Émile Durkheim

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Émile Durkheim
Forstør
Émile Durkheim

David Émile Durkheim (15. april 1858 - 15. november 1917) er kendt som en af forgangsmændene for den moderne sociologi. Han grundlagde det første europæiske institut for sociologi i 1895 og skrev desuden den første afhandling om social videnskab i 1896 i L'Année Sociologique.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Biografi

Durkheim blev født i Épinal i Lorraine i Frankrig. Han kom fra en jødisk familie - både hans far og farfar var rabbinere. Durkheim selv levede et helt igennem sekulært liv. Meget af hans arbejde byggede endda på, at religiøsitet udsprang fra sociale og ikke guddommelige faktorer. Hans jødiske baggrund formede dog hans sociologi - mange af hans samarbejdspartnere og elever var jødiske og også ofte biologisk beslægtede.

Som fremmelig studerende gik Durkheim ind i École Normale Supérieure (ENS) i 1879. Han begyndte i en klasse som var kendetegnet ved at rumme mange af hans samtids andre store franske tænkere som Jean Jaurès og Henri Bergson. Ved ENS studerede Durkheim med Fustel de Coulanges - en klassicist med socialvidenskabelig påvirkning. Samtidigt læste han forfattere som Auguste Comte og Herbert Spencer. Dette gjorde, at Durkheim tidligt fattede interesse for en videnskabelig tilgang til samfundet. Dette betød imidlertid en række sammenstød med det franske uddannelsessystem, som på dette tidspunkt ikke beskæftigede sig med socialvidenskab. De humanistiske studier, som Durkheim derfor var nødt til at følge, fangede ikke hans interesse, og da han afsluttede sin eksamen i filosofi i 1882 lå han næstsidst i klassen.

Durkheims interesse for sociale fænomener var også afledt af politik. Frankrigs nederlag i den fransk–preussiske krig havde sat udviklingen mod en sekulær fransk republik tilbage, og mange regnede en katolsk-nationalistisk indsats som den eneste vej til genetableringen af den falmende franske indflydelse i Europa. I sin egenskab af jøde og socialist tilhørte Durkheim derfor et politisk mindretal - en situation, som styrkede hans politiske overbevisninger. Dreyfus-affæren i 1894 styrkede desuden et aktivistisk standpunkt hos ham.

Der var ingen måde hvorpå en mand med Durkheims holdninger kunne indtage en vigtig akademisk position i Paris, så efter et års sociologi-studier i Tyskland rejste han i 1887 til Bordeaux, hvor Frankrigs første læreanstalt for fremtidige undervisere netop var blevet grundlagt. Her underviste han i både pædagogik og socialvidenskab (som var nyt i Frankrig). Fra denne position reformerede Durkheim det franske skolesystem og introducerede studier i socialvidenskab. Her blev han dog også kritiseret for sine tendenser til at reducere moral og religion til sociale fænomener.

I 1890'erne producerede Durkheim bemærkelsesværdig meget. I 1893 publicerede han Den sociale arbejdsdeling i samfundet, som var hans grundlæggende stillingstagen til samfundets natur og udvikling. I 1895 udgav han Les règles de la méthode sociologique – et manifest der beskrev hvad sociologi var, og hvordan den burde udøves. Samtidigt grundlagde han det første institut for sociologi i Europa ved universitetet i Bordeaux. I 1886 grundlagde han det videnskabelige årsskrift L'Année Sociologique for at kunne udgive arbejder fra sin stadigt voksende skare af studerende og samarbejdspartnere. Og endelig i 1897 udgav han Suicide, en case-studie som gav et eksempel på, hvad forskning i sociologi kunne bidrage med.

I 1902 opnåede Durkheim endelig en prominent position i Paris, da han blev professor i uddannelse ved universitetet i Paris. Fordi franske universiteter ofte var tekniske institutioner for træning af undervisere, fik Durkheim hermed stor indflydelse. Durkheim blev oprindelig valgt til sin nye position ad politiske veje, men i 1912 slog han sin indflydelse fast, da han blev permanent indsat i embedet. Med denne position kunne han omdefinerede sin stilling til også at handle om sociologi. Samme år udgav han sit sidste værk, Les Formes élémentaires de la vie religieuse.

Første Verdenskrig skulle få en tragisk indflydelse på Durkheims liv. Hans venstreorienterede indstilling var altid patriotisk fremfor internationalistisk - han søgte et sekulært, rationalt Frankrig. Men krigens komme og den uundgåelige nationalistiske propaganda, der fulgte den, gjorde det svært for ham at bibeholde denne nuancerede indstilling. Imens Durkheim aktivt søgte at støtte sit land i krigen, gjorde hans afvisning af af overgive sig til en simplistisk nationalistisk holdning (sammen med hans jødiske baggrund) ham til et naturligt mål for den nye stadigt stærkere højrefløj. Værre endnu var, at generationen af studenter, som Durkheim havde uddannet, nu blev indrulleret i hæren, og mange omkom i de franske skyttegrave. Durkheim kom sig aldrig over dette, og i 1917 døde han af et hjerteslag, følelsesmæssigt udmattet og overbelastet af arbejde.

[redigér] Teorier og idéer

Durkheim interesserede sig primært for, hvordan samfund kunne opretholde sin integritet og sammenhængskraft i den moderne æra, når fx fælles religion og fælles etnisk baggrund ikke længere kunne tages for givet. For at studere det sociale i moderne samfund, skabte Durkheim en af de første videnskabelige tilgange til sociale fænomener. Sammen med Herbert Spencer var Durkheim en af de første til at forklare eksistensen af og kvaliteten af forskellige dele af samfundet ved at se på, hvilken funktion de udfyldte i at holde samfundet sundt og afbalanceret. En position, der senere blev kendt som funktionalisme.

Durkheim insisterede desuden på, at et samfund var mere end summen af dets dele. Derfor fokuserede han - i modsætning til Max Weber - ikke på, hvad der motiverede individuelle menneskers handlinger, men mere på studiet af sociale kendsgerninger. En term, som han indførte til at beskrive fænomener, som har en eksistens i sig selv og som ikke er bundet til individuelle menneskers handlinger. Han mente således, at sociale kendsgerninger har en uafhængig eksistens, større og mere objektiv end handlingerne hos de individuelle mennesker, der udgør samfundet. Sociale kendsgerninger, mente han, kan desuden kun forklares på baggrund af andre sociale kendsgerninger.

I hans udgivelse fra 1893, Om den sociale arbejdsdeling, undersøgte Durkheim, hvordan social orden bliver opretholdt i forskellige typer af samfund. Han fokuserede på arbejdsdelingen og undersøgte hvordan den ændrede sig fra det traditionelle samfund til det moderne samfund. Forfattere før ham (fx Herbert Spencer og Ferdinand Toennies) argumenterede for samfundsudviklingen som værende en slags evolution i stil med levende organismers bevægelse fra simple størrelser til at ligne avancerede maskiner. Durkheim vendte så at sige disse forfatteres argumentation om og indskrev sig således den voksende masse af socialdarwinistiske teorier. Han mente således, at det traditionelle samfund var mekanisk og hold sammen af den kendsgerning, at alle var mere eller mindre ens og derfor havde meget tilfælles. I Durkheims argumentation er der i det traditionelle samfund en "fælles bevidsthed", der indfanger individets bevidsthed; Sociale normer er stærke og social adfærd er reguleret til at passe ind i den fælles bevidsthed.

I et moderne samfund så Durkheim den komplekse arbejdsdeling som resulterende i en organisk solidaritet. Forskellige specialiseringer i arbejdet og forskellige sociale roller skaber afhængigheder, som binder folk til hinanden, fordi man ikke længere selv er i stand til at udfylde alle sine behov. I traditionelle, mekaniske samfund lever bønder sammen i små selvforsynende fællesskaber, som hver især er bundet sammen af en fælles arv og et fælles arbejde. I moderne organiske samfund tjener arbejderne penge og må stole på andre mennesker, som er specialiseret i fremstillingen af andre produkter, for at få opfyldt sine behov. Resultatet af en stigende arbejdsdeling er ifølge Durkheim, at individuel bevidsthed fremkommer adskilt fra fælles bevidsthed; og fra tid til anden er i konflikt med en fælles bevidsthed.

Durkheim besæftigede sig også med sammenhængen mellem måden, hvorpå solidaritet i et givet samfund viser sig og et fremherskende lovsystem. Han nåede frem til, at i samfund, kendetegnet ved det, han kaldte mekanisk sollidaritet, bliver lovgivningen håndhævet som respons på en handling: Den kriminelle får en straf, der skal gøre det ud for samfundets manglende fælles bevidsthed, som handlingen er et resultat af. På denne måde kan lovgivningen holde et samfund sammen på trods af, at det ikke er kendetegnet ved en overordnet fælles bevidsthed. I et samfund med organisk solidaritet er lovgivningen derimod generelt forebyggende; dens sigte er ikke at straffe, men at underbygge "normale aktiviteter" i samfundet.

Den hurtige skiften i samfundet, grundet en stadig mere udtalt differetiering af arbejdet, gør i Durkheims analyse normer diffuse og øger upersonligheden i det sociale liv, hvilket tilsidst leder til en relativ normløshed, dvs. en udviskning af faste normer som adfærdsregulatorer. Durkheim kaldte denne tilstand for anomi. Fra denne tilstand af anomi kunne Durkheim forklare tilstedeværelsen af alle former for afvigende adfærd, især selvmord.

Durkheim videreudviklede sit anomie-begreb i Selvmordet, oprindeligt udgivet i 1897. Her undersøger han de varierende selvmordsrater blandt protestanter og katolikker og forklarer, hvorledes større social kontrol blandt katolikker resulterer i lavere selvmordsrater. Ifølge Durkheim oplever folk en vis grad af tilhørsforhold til den gruppering, de tilhører. Et tilhørsforhold, han kalder social integration. Unormalt høje eller lave grader af social integration kan resultere i et uorganiseret samfund, som får folk til at ty til selvmord som en sidste udvej. En høj grad af social integration kan ligeledes føre til selvmord, for at undgå at blive en byrde for samfundet. Durkheim så det katolske samfund som besiddende en normal grad af integration, mens han så det protestantiske som værende kendetegnet ved en lav grad. Disse analyser har siden haft stor betydning for udviklingen af teorier om social kontrol, hvor analysen er flyttet videre fra protestantiske og katolske grupperingen til andre områder - fx ledelse. Durkheims analyse af selvmord bliver stadig betragtet som et klassisk sociologisk studie.

Endeligt er Durkheim husket for sit arbejde med såkaldte primitive (dvs. ikke-vestlige) folk i udgivelser som Elementary Forms of the Religious Life fra 1912 og Primitive Classification, som han skrev sammen med Marcel Mauss. Disse arbejder undersøger religionens og mytologiens rolle i opbygningen af verdensbilledet hos mennesker, der lever i (som Durkheim formulerede det) ekstremt mekaniske samfund.

[redigér] Durkheim og uddannelse

Durkheim var meget interessereti uddannelse. Det skyldtes delvist, at hans arbejde bl.a. bestod i undervisningen af kommende lærere, hvilket gav ham muligheden for at forme deres pensum, så det bar præg af hans egne mål om udbredelsen af sociologien (som han selv biddrog til grundlæggelsen af). Mere overordnet var Durkheim interesseret i måden, hvorpå uddannelse kunne bruges til at forsyne franske borgere med en fælles, sekulær baggrund, der i følge andre af Durkheims analyser er nødvendig for at afværge anomien i det moderne samfund. Det var desuden i denne sammenhæng, at han forslog dannelsen af profesionelle grupper som en kilde til solidaritet blandt voksne.

Durkheim agrumenterede for, at uddannelse har mange funktioner:

  • At styrke social solidaritet.
  • At vise, hvordan enkeltstående personer gennem historien på egen hånd har gjort gode ting for fællesskabet. Dette kan få individer til at føle sig som en del af en gruppe, hvilket mindsker risikoen for brud på regler og normer.
  • At bibeholde sociale roller - ikke mindst, fordi skolen er et minisamfund med hieraki og regler, hvorfor den kan lære unge at udfylde roller.
  • At opretholde arbejdsdelingen.
  • At fordele elever i grupper efter evner, hvilket kan lære dem at vælge arbejde efter deres evner.

[redigér] Værker

På nordiske sprog:

  • 1968: Självmordet
  • 1972: Den sociologiske metode
  • 1975: Opdragelse, uddannelse og sociologi
  • 1997: Selvmordet - en sosiologisk undersøkelse
  • 2000: Om den sociale arbejdsdeling

Andre sprog:

  • (1912) The Elementary Forms of the Religious Life
  • (1955) Professional Ethics and Civic Morals