Bruger:MortenKristensen/sandkasse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Artiklen her beskriver Bibelen fra et primært kristent synspunkt for andre synsvinkler se Bibel (flertydig)
Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger"[1]) er betegnelsen for de grundliggende kanoniske skrifter i bl.a. jødedommen og kristendommen, dog er den jødiske bibel, også kaldet Tanakh, ikke identisk med den kristne bibel, som beskrives her. Desuden er der inden for kristendommen variationer i antallet og indholdet af Bibelens bøger.
Bibelen er inddelt i to hoveddele. Den første del, Det Gamle Testamente, er næsten identisk med den hebraiske bibel, og blev oprindeligt inddelt i tre hoveddele Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Den anden hoveddel, Det Nye Testamente, indeholder de særligt kristne skrifter, og er skrevet i det første århundrede e. Kr. Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som generelt ikke regnes for kanoniske af jøder og protestanter, og i de fleste protestantiske bibler udelades de da også helt. De deuterokanoniske skrifter findes bl.a. i Septuaginta, den tidligste græske oversættelse af Tanakh med rødder helt tilbage til det 3. århundrede f.Kr., der bl.a. udgjorde de første kristnes bibel, hvorimod apokryferne ikke er at finde i den hebraiske bibel.
Bibelen indeholder skrifter af mange forskellige genrer som for eksempel jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling var ikke at finde i de oprindelige tekster, men er kommet til efterhånden som det på grund af deres religiøse brug blev nødvendigt at kunne henvise mere nøjagtigt til steder i teksterne.
Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. Den 31. december 2006 er hele Bibelen oversat til 429 forskellige sprog og dele af Bibelen, oversat til i alt 2.426 sprog.[2]
[redigér] Etymologi
Det danske ord bibel har en lang og til tider utydelig etymologisk historie. Betegnelsen stammer oprindeligt fra græsk bibliía (flertalsformen af biblíon lille bog[3]) som formentlig stammer fra det græske bíblos eller byblos som betyder papayrus, skriftrulle eller bog, efter den fønikiske havneby Byblos, hvorfra papyrus blev eksporteret.[4] Det græske udtryk ta biblia bruges om den kristne kirkes kanoniske skrifter så tidligt som 223 e. Kr.[5] Ordet blev på latin brugt i udtrykket biblia sacra (de hellige skrifter).
[redigér] Den hebraiske bibel
- Hovedartikler: Tanakh og Det Gamle Testamente
Den hebraiske bibel (hebr. תנ"ך tanakh) indeholder 39 skrifter og er næsten identisk med Det Gamle Testamente, oprindeligt skrevet på hebraisk, hovedsageligt af og til hebræere. Tanakh (TaNaKh) er et initialord for de tre dele i den hebraiske bibel: Torah ("Loven"), Nevi'im ("Profeterne") og Ketuvim ("Skrifterne"). Teksten var oprindeligt hele de kristnes bibel, og bliver flere steder i Det Nye Testamente refereret til som "skriften" eller "skrifterne".[6] Den hebraiske bibel er en vigtig kilde til det teologiske studie af Bibelen, og teologistuderende undervises i hebraisk for at kunne studere teksten på originalsproget.
Hvor skrifterne i den jødiske Tanakh inddeles i de tre hovedinddelinger, Loven, Profeterne og Skrifterne, har man i kristen tradition arrangeret Det Gamle Testamentes skrifter i overensstemmelse med Septuaginta (LXX), der i stedet inddeler Bibelens bøger i historiske skrifter, visdomsskrifter og profetiske skrifter. Dette kan siges at give et mere eskatologisk præg, der peger frem mod fremtidig forløsning, idet samlingen derved slutter med den messianske profeti sidst i Malakias’ bog modsat Tanakh, der slutter med opfordringen til at bygge et nyt tempel sidst i Anden Krønikebog.
I den jødiske tradition opdelte man omkring det 5. århundrede f.Kr. Torahen, de fem Mosebøger, i ugentlige læsninger, der dog ikke svarer til de nuværende kapitler. Sidenhen, i de første århundreder e.Kr., kom versinddelingen til.
[redigér] Torah
- Hovedartikel: Torah
Torahen, også forstået som "instruktion", er grundlaget for de religiøse jødiske regler og forskrifter, og består af:
- Første Mosebog (hebr. בראשית Bereshit, gr. Genesis)
- Anden Mosebog (hebr. שמות Shemot, gr. Exodus)
- Tredje Mosebog (hebr. ויקרא Vayikra, gr. Leviticus)
- Fjerde Mosebog (hebr. במדבר Bamidbar, gr. Numeri)
- Femte Mosebog (hebr. דברים Devarim, Deuteronomium)
Den hebraiske titel kommer fra det første ord i den respektive tekst, bortset fra Fjerde Mosebog, hvor det er det femte ord. Bøgerne indeholder 613 mitzvot eller bud fra Gud, som danner basis for den religiøse jødiske lov.
Torahen beskriver tre perioder i menneskets forhold til Gud. Første Mosebog 1-11 beskriver menneskehedens gennerelle historie med skabelsen, syndefaldet og menneskets forfald efter dette. Herefter følger de sidste 39 kapitler i Første Mosebog hvor Abraham udvælges til stamfader til et talrigt folk hvorigennem verden skal velsignes.[7] Abraham blev af Gud kaldet til at drage til Kana'an hvor løftet blev gentaget til hans efterkommere, Isak, Jakob og Josef. I de sidste 4 bøger fortælles historien om Moses, som levede flere hundrede år efter patriarkerne i Egypten og beretter om israelitternes udvandring fra Egypten, ørkenvandringen og fornyelsen af pagten med Gud ved Sinai Bjerg. Torahen ender med Moses' død.
Torahen er inddelt i 54 afsnit som læses højt skiftevis i jødisk liturgi hver sabbat. Cyklusen ender og gentages ved den jødiske fest Sukkot.
[redigér] Nevi'im
Nevi'im eller "profeterne" indbefatter også nogle af de skrifter man normalt henviser til som de historiske skrifter i Bibelen. Bøgerne beskriver dommertiden, oprettelsen af det israelittiske monarki, delingen i to kongeriger og profeter som, på Guds vegne, advarer og dømmer kongerne og folket i Israel. Skrifterne slutter med babylonernes erobring af Sydriget Juda. Ifølge jødisk tradition bliver Nevi'im inddelt i 8 bøger, denne inddeling følges ikke i normale bibler:
- Josvas Bog (hebr. יהושע Yehoshua)
- Dommerbogen (hebr. שופטים Shoftim)
- Samuel, inkluderer 1 Sam og 2 Sam (hebr. שמואל Shemuel)
- Kongerne, inkluderer 1 Kong og 2 Kong (hebr. מלכים Melakhim)
- Esajas, (hebr. ישעיהו Yeshayahu)
- Jeremias, (hebr. ירמיהו Yirmiyahu)
- Ezekiel, (hebr. יחזקאל Yekhezkel)
- Tolvprofetbogen, inkluderer alle de tolv små profeter (hebr. תרי עשר Tre Asar)
[redigér] Ketuvim
Ketuvim, eller "skrifterne" på dansk, er 11 bøger skrevet af forskellige forfattere, og indeholder den israelittiske visdomslitteratur. Ifølge rabbinsk tradition er mange af salmerne skrevet af David; Kong Salomon formodes at være forfatteren til Højsangen i hans ungdom, Ordsprogenes Bog ved midten af hans liv, Prædikerens Bog i hans alderdom. Ruths bog er den eneste bibelske bog der omhandler en ikke-jøde. Fem af bøgerne, kaldet "De fem Skriftruller" (Megilot) bliver læst op under de jødiske fester: Højsangen ved Påsken; Ruths Bog ved Shavuot; Klagesangene ved Tisha B'Av; Prædikerens Bog ved Sukkot; og Esters Bog ved Purim. Overordnet set indeholder "skrifterne" poesi, filosofiske reflektioner over livet, profeternes og andre isralittiske lederes levned under det babylonske fangenskab. Det ender med det persiske dekret som tillader jøderne at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet.
- Salmernes Bog (hebr. תהלים Tehillim)
- Ordsprogenes Bog (hebr. משלי Mishlei)
- Jobs Bog (hebr. איוב Iyyov)
- Højsangen (hebr. שיר השירים Shir ha-Shirim)
- Ruths Bog (hebr. רות Rut)
- Klagesangene (hebr. איכה Eikhah, også kaldet קינות Kinot)
- Prædikerens Bog (hebr. קהלת Kohelet)
- Esters Bog (hebr. אסתר Ester)
- Daniels Bog (hebr. דניאל Daniel)
- Ezras Bog, inkluderer Nehemias' Bog (hebr. עזרא Ezra)
- Krønikebogen, inkluderer 1 Krøn og 2 Krøn (hebr. דברי הימים Divrei ha-Yamim)
[redigér] Den kristne bibel
Den kristne bibel består både af en oversættelse af den hebraiske bibel, dog i en lidt ændret rækkefølge, og af 27 græske skrifter som tilsammen går under betegnelsen Det Nye Testamente.
[redigér] Det Nye Testamente
- Hovedartikel: Det Nye Testamente
Bibelens skrifter er i Det Nye Testamente inddelt efter mange forskellige principper. Først er der de historiske skrifter med de fire evangelier. De er højst sandsynligt sorteret efter den dengang ansete alder på dem. Derefter kommer Apostlenes Gerninger, som danner en overgang fra evangelierne til brevene, som ofte er skrevet på baggrund af, hvad der er sket i Apostlenes Gerninger.
Paulus breve består af 13 breve og er inddelt i to kategorier: Menighedsbrevene, som er sorteret efter størrelse, og derefter de personlige breve. Derefter kommer Hebræerbrevet, som på grund af usikkerhed om forfatterskabet er sat efter Paulus’ breve, fordi man i begyndelsen af kirkens historie mente Paulus var forfatter. De katolske (eller almindelige) breve har denne betegnelse, fordi de ikke har en specifik modtager, men er skrevet til flere. Johannes' Åbenbaring er den naturlige afslutning på de kristnes Bibel med syner om den nye himmel og den nye jord.
Det Nye Testamentes skrifter havde oprindelig ikke kapitel- eller versinddeling, men i Codex Vaticanus fra det 4. århundrede e.Kr. finder man evangelierne inddelt i afsnit. Den nuværende kapitelinddeling går tilbage til 1200-tallet og blev udarbejdet af Stephen Langton, hvorimod den nuværende versinddeling først kom til i det 16. århundrede, udarbejdet af Robert Etienne. I de første danske bibler findes ingen versinddeling - den dukker først op i Hans Poulsen Resens bibel fra 1607.
[redigér] Kanonisering
- Hovedartikel: Den bibelske kanon
Ordet "kanon" betyder strå/rør eller målestok. I den tidlige kirke betød ordet samlingen af de hellige skrifter til brug i menigheden. Betegnelsen blev hurtigt ensbetydende med en lukket gruppe bøger med autoritet i betydningen, regel eller retningslinje. Bøger der ikke fandtes på denne liste omtaltes som "apokryfe" dvs. skjulte.
The word "canon" etymologically means cane or reed. In early Christianity "canon" referred to a list of books approved for public reading. Books not on the list were referred to as "apocryphal" — meaning they were for private reading only. Under Latin usage from the fourth century on, canon came to stand for a closed and authoritative list in the sense of rule or norm.[8]
[redigér] Kanoniseringen af den hebraiske bibel
Det Nye Testamente refererer til den trefoldige deling af den hebraiske bibel: Loven, Profeterne og Skrifterne. I Luk 24,44 henviser Jesus til det "som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne." Hvilket er en tidlige henvisning til den tredelte hebraiske tekst som formentlig blev kanoniseret i disse tre stadier. Loven, før eksilet i Babylon i 586 f. Kr., Profeterne, omkring den syriske forfølgelse af jøderne, og Skrifterne, efter Kristi fødsel. Der er blandt teologer ikke konsensus i sagen.
I sidste halvdel af første århundrede blev tidlige kristne skrifter accepteret som autoritative. Det medvirkede formentlig til at jøderne "lukkede" deres kanon, som eller af natur havde stået åben pga. de profetiske skrifters natur. De medtog en mindre gruppe af skrifter end hvad der tidligere var blevet oversat til græsk i Septuaginta. Denne kanon refereres der til af Filo, Josefus, Det Nye Testamente (Luk 11,51) og Talmud.[9]
De nytesamentlige forfattere henviste til Det Gamle Testamente som inspireret af Gud, tidligst i 2 Tim 3,16: "Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed..."
[redigér] Kanonisering af Det Nye Testamente
Den gammeltestamentlige kanon blev brugt i det kristne menigheder i den græske oversættelse. Efterfølgende tilføjede menighederne efterhånden flere og flere skrifter som siden er blevet samlet til det nuværende Nye Testamente. Efterhånden som øjenvidnerne til beretningerne døde fik man brug for at nedskrive begivenhederne omkring Jesu liv og lære. Desuden vejledte og underviste apostlene de nye menigheder i læren. Det resulterede i at en grundstamme af historiske beretninger og opbyggelige breve blev samlet før år 200 e. Kr.[10][11] Drøftelser omkring nogle skrifter fortsatte ind i det 3. århundrede, men de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, en samling af Paulus' breve og andre breve og tilsidst det apokalyptiske skrift Johannes' Åbenbaring var der ikke uenighed om.[12] Rækkefølgen varierer lidt mellem forskellige bibeludgaver.
Hvis et skrift skulle optages i kanon skulle det opfylde tre principper. For det første skulle det være skrevet af et førstehåndsvidne eller på vegne af et (Antikvitets-princippet), for det andet skulle det være anerkendt i hele kirken (Katolicitets-princippet), og for det tredje måtte skriftet ikke indholde ny eller modstridende lære end De Hellige Skrifter (Ortodoksi-princippet).[13]
[redigér] Bibelens verden
[redigér] Israels historie
- Hovedartikel: Israels historie
Bibelen beskriver et folks historiske udvikling over en lang periode i først flere og siden ét land i området nu kendt som staten Israel, også kendt som Palæstina. Her indvandrede et folk fra Egypten, efter fyrre år i ørkenen, som nedstammede fra [[Abraham], Isak og Jakob. Dateringen af denne begivenhed er yderst omdiskuteret. Josva førte dem ved Guds hjælp, ind i Kana'an og ledte invasionen af landet som i forvejen var beboet af en andre stammer. Efter ønske fra folket fik de efter 400 år med skiftende dommere en konge, Kong Saul, som siden blev efterfulgt af Kong David og Kong Salomo. Efter Salomos fremgangsrige regeringsperiode deltes landet i to. De ti nordlige stammer i Nordriget, Israel, de to stammer, Juda og Benjamin, i sydriget Juda, hvor Davids efterkommere sad på tronen indtil 586 f. Kr. hvor Juda blev indtaget af babylonerne og befolkningen ført i eksil.
Omkring 70 år senere fik en del lov til at drage tilbage og opbygge templet og bymuren i Jerusalem. Det foregik under ledelse af henholdsvis Ezra og Nehemias. Siden var landet på skift i hænderne på forskellige herskere og nogle få år under selvstændigt styre, indtil romerne indlemmede området som provinsen Iudaea i Romerriget i år 63 f. Kr.
Mellem år 7 og 4 f. Kr. blev Jesus født under Herodes den Stores regeringsperiode, som havde udbygget templet og bygget flere større paladser og fæstninger i landet og metropolen Cæsarea som en hyldest til Kejseren. År 66 e. Kr blev den jødiske opstand slået ned og i år 135 blev jøder forbudt adgang til Jerusalem som fik ændret sit navn til Aelia Capitolina.
[redigér] Jesus fra Nazareth
- Hovedartikel: Jesus fra Nazaret
Alle nytestamentlige skrifter er præget af Jesus Kristus som udgangspunkt for tro og forkyndelse og er den centrale figur i kristendommen.[14] Markusevangeliet præsenteret sig således: "Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn." (Mark 1,1) Evangelierne beretter om Jesu undervisning og underfulde gerninger; om hvordan han samlede disciple omkring sig, kom i konflikt med det bestående samfund, blev anklaget for gudsbespottelse; hvordan han blev korsfæstet, døde og efter tre dage genopstod. Sidenhen sendte han sine disciple ud for at forkynde evangeliet for alle folkeslag. Ligeledes gælder for brevene og de øvrige skrifter i Det Nye Testamente. Jesus Kristus spiller en altdominerende rolle i Paulus' forfatterskab.[15] Romerbrevet indledes med: "evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre." (Rom 3,1) Jesus bliver af de nytestamentlige forfattere og kirken anset for at være opfyldelsen af de messianske profetier i Det Gamle Testamente. Ifølge dem er Jesus "opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde."[16][17]
Apostlenes breve er ifølge deres selvvidnesbyrd forsøget på at realisere missionsbefalingen ved at viderebringe Jesu lære og udlægge hans undervisning. Apostlene taler ifølge Jesus med hans autoritet og deres ord skal tillægges lige så stor betydning som hans egne.
[redigér] Arkæologi
Bibelsk arkæologi er den gren af arkæplogien som beskæftiger sig med arkæologi med relevans for det bibelske vidnesbyrd. Arkæologer har gennem tiden forsøgt henholdsvis at underbygge eller undergrave bibelens troværdighed gennem arkæologiske udgravninger i Mellemøsten. Fundende omfatter rester af bygninger og byer, tekstfund og inskriptioner. Bibelske manuskripter er blevet sammenlignet med andre tekster fra samtidens omkringliggende samfund for at få en større erkendelse af bibelens verden og den kultur teksterne er skrevet i. Blandt de vigtigste udgravninger kan nævnes: Hizkias tunnel under Jerusalem, Jerikos mure, Sankeribs belejringsrampe, Siloam dam, Templet i Jerusalem og Dødehavsrullerne i Qumran. Derudover findes utallige mindre udgravninger og enkeltfund med relation til de bibelske beretninger.
Den bibelske arkæologi viser at de bibelens begivenheder er forankret i datidens samtidshistorie, men langt fra alt er arkæologisk beviseligt.[18] Den første store bidragyder til den bibelske arkæologi er Sir Flinders Petrie, som er blevet kaldt Palæstina-arkæologiens far, idet han kategoriserede og inddelte fund i arkæologiske perioder og forsøgte tilnærmelsesvise dateringer ud fra potteskår og lagdelingen i mange udgravninger.
[redigér] Kilder og datering
Hele Det Gamle Testamente kan (Esthers bog undtaget) med fundet af Dødehavsrullerne siges at foreligge i stort set endelig form i de sidste århundreder f.Kr., men herudover er det særdeles svært at sige noget sikkert om tidsfæstelsen af de bibelske bøger. En del fragmenter af Det Gamle Testamente kan dog dateres til tidligere, heriblandt den aronitiske velsignelse (4. Mosebog 6, 24-26), som kan dateres til perioden lige før Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.
Det Nye Testamente er repræsenteret med over 5000 tusinde tekstvidner i vores kendte antikke, græske litteratur og over 8000 på andre sprog. Det er derfor svært at datere det tidligste tekstvidne til Det Nye Testamente, men der er bred enighed om, at den såkaldte John Rylands-papyrus eller P52, der indeholder et stykke af Johannesevangeliet, kan dateres til ca. 125 e.Kr., hvilket gør den til det tidligste alment anerkendte tekstvidnesbyrd til Det Nye Testamente. Kan P52 dateres til denne tid, da må selve Johannesevangeliet nødvendigvis må være affattet før, og Johannesevangeliet regnes almindeligvis for det seneste af de fire evangelier. Markus-, Matthæus- og Lukasevangelierne dateres da også normalt til perioden 70-90 e.Kr., mens Paulus' breve normalt sættes til tiden omkring år 50.
[redigér] Budskab
Under reformationen i det 16. århundrede udtate reformatorerne deres absolutte tiltro til Bibelens klarhed. De hævdede at Bibelens budskab var enkelt og letforståelig for enhver. Det medførte en revolution inden for bibelens fortolkningshistorie fordi kirken ikke havde monopol på fortolkning.[19]
Der findes mellem kristne utallige forskelle i hvordan enkeltheder i Bibelen skal fortolkes og forstås. Men selvom hver bog i Bibelen stammer fra vidt forskellige historiske kontekster, lærer de fleste kristne kirker, at Bibelen som helhed har et overordnet budskab. C. S. Lewis beskriver hovedindholdet således:[20]
- Mennesket er skabt af Gud i Guds billede, og Gud elskede mennesket.
- Mennesket lærte at tage afstand fra Guds vilje, mennesket gjorde oprør imod Gud og synden kom ind i verden.
- Fordi intet menneske er fri for synden, kan mennesket ikke være i forbindelse med Gud direkte, så Gud åbenbarede sig selv på måder som mennesket forstod.
- Gud kaldte Abraham og hans efterkommere for at blive et redskab i Guds plan for verden.
- Gud ville gennem Abrahams sæd frelse menneskeheden.
- Gud gav Moses og israelitterne loven (den gamle pagt), for at gøre dem bevidste dem om deres synd.
- Israelitterne skulle ofre for at få tilgivelse, selvom selve ritualet ikke frelste men pegede frem mod en frelser, Messias.
- Jesus Kristus er denne lovede Messias, som Johannes Døberen omtaler som "...Guds lam, som bærer verdens synd." (Joh 1,29).
- Gud har selv sendt sin søn fordi han kræver et offer for synden.
- Ved Jesu død og opstandelse bliver alle som tror forsonet med Gud.
- Ved tidernes ende vil Jesus komme i magt og herlighed for at dømme verden.
Mange mennesker som anser sig selv for kristne, muslimer eller jøder anser Bibelen inspireret af Gud, samtidig skrevet af ufuldkomne mennesker over en periode på over 1000 år. Bibeltro kristne anser både Det Nye- og Gamle Testamente for at være det uforvanskede budskab fra Gud, udtalt af Gud og nedskrevet i sin perfekte form af mennesker. Dette syn på bibelen findes allerede i de tidligste kristne skrifter.[21]
[redigér] Kristen teologi
- Hovedartikel: Kristen teologi
Faget teologi er et af de ældste fag, og et af de eneste som primært beskæftiger sig med én bog, Bibelen. De fleste universiteter grundlagt før oplysningstiden voksede ud af kirkens skoler (fx. Bologna Universitet, Sorbonne og Oxford Universitet), og teologi havde stor betydning i middelalderen. Teologi var "Dronningen af videnskab" og universiteter blev primært brugt til at uddanne teologer. Teologi blev i oplysningstiden udfordret fra andre fag, som stræbte efter objektivitet, og teologien blev derfor enestående pga dets konfessionelle natur, selvom det stadig er omdiskuteret. Specielt i Danmark fastholder de teologiske fakulteter at være ukonfessionelle.
[redigér] Augustin
Augustins forfatterskab var omfattende og indeholdt bl.a. Bekendelser, filosofiske værker, stridsskrifter mod kættere, eksegese, dogmatiske og etiske værker og prædikener. Augustins teologi var revolutionær og hans lære om arvesynden har haft stor indflydelse på den katolske kirke. Han var modstander af pelagianerne og understregede kraftigt vigtigheden i barnedåb. Augustin har haft stor indflydelse på fortolkninge af Bibelen og haft stor indflydelse på teologien.
[redigér] Luther
Luther var katalysator for to store ændringer i brugen af Bibelen og studiet af samme. Han var den første der oversatte hele Bibelen til sit modersmål, hvilket var tysk, og satte sig dermed op imod moderkirken som kun accepterede Bibelen på latin.[22] Derudover prædikede han princippet om selvstændig fortolkning, hvormed han mente at alle mennesker selvstændigt måtte forsøge at fortolke Bibelen.[23]
Luther havde fuldstændig tillid til Bibelens skrevne ord, og siger: "De hellige kunne fare vild i deres skrifter og i deres livsførelse, men Skriften kan ikke fejle".[24] Den katolske kirke anså Luther for at være kætter og ved rigsdagen i Worms forlangte kirken at han tilbagekaldte sine skrifter, hans svar var symptomatisk for hans tilgang til Bibelen:[25]
Sammen med den selvstændige fortolkning fulgte også, ifølge Luther, et ansvar for nøjagtig fortolkning for at undgå fordrejning. Derfor lagde Luther stor vægt på oplæringen i den kristne tro ud fra skrifterne, hvilket Den lille- og Den store katekismus er eksempler på.[26] Bibelen skulle ifølge Luther være kirkens højeste autoritet (sola scriptura) og er sin egen fortolker.[27]
[redigér] Feuerbach
[redigér] Barth
[redigér] Bultman
[redigér] Apokryferne
- Hovedartikel: Apokryfe skrifter
Sondringen mellem apokryfe (skjulte eller af tvivlsom oprindelse) og kanoniske skrifter stammer tilbage fra oversættelsen af Tanakh i Septuaginta. Kanon var ikke endeligt afgjort ved denne oversættelse og oversætterne medtog flere afsnit og skrifter som ifølge jødiske skriftlærde ikke hørte med.[28] Generelt havde man i diasporaen en mere flydende kanon. Omkring 90 e. Kr. afviste jødiske rabbinere på et møde i Jamnia de daværende apokryfer.[29] Da GT skulle oversættes til latin fulgte apokryferne med fordi det blev bestemt på to kirkemøder at følge Septuagintas oversættelse, altså den græske og ikke originalteksten på hebraisk. Derfor inkluderede middelalderkirken de gammeltestamentlige apokryfer i kanon. De bestod af Tobits Bog, Judits Bog, Tilføjelser til Esters Bog, Første- og Anden Makkabæerbog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, Jeremias' Brev og Tilføjelser til Daniels Bog. Den romersk-katolske- og den græsk-ortodokse kirke anser disse bøger for kanoniske til forskel fra reformerte og lutherske kirker i dag.
Derudover findes der en del antikke-jødiske skrifter som kaldes De gammeltestamentlige pseudepigrafer somer skrevet mellem gammeltestamentlig tid og nytestamentlig tid. Af navnet fremgår det at skrifterne er skrevet under pseudonym (falsk påtegnelse) og udgiver sig for at være ældre end de er.
[redigér] Bibelbrug
[redigér] Liturgi
Bibelen er central i forståelsen af kirkens liturgi og er dybt forankret i gudstjenestens forskellige dele, salmer og teksterne bliver læst op, både Torahen i synagogen om lørdagen og Bibelen i kirker, normalt om søndagen. Litugien omkring sakramenternes fejring er hovedsageligt bygget op af direkte citater fra Bibelen, og udtrykker de mest centrale budskaber for kirken. Liturgi er en fast gentaget ramme om gudstjenestens fejring med forskellige led som praktiseres på meget forskellige måder afhængigt af konfessionel baggrund.
[redigér] Andagt
Ordet andagt (af det tyske ord andenken) bruges i religiøse sammenhænge om det at tænke eller reflektere over et afsnit i Bibelen. Det betragtes som en måde at fastholde og udvikle sit åndelige liv. Andagt bliver af mange kristne praktiseret hver dag og betegnes sammen med bøn som den kristnes åndelige vejrtrækning.
[redigér] Betydningsfulde oversætteleser
Tanakh er hovedsageligt skrevet på bibelsk hebraisk, men med nogen få afsnit i Daniel og Ezra på aramæisk. På et tidspunkt i det 2. eller 3. århundrede f. Kr. blev torahen oversat til græsk. Denne oversættelse kaldes Septuaginta (LXX) og var vidt udbrdt blandt græsktalende jøder, og senere af kristne. Den afviger en del fra den standardiserede hebraiske (masorætisk tekst). Oversættelsen blev traditionelt tilskrevet 70 uafhængige oversættere, deraf navnet. Da de mødtes for at sammenligne teksterne var de alle helt identiske.
[redigér] Danske bibeloversættelser
[redigér] Bibelsk etik og moral
Det Gamle Testamentes grundstamme er Loven, som ud over mange historiske beretninger indeholder en del lovstof. De 10 bud er de vigtigste af ialt 613 mitzvot, som danner kernen i jødedommen. I kristendommen repræsenterer de 10 bud og Det Gamle Testamente den gamle pagt, hvorimod Jesus i Det Nye Testamente præsenterer den nye pagt ikke ved at fjerne den gamle, men ved at nyfortolke den gamle bl.a. i Jesu bjergprædiken.
Ud af Bibelens etiske normsæt har udviklet sig mange retninger inden for etikken. I middelalderen blev det normalt at det "sande kristenliv" kun kunne leves i klosterlivets askese og afsondrethed. Der udvikledes en sondring mellem almindelige mennesker og helgener hvis gode gerninger kunne købes for penge.
Bibelen har også haft indflydelse på formuleringen af ideologiske tanker som konservatisme og kristendemokrati.
[redigér] Bibelsyn
Ordet fundamentalisme var oprindeligt en betegnelse der dækkede over en persons bibelsyn. Bibelfundamentalister taler om Jesus Kristus og Bibelen som deres livs fundament. De anser Bibelen uden forbehold for at være Guds inspirerede og ufejlbarlige ord til mennesker. Der var fem teser som var fundamentale for troen: 1. Bibelens ufejlbarlighed; 2. Jesu guddom og jomfrufødsel; 3. Jesu stedfortrædende lidelse og død; 4. Kødets opstandelse; 5. Jesu legemlige genkomst.[30]
[redigér] Bibelkritik
- Hovedartikel: Bibelkritik
Bibelkritik og tekstkritik behandler spørgsmål om teksternes forfatterskab, datering, modtagere og forfatterens intention med teksten. Den tidligste bibelkritik beskæftigede sig med det traditionelle syn på Torahen som skrevet af Moses, og blev sporadisk kritiseret af middelalderlige lærde, såsom Abraham ibn Ezra, Biskop Tostatus fra Avila som henviste til passagerne der omhendlede Moses' død, og dermed ikke kunne være skrevet af Moses selv. I det 17. århundrede publicerede Thomas Hobbes og siden Baruch Spinoza analyser som frakendte Moses hele Pentateuken, sidstenævnte konkluderede at det var "...klarere end solen ved middag, at Pentateuken ikke var skrevet af Moses..." Den katolske og protestantiske kirke opponerede stærkt mod denne kritik, men holdningen udbredtes blandt datidens teologer.
Efter etableringen af hypotesen om at Moses ikke havde skrevet Pentateuken, blev opmærksomheden nu drejet mod hvem det så var. Efterhånden udvikledes firekildehypotesen, en teori om at skrifterne oprindeligt var fire forskellige dokumenter: J (eller Jahvisten), E (Elohisten), P (det Præstelige dokument) og D (Deuteronomisten), hver især karakteriseret ved deres forskellige ordbrug og som siden er sammenføjet i et værk.
[redigér] Se også
- Historiske skrifter
- Første Mosebog - Anden Mosebog - Tredje Mosebog - Fjerde Mosebog - Femte Mosebog - Josvabogen - Dommerbogen - Ruths Bog - Første Samuelsbog - Anden Samuelsbog - Første Kongebog - Anden Kongebog - Første Krønikebog - Anden Krønikebog - Ezras Bog - Nehemias’ Bog - Esters Bog
- Poetiske skrifter
- Jobs Bog - Salmernes Bog - Ordsprogenes Bog - Prædikerens Bog - Højsangen
- Profetiske skrifter
- Esajas' Bog - Jeremias’ Bog - Klagesangene - Ezekiels’ Bog - Daniels Bog - Hoseas’ Bog - Joels Bog - Amos’ Bog - Obadias’ Bog - Jonas’ Bog - Mikas Bog - Nahums Bog - Habakkuks Bog - Sefanias’ Bog - Haggajs Bog - Zakarias’ Bog - Malakias’ Bog
- Historiske skrifter
- Matthæusevangeliet - Markusevangeliet - Lukasevangeliet - Johannesevangeliet - Apostlenes Gerninger
- Breve
- Romerbrevet - 1. Korintherbrev - 2. Korintherbrev - Galaterbrevet - Efeserbrevet - Filipperbrevet - Kolossenserbrevet - 1. Thessalonikerbrev - 2. Thessalonikerbrev - 1. Timotheusbrev - 2. Timotheusbrev - Titusbrevet - Filemonbrevet - Hebræerbrevet - Jakobsbrevet - 1. Petersbrev - 2. Petersbrev - 1. Johannesbrev - 2. Johannesbrev - 3. Johannesbrev - Judasbrevet
- Apokalyptisk skrift
- Johannes' Åbenbaring
- Gammeltestamentlige apokryfer
- Tobits Bog - Judits Bog - Tilføjelser til Esters Bog - Første Makkabæerbog - Anden Makkabæerbog - Visdommens Bog - Siraks Bog - Manasses Bøn - Baruks Bog - Jeremias' Brev - Tilføjelser til Daniels Bog
- Gammeltestamentlige pseudepigrafer
- Jubilæerbogen - Pseudo-Filon: Om den bibelske fortid - Tredje Esdrasbog - Tredje Makkabæerbog - Resten af Baruks ord - Profeternes Liv - Aristeas - Esajas' Martyrium - Adams og Evas Liv - Josef og Asenat - Fjerde Makkabæerbog - De Tolv Patriarkers Testamenter - Abrahams Testamente - Jobs Testamente - Salomos Salmer - Sibyllinkse Orakler - Første Enoks Bog - Anden Enoks Bog - Moses' Himmelfart - Fjerde Ezras Bog - Den Syriske Baruksapokalypse - Den Græske Baruksapokalypse - Abrahams Apokalypse
- Dødehavsskrifterne
- Damaskusskriftet - Sekthåndbogen - Sektreglen - Velsignelsesreglen - Tempelrullen - Udvalg af Lovens Gerninger - Krigsrullen - Nahumkommentaren - Habbakkukkommentaren - Genesisapokryfen - Takkesalmerne
- De apostolske fædre
- Didaké - Første Clemensbrev - Anden Clemensbrev - Ignatius' Breve - Polykarps Brev - Polykarps Martyrium - Barnabas' Brev - Diognetbrevet - Hermas' Hyrden
Jakobs Forevangelium - Thomas' Barndomsfortælling - Josef Tømrers Historie - Det Arabiske Barndomsevangelium - Det Uægte Matthæusevangelium - Petersevangeliet - Nikodemusevangeliet - Apostlenes Brev - Thomasevangeliet - Johannesapokryfen - Jakobsapokryfen - Mariaevangeliet - Frelserens Dialog - Sandhedens Evangelium - Filipsevangeliet - Barnabasevangeliet - Peters Prædiken - Petersakterne - Paulusakterne - Andreasakterne - Johannesakterne - Thomasakterne - Abgar og Jesus - Laodikenserbrevet - Paulus og Seneca - Esajas' Himmelfart - Peters Åbenbaring - Paulus' Åbenbaring
[redigér] Noter
- ↑ Gads religionsleksikon
- ↑ De Forenede Bibelselskaber (klik på Translation)
- ↑ Ordbog over det danske sprog - Bibel
- ↑ Sven Brüel og Niels Åge Nielsen, Fremmedordbog, 11.udgave ved Lillian Plon, Gyldendal 1993, side 74. ISBN 87-00-68214-4
- ↑ Online Etymology Dictionary - Bible (Engelsk)
- ↑ Fx. 2 Tim 3,15 og Rom 15,4.
- ↑ 1 Mos 12,1-3
- ↑ Frank Stagg. New Testament Theology. Nashville, Broadman, 1962. ISBN 0805416137
- ↑ Frank Stagg. New Testament Theology. Nashville, Broadman, 1962. ISBN 0805416137
- ↑ Lisbet Kjær Müller og Mogens Müller. Bogen om Bibelen, Politikens Forlag 2004, side 15. ISBN 87-567-7023-5.
- ↑ Peter Olsen, Jesus og apokryferne, Logos Media 2007, side 11. ISBN 978-87-7425-645-8.
- ↑ Lisbet Kjær Müller og Mogens Müller 2004, side 11.
- ↑ F. F. Bruce, The Canon of Scripture InterVarsity Press 1988, side 255ff.
- ↑ Asger Chr. Højlund, Men han gav afkald, Forlagsgruppen Lohse, Fredericia 2007, side 269. ISBN 978-87-87737-50-0
- ↑ Højlund, 2007, side 273.
- ↑ Efe 1,20 og Rom 1,18
- ↑ Af Den apostolske trosbekendelse, Den Danske Salmebog, side 795.
- ↑ Lohses Store Bibelleksikon, bind 1, Lohses Forlag, Fredericia 1999, side 111. ISBN 87-564-5481-3
- ↑ R. C. Sproul, 1984, side 11.
- ↑ A Summary of the Bible af C. S. Lewis: Believer's Web (Engelsk)
- ↑ Leroy Zuck, Roy B. Zuck, Basic Bible Interpretation, Chariot Victor Pub 1991, side 68. ISBN 0-89693-819-0. Norman L. Geisler, Inerrancy, The Zondervan Corporation 1979, side 294. ISBN 0-310-39281-0.
- ↑ Den katolske kirkes modsvar i tridentinerkoncilet: "...ingen... må fordreje den Hellige Skrift i overensstemmelse med hans egen opfattelse eller formaste sig til at tolke i den i anden mening end den hellige moderkirke..."
- ↑ R. C. Sproul. Hvad står der skrevet?, Dansk Luthersk Forlag, Hillerød 1984, side 28-37. ISBN 87-7425-305-0
- ↑ Weimar-udgaven af Luthers værker, 1883 ff, bind 8, side 485.
- ↑ Martin Brecht, Martin Luther. Sein Weg zur Reformation 1483-1521, 1981, side 82ff.
- ↑ Den store Katekismus og Den lille katekismus
- ↑ R. C. Sproul, 1984, side 39
- ↑ Holm-Nielsen, Noack og Achen red., Bibelens kulturhistorie bd. 2, Politikens Forlag 1979, side 286.
- ↑ Peter Olsen, 2007, side 25.
- ↑ Bibelsyn - Artikel til Gad's debatbog om "Bibelsyn" 1984.
[redigér] Litteratur
[redigér] Kilder
- Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1992. ISBN 87-7523-286-3
[redigér] Sekundærlitteratur
- Gads religionsleksikon, Gads forlag, København 1999. ISBN 87-12-03138-0
[redigér] Eksterne henvisninger
De følgende af Wikipedias søsterprojekter har yderligere information om
Bibelen:
Billeder og medier fra Commons
- Bibelen - Det danske Bibelselskab
- Bibelen på Hverdagsdansk
- Biblegateway - Dansk oversættelse fra 1933

