Kriegsmarine
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kriegsmarine var Nazitysklands flåde fra 1935 til 1945. Kriegsmarine var kun en skygge af kejsertidens flåde under 1. Verdenskrig[1]. Grundet Versaillestraktaten måtte forgængeren Reichmarine kun have seks skibe på højst 10.000 tons. For at omgå Versaillestraktaten, byggede Tyskland såkaldte lommeslagskibe der på papiret var under 10.000 tons, men man havde snydt lidt med vægten. Først fra 1935 begyndte oprustningen af Kriegsmarine med slagskibe og de ligeså forbudte ubåde. Kriegsmarines konkurrent Royal Navy var talmæssig overlegen, men til gengæld var de tyske fartøjer af nyere og bedre design[2]. Hitlers hovedmodstander var Sovjetunionen og Frankrig, så den tyske oprustning nedprioriterede Kriegsmarine; dog byggede man fire topmoderne slagskibe af prestigegrunde. Dette var et eklatant ressourcemisbrug: af Bismarcks stål kunne man fremstille 1.426 tanks, de 2.065 søfolk ombord kunne bemande 44 ubåde, sekundærbestykningen kunne beskytte en større tysk provinsby mod RAF's natbombefly og dets brændstofforbrug kunne dække et af Luftwaffes Geschwaders[3]. Den langsigtede Plan Z kundgjorde at når Sovjetunionen var besejret i 1942, skulle landets ressourcer anvendes til at udbygge Kriegsmarine, med bl.a. fire hangarskibe og ti slagskibe, mod USA i 1947.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Sitzkrieg/Phoney War
Da 2. Verdenskrig startede d. 1. september 1939 blev der opstillet hære ved den fransk-tyske grænse. Ingen ønskede at gentage 1. Verdenskrigs blodige skyttegravskrig, så man lurepassede på hinanden. For at vise at man var i krig, bombede RAF de tyske skibe ved Wilhelmshaven og Luftwaffe de britiske skibe ved Scapa Flow. Dette blev kaldt Sitzkrieg. På de syv verdenshave var Royal Navy og Kriegsmarine i en rigtig og blodig krig. Som under 1. Verdenskrig, brugtes tyske krydsere som blokadebrydere, for at skaffe strategiske metaller (f.eks. Wolfram) fra eksempelvis Kina. Samtidig blev britiske handelsskibe angrebet så lommeslagskibet Admiral Graf Spee blev forfulgt til Uruguay, hvor besætningen sænkede skibet i december 1939.
[redigér] Operation Weserübung
Under invasionen af Norge, gamblede Hitler med sine destroyere. De tyske destroyere sejlede op langs Norges vestkyst, indenfor norsk territorialfarvand. Af misforstået respekt for det neutrale Norge, nøjedes Royal Navy med at tage de skibe, der havde forvildet sig ud i internationalt farvand. Da tyskerne nåede Narvik, blev Royal Navys forholdsregler ændret for at beskytte de franske alpetropper dér og de gik løs på destroyerne. Heldigvis for tyskerne blev det tåget og først da de tyske landtropper nåede dertil, klarede vejret op. Af frygt for Luftwaffe, trak det fransk-britiske ekspeditionskorps sig ud af Norge. Kriegsmarine mistede 20% af sine destroyere i Operation Weserübung og overlevende søfolk kæmpede om Narvik i en ad hoc-enhed med østrigske og sydtyske bjergjægere samt nedkastede faldskærmstropper.
[redigér] Operation Søløve
Operation Søløve var den planlagte invasion af Sydengland i 1940. Tyske tropper skulle overføres fra det besatte Frankrig og Belgien til Sydengland med Amphibische Streitkräfte 3. Første bølge skulle overføres med 1.277 flodbåde og 1.007 pramme der skulle skubbes af 471 slæbebåde. Disse prammes hastighed ville være lavere end de galejer Julius Cæsar invaderede Britannien med i år 55-54 f.v.t. Selv uden britisk modstand, krævede operationen ekstremt godt vejr i et par dage for at kunne lykkes. Prammene ville let kunne kæntre og skulle krydse den Engelske Kanal fem gange, for at kunne transportere alle tropperne.
Royal Navys Home Fleet var stærkere end den samlede Kriegsmarine, derfor ønskede Kriegsmarine at de tyske tropper blev landsat på de 110 km kyst mellem Folkstone og Brighton. Kriegsmarine kunne overkomme at beskytte en smal overfartszone med søminer, men den tyske hær ønskede at angribe mange steder, fra Isle of Wight i vest til Ramsgate i øst. Da Luftwaffe ikke kunne opnå luftherredømme under Slaget om England, blev Operation Søløve aflyst.
[redigér] Slaget om Atlanterhavet
De tyske slagskibe og slagkrydsere udgjorde en stor trussel mod De Allieredes konvojer, derfor afsatte Royal Navy enorme ressourcer til at mandsopdække disse skibe. Efter Norges og Frankrigs fald i 1940 fik Kriegsmarine adgang til de dybe norske fjorde og veludstyrede franske flådebaser. Efter at slagskibet DKM Bismarck blev sænket efter en omfattende jagt, anbragte Kriegsmarine de større skibe i norske fjorde. De havde ikke brændstof nok til at bruge dem, men de bandt mange af Royal Navys enheder, der bedre kunne være brugt mod ubådene, italienerne eller japanerne. I løbet af krigen fik briterne efterhånden sat disse skibe ud af spillet med bombefly, miniubåde og specialstyrker.
Det bedste våben Kriegsmarine havde i Atlanterhavet var ubådene. I første halvdel af 2. Verdenskrig fortsatte tyskerne succesen fra 1. Verdenskrig med at tvinge Storbritannien i knæ, forsyningsmæssigt. Flertallet af de tyske ubåde var dog ikke synderligt avancerede i forhold til de kejserlige ubåde og mange kunne ikke dykke dybere end deres egen længde[4]. Modstanderne havde derimod fået nye værktøjer i antiubådskrigen. ASDIC kunne opdage neddykkede ubåde og radar kunne opdage uddykkede ubåde. Langtrækkende patruljefly og mindre eskortehangarskibe kunne dække større områder og da ubådene oftest sejlede uddykkede, var de meget udsatte. Under 1. Verdenskrig fik ubådene oplysninger om konvojer fra zeppelinere, under 2. verdenskrig fik ubådene sporadisk flystøtte fra Luftwaffes Fw 200 Condor. Kriegsmarines leder af ubådsvåbenet Admiral Dönitz udtænkte dog nye taktikker, såsom Ulvekobbel-taktikken. Her samarbejdede ubådene om at nedkæmpe De Allieredes konvojer.
Hovedparten af ubådene opererede i Nord- til Midtatlanten, men tyske ubåde var også i Sydatlanten og i det Indiske Ocean. Nogle blev brugt til hemmelige transporter til Japan med teknologioverførsler. Før USA gik ind i krigen var den amerikanske østkyst et slaraffenland for de tyske ubåde; for at annoncørerne ikke skulle miste penge, ville man ikke forbyde neonreklamer ved kyststrækningerne. Navigation langs østkysten om natten var en yderst let opgave og handelsskibenes silhuetter gjorde dem lette at ramme.
Sent i krigen blev der udviklet avancerede ubåde som type XXI med hydrodynamiske skrog, snorkler og i forsøgsubåde brintoveriltedrevne motorer med trådstyrede torpedoer. De nye ubåde sejlede hurtigst neddykket og var de eneste der vovede sig ind i den Engelske Kanal på D-dagen. Ubåde til havs var de sidste tyske enheder der overgav sig i 1945.
[redigér] Middelhavet, Østfronten
På grund af briternes besiddelser af Gibraltar og Suezkanalen, var Kriegsmarines tilstedeværelse i Middelhavet begrænset. 62 ubåde sneg sig forbi Gibraltar, adskillige mindre fartøjer nåede Middelhavet gennem kanaler og Rhônefloden. Ellers måtte Tyskland regne med Italiens Règia Marina, til søkrigen. Dog anvendte Kriegsmarine erobrede franske, græske og jugoslaviske fartøjer, det største var den britiskbyggede destroyer Hermes fra den græske flåde. De større franske flådefartøjer var gået tabt ved Royal Navys angreb på Vichy-frankrigs flådebase Mers-el-Kébir i Algeriet i juli 1940.
I Sortehavet kunne kun mindre fartøjer, der adskilt blev transporteret med jernbane, operere grundet det neutrale Tyrkiets blokade af Bosporusstrædet. Her måtte Tyskland regne med aksemagterne Bulgariens og Rumæniens flåder mod Sovjetunionen.
I Østersøen indledte Kriegsmarine den Anden Verdenskrig ved at lade skoleskibet DKM Schleswig-Holstein bombardere Danzig klokken 5:45. Kriegsmarine indesluttede den sovjetiske østersøflåde i Leningrad og støttede Heeresgruppe Nord med kystbombardementer, både ved Operation Barbarossa i juni 1941 og ved retræten i 1944-45. Kriegsmarine evakuerede også hundredtusinder af soldater og civile på flugt fra den Røde Hær. Kriegsmarine byggede i Danmark kystbefæstninger, den bunker Søværnets Operative Kommando flyttede ind i og anlagde Artilleriskolen Sjællands Odde.
[redigér] Opbygning
- 4 Schlachtschiffe (slagskibe).
- DKM Bismarck — 49.946t 163.026HK 4x2x380mm 2x2x150mm 8x2x105mm ↓ (sænket i maj 1941)
- DKM Tirpitz — 8x2x37mm 12x1+2x4x20mm (2x4x533mmT) 2.065 mand 4 fly (sænket i november 1944)
- DKM Bismarck og DKM Tirpitz var søsterskibe.
- DKM Scharnhorst — 38.092t 160.050HK 3x3x283mm 6x2x150mm 7x2x105mm ↓ (sænket i december 1943)
- DKM Gneisenau — 8x2x37mm 10x20mm 2x3x500mmT 1.968 mand 3 fly (sænket i april 1942)
- DKM Scharnhorst og DKM Gneisenau var søsterskibe.
- 7 Sperrbrecherflottillen (24 krydsere).
- DKM Admiral Graf Spee — 16.023t 53.650HK 2x3x280mm 4x2x150mm 3x2x105mm ↓ (sænket i 1939)
- DKM Admiral Scheer — 4x2x37mm 8x20mm 2x4x533mmT 1.150 mand 2 fly
- DKM Deutschland (senere kaldet Lützow) — Deltog blandt andet i den Spanske Borgerkrig
- DKM Admiral Graf Spee, DKM Admiral Scheer og DKM Deutschland var søsterskibe.
- DKM Blücher — 19.042t 130.000HK 4x2x203mm 6x2x105mm ↓ (sænket i april 1940 af Norge)
- DKM Admiral Hipper — 6x2x37mm 8x20mm 4x3x533mmT 1.600 mand ↓
- DKM Prinz Eugen — 3fly (sænket i 1946 ved Bikini-atollen)
- DKM Seydlitz — 95 % færdiggjort.
- DKM Blücher, DKM Admiral Hipper, DKM Prinz Eugen og DKM Seydlitz var søsterskibe.
- 6 Leichten Kreuzers — 8.150t 65.000HK 3x3x150mm 2x88mm 4x2x37mm 4x20mm 4x3x500mmT 850 mand 2 fly.
- 11 Hilfskreuzers
- 7 Zerstörerflottillen (destroyerflotiller).
- 56 destroyere — typisk 3.110t 70.000HK 5x127mm 2x2x37mm 4x20mm 4x3x533mmT 315 mand.
- 14 Schnellbootflottillen (torpedobådsflotiller).
- 248, de fleste som S-100 — typisk 105t 3x2.000HK 2x30mm 2x20mm 2(4)x533mmT 18 mand.
- 33 Unterseebootflottillen (ubådsflotiller).
- 1.308, halvdelen type VIIC — 769t 3.200HK 88mm 37mm 20mm 5(14)x533mmT 45 mand.
- 32 Minensuchflottillen (minestrygerflotiller).
- 6 Marine-Schützendivisioner (Marineinfanteri).
[redigér] Kilder
- Max Valmer: Modern Naval Warfare, 1989, Salamander Books, ISBN 0-86101-452-9 (Engelsk)
- http://www.lexikon-der-wehrmacht.de/inhaltsverzeichnis1.htm (Tysk)
- http://www.feldgrau.com/main1.php?ID=4 (Engelsk)
- ↑ I Søslaget ved Jylland indsatte Tyskland 22 slagskibe. Alle større tyske krigsskibe blev afleveret til sejrherrerne som krigsskadeserstatning i 1919.
- ↑ Washingtontraktaten fra 1922 bremsede nybygninger således at forholdet mellem Royal Navy, US Navy og den kejserlige japanske flåde var 5:5:3. Royal Navy havde derfor mange kuldrevne, nittede krigsskibe fra den Første Verdenskrig. For at spare vægt, svejsede tyskerne deres lommeslagskibe sammen.
- ↑ Sammenligningen halter lidt, idet Bismarck brugte heavy fuel oil og flyene brugte højoktant benzin. Disse to brændstoffer er længst fra hinanden i raffinaderiernes destillationstårne, men de tyske kemikere kunne cracke råolien (nedklippe langkædede kulbrinter til kortkædede
- ↑ Modern Naval Warfare, 1989
| Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. Du kan også give den en bedre beskrivelse. |

