Don Giovanni

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Don Juan (italiensk originaltitel: Don Giovanni) er en opera komponeret af Mozart, med libretto af Lorenzo da Ponte. Førsteopført i Prag den 29. oktober 1787. Handlingen udspiller sig i Spanien efter år 1600.

Operaen er bredt anerkendt som et af de største stykker musik, nogensinde komponeret og det hæver sig ved sammenligning med de mange andre operaer, der er baseret på legenden om Don Juan. Operaen hører til i kategorien dramma giocoso (spøgefuldt drama), en genre der forener det tragiske og det komiske. Den danske filosof Søren Kierkegaard forsvarede i Enten/Eller, under pseudonym, den holdning, at Mozarts Don Giovanni er det største kunstværk, der nogen sinde er skabt.

[redigér] Handling

Don Juan er en skruppelløs kvindebedårer, som - sammen med sin tjener Leporello - kaster sig ud i alle slags eventyr med det ene formål at erobre kvindehjerter. En anden opfattelse af Don Juan er, at han er en oprører, som kæmper for sin individualisme i et hierarkisk opbygget samfund, og at det netop er denne selvstændighed, som virker attråværdig på kvinderne omkring ham, så de forfører ham, og ikke omvendt.

I sit forsøg på at erobre Donna Anna forklæder Don Juan sig som hendes forlovede, idealisten Don Ottavio. Donna Anna gennemskuer ham; hendes far, il Commendatore ("Kommandanten"), kommer til, og Don Juan dræber faderen i en duel.

Donna Anna får Don Ottavio til at sværge, at han vil hævne hendes fars død.

Donna Elvira, en svigtet tidligere elskerinde, møder Don Juan og Leporello. Don Juan lader Leporello trøste hende med arien "Madamina, il catalogo è questo". Denne arie er en lang opremsning af de kvinder, Don Juan har forført (... og i Spanien, tusind og tre...), og den har siden givet navn til begrebet "en leporelloliste" = en endeløs opremsning.

Don Juan planlægger en fest, som han vil holde sammen med Zerlinas og Masettos bryllup. Han forsøger at røve Zerlina, hun får dog råbt om hjælp og bliver reddet. Don Juan lader Leporello tage skylden, men de må dog begge flygte fra festen.

Leporello er forelsket i Donna Elviras kammerpige, men hende får Don Juan også et godt øje til. Leporello bestikkes derfor til at bytte klæder med Don Juan, så denne kan komme til at forføre hende. Mens Leporello er iført Don Juans klæder, fanges han af Donna Anna, Donna Elvira, Masetto og Don Ottavio, og et større drama udspiller sig.

Slutningen af denne opera skal ikke afsløres her, men den er både dramatisk og poetisk retfærdig.

Dette referat af handlingen gør det ikke klart hvad der refærdiggør, at Don Giovanni er blevet kaldt "operaernes opera". De største operakomponister har vidst, at drama er andet og mere end digterens ord i tekstbogen. Et vigigt moment er det, når en handlende person – bevidst eller ubevidst – fortier eller fordrejer sandheden. Donna Anna er et eksempel herpå: Hun vedbliver at bedyre sin kærlighed til Ottavio, men hvad hun ikke tør sige åbent i ord, kommer frem i musikken: at kun Giovanni har lært hende, hvad erotisk lidenskab er. Det er derfor berettiget at anse Anna for den dramatisk–psykologiske hovedperson – den som gennemgår en udvikling. Titelpersonen Giovanni er den samme fra begyndelsen til enden, og det er ikke tilfældigt, at den arie, som især karakteriserer ham, synges af Leporello (se ovenfor).

[redigér] Se også


Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.

Et andet element som også skal fremhæves er den magi, som skabes ved multikorealerende handlingsforløn; altså handlingsforløb som krydser hianden. Operaen er et fantastisk eksempel på, at man på en scene kan opleve flere forskellige personer optræde uafhængigt af hianden, selv om den samme scene og scenografi bruges. Mozart bruger mesterligt publikumt forventning til hvad der skal ske i næste scene, baseret på de udgangsreplikker, som personerne i den fopregående scene ytrer.Ved at indrage publikums forventninger i de efterfølgende scener, skabes en samhørighed og genkendelse hos publikum, hvilket er med til at knytte publikumn til historien og forestillingen. Enhver som gennemlytter Figaros BRyllup vil opleve, at den - fuldt berettiget - regnes for en af de ultimative operaer.

organisation