Bunsenbrænder
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En bunsenbrænder er et stykke laboratorieudstyr der benyttes til opvarmning, sterilisering og forbrænding. Den er opkaldt efter den tyske kemiker Robert Wilhelm Bunsen, skønt den oprindeligt blev tegnet af Michael Faraday.
[redigér] Betjening
Bunsenbrænderen brænder en vedvarende strøm af gas, f.eks. naturgas (metan) eller propan, butan eller en blanding af disse. Brænderen har en fod med forbindelse til en gasslange, og et vertikal rør som står i midten af foden. Gasslangen forbindes til en gashane. De fleste laboratorier har en række haner med forskellige gasser fra en fælles kilde. Gassen flyder fra slangen ind gennem et lille hul i foden og ledes opad gennem røret. Der sidder riller i røret som tillader luft at trænge ind, og gassen brænder i toppen af røret efter antænding med en flamme eller en gnist.
Den mængde luft (ilt) der blandes med gasstrømmen har betydning for forbrændingen i flammen. Mindre luft giver en ufuldstændig og derfor koldere forbrænding, mens gas blandet med en god mængde luft giver en var og noget nær fuldstændig forbrænding. Lufttilførslen kan kontrolleres ved at åbne og lukke for rillerne på siden af røret.
Når kraven ved bunden af røret drejes så der blandes mere luft ind i gassen vil flammen blive varmere og se blå ud. Når hullerne lukkes til blandes gassen først med luft når den når toppen af røret, hvilket giver meget mindre ilt til forbrændingen, som derfor er ufuldstændig. Flammen er nu koldere, og har en gul farve. Denne flamme kaldes en sikkerhedsflamme. Den gule flamme stråler pga. små sodpartikler i flammen, som opvarmes til de bliver hvidglødende. Når brænderen reguleres så flammen bliver blå, kan flammen være næsten usynlig mod visse baggrunde. Hvis mængden af gas ind i røret øges vil flammen blive større, og medmindre luftindtaget også øges vil flammen blive køligere pga. manglende ilt.
[redigér] Brug
Bunsenbrændere er i høj grad blevet erstattet af kogeplader, varmekapper og lignende elektroniske varmeelementer som varmekilder i laboratorier. Kogeplader har en række fordel fremfor bunsenbrændere. For det første er elektronisk varmeelementer mere sikre at arbejde med. For det andet giver en kogeplade, f.eks. sammen med et sandbad en mere jævnt fordelt varme end bunsenbrænderen, hvis varme er koncentreret i spidsen af flammen. Jævn varme er vigtig for varigheden af kemiske reaktioner og for eventuelle sidereaktioner. For det tredje kan en kogeplade benyttes over et større temperaturinterval, både til at bruge væsker i kog og til blot at holde dem varme. Desuden dannes der sideprodukter ved forbrændingen i bunsenbrænderen som kan påvirke den kemiske reaktion. En kogeplade giver en ren varme. Specielt når der brændes med en gul flamme (som bl.a. producerer kulmonoxid) dannes der mange sodpartikler, mens den rene forbrænding i en blå flamme blot producerer kuldioxid og vand.
Bunsenbrænderen kan dog opvarme ting hurtigere end en kogeplade, og kan f.eks. bruges til sterilisation. De bruges også til at tørre glasvarer forud for fugtfølsomme reaktioner i organiske kemilaboratorier, som f.eks. grignardreaktioner.
[redigér] Kilder
- The Origin of the Bunsen Burner (pdf) William B. Jensen , Journal of Chemical Education • Vol. 82 No. 4 April 2005 - Accessed June 2006
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| Laboratorieudstyr |
| Agarplade | Bunsenbrænder | Kalorimeter | Kolorimeter | Centrifuge | Stinkskab | Magnetomrører | Mikroskop | Microtiterplade | Spektrofotometer | Termometer | Vortexmixer | Büchnertragt | Pipettebold | Varmekappe |
| Glasudstyr |
| Bægerglas | Sugekolbe | Burette | Erlenmeyerkolbe | Kuvette | Rundbundet kolbe | Målekolbe | Retort | Måleglas | Pipette | Petriskål | Skilletragt | Reagensglas | Urglas | Ekssikator |

