Almue
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Almue er et fællesnordisk ord, hvis betydningsudvikling har været ensartet i alle de nordiske sprog. I de allerældste kilder (f.eks. de ældste danske love) findes ordet ikke; fra ca. 1300-tallet bruges det derimod ofte (oldnordisk almugi, gammelt svensk almoghe, gammelt dansk almughæ} med betydningen "hele folket", især "rigets fri og myndige mænd", dernæst bruges det også om landets befolkning i modsætning til kongen eller om borgerne i modsætning til øvrigheden ("borghemester, raad oc almughe"). Endnu i middelalderen kan ordet – især i forbindelsen "mene" eller "meneghæ almughe" – bruges om de lavere, ikke privilegerede klasser i modsætning til gejstlighed og adel ("biscope oc klerkæ, ridderæ oc swenæ, oc ganze oc menæ rikesens almughæ", som det hedder ved oprettelsen af Kalmarunionen i 1397), og endelig får det sin nuværende betydning: "Småfolk, især på landet" ("Bønder og meenig Almue, Huusmænd, Inderster", Danske Lov 2-23-1). denne sidste betydning findes allerede hos Christiern Pedersen, som 1510 gengiver plebs ved "almuges folk".
Ordet bruges i dag sjældent, med mindre man taler om historiske forhold.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |

