EU's landbrugspolitik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Da det europæiske fællesskab blev etableret, var formålet at forøge landbrugsproduktionen og sikre fødevareforsyningen i Europa. Sporene fra 2. Verdenskrig skræmte befolkninger, og derfor ønskede man at blive selvforsynende. EU's landbrugspolitik gik ud på at støtte priserne på landbrugsvarer så landmændene var sikret mindstepriser for en række af de afgrøder de producerede. Det lykkes over al forventning. EU fik en stor overskudsproduktion og var ikke længere nettoimportør af landbrugsvarer. Til gengæld gik ca. 50% af EU's samlede budget til at støtte landbruget med garanterede mindstepriser på landbrugsvarer, hektarstøtte, braklægningsordninger og lignende. EU's landbrugsstøtte blev uddelt efter følgende tre hovedprincipper der stadig er gældende:

    • En hektarstøtte der er en direkte støtte til landmanden beregnet ud fra hvor meget jord han dyrker
    • En dyrepræmie der er en direkte støtte beregnet ud fra antallet af dør som landmanden har
    • En indirekte støtte i form af garantipriser hvor EU opkøber landbrugsprodukterne hvis markedet ikke kan overholde priserne over et fastsat minimum.

[redigér] Overproduktion

Mælkeproduktionen i de nordlige EU-lande voksede hurtigt og oversteg snart efterspørgslen, hvilket førte til at EU's overskudslagre steg. For at regulere mælkeproduktionen indførte EU i '84 mælkekvoten der lagde loft over hvor meget mælk hver mælkeproducent måtte producere på årsplan. Kvoterne kan overdrages ved køb og/eller salg eller forpagtning og derfor er den blevet genstand for en del spekulationer. I '92 blev EU's landbrugspolitik ændret. Denne gang fordi overskudsproduktionen af kortn i EU var et stigende problem, derfor blev priserne for korn, raps og ærter nedsat enormt. Som kompensation for den manglende indtjening indførte EU en præmie til landmænd der tog opdyrket jord ud af produktionen. En landmand fik tilskud for at braklægge min. 5% af sin jord, og alternativet var så at han kunne dyrke "nonfood afgrøder" som raps hvor olien presses ud og bruges til energiforsyning som erstatning for benzin. I '98 var 7% af den danske landbrugsjord braklagt. I slutningen af '90'erne diskuterede EU hvordan man kunne ændre på landbrugspolitiken, da man ønskede at give for at optage landene i Østeuropa. Dette ville forøge EU's landbrugsareal med 50% og derfor ville der ikke være råd til samme støtteordninger som førhen.

[redigér] EU-reform i foråret '99

Der var lagt op til stor en stor landbrugsreform i EU i foråret 1999, hvor garantipriserne skulle sænkes mærkbart, for på den måde at regulere landbrugsproduktionen og undgå overskudsproduktion. Den indirekte landbrugsstøtte var også imod reglerne i den internationale handelsorgination WTO. Derfor var EU under pres for at afvikle den for for støtte. EU-landene kunne dog ikke blive enige om de store nedskæringer og garantipriserne blev derfor kun sænket lidt. Tilgengæld blev de direkte tilskud til landmanden hævet. I 1999 fik landmanden 2.444kr. pr. ha. uanset om han dyrkede korn, eller om han bare havde jorden til at ligge brak. Det var det et krav, at mindst 10% af jorden skulle ligge brak. På den måde forsøgte EU at begrænse landbrugsarealet idet man ønskede at produktionen af landbrugsprodukterne blev mindre så priserne kunne holdes oppe.

organisation