Danmarks historie (1660-1848)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Dette er en del af serien om

Danmarks historie
Den store Jellingsten, Danmarks "dåbsattest", med teksten: "Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald, som sig vandt Danmark al og Nordvejen og danerne gjorde kristne."

Danmarks forhistorie (før 1047)
Danmarks middelalder (1047-1536)
Danmarks historie (1536-1660)
Danmarks historie (1660-1848)
Danmarks historie (1848-1945)
Danmarks historie (1945-1990)
Danmarks historie (1990-2007)
Arvehyldningen i 1660
Arvehyldningen i 1660

Indholdsfortegnelse

[redigér] Enevælden

Som et resultat af adelshærens fuldstændige svigt under krigen kunne Frederik 3. fratage adelen nogle af dens privilegier og indføre enevælden i Danmark. Det skete med støtte fra det rige borgerskab i København og i de større provinsbyer, og det blev indledningen til et magtskifte fra den arvelige adel til borgerskabets pengemagt. Rigsrådet blev nedlagt, og en egentlig repræsentation så landet først igen et par hundrede år senere. Regeringen blev omorganiseret efter en hierarkisk model med kongen i spidsen og med lønnede embedsmænd på alle betydningsfulde poster. Ligesom statsadministrationen blev også lovgivningen moderniseret. Danske Lov blev underskrevet af Christian 5. den 15. april 1683. Desuden blev mål og vægt standardiseret, og med Christian 5.s matrikel i 1688 fik man indført et nyt beskatningsgrundlag.

Danmark deltog ikke særligt aktivt i storpolitikken, men kongemagten opgav ikke uden videre herredømmet over de tabte landsdele, og i 1675 gik en dansk hær i land i Skåne for at tilbageerobre landet. Den skånske krig blev kostbar, men førte ikke til den ønskede revanche, og landsdelene forblev svenske ved fredsslutningen i 1679. Senere fik Sveriges overherredømme i Østersøregionen de tre nabolande, Rusland, Polen og Danmark til at danne en hemmelig alliance i efteråret 1699 (Den Store Nordiske Krig). Allerede i året 1700 slog Karl 12. af Sverige Danmark ud af krigen, og selv om svenskerne endte med at lide et afgørende nederlag i slaget ved Poltava, lykkedes det ikke Danmark at få landsdelene tilbage.

Befolkningstallet steg jævnt gennem årene: fra 600.000 i 1660 til 700.000 i 1720 og 978.000 i 1807. Derimod slog det fejl, da man efter merkantilistisk model forsøgte at skaffe landet nye indtægter gennem omlægning til tidlige industriformer. Den smule industri, der eksisterede, var koncentreret omkring København, og den beskæftigede sig stort set kun med at forsyne hær og flåde. Landets adel var kun på ca. 2.000 personer, men de ejede omtrent halvdelen af jorden, og lokaladministrationen var stadig i hænderne på dem. I 1733 blev stavnsbåndet indført for at holde arbejdskraften fast på landet. Det betød, at bønder og landarbejdere kun med godsejerens tilladelse kunne forlade fødeegnen. I teorien skulle stavnsbåndet kun skabe en lokal milits, men i realiteten gav det herremændene adgang til en billig arbejdskraft. Først i 1788 lykkedes det borgerskabet i København at få stavnsbåndet ophævet.

[redigér] Oplysningstiden

Gennem det meste af det 18. århundrede var landets økonomi sund. Det byggede for det meste på landbrugseksport til aftagere over hele Europa. Danske handelsskibe sejlede langs alle de europæiske kyster og over Atlanten til de nye kolonier i Karibien og til de nordatlantiske øer. Danmarks første koloni blev grundlagt ved TrankebarIndiens sydkyst i 1620. I Karibien oprettede Danmark en koloni på Sankt Thomas i 1671, på Sankt Jan i 1718, og ved køb fra FrankrigSankt Croix i 1733. Der blev også opretholdt en række handelsforter i Vestafrika (f.eks. i Ghana), mest for at sikre tilførsler af afrikanere til slavehandlen.

Danmark-Norges oversøiske besiddelser.
Danmark-Norges oversøiske besiddelser.

Sidst i århundredet fremkaldte nye fysiokratiske tanker en bevægelse for landboreformer. Stavnsbåndet blev ophævet, og man indledte udskiftningen af landsbyernes fælles agre. Parallelt med det foregik der en afløsning af bøndernes fæstekontrakter med selveje. Dette skabte atter et nyt landskab i Danmark, det såkaldte "landmålerlandskab", der er let kendeligt på de rette linjer i markskel og vejføringer, modsat de middelalderlige skel og veje, som følger landskabets konturer.

Idéer og synspunkter fra den franske oplysningstid blev populære hos borgerskabet i Danmark. Det medførte et pres for en øget grad af personlig frihed, og censuren blev lempet i det sidste årtier af det 18. århundrede. Udviklingen var ikke enkel at gennemføre, og perioder præget af fremskridt (Struensee) blev afløst af andre, hvor den enevældige kongemagt atter hævdede sin kontrol med samfundet. I disse år voksede en national bevidsthed frem, og man vendte sig mod de mange "tyskere" (dvs. holstenere) i administrationen. Dette modsætningsforhold mellem tysk- og dansktalende fortsatte ind i den følgende periode.

[redigér] Napoleonskrigene

Uddybende artikel: Napoleonskrigene
Slaget på Reden i 1801.
Slaget på Reden i 1801.

Danmarks blomstrende økonomi blev slået i stykker på grund af tab og udgifter forbundet med deltagelsen i Napoleonskrigene. Landet havde allieret sig med Frankrig, og det udløste flere angreb fra England. Den engelske flåde angreb København i 1801 og igen i 1807. Byen blev bombarderet, og Danmark mistede hele sin flåde, der var den næststørste i Europa. Resten af krigen blev udkæmpet ved hjælp af små kanonbåde og fra nyopførte skanser og kanonstillinger langs kysterne.

Ved fredsslutningen i Kiel blev unionen mellem Norge og Danmark opløst, og Norge kom i union med Sverige. På den måde blev svenskerne belønnet for at have valgt Englands side i krigene. Danmark gik fallit (statsbankerotten i 1813), og den jævne befolkning led hårdt under krigens følger. Samtidig indledtes den kulturperiode, der kaldes romantikken eller "guldalderen". Midt i økonomisk ruin og nationalt nederlag skabte personligheder som H.C. Andersen, Kierkegaard, Thorvaldsen, og Grundtvig deres værker, mens brødrene Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted fremlagde banebrydende resultater inden for natur- og retsvidenskaberne.

[redigér] De slesvigske krige

Uddybende artikler: Treårskrigen og 2. Slesvigske Krig

De nationale og liberale strømninger voksede sig efterhånden kraftige i Danmark. Borgerskabet blev stadigt mere talrigt, og man forlangte del i regeringsmagten. Under indtryk af revolutionerne rundt omkring i Europa i 1848 gav Frederik 7. efter og iværksatte arbejdet med at lave en ny forfatning. Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet af kongen til ikrafttrædelse den 5. juni 1849. Enevælden blev ophævet, og der indførtes konstitutionelt monarki med magtdeling. Den lovgivende magt lå hos en rigsdag med to kamre: Folketinget, som alle voksne og mandlige, danske borgere havde stemmeret og valgbarhed til, og Landstinget, hvor kun ejere af jord eller kapital havde stemmeret og valbarhed. Den udøvende magt lå hos kongen og regeringen i fællesskab. Den dømmende magts uafhængighed blev garanteret ved, at dommerne blev sikret mod afskedigelse.

Riget bestod af fem dele: Kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig (et dansk len), Holsten og Lauenborg (tyske len) samt de nordatlantiske øer. I løbet af det 18. og især i det 19. århundrede vænnede man sig til at betragte kongeriget og hertugdømmerne som ét land (helstaten), mens de nordatlantiske besiddelser snarest blev betragtet som kolonier. Det tysktalende flertal i hertugdømmerne var utilfredse med helstaten, og den tysksindede nationalliberale strømning mundede ud i et krav om uafhængighed af Danmark og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. I Slesvig eller Sønderjylland boede både dansk- og tysksindene. De tysksindede henviste til Ribe-brevet fra 1460, hvor der står, at de to hertugdømmer skulle forblive udelt (dat se blieven tosamende up ewich ungedeelt). De dansksindede henviste til Slesvigs lensforbindelse med Danmark og til Ejdergrænsen, som var siden 811 grænse mellem danskerne og tyskerne. Tyske og danske nationalliberale stod uforenelig over for hinanden. Dette udløste Treårskrigen (den 1. Slesvigske krig), som endte med status quo, efter at Storbritannien havde mæglet.

Det centrale problem, hertugdømmet Slesvigs forhold, var efter krigens afslutning stadig uløst. I London-protokollen fra 1852 måtte Danmark gå med til at indføre en problematisk helstatsforfatning, som rummede både det danske kongerige med en demokratisk forfatning (Grundloven), og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvor kong Frederik 7. regerede som absolutistisk hertug (i hertugdømmerne gjaldt stadig enevælden). Samtidig måtte Danmark love ikke at knytte Slesvig eller Sønderjylland nærmere til kongeriget end Holsten. For de europæiske stormagter var det afgørende at fastholde den dengang eksisterende magtbalance i Nordeuropa, hvilket hverken tillod et Danmark til Ejderen eller et tysk Slesvig-Holsten.

Men efter tyske protester ophævede det tyske forbund i 1858 helstatsforfatningen i hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. De Nationalliberale i Danmark fik derefter igen indflydelse, og debatten om Slesvigs status fortsattes. I november 1863 indførtes den såkaldte novemberforfatning, dens formål var at knytte Slesvig nærmere til Danmark. Dermed brød Danmark Londontraktakten fra 1852. Prøjsen og Østrig krævede novemberforfatningens tilbagetagelse. Den 1. januar 1864 gik tyske tropper over Ejderen og besatte i årets løb hele Jylland (2. Slesvigske Krig). Forhandlingerne om en deling af Slesvig brud sammen. Danmark tabte krigen og måtte afstå begge hertugdømmer til fælles prøjsisk og østrigsk administration. Efter krigen mellem Prøjsen og Østrig i 1866 kom områderne under rent prøjsisk styre. Efter folkeafstemmningen 1920 i Sønderjylland kom Nordslesvig tilbage til Danmark, mens Sydslesvig forblev ved Tyskland.

organisation