Klavichord
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et klavichord el. clavicord er et musikinstrument, hvor strengene anslåes vha. et klaviatur. Navnet kommer af claves (lat. tast) + chord (lat. streng). Klavichordet er det simpleste af alle tasteinstrumenter og har sin oprindelse i middelalderen i form af monochordet - et instrument med een streng samt måske fra drejeliren, som er et middelalderligt strygeinstrument forsynet med taster. De tidligste afbildninger af klavichordet findes på middelalderlige kalkmalerier og altertavler, hvor engle spiller på instrumentet.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Mekanik
Klavichordets mekanik består af et sæt taster (udlagt som et normalt klaviatur), hver forsynet med en såkaldt tangent stående på bagenden af tasten. Tangenten er lavet af messing el. lign. og anslår strengen, når tasten trykkes ned. I modsætning til klaveret forbliver tangenten i kontakt med strengen, mens strengen svinger. Når en streng bringes i svingninger af tangenten, deles strengen i to dele af tangenten. Hver del vil svinge med en frekvens afhængig af strengedelens frie længde. På klavichordet er den ene del permanent dæmpet af filt flettet *mellem strengene, mens den anden vil svinge med tonens frekvens. Når tasten slippes vil filtet dæmpe hele strengen. Denne simple mekanik giver den tætteste kontakt til tonefrembringelsen for alle tasteinstrumenter (det moderne klaver inkl.), da man som musiker har kontakt med strengen både under anslaget og fortsat mens tonen lyder - det er således muligt at lave vibrato - kaldet "bebung". Mekanikken har dog sin begrænsning i at instrumentet er meget svagt - generelt fra ppp til p, og således ikke velegnet til andet end solomusik.
For at skabe størst volumen er klavichordet dobbelt- eller tripelstrenget. Større instrumenter anvender også et ekstra sæt strenge, der klinger en oktav højere til at forbedre bassen i instrumentet. Da tonens frekvens afhænger af, hvor på strengen den anslåes, kan flere toner frembringes med samme streng. Dette økonomiske princip kaldes "bundet" og anvendes i små instrumenter. Det er således ikke muligt at spille to toner som er "bundne" samtidigt (sædvanligvis sekunder), hvilket stiller nogen krav til udøveren. Store instrumenter er "ubundne" (hver tast har sin egen streng), men er vanligvis svagere end små instrumenter.
[redigér] Musikeksempler
- Carl Philipp Emanuel Bach: Freie Fantasie, spillet af Joan Benson på et moderne klavichord.
- Casper Ferdinand Fischer: Prelude og Chaconne, spillet af Joan Benson.
Se også under "Eksterne henvisninger"
[redigér] Anvendelse
Måske pga. instrumentets intime klang var klavichordet et elsket instrument, især i det 18. århundrede i Tyskland, Danmark og Sverige, hvor der findes et utal af bevarede instrumenter og for måske især Sverige, hvor det udvikledes til sit klimaks i anden halvdel af det 18. årh. Sidste klavichord blev i Sverige bygget efter år 1830, hvilket viser at det fandt anvendelse lang tid efter introduktionen af klaveret - i Tyskland gik det af mode omkring år 1800. Komponister som Carl Philipp Emanuel Bach, Christoph Willibald Gluck, Johann Gottlieb Graun og Daniel Gottlob Türk værdsatte klavichordet over andre tasteinstrumenter. Klavichordet var også meget anvendt som øveinstrument for organister.
Se beslægtede instrumenter under tasteinstrument.
[redigér] Referencer
- Eva Helenius-Öberg: Svenskt Klavikordbygge 1720-1820. Almqvist & Wiksell, Stockholm 1986
- Raymond Russel: The Harpsichord and Clavichord. Faber and Faber, 2nd ed., London 1973
[redigér] Eksterne henvisninger
- [|3 italienske stykker, spillet af Ernst Stolz] (ubundet instrument)
- [|demonstration af mekanik] (bundet instrument)

