Berlin
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Tysk by- og delstat Berlin |
|
|---|---|
| Delstatsflag | Delstatsvåben |
| Berlin | |
| Basisinformation | |
| Areal: | 891,85 km² (14.) |
| Indbyggertal: | 3.405.259 (8.) (30. November 2006) |
| Befolkningstæthed: | 3.818 Indb. pr. km² (1.) |
| BNI: | 80,3 Mia. € (2006) |
| Højde: | 34–115 m |
| Geografisk placering: | 52° 31' N, 13° 24' Ø |
| Postnummer: | 10001–14199 |
| Forvalg: | 030 |
| Nummerpladekendetegn: | B |
| Amtsligt kodetal: | 11 0 00 000 |
| ISO 3166-2: | DE-BE |
| UN/LOCODE: | DE BER |
| Website: | www.berlin.de |
| Politik | |
| Regerende Borgmester: | Klaus Wowereit (SPD) |
| Regerende partier: | SPD / Linkspartei |
| Fordeling i delstatsparlamentet (149): |
SPD 53 CDU 37 Linkspartei 23 Die Grünen 23 FDP 13 |
| Næste valgtermin: | 2011 |
| Bydelsinddeling: | 12 Bezirke (bydele), 95 Ortsteile (kvarterer) |
| Stemmer i forbundsrådet: | 4 |
| Gæld: | 63,0 mia. € (2006) |
| Andel af udlændinge: | 13,9 % (juni 2006) |
| Arbejdsløshed: | 16,1 % (april 2007) |
For alternative betydninger, se Berlin (flertydig). (artikler, som begynder med Berlin)
Berlin er hovedstad i Tyskland og dermed hjemsted for den tyske regering og parlament. Tillige er Berlin en af Tysklands 16 delstater. Delstaten og byen Berlin er helt omgivet af delstaten Brandenburg og ligger ved floden Spree i det østlige Tyskland blot 70 kilometer fra den tysk-polske grænse.
Berlin er i dag igen blevet en af de vigtigste kulturelle og politiske centre i Europa, og byen har med sin meget omskiftelige status og omtumlede tilværelse spillet en stor rolle i mange verdenshistoriske begivenheder. Udover at være et centralt og vigtigt trafikknudepunkt har byen også utallige verdensberømte kulturelle institutioner samt førsteklasses forskningscentre og universiteter. Byen er et af de mest besøgte turistmål i Europa, og har i de seneste år oplevet en stigende interesse fra især danske turister og lejlighedskøbere. Indbyggertallet er 3.402.312 (september 2006).
Berlin har været hovedstad for kurfyrstendømmet Brandenburg, for kongeriget Preussen, for det Tyske kejserrige (1871-1918), for Weimarrepublikken, for Nazi-Tyskland og for DDR (kun den østlige del). Siden genforeningen den 3. oktober 1990 er Berlin igen hele Tysklands hovedstad, men bybilledet er stadig præget væsentligt af de 45 år, hvor Berlins østlige og vestlige del udviklede sig uafhængigt af hinanden.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
Hovedartikel: Berlins historie
[redigér] Oprindelse
Navnet Berlin er af uklar oprindelse, men hævdes at stamme fra et gammelt uddødt slavisk sprog, hvor ordet "Berlin" skulle betyde "sump". De første beretninger om byer i området stammer fra det 12. og 13 århundrede, hvor den nuværende Berlin-forstad Spandau i 1197 nævnes. Köpenick i 1209. I 1237 nævnes Cölln og i 1244 nævnes så for første gang Berlin. Disse to vendiske landsbyer, Berlin og Cölln, skulle i løbet af middelalderen smelte sammen til én by.
[redigér] Huset Hohenzollern kommer til
I 1415 blev huset Hohenzollern givet markgrevskabet over kurfyrstendømmet Brandenburg, hvori Berlin lå centralt placeret. Denne status skulle huset beholde til slutningen af 1. Verdenskrig, først som markgrever, senere som konger af Preussen og til sidst som kejsere af Tyskland. I 1451 blev Berlin gjort til Hohenzollernes residensby, hvormed Berlins daværende status som fri hansestad ophørte. Berlin blev nu hovedbyen i kurfyrstendømmet Brandenburg, men levede alligevel i middelalderen en forholdsvis ubetydelig tilværelse i det nordøstlige Tyskland, der dengang udgjorde periferien af det tysk-romerske rige.
Trediveårskrigen havde ligesom for resten af Tyskland også fatale følger for Berlin. Omkring en trediedel af husene i byen blev ødelagt og befolkningstallet halveret. I 1640 efterfulgte Friedrich Wilhelm, også kaldet den store kurfyrste sin far som kurfyrste, og dette skulle vise sig at blive startskuddet for Brandenburg og Berlins rivende udvikling. Kurfyrst Friedrich Wilhelm startede en meget tolerant indvandringspolitik, og mens kristne udbrydergrupper blev udsat for stadig stigende forfølgelse i andre lande, så udviste kurfyrst Friedrich Wilhelm religiøs tolerance. Ediktet fra Potsdam 1685 var for eksempel en invitation til de franske huguenotter, der i tusindtal strømmede til Berlin, hvor deres evner og talenter var med til at udvikle byen. Omkring 1700 var ca. 20 procent af Berlins indbyggere franske, dertil kom mange protestantiske tyskere fordrevet fra Polen, Bøhmen og Østrig.
I 1688 kom Frederik 1. til som kurfyrste, og med hans kroning som konge i Preussen i 1701 blev Berlin nu hovedstad i det voksende kongedømme Preussen. Hans søn og efterfølger, Frederik Vilhelm 1. af Preussen, der var konge fra 1713-1740, satsede frem for alt på at konsolidere Preussens magtbase, dette gjorde han ved at opbygge en imponerende hær for et så forholdsvis lille europæisk land. Måske som konsekvens af dette, blev Preussen aldrig angrebet, og Frederik Vilhelm 1.´s tilnavn som "soldaterkongen" dækker over det faktum, at han faktisk aldrig rigtig var i krig.
Frederik 2., også kendt som Frederik den Store, blev i 1740 konge i Preussen. Under hans regeringstid voksede Preussens betydning og dermed også Berlins størrelse. Efter syvårskrigen, hvor Frederik 2. havde været uhyre tæt på totalt nederlag, etablerede Preussen sig som den femte stormagt i Europa. Det habsburgske rige (Østrig) havde nu ikke eneret på stormagtstatus i det tysk-romerske rige. Frederik den Store gjorde byen Berlin til et intellektuelt kraftcenter i det nordtyske område, og med sin meget oplysningsprægede tankegang formåede han at tiltrække mange store tænkere. Voltaire havde blandt andet sin gang der et stykke tid.
[redigér] Det 19. århundrede - Tysklands samling og industrialisering
Med det tyske riges sammenbrud i 1806, og Napoleons endegyldige nederlag nogle år senere, kunne Preussen indtage en stadigt stærkere position i Tyskland, hvor de mange nordtyske småstater nu lænede sig op ad Preussen for beskyttelse. Det nordtyske forbund konsoliderede Preussens magt. Berlin voksede dermed i størrelse og betydning. Efter i 1866 at have slået den største konkurrent i det tyske område, Østrig, kunne Preussen med sejren over Frankrig i 1871 samle Tyskland under preussisk ledelse. Berlin blev nu hovedstad for det andet tyske rige, og Hohenzollern-slægten blev kejsere. Industrialiseringen fik samtidig Berlin til at vokse dramatisk og gjorde byen til Tysklands økonomiske centrum. Berlin blev i sidste tredjedel af det 19. århundrede oversået med monumentale bygninger og flere mindesmærker, heriblandt den imponerende Siegessäule til minde om sejrene over Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1871. Stilen var typisk nyklassicistisk for perioden, der også gik under navnet "Gründerzeit".
[redigér] Det 20. århundrede
[redigér] 1918-1945
I 1918 udråbtes Weimarrepublikken i den tyske hovedstad. I løbet af 20´erne blev stadigt flere forstæder indlemmet i Berlin. Berlin var nu en af verdens største byer med omkring 4 millioner indbyggere. Byen var i 20´erne kendt for at rumme et utroligt spændende og frit kulturmiljø, hvor mange grænser, bl. a. seksuelle, blev afprøvet. I 1933 kom Adolf Hitler og NSDAP til magten og satte en stopper for denne udvikling. De gjorde hurtigt livet utåleligt for det store og for byen meget vigtige jødiske mindretal på 170.000 indbyggere. Under 2. Verdenskrig blev Berlin i flere omgange udsat for enorme bombardementer. Hele kvarterer blev smadret, og mange indbyggere døde i bomberegnen. I de sidste dage af krigen blev Berlin til en blodig kampplads mellem tyske og sovjetiske soldater.
[redigér] Kold krig og Berlins deling
Efter krigen blev Berlin delt op i fire sektorer, en britisk, fransk, amerikansk og sovjetisk sektor. Det var meningen at byen skulle regeres gennem samarbejde, men den stigende antagonisme mellem øst og vest fik byen til at gå midt over i en af Sovjetunionen kontrolleret østlig og en af de allierede vestlig del, hvor vidt forskellige forhold herskede. Som en konsekvens af dette forhold forsøgte Sovjetunionen at tiltvinge sig magten over også den vestlige del af byen med en blokade af Berlin i 1948, der dog mislykkedes takket være en luftbro. Utilfredsheden med det sovjetiske styre i Østberlin udløste den 17. juni 1953 en større demonstration, der blev slået blodigt ned. Strasse des 17. Juni i midten af byen minder om dette oprør.
Den østlige del af byen,Østberlin, blev hovedstad i det i 1949 oprettede DDR, mens Vestberlin blev en enklave midt i østblokland, og dermed et udstillingsvindue for demokrati og fri markedsøkonomi. Berlin var dermed et vitalt centrum i den kolde krig.
Berlin var det eneste sted hvor østtyskere uden problemer kunne komme til Vesttyskland, og som en konsekvens af enorme flygtningetal fra øst og vest, forsøgte DDR´s ledelse under Walther Ulbricht med held at dæmme op for denne strøm ved at bygge en mur gennem Berlin. Den 13. august 1961 blev Berlin til borgernes store forfærdelse skåret over i to dele. Familier og venner blev med et adskilt. Muren, som kom til at symbolisere jerntæppet og delingen af Europa, blev bevogtet med minefelter, pigtråd og soldater frem til 1989, da det kommunistiske regime måtte give sig for presset fra befolkningen. Flere hundrede mennesker blev dræbt ved flugtforsøg over muren i løbet af den kolde krig.
[redigér] Murens fald
I 1989 blev grænseposterne åbnet for østtyskerne efter stort og vedvarende pres fra befolkningen. Hele Berlins befolkning strømmede glædestrålende ud på gaderne til spontan folkefest, mens resten af Europa drog et lettelsens suk. Muren var faldet. I dag er der ikke meget tilbage af den.
I den såkaldte hovedstadsbeslutning afgjorde den tyske Forbundsdag den 20. juni 1991, at Berlin skulle være den nye hovedstad i det genforenede Tyskland, hvilket trådte i kraft i 1999. Regeringen og mange af de vigtige ministerier flyttede fra Bonn til Berlin i 1999, og byen fremstår igen som et af Europas vigtigste politiske og kulturelle centre.
[redigér] Politik
[redigér] Som hovedstad
Tysk Politik på nationalt niveau finder hovedsageligt sted i regeringskvarteret beliggende lidt nord for Tiergarten og lige i nærheden af Brandenburger Tor. Her finder man det tyske parlament, Bundestag, det tyske forbundsråd, Bundesrat, kanslerens regeringsbygning, Bundeskanzleramt, og mange andre vigtige institutioner og ministerier. Dog har nogle ministerier stadig til huse i den tidligere vesttyske hovedstad Bonn. Det første parlament i den nye genforenede tyske stat besluttede i 1991 med Hauptstadtbeschluss efter meget lang debat og med stemmerne 338 for og 320 imod at flytte den tyske hovedstad fra Bonn i vest til Berlin. Flytningen blev gennemført i 1999.
[redigér] Som delstat
Siden den 3. oktober 1990, den officielle genforeningsdag, har Berlin været en af Tysklands 16 delstater. Den er ligesom Hamburg og Bremen en såkaldt "bydelstat". Berlins lovgivende forsamling, Berlins parlament, kaldes Abgeordnetenhaus von Berlin. Det har 149 pladser og har til huse i das Rote Rathaus på Alexanderplatz. Berlins regering kaldes senat, det har otte såkaldte senatorer og lederen for senatet kaldes regerende borgmester, som i denne funktione repræsenterer både byen og delstaten. Klaus Wowereit (SPD) sidder på denne stilling. Berlin har næsten altid været domineret af socialdemokrater og socialister, og det socialistiske PDS med ekskommunister og frafaldne socialdemokrater har en forholdsvis stor indflydelse i byen.
Ved det sidste valg i 2006 blev pladserne i delstaten Berlins parlament fordelt således:
- Socialdemokraterne SPD 53 pladser
- De konservative CDU 37
- De tidligere kommunister PDS 23
- Die Grünen 23 pladser.
- De liberale FDP 13
Staten Berlin har idag 4 pladser ud af 69 i det tyske Forbundsråd.
[redigér] Regerende borgmestre i Berlin
Borgmesterposten i Vestberlin var især under den kolde krig en meget afgørende post. Eksempelvis kunne Willy Brandt ved hjælp af borgmesterposten og hans rolle under John F. Kennedys besøg i Berlin 1963 promovere sig selv og dermed bane vejen til valget som forbundskansler i Vesttyskland.
[redigér] Regerende borgmestre i Vestberlin 1948 til 1991
- Ernst Reuter (SPD) (7. december 1948 − 29. september 1953)
- Walther Schreiber (CDU) (22. oktober 1953 − 11. januar 1955)
- Otto Suhr (SPD) (11. januar 1955 − 30. august 1957)
- Franz Amrehn (CDU) (30. august 1957 − 3. oktober 1957) som kommisær
- Willy Brandt (SPD) (3. oktober 1957 − 1. december 1966)
- Heinrich Albertz (SPD) (1. december 1966 − 19. oktober 1967)
- Klaus Schütz (SPD) (19. oktober 1967 − 2. maj 1977)
- Dietrich Stobbe (SPD) (2. maj 1977 − 23. januar 1981)
- Hans-Jochen Vogel (SPD) (23. januar 1981 − 11. juni 1981)
- Richard von Weizsäcker (CDU) (11. juni 1981 − 9. februar 1984)
- Eberhard Diepgen (CDU) (9. februar 1984 − 16. marts 1989)
- Walter Momper (SPD) (16. marts 1989 − 24. januar 1991)
[redigér] Regerende borgmester i den samlede by Berlin 1991
- Eberhard Diepgen (CDU) (24. januar 1991 − 16. juni 2001)
- Klaus Wowereit (SPD) (16. juni 2001 − i dag)
[redigér] Venskabsbyer
| Los Angeles, USA (1967) | Budapest, Ungarn (1991) | Tokyo, Japan (1994) | |||
| Paris, Frankrig (1987) | Brüssel, Belgien (1992) | Buenos Aires, Argentina (1994) | |||
| Madrid, Spanien (1988) | Jakarta, Indonesien (1993) | Prag, Tjekkiet (1995) | |||
| Istanbul, Tyrkiet (1988) | Tasjkent, Usbekistan (1993) | Windhoek, Namibia (2000) | |||
| Moskva, Rusland (1990) | Mexico City, Mexico (1993) | London, Storbritannien (2000) | |||
| Warszawa, Polen (1991) | Peking, Kina (1994) |
[redigér] Geografi
Berlins rådhus´ nøjagtige geografiske placering er 52° 31' 6" nordlig bredde og 13° 24' 30" østlig længde. Den største længde i øst-vestlig retning er ca. 45 km, den største udstrækning i nord-sydlig retning er cirka 38 km. Byens areal er på cirka 892 km². Berlin er helt omgivet af delstaten Brandenburg og ligger i det østlige Tyskland, blot 70 km vest for grænsen til Polen.
Berlins centrum befinder sig i et istid-præget landskab mellem højderyggene Barnim nordøst for Berlin og Teltow sydvest for Berlin som en del af det større område der kaldes Berlin Urstrømsdal. Landskabet omkring Berlin blev dannet i den yngste del af den sidste istid, Weichselistiden. For cirka 20.000 år siden var området omkring Berlin dækket af flere hundrede meter indlandsis. Da isen omkring Berlin begyndte at smelte for cirka 18.000 år siden opstod den urstrømsdal som Berlin befinder sig i.
Den historiske og ældste del af Berlin ligger ved det smalleste og dermed mest farbare sted af denne dal, som Spree følger i øst-vestlig retning. Spree gennemløber dermed det meste af Berlin. I den vestlige bydel Spandau munder Spree ud i Havel, der løber fra syd mod nord. Havel som oprindeligt var en istidsrende danner de store søer Tegeler See og Grosse Wannsee vest for Berlin.
I dag er Berlin vokset ud over urstrømsdalen, så store dele af byen nu breder sig ud over højderyggene Barnim og Teltow. Det højeste punkt i Berlin er Grosse Müggelberg med 115,4 moh i bydelen Treptow-Köpenick. Det næsthøjeste, Teufelsberg 114,7 moh i Charlottenburg-Wilmersdorf, består af ruinaffald fra bombardementerne i Berlin under 2. verdenskrig. De laveste punkter er Havel-søerne i vest med 32 moh.
[redigér] Klima
Berlin ligger i en tempereret klimazone. Den årlige gennemsnitstemperatur ligger på 8,9 °C og den årlige nedbørsmængde er på 581 mm. De varmeste måneder er juli og august med 18,5 hhv. 17,7 °C, og de koldeste måneder er januar og februar med -0,6 hhv. -0,3 °C i gennemsnitstemperatur. Den mest regnfyldte måned er juli med gennemsnitligt 70 mm og den tørreste måned er marts med gennemsnitligt 31 mm
[redigér] Administrative bydele
Efter en områdereform fra 10. juni 1998 blev antallet af administrative bydele (ty.: Bezirke), ændret fra 23 til 12.
| Bydelsområde | Indbyggere 30. november 2006 |
Yta in km² |
|---|---|---|
| Charlottenburg-Wilmersdorf | 315.702 | 64,72 |
| Friedrichshain-Kreuzberg | 265.843 | 20,16 |
| Lichtenberg | 258.944 | 52,29 |
| Marzahn-Hellersdorf | 249.802 | 61,74 |
| Mitte | 326.500 | 39,47 |
| Neukölln | 305.691 | 44,93 |
| Pankow | 358.073 | 103,01 |
| Reinickendorf | 242.652 | 89,46 |
| Spandau | 224.342 | 91,91 |
| Steglitz-Zehlendorf | 288.848 | 102,50 |
| Tempelhof-Schöneberg | 332.140 | 53,09 |
| Treptow-Köpenick | 236.722 | 168,42 |
Se også: Berlins bydele
[redigér] Demografi
Berlin har en befolkning på knapt 3,4 millioner indbyggere. Frem til midten af 1600-tallet var Berlin sparsomt befolket, men takket være kurfyrst Fredrik Vilhelm af Brandenburgs immigratonspolitik øgedes befolkningen fra omkring 6 000 i 1648 til 57 000 i 1709. Eftersom det hovedsageligt var huguenotter som slog sig ned i byen har mange af Berlins indbyggere i dag franske aner. Omkring 1800 mener man at op i mod 20 % af befolkningen var fransktalende. Byen passerede 100 000 indbyggere i 1740 og milliongrænsen blev nået i 1875.
Gennem Stor-Berlin-lovene i 1920 øgedes befolkningen til omkring 4 millioner, da mange af de efterhånden sammenvoksede forstæder nu også blev talt med. Under anden verdenskrig faldt befolkningen på grund af civile og militære tab og flugt. Sidenhen har befolkningstallet ligget forholdsvis konstant på mellem 3,1 og 3,5 millioner.
Berlin har altid taget imod en del immigranter. Efter huguenotterne i 1600-tallet fulgte i 1800-tallet mange østeuropæere. Efter anden verdenskrig kom mange gæstearbejdere fra især Syd-Europa, særligt Italien) og Tyrkiet til Vest-Berlin, og fra Vietnam til Øst-Berlin.
Ovenikøbet kommer mange tyskere fra andre dele af Tyskland til Berlin på grund af byens kulturelle og politiske betydning. Under den kolde krig var indbyggerne i Vest-Berlin fritaget for værnepligt, og mange medlemmer av 68-bevægelsen søgte til byen på grund af dens liberale samfundsklima.
Bydelen Kreuzberg fik efterhånden den største tyrkiske befolkning udenfor Tyrkiet, og er kendt for sit folkeliv, sine lave boligpriser og sin alternative kultur.
Den indfødte dialekt i Berlin kaldes Berlinisch.
[redigér] Religion
Af byens 3,4 millioner indbyggere er 22,3 % protestanter, 9,1 % katolikker, 2,7 % tilhængere af andre kristne konfessioner, 6,2 % muslimer og 0,6 % tilhængere af andre religioner. Så mange som 59 % er officielt konfessionsløse, hvilket opfattes som det højeste tal i den vestlige verden.[1] Størstedelen av de officielt konfessionsløse har protestantisk oprindelse, men især i løbet af den areligiøse kommunisttid har mange vendt protestantisme og religion ryggen.
Berlin er sæde for et protestantisk bispedømme, som tilhører Evangelische Kirche Berlin-Brandenburg-schlesische Oberlausitz. Endvidere er byen sæde for et katolsk ærkebispedømme, Berlin ærkebispedømme. Som reaktion på tvangsforeningen af den lutherske kirke og den reformerte (kalvinistiske) tradition opstod i 1800-tallet Selbständige Evangelisch-Lutherische Kirche, også kaldet «den gammellutherske kirke». Fra 1800-tallet har også baptister været repræsenteret i Berlin, og er med sine 36 menigheder den største frikirke i hovedstaden. De driver også flere diakonale institutioner.
Berlins jødiske menighed, som blev grundlagt i 1671, har ca. 12 000 medlemmer, men antallet af personer med jødisk oprindelse er nok større. Byen har 11 synagoger og flere andre jødiske institutioner, bl.a. to rituelle bade, jødisk sykehus, jødisk museum, jødisk gymnasium og den største jødiske gravplads i Europa. Berlin har den hurtigst voksende jødiske befolkning i verden udenfor Israel, efter at et stort antal jøder fra de tidligere sovjetrepublikker har valgt at slå sig ned i byen efter kommunismens sammenbrud. Se også jødedom i Berlin.
Den islamske menighed blev grundlagt i 1922. Byens ældste moské blev bygget mellem 1923 og 1925 i Wilmersdorf.
Berlin har også to buddhistiske templer.
[redigér] Infrastruktur
Berlin har et af Europas største og mest komplette offentlige transportnet, hvor 15 S-togs-linjer, ni undergrundsbanelinjer, 23 sporvognslinjer, seks færgelinjer langs Spree og Havel samt 150 buslinjer muliggør en meget hurtig rejsetid overalt i Berlin.
[redigér] Kultur og seværdigheder
[redigér] Bygninger og Seværdigheder
Brandenburger Tor (Brandenburg-porten) blev bygget af Johann Gottfried Schadow mellem 1788 og 1791, og er Berlins varemærke. Den er inspireret af propylæerne på Akropolis, og er kronet med sejrsgudinden Victoria. Porten udgør den vestlige ende af gaden Unter den Linden, som fører til Museumsinsel i Spree og Berliner Dom. Under den kolde krig lå Brandenburger Tor i Øst-berlin, blot få meter fra grænsen mellem Vest-Berlin og Øst-Berlin.
I nærheden af Brandenburger Tor ligger den tyske rigsdag, Kanzleramt og Schloss Bellevue.
Foto: Andreas Steinhoff
I samme område ligger Staatsoper Unter den Linden, bygget i rokokostil i 1743, det preussiske statsbibliotek, bygget 1774–1780, det barokke tøjhuset i Berlin, bygget 1695–1706 efter plan af Andreas Schlüter, og den katolske kirkes hovedkirke i Berlin, St. Hedwigskatedralen, bygget 1747–1773. Französischer Dom på Gendarmenmarkt var i 1600-tallet midtpunktet i det franske kvarter. Humboldt-Universität zu Berlin ligger også ved Unter den Linden.
En kendt handelspromenade i Berlin er Kurfürstendamm med mange hoteller, forretninger og restauranter. Gaden lå i Vest-Berlin og fik sit nuværende udseende i tiden under delingen af byen. Den ødelagte Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche markerer boulevardens østlige ende. Kirkens tårnruin er bevaret, og der er bygget en ny kirke ved siden af, den går spottende under betegnelsen "Pudderdåsen", på grund af dens lidt specielle udseende.
I østlig retning går Kurfürstendamm over i Tauentzienstraße, hvor KaDeWe (Kaufhaus des Westens), Europas største varehus og kendt for sit eksklusive udvalg, ligger. Her ligger også det såkaldte Europa-Center, bygget mellem 1963 og 1965. Bygningen med 22 etager indeholder en række forretninger, restauranter, kontorer og en udsigtsplatform. I nordøstlig retning ligger Berlins største park, Tiergarten.
Oranienburger Straße var før 2. verdenskrig centrum for det jødiske kvarter, og omfatter bl.a. den kendte Neue Synagoge, bygget 1866, og Kunsthaus Tacheles. I østlig retning ligger byens ældste jødiske gravplads. Den mere berømte jødiske gravplads i Berlin-Weissensee er den største jødiske gravplads i Europa, og er blevet foreslået til optagelse på UNESCOs verdensarvliste.
Øst for Spreeinsel ligger Alexanderplatz, med talrige forretninger og restauranter. Alexanderplatz var den gamle Østberlins centrum og hovedplads. I umiddelbar nærhed ligger Fernsehturm, med 368 meter Tysklands højeste bygning. Der ligger også den gotiske Marienkirche og Rotes Rathaus, sæde for byregeringen i Berlin. To statuer, en mandlig og en kvindelig, med blikket rettet mod rådhusindgangen, skal minde om alle ruinerne efter krigen.
I den østlige del af Berlins centrum er også den gamle bydelen Prenzlauer Berg en stor seværdighed. Det samme gælder forretningsgaderne Schönhauser Allee og Kastanienallee.
Fra foråret 2006 er DDRs tidligere parlament, Palast der Republik, som står på Spreeinsel ved siden af Museumsinsel, under nedrivning. Der hvor Palast der Republikk stod skal Berliner Stadtschloss, Berlins byslott, genopbygges. Slottet var vinterresidens for Brandenburgs, Preussens og Tysklands herskere. Der er planer om at bruge slottet som museum, som en udvidelse af Museumsinsel.
Potsdamer Platz er et trafiknudepunkt i Berlins centrum, og her mødes flere store gader, undergrundslinjer og s-togslinjer. Pladsen blev anlagt af kong Fredrik Vilhelm I av Preussen i 1741. Frem til 1940 var Potsdamer Platz den travleste plads i hele Europa. Efter krigen lå den i ruiner og blev delt af muren. Efter genforeningen fik pladsen hurtigt ny liv, og der er nu bygget en række nye bygninger, bl.a. mange forretninger og restauranter. Med en markering på bakken vises hvor muren engang gik.
I Charlottenburg ligger Olympiastadion, bygget til de olympiske sommerlege i 1936.
Berlin har en række slotte, deriblandt Schloss Charlottenburg, et barokt repræsentationsslot for Hohenzollerne bygget fra 1695, med en betydelig malerisamling. Andre slotte omfatter Zitadelle Spandau, Schloss Schönhausen og det klassissistiske Schloss Tegel, tidligere hjemsted for naturforskeren og geografen Alexander von Humboldt.
Udenfor Berlin, i nabobyen Potsdam, ligger det verdensberømte slotsanlæg Sanssouci. Her finder man også «Tysklands Hollywood», Babelsberg.
- Brandenburger Tor
- Schloß Charlottenburg
- Schloß Bellevue - Bolig for den tyske Præsident
- Checkpoint Charlie Museum
- Gendarmenmarkt
- Kurfürstendamm med Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche
- Neue Synagoge i Oranienburger Straße, bygget i 1860'erne.
- Pfaueninsel
- Potsdam med Sanssouci, Cecilienhof og Neues Palais
- Potsdamer Platz
- Rigsdagen
- Rotes Rathaus
- Großer Tiergarten (største park i den indre by)
- Unter den Linden
- Alexanderplatz med Fernsehturm
- Funkturm Tv-tårnet i den vestlige bydel
- ICC International Kongress Centrum
- Haus der Kulturen der Welt
- East Side Gallery et ca. 2km lang fredet stykke af den gamle berlinmur, med flotte graffitimalerier.
- Jüdisches Museum moderne arkitektur af Daniel Liebeskind med samlinger om tyske jøders historie
- ZOO en af verdens største zoologiske haver
- Botanischer Garten en af verdens største geologiske haver
- Siegessäule
[redigér] Museer
Berlin råder over et stort antal museer, nogle af dem verdensberømte. Især er det værd at bemærke den såkaldte Museumsinsel (museumsøen) beliggende i den nordlige del af Spree-øen. Museumsøen blev dannet på kongelig ordre i 1841. Ifølge denne forordning skulle den nordlige del af Spree-øen omdannes til et "område viet til kunsten og oldtidskundskaben". Kort efter blev Altes Museum og Neues Museum, og i 1876 kom også Alte Nationalgalerie et af de flotte museer på øen. Museumsøen er blevet optaget på Unescos Verdenskulturarv-liste.
Frem til 2. Verdenskrig var museer og kunstsamlinger i Berlin koncentreret på denne museumsø, men i løbet af den kolde krig og opsplitningen af Berlin mistede øen sin store status og store dele af kunstsamlingerne blev spredt ud over byen til forskellige andre museer. DDR genopbyggede de meget beskadigede museumsbygninger og benyttede dem som museumscentrum for den kommunistiske stat.
Efter murens fald i 1989 og genforeningen året efter lagde man øst- og vestberlins samlinger sammen og delte dem ud på tre forskellige museumscentre, den førnævnte Museumsinsel, Kulturforum Tiergarten og det i Vestberlin placerede Museumszentrum Dahlem.
Jüdisches Museum er et kæmpestort forholdsvis nyt museum, der beskæftiger sig med jøderne historie i Tyskland. Det imponerende bygningsværk er tegnet af den verdensberømte arkitekt Daniel Liebeskind.
Herunder følger en liste over museer i Berlin:
- Deutsches Technick Museum Berlin
- Ägyptisches Museum
- Neue Nationalgalerie
- Bode-Museum med Museum für Vor- und Frühgeschichte
- Humboldtmuseet (Naturkundemuseum)
- Dahlemer Museen med Gemälde-Galerie (tysk, italiensk og nederlandsk kunst fra 1400?1700-tallet)
- Alte Nationalgalerie
- Antikensammlung
- Ethnologisches Museum
- Friedrichswerdersche Kirche
- Gemäldegalerie
- Hamburger Bahnhof - Museum für Gegenwart
- Jüdisches Museum
- Kunstbibliothek
- Kunstgewerbemuseum
- Kupferstichkabinett
- Münzkabinett
- Museum Berggruen
- Museum Europäischer Kulturen
- Museum für Fotografie
- Museum für Indische Kunst
- Museum für Islamische Kunst
- Museum für ostasiatische Kunst
- Skulpturensammlung und Museum für Byzantinische Kunst
- Vorderasiatisches Museum
[redigér] Operahuse
[redigér] Teatre
- Schaubühne
- Volksbühne
- Deutsches Theater
- Berliner Ensemble
- Theater des Westens
- Grips-Theater
- Renaissance-Theater
- Maxim Gorki Theater
- Hebbel Theater
- Theater am Potsdamer Platz
- Hansa Theater
- Mehringhoftheater
- Spandauer Theater Varianta
- Theater am Kurfürstendamm
- Komödie am Kurfürstendamm
- Berliner Kriminal Theater
- Vaganten Bühne
- Tribüne
- Schloßparktheater
- Theater im Palais
- Hans Otto Theater
- Kleines Theater
- Musical Theater Berlin
- Schiller Theater Werkstatt
[redigér] Kabaretter
- Die Distel
- Die Wühlmäuse
- Die Stachelschweine
- Tränenpalast
- Sündikat
- Die Pfeffergurke
- BKA - Berliner Kabarett Anstalt
- Kabarett Theater Die Kneifzange
- Kabarett Theater Der Klimperkasten
- Kabarett Kartoo
[redigér] Varieté
- Wintergarten
- Friedrichstadtpalast
- Tempodrom
[redigér] Forskning og uddannelse
- Freie Universität Berlin
- Humboldt-Universität zu Berlin
- Technische Universität Berlin
- Universität der Künste Berlin
[redigér] Litteratur
- R. G. Grant: Berlinmuren. Holte: Flachs, 1998. - 64 s.
- Antony Beevor: Berlin: faldet, 1945. Valby: Borgen, 2002. - 519 s.
- Karl Christian Lammers: Hovedstad Berlin 1871-2000: magt, monumenter og erindring København: Schønberg, 2000. - 249 s.
- Henrik Vering, Kirstine Therkelsen: Turen går til Berlin, 13. udgave, København: Politikens Forlag, 2004. - 144 s. ISBN 87-567-7104-5
[redigér] Begivenheder
[redigér] Ekstern henvisning
- Officielt websted (på tysk og engelsk)
- BerlinMitte.info 90 billeder med korte tekster på tysk om Berlin i det 20. århundrede
[redigér] Kilder
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| Tysklands delstater |
| Baden-Württemberg | Bayern | Berlin | Brandenburg | Bremen | Hamborg | Hessen | Mecklenburg-Vorpommern | Niedersachsen | Nordrhein-Westfalen | Rheinland-Pfalz | Saarland | Sachsen | Sachsen-Anhalt | Slesvig-Holsten | Thüringen |
| Minibusruten Europæiske hovedstader |
| Hovedstæder i Den Europæiske Union | |
|---|---|
|
Amsterdam | Athen | Berlin | Bratislava | Bruxelles | Bukarest | Budapest | Dublin | Helsinki | København | Lissabon | Ljubljana | London | Luxembourg | Madrid | Nicosia | Paris | Prag | Riga | Rom | Sofia | Stockholm | Tallinn | Valletta | Vilnius | Wien | Warszawa |
|

