Første jødisk-romerske krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Første jødisk-romerske krig

Templet i Jerusalems ødelæggelse, af Francesco Hayez 1867
Dato 66–73 e.v.t.
Sted Iudaea
Resultat Romersk sejr.
Casus belli Etablering af uafhængig jødisk stat
Territoriale
Ændringer
Ingen ændringer Iudaea forblev romersk provins
Parter
Romerriget Jødiske indbyggere i Iudaea, zeloter og sicarii
Ledere
Vespasian,
Titus,
Lucuis Bassus Silva
Simon Bar-Giora,
Yohanan mi-Gush,
Eleazar ben Simon)
Styrke
70,000? ukendt
Tab
ukendt 1.100.000? ifølge Josefus (primært civile jødiske ofre)
Iudaea i 1. århundrede e.v.t.
Iudaea i 1. århundrede e.v.t.

Den Første jødisk-romerske krig (6673 e.v.t.), somme tider Den jødiske krig eller det Jødiske oprør ([[hebraisk: המרד הגדול, ha-Mered Ha-Gadol). Denne krig var den første af tre jødiske opstande i provinsen Iudaea mod den romerske stat. De øvrige var Kitos krigen i 115117 e.v.t. og Bar Kokhbas opstand 132135 e.v.t.

Krigen begyndte i år 66 og ifølge den jødiske historiker Josefus var den et resultat af religiøse spændinger mellem den græske og den jødiske befolkning i Iudaea. [1] De sidste kamphandlingerne fandt sted ved Masada i 73. Det jødiske nederlag til romerne medvirkede i høj grad til spredningen af det jødiske folk til byerne i hele middelhavsregionen. Mange jøder var emigreret i forvejen, men et stort antal blev efter nederlaget solgt som slaver eller fordrevet fra deres hjemland. Derudover blev mange byer og bosættelser i Iuadaea plyndret og ødelagt som følge af krigen, heriblandt Gamla i 67 og Jerusalem i 70, da romerske legionærer den senere kejser Titus’ kommando plyndrede byen og ødelagde Herodes’ tempel.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Baggrund

I år 6 e.v.t. blev Iudaea, der hidtil havde været et romersk klientkongedømme, indlemmet direkte under romersk styre som en provins. Områdets øverste leder blev nu en prokurator, der var ansvarlig for at opretholde freden og indsamle skatter. Det var nu romerne der udnævnte ypperstepræsten i Jerusalem, dette medførte stærke spændinger. Og da kejser Caligula I 39 udnævnte sig selv til gud og beordrede statuer af sig selv opstillet i alle imperiets helligsteder, heriblandt templet I Jerusalem, nægtede jøderne og truede med væbnet opstand. De romerske provinsadministratorer blev pålagt af kejseren at inddrage ét bestemt beløb fra provinsen årligt, et evt. overskud rådede administratoren selv over. Misbrug og overbeskatning var derfor en udbredt praksis blandt embedsmændene i Romerriget. Da prokuratoren Gessius Florus (som ifølge Tacitus havde gjort sig skyldig i alle former for røveri og voldshandlinger) stjal tempelskatten blev den jødiske befolkning yderligere radikaliseret og den folkelige støtte steg til de zeloter, der ville omstyrte det romerske herredømme med vold.

[redigér] Indledende jødiske succeser

Den store opstand begyndte i 66 e.v.t. i Caesarea, og de første uroligheder blev fremprovokeret af at grækere havde ofret en fugl foran en lokal synagoge.[2] Den græsktalende romerske garnison havde ikke grebet ind overfor dette tilfælde af blasfemi, som en reaktion på denne hændelse afbrød ypperstepræsten Eliezar ben Hananias søn bønnerne og ofringerne for den romerske kejser i templet i Jerusalem for at lede en massakre på de romerske soldater i byen. Den pro-romerske konge Agrippa II måtte sammen med sin familie flygte fra Jerusalem til Galilæa, hvor de senere overgav sig til romerne. Cestius Gallus, legat i Syria, bragte forstærkninger til de trængte romerske styrker i Iudaea, men han led et stort nederlag i slaget ved Ben Horon. Under tilbagetrækningen mistede en af legionerne endda sin standard.

[redigér] Det romerske modsvar

Kejser Nero udpegede den erfarne generaler Vespasian som kommandant i stedet for Gallus med ordre om at knuse oprøret. Vespasian gjorde den meget helleniserede by Caesarea Maritima til hovedkvarter for sine legioner, som omfattede X Fretensis and V Macedonica i alt 60,000 professionelle soldater. Han påbegyndte en metodisk rensning af kyststrækningen og de nordlige egne for oprørere, flere af byerne overgav sig uden dog uden kamp. I 68 var den jødiske modstand mod nord nedkæmpet.

Det lykkedes for lederne af den nu kollapsede nordlige opstand, Simon Bar-Giora og Yohanan mi-Gush, at flygte til Jerusalem. Dette medførte en brutal intern konflikt; zeloter og sicarii henrettede enhver fortaler for overgivelse til romerne, og kort efter var alle lederne af den sydlige opstand døde; alle var blevet dræbt af jøder.

Nero blev afsat i 68, og Vespasian blev med støtte fra hæren udråbt som ny kejser i 69. Han forlod nu Iudaea for at tage til Rom og overlod kommandoen til sin søn Titus.

[redigér] Jerusalems fald

Belejringen af Jerusalem var blevet påbegyndt allerede i den tidlige fase af krigen, men havde efter flere år endnu ikke fundet en afgørelse. De romerske tropper var ikke i stand til at bryde gennem byens stærke forsvarsværker og havde i stedet bygget en permanent lejr uden for den. De byggede en grav og en vold, der var lige så høj som bymuren, som omringede hele byen. Alle flygtende der blev pågrebet blev korsfæstet på volden vendt mod Jerusalem. Efter byens fald var den omgivet af titusindvis af korsfæstede kroppe.[3]

Titus ledede den sidste fase af belejringen og den endelige storm på byen. Under de første kampe inde i byen, blev et forråd af tørret mad med vilje brændt af, dette skete for at forsvarerne skulle kæmpe mod indtrængerne til det sidste frem for at overgive sig; dette betød at mange af byens indbyggere og soldater i stedet døde af sult. Tempelpladsen blev forsvaret af zeloter under Eleazar ben Simon, mens sicarii under Simon ben Giora forsvarede den øvre by, disse dele af byen faldt som de sidste.

Skatte fra Jerusalem, afbilledet på Titusbuen i Rom.
Skatte fra Jerusalem, afbilledet på Titusbuen i Rom.

I sommeren 70 gennembrød romerne første gang bymuren og havde derefter plyndret og brændt næsten hele byen. Romerne havde startet angrebet på det svageste sted, den tredje mur som kun lige var blevet hastigt færdiggjort kort før belejringen var begyndt og derfor ikke havde den samme kvalitet som de øvrige. I slutningen af maj brød romerne gennem den vigtige anden mur og stod nu foran den øvre by. I august blev det sidste angreb indledt og d. 29. eller 30. august faldt tempelpladsen. Den samtidige romerske historiker Tacitus berettede at Jerusalem under belejringen rummede mere end 600.000 mennesker, og at alle inklusiv kvinder og gamle der kunne løfte et våben havde kæmpet og at alle havde udvist samme forsvarsiver og havde fortrukket at dø frem for at overgive sig. Alle tre bymure blev revet ned sammen med templet. ifølge datidens etik blev helligsteder normalt skånet også i krigstider, men romernes argument var, at dette tempel var blevet omdannet til et forsvarsværk og derfor et legitimt militært mål. Yohanan mi-Gush overgav sig i Agrippa III’s borg, Jotaphta og idømt livsvarigt fængsel.

På Titusbuen viser nogle af reliefferne de skatte de romerske soldater tog med til Rom efter deres erobring af Jerusalem. En af disse genstande er menorahen; den syvarmede lysestage som oprindeligt stod i templet.

[redigér] Masadas fald

Titus beordrede efter Jerusalems fald at jagten på e de tilbageværende jødiske oprørere skulle fortsætte, de sidste blev besejret i 73 af ved fæstningen Masada i Judæaørkenen

I foråret 71 sejlede Titus tilbage til Rom, og Lucilius Bassus blev udpeget til ny militærguvernør i hans sted. Bassus’ opgave var at rydde den sidste modstand af vejen, og til dette fik han kommandoen over den 10. legion (Fretensis). Han indtog Herodium og krydsede derfra Jordanfloden for at erobre fæstningen Machaerus ved bredden af Det døde hav. Inden han havde afsluttet sin opgave blev Bassus syg og døde, og Lucius Flavius Silva måtte efterfølge ham. Silva førte i efteråret 72 den 10. legion mod den sidste oprørsbastion Masada, som han tilbød overgivelse. De jødiske forsvarere af Masada nægtede at forhandle og Silva opførte derpå en række lejre hele vejen rundt om den klippe, Masada var opført på. Romerne gennembrød endeligt murerne i 73 kun for at opdage at alle 967 forsvarere havde begået selvmord for at undgå tilfangetagelse.[4]

[redigér] Konsekvenser

Mønt udstedt af de jødiske oprørere med inskriptionen: obvers: "Shekel, Israel år 3" samt revers: "Jerusalem den hellige"
Mønt udstedt af de jødiske oprørere med inskriptionen: obvers: "Shekel, Israel år 3" samt revers: "Jerusalem den hellige"

Josefus beretter at krigen i alt kostede 1,100,000 liv, de fleste jøder,[5] og at 97,000 blev taget som fanger og gjort til slaver, [6] derudover måtte mange flygte fra området. Romerne havde jagtet og nedslagtet hele klaner, heriblandt efterkommerne af Davids hus. Og Titus idømte bl.a. 2,500 jøder den straf at de skulle kæmpe i arenaen i Caesarea mod vilde dyr for at fejre hans bror Domitians fødselsdag.

[redigér] Flavisk propaganda

Romersk mønt med inskriptionen: IVDAEA CAPTA
Romersk mønt med inskriptionen: IVDAEA CAPTA

Efter flaviernes sejr blev mønter med indskriften Ivdaea Capta (Iudaea erobret) udstedt over hele imperiet; både som propaganda for det nye kejserhus og for demonstrere at oprør mod Rom var nytteløst. På disse mønter blev Iudæa afbilledet med en grædende kvinde. Tius havde eftersigende afvist at modtage en sejrskrans som symbol for sin triumf, da han mente at der ikke var megen ære i at besejre et folk, der var forladt af deres egen gud.[7]

I Josefus’ beretning er der også en detaljeret beskrivelse af den romerske sejrsparade der fandt sted kort efter afslutningen på krigen.[8] Relieffer på Titusbuen der viser scener fra samme parade stemmer i høj grad overens med Josefus’ beskrivelse og er sandsynligvis baseret på samme kilde. Nogle af reliefferne viser dele af krigsbyttet, mens et andet viser Titus som triumfator. Det mest prominente billede viser dog en begivenhed der fandt sted 11 år senere, nemlig Titus’ død; den døde kejser bliver båret op til himlen af en ørn (symbolet på den romerske gudekonge Jupiter. Titus bliver på denne måde fremstillet som guddommelig, en status han opnåede pga. sine gerninger som kejser bl.a. sejren over de jødiske oprørere. Titusbuen er en vigtig kilde til forståelsen af krigens betydning for romerne. Af jøderne i Iudaea blev den opfattet som en ufattelig tragedie, mens den af de tidlige kristne blev set som guds straf til et syndigt folk, men for romerne var krigen en begivenhed der viste deres kejsers storhed, og det flaviske hus’ legitimitet til magten.[9]

[redigér] Kilder

Den vigtigste historiske kilde til denne krig er Josefus, han deltog i krigens første faser som jødisk kommandant i Galilæa, men skiftede side da hans deling blev besejret af romerske tropper. Josefus fik som belønning for sin hjælp til romerne tildelt romersk borgerskab og modtog en statspension. Han blev desuden en del af hoffet omkring de flavsiske kejsere Vespasian, Titus og Domitian. I jødiske kredse blev han omfattet som en forræder og vendekåbe, og han vendte aldrig tilbage til sit fødeland.

Han skrev en række værker hvoraf flere har overlevet til i dag, og de hører til blandt de vigtigste kilder til det jødiske samfund og historie i antikken. Værket Den jødiske krig fra omkring 79 er en beretning om krigen og indeholder flere øjenvidneskildringer. Hans andet værk Jødisk forhistorie fra omkring 94 er en jødisk verdenshistorie, der begynder med skabelsen og slutter da krigen begynder.

Desuden findes der korte beskrivelser af krigen i andre historikeres værker; heriblandt Tacitus, Sveton og Dio Cassius.

[redigér] Noter

  1. Josefus, Den jødiske krig II.8.11, II.13.7, II.14.4, II.14.5
  2. Josephus, Den jødiske krig II.14.5
  3. Max I. Dimont; "Jews, God and History"
  4. The Masada Myth, Nachman Ben-Yehuda, Hebrew University, Retrieved July 7 2006
  5. Josefus, Den jødiske krig VI.9.3
  6. Josefus, Den jødiske krigVI.9.3
  7. Philostratus, Vita Apollonii
  8. Josefus; Jødiske krig bog 7
  9. Marianne Bonz; Recovering the Material World of the Early Christians [1]


[redigér] Se også

Se originale kildetekster der relaterer til
Første jødisk-romerske krig
Wikisource.
Wikimedia Commons har medier relateret til:
organisation