Den danske Guldalder
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den danske guldalder er en perioden i det danske kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1850. Den danske guldalder er nok mest kendt for sine billedkunstnere, med C.W. Eckersberg som frontfigur, men der var andre grene af kulturlivet med i den danske guldalder, fysikkeren H.C. Ørsted, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, digteren Adam Oehlenschläger, filosoffen Søren Aabye Kierkegaard, komponisten Christoph Ernst Friedrich Weyse disse og mange flere var en del af personkredsen i den danske guldalder.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Guldalderens kulturelle rigdom i en kaotisk tid
Guldalderen i København kommer let til at fremstå harmonisk og idyllisk på grund af tidens kulturelle rigdom. Men i perioden rammes København og Danmark af mange kaotiske begivenheder, Slaget på Rheden, 1801, Københavns bombardement, 1807, Statens bankerot, 1813 og i 1814 afstår Danmark Norge til Sverige. Men trods disse begivenheder og økonomisk ruin blomstrer kulturen i København, Bertel Thorvaldsen skabte sine skulpturer, August Bournonville balletter og Grundtvig og B.S. Ingemann salmer – men der var mange andre der gjorde sig kunstnerisk bemærket blandt andet H.C. Andersen, C.F. Hansen eller J.Th. Lundbye.
[redigér] Det nye København
Efter Københavns ødelæggelse skød nye borgerhuse op. Gaderne blev udvidet og fik klassicistiske huse, så bymiljøet blev lyst og luftigt. Kun 10 % af den danske befolkning boede byerne, alligevel var guldalderens nøglepersoner samlet i København. Byen havde ca. 100.000 indbyggere alle inden for voldene.
[redigér] Synergieffekten og den romantiske tanke
Byens størrelse gjorde at guldalderens personligheder kendte hinanden på tværs af fagområder, og dermed skabtes en synergieffekt blandt de intellektuelle. Periodens romantiske tanke var at tænke i helheder: Alt i universet havde relation til hinanden. Naturvidenskab og kunst kunne derfor udnytte hinanden og gjorde det.
Guldalderen sluttede med den enevældige kongemagts fald og vedtagelsen af Grundloven i 1849.
[redigér] Billedkunst
Billedkunstnerne stræbte efter et virkelighedsnært præg, uden at kærligheden til detaljen blev til realisme. De første skridt blev taget af C.W. Eckersberg, der begyndte at male efter indgående studier af naturen.
Motivvalget hang tæt sammen med den økonomiske krise. Malerne var optaget af det nære, velkendte og beskedne. Motiverne var især fra dagligdagen, af familielivet, af veje og gader, af landskabet.
[redigér] Arkitektur
Efter Københavns storbrande og englændernes bombardement havde byens arkitekter og håndværksmestre lejlighed til at give byen et nyt udseende. Det var klassicismen der var tidens fremherskende smagsretning. Udgangspunktet var det antikke formsprog, men København fik sit eget udtryk - på grund af de gamle snoede gader og uregelmæssige pladser.
[redigér] Ballet og teater
I guldalderens start herskede Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg og August Bournonville på Det Kongelige Teater. De førte an i den ny nationalromantiske dramatik. Som en følge af landets kaotiske tilstand, var fortiden og folkekulturen vigtigt. Dette blev demonstreret i både Oehlenschlägers nordiske tragedier, i Heibergs satiriske vaudeviller og i mange lystspil og nationale syngespil. Hovedkomponisterne inden for syngespillet var C.E.F. Weyse og Kuhlau. Med tonen fra folkeviserne som inspiration arbejdede de tæt sammen med Oehlenschläger om nye danske syngespil. H.C. Andersen lod sig også inspirere af folkeviserne. Blandt andet operaen Liden Kirsten, med musik af J.P.E. Hartmann.
[redigér] Musik
Den danske guldalder genlød af musik. Allerede fra midten af 1780’erne til midten af 1850’erne var den epoke, hvor dansk musik fik en opblomstring. Tidens største komponister var C.E.F. Weyse, Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau, J.P.E. Hartmann, H.C. Lumbye og Niels Wilhelm Gade. De har bidraget med en stor del af de kendteste danske sange og musikstykker.
[redigér] Litteraturen
Guldalderens litteratur er præget af den romantiske tanke. Heinrich Steffens spillede en stor rolle for denne tankes fremkomst i Danmark, da han i 1802 holdt den første af sine forelæsninger om sammenhængen mellem natur, historie og menneske og inspirerede en lang række digtere. Ifølge den romantiske tanke var verden dualistisk, for bag den daglige prosaiske sfære fandtes en højere, åndelig sfære, som lod sig ane gennem naturen, i historien og i religionen. Det var poesiens opgave at pege på denne højere verden. Blandt de begejstrede forkyndere for denne tanke var H.C. Ørsted med Aanden i Naturen, Oehlenschläger med Guldhornene og Hakon Jarls Død. Men også Grundtvig og Ingemann var også præget af den romantiske tankegang. De beskæftigede de sig med historien, Grundtvig i blandt andet med sin oversættelse af Saxo, og Ingemann med sine historiske romaner. Tanken om en sammenhæng mellem ånd og natur sås også i flere af H.C. Andersens eventyr. Retningen fostrede desuden det romantiske geni. Han var i kraft af sin store personlighed hævet over samfundets krav og moral, og geniet så med skepsis på alle almindeligt vedtagne værdier. Denne skepsis sås f.eks. hos Kierkegaard, der måtte føre en bitter strid mod sin samtid.

