Slaget om Midway
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Slaget om Midway | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af Stillehavskrigen 1941–1945, 2. verdenskrig | |||||||
Amerikanske SBD Dauntless nærmer sig det brændende japanske skib «Mikuma» |
|||||||
|
|||||||
| Parter | |||||||
|
|
|
||||||
| Førere | |||||||
|
Frank J. Fletcher, Raymond A. Spruance |
Chuichi Nagumo, Tamon Yamaguchi† |
||||||
| Styrke | |||||||
| 3 hangarskibe, ~50 hjælpefartøjer, 233 fly baseret på hangarskibe, 127 landbaserede fly |
4 hangarskibe, 7 slagskibe, ~150 hjælpefartøjer, 248 fly baseret på hangarskibe, 16 vandfly |
||||||
| Tab | |||||||
| 1. hangarskib og 1 destroyer sunket, 307 dræbt |
4 hangarskibe og 1 krydser sunket, 3.057 dræbt |
||||||
Slaget om Midway var et søslag mellem de japanske og amerikanske søværn ved Midwayøerne i Stillehavet. Slaget varede fra 5-7. juni 1942. Bare en måned efter slaget ved Koralhavet knuste US Navy det japanske angreb på Midway. Strategisk anses slaget for at være et af de vigtigste under anden verdenskrig.
Den japanske plan for angrebet på Midway, som også inkluderede et sekundært angreb på Aleuterne, var en fælde fra japanerne for at lure de amerikanske hangarskibe i kamp for derved at ødelægge dem. Hvis det var lykkedes ville US Navy være blev neutraliseret i Stillehavet indtil slutningen af 1943. Ved at erobre Midway ville Japan i derudover få en fremskudt forsvarslinje. Resultatet af dette slag ville også afgøre om det ville være muligt for japanerne at angribe videre mod Fiji, Samoa og Hawaii.
Hvis den japanske flåde havde nået sine mål ved Midway ville det nordøstlige Stillehav have været nærmest forsvarsløst, og Japans flåde ville kunne gennemføre det de begyndte ved angrebet på Pearl Harbor. De japanske planer for Midway var derfor et led i planen om at eliminere USA som en strategisk magt i Stillehavet. Dermed kunne Japan få frie hænder til at etablere kontrol over Asien. Med et succesfuldt udfald håbede japanerne også at USA ville blive tvunget til forhandlingsbordet for at afslutte krigen i Stillehavet. Resultatet blev imidlertid et knusende nederlag for Japan.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Strategisk baggrund
Etter angrebet på Pearl Harbor havde japanerne haft stor succes med at sikre sine indledende krigsmål; erobringen af Filippinerne, Malaya, Singapore og Indonesien. Indledende planlægning for næste fase var startet i januar 1942, men grundet uenighed blev der ikke formuleret nogen strategi før april 1942. Da lykkedes det for Admiral Isoroku Yamamoto at få lavet beslutning om yderligere operationer i den centrale del af Stillehavet.
Yamamotos første udfordring var de amerikanske hangarskibe. Dette blev tilspidset efter «Doolittle-raidet» mod Tokyo den 18. april 1942, hvor B-25 bombefly fra US Army udførte bombetogt mod Tokyo fra hangarskibe i Stillehavet. Angrebet forårsagede kun begrænset materiel skade, men var et stort chok for den japanske opinion. Togtet viste at det japanske forsvar ikke kunne hindre USA i at angribe selve Japan.
Yamamoto antog at et angreb mod hangarskibenes base ved Pearl Harbor ville trække disse ind i kamp. Men siden det japanske angreb i december 1941 var USAs flystyrker på øgruppen kraftig forstærket, og en sådan operation blev anset for udelukket. I stedet valgte Yamamoto atollen Midway, nordvest for Hawaii, omkring 2.400 km fra Oahu. Selve Midway var ikke specielt interessant i det større strategiske billede, men Yamamoto antog at USA ville anse Midway som en vigtig udpost for Pearl Harbor og derfor forsvare atollen.
[redigér] Angrebsplanen
Som de fleste andre japanske krigsplaner under anden verdenskrig, var Admiral Yamamotos slagplan for angrebet ved Midway forholdsvist kompliceret. Yamamoto antog at amerikanerne var demoraliserede af de tab de havde pådraget sig i de første måneder af krigen, og at en fælde måtte lægges for at få den amerikanske stillehavsflåde i kamp. Admiralen disponerede derfor sine styrker sådan at amerikanerne ikke skulle få overblik over dem. Denne taktik gik så vidt at japanerne angreb øgruppen Aleuterne ved Alaska, så styrken ved Midway ikke skulle virke så afskrækkende.
Udover planen om at sprede styrkerne over et stort område var viceadmiral Chuichi Nagumos hangarskibsstyrke flere hundrede sømil fra støttestyrken med slagskibe og krydsere. Støttestyrken var beregnet på at skulle møde eventuelle lignende overfladeskibe, som amerikanerne kunne tænkes at bruge for at undsætte Midway. Desværre for japanerne betød det at de lagde vægten på hemmeligholdelse og overraskelse, at de forskellige dele af styrken ikke kunne støtte hinanden ved amerikanske angreb. Det skulle bliv fatalt for Nagumos hangarskibe under slaget.
Yamamotos plan var også baseret på efterretningsinformation som antydede at hangarskibene USS Enterprise og USS Hornet, som dannede Task Force 16 var de eneste hangarskibe US Navy havde til rådighed i Stillehavet. USS Lexington var blevet sænket, og USS Yorktown alvorlig skadet under slaget ved Koralhavet og japanerne troede at USS Saratoga var under reparation efter at være blevet ramt af en torpedo.
[redigér] Styrkeoversigt
Den japanske flåde kunne stille med 4 hangarskibe, 150 andre fartøjer (bl.a. 7 slagskibe, 10 krydsere og 10 ubåde), 248 hangarskibsbaserede fly og 16 andre fly. Mod det mønstrede US Navy 3 hangarskibe, 50 andre fartøjer (bl.a. 8 krydsere og 19 ubåde), 233 hangarskibsbaserede fly og 127 landbaserede fly fra Midway. Bortset fra fly og ubåde havde den japanske flåde altså den største styrke før angrebet.
[redigér] Amerikansk efterretning
US Navys signalefterretning havde opfanget og dekodet dele af den japanske flådes kodesystem JN-25. Sammen med briterne og hollænderne havde de også gjort store fremskridt på den nyeste version af koden, som var blevet taget i brug kort før angrebet på Pearl Harbor. Mængden af signalefterretning efter japanernes jagt på styrken til Doolittle bidrog også til at kompromittere JN-25.
I maj 1942 blev amerikanerne klar over at japanerne planlagde en massiv offensiv mod et sted de havde givet kodenavnet «AF». Efter at have sammenholdt signalefterretningen med andre kilder var admiral Chester Nimitzs stab på Hawaii overbeviste om at «AF» var Midway. Marinestabens kryptoenhed i Washington DC, OP-20-G var imidlertid af den mening at «AF» var Aleuterne.
Et smart forslag fra chefen for Nimitz signalefterretningsafdeling, kommandør Joseph J. Rochefort gjorde at man kunne fastslå at «AF» var Midway. Ved hjælp af et telegram til chefen på Midway via et aflytningssikkert undervandskabel blev de beordret til at sende en radiomelding til Pearl Harbor om at de manglede drikkevand. Meldingen blev kodet med en kode amerikanerne vidste at japanerne havde brudt. Kort efter opfangede signalefterretningen en japansk JN-25 krypteret melding som informerede styrkerne om «AFs» ferskvandsproblemer, og bad angrebsstyrken tage hensyn til dette.
Informationen fra dekodingen af JN-25 meldinger kom langsomt ind; Nimitz og hans planlæggere fik derfor oversigt over angrebet lige før det skulle iværksættes. Nimitz etablerede hurtigt en styrke med to hangarskibe under kontreadmiral Raymond A. Spruance som skulle overfalde den japanske angrebsstyrke på vej mod Midway.
[redigér] Optakten til slaget
For at samle nok styrker til det kommende slag ved Midway beordrede admiral Nimitz kontreadmiral Frank Jack Fletchers kampgruppe tilbage fra det sydvestlige Stillehav. Hangarskibet USS Yorktown havde fået store skader under slaget ved Koralhavet, men værftet i Pearl Harbor arbejdede døgnet rundt for at reparere hangarskibet. I løbet af 72 intense timer blev Yorktown forvandlet fra et så vidt fungerende vrag til et fungerende skib. Flyvedækket blev lappet sammen, hele indre sektioner blev taget ud og erstattet af nye og flere nye eskadriller med fly blev overført fra Saratoga.
Admiral Nimitz ignorerede mange etablerede rutiner for at få et tredje hangarskib klar til slaget; reparationer forsatte indtil Yorktown gik i kamp. Tre dage efter skibet var gået i dok var det igen undervejs.
I Japan ventede hangarskibet Zuikaku på erstatningsfly, for dem det havde mistet i slaget ved Koralhavet. Samtidigt ventede hangarskibet Shokaku på at komme i tørdok. Japanerne havde muligheden for at overføre fly mellem de to hangarskibe og kunne derved have fået et ekstra hangerskib med i slaget, men denne mulighed blev ikke benyttet.
Etableringen af fremskudte japanske vagtskibe var godt planlagt, men mislykkedes i udførelsen. En linje med japanske ubåde blev således etableret for sent, hvilket betød at de amerikanske hangarskibe kunne nå sit samlingspunkt nordøst for Midway (kendt som Point Luck) uden at blive opdaget. En plan om at bruge firemotores fly til at rekognoscere Pearl Harbor før slaget, og derved finde ud af hvilke styrker der var i havn gik i vasken. De japanske fly skulle fyldes med brændstof ved en ubeboet bugt ved French Frigate Shoals, men US Navy kendte via sin signalefterretning til planen og havde stationeret jagere der.
De japanske styrker havde derfor ikke overblik over, hvor de amerikanske hangarskibe var før slaget begyndte. Japansk signalefterretning registrerede imidlertid en forøgelse af trafikvolumen, og både Nagumo og Yamamoto blev gjort bekendt med dette. På trods af det blev det ikke lavet nogle ændringer i de japanske planer. Nimitz, grundet sin overlegne signalefterretning; havde på sin side en meget god oversigt over japanske positioner og planer.
[redigér] Indledende luftangreb
Viceadmiral Chuichi Nagumo startede sine indledende luftangreb på Midway kl. 04:30 den 4. juni. Parallelt med dette sendte japanerne syv rekognosceringsfly ud, såvel som kampflypatruljer. De japanske rekognosceringspatruljer dækkede imidlertid ikke hele det ønskede havområde, og løb ind i problemer med vejret nordøst og øst for Nagumos flådestyrker.
Klokken 06:20 bombede japanske hangarskibsbaserede fly den amerikanske base på Midway. Jagerflyene på Midway, mange af ældre modeller forsøgte at forsvare atollen, men de japanske fly forårsagede store skader. Den amerikanske luftværnsild var imidlertid træfsikker og intens og beskadigede mange japanske fly. Den japanske angrebsleder observerede at Midways bombefly allerede var lettet og meldte tilbage til Nagumo, at en ekstra angrebsbølge var nødvendig for at neutralisere atollens defensive og offensive kapacitet. Dette var nødvendigt for at landgangstropperne, som kom ind fra sydvest, kunne landsætte sine tropper den 7. juni.
Amerikanske bombefly som var lettet før det japanske angreb bombede de japanske hangarskibe. Blandt flyene var seks TBF Avenger i deres første skarpe operation, og B-26 Marauders bestykket med torpedoer. Den japanske flådestyrke forsvarede sig med små tab mens en række amerikanske fly blev ødelagt.
Admiral Nagumo havde holdt halvparten af sin flystyrke tilbage som en reserve, hvilket var standard japansk procedure på den tid. Reservestyrken omfattede to eskadriller med bombefly og torpedofly; de sidste lastet med torpedoer i tilfælde af at man skulle opdage nogle amerikanske krigsskibe. På baggrund af tilbagemeldingerne fra de japanske fly over Midway beordrede Nagumo kl. 07:15 at reserveflyene skulle skifte våbenlast til vanlige kontaktbomber beregnet på landmål. Skiftet af våbenlast havde været i gang ca. 30 minutter da et rekognosceringsfly fra krydseren Tone kl. 07:40 meldte om en større amerikansk styrke i øst. Nagumo ændrede ordren om at skifte våbenlast og bad rekognosceringsflyet fastslå sammensætningen af den amerikanske styrke.
Admiral Nagumo havde nu et vanskeligt valg. Kontreadmiral Tamon Yamaguchi, som ledede anden hangarskibsdivision (hangarskibene Hiryu og Soryu), signalerede til Nagumo, at han anbefalede at angribe øjeblikkeligt med de fly som var klar. Nagumo havde en mulighed for at sende en angrebsbølge med fly mod de amerikanske fartøjer, men han måtte bestemme sig hurtigt, da flyene der havde angrebt Midway var på vej tilbage. De ville kun have lidt brændstof, skadede fly og måtte derfor lande hurtigt. Det ville tage mellem 30-45 minutter at få angrebsbølgen i luften. Ved at angribe øjeblikkeligt ville nogle af flyene gå i kamp uden den korrekte våbenlast til kamp mod skibe. Japansk taktik for hangarskibe anbefalede fuldt operative angrebsbølger; da han ikke havde fået bekræftet om den amerikanske styrke også havde hangarskibe var Nagumo afventende. Et nyt amerikansk angreb fra Midway var også ventet kl. 07:53; det gav Nagumo meget kort tid til at bestemme sig. Nagumo tog så den skæbnesvangre beslutning om at vente til den første angrebsbølge havde landet, for derefter at angribe med reservestyrken; som så kunne få passende våbenlast.
[redigér] Angreb på den japanske flådestyrke
I mellemtiden havde amerikanerne allerede sendt sine hangarskibsbaserede fly mod den japanske flådestyrke. Kontreadmiral Fletcher ombord i Yorktown havde modtaget den japanske styrkens position og sammensætning fra rekognosceringsfly og beordret angreb så hurtigt som praktisk muligt. Hangarskibene «Enterprise» og «Hornet» under Spruance sendte sine fly af sted kl. 07:00, mens Fletcher ombord i Yorktown måtte tage imod rekognosceringsfly før han kunne sende sine fly af sted kl. 08:00. Amerikanske operationer på flydækket var imidlertid endnu ikke så effektive som japanernes og de amerikanske fly gik til angreb i flere grupper. Dette reducerede den totale effekt af de amerikanske angreb og gav amerikanerne væsentlig højere tab.
De amerikanske hangarskibsbaserede fly begyndte at angribe de japanske hangarskibe klokken 09:20, første bølge var torpedoeskadrille 8 (VT-8), fulgt af VT-6 klokken 09:40, uden jagerstøtte. VT-8 blev totalt udslettet, og det gik næsten lige så dårligt for VT-6 uden at have ramt de japanske skibe. De japanske kampflypatruljer, med de hurtige jagerfly Mitsubishi Zero gjorde kort proces med de langsomme, dårligt bevæbnede amerikanske torpedofly. På trods af de forfærdelige tab opnåede de amerikanske torpedofly indirekte to vigtige resultater. De holdt de japanske styrker ude af balance, uden ro til at sende sit eget modangreb af sted. Angrebet fik også de japanske kampflypatruljer ud af position. Da en tredje bølge torpedofly angreb fra sydøst (VT-3) klokken 10:00 trak det de japanske jagerflys opmærksomhed mod dette område.
Ved et tilfælde kom to formationer (totalt tre eskadriller) med amerikanske bombefly (SBD Dauntless) ind samtidig fra nordøst og sydvest. Disse formationer kom på et særdeles gunstigt tidspunkt for at angribe de japanske hangarskibe. Armerede og fuldt optankede japanske kampfly stod tæt på hangardækket da de angreb, brændstofslanger lå på kryds og tværs mens påfyldning af flyene var i gang; og udskiftingen af våbenlast gjorde at bomber og torpedoer var på dækket og ikke sikret i magasinerne. De japanske hangarskibe var derfor i en særdeles sårbar situation.
Klokken 10:22 angreb flyene fra «Enterprise» det japanske hangarskib Kaga og Akagi, mens et angreb nord for de to skibe med fly fra Yorktown sigtede mod hangarskibet Soryu. Samtidigt angreb torpedoflyene i VT-3 hangarskibet Hiryu, men nok en gang ramte de ikke. De amerikanske bombefly havde derimod bedre held med sig. I løbet af seks minutter havde bomberne færdiggjort sit angreb og efterladt sine mål i brænd. Akagi var blevet ramt af en bombe, Soryu af tre bomber og Kaga af mindst fire bomber. Alle tre hangarskibe var ude af kampen og blev bagefter forladt og sænket.
Etter flyangrebene affyrede den amerikanske ubåd Nautilus (SS-168) torpedoer mod hvad besætningen troede var Soryo, men som senere undersøgelser anslår var Kaga. Besætningen på Nautilus meldte at en torpedo ramte hangarskibet og detonerede. De overlevende fra Kaga observerede imidlertid ikke noget torpedoangreb.
[redigér] Japanske modangreb
Hiryu var nu det eneste kampklare japanske hangarskib, og det begyndte med det samme et modangreb. Den første gruppe japanske bombere skadede Yorktown alvorligt, men det lykkedes for besætningen at få kontrol over skaderne. På trods af et japansk håb om at udjævne tabstallene ved at ramme to hangarskibe med hver sin angrebsbølge, måtte det en ny angrebsbølge til før Yorktown var ude af kampen. De to andre hangarskibe (Task Force 16) var imidlertid uskadte. Yorktown blev forsøgt reddet, men blev torpederet af en japansk ubåd og måtte derfor overgives. Den samme ubåd sænkede også jageren USS Hammann som var blevet afgivet for at bistå Yorktown. Ud på eftermiddagen fandt amerikanske rekognosceringsfly Hiryu, og Enterprise og Hornet sendte en sidste angrebsbølge af sted som efterlod hende synkefærdig.
Da mørket sænkede sig kunne de stridende parter gøre regnskabet op; admiral Spruance havde overtaget amerikansk taktisk kommando da admiral Fletcher måtte forlade den synkende Yorktown. Amerikanerne var klar over at de havde vundet en stor sejr, men Spruance var ikke sikker på hvor store tilbageværende styrker japanerne havde, og han var indstillet på at sikre både Midway og sine hangarskibe. Han trak sig derfor tilbage mod øst for at undgå en træfning om natten med mulige japanske overfladeskibe. I morgentimerne returnerede han for at være i position til at dække Midway hvis japanerne skulle forsøge en landgang.
Yamamoto fortsatte først efter planen og sendte sine overfladestyrker østover for at engagere de amerikanske hangarskibe. Samtidigt blev en styrke med krydsere sendt ud for at bombardere atollen natten igennem. Efterhånden som natten gik uden spor af de amerikanske hangarskibe meldte realiteten i situationen sig og klokken 02:30 beordrede Yamamoto sine styrker til at trække sig tilbage mod vest.
Under den natlige tilbagetrækning, i tæt formation led den japanske krydserstyrke yderligere tab. Efter at have observeret den amerikanske ubåd USS Tambor (SS-198) udførte styrken en undvigelsesmanøvre. Den japanske krydser Mogami tog fejl under en kursændring og kolliderede med søsterskibet Mikuma. De næste dage angreb først fly fra Midway og så admiral Spruances hangarskibe de to skadede krydsere og det lykkedes at sænke Mikuma.
[redigér] Efterspil
Efter at have vundet en klar sejr trak de amerikanske styrker sig tilbage. Den kejserlige japanske flåde havde tabt fire af sine seks store hangarskibe; Kaga, Akagi, Soryu og Hiryu, kun Zuikaku og Shokaku var tilbage. Den japanske ekspansion i Stillehavet var med dette tab stoppet.
Den amerikanske stillehavsflåde var nu ligeværdig med japanerne i store hangarskibe, og den ressourcestærke stormagt USA kunne hurtigt bygge nye. Kort efter slaget om Midway startede amerikanerne sin offensiv ved at invadere Guadalcanal, og med det startede udmattelseskrigen på Solomonøerne, som kom til at knække den japanske flåde og dens bedste flystyrker.
[redigér] Følger for krigen
Slaget om Midway var et afgørende vendepunkt i Stillehavskrigen, men den japanske flåde fortsatte med at kæmpe, og det tog mange måneder før US Navy gik fra at være ligeværdig til at blive overlegen. Hvis US Navy havde tabt slaget om Midway er det stadigt ikke særligt sandsynligt, at det ville have ført til et amerikansk nederlag i krigen; til det var USAs ressourcer for store. Dermed var slaget om Midway ikke afgørende på samme måde som for eksempel slaget ved Trafalgar under Napoleonskrigene. Men sejren ved Midway gav US Navy initiativet, påførte den japanske flåde tab den aldrig kom sig over, og forkortede krigen i Stillehavet
Selv om Midway ikke ødelagde Japans maritime luftstyrker, fik de et hårdt slag. Før krigsudbruddet uddannede Japan piloter under et træningsprogram som gav utroligt høj kvalitet; men uddannelsen tog meget lang tid. Denne lille gruppe af elitepiloter var hærdet i både træning og kamp. I slaget om Midway mistede Japan lige så mange piloter på en dag, som de brugte et år på at uddanne. I det efterfølgende slag ved Guadalcanal i andet halvår 1942 blev japans maritime luftstyrker slidt ned i en udmattelseskrig. Selv om Japan uddannede piloter under krigen var træningen dårligere. Omkring midten af 1943 havde kombinationen af slaget om Midway og tabene ved Guadalcanal stærkt reduceret Japans maritime luftstyrker.
Ødelæggelsen af fire af Japans seks store hangarskibe var et uoprettelig tab. Disse fartøjer blev ikke erstattet før tidligt i 1945. I mellemtiden havde US Navy udrustet mere end halvtreds store og middelstore hangarskibe, og en række eskortehangarskibe. Slaget om Midway gav en varig reduktion af den japanske marinens slagkraft og reducerede den tidsperiode hvor den japanske hangarskibsstyrke kunne tag kampen op.
Betydningen af slaget om Midway kan også vurderes ved at analysere situationen hvis US Navy havde tabt slaget. At krigen i Stillehavet var blevet forlænget står klart. Det er muligt at et tab havde påvirket fordelingen af ressourcer mellem krigsområderne og udsat operationerne i Europa. En længere krig i Stillehavet kunne også give Sovjetunionen en større rolle i krigen mod Japan, og tilsvarende en rolle i okkupationen efter fredsslutningen.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Den japanske rapport om slaget (engelsk)
- Japansk revisionistisk vurdering af slaget (engelsk)
- Slaget om Midway fra WW2db (engelsk)
- Visualiseret fremstilling af slaget (engelsk)
- Filmen «Battle of Midway» (1942) - kampscener optaget af John Ford
- Naval Historical Centers side om slaget (engelsk)
- I Kronologi over slaget ved Midway (engelsk)
- II Kronologi over slaget ved Midway (engelsk)

