Lensafløsningen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
| Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. |
Den såkaldte lensafløsning skulle egentlig blot effektuere afskaffelsen af Majoratsbåndet, som var den foranstaltning, der sikrede den førstefødte i enhver familie den fulde arv af forældrene.
I det moderne Danmark kunne denne uretfærdighed mod de øvrige søskende naturligvis ikke fortsætte. Så ved Grundloven af 1849 blev båndet ophævet. Meningen var så, at ejendommene skulle gøres frie. Det vil sige, at enhver der måtte have lyst og råd kunne erhverve sig fast ejendom og jord.
Men havde man på den tid forestillet sig, at de store grevskaber, baronier og andre stamhuse med det samme skulle afstå store dele af besiddelserne, så måtte man tro om igen. Det gik langsomt i starten, og der var blandt landets landspolitikere stor diskussion af, hvordan man skulle håndtere det.
På den politiske højrefløj - bl.a. konseilspræsident Estrup - forsvarede godsejernes ret til selv at forvalte over egen ejendom. Flere steder brugte godsejerne en del penge på sygepleje, skolegang og andre alment fremmende initiativer til gavn for egnens borgere. Så op igennem 1870'erne og 1880'erne var det så som så med afløsningerne.
Først efter socialismens fremmarch i starten af 1900-tallet kom der påny fokus på landets velhavere og med den radikale statsminister Carl Theodor Zahle i spidsen blev den sidste etape af lensafløsningen iværksat.
Således endte det, der skulle være en demokratisk og fredelig lensafløsning - som i andre europæiske lande - med den mest omfattende og ifølge flere danske højesteretsdommere (se udskrifter fra Højesteretsafgørelser Sehestedt og Løvenskiold) mest urimelige skatteopkrævning i landets historie.
Alle godsejere blev påbudt omgående at indbetale 20-25% af ejendoms-, jord- og interiørværdien til statskassen. Staten takserede selv besiddelserne. Procentsatsen varierede blandt andet efter antallet af arvinger. Var der ingen arvinger overgik al gods, jord og ejendom til staten, og ikke til 'fri handel' som vedtaget i Grundloven af 1849.
Lov nr. 563 af 4. oktober 1919 - lensafløsningsloven - blev et for datidens mest driftige besætninger et af de mest destruktive dokumenter i danmarkshistorien. Den var en dødsdom over en lang række af landets store økonomiske dynamoer og største arbejdspladser i landdistrikterne gennem næsten 500 år. Flere af de danske godser gik på få år fra velstand til forfaldne fallitboer.
Hertil kom, at Statens Jordlovsudvalg fik ret til at erhverve sig op til 1/3 af godsets jorder - naturligvis mod en erstatning, der dog med den danske historiker Ditlev Tamms ord "kun med god vilje kunne siges at være fuldstændig".
De godsejere, der ikke ønskede at "sælge" jord til staten, blev i stedet pålagt en årlig afgift, der praktisk gjorde en videre drift umulig.
I de efterfølgende år fulgte det retslige efterspil. Den fri ejendomsret, som var en af grundpillerne i 1849-grundloven, var tydeligvis tilsidesat med håndteringen af lensafløsningen af 1919. Det fik to fremstående godsejere, Christian Sehestedt-Juul III og senere også Oscar Preben Friis Leopold Løvenskiold, til at lægge sag an mod staten. De vandt begge i landsretten - netop med begrundelse i Grundlovens sikring af ejendomsretten. Men da sagerne blev anket og kom for Højesteret skelede dommerpanelet overvejende til flertalsstemningen i det danske parlament fremfor til den gældende grundlov.
De havde dog været i tvivl undervejs. Af voteringerne kan man den dag i dag læse, at flere af de negative dommere anerkender ejendomsretten og endda taler om "statens røveri" og "konfiskation".
Det kan være svært helt at forstå, hvad der i solidaritetens navn lå bag denne voldsomme afvikling af lensafløsningen. En del småbønder fik ved den ejendom og jord, men store dele af det inddragede gods og jord forblev på statens hænder.
Ditlev Tamm beskriver i bogen Det danske godssystem - Herregården I lensafløsningen således:
"At et så simpelt lovindgreb skulle afføde en afgift til staten kunne være svært at begrunde med andet end grådighed, manglende respekt for ejendomsretten og politisk ligegyldighed over for en samfundsklasse, der identificeredes med rigdom og lediggang og som måtte anses for frit bytte når nye magthavere trådte til".
Kilde:
* "Det danske godssystem - Herregården I"
| Denne artikel hører til i en eller flere kategorier. Kategoriser venligst denne artikel for at placere den sammen med lignende emner. Fjern denne skabelon efter kategorisering. |

