebyggelse eller den jord, den er opstået på, har været personens ejendom. Herved kan navne på -sted og -lev give et omfattende indblik i Jernalderens mandsnavne, fx Utterslev = "Ottars lev" (= arvegods), Falkerslev = "Folkvars lev" (jævnfør det juridiske begreb kongelev). Ligeledes giver -torp-navne et indtryk af det delvis kristne Danmarks mandsnavne, fx Pederstrup, Anderstrup, men også Torkilstrup, Troelstrup.

Gudenavne indgår ikke i bebyggelsesnavne, da disse aldrig anvendtes som personnavne. Et navn som Tåstrup indeholder således ikke gudenavnet Tor, men snarere det heraf afledte mandsnavn Tord.

Forleddet kan også være beskrivende, substantivisk eller adjektivisk, enten henvisende til naturen (Sørup, Sundby) eller kulturen (Mølleby, Smidstrup = smed-) på stedet for bebyggelsen; eller henvisende til bebyggelsen selv: Nyborg, Magleby = "storeby" (magle- på Øerne), Møgeltønder = "Storetønder" (møgel- i Jylland).

[redigér] Typiske efterled i bebyggelsesnavne

Visse efterled kombineres typisk med personnavne eller lignende som forled, mens andre kombineres med beskrivende forled.

Type Betydning Eksempler Datering Udbredelse Bemærkninger Typisk forled
-ager Dyrket jord, græsgang Sandager, Broager Norden
-balle Forhøjning eller del af landsby Langballe; Nørreballe Danmark
-bjerg, -borg (1) Bjerg, bakke Glamsbjerg, Onsbjerg, Viborg (oprindelig Vibjerg) Fællesgermansk Etymologisk samme ord som -borg (2) Oftest naturbeskrivende
-bo Bod, hytte Nødebo, Asserbo Middelalder eller sen Vikingetid Norden
-borg (2) Borg, fæstning Fåborg, Svendborg, Ravnsborg Middelalder Det germanske område Etymologisk samme ord som -bjerg, -borg (1); men dateringen er yngre, derfor en anden type. Natur- eller bebyggelsesbeskrivende (evt. navn på dyreart).
-by By, landsby Nordby, Toreby, Visby Vikingetid (dannes dog af og til endnu indtil nyeste tid). Norden (Danelagen (-by), Normandiet (-bu)) Oprindelig betydning måske "enkeltgård", således endnu på Bornholm og i Norge. Oftest natur-, kultur- eller bebyggelsesbeskrivende.
-bølle, -bøl Enkelt udflyttergård, bolsted Krogsbølle, Oksbøl, Skallebølle Middelalder, evt. sen vikingetid Norden; også Nordfrisland, hvortil det er lånt ved fastlandsfrisernes indvandring i 1100-tallet (tysk -büll). -bølle på Øerne, -bøl i Jylland, -böle i Skåne Personnavn eller naturbeskrivende
-dal, -dale Dal, lavning Kongsdal, Årsdale
-holt, -holte, -lte Træbevoksning Stavnsholt, Ravnsholt, Høvelte Norden Ofte -(e)-lte i Nordsjælland, -(a)-lte i Skåne
-høj, -høje, -øv, -øje, -ie Høj, bakke Brønshøj, Mørkøv, Ledøje, Jersie, Oxie Vikingetid Norden Formerne uden h er almindelige på Østsjælland og i Vestskåne. Oftest naturbeskrivende
-inge, -ing (Betegner stedet) Flintinge, Gevninge, Malling Jernalder Fællesgermansk -inge på Øerne og i Skåne, -ing i Jylland. (oprindelig også med formen *-ung). Egentlig ikke et efterled, men en afledningsendelse. Naturbeskrivende
-ker Kirke Pedersker Middelalder Bornholm Helgennavn
-køb Ejendom erhvervet ved køb Tikøb, Høsterkøb, Svensköp Sen Vikingetid Sjælland og Skåne
-købing Handelsplads Sakskøbing, Ærøskøbing Middelalder Norden Elementet formodentlig lånt fra oldengelsk.
-leje Landingssted for både Gilleleje, Träslövsläge Middelalder Sjælland og Skåne
-lev Arvelig ejendom Bederslev, Harlev, Tinglev, Eslöv Jernalder Danmark inkl. Skåne, samt Thüringen På tysk er formen -leben, fx Eisleben. Normalt personnavn
-lund, -lunde Lund, mindre skov Ladelund, Horslunde Norden
-løkke, -løk Indhegning Bramsløkke, Dageløkke, Fovlløk Norden -løkke på Øerne, -løk i Jylland
-løse, -lse Omstridt; de fleste hælder til en afledning af "lys": lysning, eng. Stenløse, Sengeløse, Slagelse, Harlösa Jernalder Øerne og Skåne -løse på Øerne, -lösa i Skåne. Naturbeskrivende
-mark, -marke Mark, dyrket jord Notmark, Stokkemarke Middelalder Danmark inkl. Skåne
-næs, -nse, -ns Næs, halvø Rinkenæs, Bogense, Horsens Norden
-rud, -rød, -rod Rydning Morud, Birkerød, Dolrod (Sydslesvig) Middelalder Norden -rud (oprindeligst) på Fyn, -rød/-röd på Sjælland og i Skåne, -rod i Jylland (-ryd i Sverige).
-rum Rydning Farum, Virum Middelalder Sjælland og Skåne
-skov (Ryddet) skov Nakskov, Lunderskov Middelalder Norden
-sted bosted, bygd Radsted, Thisted Jernalder (dannes dog af og til endnu indtil nyeste tid) Fællesgermansk Personnavn eller naturbeskrivende
-tofte, -toft Jordstykke i særeje (modsat landsbyens fællesjord) Gentofte, Nimtofte Vikingetid Norden (Danelagen (-toft), Normandiet (-tot)) -tofte på Øerne, -toft i Jylland, -tofta i Skåne. Personnavn eller naturbeskrivende
-torp, -trup, -drup, -rup Udflytterbebyggelse Glostrup, Sibberup, Tåstrup Vikingetid Norden (og Danelagen (-thorpe)) efter konsonant -trup/-drup (yderst sjældent -torp) i Jylland og på Øerne, -torp i Skåne. Efter vokal -rup (på Fyn ofte -ndrup), -(a)-rp/-rup i Skåne. Oftest personnavn. Også natur- og kulturbeskrivende.
-tved Rydning Næstved, Bregentved, Egtved Vikingetid Norden (og Danelagen (-twaithe)) Naturbeskrivende
-um (1) (af olddansk -hēm) Hjem, bebyggelse Smørum, Brøndum Jernalder Fællesgermansk Naturbeskrivende
-um (2) Dativ pluralis Boddum, Hellum, Husum Vikingetid Norden Bøjningsendelsen betegnede oprindelig væren på stedet, men er "stivnet" i navnet. Natur- eller bebyggelsesbeskrivende
-vad Vadested Immervad, Rådvad, Dybvad
-ved (Ryddet) skov Helved, Hanved
-ør, -øre, -er Stenet strand eller pynt Dragør, Avedøre, Skanör, Gedser Norden Den trykstærke form -ør/-øre, svarer til den stryksvage -er.

Visse leds udlydende vokals variation mellem -a, -e og bortfald afspejler de almindelige dialektforskelle mellem skånsk, ømål og jysk.

[redigér] Købstadsnavne

Købstæders navne er i et vist omfang fra tidlig Middelalder og har derfor et yngre præg end de ældre bebyggelsesnavne, bl.a. med de karakteristiske efterled -købing og -borg (2). Mange købstæder, der er vokset frem af ældre bebyggelse, adskiller sig dog ikke fra dennes navngivning, fx Haderslev, Hjørring.

Efterleddet -købing, der i dag associeres med købstæder, betegner oprindelig en handelsplads, ofte i tilknytning til en ældre landsby. Det er et tilfælde, at alle danske "købinger" efterhånden har fået købstadsrettigheder, hvorimod man endnu i Skåne kan finde bebyggelser med efterleddet -köpinge, der er forblevet små flækker. Da de alsiske bebyggelser Tontoft og Lavenskøbing sammen fik flækkerettigheder under navnet Nordborg, blev navnetypen -købing en ren købstadsforeteelse.

[redigér] Andre navne

Herregårdes navne rummer ofte særlige efterled som -borg, -gård og -holm (der oprindeligt betegnede området inden for voldgraven); men lige så almindeligt er det, at en herregård bærer et typisk landsbynavn som Krenkerup eller Bregentved. Årsagen er, at en landsby er nedlagt ved herregårdens oprettelse, og dens jorder, bønder og navn overført hertil. En del herregårde har dog i tidens løb fået, eller har tidligere haft, andre, fx tyskinspirerede, navne, fx Augustenborg (oprindelig Stavnsbøl).

De få danske stednavne af udenlandsk herkomst omfatter bl.a. de lolland-falsterske Kuditse, Tillitse, Binnitse, Korselitse og muligvis Kramnitse af vendisk oprindelse, samt Hirtshals, der er nederlandsk, og Bagenkop, der er nederlandsk eller nedertysk. Navnet Middelfart er dog også en nedertysk form, idet den danske form, der fastholdes lokalt, er Melfar (også Mejlfar).

[redigér] Kuriosa

De korteste stednavne i Danmark er énleddede og består af blot et bogstav. Det er byen Å på Fyn og Ø i Nørreå ved Viborg.

[redigér] Se også

De fleste stednavne i Sydslesvig nord for Egernførde-Husum-linjen er af dansk eller frisisk herkomst. Se også: Slesvigske stednavne

[redigér] Eksterne henvisninger

Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. Du kan også give den en bedre beskrivelse.
organisation