Potsdam-konferencen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Stalin, Truman og Churchill på Potsdam-konferencen
Stalin, Truman og Churchill på Potsdam-konferencen

Potsdam-konferencen var en konference mellem USSR, USA og UK, der fandt sted umiddelbart efter afslutningen af 2. verdenskrig på det europæiske kontinent. Frankrig var ikke til stede, men underskrev som besættelsesmagt i Tyskland senere slutdokumentet. Konferencen fandt sted i perioden 17. juli til 2. august 1945 på slottet Cecilienhof i Potsdam sydvest for Berlin. Ved konferencen udfærdigede de tre lande de nærmere retningslinjer for den politik, der skulle føres under okkupationen og rekonstruktionen af Tyskland i efterkrigstiden. Deltagerne på konferencen var lederne af de tre lande, Josef Stalin, Harry Truman og Winston Churchill samt udenrigsministrene fra samme nationer. På konferencen blev en anden aftale/ dokument udfærdiget, som i store træk omfattede en advarsel til Japan om komplet overgivelse eller total ødelæggelse.

Det færdige dokument indeholdt bestemmelser som de fire besættelsesmagter skulle efterleve, og understregede dermed, at man umiddelbart efter krige tilstræbte en samlet styring af Tyskland, og at man ville deles om ansvaret. Potsdam-konferencens hovedpunkter faldt relativt hurtigt fra hinanden, da modsætningerne mellem Sovjetunionen og de tre vestligt allierede allerede i slutningen af fyrrerne viste sig at være uoverskueligt store, og i sidste ende betød opsplitningen af Tyskland i to forskellige stater, der tog hver deres udvikling.


Indholdsfortegnelse

[redigér] Forhistorie

De allierede under 2. verdenskrig var allerede ved Casablanca-konferencen i januar 1943 blevet enige om at kræve en betingelsesløs kapitulation af Nazi-Tyskland. Med Teheran-konferencen i december 1943 havde de allierede dog gjort sig flere og grundigere tanker om, hvad man skulle gøre med de tyske områder når Nazi-Tyskland var endeligt besejret. Nogen faste retningslinjer for besættelsespolitikken i de tyske områder blev dog ikke fastlagt, til gengæld var man ved denne konference ikke afvisende overfor ideer om en opsplitning af Tyskland i forskellige helt uafhængige nationer.

Ved Jalta-konferencen i februar 1945 blev man enige om de præcise grænser for de allieredes respektive besættelseszoner, endvidere blev det besluttet at oprette en fælles centralkomission der skulle forsøge at standardisere styringen af de forskellige besættelseszoner. Med dette skridt var man dermed gået noget bort fra ideen om et Tyskland opsplittet i forskellige uafhængige nationer.

Med Nazi-Tysklands endegyldige, betingelsesløse kapitulation og dermed ophør den 8. maj 1945 trådte bestemmelserne fra de tidlige konferencer nu i kraft. Man besluttede at mødes til et møde, der skulle præcisere fælles retningslinjer for besættelsespolitikken i de besættelseszonerne.

[redigér] Retningslinjer for besættelsespolitikken i det besejrede Tyskland

Resultatet af konferencen var enighed om fælles retningslinjer for den politik de forskellige sejrende magter skulle føre i deres respektive besættelseszoner. Man kan sammenfatte konferencens resultat i fem hovedpunkter, der undertiden også kaldes de fem D´er:

[redigér] Denazificering (på tysk Entnazifizierung)

Denazificeringen var de allieredes løfte til hinanden om gennem forskellige processer, sanktioner og forholdsregler at fjerne alle nazistiske elementer fra presse, kultur, administration, domstolene og politiske områder. Det gjaldt også om gennem undervisningsprogrammer at opdrage og forklare tyskerne om de uhyrligheder deres land havde forøvet. Denazificeringen blev udmøntet på meget forskellige måder i de fire besættelseszoner.

[redigér] Demilitarisering

Ved Potsdam-konferencen blev det besluttet at opløse den tyske hær og fjerne alle våben og våbneinstallationer, så man fjernede risikoen for nogen form for tysk angreb. Demilitariseringen blev også her tolket forskelligt i de forskellige zoner, og ved det begyndende udbrud af den kolde krig allerede fra slutningen af fyrrerne fik bådeVesttyskland og DDR et militær.

[redigér] Demokratisering

En vigtig kamp mod endnu et tysk misfoster var oprettelsen af en demokratisk tradition, der i Tyskland havde lidt så stort et nederlag under Weimarrepublikken. USSR, USA og Storbritannien forpligtede sig i Potsdam til at opbygge stabile demokratiske institutioner i deres respektive zoner, og til at fremelske demokratiske traditioner i presse, skoler og samfund i det hele taget. Uddannelsessystemet skulle indrettes, så elever lærte noget om demokratiet og demokratiske partier skulle tillades og hjælpes over hele det besatte Tyskland.

Især i Sovjetunionens besættelseszone, det senere DDR, viste dette sig ikke at blive overholdt.

[redigér] Demontage

I modsætning til de andre hovedpunkter var dette punkt nærmest udelukkende forfattet udfra revanchistiske synspunkter. Især Sovjetunionen havde lidt under 2. verdenskrig, og man besluttede derfor at kompensere landet ved at lade dem modtage enorme mængder af materiel og udstyr fra især tysk industri. Et andet sigte med demontagen var at svække det tyske potentiale for igen at rejse sig til stormagtsstatus.

Dette punkt blev et af de mere omdiskuterede, især fordi det i stor grad stred mere eller mindre direkte mod ønsket om at skabe stabile og demokratiske forhold i det besatte land.

[redigér] Decentralisering

Man så en stor del af grunden for Hitlers succes i den store grad af centralisering han havde gennemtrumfet. Man håbede ved fremelskelsen af en regional, føderal struktur at kunne undgå endnu en tysk, centralistisk storstat.

[redigér] Tyske østområder

Allerede umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning begyndte indlemmelsen af de tidligere tyske østprovinser, en indlemmelse de allierede på sovjetisk initiativ var blevet enige om ved andre konferencer. Ved Potsdam-konferencen blev de polske og sovjetiske annektioner af tidligere tysk land accepteret af USA og Storbritannien og Oder-Neisse-linjen blev fastlagt som Tysklands fremtidige østlige grænse.

[redigér] Bestemmelserne om krav til Japan

Japan havde på tidspunktet for konferencen endnu ikke overgivet sig, og man besluttede derfor at udfærdige et fælles krav til Japan om at overgive sig betingelsesløst. Dette fælles krav kendes også under navnet Potsdam-deklarationen.

organisation