Østfronten under 2. verdenskrig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Østfronten er navnet på de slag under 2. verdenskrig som blev ført på den østlige front.
Den 22. juni 1941 igangsatte tyskerne en overraskelsesinvasion af Sovjetunionen under betegnelsen operation Barbarossa. De første uger af invasionen var katastrofale for den sovjetiske hær på trods af, at Stalin flere gange var blevet advaret om invasionen, dels fra hans egne efterretninger og dels fra englænderne, der havde data af høj kvalitet fra Enigma. Store hærenheder blev omringet og overgav sig, og luftvåbnet blev nærmest udslettet på jorden. Det var dog ikke alene tyske hærenheder, der udgjorde invasionsstyrken. Italienske, ungarske og rumænske tropper var også en del af kampagnen.
Situationen i Finland var meget speciel. Finland erklærede sig først neutral, men havde både tyske og sovjetiske tropper på sit område. Finland var velforberedt på en krig på tysk side, da Sovjetunionen angreb det den 25. juni. Den følgende konflikt 1941-1944 har fået navnet fortsættelseskrigen, med reference til en fortsættelse af Vinterkrigen.
Operation Barbarossa havde en række svage punkter. Alvorligst var den logistiske situation. I sidste ende var det logistikken, som var afgørende for, hvilke muligheder den tyske hær havde. De enorme distancer i Sovjetunionen indebar, at tyskerne ikke kunne avancere længere, end deres forsyningslinjer tillod. Da det tyske angreb stoppede foran Moskva den 5. december 1941, var det umuligt at drive tropperne længere fremad. Der var simpelthen ikke forsyninger nok, som nåede frem til fronten, til at et ordentligt forsvar kunne organiseres for slet ikke at tale om offensive operationer. Tidsplanen for det tyske angreb byggede på, at den sovjetiske hær ville kollapse, før den russiske vinter satte ind. At dette ikke skete, påvirkede i høj grad de tyske planer. Fedtet i lejerne på de tyske kampvogne frøs, og tyskerne måtte tage vintertøj fra døde russiske soldater for at overleve. Hvis tyskerne havde omringet Moskva, havde russerne måske bedt om våbenstilstand, da Moskva var knudepunkt for alle de sovjetiske jernbaner, og landet havde ikke tid eller lastbiler nok til at forbinde jernbanerne bag en front øst for Moskva.
Under deres lange tilbagetrækning anvendte de russiske styrker den brændte jords taktik. De brændte afgrøder og ødelagde bygninger og anlæg, efterhånden som de trak sig tilbage for de fremadstormende tyske tropper. Dette forøgede drastisk de tyske forsyningsproblemer, samtidig med at tabene på grund af den frygtede russiske kulde og russiske modangreb steg kraftigt. Flere hundrede tusinde mænd døde på grund af disse faktorer.
På trods af problemer med yderligere at fremskynde deres fremrykning havde tyskerne på dette tidspunkt erobret et enormt område. Tilbageerobringen af dette område kom til at koste Sovjetunionen dyrt og varede indtil sent i 1944.
Tyskernes store erobringer bragte dem også tæt på Leningrad (nu Sankt Petersborg), og udløste hermed en af krigens tragedier – belejringen af Leningrad. Finske tropper stødte frem mod byen fra nord og den tyske værnemagt fra syd. Den finske øverstbefalende Mannerheim var stoppet ved floden Svir og afstod fra at angribe byen. Hitler derimod beordrede, at byen skulle "fjernes fra jordens overflade", sammen med hele sin befolkning. Byen blev derfor ikke stormet. Den tyske hær omringede næsten i stedet byen for at sulte dens befolkning ihjel, samtidig med at bombefly og artilleri sendte en regn af bomber og granater over byen. Cirka en million civile døde under belejringen af Leningrad – 800.000 af sult. Belejringen varede 900 dage, og da den var mest omfattende, var den eneste vej ind og ud af byen over den tilfrosne sø Ladoga, midt imellem de tyske og finske linjer. Man anlagde endog en jernbane på isen.
(siddende): Premierminister Winston Churchill (UK), præsident Franklin D. Roosevelt (US) og formand Josef Stalin (USSR). Stående længst til venstre ses den sovjetiske udenrigsminister Molotov
Med vinteren 1941-42 overstået begyndte den tyske hær at forberede yderligere offensive aktioner. Fremfor en offensiv mod Moskva blev prioriteringen ændret til retning mod Stalingrad (nu Volgograd) ved floden Volga og mod Kaukasus. Stalingrad (vest for floden) blev erobret med undtagelse af nogle små modstandslommer, men kampagnen tog en katastrofal vending for de tyske styrker.
Ubeslutsomhed hos Adolf Hitler, uenighed blandt højtstående tyske officerer og udstrakte forsyningslinjer kombineret med længerevarende bykampe i Stalingrad gjorde den tyske stilling udsat. I et forsøg på at fremskynde byens fald blev store tyske inklusive reserver og pansertropper, der fungerede som infanteri, indsat i selve byen. De meget lange flanker ved Don-floden blev herefter delvist forsvaret af forholdsvis svage rumænske, italienske og ungarske styrker. Efter en sovjetisk modoffensiv (Operation Uranus) i november 1942, blev den tyske 6. armé sammen med det 4. panserkorps afskåret. Sult, mangel på mad og ammunition gjorde at "kedlen" gradvis blev mindre og mindre. Hitler beordrede, at ingen tyske tropper måtte overgive sig; de skulle kæmpe til sidste mand og sidste patron, og udnævnte symbolsk general Paulus til generalfeltmarskal, da ingen tysk soldat med den rang tidligere havde overgivet sig. Dette skete alligevel i begyndelsen af februar 1943. Begge sider led store tab i slaget om Stalingrad, som blev et af historiens mest blodige slag. Det anslås, at 2 millioner mennesker døde i slaget, herunder 500.000 civile.
Efter Stalingrad blev det tyske initiativ svagere. Sovjet formåede dog ikke at gribe dette fuldt ud, idet en offensiv, Operation Zitadelle, i sommeren 1943 under von Manstein stoppede det sovjetiske angreb. Slaget ved Kursk blev det største panserslag, historien endnu havde set, og den blev tyskernes sidste større offensiv på østfronten. Gode efterretninger havde forberedt Sovjetunionen på det tyske modangreb, og man havde forberedt massive forsvarslinjer omkring Kursk. Russerne var herefter i offensiven, indtil Berlin blev erobret i maj 1945, og krigen sluttede.
Sovjetunionen kom til at bære den største del af omkostningerne ved 2. verdenskrig. Den anden front i Europa, der skulle aflaste østfronten, blev først realiseret på D-dag (bortset fra invasionen af Italien). Landet havde derfor flere ofre end samtlige øvrige lande tilsammen: cirka 27 millioner døde, heraf mere end 13 millioner civile. Mange civile blev myrdet i erobrede byer af tyskerne, der dels anså befolkningen for at være undermennesker, dels havde planer om at genbefolke landet med tyskere.
Sovjetunionen kæmpede dog ikke alene. Britiske og amerikanske forsyningskonvojer sejlede under stor risiko forsyninger til landet. Tyske styrker blev anvendt til at beskytte kystlinjer mod angreb, som aldrig blev iværksat og til at bemande antiluftskyts over hele Europa. Sovjetunionen tog heller ikke aktivt del i søslagene, bombeoffensiverne og sejren over Japan.

