Senmiddelalder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Senmiddelalder er en betegnelse, der bruges om den sidste del af middelalderen. I en europæisk sammenhæng bruges det ofte om perioden ca. 1300-1500, mens det i Danmark oftest bruges om ca. 1350-1536. Den danske periode indledes således med den pestepidemi, der kaldes den sorte død, og afsluttes med reformationen.

Befolkningsnedgangen efter den sorte død medførte, at flere gårde blev forladt, de såkaldte ødegårde. Manglen på arbejdskraft betød dels, at bønderen flere steder fik bedre vilkår og dels, at landbrugsproduktionen i et vist omfang blev lagt om til animalsk produktion. For adelen betød krisen, at forskellen mellem lav- og højadel blev større.

Politisk var perioden i Norden præget af Kalmarunionen, der med dansk dominans forenede de nordiske riger. Sverige brød dog ofte med unionen og i 1523 blev bruddet permanent, mens tvillingeriget Danmark-Norge eksisterede helt frem til 1814.

[redigér] Litteratur

  • Jens E. Olesen: "Senmiddelalder og reformation (1350-1536)" i Per Ingesman, Ulla Kjær, Per Kristian Madsen og Jens Vellev (red.): Middelalderens Danmark, Gads Forlag:København 1999, ISBN 87-12-03370-7, s. 40-51


organisation