Ostrogoterne
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ostrogoterne , eller Østgoterne , var en af de to gotiske hovedstammer; hvoraf den anden var visigoterne. Begge disse stammer hørte til blandt de germanske folkene, hvis tilstedeværelse i Romerriget kendetegnede folkevandringstiden. Et af højdepunkterne i den ostrogotiske historie fandt sted omkring år 500, da det lykkedes Teoderik den Store at skabe et stort kongerige i Italien, men riget faldt fra hinanden kort efter hans død, da ostrogoterne blev underlagt det Østromerske Kejserdømme efter slaget ved Mons Lactarius i 553, herefter forsvandt stammens navn fra historien.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Forhistorisk tid
Goterne var en samlet i en nation helt op til det 3. århundrede, da de ifølge vore kilder delte sig i to grupper ostrogotere og visigotere. Begge stammer delte en fælles kultur, en skytsguddom som romerne kaldte Mars havde fx stor betydning i begge stammers religion. Denne såkaldte "deling", eller måske mere korrekt, den nye bosættelsen af den vestlige stamme i den romerske provins Dacia, var et naturlig resultat af en befolkningstilvækst i deres kerneområde på Krim ved Sortehavet hvor goterne havde etableret et stort kongedømme, disse tilbageværende blev kendt som ostrogoter. En anden germansk stamme Gepiderne blev deres vasaller og rivaler.
Hunnerne angreb omkring 370 ostrogoternes rige, og goterne blev herefter drevet mod vest. Den ostrogotiske hersker Ermanarik begik ifølge den romerske historiker Ammianus Marcellinus selvmord i 378, da riget var tabt. I de næste tiår boede ostrogoterne på Balkan, som en af de mange hunniske vassalstater. De kom til at indgå i den hunniske hær og kæmpede på hunnisk side flere steder i Europa, bl.a. i slaget ved Chalons sur Marne i 451. Goterne startede flere oprør mod hunnerne, men de blev alle slået ned, men indførelsen af hunnernes rytterkultur i den gotiske militærtaktik gav dem siden en betydelig fordel i de krige de blev involveret i.
Noget tyder dog på, at ikke alle gotere blev fordrevet fra deres første kongerige, da nogle kilder nævner at det gotiske sprog sporadisk blev talt på Krim helt frem til 16. århundrede.
[redigér] Efter hunnerne
Deres egen nedskrevne historie begynder med deres uafhængighed fra resterne af hunnernes imperium lige efter Atillas død. De allierede sig med en række af hunnernes tidligere vasaller inkl. deres rivaler gepiderne. Under lededes af Teodemir brød de den hunnernes makt ved at besejre til Atillas sønner i slaget ved Nedao i 454.
Østgoterne fik i stedet et tættere forhold til det romerske kejserrige og slog sig ned i Pannonien. I den sidste halvdel af det 5. århundrede, spillede ostrogoterne stort set den samme rolle som visigoterne havde spillet et århundrede før: De gik fra venskab til fjendskab i alle relationer med det østlige Romerrige, indtil de, akkurat som vestgoterne før dem, flyttede fra øst mod vest og dannede et autonomt kongerige på romersk territorium.
[redigér] Teoderik den store
Den største af alle de ostrogotiske hersker, er Teoderik den Store ofte blevet regnet som. Han blev født ca. 454, kort tid efter slaget ved Nedao. Hans barndom blev tilbragt i Konstantinopel som gidsel hvor han modtog en romersk uddannelse. Den tidlige del af hans liv var præget af forskellige disputter, intriger og krige indenfor det byzantinske rige Han havde desuden en rival til tronen som ostrogoternes fyrste, Teoderik Strabo, som var en fjern slægtning til Teoderik den Store og søn af Triarius. Denne ældre Teoderik ser ud til at have været høvding, ikke konge, af den gren af ostrogotere der tidligere havde slået sig ned indenfor riget.
Teoderik den Store optrådte nogen gange som ven og nogen gange som fjende af kejserriget. Da han blev regnet som ven, blev han udstyret forskellige romerske titler og embeder, bl.a. blev han regnet som patricier og var romersk konsul, men samtidig forblev han hele tiden den nationale ostrogotiske konge. Det var i kraft af begge disse roller, at han i 488 blev udsendt af kejser Zeno for vriste Italien fra den germanske general Odoacer og genetablere Konstantinopels indflydelse. Inden 493 var forbi var Ravenna blevet indtaget, og Odoacer dræbt af Theoderik personlig. Ostrogoterne havde nu den totale kontrol over Italien, Sicilia, Dalmatia og landene i Alpeområdet. I forbindelse med denne krig begyndte ostrogoterne og visigoterne igen at have tæt kontakt, og de to stammer nærmede sig en genforening, dersom det er korrekt at Teoderik fik hjælp af visigotiske lejetropper. De to grene i den gotiske nation blev snart ført endnu tættere sammen, efter at Teoderik også blev de facto regent for visigoternes kongedømme i Toulouse. Teoderiks magt var nu i realiteten udvidet til en stor del af Gallien og over næsten hele den Iberiske halvø.
Den visigotiske konge Alarik II blev dræbt under slaget ved Vouillé, og en tid med forvirring fulgte. Han var Teoderiks svigersøn, og han trådte nu ind som værge for sit barnebarn Amalrik og tog dermed vare på hele hans iberiske og galliske herredømme. Frankerne benyttede ustabiliteten i riget til at erobre Toulouse, mens det lykkedes goterne at beholde regionen omkring Narbonne og Septimania i Gallien. Alt dette betød at under Teoderiks regeringstid var visigoternes kongedømme praktisk talt forenet med hans eget rige. Det ser tilmed også ud til han har hævdet en slags overhøjhed over de øvrige germanske riger, med undtagelse af frankerne.
Østgoternes herredømme var i udstrækning og deres magt større end det kunne have været i tiden indtil Hermanarik, men de to riger var af en helt forskellige karakterer. Teoderiks var baseret på den romerske tradition, mens det gamle rige var i retning af et traditionelt stammesamfund. Teoderiks position var tosidet, han var både goternes konge og agerede som den vestromerske kejsers efterfølger, dog uden at havde de officielle titler. Befolkningen i hans rige blev udgjort af to grupper, dels den gamle romerske og dels den nytilkomne gotiske, de to grupper var meget forskellige i skikke, sprog og religion, og selvom de levede side om side på italiensk jord, blev de styret efter deres egne love. Teoderik var på denne måde fyrste for to forskellige stater, der delte samme territorium. Goterne ser ud til at have boet relativt tæt i det nordlige Italien, mens de i syd kun dannede mindre enklaver.
Vores indtryk af Teoderiks styre stammer især fra den romerske embedsmand Cassiodorus. I Teoderiks tankegang var goterne de fredelige romeres beskyttere, og den gotiske konge besad den faktiske kontrol over hele staten, mens den romerske konsul udelukkende havde en ceremoniel post. Den romerske administration fortsatte som hidtil på alle områder, men romersk politik og kultur havde i stedet stor indflydelse på goternes levevis. Denne styreform over flere forskellige nationer i det samme land måtte nødvendigvis være despotisk, og det betød at konceptet om den germanske frihed måtte gå tabt i dette system. Teoderik arbejdede for at styret skulle kunne fortsætte efter hans død, men fyrstens autoritet døde sammen med ham selv, og riget brød sammen kort efter hans død.
[redigér] Sammenbrud
Da Tedoderik døde i 526 blev ostrogoternes og visigoternes riger igen delt. De få gange de efterfølgende handlede sammen var sjældne og præget af tilfældighed. Amalrik overtog den fulde kontrol over visigoternes kongedømme i Hispania og Septimania. Provence Overgik til nye ostrogotiske konge Athalarik, Teoderiks barnebarn. Det lykkedes ikke for Athalarik at få ryddet op i de interne stridigheder, der trivedes blandt den gotiske elite. Theodahad, Teoderiks nevø genneførte en kup, dræbte kongen og hans mor, men blev selv dræbt under de efterfølgende uroligheder. Tre andre herskere nåede at sidde på tronen i løbet af de næste fem år.
Ostrogoternes svage position i Italien stod nu klart for den østromerske kejser Justinian I, det overordnede mål for hans regering var så vidt som muligt at genskabe hele Romerriget. Han lod ikke denne anledning gå forbi; i 535 gav han sin general Belisarius ordre til at angribe ostrogoterne. Belisarius erobrede hurtigt Sicilien og gjorde derfra indfald i Italien, hvor han erobrede Napoli og Rom i 536 før han marcherede videre nordover mod det gotiske kerneområde, i 540 indtog han Mediolanum og den ostrogotiske hovedstad Ravenna.
På dette tidspunkt tilbød Justinian goterne en meget generøs fredsaftale, efter Belisarius syn lidt for generøs, den bestod nemlig i retten til at holde et uafhængigt kongedømme i det nordvestlige Italien, men med kravet om at de kun skulle give halvparten af deres skatter til imperiet. Det var Belisarius’ opgave at overlevere meldingen til goterne, men holdt sig for god til at anbefale den. Goterne følte at dette måtte være en fælde, for de stolede ikke på Justinian. Og fordi Belisarius havde opført sig yderst eksemplarisk under hele sit felttog stolede de mere på ham og ville derfor kun gå med på aftalen hvis Belisarius anbefalede den. Dette gjorde de vanskeligt at indgå en aftale.
En fraktion af gotiske adelsmænd mente at deres egen konge Witiges, der havde tabt krigen, var en svækling, og at de derfor behøvede en ny. Erarik, lederen af denne gruppe, foreslog Belisarius som konge og tilbød ham kronen. Belisarius var soldat, ikke statsmand, og først og fremmest helt loyal overfor Justinian. Han lod som om han ville acceptere tilbuddet, red til Ravenna for at blive kronet, men arresterede i stedet goternes ledere og underlagde hele kongedømmet Byzans.
Justinian var rasende. Perserne havde angrebet i øst, og det han havde ønsket et stabilt neutralt land, der kunne beskytte hans vestlige grænse mod frankerne, der ikke var så venligtsindede. Belisarius blev sendt mod øst for at møde perserne og efterlod derfor Johannes, en byzantinsk officer, til at styre Italien.
I 545 vendte Belisarius tilbage til Italien for at opdage at situationen havde forandret sig radikalt. Erarik var dræbt og den pro-romerske fraktion af den gotiske elite var væltet. I 541 havde ostrogoterne valgt en nye konge ved navn Totila. Denne gotiske patriot og brilliante kommandant havde bragt hele det nordlige Italien tilbage under gotisk kontrol og tilmed drevet byzantinerne ud af Rom. Belisarius gik i offensiven, lokkede Totila til at opgive Rom, men tabte så igen efter, at en jaloux Justinian, ræd for at magten ville gå til Belisarius, nægtede at give ham forsyninger og forstærkninger. Belisarius var tvunget til at gå i defensiven. I 548 erstattede Justinian ham med eunukken og generalen Narses, som han stolede mere på.
Narses skuffede ikke Justinian. Totila blev dræbt i slaget ved Taginae i juli 552, og efterfølgende blev hans tilhængere besejret i slaget ved Mons Lactarius i oktober 552 eller begyndelsen af 553. Widin, det sidste kendte medlem af det gotiske dynasti gjorde oprør sent i 550’erne med en minimal militær hjælp fra frankerne. Hans oprør var ufrugtbart, og endte med at Widin blev taget til fange og ført til Konstantinopel som straf i 561 eller 562.
Med dette endelige nederlag forsvandt det ostrogotiske navn; nationen forduftede praktisk talt efter Teoderiks død. Der skulle gå mere end 1000 år, før Italien igen blev samlet i én stat. Resultatet var at goterne fik en anden plads i italiernes hukommelse end i Spanien og Portugal, hvor de indgår som et vigtigt element i den nationale identitet. I Italien leverede de kun en kortvarig okkupation.
[redigér] ostrogotisk kultur
Af gotisk litteratur på det gotiske sprog er en oversættelse af bibelen bevaret samt nogle religiøse skrifter og få fragmenter af andre tekster. Et edikt fra Teode-rik fra år 500 er bevaret og giver et lille indblik i den gotiske lov sammen med Variae, skrevet af Cassiodorus og regnet for at være en samling af dokumenter fra Teoderiks og hans umiddelbare efterfølgere statsadministration.
Af beretninger om goternes historie, udover den Jordanes skrev, som er hovedkilde til ostrogoternes historie, findes en gotiske historie af Isidor, Ærkebiskop af Sevilla, den er historiekilde til de visigotiske konger historie, men indeholder også levn til ostrogoternes. Hos de fleste samtidige latinske og græske forfattere der også levn til deres historie. en af disse er Salvian af Marseilles, der i det 5. århundrede skrev De Gubernatione Dei som består af en sammenligning mellem romernes grusomheger overfor de dyder barbarerne besad, særligt goternes. I alle den slags fremstillinger må vi dog tage højde for forfatterens egen agenda og tage forbehold for alle former for overdrivelser begge veje. De vigtigste dyder, som den katolske presbyter lovpriser hos de arianske goterne, er deres renhed i forhold til deres egen tro, deres tolerance mod katolikkerne under deres styre og deres generelt gode behandling af sine romerske undersåtter. Han går så langt, som til at håbe at dette gode folk må blive frelst til trods for deres kætteri.

