Åger

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering
Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer
Overtrædelser af straffeloven
§ 114 Terrorisme
§ 119 Vold mod personer
i offentlig tjeneste
§ 123 Vidnetrusler
§ 140 Blasfemi
§ 203-4 Hasardspil
§ 210 Voldtægt
§ 222 Seksuelt misbrug af børn
§ 232 Blufærdighedskrænkelse
§ 237 Drab
§ 244 Vold
§ 245 a Kvindelig omskæring
§ 266 b Racismeparagraffen
§ 267 Ærekrænkelse
§ 276 Tyveri
§ 278 Underslæb
§ 279 Bedrageri
§ 280 Mandatsvig
§ 282 Åger
§ 283 Skyldnersvig
§ 291 Hærværk
§ 293 Brugstyveri
§ 299 b Ophavsretskrænkelser af
særlig grov karakter
Rediger

Oprindelig er åger den handling at tage højere rente af et lån end den ved lovgivningen tilladte, i nyere forstand det forhold at skaffe sig ublu fordel af en pengeforstrækning eller anden retshandel ved at udbytte sin medkontrahents nød, letsindighed eller uerfarenhed. Tidligere var det ofte forbudt overhovedet at tage renter. Så længe handelssamkvemmet er uudviklet, er der ingen brug for pengekreditten, hvorfor man opstiller sætningen da penge er ufrugtbare, kan de ikke frembringe penge (latin nummus non nummum parit). Ud fra denne betragtning, og fordi udlån mod rente let skaber misbrug af magten over for den trængende, forkastedes rentetagen i al almindelighed. Lån fremtræder da som en barmhjertigheds- og kærlighedsgerning.

Efter mosaisk ret var formuende folk endog forpligtede til at yde vederlagsfrit lån til deres landsmænd (dog opr. kun når disse var fattige, senere ubetinget). Efter romersk ret var det gennemgående tilladt at tage rente. I følge de 12 tavlers love var den højeste tilladte rente 8 1/3 % pro anno (foenus unciarium', dvs. et lån, hvor renten udgjorde en tolvtedel af kapitalen). Senere blev rentefoden nedsat til det halve, og ved [[Lex Genusia]] år 332 f.Kr. blev det endog forbudt romerske borgere overhovedet at tage rente af hinanden. Dette forbud overholdtes dog ikke. Omkring Kristi fødsel var den højeste tilladte rente 1% om måneden (usurae centesimae). Efter Justinians lovgivning måtte købmænd tage 8% pro anno, personer af den højeste rangklasse (homines illustres) 4% og andre 6%. At tage rentes rente (anatocisme) var forbudt.

I middelalderen gjorde der sig snart den betragtning gældende, at det var forkasteligt overhovedet at tage renter. Dette har sikkert delvis haft sin virkelige grund i, at man kunne undvære lån mod renter under de da bestående, mindre udviklede forretningsforhold; men det fremtrådte som et udtryk for en med mosaisk ret stemmende religiøs betragtning. Efter at det først havde været blot gejstlige forbudt, erklærede Paven 443 det for en fordømmelig handling at selv lægfolk tog renter, og endelig blev de, der bedrev åger, på konciliet i Vienne 1311 truet med udelukkelse fra nadveren samt med frakendelse af ret til at oprette testamente og til at blive begravet i indviet jord. Dette absolutte forbud mod åger blev, som en kanonisk retsregel, gældende i hele Europa. Men medens det i andre lande tillige fik understøttelse gennem den verdslige lovgivning, bestod forbudet i Danmark kun, indtil den kanoniske ret ved reformationens indførelse 1536 havde tabt sin gyldighed. Vel blev det i Christian 3.s lovgivning erklæret for usømmeligt og ukristeligt at tage renter; men samtidig tillodes det dog at betinge sig 5% pro anno af penge, korn eller andet, hvilken maksimumsrente Christian 5. forhøjede til 6%.

Denne regel er optaget i Christian 5.'s Danske Lov 5-14-5; den er endnu formelt i kraft med hensyn til lån af andet end penge, men vil ikke blive anvendt. Hvad angaar pengelån, blev den højeste tilladte rente først nedsat til 5% i 1813, senere til 4% i 1820, men ved lov af 6. april 1855 blev al rentetagen givet fri, undtagen for så vidt angår udlån imod pant i fast ejendom. Ved det sidste er den højeste tilladte årlige rente stadig 4%, dog kan man altid begære en gratis bevilling til at tage indtil 6%, jf. lov nr. 52 af 27. marts 1912. Omtrent samtidig med loven af 1855 havde de fleste andre europæiske stater (undtagen Frankrig) udstedt love, der på ingen måde gav rentefoden fri.

Ågerlovgivningen var nemlig fra slutningen af 18. årh. blevet ivrigt angrebet. Det stærkere udviklede økonomiske samkvem nødvendiggjorde ikke blot, at man havde adgang til at tage en vis højere rente end tidligere tilladt, men man måtte efter omstændighederne have ret til at tage en hvilken som helst. Det var nemlig ikke alene umuligt at fastslå som den højeste tilladte rente, hvad man mente der svarede til den sædvanlige pris på pengene, for denne pris nødvendigvis være vekslende; men det var umuligt endog blot at fastslå en passende højeste rente for de enkelte arter af kontraktforhold. Bl.a. måtte den større eller mindre risiko ved lånet motivere en stærkt vekslende rentefod. På den anden side virkede ågerlovene ikke, som de skulle; thi de var lette at omgå. Den tvang, som loven pålagde kreditor, førte kun til, at der valgtes omveje, (gennem store forudbetalinger eller forskrivninger for langt mere end det lånte, gennem høje provisioner, når lånet periodisk skulle fornyes, eller påtvingelse af varer til ublu priser), og derved gjordes skyldnerens vilkaar endnu hårdere.

I nyere tid har man atter givet love imod åger og fastsat straf derfor. Man har søgt at formulere lovbud, der nøjere end de tidligere love ramte kernen i ågerforbrydelsen: til ublu fordel ved lån at udnytte andres nød, letsindighed eller uerfarenhed. I den danske rigsdag blev der i samlingen 1886-87 af regeringen forelagt et lovforslag, der dog ikke er blevet til lov. Forslaget stemte i alt væsentligt overens med den tyske rigslov af 24. maj 1880, jf. østrigsk lov af 28. maj 1881. Senere har svensk lov om åger 14. juni 1901 og norsk straffelov (1902) i §§295-297 (jf. dansk straffelovsudkast 1912 §§330-332) indført lignende straffebestemmelser. Lovgivningerne erklærer nu også de indgåede kontrakter for uforbindende, se norsk lov (1902) om straffelovens ikrafttræden §17, tysk borgerlig lovbog § 138, schweizisk obligationsretslov (1911) §21, alt i tilslutning til almindelige regler om kontrakters ugyldighed, særlig engelske og amerikanske regler om undue influence.

Også den skandinaviske obligationsretskomités forslag af 1913 til lov om aftaler med videre indeholder i §32 tilsvarende regler: Når nogen har udnyttet en andens nød, letsind, enfoldighed, uerfarenhed eller et mellem dem bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betinge fordele, som står i åbenbart misforhold til, hvad derfor ydes osv.

Vanskeligheden ved lovgivning imod åger ligger i, at man efter at have opgivet at stræbe mod målet ved at sætte grænser for den tilladte rentes størrelse, ikke synes at kunne finde noget sikkert ydre kendemærke på det retsstridige, men må overlade alt væsentligt til domstolenes skøn.

[redigér] Se også


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.