Poul Vendelbo Løvenørn
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Poul Vendelbo Løvenørn, født 5. april 1686 i Horsens, død 27. februar 1740 i København, var en dansk officer og politiker. Han studerede først teologi, men rejste 1707 til Rusland, hvor han først var lærer, men blev officer og generaladjudant hos zar Peter den Store. Vendte i 1711 tilbage til Danmark, hvor han blev adlet af Frederik 4. Blev dansk officer og gesandt i Berlin og i 1726 stiftamtmand i Århus, overkrigssekretær i 1730 og gehejmeråd i 1731. Løvenørn fortsatte med at stige i de militære grader, og blev general i 1738
Carl Ploug har skrevet et romantisk digt på seks sider i 1855 omhandlende Poul Vendelbo Løvenørn's ungdom og møde med sin hustru. Digtet er medtaget i "Hovedværker i den danske literatur" (Gyldendal 1883). Digtet beskriver hvordan Poul Vendelbo Løvenørn var ude at gå med et par venner. Han så en pige i et vindu og blev berørt. Vennerne vædede med ham og tilbød ham penge til at rejse udenlands hvis han kunne gå ind til professordatteren og få et kys af hende mens de så på. Det gjorde han og rejste udenlands i syv år. Vendte hæderkronet hjem, opsøgte hende, og de blev gift 14 dage senere.
Et andet digt blev skrevet ved Poul Vendelbo Løvenørn's død af Ambrosius Stub: "Om Poul Vendelbo Løvenørn" (1740)

