Tværfløjte
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
Tværfløjten er et europæisk musikinstrument i træblæserfamilien. Dette skyldes at den oprindeligt blev fremstillet af træ. Nutildags er grundmaterialet typisk sølv og i mere eksklusive udgaver guld eller platin samt for nogens vedkommende træ. Materialevalget til en fløjte har stor betydning for hvordan man ønsker klangen og der er ligeledes relativt stor forskel på blæseteknik afhængigt af materialet. De forskellige materialer er også meget ofte "blandet" således at fx mundpladen er af guld og resten sølv.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
Tværfløjten er en af mange forskellige arter af fløjter, hvoraf de første er meget simple og skåret ud af dyreben eller træ. Tværfløjten har tidligere - i barokken - haft størst konkurrence fra blokfløjten, der dengang var mere anvendt. Dette skyldtes nok primært at tværfløjten dengang ingen klangmæssig fordel havde. Navnet "tværfløjte" kommer fra traversfløjte som angiver at fløjten holdes vandret. I tværfløjtens unge år var denne meget simpel og med kun relativt få huller, men i løbet af det 17. og 18. århundrede gennnemgik den en forbedringsproces med bidrag fra især den franske familie af instrumentmagere, Hotteterre, og tyskeren J.J. Quantz. Den konstruktion fløjten har idag er færdigudviklet af den tyske T.H. Böhm omkring 1850 - man kalder nu også tværfløjten for en Böhm-fløjte.
[redigér] Register, klang o.l.
En ordinær tværfløjte har et register, der spænder fra et enstreget c til firstreget d. Det er muligt at spille op til firstreget kryds for f, men de sidste toner er meget sjældent brugte. Nogle fløjter laves med en h-fod, som gør det muligt at spille en halv tone dybere. Tværfløjten er et oktavoverblæsningsinstrument, hvilket vil sige, at efter den første oktav tager man de samme greb (foruden et par undtagelser) og blæser tonen over, så det klinger en oktav over. Dette betyder, at klangen i de forskellige oktaver kan variere en smule. Denne effekt kan benyttes til flageoletter - således kan man spille en række af overtoner med samme greb. Ved fx at tage grebet til det enstregede c kan man spille c1, c2, g2, c3, e3, g3, bb3 og c4. Lyden frembringes, ved at man blæser ind på hullet, og luftstrømmen vibrerer gennem fløjtens krop. Tonen ændres først og fremmest ved at tildække et forskelligt antal huller, men også ved ændring af fløjtens vinkel i forhold til munden samt en række andre småjusteringer i blæseteknik, hvormed man kan intonere tonen korrekt.
[redigér] Fløjtefamilien
I denne familie af instrumenter er c-tværfløjten den mest almindelige og brugt som både solo-, kammer- og orkesterinstrument. Et andet fremtrædende medlem er piccolo-fløjten, der hovedsageligt bruges i orkestermusik. Denne fløjte klinger en oktav over tværfløjten. Foruden piccolo-fløjten findes alt-tværfløjten og bas-tværfløjten der klinger hhv. en kvart og en oktav under den almindelige tværfløjte. Der findes desuden en lang række andre fløjter, hvilke dog er meget sjældent anvendt.
[redigér] Repertoire
Tværfløjtens repertoire starter så småt i barokken, hvor fløjtens omfang dog ikke benyttes fuldt ud, da instrumentet ikke var udviklet som nu. Når fløjten spiller barokmusik, er det derfor også ofte musik oprindeligt skrevet for blokfløjte. Herfra begynder fløjterepetoiret at ekspanderes. Idag er der et stort repetoire, hvoraf især musik fra starten af det 20. århundrede er populært. Værd at nævne er den franske komponistgruppe Les Six, der står i spidsen for, hvad man inden for musikken kan kalde fransk impressionisme. Fløjtens største force er at spille meget hurtigt og i orkestermusik skinne igennem i højden.
Fløjten er desuden, dog i begrænset omfang, brugt i jazz-musik, hvor der oftest ønskes en mere grov klang end i den klassiske, hvor der søges en meget klar klang.

